Hvad der findes i den frie form

Hvis man er træt af alt det man plejer at lytte til, har man brug for en oplevelse, der er af en fuldstændig anden art. Noget, der frisker op og giver ny inspiration. Det behøver ikke at lyde godt. Hellere grimt end ligegyldigt. Alt andet end ligegyldigt.

Det må være en stålbørste-musik, der river og flår alting op, for derigennem at fornye en fra grunden. Den må jage en ud i tilstande man ikke anede eksisterede, netop for at skabe nye, friske tanker.

Kort sagt: når man vil have noget andet end det man kører med som daglig kost, er det for at gøre afbræk fra en vane. Derfor må dette "andet" være konsekvent vanebrydende, og frem for lukkede cirkler, der snævrer ind, lige modsat åbne op, i dybeste forstand bryde vanen og de vante mønstre, så man genfinder sig selv et helt nyt sted.

Men findes der en sådan "stålbørste-musik"? Ja, der findes rent faktisk en hel del. Udvalget er bredt. Men den mest konsekvente af slagsen må siges at være den frie jazz.


Netop inden for free-jazzens verden, finder man ting, med en særlig evne til at udfordre og kuldkaste vanetænkning - inspirere til at betragte ting på en helt ny måde.

Ofte foregår det på alle planer. En kontinuerlig bevægelse både melodisk, harmonisk og rytmisk. Vi taler altså om noget, der er gået adskillige skridt videre end at blot at bryde med den traditionelle melodiopfattelse, for derved ikke blot at være et alternativ til mere ordinære ting, men forsåvidt også blive et alternativ til sig selv, sådan at forstå at det hele tiden forandrer sig og er på vej et nyt sted hen.

Således får det et præg af stadig forandring, af absolut overraskelse. Før lytteren om et givent sted når at sige: "Nej, det kan man da ikke" er musikken allerede i gang med at gøre noget andet. Måske noget endnu dristigere.

Derved opstår en bevægelse i retning af det stadig mere forunderlige og/eller bizare. Den lydverden, der rejste sig for et minut siden, er allerede revet ned, og vi er nu i helt nye omgivelser, hvorfra vi hastigt skrider videre til de næste.

Vi rives med af en stærk strøm og aner ikke hvor vi ender henne. Det er således noget langt mere omfattende, end blot et alternativt tonalforløb. Det kunne passende kaldes "evnen til at bryde vanetænkning og give ny inspiration" eller "den utraditionelle indfaldsvinkel, der udfordrer til at se ting fra nye sider".

Til belysning af dette kan jeg varmt anbefale at læse Åke Edwardson's roman "Sejl af Sten". Den er blandt mange eksempler på den blomstring svensk kriminallitteratur oplever i disse år.

Den moderne svenske kriminalroman handler ikke blot om hvem, der gjorde det, men har karakter af en langt mere vidtrækkende, ofte stærkt samfundskritisk nutidsskildring.

Specielt for "Sejl af Sten" er, at personbeskrivelsen foregår gennem den musik, de forskellige lytter til.

Kriminalkommisær Erik Winther er vild med free-jazz. Netop dette hjælper ham til at sende tanken ud af de kringlede omveje, der fører til opklaringen af en indviklet sag.

Endvidere sker der en parallel i handlingsforløbet. Winther kommer virkelig ud på en rejse, rent fysisk. Sagen fører ham til Skotland, hvor han omsider får udredet dens mange tråde.


En del af de i bogen anvendte musikeksempler er ikke egentlig freejazz. F.eks. benyttes Miles Davis' "Kind Of The Blue".

Men uagtet eksemplernes beskaffenhed er kriminalkommisærens forhold til musikken, såvel som hans måde at sanse, opleve, tænke og føle på, i udpræget grad noget, der befinder sig inden for freeform-positionen.

Det kommer til udtryk både i hans alvorlige overvejelser og hans humor. De flagrende assosiationer. Den veludviklede sans for alternative sammenhænge og forbindelser. Den stadige funderen over sproglige nuancer. Visonen om linier, der ender langt fra begyndelsespunktet. Det tillokkende ved legen og eksperimentet. Forsøget på at løse gåder og mysterier. Søgen. Rejsen.

Det, der kan minde lidt om den ordleg, begavede børn hygger sig med, hvor slutningen af det ene ord, skal udgøre begyndelsen på det næste:

 

superman - mandskab - skabsdør - dørtrin - trinvis - visdom - dommedag - dagblad - bladbud - budbringer - erfaring - ingefær - ærgerrighed - hedeslag - slagside - sidespor - sporskifte .... 

 

Alt dette er freeform!

Det handler om det alternative sammenhæng. Det er det, Erik Winther har sans for, og det hjælper ham i hans opklaringsarbejde.

Han har lange drøftelser med kollegaen Bertil Ringmar. Nogle af de ideer, der luftes i deres snakke, viser sig at være vildspor. Men i sidste ende hjælper alt til med at nå frem til den rigtige løsning.

Nu er der jo nok nogen, der vil sige, at det kan være fint nok for Erik Winther, men dem aldeles ligegyldigt. Man bør sætte skel mellem egenskab og virkning, og derfor skylder jeg at forklare på hvilken måde, der i dette tilfælde er et særligt sammenhæng imellem egenskab og virkning.

Det ligger først og fremmest deri at musikken netop er, hvad den hævder at være: fri.

Undertiden kan der i hel bogstavelig forstand være tale om, at man uden forudgående aftaler simpelthen går i gang med at spille lige hvad der falder en ind. Ikke improviserer over noget. Men rent improviserer. Allesammen på én gang.

Så konsekvent behøver det imidlertid ikke at være. Man kan gå ud fra en form, der så gradvist nedbrydes undervejs. Man kan rent illustrativt forestille sig et digt, der begynder på faste versefødder, men så efterhånden skrider ud. F.eks.

Da jeg gik en morgentur,

var jeg ærlig talt lidt sur,

for min bager havde lukket,

og imens på brød jeg sukked'

kom min nabo hen og sa'

ih, goddag, goddag, goddag.

 

Shit og fuck hvor var han glad,

og det fyldte mig med had;

dumme skid - skrup ind i hytten,

før jeg gi'r dig en på dytten,

for jeg havde fået nok,

så nu gik jeg helt amok.

