(fortsat fra 15-a)

 

"Good Vibrations" er måske den mest spændende a-side The Beach Boys nogensinde lavede. Ikke mindst i kraft af dens overraskende brug af det obskure elektroniske instrument teramin. Vel at mærke ikke bare som gyserfilmseffekt eller billig rumrejse-staffage, men på begavet og integreret vis som en meningsfuld del af det samlede musikalske udtryk. Når dertil føjes passager med en fiskekutter-bas, der synes importeret i en tidsmaskine fra en 10-15 år senere new wave plade, må man sige, at vi her har en indspilning, der peger langt ind i 70'erne og 80'erne. Men dette er blot et enkelt aspekt ved en ekstremt kompliceret og subtil produktion. Overraskende skift, vokalharmonier, der selv efter Beach Boys standard er ud over det sædvanlige, længere nede i lydbilledet celloer, orgler, cembaloer og andre spidsfindigheder. En hel symfoni med en række satser i forskellig tempo og stemning når at blive gennemført inden for en gængs popsangs tidsramme. En bedrift, der i sandhed troner som et fyrtårn i pladeindustriens samlede historie, og for sin egen epoke måske den plade, der mere end nogen anden eksakt udtrykker tidens "alt er muligt"-tænkning. En komplet fornægtelse af alle begrænsninger, som selv Beatles havde grund til at beundre og misunde. At der på tekstsiden synges om gode vibrationer, er endnu en indkredsning af tidsånden, der skaber en intim forbindelse mellem det specifikt udsagte og det lydlige udtryks mere indirekt-abstrakte budskab. "Jeg er helt vild med dit spraglede tøj". Såvel den sympati som den kulørthed, der er nævnt i tekstens første sætning, kommer til udtryk for fuld udblæsning i musikken. Helt indiskutabelt en af verdens bedste a-sider!

I sammenligning med kompleksiteten og fuldkommenheden i "Good Vibrations" kan "No Milk Today" med Herman Hermits umiddelbart forekomme ordinær, som blot endnu en køn popsang som så mange andre. Det er ikke en helt retfærdig bedømmelse. Vist er "No Milk Today" ingen "Good Vibrations", men det er godt, solidt sangskriverhåndværk, der hæves og forbedres betydeligt af et opfindsomt arrangement, hvor især brugen af strygere og klokkespil er en nærlytning værd. Det er måske nok "bare" pop. Men det er i så fald god pop - og begavet produceret. Dertil har melodilinien lige den her snert af noget semi-orientalsk eller pseudo-tyrkisk, der løfter den op over det banale og får øret il at studse.

The Yardbirds hvilede ikke på laurbærene. Den første post-Roger single er måske ikke ligefrem en uforglemmelig oplevelse. Men den viser afgjort vilje til at komme videre og fortsætte eksperimenterne. De to numre hører tillige til den forsvindende lille samling indspilninger fra den periode, hvor både Jeff Beck og Jimmy Page var med i gruppen. Der findes to-tre yderligere numre, og det er vist så nogenlunde det. På dette tidspunkt har Yardbirds toppet, men de er ikke tørret ud og deres bevægelse er ikke fuldbragt. Følgelig haster de videre frem og ser sig ikke tilbage. I forhold til eksperimenterne på Roger-albummet går denne single et par skridt videre og har samtidig så meget integritet i behold, at det umiskendeligt lyder som Yardbirds. Blot er der noget, der denne gang ikke helt lykkes og falder på plads. Det kan man let tilgive. Et band, der har præsteret så mange fantastiske ting og vovet så vilde strabadser ude ved de yderste grænser, må nødvendigvis også fejle ind i mellem.

The Creation er undertiden af kritiske stemmer blevet negligeret som en billig The Who efterligning. Selv hævdede de, at deres musik var rød med lilla striber, og som en helt personlig - ikke who'sk - udvidelse af lydbilledet opfandt de den elektriske cello, der med anseelig forvrængning fremstod, så man følte at buen skar direkte i ens nervetråde. Men hvad var de da? Fattigmands-Who eller en revolutionerende fornyelse af mod-pop-genren? På en måde var de faktisk begge dele og så alligevel hverken-eller. Det får man et rigtig godt indblik i, når man lytter opmærksomt til "Painter Man"-singlen, der udover at være en af gruppens mest vellykkede udgivelser, tydeligt placerer dem i samme stilistiske boldgade som The Who og Small Faces, men samtidig demonstrerer en mærkbar egenart, der måske (?) gør dem til det nærmeste man kommer et britisk svar på Velvet Underground.

