( ... Fortsat fra 8-b)

 

 

I forhold til vores tidligere snak om at efterlade publikum, er det værd at huske på, at plader som "Are You Experienced" og "Absolutely Free" faktisk nød opmærksomhed og udbredelse i tiden. Det var måske ikke lige den oplagte dansemusik til en teenage party, men dog en del af mainstreamkulturen. En stor del af publikum var faktisk lydhøre over for det særprægede og anderledes. Var "Absolutely Free" blevet lavet på et hvilket som helst andet tidspunkt i pladeindustriens historie, ville det have været et obskurt undergrundsprojekt. Der har naturligvis i enhver periode været folk, der lavede stærkt særprægede ting, men det er uhyre sjældent, at udpræget alternative og radikale projekter har kunne kommunikere med et større publikum. Heraf ser vi, at der var en generel åbenhed og nysgerrighed i tiden, og får på den vis atter bekræftet, at der var noget særligt på færde. En del af tidens styrke var vel også dens rummelighed, at der var plads til både en "Absolutely Free" og en "Release Me".

"Absolutely Free" vakte større almen interesse, end man skulle tro. Særpræget er den unægtelig. Selv idag. Hvad der end er sket siden, hvilke dristige eksperimenter, der end er blevet gennemført, har det ikke kunnet få "Absolutely Free" til at lyde som en harmløs popplade. Man kan påskønne den kunstneriske storhed og lytte til den i erkendelse af, at den tid vitterlig havde noget, som siden er gået tabt. Men at forholde sig sentimentalt-nostalgisk til den på samme måde som til en gammel slagermelodi ville næppe nogen gøre. Der er lighed i det forhold at mindes noget, som har været, men ikke er mere. Men samtidig er der en afgørende forskel. For det, man forholder sig til, har intet med sødladen sentimentalitet at gøre, men derimod en masse med fantasi og kreativ skaberkraft. Hvis man begræder et tab, består dette ikke i, at musikken siden skulle være blevet mærkeligere, hårdere eller des lige, men at den er blevet kedeligere, fladere, mindre levende. Ikke tabt uskyld, men tabt spænding.

Dertil kommer den sprælske, anarkistiske humor, der gennemtrænger hver tone af pladen. Bare fordi man skaber dybt original, ekstremt nyskabende musik, behøver man ikke være selvhøjtidelig og mavesur. Det gjorde man i hvert fald ikke på det tidspunkt. Dengang kunne man sagtens begive sig ind i helt nyt, hidtil ubetrådt land med et smil på læben.

Dermed er vi nået frem til den historiske dato 1. juni, 1967, pladeindustriens højdepunkt. At det medrivende åbningsnummer fra Van Morrisons seneste album udkom på single, er sådan set den dags mindste begivenhed. Adskillige historisk centrale plader blev udgivet denne dag. Den vigtigste er - naturligvis ... "Sergeant Pepper's Lonely Heart's Club Band". I betragtning af at det også er verdens mest berømte, berygtede, fortolkede, overfortolkede og omdiskuterede plade, behøver den næppe nogen ekstra kommentar med på vejen herfra. Lad os blot stiltiende læne os tilbage og nyde sand storhed, mens vi fryder os over, at pop kan være andet og mere end Britney Spears og Robbie Williams.

Hvor afgørende og monumental "Sgt. Pepper" end er, så var den i en tid, der næsten var rigere og fyldigere end det er menneskeligt muligt at fatte, blot én blandt mange vigtige og centrale plader. Blandt periodens betydeligste singler må regnes Creams "Strange Brew"/"Tales Of Bave Ulysses".