 

Dagen startede på den vis,

at katten tissede på min avis,

og så brød kaffemaskinen sammen,

sikke noget - fy for fanden,

og da jeg så sku' handle brød,

stod der en seddel: "mester er desværre død".

 

Det var så på vejen hjem,

at naboen stod med døren på klem,

og lurede på en chance

for at fortælle i ekstatisk trance

at han havde vundet i tips

og skulle ud og købe slips.

 

Det var altså bare dråben -

så jeg stak ham en på skrinet;

jeg var simpelthen så sur på det hele,

og ja - så var det jeg gik helt grassat.

 

Løb ud og smadrede en masse ruder og rakte tunge af gamle damer. Gøede af folks hundse og steppede på parkernes bænke. Så var det jeg var kommet op og slås med ham den anden fyr, da de, hr. betjent, kom og arresterede mig.

Udover den improviserende solist, der naturligvis fjerner sig fra et evt. udgangstema (som jazzsolister alle dage har gjort), er det ikke usædvanligt at de understøttende akkorder ændres undervejs.

Det kan være noget helt banalt som en Cdur, der udskiftes med en a-mol, men kan også være et pludseligt indfald, hvor der slet ikke er noget slægtskab med den oprindelige akkord.

Ydermere sker det, at rytmen ændrer sig. Det kan være en blot nuancering i udtrykket, men også være et skift i tempo og taktart.

Kort sagt: alt kan ske. Musikerne forholder sig også ret frit til hinanden indbyrdes. Nogen gange følges de ad, andre ikke. De vandrer ligesom rundt, som det passer dem, og sommetider mødes de allesammen, sommetider blot nogle af dem, og i visse tilfælde er de spredt for alle vinde.

Netop fordi udgangspunktet ofte er en temmelig løs idé, ved musikerne lige så lidt som publikum, hvor det fører hen og hvad der vil ske undervejs. De udøvende kan altså meget vel blive lige så overraskede som deres tilhørere.

Bevægelsen spiller en central rolle i freejazz. Netop som jeg før viste med digtet. Jeg kunne også have lavet et digt, der begyndte i fornuftige sætninger, efterhånden gled ud i ord, der ikke passede sammen for så at ende i vrøvleord.

Engang var jeg ung

jeg var tilmed forelsket

og den sommer


var så lys

 

Mit hjerte sagde bang

bom bommelom bommelom

sommersol og sodavand

flødeskum og æblekage

 

Radio stol underbukser

kassebong fra Brugsen

Shakespeare's samlede værker

bedstemors gyngestol

 

Overfrakke

Videofilm

guitar

 

Krimsktrams og krusseduller

dulli dulli vap

 

Kra pa tu le kappe

si mu lange sappe

dulle dulle dulle vaps

kille kalle kulle haps

 

adndfgh

aedfvsrflgk,nh3erb n

fndtgp 

Det at man hele tiden kommer et nyt sted hen, friere, farligere, frodigere end det forrige er en bevægelsesform, der helt automatisk også sætter lytteren i bevægelse.

Tanken kommer nye steder hen, følelserne skifter karakter, stemningerne myldrer i hastige kontraster af lys og skygge.

Den virkning vi har registreret hos en svensk kriminalkommisær, har således det allermest direkte udspring i musikkens karakter og væsen. Der er derfor forsvarligt at tale om en egenskab. Denne kunne man kalde "udfordrende og inspirerende vanebrud".

En af avantgarde-scenens store pionerer er Ornette Coleman. I modsætning til hvad mange tror, er han tillige en ferm melodimager, der har skabt mange iørefaldende temaer.

Nogle af hans tidligste plader, er endnu ikke fuldbåren freejazz, men en musik på vej ud i freeform. Netop derfor kan man ikke få noget bedre grundkursus end disse plader.

Den, der forventer at høre noget, som er dybt mærkeligt og vildt langt ude, vil blive overrasket. For sådan er den tidlige Coleman på ingen måde. Musikken er forbavsende tilforladelig, næsten straight. Præget af avangardistisk freeform er mere noget, der ligger mere i tendens, intension og stræben end i det reelle udtryk. Det er musik, der blot stræber efter større frihed, men kun i stærkt begrænset omfang realiserer den.

Netop derfor er "Something Else"(1958) og "Tomorrow Is The Question"(1959) ideelle for novicen.

"Something Else" har utvivlsomt lydt mere særpræget i 1958-ører, end den gør i 2007-ører. Den ligger klods op af 50'ernes bop- og mainstream -jazz, og virker således for en nutidig betragtning som en relativt lige ud af landevejen plade. Lidt frækkere og vildere, men ikke egentligt løsrevet fra de almindelige tendenser.

Udgangstemaerne er i høj grad melodiske og det swinger upåklageligt. Så den er lige til at gå til. En i helt elementær forstand god jazzplade.

Vist hævder den i sin titel at være noget andet, hvad den på sin vis også er. Men i det store hele adskiller den sig kun lidt fra mere konventionel 50'er-jazz.

Ser man på, hvad udprægede mainstreamkunstnere som Ben Webster og Benny Carter lavede på samme tidspunkt, eller den hardbop Art Blakey og hans jazz messengers udfoldede, er det begrænset hvad der kan kaldes mere frækt og vidtgående ved denne udgivelse.

Det var endvidere i samme periode, at John Coltrane begyndte at lave plader i eget navn og markerede sig med albums som "Blue Train" og "Soul Train".

Dette betyder alt i alt, at "Something Else" ganske vist ikke tilhører det centrale udtryk, men dog holder sig tilstrækkelig tæt på dets ydermarginaler til ikke at falde helt uden for.

Men forfriskende er den rigtig nok. Man fornemmer en ny, mere ubunden ånd, der sender et friskt pust ind mellem alle de mere etablerede grupperinger/fløje på sen-50'ernes jazzscene.

"Tomorrow Is The Question" er fuld af højmelodiske temaer, ofte så man næsten får lyst til at nynne med.

Rytmisk er den lige en tak mere særpræget end "Something Else", men ikke sådan at forstå, at det hæmmer swinget. Det er snarere intensiveret.

