Oscar Wilde: "Billedet af Dorian Gray"

Oscar Wildes længste prosafortælling, "The Picture Of Dorian Gray", forelå i 2006 nyoversat af Karen Dinesen som "Billedet af Dorian Gray". Den har tidligere været oversat af Sten Drewsen som "Dorian Gray" (1905) og af Grethe Juel Jørgensen som "Dorian Grays billede" (1953). Ingen af de tidligere oversættelser var helt fuldstændige/komplette. Med den nye oversættelse fra 2006, foreligger for første gang på dansk hele teksten.

Den originale engelske tekst er fra 1891. Den vakte en del furore i sin samtid. Man mente dengang, at bogen var anstødelig og amoralsk. Siden har mange tolkere opfattet historien lige modsat. Det sidste forekommer det mest oplagte, og det kræver en del velvilje at hævde, at de to læsninger byder sig ligeværdigt til. Om den første må man snarere sige, at det nødtvungent lader sig gøre at læse den som en dekadencens højsang, men at det i så fald kræver, at man ser bort fra en hel del, som taler stærkt herimod.

Her har tiden og afstanden dog også en hel del at sige. Det gør unægtelig en forskel, at vi ikke har en levende Oscar Wilde rendende rundt i blandt os. Han var i sin samtid kendt for en flamboyant adfærd præget af mange manerer, sammenlignelig med hvad man senere har oplevet i forbindelse med popidoler som Elton John og Freddie Mercury.

Når bogens mest ordrige person, Lord Henry, træder ind i et lokale, med skødesløs elegance tænder en cigaret, for så at overrisle de tilstedeværende med et syrebad af kynisk vid, så samtiden bogens forfatter for sig. For det kunne have været ham selv. Denne sætten lighedstegn mellem Wilde og Lord Henry forekommer så meget desto mere nærliggende, som at det bogen igennem er ham, der fører ordet. Det er fra ham, der lyder en dekadencens højsang, og den er ikke langt fra at blive én lang monolog, der blot af og til afbrydes for en kortere eller længere bemærkning.

Ligheden mellem lord Henry og hans forfatter skærpes yderligere af et forord, hvor Oscar Wilde tilsyneladende fralægger sig ethvert ansvar. Han siger hverken fugl eller fisk, men han gør det sublimt. Nøjagtig ligesom lord Henry. Når man koger Wildes højtsvungne prosa ned til essensen, synes den at være noget i retning af, at en bog skal fortælle en spændende historie. Om personerne deri er gode eller onde, om det, de foretager sig, er rigtigt eller forkert, er underordnet.

Som et ekko af dette forekommer et sted i selve fortællingen, hvor Dorian Gray kommer stærkt forsinket til en middagsaftale med lord Henry, og følgende ordveksling finder sted: 

"Undskyld Harry," udbrød han, "men i virkeligheden er det helt og holdent din egen skyld. Den bog, du sendte over til mig, er så betagende, at jeg rent ud sagt glemte tiden."

"Ja, jeg tænkte nok, du ville kunne lide den," svarede hans vært og rejste sig fra sin stol.

"Jeg sagde ikke, jeg kunne lide den, Harry. Jeg sagde, den betog mig. Derer stor forskel."

"Åh, det har du opdaget?"

 

Det har han. De, der ikke har endnu, vil måske gøre det, når de læser "Billedet af Dorian Gray". Få vil kunne lægge den fra sig, når først de har sat sig til rette med den. Som i en feber jager man frem gennem siderne suget til hvert ord. Men om det undervejs føles mest som en fryd eller pine, kan afgjort diskuteres. Fascinationskraften er langt hinsides den gennemsnitlige bogoplevelse. Men det er givetvis relativt få, der egentlig kan lide bogen. Når man har læst den til ende, sidder man så rystet og foruroliget tilbage, at det i hvert fald ikke just kan betegnes som behageligt. Det er ikke hyggelig afslapningslæsning. Det er et sjælsoprivende mareridt!

Men tilbage til de to læsemåder, og Wildes tilsyneladende manglende stillingtagen i sit forord. Måske siger han alligevel noget andet og mere end "skidt med det hele. Bare historien er god."

Måske peger han på, hvor svaret skal søges. Det, personerne i en historie siger, er ikke nødvendigvis det samme, som historien selv siger. Hvad historien siger, viser sig i dens bevægelse og forløb. Man skal derfor ikke spørge til, hvem der er tildelt flest replikker eller har de bedste argumenter. Heller ikke personernes hierarkiske placering i fortælleruniverset. For i en bog er der altid en højere instans: historien selv.

