70'ernes arkitekter

 

Nogle overvejelser om overgangen fra et årti til et andet

 

 

(første del)

 

 

 

Tre essays

"Min betragtning af Livet er aldeles meningsløs. Jeg antager, at en ond Aand har sat et Par Briller på min Næse, hvis ene Glas forstørrer efter en uhyre Maalestok, hvis andet Glas formindsker efter samme Maalestok.

- Søren Kierkegaard

1. Bowie - en musikalsk gåde

Et mysterie, der kan blive ved at pirre nysgerrigheden!

Kunne det mon være svaret? Det ville for mig at se give god mening. Vil nogen mon være så venlig at fortælle mig, om det er sådan, det er?

Nå, ja - hvad er spørgsmålet? Spørgsmålet er: Hvad er det med ham Bowie?

Det, der nemlig har slået mig, er, at når det gælder stort set alt andet i musikkens verden, har en eller anden begavet skribent slået fast, hvad sagen drejer sig om. Det synes jeg derimod ikke nogen har formået, når det gælder Bowie.

Der er blevet skrevet en masse om ham. På dansk grund har f.eks. Jan Poulsen skrevet en glimrende biografi. Den er velskrevet og fortæller en god historie, der med stor detaljerigdom beretter om Bowies liv og musik.

Men alle sine fortræffeligheder tiltrods har den en svaghed: den er skrevet af en begejstret fan, der befinder sig i en indforståethed med andre fans. Den, der står udenfor og gerne vil vide, hvad det her er for noget, bliver ikke i tilfredstillende grad lukket ind.

Poulsen indleder med at fortælle om en koncert. At han har været til en fantastisk koncert, er naturligvis dejligt for ham. Men hvilken grad af relevans har det for læseren? Hvis jeg nu atter stiller spørgsmålet: "Hvad er det med ham Bowie?", så kan det diskuteres, om det reelt er et svar at få at vide: "Jeg var engang til en koncert med ham, som er noget af det mest utrolige, jeg har oplevet." Fint for dig, men hvad kan jeg bruge det til?

Tillad mig at gå lidt nærmere ind på dette.

I 1978 skrev Anders Rou Jensen en lille bog om punk og new wave med titlen "Da græsrødderne gik Gassat". I det indledende kapitel opridser han kort og præcist fænomenets forudsætninger. Overskriften er "tilbage - eller frem - til det basale". Som noget af det første, der står under denne overskrift nævnes reaktion og modreaktion, derefter forskelligt om, hvad dette nærmere bestemt vil sige. I løbet af et par sider er enhver med på, at der er tale om en ny enkelhed, der gør oprør imod en række herskende tilstande i det etablerede musikliv.

Noget lignende gælder en bog om Lou Reed, som en række forskellige forfattere har bidraget til. Den første af disse er Dan turell, der i et enkelt huk får indkredset det særlig reed'ske.

Hvad man mener om disse ting (punk, Lou Reed), er naturligvis et spørgsmål om smag og livssyn, men i hvert fald medfører en åbning af den art, at man ved præcis, hvad det er, man skal forholde sig til. For det er netop sagen: det er pokkers svært at tage stilling til noget, man ikke ved, hvad er.

Mange vil vel sige: hør pladerne. Lad dem være svaret. Jeg er helt med på ideen, og det er naturligvis det bedste svar. Her burde det jo være muligt at høre, hvad sagen drejer sig om.

Men hvad så med ham eller hende, der ikke synes pladerne er noget særligt, og som ytrer: "Det siger mig ikke noget." En hel verden af anmeldere og lægmands fans vil tage sig til hovedet og sige: "Jamen det er jo genialt. Det er fantastisk. Har du da overhovedet ikke forstået noget som helst af det hele?"

Se - så er det vedkommende med rette kan svare: "Nej, det har jeg ikke. Vær venlig at forklare mig det. Hvad er det med ham Bowie?"

Men som jeg indledte med at sige, er det særlige ved Bowie måske, at det ikke er til at sige, hvad det er. At det smutter fra en, hvergang man tror, man har fået greb om det, og at det i grunden er en ret så fascinerende oplevelse (?).

Naturligvis er der ting, som er karakteristisk Bowie'ske. Ingen tvivl om det. Jeg mener, tag f. eks. "Pin Ups" hvor andres sange kommer til at lyde som var de skrevet af Bowie. Sammen med Nick Caves "Kicking Against The Pricks" må "Pin Ups" vel anses for noget af det mest personlige inden for cover-versioner overhovedet.

Noget lignende gælder i sen-70'erne. David Bowie er stort set den eneste af de gamle glamrockere fra 70'ernes første halvdel, der formåede at komme på talefod med de nye strømninger. Vist var der medløbere fra den gamle garde. Men et er at tilpasse sig modensluner. Noget helt andet er at have forståelse for tiden, kunne tilegne sig den og bidrage konstruktivt dertil. For den altid overraskende og på sin egen kamelæonagtige måde personlige Bowie syntes den unge energi, at være lige hvad han havde ventet på. Måske lige med undtagelse af ex-Velvet Underground folkene John Cale og Lou Reed, var der ingen anden ældre musiker, der i den grad syntes at være ét med tidens omfortolkning af poppen og rockens begreber. Bowie forstod hvad der foregik og kunne bruge det, samtidig med at fuldt ud forblive sig selv, så meget som denne forvandlingernes mand nu kan forblive sig selv.

Bowie lyder ikke som nogen anden. Midt i alle sine forvandlinger har han til stadighed været genkendelig. Stemmen, naturligvis. Men også noget med hans måde at gøre ting på, selvom det så er forskellige ting.

At striben af plader fra 69-77 står som et sammenhængende værk med meget få sidestykker, er der vist nogenlunde almindelig enighed om.

Når jeg omtaler Bowie som noget, der glider fra en, er det langt henad vejen positivt ment. Som jeg skrev, er det en fascinerende oplevelse. Men måske netop hans særpræg gør ham en smule uplacerlig.

At helt få koblingen på plads med en, der på den ene side er en central skikkele i tiden og på den anden side noget for sig, og hvordan det så hænger sammen, er just det drillende.

Det var jo ikke bare i sen-70'erne. Sådan var det også i 70'ernes første halvdel. Han var glitterstjernen par excellence, men skilte sig ud fra størstedelen og glam- og glitterrockscenen.

Til trods for alle slagsmål i skolegården var der faktisk lighedspunkter mellem Slade, Sweet og Bay City Rollers. F. eks. de typiske tromme-intro med den der tunge, dybe lyd med Gary Gitters "Rock and Roll Part two" som prototypen. Skønt Mott The Hoople og Roxy Music måske lå nærmere Bowie ("All The Young Dudes" giver sig selv), så var han stadig noget andet. Netop dette at på én gang være hovedrepræsentant og undtagelse. Sådan set var Marc Bolan/T-Rex vel mere genretypisk.

Da så Suzi Quatro plakaten blev pillet ned, og det i stedet var Debbie Harry, der blev kysset godnat, forholdt det sig på en lignende måde.

At Bowie har været inspirationskilde for mange og vel nok er 70'ernes mest centrale ansigt er ikke altid lige let aflæseligt. Derimod er der en lang række navne fra 60'erne, der direkte lyder, som om de havde Beatles i det ene øre og Dylan i det andet. Tænk bare på The Byrds.

Dertil så det, at det egentlig er svært at sætte det bowie'ske på en eksakt formel. Man kan høre hans særpræg på pladerne, men hvordan udtrykker man det?

Man kan sige: Dylan var ham, der ikke ville lade sig styre af konventionerne i folkmiljøet, sprængte dets rammer, og i forsøget på ikke at være talerør for en organisation, men kun for sig selv, kom til at tale til en hel generation, og i den forbindelse lavede en række ubetingede mesterværker, hvoriblandt især tre var enormt indflydelsesrige.

Eller man kan sige: Beatles var dem, der satte liv i et lidt kedeligt England, viste at englændere kunne skabe rock, der ikke bare var en svag afglans af amerikanske navne, og som fra ligefrem glad pop gennemløb en hurtig udvikling så de på få år nåede frem til at skabe musik, der blev regnet for seriøs kunst. Endvidere har de efterladt sig en usædvanlig stor mængde langtidsholdbare sange.

Men hvad ville man sige i et sådan koncentrat om Bowie?

Det var her, jeg tænkte, at det mest rammende måske er: en gåde, der kan blive ved at pirre nysgerrigheden.

2. Midterbanen og marginalerne

En række påfaldende træk ved 70'erne gør det oplagt at tale om marginaler. En hel del fænomener befandt sig i et grænseland som hverken dyb undergrund eller egentlig mainstream, ligesom der kunne nævnes en række navne, der ingenlunde var ukendte, og således må kaldes alment udbredte, men for de fleste mennesker repræsenterede indbegrebet af anderledes musik. Omvendt var der også en række bands, der tydeligt lagde sig efter en strømlinet midtbanelyd, men åbenbart druknede i mængden - eller muligvis ikke havde tilstrækkeligt personligt særpræg - i hvert fald aldrig opnåede et egentligt gennembrud. Netop sådanne fænomener som almindeligt kendte alternativer og oversete tidstypiske giver et indtryk af lettere flydende grænser, hvor det ikke altid er lige enkelt at afgøre hvad, der er henholdsvis mainstream og undergrund. Dertil sker der en dobbeltbevægelse, der på én gang synes at samle og sprede. 70'er-præg er både et uhyre eksakt og temmelig svævende begreb!

Men det er så alligevel heller ikke helt rigtigt. Dobbeltheden er en slags fordoblet dobbelthed, således at næsten uanset hvad man hævder om 70'erne, ville man også kunne hævde det modsatte, og man færdes derved i et stadigt på den ene side og på den anden side.

Skønt 60'erne vel frem for nogen anden periode var tiden, hvor alle gik deres egne veje, var det i 70'erne, at de første tegn på en splittelse satte ind. I 60'erne var der dels en udbredt publikumsinteresse for det anderledes og eksperimenterende. Derfor flød mainstream og undergrund i nogen grad ud i ét. Dernæst var tidens sprudlen langt henad vejen en mangfoldighed på fælles kurs. Man var i alt væsentligt enige om, hvor tiden, dens tendenser og muligheder befandt sig. I 70'erne begyndte det at blive sværere at tale om hovedtendens i ental, ligesom der i højere grad opstod et skel mellem hitliste og progression.