The Kinks, der kort forinden også havde været at finde på den hårdtslående side af mod-fløjen, var nu ved at gennemleve deres samfundssatiriske fase, hvor inspiration fra den amerikanske goodtime-bølge blev omplantet i en udpræget britisk muld, der dannede afsæt for stiklerier til tidens dårskaber. Det fornemmes tydeligt på "Dandy"-singlen, der indtager sin logiske plads i forlængelse af "Dedicated Follower Of Fashion" og "Well Respected Man" . B-sidens historie om en dele-telefon er et pudsigt tidsbillede, der minder os om et stort set glemt fænomen. I dag brokker folk sig, hvis der er for mange, de skal dele internetforbindelse med!

Hele spørgsmålet om udvikling og bevægelse bliver sat fint i relief af "For Certain Because". The Hollies lyder lige fra første tone så umiskendeligt Hollies-agtige som nogensinde, og så alligevel mærkbart anderledes end sidst, de lod høre fra sig. Der eksperimenteres mere end tidligere, samtidig med at The Hollies overgår sig selv i uimodståelige popperler, der tilslut når en tindrende finale med den eviggrønne "Stop Stop Stop", Undervejs gennem albummet høres der spredte klimt af banjo og mandolin, der er traditionelle instrumenter med fast plads i folkemusikken, men på det tidspunkt var usædvanlige i en pop/rock-sammenhæng. Dette er vigtigt at bide mærke i.

Et af de karakteristiske træk for denne periode er, at instrumentariet blev udvidet. Den tid, hvor en beatgruppes lydbillede nødvendigvis bestod af trommer, el-bas og to guitarer, var forbi. Hvad end det var Beach Boys' tidlige forløber for technopop eller de eksperimenter med elektrificering og forvrængning af strygeinstrumenter, som på forskellig vis fandt sted hos Velvet Underground og The Creation, så var man nu helt tydeligt trådt ind i en ny æra, hvor man ikke længere lod sig begrænse, men hvor alt fra redekamme til avanceret elektronisk isenkram kunne bruges. På en lignende måde var man også begyndt at skue ud over de oplagte tonesprog. Tydeligst sneg der sig stadig hyppigere østlige klange ind i den vestlige popmusik. Det skete ikke blot i de mere åbenlyse tilfælde, hvor man måske kan hævde, at der blev skiltet vel meget med det. Undertiden kom det til udtryk som blot et diskret krydderi. Det gælder f.eks. Herman Hermits' "No Milk Today" og The Hollies' "Tell It To My Face". I alt dette mærker man en søgende, udskuende bestræbelse. Musikken ville videre og længere og havde mod til at afprøve nye muligheder. For så vidt kan størstedelen af periodens produkter karakteriseres som forsøg. Når et forsøg lykkedes, var resultatet almindeligvis bemærkelsesværdigt. Når det mislykkedes, havde tiden overskud nok til at begive sig videre med et ubekymret skuldertræk. På den måde undgik man følelsen af fiasko og nederlag, og kunne med et optimistisk, åbent sind begive sig længere ind i de mange muligheders land. Det er imidlertid værd at bemærke, at selv meget dristige forsøg forbavsende ofte lykkedes og efterlod et resultat af blivende værdi. Det var undtagelsen, at noget gik galt. Tiden stormede frem fra den ene sejr til den anden og kendte ikke til frygt for, at mulighederne skulle slippe op. Man var sikker på, at der fandtes noget endnu mere utroligt lige rundt om det næste hjørne. Kvoten var ubegrænset. Der var nyt at finde ved hvert eneste skridt på vejen.

At man - som vi har set - på dette tidspunkt kan iagttage det første ur-grundlag for heavy metal og jazzrock er blot en lille del af et afgørende øjeblik, hvor pop og rock musikken for alvor begyndte at brede sig ud og lægge an til en mangesidig palette af nye stilarter. Ikke blot stormede musikken frem, den stormede frem mod alle verdenshjørner samtidig!

