Pickwick Klubben

Dickens' debutroman er ikke nødvendigvis det bedste sted at begynde. Ikke at den er svær på nogen måde. Det er en let og humoristisk roman. Jeg ved også, at det er en roman, mange holder umådelig meget af. Jeg vil nødig støde nogens følelser. Men for mig rent personligt står debutværket som romanen, hvor Dickens øvede sig.

Begyndere vil jeg i stedet anbefale "Oliver Twist" eller "David Copperfield". Dér vil man finde alt, hvad man kan ønske og kræve af en god roman. Øvelsesarbejdet "Pickwick Klubben" er derimod snarere en løst sammenflækket anekdotesamling, der længe synes uden egentlig idé og er for længe om at finde en retningsbestemt tematik. Da den endelig tager sig sammen til at blive en roman i egentlig forstand, har de fleste læsere formodentlig forlængst opgivet den.

Er man først blevet Dickens fan, forholder tingene sig selvsagt anderledes. Så vil man utvivlsomt lappe pickwickianernes oplevelser i sig med fornøjelse. Men begynd for alt i verden ikke her!

Det er en kendt sag, at de første linier af en roman - i særdeleshed den allerførste sætning - er af afgørende betydning. Her stadfæstes værkets grundstemning. Samtidig skal man som læser helst få lyst til at læse videre, føle sig inviteret indenfor på en sådan måde, at man ikke kan modstå. Man kan jo så betragte følgende:

"Det første Lysglimt, der bryder Mørket og forvandler den Dunkelhed, hvori den udødelige Pickwicks Historie og offentlige Løbebane lader til at være hyllet, til et blændende Straaleskær, faar man ved Gennemlæsningen af følgende Punkter i Pickwick Klubbens Historie, som Udgiveren af disse Papirer har Fornøjelsen af at forelægge sine Læsere som Bevis paa den omhyggelige Opmærksomhed, den utrættelige Flid og den fine Skønsomhed, hvormed han har gennemført sin Undersøgelse af de mangeartede Dokumenter, som var blevet ham betroet."

Talentet er der. Men det er en usleben diamant, som er ved at lære håndværket. Det lyder jo spændende nok, at noget dunkelt og skjult hermed vil blive offentliggjort. Men det er noget forvirrende formuleret, og mange skal formodentlig læse dette åbningsafsnit flere gange, før de overhovedet fanger meningen. Frem for at lade et afsnit bestå af én lang sætning, havde et par punktummer pyntet. Så selvom der gives nogle spændende løfter, får man alligevel en fornemmelse af, at det her godt kan gå hen og blive lidt af en udholdenhedsprøve.

 

Se så til sammenligning:

"Om jeg bliver Helten i min Livshistorie, eller om Pladsen skal indtages af en anden, maa de følgende Blade vise. For at begynde min Livshistorie med mit Livs Begyndelse vil jeg fortælle, at jeg - efter hvad jeg har faaet fortalt og har Grund til at tro - blev født en Fredag Klokken tolv om Natten. Man lagde Mærke til, at Klokken begyndte at slaa, netop som jeg begyndte at skrige."

Ikke blot er der flere punktummer. Det fortalte er i enhver henseende langt mere klart og tydeligt. Der er tillige sat noget igang fra førte færd, frem for blot at give løfter om, at noget vil blive sat igang. Dertil er der det magnetiske sving over ordene, der suger læseren ind i universet. Ydermere rejses der et tematisk spørgsmål allerede i første sætning: er man nødvendigvis helten i sin egen livshistorie?

Et sådan herredømme over sproget og dets virkemidler havde den samme forfatter opnået få år senere. På det tidspunkt havde han også lært at give en roman en retningsbestemt kurs. Det havde han ikke, da han sendte sit første produkt i trykken.

Problemet ligger i, at "Pickwick Klubben" har et noget episodisk og fragmenteret præg. Rammen er en flok venner, der rejser rundt i landet for at se og opleve, hvad der nu måtte være at se og opleve. Netop derfor tangerer hver ny by at blive sin egen fortælling. Mennesker bevæger sig ind og ud af romanen uden at have synderlig betydning for, hvad der sker i de efterfølgende kapitler. Man savner kort sagt de længere linier, og at de afstedfundne hændelser finder en plads i det større sammenhæng frem for at være isolerede begivenheder. Det sker skam en masse. Det er slet ikke det. Det fører bare ikke rigtig nogen steder hen.

