Progressionen er vigtig for forståelsen af The Beatles ...

Udviklingen

I en hel del af de tidligere causerier, har jeg været inde på forskellen på tidlig og senere Beatles, kort sagt den kolossale udvikling, der prægede gruppens karriere, og hvorledes der i den forbindelse kan opstå forståelsesproblemer hos lytteren. Beatles blev stadig mere eksperimenterende, og derved også stadig mere nyskabende og originale. I den forstand kan man ubetinget tale om en kunstnerisk triumf. De satte nye standarder på en lang række områder, og opnåede at bvlive sammenlignet med moderne komponister og eksperimenterende jazz. Gjorde kort sagt pop og popsange, til noget, det aldrig havde været før. Man kunne med en vis ret hævde: og heller ikke har vcæret siden. Man kunne vel næppe forestille sig et af de for øjeblikket aktuelle popnavne, om et årstid eller to skabe sit helt eget unikke harmoni-univers. Vi står her over for en enestående bedrift.

Men de høje kunstneriske mål, var ikke uden omkostninger. Der var også ting, der gik tabt undervejs. Mest indlysende det ummiddelbare og letfængende. Hvis man er tilhænger af den enkle lige-ud-ad-landevejen popsang, med øjeblikkelig ørehænger egenskaber, er det oplagt at betragte udvikligen modsat: fra dejlige sange til mærkelige eksperimenter. Popdyret og mega-rockeren er sjældent perlevenner eller musikalsk enige. Men for dem, der holder af rå energi og ganmg i den, forholder sagen sig på en lignende måde. De efterhånden stadig mere eksperimenterende sange var ikke så hurtiggående og energiske som de tidlige. Der var stadig mindre rok og rul på drengen. Netop de forståeelsesproblemer dette kan medføre, har jeg forsøgt at indkredse i tidligere skriverier, og også ladet et par bemærkninger falde om mulige måder at komme ind på livet af den sværere forståelige del af Beatles' produktion.

Da dette spørgsmål for mig at se står helt centralt i snakken om Beatles, mener jeg imidlertid det er på sin plads, at affatte et lille epos specielt beregnet for fif til at "knække koden". Det er naturligvis tvivlsomt om det, der får sangene til at åbne sig for ét menneske, har andet og mere end rent personlig, subjektiv værdi, om det på nogen måde er alment anvendeligt. Men det kunne da være.

De første eksperimenter

Det må i høj grad blive en skønssag hvad der kan betegnes som det første eksperiment. For i virkeligheden var Beatles lige fra den spæde begyndelse et eksperimenterende orkester. Som i anden forbindelse har påvist, var de længe før de blev kendte i stadig forandring og udvikling, konstant på jagt efter nye ideer og udtryksmuligheder. Da de opnåede deres første berømmelse, var det med et musikalsk udtryk, der på en række afgørende punkter afveg fra ur- stilen. At gøre sig dette klart, er for mig at se, den første betingelse for at nå til en forståelse af den senere produktion. At betragte den som en modsætning til den tidlige, er at udstyre sig selv med en forståelsesbarierre. At derimod se den senere produktion som en fortsættelse og konsekvens af den tidlige, åbner en dør.

At gøre sig klart hvor store og hurtige forandringer, der fandt sted i de tidlige faser af gruppens udvikling, er i sig selv en nøgle til de senere ting. De tre første single A-sider - "Love Me Do", "Please Please Me" og "From Me To You" - står som eksempler på et udtryk, der både i stil og lyd er mere råt og pågående end det almindeligvis var tilfældet i den tids engelske popmusik. Det helt centrale i lydbilledet er mundharpen, spillet op imod den flerstemmige sang. Numrene er præget af energi, friskhed og ungdommelig naivitet. De rummer træk, der kan føres tilbage til ur-stilen, men så sandelig også en hel del senere tilkomment. Den mundharpe, der mere eller mindre var gruppens varemærke på disse tre singler, findes stort set ikke på noget af det, der ligger før. John Lennon betegnede senere i et interview netop mundharpen som det første eksperiment.

De to første singler, både a- og b-sider, indgik på den første lp, mens resten af pladen stort set blev indspillet ud i en køre. Der var mere eller mindre tale om live i studiet. Trisckindspilning og overdubs begrænser sig til et minimum, og vedrører kun småting som f.eks. klaveret på "Misery". Stilistisk er der i alt væsentligt tale om en rock and roll plade. 1-2-3-4 og så ellers bare deruda'. Ingen svinkærinder der. Allerede det andet album, "With The Beatles", viser Beatles i færd med at udforskestudiets muligheder. "With The Beatles" er mere produceret, har en fyldigere lyd, med flere anvendte instrumenter og også sangene i sig selv, er udtryk for en regulering af udtrykket. Rytmisk er der en tendens til en nuancering, der peger væk fra ren lige-ud-ad-landevejen rock and roll. Mens flertallet af sange på "Please Please Me" betjerner sig af enkle og relativt gængse akkordrundgange, har "With The Beatles" en mere harmonisk ekspansiv tendens. Melodierne er lige så iørefaldende og letfængende som på den første plade, men mindre forudsigelige, og foretager i en del tilfælde overraskende bevægelser. "Please Please Me" er en rock and roll plade. "With The Beatles" er derimod en beat-plade. Ved at se de første to albums i forlængelse af hinanden, angives en retning, der peger direkte frem imod det tredie, "A Hard Days Night". Som delvis soundtrack til gruppens første film, står den allerede i sin art so noget lidt andet. Det vedrøer dog ikke i synderlig grad indholdet, der lige så godt ikke kunne have været sange fra en film, hvad det da også kun er halvdelen af dem der er. Derimod er det den eneste af de originale Beatles lp'er, der udelukkende består af Lennon/McCartney-sange. Det i sig selv får den til at stå stærkt i Beatles' produktion, og mange anser den for den mest helstøbte af de tidlige plader. Som nævnt lægger den sig stillistisk i forlængelse af de to første, men akkurat som der er forskelle fra den første til den anden, er der det også fra den anden til den tredie. Den fuldender en trip- trap-træsko-bevægelse, væk fra ren rock and roll frem til en egen, selvstændig stil, der på den plade er rendyrket. Mundharpen dukker stadig op hist og her, men bliver spillet på en anden måde end på de tre første single a-sider. Den anderledes brug af mundharpe kan allerede høres på "With The Beatles", tydeligst i "Little Child". Også brug af et mere akustisk lydbillede havde vist sig på "With The Beatles", især i "Till There Was You". Men alle disse små varsler og tilløb, står på"A Hard Days Night" fuldbårent og markant frem. Generelt er tempoet og den rene rock and roll energi dæmpet en anelse til fordel for en mere udtalt dyrkelse af det melodiske, samt i nogle af de mere pågående numre et mere sejt og tungtswingende udtryk, der på sin vis er mere voldsomt end det der ligger forud, men går i et langsommere tempo. Allerede åbningsakkorden til tittelnummerett, der indleder pladen, lader ingen tvivl mulig om at den fortsatte søgen på harmoniske virkemidler her er gået et skridt videre. Da sangen derefter sætter i gang, står det lige så tydeligt, at der rytmisk, melodisk og med hensyn til produktion er forandringer og nyskabelser i luften. Allerede på dette tidspunkt havde Beatles gennemgået kolossale forandringer, og "A Hard Days Night" er i høj grad et album, der prøver nye muligheder af. Men der blev derimod ikke afveget fra den kurs, der som sine tydeligste kendetegn havde den gode melodi og den medrivende rytme. Blot var disse ting blevet nuanceret og skubbet i en ny retning. Derfor er "A Hard Days Night" i alt væsentligt lige så umiddelbart tilgængelig som de to første plader. Hvad der i '64 muligvis har virket aparte og særpræget gør det i hvert fald ikke i nutidige ører, hvor man snarere er nød til at ofre særlig opmærksomhed på at afsløre, at pladen ikke er helt så straight som man umiddelbart kunne tro. Dens særpræg er ikke noget, der skal fortolkes og forstås. Det er snarere noget, der skal opdages, noget man skal få øje på overhovedet er der. Men hører man de tre førstre albums lige efter hinanden, kan imidlertid ingen være i tvivl. Der er en tydelig bevægelse hen over de tre plader, hvor man uden besvær kan fornemme hvordan stilen ændrer sig, hvordan visse træk forsvinder ud af udtrykket og hvordan nye kommer til. Efter den helstøbte og almindeligt roste "A Hard Days Night" fulgte den mere omdiskuterede og ofte kritiserede "For Sale". Den opfattes almindeligvis som et dyk, der er udtryk for en udmattelse hos gruppen. Den peger indirekte tilbage på de tidlige dage derved at en stor del af numrene er rock and roll standards. Men hører man de første fire i direkte forlængelse af hinanden vil man dog opdage, at "For Sale" dog også fortsætter udviklingen, omend måske knap så overbevisende. Jeg skylder dog at sige, at langt fra alle er enige om at den skulle være et svagt punkt. Jeg har i årenes løb mødt adskillige mennesker, der fremhævede den som deres yndlings Beatles-plade. I hvert fald udgør den klart et led i udviklingen. Trods de mange gamle rock-klassikere er den absolut ingen "Please Please Me, part 2". I lyd og produktion adskiller den sig markant fra de første indspilninger. Dertil kommer de nye, selvskrevne sange, der findes på pladen, og som bestemt ikke kan siges at læne sig synderligt op ad de gamle rockere. Med pladens to første numre, "No Reply" og "I'm A Looser", anlægges en mere dyster tone, der er fuldstændig væsensforskellig fra den ubekymrede munterhed, der især prægede det første album. Nye ting dukker op i lydbilledet, f.eks. udstrakt brug af volume pedal på guitarene, og diskrete, tidlige varsler om den senere brug af "sære" lyde på gruppens indspilninger.