Denne fremstormen viser sig rent sprogligt, når man prøver at sige noget om et givent navns udvikling. Hvis man om senere navne taler om en bestemt periode i deres karriere, tænker man almindeligvis ikke på noget under et år. I mange tilfælde kan en periode meget vel dække flere år. Men i 60'erne var en periode som regel ikke mere end to-tre måneder, så var en beatgruppe allerede henne et andet sted og i gang med noget nyt.

Når man skal afgrænse de her dækkede måneder i forhold til de omgivende, kan det måske være af nogen betydning at se på hvem, der topper på netop dette tidspunkt, imodsætning til andre, der når deres reelle højdepunkt en smule tidligere eller senere. De to mest iøjenfaldende kulminationer i denne periode er Yardbirds og Beach Boys. To ret forskellige grupper. Den ene engelsk, den anden amerikansk. Den ene med hovedvægt på guitarspillet, den anden med hovedvægt på vokalharmonierne. Den ene med udgangspunkt og grundreference i sej blues, den anden i munter strandbredspop. På mange måder to yderpunkter og modsætninger. Men måske er dette netop pointen. Det, der kulminerer, er muligvis tidens yderste manifestationer til den ene og den anden side, dens syd- og nordpol. Kunne det være sådan? Eller også handler det om det, de trods alt har tilfælles. Fra deres oprindelige respektive udspring havde de flyttet sig langt i helt nye og overraskende retninger, hvor eksperimentet stod i centrum. Den særlige, individuelle vej eksperimentet havde ført dem, stemte så overens med netop dette tidspunkt, var så at sige i en særlig harmoni dermed. Kunne det være sådan? Det er svært at komme med et helt endegyldigt og uangribeligt svar. Men måske kommer man også længere ind i tiden og får arbejdet sig dybere ned i dens ånd ved til stadighed at overveje spørgsmålet.

Mens det er ganske indlysende i tilfældene Yardbirds og Beach Boys er det måske mere et spørgsmål og et diskussionspunkt om The Hollies topper på dette tidspunkt. I forhold til udvikling, nyskabelse og progression var Hollies lidt længe om for alvor at komme i gang, og det er således først hen mod slutningen af 60'erne, at det for alvor tager fart. Her sker der en række spændene ting, der for så vidt er mere originale end det, der var gået forud. Men måske netop fordi det sker så sent, får det et præg noget tvungent over sig, et "man må jo prøve at følge med tiden". Den mere naturligt klingende pop, med dens iørefaldende charme og umiddelbare appel forekommer at være et mere ægte gebet for The Hollies, det, der egentlig var meningen med dem. Her står "For Certain Because" som det midterste af tre gyldne albums, majestætisk flankeret af "Would You Believe" og "Evolution", der udgør det ypperste i forhold til disse særlige kvaliteter. Faktisk står "Would You Believe" i forhold til dette en anelse stærkere. Den skære poesi og sarte skønhed på sange som "Oriental Sadness" og "Fifi The Flie" savnes på "For Certain Because". Det, der så står til diskusion er, om det er disse kriterier, man skal lægge til grund for en vurdering af The Hollies. Var de skabt kun for den gode popsangs skyld? Var deres senere ting forcerede? Enhver må drøfte disse spørgsmål i dybet af sit indre og nå til sine egne svar.

Men i det mindste for nogen lyttere vil billedet af efteråret '66 tage sig således ud, at Hollies var den umiddelbare fortid, Yardbirds og Beach Boys det eksakte nu, mens et mere alment, generelt højdepunkt endnu lå et lille stykke ude i fremtiden. For andre vil sagen tage sig anderledes ud. Det mest bemærkelsesværdige og interessante er måske, at hen over en bred vifte af mulige kriterier, vurderinger og parametre er der gennem hele '66 og '67 konstant et eller andet, der kulminerer og derved tegner billedet af en hel serie højdepunkter. En så tæt stribe kan ingen anden periode rose sig af. Hvad der er toppet på andre tidspunkter - før som siden - har altid været en helt bestemt ting, ikke en omfattende samling af vidtforskellige kvaliteter. Men det er naturligvis værd at være opmærksom på, at det trods alt ikke er ubetinget alt, der når sin klimaks på dette tidspunkt. Der er faktisk peaks, der falder andre steder i historien. Det centrale ved perioden er netop, at højdepunkterne frem til og med her er tiltagende i mængde og tæthed, for derefter at blive aftagende.