Nuvel! - Den bliver heldigvis bedre henad vejen. Faktisk bedre og bedre jo længere man kommer ind i den. Således kommer den også henad vejen til at hænge bedre sammen. Alligevel mangler der et centralt kernepunkt af den slags, der i den tids romaner oftest kom til udtryk i form af en dunkel hemmeligheds afsløring nær slutningen. Tag f. eks. Dickens' vel nok bedst kendte roman, "Olliver Twist", hvor drengens sande identitet og slægtsforhold er knudepunktet for hele den øvrige handling. At vennen Wilkie Collins samtidig skabte et revolutionerende pionerarbejde for kriminalgenren med "Månestenen", hvor et indviklet mysterium skal løses, er helt i samme ånd. Eller hvad ville Stevensons "Skatteøen" have været, hvis der ikke havde været nogen skat at finde? Selv hos søstrene Brönte, hvor det ellers i højere grad er de stærke og voldsomme lidenskaber, der virker som en utæmmelig drivkraft i handlingsgangen, ser man dette træk, f. eks. den første hustru i "Jane Ayre". Der ligger derimod ingen stor hemmelighed begravet i "Pickwick Klubben". Fra et løst udgangspunkt opstår der en række konfliktpunkter henad vejen som derefter atter udredes og opløses. Da de når det mest tilspidsede punkt opnås en reel spænding, der gør det til medrivende læsning. Dette sker imidlertid temmelig sent, og inden da har fyldkittet været brugt lige lovlig ødselt.

På plussiden må fremhæves Dickens' forunderlige evne til at gøre personer levende. Allerede på dette tidspunkt! Der kan forekomme nogle lidt langstrakte beskrivelser af påklædning, højde, drøjde m.v. Men han giver sig ikke af med at forklare, hvilken slags menneske en person er. Han lader dem talende og handlende træde lyslevende frem. Således bidrager allerede debutværket til de mange pudsige typer, der befolker Dickens' univers. Blot kunne man ønske, at de foretog sig nogle lidt mere interessante ting end at æde og drikke og falde over deres egne ben.

Særligt de indledende kapitler er virkelig en prøvelse, hvor førstegangslæseren næsten ikke kan undgå at stille spørgsmålet: fortsætter det bare sådan? Eller også er det bare mig og et spørgsmål om smag og behag. På sin vis kan man trække et tværsnit i litteraturhistorien fra "Don Quijote" gennem "Pickwick Klubben" til Keruachs "Vejene". Alle tre handler om mennesker, der drager fra sted til sted på jagt efter eventyr, besjælet af en art "mission".

Her kommer så det med smag: alle tre er romaner, jeg personligt har måtte omkring halvvejs ind i, før jeg begyndte at holde af dem! Muligvis bliver andre gemytter end undertegnede straks indfanget. Jeg skal ikke kunne sige det.

Enkelte af optrinene har bevaret noget af deres komik og kan således også være morsomme at læse idag. Men dele af humoren befinder sig indenfor det samfundssatiriske og kræver således indsigt i datidige forhold. Store dele af det, der kan forstås uafhængigt af tid og sted, er lovlig lavkomisk og leder tankerne hen på en farce i et dilletantteater. Tilbage bliver en lille samling pudsige optrin, hvor iblandt især må fremhæves en dame, der har skrevet en ode til en død frø.

Ind imellem møder de rejsende folk, der har en historie at fortælle. Disse bliver en slags indføjede noveller i romanen, som på mange måder er det mest læseværdige deri. De har det, man savner i det øvrige stof: en rød tråd, der fører fra a til b.

Det er ikke fordi, at der mangler materiale. Absolut ikke. Der er stof til flere romaner i "Pickwick Klubben". Problemet er således snarere en mangel på kritisk udvælgelse, såvel som en meningsfuld tilrettelæggelse af stoffet.