I forrige runde af "Udtræk og Sammenføjninger" diskuterede vi Hollies' status og placering i forhold til tiden. Som man vel uden videre kan høre, gør "Evolution" ikke disse spørgsmål enklere. Den karakteristiske Hollies sound er intakt og umiskendelig på dette langt mere eksperimentrende album. Der er masser af kønne melodilinier, så egentlig har de ikke sat noget over styr. De har bare føjet noget til. På mange måder stod de på dette tidspunkt som et engelsk sidestykke til Byrds. Men var de progressive træk nu også klædelige i tilfældet Hollies? Havde de alligevel ikke sat noget over styr? At Hollies havde sig selv og deres musikalske mærkesager med inde i dette projekt, kan kun tale til deres hæder og ære. Spørgsmålet er blot om de to ingredienser karakteristisk Hollies + psykedelia hænger sammen? Spørgsmålet lader sig ikke besvare entydigt. Vi må nøjes med at konstatere, at den psykedeliske kærlighedssommer også udkom i en særlig Hollies-version, der gjorde tingene på sin måde, akkurat som alle de andre jo gjorde det på deres. Det er glædeligt. Hvem ville have undværet denne charmerende plade i historien? Den kan man da kun være taknemmelig for.

Et faremoment ved en undersøgelse som denne er at gå hen og blive for kritisk. Man bliver i en vis forstand overforkælet, når man hører 60'er-plader, fordi niveauet er så utroligt. Derfor kan man indimellem fristes til at være afvisende over for ting, man - hvis de var fremkommet i enhver anden periode - ville have anset for mesterværker svimlende højt over det almindelige gennemsnit. Alene denne musiks præg af liv, ånd, tilstedeværelse og bestræbelse på ægte dialog giver den dimensioner, ingen anden periodes produkter besidder. Selv når de rent musikalske kvaliteter ikke er noget at skrive hjem om, er musikken dog i det mindste levende på en måde, man måske nok kan finde før, men absolut ikke siden. Føj så dertil den emotionelle spiritualitet, der vitterlig er noget helt enestående for perioden. Endelig er der den særegne varme, der præger hele centraltiden, men som praktisk talt er totalt forsvundet i eftertiden.

"Mens taxien sneglede sig afsted gennem gaderne i Bridgetown mod havnen, så Ron sig omkring. Han havde ikke svært ved at forestille sig, at Clyde og Debbie havde haft deres livs oplevelse på øen. Han havde aldrig før set så smukke mennesker - sorte eller hvide - som dem, han fik øje på gennem taxiruden. Men faktisk var alt på denne ø en øjenfryd. Han følte det, som om han havde haft et gråt filter over øjnene, indtil det øjeblik han steg ud af flyet. Han havde hørt, at Caribien var et smukt område, men han var helt uforberedt på det, han nu så. Farverne sprang ham i øjnene - farver, som han kun havde set i en tegnekridtsæske. Et dybblåt hav og en azurblå himmel. Der var frodigt blomstrende bougainvillea, hibiscus og orkideer overalt. På en måde var det foruroligende at se folk slentre afsted, som om det var helt naturligt at bo et så eventyrligt sted."

- Patricia MacDonald

Et centralt psykedelisk element - i hvert fald i den engelske udgave - var dyrkelsen af et bevidst naivistisk univers, der med hentydninger til børnerim, sommerdage og forlystelsesparker indkredsede barnets verden set gennem en surrealistisk linse. Pink Floyds single "See Emily Play"/"The Scarecrow" er et karakteristisk eksempel på dette.

Ligesom Van Morrisons "Brown Eyed Girl", har vi naturligvis været rundt om Airplanes "White Rabbitt" før i denne samling. Men en fantastisk sang er det jo unægteligt. Envidere er der en væsentlig forskel på lp- og singe-udgaven. Det med part 1 & 2 var a-siden (på b-siden var "Plastic Fantastic Lover"). Denne udgave er da også forsynet med en anden del. En hurtigere instrumentaludgave, der klinger kønt, men ikke helt har part 1's intensitet.

Har desværre ikke kunnet finde en version med part 2 på youtube

Lettere afvigende fra tidens festklædte stemning markerer "Death Of A Clown" et kursskifte hos Kinks i en mere dyster og bittersød retning.

Derimod blev tidens mentalitet og livssyn koncentreret i én slagkraftig sætning hos Beatles med "All You Need Is Love", alt imens Yardbirds gav deres tolkning af Manfred Manns "Ha Ha Said The Clown".