Netop derfor er det omkring dette tidspunkt, at man på en anden måde end tidligere begynder at kunne tale om midterbanen og marginalerne. Splittelsen var endnu ikke blevet så udtalt, som man skulle opleve det siden. Den totale opløsning skete først i løbet af 80'erne, og vi skal frem til 90'erne før det bliver helt umuligt at tale om tiden og det tidstypiske på den måde, man kan gøre om f. eks. 50'erne og 60'erne. 70'erne står som det tidspunkt, hvor de første spirer viser sig. Tiden har endnu sine tydelige kendetegn og er klart etableret med en atmosfære og en stemning. Men omvendt gælder, at dette er mindre eksakt end tidligere. Dette ligger netop i begrebet midterbanan og marginalerne. Det siger allerede, at man kunne tale om en midterbane og noget andet, der skilte sig ud derfra.

Det, der siden er sket, er, at alt er blevet marginaler og det således idag er stort set umuligt at tale om en hovedstrøm. Det var netop det, man endnu kunne i 70'erne og et stykke ind i 80'erne. 70'erne markerer sig som en periode, hvor tiden endnu havde en lyd. Men samtidig bevæger musikken sig i flere samtidige retninger. Udviklingen som en lige linie, hvor der ligger en underforstået idé om retningen, hvor man skal hen, begynder at smuldre.

Hvis 70'erne skal betragtes som noget, der på en meningsfuld måde gennemfører en bevægelse fra 60'erne til 80'erne, må man nødvendigvis forholde sig til disse ting og studere forholdet mellem dominerende tendenser og det, der skiller sig ud fra disse. Den begyndende marginalisering kræver at blive udforsket. Vi står her over for en række faktorer, som enhver, der vil gøre sig håb om at forstå 70'erne, må sætte sig ind i.

Der har altid været flere tendenser i en given tid, altid flere samtidige strømninger. Derfor kræver det en undersøgelse, en indsats og en eftertanke at indkredse det, der bliver anderledes i 70'erne, dét, det gør, at man kan tale om flere samtidige tendenser på en ny og anderledes måde.

Samtidig gælder omvendt, at den egentlige hovedstrøm i første halvdel af 70'erne blev mere entydig. At stadig flere ting ligesom forlod hovedstrømmen og skabte deres eget spor, bevirkede, at midterområdet blev smallere med færre nuancer. På sin vis kan de tidlige 70'ere således forekomme uhyre eksakte med en meget bestemt lyd. Den tilsyneladende styrkelse af tidens præg er imidlertid de første tegn på en svækkelse. Nuancerne forlod hovedsporet, der som følge af dette blev stadig mere anæmisk indtil det simpelthen svandt ind til ingenting og siden helt forsvandt.

I anden halvdel af 70'erne sker der en tydelig spaltning, hvor tiden har to samtidige dominerende strømninger, der står i et direkte modsætningsforhold til hinanden.

På denne splid blev 80'erne grundlagt, og lige siden har der været stadig mindre samling på tidens tendenser, frem til situationen i de senere år, hvor det i virkeligheden ikke længere giver mening at bruge ord som tid, periode og epoke.

3. Hvem solgte - og hvem sælger?

Som bekendt gradbøjes ordet løgn på følgende måde: løgn - beskidt løgn - statistik!

En liste over de bedstsælgende navne inden for en given periode fortæller ikke den endegyldige sandhed om, hvem der var store og vigtige. Andre navne kan have solgt mindre og alligevel have været mere indflydelsesrige.

En plade, der sælger i kæmpe oplag er ikke nødvendigvis nyskabende. De mest radikalt nyskabende plader er som regel ikke særlig populære. Det store, brede publikum foretrækker almindeligvis genkendelighed og tryghed frem for udfordringer og pirringer. Et stort antal solgte eksemplarer antyder naturligvis, at en plade har ramt noget hos mange mennesker i sin samtid, og i den forstand afspejler epoken. Men hvis der på et givent tidspunkt foreligger en udbredt nostalgisk længsel efter svundne tider, er der en ret stor sandsynlighed for, at det "noget", der rammes, ikke svarer til udviklingens aktuelle status.

Visse plader er blevet påstemplet betegnelsen musiker-musik, altså noget der primært har intern interesse i musikerkredse. Men hvis en plade, der kun har solgt nogle få hundrede eksemplarer er en central inspirationskilde for 10 topstjernenavne, må den trods sin begrænsede udbredelse siges at have været særdeles indflydelsesrig.

Det fremgår ikke altid af en bestsellerliste, om den er opgjort ud fra salget indenfor perioden eller salg i alt, altså også sidenhen. Dette er ingenlunde ubetydeligt. Der findes talrige eksempler på modestrømninger, der var særdeles massive i samtiden, men siden er stort set glemte, mens der modsat er lige så mange eksempler på ting, der blev overset i sin samtid, men siden er blevet udråbt til musts. Udenfor kredsen af deciderede 70'er entusiaster husker idag kun få gruppen Three Dog Night. Mellem 1969 og '75 havde de ikke desto mindre 21 top 40 hits, heraf tre førstepladser. Omvendt gælder, at titler som "Sweethearts Of The Rodeo", "Fun House" og "The Big Star No. 1 Record" ikke mødte megen forståelse i deres samtid, men idag regnes for noget, ingen seriøs samling kan være foruden. Således kan der være ret store forskelle på, hvad en tid selv anser for vigtigt, og hvad man siden vurderer som sådan.

Endvidere fortæller en optælling af antal solgte eksemplarer ikke noget om, hvem der har købt disse plader. Da også personer over 20 år køber plader, vil en bestseller-liste ofte tegne et lettere reaktionært billede af en periode, der kun delvis viser den progressive/udviklingsmæssige fortrop, og i visse tilfælde slet ikke har de egentlige teenage-idoler med.

Det er næppe helt ved siden af at hævde, at jo yngre lytteren var, jo længere tid måtte han/hun spare op af sine lommepenge for at kunne købe en plade. Naturligvis får nogle børn flere lommepenge end andre, men generelt må man gå ud fra, at den gennemsnitlige16 årige har lidt mere at rutte med end den gennemsnitlige 12 årige.

I det større perspektiv gælder, at de 30-50 årige havde større købekraft end de 10-20 årige. Det betyder bl.a. at tyske partyplader og des lige opnåede ret store salgstal i 70'erne. Fra et progressivt synspunkt ville det selvsagt være urimeligt at betegne f. eks. James Last som et vigtigt og centralt navn. Men rent kommercielt set var Last et betydelig større 70'er navn end f. ek.s. Roxy Music.

Endvidere gælder, at optegnelser, der sammenfatter et helt årti, ikke viser forskelle og nuancer fra år til år. Således kan noget i en kort, afgrænset periode have braget voldsomt igennem, uden at det nødvendigvis bringer det op blandt årtiets samlet set bedst sælgende ting. Men for alle, der så at sige havde den rigtige alder på rette tid og sted, vil det naturligvis blive husket som noget, der var stort og afgørende, og således kan synes vigtigere end andre navne, der blot stødt og stabilt solgte deres plader i pæne antal år efter år.

På samme vis gælder, at 10 jævnt godt sælgende udgivelser som oftest vil udgøre en større samlet omsætning end én kæmpe success. F. eks. solgte Mike Oldfields debutalbum "Tubular Bells" (1973) i mange millioner eksemplarer. Hvis de efterfølgende udgivelser havde opnået en lignende succes, ville Oldfield suverænt have agtersejlet alle konkurrenter. Imidlertid var ingen af Oldfields senere 70'er plader videre populære, mens andre navne havde held til at lave adskillige moderate successer i løbet af årtiet.

Endelig har der fundet spredning af musik sted, som salgstallene ikke viser. En person købte en bestemt plade. Men hvor mange kammerater blev inviteret hjem for at høre den? Hvor mange fik den overspillet på et kassettebånd? Lad os heller ikke glemme, at 70'erne også var kollektivernes tid, hvilket indebærer, at en del mennesker kan have haft et deleeksemplar af et givent produkt.

Alligevel siger en liste over de bedstsælgende navne dog noget. Det giver en information, der langt fra kan stå alene, men i høj grad supplere anden information.

Ifølge Bilboard var 70'ernes fem bedstsælgende navne

 

 

1. Elton John

2. Paul McCartney

3. Bee Gees

4. Carpenters

5. Jackson 5

 

 

Listen er bemærkelsesværdig fordi, det næppe er de fem første navne, man ville komme til at tænke på i forbindelse med 70'erne. Bowie? Abba? Slade? Sweet? Queen? Led Zeppelin? T-Rex? Bay City Rollers? Pink Floyd? Suzi Quatro? Roxy Music? 10cc? Eagles? Smokie? Dr. Hook? Donna Summer? Jethro Tull? Boney M? Stevie Wonder? Sailor? The Band? Dire Straits? Deep Purple? Sparks? Alice Cooper? Meat Loaf? Bruce Springsteen? Elvis Costello? Blondie? Barbie Benton? Linda Ronstadt? Hot Chocolade? Billy Joel? Donny Osmond? Mud? Wizzard?Diana Ross? Hvor i al verden er de henne? Ja, altså åbenbart ikke imellem de fem bedstsælgende navne. Men for rigtig mange mennesker ikke desto mindre blandt de første, man vil komme til at tænke på. Heraf ser man, at de bedstsælgende navne ikke nødvendigvis er dem, der står mest markant i den almindelige folkelige bevidsthed.

Hin almindelige folkelige bevidsthed er dog ikke hævet over erindringsforskydninger. Det sker, at man husker forkert. Visse fejltagelser vil uhyre let kunne forekomme. Det vil f. eks. være nærliggende at antage, at Joe Cocker var et stort navn i 70'erne. Det er imidlertid ikke tilfældet. Han var et stort navn sidst i 60'erne og fik et come back i 80'erne. I det mellemliggende årti havde han derimod kun yderst begrænset succes. Et etableret navn har naturligvis altid sit faste følge, men for det store, brede publikum forsvandt Cocker mere eller mindre ud i mørket efter sin eksplosive fortolkning af Beatles' "With A Little Help From My Friends" (1969) indtil han i '82 sang duet med Jennifer Warnes på "Up Where We Belong".

