Femte periode

The Beatles: "Revolver" (5. August) James Brown: "It's a Man's Man's Man's World" (August) The Butterfield Blues Band: "East West" (August) Donovan: "Sunshine Superman" (September) The Mamas & The Papas: "The Mamas & The Papas" (September) The Immigrants: "We're On Our Way" (??) The Fugs: "Second Album" (??)

Fjerde Kvartal:

Singler: The Beach Boys: "Good Vibrations" (a-side) (10. Oktober) Herman's Hermits: "No Milk Today" (a-side) (Oktober) The Donkeys: "En tusindfryd i min Hånd" (a-side) (??) Matadorerne: "Så'n var det ikke i Halvfemserne" b/w "Outrage" (??) Cream: "Wrapping Paper" (a-side) (Oktober) The Hollies: "Stop Stop Stop!" (a-side) (Oktober) The Loving Spoonful: "Nashville Cats" (a-side) (??) The Easybeats: "Sorry" (a-side) (13. Oktober) The Artwoods: "Jazz In Jeans" (E.P.) (??) The Yardbirds: "Happenings Ten Years Time Ago" b/w "Psycho Daisies" (Oktober) The Creation: "Painter Man" b/w "Biff Bang Pow" (Oktober) The Kinks: "Dandy" b/w "Party Line" (Oktober) Manfred Mann: "Semi-Detached Suburban Mr James" (a-side) (21. Oktober) Donovan: "Mellow Yellow" (a-side) (24. Oktober) The Who: "Ready Steady Who" (E.P.) (11. November) Small Faces: "My Mind's Eye" (a-side) (11. November) The Zombies: "Going Out Of My Head" (a-side) (November) The Easy Beats: "Friday On My Mind" (a-side) (17. November) The Kinks: "Dead End Street" b/w "Big Black Smoke" (18. November) The New Vaudeville Band: "Winchester Cathedral" (a-side) (??) The Who: "Happy Jack" b/w "I've Been Away" (3. December) Jimi Hendrix: "Hey Joe" b/w "Stone Free" (16. December) Cream: "I Feel Free" (a-side) (December) Georgie Fame: "Sitting In The Park" (a-side) (December) Cher: "Sunny" (a-side) (??) Sandy Posey: "Single Girl" (a-side) (??) Velvet Underground & Nico: "Femme Fatale" b/w "Sunday Morning" (December)

Albums: Simon and Garfunkel: "Parsley, Sage, Rosemary and Thyme" (10. Oktober) The Hollies: "For Certain Because" (Oktober) The Kinks: "Face To Face" (28. Oktober) Wes Montgomery: "California Dreaming" (??) Cecil Taylor: "Conquistador" (Indspillet 6. oktober - udgivet ??) 13th. Floor Elevators: "Psychedelic Sounds" (November) The Loving Spoonful: "Hums" (November) Cream: "Fresh Cream" (9. December) The Who: "A Quick One" (9. December) Tim Buckley: "Tim Buckley" (December) The Seekers: "Come The Day" (??) Ramsey Lewis: "Going South" (Indspillet i december '66 - formodentlig (?) udgivet i begyndelsen af '67)

 

Se oversigten i "Progressionen 1" for en mere overskuelig liste.

Udvikling i Overhalingsbanen

I efteråret '66 eksploderede alt i et overdådigt orgie af inspiration og skaberkraft. Den stadigt eskalerende og accelererende udvikling var efterhånden oppe i et sådan tempo, at næsten hver eneste ny pladeudgivelse var en lille revolution i sig selv. Hvad der i et givent øjeblik syntes at være det vildeste og mest progressive, verden nogensinde havde hørt, kunne blot få dage senere være dybt forældet.

Startskuddet gik den femte august, da Beatles udsendte "Revolver", hvorefter tempoet røg op et sted, hvor det havde været en kedelig uge, hvis ikke mindst tre fundamentale paradigmeskift havde fundet sted!

I månederne efter udgivelsen af "Revolver" skulle en forundret verden blive rystet den ene gang efter den anden. The Who udsendte centrale singler som "I'm A Boy" (26. august) og "Happy Jack" (3. december). I september blev fra Phil Spectors studier udsendt hans vel nok betydeligste produktionsmæssige bedrift, "River Deep Mountain High" med Ike og Tina Turner. Samtidig udkom den første indspilning med en australsk gruppe bosat i England, der siden skulle blive uhyre populære, Bee Gees. Den 10. oktober kunne pladekøberne stifte bekendtskab med Beach Boys' opfølgnings-single til "Pet Sounds", "Good Vibrations", der med elektroniske lyde og bratte skift gik endnu videre end lp'en. Kinks var inde i en gylden periode med en stribe af spændende a-sider. Men efterårets vel nok betydeligste single må siges at være Jimi Hendrix' debutudspil, "Hey Joe". Den blues-baserede beat/rock fik dermed en helt ny, aldrig før hørt lyd. Den amerikanske vildmand slog sig ned i England og gjorde de mest utrolige ting med en guitar, mens de nationale helte - Eric Clapton, Jeff Beck, Pete Townshend m.v. - stod på stribe og måbede!

Det var så bare nogle højdepunkter blandt singlerne i en tid, hvor den lille plade tabte mere og mere terrain til den store. I kølvandet på "Revolver" fulgte selvsagt også en forrygende stribe af albums.

At vi i denne gennemgang adskiller singler og albums tilslører i nogen grad, hvor frodig perioden reelt var. Nogle kombinerede udpluk af højdepunkter fra de to lister sætter tingene i perspektiv:

The Yardbirds: "Roger The Engineer" (15. Juli)

The Velvet Underground And Nico: "All Tomorrows Parties" b/w "I'll Be Your Mirror" (Juli)

The Byrds: "5th. Dimension" (18. Juli)

John Mayal: "Bluesbreackers w/ Eric Clapton" (22. Juli)

The Trogs: "From Nowhere" (25. Juli)

The Supremes: "You Can't Hurry Love" (a-side) (25. Juli)

Manfred Mann: "Just Like a Woman" (a-side) (29. Juli)

The Beatles: "Revolver" (5. August)

Small Faces: "All Or Nothing" (a-side) (5. August)

The Artwoods: "I Feel Good" b/w "Molly Andersons Cookery Book" (August)

The Butterfield Blues Band: "East West" (August)

The Who: "I'm A Boy" b/w "In The City" (26. August)

Donovan: "Sunshine Superman" (September)

Ike & Tina Turner: "River Deep, Mountain High" (a-side) (September)

Bee Gees: "Spicks And Specks" (a-side) (September)

Rolling Stones: "Have You Seen Your Mother, Baby?" b/w "Who's Driving Your Plane?" (24. September)

