(fortsat fra 15-a)

 

"Good Vibrations" er måske den mest spændende a-side The Beach Boys nogensinde lavede. Ikke mindst i kraft af dens overraskende brug af det obskure elektroniske instrument teramin. Vel at mærke ikke bare som gyserfilmseffekt eller billig rumrejse-staffage, men på begavet og integreret vis som en meningsfuld del af det samlede musikalske udtryk. Når dertil føjes passager med en fiskekutter-bas, der synes importeret i en tidsmaskine fra en 10-15 år senere new wave plade, må man sige, at vi her har en indspilning, der peger langt ind i 70'erne og 80'erne. Men dette er blot et enkelt aspekt ved en ekstremt kompliceret og subtil produktion. Overraskende skift, vokalharmonier, der selv efter Beach Boys standard er ud over det sædvanlige, længere nede i lydbilledet celloer, orgler, cembaloer og andre spidsfindigheder. En hel symfoni med en række satser i forskellig tempo og stemning når at blive gennemført inden for en gængs popsangs tidsramme. En bedrift, der i sandhed troner som et fyrtårn i pladeindustriens samlede historie, og for sin egen epoke måske den plade, der mere end nogen anden eksakt udtrykker tidens "alt er muligt"-tænkning. En komplet fornægtelse af alle begrænsninger, som selv Beatles havde grund til at beundre og misunde. At der på tekstsiden synges om gode vibrationer, er endnu en indkredsning af tidsånden, der skaber en intim forbindelse mellem det specifikt udsagte og det lydlige udtryks mere indirekt-abstrakte budskab. "Jeg er helt vild med dit spraglede tøj". Såvel den sympati som den kulørthed, der er nævnt i tekstens første sætning, kommer til udtryk for fuld udblæsning i musikken. Helt indiskutabelt en af verdens bedste a-sider!

I sammenligning med kompleksiteten og fuldkommenheden i "Good Vibrations" kan "No Milk Today" med Herman Hermits umiddelbart forekomme ordinær, som blot endnu en køn popsang som så mange andre. Det er ikke en helt retfærdig bedømmelse. Vist er "No Milk Today" ingen "Good Vibrations", men det er godt, solidt sangskriverhåndværk, der hæves og forbedres betydeligt af et opfindsomt arrangement, hvor især brugen af strygere og klokkespil er en nærlytning værd. Det er måske nok "bare" pop. Men det er i så fald god pop - og begavet produceret. Dertil har melodilinien lige den her snert af noget semi-orientalsk eller pseudo-tyrkisk, der løfter den op over det banale og får øret il at studse.

The Yardbirds hvilede ikke på laurbærene. Den første post-Roger single er måske ikke ligefrem en uforglemmelig oplevelse. Men den viser afgjort vilje til at komme videre og fortsætte eksperimenterne. De to numre hører tillige til den forsvindende lille samling indspilninger fra den periode, hvor både Jeff Beck og Jimmy Page var med i gruppen. Der findes to-tre yderligere numre, og det er vist så nogenlunde det. På dette tidspunkt har Yardbirds toppet, men de er ikke tørret ud og deres bevægelse er ikke fuldbragt. Følgelig haster de videre frem og ser sig ikke tilbage. I forhold til eksperimenterne på Roger-albummet går denne single et par skridt videre og har samtidig så meget integritet i behold, at det umiskendeligt lyder som Yardbirds. Blot er der noget, der denne gang ikke helt lykkes og falder på plads. Det kan man let tilgive. Et band, der har præsteret så mange fantastiske ting og vovet så vilde strabadser ude ved de yderste grænser, må nødvendigvis også fejle ind i mellem.

The Creation er undertiden af kritiske stemmer blevet negligeret som en billig The Who efterligning. Selv hævdede de, at deres musik var rød med lilla striber, og som en helt personlig - ikke who'sk - udvidelse af lydbilledet opfandt de den elektriske cello, der med anseelig forvrængning fremstod, så man følte at buen skar direkte i ens nervetråde. Men hvad var de da? Fattigmands-Who eller en revolutionerende fornyelse af mod-pop-genren? På en måde var de faktisk begge dele og så alligevel hverken-eller. Det får man et rigtig godt indblik i, når man lytter opmærksomt til "Painter Man"-singlen, der udover at være en af gruppens mest vellykkede udgivelser, tydeligt placerer dem i samme stilistiske boldgade som The Who og Small Faces, men samtidig demonstrerer en mærkbar egenart, der måske (?) gør dem til det nærmeste man kommer et britisk svar på Velvet Underground.

The Kinks, der kort forinden også havde været at finde på den hårdtslående side af mod-fløjen, var nu ved at gennemleve deres samfundssatiriske fase, hvor inspiration fra den amerikanske goodtime-bølge blev omplantet i en udpræget britisk muld, der dannede afsæt for stiklerier til tidens dårskaber. Det fornemmes tydeligt på "Dandy"-singlen, der indtager sin logiske plads i forlængelse af "Dedicated Follower Of Fashion" og "Well Respected Man" . B-sidens historie om en dele-telefon er et pudsigt tidsbillede, der minder os om et stort set glemt fænomen. I dag brokker folk sig, hvis der er for mange, de skal dele internetforbindelse med!

Hele spørgsmålet om udvikling og bevægelse bliver sat fint i relief af "For Certain Because". The Hollies lyder lige fra første tone så umiskendeligt Hollies-agtige som nogensinde, og så alligevel mærkbart anderledes end sidst, de lod høre fra sig. Der eksperimenteres mere end tidligere, samtidig med at The Hollies overgår sig selv i uimodståelige popperler, der tilslut når en tindrende finale med den eviggrønne "Stop Stop Stop", Undervejs gennem albummet høres der spredte klimt af banjo og mandolin, der er traditionelle instrumenter med fast plads i folkemusikken, men på det tidspunkt var usædvanlige i en pop/rock-sammenhæng. Dette er vigtigt at bide mærke i.

Et af de karakteristiske træk for denne periode er, at instrumentariet blev udvidet. Den tid, hvor en beatgruppes lydbillede nødvendigvis bestod af trommer, el-bas og to guitarer, var forbi. Hvad end det var Beach Boys' tidlige forløber for technopop eller de eksperimenter med elektrificering og forvrængning af strygeinstrumenter, som på forskellig vis fandt sted hos Velvet Underground og The Creation, så var man nu helt tydeligt trådt ind i en ny æra, hvor man ikke længere lod sig begrænse, men hvor alt fra redekamme til avanceret elektronisk isenkram kunne bruges. På en lignende måde var man også begyndt at skue ud over de oplagte tonesprog. Tydeligst sneg der sig stadig hyppigere østlige klange ind i den vestlige popmusik. Det skete ikke blot i de mere åbenlyse tilfælde, hvor man måske kan hævde, at der blev skiltet vel meget med det. Undertiden kom det til udtryk som blot et diskret krydderi. Det gælder f.eks. Herman Hermits' "No Milk Today" og The Hollies' "Tell It To My Face". I alt dette mærker man en søgende, udskuende bestræbelse. Musikken ville videre og længere og havde mod til at afprøve nye muligheder. For så vidt kan størstedelen af periodens produkter karakteriseres som forsøg. Når et forsøg lykkedes, var resultatet almindeligvis bemærkelsesværdigt. Når det mislykkedes, havde tiden overskud nok til at begive sig videre med et ubekymret skuldertræk. På den måde undgik man følelsen af fiasko og nederlag, og kunne med et optimistisk, åbent sind begive sig længere ind i de mange muligheders land. Det er imidlertid værd at bemærke, at selv meget dristige forsøg forbavsende ofte lykkedes og efterlod et resultat af blivende værdi. Det var undtagelsen, at noget gik galt. Tiden stormede frem fra den ene sejr til den anden og kendte ikke til frygt for, at mulighederne skulle slippe op. Man var sikker på, at der fandtes noget endnu mere utroligt lige rundt om det næste hjørne. Kvoten var ubegrænset. Der var nyt at finde ved hvert eneste skridt på vejen.

At man - som vi har set - på dette tidspunkt kan iagttage det første ur-grundlag for heavy metal og jazzrock er blot en lille del af et afgørende øjeblik, hvor pop og rock musikken for alvor begyndte at brede sig ud og lægge an til en mangesidig palette af nye stilarter. Ikke blot stormede musikken frem, den stormede frem mod alle verdenshjørner samtidig!