Man kunne f. eks. forestille sig en historie, hvor samtlige personerkonstant klager over, at det hele bliver værre og værre. Men hvis historiens forløb bevæger sig fra mørket til lyset, så modsiger den personerne, og man skal i så fald passe på med at tro, at forfatteren bruger sine personer til at få afløb for egen surhed og utilfredshed. Det er netop et sådan forhold, der gør sig gældende her.

Lord Henrys velformulerede bredsider får ikke noget værdigt modspil fra andre personer i bogen, og står i den forstand uimodsagte. Dette er imidlertid kun tilsyneladende. Han imødegås nemlig af bogens højeste instans, historien selv. Den punkterer og dementerer omhyggeligt hans gyselige vranglære punkt for punkt.

Vi møder Lord Henry allerede på fortællingens første side, og et øjeblik senere er man midt i at blive nådesløst tortureret af hans ordstrøm. Man væmmes fra selvsamme øjeblik, han lukker munden op. Det er næsten ubærligt. At der i Wildes samtid har været folk, som ikke er kommet igennem det første kapitel, fordi de troede, at de nu gennem en hel bog skulle indoktrineres med et livssyn, der var dem inderligt imod, kan man på én måde godt forstå. Men igen: det er gjort så blændende, at man alligevel ikke forstår, at nogen har kunne løsrive sig. Det har de måske heller ikke. Måske har de bare ved endt læsning stadig troet, at bogen var et forsøge på at omvende dem til Wilde-disciple, vel at mærke: deres billede af Wilde, og det livssyn, de tillagde ham, men som han måske kun delvis havde.

Lord Henry indrømmer flere gange, at det meste af det, han siger, er rene og skære provokationer, altså ikke noget han dybt og inderligt mener. Spørgsmålet er derfor også, hvor meget af det sagte, der overhovedet skal tages alvorligt. Hvor meget er slet og ret udslag af en syg humor, og hvor meget ville han bestige et martyrbål for?

På et tidspunkt siger han: 

Navne betyder alt. Jeg er aldrig uenig i handlinger. Jeg er kun uenig i ord. Det er grunden til, at jeg afskyr simpel realisme i litteraturen. Den person, der fandt på at kalde en spade for en spade, burde være tvunget til at bruge en. Det er det eneste, han dur til.

Hvis uenigheden begrænser sig til ord, så kunne man måske i visse tilfælde give lord Henry ret i mere, end man lige umiddelbart føler sig enig i, hvis blot man udskiftede enkelte ord med andre (?).

Som den, der om nogen er under lord Henrys giftige indflydelse, begynder Dorian Gray i stigende grad at tillægge sig en tænkemåde i overensstemmelse med lærens ordtirader. Som elev er han nødvendigvis mindre elegant end mesteren. Netop derfor bliver sagen mere gennemskuelig, når det ikke er lorden, der taler, men ekkoet af hans ord, der klinger gennem Dorians tanker. Det gælder bl.a. følgende passage: 

Når han så tilbage på menneskets gang gennem historien, så følte han sig hjemsøgt af en følelse af tab. Der var så meget, man havde opgivet! Og med så lille et formål! Man havde set vanvittige, forsætlige forsagelser og uhyrlige former for selvpiner og selvfornægtelse. Årsagen havde vær frygt ...

Så kynisk og amoralsk denne tankegang end kan synes, svarer den faktisk nøje til den kendte,opbyggelige sentens, at "syndens løn er døden". For hvad ville der ske, hvis man uskiftede ord som "frygt" og "fejhed", med "pris" og "konsekvens"? 

Når man står overfor en svær overvejelse og prøver at vælge mellem to muligheder, vil en væsentlig del af overvejelsen handle om, hvad der er følgerne af det ene eller andet. Fordele, ulemper. Hvad kan det ene eller andet føre med sig, hvilke risici er mulighederne respektivt forbundet med. Hvis alt var fuldstændig omkostningsfrit, ville overvejelsen uundgåeligt blive anderledes. Det ville måske ikke ganskeudelukke enhver betragtning om rigtigt og forkert, men netop det omkostningsfri ville gøre det vanskeligt at se, at noget kunne være forkert. Man ville ende med overvejelser, der primært kredsede om lyst og ulyst.

