Det modsatte ønske

"Pludselig grinte hun. Hvor var det dejligt at være grim, tænkte hun. Hvilken lettelse. Jeg har altid skullet være smuk."

- Vita Andersen

Det er ikke alle utilfredse, der ønsker sig en større. Der er også nogle, der ønsker sig en mindre!

Atter er det vigtigt at skelne. Ligesom mænd med mikropenis syndrom har en reel grund til at ønske sig større, findes der i den modsatte ende af spektret mænd, der er så voldsomt over-udrustede, at det medfører en række praktiske problemer. De har naturligvis en rent fysiologisk grund til at ønske sig mindre. Men det er ikke dem, talen er om her.

Der findes mænd, der er ganske almindeligt og normalt skabt, som ønsker sig en mindre penis. Man kunne sige: hvorfor ikke? Hvis man kan ønske sig en større, kan man vel også ønske sig en mindre.

De fleste, der lider af PDD, har oplevet begge tilstande!

Man kan nemlig sagtens have begge ønsker. Man kan i det hele taget ønske alle mulige uforenelige ting. I det ene øjeblik det ene, og i det næste det stikmodsatte. Ind imellem endog begge dele på én gang.

Jeg har i årenes løb spekuleret en del over disse paradoksale tilstande og på forskellige tidspunkter i mit liv haft lidt forskellige opfattelser og forklaringer derpå. Men det jeg efterhånden er nået frem til er, at alle disse ønsker - hvor forskelligartede de end måtte være - alle har det til fælles, at de ønsker den anderledes.

Dette er ganske enkelt hovedpunktet. Det kommer sig netop af en dyb overbevisning om, at den er forkert.

Hvis man opfatter sin egen penis som den ultimativt forkerte, må enhver anden pr. definition være mere rigtig, simpelthen i kraft af at være en anden. Det afgørende er ikke, om den er længere, kortere, tykkere, tyndere, lysere, mørkere, mere lige, mere krum eller hvad det nu kunne være. Det afgørende er simpelthen, at det er en anden, der på den ene eller anden måde er anderledes end ens egen.

Alt hvad der er anderledes end det absolut forkerte må nødvendigvis være mere rigtigt. Som den ultimativt forkerte bliver den ligefrem en målestok for rigtighed: jo mere anderledes, desto rigtigere.

Derfor kan både en væsentligt større og en væsentligt mindre begge være særdeles rigtige.

Ovenpå den grundliggende oplevelse af en forkerthed kan der så opstå forskellige tanker, ønsker m.v. om at den skal være anderledes på en bestemt måde. Men disse er netop et overliggende lag, altså ikke det egentlige.

Men det er naturligvis værd at spørge hvad, der kan forårsage, at man ovenpå ønsket om en hvilken som helst forandring af tingenes tilstand planter et ønske om en bestemt forandring.

En hvilken som helst forandring er noget temmelig diffust. At ønsket søger en retning og en konkretisering er der sådan set ikke noget mærkeligt i. Men hvorfor tager det den bestemte retning, det gør?

At det f. eks. er mere udbredt at ønske sig større end mindre, har formodentlig primært at gøre med herskende normer og idealer. I vort samfund er der en tendens til at favorisere den store penis. I det gamle Grækenland var det modsat. Her blev en stor penis forbundet med noget primitivt og vulgært. I det samfund var der formodentlig flere, der ønskede sig mindre, end der var, som ønskede sig større.

Når det diffuse ønske om en forandring bliver retningsbestemt, er der intet overraskende i, at det lader sig farve af almindelige forestillinger, tager farve efter omgivelsernes normer.

Jeg tror dog ikke, at dette er en udtømmende forklaring. Man må her til stadighed huske, at penis i alt dette her er et symbol. Derfor handler det dels om, hvad tingene symboliserer, og dels om, hvordan dette forholder sig til ens selvopfattelse.

Det kunne jo f. eks. være, at man var udrustet over gennemsnittet, men ikke følte sig som en stor penis person. I så fald kan tingene netop gå i to retninger. Enten at ønske sig mindre for at den skal svare bedre til den slags person, man ser sig selv som, eller at ønske sig større i håb om at man med en (endnu) større vil komme til at føle sig mere som en stor-penis-person.

Som sagt vil begge ønsker kunne findes hos den samme mand. Endog samtidig. Eller i det mindste så hurtigt skiftende, at det reelt opleves som samtidigt.

Det er der ikke noget mærkeligt i, når man husker, at alle konkrete ønsker er overbygninger på det egentlige.

Det gælder også det at tale om, hvorvidt ens penis svarer til den slags person, man føler sig som. Det ville være mere korrekt at tale om den slags person, man ønsker at være. Dermed også hvilke sider af sig selv man anerkender og vil stå ved. Her kan penis meget vel være bærer af andre sider.

Man kan også sige, at hvor de to modsatrettede forefindes nøjagtig samtidig, er man sådan set på sporet af det, der ligger nedenunder: det diffuse ønske, “bare anderledes”.

Man siger jo rent faktisk “bare anderledes”, når man ønsker, at den enten var større eller mindre, bare en anden størrelse end den, den nu en gang har.

Igen: man oplever helt grundliggende sin penis som forkert og enhver anden som mere rigtig.

Frem for større/mindre, kan dette således også ytre sig som lysere/mørkere, mere lige/mere krum osv. Enhver konkret, forklarlig forskel kan forstås som en konkretisering af det diffuse. Imidlertid bunder det stadig i det diffuse. Man er nemlig ikke i stand til at helt præcist redegøre for et “forkert fordi”. Den er bare forkert. Men heraf følger så netop, at enhver forskel, der lader sig konstatere hos andre, oversættes til, at det er mere rigtigt, hvis det forholder sig på den måde.

"Kroppen er en højst tvivlsom ven, for den producerer ting, vi ikke bryder os om; der er alt for mange ting ved kroppen, vi ikke kan omtale. Kroppen optræder meget ofte som personifikationen af Jegets skygge. Sommetider udgør den skeletterne i skabet, og vi ønsker naturligvis alle at komme af med den slags ting."