Denne fremstormen viser sig rent sprogligt, når man prøver at sige noget om et givent navns udvikling. Hvis man om senere navne taler om en bestemt periode i deres karriere, tænker man almindeligvis ikke på noget under et år. I mange tilfælde kan en periode meget vel dække flere år. Men i 60'erne var en periode som regel ikke mere end to-tre måneder, så var en beatgruppe allerede henne et andet sted og i gang med noget nyt.

Når man skal afgrænse de her dækkede måneder i forhold til de omgivende, kan det måske være af nogen betydning at se på hvem, der topper på netop dette tidspunkt, imodsætning til andre, der når deres reelle højdepunkt en smule tidligere eller senere. De to mest iøjenfaldende kulminationer i denne periode er Yardbirds og Beach Boys. To ret forskellige grupper. Den ene engelsk, den anden amerikansk. Den ene med hovedvægt på guitarspillet, den anden med hovedvægt på vokalharmonierne. Den ene med udgangspunkt og grundreference i sej blues, den anden i munter strandbredspop. På mange måder to yderpunkter og modsætninger. Men måske er dette netop pointen. Det, der kulminerer, er muligvis tidens yderste manifestationer til den ene og den anden side, dens syd- og nordpol. Kunne det være sådan? Eller også handler det om det, de trods alt har tilfælles. Fra deres oprindelige respektive udspring havde de flyttet sig langt i helt nye og overraskende retninger, hvor eksperimentet stod i centrum. Den særlige, individuelle vej eksperimentet havde ført dem, stemte så overens med netop dette tidspunkt, var så at sige i en særlig harmoni dermed. Kunne det være sådan? Det er svært at komme med et helt endegyldigt og uangribeligt svar. Men måske kommer man også længere ind i tiden og får arbejdet sig dybere ned i dens ånd ved til stadighed at overveje spørgsmålet.

Mens det er ganske indlysende i tilfældene Yardbirds og Beach Boys er det måske mere et spørgsmål og et diskussionspunkt om The Hollies topper på dette tidspunkt. I forhold til udvikling, nyskabelse og progression var Hollies lidt længe om for alvor at komme i gang, og det er således først hen mod slutningen af 60'erne, at det for alvor tager fart. Her sker der en række spændene ting, der for så vidt er mere originale end det, der var gået forud. Men måske netop fordi det sker så sent, får det et præg noget tvungent over sig, et "man må jo prøve at følge med tiden". Den mere naturligt klingende pop, med dens iørefaldende charme og umiddelbare appel forekommer at være et mere ægte gebet for The Hollies, det, der egentlig var meningen med dem. Her står "For Certain Because" som det midterste af tre gyldne albums, majestætisk flankeret af "Would You Believe" og "Evolution", der udgør det ypperste i forhold til disse særlige kvaliteter. Faktisk står "Would You Believe" i forhold til dette en anelse stærkere. Den skære poesi og sarte skønhed på sange som "Oriental Sadness" og "Fifi The Flie" savnes på "For Certain Because". Det, der så står til diskusion er, om det er disse kriterier, man skal lægge til grund for en vurdering af The Hollies. Var de skabt kun for den gode popsangs skyld? Var deres senere ting forcerede? Enhver må drøfte disse spørgsmål i dybet af sit indre og nå til sine egne svar.

Men i det mindste for nogen lyttere vil billedet af efteråret '66 tage sig således ud, at Hollies var den umiddelbare fortid, Yardbirds og Beach Boys det eksakte nu, mens et mere alment, generelt højdepunkt endnu lå et lille stykke ude i fremtiden. For andre vil sagen tage sig anderledes ud. Det mest bemærkelsesværdige og interessante er måske, at hen over en bred vifte af mulige kriterier, vurderinger og parametre er der gennem hele '66 og '67 konstant et eller andet, der kulminerer og derved tegner billedet af en hel serie højdepunkter. En så tæt stribe kan ingen anden periode rose sig af. Hvad der er toppet på andre tidspunkter - før som siden - har altid været en helt bestemt ting, ikke en omfattende samling af vidtforskellige kvaliteter. Men det er naturligvis værd at være opmærksom på, at det trods alt ikke er ubetinget alt, der når sin klimaks på dette tidspunkt. Der er faktisk peaks, der falder andre steder i historien. Det centrale ved perioden er netop, at højdepunkterne frem til og med her er tiltagende i mængde og tæthed, for derefter at blive aftagende.

Det ville blive en betydelig udfordring for et modigt menneske at placere Manfred Mann på en historisk linie af højdepunkter. Han har vel egentlig aldrig toppet, men til gengæld holdt et stabilt niveau, der hele tiden synes at simre lige under kogepunktet. Men i den mere overfladiske forstand at gøre noget andet end sidst, var "Semi-detached Surburban Mr. James" så afgjort et udviklingsmæssigt skridt videre. Evnen til stadig fornyelse er på mange måder Manfreds bedste trumfkort. Man kan så alt efter smag have sin foretrukne Mann-periode, som for nærværende skribents vedkommende ligger før dette tidspunkt, men for mange andre betydeligt senere.

Donovans festlige blanding af kitch og progression må have lunet i efteråret '66. Han var helt klart i færd med at indtage nyt musikalsk terrain. Det var på højde med tiden i øvrigt. Men var det også Donovan? Mange mennesker hælder til at mene, at det var i sin første inkarnation som blid trubadur at Donovan var bedst. Det kan diskuteres. Men at den efterfølgende produktion brød nye veje og udviste noget mere innovativt, kan næppe nægtes.

"Face To Face" var helt indlysende Kinks' hidtil bedste plade. På de foregående havde der afgjort været fantastiske øjeblikke, men lidt for mange fyldnumre mellem disse. Anderledes med "Face To Face", der bestod af lutter bemærkelsesværdige sange. Forskellige i tonefald og anslag, men alle høreværdige og klart bidragende til en mosaik, der gør pladen til et sluttet værk. Tidligere havde Kinks blot vist, at de var gode for et sejt rock-riff. At de havde et langt mere vidtrækkende potentiale end som så, begynder først for alvor at kunne anes på "Face To Face". Og netop som man tror, at det må vist være det, nu er versionerne udspillet, for så mange farver kan de da heller ikke have på paletten, følger albummets vel nok stærkeste nummer, "Sunny Afternoon", inden ballet lukkes med den skønne, skøre, skæve Buddy Holly møder The Who sang "I'll Remember". Sådan!

Apropos The Who må Ready Steady Go ep'en siges at være et fornøjeligt lille intermezzo. De to lidt skramlende Townshend sange på den ene side viser gruppens eksperimenterende side og ønske om at komme videre, mens det trefoldige flirt med surf på den anden side er at regne for en festlig og veloplagt spøg. Imidlertid er grænsen mellem eksperiment og spøgefuldhed ofte flydende. Mange udprægede humorplader har bidraget til at revolutionere brugen af lydeffekter eller overskredet musikalske tabuer. Noget lignende kan iagttages her, f. eks. hornet på "Bucket T". Tidens tendens til at ville afprøve enhver idé er udtalt på denne ep, der måske ikke ligefrem kan kaldes en verdensomvæltning, men tydeligt viser The Who på vej i nye undersøgende retninger. Hvor imponerende The Whos første energiske kraftudladning af ren utæmmet vildskab end var, var det samtidig også et udtryk der havde sine indbyggede begrænsninger. Ready Steady ep'en og de nærmest omkringliggende singler er ærlige og ofte bemærkelsesværdige forsøg på at overskride disse begrænsninger. At humoren i denne sammenhæng spiller en central rolle, bør ikke lede til den misforståelse, at bestræbelsen så ikke skulle være seriøs. Snarere var humoren en anden side af den galskab som tidligere havde fundet udtryk gennem vildskaben og energien.

I samme stilistiske boldgade som Kinks og Who færdedes Small Faces, som er knap så berømte, men unægtelig kastede mange charmerende sange af sig, blandt hvilke "My Minds Eyes" udviser større inderlighed end man almindeligvis forventer fra den kant.