Hvis det var hip som hap, om jeg drak et glas vand eller fyldte mig med samtlige eksisterende narkotiske stoffer i verden, hvorfor skulle jeg så snyde mig selv for omsider at opleve, hvordan "Sgt. Pepper" lyder, når man har taget LSD?

Når Dorian overhovedet kan gøre sig de overvejelser, er det fordi, de hviler på en usædvanlig præmis: han har fået dispensation fra pris og konsekvens. For ham gør det ingen forskel.

Det er så ikke helt rigtigt, hvad jeg om lidt skal vende tilbage til. I virkeligheden gælder lige modsat for hans tilfælde, at prisen ikke er blevet nedsat, men voldsomt forhøjet. Det går imidlertid først op for ham på et senere tidspunkt.

Som sagen umiddelbart tager sig ud, har problemet vendt sig på hovedet. Den store forhindring er ikke omkostningerne, men netop fritagelsen fra disse. Derved forhindres tingene nemlig i at opnå realitet. Hvis intet har konsekvenser, har heller intet betydning. Livet bliver meningsløst. En kendt talemåde lyder, at "en krop uden ar har ikke været brugt".

For nogle år siden udkom en samtalebog mellem Johannes Møllehave og Benny Andersen med titlen "Det skal mærkes at vi lever". Dorian gør en masse for at mærke livet. Men hans tragedie er netop, at han dybest set ikke kan mærke noget. Heller ikke det er så helt rigtigt. Men som allerede sagt, betragter vi lige nu hans problem, som det tager sig ud på sit første stadium.

Som tingene tager sig ud her, er det oplagt at komme til at tænke på en langt senere bog, nemlig Huxleys "Fagre nye Verden", hvor Johannes Vild til sidst kommer op til præsidenten, der forklarer, at de har afskaffet sygdom, død, religion, Shakespeare og hvad der eller gennem tiderne har voldt mennesket bekymring. Johannes Vild svarer, at han vil have alle disse ting. Præsidenten påpeger med overraskelse, at han beder om retten til at blive ulykkelig, hvortil Johannes Vild svarer med et gjaldende ja.

Når vi på fjernsynet har set klip med astronauter, der svæver vægtløst rundt, har de fleste af os sikkert tænkt, at det kunne være sjovt at prøve. Hvordan mon de føles? Det kan jeg ikke svare på, men en tanke, der melder sig, er, om ikke man efter at have svævet sådan et stykke tid, ville begynde at længes efter at mærke fornemmelsen af at plante sine fødder på fast grund?

Således - billedligt talt - svævende i vægtløsheden savner Dorian fornemmelsen af en fast flade under fødderne. Livet kan ikke blive virkeligt. Det hele er leg og ligegyldighed. Som to børn, der peger på hinanden med legetøjspistoler og råber "Bang! Du er død," for så at gå hjem og spise aftensmad.

Vi berører her imidlertid noget, der har relation til andet og mere end Dorians centrale dilemma. Spørgsmålet om virkelighed og uvirkelighed gennemspilles på mange planer i denne roman, og viser sig således også i hele en komposition. Vi var tidligere omkring den uvilje den vakte i sin samtid, hvor vi kom lidt ind på forskellige læsemåder, og hvordan bogen kan vildlede og forføre til fejlslutninger. Rent faktisk er den så snedigt lagt til rette, at man uhyre let kommer til at tro, at man læser noget andet, end der står.

I det tidligere nævnte forord omtaler Oscar Wilde fiktionen som et spejl. Bogen er på en vis måde selv Dorian Grays billede, mens læseren er Dorian Gray, som kigger på det. Netop des årsag er den fuld af glatte flader, som frister læseren til fortolkninger, der helt og aldeles må være deres eget ansvar, og hvortil Oscar Wilde med rette kunne have hævdet, at det har han i hvert fald ikke skrevet.

Dette gælder ikke blot de forargede sen-victorianere, der antog bogen for at være en dekadencens højsang, det gælder lige så fuldt mange senere læsere.

Bogen har haft stor udbredelse og bred popularitet. Men den er blevet opfattet yderst forskelligt af sine læsere. Mange har læst den, men endnu flere har hørt om den og mere eller mindre udførligt fået fortalt om ham, der forbliver ung, mens billedet af ham bliver ældre.

Faktisk kan man allerede diskutere, om denne opsummering er helt korrekt. Men de fleste vil i det mindste i hovedsagen kunne tilslutte sig.

