Det sidste menneske

I et fjernt land for længe siden levede menneskene i forvirring og vildrede. De vidste ikke, hvad de skulle bruge deres liv til, og mange af dem spurgte end ikke derom. De var tilfredse, når blot ikke tingene blev for besværlige, og de fandt glæde i lette adspredelser, der fik dem til at glemme deres forvirring og vildrede.

Da menneskene således glemte deres forvirring og vildrede, følte de sig sorgløse til mode, og ønskede ikke at blive mindet om noget, der kunne gøre tingene besværlige. De glemte hastigt den foregående dag, de gav sig ikke af med svære spørgsmål og spekulationer, men levede i stadig lykkelig forglemmelse.

Netop derfor var to mænd i landet alle andre imod. Thi disse to ville ikke glemme. Uglesete, som de var, levede de fjernt fra andre mennesker og brugte al deres tid på at huske. For at dette kunne ske på rette måde havde de imidlertid fordelt arbejdet imellem sig.

Havde de nu blot husket i stille ubemærkethed, så havde vel ingen taget synderlig notits deraf. Når de vakte folkets vrede var det fordi, de ville hjælpe menneskene ud af deres forvirring og vildrede.

 

Således var arbejdsdelingen mellem de to den, at den ene var arkivaren, og den anden var budbringeren. Arkivaren samlede alt det op, som andre smed bort, bevarede den foregående dag som andre havde glemt, mens budbringeren drog ud til alle egne af landet for at fortælle derom.

Folkets vrede ramte først budbringeren. Men de vidste, at uden arkivaren ville budbringeren intet have at fortælle, og derfor ramte vreden også arkivaren. For menneskene ville forblive i deres forvirring og vildrede og glemme den foregående dag.

Hvor budbringeren end drog hen i landet, fandt han ingen, som lyttede med glæde og oprigtig interesse. Tvært imod fandt man overalt hans fortællinger trættende og besværlige. De var lange og snørklede. Han gjorde alting unødig indviklet. Bare fordi, man var tørstig og ville have et krus vand, behøvede man vel ikke at vide alt om krus og vand, og fortabe sig i alt, hvad der kunne siges derom. Når man nu bare ville slukke sin tørst og intet andet.

Folkene blev vrede og pryglede budbringeren med stokke. Derefter kastede de sten på ham, så han blødte og udåndede. Dermed var folkets vrede dog ingenlunde udtømt.

- Lad os drage til arkivaren og også dræbe ham, lød det fra den ophidsede mængde.

De brød ind i arkivarens hus, men fandt det tomt. Intet levende væsen var at finde. Kun endeløse skabe og hylder med gemte optegnelser. Alt i pertentlig orden. Alt sat på rette plads. Kun midt i en stor sal lå der på et bord et beskrevet ark, som ikke var indført i systemet.

Forbavsede standsede folket op og så sig omkring. De fleste blot for at finde noget at lade deres vrede gå udover. Men nogle lidt mere besindige iblandt mængden gav sig til at læse det fritliggende skrift på bordet i den store sal.

Dets indhold var som følger:

Hvis nogen læser dette, er det fordi, at de har dræbt mig. Dræbt den eneste beboer i dette hus. Thi der var ikke to, således som det almindeligt har været antaget. Der var kun en. Arkivar og budbringer var ikke to personer, men to egenskaber.

For disse to egenskaber har jeg til stadighed draget omsorg. For det er alt, hvad et menneske er og kan være. Hvis man glemmer disse og sætter dem overstyr mister man derved også sin menneskelighed og bliver en turist i livet.

Turisten drager blot igennem livet uden at efterlade sig nævneværdige spor. Turisten værner ikke om noget, men kaster tankeløst alting bort. Turisten har intet betydningsfuldt at berette, for turistens hukommelse er kort. Turisten husker kun, hvad der lige er sket, og fortæller kun derom for at fordrive tiden. Fortæller om det til andre turister, der glemmer lige så hurtigt.

Jeg var derfor den ene og samme. Den, der bevarede og berettede. Den, der søgte at frelse mit folk fra turismen. For enhver, der bliver turist, har mistet sin menneskelighed. Jeg er det sidste menneske, og dersom i har dræbt mig, er der nu ingen menneskelighed tilbage, kun turisme.

Vid da, i fortabte turister, at i nu har overskåret den sidste tråd til jeres menneskelighed.

De, der havde læst dette, vidste ikke, hvad de skulle tænke derom. De fleste trak ligegyldigt på skuldrene. Enkelte følte en let foruroligelse, som de imidlertid snart rystede af sig. Og dog var disse de mere besindige, der trods alt et kort øjeblik var standset op i deres rus.

Mens de besindige læste dokumentet, hærgede de mere iltre og ødelagde størstedelen af det sidste menneskes indbo. Den smule, der endnu var intakt, og som man tog med sig derfra, blev skødesløst behandlet og blev således siden også sat overstyr.

I dag ved man kun den smule om folket i det fjerne land for længe siden, som her er fortalt. Alt andet gik tabt med det sidste menneske. Som dette folk glemte den foregående dag, således blev de selv glemt. Om de trods deres forvirring og vildrede frembragte noget af værdi, ved man ikke, da intet er os efterladt.

Fra andre gamle folk er der efterladt os en række mindesmærker. Skrifter, statuer, malerier, bygningsværker. I mange tilfælde kender man også en del til fortidige folks dagligdags skikke. Deres klædedragt, hvad de spiste og hvilke danse, de udførte. Men om beboerne i det fjerne land for længe siden ved man kun, at de levede i forvirring og vildrede, og de kunne lige så vel aldrig have været.