Simon and Garfunkel: "Parsley, Sage, Rosemary and Thyme" (10. Oktober)

The Beach Boys: "Good Vibrations" (a-side) (10. Oktober)

Herman's Hermits: "No Milk Today" (a-side) (Oktober)

The Yardbirds: "Happenings Ten Years Time Ago" b/w "Psycho Daisies" (Oktober)

The Creation: "Painter Man" b/w "Biff Bang Pow" (Oktober)

The Kinks: "Dandy" b/w "Party Line" (Oktober)

The Hollies: "For Certain Because" (Oktober)

Manfred Mann: "Semi-Detached Suburban Mr James" (a-side) (21. Oktober)

Donovan: "Mellow Yellow" (a-side) (24. Oktober)

The Kinks: "Face To Face" (28. Oktober)

The Who: "Ready Steady Who" (E.P.) (11. November)

Small Faces: "My Mind's Eye" (a-side) (11. November)

The Zombies: "Going Out Of My Head" (a-side) (November)

13th. Floor Elevators: "Psykedelic Sounds" (November)

The Easy Beats: "Friday On My Mind" (a-side) (17. November)

The Kinks: "Dead End Street" b/w "Big Black Smoke" (18. November)

The Who: "Happy Jack" b/w "I've Been Away" (3. December)

Cream: "Fresh Cream" (9. December)

The Who: "A Quick One" (9. December)

Jimi Hendrix: "Hey Joe" b/w "Stone Free" (16. December)

Cream: "I Feel Free" (a-side) (December)

Tim Buckley: "Tim Buckley" (December)

Velvet Underground & Nico: "Femme Fatale" b/w "Sunday Morning" (December) 

Hvad specifikt angår "Revolver", er den et af de mest markante eksempler på, hvor godt Beatles kunne gøre det. Alt er simpelthen så rigtigt! Dertil utrolig overraskende og helt fremme i progressionens forreste række. Andre havde været inde på mange af ideerne, men Beatles formåede at samle tidens mange strømninger i en fuldkommen helstøbt og overjordisk smuk syntese. De tog alt det, de andre prøvede at gøre, og gav det lige den her perfekte drejning. Dertil kommer, at hvis nogen ikke helt har forstået, hvad forskellen er på album som synonym for langplade og album i pointeret forstand, så bør de lytte til "Revolver". Enhver, der har ører i hovedet, må kunne høre at det er et sammenhængende arbejde, et værk. Samtlige numre er spændende og bemærkelsesværdige i sig selv. Men de supplerer, understreger og fremhæver hinanden i en åndfuld og stemningsmættet mosaik, hvor helheden så afgjort er mere end summen af enkeltdele. På udgivelsestidspunktet var "Revolver" formodentlig det mest konsekvente album-album, der nogensinde var lavet, med "Pet Sounds" som eneste tilnærmelsesvise konkurrent.

For at få sat tingene i relief, kan man som perspektiverende modstykke til "Revolver", betragte James Browns "It' A Man's World", som er et ujævn sammenskrab af indspilninger, der var blevet til over en længere periode. Mange af dem havde nogen tid på bagen, og gav derfor et anakronistisk indtryk, af hvor James Bron reelt befandt sig i sin udvikling. På dette tidspunkt var James Brown nemlig i fuld gang med at skabe funkrytmen og dermed bane vejen for langt senere tiltag. Det hører man ikke meget til på pladen, der snarere tegner et portræt af "den gamle James". Numrene er endvidere kastet hulter til bulter ind imellem hinanden i en ikke videre begavet rækkefølge. Men som separatnumre betragtet er materialet stærkt. På en lidt springende måde opsummerer det hans hidtidige bevægelse og kan sammenfattes som "Brown før Funk". Med et indhold overvejende bestående af ting, der tidligere havde været ude på single og blevet hits, er "It's A Man's World" en glimrende sangsamling. Endvidere kan den ses som et varmt og lidenskabeligt farvelkys til den gammeldags, mindre helhedstænkende langplade.

The Butterfield Bluesband, der på deres debut-album fra '65 havde repræsenteret det ypperste inden for ligefrem, jordbunden bluesrock tog et syvmileskridt ud i eksperimenterende spil, semi-jazzede improvisationer og lidt spredte stænk af orientalske påvirkninger på deres andet album, "East West". Det var ikke studieeksperimenter og special-effects, der blev taget i brug. Det var lige så meget det habile spil med de bare næver som på den første plade. Men gruppen var begyndt at spille på en anden, mere særpræget måde. Det var en musik, der nok havde sit udspring i bluesrock og begge ben på jorden, men helt tydeligt var på vej et andet sted hen. Det gik dog heldigvis ikke ud over energien og magien. Det intenst pågående samspil var intakt. Det samme gælder Paul Butterfields udtryksfulde stemme og Mike Bloomfields forrygende guitarspil. Skønt The Butterfield Blues Band tog en smule tilløb til noget lidt andet, var de stadig det suverænt bedste bluesrock-band på markedet. Endvidere fornemmer man en markant forbedring af lyd/indspilningskvalitet. Mens den første plade nærmest lød som om, den var optaget med en håndholdt kassettebåndoptager, har "East-West" en mere produceret lyd.

Donovan brød ud af sin trubadur-rolle og begav sig ind i en fortryllet skov, hvor der herskede et eventyrligt klanglandskab. Der var stadig noget sart poetisk over Donovan. Men det lød helt anderledes end før. Som så mange andre af tidens navne viste han tydeligt en vilje til at komme videre og bryde de faste vaner. I den inspirationsmættede atmosfære, der prægede perioden, var dette tillige muligt. Således viser Donovans "Sunshine Superman" en modig voven sig ud i det store nye, helt på linie med mange andre samtidige plader.

Selv The Hollies begyndte at anlægge en mere innovativ linie på deres "For Certain Because", alt imens The Kinks på "Face To Face" føjede nye nuancer til deres udtryk som et første varsel om det, der siden skulle komme fra den kant.

13th Floor Elevators får almindeligvis æren for at have indført ordet psykedelia i musik-sammenhæng. Det handler om bevidsthedsudvidelse, almindeligvis (men ikke nødvendigvis) i forbindelse med indtagelse af lsd. Timothy Leary var just blevet den store lsd-guru, og hans tanker satte præg på en stor del af tidens musik. Disse strømninger spillede f.eks. en helt central rolle på Beatles' "Revolver". Man kan i nogen grad sondre mellem tre betydninger af psykedelisk musik: noget, der er lavet under indflydelse/påvirkning af lsd, noget, der er beregnet til at høre, mens man tager lsd og noget, der sigter på at give en oplevelse, der minder om lsd. Omslagsnoterne til "Psykedelic Sounds" nævner ikke direkte lsd. De hævder derimod, at musikken vil åbne, påvirke og udvide lytterens sind. Men 13th Floor Elevators selv lyder afgjort som om, de har nydt stærkere stimulanser end mineralvand og sandkage. En række samtidige udgivelser, der ganske vist ikke direkte benyttede ordet, var dog lige så afgørende for at definere psykedelisk beat som genre i USA. Det gælder bl.a. The Byrds' "The Fifth Dimension". I England var pionererne - udover Beatles, naturligvis - især Yardbirds og Donovan.