- C. G. Jung

Et eksempel

På Yahoo Answers vil man kunne finde dette opslag:

 

I wish my dick was smaller, is that bad?

I'm 20 and my dick is about 6 inches long on hard. I don't like it this big though. I wish it was smaller, at least half of the size it is now. Around 3 inches or so hard. Is that weird?

---

Nogle af svarene, syntes jeg, var temmelig tåbelige. Især dem, der påpegede, at han er indenfor gennemsnitsområdet. Som jeg har forklaret ovenfor, har det intet med sagen at gøre. Jeg kunne endvidere også gentage spørgsmålet fra før: hvis man kan ønske sig større, hvorfor skulle man så ikke kunne ønske sig mindre?

Det er således en misforståelse, der kommer til udtryk i disse to kommentarer:

1) Very weird because 6 inches isnt that big at all. Now Ive heard of some guys wishing that at 10 inches + because it's not so enjoyable during sex because they usually can't fit it all in.

2) 6 inches is only about average for someone your age. Why would you want it to be 3 inches, that would be seriously undersized. Most guys your size wish it was bigger, not smaller. SO you are fine, deal with it.

Det handler ikke om gennemsnit. Jeg vil nødig overhovedet gå ind på at tale om den side af sagen, for det leder dybere ind i bedraget. Problemer af den art vedrører et rent internt forhold mellem en penis og dens indehaver. At tale om gennemsnit vedrører derimod, hvordan man er i forhold til andre. Det er lige præcis dét, man skal udover at tænke på. Sammenligning af enhver art er det, der optrapper problemet!

Det er således også ved siden af at tale om, hvad andre ønsker sig. Hvad rager det mig, om de fleste vil have en kold drik, hvis jeg har lyst til en varm?

Men skulle jeg endelig lade en enkelt bemærkning falde om gennemsnit, så er det direkte forkert, når en tredie kommentator hævder, at

 

6 inches is on the smaller side of "normal".

 

Det er faktisk ikke tilfældet. Gennemsnittet skulle eftersigende være omkring ca. 5.5 inches (ca. ≈ 14 centimeter), så 6 inches (lige knap ≈ 15,5 centimeter) må altså rent statistisk set være på den større side. 

Men som sagt: det kommer overhovedet ikke sagen ved.

Enklest sagt: det afgørende er, at han ikke har det godt med sin penis, ikke er glad for den, som den er.

Jeg ved ikke, om den unge mand lider af en form for PDD, og jeg vil ikke begynde at diagnosticere. Men i hvert fald ønsker han sin penis anderledes, og det har været tilstrækkelig presserende for ham til, at han har skrevet det indlæg. Åbenbart må det altså have fyldt en del. I det mindste på det tidspunkt, hvor han skrev indlægget.

Det har næppe været opmuntrrende for ham, at få at vide, det var noget sært og skørt noget at ønske sig. Det har næppe været nogen hjælp for ham.

Ovenfor har jeg skitseret en række af de ting, jeg mener spiller ind, både når man ønsker sig en større, og når man ønsker sig en mindre.

Om det foreliggende eksempel kan man sige, at når han ønsker sig påfaldende lille, kunne det tyde på, at han helst vil mindes mindst muligt om, at han har sådan en. Måske ville han i virkeligheden hellere have været en kvinde (?). I hvert fald ønsker han tydeligvis ikke, at den del af hans krop skal spille en større rolle end allerhøjst nødvendigt. På en eller anden måde er han generet deraf.

Der var imidlertid også en kommentator, der ytrede, at han havde det på samme måde:

 

No. I wish the same thing. It is so annoying and noticeable when you are around people and get an erection. And not to mention how uncomfortable and frankly painful it is while being in a weird position and having it bend partly to fit your pants. I'm not sure, though, how you could make it smaller. I should research that.

 

Kommentatoren oplyser ikke sin størrelse. Men den behøver ikke være specielt stor, for at han kan opleve problemer af den art. Det er ting, næsten enhver mand kan erfare. Her fremstilles det således som et praktisk problem. Ikke af den art, som overudrustede kan opleve, men som ganske almindelige mænd kan opleve.

Det er interessant at se!

Men jeg hælder dog til at tro, at der er dybereliggende årsager af mere psykologisk natur. Naturligvis er det muligt, at han bare synes, det er irriterende, at den ind imellem kan være i vejen eller "sidde forkert" i bukserne.

Jeg vil ikke vurdere om, hvorvidt det kun er det, eller om der er andet og mere på spil.

Uanset hvad, synes jeg, at det er tankevækkende. Ikke i forhold til at begynde at diagnisticere/analysere på de to unge mænd. Men som et frit afsæt for videre refleksioner.

Jeg kender jo ikke hverken den ene eller anden af de to, og ved ikke andet om deres liv end den smule, de fortæller. Hvorfor skulle jeg slutte mig til et eller andet ud fra det?

Men frigjort fra deres tilfælde kan tanken udfolde sig frit i alle mulige retninger, som ikke har noget med dem at gøre. De var blot en igangsættende inspiration.

I det hele taget har mange alt for travlt med at nå frem til en konklusion frem for at kunne blive i fortsatte overvejelser.

Men hvorfor jage frem efter en konklusion?

Det ender alt for let med, at man kun får afdækket et afgrænset hjørne af en sag og dermed overser en masse andet af væsentlighed og betydning.

Om grækere blandt andet

Når man betragter græske statuer, er det påfaldende, at de har små penisser. De gamle grækere anså nemlig en lille penis for ideel, mens en stor blev anset for noget groft, uharmonisk og dyrisk.

Dette ligger fint i tråd med den græske tanke, som er udtrykt i den kendte sentens "en sund sjæl i et sundt legeme". Harmoni og balance var det tilstræbte ideal. Alt afvejet og tilpasset hinanden. At overdrive et enkelt element ville derfor være et fuldstændig brud med den tilstræbte orden.