At ideen er vildt fascinerende er uden videre indlysende. Også selvom man ikke ved andet om bogen end denne smule. Det er en omvending af det gældende forhold: man ser et gammelt billede og tænker "Hvor er det længe siden, hvor ser jeg ung ud." Der ligger en hel verden af tematik deri. Alene det at det nu en gang er et livsvilkår at blive ældre. Der er nok, der viser, at mennesker generelt har et udtalt ønske om at sinke eller eliminere denne proces. Drømmen om evig ungdom er udbredt.

Dertil er der en fornemmelse af noget paradoksalt i fænomenet. For nogle gamle billeder gælder det, at man kan huske, da de blev taget, da man stod der. Det stykke fortid som er fastfrosset i billedet, både har og har ikke en realitet. Det er noget, der var, og ikke er mere. Alligevel er der på en måde stadig, og hvis det så alligevel ikke er, hvad er der så sket med det? Hvordan kan det bare forsvinde?

Eller man ser en gammel film og bliver lidt småforelsket i en smuk skuespillerinde, for så at komme i tanke om, at hun forlængst er død og borte, og i øvrigt inden da forvandlede sig til en gammel, rynket bedstemor. Men hvergang man ser filmen er hun lige ung og smuk. Lige meget hvor mange år, der går, lige meget hvor mange gange man ser den. Begynder man at tænke nærmere over det, kan man godt blive lidt mærkelig oven i hovedet af det.

I forhold til samtidig litteratur kan man mærke sig slægtskabet med Stokers "Dracula" og Hagards "Hun", der også henter en væsentlig del af deres fascinationskraft fra disse motivkredse.

I forhold til dualismen med billedet, kunne man måske også mene at se et (langt, langt ude) slægtskab med Stevensons "Dr. Jakel og Mr. Hyde", samt mere perifert H.C. Andersens "Skyggen" og Dostojevskijs "Dobbeltgængeren".Det bør i den forbindelse nævnes, at det et centralt sted antydes, at billedet (måske?) har en eller anden form for egen/selvstændig magt og vilje, og således (hvis man tolker på den måde) kan opfattes som andet og mere end bare en slags "affaldsbeholder". Det bliver det jo bestemt ikke mindre interessant af.

Så ja - allerede grundstoffet i denne fortælling er fantastisk og fængslende i usædvanlig grad. Men hvad så, når man oplever en lidt mere fyldig genfortælling? - Det er så her, man ikke skal tro på alt, hvad man hører. Mange deler lovlig gavmildt ud af deres egen meddigtning. Formodentlig ubevidst. De tror, det er det, de har læst. De er blevet forført af fortællingens mange spejlflader, og er derfor ikke klar over, at de i virkeligheden kommer med en pinlig selvafsløring.

Første gang jeg hørte om historien er mange år siden, og jeg kan derfor ikke ordret huske det sagte. Men indholdet var noget i retning af følgende:

Den handler om en mand, der får malet et billede af sig, som er magisk. Han kan gøre alt muligt uden at det skader ham, og så sætter det sig i stedet på billedet. Han bliver ved at se godt ud, og får slet ikke alle de her dårligdomme på sig. Så han render rundt og svælger i sprut og stoffer og knepper en masse damer, mens billedet bliver fed og oppustet, får bylder og bliver mere og mere ulækker, og næsen er ædt op af syfilis og det ser i det hele taget mere og mere grim tog hæsligt ud. Til sidst kan han ikke holde ud at se på billedet, så han låser det inde i et rum, hvor han kun kommer meget sjældent. Men for hver gang bliver billedet bare mere og mere væmmeligt. Da han så på et tidspunkt ikke har været inde i rummet i mange år, så er billedet blevet så ulækkert, at han slet ikke kan holde det ud, og så vil han ødelægge det. Da han så stikker en kniv i det, sprøjter der al mulig pest, bylder, gonoré, syfilis, betændelse og materie ud, så han får det hele på sig, og så lige på én gang bliver han rigtig gammel og ulækker.

Det lyder unægtelig spændende. Det er bare overhovedet ikke dét, der står i bogen!

Stort set alt i dette referat er ukorrekt og så fuldstændig frit efter forlægget, at det er nær ved at være en helt anden historie.

Billedet er ikke noget, der er blevet til under mystiske besværgelser af en kutteklædt sekt eller et tryllespejl fra et eventyr. Det er ikke skabt med en bevidst hensigt om at fange ældningsprocessen og spærre den inde deri. Vi befinder os i et ganske almindeligt atelier, hvor den purunge Dorian Gray er ved at blive malet, mens lord Henry kigger på. Lorden og Gray er lige blevet præsenteret for hinanden og småsnakker, mens kunstneren Basil Hallward, en fælles bekendt, gør billedet færdigt.