Endvidere fornemmer man tydeligt hvordan Beatles stillistisk breder sig mere ud og søger i flere retninger. Det er klart at denne voldsomme ekspansion og prøven mange veje, ikke undgår at give et lidt ujævnt indtryk og forvirrende. Hvor søren er de på vej hen? Men hørt lige efter de tre første, virker den nu alligevel ikke helt så retningsløs. Brugen af gamle rock standardsstår natyurligvis i et modsætningsforhold til de mange nye ideer, men bidrager samtidig til pladens alsidighed. Set i en udviklingsmæssig kontekst kan det måske også tolkes som et hamskifte for åbent tæppe: en tagen afsked med det gamle og hilsen på det nye. Det man måske især bør mærke sig er, at mange instrumentale mellemspil hverken er tematiske eller solo-orienterede, men faktisk gruppens første egentlige eksperimenter med lidt mere særprægede lyd- kulisser. I modsætning til senere, er der tale om ganske korte passager, som man derfor ikke nødvendigvis bemærker, men den opmærksomme lytter vil på "For Sale" for første gang kunne opleve glimt af noget, der lyder lidt "mærkeligt".

Almindeligvis ses de fire første lp'er under ét, som "den tidlige stil". Men vil man tage denne påstand på ordet, og på en sådan sammenfattende måde betragte disse fire plader, vil man opdage at der ikke findes nogen tidlig stil. Hver af de fire albums, har sit helt eget udtryk og særpræg, der klart adskiller den fra de andre. Denne nuancering og "forrykning" af udtrykket fra plade til plade, viser tydeligt at bevægelsen var i fuld gang og hele tiden havde været det, og altså ikke at der senere fandt en kursændring sted, der brød med en hidtidig standard-formell. En sådan formel havde der på intet tidspunkt været. Allerede før gennembruddet havde bevægelsen stået på i flere år. Når dette går op for én, bliver det muligt at se den senere produktion som en forlængelse, istedet for et brud, som en konsekvens frem for en afvigelse. Er man først nået så langt skal man nok også finde veje, der kan føre en ind hvor det er svært at komme frem.

Omvendt gælder, at der er en lang række træk der binder det hele sammen, og trækker en kontinuerlig linie helt tilbage fra Quarrymen-dagene og fremefter. Dette er lige så vigtigt at være opmærksom på. Kan man finde den røde tråd og trække den fra ur-stilen frem til "For Sale", er der al mulig chance for, at man også kan trække den videre frem. I sidste ende er pointen jo netop den, aty det hele hænger sammen. At nå til en forståelse af begreberne forandring i genkendeligheden og genkendelighed i forandringen, er helt afgørende at være udrustet med som værktøj, når man skal til at prøve kræfter med det, der siden skete.

Stofferne

Hvor nødigt man end vil, kommer man ikke uden om at erkende, at forskellige stoffer med årene kom til at yde en stigende indflydelse på Beatles' musik. Det er formodentlig de færeste, der vil gå til sådanne yderligheder som at indtage alle mulige former for stærke stimulanser, for at nå til en forståelse af Beatles' musik. Det er også tvivlsomt hvorvidt man vil kunne komme til at forstå mere på denne måde.

Derimod er der forskellige ting vedrørende stoffer, det kan være værd at gøre sig klart, og på et rent teoretisk plan forholde sig til. Mange musikere mener - formodentlig fejlagtigt - at de spiller bedre hvis de er påvirket af det ene eller andet. Det er næppe rigtigt. Hvad der derimod næppe kan være tvivl om er, at de spiller anderledes. Stærke stoffer har vel kun relativt få erfaringer med, men de allerfleste har oplevet en almindelig brandert. I forbindelse med beruselse har således næsten alle prøvet at såvel opleve verden omkring sig, som at opføre sig på en anden måde end ellers. Mange gør ting, de ellers aldrig ville have gjort. Det hænder også at man i beruselse får sære ideer, tanker, der ellers ikke ville være faldet en ind. Ligeledes kendes indforståetheden, f. eks. når to fulderikker sidder og hyler af grin over et eller andet, intet ædrueligt menneske ville finde morsomt. Når man tænker over sådanne ting, burde det uden videre være forståeligt, at stoffer undertiden kan betyde, at kunstnere kan komme på sporet af ideer de ellers ikke ville have fået. Dermed ikke sagt at stoffer i sig selv skulle være en kilde til idérigdom. En kreativ sjæl ville muligvis få lige så mange ideer uden, men det ville være andre. Det er således snarere ideernes art end deres antal, der her er tale om. Spørgsmålet er så naturligvis om man kan forstå en stof-idé , uden selv at begynde at tage stoffer? Jeg vil mene, at der må findes andre veje og muligheder. Nogle forslag skal i det følgende gennemgås.

Det meste af det man kan opleve under et trip, er ikke mere anderledes end den ædruelige hverdagstilstand, end at der kan være lighedspunkter. Ofte er ting blot voldsomt forstærket. Det kan være en følelse eller anden form for indre tilstand. Det kan også være i forhold til den ydre verden, så man f.eks. tror at en flue er en ildspyende drage. Når man begynder at betragte stofvisioner som groteske forstørrelser af almene tilstande, begynder det også - i det mindste delvis - at blive muligt at give dem en almen tolkning. Imidlertid bør man gøre sig klart, at dette i nogen grad er at gå imod musikkens idé. Den tilstræber ren oplevelse frem for analyse, og det ville derfor være en misforståelse at alt for håndfast forsøge at "oversætte" alt hvad man hører. Jo mere man kan give afkald på at ville forstå og ville kunne forstå, desto mere vil man netop komme til at forstå.

Rent teoretisk kan man skelne mellem to typer stofmusik, omend de i praksis ofte flyder mere eller mindre sammen: musik lavet under indflydelse af stoffer, og musik, der efterligner virkningen af stoffer. Når musikken efterligner virkningen er det således på en vis måde musikken selv, der er stoffet. Fø'lgelig er det altså den man skal blive påvirket af. Det har vel alle prøvet at blive, også af musik, der ikke forsøger at efterligne virkningen af stærke stimulanser. Dette at blive omtumlet, beruset af kulret af musik kender alle. Da det kan føles ret overvældende, vil mange ofte stritte imod virkningen. Den der vil forstå stofmusik, bør overveje at samle det fornødne mod til at give efter for den stærke oplevelse. Til gengæld behøver han/hun ikke at udsætte sig for nogen kemisk forgiftning. Bare giv slip og følg med musikken. Det er nok!

De ting man kan opleve under påvirkning af stoffer, er ofte blevet sammenlignet med natlige drømme. Her er altså noget beslægtet, som alle mennesker kender. Et yderst alæmindeligt udsagn er: "Jeg havde sådan en underlig drøm i nat". Drømme kan jo netop tit forekomme underlige. Men sjovt nok ikke mens de står på. Mens man drømmer accepterer man gladeligt de mest absurde urimeligheder, som det naturligste af alt. Også i vågen tilstand vil de fleste når de tænker tilbage på drømmen, kunne genkalde sig fornemmelsen af at have oplevet det hele som ganske selvfølgeligt. Dette er værd at bide mærke i. Denne drømmens alternative logik, helt anderledes end den vågne fornuft, men ikke desto mindre mulig at genkalde i vågen tilstand. Her er en helt oplagt løsning på stofsangs-problemet. Man giver ganske enkelt slip på den vågne fornuft og betragter sangen fra drømmens synsvinkel.