Nogle af numrene har en egen pudsig fornemmelse, som hvis man tænker sig taktstregerne fjernet fra nodepapiret, så at nummeret udgør én lang takt. Netop derved opstår en særlig pulserende fremdrift. At man har en fornemmelse af at kunne tælle et alle og ingen steder, er en lidt speciel oplevelse. Men den er i enhver henseende behagelig.

Der forekommer dog også i løbet af pladen nogle specialiteter: brug af rytmeskift, lidt mere vræl og vildskab i improvisationerne, såvel som et lidt nonchalant forhold til de underlæggende harmonier, som man efter forgodtbefindende glider ind i og ud af, undertiden gennem længere passager helt ved siden af.

Kort sagt: lidt mere fornemmelse af, at drage ud på en rejse, mod nye uopdagede kyster, uden at vide hvor man ender. Men slet ikke i tilnærmelsesvis samme grad som senere anvantgardeplader. Musikken er overskuelig, forbavsende lettilgængelig og har endnu ikke taget det fulde skridt ud i kaos.

Album-opbygningen har for begge pladers vedkommende en antydende tangeren i retning af bevægelsen mod frigørelse. De begynder hvor absolut alle kan være med, for så senere at vove sig ud i nogle lidt mere særprægede numre. Men slet ikke sådan at det kan genere nogen.

Klangbilledet er ofte af påfaldende skønhed, og når det ikke er, har det en medrivende dramatisk effektfuldhed. Der er så mange melodiske træk, en så velswingende og slagfærdigt tøffende fremdrift, og i det hele taget en atmosfære af noget venligsindet, at disse to albums er at regne for den absolutte freejazz-LIGHT. Smil på læben og så ellers deruda'.

Dertil kommer at numrene ikke er specielt lange, og derfor fastholder et sluttet enhedspræg, netop i modsætning til den lange rejse, der gennem vidtstrakte forløb hele tiden kommer nye steder hen.

Ved at beskæftige sig med disse to albums, stifter man på en hel smertefri måde, bekendskab med nogle grundtræk af avantgardejazzens formsprog (hvis den da overhovedet kan siges at have et sådan?) på en sådan måde, at kun de færreste overhovedet vil bemærke det.

Man får ubevidst en masse listet ind ad bagdøren, og bliver derved grundliggende indført i free-universet.

Når man begynder at føle sig hjemme dér, kan man forsøge sig med f.eks. Eric Dolphy's "Out To Lunch" fra 1964.

"Out To Lunch" illustrerer den udvikling, der var sket i de fem år, der var gået siden "Tomorrow Is The Question". Men trods en tydeligt mærkbar forskel kan man godt fornemme slægtskabet.

Endvidere hører "Out To Lunch" til de lidt mere moderate. Der blev på dette tidspunkt lavet ting, der var meget længere ude.

"Out To Lunch" åbner i et hyggeligt luntetrav, der på en både swingende og humoristisk måde spadserer afsted. Men der går ikke mange sekunder før løjerne bryder løs, og de er jævnt tiltagende gennem det otte minutter lange åbningsnummer, der er et ideelt eksempel på den musikalske bevægelse, der former sig som en rejse mod ukendte mål, omend der fastholdes en antydning af form.

De ialt fem numre, har hver deres eget univers og personlige særpræg. Men strengt taget er det ikke noget man bør hæfte sig så meget ved. Man bør tage rejsen, hele rejsen d.v.s. den samlede plade. Så vidt muligt bør man slippe alle forventninger og sammenligninger, og simpelthen vente og se hvad der sker. Lad komme hvad der komme vil. Det er et spørgsmål om at give slip. Give tingene lov at ske og være.

Med "Out To Lunch" vil mange kunne få en første fornemmelse af, hvad det er freeform kan, med hensyn til at give en anderledes, inspirerende og vanebrydende musikoplevelse, som på en egen forfriskende vis på én gang virker opkvikkende og afslappende, således at man på samme tid bliver både udfordret og ladet op.

Egentlig melodisk er musikken kun i pletvise glimt. Men lyriske træk er der en hel del af, ligesom pladen ingenlunde forbyder klanglig skønhed. Netop kravet om absolut musikalsk frihed er et ideal, der forbyder påbud og forbud. Dette er dets eneste regel.

Følgelig er skønhed ikke blevet forbudt, det er bare ophørt med at være et ufravigeligt krav, hvorved musikken bliver jævnt vekslende mellem orden og kaos, skønhed og grimhed, tilforladelighed og mærkværdighed. Man må netop hele tiden huske, at det centrale er det ubrudte inspirationsflow. Derfor befinder musikken sig snart ét og snart et andet sted.

Musikernes evne til at give los giver pladen et præg af noget levende og veloplagt, og det er her den mest direkte appel til lytteren ligger. Det er en invitation til at være med på spøgen. Ude til frokost. Altså et frikvarter. Nu skal vi ud og lege. HURRA!

Når man er kommet så vidt i tilegnelsesprocessen, at man føler sig nogenlunde på talefod med "Out To Lunch", kan man tage skridtet fuldt ud, med Cecil Taylor's "Conquistador!"(1966), der skønt avantgardescenen har gennemgået en stor udvikling senere, må betegnes som fuldbåren freeform.

Jeg tror nok titlen betyder et eller andet med at erobre, og det er betegnende. Denne plade er endnu i dag at regne for en særpræget og anderledes oplevelse. Her kan man få hele det indre liv skubbet i nye, uventede retninger.

Den lyder ikke som noget andet, bryder alle regler, udfordrer og provokerer, gør alt andet end det man ud fra gængse musikalske konventioner kunne forvente. Kort sagt: den opfylder ikke forventninger. Den bryder radikalt med dem.

Men netop derved skabes en helt ny slags forventninger. En higen efter den fortsatte overraskelse. Og dette kan den netop indfri.

Det er naturligvis et individuelt spørgsmål om man er parat til noget så særpræget. Om man så at sige formår at indtage en lige så fri lytterposition, som musikernes "spille-position". Men har man glædet sig over "Out To Lunch", er det absolut værd at gøre et forsøg.