Et menneske skulle være i besiddelse af alle kropslige og mentale funktioner proportionelt tilpasset hinanden. Det gyldne snit og den fine vægtning.

Dette står så netop i et modsætningsforhold til ting, man kan støde på hos andre gamle folk, hvor der har fundet dyrkelse af enkeltelementer sted, og dermed en tilbøjelighed til såvel at overdrive betydningen af disse som at fremhæve dem på billeder og figurer.

Fallosdyrkelse var ret udtalt blandt tidlige civilisationer. Men også andre ting har været tillagt en særlig betydning. Visse folk var stærkt optaget af hænder eller tillagde dem ligefrem religiøse kvaliteter. Helt i overenstemmelse med dette finder man på deres figurer og billeder mennesker med enorme hænder.

Nu er grækerne langt fra det ældste folk, eller bare den ældste civilisation. At de på mange måder er den vestlige sjæls vugge, må ikke forveksles med at være et urfolk, hvad grækerne ingenlunde var. Der findes langt ældre folk.

Grækerne har således haft rødder og oprindelse i ældre folkeslag, og kan i den forstand regnes for en udsondring/mutation af en særlig arvemasse.

Det er her bemærkelsesværdigt, at nutidige undersøgelser tyder på, at græske penisser ligger i bunden af det europæiske gennemsnit.

Modsat skulle toppen repræsenteres af Bosnien-Hercegovina og Georgien, hvilket formodentlig kan knyttes til slaviske og illyriske folkeslag, hvor en anderledes arvemasse synes at have gjort sig gældende.

Nu er det ikke fordi, at en bosnisk penis er dobbelt så stor som en græsk eller bare noget, der snerper i den retning. Forskellen begrænser sig til lidt over 3 centimeter.

Men hvis man iberegner århundreders raceblanding og avl på tværs, kan dette måske være rester af en tidligere mere betydelig forskel.

Grækerne grundlagde filosofien, de store spørgsmål og tanker, forskning for forskningens skyld og er i den forstand klart udtryk for noget opadstræbende, kultivering, forfinelse - åndeliggørelse.

Måske er dette ophavet til myten om de veludrustede sinker. Kendte talemåder som "en tåbes pryd er en kvindes fryd" er formodentlig skrøner, men går muligvis tilbage til grækernes dyrkelse af den afstemte harmoni, hvor enhver overdrivelse blev regnet for et brud på balancen og en afvigelse fra den gyldne middelvej.

Fra åndeliggørelsens synspunkt er en stor penis en grovhed og abnormitet. Et af de mest almindelige slangudtryk for en penis er "kølle", og fra en kølle er der ikke langt til en hulemand. Således udtrykker den store penis noget lavt og primitivt.

Den er ikke blot i strid med tanken om den sunde sjæl i det sunde legeme i form af at udtrykke en sjælløs og plump kropslighed. Den er tillige udtryk for den laveste og mest primitive kropslighed, for så vidt som det er parringsredskabet, der overfikseres på. Men formering finder sted blandt selv de laveste livsformer.

At gøre menneskets måde at formere sig - nemlig ved at en penis indføres i en vagina - til det centrale for det at være menneske, er således at hævde, at kun procedure og fremgangsmåde adskiller mennesket fra andre livsformer. Der er langt fra denne opfattelse til den græske formulering, at "mennesket er et klogt dyr". Indbygget i sidstnævnte opfattelse må ( - underforstået! -) være, at formeringen er noget sideordnet med en lang række andre ting, f. eks. evnen til at tænke og udtrykke sig igennem et sprog.

For at være fuldendte mennesker måtte de græske mænd naturligvis være i besiddelse af et avlsredskab. Det ville være en ufuldkommenhed om de manglede et sådan. Men der var derimod ingen grund til at det skulle være større end nødvendigt, lige så lidt som der er grund til at hamre et syvtommersøm i en væg, for at hænge et postkort op, der kunne være hæftet fast med en tegnestift.

Dette er ikke anderledes, end at det ville være en mangel at kun have ét ben, men en deformitet at have klumpfod. To nydelige fødder, tak!

Tænker man grækerne som et udtryk for en særlig arvemasse, må der selvsagt have været andre mere eller mindre samtidige folkeslag, som var domineret af en anderledes arvemasse.

Lad os her et øjeblik se på den darvinistiske survial-of-the-fittest tanke. Den kunne f. eks. ytre sig i form af nogle fugle, der levede et sted, hvor de skulle have næbbet ned imellem nogle sten for at få fat i føde. Derfor er det de fugle med de længste næb, der overlever og får afkom. I løbet af en række generationer udvikler de derfor lange næb - det er den arvemasse, der føres videre. Følgelig vil ornitologer kunne observere, at denne slags fugle i netop det område har påfaldende lange næb, mens der andre steder i verden lever samme slags fugle under andre forhold, som har tilsvarende kortere næb.

Blandt fallosdyrkende folkeslag har den store penis selvsagt stået i høj kurs, og det har således været de bedst udrustede mænd, der førte slægten videre.

Men grækerne dyrkede skønheden, harmonien og balancen. Det har derfor været de afstemte og velproportionerede mænd med nydelige små penisser (smukt udformede i small til medium størrelse), der var de mest eftertragtede og attråede. (Det er i den forbindelse værd at bemærke, at mindre penisser som regel er de kønneste.)

Hos nutidsmennesket må man formode, at der foreligger en blandet arvemasse. Den græske arv trækker i én retning, men en anden (illyrisk?) trækker modsat.

Fysiologisk set har penisstørrelsen nogenlunde stabiliseret sig midt imellem de demonstrativt diminutive og de abnormt store, med blot nogle ganske små udsving fra land til land, alt efter hvilken arvemasse, der har haft stærkest indflydelse i det pågældende område.

Mentalt/psykologisk er det derimod ikke lykkedes at i samme grad "mødes på midten". Snarere er man skilt på midten som en mislykket hollandaise sovs.

