Hjortens Flugt

Christian Winther's "Hjortens Flugt", den danske romantiks sidste hovedværk, er en betagende oplevelse hver gang.

Det var mange år siden jeg sidst havde læst den, og en del var anderledes end jeg huskede det. Men de forunderlige naturbeskrivelser, den rige mangfoldighed af sansninger og så naturligvis historien om ubestikkelig kærligheds troskab. Ja - det var helt som jeg huskede.

Et digt på over 300 sider, er lidt af en sjældenhed. Strofe efter strofe, der med klanglig skønhed og legante rim fortæller en spændende og handlingsmættet historie.

Man kastes lige ind midt i handlingen, og får kun langsomt og gradvist forhistorien. Nogle grove bøller binder en mand til en kronhjorts ryg, og sender ham ud på et vildt ridt forfulgt af skadefro tilråb.

Med nød og næppe overlever manden, kommer til kræfter hos en møllerfamilie, og begynder så at arbejde for dem. Det går hverken værre eller bedre, end at møllerens datter bliver forelsket i ham. Han derimod har ikke blik for hende. Han tænker på sin elskede, som han er blevet adskilt fra, og bevarer i mindet en ren og usvækket kærlighed til hende. Turen på hjorten har ikke været gansketilfældig. Hjorten var nemlig det eneste vidne til deres stævnemøder, og med deres kærlighedsviser til hinanden, havde de næsten gjort den tam. Som det sig hør og bør i en historie af den art, har der været tale om ganske uskyldige møder. Men nogen har fået ondt i sinde over deres unge kærlighed. Hvem denne nogen er, finder man snart ud af.

Rhitra er en dæmonisk og altødelæggende kvinde. Bogstavelig talt dæmonisk, da hun kun er halvt menneske.

Hendes mor er den tvetydige Gulitza, ikke helt god, ikke helt ond, men som i hvert fald engang var en ganske uskyldig ung pige, der så blev voldtaget af en dæmon. Afkommet er denne Rhitra, med det forheksede smykke, en ørering formet som en slange. Det er hende hvorom de berømte linier at lyder at

Hun stripped om i Egnen,

Og hvor hun saa kom hen,

Forvendte hun strax Hjertet

Paa hver en Ungersvend.

Men alle de smaa Piger,

Som leved her omkring,

Dem, sagde man, hun lærte

Heel mange slemme Ting.

På en måde er hun tillige den vigtigste person i historien. Det er hende, der sætter begivenhederne i gang. Hun bringer den uorden og forvirring, der bryder den hvilende idyl, og dermed udfolder historien sig. Hun har forhekset massevis af unge mænd, blot for sin fornøjelses skyld, eller for at opnå det ene eller det andet, og selve kongen er underlagt hendes magt. Men vores helt, bider slangesmykket ikke på

Ak, du magted ikke hin ungersvend prud,

thi han var ren som sneen

og trofast mod sin Brud

Han bærer den sande kærlighed, og det er en stærkere magt. Under sit ophold i møllen kalder han sig Hjort, men egentlig hedder han Junker Strange. Hans udkårne hedder Ellen, og hvad der er blevet af hende, er gennem det meste af historien, der store ubesvarede spørgsmål.

Derimod lærer man adskillige andre personer at kende. En yderst vigtig person er trubaduren Folmer. Møllerens datter, Anna, har tidligere haft en kæreste, der hed Jørgen, men som er blevet et offer for Rhitras magt. Men omend med mindre styrke end Strange, besidder han dog noget af den ægte kærligheds magt, og bliver derfor kun delvis offer for magten. Frem for blind beruselse, bliver han mere og mere ulykkelig over den magt, der tvinger ham, og det lykkes ham til sidst at frigøre sig fra den. Anna har svært ved at tilgive ham, men da en himmelsk røst byder hende, tager hun ham dog omsider til nåde.

Man finder også ud af en hel del om slægtskabs forbindelser. Bl.a. møder vi Ellens far, den frygtindgydende ridder Jernskæg, der i jalousi har knuget moderen til døde. Det er nemlig tvivlsomt om han virkelig er faderen. Det eneste, der kan afsløre dette, er Ellens medaljon, som er havnet om hjortens hals. Og hjorten fortsætter sin stadige flugt. Strange, Folmer og Jernskæg er adskillige gange på sporet af den, men den slipper hele tiden væk. Efter at Jernskæg har fortalt sin historie er Strange i vildrede. Han elsker pigen, men hvad med slægtens ære, hvis hun ikke er et ægte barn, men en bastard?

Forviklinger og problemer er der nok af. Ved at lægge et uglehjerte på Rhitras bryst Skt. Hans aften, tvinges hun til at svare på hvad der spørges om. Det viser sig derved at Ellen sidder fanget i Jernskægs gamle borg, som han i sin tid forlod efter at have givet sin kone dødskrammet, for siden at vandre omkring som munk, i et forsøg på at sone sin brøde. Borgen har stået tom. Men nu sidder Ellen fanget der. En snedig mekanisme betyderat fangevogteren blot skal trække i et reb for at få gulvet til at forsvinde under hende, så hun falder ned og brækker halsen.

Det lykkes dog at overmande fangevogteren og få Ellen derfra.

Skt. Hans nat hvor Rhitra har måtte tale, er også hendes slangeformede ørering blevet taget fra hende. Dermed er hendes magt brudt. Kongen viser hende bort. Hun søger trøst hos sin moder, hvor hun græder sig ihjel.

Alt ender i harmoni med Ellens og Stranges bryllup.

Under vejs har en lang række bihistorier og sidehandlinger udfoldet sig. Altsammen på vers, og med en sanserigdom så man nærmest kan lugte og smage bogen.

En række af romantikkens yndlingstemaer er udfoldet. Først og fremmest naturen og naturens kræfter. Dernæst de to kvinder, der repræsenterer henholdsvis den gode og den onde vej. Men de er begge nært knyttet til naturen. Rhitra er en rå og ond naturkræft, destruktiv og i tydelig pagt med slanger og giftedderkopper. Men også Ellen har et særlig nært forhold til naturen, f.eks. evnen til at tæmme kronhjorten med sin sang. Hun er den gode, blide, harmoniske - om man vil arkadiske - natur. Som afspejling af fortællingens hjerterytme, puls og tempo har vi den stadigt flygtende hjort. I de to kvinde portrætter en dualisme mellem to slags natur, der efter mange onde anslag ender i, at lyset jager mørket bort, og det gode sejrer. Den lyse, blide Ellen, bliver dog tilsidst stærkere end den halstarrige Rhitra.

Der er følelser og lidenskab, omend i en lettere nedtonet form. Egentlig højromantisk er denne versfortælling ikke. Tydelige biedermeyr elementer fornemmes deri.

Alligevel er det et dybt betagende værk at læse. Hiv den ned fra reolen, pust støvet af, og prøv selv!