Hvad nu videre angår den såkaldte folkelige bevidsthed, vil mange 70'er-børn givetvis huske Bilboards topscorer, Elton John, som noget det ikke var helt blåstemplet at kunne lide. Erindringsglimt af fnisende pigebørn, der sagde, de godt kunne lide "Don't Go Breakin' My Heart" og store drenge, hvis mening talte og gjaldt, som erklærede, at "han er åndssvag". Siden har man anerkendt, at der bag alle falbelader, store udklædninger og diamantindfattede briller skjulte sig en dygtig pianist og habil sangskriver. Men hvem havde dog i 70'erne mod til at købe alle de mange Elton John plader, vel vidende at det var den sikre vej til at få tæv i spisefrikvarteret?

Eksempel på "musikpædagogik" blandt 70'er-børn:

En et par år ældre dreng nynnede guitarriffs, hvorefter jeg så skulle svare på, hvilket band, der havde lavet den pågældende sang. Hvergang jeg svarede forkert, fik jeg et par knoer oven i hovedet.

Her er det givetvis på sin plads at huske på nationale nuancer. Bilboard listen må formodes at udelukkende svare til det amerikanske marked. Selvom den så faktisk skulle kunne gøres gældende på verdensplan, viser den ikke særlige præferencer i et givent lokalområde, f. eks. det danske marked. Herhjemme hed det Gasolin, Shu-bi-du-a, Røde Mor, Gnags, Bamses Venner, Walkers, Brødrene Olsen osv. Svenske navne fyldte ligeledes en del i landskabet. Naturligvis Abba, men også f. eks. Svenne och Lotta, Harpo og Hoola Bandoola Band. Naturligvis fandt mange af de engelske og amerikanske navne vej til hjemlige ører. Alligevel gælder, at ikke alle på verdensplan store navne hørte til almindelig dansk paratviden.

Bilboard-listen modsiges imidlertid af andre opgørelser. Således finder man hos Made Man følgende top 10:

 

 

 

 

1. Elvis Presley

2. Elton John

3. Barbra Streisand

4. Neil Diamond

5. Chicago

6. Rolling Stones

7. Bee Gees

8. John Denver

9. Paul McCartney

10. Bob Dylan

 

 

 

En note til førstepladsen oplyser, at selvom Elvis døde i 1977, var han stadig periodens bedstsælgende navn. Udover fortsat sælgende plader fra 50'erne og 60'erne udgav han i 70'erne fem hitalbums og 11 hitsingler.

Hjemmesiden Digital Dream Door har forsøgt at skue lidt længere end de blotte salgstal og har således en liste over 70'ernes "100 greatest rock artists". Det, der har ligget til grund for vurderingen skulle angiveligt være disse navnes udbredelse, betydning og indflydelse.

1. Stevie Wonder

2. Led Zeppelin

3. Elton John

4. Pink Floyd

5. Rolling Stones

6. The Eagles

7. Marvin Gaye

8. Queen

9. James Brown

10. The Who

11. Black Sabbath

12. Aretha Franklin

13. David Bowie

14. Paul McCartney/Wings

15. Parliament/Funkadelic

16. The Isley Brothers

17. Fleetwood Mac

18. John Lennon

19. Bee Gees

20. Chicago

21. Bob Marley

22. Jackson 5

23. Earth Wind And Fire

24. Al Green

25. Bruce Springsteen

26. Kiss

27. The Clash

28. Curtis Mayfield

29. Lynyrd Skynyrd

30. Eric Clapton/Derec And The Dominoes

31. Alice Cooper

32. Gladys Knight And The Pips

33. The Allman Brothers Band

34. Aerosmith

35. Neil Young

36. Bob Dylan

37. Rod Stewart

38. The O'jays

39. The Ramones

40. Rush

41. Bob Seger

42. Steve Miller Band

43. Grateful Dead

44. The Beach Boys

45. George Harrison

46. Sly And The Family Stone

47. Peter Frampton

48. Elvis Presley

49. Crosby, Stills, Nash and Young

50. Billy Joel

51. Deep Purple

52. Creedence Clearwater Revival

53. Three Dog Night

54. Temptations

55. Boston

56. Jackson Browne

57. Joni Mitchell

58. Commodores

59. Jim Croce

60. AC/DC

61. The Spinners

62. Kool And The Gang

63. Doobie Brothers

64. Yes

65. War

66. Z Z Top

67. The Geus Who

68. Emerson, Lake and Palmer

69. The Stable Singers

70. James Taylor

71. Barry White

72. Bacham-Turner Overdrive

73. Jethro Tull

74. Bad Company

75. Steely Dan

76. Santana

77. Moody Blues

78. Electric Light Orchestra

79. Sex Pistols

80. Grand Funk Railroad

81. Journey

82. Foreigner

83. Kinks

84. Patti Smith

85. Rufus featuring Chaka Khan

86. Kansas

87. Harold Melvyn and the Blue Notes

88. Heart

89. Donna Summer

90. The Chi-lites

91. Paul Simon

92. Linda Ronstadt

93. America

94. Styx

95. The Doors

96. Van Morrison

97. Iggy Pop

98. Blondie

99. Van Halen

100. Lou Reed

 

 

Til listen er føjet 100 navne mere, altså op til 200:

 

 

101. Traffic

102. Cat Stevens

103. Foghat

104. Supertramp

105. Genesis

106. Ohio Players

107. J. Geils Band

108. Carole King

109. Mott The Hoople

110. Warren Zevon

111. Jeff Beck

112. Janis Joplin

113. King Crimson

114. Blue Oyster Cult

115. Four Tops

116. The Band

117. The Dells

118. Diana Ross

119. Ten Years After

120. Cheap Trick

121. Ringo Starr

122. Tod Rundgren

123. The Stylistics

124. Joe Cocker

125. Humple Pie

126. Tom Petty and the Heartbreakers

127. The Delfonics

128. Bobby Womack

129. Jefferson Starship

130. Ted Nugent

131. The Supremes

132. Edgar Winter

133. Sweet

134. The Dramatics

135. Uriah Heep

136. The Whispers

137. Bill Withers

138. Carly Simon

139. Rainbow

140. Nazareth

141. Joe Simon

142. Johnnie Taylor

143. Isaac Hayes

144. Joe Walsh

145. Badfinger

146. Elvis Costello and the Attractions

147. The Three Degrees

148. 10cc

149. Golden Earring

150. Allan Parson Project

151. Steven Stills

152. Average White Band

153. Eddie Kendricks

154. Ike & Tina Turner

155. Dave Mason

156. Wilson Pickett

157. Marshall Tucker Band

158. Roxy Music

159. The New York Dolls

160. Slade

161. Meat Loaf

162. Boz Scaggs

163. Judas Priest

164. Harry Nilsson

165. The Miracles

166. Thin Lizzy

167. Rick Derringer

168. T-Rex

169. The Jams Gang

170. Dan Fogelberg

171. Nitty Gritty Dirt Band

172. Little Feat

173. Don McLean

174. The Knack

175. The Hollies

176. Rare Earth

177. Manfred Mann's Earth Band

178. Bootsy Collins

179. Dr. John

180. The Impressions

181. Southside Johnny & The Asbury Dukes

182. Orleans

183. The Grass Roots

184. Brownsville Station

185. Spirit

186. Smokey Robinson

187. Robin Trower

188. Clarence Carter

189. Dave Edmunds

190. Chuck Berry

191. Molly Hatchet

192. Charlie Daniels Band

193. Black Oak Arkansas

194. Joe Tex

195. Tower of Power

196. Tyrone Davis

197. Billy Preston

198. Rose Royce

199. Rufus Thomas

200. Television

Som nævnt er dette en vurderet liste. Således kan man også være uenig deri. Mange vil sikkert undre sig over visse navnes såvel tilstedeværelse som fravær. Dertil ville mange nok mene, at nogen er kommet for højt op og andre for langt ned.

Atter synes der at være behov for nogle sondringer. Hvor mange 70'er børn kan med hånden på Bibelen erklære, at de har et nogenlunde rimeligt kendskab til samtlige 200 navne på listen? Næppe særlig mange. Selvom man har en stor og repræsentativ samling af 70'er plader, har man ikke nødvendigvis en plade med samtlige nævnte. Derimod har man næsten helt sikkert plader med andre 70'er-navne, som ikke er medtaget på listen.

Det er klart, at der er lige så mange måder at huske 70'erne og 70'ernes musik, som der er mennesker, der oplevede 70'erne. Mange af dem, der går entusiastisk op i perioden, vil formodentlig også være tilbøjelige til at søge efter de mindre kendte navne, og anse disse for i en eller anden forstand mere "ægte" end dem, der blot var populære.

Vi indførte tidligere en sondring mellem det, tiden selv fandt vigtigt, og det, der siden er blevet anset for vigtigt. Strengt taget er der behov for at fordoble denne sondring. I enhver tid vil der være en fraktion af lyttere, der sætter lid til hitlisten og en anden, der lige modsat foragter alt, der bliver et hit. I den retrospektive vurdering vil der foreligge noget lignende. Der er det, der er blevet stående i den almindelige bevidsthed, og så er der det, særlige entusiaster graver frem, ofte i erklæret modstand til det, der har en mere almen udbredelse.

Man kommer vanskeligt uden om det spørgsmål, om der ikke er et eller andet, der rammer ved siden af, når man fremhæver og ophøjer noget, tiden ikke selv ville vide af? Hvordan kan det være den bedste og rigtigste repræsentant for hin periode? Er man ikke på vej ud i en historieforfalskning, hvor man frem for sådan som det var, beskæftiger sig med hvordan det burde have været?

Man har naturligvis lov til at begive sig ud i den slags ønsketænkning. Men bør man så ikke holde sig for øje, at det er det, man gør? Bør man ikke til stadighed minde sig selv om, at det ikke er saglig historieskrivning, man er i færd med?