Den kreative ånd var så stærk og allestedsnærværende, at selv bluespurister blev progressive. Et indtryk af hvor hurtigt det gik på det tidspunkt, får man, når man hører "Fresh Cream". Eric Clapton blot fem måneder efter "Blues Breakers"!

En række bemærkelsesværdige singler havde varslet en ny orientering hos The Who. Senest en uge før udgivelsen af deres andet album med den vidunderlige historie om "Happy Jack", der bare var glad, også selv om de andre børn drillede og generede ham. Han var hverken høj eller flot, og når han sang, var stemmen pivende falsk. Men det var altsammen ligegyldigt. Intet kunne ødelægge Jacks glæde, skønt adskillige ondsindede personer forsøgte. Jack var bare glad og gik smilende gennem tilværelsen. Tilsvarende var musiksiden mindre voldsom og uforsonlig end sangene fra "My Generation"-perioden. I stedet kom en mere underfundig og muntert-ubekymret tone til syne i det who'ske landskab. Det var den tredie december. Den niende fulgte lp'en!

I forhold til den rå, agressive tone på The Whos første plade, var deres anden mere afdæmpet og en stor del af tiden slående en humoristisk tone an. Men selvom "A Quick One" ikke er lige så kontant og brutal som "My Generation", er den på sin egen vis lige så udfordrende. Der eksperimenteres ivrigt, og pladen er langt mere nuanceret og alsidig end The Who tidligere havde været. Sære klange dukker frem, John Entwistle demonstrerer, at han udover at være en interessant bassist også kan traktere en række blæseinstrumenter. Sælsomme vokalharmonier et sted mellem Beach Boys og Byrds lægger slørede drømmetæpper ud. Overraskende akkordforbindelser stiger op fra Townshends guitar. Efter åbningsnummeret, "Run, Run, Run", der ligger relativt tæt op ad The Whos '65 lyd, synes alt at kunne ske: surf, psykedelia, sound scaping og den Spike Jones'ske "Cobwerbs And Strange". Der var plads til det hele frem til den afsluttende suite "A Quick One While He Is Away", et kludetæppe af melodistumper, der med et glimt i øjet fortæller historien om et par, der en tid er væk fra hinanden, om pigens utroskab under adskillelsen og fyrens ubetingede tilgivelse ved genforeningen. I den afsluttende tilgivelses passage slynger The Who sig fra vittigheden op i gjaldende patos. Det er blevet tolket på mange måder. Seksuel frigørelse, accept af menneskelig fejlbarlighed, en art religiøs bekendelse og en mængde andre udlægninger. Men i hvert fald er pladens sidste ord: "Du er tilgivet". Det er afslutningsord, man ikke kan andet end at blive glad af!

"Come The Day", lad dagen komme. "Måske den dag, hvor du mindes en rigtig god tid i dit liv", kan man læse på omslaget. Det er ikke periodens mest originale album, men det er et utrolig præcist udtryk for tidens optimisme og tro på musikkens kraft, at man gør verden smukkere ved at skænke den noget smukt. Smuk er lige præcis hvad denne plade er. En samling fantastiske sange leveret i fuldendte vokalharmonier. Hvor The Seekers tidligere primært havde fundet deres materiale blandt traditionelle folkesange, valgte de denne gang at studere diverse hitlister for så at plukke godbidderne ud og fortolke dem på deres egenartede og altid forfriskende måde. Det ligger langt fra tidens mere progressive tendenser. Alligevel rammer "Come The Day" mentaliteten anno '66 som kun få andre plader. Den lyse, brusende opstemthed. Den naive overbevisning om at verden grundliggende er et godt sted, at livet slet ikke er så skidt endda, fordi at det, der er ondt og forkert, ikke behøver at være sådan og altså er muligt at lave om. At denne forandring i vid udstrækning kan ske igennem at synge smukke sange, og at hvis det ikke hjælper, må man bare prøve at lave nogle, der er endnu smukkere. Nogle af de ting, der sker i musikken på dette tidspunkt, kan måske på visse lyttere virke lidt mærkelige og svære at finde rundt i. Men her er et album, man simpelthen ikke kan lade være at holde af. I al sin liflige friskhed og blåøjede enfoldighed er det en af de smukkeste plader, der nogensinde er lavet. Hvor langt "Come The day" end på det rent lydlige plan ligger fra periodens mere eksperimenterende plader, er den dog i sin ånd nært beslægtet. Begge dele er et udtryk for en tro på, at der findes muligheder og veje. Begge dele er besjælet af en munter grundstemning. At ville lave den mest fantastiske og mærkelige lyd verden nogensinde har hørt, og at ville skabe den ultimative samling af smukke sange, er i det perspektiv to sider af samme sag!

Rørende troskyldighed har sin naturlige plads i en idealistisk kontekst. At fnysende afvise den som dumhed og utopier er en bagklog misforståelse. Naiviteten er netop det storslåede, fordi den er renhjertet og ærlig ment. Man bør ikke anstille sig bedrevidende bare fordi, at vi siden har erfaret, at der ikke er noget, der nytter noget. Netop her, hinsides troen og håbet, burde "Come The Day" virke så meget desto mere som en forfriskning og trøst. I det mindste har der engang været nogen, der troede på noget. Det er på én gang både gribende og opmuntrende.

Hovedværk

The Beatles: "Revolver"

Side 1:

Mr. Taxman

Eleanor Rigby

I'm Only Sleeping

Love You To

Here There And Everywhere

Yellow Submarine

She Said She Said

 

 

Side 2:

Good Day Sunshine

And Your Bird Can Sing

For No One

Dr. Robert

I Want To Tell You

Got To Get You In To My Life

Tomorrow Never Knows

Udvalgte smagsprøver ....