En af de ting visse stoffer gør ved hjernen, er at fjerne evnen til at sortere sanseindtryk, så man altså ikke skelner på samme måde som ellers, men blot oplever et bombardement af det hele på én gang. Tilsvarende er visse stykker stofmusik stærkt præget af kaotisk myldrende lyde imellem hinanden, hvor der ikke rigtig er noget der er vigtigere end andet, som når f.eks. en sanger ledsages(netop ledsages!) af et orkester. I den myldrende lydtumult er det umuligt at sige, hvad der ledsager hvad. Det er af stor vigtighed at gøre sig dette fuldstændig klart. Et forståelsesproblem opstår når man forsøger at vurdere hvad der er overordnet og underordnet i et sådan stykke musik. Det er ganske enkelt en misforståelse. At acceptere det hele som lige vigtigt, er derfor en helt afgørende kilde til forståelse.

Den manglende evne til at sortere sanseindtryk under et trip, vedrører også sansernes art. Netop derfor kan det være en vej ind i musikken, at stille den spørgsmål som vedrører andre sanseindtryk: hvilken farve har den lyd? Hvordan lugter den tone? osv.

Hvis jeg skal forsøge at opsummere essensen af disse råd må det blive som følger: stoffer får folk til at opfatte virkeligheden på andre måder. Derfor gælder det over for stofmusik om at give slip på hverdagens almindelige fornuft, ikke kræve det man almindeligvis forstår ved mening, men istedet lære sig at tænke og opfatte på andre måder.

Udover dette kan det være af nogen betydning at se lidt på hvilke stoffer Beatles tog, og hvordan disse virker. I Hamburg tiden hvor Beatles måtte spille mange timer i træk, begyndte de at tage opkvikkende midler simpelthen for at holde sig oprejst gennem de lange koncerter. Der var tale om forskellige amfetamin-produkter. Disse ændrer ikke noget grundliggende ved ens virkelighedsopfattelse, gør blot indtageren overaktiv eller manisk. Alle, der har prøvet at drikke for meget kaffe, har oplevet en mildere version af denne virkning. Den høje, hektiske energi på de tidlige Beatles-indspilninger antages at være knyttet til brugen af amfetamin.

Da Beatles mødte Bob Dylan introducerede han dem til Marihuana. I modsætning til amfetamin griber Marihuana ind i virkelighedsopfattelsen. Under det første trip sammen med Dylan mente de fire Beatler at opleve særlige ting og komme i nærheden af afgørende erkendelser, se sig selv udefra, svæve oppe under loftet etc. Paul McCartney mente at have fundet det endelige svar på livets gåde, og skrev det ned på en seddel. Det viste sig senere at det, der stod på sedlen var: "Der er syv niveauer". Lidt senere blev også canabis føjet til stoffer gruppen jævnligt indtog. Marihuana og canabis kom især til at præge de to overgangs plader "Help!" og "Rubber Soul".

John Lennon og George Harrison blev uden at vide deraf introduceret til lsd da de var til middag hos en tandlæge, der havde puttet lsd i maden. De havde mærkelige oplevelser, da de forsøgte at køre hjem, og oplevede hele verden vælte sig ind på dem. Efter det første chock blev de dog i nogen grad fascineret af virkningen og forsøgte igen. Senere begyndte også Ringo og Paul at tage lsd. Lsd griber særdeles stærkt ind i virkelighedsopfattelsen, kan udover den mærkbare virkning også have langsiogtede virkninger, der helt fundamentalt kan ændre personligheden. Under trippet sættes hverdagens almindelige evne til at orientere sig og sortere i sanseindtryk ud af kraft. Lyde, lugte, farver og former smelter sammen i et totalt sansebombardement, hvor brugeren er ude af stand til at skelne mellem drøm og virkelighed. Det er derfor ikke overraskende at lsd blev det stof, der medførte de mest radikale forandringer af Beatles' musik. Det kom især til at spille en central rolle på "Revolver" og "Sgt. Pepper". Mens amfetamin virker opkvikkende virker lsd snarere sløvende, og kan ofte hensætte brugeren i en passivt drømmende tilstand. Da en lang række andre grupper foretog samme "stofskifte" omkring nogenlunde samme tidspunkt som Beatles, kan man lidt over midtvejs gennem 60'erne konstatere en generel tendens til at musikken bliver mindre hurtiggående og energisk, til fordel for en drømmende, udflydende og ofte mere eller mindre kakafonisk stil, hvor det søgende klangeksperiment og den dramatiske virkning er sat istedet for energi og fremdrift. Sammenlign f.eks. de to The Who sange "My Generation" og "I Can See For Miles", eller for at gøre det endnu tydeligere: overvej hvad forskellen er på Swingin' Blue Jeans og Pink Floyd. I dagligdagens jævne slang-jargon taler man her almindeligvis om respektivt speedmusik og syremusik. Som nævnt ligger den afgørende forskel deri, at speedmusik ikke forholder sig til en anderledes eller forvrænget virkelighedsopfattelse, men blot holder et højt tempo, mens syremusik helt udpræget er udtryk for en trækken virkeligheden ud af sin normale form og opleve den på helt andre måder. Derfor kan speedmusik uden videre forstås ud fra hverdagens almindelige orientering. Eftersom energien er i centrum er den almindeligvis enkel og ligefrem. Hvis den overhovedet byder på nogle forståelsesvanskeligheder, må det være et rent smagsmæssigt spørgsmål om hvorvidt man bryder sig om, at der er gang i den. Helt anderledes forholder det sig med syremusik. Den lader os kigge ind i en anden slags virkelighed. Der er ingen grund til at tro, at man bedre skulle kunne se derind ved at tage stoffer. Som nævnt er det i bund og grund musikken selv, der er trippet. Derfor skal man blot gøre sig klart, at det er en anden slags virkelighed man skuer ind i, og lade være med at forsøge at betjene sig af alt det, der tilhører den almindelige virkelighed. Det ville være som at bruge en bageopskift til at reparere en bil eller at ride med hundeslæde over de afrikanske sletter, hvilket selvsagt næppe er hensigtsmæssigt.

Som et parantetisk kuriosum vil jeg slutte disse betragtninger af, med at fortælle om det eneste jeg selv har prøvet, der har noget med et trip at gøre. Som de fleste mennesker har jeg naturligvis nogle gange været fuld, ligesom jeg har oplevet overaktivitet og rastløs energi i forbindelse med umådeholden indtagelse af kaffe, men jeg har f.eks. aldrig prøvet at ryge hash. Derimod fik jeg et skørt indfald, da jeg var i den alder hvor man får skøre ideer. Jeg har vel været omkring 11 år på det tidspunkt, og sad og ventede i en bil. Det var en lang ventetid og jeg begyndte at kede mig. Der stod en benzindunk. Jeg må åbenbart have hørt om sniffing et eller andet sted, hvorfra husker jeg ikke. Men i hvert fald fik jeg den idé at stikke næsen ned i dunken og snuse ind. Efter nogen tid begyndte der at flimre sære billeder rundt omkring mig. Nede omkrig dunkens tud, så jeg to krydsende vejspor, og en mus og en elefant der kørte speedway. Foran mig var der et pariserhjul, der kørte rundt og ind i kroppen på mig. Jeg oplevede det virkelig som om at en del af hjulet befandt sig inde i mig. I pariserhjulet sad der to gamle mænd, der kunne minde lidt om de to fra balkonnen i Muppet Show. De gentog uophørligt: "Nu drømmer vi", med et kæmpe ekko, så det blev til et rungende: "Nu drømmer vi-vi-vi-vi". Det mærkelige var at jeg så at sige drømte med åbne øjne. Alle billederne var noget, der dukkede op omkring mig. Men efterhånden sank jeg ind i noget, der mindede mere om natlige drømme og deres særprægede begivenhedsforløb. Jeg har overhovedet ingen fornemmelse af hvor længe jeg sad der med næsen i dunken. Det kan have været sekunder, minutter eller timer. Jeg aner det ikke. På et tidspunkt var der et eller andet med fastelavn og slå katten af tønden, hvor det på en eller anden måde indgik at skulle svinge sig et eller andet sted fra. Dette medførte at jeg slog ud med armen og væltede dunken. Jeg røg lettere omtumlet ud af trippet, følte mig en smule døsig, men havde først og fremmest knaldende ondt i hovedet. Det var ikke særlig rart med denne hovedpine, og det var formodentlig en af grundene til at jeg ikke siden forsøgte mig med den slags. Lad mig yderligere tilføje, at hvis det i årenes løb er lykkedes mig at komme til at forstå en lille smule af "Revolver" og "Sgt. Pepper", så har det i hvert fald ikke noget som helst at gøre med den oplevelse.