Da noget gådefuldt og irrationelt griber ind, er der formodentlig ingen af de tre tilstedeværende, der ved det, og der går lang tid, før der begynder at ske noget. Eller rettere: ske noget med billedet.

Det tilsyneladende udslagsgivende er, at Dorian, da han ser det færdige billede, studser over, at det vil blive ved at se sådan ud, mens han vil blive ældre, og så ønsker, at det kunne være omvendt. En slags absurd bønhørelse af "når guderne vil straffe os, opfylder de vore bønner"- typen, synes at finde sted, hvad Dorian imidlertid først en del senere bliver klar over. Ordningen træder vel sagtens i kraft i det øjeblik, men er indtil videre passiv. I vor tid ligger det lige for, at sammenligne med et hævekort, der automatisk aktiveres, første gang man bruger det.

Man bedes bemærke, hvor forsigtigt og forbeholdent jeg har ytret mig om dette indledende stykke handling. For allerede her er der en tolkningsusikkerhed. Dorian udtaler ønsket om, at det kunne være omvendt. Men muligvis spiller andre ting ind. Det gælder ikke mindst de to andre tilstedeværende. Ordningen kan i nogen grad ses som et absurd kompromis af uforenelige ønsker og bevæggrunde.

I det mindste for de to af de tre - Dorian og Basil - får det frygtelige følger. Derimod rammes lorden ikke af billedets forbandelse. Dette er så netop en drilagtighed for tolkningen. For hvis de alle tre er knyttet sammen i et skæbnefællesskab via billedet, så burde det vel også vise sig i alle tres liv.

Har lorden en finger med i spillet? Henimod slutningen forekommer en samtale Henry/Harry og Dorian imellem, hvor førstnævnte tilsyneladende forundret spørger til, hvordan Gray holder sig så godt. Men vi har atter og atter fået at vide, at vi ikke skal tage dét, han siger, alt for bogstaveligt. Tilsyneladende taler han her ganske troskyldigt. Imidlertid er stort set hvert ord en tortur for Dorian. Er dette tilfældigt? Eller piner han ham med fuldt overlæg?

"Dorian Grays billede" er langt henad vejen en Faust-fortælling, hvor lord Henry er Mephisto- figuren. Men derfor kan han stadig godt være en almindelig dødelig. Om han i overnaturlig forstand er en djævel/dæmon, får man aldrig at vide, og der er strengt taget ikke ret meget, som tjener til støtte for, at han er. Faktisk er der helt klart mere, som taler imod. Sandsynligheden taler overvejende for, at han er en af hverdagslivets helt almindelige Mephisto'er, det man plejer at kalde "dårligt selskab".

Et interessant spørgsmål er det under alle omstændigheder hvad han overhovedet bestiller i den historie. Som sagt er han den af samtlige personer, som er tildelt flest replikker. Han snakker i et væk. Men det meste af det, han siger, er brillante formuleringer af ingenting. Stor, flot form, der dækker over et minimalt indhold. Hans kontinuerlige monolog fylder så meget, at hvis man skar ham ud af bogen, ville den fra en 300 siders roman blive reduceret til en lille novelle på under 50 sider.

I forhold til handlingsgangen er han et sært indskudt led. Kan Dorian Gray virkelig ikke finde ud af at blive fordærvet på egen hånd? Alene hans guddommelige skønhed burde være nok. Kan sådan en godbid gå igennem verden, uden at at mængde kvinder (og homoseksuelle mænd ikke at forglemme) kaster sig savlende over ham? Kan ikke netop den uskyldstilstand, han ved fortællingens begyndelse befinder sig i, føre til tankeløsheder? Det er sjældent hørt, at man skulle have hjælp fornøden, for at blive fordærvet. Næsten alt andet kunne man have mere brug for hjælp til. Derved står lord Henry som et indskudt led. Eller gør han? Det er jo så netop det. Det er et drilskt tolkningsspørgsmål. Meget vil afhænge af, hvordan man besvarer det spørgsmål, og dermed også hvordan den historie overhovedet skal forstås.

Så meget er i hvert fald sikkert, at Dorians ønske/bøn er kulminationen af en tankerække, som er foranlediget af samtalen med lord Henry, og at billedet er færdiggjort netop i det øjeblik, hvor lordens giftige ord for første gang gør deres indtog i Dorians uskyldige (og derfor modtagelige) sind.