Endelig har vi som halen på denne række singler Beach Boys' "Heroes And Villains", deres sidste store mesterværk, der samtidig på mange måder fungerer som en fin opsummering af de tendenser, vi har kunnet iagttage gennem dette forløb. Melodisk og velklingende spundet op omkring flotte harmonier og en fængende melodi, men samtidig fuld af fantasifuld legesyge, overraskende indfald og eksperimenterende træk, der betyder, at det nok er en popsang, men milevidt fra at være en forudsigelig metervare. Alene dens nuancerigdom er exceptionel.

Når man hører en samling singler som disse, burde selv de mest tungnemme - eller dem, hvis musiksmag befinder sig længst fra dette stilistiske område - uden videre indse og forstå, at det vitterlig var en magisk tid, hvor der skete noget helt særligt, hævet over sammenligning med alt andet. Det her er ikke bare plader i gængs forstand. Det har ganske enkelt nogle andre dimensioner, der anbringer det i en kategori for sig.

Herefter er det atter blevet tid til et album,Yardbirds' "Little Games". Knap så overbevisende som "Roger The Engineer", men i forhold til kreative bestræbelser et reelt forsøg på at komme videre. Men på dette tidspunkt, hvor pladeindustriens mere generelle højdepunkt fandt sted, havde Yardbirds toppet og var på vej ned. Men de lavede dog stadig høreværdig musik, og på mange måder er "Little Games" et både spændende og berigende album at lytte til, ligesom den afgjort er mere sprælsk end de lidt ordinære singler, der var gået umiddelbart forud, gav reelt grundlag for at forvente.

Alene den rytmiske opfattelse i åbnings- og titelnummerets indledende guitarfigur er en specialitet, der fra første færd lover os en særlig musikoplevelse. Med vanlig yardbird'sk alsidighed udfoldes en række yderst forskelligartede numre, der omfatter både det ekspressivt pågående, det stilfærdigt drømmende, det ligefremme og det mærkværdige.

I forskellige lande (England, USA, Tyskland etc.) var der en smule forskel på "Little Games". Således er"Puzzles" og "I Remember The Night" ikke med på alle udgaver. Pladen foreligger med andre ord også som en samling af kun 10 sange. Det er synd og skam, da det ikke blot snyder lytteren for to numre, men også eliminerer nogen af nuancerne på Yardbirds' daværende palet

Small Faces' "Ichycoo Park" indkredser tidsstemningen i både lyd og ord. Flangereffekter dominerer lydbilledet alt imens det forkyndes, at det hele er så smukt.

Efter "I Had Too Much To Dream" og "Sgt. Pepper" fulgte så det tredie store psykedeliske manifest, "Piper At The Gates Of Dawn", et af de mest markante debutalbums i pladeindustriens historie. Ved siden af Pepper er Piper vel nok den plade, der i højest grad har formået at konservere '67 i en sådan grad, at også eftertiden kan have fornøjelse af det. Ikke blot i form af musikken og dens stemning, men som noget egentligt tilstedeværende. I disse riller synes noget af tiden selv at have overlevet. Velkommen til en magisk og forunderligt sælsom verden, hvor alt kan ske!

Fløjtespilleren sidder ved morgengryets låger, og ud af hans spil opstår en sælsom verden, et porøst drømmespil i punktet midt mellem søvn og vågen bevidsthed, der lokker eventyrvæsner, eksotiske lande og fjerne galakser frem. Hvad der er illusion eller realitet lader sig ikke afgøre. For vi står midt i drømmen med dens intenst insisterende virkelighedsfornemmelse, hvor de besynderligste ting kan finde sted uden at blive betvivlet. Måske er de også vederhæftige. Hvem siger egentlig, at det ikke er drømmene, der er virkeligheden, og det vi normalt betragter som virkeligheden, der er en illusorisk drøm? Fløjtespilleren ved morgengryets låger åbner op for en tvivlen på alt, ikke mindst hvad der er den virkelige virkelighed.