Pudsigt nok er det de ting, der har en reel betydning for romanens handling og handligsudvikling, der samtidig er mest læseværdige. Også første gang, hvor man endnu ikke kender begivenhedernes forlængede linier. Tupmans kærlighedsforviklinger fænger umiddelbart. At de har en betydning for det efterfølgende, ved man ikke på det tidspukt. Man rives bare med, og opfyldes efterhånden af retfærdig harme over det bedrag, han udsættes for, mens man håber, at der endnu er en chance for at rede stumperne. Her forvandles bogen for en kort bemærkning fra dødt papir til gnistrende liv. En oase midt i de tidlige kapitlers ørkenvandring.

Omkring halvvejs gennem bind 1 begynder forskellige personer fra tidligere i romanen at atter vise sig i historien. Samtidig begynder man at ane en struktur, der vækker håb om, at de spredte brikker alligevel ender med at blive samlet i et billede. Her skuffes man imidlertid. Snarere bliver der tale om varianter over tidligere hændelser, mens de oplæg til en egentlig handling, som ellers nok så smukt er lagt til rette med en række fine spor, fiser ud i luften. I hvert fald i første runde. Det kræver en udholdende læser at skulle igennem endnu et par ligegyldige episoder.

Samtidig bliver humoren stadig mere grovkornet. Alle har deres uheld og får deres knubs. Men af en eller anden grund er det hele tiden den ejegode Mr. Pickwick, som det går værst ud over. Mr. Pickwick er troskyldig - naiv i ordets allerbedste forstand: parat til at tro det bedste om andre mennesker. En velvilje, som det absolut ikke er alle, der gør sig fortjent til!

At der skal tilstødes romanens mest sympatiske person så mange ubehageligheder er strengt taget ikke særlig morsomt. Efterhånden længes man mere og mere efter, at denne bundhæderlige og venlige mand, hvis eneste påfaldende brist er hans noget umådeholdende glæde ved mad og især drikke, skal få oprejsning. Det synes imidlertid at have lange udsigter.

Det er netop her, at man ser det tydeligste oplæg til en senere udvikling i romanen. Historiens slyngel er hidtil sluppet afsted med alt. Bl.a. har han leget med kvindehjerter, og endog haft økonomisk vinding derved. Den gennemanstændige Mr. Pickwick sagsøges derimod for brudt ægteskabsløfte p.g.a. en dum misforståelse.

Det kan ikke blive ved. Vist rummer situationen sin egen form for grotesk komik. Men strengt taget er det ikke spor morsomt. Det er således i håb om en balancering, der gør op med de åbenlyse urimeligheder, at man læser videre.

Man belønnes med en af de indskudte noveller. Den mest sublime af dem. Her mærker man, at den unge Dickens trods alt er den senere Dickens in spe. Samtidig er fortællingen en raffineret allegori over den af uheldet forfulgte Mr. Pickwicks situation på dette tidspunkt. Men allegorien er tvetydig. Det er dels en hævnhistorie. Men tillige en beretning om at være forfulgt af plager og modgang alle vegne. Det lader sig vende og dreje på mange måder, og netop derved holdes tingene tilstrækkelig åbne til at spændingen optrappes. Varsler historien Pickwicks retfærdiggørelse eller hans undergang? I hvert fald synes den med tilbagevirkende kraft at retfærdiggøre alle de sludrevorne kapitler, der er gået forud:

Det ene Sted afløste det andet, og Begivenhederne tumlede over hinanden med rasende Hast. Men de stod alle på en eller anden Maade i forbindelse med det store Midtpunkt"

Først på dette ret sene tidspunkt (ca. tre fjerdedele inde i bind 1) begynder det, der hidtil mest har været en - ofte kedsommelig og undertiden direkte irriterende - anekdotesamling at ligne en rigtig roman. Man må uvilkårligt spørge sig selv, hvor mange som udgangspunkt velvillige læsere i tidens løb, der har givet op længe forinden?