Basil Hallward ved godt, hvad lord Henry er for en: fordærvet dekadent og med en dårlig indflydelse på sine omgivelser. Han er - med god grund! - bekymret for, hvordan han vil påvirke Dorian Gray. Hans interesse for Dorian har mange lighedspunkter med en forelskelse, men skal ikke nødvendigvis forstås erotisk. Tilsyneladende er hans interesse rent kunstnerisk. Dorian inspirerer ham, han maler som aldrig før og svinger sig op på et helt nyt niveau. Hans bekymring og omsorg forekommer nærmest faderlig. Han vil ikke have, at Dorian bliver ødelagt. Han tilbeder hans renhed, uskyld og uspolerede naivitet, og bærer over med de mere barnlige udslag af denne. For det er ren umiddelbarhed og naturlighed. Der er intet kunstigt eller beregnende deri. Når Dorian siger, at han ikke gider at stå model, er det et vrantent barn, som taler. Ikke andet.

Man bør bemærke navnet Hallward. Det synes at sige, at han vogter en hal. Hvilken hal? Vejen går igennem Basil. Det er ham, der maler det skæbnesvangre billede. Uden det billede ville der overhovedet ikke være blevet nogen historie. Men det gælder tillige, at han har lagt mere idet billede af sig selv end i noget andet arbejde. Hver eneste penselstrøg laver han med hele sin sjæl og giver alt, hvad han har. Han der vil bevare og beskytte Dorian, der allerede er under den giftige indflydelse, og som den allerførst følge deraf retter sit uovervejede ønske imod netop det billede.

Billedet er en kærlighedsgave. Men overfor den smukke vision om den rene sjæl, den rene kunst, det rene venskab og den rene kærlighed står dekadencens højsang, og på sin vis klinger der lidt af begge med i det ønske, Dorian udtaler.

Som det ses, er der gang i et subtilt spil og en mangedimensional kamp mellem forskellige viljer. Der kunne nævnes en hel del mere, end jeg her har gjort. Men det ville drive for vidt. Dertil skulle der jo også gerne være en grund til at læse bogen for dem, der endnu ikke har gjort det.

Lad det derfor være nok med dette, og lad mig så blot opfordre til at læse de indledende afsnit særdeles grundigt og hele tiden mærke sig, hvad der sker, hvad der bliver sagt, hvilke ting, der er i spil og på hvilken måde. Så skal det nok blive tydeligt for enhver, hvor utrolig meget der er igang her.

Herefter følger en længere periode, hvor Dorian i stigende grad kommer under lordens indflydelse og man skal rent faktisk over halvvejs ind i fortællingen, før maleriets gådefulde egenskab begynder at gøre sig gældende.

Det er i den forbindelse værd at bemærke, at bogen er kemisk renset for slibrige detaljer. Intet siges direkte, ingen konkret udskejelse får en specifik beskrivelse. Alting er noget, der måske kan være det og det og så måske noget helt andet.

Det er netop hér, bogen adskiller sig markant fra stort set enhver anden fortælling om udsvævende letlevned. Uanset hvilken holdning de andre så har haft til dette. Det er ikke kun Marquies de Sade, som er væsentligt mere specifik. Der er også en del mere kød på bordet, når Dostojevskij beretter om den gamle fatter Karamassovs meritter. På engelsk grund havde John Cleland skrevet "Fanny Hill" mere end 100 år før!

Det gælder ikke blot seksuelle udskejelser. Men også f. eks. drikkeri. I forhold til de mængder af spiritus, der sættes til livs i mange samtidige romaner, forekommer bogens to centrale levemænd påfaldende ædruelige. De går til middagsselskaber og får noget god vin til maden. Men der er tilsyneladende hverken tale ædegilder eller drukorgier.

De synes at bruge en væsentlig del af deres tid på at gå rundt i haver og snuse til blomster såvel som at fremsætte rent teoretiske overvejelser om skønhed og nydelse. Om deres faktiske jagt på sansepirringer fortælles kun, at en sådan finder sted. Ikke hvori den består.

Når bogen bliver detaljeret og specifik, er det om helt andre ting. Det gælder f. eks. et lidt langtrukkent kapitel om Dorians forskellige samlinger, der snarere end en hæmningsløs libertiner får ham til at fremstå som en smånørdet museumskustode.