Ballet åbnes med "Astronomy Dominé", der med sin rumrejse atmosfære stemmer sindet til det usædvanlige. Sært forvrængede stemmer høres, straks efter en dikkende guitar, nogle sære lyde følger og først herefter finder nummeret frem til en sangstruktur. Også denne er imidlertid i høj grad aparte. Efter blot en enkelt vers følger et flimrende kosmos, der dog benytter det etablerede univers og leder frem til endnu et vers. Den ligger i forlængelse af de ting, der var opstået i engelsk beat gennem de foregående måneder, og kan især synes beslægtet med Beatles og Who, men indfører samtidig noget radikalt nyt, der peger adskillige år frem i tiden. På mange måder ligner det et tidligt varsel om Kraftwerks "Radioaktivity". De flerstemmige vokaler har på én og samme tid noget famlende og noget myndigt over sig. De higer og søger, men synes samtidig at vide sikker besked om et eller andet.

"Lucifer Sam" fortsætter i det anlagte spor, men er dog en lidt mere straight sag. Man skylder imidlertid at sige, at straight efter Piper målestok er noget, der på de fleste andre plader ville være særpræget. Det er samtidig et af de numre hvor tidspræget træder tydeligt og manifest frem. Atter er de mest oplagte associationer især Beatles og Who. Men det går langt ud over dette - stiltræk, ligheder med den ene eller anden osv. Det lyder simpelthen som '67, og det er '67. Er det i en grad og på en måde som ellers kun "Sgt. Pepper" kan gøre krav på at være. Lidt agentfilm anes i guitarriffet, ligesom numret har noget luskende og lurende over sig. En hemmelig indforståethed, der tager bestik af uvisse farer i dens nærhed.

"Mathildas Mother" er mere afdæmpet og drømmende, men uden at slække på intensiteten. En orientalsk farvet orgelsolo byder på en og samme tid på et brud og en understregning. Et lidt højtideligt præg af noget meditativt og ceremonielt indfinder sig. En orakelstemme forkynder at ordene havde ændret betydning. Hvad de så dermed er kommet til at dække over er jo ikke godt at vide, men man aner, at den, der kan afdække det, vil nå en afgørende indsigt.

"Flaming" lægger nærmest ildevarslende ud, men bevæger sig herfra over i et mere muntert tonefald. Gennem et længere stykke synes der at udfolde sig en kamp mellem det ildevarslende og det muntre, inden sangen bryder sammen i et kaotisk mylder af opløste strukturerer, hvorfra den dog atter dukker op. Der sker noget svarende til, når man i gyserfilm bruger noget, der formelt er sjovt og rart (klovne, fødselsdagsfester, forlystelsesparker m.v.) på en sådan måde, at de bliver skræmmende og mareridtsagtige.

"Pow R Toc H" skaber en rytmisk struktur af vokale lyde, der kan minde om forskellige dyr, inden trommer og guitar gør deres entre og danner underlag for en semi-jazzet piano-solo. Et stykke inde forekomme imidlertid et heftigt skift, hvor strukturerne atter bryder sammen, sådan som man også oplevede det i det foregående. I det hele taget må sammenbrudte strukturer og kaotiske passager af kalejdoskopisk lyd hvoraf ny orden opstår regnes for et gennemgående træk på Piper. I dette nummer får det karakter som af en jungles dyb, hvor utallige, men usynlige, livsformer myldrer blandt hverandre og skaber en livets kakafoni fuld af uopdagede hemmeligheder.

"Take Up Thy Stethoscope And Walk" ligger en anelse nærmere de foregående års beatmusik, men på en fordrejet måde, som et ansigt med vagt genkendelige træk, der imidlertid opløses i en række udflydende varianter, der byder på stadig mere groteske karikaturer. En vild flippe ud passage er i slægtskab med garage-traditionen, men har forsynet udtrykket med en surrealistisk drejning. Der forekommer glimtvis mindelser om Mothers Of Invasion. Nummeret har noget lidt stakkeret og abrupt over sig, især ved en hakende rytme, der drives stædigt fremad, men også hele tiden bremser sig selv og således forårsager en rykvis bevægelse, der danner afsæt for en række gådefulde metamorfoser. Der kan være mindelser om Thems "Gloria", men flået i småstykker og derefter gendannet i en absurd tilfældighed, som et menneske hvor de forskellige legemsdele pludselig sad alle andre steder, end der hvor man normalt vil kunne finde dem.