Det ville blive en betydelig udfordring for et modigt menneske at placere Manfred Mann på en historisk linie af højdepunkter. Han har vel egentlig aldrig toppet, men til gengæld holdt et stabilt niveau, der hele tiden synes at simre lige under kogepunktet. Men i den mere overfladiske forstand at gøre noget andet end sidst, var "Semi-detached Surburban Mr. James" så afgjort et udviklingsmæssigt skridt videre. Evnen til stadig fornyelse er på mange måder Manfreds bedste trumfkort. Man kan så alt efter smag have sin foretrukne Mann-periode, som for nærværende skribents vedkommende ligger før dette tidspunkt, men for mange andre betydeligt senere.

Donovans festlige blanding af kitch og progression må have lunet i efteråret '66. Han var helt klart i færd med at indtage nyt musikalsk terrain. Det var på højde med tiden i øvrigt. Men var det også Donovan? Mange mennesker hælder til at mene, at det var i sin første inkarnation som blid trubadur at Donovan var bedst. Det kan diskuteres. Men at den efterfølgende produktion brød nye veje og udviste noget mere innovativt, kan næppe nægtes.

"Face To Face" var helt indlysende Kinks' hidtil bedste plade. På de foregående havde der afgjort været fantastiske øjeblikke, men lidt for mange fyldnumre mellem disse. Anderledes med "Face To Face", der bestod af lutter bemærkelsesværdige sange. Forskellige i tonefald og anslag, men alle høreværdige og klart bidragende til en mosaik, der gør pladen til et sluttet værk. Tidligere havde Kinks blot vist, at de var gode for et sejt rock-riff. At de havde et langt mere vidtrækkende potentiale end som så, begynder først for alvor at kunne anes på "Face To Face". Og netop som man tror, at det må vist være det, nu er versionerne udspillet, for så mange farver kan de da heller ikke have på paletten, følger albummets vel nok stærkeste nummer, "Sunny Afternoon", inden ballet lukkes med den skønne, skøre, skæve Buddy Holly møder The Who sang "I'll Remember". Sådan!

Apropos The Who må Ready Steady Go ep'en siges at være et fornøjeligt lille intermezzo. De to lidt skramlende Townshend sange på den ene side viser gruppens eksperimenterende side og ønske om at komme videre, mens det trefoldige flirt med surf på den anden side er at regne for en festlig og veloplagt spøg. Imidlertid er grænsen mellem eksperiment og spøgefuldhed ofte flydende. Mange udprægede humorplader har bidraget til at revolutionere brugen af lydeffekter eller overskredet musikalske tabuer. Noget lignende kan iagttages her, f. eks. hornet på "Bucket T". Tidens tendens til at ville afprøve enhver idé er udtalt på denne ep, der måske ikke ligefrem kan kaldes en verdensomvæltning, men tydeligt viser The Who på vej i nye undersøgende retninger. Hvor imponerende The Whos første energiske kraftudladning af ren utæmmet vildskab end var, var det samtidig også et udtryk der havde sine indbyggede begrænsninger. Ready Steady ep'en og de nærmest omkringliggende singler er ærlige og ofte bemærkelsesværdige forsøg på at overskride disse begrænsninger. At humoren i denne sammenhæng spiller en central rolle, bør ikke lede til den misforståelse, at bestræbelsen så ikke skulle være seriøs. Snarere var humoren en anden side af den galskab som tidligere havde fundet udtryk gennem vildskaben og energien.

I samme stilistiske boldgade som Kinks og Who færdedes Small Faces, som er knap så berømte, men unægtelig kastede mange charmerende sange af sig, blandt hvilke "My Minds Eyes" udviser større inderlighed end man almindeligvis forventer fra den kant.

The Zombies hørte på sin vis også med under mod-gruppere. De var imidlertid noget blødere i deres udtryk, men ikke mindre innovative, og således er også "Going Out Of My Head" et vigigt tidsdokument.