Netop derfor forekommer det at være læserens egen tilføjelse, når der som eksemplet ovenfor opremses et omfattende konkretsyndsregister, som helt specifikt hævder, at han gør sådan og sådan. Det står der ikke noget om. Det kan man gætte på, at han gør. Men det må jo i så fald blive for egen regning.

Dermed bliver det også relevant at se på påstanden ovenfor om det omkostningsfri samt i det hele taget af hvilken art omkostningerne er. Som allerede nævnt er det i virkeligheden slet ikke omkostningsfrit. Prisen er ikke sat ned. Den er sat op.

Som en stakket frist går Dorian tilsyneladende fri. Men det er han stort set ene om. For tingene er ikke omkostningsfri for hans omgivelser. Som sporene af det levede liv sætter sig på billedet, rammer de ydre konsekvenser en lang række mennesker i Dorians omgivelser. Tilsyneladende kan han atter og atter snige sig udenom og klare frisag. Helt så let går det nu alligevel ikke. For samvittigheden sidder ikke i billedet. Han må gennemlide alle skammens og skyldens plager, og skønt han ikke direkte rammes af samfundets repressalier, svinder hans bekendskabskreds dog ind og han bliver i stigende grad et menneske, man undgår.

Men ydermere bliver billedet noget stadig mere dobbelt. Tingene er jo ikke usynlige, når de kan ses på billedet. At det ikke kan ses på ham er både godt og ondt.

Det er kun tilsyneladende, at tingene ikke kan ses. I virkeligheden bliver de ikke skjult, men netop åbenbaret og tydeliggjort. Trin for trin kan han iagttage sit eget forfald ned i de mindste detaljer og fineste nuancer. Intet forbliver skjult. I det mindste ikke på billedet. Det afslører nådesløst alt. Også alt det, der uden billedet måske kunne være forblevet skjult. Billedet viser ikke blot de rynker og grå hår, enhver får, efterhånden som årene går. Det viser enhver ond tanke, enhver hensynsløshed, enhver forsømmelse overfor medmennesket.

Det er ikke et portræt af det ydre menneske, men af det indre. Bogen igennem pointeres det, at billedet kontinuerligt viser et sjæleligt forfald. Dorian tænker det, fortællerstemmen bekræfter det og handlingsgangen viser det. Dette er det sandt rystende, det virkelig frygtelige, som efterlader læseren i en næsten uudholdelig pine. At for kortere eller længere tid at kunne deponere sine alderdomsegn på en væg, for så ved fristens udløb at få dem smidt i hovedet med renter og renters rente, er ikke meget mere end en fantasifuld tanke og en slags poetisk retfærdighed. Hvad der reelt er tale om er imidlertid noget langt værre ...

Det må her bemærkes, at billedets første forandring viser sig, da han på en ualmindelig brutal måde gør det forbi med sin kæreste. Der er tale om en handling, enhver ville kunne foretage, uden at det kunne ses på dem. Et menneske kan komme ind i et lokale. De tilstedeværende kan ikke se, hvor vedkommende har været lige før, eller hvad de har foretaget sig. Har de lige optrådt grusomt overfor et andet menneske? Man ved det ikke. Kommer de ind med et venligt smil, vil man almindeligvis ikke tro det.

Lad os forestille os et alternativt scenarium. Han kom hjem efter 14 dags massiv druktur og opdagede at billedet havde helt røde øjne. I så fald havde billedet vist en rent fysisk reaktion på hans handlinger. At sige rend og hop og dreje om på hælen til et menneske, der ligger grædende på jorden, kan være nok så hårdt og groft. Men man får ikke syfilis af det.

Som allerede nævnt: alle kunne sådan set gøre det, uden at det ville kunne ses på dem. Men det kan ses på billedet, der har fået et kynisk drag om munden. Dermed er det også blevet umisforståeligt fastslået, at billedet snarere illustrerer psykiske end fysiske men.

En mystisk forbindelse mellem en person og et maleri af denne fascinerer i sig selv. Det er ikke svært at forestille sig en filmscene, hvor der befinder sig et spejl i et køkken. En person er ved at forberede et måltid og skærer sig i fingeren. Men fingeren forbliver uberørt. Derimod pibler en strøm af blod ud af fingeren inde i spejlet. Det er gådefuldt, det er måske en lille smule uhyggeligt og frem for alt: det appelerer til fantasien.