Det virkelig drilske spørgsmål bliver, i hvor høj grad man kan tale om en sand kærlighed til en periode? På den ene side er man lidenskabeligt optaget af ting, der vitterligt lader sig dokumentere som tilhørende perioden. Men på den anden side har man sorteret i udbudet. Der er ikke tale om en uforbeholden stillen sig loyal og på periodens side. Faktisk begår man et forræderi imod den, da man omskriver den efter sine egne ønsker og ideer. Er man så en ægte entusiast?

En række indvendinger melder sig automatisk: man kan da ikke være lige begejstret for det hele. En 100% objektiv historieskrivning er ikke mulig. Osv. os.v osv. Det kan altsammen være rigtigt nok. Men det man kan gøre er at sige: den periode forekommer mig spændende og fascinerende. Derfor vil jeg forsøge at forstå den så meget og så langt som jeg formår. Jeg vil være ærlig over for den og så vidt muligt prøve at finde ud af, hvordan tingene var, ikke hvordan jeg kunne ønske, at de var, men netop som de nu engang var - også når det gør ondt langt ind i sjælen på mig, at de var sådan.

Vil man gennemføre et sådan projekt, slipper man næppe udenom at i det mindste skæve til salgstallene. Som sagt kan de oplysninger, man får af den vej, på ingen måde stå alene, men de kan bidrage med visse brugbare input til helhedsbilledet.

Dertil vil der forekomme tilfælde, hvor en plade ikke har været videre populær, men at der alligevel sagligt kan argumenteres for, at den udgør et væsentligt udsagn om perioden. Man kan ikke skære alt ned til spørgsmålet om, hvad tiden selv ville vide af, og hvad den ikke ville vide af. I hvert fald ikke alene opgjort i salgstal, da betydningen af noget kan ske på mere skjulte og sværere aflæselige måder.

Idet vi nu vælger for en lille stund at forholde os til salgstal, så har vi allerede strejfet en række af de problemer, dette fører med sig. Så entydigt objektive som man måske kunne tro, er oplysningerne desværre ikke. Vi har f. eks. set, at én kæmpesucces sjældent vil kunne gøre nogen til et af de største navne. Således må man altså skelne mellem de bedst sælgende kunstnere og de bedst sælgende plader. Vi har i det foregående set på det første. Lad os så betragte det andet. Ifølge Amazon er de 50 bedst sælgende 70'er albums følgende:

1. Pink Floyd: "The Wall"

2. Led Zeppelin: "4"

3. Fleetwood Mac: "Rumuors"

4. Boston: "Boston"

5. Original Soundtrack: "Saturday Night Fever"

6. The Eagles: "Hotel California"

7. Led Zeppelin: "Physical Grafitti"

8. Pink Floyd: "Dark Side Of The Moon"

9. Meat Loaf: "Bat Out Of Hell"

10. Led Zeppelin: "Houses Of Holy"

11. Van Halen: "Van Halen"

12. Billy Joel: "The Stranger"

13. Carole King: "Tapestry"

14. Stevie Wonder: "Songs In The Key Of Life"

15. Original Soundtrack: "Grease"

16. Aerosmith: "Toys In The Attic"

17. Simon & Garfunkel: "Bridge Over Troubled Water"

18. The Eagles: "The Long Run"

19. Michael Jackson: "Off The Wall"

20. Billy Joel: "52nd Street"

21. Boston: "Don't Look Back"

22. Foreigner: "Double Vision"

23. Jackson Browne: "Running On Empty"

24. Elton John: "Goodbye Yellow Brick Road"

25. Crosby, Stills, Nash and Young: "Deja Vu"

26. Led Zeppelin: "In Through The Out Door"

27. AC/DC: "Highway To Hell"

28. The Cars: "The Cars"

29. The Rolling Stones: "Some Girls"

30. AC/DC: "Dirty Deeds Done Cheap"

31. Bob Seger and the Silver Bullett Band: "Night Moves"

32. Peter Frampton: "Frampton Comes Alive"

34. Pink Floyd: "Wish You Were Here"

34. Bruce Springsteen: "Born To Run"

35. Crosby, Stills, Nash and Young

36. George Harrison: "All Things Must Pass"

37. Led Zeppelin: "3"

38. Foreigner: "Hard Games"

39. Kenny Rogers: "The Gambler"

40. Bob Seger and the Silver Bullett Band: "Stranger In Town"

41. Willie Nelson: "Stardust"

42. Foreigner: "Foreigner"

43. Bob Scaggs: "Silver Degrees"

44. Bob Seger and the Silver Bullett Band: "Live Bullett"

45. Fleetwood Mac: "Fleetwood Mac"

46. Bad Company: "Bad Company"

47. Elvis Presley: "Aloha From Hawaii via Satelite"

48. Santana: "Abraxas"

49. The Cars: "Candy-O"

50. Supertramp: "Breakfast In America"

Så vidt det er muligt at vurdere udfra noter og anmærkninger, er der her tale om samlet salg, og der er således ikke tale om, hvad der solgte mest inden for 70'ernes egne rammer. En sådan liste ville formodentlig se en del anderledes ud. Udfra den tidligere sondring mellem realitet og ønsketænkning kunne man endog være så fræk at sige, at dette er sådan, som majoriteten af pladekøberne ønsker at huske 70'erne.

Det kunne blive et interessant studium at udforske spørsmålet, hvad det egentlig er, disse nutidige pladekøbere ønsker at huske og hvorfor. Det er ikke emnet for nærværende undersøgelse, men nogle enkelte punkter skal kort nævnes.

Der er en række plader, det er ret overraskende ikke findes på listen. Ingen "Ziggy Stardust", ja - overhovedet ikke noget Bowie. Heller ingen "Tansformer" eller anden Lou Reed. Deep Purple er fraværende. Det samme gælder Electric Light Orchestra. Ingen Dire Straits plader. Heller ingen med Sailor. Ej heller Alice Cooper. Hele Jazzrock området er fraværende, således at hverken John McLaughlin, Miles Davis, Weather Report, Chick Corea, Herbie Hancock eller andre af den slags folk er repræsenteret med en eneste plade. Det nærmeste er Santanas "Abraxas" (nr. 48). Der er heller ikke noget Kraftwerk, Tangerine Dream, Can eller anden krautrock.

Derimod er der blandt de repræsenterede visse principielt ret uinteressante ting. Det er de naturligvis ikke, hvis man kan lide dem. Men ærlig talt: hvornår er "The Long Run" og "The Gambler" gået hen og blevet mere repræsentative for 70'erne og mere dækkende udsagn for dette årti end f. eks. "Kimono My House", "Paranoid" eller "Blow By Blow"?

Betragter man de 10 øverste pladser, kan det med nogen ret hævdes, at der er en stærk dominans af Pink Floyd og Led Zeppelin. Ikke blot indtager en plade med hver af disse de to øverste pladser, længere nede følger endnu et Pink Floyd album og hele to Led Zeppelin albums. Det ser således ud til, at det frem for alt er disse to bands, der for en nutidig bevidsthed står som de to store 70'er bands.

Når denne iagttagelse er gjort, må næste spørgsmål blive, hvad det nærmere bestemt er for sider af 70'erne, disse to bands afspejler, hvilken form for 70'er billede de tegner, og hvilke behov hos nutidige lyttere dette billede kunne tænkes at forholde sig til.

Hvis man begrænser sig til blot at betragte den øverste plads, er "The Wall" et påfaldende bizart valg af yndlings 70'er-plade.

For det første er den lavet i 1979, altså det allersidste år af 70'erne, hvilket betyder, at den snarere end indkredse noget centralt ved årtiet fungerer som en prolog til 80'erne. Rent faktisk er "The Wall" udgivet omkring en måned før, at 70'erne var forbi og 80'erne begyndte, nærmere bestemt d. 30. november.

Er det, man helst vil huske ved 70'erne, at der kom en ende på dem? Det er i nogen grad det indtryk, man kunne få ud fra udgivelsestidspunktet. "The Wall" ligner en pligtskyldig markering af, at der var en tid før 80'erne, inden man giver sig i kast med studiet af disse. Kort sagt: snarere en kærlighedserklæring til 80'erne end til 70'erne.

Naturligvis kunne man også vælge at opfatte noget, der er lavet en månedstid før, det hele var forbi, som en le grande finale. Det er imidlertid ret vanskeligt at opfatte "The Wall" på denne vis, da den snarere end kronen på værket er et udtryk for, at 70'ernes projekt ikke lykkedes.

For det andet er "The Wall" ikke just 70'ernes mest muntre produkt. Den rummer en god potion af årtiets dystopiske sider. Der synes således at være tale om en slags omvendt nostalgi. Hvor man almindeligvis kigger tilbage udfra den overbevisning, at en fortid var bedre, synes man i dette tilfælde at ville stimulere en tro på, at det trods alt går fremad. Se hvor sort det hele så ud dengang!

Det er værd at betragte dette aspekt lidt nærmere. Albummets centrale temaer er fremmedgørelse, isolation, paranoia og sindssyge. Denne lidet ønskværdige cocktail er udløst af et ondsindet samfund, der volder uoprettelige skader mod individets sind. Hele opdragelsessystemet (skole, hjem m.v.) er perverst og bygger dybest set på en fascistoid tænkning. Imidlertid gennemsyrer dette livssyn i den grad hele samfundet, at kun sindssygens yderste overdrev kan afmaskere det i mareridtsvisioner, der viser den indre tyran, som afspejler prægningen.

Man kan naturligvis mene, at denne analyse er lige så relevant og påtrængende idag, som den var i 1979, at "The Wall" altså rammer noget eviggyldigt, og at dette er årsagen til dens topplacering, med andre ord: det er en klassiker, der siger noget (stadig!) væsentligt.

Problemet med denne udlægning er imidlertid, at der kun i stærkt begrænset omfang kan tales om et forløsende element. Man kan i nogen grad læse et håb ind i slutningen, hvor det kunne se ud til, at muren bliver revet ned. Denne udlægning besværes dog derved, at albummet fuldender en cyklus både tonalt og tekstligt, således at det forekommer en mere plausibel tolkning, at det hele begynder forfra. Ved på den måde at indespærre lytteren i et lukket system, kan der skabes et ønske om at slippe ud. Netop derfor synes "The Wall" snarere at være noget, man ønsker at lægge afstand til end blive hvirvlet ind i.