"Interstellar Overdrive" er et af pladens mest berømte numre. Gennem et langt forløb af opløste og gendannede strukturer må det siges at opsummere alle de træk, vi har mødt i det foregående. I modsætning til de foregående relativt korte numre, fortsætter "Interstellar Overdrive" imidlertid sin bevægelse så længe og gennem en sådan strøm af konstante overraskelser, at den har held til at etablere en fornemmelse af verdensrummets uendelighed og en nirvana-lignende evighedstilstand, der ganske vist kan forekomme alt andet end afklaret i sin kradse dramatik, der sine steder næsten kan virke truende, og dog synes at være en rejse mod såvel rummets yderste grænser som sjælens kerne, der sprænger sig vej gennem alle forhindringer i en stræben mod kosmisk harmoni. I en fritsvævende vægtløshed bliver alt omvurderet og fornyet. Nogen eller noget kalder, lokker os til. Vi kæmper os igennem tæt skov og krat, for så pludselig at befinde os i en stor åben lysning og i et sug af spontan indsigt suges vi vi ned gennem en hvirvel af flimrende billeder, der invaderer sindet. Svævende, atter svævende drejer vi omkring i den tomme luft, mens usynlige insekter sværmer omkring os. I de store hvide sale åbner et galleri. Men der er ingen billeder. Kun en uendelig labyrint af store sale, med nøgne, hvide vægge. Og dog synes alverdens farver, former og motiver at være tilstede. Vi træder ind i regnbuen og omsluttes af dens lys, opsuges af en alle formers urform og begiver os videre til et sted uden beliggenhed, hvor det store glimt venter os med et lynende ord. Vi har set, erkendt og dermed fundet frem til indsigten, der munder ud i et langt, afsluttende drøn.

"The Gnome" bringer os over i et helt anderledes univers, børnesangs-agtigt og nærmest hyggeligt. Efter den forudgående sprængning og udrensning er vi her trængt frem til et punkt af enfoldig umiddelbarhed og farverne fra barndommens sommer. En blomstereng viser sig for det uhildede øje under afsyngning af en hymne til det uspolerede. Noget ur-engelsk med mindelser om thepotter og køkkenborde klinger i denne musik. Men trukket igennem den psykedeliske vridemaskine, der vender op og ned på det hele.

"Chapter 24" fastholder et præg af naivistisk umiddelbarhed, men drejer det over i noget mere drømmende og manende lidt på linie med den tidligere "Mathidas Mother". Længere fremme med et messende præg af meditation, næsten bøn. Fra det engelske køkken er vi draget til et tempel i Tibet. Vi løfter os op i en højere sfære, og dog er der måske ikke så stor forskel endda, for meditationens store klarsyn er i mange henseender en genopdagelse af det uhildede barneblik, der ikke i samme grad som det voksne, skelner mellem realitet og fantasi.

"The Scarecrow" har lidt dagdrømmende hyrde på marken atmosfære over sig. Man føler sig hensat til en gammel engelsk hede, samtidig med at elektriske guitarer og orgler klart insisterer på noget hypermoderne. Nogle sære kliklyde fungerer som rytmisk underlægning. Tilbage i England, men med de manende orakelord fra Tibet-rejsen med os. Hyrdepigen nynner og fårene bræger. Det viser sig for os med en ny og dybere betydning, der afslører noget afgørende og værdifuldt.

"Bike" har noget af samme barnets verden præg som "The Gnome", men indsat i en mere beatagtig kontekst. Den er mere direkte og frontal end de foregående numre uden det svævende og drømmende præg, der ellers har været stort set det eneste konstante gennem pladens mange forandringer. Der var dengang, men nu er der nu!