Romanen er lige ved at blive rigtig god, og man gør bekendtskab med mr. Magnus, et skønt eksempel på en Dickens-karakter, da den afbrydes af endnu et farceagtigt og lavkomisk optrin. I forhold til hvordan tingene tidligere har udartet sig, fastholder det dog trods alt interessen, da der er grund til at nære bekymring for hvilke følger, der kan komme af, at den stakkels Mr. Pickwick går forkert. Har han da ikke snart haft små, dumme uheld nok? Skal der da absolut komme forviklinger og misforståelser ud af alting? "Hold nu op med det der!" tænker man. Men hvor irriterende det end er, så bidrager det også til at holde en fast ved bogen. Det retter sig i så høj grad ind i den overordnede situation, hvor alt synes at gå galt, at man næsten håber, at det bare er fyld, der ikke får vidererækkende betydning. Men samtidig har man allerede gættet noget, der fylder en med bange anelser.

Naturligvis går det med forudsigelig nøjagtighed præcist sådan, som man har gættet. Hvorfor nu det? Når det virker mere irriterende end spændende, er det formodentlig fordi, at hvis en ondsindet person forfølger en uskyldig, kan man rette sin vrede imod forfølgeren. Men hvor skal man rette vreden hen, når det er uheldet selv, der forfølger en sagesløs?

Det ender dog med at gribe ind i andre ting på en heldig måde, og de gode får en delvis - men slet ikke fyldestgørende - revanche over de onde. I hovedsagen ender en række begivenheder, der strækker sig over fire kapitler, med at fremstå som et fjoget intermezzo, der hverken gør fra eller til. På sin vis ganske underholdende, men blottet for nødvendighed.

Men andre problemer venter. Især den parodiske proces om ægteskabsbrud. Den får imidlertid lov at agere cliff-hanger, alt imens resten af Bind 1 udfyldes med julefester. Det er her lidt svært at bevare troen på, at "det hele kredser om det store midtpunkt". Man får snarere indtryk af, at Dickens har været kontraktmæssigt forpligtet til et bestemt antal sider.

Der er tydeligvis lagt nogle linier ud. Alligevel sidder man i nogen grad stadig med det indledende spørgsmål: fortsætter det bare på den måde? Trods retssagen, slynglen som der må formodes at vente et mere gennemgribende opgør med og en række andre omstændigheder, som giver gode løfter, er det ikke den helt store intrige, der er spændt op. Derfor står mange givetvis noget tvivlende overfor, om de overhovedet gider gå ombord i Bind 2.

Der er tydeligvis nogle potentialer for den videre udvikling, og man må retfærdigvis sige, at romanen har strammet sig op siden sin håbløse åbning. Men det sludrevorne præg har ikke forladt den, og det første bind ville betragtet i sin helhed afgjort vinde mere end det tabte ved at blive skåret ned til en trediedel.

De, der overvinder sig til at give Bind 2 en chance, bliver - i det mindste delvis - belønnet gennem den indledende række af kapitler. Der er to ting, der påfaldende ofte dukker op hos Dickens: juleidyl og nådesløs udlevering af sagførerstanden. Det første har man fået i slutningen af Bind 1. Det andet har der været lagt tydeligt op til, hvorefter det får sin naturlige plads i begyndelsen af Bind 2. Ca. hvert andet kapitel vedrører processen, mens de øvrige tager fat på andet stof. Dets funktion i det overordnede sammenhæng er på dette tidspunkt ikke helt tydelig. Men det er godt fortalt og læses derfor med glæde. Under julefesten har pickwickianerne gjort bekendtskab med to unge medicinstuderende, som man nu lærer lidt bedre at kende. Dertil kører der en sidehistorie om Sam Weller, hans far og dennes ægteskab. Til sidstnævnte knytter der sig en del andet. Heriblandt et valentinsbrev og en afholdsforening. Alt sammen præsenteret på en sådan måde, at man har tiltro til, at det har en betydning.

Blandt det, der er lagt ud i Bind 1, er processen helt indlysende det mest mulighedsrige. Hvis den blev afviklet, uden at noget nyt kom til, ville romanen enten være forbi, eller nødsaget til at vende tilbage til at lade personerne æde og drikke på diverse landevejskroer, hvor de så kunne komme ud for mere eller mindre komiske uheld. Det har man på dette tidspunkt fået mere end nok af. Det er jo netop dét, der har virket trætnende og irriterende. Tiden er inde til at lade "Fortsætter det bare sådan?" blive besvaret med et tydeligt "NEJ!". Det er således med glæde, at man ser nye udviklinger tage form.