Dertil kommer, at hvis man vælger at betragte "The Wall" som en klassiker, der siger noget tidløst og eviggyldigt, så er det netop ikke 70'erne, man forholder sig til. Ifølge denne opfattelse kunne den jo være lavet når som helst.

Alt i alt udtrykker førstepladsen ikke hengivenhed for 70'erne, men indædt uvilje. Denne topscorer siger særdeles tydeligt, at flertallet af folk, der køber 70'er plader, ikke gør det for at hylde årtiet, men for at overbevise sig selv om, at det var aldeles forfærdeligt, og at det eneste glædelige ved denne mørke tid er, at den er forbi.

Hvis man herefter går videre til at betragte andenpladsen, er der vel næppe tvivl om, at de fleste køber den plade for en enkelt, bestemt sangs skyld: "Stairway To Heaven". Denne - Led Zeppelins vel nok mest berømte sang overhovedet - er både kendetegnende og anderledes i forhold til resten af pladen. Den er blødere og mere melodisk end det øvrige materiale. Men den er samtidig symptomatisk for en lyd/produktion, der adskiller dette album fra gruppens tre første, som havde en mere rå og mindre forarbejdet lyd. De to første bød på rå bluesrock i omegnen af heavy metal, mens den tredie havde et mere akustisk og folkloristisk præg, men stadig inden for et råt produceret lydbillede. Det påfaldende anderledes ved det fjerde Led Zeppelin album er en mindre krads tilgang, der nærmer sig såkaldt "flot" musik, hvilket så netop kulminerer på pladens mest berømte sang. Netop derved kan man i nogen grad og med visse forbehold rent lydligt tale om at Led Zeppelin goes Pink Floyd. Den store flotte lyd, de pompøse arrangementer, den svulstige produktion.

Det forekommer sandsynligt, at en forestilling om flot musik kunne være det, der lokkede mange mennesker til at gå på opdagelse i 70'ernes plader. I så fald er det imidlertid ret overraskende, at en række af de mest udprægede repræsentanter for disse tendenser enten slet ikke er med på listen eller også først dukker op langt, langt nede. Forestillingen om den flotte musik burde f. eks. have gjort Queens "A Night At The Opera" selvskreven til en af de 10 øverste pladser, og længere nede måtte man forvente at finde en Yes-plade eller to. Dertil kommer så de ting, der ikke burde have været med, hvis denne forklaring skulle holde stik. Hvad laver f. eks. Carole Kings tætbarberede hjemmestudieplade "Tapestry" mellem de 20 første titler? Den kan næppe betegnes som en stor, svulstig produktion.

Den ellers ret oplagte forklaring, at folk leder i 70'erne efter flot musik, kan påviseligt ikke være korrekt. Sagen må dreje sig om noget andet. Lad os derfor kaste et blik mere på "Zeppelin 4".

Den ellers ret oplagte forklaring, at folk leder i 70'erne efter flot musik, kan påviseligt ikke være korrekt. Sagen må dreje sig om noget andet. Lad os derfor kaste et blik mere på "Zeppelin 4".

Det er muligt, at mange køber den blot for "Stairway To Heaven"s skyld, men det er ikke forklaring nok på dens høje placering. Netop når kun en enkelt sang trækker, vil mange være betænkelige over for at investere i et helt album, og f. eks. prøve at finde en opsamling den er på sammen med andre ting, der interesserer dem. Netop den overvejelse, som mange vil have - "arh, er det nu ikke at gå lidt vidt at købe et helt album for en enkelt sangs skyld?" - vil følgelig virke som en begrænsende faktor på antallet af solgte eksemplarer. Derfor må der nødvendigvis være andre bevæggrunde, som får så mange til at investere i den, at den ligger helt oppe på en andenplads.

"Led Zeppelin 4" blev udgivet d. 8. november, 1971. Vi er således fra slutningen af årtiet hoppet tilbage til begyndelsen. Tilsammen kan de to plader opfattes som en indramning. De er begge udgivet i november. Åbenbart mener mange pladekøbere, at november skulle være en særlig 70'er agtig måned, eller også omvendt, at 70'erne var november-agtige. Bevares! - Det kan være et rent tilfælde at de to øverste pladser besiddes af novemberplader. Det er ikke desto mindre et pudsigt sammentræf.

Hoppet fra slutningen til begyndelsen af 70'erne udelukker en egentlig kronologisk systematik i udgivelserne. Ser man på de efterfølgende er der intet egentligt system: 1977, 1976, 1977, 1976, 1975, 1973, 1977, 1973. Man kan naturligvis mærke sig den overvejende mængde fra 76-77, hvilket måske kan tale for en forkærlighed for en bestemt del af 70'erne, som de to øverste pladser ikke afslører. Den foretrukne periode var lige præcis det tidspunkt, hvor der fandt et afgørende nybud sted. Derfor er det ikke synderlig overraskende, at mange er interesseret i lige netop dén del af 70'erne. Men det bryder i nogen grad dette billede, at der er to titler fra '73.

Det mest påfaldende fællestræk for de 10 øverste pladser er, at det er den lidt mørkere side af 70'erne, de indkredser. Den mest påfaldende røde tråd er rent faktisk psykiske randtilstande som fremmedgørelse, desperation og sindssyge. Atter ser man således førstepladsens tendens bekræftet. Der søges ikke opmuntring i en sværmen for "de gode, gamle dage", men dokumentation for en trist og novembermørk tid. Man skal således ned til 14. pladsen for at finde en udgivelse, der rummer en positiv indstilling. Denne omvendte nostalgi må siges at være en kilde til forundring. Men ikke desto mindre den forklaring, der byder sig til. Enten det. Eller også er en mængde mennesker i færd med at bore sig ned i en dyb depression grænsende til det psykotiske, og søger så en passende underlægningsmusik til formålet. Også det forekommer ret overraskende.

Det ligger vel lige for at mene, at hvis man endelig vil ty til den model at udplukke og sammenstykke efter eget forgodtbefindende, giver det mere mening at udplukke det, der var godt, end det, der var skidt.

Netop derfor er det, at der kunne komme et interessant studium ud af spørgsmålet om, hvorfor den nutidige pladekøber drages mod netop disse 70'er-udgivelser? Men der skal imidlertid ikke gåes nærmere ind på det her. Det tilhører en anden undersøgelse. Formålet med nærværende arbejde er at yde et beskedent bidrag til en indkredsning af nogle reelle 70'er-træk, og således ikke at analysere mere eller mindre fejlagtige forestillinger.

Dertil kommer, at de pladekøbere, som investerer i disse albums, vel formodentlig for størstedelens vedkommende er en flok turister, der uden egentlig interesse for årtiet blot køber nogle albums, de af den ene eller anden grund godt kan lide. 70'ernes sande elskere har formodentlig forlængst opbygget en samling med udvalgte, repræsentative smagsprøver på årtiets hovedstrømninger. Hvor omfattende afhænger naturligvis af samlingens størrelse. Men med relativt få plader lader det sig gøre at få dækket de vigtigste overordnede linier ind, f. eks. med blot et enkelt udvalgt hovedværk fra hvert område. I det følgende er der taget noget mere med, hvilket gerne skulle give et mere nuanceret billede, som også viser undergrupperingerne indenfor de forskellige hovedretninger.

 

 

Udvalgte lytteeksempler

Helheden er enheden af modsætninger. Dette synspunkt, som er Hegels, gør Rosenkranz (1805-79) også til sit. Ensidighed fører ingen udvikling med sig. Derfor kan det skønne heller ikke ses isoleret fra dets modsætning, det hæslige. Det er dette grundsynspunkt, Rosenkranz tager afsæt i med Det hæsliges æstetik fra 1853. Således må også det skønne tænkes dialektisk, dvs. som et begreb, der rummer sin egen modsætning og som netop udvikles i kraft heraf.

Samtidig oplevede Rosenkranz i sin samtid megen hæslighed i form af revolutionen i 1848 samt de sociale problemer, der fulgte med industrialiseringen og byernes hastige vækst, hvilket kun forstærkede Rosenkranz' overbevisning om, at det hæslige er en del af den virkelighed, som også kunsten indgår i.

I forlængelse af Hegels idealisme udtrykker kunsten herved et niveau i den formende fornufts - idéens - materialisering i historien. Da idéen rummer modsætningerne, er idéen således oprindelsen til virkelighedens dynamik."

- Jimmy Zander Hagen

 

 

"At nære en slange ved sin barm."

- Æsop

De første tegn - tre mulige udgangspunkter 

Velvet Underground: "Velvet Underground & Nico"

Da Velvet Underground udsendte bananpladen d. 12. marts 1967, gik de direkte imod tidsånden og de herskende tendenser. Midt i en tid, der lystigt fejrede de store muligheder og musikalsk stræbte efter det sublime, dumpede denne gnavende og gnavne plade ned med sine skurrende lyde og sit mørke livssyn.

En kendt talemåde siger, at kun ganske få købte bananpladen dengang i '67. Men at alle, der gjorde, derefter stiftede et band, hvilket siden tydeligt lod sig høre. Varsler om alt det, der skulle til at ske, skjuler sig i denne musik, som har haft uvurderlig betydning for en endeløs række af senere bands, som blandt mange andre omfatter Roxy Music, Talking Heads og Joy Division, ligesom den på mange måder udpegede kursen for flere af gruppemedlemernes senere solokarrierer, ikke mindst hvad angår Lou Reed.

Det er af nogenlunde de samme årsager, at man gik udenom den i '67, og at den senere er blevet hyldet som mesterværk og klassiker: den er grim og nihilistisk, flår dybe revner i alting og kommer efterhånden som den skrider frem mere og mere til at fremstå som en dommedagstrompet. Den er så nyskabende og alternativ, at den var født til at blive indflydelsesrig, men samtidig så stik modsat tidsånden og så langt inde i det næste årti, at den ikke umiddelbart mødte forståelse. Verden måtte siden indhente denne på én gang forfærdelige og vidunderlige plade.