Pladen afsluttes med noget, der lyder som et urmagerværksted, der går grassat, og endelig - til allersidst - nogle sært gnækkende små væsner, som giver sig til kende. Hvis the piper ikke er en fløjtespiller, men en dyreart, således at der er tale om pibere ved morgengryets låger, må det bestemt være dem, man hører her i de sidste sekunder af pladen. Men skal titlen kunne stå som gældende for hele pladen, må de vel også have været der i det foregående. Skjult har de ligget der lige fra de første lyde af "Astronomy Domine". Disse lyde var, som man vil erindre, forvrængede stemmer. Enten kan man altså sige, at disse har gennemgået en forvandlingsproces frem til pladens slutning hvor de nu er blevet til disse pibende gnækkere. Eller også betegner de mange hentydninger undervejs til rummet og det ydre galaktiske et natligt mørke og en fjern afstand, hvor vi følger piberne på deres vej gennem natten frem til morgengryets låger. Den gnækkende piben og pibende gnækken er i begge tilfælde udtryk for at være nået hinsides sproget til noget, der ikke kan beskrives konkret, men derimod har sin egen lyd - eller rettere: lyde. Sære uartikulerede lyde hos små, gådefulde væsner, der måske siger større og dybere sandheder end alverdens vismænd med alle deres store, flotte ord.

Enhver må kunne indse, at det ville være urimeligt og helt ved siden af at hævde, at "Piper A The Gates Of Dawn" bare er en plade. Også hvis man strækker sig så langt i indrømmelserne, som at det ganske vist er en særlig og noget for sig plade, men stadig i bund og grund bare en plade. Det er vel uden videre tydeligt, at den er noget andet og mere, for så vidt hinsides definitioner, men af en sådan art, at man kommer nærmere en korrekt artsbestemmelse ved at betegne Piper som den eksakte lydliggørelse af en indsigt.

Ligesom vi tidligere talte om i forbindelse med Hollies og Byrds, udgjorde Electric Prunes på mange måder en slags amerikansk sidestykke til Pink Floyd. Deres andet album, "Underground", var en i alt væsentligt værdig efterfølger. Dog slår den generelt en lidt mere rå og hårdtslående tone an, der er mindre varieret og nuanceret, og den har således ikke helt debutalbummet udsøgte liflighed. Men det er ikke desto mindre et spændende album. I hvert fald bør man ikke overse dets progressive landevindinger. Også selvom det måske snarere er en plade, der befæster det indtagede terrain end udvider det. En mængde af de landevindinger, vi har set i det foregående, bliver her understreget og sat i indbyrdes forbindelse. I "I" synes f. eks. Mayalls "The Supernatural" og Airplanes "White Rabbit" at mødes.

Herfra videre til Big Brother And The Holding Company. Lidt ligesom med tidens soulplader står vi her over for noget, der umiddelbart kan forekomme mindre eksperimenterende og snarere synes at gøre sig gældende ved sin solide slagkraft og autoritative vægt. En enklere, mere ligefrem musik end f. eks. Pepper og Piper. Derfor behøver den imidlertid ikke nødvendigvis at være mindre spændende eller rumme færre anvisninger på mulige veje videre. Ligsom med de store soulsangere er det naurligvis Janis Joplins stemme, der især gør krav på opmærksomhed og derved i nogen grad stjæler billedet. Men dette er dog ikke det hele, ligesom der jo faktisk er et par numre på pladen, hvor Joplin spiller en mere tilbagetrukken og marginal rolle. Man kan naturligvis mene, at netop disse numre afslører Big Brother And The Holding Company som et mere eller mindre gennemsnitligt orkester, der næppe havde opnået nogen større plads i rockhistorien, hvis det ikke havde været for netop Janis Joplin. Men måske er denne vurdering kun delvis retfærdig. Til udtryk som "de glade 60'ere" og "de swingende 60'ere" knytter sig også begreber som "gang i den", "trykke den af" og "kul på", en fornemmelse af fritsvævende energi, tyktflydende guitarkaskader, et evigt pulserende beat og en pågående vitalitet, der giver denne særlige fornemmelse af noget intenst og tilstedeværende. Det er hos B. B. A. T. H. C. udfoldet tydeligere og mere eksakt end de fleste andre steder. Ikke så udfordrende som Hendrix og ikke så uomtvisteligt som The Doors, men alligevel med sin egen virilitet og levende vejrtrækning. I forbindelse med John Mayal så vi tidligere, at det tilsyneladende ligefremme ikke altid er helt så lige ud ad landevejen alligevel og således kan rumme det vi dengang beskrev som skjulte eksperimenter og pirringer. På nærværende plade finder man ting, der synes at ligge nærmere de strømninger, der havde været fremherskende halvandet til to år tidligere, end størstedelen af det, der satte den samtidige dagsorden. Men det holder sig imidlertid ikke på samme linie som disse forladte stadier. Det bygger ovenpå og kan således ses som en lidt mere direkte videreførsel, der dog helt tydeligt går videre og således klart viser en bevægelse i udvikling. Først og fremmest rummer det tidens styrke ved at forekomme utrolig rigtigt. Men dertil gælder de omgivelser vi betragter pladen i, for også vi har jo gennemført en bevægelse, og hvad der kunne synes straight i efteråret '67, ville et år tidligere have fremstået som temmelig avantgardistisk. Derfor er der i nogen grad tale om en propertionsforskydning. Men straight eller avantgardistisk - i hvert fald er det en plade af den slags, hvor "de fede 60'ere" ikke så meget betyder højkonjunktur som fed musik.