Kapitlet om retssagen - netop det, man har set frem til med forventning - er derimod så grænseløst irriterende, at man kun med besvær kommer igennem det. Det skal tilsyneladende forestille at være morsomt. Dickens' dybe aversion imod advokater betyder imidlertid, at han overspiller sine virkemidler i en sådan grad, at det i stedet bliver en tåkrummende affære. Det eneste forsonende punkt er i slutningen af kapitlet, hvor mr. Pickwick udviser en beundringsværdig principfasthed: svindlere skal ikke pampe på en uskyldig.

Netop dette betyder, at retssagskapitlet trods alt efterlader et stærkt indtryk og vækker til eftertanke. Så meget har tingene trods alt ikke ændret sig. Også idag misbruges loven og retsmaskineriet. Troen på retfærdigheden og retssalen som retfærdighedens tempel har kun få ærlige tilhængere. Her kan man med lethed tilslutte sig Dickens' harme over advokatstanden. Folk, for hvem ret og rigtigt - de principper, de netop burde være frontkæmpere for - spiller en ganske underordnet rolle. I stedet har de forvekslet ratssalen med et fodboldsstadion, hvor det handler om at få flest mål (og at dommeren ikke ser de urene tacklinger!). Derfor er det også af stor væsentlighed at se Mr. Pickwick indtage et ren principielt synspunkt. For sandheden og retfærdigheden, mod pamperiet og misbrugen af retsmaskineriet. Han har mistet noget af sin umiddelbare tiltro til verden og menneskene. Men hvor troskyldigheden falder, rejser det heroiske sig. Det er ikke troen på det gode, Pickwick har mistet. Tvært imod! Han er parat til at blive martyr for denne tro.

I så henseende har romanen en relevans, der strækker sig helt frem til vor egen tid. F. eks. læste jeg for nogen tid siden om, hvordan striden om James Browns arv har betydet, at alle de penge, han havde tænkt sig skulle gå til, at fattige børn kunne få en uddannelse, er forsvundet i sagførersalærer. Emnet har således ingenlunde mistet sin aktualitet!

I forhold til den retfærdighedssans, der er et udpræget træk hos Dickens (netop derfor ender hans romaner som regel godt), kan det undre, at han ikke har lagt fantasien i blød for at udtænke et passende grusomt nemesis for det alt andet end hæderlige advokatfirma. Nogle småslyngler lover bod og bedring og får hjælp til at begynde på en frisk. En hyklerisk prædikant får en række velanrettede spark. Men de mest udtalte skurke går sært nok fri. Netop derfor må man undre sig desto mere over, at Dickens går langt ud over grænsen for det grotesk parodiske i sin iver for, at vi skal lære at hade dem i skildringen af retssagen.

Efter dette kapitel står man så med det store "hvad nu?" Mr. Pickwcks principfasthed varsler, at det ikke er forbi. Men det er tydeligt, at dette først bliver senere. Inden da vil andre ting ske. Bliver det fra Weller eller de medicinstuderende, at den næste impuls kommer? Faktisk er det her, at romanen går ind i sin bedste fase. Men ...

I første omgang - oh, ve og klage! - begiver Mr. Pickwick sig ud på endnu en rejse. Dog forskånes læseren for endnu et kedsommeligt måltid på en kro, efterfulgt af de fadæser, der efterhånden har antaget en nærmest rituel form. Fortællingen er uigenkaldeligt trådt ind i en ny fase, hvor andre perspektiver kommer til syne. Deriblandt udsigten til en forveksling af to personer med samme efternavn. Dog bliver man ikke helt fritaget for uvedkommende tant, og Winkle bliver således viklet ind i en dum og akavet situation, der i værste fald kan få livstruende følger. En middag med følger er nu derimod nået fra herskab ned til tjenerstaben, men har dog den funktionelle betydning, at man lærer egnens lokale butlere at kende. Meget af dette viser sig imidlertid at være blinde veje og falske spor. Kort sagt: stof der ikke senere tages op. Det bliver således af en lidt pudsig omvej, at historien bevæger sig videre.