David Bowie: "David Bowie"

Hvor man end kigger hen i historien, synes enhver kulmination at rumme kimen til sin egen undergang. Det er i dette lys bemærkelsesværdigt, at en af 70'er-musikkens mest centrale personligheder udgav sit første album selvsamme dag, som Beatles udgav "Sgt. Pepper" - d. 1. juni, 1967. Således blev 70'erne varslet nøjagtig samtidig med, at 60'erne nåede deres højdepunkt, og midt i kærlighedssommerens blomster ville den skarpe iagttager således kunne få en anelse om, at et grimhedens og smagløshedens årti var på vej.

Sådan da! For den Bowie, man møder på hans første plade, er i mange henseender anderledes end 70'er idolet. Stemmen er umiskendelig, men det stilistiske udtryk er anderledes. Han fik ikke det store gennembrud dengang. Hans første album må derfor betragtes som et udtryk for, at noget var under forberedelse i det skjulte.

De skurrende elementer, som vi er stødt på hos Velvet Underground, og som også fik en vis betydning for dele af Bowies senere produktion, er her stort set fraværende. Musikken er elegant og episk inden for en stilistisk dialekt, der vel nærmest kan kaldes folkpop-vignetter uden nævneværdige misklange. Humor spiller en central rolle og bidrager til at løfte sangene. Dog kan pladen siges at være Bowie'sk i 70'er-forstand i kraft af nogle anstrøg af dekadence og smartness. Ikke desto mindre er den et godt sted at begynde for dem, der har det lidt svært med Bowie. Alt det, der typisk støder visse lyttere bort, forekommer her kun antydningsvis. Hans vokale udtryk havde fra første færd noget affekteret over sig. Men ser man bort fra det, er det en relativt ærlig og ukrukket plade, der placerer sig inden for tidens rammer og f. eks. rummer enkelte mindelser om Kinks og Small Faces.

Se også kategorien/rubrikken "Progressionen 7"

Cream: "Disraeli Gears"

Denne udgivelse fra d. 10. november 1967 er indbegrebet af en 60'er-plade. Fra de første takter af åbningsnummeret "Strange Brew" er vi så eksakt anbragt indenfor epoken som vel muligt. Det forekommer derfor fejlagtigt at hævde, at dette album skulle varsle 70'erne. Det gør det heller ikke direkte. Derimod giver det et udgangspunkt - ét sted, hvorfra man kan se tingene bevæge sig hen et andet sted.

En forståelse af 70'erne må nødvendigvis inkludere en indsigt i, hvorved de var anderledes end 60'erne. Den senere fremkomst af en mere elektronisk lyd vil kunne få mange - især yngre lyttere - til at synes, at alt sådan noget med bluesy guitarriffs og en i forhold til idag mere rå, uforarbejdet lyd, bare virker 60'er-70'er-agtigt, uden at de mere præcist kan placere det i sit rette årti. Naturligvis er der et slægtskab mellem de tungere guitargrupper i sen-60'erne og deres kolleger i begyndelsen af 70'erne. Faktisk er der jo heller ikke noget særlig stort tidsrum mellem '67 og '72 - blot fem år. Imidlertid skete der i disse fem år nogle afgørende forandringer. Her gælder det om at vide, hvad det var forandringer fra, før man kan opnå en fuld forståelse af, hvad det var forandringer til.

Her bør man fæste sig ved, at "Disraeli Gears" nok er hårdtslående, men ikke vredladen, ligesom den også rummer en elegance og skønhed. Vokalerne synes undertiden at ville løfte sig mod himlen, og det er i det hele taget en del af lydens præg, at den vil opefter. Der er således ingen tegn på noget forsumpet og mørklagt. Denne plade stræber tydeligt mod lyset. Samtidig rummer den mange eksperimenterende og afsøgende træk, og noget af det, der gør den udpræget 60'er-agtig er dens evne til at forene disse ting: det smukke og det udfordrende, det pågående ligefremme og det søgende, den lette optimisme og den tunge bluesy glød. Det er lyden af en epoke i kulmination lige før et paradigmeskift.

Andre eksempler på lyden fra '67:

Morning Dew: "Morning Dew"

The Haunted: "The Haunted"

Kaleidoscope: "Side Trips"

 

Hidden Clues: The Dubliners: "Seven Drunken Nights", Jimi Hendrix: "Highway Chile", The Kinks: "Waterloo Sunset", The Bee-gees: "Massachusetts", Small Faces: "Itchycoo Park", Incredible String Band: "Chinese White", The Turtles: "Happy Together", Jack McDuff: "Smash Back Jack", Booker T. And The M.G.'s: "Hip Hug Her", The Monkees: "I'll Spend My Life With You", Freddie Hubbard: "Backlash", John Fahey: "Impressions Of Susan", Moody Blues: "Nights In White Satin", Jefferson Airplane: "White Rabbitt", Box Tops: "The Letter", The Buckinghams: "Kind Of A Drag", The Tremeloes: "Silence Is Golden".

 

 

Energien og poesien

En mulig synsmåde på 70'erne

70'ernes bevægelse fra 60'erne til 80'erne er yderst taknemmelig for at tolkes i en ud-hjem model. Der var mange tilbøjeligheder til en søgen efter en mere regulær rock and roll. Med først glamrock, pioner-heavy, el-jazz og sydstatsrock, og siden med bl.a. punk og et fænomen som "Grease", tegner 70'erne sig for en tydelig bevægelse hjem, der kulminerer lige i begyndelsen af 80'erne, med navne som Stray Cats, Shakin' Pyramides, Pole Cats og Shakin' Stevens. I hvert fald er det fuldt ud berettiget at hævde, at bevægelsen fra Creedence til Dire Straits, ligger rockens grundform betydelig nærmere end bevægelsen fra Beatles til Pink Floyd.

Rocken flød rundt på en isflage aller yderst ude. Den var ødelagt af syretrip og blomsterdrømme, og kunne hverken sanse eller samle. Men nu var der nogle gode, velmenende mennesker, der iværksatte en redningsekspedition, og den var forbavsende tæt på at lykkes.

En generel betragtning om 70'ernes rock-navne må ud fra denne opfattelse blive nogenlunde som følger: de havde energien, men de manglede poesien.

De trykkede den af og skreg: "Kul på!" med en vitalitet, der kunne stå distancen. Men elegancen, udsøgtheden, gennemsigtigheden og den lyriske følelse, der er så fremtrædende ved 50'ernes lyd, kunne de ikke genskabe.

Virkeligheden er imidlertid ikke så entydig. I det hele taget er det naturligvis en generellisering, at 50'erne var poesiens sidste årti. Det betyder jo ikke, at der ikke har været én eneste kunstner siden, der har haft poesien. Naturligvis har der det. At 50'erne var poesiens sidste årti betyder blot, at efter 50'erne kan poesien ikke regnes for et alment og udbredt træk i tiden.

Wild Angels: "Red Hot 'n' Rockin'" (1970)

 

"El-guitar og saxofon

vil vi ha' rock and roll og ikke andet."

- John Mogensen

 

Den engelske gruppe Wild Angels er idag stort set glemte, men var faktisk et ret populært band i begyndelsen af 70'erne. Det er bemærkelsesværdigt, at nogle af de vigtigste strømninger i de tidlige 70'ere har deres afsæt og udspring netop omkring den tid, hvor 60'erne kulminerede. Det mest kuriøse eksempel er velsagtens, at David Bowies første album blev udgivet selv samme dag som "Sgt. Pepper". Også Wild Angels blev dannet i det centrale år 1967 og vakte snart begejstring i engelske rockermiljøer. På lokalscenen i Kent blev de noget nær konger og opnåede status som husorkester på spillestedet The Nightingale Café, der især blev frekventeret af motorcykelbander og gamle Teddy Boys, der her fik sig en svingom, inden de tog til Markdale eller Folkstone og bankede nogle mods. Deres navn havde gruppen hentet fra en film om motorcykelbander med Peter Fonda, som havde vakt en del bestyrtelse ved sin premiere i 1966, og derefter var blevet forbudt. Siden påpegede en artikel i bladet Melody Maker om bandnavne, at Wild Angels havde gjort et af branchens heldigste valg sådan at forstå, at deres navn yderst præcist tilkendegav hvilken slags musik, de spillede. Der er naturligvis tale om gammeldaws rok og rul, hvor håret er redt så langt tilbage det overhovedet kan komme og en vis ting så stiv som den kan blive. I sammenligning med Creedence og Flamin' Groovies var Wild Angels nærmere udspringet. Deres udgaver af velkendte rock and roll klassikere lå tæt op ad originalerne, blot tilføjet en forsigtig, men dog mærkbar, 70'er-kant. Det lå mere i lydbilledet end spillemåden.

Det er muligvis lidt for venligt at hævde, at Wild Angels reelt bidrog til at skabe 70'ernes musik og lyd. Ikke desto mindre mærker man tiden på "Red Hot 'n' Rockin'". Denne plade kunne trods alt ikke have været lavet i 50'erne. Det bør også nævnes, at gruppen på dette tidspunkt var ret populære. Således har de i hvert fald for mange mennesker udgjort en del af det dengang aktuelle musikudbud. Det var jævn, ligefrem husmands rock and roll nede på gulvet uden dikkedarer. Men netop dét var i høj grad også at regne for en af tidens dominerende strøminger - i tilfældet Wild Angels blot i et lidt mere traditionelt tonefald, som faldt i de konservative lytteres smag. Dertil var det medrivende fest- og dansemusik med en umiddelbar appel, og derfor noget, der kunne sætte fut i ethvert selskab. I begyndelsen af 70'erne fandtes der mange bands af denne type. Udover dem, der blev dokumenteret på plade må medregnes en lang række helt ukendte lørdagsbals orkestre. Således var det musik af denne slags, der for en stor del af publikum stod som det typiske og forventelige til et arrangement med levende musik og dans. De mere eksperimenterende og progressive ting dyrkedes i særlige miljøer af et eksklusivt klientel, hvor det var undtagelsen mere end reglen, at nogen dansede. I stedet sad og lå man på gulvet. Det mere konventionelle publikum forventede rok og rul uden dikkedarer, hvis de skulle en aften i byen.