"Conquistador!" er bandsat særpræget lige fra første tone, som iøvrigt er flere. Ikke at forstå som en akkord. Men en hurtig, fanfarelignende pianofigur. Så en lille pause. Nogle sekunders dirren. Og så brager det løs.

Pladen rummer kun to numre. Disse to LP-side lange numre er så afgjort ikke for de sarte. Imidlertid er det umuligt at overhøre at der er en kreativitet i det. En hæmningsløs legelyst. Men det er vel at mærke legebørn på et højt spilleteknisk niveau.

Dertil kommer at det ikke er udskejen på en rent overfladisk måde. Der er en dyb, menneskelig udtryksfuldhed deri. Netop frigjort fra form bliver udtrykket desto mere direkte, springende alle mellemstationer over. Meddeler noget, uden først at formulere det.

Der er noget fascinerende over en musik, der er  speciel. På en måde gør det den også lettere at gå til. Den er så langt fra alle almindelige forestillinger, at man tvinges til at give afkald på dem.

Så længe ting ikke er mere alternative, end at der endnu er lighedspunkter med det konventionelle, kan man i nogen grad stadig benytte de almindelige begreber. Men når det kommer tilstrækkelig langt væk fra det normale systems rækkevidde, bliver man nød til at tage det for noget andet. Det absolutte eksempel er ting som lydmontager og konkret- musik.

Her er "Conquistador!" nærmere almindelig musik, i og med at det er ganske almindelige musikinstrumenter, der benyttes. Der forekommer tillige klart forløb prægede passager, undertiden endog en yderst viril og medrivende rytmik.

Alligevel bruger musikerne deres instrumenter på en så usædvanlig måde, at det i lange stræk nærmer sig montagen. Så meget dette nu lader sig gøre med noget, hvor der forekommer både toner, akkorder og rytmer(sådan da!).

Mens visse dele af nymusikken kun er form uden indhold, er dette lige modsat et absolut indhold, et formløst indhold.. Men når det gælder om at bringe sig fuldstændig hinsides det konventionelle system, er en sammenligning mulig.

I netop den forstand kan man med nogen ret hævde, at "Conquistador!" kommer ud i samme vanskelighed, som når det er tvivlsomt om nymusik er musik eller lydproduktion.

Man kan også stille spørgsmålstegn ved, om "Conquistador!" er musik. Er det ikke snarere et klangeksperiment eller simpelthen en rasen ud?

Allerede udtrykket freeform antyder en slags anti-musik. Man kan derfor med god ret betvivle om det er musik i snæver forstand. Vil man være meget kritisk, kan man måske endog gå så vidt som at hævde, at det svarer til at meddele sig ved hjælp af uartikulerede lyde istedet for et sprog.

Men man kan også gå en anden vej rundt. Man kan spørge efter indhold. Er der et sådan? Dette må absolut besvares med ja. Har det noget at tilbyde? Har det noget på hjerte? Kan det give en oplevelse? Har det en berettigelse? Ja, ja, ja og atter ja!

Vil man gå videre med at nægte "Conquistador!" musikalske rettigheder og slå den hen som blot støj, så må man dog indrømme - når den skal spilles ud imod nymusikken - at hvis man endelig absolut skal høre noget, der lyder forfærdeligt, så kan man da i det mindste vælge noget, der besidder et vist kunstnerisk format, holder et niveau.

Man kan diskutere substans og integritet i ren genkendelig forstand. Naturligvis kan man høre pladen så mange gange, at man ved nøjagtig hvad der sker hvornår. Men netop den formmæssige skriden ud, der finder sted, gør spørgsmålet drilagtigt.

Men tænker man substans og integritet den vej rundt, at man spørger efter en intension og evnen til at skabe sit eget univers, må man så afgjort svare bekræftende.

Det kan i den forbindelse nævnes, at der på cd- genudgivelsen som bonus er et alternativt take af det andet af pladens numre, side to tracket "With". De er forskellige,  viser helt tydeligt den frie bevægelse og bruddet med form præget af den øjeblikkelige inspiration. Alligevel kan man godt høre at de bygger på samme grundidé.

Hvad endelig angår den mulighed, at høre det til man kan det udenad, må det siges, at den erklærede hensigt er, at man netop ikke skal vide hvad der sker hvornår. Netop derfor er musikken af en sådan art, at det ville blive nødvendigt gennem måneder at bruge mange timer hver dag, hvis man skulle nå frem til at kunne huske alle detaljer i den rigtige rækkefølge. Man skal i virkeligheden slet ikke vide hvad der sker hvornår.

Pointen er, at musikerne ikke en gang selv har vidst det på forhånd, men først når det skete. De er selv blevet overraskede. Har måske endog ikke haft en egentlig fornemmelse af hvad der var sket før bagefter, da de sad og gennemlyttede optagelsen.

Musikerne er således på en måde selv publikum. Samtidig er publikum i og med at der intet givent facit er, medskabere af musikken.

En sidste ting, der må nævnes, er at der i nogen grad kræves en sondren mellem nydelse og oplevelse. Der forekommer enkelte umiddelbart velklingende passager på "Conquistador!". Men mere overordnet betragtet lyder det ikke hvad man normalt forstår ved godt/smukt. Men det er spændende. Derfor en oplevelse.

Nydelsen ligger således på en måde netop deri, at det ikke er en nydelse. Eller man kan måske sige det på den måde, at kun relativt få vil kunne lide det på den måde, man kan lide f.eks. "Jeg gik mig uden Sommerdag". Men mange vil kunne påskønne at det gør noget ved en, og udgør en afveksling fra mere almindelige ting. At kvaliteten netop er, at det er noget helt, helt andet end "Jeg gik mig ud en Sommerdag".

Det kan lukke op, når man føler sig indespærret, bane vej når man er kørt fast. Er man blot en smule opmærksom kan det berøre en endog meget dybt. Dyrker det ikke skønheden og velklangen, dyrker det til gengæld stemningen, atmosfæren.

Det er rigt på sjælelige tilstande, og kan på en intens måde sejle rundt i følelsesregisteret. Man kan derfor også sige, at det mest er en musik, der skal mærkes, frem for at høres på æstetisk vis.