The Zombies hørte på sin vis også med under mod-gruppere. De var imidlertid noget blødere i deres udtryk, men ikke mindre innovative, og således er også "Going Out Of My Head" et vigigt tidsdokument.

Alle de nye strømninger fra England havde sat mærkbart præg på en række amerikanske grupper, men der skete samtidig også en del over there. Hvad får man, når man krydser amerikansk garagerock, engelsk modpop og Thimoty Learys lsd-evangelium? - I tilfældet 13th Floor Elevators en sært skramlende og bizar musik, der som den første betegnede sig selv som psykedelisk. Ordvalget skulle vise sig mere skoledannende end gruppens musik, som pegede i en mere rå retning end den raffinering, der generelt prægede tidens bevægelse. At "Psychedelic Sounds" udgjorde en af tidens forposter, lader sig imidlertid næppe bortforklare, ligesom pladen er beat i dobbelt forstand, en slags "double-beat", idet den trækker Ginsberg og hans beatniks ud af de fortidige jazzskygger og ind midt i den pulserende pop og rock anno '66. Selv idag er albummet en ret særpræget oplevelse. De reelle nyskabelser er forlængst blevet overhalet og forældede, men i selve tilgangen til musik og den omkringliggende orientring er pladens egenart lige så mærkbar idag som dengang.

Skønt 13th Floor Elevators var de første og på dette tidspunkt indtil videre eneste, der betegnede deres musik som psykedelisk, er der i høj grad tale om en mere generel tendens. Når engelske a-sider begyndte at handle om sindets øje og at overskride forstanden, "gå ud af sit hovede", er det i historiens baglygte ikke svært at se, hvad der var på vej!

Ud over den stigende interesse for bevidsthedsudvidende stoffer, som prægede perioden, har denne udvikling også mere specifikt musikalske årsager. Fra '63 og frem havde musikscenen fået nyt liv og var blomstret op i ungdommelig friskhed. Men de veje den hidtil havde betrådt var ved at være udtømte, og hvis ikke det hele skulle gå i stå igen, var der et presserende behov for at søge i helt nye retninger. Hvad end vi taler om Yardbirds' såkaldte free form rock and roll, Donovans bryden ud af sin trubadurrolle, The Whos forsøg på at bruge humoren som en bro fra vildskaben til noget endnu uvist, Hollies' leg med mandoliner og andre uventede instrumenter i lydbilledet eller Kinks' stadig mere raffinerede sange var dette altsammen udtryk for ene og samme bestræbelse, en dybtfølt nødvendighed: vi må videre. Uden et videre, uden en overraskende svingen sig op til det aldrig før hørte, ville alt, hvad der var opnået gennem de foregående tre år falde på gulvet i ren stagnation og musikken synke tilbage i uvedkommende ligegyldighed. Deri lå tidens udfordring. Det lykkelige var så, at en lang række af tidens toneangivende navne tog denne udfordring op og begav sig ud hinsides musikkens kortlagte områder for at finde nyt land, og hvad mere er - havde formatet til at gennemføre projektet.

Disse fornyelsesbestræbelser gjorde sig i lige så høj grad gældende på den amerikanske scene som den engelske. Blot i et lidt andet tonefald, der atter viser os de nationale nuancer. Deraf såvel lighederne som forskellene mellem 13th Floor Elevators og de britiske navne.

At England havde en helt central placering i 60'ernes musiklandskab fremgår af, at det var her bands fra andre lande flyttede til, når de håbede på det store gennembrud. I senere årtier har man set eksempler på at også andre lande har kunne skabe en scene med international gennemslagskraft. Denne mulighed lå helt uden for 60'ernes verdensopfattelse. Hvis man ville nå nogen som helst vegne, måtte man til The Swinging London. Hertil drog så bl.a. en række australske grupper, hvoriblandt The Seekers og Bee-Gees er de to mest kendte og bedst huskede. Derimod er The Easy Beats idag stort set glemte. De havde imidlertid en række hits henover 66-67, hvoraf "Friday On My Mind" var det både første og største. Den er da også siden blevet indspillet af nyere navne adskillige gange. Bl.a. David Bowie og Gary Moore har tolket "Friday On My Mind". Ligeledes har den skelsættende guitarfigur sat sig spor i utallige senere numre.

Hvad angår de indfødte fortsatte de deres sikre kurs gennem resten af efteråret. Allerede tre uger efter det helstøbte album "Face To Face" havde Kinks en frisk single på gaden, der tydeligt befæstede deres position. Ligeledes er "Happy Jack"-singlen endnu et charmerende led i den kæde, der udgør den røde tråd mellem The Whos første og andet album.

Med "Fresh Cream" var power trioen en realitet. Trommer, bas og guitar for fuld lydstyrke og udfarende spillemandsarbejde på grænsen til det ekvilibristiske. Den tidligere Yardbirds og John Mayal guitarist Eric Clapton, bassisten og sangeren Jack Bruce og trommeslageren Ginger Baker, der begge havde en fortid i Graham Bond Organisation. De var lige på det tidspunkt hver især anerkendt som den førende på deres instrument. De var kort sagt cremen.

Selv samme dag som "Fresh Cream" kom så det andet album med The Who, "A Quick One". Strengt taget kunne man godt gå direkte fra den første til den anden, og man ville stadig kunne høre, at det var samme band. Alligevel er de singleudgivelser, som ligger imellem, en vigtig kilde til en nærmere bestemmelse af bevægelsen. Vist var de genkendelige. Men der var også sket noget. På "A Quick One" kan man opregne forandringerne. Men måden og rækkefølgen disse var sket på, behøver man rækken af mellemspil for at få hold på.

Ikke helt den rigtige udgave. Men relativt tæt på. I det mindste sammenlignet med andre, som afviger mere. Dog ikke en nær så god solo.

Det er desværre ret svært at finde de "rigtige" versioner af Hendrix-numre på yuotube.

Fra 15. juli til 9. december. Knap fire måneder og i løbet af denne tid sange som "You Can't Hurry Love", "All Tomorrows Parties", "All Or Nothing", "I'm A Boy", "River Deep Mountain High", "Good Vibrations", "No Milk Today", "Mellow Yellow", "Friday On My Mind", "Dead End Street" og "Happy Jack", foruden berømte klassiske albums som "Roger The Engineer", "The Fifth Dimension", "Revolver", "East-West", "Face To Face", "Psychedelic Sounds", "Fresh Cream" og "A Quick One". Vil nogen ved deres fornufts fulde brug benægte, at vi her er hoppet ind i en blomstringstid? Perlerne står jo simpelthen i kø og følger på hinanden i en lind strøm. Men mere end det. Det opfindsomme, det innovative, det progressive. Inspirationsniveauet er svimlende højt og der følger nyskabelse på nyskabelse. Også i den forstand er der tale om en strøm. Tingene lægger sig i forlængelse af hinanden som én lang udviklingsbevægelse. Det er klart, at der er sket meget siden. Men selv nu - så mange år efter - burde det være indlysende tydeligt, at en mængde senere tilkommende ting står i bundløs gæld til denne pionerindsats. Ikke blot som noget, man gennem en lang række mellemregninger kan påvise, men som noget direkte hørligt. Den bryden nye veje og sætten en anden dagsorden som siden T. Rex, Sparks, Television, Dire Straits, The Knack, The Cure, REM, Culture Club, The Smiths, Scorpions, Katarina And The Waves, Nirvana, Creed og alle de andre skulle gøre gældende. Hvor kom inspirationen fra? Hvad trak de på? Man må være noget nær døv, for ikke at kunne høre det. Tag det, giv det en lille drejning, gør det hårdere og tungere med en tykkere guitar-lyd eller tilpas det senere tiders hifi-produktion og lækker lyd idealer garneret med lidt synths - vupti - så har man stort set alt, der er sket siden.

Men vi har mere på programmet. Perlerækken og den ubrudte udviklingsbevægelse fortsætter. Debutsinglen fra el-guitaristernes el-guitarist, mr. Jimi Hendrix, manden, der kyssede det skylag ingen siden har kunne nå. Nogenlunde samtidig diskede Cream op med en unik cocktail af 50'er mindelser, pop, bluesrock, semi-psykedelia og pre-heavy på "I Feel Free", en for så vidt enkel og ligefrem ting, der imidlertid krydser så mange genregrænser at den er uplacerlig. Tim Buckleys debutalbum i eget navn byder på blidere, men ikke mindre opfindsom og fantasifuld kost. Videre går det med Velvet Undergrounds betagende "Femme Fatale"-single. Hele tiden slag i slag så hjernen næsten nægter at fatte det. Det er faktisk ret overvældende!