Overgangspladerne

Centralt i produktionen står de to albums "Help!" og "Rubber Soul", der må regnes for det egentlige overgangsstadium mellem den tidlige og den sene produktion. Der er mange forskellige meninger om dem. Den mest udbredte opfatttelse, ser "Help!" som en fortsættelse af den desorientering og retningsløshed, der prægede "For Sale", mens "Rubber Soul" modsat skulle være udtryk for et nyt fodfæste. Mange mener at "Help!" er Beatles' svageste plade. Men der er også folk, der sætter "Help!" særdeles højt. Uanset hvad man end måtte mene om "Help!" er det i hvert fald helt klart, at den tydeligere end noget af det, der ligger før, betegner en bevægelse væk fra det hidtidige og peger i retning af noget andet. Den rummer ligefremme ørehængere som "I've Just Seen A Face", "You're Gonna Loose That Girl" og "The Night Before", der er lige så umiddelbare som de første sange. Men de er samtidig anderledes. Ingen, der har hørt bare en smule efter, ville kunne hævde at sådanne sange kunne være gledet ind som en naturlig del af "Please Please Me" eller "With The Beatles", ja - ikke en gang "A Hard Days Night". Skønt den stillistiske regulering i alt væsentligt vedrører detaljer og finere nuancer, er den ikke desto mindre særdeles mærkbar, således at det må være helt tydeligt for enhver at gruppens stil på dette tidspunkt havde ændret sig markant. Men naturligvis bliver dette langt tydeligere på de sange, der er noget andet end letfængende popsange. Det komplekse virvar af stemmer på tittelnummeret, står som noget helt nyt i gruppens udtryk, der overhovedet ikke ligner brugen af flerstemmig sang og underliggende korstemmer på tidligere indspilninger. Canon- og call/ response -agtige virkninger, danner en kalejdoskopisk mosaik af stemmer. Nummeret er medrivende og fængende, men målt i forhold til størstedelen af produktionen fra de foregående år, i høj grad også særpræget, og kan de første par gange man hører det, virke en smule forvirrende. Inspirationen fra Bob Dylan er åbenlys i "You Got To Hide Your Love Away". På "For Sale" kan spores enkelte dylan'ske islæt, men slet ikke i samme grad som "You Got To Hide Ypur Love Away". Yderligere bidrager en uventet fløjte-solo til at gøre den til en anderledes Beatles-sang. Den smukke "Yesterday" er køn og bevægende, men som en blid, stilfærdig sang med strygere, der omtrent ligger i nabolaget af klassisk musik, er den så afgjort noget helt, helt andet end et rock and roll nummer. Endelig må "A Ticket To Ride" fremhæves som pladens vel nok mest særprægede og eksperimenterende sang, der som en tungt vælvende lydstrøm glider tyktflydende ud af højtaleren som en kæbrig masse, og peger direkte frem imod meget af det, der skulle ske på de efterfølgende plader. Hvis man ser filmen eller betragter omslagets billeder, vil man opleve en helt tilsvarende parallel til den ændrede stil i form af Beatles' udseende. Håret er blevet en smule længere, og skønt de stadig minder om hinanden i frisure og påklædning, er de ikke længere helt så udpræget uniformerede og klon-agtige. Man sporer en begyndende frigørelse fra konformitet, og en mere afslappet holdning til image og fremtoning.

Hvad "Help!" varslede blev siden fuldt udfoldet på "Rubber Soul", der er almindelig anerkendt som en af Beatles bedste og mest helstøbte plader. Mens de lidt ujævne "For Sale" og "Help!" har deres største styrke i bredde og alsidighed, virker "Rubber Soul" mere sammenhængende, med en særlig atmosfære, der trods sangenes store indbyrdes forskellighed, skaber en stemningsmæssig enhed, der holder sammen på værket. Pladen har sin helt egen stemning, der hele tiden ligger nedenunder det hele. De mange former og stile, der udfoldes igennem sangenes mangeartethed, er i sidste ende blot overfladekrusninger, henover den underliggende atmosfære. Med ting som "Girl", "Michelle" og især "In My Life" er flertallet af sange så melodiske og smukke som nogensinde, men måske ikke helt så friske og frejdige. Selv den mest overfladiske og stillistisk ignorente lytter, vil ikke kunne være i tvivl om at der med "Rubber Soul" foreligger et markant stilskift. Pladen åbner med den riff-baserede og lettere bastande "Drive My Car", hvor hele vers-delen brutalt udskriges på kun én tone, ligesom den føjer en ny rytmisk opfattelse til Beatles-universet. Den efterfølges af den sælsomt drømmende "Norvigian Wood", hvor man for første gang på en Beatles-indspilning kan høre zithar- spil. Senere på pladen følger andre specialiteter, som f.eks. "Nowhere Man" og "The Word". Fra Harrisons dystert vemodige "Think For Your Self" til McCartneys muntre "I'm Looking Through You", får man indtrykket af et anderledes Beatles-album. Det eneste, der på nogen måde kan siges at pege tilbage på de tidligere ting er "What Goes On". Alt andet peger fremad. En bemærkelsesværdig udvikling i løbet af to plader, fra "For Sale" hvor de mange rock and roll standards betyder at omkring halvdelen af pladen peger bagud, så albummet bliver splittet imellem at tage afsked med det gamle og byde det nye velkomment, for på "Help!" at stå lettere desorienteret ved et vadested. Et nyt fodfæste og en ny kurs er fundet på "Rubber Soul". Alligevel er den ikke så meget anderledes at det byder på uoverstigelige forståelsesproblemer. Musikken er ofte lettere særpræget, men ikke hvad man ville kalde mærkelig. Der er snarere tale om en dunkel, dragende mystik, der i høj grad virker tillokkende, end om noget afskrækkende og uhåndterligt. Har man gennemgået produktionen plade for plade, fremstår "Rubber Soul" ikke som et abrupt brud, men som en logisk og meningsfuld fortsættelse, der på allerbedste måde fører udviklingen videre. Dertil kommer at det, der mere end noget andet havde været Beatles' varemærke, nemlig den gode melodi, netop på "Rubber Soul" kulminerer i et storslået højdepunkt. Trods én-tone eksperimenter som "Drive My Car" og "The Word", er pladen gerelt og overordnet betragtet utrolig mættet af en fyldig melodisk sødme, der når et bemærkelsesværdigt klimaks på "In My Life". Den særlige stemning, der omgiver pladen i fællesskab med de kønne melodier, betyder at den trods mindre benspjæt og kontant fremdrift rammer lytteren og trænger igennem i lige så høj grad og med lige så stor styrke som de foregående plader. Glem alt om særlige forudsætninger. Det eneste, der kræves er, at man hører efter.