Den græske arv ytrer sig som en stræben efter åndeliggørelse og forædling, mens det andet element rummer mindelser om primitive stammers fallosdyrkelse. Sokrates og hulemanden kæmper med hinanden inde i det moderne menneske, som derfor falder ud af såvel den græske harmoni som stammeritualernes funktionelle orden. Der opstår derfor en følelse af fredløshed og disharmoni.

Ethvert træk i den ene retning medfører uundgåeligt et modtræk i den anden, og således er nutidsmennesket konstant i splid med sig selv.

Det er ikke sådan lige til at komme overens med. Det er århundreder gamle kræfter, der brydes med hinanden i menneskesjælen!

Det ville være en fuldstændig misforståelse at tro, at man uden videre ville kunne eliminere enten det ene eller det andet og af den vej nå frem til sjælefred. Vejen går ikke gennem afvikling, men en række metamorfoser. Ved gradvis forvandling kan de stridende kræfter bringes til forsoning.

Hverken det ene eller andet ophører altså med at være. Men de bliver begge til noget andet, og vil på et tidspunkt i en given (forandret) form kunne mødes i fordragelighed.

Forestillingen om den store penis går således tilbage til fallosdyrkende folkeslag, som måske(?) - i kraft af særligt fremavlede egenskaber - virkelig har haft store penisser.

Den reelt og empirisk iagttagelige foreliggende virkelighed, fremviser et kompromis med det græske i form af en afkortet penis, mens ældgamle ur-gener husker fjerne tiders monstrøse lem, og er som følge heraf tilbøjelig til at forestille sig virkeligheden som værende sådan.

Selv stærkt seksuelt aktive mennesker med mange skiftende partnere geråder på et statistisk tyndt grundlag, hvor mange tilfældighedsfaktorer kan spille ind. For mennesker i bred almindelighed vil antallet af observerede penisser være endog langt færre.

Der er således kun lidt, der korrigerer de umiddelbare forestillinger. For virkelig at få et realistisk indtryk skulle man have nogle helt urealistiske muligheder for at foretage observationer.

Den almindelige hverdagsvirkelighed er, at langt, langt de fleste mænd, der krydser ens vej, beholder deres hemmelighed, og man får således ikke indsigt i, hvad de gemmer i bukserne.

Netop derfor bliver man konstant slået tilbage i forestillingerne, som er udtryk for noget helt andet end den faktiske virkelighed.

Men da disse forestillinger er ur-gamle, er de også sejlivede. Derfor er man almindeligvis utilbøjelig til at revidere dem.

Netop derfor møder man forskningsresultaterne med skepsis. Noget dybt i en protesterer og kan simpelthen ikke få det til at stemme.

Således vil man sjældent eller aldrig svare resultatet af en undersøgelse med et "Nå - er det sådan, det er," men derimod et voldsomt tvivlende "Kan det virkelig passe?"

En fjern forfader sidder et sted dybt i sindet og mugger: "Så meget kan de grækere da ikke have afkortet størrelsen. Et enkelt folkeslags små tissemænd kan da for pokker ikke vælte hele vores store vision."

Men det folkeslag, vi her taler om, er ikke hvem som helst. Det er et stort, stolt og erobrende folkeslag, der tæller såvel en Platon og en Aristoteles som en Alexander.

Fra dem har vi ikke blot som fysiologisk arv fået afkortet penisstørrelsen, men også overtaget en modforestilling om, at den mindre penis fra et æstetisk synspunkt er den ideelle.

Jo mere man stræber efter åndeliggørelse - og i forhold til den græske balance, frem for den primitive kropsligheds dyrkelse af det abnorme går til den modsatte yderlighed i forsøget på at frigøre sig fra kroppen - desto sværere bliver det at overhovedet indrømme, at man har en penis, hvor lille den så end måtte være. Selv den aller-allermindste undgår ikke at symbolisere en basal kropslighed, at udstille manden som et avlsdyr, og dermed som slave af materien.

Når der således i mennesket findes både en stræben/vilje imod at blive ren ånd befriet fra kroppen og at være krop i helt ekstrem grad, kan det ikke undre, at der opstår en indre splid og splittelse.

Det er en noget overfladisk og kun delvis rigtig påstand, at flertallet af mænd ønsker sig en større penis. I virkeligheden ønsker de snarere enhver anden penis end netop den, de har. De er ofre for en "græsset er altid grønnere"-neurose, hvor netop deres penis er udtryk for det ringest tænkelige helt uagtet dens faktiske mål.

Så nej - mænd ønsker sig ikke en større penis. De ønsker sig en bedre penis.

Derimod er det rigtigt, at der ofte sker en forveksling af det kvalitative og det kvantitative, således at bedre opfattes som lig større. Hvad man kunne kalde en mental oversættelsesfejl.

Denne fejloversættelse er imidlertid langt mere udtalt og generel i den maskuline mentalitet end noget, der begrænser sig til penisser. Typiske mandlige måleenheder er størrelse, styrke, mængde og tempo, hvor større, stærkere, mere og hurtigere regnes for lig med bedre.

Man må her forstå, at ønsket simpelthen knytter sig til en følelse af utilfredshed. Der er således ikke tale om, at han står med et konkret ønske om, at den skal være sådan og sådan. Tvært imod er der tale om blot fornemmelser og den anden/bedre penis, han ønsker sig, har han således kun diffuse og tågede ideer om. Men hvordan får man klarhed over noget, man ikke ved, hvad er? Hvordan gør man det ukendte kendt? En uhyre udbredt genvej er at sammenligne med noget velkendt.

Jeg hører om et eller andet, jeg ikke har fjerneste begreb om, hvad er, kommer til at tænke på noget velkendt og fortroligt, og spørger så: "Kunne det mon være noget i den retning?"

Eller man hører om et fjernt, fremmed land, og om forskellige forhold der. Mange vil så typisk om et eller andet specifikt område spørge, hvordan det er i forhold til Danmark. Ved at sammenligne med det velkendte, prøver man at danne sig en forståelse af det ukendte.