Dermed klingede '66 ud. Men det var langt fra slut. Faktisk var det bare en optakt, eftersom '67 skulle svinge sig op i endnu mere svimlende højder.

For at være optimalt forberedte på det helt store slag, vil vi fortsætte vores udtræk og sammenføjninger et lille stykke ind i '67.

 

 

The Doors: "Doors" (4. januar)

Rolling Stones: "Ruby Tuesday" b/w "Let's Spend the Night Together" (13. Januar)

The Move: "The Night Of Fear" (a-side) (Januar)

Rolling Stones: "Between The Buttons" (20. januar)

Love: "Da Capo" (Januar)

 

 

Det er såre almindeligt, at der efter en kraftanstrengelse følger en udmattelse. Det ville derfor være forståeligt, hvis man på dette sted måtte sige: ja, '66 gjorde det godt. Men det var så det! Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Allerede tromme-introen, der åbner Doors' debutalbum siger: slagkraft, vitalitet, frisk mod, nye tider og masser af muligheder. Dermed får vi fra første færd en fornemmelse af, at '67 absolut ikke var nogen udmatning. Det var tværtom først nu, at kulminationen kom.

Doors er en ideel indfaldsvinkel til året, både i kraft af deres musiks art og den indiskutable vægt og overbevisning, de kunne aflevere den med. Et år, der begynder sådan, kan simpelthen ikke blive dårligt.

"The Doors dybtgående indflydelse på rockens udvikling i den sidste del af tresserne skyldes ikke kun Jim Morrisons tryllebindende stemme, sorte poesi og personlige karisma. Den skyldes også den sikre interaktion mellem Ray Manzareks tangentspil, Robbie Kriegers guitar og John Densmores trommer. Morrison var gruppens ansigt, men albummets gennemsagskraft skyldes det dynamiske samspil mellem alle fire musikere.

The Doors trak på et bredt udsnit af genrer, herunder rock, blues, jazz og flamenco, for at skabe sin lyd. Åbningsnummeret "Break On Through" er et lidenskabeligt krigsråb for den psykedeliske generation, mens det hypnotiske "Soul Kitchen" fremviser de subtile skift i dynamikken, som skulle blive gruppens kendemærke. "The Crystal Ship" udstiller Morrison som crooner op imod et fortryllende tangentspil fra Manzarek.

The Doors fastholdt deres musikalske autoritet så stærkt, at bearbejdelserne af Brecht/Weills "Alabama Song" og bluesnummeret "Back Door Man" fremstår som originalnumre."

- Giancarlo Susanna

Man kunne have valgt mange andre citater. Men ovenstående er typisk. Der er noget nær universel enighed om, at den første med Doors præsterede noget helt, helt særligt. Der er naturligvis folk, der ikke bryder sig om den. Ja - endog enkelte, der ligefrem føler uvilje imod den. Men slapsvanset, svagpisser-agtig eller blot uvæsentlig kan jeg ikke mindes at nogensinde have hørt nogen kalde den. Dens potens og substans er så indlysende, at enhver kan indse det.

Man må her huske på den venskabelig konkurence, der i stor stil trivedes inden for datidens musikverden og i høj grad var medvirkende til de bemærkelsesværdige resultater, man opnåede. At en debutant i den grad tog alt og alle med bukserne nede, var en udfordring, de etablerede ikke kunne tillade sig at ignorere. De måtte nødvendigvis forsvare deres position. Ikke som en arrig biden fra sig og klistret klamren sig til noget, men i al venlighed erklære: ja, ja - vi andre kan altså også.

Dermed var '67 sparket i gang og gennem de næste otte-ni måneder nåede musikken tinder af nærmest overnaturlig højde!

Det er ikke nødvendigvis det indtryk alle vil få udfra de ting, Stones lavede lige på det tidspunkt. Det er en diskussion, vi vender tilbage til. På dette sted skal blot siges, at vi her har at gøre med noget, der kan volde problemer for visse lyttere. Næppe den fremragende single, de indledte året med. Her er kvaliteterne ret så åbenlyse. Det umiddelbart efterfølgende album kan derimod være lidt af en drillepind. Især kan man ved de første par gennemspilninger let kikse hvor usædvanlig lys og munter - målt ud fra Stones standard! - "Between The Buttons" er. Det er imidlertid en vigtig pointe at fange. Når der kom et smil fra Englands sureste band, måtte der nødvendigvis være noget særligt på færde. Men så meget desto bedre at vi får dette lille smugkig, der giver mulighed for ekstra træning. De, der synes, at det er svært, må lægge sig i selen og gøre en ekstra indsats.

Hvad angår a-siden med The Move, bør den ikke betragtes som andet eller mere end blot et spøjst intermezzo. Den er dog ikke desto mindre fængende og rummer nogle pudsige ideer. En letvægter med tyngde!

 

Love er et navn, man skylder respekt. I denne periode kom der en mængde spændende musik fra Californien. Således var både Doors og Love fra Zorro og rosinernes solbeskinnede land. Men derefter hører vist nok al lighed op! Åh, jo - en ting mere: begge bands havde en mængde spændende og nye ideer. Disse gik dog respektivt i ret så forskellige retninger. Tidligere havde Love været et tidstypisk garageband. Men da der kom nyt fra dem i begyndelsen af '67, havde de tydeligvis lagt an til en helt anderledes kurs, som skulle blive en central inspirationskilde for en lang række senere bands. I deres samtid vakte de imidlertid kun begrænset opsigt.

"Da Electras grundlægger, Jac Holzman, tog hen for at se Love spille i Los Angeles, kom han så tidligt, at han nåede at høre opvarmningsgruppen, The Doors. Denne ene begivenhed afgjorde formentlig Loves skæbne som kult mere end mainstream.”

- John Bobler

 

"I 1967 var Love det næsthippeste band i Los Angeles efter The Byrds. Sidstnævntes hit-periode var ved at ebbe ud, men Love var alligevel dårligt rustede til at overtage deres position.”

- David Hutcheon

På sporet af en tredie Indsigt

Vi har hidtil arbejdet med to erkendelsesniveauer. Gør vi os alvorligt umage, kan vi måske komme på sporet af et tredie!

Under vores bestræbelser på at nå den anden erkendelse har vi allerede lært de her gennemgåede plader ret godt at kende. Ligeledes ved vi en del om den tid, de blev udgivet i. Det vi nu har gjort ved hjælp af vores udtræk og sammenføjninger er så at høre dem i en mere præcis kronologisk rækkefølge. Dette skulle i bedste fald kunne bringe os i nærmere berøring med tidens bevægelse og afsløre ting vedrørende denne, der ved opdelingen i singler og albums er forblevet skjult. Hvilken vej går bevægelsen? Når "Roget The Engeneer" bruges som udgangspunkt hvilken retning flytter vi os så i fra denne? Hvilke ord kan bruges til at beskrive denne bevægelse? Hvad fortæller bevægelsen os om den tid?

Alt dette er naturligvis ting, vi tidligere har beskæftiget os med. Spørgsmålet er derfor, om den nye, mere nøjagtige liste giver os mulighed for at sige og forstå noget mere herom, trænge dybere ind i stoffet? Vægten ligger naturligvis på forståelse. Det afgørende er ikke, hvad vi kan sige, men derimod hvad vi kan mærke. Gør denne justerede liste os bedre i stand til at opleve bevægelsen?

Hvis vi opnår en forstærket fornemmelse af at leve og følge med i bevægelsen, kan dette måske være tegn på, at vi nærmer os en tredie indsigt. Vi bør imidlertid vogte os for at tage munden for fuld. Måske står vi blot mere sikkert og solidt i den anden indsigt, alt imens vi dunkelt aner, at der må findes en tredie, at det altså er muligt at komme og nå videre. Måske kan vi også danne os et indtryk af den vej, vi må bevæge os af for at nå dette "videre". Som et minimum kan vi i hvert fald som en ren teoretisk betragtning indse, at der altid må være en mulighed for at trænge dybere ind i stoffet lige meget, hvor godt man er kommet ind i det. At der skulle findes et absolut endemål, et inderste rum hvor alt er absolut klarlagt og gennemlyst forekommer ikke troligt. Selvom en sådan sidste erkendelse virkelig skulle findes, må det i hvert fald være klart for enhver, der ikke lider af storhedsvanvid, at vi endnu ikke er nået dertil. Vi forstår uden videre, at der må være både en fjerde, femte osv. indsigt. Foreløbig har vi en uklar fornemmelse af, hvordan den tredie (måske) ser ud.