Progressionens nødvendighed

Om man som lytter og enkeltperson bryder sig om Beatles' senere ting, er naturligvis en smagssag. Men fra et rent udviklingsmæssigt synspunkt var gruppen nået langt. Der var unægtelig sket store forandringer. Men ikke blot forandringer i banal forstand, som hvis de havde skiftet stil. De havde været nyskabende og med til at vise veje i musikken ingen før havde været klar over fandtes. Deri ligger den udviklingsmæssige pointe: den opfindsomme forandring, progression mod noget anderledes, ingen har gjort før. I musikkens historie har der i almindelighed været en tendens til at de ældre genrer/stilarter var nået igennem en række faser/stadier som de yngre først skulle til at prøve kræfter med. Derfor har det i lange perioder været sådan, at jazzen haltede lidt bagefter kompositionsmusikken, og det man lettere fejlagtigt kunne kalde pop og rock i bredeste forstand (d.v.s. al rytmisk musik som ikke er jazz), har haltet en smule efter jazzen. Men med "Revolver", "Sgt. Pepper" og "White Album" placerede Beatles sig på linie med den samtidige jazz og kompositionsmusik, nåede lige så langt ud i eksperimentet og afprøvningen af det muliges grænser. Uanset om man kan lide det eller ej, kan man ikke nægte, at der er noget storslået og imponerende over, at fire gutter der blot tre-fire år tidligere hittede stort med en række muntre ørehængere, på denne korte tid var nået ud til avantgardens yderste fortrop. Så kan man nok så meget foretrække en letfordøjelig popsang. Kreativiteten og originaliteten kan ikke bortforklares. Bevægelsen i produktionen var så afgjort en progressiv sejr. At den for at vinde det nye land så også satte ting over styr undervejs, er en anden sag. Men naturligvis havde det en pris at tage ud til den yderste grænse. Der blev færre af dét, man kalder gode sange, i betydningen: en stærk melodi og en universel appel. Med hensyn til melodisk fylde og sødme toppede Beatles allerede omkring "Rubber Soul", eller muligvis endnu tidligere. Når det gælder energi, drive, dansant præg og rytmisk intensitet ligger kulminationspunktet allerede omkring "Please Please Me"-albummet. Men netop ved tidligt i deres karriere at demonstrere at de i sjælden grad mestrede enkelhedens kvaliteter (melodi og energi), nåede de ret tidligt til et punkt, hvor den videre vej nødvendigvis måtte bestå i at afprøve kompleksitetens muligheder, bevæge sig ud over det givne og udforske ikke tidligere kortlagt og opdyrket land. Det kunstneriske og den kunstige er to sider af samme sag. Hvad der ligger ud over det naturligt, givne er i sagens natur mindre naturligt, får let et mere eller mindre konstrueret præg, og bliver i værste fald søgt. Men når røgen fra effektjageriet er drevet bort, bliver der noget tilbage, som helt reelt åbner for ny frihed og flere muligheder, hvorved der i heldigste fald banes vej for en ny naturlighed. Om dette er nødvendigt, om sådanne tendenser ikke blot bliver en tyrannisk fornyelsestvang, der fører musikken længere og længere væk fra dét, der helt enkelt lyder godt, for i stedet at gøre alting mere og mere mærkeligt, er en diskussion, der er langt ældre end Beatles, og adskillige gange har fået fornyet aktualitet i forbindelse med det, der er sket siden. Dermed ikke sagt at det er uvæsentligt at stille spørgsmålet. Samtidig med en åben nysgerrighed, bør man forsåvidt altid have dette spørgsmål et sted i baghovedet, for ikke ukritisk at falde på halen for alt hvad der er anderledes og særpræget. Som just påpeget kan fornyelse i de fleste tilfælde kun praktiseres på bekostning af basale kvaliteter, da velklang nu een gang ikke er nogen ny opfindelse. Fra et benspjættende rock and roll synspunkt begyndte det allerede at gå tilbage og ned ad bakke for Beatles umiddelbart efter gennembruddet. Men hinsides den tabte energi voksede en enestående melodisk fylde med sjældent mættet sødme op, og nåede exceptionelle højder på "Rubber Soul". Fra et strengt melodi-mæssigt synspunkt begyndte det at skride og gå galt efter "Rubber Soul". Men hinsides den tabte melodiske sødme skabte Beatles den kunstneriske kraftpræstation "Sgt. Pepper".

Når man vil til at diskutere forsvarligheden i denne sætten basale kvaliteter over styr, skylder man at sige, at Beatles aldrig helt satte dem over styr. Skønt Beatles aldrig igen kom til at lave lige så rå, hårdpumpet lige-ud-ad-landevejen rock and roll som i de tidlige dage, var der dog lige til det sidste rytmer, der gyngede og gik i kroppen. Skønt melodilinierne efterhånden blev mindre klare og helstøbte, var der dog til det sidste ting man kunne nynne med på. Ved siden af den hektiske, hurtige bevægelse, var der også en række konstanter og en integritet, der netop er dét, der gør, at Beatles næsten altid lyder som Beatles, selvom de formodentlig er det mest alsidige orkester nogensinde. Endvidere gælder, at tendensen til at sætte en egenskab eller kvalitet over styr, som regel kan findes side om side med selvsammes kulmination. "Live At Star Club Hamburg" er vel nok den mest heftigt rockende udgivelse, der findes på Beatles-markedet. Men midt i det hele dukker "Falling In Love Again" op. Den mest rent rock-orienterede officielle udgivelse er så afgjort "Please Please Me", hvor "I Saw Her Standing There", "Boys", tittelnummeret, "There's A Place" og især "Twist And Shout" brager deruda'. Men mellem disse finder man ting som "Do You Want To Know A Secret" og "A Taste Of Honey", der ikke kan kaldes overdrevent energiske, og har deres fortrin på helt andre områder. Ligeledes med "Rubber Soul", hvor Beatles fejrer melodiske triumfer med "Michelle", "Girl" og frem for alt "In My Life". Men på samme plade finder man også "Drive My Car" og "The Word", der så afgjort er spændende og bemærkelsesværdige numre, men absolut ikke har deres styrke på det melodiske felt, idet at det meste af det, som skulle have været en melodilinie, blot er gentagelser af den samme tone. Efter "Sgt. Pepper" kan man i mere egentlig forstand tale om en begyndende nedtur. Dog fulgte de berømte solnedgangens sidste, særlig smukke stråler i form af "Abbey Road". Alt i alt betyder dette, at man ikke entydigt kan tale om op- og nedtur, når det gælder Beatles. Der er altid noget, som modsiger det, der ved første øjekast synes at være kendsgerningerne.

Hvordan kommer man videre?

Selvom Beatles gennemgik en lang række drastiske forandringer fra "Please Please Me" til "Sgt. Pepper", er det alligevel et umiddelbart opnåeligt mål at nå op på Help-niveau og herfra videre til Pepper-planet. Men for derefter at komme videre til det hvide stadie er man nød til at have et bredere og mere indgående kendskab til tiden.

Beatles var ikke de eneste, der forandrede sig i et hastigt tempo. Det gjorde stort set alle dengang. Tiden var i bevægelse, og dens mest populære navne skiftedes til at markere det nåede punkt. Derfor er man nød til at indrage et bredt udvalg af 60'er-navne. Gør man det, får man til gengæld en fin mulighed for at opleve en sammenhængende og meningsfuld bevægelse gennem tidens små justeringer frem for den enkelte gruppes kvantespring.

På den måde er risikoen også væsentlig mindre for, at man bliver forstrukket, farer vild og går tabt. Ved at tage små skridt ad gangen og standse op undervejs for at gå lidt mere i dybden med et kort, afgrænset tidsrum - måske bare hvad der skete inden for en enkelt måned - sikrer man at have sig selv med i bevægelsen og hele tiden være i øjenhøjde med begivenhederne.

Hvis man derimod prøver at nå op på det hvide stadie direkte fra Pepper-planet uden at kende noget til 60'erne og andre 60'er-grupper, kan det være direkte psykisk invaliderende. Det hvide stadie er lukket land, hvis man ikke først har forstået konteksten. At ville løbe storm på det uden, vil ganske enkelt flå sjælen i laser!

Anden periode

The Beach Boys: "Summer Days & Summer Nights!!" (28. Juni) The Fugs: "The Village Fugs" (??)

Tredie kvartal:

Singler: The Beach Boys: "California Girls" (a-side) (12. Juli) The Animals: "We Gotta Get Out Of This Place" (a-side) (Juli) The Righthouse Brothers: "Unchained Melody" (b-side) (17. Juli) Wilson Pickett: "In The Midnight Hour" (a-side) (??) The Beatles: "Help" b/w "I'm Down" (23. Juli) The Hollies: "Look Through Any Window" (a-side) (1. August) The Small Faces: "Whatcha Gonna Do About It" (a-side) (6. August) Rolling Stones: "Satisfaction" b/w "The Spider And The Fly" (20. August) Barry McGuire: "Eve Of Destruction" (a-side) (??) Manfred Mann: "If You Gotta Go, Go Now" (a-side) (10 September) Simon & Garfunkel: "The Sounds Of Silence" (a-side) (September)

Albums: Moody Blues: "The Magnificent Moodies" (22. Juli) The Beatles: "Help" (6. August) The Yardbirds: "For Your Love" (August) Bob Dylan: "Highway 61 Revisited" (30. August) The Hollies: "Hollies" (1. September) Otis Redding: "Otis Blue" (15. September) Rolling Stones: "Out Of Our Heads" (24. September) Paul Butterfield: "The Butterfield Blues Band" (??) Nina Simone: "I Put A Spell On You" (??)