Alle de nye strømninger fra England havde sat mærkbart præg på en række amerikanske grupper, men der skete samtidig også en del over there. Hvad får man, når man krydser amerikansk garagerock, engelsk modpop og Thimoty Learys lsd-evangelium? - I tilfældet 13th Floor Elevators en sært skramlende og bizar musik, der som den første betegnede sig selv som psykedelisk. Ordvalget skulle vise sig mere skoledannende end gruppens musik, som pegede i en mere rå retning end den raffinering, der generelt prægede tidens bevægelse. At "Psychedelic Sounds" udgjorde en af tidens forposter, lader sig imidlertid næppe bortforklare, ligesom pladen er beat i dobbelt forstand, en slags "double-beat", idet den trækker Ginsberg og hans beatniks ud af de fortidige jazzskygger og ind midt i den pulserende pop og rock anno '66. Selv idag er albummet en ret særpræget oplevelse. De reelle nyskabelser er forlængst blevet overhalet og forældede, men i selve tilgangen til musik og den omkringliggende orientring er pladens egenart lige så mærkbar idag som dengang.

Skønt 13th Floor Elevators var de første og på dette tidspunkt indtil videre eneste, der betegnede deres musik som psykedelisk, er der i høj grad tale om en mere generel tendens. Når engelske a-sider begyndte at handle om sindets øje og at overskride forstanden, "gå ud af sit hovede", er det i historiens baglygte ikke svært at se, hvad der var på vej!

Ud over den stigende interesse for bevidsthedsudvidende stoffer, som prægede perioden, har denne udvikling også mere specifikt musikalske årsager. Fra '63 og frem havde musikscenen fået nyt liv og var blomstret op i ungdommelig friskhed. Men de veje den hidtil havde betrådt var ved at være udtømte, og hvis ikke det hele skulle gå i stå igen, var der et presserende behov for at søge i helt nye retninger. Hvad end vi taler om Yardbirds' såkaldte free form rock and roll, Donovans bryden ud af sin trubadurrolle, The Whos forsøg på at bruge humoren som en bro fra vildskaben til noget endnu uvist, Hollies' leg med mandoliner og andre uventede instrumenter i lydbilledet eller Kinks' stadig mere raffinerede sange var dette altsammen udtryk for ene og samme bestræbelse, en dybtfølt nødvendighed: vi må videre. Uden et videre, uden en overraskende svingen sig op til det aldrig før hørte, ville alt, hvad der var opnået gennem de foregående tre år falde på gulvet i ren stagnation og musikken synke tilbage i uvedkommende ligegyldighed. Deri lå tidens udfordring. Det lykkelige var så, at en lang række af tidens toneangivende navne tog denne udfordring op og begav sig ud hinsides musikkens kortlagte områder for at finde nyt land, og hvad mere er - havde formatet til at gennemføre projektet.

Disse fornyelsesbestræbelser gjorde sig i lige så høj grad gældende på den amerikanske scene som den engelske. Blot i et lidt andet tonefald, der atter viser os de nationale nuancer. Deraf såvel lighederne som forskellene mellem 13th Floor Elevators og de britiske navne.

At England havde en helt central placering i 60'ernes musiklandskab fremgår af, at det var her bands fra andre lande flyttede til, når de håbede på det store gennembrud. I senere årtier har man set eksempler på at også andre lande har kunne skabe en scene med international gennemslagskraft. Denne mulighed lå helt uden for 60'ernes verdensopfattelse. Hvis man ville nå nogen som helst vegne, måtte man til The Swinging London. Hertil drog så bl.a. en række australske grupper, hvoriblandt The Seekers og Bee-Gees er de to mest kendte og bedst huskede. Derimod er The Easy Beats idag stort set glemte. De havde imidlertid en række hits henover 66-67, hvoraf "Friday On My Mind" var det både første og største. Den er da også siden blevet indspillet af nyere navne adskillige gange. Bl.a. David Bowie og Gary Moore har tolket "Friday On My Mind". Ligeledes har den skelsættende guitarfigur sat sig spor i utallige senere numre.

Hvad angår de indfødte fortsatte de deres sikre kurs gennem resten af efteråret. Allerede tre uger efter det helstøbte album "Face To Face" havde Kinks en frisk single på gaden, der tydeligt befæstede deres position. Ligeledes er "Happy Jack"-singlen endnu et charmerende led i den kæde, der udgør den røde tråd mellem The Whos første og andet album.