Når vi betragter bevægelsen, er noget af det, der mest åbenlyst viser sig, at den mere hårdtslående del af musikken bliver mere tung og tæt. På "Roger The Engineer" er der endnu nogle spor tilbage af den tidlige naivitet. På "Fresh Cream" er vi helt tydeligt kommet et andet sted hen. Dertil kommer så, at bas og trommer får en helt ny, langt friere rolle. Det havde været på vej. Paul McCartney havde allerede på de tidlige Beatles sange, flyttet grænserne for bassen. Bill Wyman (Stones) og Paul Samwell Smith (Yardbirds) havde bygget videre på dette, og i The Who syntes John Entwhistle (bas) og Keith Moon (trommer) ofte at være mere de reelle solister end guitaristen Pete Townshend. Men med Jack Bruce og Ginger Baker blev bas og trommer så frit fabulerende, at det ofte nærmede sig jazz, og så meget en del af den såkalt multi-fokale opfattelse, at man undertiden ikke var helt sikker på, hvem af gruppens medlemmer, der havde fået en solo. Det var faktisk ikke så længe siden, at den havde stået på ligefremme popsange. Men hør så f.eks. Creams tolkning af "Spoonfull". Selve nummeret havde adskillige år på bagen. Men at spille den sådan ville have været utænkeligt blot et år tidligere.

På "A Quick One" kan der synes at være flere rest-spor af den tidlige lyd. Men det skyldes nok især pladens brug af humoren, der bidrager til at give et let og friskt præg. Faktisk er allerede det noget af en nyskabelse. Den tidlige lyd kunne være sjov i betydningen munter, letbenet, ungdommelig, naiv - pjanket i betydningen poppet. Men at bruge humoren i strengere forstand som kunstnerisk virkemiddel var henvist til særlige humor-plader med parodier og des lige. Sammen med alle de andre ting, der blev trukket ind på pop og rock scenen fra andre musikalske domæner, bidrog "A Quick One" med humoren.

Det er jo lige det, der er så utroligt. Kort før havde man bare kunnet spille popsange, omend man skylder at tilføje: første klasses af slagsen. Men pludselig blev alt muligt og alt trukket inden for rækkevidde. Man behøvede ikke være jazzmusiker for at improvisere, behøvede ikke at være moderne komponist for at lege med elektroniske effekter, man behøvede ikke være folksanger for at lave tekster, der fortalte noget, og ej heller at være Spike Jones eller Peter Sellers for at lave musikalske jokes. Alle kunne gøre alt. Et de mange muligheders land havde åbnet sig og sprængte alle popmusikkens begrænsninger.Uanset hvor højt man vil ære senere nyskabelser, slipper man ikke uden om, at nogen havde banet vejen, og skabt det rum hvorfra de senere nyskabelser kunne udgå. Uden den overskridelse af alle konventioner, der fandt sted på dette tidspunkt, havde alt det senere overhovedet ikke kunne ske.

Idag, hvor genre- og stilbegreber stort set kun giver mening i forbindelse med udprægede konceptbands, og enhver sidder og leger med alle eksisterende muligheder på sin hjemmecomputer, kan det være svært at sætte sig ind i, hvor revolutionerende og nybrydende det, der skete på dette tidspunkt, var. Vi er forlængst kommet til at tage det som en selvfølge. Men det har det absolut ikke altid været.

Måske er denne tagen det for givet en del af forklaringen på, at det er gået så galt. Vi mangler den begejstring og glæde over mulighederne, der på den ene side vækker nysgerrighed og opdagelseslyst og på den anden en slags ærbødighed, der opleves som et krav om at præstere noget særligt. I stedet sidder vi i en sløv ugidelighed, og siger: "Nej, jeg gider sgu ikke!"

Men skal man helt ind i sen-60'erne, er man nød til i nogen grad at se bort fra, hvad eftertiden skylder dem. Man må forsøge at møde den tid som et nu, noget nærværende, som kulminationen og det foreløbige endepunkt for alt, som var gået forud. At indrage senere begivenheder er jo netop at gøre denne tid historisk og fortidig. Det gælder om at komme lige i øjenhøjde med den, hvis man skal trænge helt ind i den.

Arbejdet mod de højere erkendelser hænger således - i hvert fald delvist - sammen med at opnå en nu- og nærværsoplevelse i forhold til denne tid. Det var ikke noget, Cream og Who stod og spillede engang for mange år siden. Det er noget, der opstår i det øjeblik, tonerne rammer ens ører.

En af de ting, der gør denne musik til noget særligt, er netop at dette er muligt. Musikken besidder et liv, et nærvær og en friskhed, som betyder, at det slet ikke lyder som gamle plader. Faktisk virker mange senere ting paradoksalt nok mere forældede og udslidte, simpelthen fordi man der hører tidens og pladeindustriens træthed og alderdom. Men her er vi tilbage til dengang, der endnu var saft, kraft og ungdom tilbage i musikken. Nyere musik er en syg, krumbøjet olding, mens dette er en ung, fyrig kraftkarl. Hvor ville man idag finde noget så levende, frigjort, intenst og vedkommende som den forrygende fire-stribe The Who præsterer med "Boris The Spider", "I Need You", "Whiskey Man" og "Heat Wave"? Stort set alt, der er lavet de sidste 15-20 år forekommer ubærlig stift og kantet i sammenligning. Det her ånder og er til at ånde i for lytteren. Deraf den stærke øjebliks-følelse og det tilsyneladende paradoks, at den er mere nutidig end nutiden. Det er netop hvad den i en vis forstand faktisk er. Ikke historisk, kronologisk set, men åndeligt og musikalsk set. Enhver, der er nogenlunde ved sine fulde fem, burde uden videre - rent instinktivt - kunne forstå, at det er sundt at lytte til disse plader, men skadeligt at beskæftige sig med den stive, kantede lyd fra deres vanartede børn.

De to markante albums fra henholdsvis Cream og Who er klart platforms-skabende. Smæk Hendrix' "Hey Joe"og Tim Buckleys særegne tilgang oven i hatten, og vi begynder at se konturerne af det afsæt, der muliggjorde 1967.

Dette magiske år får vi så en smagsprøve på, på allerbedste måde. Det er håbløst at ville forklare at The Doors er absolut klasse, hvis nogen ikke kan høre det. Jeg kan kun sige: lyt!

Det samme må man sige om det efterfølgende. Rent smagsmæssigt kan man stå lidt forskelligt i forhold til det. Men vil nogen i fuldt alvor betvivle niveauet? Skulle der virkelig være nogen, som ikke kan høre, at det her er musik og plader på en helt anden og langt mere rigtig måde, end det man idag fejlagtigt smykker med disse betegnelser? Det er der muligvis. Det skal vi have en lille snak om i næste del af hovedgennemgangen.

På dette sted er hovedsagen at få det bedst mulige overblik over den nøjagtige kronologiske bevægelse, og føle os ind i forandringernes gang. Derfor er det vigtigere at forstå udviklingen som udvikling, end hvad man synes om den. Men som vi også har været omkring, kan det kræve en oparbejdet sympati at for alvor komme ind og mærke bevægelsen. Så endnu en gang: tid, tålmodighed, træning - udholdenhed, grundighed, samvittighedsfuld alvor!