En række af de vigtigste udgivelser, blandt det materiale vi har arbejdet med i det foregående, er hermed blevet anbragt i en mere præcis kronologisk orden, så vi bedre kan se og forstå bevægelsen. Samtidig skulle dette gerne have bidraget til en dybere indsigt i selve musikken, og forhåbentlig medført at nogle af epokens mere radikale udgivelser nu opleves som mindre mærkelige. Men lad os fortsat have for øje, at vi befinder os i de radikale udgivelsers periode par excellence. Derfor er der al mulig grund til, at vi bestræber os på at være mest muligt velforberedte til de efterfølgende dele og de udfordringer, de vil byde os. Som det atter og atter er blevet pointeret, handler det om et bringe sig selv i mental øjenhøjde med denne musik. At blot høre den igennem er ingen sag, men heller ikke videre udbytterigt. For virkelig at opnå noget må der en intens medleven i og dialog med musikken til. Vi vil derfor tage en lille forsmag på noget af det, vi siden skal betragte nærmere. I det kommende skal vi føres helt nye steder hen. For at dette kan lykkes, må vi sørge for, at vi om ikke andet er kommet hen til de porte, der snart skal åbnes for os.

Procol Harums første lp er et godt eksempel på datidens udviklingstempo. Næppe havde en tendens etableret sig, så begyndte nye allerede at vise sig.

Herfra over til lidt lettere kost i form af to grupper, der om ikke andet så i hvert fald havde det til fælles, at de begge oprindelig var fra Australien, hvorfra de var draget til England i håb om et internationalt gennembrud, hvilket da også lykkedes. Jeg taler naturligvis om The Bee Gees og The Seekers. "Massachusetts" og "When Will The Good Apples Fall" er to smukke sange i den mindre progressive ende, men til gengæld med en sjældent indtrængende inderlighed.

D. 18. september kom det længe ventede nye album fra Beach Boys. Projektet havde været præget af mange vanskeligheder. Dette er muligvis en medvirkende årsag til, at den ganske vist vover sig længere ud i det eksperimentale univers, der blev åbnet med "Pet Sounds", men for de fleste af numrenes vedkommende gør det inden for en mindre subtil produktion. De store orkestreringer og mange lag lyd findes stort set kun på de to numre, der i forvejen havde været udsendt på single, "Heroes And Villains" og "Good Vibrations". På mange af de øvrige skæringer kan de afsøgende udflugter ske via et enkelt eller nogle ganske få instrumenter.

Ligesom Procol Harums debutudspil - uden sammenligning i øvrigt - viser "Smiley Smile" at musikken var hastigt på vej videre. Som vi talrige gange har berørt, var udviklingstempoet noget nær enestående. Hele tiden blev der skubbet til frontliniens yderste punkt, hele tiden kom der plader, som vendte op og ned på alting. Vi har set det ske mange gange i løbet 1967. Vel nærmest hver eneste udgivelse er i sig selv en lille omvæltning og en form for nybrud. Som særlige tinder, stikkende op over den øvrige - ellers yderst imponerende - række af udgivelser har vi set "Younger Than Yesterday", "Surrealistic Pillow", "I Had To Much To Dream Last Night", "Are You Experienced", "Sgt. Pepper" og "Piper At The Gates Of Dawn" mere gennemgribende og totalt sætte ny dagsorden. På mange måder fortjener "Procol Harum" at medregnes til denne stribe særlige højdepunkter. Med den fandt en ny klang ind i verden, tydeligt i forlængelse af de psykedeliske højdepunkter, men alligevel ovre et andet sted og varslende en kommende række af omvæltninger.