Udtræk og Sammenføjning - første afdeling

I kommentaren til femte periode ("Udvikling i Overhalingsbanen") står at læse:

 

At vi i denne gennemgang adskiller singler og albums tilslører i nogen grad, hvor frodig perioden reelt var. Nogle kombinerede udpluk af højdepunkter fra de to lister sætter tingene i perspektiv:

The Yardbirds: "Roger The Engineer" (15. Juli)

The Velvet Underground And Nico: "All Tomorrows Parties" b/w "I'll Be Your Mirror" (Juli)

The Byrds: "5th. Dimension" (18. Juli)

John Mayal: "Bluesbreakers w/ Eric Clapton" (22. Juli)

The Trogs: "From Nowhere" (25. Juli)

The Supremes: "You Can't Hurry Love" (a-side) (25. Juli)

Manfred Mann: "Just Like a Woman" (a-side) (29. Juli)

The Beatles: "Revolver" (5. August)

Small Faces: "All Or Nothing" (a-side) (5. August)

The Artwoods: "I Feel Good" b/w "Molly Andersons Cookery Book" (August)

The Butterfield Blues Band: "East West" (August)

The Who: "I'm A Boy" b/w "In The City" (26. August)

Donovan: "Sunshine Superman" (September)

Ike & Tina Turner: "River Deep, Mountain High" (a-side) (September)

Bee Gees: "Spicks And Specks" (a-side) (September)

Rolling Stones: "Have You Seen Your Mother, Baby?" b/w "Who's Driving Your Plane?" (24. September)

Simon and Garfunkel: "Parsley, Sage, Rosemary and Thyme" (10. Oktober)

The Beach Boys: "Good Vibrations" (a-side) (10. Oktober)

Herman's Hermits: "No Milk Today" (a-side) (Oktober)

The Yardbirds: "Happenings Ten Years Time Ago" b/w "Psycho Daisies" (Oktober)

The Creation: "Painter Man" b/w "Biff Bang Pow" (Oktober)

The Kinks: "Dandy" b/w "Party Line" (Oktober)

The Hollies: "For Certain Because" (Oktober)

Manfred Mann: "Semi-Detached Suburban Mr James" (a-side) (21. Oktober)

Donovan: "Mellow Yellow" (a-side) (24. Oktober)

The Kinks: "Face To Face" (28. Oktober)

The Who: "Ready Steady Who" (E.P.) (11. November)

Small Faces: "My Mind's Eye" (a-side) (11. November)

The Zombies: "Going Out Of My Head" (a-side) (November)

13th. Floor Elevators: "Psykedelic Sounds" (November)

The Easy Beats: "Friday On My Mind" (a-side) (17. November)

The Kinks: "Dead End Street" b/w "Big Black Smoke" (18. November)

The Who: "Happy Jack" b/w "I've Been Away" (3. December)

Cream: "Fresh Cream" (9. December)

The Who: "A Quick One" (9. December)

Jimi Hendrix: "Hey Joe" b/w "Stone Free" (16. December)

Cream: "I Feel Free" (a-side) (December)

Tim Buckley: "Tim Buckley" (December)

Velvet Underground & Nico: "Femme Fatale" b/w "Sunday Morning" (December)

Nogle yderligere kommentarer

Ved at betragte denne krydsstribe af singler og albums har vi fået en endnu mere præcis fornemmelse af det kronologiske forløb. Vi er kommet så tæt, det overhovedet er muligt, på at fastslå den nøjagtige rækkefølge, tingene skete i. Hvis vi gør os seriøse bestræbelser på at føle ind, skulle vi gerne kunne mærke bevægelsen og opleve os selv som en del deraf, eller anderledes udtrykt: opleve bevægelsen gennemspillet i vort indre. Samtidig er det lige præcis her, der er grund til at sætte ind og høre tingene en gang eller to mere, end man tror, det er påkrævet. Musikken var på dette tidspunkt generelt stadig relativt tilforladelig og havde endnu ikke kastet sig ud i de helt vilde eksperimenter. Men den var i høj grad begyndt at bevæge sig i den retning. At det meste virker til at gå til kan medføre, at man bagatelliserer vanskeligheder med det resultat, at man ikke er tilstrækkelig velforberedt til det, der siden følger. Det er således uhyre vigtigt, at man har bragt sig selv i fuldstændig øjenhøjde med disse ting, før man går til de næste.

Med "Roger The Engineer" hopper vi ind midt i en progressiv proces, der kører afsted for fuld fart og koger på fuldt blus. Vi stilles over for en spændende og stærkt eksperimenterende plade, der er så sprælsk og sprudlende, som noget kan være. Men vi har studeret det, der er gået forud, og er klædt på til at hoppe ind her. Vi kender optakten og kan derfor velforberedte springe ind midt i det hele, netop her hvor tingene for alvor eksploderer.

Dermed ikke sagt at det er let og ubesværet. I hvert fald ikke hvis man skal have et virkeligt udbytte deraf. Man må lytte opmærksomt, man må mærke efter i sig selv, man må kæmpe med stoffet indtil man når frem til dialogens magiske øjeblik, hvor man bliver ét med bevægelsen.

Rent personligt har jeg kendt "Roger The Engineer" i mange år. En af de ting, der kan blive ved at fascinere mig, er dens alsidighed. At den stritter og strutter til alle sider, og så alligevel hænger sammen i et fuldstændig klokkeklart og logisk forløb. Når der ind i mellem har været en længere periode, hvor jeg ikke har hørt den, er jeg ved genoplevelsen ofte blevet overrasket over dens energi, vitalitet og slagkraft, at den er så pulserende, i den grad lever og ånder. Sagt på jævnt dansk: den sparker røv! Mere overordnet og generelt betragtet faldt det reelle højdepunkt en smule senere, men når talen er specifikt om Yardbirds, er der ingen tvivl om, at det er i denne periode, at de topper, og at det mest præcise udtryk for dette netop er "Roger The Engineer". Jeff Beck er naturligvis fantastisk og vil vel for de fleste lyttere være den, der stjæler billedet med sit utrolige solospil. Men faktisk er der gode og spændende bidrag fra samtlige gruppemedlemmer. Paul Samwell-Smiths basgange ligger fuldstændig, som de skal og har aldrig lydt mere smidige end her. Chis Drejas rytmeguitar er på plads og lige i skabet. Jim McCarthys trommer når sjældne højder og som prikken over i'et leverer Keith Relf nogle forrygende vokaler. Alt dette i en god, kollektiv samspilsforståelse, hvor det i sidste ende er helheden, det kommer an på, og helheden er eminent. Men der er så sandelig også en lang række mulige nedslagspunkter, som der kan zoomes ind på i denne helhed. Pladen er spækket med detaljer, der betyder, at man kan høre den igen og igen og til stadighed gå på opdagelse og finde nyt. Men alligevel er det ikke en tæt og proppet produktion. Lydbilledet er luftigt og let med masser af åndehuller, så man kan begive sig ind i det uden at få åndenød. Ligeledes er pladen nok eksperimenterende og udfordrende, men ikke på en måde, der har mistet grebet om det basale og umiddelbare. Den opretholder en unik balance mellem trygt og truende, tilforladeligt og pirrende, der i høj grad er medvirkende til at give den sin helt særlige atmosfære. Dette er Yardbirds på deres højdepunkt. Fra første hihat-slag til sidste udråb af "no!" en helt unik oplevelse!