Når en mand således oplever ønsket om en anden/bedre penis, men ikke selv forstår hvad han mener med det, griber han til en række vaneforestillinger, hvorved oversættelsesfejlen sker, idet han svarer: "Større".

I virkeligheden er det slet ikke det, han ønsker sig. Han ville med kyshånd tage imod en mindre, hvis bare det var en andens. Men netop grundet de indgroede vaneforestillinger bliver han uhyre let hvirvlet ind i et selvbedrag, hvor han er fuldt og helt overbevist om, at hans højeste ønske i denne verden er en større penis.

At han i den grad kan blive ført bag lyset, har at gøre med den måde mænd grundliggende tænker på.

Det eneste mulige alternativ er en konkret model. Hvis f. eks. en homoseksuel mand er voldsomt forelsket i en anden, vil han formodentlig ønske sig dennes penis. Tilsvarende vil en heteroseksuel mand, der nærer voldsom beundring - eller ligefrem heltedyrkelse - for en anden typisk ønske sig dennes.

Det forlyder, at Napoleon havde en nærmest latterligt lille penis. Men en fanatisk Napoleon-dyrker ville gladeligt bytte sin større penis for Bonaparte lemmet.

Man må her huske på, at det er en mental fejloversættelse, når en mand kigger ned af sig selv og siger: "Den er for lille." Hvad han i virkeligheden mener er: "Den er forkert."

Men at have kejserens penis, generalens penis, erobrerens penis, heltens penis … Ja - den da være rigtig.

Kun hvor en sådan konkret model dukker op, vil det dæmre svagt for en mand (og da som regel kun i en kodet/maskeret form) at spørgsmålet ikke er om stor/lille, men rigtig/forkert.

Hvor der ikke er en konkret model, vil en mand nødvendigvis tænke i de fastlåste rammer, han er indskrænket af og fanget i. Han kan ganske enkelt ikke se udover disse. Altså foretager han fejloversættelsen stor/lille.

Det kvantitative knytter sig til det maskuline. For den typiske mand er en kvalitativ tænkning noget, der må læres med stort besvær og under voldsom indre modstand.

Det feminine princip kan gøre sig nok så store anstrengelser. De når sjældent ned og ramme dér, hvor opfattelser ændres.

"Jamen vil du da ikke hellere have ét kilo kartofler end fem kilo kartoffelskræller?"

Jo. Det vil han måske nok.

- Med sin forstand.

Men ikke i sine følelser og grundliggende overbevisning.

Her er mænd blindt fanget og taget som gidsler af den kvantitative tænkning.

Urforestillingerne får således et opbakkende medspil af den maskuline mentalitet, når der skal protesteres over forskningsresultaterne.

Disse begrænser sig som oftest nemlig ikke til at blot fremsætte tal. Tal, som urforstillingerne har svært ved at forlige sig med. Nej - samtidig fremsættes en række velmente betragtninger, som forsøger at afdramatisere al størrelsessnakken, men i realiteten får det modsatte resultat: optrapper konflikten.

Den kvantitative maskuline tænkning farer i flint, når nogen hævder, at det ikke kommer an på størrelsen. Det er simpelthen en bombe under hele den mandlige verdensopfattelse, præget som den er af sportspræstationer, der hele tiden handler om at overgå, om store biler, der kan køre så hurtigt som muligt, om diverse hobby-betonede samlinger, der helst skal være så omfattende som muligt.

Mænd elsker at tale om rekorder. Rekorder, der kun sættes, for at en ny kan blive sat.

Man ser her et ekspanderende princip, der nøje svarer til en penis, som udvider sig under tiltagende erektion.

At hævde, at det ikke kommer an på størrelsen, er et frontalt angreb på noget fundamentalt i hans maskulinitet, og des årsag vil han pr. automatik optræde som et genstridigt og kværulerende brokhoved.

Når dette træk drager ud på protestmarch hånd i hånd med urforestillingen, er der ikke noget at sige til, at forskningsresultaterne bliver betragtet med et vantro "Kan det virkelig passe?"

Dobbeltkomplekset

Der forekommer tilfælde, hvor mænd, der er udrustet langt over gennemsnittet, er særlig hårdt ramt af tvivl og usikkerhed. Paradoksalt nok er det ofte dem, der har mindst grund til det, som er mest bange for, at de ikke er store nok.

Jeg har tidligere ment, at dette kan forklares sådan, at netop de veludrustede føler, at der ligger en forventning til dem. De skal kunne fremvise noget særligt imponerende.

Jeg er i de senere år gået væk fra denne forklaring. Den er blot en overfladekrusning. Det er blot en variant i ydre fremtrædelsesform af de genvordigheder, mindre veludrustede mænd oplever.

Men som fremtrædelsesform kan den for så vidt godt gøres gyldig!

Kort kan dobbeltkomplekset forklares på følgende måde: det er lettere at bære et nederlag, hvor man ikke har et fortin, end hvor man har. En ordblind kan godt leve med, at en litteraturprofessor er mere belæst. For litteraturprofessoren derimod, kan det rumme et stænk af ydmygelse at møde en større kapacitet indenfor sit fag.

En veludrustet mand føler sig på lignende vis "forpligtet" til at have den største, hun har set, når han er sammen med en kvinde.

Havde han haft en gennemsnitlig størrelse eller derunder, ville han ikke føle sig forpligtet til at have den største. Der ville ikke i situationen ligge et krav derom. Netop derfor kunne det akkurat som at have en større være en løsning at have en mindre. I så fald havde han ikke haft et særligt fortrin og skulle følgelig heller ikke gøre sig gældende her.

Problemfeltet opstår netop, når man har et fortrin, der ikke kan gøres gældende som fortrin, ikke har gyldighed og ikke kan bringes i spil. Ligesom når litteraturprofessoren reduceres fra førende ekspert til en, der bare har læst nogle bøger. Den ordblinde har derimod ikke noget i klemme.

Ingen er jo absolut og universel mester. Hvis en bokser vinder en afgørende kamp, får han titlen champion. Men det er han kun, indtil en anden banker ham i gulvet.