Alt dette, der netop bryder, giver lytteren en større åbenhed. Også selvom man evt. afviser "Conquistador!" med væmmelse. For når man først har været ude på det yderste overdrev, vender man helt automatisk mere tolerant tilbage til mere konventionelle musikformer.

Her vil nogen nok ironiserende sige, at ja - hvis noget er tilstrækkelig rædselsfuldt, lyder alt andet godt i sammenligning. Men den går dybere end som så. Denne musik gør simpelthen noget ved en, der åbner sindet og springer fordomme. Gør ens verden større og rummeligere. Det er kort sagt god mental hygiejne!

Freeform er musik for nysgerrige og søgende mennesker, med modet til at begive sig ud hvor alt er usikkert og vedtagne løsninger ikke længere eksisterer. Man skal helst ikke have for meget berøringsangst!

Naturligvis er vi med en plade som "Conquistador!" tydeligvis langt inde i 60'ernes grådige jagt på muligheder og ekspressive udtryksformer.

At freeejazzen fra sin spæde opståen i slutningen af 50'erne, med Ornette Colemans små skæve temaer og harmonisk skødesløse improvisationer, på blot 7-8 år kunne gennemgå en så revolutionerende udvikling frem til Cecil Taylors klangorkaner, er indlysende symptomatisk med hvad der iøvrigt skete i samme periode.

Freeform på tryk

I det foregående fremhævede jeg Åke Edwardson's roman "Sejl af Sten", som en anderledes - og ikke så hverken historisk eller teoretisk - måde at blive indført i avantgardejazzens verden.

"Sejl af Sten" er et blandt mange eksempler på den blomstring, svensk kriminallitteratur oplever i disse år. Den moderne svenske kriminalroman handler ikke blot om hvem, der gjorde det, men har karakter af en langt mere vidtrækkende, ofte stærkt samfundskritisk nutidsskildring.

Specielt for "Sejl af Sten" er, at personbeskrivelsen foregår gennem den musik, de forskellige lytter til. Ved at omskrive en kendt talemåde til: "vis mig din pladesamling og jeg skal fortælle dig hvem du er," lykkes det Åke Edwrdson at bringe læseren tæt ind på livet af sine personer og hele deres tanke- og følelsesunivers.

Kriminalkommissær Erik Winther er hel vild med free-jazz. Netop dette hjælper ham til at sende tanken ud af de kringlede omveje, der fører til opklaringen af en indviklet sag. 

Her skal følge nogle uddrag:

 

 

 

"Winther sagde ikke noget. Han huskede også det. Den tåre, hun havde fældet, og som brændte ham på skulderen. Var det sådan? Ja, han havde fornemmet det. Hun havde fortalt om det, og der var stadig tårer. Det var måske især hendes fars tårer. Det kunne han godt forstå, men forstå det rigtigt kunne han ikke, ikke dengang. Det ville have været noget andet nu, hvis han havde hørt det nu. Nu var han en anden ...

 

... Winther læste meddelelsen en gang til. Ting er ikke, hvad de ser ud til at være. Nej, det var han bevidst om, detvar nærmest en sammenfatning af hans syn på efterforskningsarbejde. John Oswald er ikke den, han synes at være. Synes, anses at være. Han anses for død. Er han ikke død? ...

 

 

....Glen Islay, tænkte Winther. Det lyder som et whiskeymærke. Jeg kender navnet, men det er ikke whiskey --- 'Hvorfor går du ud fra, det var der, din far ringede fra?' Spurgte han.

'Måske sagde han det, nu jeg tænker efter. Og i hvert fald har han ingen mobil.'

Der findes altså endnu nogle, som ikke er mobiliseret, tænkte Winther. I mit næste liv vil jeg være én af dem.

'Jeg prøvede at give ham min mobiltelefon med, men han sagde nej,' sagde Johanna Oswald. 'Han sagde den ikke ville komme til at virke, og så blev man bare frustreret på rejsen.'

'Det kan der være noget om,' sagde Winther.

'I hvert fald har han ikke ladet høre fra sig på nogen måde siden da,' sagde hun.

'Er det i grunden så lang tid?' spurgte Winther.

'Hvad mener du med det?'

'Fire dage. Du ventede trods alt fire dage med at blive urolig. Måske er ---'

'Hvad mener du?' afbrød hun ham. 'Som om jeg ikke har været urolig hele tiden. Men som jeg lige har sagt, var min far ikke af den slags, der ringer hjem hver dag. Men til sidst blev jeg alligevel så urolig ud over den sædvanlige uro, at jeg ringede til Glen Is --- Glen Isl ---' Hun brød af og begyndte at græde.

Winther følte sig ubevægelig som en sten. Jeg er en idiot. Og det her er noget, jeg ikke rigtig kan håndtere. Det føles pludselig --- privat. Nu må jeg finde en vej ud af det her.

'Hvad hedder din far?' spurgte han blidt.

'Ax --- Axel,' svarede hun. 'Axel Oswald.'

Winther rejste sig, fjernede hendes kop og sin egen og satte dem til side for at skabe en afledning, en anden måde at tænke på ...

 

 

... Invernes. Winther rejste sig og gik hen til det Europakort, der hang på væggen ud mod korridoren. Han havde været der, for tyve år siden. Et eneste døgn, på gennemrejse fra nord til syd. Han tænkte på kvinden, der sad bagved ham. Det måtte være den samme sommer --- 

Han tænkte efter, mens han betragtede kortet. Jo, det var måske den sommer, eller dén lige efter. Indian summer, ligesom denne her, i september. Han havde været på vej mod et eller aandet i sit liv, men ikke vidst hvorhen. Han havde besluttet sig for at holde op med jurastudierne efter grundkursus, for det grundkursus var rigeligt, tak. Det var før, han rigtig hvde tænkt tanken færdig om at søge ind til politiet og det deraf følgende arbejde med at beskytte folk og styrke deres moral.