Når vi skal spore tiden i dette, er der som den første indikator naturligvis lyd/produktion. Det er en udpræget 60'er sound, der høres på "Roger The Engineer". Når dette skal indkredses lidt nærmere, er den på den ene side for eksperimenterende og med for mange orientalske påvirkninger ind over til at kunne være lavet før aller tidligst sent i '65. Men på den anden side er den for viril, pågående-energisk og uptempo-orienteret til at kunne være lavet senere end allersenest tidligt i '67. Altså kan man alene ved hjælp af disse ret simple indikatorer komme meget nær det nøjagtige udgivelsestidspunkt. Men at kunne foretage den slags "aflæsninger" og at have mærket tiden er to forskellige ting. Det sidste kræver en langt dybere indlevelse end aflæsningen, der er en blot færdighed, der bare kræver et minimum af kendskab til de skiftende perioder, hvilket også er en færdighed. Indlevelsen befinder sig nede et helt, helt andet sted langt, langt under færdighederne. Indlevelsen aflæser ikke tiden, den MÆRKER den.

En typisk bevægelse når man kaster sig over et givent musikalsk felt, det være sig en tidsperiode, et genreområde eller lignende, er, at man først hører ligheden. Det er nyt musikalsk land, og det hele har derfor et klart fællestræk af nyt og spændende. Eller lad mig for at gøre det helt tydeligt tage det yderliggående eksempel: noget man absolut ikke bryder sig om. Her er det en almenmenneskelig erfaring, at man synes, det hele lyder ens. Sådan kan man til en vis grad også have det med ting, man har sympati for, for man opfatter det simpelthen som en bestemt form. Ved mere indgående beskæftigelse og studier kommer nuancerne til syne, man begynder i stigende grad at kunne kende forskel på de forskellige ting inden for det valgte musikalske felt. På et tidspunkt når man til et punkt, hvor man slet ikke synes tingene ligner hinanden. Man er nu så godt inde i feltet, at man er velkendt med en lang række nuancer. Men herefter findes der et tredie trin, hvor ligheder dukker op igen. Ikke som de indledende uforstandige ligheder, men ligheder, der opleves i kraft af en dybere indlevelse, hvor man er trængt ned til feltets kerne og genkender den i de forskellige varianter.

Det kan meget vel opleves som noget af et skift, at fra "Roger The Engineer" hoppe over til singlen med Velvet Underground og Nico. Mens Yardbirds er muntre og pletvis næsten pjankede, slår vi her over i mørk dysterhed, der sort og surt knirker og knager sig gennem et skramlet og dissonant lydlandskab. Mens Yardbirds sprudler med deres fuldt udfoldede free form rock and roll, skærer Velvet Underground ned til en primitivt snerrende og minimalistisk primal rock. Alt i alt kunne det næsten ikke være mere forskelligt. Alligevel mærker man en samtidighed. Atter kan man gå ind og aflæse på de gængse parametre, men man kan også mærke efter, føle sig ind på det, der ligger under de to bands respektive personlige udtryk, stemning og egenart, søge den kollektive bevidsthed bagved, opleve tiden selv. Hvis man oplever en samtidighed under alle forskelle, så ved man, at man er på rette vej.

Benytter vi modellen fra før, kan man sige, at absolutte novicer blot vil have en oplevelse af at høre "60'er musik", viderekommende vil betone forskellene på Yardbirds og Velvet Underground, mens de fuldbefarne har fundet ind til kernen. Altså fra "60'er musik" over "forskellig 60'er musik" til "60'er ånd". Man bør vogte sig for at forveksle første og tredie trin. Forskellen er i virkeligheden tydelig nok: på det første trin kan man kun og absolut kun høre "60'er musik". På det tredie trin kan man stadig høre de forskelle, man erfarede på andet trin, men de har nu opnået en større eller mindre grad af gennemsigtighed, der medfører, at man kan ane noget fælles bagved dem.

Det skurrende og vredladne gælder overvejende a-siden, "All Tomorrows Parties". B-siden, "I'll Be Your Mirror" er en mere konventionel popsang, der for så vidt er ret tidstypisk og kan have visse lighedspunkter med Yardbirds' "I Can't Make Your Way". Kort sagt er den køn, kælen og uimodståelig dejlig. Alligevel er det a-siden, der tiltrækker sig opmærksomhed, fordi den ganske enkelt er noget mere. Midt i al sin skurrende grimhed er det en ufattelig smuk sang, der tværs igennem sin sammenpressede knurren manifesterer en skær og æterisk poesi. Dertil kommer dens indlysende særpræg, dens "anderledeshed". Det her er mindst lige så eksperimenterende og nyskabende som Yardbirds i deres bedste øjeblikke. Mens "I'll Be Your Mirror" bare er køn, er "All Tomorow's Parties" enestående. Selvom den måske nok har taget forskud på en mavesurhed, der hører hjemme i det efterfølgende årti, har den masser af sin egen tids legelyst og vilje til at eksperimentere. Var den blevet lavet 10 år senere, ville den for det første være blevet produceret helt anderledes, endvidere ville arrangementet formodentlig være mindre dristigt og søgende. Men spørgsmålet er også, om tiden selv overhovedet ville have givet nogen lov til at skrive en sådan sang. Det nærmeste må vel blive nogen af de ting, som Television og Talking Heads lavede, bl.a. fordi disse grupper var stærkt inspireret af Velvet Underground, men ser man nærmere til, så er vi alligevel ovre i noget, der er væsensforskelligt og helt tydeligt bærer af en anden ånd. Forestiller vi os nu alligevel, at "All Tomorrows Parties" ikke var blevet lavet dengang, men 10 år senere og da arrangeret på en lignende måde og produceret med en beslægtet lyd, ville den ikke desto mindre have klinget af en anden tid, hørbart have båret på en anden ånd. Alt i alt kunne "All Tomorrows Parties" ikke være lavet på noget andet tidspunkt. Lige under en tynd fernis af 70'er gnavenhed og Andy Warhol arrogance er det en vaskeægte 60'er sang, og endog en af de smukkeste af slagsen. I sammenligning kan den kønne b-side virke lidt fersk, men lyt lidt mere ind på den. Den er mere spændende, end man først aner. Alt i alt en værdig følgesvend, der fungerer perfekt som blød landing oven på a-sidens spændte og intense atmosfære.

En forskel på Yardbirds og Velvet Underground, der for nogen, vil være særdeles påfaldende, for andre så godt som uhørlig, ligger i nationalitet. Engelske Yardbirds og amerikanske Underground. For nogen altafgørende, for andre en bagatel. De første bør måske hæfte sig en smule mindre ved dette, mens de andre bør være opmærksomme på, at der er en række afgørende forskelle på, hvordan Den store Progression forløb i henholdsvis Storbritanien og USA. Det bør ikke overbetones, men heller ikke ignoreres.