Der ligger derfor et stadigt pres på mesteren for at præstere og vinde.

Alt dette anser jeg for indlysende og uimodsigeligt. Når jeg alligevel er gået bort fra denne forklaring, er det fordi, at det er en forklaring, der forholder sig til ydre omstændigheder, til sammenligninger og rivaliseringer.

Dermed overser denne forklaring det interne forhold mellem penissen og dens indehaver.

For en ydre betragtning kan det hele sådan set gøres gældende. Især i et konkurrencesamfund, hvor der ofte tales om statistikker.

Men det er så at sige et tæppe hængt op foran det egentlige. Først når tæppet rives bort, kommer det egentlige til syne.

Alligevel vil jeg mene, at ideen/tanken om dobbeltkomplekset er værd at have med. Den kan hjælpe forståelsen på vej og perspektivere en række centrale spørgsmål. 

Uddrag af min roman "De skal ta´s i tide" (1996)

... På et sted, der var så stærkt præget af magtkamp som Hesteholm, havde vi alle brug for noget at hævde os med. Men intet var mere farligt end netop vores styrke. Just den største styrke var det, der først kunne blive svaghed. Det er klart, at vi alle til den uendelige gennemskuen og listeføren hinanden havde brug for noget, der kunne skrives på plussiden. Men mesterskab er noget, der skal forsvares. Man bliver ikke champion én gang for alle, for tid og evighed, og derfor er intet så sårbart som ens styrke. Den gælder nemlig kun, til man møder sin overmand, og til den øvrige tætte atmosfære af angst føjer sig magtkampen, den stadige uro for at blive besejret på sit særlige felt. Netop elskovsudstyret var noget af det, der scorede meget høje point, og det var derfor ikke svært for Børge at skaffe sig publikum, men hans publikum lige meget beundrede og misundte, elskede og hadede ham, og her naturligvis først og fremmest hans nærmeste konkurrenter. Dette var Børge midt i sin sejrsrus sig uhyggeligt og smerteligt bevidst, og netop Børge var blandt de ivrigste til at håndhæve den regel mellem eleverne, at en ny dreng på afdelingen skulle vise den frem for overhovedet at kunne komme i betragtning til optagelse i kammeratskabet. Hvor der var uvilje til at følge statutterne, var Børges iver og opfindsomhed nærmest tegnefilmsagtig. Kort sagt var han fuldkommen paranoid over for enhver tanke om potentielle konkurrenter.

Men igen har tingene mere end en side. Børge betroede mig engang, at han faktisk ønskede at blive slået. Det kunne jeg ikke forstå dengang. Jeg syntes, det måtte være herligt at have den største. Han sagde, at man blev træt af at altid have haft den største. Hvordan kunne man blive træt af det? - Idag tror jeg godt, jeg forstår, hvad han mente!

Dels gør der sig nemlig det gældende, at lykkedes det ham at finde sin overmand, var det værste ligesom overstået, så havde han fred, så behøvede han ikke bekymre sig om det længere. Hans mesterskab ville være forbi, men også hans sorger og bekymringer. Dernæst tror jeg han savnede noget, der kunne give ham en forsonende følelse af normalitet. Børges legendariske børge var ikke blot større end det, vi andre havde, den var anderledes, der var en klasseforskel, et mere end blot det at være større, og det fik ham til at føle sig (således tror i det mindste jeg, det hænger sammen) noget i retning af vanskabt.

Hans iver for at bevise sin overlegenhed over for alt og alle var således i virkeligheden en målrettet jagt efter sin overmand. Når man dertil føjer, hvordan Hesteholm i enhver af os uundgåeligt knyttede tætte bånd mellem angsten og seksualiteten, vil man forstå, at den pinagtige tale om en overmand må have pirret Børge, været en art masochistisk nydelse for ham!

Når jeg bruger så kradse udtryk som "pinanagtig" og "masochistisk", er det naturligvis fordi, at ønsket om at bevare sin status var lige så stærkt i ham. Faktisk sagde han det direkte til mig engang. Han udtrykte det således, at tanken om en overmand eller det, at en anden med stor bestemthed hævdede, at hans var større, fik hans mave til at trække sig sammen i en art - så vidt jeg kunne forstå - smertekramper, der samtidig var behagelige, skønne. En smerte bedre end alt andet, som han intet havde at sammenligne med. "Jamen hvordan føles det?" spurgte jeg i min 12 årige naivitet.

"Som at blive slået i maven og kildet rigtig dejligt på maven samtidig", svarede han, og jeg var lige klog. Den slags unddrager sig naturligvis forklaringer, men hovedsagen er, at Børge havde en art dobbelt-kompleks, der atter og atter fangede hans seksualitet i en fuldkommen selvmodsigelse!

Derfor tror jeg på en måde, at alle målekonkurrencerne har været meget mere smertefulde og nedværdigende for ham end for taberne, og jo mere jeg tænker derover, jo bedre forstår jeg, at det netop var derfor, han var den ivrigste til at opsøge dem ...

Det hjemløse H

Men hvad med dem, der er knap så voldsomt udrustede, som "den legendariske Børge med børgen"?

Hvad med dem, der bare er på vej derop af?

I forlængelse af dobbeltkompelset sværmede jeg en tid for en teori om det hjemløse H.

Jeg vil her lige gøre opmærksom på en særhed ved bogstavet H. Det er ens, lige meget hvordan man vender det.

Et spejlvendt M ligner stadig et M. Men vend det på hovedet, og det bliver til et W.

Et B kan vendes på hovedet og stadig se uforandret ud. Men spejlvend det, og det ser besynderligt ud.

H´et derimod kan man både vende på hovedet og spejlvende. Det forandrer sig ikke!