Som følge af den den uheldige episode stikker Winkle af til Bristol, hvor han imidlertid får mulighed for at få sagen bilagt. Samtidig genser han de to medicinere. Endvidere har Pickwick sendt Sam efter Winkle, for at få ham hentet tilbage. Winkle får brug for Sams hjælp til noget ganske andet. Pickwick selv ankommer og samtykker. Kort sagt: I forhold til romanens tidligere ret adstadige tempo, lægges der i hurtig rækkefølge overraskende meget stof til rette, som der slet ikke kan undgå at komme noget ud af. Hvor det hele skal føre hen er på dette tidspunkt ret uklart. Men vel at mærke på den rigtige måde. Ikke som en fornemmelse af løsrevne optrin, men på den indfangende måde, hvor man bliver nysgerrig efter, hvad der videre vil ske.

Herefter former resten af romanen sig som en tour de force gennem alt det bedste i Dickens' univers. Det er helt, som det skal være. Kun nogle få spredte unoder, hvor den unge Dickens ikke helt har kunne tøjle sin fortællerlyst eller modstå fristelsen til at overudnytte den komiske effekt i en situation (herunder endnu en fordrukken rejsefærd, der dog har et vigtigt mål, dikteret af den øvrige handling), skæmmer den i hovedsagen fint gennemførte fortælling. Ind imellem lidt for mange snart moraliserende, snart dånende damer, som giver romanen et noget kvindehaderisk skær. Men hovedlinierne og kursen tabes ikke af syne. Gennem langt det meste af bind 2 har romanen den retningsbestemthed, man savner i bind 1. Jo længere man kommer ind i "Pickwick Klubben", desto mere form og stringens får den!

Trådene samles på en fiffig og uventet måde, og man er nu virkelig revet med. Afviklingen af de ophobede problematikker er doseret fint, så der undgås for lange perioder i tomgang, men også gemmes et par overraskelser til de allersidste kapitler. Den smule fyldstof, der ind imellem viser sig, er ikke rene sidespring, men understregende belysning af tematiske hovedpunkter, hvor en lille hændelse eller indskudt anekdote bruges i stedet for analytiske afsnit, og fungerer mindst lige så godt. Der kastes lys over mange spørgsmål uden at ty til en mere reflekterende form. Alt forvandles til handling. Det er intet mindre end mesterligt og virkelig en fryd at læse. Nogle steder er endog særdeles gribende og rørende. Indholdet af kapitel 18 skal ikke afsløres her. Men så meget kan siges: der er ikke et øje tørt!

Men inden da har der ganske enkelt været for mange krofrokoster med efterfølgende uheld, ligesom der er blevet brændt for meget krudt af, som i bedste fald er underholdende fyld, men ikke har nogen betydning for den overordnede handlingsstruktur. Kulørt røverhistorie, der mest af alt handler om, hvor velsmagende en punch kan være og hvilke forsonende virkninger den kan have på et selskab? - Tjah, måske. Humoristisk underholdningsroman, der viser, hvor mange mærkværdige og groteske ting livet kan rumme? - Ja, i nogen grad. Men hvis så bare den havde været rigtig morsom. Det er den alt for sjældent.

Det er muligt, at "Pickwick Klubben" i sin samtid har fået folk til at hyle af grin. Men for den nutidige Dickens-læser er det helt indlysende et værk for hardcore-fans. Jeg håber derfor inderligt, at novicer vil tage fat et andet sted. Det er et dejligt forfatterunivers. Netop derfor vil jeg virkelig ønske, at man kommer så gelinde som muligt ind i det.

Hvis jeg yderligere skulle råde, vil jeg sige, at nok er Dickens frem for nogen synonym med perioden. Men om han er det rette sted for begyndere at tage fat, er et ganske andet spørgsmål. Læs et par af Conan Doyles Sherlock Holmes historier, Bröntes "Stormfulde Højder", Kiplings "Kim", Stevensons "Dr. Jakel & Mr Hyde", Stokers "Dracula", Collins' "Kvinden i Hvidt" og evt. Hagards "Hun". Så skal den indre victorianer nok begynde at røre på sig og kræve mere.

"Giv mig Dickens!" lyder det et sted derinde. Læs da "David Copperfield", "Store Forventninger", "To Byer" eller ... ja - hvad som helst andet end "Pickwick Klubben".