Et andet amerikansk band var The Byrds, der tydeligvis havde lyttet en hel del til de britiske grupper. Da de kom frem lød de i udpræget grad som om de havde (engelske) Beatles i det ene øre og (amerikanske) Dylan i det andet. På deres tredie album, "The 5th Dimension", var de imidlertid ved at bevæge sig væk fra deres oprindelige stil og så småt på vej over i noget andet. Fornemmelsen af en tid i bevægelse er atter et fremherskende træk. Når man får sig omstillet til denne - helt tredie - musikalske dialekt, vil man endvidere erfare, at der også her finder markante og syntesedannende møder sted mellem grimhed og skønhed, der ytrer sig via legesyge eksperimenter. Har man fået sporet sig ind på den røde tråd, der forbinder Yardbirds og Velvet Underground, burde man uden videre kunne knytte forbindelsen videre til The Byrds. Deres udtryk kan virke mindre intenst og spændt, især på albummets første side, hvor der først og fremmest er tale om en række kønne og relativt ligefremme sange. Imidlertid bliver pænheden konstant flået i stykker af kradse klange, overraskende indfald og udfordrende guitarer, der når et foreløbigt klimaks ved åbningen til side to, med den dramatiske, atonale smuttur til Coltrane-land, der indleder "8 Miles High". Derved er bolden givet op til en mere udfordrende anden halvdel. Det bliver det i høj grad også - måske en anelse mere end alle er parate til. Der følger overraskelse på overraskelse indtil pladen munder ud i et susende hav af støjlyd. Generelt er der også mere skub på anden afdeling, og mange vil derfor måske have en fornemmelse af, at pladen skiller på midten. Også i forhold til dette gælder det om at trænge ned under overfladens nuancer, og arbejde sig frem til en helhedsoplevelse. Først når man oplever pladen som et album, et samlet hele, kan man hævde, at man har været ude i den femte dimension. Det kan meget vel kræve adskillige gennemspilninger, hvor man gradvist lærer numrene at kende og arbejder sig ind på livet af dem. Men så vil man til gengæld også opleve, hvordan de åbner sig mere og mere og med stor generøsitet åbenbarer, hvad de skjuler i deres dyb.

Herfra går turen atter til England, omend den del af engelsk musik, der var lidenskabeligt optaget af amerikansk blues. John Mayal's Blues Breakers med Eric Clapton, der tidligere havde været med i Yardbirds (Jeff Becks forgænger), men havde forladt dem, fordi han var utilfreds med den stadig mere eksperimenterende linie. Clapton ville hellere spille bluesrock med stort B, og det var netop hvad man gjorde i The Blues Breakers. Til trods for denne mere konservativt-traditionelle orientering, er "Blues Breakers" ikke bare en straight plade, der forudsigeligt og kliché-agtigt driver afsted på bedste beskub. Dels har den en intensitet og nerve, der er ud over det sædvanlige, og dels er den i visse passager temmelig brutalt-hårdtslående. Allerede når man hører åbningsriffet til pladens første numer, "All Your Love", er der etableret et særligt univers, med en vægt og autoritet, der siger værk og klassiker, sådan som kun et fuldbårent 60'er-album kan gøre det. At vi er i den samme tid som de foregående ting, burde uden videre være tydeligt for enhver. En af de ting, der gør "Blues Breakers" til en virkelig god plade er, dens levende pulsende vitalitet. Det er nok en puristisk tilgang til blues, men uden at virke anæmisk og berøringsangst. Endnu i dag har den bevaret en friskhed, der er sjælden. Ganske enkelt den ægte vare.

Det mest åbenlyse fællestræk for Mayal og Trogs er slagkraft. Der bliver losset numse begge steder, men derudover er det stilistisk ret forskelligt. Her gælder det så om at "lytte ned under". En stemning og ånd, der er udtryk for den tid, kan findes. En smule senere tog legen med pladestudiets muligheder for alvor fart. På dette tidspunkt havde musikken endnu noget spontant og naturligt over sig, som gik tabt i de mere komplekse produktioner. Endvidere udgør "Blues Breakers" og "From Nowhere" tilsammen den første spire til heavy metal genren. The Trogs satte ny støjgrænse med buldrende bas og trommer, fræsende guitarer og en skramlet produktion. Tyk og æltende - og dog luftig, ikke så massiv og bombastisk som den hårde, tunge ende siden skulle blive.

Lethed og luftighed er der dog betydelig mere af hos The Supremes, med hvem vi kommer over i noget helt, helt andet. Ud over at være en god sang, er "Can't Hurry Love" en for sin tid utrolig produktion. Lydbilledet er flot og detaljerigt uden på nogen måde at blive overpolstret. Indbegrebet af smagfuldhed. De kunne godt i '66!

Med Manfred Mann får vi endnu et markant stilskift. Alligevel burde man nu være sporet så meget ind på tiden, at man kan se igennem de rent stilistiske forskelle.

Man forstår, hvorfor Beatles har en særstatus, når "Revolver" sættes på. Vi har i denne samling af udtræk og sammenføjninger hørt en hel række vidtforskellige ting, der allesammen er spændende og vidner om en kunstnerisk rigere tid end i dag. Men "Revolver" synes at favne alle nuancerne, opsamle og perfektionere det hele, for så lige at føre det et par skridt videre. En fantastisk samling sange, ikke et eneste fyldnummer, hver og en bemærkelsesværdig, og sat sammen i en mosaik, hvor helheden afgjort er mere end summen af enkeltdele. Dertil de mange nye produktionstekniske opfindelser. Intenst, spændende og overraskende fra først til sidst. Når der kom nyt fra de andre, holdt det tiden i kog og bevægelsen i gang. Når der kom nyt fra Beatles, skabte det en helt ny tid!

Med Small Faces og "All Or Nothing" kommer vi over i noget, der i sandhed kan kaldes tidstypisk. Måske på den knap så opfindsomme måde. Men så afgjort en fængende og medrivende sag.

Med The Artwoods føjer vi endnu et element til heavy metals fødsel. Gruppens organist var nemlig Jon Lord, der siden skulle gøre sig gældende i Deep Purple. Hans "Bach møder Booker T. Jones"-spillestil er en hovedhjørnesten i heavy-keyboard.