Vi har i det foregående set, at 60'ernes eksperimenterende tendenser fortsatte på andre musikalske fløje. Alligevel er det tydeligt, at en ret stor del af tidens strømninger var på en helt anden kurs. I dette gemmer der sig en vigtig pointe. Både blandt udøvende og publikum var mange løbet sur i alt det avantgardistiske. Mange var trætte af, at alting skulle være så indviklet. De ville have en musik, der var til at forstå uden videre. Det gjaldt som nævnt langtfra alle. Denne periode var helt tydeligt præget af et spændingsfelt. Forskellige musikalske fraktioner ville tydeligere end tidligere noget forskelligt.

For mange lyttere endte det vel sagtens i et funktionelt spørgsmål. Når der var tiden til det, kunne det være helt fint at høre en grænsesøgende plade, fordi det vitterlig var spændende musik. Men et nummer, der varer et kvarter, er ikke noget, man lige hører. Står man og skal ud af døren om lidt og bare lige vil have sit morgenkick, så skal det være tre minutter, som bare kører deruda' en, to, tre, fire. Det er selvsagt også ret vanskeligt at danse til et nummer, hvis det ustandselig skifter tempo og taktart.

Mange plader fra denne periode virker endnu idag utrolig udfordrende og overraskende. Det er vitterlig spændende musik. Men svagheden derved er, at man ikke "lige" kan høre det. Den slags plader er projekter. Man skal have god tid. Sikre sig at man ikke bliver forstyrret, trække telefonstikket ud, huske at gå på toilettet, så man ikke skal tisse midt i det hele, sørge for at der er kaffe i koppen ... og så kan man ellers gå i gang og ofre tingene den opmærksomhed, de kræver og retteligt fortjener. Men hvor mange vil altid og ubetinget det? Hele tiden? Engang imellem vil man bare danse eller skråle med på et omkvæd. Engang imellem vil man ikke skulle forstå en hel masse. Derfor vil der almindeligvis efter en udpræget nyskabende periode med et højt inspirationsniveau indfinde sig et behov for noget, hvor der ikke er så meget at analysere på, men hvor til gengæld alle kan være med.

Det var jo netop det skift, der var sket i 60'erne. Fra at være noget, man kunne glæde sig over, var musik blevet til noget, man skulle forstå. Det var derfor naturligt, at der opstod et behov for en musik, man umiddelbart kunne glæde sig over. Det var ligeledes oplagt at søge tilbage før progressionen - bagom de store forståelseskrav - efter et udgangspunkt for en ny musik, man kunne sige du til. Man skrabede derfor rusten af det gamle, forsøgte at opdatere så det ikke blev den rene gentagelse. Men for at sikre den almene forståelse og ikke begynde at ligne den anden fløj for meget, var det i nogen grad nødvendigt at køre på klicheerne med en yderst mådeholden og forsigtig form for tidsvarende præg. Det bemærkelsesværdige er så, at der ikke desto mindre er noget over den slags ting, som placerer dem i tiden. De dumper ikke ud som anakronismer, men finder ind på en naturlig og berettiget plads.

Her er "Red Hot 'n' Rockin'" et fremragende eksempel. Den helt enkle test er at spille den for en række mennesker og spørge, hvornår de tror, den er lavet. Ingen, som har blot et overfladisk kendskab til rockhistorien ville gætte på, at den er lavet i 50'erne. Langt de fleste vil efter få sekunder sikkert kunne placere pladen som værende fra begyndelsen af 70'erne. Dette i sig selv burde vise, at Wild Angels tilhørte deres tid. Men at de helt åbenlyst var voldsomt inspireret af en anden tid, er naturligvis lige så tydeligt.

De repetitive og stiliserede elementer i udtrykket er imidlertid lige så meget en styrke som en svaghed. Wild Angels var enklest sagt den rene vare. Mens Creedence ofte inkorporerede eksperimenterende træk i deres musik, der betød en tilnærmelse til den progressive fløj, og mens Flamin' Groovies med deres seneste plade havde anbragt sig i nabolaget af den hårde, tunge afdeling på en vredladent, vrængende måde, der havde sat størstedelen af debutudspillets charme over styr, holdt Wild Angels sig konsekvent på dydens smalle sti. Det kan forekomme reaktionært og konservativt, men rummer tillige et præg af noget kompromisløst.

Tiden havde brug for det hele. Ikke blot i forhold til publikums smag og behov, men også med hensyn til den fortsatte udvikling. Wild Angels, og det de sammen med en række parallelgrupper repræsenterede, var en nødvendig ingrediens i det, der nu skulle til at ske. I løbet af det følgende år skulle verden stifte bekendskab med en række plader, der induskutabelt havde noget nyt at byde på, men næppe havde været mulige, hvis der ikke havde været en ægte, uforfalsket rock and roll af reneste skuffe integreret i tiden. Tiden var ved at bikse en spændende og velsmagende ret sammen. Oppe på krydderihylden var der en af de små flasker, som indeholdt koncentreret rock and roll, og den var akkurat lige så vigtig som den flaske, hvori der var progressiv beat.

Derudover skylder man at sige, at tiden nok havde mange af den slags grupper. Men de spillede ikke alle lige godt og overbevisende. For nogen var det at spille enkel musik et letgennemskueligt forsøg på at skjule, at de var dårlige musikere. Her troner Wild Angels over de fleste af deres nærmeste kolleger. De kunne faktisk spille. Det, de gjorde, var enkelt, men veludført. Det blev gjort med sikkerhed og autoritet. Det fungerede! Mange af de klumpe-dumpe-tendenser, man ofte finder på den slags plader, er "Red Hot 'n' Rockin'" forbilledligt fri for. På den anden side bliver det aldrig til sløv rutine og dygtigt på den kedelige måde. Der er det nerve og nærvær, der skal være.

Endelig var Wild Angels som nævnt en reel del af miljøet. De var ikke en flok wannabees, som var blevet udstyret med bakkenbarter. De stod midt i orkanens øje og underholdt Englands hårdeste rockermiljø. Hvad man nu end måtte mene om den verden og dens mentalitet, må man vel sige, at et hvilket som helst fænomen legitimerer sig ved sin ægthed. Man kan ikke studere Hawaiis strande ved hjælp af sand fra Dueodde. Således er der en pointe gemt i, at Wild Angels reelt var varen. Det er ikke noget, der prøver at forestille rockermusik. Det er rockermusik.

Mange vil nok undre sig over, at musikken ikke er mere voldsom, rå og larmende. Men i det miljø blev musikkens intensitet målt på tempo og energi mere end på støjniveau. Det var fart over feltet, man ville have. For meget larm og for tyk forvrængning på guitarerne, blev anset for hippieagtigt og øretæveindbydende. Havde Hendrix skulle spille på The Nightingale Café, ville han formodentlig være løbet ind i en røvfuld.

Den engelske rockerbevægelse var i sit udspring en konservativ strømning. At deres hovedfjende var mods, var ingen tilfældighed. Ordet mods er en forkortelse af modernists. Mods dyrkede ny musik og tøjmode. Rockers stod lige modsat fast på den gamle kurs og mente, at alt var gået den forkerte vej siden ca. 1960. Rockers kørte ganske vist på motorcykler - i modsætning til mods, der foretrak scootere - men vi skal alligevel lidt længere frem i tiden, før miljøet falder helt sammen med de amerikanske Hells Angels og des lige. Ikke desto mindre var det stort set fra første færd et barskt og brutalt miljø.

Som nævnt rummede tiden imidlertid mange bands, der lød meget lig Wild Angels, men optrådte for et almindeligvis mere fredeligt publikum. Den generation, der havde været unge i 50'erne, var ikke for alles vedkommende blevet trætte af at feste og danse. Når de skulle ud og svinge med ørerne, ville de naturligvis høre den musik, de huskede, fra før de fik fast arbejde og ølmave.

Alt dette til trods var Wild Angels ikke bare fortid, men også fremtid. Umiddelbart forude ventede Tyrannosaurus Rex' reinkarnation som T. Rex med et i forhold til deres tidligere - overvejende akustiske - udtryk markant anderledes lydbillede, det tidligere stærkt eksperimenterende og avantgardistiske amerikanske horror-band Alice Cooper, med deres nye, langt mere ligefremme linie og herhjemme f. eks. Shu-bi-du-a. Hvad man end vil mene og sige om den slags fænomener, var det i hvert fald ikke fra Jethro Tull, at de hentede deres primære inspiration. Endvidere vil den opmærksomme lytter erfare, at der også kunne snige sig diskrete islæt af den gamle rock ind i tidens progressive strømninger. I de tidlige 70'ere fyldte og betød rock and roll ganske enkelt mere, end det havde gjort i de umiddelbart foregående år, hvor tendensen snarere var gået i retning af at fjerne sig længst muligt fra udgangspunktet.

Der er en generel tendens til, at når man går ud af et årti, kommer det til at repræsentere alt det, man er træt af og ønsker en forandring fra. 10 år tidligere havde man det sådan med det foregående årti, som man følgelig distancerede sig fra. Nu derimod synes tiden moden for en revurdering. Således skulle man da også siden opleve, at 60'erne blev taget op til fornyet overvejelse i 80'erne. Ved indgangen til 70'erne var de derimod det, der lige var forbi og som man ikke gad at have noget at gøre med. Som vi her har set, er overgangene imidlertid mere flydende end som så. 70'erne havde været under forberedelse siden '67, og på mange måder fortsatte 60'erne et godt stykke op i 70'erne. Netop derfor må vi en smule længere frem i tiden, før man kan sige, at 70'erne endegyldigt havde fundet deres form.

Mens Wild Angels var en reel del af det miljø, de signalerede, var de i en anden forstand ikke den ægte vare. Som englændere spillede de en importeret musik. Deres stilrenhed må i nogen grad regnes for at hænge sammen med dette. Grupper som The Band, Creedence Clearwater Revival og Flamin' Groovies havde et mere naturligt og givent forhold til rødderne og kunne netop desårsag forholde sig friere dertil. For dem var det noget, som bare var der, som de havde med sig og trak på, men ikke behøvede at konstant minde sig selv om. Eller anderledes udtrykt: for amerikanske bands var rock and roll et selvfølgeligt afsæt, for de britiske noget der blev opsøgt og fremdyrket.