Fjerde kvartal:

Singler: Jimmy McGriff: "Discotheque USA" (a-side) (??) The Byrds: "Turn! Turn! Turn!" b/w "She Don't Care About Time" (1. Oktober) The Seekers: "The Carnival Is Over" b/w "We Shall Not Be Moved" (Oktober) The Yardbirds: "Evil Hearted You" b/w "Still I'm Sad" (Oktober) The Toys: "A Lovers Concerto" (a-side) (Oktober) James Brown: "I Feel Good" (a-side) (Oktober) The Rolling Stones: "Get Of My Cloud" b/w "The Singer Not The Song" (22. Oktober) Donovan: "Turquise" b/w "Hey Gip" (30. Oktober) The Who: "My Generation" b/w "Shout And Shimmy" (5. November) Them: "Mystic Eyes" b/w "If You And I Could Be As One" (12. November) Spencer Davis Group: "Keep On Running" (a-side) (November) Mamas And Papas: "California Dreaming" (November) The Beatles: "We Can Work It Out" b/w "Day Tripper" (3. December) Bobby Fuller Four: "I Fought The Law" (a-side) (December) The Beach Boys: "Barbara Ann" (a-side) (December) Rolling Stones: "As Tears Go By" b/w "Gotta Get Away" (18. December)

Albums: The Turtles: "It Aint Me Babe" (Oktober) Donovan: "Fairytale" (22. Oktober) The Yardbirds: "Having A Rave Up" (Part 1)* (20. November) The Kinks: "The Kink Kontroversy" (26. November) The Who: "My Generation" (3. December) The Beatles: "Rubber Soul" (3. December) The Byrds: "Turn! Turn! Turn!" (6. December) Bert Jansch: "It Don't Bother Me" (December) Wes Montgomery & Wynton Kelly: "Smokin' At The Halfnote" (??)

---

*Anden del af "Having A Rave Up" var genbrug af en række optagelser fra '64, tidligere udsendt som "Five Live Yardbrds".

---

1966:

Store hits og skelsættende milepæle i årets løb: Bob Lind: "Mr. Zero", Johnny Rivers: "Secret Agent Man", Crispian St. Peters: "You Were On My Mind".

Se oversigten i "Progressionen 1" for en mere overskuelig liste.

Mangfoldighed på fælles Kurs

Tilbage i '64 havde Beatles været lige ved at køre fast. Efter at have lagt verden for deres fødder med deres tidlige stil og opnået langt større berømmelse end alle tidens andre navne, var der rent succesmæssigt ikke højere mål at stræbe efter. Der imod var der masser af hårdt arbejde i forbindelse med at pleje karrieren. Derfor blev Beatles lidt trætte i løbet af 1964, ligesom de havnede i et tomrum af "hvad nu?". Men når der ikke er højere succes-mål at sætte sig, kan man begynde at sætte sig mere kunstneriske mål, prøve at skabe mere spændende og innovativ musik. Det var så hvad Beatles gjorde. "Help!" viser en vilje til at komme videre, og er et forsigtigt, men dog tydelig mærkbart skridt på vejen væk fra glad pop, regulære ørehængere og straight rock and roll. Der var efterhånden en del andre grupper, som var leveringsdygtige i muntert letfængende sange. Hvis Beatles ville beholde deres førende position, måtte de bevise, at de kunne mere end det. "Help!" er et strejftog på vej mod nye erobringer, der sikrede Beatles deres fortsatte plads på poptronen.

Derimod hang The Hollies stadig fast i den tidlige, mere naive british invasion lyd omend i en skånsom opdatering. På samme vis bevægede Rolling Stones sig ikke så forfærdelig langt ud over deres tidlige rhythm and blues stil på deres "Out Of Our Heads" omend nogle af de lidt mere eksperimenterende træk, der havde vist sig på de nærmest foregående singler, også kan spores på albummet, ligesom lyden på pladen var præget af en anderledes produktion. "Out Of Our Heads" er et videre, men et meget forsigtigt videre!

Blandt tidens mest kraftfulde og vigtige strømninger må fremhæves soulmusikken med navne som Wilson Pickett og Otis Redding. Mange af de nye impulser kom herfra og var en vigtig inspirationskilde for andre - også de britiske grupper.

Jazzsangerinden/pianisten Nina Simone lod sig påvirke af bl. a. tidens soulscene og periodens lidt mere forsigtige pop, hvorved hun fik et publikum i tale, der normalt ikke interesserede sig for jazz. Med sin stilhybrid åbnede hun veje, der efterlod sig spor mange år frem i tiden. Så sent som omkring årtusindskiftet nåede en række klaverspillende sangerinder med fundament og udgangspunkt i jazzen ud til et poppublikum med et bredt orienteret udtryk, der trak på både jazz, pop, blues, soul, country og meget andet. Det gjorde bl.a. Diana Krall og Norah Jones til stjerner. Mange mente at se noget nyskabende deri. Men Nina Simone havde været der 30 år før!

Hidtil havde det hovedsaligt været inden for jazzen, at der blev eksperimenteret, mens pop og rock havde en mere ligefrem karakter. Som genre betragtet har pop/beat/rock andre forudsætninger og præmisser end jazz. Men på sin egen vis, begyndte den nu at blive lige så spændende, søgende og nybrydende som jazzen, blot på en lidt anderledes måde. Jazzen selv var også inde i en rivende udvikling i denne periode. Efter de første eksperimenter med modalitet og freeform ved indgangen til 60'erne havde der konstant været bevægelse. Bassisten Ron Carter og trommeslageren Tony Williams var den dynamiske duo, som skabte en ny form for rytmisk afsæt under en række af periodens solister. Tidens førende navne var folk som Miles Davis og Herbie Hancock, der sikrede jazzen en fortsat position, som tidens mest progressive og udfordrende musik. Men beatscenen begyndte ganske langsomt at hale ind på den.

Eric Clapton havde vundet ry som guitarhelt. Snart efter fulgte en række andre guitarister, der opnåede en stjernestatus på linie med forsangere. Jeff Beck overtog Claptons plads i The Yardbirds. På den anden side af atlanten begyndte samtidig Michael Bloomfield at gøre sig gældende. Han var medlem af The Paul Butterfield Bluesband, men medvirkede også på Dylans "Highway 61 Revisited". Debutudspillet fra Butterfield Blues Band var relativt traditionelt. Men vitaliteten, nerven og energien var unik. Butterfields indtrængende røst og Bloomfields virtuose guitartirader var de to primære stjerner. Men det var den samlede gruppes forenede indsats, der skabte et af de mest seje, energimættede og pågående bluesrock-albums nogensinde. En hårdtpumpet knock-out!

Jazzen havde haft sine guitarhelte, men inden for poppens verden var det noget nyt. Ganske vist havde tidligere bl.a. Duane Eddy og Hank Marvin opnået stjernestatus, men den almindeligt udbredte tendens var, at det var forsangeren opmærksomheden samlede sig om.

Flertallet af 50'ernes vigtigste navne var solister. I 60'erne trådte gruppen i stedet for solisten. Det medførte en omstrukturering og "demokratisering" af det musikalske udtryk, således at det ikke længere kun var forsangerens stemme, der var vigtig, men at alle lydkilder bidrog ligeværdigt til et samlet udtryk. Tidligere havde mange solister benyttet professionelle studiemusikere, der simpelthen leverede en dags arbejde. Andre havde deres faste backing groups, hvor et eller flere medlemmer nok kunne tilføje et særligt krydderi eller en karakteristisk kant, men dog aldrig for alvor blev reelle konkurrenter til forsangerens stjernestatus.

Adskillige af disse folk var dygtige musikere, men som regel af den lidt mere anonyme slags, der kun i stærkt begrænset grad kunne siges at repræsentere et særligt, personligt udtryk. Men i løbet af 60'erne opstod der i stigende grad, hvad Ian MacDonald har betegnet som "multi-fokalitet", d.v.s. et udtryk, der ikke har ét, men flere fokuspunkter. Frem for at akkompagnere solisten, og at alt handler om støtten til denne, hvor musikernes mere selvstændige bidrag har karakter af at støtte op om, understrege pointer, udfylde pauser osv. blev der nu i stigende grad lavet plader, hvor alle dele af lydbilledet var ligeværdige bidrag til et samlet hele.