Mere skal der ikke siges her. Det må være op til den enkelte at afgøre med sig selv, hvorvidt han/hun føler sig inde i bevægelsen eller ej. Dermed slut på denne gang udtræk og sammenføjning, hvor vi har lyttet til:

The Yardbirds: "Roger The Engineer" (15. Juli)

The Velvet Underground And Nico: "All Tomorrows Parties" b/w "I'll Be Your Mirror" (Juli)

The Byrds: "5th. Dimension" (18. Juli)

John Mayal: "Bluesbreakers w/ Eric Clapton" (22. Juli)

The Trogs: "From Nowhere" (25. Juli)

The Supremes: "You Can't Hurry Love" (a-side) (25. Juli)

Manfred Mann: "Just Like a Woman" (a-side) (29. Juli)

The Beatles: "Revolver" (5. August)

Small Faces: "All Or Nothing" (a-side) (5. August)

The Artwoods: "I Feel Good" b/w "Molly Andersons Cookery Book" (August)

The Butterfield Blues Band: "East West" (August)

The Who: "I'm A Boy" b/w "In The City" (26. August)

Donovan: "Sunshine Superman" (September)

Ike & Tina Turner: "River Deep, Mountain High" (a-side) (September)

Bee Gees: "Spicks And Specks" (a-side) (September)

Rolling Stones: "Have You Seen Your Mother, Baby?" b/w "Who's Driving Your Plane?" (24. September)

Simon and Garfunkel: "Parsley, Sage, Rosemary and Thyme" (10. Oktober)

The Beach Boys: "Good Vibrations" (a-side) (10. Oktober)

Herman's Hermits: "No Milk Today" (a-side) (Oktober)

The Yardbirds: "Happenings Ten Years Time Ago" b/w "Psycho Daisies" (Oktober)

The Creation: "Painter Man" b/w "Biff Bang Pow" (Oktober)

The Kinks: "Dandy" b/w "Party Line" (Oktober)

The Hollies: "For Certain Because" (Oktober)

Manfred Mann: "Semi-Detached Suburban Mr James" (a-side) (21. Oktober)

Donovan: "Mellow Yellow" (a-side) (24. Oktober)

The Kinks: "Face To Face" (28. Oktober)

The Who: "Ready Steady Who" (E.P.) (11. November)

Small Faces: "My Mind's Eye" (a-side) (11. November)

The Zombies: "Going Out Of My Head" (a-side) (November)

13th. Floor Elevators: "Psykedelic Sounds" (November)

The Easy Beats: "Friday On My Mind" (a-side) (17. November)

The Kinks: "Dead End Street" b/w "Big Black Smoke" (18. November)

The Who: "Happy Jack" b/w "I've Been Away" (3. December)

Cream: "Fresh Cream" (9. December)

The Who: "A Quick One" (9. December)

Jimi Hendrix: "Hey Joe" b/w "Stone Free" (16. December)

Cream: "I Feel Free" (a-side) (December)

Tim Buckley: "Tim Buckley" (December)

Velvet Underground & Nico: "Femme Fatale" b/w "Sunday Morning" (December)

The Doors: "Doors" (4. januar)

Rolling Stones: "Ruby Tuesday" b/w "Let's Spend the Night Together" (13. Januar)

The Move: "The Night Of Fear" (a-side) (Januar)

Rolling Stones: "Between The Buttons" (20. januar)

Love: "Da Capo" (Januar)

Roots of heavy metal ...

Den første heavy metal plade?

Musik tilsat forvrænget el-guitar har der eksisteret længe. I hvert fald siden omkring 1957-58, da Link Wray foretog en række banebrydende indspilninger. Men for så vidt også før. Lidt tidligere havde Johnny Burnette Trio været der, og før dem en række rhythm and blues navne i den mere rå og beskidte ende af dette genrespekter.

Imidlertid ændrer udtrykket karakter i løbet af 60'erne. Ikke altid nødvendigvis ved at tingene blev mere vilde og larmende, omend dette i mange tilfælde kan hævdes. Det primære er imidlertid, at der sker en drejning, som tipper den hårde ende i en anden retning. Også i de tilfælde hvor støjniveauet ikke øges. Basalt set er der tale om en ny spillemåde, der gør sig gældende uanset om udførelsen er blid eller brutal. Oftest er den dog det sidste, og taler man genereliseret om de overordnede tendenser, må man sige, at en fortløbende intensivering af voldsomheden finder sted.

Fra 60'ernes spæde begyndelse og langt ind i årtiet huserede Dick Dale med sin karakteristiske surfguitar. Det er især tidlige indspilninger som "Misirlou" (1962), der er berømte. Men det lidt senere album "Live At Ciro's" (1965) viser ham endnu i vigør, og giver et rammende indtryk af, hvorfor han regnes for lidt af en metal bedstefar.

Fra omkring ca. 1963 fandtes en stor mængde amerikanske garagerock grupper, og lige en tak senere finder man den engelske pendant freak beat. Garagerock og freak beat ligger i relativ lige forlængelse af rock and roll og rhythm and blues. Alligevel gærede der noget indenfor disse to områder, som peger mod en anderledes kurs.

Blandt de vigtigste britiske navne omkring 1964-65 må fremhæves The Artwoods, The Kinks, The Yardbirds, The Pretty Things og The Who. Førstnævnte må regnes for særligt bemærkelsesværdige i denne sammenhæng. Dels i kraft af deres stilistiske udtryk, og dels fordi deres organist var det senere Deep Purple medlem Jon Lord. Albummet "Art Gallery" (1966) hører blandt freak beat'ens absolutte klassikere . Men spørger man efter det hårdeste/vildeste, man havde på lige det tidspunkt, må det givetvis blive The Who

I løbet af '66 kommer navne som The Trogs, Small Faces og Cream til. I slutningen af året udgiver Jimi Hendrix et par singler. Omkring Cream og Hendrix opstod begrebet power trio, der kan ses som forudsætningen for senere navne som Blue Cheer, Grand Funk Railroad, Z Z Top og Motorhead.

Gundprincippet i power trio er tre mand, der prøver at lyde som hundrede. Trioer med guitar, bas og trommer havde i mange år været kendt indenfor jazzen. Men her præget af det delikate og elegante, hvor de involverede almindeligvis også gav plads for hinanden. I en power trio er det derimod en del af selve ideen, at musikanterne skal forsøge at overdøve hinanden. Ideelt set skal en koncert med en power trio ende som en solooptræden, mens de to andre ligger blødende ovre i et hjørne.

Trods alt dette skal vi frem til 1967, før man for alvor aner omridset af den senere hardrock og heavy metal.

Tre vigtige og centrale pladeudgivelser fra '67 fortjener især at fremhæves: "It's Smoke Time" med engelske The Smoke, "Remember Finale Ligure" med tyske The Rattles og "Vanilla Fudge" med amerikanske Vanilla Fudge. Disse tre plader snakker rigtig godt sammen, og når de høres i direkte forlængelse af hinanden, fortæller de afgjort en historie, der fører frem til urgrundlaget for den siden dominerende opfattelse i den hårde ende. The Smoke har nogle rå guitarriffs og frække vinkler, men vokalerne er påfaldende bløde og melodiske. The Rattles udgør et lidt kradsere mellemstadie, hvorefter Vanilla Fudge fuldender en trip-trap-træsko, der lader os ane omridset af den senere hårdopfattelse. Med en langsom og skurrende musik mættet af et ondsindet orgel, har Vanilla Fudge afskrevet venligheden og skabt et ildevarslende univers langt fra dansant festrock.

Samtidig med denne tretrinsraket foretog power trioerne Cream og Hendrix Experience en række af deres vigtigste indspilninger.

Med de nævnte ting var et fundament støbt. Henover perioden 1968-70 fulgte en række pladeudgivelser i forlængelse af denne nye - og anderledes! - hårdhedsforståelse, hvoraf de fleste af en eller flere rockjournalister er blevet udråbt til at være det første egentlige heavy metal album. Kandidaterne til denne titel er mange! Vi vil på nærværende sted begrænse os til nogle få særligt vigtige eksempler.

Fra 60'ernes spæde begyndelse og langt ind i årtiet huserede Dick Dale med sin karakteristiske surfguitar. Det er især tidlige indspilninger som "Misirlou" (1962), der er berømte. Men det lidt senere album "Live At Ciro's" (1965) viser ham endnu i vigør, og giver et rammende indtryk af, hvorfor han regnes for lidt af en metal bedstefar.

Let´s party with that mean surf guitar

Da der endnu var rul tilbage i rocken!

Fra omkring ca. 1963 fandtes en stor mængde amerikanske garagerock grupper, og lige en tak senere finder man den engelske pendant freak beat. Garagerock og freak beat ligger i relativ lige forlængelse af rock and roll og rhythm and blues. Alligevel gærede der noget indenfor disse to områder, som peger mod en anderledes kurs.