Selvom man eventuelt skulle synes, at disse overvejelser tager tonen en anelse for højt, vil man få svært ved at bortforklare, at de ni måneder januar-september1967 var en begivenhedsrig periode, hvor musikken mærkbart forandrede sig. Også hvis man mener, at noget sammenligneligt skulle have fundet sted på andre tidspunkter, vil vel ingen hævde, at man vilkårligt kunne være dumpet ned hvor som helst i pladeindustriens historie og se så meget ske på under et år.

Den 25. september udsendte Doors deres andet album, "Strange Days". Det når vi imidlertid kun at få en lille mundsmag på inden vi skal runde af for nu. Dermed slut på denne runde af "Udtræk og Sammenføjninger", hvor vi har lyttet til:

Love: "Da Capo" (Januar)

The Byrds: "Younger Than Yesterday" (6. Februar)

The Seekers: "Georgia Girl" b/w "The Last Thing On My Mind" (11. Februar)

The Beatles: "Penny Lane" b/w "Strawberry Fields Forever" (13. Februar)

John Mayall's Bluesbreakers: "A Hard Road" (17. Februar)

Jefferson Airplane: "Surrealistic Pillow"" (Februar)

Aretha Franklin: "I Never Loved A Man (The Way I Love You)" (10. Marts)

Pink Floyd: "Arnold Lane" b/w "Candy And A Curent Bun" (11. Marts)

The Velvet Underground: "V U & Nico" (12. Marts)

Jeff Beck: "Hi Ho Silver Lining" b/w "Beck's Bolero" (17. Marts)

Manfred Mann: "Ha! Ha! Said the Clown" (a-side) (23. Marts)

Van Morrison: "Blowing Your Mind" (29. Marts)

The Electric Prunes: "I Had Too Much To Dream Last Night " (April)

Jimi Hendrix: "The Wind Cries Mary" b/w "Highway Chile" (5. Maj)

The Kinks: "Waterloo Sunset" (a-side) (5. Maj)

Procol Harum: "A Whiter Shade Of Pale" b/w "Lime Street Blues" (12. Maj)

Jimi Hendrix: "Are You Experienced" (12 maj)

Scott McKenzie: "San Francisco" (a-side) (13. Maj)

The Mothers Of Invention: "Absolutely Free" (26. maj)

Van Morrison: "Brown Eyed Girl" (a-side) (1. Juni)

The Beatles: "Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band" (1. Juni)

Cream: "Strange Brew" b/w "Tales Of Brave Ulysus" (Juni)

The Hollies: "Evolution" (Juni)

Pink Floyd: "See Emily Play" b/w "The Scarecrow" (16. juni)

Jefferson Airplane: "White Rabbit (part 1 & 2)" (a-side) (24. Juni)

The Kinks: "Death Of A Clown" (a-side) (7. juli)

The Beatles: "All You Need Is Love" (a-side) (7. juli)

The Yardbirds: "Ha Ha Said The Clown" b/w "Tinker Tailor" (Juli)

Beach Boys: "Heroes and Villains" (a-side) (24. juli)

The Yardbirds: "Little Games" (24. juli)

Small Faces: "Itchycoo Park" (a-side) (4. august)

Pink Floyd: "Piper At The Gates Of Dawn" (5. august)

The Electric Prunes: "Underground" (August)

Big Brother And The Holding Company: "B. B. A. T. H. C." (12. August)

Procol Harum: "Procol Harum" (September)

Bee Gees: "Massachusetts" (a-side) (september)

The Seekers: "When Will The Good Apples Fall" (a-side) (16. september)

The Beach Boys: "Smiley Smile" (album) (18. september)

The Doors: "Strange Days" (album) (25. september)