Betydningen af denne omstrukturering kan ikke overvurderes. Det har haft indflydelse på såvel at ikke-syngende bandmedlemmer har kunne blive stjerner, som at visse grupper fortoner sig i en anonymisering af de enkelte medlemmer. Begge tendenser har deres rod i 60'ernes omstrukturering. Ingen ville ofre flere ord på Cliff Gallup end Gene Vincent, men Deep Purple fans ofrer ofte flere ord på Ritchie Blackmoore eller Jon Lord end Ian Gillan. Hvor velspillende, høj dynamiske og røvsparkende Blue Caps end var, ville ingen ønske at fjerne Gene Vincent og efterlade fire gutter med blå kasketter uden anfører. Men i princippet er det netop hvad en række senere navne fra Kiss til Tortuise har gjort.

Disse tendenser handler ikke blot om hvem, der lægger navn til hvad. Det har i aller højeste grad rent lydmæssige konsekvenser. Sådan set begyndte det allerede med rock and roll i 50'erne, der fjernede det direkte mærkbare hul mellem solisten og orkestret og trak de andre lyde op lige bag sangeren. Som en naturlig videreudvikling opstod en principiel ligeværdighed, samt i visse tilfælde at andre lydkilder ligefrem blev vigtigere end forsangeren. Derved lagde det også op til en anderledes måde at høre musik på. Eller rettere: det blev andre ting, man skulle lægge mærke til.

Ligesom man kan iagttage to modsatrettede konsekvenser deraf i det, der er sket siden, viste det sig allerede dengang i to modsatrettede varianter. I nogle tilfælde kunne lydbilledet virke en smule forvirrende, fordi en diffus mosaik udfoldede sig. I andre tilfælde smeltede alt sammen, så det blev vanskeligt at udskille det ene fra det andet.

Det betød endvidere, at udviklingen ikke kun lagde vægt på én ting. Alle tænkelige parametre var sat i spil og under forandring. Den enkelte gruppe var ganske vist ofte optaget af at bevæge sig i en særlig retning, forfine og omformulere noget ganske bestemt. Men andre var så optaget af noget andet. Der skete så i en lang række tilfælde det, at de på et eller andet tidspunkt opdagede hinanden og blev gensidigt inspireret. Netop derfor er der på en og samme tid en stor overordnet udvikling og en lang række vidtforskellige små underordnede i gang. Det, der tydeligt kan iagttages alle steder er kreativitet og opfindsomhed.

Beatles hørte Dylan og Dylan hørte Beatles. Tidens to store hjørnesten kom derved til at befrugte hinanden. Vigtige resultater fulgte.

The Kinks havde oprindelig gjort sig gældende som rå garagerockere, men var nu på vej i en ny retning, der snart skulle føre til bemærkelsesværdige resultater. På den mere hårdtslående front, som de så småt var ved at forlade, meldte The Who sig med en hidtil uhørt vildskab og voldsomhed, hvor sangstukturer brød sammen i et dunder af trommer og hylende guitarforstærkere. Deres debutalbum, "My Generation", er blevet betegnet som verdens første punkplade. The Sonics havde imidlertid været der nogle måneder tidligere.

Bob Dylan skabte på albummet "Highway 61 Revisited" en skramlet rodebutik, hvor mangfoldige guitarer og klaverer gik deres egne veje. Det var undertiden kaotisk, men hele tiden spændende og kreativt.

Den skotske trubadur, Donovan, havde visse lighedspunkter med Bob Dylan, men var tillige i besiddelse af en poetisk blidhed, der stod i skarp kontrast til den mere rå Dylan. I et andet hjørne af folkscenen tryllede den fingernemme Bert Jansch på gribebrættet, som om det var den letteste sag i verden, at få en guitar til at gøre nøjagtig hvad man vil have den til. Stadig flere begyndte at tage det spilletekniske håndelag mere seriøst.

At folkemusikken vandt indpas havde endvidere stor betydning for udviklingen af et anderledes tekstunivers. Før 1965 kørte de fleste popsange på jeg-elsker-dig-du-elsker-mig-formlen. Men nu begyndte de at handle om samfundsforhold, politiske holdninger, fremtidsvisioner, personlige problemer, eksistentielle størrelser og meget andet. Folk som Ray Davies (Kinks) og Pete Townshend (Who) var ikke blot habile melodismede, de kunne tillige fortælle historier. Satiren blomstrede hos The Fugs. Dylans ordrigdom blev et pejlemærke for tiden.

The Byrds var tydeligt påvirket af Dylan, men i lige så høj grad af engelske grupper som Beatles, Searches og Hollies. Med den lyst klingende 12-strengs lyd sat op imod de dybe bastoner og med et drømmetæppe af flerstemmig vokal, skabte de et indtrængende og stemningsmættet univers, hvor lydbilledets velorganiserede harmoni, fritsvævende tusmørke og poetisk længselsfulde klang var hovedsagen. Derved etablerede de et eksakt univers, der gjorde begge deres 65-albums, "Mr Tambourine Man" og "Turn! Turn! Turn!", til helheder. Deres klangfulde drømmetæppe lukkede fra første tone lytteren ind i en særlig eventyrlig verden og fastholdt ham der til sidste udklang. Men det var samtidig et så eksakt udtryk, at det rummede en risiko for snarlig udbrænding. The Byrds gjorde ikke så forfærdelig meget på den anden plade, som de ikke allerede havde gjort på den første. Men i kraft af deres klanglige rigdom, atmosfæremættede stemninger og lyriske skønhed er begge plader dog helstøbte albums - albums i snæver forstand, ikke bare langplader. Når man har skabt et så enestående klangunivers, har man lov at hvile lidt på laurbærene. I øvrigt ville det være uretfærdigt at sige, at "Turn! Turn! Turn!" slet ikke viser tegn på bevægelse. Den er det lille skridt videre og svarer i den henseende - uden sammenligning i øvrigt - til Beatles' "Help!" og Stones' "Out Of Our Heads". Siden skulle The Byrds indtage langt mere omfattende musikalsk terrain!

Et andet band lidt i samme boldgade var The Turtles, der imidlertid slækkede en anelse på skønheden og den afrundede stemningsmætning til fordel for en lidt mere rå og garage-agtig lyd, hvorved de kan placeres nogenlunde midt imellem Byrds og Paul Revere And The Riders. Går man et skridt videre i den skrappe retning finder man The Sonics. Til sammen dækker disse fire et bredt udsnit af den amerikanske rockscene anno '65.

Helt parallelt til skiftet fra solist til gruppe var, at albummet blev sat i singlens sted. Hvor albums, lp'er, "store plader" eller hvad man nu foretrækker at kalde det tidligere blot var en samling sange og ofte nogen, der ikke helt var gode nok til at være single a-sider, blev det nu til albums i snæver forstand, d.v.s. en samlet arbejdsflade, en kunstnerisk helhed. Hvor man tidligere ofte blot smed 10-15 numre hulter til bulter ind på et album, begyndte man fra omkring dette tidspunkt i langt højere grad at tænke i opbygning, forbindelse, sammenhænge, i det overordnede, i sangene som gensidige kommentarer og referencer, i tanken om at helheden er mere end summen af enkeltdele. Men i nøjagtig samme periode blev der også lavet rigtig mange spændende singler.

Med "We Gotta Get Out Of This Place" skabte The Animals en af periodens mest fascinerende a-sider.

The Seekers udsendte en stribe iørefaldende singler, hvor de omfortolkede et overvejende traditionelt repertoire med en friskklingende lyd og perfekte vokalharmonier.

James Brown udforskede rytmen og legede med synkober, hvorved han skabte grundlaget for funk.

"A Lovers Concerto" med The Toys er et fint eksempel på at spænde en dristigt svungen melodilinie ud over et arrangement og en produktion, der er påvirket af både Phil Spector og Tamla Motown.

Da efterårsmørket og vinterkulden for alvor begyndte at vise sig, satte Mamas & Papas lyd på længslen efter varme og solskin med den fuldendt smukke "California Dreaming".

Efter at have sikret Eric Clapton sin første berømmelse og nu have Jeff Beck som lead-guitarist var Yardbirds ved at vinde ry som et rigtigt guitarband. Men de var mere end det. Der blev leget og eksperimenteret i studiet. Sange fra denne periode viser i høj grad Yardbirds "på vej". Et cembalo blev lagt ud i en fjern rumklang på "For Your Love" og skabte derved en helt ny lyd, overraskende temposkift og rave-ups prægede mange af indspilningerne, de tidligere så stramme bluesstrukturer blev blødt op i en åbnen op for en mangesidig eksperimenteren, hvor hårdt fræsende freeform og regulær, iørefaldende pop gik op i en højere enhed, undertiden endog med et lille orientalsk krydderi. Der imod magtede Yardbirds endnu ikke albummet. De var et band, der lavede spændende singler, mens begge deres 65-albums, "For Your Love" og "Having A Rave up", var en gang sammenskrab. Imidlertid giver de et fint indblik i gruppens spændevidde.