Blandt de vigtigste britiske navne omkring 1964-65 må fremhæves The Artwoods, The Kinks, The Yardbirds, The Pretty Things og The Who. Førstnævnte må regnes for særligt bemærkelsesværdige i denne sammenhæng. Dels i kraft af deres stilistiske udtryk, og dels fordi deres organist var det senere Deep Purple medlem Jon Lord. Albummet "Art Gallery" (1966) hører blandt freak beat'ens absolutte klassikere . Men spørger man efter det hårdeste/vildeste, man havde på lige det tidspunkt, må det givetvis blive The Who.

Art Gallery (1966)

Så´der freak-beat! N.B. Rummer en række bonus tracks, der ikke var med på det originale album.

I løbet af '66 kommer navne som The Trogs, Small Faces og Cream til. I slutningen af året udgiver Jimi Hendrix et par singler.

Omkring Cream og Hendrix opstod begrebet power trio, der kan ses som forudsætningen for senere navne som Blue Cheer, Grand Funk Railroad, Z Z Top og Motorhead.

"I Feel Free" er ikke på det originale album. Det er et godt nummer, som man kan have stor fornøjelse af. Men vil du høre det ægte album, så spring den over. Der mangler endvidere et MEGET vigtigt nummer: den helt forrygende "Spoonfull".

Mangler som nævnt på "albummet"(?!) ovenfor., som det alt i alt er falsk varebetegnelse at præsentere som "Fresh Cream".

Mangler OGSÅ (!) på den gang fup-"Fresh Cream" ovenfor!!!!

Note: det er svært at finde Jimi Hendrix Experience på youtube. Eller det vil sige: de versioner, som findes på pladerne. Der er bunker af live og på anden måde alternative udgaver.

Jeg ville gerne have medbragt de to albums nedenfor komplet. Men jeg ser ingen mening med at fylde tracklisten ud med "forkerte" udgaver.

Bedste opsamling med tidlig Hendrix Experience. Bl.a. med de to numre nedenfor. Dog ikke i helt samme versioner.

Kan varmt anbefales! De fleste af numrene kan desværre ikke findes på youtube i de rigtige versioner. Prøv Spotify - eller gør det rette: gå ud og køb pladen!

Gundprincippet i power trio er tre mand, der prøver at lyde som hundrede. Trioer med guitar, bas og trommer havde i mange år været kendt indenfor jazzen. Men her præget af det delikate og elegante, hvor de involverede almindeligvis også gav plads for hinanden. I en power trio er det derimod en del af selve ideen, at musikanterne skal forsøge at overdøve hinanden. Ideelt set skal en koncert med en power trio ende som en solooptræden, mens de to andre ligger blødende ovre i et hjørne.

Trods alt dette skal vi frem til 1967, før man for alvor aner omridset af den senere hardrock og heavy metal.

Tre vigtige og centrale pladeudgivelser fra '67 fortjener især at fremhæves: "It's Smoke Time" med engelske The Smoke, "Remember Finale Ligure" med tyske The Rattles og "Vanilla Fudge" med amerikanske Vanilla Fudge. Disse tre plader snakker rigtig godt sammen, og når de høres i direkte forlængelse af hinanden, fortæller de afgjort en historie, der fører frem til urgrundlaget for den siden dominerende opfattelse i den hårde ende. The Smoke har nogle rå guitarriffs og frække vinkler, men vokalerne er påfaldende bløde og melodiske. The Rattles udgør et lidt kradsere mellemstadie, hvorefter Vanilla Fudge fuldender en trip-trap-træsko, der lader os ane omridset af den senere hårdopfattelse. Med en langsom og skurrende musik mættet af et ondsindet orgel, har Vanilla Fudge afskrevet venligheden og skabt et ildevarslende univers langt fra dansant festrock.

N.B. Der er to bonus-numre på denne udgave, som ikke findes på det originale album.

Mangler:

                  "Is It Love"

Mangler:

                   "I Will Stay Your Friend"

Mangler:

                 "Rugys Girl"

Mangler:

                  "Remember Finale"

                  "Call Boy"

                  "Another Saturday Night"

---

Øv! - Det er ellers nogle gode numre.

Mangler:

                    "Our Way Of Thinking"

                     "Sweet Dreams"

---

N.B. Youtube er i det hele taget ikke det optimale sted at finde den slag. Plader skal høres på plade!

Mangler: Introet er i virkeligheden væsentligt længere. Vi begynder omkring et minuts tid inde på pladen.

Samtidig med denne tretrinsraket foretog power trioerne Cream og Hendrix Experience en række af deres vigtigste indspilninger.

Med de nævnte ting var et fundament støbt. Henover perioden 1968-70 fulgte en række pladeudgivelser i forlængelse af denne nye - og anderledes! - hårdhedsforståelse, hvoraf de fleste af en eller flere rockjournalister er blevet udråbt til at være det første egentlige heavy metal album.

Kandidaterne til denne titel er mange! Vi vil på nærværende sted begrænse os til nogle få særligt vigtige eksempler.

Steppenwolf: "Steppenwolf" (1968). Rummer bl.a. sangen"Born To Be Wild", som har den første tekst, hvor udtrykket heavy metal indgår. Blandt de øvrige numre må fremhæves "The Pusher". Trods et tydeligt afsæt i bluesrock klart pegende frem mod noget andet og anderledes, hvor bastande riffs mødes med udforskninger af dunkle stemninger.

Leslie West: "Mountain" (1969). Relativt hårdtslående power trio plade. Berømt for sine tykke kaskader af forvrænget el-guitar. Er at regne for obligatorisk stof, når den tidlige heavy-historie skal fortælles. Det oplagte skridt videre fra Cream og Hendrix.

Edgar Broughton Band: "Wasa Wasa" (1969). Forsøg på at efterligne lyden af krig og bomber med musikinstrumenter i relation til konflikten i Vietnam. Rummer dog også mere melodiske og regelrette passager, ligesom en underspillet kulsort humor anes. Kan forekomme åndsbeslægtet med Zappa's univers, samtidig med at et afsæt i blues/r&b/bluesrock tydeligt fornemmes, også selvom den klart overskrider udtrykkets rammer og vover sig langt videre.

Black Sabbath: "Black Sabbath" (1970). Uhyggelig og hjemsøgt plade, der introducerer en ny dysterhed og gotisk/okkult stemning i engelsk rock. Regnes af mange heavy metal feinsmeckere blandt det ypperste, der er præsteret indenfor området.

Sir Lord Baltimore: "Kingdom Come" (1970). Foranledigede en af de første anmeldelser, hvor udtrykket heavy metal anvendtes til at beskrive musikstilen. Sammen med "Black Sabbath" blandt genrens mest stilskabende pionerudgivelser.

Steppenwolf: "Steppenwolf" (1968). Rummer bl.a. sangen"Born To Be Wild", som har den første tekst, hvor udtrykket heavy metal indgår. Blandt de øvrige numre må fremhæves "The Pusher". Trods et tydeligt afsæt i bluesrock klart pegende frem mod noget andet og anderledes, hvor bastande riffs mødes med udforskninger af dunkle stemninger.

Leslie West: "Mountain" (1969). Relativt hårdtslående power trio plade. Berømt for sine tykke kaskader af forvrænget el-guitar. Er at regne for obligatorisk stof, når den tidlige heavy-historie skal fortælles. Det oplagte skridt videre fra Cream og Hendrix.

Edgar Broughton Band: "Wasa Wasa" (1969). Forsøg på at efterligne lyden af krig og bomber med musikinstrumenter i relation til konflikten i Vietnam. Rummer dog også mere melodiske og regelrette passager, ligesom en underspillet kulsort humor anes. Kan forekomme åndsbeslægtet med Zappa's univers, samtidig med at et afsæt i blues/r&b/bluesrock tydeligt fornemmes, også selvom den klart overskrider udtrykkets rammer og vover sig langt videre.

Black Sabbath: "Black Sabbath" (1970). Uhyggelig og hjemsøgt plade, der introducerer en ny dysterhed og gotisk/okkult stemning i engelsk rock. Regnes af mange heavy metal feinsmeckere blandt det ypperste, der er præsteret indenfor området.