Et skema

 

Large-området (de store) :

A: Topscorer (de aller, allerstørste)

B: Ekstremt stor

C: Meget stor

D: Stor

E: Relativt stor

F: Halv-stor

G: I underkanten af large

---

H: Grænsezone mellem de store og de almindelige

---

Medium-området (de almindelige):

I: I overkanten af medium

J: Velvoksen medium

K: Medium

L: Kneben medium

M: I underkanten af medium

---

N: Grænsezone mellem de almindelige og de små

---

Small-området (de små):

O: I overkanten af small

P: Halv-lille

Q: Relativt lille

R: Lille

S: Meget lille

T: Ekstremt lille

U: Bundrekord (de aller, allermindste)

Hårdt at være et H (essay fra omkring ca. 2011)

Det er hårdt at være et H. For så er den hverken almindelig eller stor. Havde den været blot en lille smule større, kunne man rose sig af at have en stor en og være stolt af det. Havde den været blot en lille smule mindre, kunne man finde sig til rette i, at den var ganske almindelig og så opnå en accept af dette.

Men en H'er kan ingen af delene. Han kan blot stå der lige i skæringspunktet og ikke passe ind hverken det ene eller andet sted. Ikke en gang hvad en pige vil synes/tænke/mene kan han være sikker på. Det afhænger helt af, hvad hun ellers har set, hendes sammenligningsgrundlag.

Den ene vil synes, den er helt almindelig, omkring en J-K stykker, den anden at den er stor, omkring en E-F stykker, i visse sjældne tilfælde vil det endog kunne forekomme, at den ene synes den er enormt stor (B-D), og den anden synes den kun knap og nap er medium (L-N).

Alle fyre står naturligvis over for, at pigen har en række erfaringer, som udgør et sammenligningsgrundlag, der ikke nødvendigvis svarer helt nøjagtigt til deres strengt statistiske placering, og altså kan medføre at de i pigens skema bliver anbragt lidt højere oppe eller lidt længere nede, end hvor de strengt taget hører hjemme.

Eller også hører de netop hjemme der. Det er jo ikke en statistisk tabel eller sandsynlighedsberegningskurve, de skal gå i seng med, men netop pigen.

Men statistik og sandsynlighedsberegning giver dog et fingerpeg. Dem, der statistisk set ligger fra F og opefter, vil næsten alle synes er store, og dem inden for J-L området vil langt de fleste opfatte som almindelige. Afvigelser fra opfattelsen er almindeligvis små nuanceringer, der sjældent tager sig så voldsomt ud, som antydet ovenfor. Som regel vil en afvigelse i bedømmelse ikke gå mere end et højst to trin op eller ned.

Men når man er et H, får de små nuancer i opfattelse en afgørende betydning. Den erfaringsbaserede bedømmelse vil tippe snart til den ene, snart til den anden side, således at den ene synes man er stor, den anden at man er helt almindelig.

Det er det smertefulde ved at være et H. Man kan hverken finde ro i accepten af at være ganske almindelig, eller føle sig sikker på, at man er ud over det sædvanlige. For i virkeligheden er man ingen af delene, og derfor er det utrolig svært at skabe sig en "udrustnings identitet".

Man hører ikke for alvor hjemme hverken det ene eller det andet sted, er hverken sædvanlig eller usædvanlig. En ubetydelighed mere eller mindre og man ville have fundet hjem enten det ene eller andet sted.

Den, der er almindelig og gennemsnitlig kan måske nok drømme om, at have en kæmpe en, ønske sig at være ud over det sædvanlige, finde sin almindelighed lidt kedelig og trist, men han kan også finde ro og hvile i sin gennemsnitsudrustning, forholde sig til at han er fuldstændig normal og som folk er flest, og derfor ikke skal hente sine point hjem på den konto.

Den, der er rigtig stor, kan om han vil være stolt af dette. I hvert fald kan han have en vished om at være ud over det sædvanlige og vide at han, hvis han vælger det, kan føre sig frem på dette område, hente sikre point her. Helt sikkert kan han også føle en usikkerhed. Mesterskab skal forsvares, og han lever derfor altid med risikoen for, at en anden er endnu større.

For den ene er kampen og det, der kan blive et sandt helvede altså, at han ikke kan udmærke sig, for den anden modsat, at han skal udmærke sig. Men et H må gennemleve begge dele på én gang.

Det er muligt, at det at skulle acceptere at man simpelhen ikke er med i kampen inden for denne disciplin er en beskere pille at sluge for dem, der er mindre end H, men der er en hvile at finde deri. Det er ligeledes muligt, at kampen er hårdere for dem, der ligger over H, fordi de er de reelle deltagere, som skal forsvare deres status, men de har til gengæld også bedre forudsætninger for deres deltagelse i kampen, og kan med lidt held vinde.

Når man som H står med begge konflikter på én gang, er de ganske vist sandsynligvis begge i en formildet form, men de er der altså så til gengæld begge to.

Helt almindelig bliver et H aldrig. Et H er lige præcis en ubetydelighed for stor til at kunne finde ro og accept i sin almindelighed, samtidig med at lige præcis være en ubetydelighed for lille til at kunne gøre sig gældende i kampen. Man er således tvunget til at gå ind i en kamp, man har tabt på forhånd.

Man vil aldrig helt kunne forsvinde i mængden, bare se ud som de fleste af alle de andre. For det har man lige præcis en anelse for meget til. Men omvendt ikke nok til at gøre sig gældende.

Pigen vil altså hverken synes, at det bare er sådan en, der ser ud som sådan en, eller give et gisp fra sig og måbende udbryde: "Er du gal hvor er den stor." For det er hverken en "bare sådan en, der ser ud som sådan en" (d.v.s. som de fleste andre) eller en "Gisp! Er du gal hvor er den stor" (d.v.s. betydelig større end de fleste andre). Det er noget lige nøjagtig - gadunk! - midt imellem.

Dette er H'erens helvede. Han er hjemløs, fanget i et ingenmandsland, et grænseområde. Han kan aldrig blive lukket ind som fuldgyldigt medlem hverken det ene eller det anden sted. Derfor kan han heller aldrig finde en fuldgyldig udrustningsidentitet.