I modsætning til engelske John Mayal og hans protege, Eric Clapton, var Paul Butterfield og guitar-oraklet Mike Bloomfield ærkeamerikanske, og havde endog base i bluesmetropolen Chicago. Måske er det derfor, at autenciteten bare er der, ikke behøver at blive bevist og demonstreret, men ligger der som en underforstået selvfølge, der giver et sikkert udgangspunkt, hvorfra der kan søges ud i eksperimenter. Mens Mayal var ved at udvikle en særlig britisk form for blues, var der her en ubestrideligt ægte vare, der tog ud på strejftog, som indirekte peger frem mod jazzrocken. Men indimellem spilles der også helt straight og nede på gulvet. Det var der mange, som gjorde på det tidspunkt. Men Butterfield Blues Band gjorde det bedre end de fleste.

Tilbage til England og et af de bands, der sammen med Beatles og Yardbirds var med til at tegne tidens frontlinie. "I'm A Boy"-singlen er et centralt punkt i The Whos tidlige historie, der rammer præcist i krydspunktet mellem den tidlige punk-agtige stil og det knap så hårde, mere søgende og melodisk bevidste trin to i gruppens udvikling.

En anden side af britisk musik var den hidtil blide skotske trubadur Donovan, der nu pludselig sprang ud med et stærkt eksperimenterende og udfordrende album. På sin vis kan man hævde, at de ellers så uforsonlige modsætninger, The Who de hårde og Donovan hin blide, begyndte at nærme sig hinanden en smule. I hvert fald begyndte de begge at blive mere eksperimenterende.

Dateringen på videoen er ukorrekt. Dette album ER fra ´66.

Se i i øvrigt: https://en.wikipedia.org/wiki/Sunshine_Superman_(album)

Et centralt navn i amerikansk musik var produceren Phil Spector. "River Deep, Mountain High" er at regne blandt hans mesterværker. Ike & Tina Turner var et anerkendt musikalsk par, men på samme måde, som man ville kalde "Menneskejagt" ("North By Northwest") en Hitchcock-film, før man kaldte det en Cary Grant-film, er "River Deep, Mountain High" først og fremmest en Phil Spector-plade.

Fra Australien kom Bee-Gees til England med en ny popfølsomhed. Også det var en farve på tidens palet. Hvordan man end står rent smagsmæssigt, må man rent historisk konstatere, at der skete meget. Rolling Stones blev almindeligvis regnet for det andet store engelske navn ved siden af Beatles. Også fra den kant kom der spændende nyt.

USA var ikke bare James Brown, Tina Turner og Paul Butterfield. Det var f.eks. også Simon & Garfunkel. "Parley, Sage..." er spækket med kønne sange, men undervejs bliver der også plads til en morsom og underfundig Dylan-parodi.

"Good Vibrations" er måske den mest spændende a-side The Beach Boys nogensinde lavede. Ikke mindst i kraft af dens overraskende brug af det obskure elektroniske instrument teramin. Vel at mærke ikke bare som gyserfilmseffekt eller billig rumrejse-staffage, men på begavet og integreret vis som en meningsfuld del af det samlede musikalske udtryk. Når dertil føjes passager med en fiskekutter-bas, der synes importeret i en tidsmaskine fra en 10-15 år senere new wave plade, må man sige, at vi her har en indspilning, der peger langt ind i 70'erne og 80'erne. Men dette er blot et enkelt aspekt ved en ekstremt kompliceret og subtil produktion. Overraskende skift, vokalharmonier, der selv efter Beach Boys standard er ud over det sædvanlige, længere nede i lydbilledet celloer, orgler, cembaloer og andre spidsfindigheder. En hel symfoni med en række satser i forskellig tempo og stemning når at blive gennemført inden for en gængs popsangs tidsramme. En bedrift, der i sandhed troner som et fyrtårn i pladeindustriens samlede historie, og for sin egen epoke måske den plade, der mere end nogen anden eksakt udtrykker tidens "alt er muligt"-tænkning. En komplet fornægtelse af alle begrænsninger, som selv Beatles havde grund til at beundre og misunde. At der på tekstsiden synges om gode vibrationer, er endnu en indkredsning af tidsånden, der skaber en intim forbindelse mellem det specifikt udsagte og det lydlige udtryks mere indirekt-abstrakte budskab. "Jeg er helt vild med dit spraglede tøj". Såvel den sympati som den kulørthed, der er nævnt i tekstens første sætning, kommer til udtryk for fuld udblæsning i musikken. Helt indiskutabelt en af verdens bedste a-sider!

I sammenligning med kompleksiteten og fuldkommenheden i "Good Vibrations" kan "No Milk Today" med Herman Hermits umiddelbart forekomme ordinær, som blot endnu en køn popsang som så mange andre. Det er ikke en helt retfærdig bedømmelse. Vist er "No Milk Today" ingen "Good Vibrations", men det er godt, solidt sangskriverhåndværk, der hæves og forbedres betydeligt af et opfindsomt arrangement, hvor især brugen af strygere og klokkespil er en nærlytning værd. Det er måske nok "bare" pop. Men det er i så fald god pop - og begavet produceret. Dertil har melodilinien lige den her snert af noget semi-orientalsk eller pseudo-tyrkisk, der løfter den op over det banale og får øret il at studse.

The Yardbirds hvilede ikke på laurbærene. Den første post-Roger single er måske ikke ligefrem en uforglemmelig oplevelse. Men den viser afgjort vilje til at komme videre og fortsætte eksperimenterne. De to numre hører tillige til den forsvindende lille samling indspilninger fra den periode, hvor både Jeff Beck og Jimmy Page var med i gruppen. Der findes to-tre yderligere numre, og det er vist så nogenlunde det. På dette tidspunkt har Yardbirds toppet, men de er ikke tørret ud og deres bevægelse er ikke fuldbragt. Følgelig haster de videre frem og ser sig ikke tilbage. I forhold til eksperimenterne på Roger-albummet går denne single et par skridt videre og har samtidig så meget integritet i behold, at det umiskendeligt lyder som Yardbirds. Blot er der noget, der denne gang ikke helt lykkes og falder på plads. Det kan man let tilgive. Et band, der har præsteret så mange fantastiske ting og vovet så vilde strabadser ude ved de yderste grænser, må nødvendigvis også fejle ind i mellem.

The Creation er undertiden af kritiske stemmer blevet negligeret som en billig The Who efterligning. Selv hævdede de, at deres musik var rød med lilla striber, og som en helt personlig - ikke who'sk - udvidelse af lydbilledet opfandt de den elektriske cello, der med anseelig forvrængning fremstod, så man følte at buen skar direkte i ens nervetråde. Men hvad var de da? Fattigmands-Who eller en revolutionerende fornyelse af mod-pop-genren? På en måde var de faktisk begge dele og så alligevel hverken-eller. Det får man et rigtig godt indblik i, når man lytter opmærksomt til "Painter Man"-singlen, der udover at være en af gruppens mest vellykkede udgivelser, tydeligt placerer dem i samme stilistiske boldgade som The Who og Small Faces, men samtidig demonstrerer en mærkbar egenart, der måske (?) gør dem til det nærmeste man kommer et britisk svar på Velvet Underground.