Han havde arbejdet i postens sortering. Det var før arven fra morfar, der forandrede en hel ddel. Han havde sagt goodbye til brevene og besluttet sig til at foretage en rejse i storbritannien, for dér havde han aldrig været før. Han ville gøre det grundigt. Han tog færgen til Newcastle og toget nordpå hele vejen til Thurso og ud til Dunnet Head, det var ørigets nordligste spids, og derefter krydsede han sig sydpå med tog og bus til den sydlige spids, Lizard Point, det var en opgave han stillede sig selv, og han indså, at det var sådan, hans liv herefter ville forme sig: han var på vej, men han vidste ikke rigtig hvordan, og alligevel var usikkerheden metodisk og planlagt.

Det er først nu, jeg har givet mig selv lov til at sætte lid til min usikkerhed, tænkte han pludselig og så igen på navnet Inverness på kortet. Han havde overnattet der én gang, på en Bed & Breackfast.

Det var en særlig erindring. Han tænkte på dét sted. Nu kunne han huske det, for han havde spadseret fra stationen til de gader, hvor alle B&B'erne lå, og der havde været lang vej derhen, sådan huske han det i hvert fald, længere end de havde sagt på stationens turistkontor, og de havde ringet til et sted, han ikke kunne huske navnet på, og han havde fået et værelse og gået og gået gennem centrum og over en bro og gennem et nyt centrum, der så ud, som om det stammede fra en anden civilisation, og så ind i et kvarter med småhuse, huse af sten, granit, og til venstre og til højre og lige frem og til venstre og højre og højre og højre og venstre. You can't miss it, dear. Det var en af hans første kontakter med det ejendommelige britiske folk.


Han havde set efter navnet på den gade, hvor hans B&B skulle ligge, i så lang tid, at navnet for altid lå arkiveret dybt i hans erindring. Han huskede det også, fordi han havde ledt efter en avenue, men ikke fundet nogen, og slet ikke, da han omsider nåede frem: Ross Avenue. En gade ligesom alle andre.

Winther vendte sig om mod hende med en følelse af forundring i kroppen.

Sagde du ikke, at hans B&B lå i Ross Avanue?'

'Jo.'

Han vendte sig om mod kortet igen.

'Dér har jeg været,' sagde han. 'Jeg har boet på et B&B på Ross Avenue.'

'Det var da underligt,' hørte han hende sige.

Winther ville ikke fortælle, at det var dengang, at det var efter dén sommer. Han vendte sig igen om mod hende. Det var en anden tanke, der havde slået ham ...

 

 

... Winther vendte sig om på tærskelen og så på den sovende Elsa. Hun lå med armen fast om sovedyret Pelle, som var en sort og hvid Panda, hvis hoved var større end Elsas. Pelle granskede Winther, som han stod dér. Pelle slog aldrig blikket ned. Der var en tro på fremtiden i Pelles ansigt ...

 

 

... Det duftede delikat. Han lyttede til Wynton Marsalis på den lille Panasonic i køkkenet. Rettere sagt, så var der tændt for Marsalis, men han lyttede egentlig ikke. Han så dejlaget bestående af flere tynde blade hvælve sig over sit indhold i ovnen.

Han bar bakken ind i stuen. Angela sad med benene trukket op under sig og kiggede ud på himlen, der stod klar og mørk over Vasaplatsen.

'Mmmmmmm,' sagde hun.

Han skænkede vin op.

'Det er trods alt tirsdag,' sagde hun og løftede glasset.

'Tirsdag hele ugen,' sagde han og skålede.

Hun skar et snit i sin pakke og trak vejret ind gennem næsen ...

 

 

...Hun fik arbejde på Sahlgrenska Sjukhuset i Göteborg og faldt til ro. Datteren Angela blev født i 1967, om sommeren.

'Også kendt som the summer of love', havde Angela sagt engang i begyndelsen, og forklaret ham freeform-jazz fidusen Winther, hvad der var sket i High Asbury-distriktet i San Francisco i sommeren 1967 - blomsterne, flipperiet, der alligevel lod til at have været noget ganske særligt at opleve, musikken: Grateful Dead, Jefferson Airplane, Peanut Butter Conspiracy. Hun havde anskaffet pladerne fra dengang, det var jo trods alt hendes år. Erik havde grinet ad Airplane, men lyttet til tvillingeguitarerne i Quicksilver Messenger Service på livepladen Happy Trails med en vis interesse, 'de gutter kunne godt være blevet til noget på jazzscenen,' havde han sagt, 'de kan jo spille.' Engang havde hun lagt Eight Miles High med Byrds på, og Erik var fløjet op af lænestolen under Roger McGuinns intro: 'Det er jo Coltrane!' Senere havde hun konstateret, at han havde haft ret, I et interview hun havde læst i Mojo, havde McGuinn sagt, at han havde søgt efter lige præcis John Coltranes atonale tenorsax i dén guitarsolo. Fyren kunne spille.

Hun rejste sig og tændte en standerlampe ved den modsatte væg. Lyset var varmt.

Han ville snart ringe til Steve McDonald.

Han måtte sige noget til Angela først.

'Jeg fik besøg fra fortiden i dag,' sagde han.

'Det lyder skæbnesvangert' sagde hun.

'En gammel flamme.'

'Jeg er ikke sikker på, jeg vil høre om det.'

'Med streg under gammel,' sagde han.

'Hvad ville hun så?'

Hendes tonefald var ikke ligefrem varmt, ikke ligesom lyset fra lampen. Han fortalte …

 

 

… De ristede brød og bryggede te. Winter stegte nogle skiver halomi for saltsultens skyld. Der stod oliven på bordet.

'Lad os få et glas hvidvin til,' sagde han.'

Telefonen ringede, mens han trak flasken op.

'Nu skal jeg,' sagde Angela.

'Nej, mig, MIG,' råbte Elsa.

Hun tog den og sagde selvfølgeligt HALLO?

De så hende lytte ivrigt. Pludselig kom hun til at fnise og sagde så: 'YES SØH.'. 'Steve,' sagde Winter til Angela.

'Ja prata svinska,' sagde Macdonald, da Winter overtog røret.

'Og Elsa engelsk,' sagde Winther.