Ligeledes var Wild Angels naturligvis langt henad vejen en gentagelse af noget, der havde været. De havde ikke ret meget nyt at byde på. Dette er formodentlig også grunden til, at de aldrig blev et af de rigtig store navne, men forblev nede i den division mellem så mange andre, der blot var med til at give tiden nuancer og spændevidde uden at få nogen synderlig vidtrækkende betydning. Dog havde Wild Angels og deres ligesindede vist en vej, som tiden ikke kunne være foruden. Da strømningen mødtes med andre strømninger, begyndte der at ske noget, som for alvor gav tiden sin profil.

Da den legende indfaldsvinkel forsvandt

Store dele af såvel sen-60'ernes som tidlig-70'ernes hovedværker er præget af en eksperimenterende og søgende musik, der frit blander alle genrer. Den afgørende forskel er, at der i begyndelsen af 70'erne opstår et præg af det bevidst tilstræbte kunstneriske, det selvbestaltede værk, i modsætning til 60'ernes mere legende indfaldsvinkel. Det kan undertiden medføre en lidt vel tung og selvhøjtidelig seriøsitet. Det var da også netop dette, som glamrocken lettere skrømtende og siden punken med rasende konsekvens gjorde front imod.

Glamrock

Glamrocken var mindre selvhøjtidelig end progrocken, men havde en tendens til at blive gumpetung.

 

70´er fan eller ...

Wizzard: "Wizzard Brew" (marts, 1973)

 

"Mange er kaldede,

men få er udvalgte."

- Matthæus 22, 14

 

Er du i tvivl, om du er 70'ernes sande elsker eller bare en skide turist? Så er her den ultimative test!

Mange vil utvivlsomt synes, at "Brew" er ganske forfærdelig. Men jo mere man er til 70'erne, desto højere vil man elske den. Med et tidstypisk præg grænsende til det selvparodiske går den helt ud til kanten og spørger uden formildende omstændigheder: "Hvem holder du med?" For at svare: "Jeg er på din side," skal man virkelig være 70'ernes mand med hud og hår.

Kan man stå last og brast med det grimme og smagløse helt ud i dets konsekvens? "Brew" er et koncentrat uden fortynding, så helt igennem 70'er-hæsligt at man enten må elske eller hade det.

Alt synes karikeret og groteskt overdrevet. Roy Wood, der tidligere havde gjort sig gældende i The Move og Electric Light Orchestra, går her amok i sit eget band. Helt amok! Det bliver vist ikke ret meget værre end dette - eller bedre, hvis man betragter sagen fra det ultimativt 70'er-loyale synspunkt. I hvert fald finder man her stort set alle tidens dyder og laster samlet i koncentreret form. Kun få andre udgivelser er i dén grad indbegrebet af deres tid og dens lyd.

Med sine mangeartede eksperimenter er det en særpræget plade, der mest rammende kan karakteriseres som excentrisk. I forhold til vores snak om fraværet af den legende indfaldsvinkel som en hovedforskel mellem 60'erne og 70'erne, er det lidt paradoksalt, at denne udgivelse, der er en så udpræget manifestation af det senere årti, rent faktisk har et stærkt legende præg. Men det legende ligger et andet sted. Det er ikke indfaldsvinklen, den er en anden. Det legende er et metodisk greb, der bruges i en proces, man er gået ind til fra et andet sted. Det er mere bevidst og målrettet anvendt end den grundholdning, der ligesom bare var der som en del af 60'ernes tidsånd.

Det afgørende her er, at der ikke lå nogen distance i det legende fra 60'ernes side. Fra den legende indfaldsvinkel gik man ind til noget, der var oprigtigt ment. Hos Wizzard finder man derimod nogle lidt tvetydige og ironiske træk. Man kan ikke helt blive klar på, om de mener det, og hvorvidt det er meningen, man skal tage det alvorligt.

I forhold til tidens selvhøjtidelige tendenser, hvad end de så gik i retning af selvproklameret kunst eller frelste og forformede politiske budskaber, er det klart, at vi her står overfor et opgør med alt dette over-alvorlige. Men det kommer ikke til udtryk som en renhjertet "let's have some fun". Sjov og skæg kan udmærket være ment - glad og ligefrem musik spillet af og med kærlighed til denne. Det er ikke det, der er tale om her. Ligesom Bowies vådt-stykke-sæbe-spil med medier, budskaber, stjernestatus og identitet er der ligeledes hos Wizzard noget lidt drillende og skrømtende indover.

Selvom man i "Brew" kan se et opgør med en række samtidige tendenser, er den et mindst lige så nådesløst opgør med 60'erne. Ved brug af groteske overdrivelser viser den sin tid, men dermed også et på den anden side efter 60'erne, der påpeger, hvad de har ført med sig, og på hvilken måde dette kan give grund til en række kritiske spørgsmål.

Den buldrende, sært "samenpakkede" lyd, hvor stereoens højre- og venstre kanal gennem lange stræk synes at bekrige hinanden, gør det afgjort til en interessant plade. Spændende, bemærkelsesværdig og anderledes. Men derimod ikke en videre behagelig og velklingende plade. Den kan pirre nysgerrigheden og vække lyst til udforskning. Men det er ikke en plade, man læner sig tilbage og nyder. Man hører den for at konfrontere sig selv, ikke for at høre gode sange.

Netop dette er gennemført med en konsekvens og så overdreven tydelighed, at det påviser en række svagheder i de tidlige 70'eres musik. For hvad var der blevet af den gode sangsamling? Størstedelen af musikken i begyndelsen af 70'erne krævede som minimum en særlig veloplagthed. Ting som Slade og Deep Purple kan afgjort være medrivende og fornøjelig lytning, men kun hvis man er i det hjørne. Udtrykket er for voldsomt, brutalt og råt til daglig brug. Omvendt er tidens stilfærdige plader så udpræget afdæmpede og indadvendte, at de i endnu højere grad end dunderpladerne kræver, at man er i et helt bestemt humør.

I mange tilfælde er en særlig veloplagthed heller ikke nok. Eller for den sags skyld at være en aktivt engageret lytter, der ihærdigt forsøger at dechifrere de musikalske strukturer. Der kræves særlige forudsætninger, kendskab til eller forståelse af noget, der ligger ud over det rent lydlige. Der er noget, man er nød til at være klar over og have sat sig ind i. Den principielt forudsætningsløse stribe af slet og ret gode sange er forsvundet.

Nu kan der naturligvis være store smagsmæssige forskelle på, hvad man anser for værende en række gode sange. Men indenfor en bred afsøgning af musikalske dialekter vil man kunne iagttage en række sammenlignelige tendenser. Eller man kunne frem for at tale om oplagthed netop slå ned på det smagsmæssige og sige, at når man får en række varianter over noget helt bestemt, så skal man helst være ret vild med lige præcis dét, for virkelig at påskønne pladen. Er man mere mådeholdent interesseret, vil man formodentlig foretrække bare et enkelt nummer med sådan noget på en mere alsidig plade.

For nu at begynde med det mest oplagte: Beatlespladerne. I hvert fald de tidlige før de mere radikale eksperimenter sætter ind. I det mindste frem til og med "Rubber Soul" kan man tale om sangsamlinger, som rigtig mange mennesker uden videre nyder som sangsamlinger. Der er også andet deri. Ting, man kan sætte sig ind i, detaljer man kan lytte efter osv. Men det er ikke strengt nødvendigt. Helt elementære kvaliteter - især den gode melodi - betyder, at man kan nøjes med at læne sig tilbage og nyde. Dertil er musikken så tilstrækkelig afvekslende, at det ikke bare er en ensartet strøm af et eller andet. Der er stille og vildt, muntert og sørgmodigt imellem hinanden. Mens den typiske tidlige 70'er-plade byder på en række numre indenfor et relativt smalt felt, hvor det hele tiden er på en bestemt måde, er Beatlespladerne varierede. Man kører ikke træt undervejs.

"Blue" og "In Rock" kunne vel vanskeligt være mere forskellige. Den ene er lige så stilfærdigt tilbagelænet, som den anden er ekspressivt pågående. Fælles for dem er imidlertid, at det, de er, er de hele tiden og hele vejen igennem. Prøv så at hive "Help" frem og se på bare de sidste to numre: "Yesterday" og "Dizzy Miss Lizzy".Det siger vist det hele!

Nu er Beatles naturligvis i en klasse helt for sig. Men lignende betragtninger kan gøres gældende i forhold til mangt og meget andet.

Der er masser af spændende ideer. Men ikke en eneste elementært medrivende og iørefaldende sang. Det er ikke tilfældigt, at pladen hedder "Brew", for den er et sammenkog af stort set alle tidens centrale ideer. Det sammenfattes ved at helt at forlade de sidste rester af 60'ernes lyse og opadstræbende lyd for i stedet at dyrke et uldent, rumlende og mørkedybt klangrum, der skurrende og sammenpakket synes at illudere lyde fra gryden hvori der brygges. Det syder og bobler under låget, men forbliver et under låget. Men en ram lugt begynder dog at brede sig i køkkenet.

For så vidt kommer "Brew" vidt omkring. Men det, der holder sammen på det hele er den sært buldrende lyd, der nok virker massivt påtrængende, men alligevel ikke helt trænger igennem. Den bliver aldrig rigtig distinkt målrettet. En lyd, der trækker på basområdet og favoriserer dette, men paradoksalt nok egentlig ikke har videre fyldig bund. Når diskantområdet titter frem, er det skingert, bidende og overdrevent badet i effekter.

I forhold til testen - hvorvidt man er 70'ernes sande elsker eller bare en turist - kan man sige, at når vi fremfor årti, epoke, tidsånd m.v. i højere grad vil formulere rent musikalske spørgsmål, må det blive noget i retning af: du mener, at det, der kan beskrives med prædikatet "mere specielt end kønt", er spændende. Men hvor langt vil du gå? Du er med på at blive udfordret og ikke fortaler for at alt skal være let fordøjeligt. Men oplever du aldrig, at det kan blive for meget? Du synes, at Ziggy er genial. Men vil du også gå med nogle skridt videre? Kort sagt: er du parat til helt at opgive den basalt gode sangsamling og give fuld tilslutning til en konceptkunst som den videre og fremtidige vej?

Er du 70'ernes sande elsker eller bare en skide turist? - Hør "Brew" og find ud af det!