The Kinks, der kort forinden også havde været at finde på den hårdtslående side af mod-fløjen, var nu ved at gennemleve deres samfundssatiriske fase, hvor inspiration fra den amerikanske goodtime-bølge blev omplantet i en udpræget britisk muld, der dannede afsæt for stiklerier til tidens dårskaber. Det fornemmes tydeligt på "Dandy"-singlen, der indtager sin logiske plads i forlængelse af "Dedicated Follower Of Fashion" og "Well Respected Man" . B-sidens historie om en dele-telefon er et pudsigt tidsbillede, der minder os om et stort set glemt fænomen. I dag brokker folk sig, hvis der er for mange, de skal dele internetforbindelse med!

Hele spørgsmålet om udvikling og bevægelse bliver sat fint i relief af "For Certain Because". The Hollies lyder lige fra første tone så umiskendeligt Hollies-agtige som nogensinde, og så alligevel mærkbart anderledes end sidst, de lod høre fra sig. Der eksperimenteres mere end tidligere, samtidig med at The Hollies overgår sig selv i uimodståelige popperler, der tilslut når en tindrende finale med den eviggrønne "Stop Stop Stop", Undervejs gennem albummet høres der spredte klimt af banjo og mandolin, der er traditionelle instrumenter med fast plads i folkemusikken, men på det tidspunkt var usædvanlige i en pop/rock-sammenhæng. Dette er vigtigt at bide mærke i.

Hele spørgsmålet om udvikling og bevægelse bliver sat fint i relief af "For Certain Because". The Hollies lyder lige fra første tone så umiskendeligt Hollies-agtige som nogensinde, og så alligevel mærkbart anderledes end sidst, de lod høre fra sig. Der eksperimenteres mere end tidligere, samtidig med at The Hollies overgår sig selv i uimodståelige popperler, der tilslut når en tindrende finale med den eviggrønne "Stop Stop Stop", Undervejs gennem albummet høres der spredte klimt af banjo og mandolin, der er traditionelle instrumenter med fast plads i folkemusikken, men på det tidspunkt var usædvanlige i en pop/rock-sammenhæng. Dette er vigtigt at bide mærke i.

Et af de karakteristiske træk for denne periode er, at instrumentariet blev udvidet. Den tid, hvor en beatgruppes lydbillede nødvendigvis bestod af trommer, el-bas og to guitarer, var forbi. Hvad end det var Beach Boys' tidlige forløber for technopop eller de eksperimenter med elektrificering og forvrængning af strygeinstrumenter, som på forskellig vis fandt sted hos Velvet Underground og The Creation, så var man nu helt tydeligt trådt ind i en ny æra, hvor man ikke længere lod sig begrænse, men hvor alt fra redekamme til avanceret elektronisk isenkram kunne bruges. På en lignende måde var man også begyndt at skue ud over de oplagte tonesprog. Tydeligst sneg der sig stadig hyppigere østlige klange ind i den vestlige popmusik. Det skete ikke blot i de mere åbenlyse tilfælde, hvor man måske kan hævde, at der blev skiltet vel meget med det. Undertiden kom det til udtryk som blot et diskret krydderi. Det gælder f.eks. Herman Hermits' "No Milk Today" og The Hollies' "Tell It To My Face". I alt dette mærker man en søgende, udskuende bestræbelse. Musikken ville videre og længere og havde mod til at afprøve nye muligheder. For så vidt kan størstedelen af periodens produkter karakteriseres som forsøg. Når et forsøg lykkedes, var resultatet almindeligvis bemærkelsesværdigt. Når det mislykkedes, havde tiden overskud nok til at begive sig videre med et ubekymret skuldertræk. På den måde undgik man følelsen af fiasko og nederlag, og kunne med et optimistisk, åbent sind begive sig længere ind i de mange muligheders land. Det er imidlertid værd at bemærke, at selv meget dristige forsøg forbavsende ofte lykkedes og efterlod et resultat af blivende værdi. Det var undtagelsen, at noget gik galt. Tiden stormede frem fra den ene sejr til den anden og kendte ikke til frygt for, at mulighederne skulle slippe op. Man var sikker på, at der fandtes noget endnu mere utroligt lige rundt om det næste hjørne. Kvoten var ubegrænset. Der var nyt at finde ved hvert eneste skridt på vejen.

At man - som vi har set - på dette tidspunkt kan iagttage det første ur-grundlag for heavy metal og jazzrock er blot en lille del af et afgørende øjeblik, hvor pop og rock musikken for alvor begyndte at brede sig ud og lægge an til en mangesidig palette af nye stilarter. Ikke blot stormede musikken frem, den stormede frem mod alle verdenshjørner samtidig!

Denne fremstormen viser sig rent sprogligt, når man prøver at sige noget om et givent navns udvikling. Hvis man om senere navne taler om en bestemt periode i deres karriere, tænker man almindeligvis ikke på noget under et år. I mange tilfælde kan en periode meget vel dække flere år. Men i 60'erne var en periode som regel ikke mere end to-tre måneder, så var en beatgruppe allerede henne et andet sted og i gang med noget nyt.

Når man skal afgrænse de her dækkede måneder i forhold til de omgivende, kan det måske være af nogen betydning at se på hvem, der topper på netop dette tidspunkt, imodsætning til andre, der når deres reelle højdepunkt en smule tidligere eller senere. De to mest iøjenfaldende kulminationer i denne periode er Yardbirds og Beach Boys. To ret forskellige grupper. Den ene engelsk, den anden amerikansk. Den ene med hovedvægt på guitarspillet, den anden med hovedvægt på vokalharmonierne. Den ene med udgangspunkt og grundreference i sej blues, den anden i munter strandbredspop. På mange måder to yderpunkter og modsætninger. Men måske er dette netop pointen. Det, der kulminerer, er muligvis tidens yderste manifestationer til den ene og den anden side, dens syd- og nordpol. Kunne det være sådan? Eller også handler det om det, de trods alt har tilfælles. Fra deres oprindelige respektive udspring havde de flyttet sig langt i helt nye og overraskende retninger, hvor eksperimentet stod i centrum. Den særlige, individuelle vej eksperimentet havde ført dem, stemte så overens med netop dette tidspunkt, var så at sige i en særlig harmoni dermed. Kunne det være sådan? Det er svært at komme med et helt endegyldigt og uangribeligt svar. Men måske kommer man også længere ind i tiden og får arbejdet sig dybere ned i dens ånd ved til stadighed at overveje spørgsmålet.

 

(fortsættes 5-b)