'Yes Sir.' Macdonald undskyldte sig et øjeblik og sagde noget til en eller anden, og vendte så tilbage …

 

 

… Ekspressoen gjorde dobbelt gavn. Winter kunne dels tænke, dels ikke sove. Klokken tre gled han ud af sengen og gik gennem entreen og så ind til Elsa, der sov på ryggen med halvt lukkede øjne. Han kunne se det fordi han holdt sit ansigt ti centimeter fra hendes. Han kunne dårligt nok høre hende trække vejret, og derfor lyttede han længe. Ingen polypper mere. Det var åbenbart falsk alarm.

Han havde selv haft polypper og ar blevet opereret for det, og det havde han ikke syntes om. Det var i tresserne, for flere hundrede år siden, hvad lægekunstens udvikling angik. Som han huskede det, havde feltskæren hugget både brusk og polypper væk med hammer og mejsel. Mor havde befundet sig et sted i nærheden. Far havde ikke været der. Han havde været i gang med at planlægge sin minimalskat, allerede dengang. Hans far havde kun været mådeligtinteresseret i at bidrage til opbygningen af velfærdsstaten i de store år. Senere gav han arbejde til fattige løsarbejdere i sydspanien. Måske var det en sen solidaritetshandling, inden for EU og alt det dér. Men Winter var tidligt holdt op med at diskutere politik med sin far, hvis de nogensinde var begyndt på det. Bengt Winter havde været konservativ. Stokkonservativ.

I det samme udstødte Elsa et snork, men kun ét, og vendte sig om på siden, og Winter luntede ud igen.

Han satte sig ind i stuen i mørket, der endnu ville vare i flere timer. Der var det sædvanlige blå lysskær ind ad vinduet.

Sporvognene var endnu ikke begyndt at rumle forbi dernede. Han kunne høre lyden af en eller anden vildfaren bil på vej til en blå adresse. Pludselig lød der et råb fra Vasaplatsens kiosk, der havde et neonskilt i funkisstil, der glødede i mørket ligesom i de store år.

Alle disse lyde og lys ville være utænkelige i huset ved havet, ja, rent ud sagt truende. Dér var den stilhed, man hørte fra havet. var det dénj, han var bange for? Var han overhovedet bange?

Havde Arne Algotsson været bange? Eller hans søster? Eller begge to?
Winter rejste sig fra lænestolen og trådte hen til altandøren og åbnede døren tilstrækkeligt til, at han kunne komme ud. Han havde stukket fødderne i de tøfler, der altid stod inden for døren. Der var ingen blæst udenfor, men en svag kølighed, der lugtede af efterår. En anderledes fugt i luften, en iltholdig duft, der i grunden betød, at alt, hvad han kunne se gro nede på jorden, nu var ved at dø for denne gang, men det var sjældent han tænkte sådan. Han tænkte på ilten, og på saltet, der somme tider kunne mærkes, når vinden stod fra nordøst. Et gran salt.

Arne Algotsson så ud, som om han havde gnedet ansigtet med salt, der lå en grå hinde over det, som en skorpe af gammelt salt, der var størknet og havde dannet en maske, som forlængst var begyndt at sprække. Øjnene lå dybt. Der var et lysskær i dem, men Winter kunne ikke se, hvor det kom fra, ikke på det tidspunkt, ikke da han sad lige over for den gamle mand og prøvede at stille sine spørgsmål sammen med Bertil ...

 

 

... Det var da de skulle til at forlade huset på Donsö, da de skulle til at sige farvel til Arne Algotsson. Ringmar havde sagt et eller andet om Skotland, præcis hvad kunne Winter ikke huske, noget generelt om Skotland. Bertil havde nævnt 'Skotland' flere gange i træk.

Men han huskede hvad Algotsson pludselig havde svaret, eller snarere sagt, lige ud i luften og ikke til nogen bestemt, bare sagt på samme måde, som han før havde messet om sin MISSION: 'The buckle boys are back in town' havde det lydt som.

'Hvad sagde De?' havde Ringmar spurgt, men Algotsson var jo ikke rationel på den facon, han gentog ikke sig selv på opfordring.

'The buckle boys are back in town,' havde Ringmar gentaget, for det var let at sige, det gled let. 
'The buckle boys are back in town,' gentog Algotsson så, lige så mekanisk som før.
'Du sagde SKOTLAND før da, ' havde Winter sagt til Ringmar, men lige så meget til Algotsson.'Skotland'. 
'Cullen Skink' havde Algotsson sagt, og derefter havde han været helt tavs. 
Ordene rumsterede stadig rundt i Winters hoved. Han var stadig ikke kommet i seng, stod halvvejs ude i entreen. Cullen Skink. Det var fandens til løjerlige ord. Det lød skotsk, det gjorde det, men hvad betød det? Eller havde han sagt noget andet? Collie skink? Collie sink. Havde han sagt sink? Netop som han tænkte sådan, dryppede hanen ude i køkkenvasken, en lyd, man kun hørte om natten. En irriterende lyd, der måske holdt op, hvis bare han skiftede pakningen ud. En dråbe ned i en sink. That sinking feeling.

Han gik ind i stuen igen. Uret på væggen viste ikke længere tre, det viste halv fem. Nu kunne han høre de første sporvogne dernede. Lyden af en varevogn, der hentede brød nede i bageriet, eller måske leverede mel. Pludselig dumpede Göteborg-Posten ind gennem brevsprækken i entreen bag ham. Han var stadig ikke træt. Han gik hen til en af reolerne og kiggede på kortbøgerne, før han fiskede den frem, han mente var den bedste.

Skotland.

The buckle boys.

Cullen sink.

Han tændte standerlampen og blev stående ved siden af den.

Han fandt frem til kortblad nummer 6, nordlige Skotland. Han fandt Invernesslængst inde i den fjord, der hed Moray Firth. Han så Thurso højest oppe og John O' Groats, men de betød ingenting nu. Han læste navnene på flækker og byer fra Inverness til Aberdeen. Der var langt, men ikke så langt. Han begyndte inde i landet, fra vest mod øst. Han stødte på Dallas, en lille prik, men trods alt med på kortet. Ur-Dallas. Måske var Steves far begyndt at malke netop i dette øjeblik, sammen med Steves bror. Moderen var i fuld gang med at koge havregrød, Skotlands delikate nationalret.