Hvis den store udfordring for The Byrds lå i at ikke stivne i en standardformel og begynde at gentage sig selv, lå den for Yardbirds lige modsat i at overvinde ujævnheden og få tingene til at hænge sammen i et organisk hele. Det skulle siden vise sig, at de begge formåede at tage deres respektive udfordring op og løse opgaven til ug.

The Beatles fastslog endnu en gang deres enestående evne til at ramme tidens lyd og stemning præcist på deres andet 65-album, "Rubber Soul", der var deres hidtil mest helstøbte, men samtidig favnede bredt. Numre som "Michelle", "Girl" og især "In My Life" efterlader et helhedsindtryk af en række sjældent smukke sange. Men ind imellem skønhederne var der dristige eksperimenter og hårdtslående udfordringer som "Drive My Car", "Think For Yourself", "The Word" og "Wait". På "Norwigian Wood" bruger Beatles for første (men bestemt ikke sidste) gang en zithar. "You Won't See Me" spiller dristige rytmefigurer op imod en flot melodilinie. "Nowhere Man" og "If I Needed Someone" byder på 12-strenget fryd á la Byrds. Selv tidens countryscene (Buck Owens, Chet Atkins etc.) havde Beatles øre for, og gav den deres helt egen drejning på "What Goes On", "I'm Looking Through You"og "Run For Your Life". Alle tidens vigtigste hovedtendenser er blevet integreret i et sammenhængende hele på dette album. Trods sin indiskutable originalitet er det faktisk ikke periodens mest nyskabende plade. Det er snarere en opsummering af tidens tendenser, der sætter dem i system og påviser de skjulte sammenhænge. Udsendt i den sidste måned af 1965, som den jo er, kan pladen ses som en gøren status over året, der trækker den røde tråd fra Byrds til Yardbirds, fra Dylan til Seekers, fra Donovan til Kinks, fra Miles Davis til Herb Albert og fra Nina Simone til The Who. "Rubber Soul" er den nødvendige konsekvens og det utrolig velklingende slutfacit på det år, hvor musikken for alvor begyndte at gøre op med gamle rutiner og fastlåste standardformler.

Men "Rubber Soul" er naturligvis mere end det. Som alt hvad Beatles lavede emmer den af klasse og overbevisning. Ren Magi! Mest af alt er "Rubber Soul" et pragteksempel på gedigen sangskrivning, ligesom alle de tidstypiske tendenser har været igennem en fordøjelsesproces, er blevet "beatlesiserede", og netop derved har "byens største tyveknægte" gjort de mange influenser til deres egne. Nøjagtig som shakespeare 400 år tidigere havde gjort det med sine litterære lån!

Hvor utroligt det end kan forekomme, var alt dette dog bare begyndelsen. 1966 blev endnu mere begivenhedsrig og frem for det lille skridt videre, blev det nu langt mere radikale og vidtgående bevægelser, som gjorde sig gældende. Alle tidens store navne oppede sig, gik ud over sig selv og præsterede det absolut overraskende. Men midt i det myldrende virvar af eksperimenter og vild avantgarde blev der også plads til gammeldags sange med stort S, der klingede så indsmigrende og fængende som nogensinde. Musikken blomstrede og denne blomstring viste sig inden for alle genrer og stilarter, og i det enkelte udtryk på alle musikkens parametre. Melodien, teksten, akkorderne, Instrumenteringen, arrangementet, spillemandshåndværket, lyden/klangen, de studietekniske finesser, diverse special-effects og den samlede virkning - alt blev sat i spil og fornyet fra grunden!

Længere ind, dybere ned

Ved at trænge så dybt ind i den foregående periode, som vi formåede, møder vi velforberedte op til denne efterfølgende med gode forudsætninger. Imidlertid stilles vi her over for nye udfordringer som selv den mest samvittighedsfulde syslen med den forrige periode kun delvis har kunne forberede os på. Vi bør vogte os for at tro, at vi er nået længere, end vi reelt er. Selvovervurdering kan blive fatalt. Lad os derfor til en begyndelse gøre det helt klart, at det, vi har forstået en lille smule (og langt fra alt!) af, er den forrige periode. Den hænger ubestrideligt ganske nøje sammen med denne. Alligevel er det noget nyt, vi nu kaster os over. Vi er i mange henseender novicer i dette nye land, også selvom vi med nogen ret kan kalde os velforberedte novicer. Således gælder det fortsat om at være grundige og seriøse. Skødesløshed kan ikke tolereres!

Men som et første skridt har vi nu i det mindste dannet os en smule overblik over, hvad det er, vi har at gøre med. Vi har talt en smule om, hvor afgørende disse begivenheder er. At få en forståelse af dette er et afgørende skridt på vejen. Ligeledes har vi fastslået, at der nu for alvor begynder at dukke nye lydlandskaber op. Der bliver brug for nye måder at orientere sig på, for at man kan forholde sig til musikken. Der kan således blive brug for nogle metodiske overvejelser. Men vigtigere er dog selve ens personlige fornemmelse af, hvor vidt man "hænger på" eller ej.

Som det allerede blev påpeget i første-indsigts-noterne, er vi nu nået til et sted, hvor man for alvor bør sikre sig, at man overhovedet er parat til at gå videre, idet man til fulde slår fast, at det at have hørt frem til og at være nået til, er to helt forskellige ting. Det lader sig uden videre gøre, at høre al materialet vedrørende Den store Progression igennem uden at være nået blot til den spæde begyndelse. Det afgørende er således ikke, at man har hørt frem til dette punkt (årsskiftet 65/66), men hvor man i virkeligheden er nået til, hvor man mentalt og forståelsesmæssigt befinder sig. At ikke være ærlig over for sig selv i så henseende er direkte ødelæggende og kan blive psykisk invaliderende i en grad, de færreste forestiller sig omfanget og alvoren af. Hvis du gerne vil ende som en savlende idiot på en lukket afdeling, skal du bare ignorere disse advarsler. Hvis du derimod ønsker at opleve åndelig vækst og dybere livsindsigt, så vær for alt i verden varsom med at forcere tingene og at gå for hurtigt frem. Hellere overdrive omstændigheden og nøleriet end at forhaste sig. Det er alvor det her - det er din sjæl, der står på spil! Hvis der er den mindste tvivl i dit sind om, hvorvidt du nu virkelig er nået hertil, så hop et trin eller to tilbage og mærk efter om du flytter dig sammen med genstudiet af de foregående ting. Ofte er det sådan, at man kan stå et sted og så række ud og på den måde nå noget, der er foran en. Men det farlige ved dette er, at man risikerer at forstrække sig. Jo længere man prøver at række ud efter, desto større risiko for at blive strukket helt ud af led eller ligefrem revet over. Din målestok bør derfor ikke være, hvad du kan strejfe med fingerspidserne, men hvor dine fødder er placeret. Lad mig endvidere nævne, at der faktisk findes et tredie punkt. Man står et sted, kan strække frem og berøre et andet og endelig kan man skue ud i horisonten og se et punkt langt hinsides det, man kan berøre. Ulykkelig den, der forveksler der, hvor hans fødder står med det yderste punkt, han kan skue i det fjerne. Hans sjæl vil blive brudt og hans forstand slukket. Man bør således helt undgå stræk og udskuen. Det, man skal arbejde på, er, at få fødderne til at gå det næste skridt frem. Da - og kun da - har man flyttet sig og er nået videre!

Den første simple regel, man bør huske, er derfor at aldrig forhaste sig. Man må lære sig at nøle, give sig tid til at lære musikken ordentlig at kende og komme ind i den. Hvis blot folk kunne vende sig af med at jaske og jage, ville alle kunne få langt større udbytte af musik!

Hovedværk

The Beatles: "Rubber Soul"

Side 1:

Drive My Car

Norwegian Wood

You Won't See Me

Nowhere Man

Think For Yourself

The Word

Michelle

 

Side 2:

What Goes On

Girl

I'm Looking Through You

In My Life

Wait

If I Needed Someone

Run For Your Life

Udvalgte smagsprøver