Stormfulde Højder

Emily Bronté's berømte historie om Heathcliff og Catetherine, er altid betagende. Hvergang!

Historien om brændende lidenskab, intriger, had, hævn og en kærlighed, der rækker ud over døden, går rent ind.

I sine karakterskildringer er den finurlig derved at det ikke er de mest sympatiske personer, læseren får størst sympati for. Hovedpersonen heathcliff er kemisk renset for tiltalende og elskværdige egenskaber. Alligevel kommer læseren til at holde af ham, og lider med i alle hans genvordigheder.

Heller ikke heltinden Cattherine er en type, man ville bryde sig synderligt om hvis man mødte hende i virkeligheden. Ogdog kan man ikke andet end holde af hende, når man læser bogen.

Rammen er sat i form af en fremmed, der kommer til egnen. Til ham fortæller en gammel tjenestepige hele historien. På den måde bliver han sammen med læseren indviet i en række menneskers lidenskaber og skæbne. I det sparsomt beboede hedeland, der virker fredsommeligt og øde, har store, dramatiske begivenheder fundet sted og voldsomme lidenskaber raset.

Man skal ikke mange sider ind i bogen, før man ikke kan slippe den igen, og simpelthen sluger den.

Emily Bronté selv var først og opvokset på en gammel herregård, beliggende i netop en sådan egn som bogen skildrer. Hun ønskede gennem hele sit korte liv kun at dø. Hendes store mesterværk er da også fuld af dødslængsel, verdenstræthed og en forherligelse af at miste livet. Alligevel rummer den også så meget andet, og er i bund og grund, trods al sin grav-romantik. et livsbekræftende værk. De voldsomme lidenskaber, der skildres, står som et udtryk for livet selv, og i bedste fald kan man gennem sin medfølelse med Heathcliff nå til en forsoning med sig selv og sine mindre heldige sider.

Mens der var en kærlighedshistorie i begge søstrenes liv, oplevede Emily - forfatteren til kærlighedsromanen over alle kærlighedsromaner - aldrig selv noget af den art.

Hun var uhyggelig genert og menneskesky. Den eneste gang i sit liv, hun var udenfor den hjemlige hede, lukkede hun sig inde på et værelse med en bunke bøger og modtog ingen besøgende.

Hun brugte en stor del af sit liv på at pleje den syge far. Derudover gik hun lange ture på heden, og det var i den vilde natur, at hun fandt sin inspiration.

På Emily Bronte passer talemåden om det stille vand. For hvad må der dog ikke have skjult sig i sindets dyb hos den tilsyneladende stille pige, når hun kunne skrive "Stormfulde Højder"?

Den brændende lidendskab, denne vildskab og voldsomhed. Et sted inde i sig selv må hun have kendt disse ting.