Winter nåede Aberdeen med fingeren og lod den nu løbe mod nord. Han kom til Peterhead. Han nåede til Fraserhead ved den nordøstlige spids. Han fortsatte direkte vestpå, tilbage mod Inverness, nu langs med kystlinien, sted efter sted: Rosenhearty, Pennan, Macduff, Banf, Portsoy, Cullen.

Cullen. Cullen ligesom i Collen sink eller skink. Sink from Cullen. Køkkenvask fra Cullen, skotsk køkkenvaskrealisme.


Der lå også et Cullen mellem Portsoy og Portnockie. Et eller andet havde sagt ham, at det nok var et stednavn.

Han fortsatte af kystlinien vestpå, men kun til den næste by. Buckie.

The Buckie boys are back in town ...

 

 

... 'Var han mon forgiftet?' sagde Ringmar.

'Af hvad?'

'Noget narko. En eller anden gift.'

'Med forgiftet mener du hemmeligt forgiftet?' sagde Winter.

'Ja. En eller anden kan have listet noget noget i hans mad eller øl eller --- tjah ---'

'Skal vi bede den skotske retsmedeciner leder efter det? Hvis han da ikke allerede gør det.'

'Jeg ved det ikke, Erik. Måske lader vi denne her samtale skride for langt ud.' ...

 

 

 

... Winter læste brevene, det ene efter det andet. De var korte, skrevet med en klodset håndskrift fra en ung John Osvald til hans unge kone. De var ikke dateret. Men i det andet var der en hentydning til noget, som var omtalt i det første. Winter læste det igen. Han så op.

'Fortalte din far om de breve her?'

'Nej.'

'Har han læst dem?'

'De lå i hans soveværelse. Han må have fundet dem frem, for---ja, der var en slags skrin, og det stod i reolen og var stadig åbent, og jeg tror han havde haft dem liggende dér.'

'Er der flere?'

'Vi har ikke fundet nogen. Og som sagt---han sagde aldrig selv, noget.'

'Hvorfor?'

'Hvorfor ikke? Det er vel---svært for ham. Jeg ved det ikke. Du kan jo se, der er en hilsen til ham i det andet brev, og---'

Erik Osvald afsluttede ikke sætningen.


'Brev nummer to lader til at være skrevet et andet sted,' sagde Winter.


'Ja, måske.

'
Winter læste højt: 'Vi håber, vi kan få en bedre tid her.'


Han så op.
'De havde flyttet sig.'


Osvald nikkede.
'

Det var vel op til Peterhead,' sagde han.


'Fik de så en 'bedre tid' der, som han skriver?'


'Det ved jeg ikke, Erik. Og så vidt jeg ved, er der ingen, der ved det.'


'Hør her,' sagde Winter og læste højt igen: 'Det, du hørte om tidligere, er ikke sådan som du tror. Du må tro mig.' Han så på Osvald. 'Han refererer åbenbart til noget, han har skrevet om før. Eller til noget, hun har hørt om.'


'Måske,' sagde Osvald.
'

'Din farmor---snakkede hun aldrig om det?'


'Ikke så vidt jeg husker. Vi var små dengang hun døde.'


Ligesom din mor, tænkte Winter. Begge kvinderne i familien Osvald havde efterladt sig børn og mand. Nu havde børnene kun hinanden, alle andre var borte. To brødre forsvandt i havet id for Skotland, næsten inden for synsvidde. Nu var børnenes far også omkommet derovre."

Naturligvis tager Erik Winter efterfølgende til Skotland, og går på detektivjagt sammen med Steve Macdonald. Hvad det fører til, skal ikke afsløres her.


For at få alt på rette plads, bør det næves, at kun de færreste af de nævnte musikeksempler har noget videre at gøre med freejazz i snæver forstand. Men de fleste grupperer sig mere eller mindre i nabolaget. F.eks. var Miles davis' mesterværk "Kind Of Blue" en banebrydende milepæl inden for modaljazzen. Den udtrykte forundring over folk, der ikke bryder sig om den, er fuldt forståelig. Den er på ingen måde hysterisk og skinger. Tværtom behagelig og afslappende. Numrene er klart og tydeligt baseret på en tematisk-motivisk idé, og i det hele taget må musikken betegnes som melodiøs og velklingende. Pladen er præget af en enkelhed og klarhed, der gør den let at gå til. I de tre ud af ialt fem stykker, er den rytmiske markering og fremdrift ikke til at tage fejl af. Musikerne er fantastisk dygtige, og indspilningerne sprudler af inspireret veloplagthed. Det er kort sagt næsten umuligt, at finde en gyldig undskyldning, for ikke at kunne lide den plade.

Uagtet eksemplernes beskaffenhed, er kriminalkommisærens forhold til musikken, såvel som hele hans måde at sanse, opleve, tænke og føle på, derimod i udpræget grad noget, der befinder sig inden for freeform-positionen.

Det kommer til udtryk både i hans alvorlige overvejelser og hans humor. De flagrende associationer. Den veludviklede sans for alternative forbindelser og sammenhænge. Den stadige funderen over sproglige nuancer. Det tillokkende ved legen og eksperimentet. Forsøget på at løse gåder og mysterier. Søgen. Rejsen. Alt dette er freeform.

——

Noter:


 (1) "Indian Summer" er også titlen på en kendt jazzstandard.

(2) "In A Silent Way" er et berømt Miles Davis-abum, oprindelig udgivet i 1969. Der hentydes til en serie af Miles Davis genudgivelser, der medtager en stor mændge ikke tidligere materiale, fra de respektive sessions. Titlen, der betyder på en stille måde, passer såvel ind i den beskrevede situation med en indre tankestrøm, og handlingen som helhed, hvor tavshed og det uudtalte spiller en central rolle. Bemærk også, at der nævnes "en gammel flamme". Måske en hentydning til den gamle standard "My Old Flame". 

3) Et berømt Miles Davis album bærer titlen "Bitches Brew". Det er lavet 10 år efter "Kind Of Blue" samtidig med at introducere en ny stil. kan derfor ses som et generationsskifte. Man bedes endvidere bemærke, at i og med den bizare handlingsdrejning, at en ældre svensk fisker bliver fundet splitternøgen i det skotske højland, er historien selv ved at blive lidt af en heksebryg.