Selvom der overhovedet ikke forekommer noget af den art i Dorian Gray fortællingen, har selve ideen med Dorian og hans portræt det samme præg af besættende mystik over sig. Selve ideen er genial, og næsten uanset hvordan den var blevet brugt og praktisk udført, kunne der næsten ikke undgå at være kommet et som minimum læseværdig resultat ud af det.

Imidlertid er udførelsen i den faktisk foreliggende bog ikke blot læseværdigt, men dybt rystende, ja - ligefrem forfærdende. Det skyldes dels at den kommer ned i nogle helt andre lag end det blot gådefulde og mystiske, og derved berører en lang række spørgsmål om livet og menneskenes tilværelse, samt den ovenfor påpegede pointe, at talen er om en sjælelig forkrøbling.

Ser man strengt nøgternt på det, ville det som et rent fysiognomisk fænomen blot være historien om en forlænget frist, at Dorian fik lov at se godt ud lidt længere end andre. Da ville billedet have nogenlunde samme funktion som et korset, der for en tid kan skjule en voksende vom. Det ville i bund og grund ikke være andet end en overnaturlig pendant til sminke og andre almindeligt brugte kunstgreb.

Som før nævnt kunne vi sådan set allesammen sige noget ondt og tilintetgørende til et medmenneske, for derefter at træde ind i et stort selskab, uden at en eneste ville kunne se det på os. Det er lige præcis hér, at Dorian Gray bliver identisk med os alle. Har vi ikke alle et mørkt, aflåset rum, hvor der hænger et billede, vi ikke ville turde vise nogen? Findes der noget sted i verden en menneskesjæl, som udelukkende består af åbne, lyse rum?

Men også bogen selv er et sådan billede. Det hævdes på et tidspunkt (naturligvis af den ordrige Lord Henry) at en bog ikke kan fordærve nogen. At mange vil være uenige heri, er i denne sammenhæng ikke det afgørende. Derimod er det påfaldende, at der intetsteds undervejs fortælles noget som helst eksplicit om alle Dorians udskejelser. Akkurat som der hænger et tæppe over billedet, hænges der også et tæppe op foran Dorians eskapader. Hvad der gemmer sig bag, kan kun læserens fantasi svare på. Netop derfor er det bemærkelsesværdigt, hvad man undertiden kan høre folk hævde, at Dorian har gjort, uagtet at det intet sted i bogen er nævnt. Således lyder da også en af Lord Henrys udtalelser:

Det er usikkerheden, der betager én. Et tågeslør gør tingene så vidunderlige.

Så hvad er det helt præcist, Dorian Gray har gjort? Svaret afhænger ganske af, hvem læseren er, hvad de forestiller sig og vel sagtens også, hvad de kunne have fundet på, hvis alle muligheder lå åbne og omkostningsfrit kunne benyttes.

Så før du hævder, at billedets næse er ædt op af syfilis, bør du måske overveje, om det var det, det ville være, hvis du stod i Dorian Grays sted (?). I hvert fald er det oplagt at se de konsekvente mørklægninger af alle udsvævelsers specifikke art som bogens egen billedflade, der frister læseren til at kigge ind bag tæpperne og spejle sig.

Hvis det holder stik, så er det formodentlig også rigtigt, at man ikke kan blive fordærvet af en bog. Eller i det mindste ikke af lige præcis dén bog, da man her kun vil kunne finde det, man allerede huser i sit sind.

Spurgte man et syvårigt barn, hvad det mon skal betyde, at han har ødelagt en kvinde, ville det formodentlig foreslå, at han havde brækket begge arme og ben på hende.

Dorians ugerninger er eftersigende endeløse og af enhver tænkelig art. Men det, man reelt hører om, er tre-fire centrale episoder, hvor det i grunden kun er den første, der kan kaldes primær, mens de øvrige mere eller mindre er følgevirkninger.

Den første er bogens helt centrale begivenhed, det brutale opgør med kæresten. Men for at forstå dette ret, må vi først gøre os noget andet klart. Hele det ovenfor beskrevne spil med sagt og usagt, hvor til stadighed den dulgte antydning foretrækkes for det konkrete, indgår i en mere omfattende overvejelse om kunst og virkelighed. Det ligger allerede i fortællingens grundmotiv, hvor billedet sådan set er mere virkeligt end mennesket, der går omkring som et omvandrende kunstværk, uden spor af det liv, han har levet.

Bogen igennem vendes og drejes spørgsmålet om kunst kontra virkelighed, så enhver kan blive godt rundtosset deraf. Det spiller tillige en central rolle i Dorians kærlighedshistorie.