Sir Lord Baltimore: "Kingdom Come" (1970). Foranledigede en af de første anmeldelser, hvor udtrykket heavy metal anvendtes til at beskrive musikstilen. Sammen med "Black Sabbath" blandt genrens mest stilskabende pionerudgivelser.

Der er ikke nogen absolut regel for, hvordan man skelner mellem heavy metal og hardrock. Som udgangspunkt må man erkende, at grænsen er ret flydende, og at uanset hvilke definitioner man stiller op, vil man altid kunne finde ting, der dumper ned midt imellem. Det følgende er således en række forenklinger og generaliseringer, som må tages med forbehold.

Som en løs tommelfingerregel kan man måske sige, at heavy metal er den mørke og farlige del, der henter inspiration fra bl.a. gyserfilm og okkultisme, hvorimod hardrock er mere lystig og gang i festen orienteret. Man kan derfor i nogen grad (delvis!) hævde, at heavy metal trækker og bygger på den sjælsplagede blues, mens hardrock ligger mere i forlængelse af den glade rock and roll. Men det sorteste mørke og den jublende begejstring er immervæk to yderpunkter. Der gives selvsagt utallige mellemstationer.

En anden måde at opfatte tingene er at se det ene som en underkategori af det andet. Hardrock betyder jo slet og ret hård rock. Det er heavy metal vel også, blot en særlig gren. Men ikke alle deler denne opfattelse. Man vil undertiden kunne høre folk sige om et givent band: "Det er ikke heavy metal. Det er hård rock". For tilhængere af underkategori-definitionen, ville dette svare til at sige: "Det er ikke smør. Det er et mælkeprodukt." Man måtte vel i et sådan tilfælde sige, at det var et andet mælkeprodukt, f. eks. ost eller yoghurt, og ligeledes om det hårdrockende ikke heavy metal band, at det er en anden slags hård rock. I forhold til den dystre versus muntre definition, ville man derimod sagtens kunne udtale sig på den måde, da det jo blot ville angive, at vi ikke er i den mørke, men den lysere ende.

De to opstillinger viser noget typisk for flertallet af forsøg på at skelne. Næsten alle opstillinger sætter enten to yderpunkter op, hvorefter man selv må tænke sig til alt det derimellem, eller de ser det ene som noget, der enten er indlejret i, eller ligger i forlængelse af det andet.

En variant over det første er tænkt ud fra 60'ernes udvikling, og ser det yderste heavy metal punkt, som den konsekvente udnyttelse af den nye hårdhedsopfattelse, mens det yderste hardrockpunkt modsat er den direkte byggen videre på den gamle, hvorefter man kan begynde at udfylde de blanke felter.

En variant over den anden ser heavy metal som det hårdeste af det hårdeste, den yderste grad af bestialsk larm og vildskab, en slags hardrock extreme, eller man kunne se sagen fra den modsatte side og kalde hardrock for heavy metal light. Kort sagt: heavy metal er hardrockens sidste endestation. I forhold til denne opfattelse betyder udtalelsen: "Det er ikke heavy metal. Det er hård rock" noget i retning af, at det nok er hårdt, men ikke hårdt, ikke hårdt nok til at være heavy metal. Man må altså indtænke et underforstået bare: "det er bare hård rock". Altså ikke så slemt, som det kunne være. Problemet med denne definition er, at grænserne hele tiden flytter sig, og den yderste endestation er aldrig andet eller mere end blot den pt. yderste endestation. Hvad der altså idag er det hedeste heavy, er i morgen "bare hård rock", og i overmorgen harmløs gammel hyggerock.

Når man skal forsøge at opsummere på dette og finde noget fælles for de forskellige definitioner, synes der at være nogen tendens til at se hardrock som noget relativt rart og trygt, som der nok er blæs på, men uden direkte at true og konfrontere lytteren. Go' gammel rock, der bare har fået et par takker mere på bulderskalaen. Overfor dette synes heavy metal at repræsentere det nye, anderledes, farlige, udfordrende eller ligefrem ubehagelige. Hvad end man taler om det sjove kontra det uhyggelige, en særlig gren indenfor det hårde område, den gamle forståelse overfor den nye eller vildskabens yderste endestation, går tænkningen i retning af at opfatte heavy metal som noget særlig voldsomt og i nogen grad også noget anmassende og stikkende omgivet af en mere eller mindre dæmonisk aura.

Som allerede nævnt er dette en række stærkt forenklede genereliseringer, der må tages med store forbehold. Selv med de strengeste og mest præcise bestemmelser undgår man ikke tvivl og grænsebestemmelser. Ligeledes ville man i forbindelse med rigtig mange bands blive nød til at vurdere sang for sang, anbringe den ene det ene sted og den anden det andet.

Måske ender det i noget rent individuelt, hvor den enkelte lytter må gøre op, hvad der er heavy metal for ham eller hende. I så fald må man til spørgsmålet om, hvorvidt den her anførte liste rummer den første heavy metal plade eller ej, svare, at det gør den måske for nogen, og måske ikke for andre.

Men i hvert fald er det en bunke markante og indflydelsesrige albums, der på afgørende vis har påvirket den almindelige opfattelse af hårdhedsbegrebet. Det må vel sådan set være mere afgørende, end om man lige vil klistre den ene eller anden genreetiket på.

Endvidere gælder, at skønt der er lavet langt voldsommere plader siden, besidder de en egenartet pirrende kant, som betyder, at de aldrig vil kunne komme til at fremstå som helt ufarlige og uskyldige. De er efterhånden gamle, men klinger alt andet end hyggenostalgisk. De udfordrer ikke den nutidige gennemsnitslytters støjtærskel, omend visse sarte ører utvivlsomt vil finde dem rigeligt voldsomme. Flertallet vil blot synes, at de er moderat larmende. Men de presser sig på med noget insisterende og konfronterende, som man dårligt kan undgå at bemærke, hvis man overhovedet hører efter.

Samlet liste

Dick Dale: "Live At Ciro's" (1965)

The Artwoods: "Art Gallery" (1966)

Cream: "Fresh Cream" (1966)

Jimi Hendrix Experience: "Smash Hits" (opsamling 1966-67)

                                               "Are You Experienced" (1967)

The Smoke: "It's Smoke Time" (1967)

The Rattles: "Remember Finale Ligura" (1967)

Vanilla Fudge: "Vanilla Fudge" (1967)

Steppenwolf: "Steppenwolf" (1968)

Leslie West: "Mountain (1969)

Edgar Broughton Band: "Wasa Wasa" (1969)

Black Sabbath: "Black Sabbath" (1970)

Sir Lord Baltimore: "Kingdom Come" (1970)

Nogle andre bemærkelsesværdige albums:

Gun: "Gun" (1968). En for sin tid usædvanlig voldsom og brutal plade. På linie med mange 70'er udgivelser. Men også med spændende dynamiske kontraster via mere afdæmpede passager. Skønt relativt ukendt er det en markant udgivelse, der foregriber adskillige berømte debutalbums. F. eks. Alice Coopers "Pretties For You" med et år og Uriah Heeps "Very 'eavy Very 'umble" med hele to!

Fever Tree: "Fever Tree" (1968). Tidligt eksempel på at kombinere hård rock med symfoniske islæt. En opskrift mange senere heavy metal albums skulle betjene sig af. Voldsom og domineret af overstyret elguitar. Dog også med blidere øjeblikke. Tillige med en antydning af dæmonisk kant.

Yesterday's Children: "Yesterday's Children" (1969). En flok syrehoveder kuller ud i et langt ude støjorgie, der ikke desto mindre har været en vigtig inspirationskilde for mange senere bands. Nogle vage ekkoer af Yesterday's Children kan spores helt frem til 80'ernes heavy metal scene.

Power trio, 1973

Jeff Beck i selskab med Tim Bogert og Carmine Appice (begge ex. Vanilla Fudge).

Knap så hjemsøgt!

Bygger snarere direkte ovenpå Cream end den mellemliggende udvikling.

Eksempel på mere jævn, ligefrem "hyggerock"

Slægtskabet er umiskendeligt og springet overskueligt. Men det er mere muntert og lige ud af landevejen, ligesom det ligger nærmere den traditionelle
rock and roll.