Men han er samtidig nød til at kæmpe med begge de konflikter, der knytter sig til hvert af de respektive områder han næsten - men netop kun næsten - tilhører.

Uddrag af mit digterværk "Sære dialoger" (2012)

 

Dialog nr. 4

 - Er din penis meget lille?

 - Nej, ikke meget lille.

 - Men altså ikke særlig stor.

 - Faktisk er den overhovedet ikke lille.

 - Jamen er den stor da?

 - Nej, heller ikke.

 - Almindelig? En medium størrelse?

- Arh, lidt mere end det.

 - Jamen så er den vel stor.

 - Nej, ikke rigtig stor.

 - Jamen hvordan så?

 - Det er netop det. Den er ikke rigtig noget.

 - Noget må den vel være.

 - Ja. Men ser du. Den ligger lige i skæringspunktet mellem medium og large.

 - O.k.

 - Havde den været bare en lille smule mindre, ville den være helt almindelig, havde den været bare en lille smule større, ville den være stor. Men den ligger lige på grænsen og er således ikke rigtig nogen af delene.

 - Nå!?

 - Ja. Jeg har faktisk haft det lidt svært med det.

 - Ja, så.

 - Ja, jeg mener, at den ikke rigtig er noget. Det er ikke sådan, at jeg nødvendigvis ønsker mig en kæmpe en. Jeg ville bare ønske, at den var enten en lille smule større eller en lille smule mindre. Det kunne netop lige så godt være en smule mindre. Jeg mener, så var jeg bare almindelig, helt normalt, havde sådan en, som sådan nogle er flest. Færdig arbejde. Så var der ikke så meget med, at den ikke er helt som sådan nogle er flest, men alligevel heller ikke noget særligt. Enten det, eller også en anelse større, så jeg faktisk kunne tillade mig at sige, at den var noget særligt.

 - Men måske er det netop noget særligt, at ligge sådan lige på grænsen.

 - Ja, det er det naturligvis. Men det gør mig hjemløs i forhold til kategorierne.

 - Kategorierne?

 - Ja, jeg mener small, medium, large. Jeg er noget særligt på den måde, at jeg ikke hører til nogen steder.

 - Jamen er du helt sikker på, at det er sådan.

 - Ja, det er jeg faktisk ret sikker på.

 - Hvordan kan du være det?

 - Dels har jeg studeret statistikker i den helt store stil. De modsiger forøvrigt hinanden. Men dertil har jeg jo været sammen med en række piger, der har givet udtryk for deres opfattelse af min størrelse, og endvidere deltaget i adskillige målekonkurrencer.

 - Men fører det så til det grænseresultat, du taler om.

 - Ja. Helt og aldeles. Prøv en gang at tænke på forskellige du har set, og som du kan huske størrelsen på. Tænk på en, der er så almindelig og gennemsnitlig, som den overhovedet kan blive, simpelthen mr. average. Tænk så på en, der er stor. Ikke kæmpe stor. Ikke en enorm en, ikke den største du nogeninde har set, men en der bare er stor punktum. Hvis man kan sige "almindeligt stor". Godt! Når du så har billedet af de to, mr. average og den, der er stor uden at være enorm, så forestil dig noget, der ligger lige præcis gadunk midt imellem. Så har du min.

 - Er det ikke bedre, end en der er lille eller at være mr. average?

- Jeg ved det ikke. Måske. Men den lille og mr. average hører i det mindste hjemme et sted.

 - Ja, men ikke nødvendigvis dér, hvor de ønsker sig et høre hjemme.

 - Det har du naturligvis ret i. I øvrigt tror jeg, at hver størrelse har sine særlige problemer. Der er ikke noget, der er helt godt eller helt skidt, bare forskellige fordele og ulemper.

 - Det tror jeg, du har ret i. Men så handler det vel om, at du lærer at blive glad for den.

  - Ja, selvfølgelig gør det det. Det har jeg bare ikke fået lært.

 - Skaber det mange problemer for dig? Jeg mener, omkring hvordan du har det og den slags.

 - Rigtig, rigtig mange, ja.

Måske en malplaceret hjælp (?)

Et sted på nettet findes et forum, der hedder "Is It Normal". Derinde kan man spørge om alle mulige ting, som man måtte have det på den ene eller anden måde med.

Jeg har ved en enkelt lejlighed blandet mig i en af disse snakke. Måske skulle jeg have ladet være. Jeg forsøgte at hjælpe. Men måske handlede det om noget helt andet. Måske var fyren slet ikke forpint af det. Måske var der slet ikke tale om noget indenfor PDD-spektret eller i dettes nabolag. Måske var det bare slet og ret et såkaldt "kink" (= lyst, tilbøjelighed, pirringsfaktor). Jeg ved det ikke.

Rent personligt er jeg imidlertid overbevist om, at en PDD også kan vise sig forklædt som et kink. Dermed ikke sagt, at det altid er dette, der er på spil, og således ved jeg ikke, om det var det i hans tilfælde eller ej.

Hans indlæg var som følger:

 

Is it normal to wish my penis was smaller?

I know it says not to ask about this, but I'm pretty sure they meant the other way round xD;

I'd say I'm just a bit above 'average' when it comes to penis size. I'm also highly submissive when it comes to sex... so is it normal to want people I go out with to look down on me and taunt me because my penis isn't big enough to pleasure them? I like the idea that it would automatically make me inferior... just like how I wish I was short, but I'm not >.> 

Is it normal...?

---

Naturligvis studsede jeg over det. Men om jeg reelt fik skrevet noget til ham, han kunne bruge, ved jeg ikke. I hvert fald svarede han ikke på det.

Jeg fyrede en hel bredside af kommentarer af. De følger her:

 

1) It was really interesting to read that. Because I feel ecsactly the same way. Just like you I'm just a little bit over average, and just like you I get exited by the thought of being below.

I have given it a lot of though why. But this will be a very long comment, if I should explain all my theories. But the button line: yes, I think it is normal but of course a bit unusual.

 

2) After thinking a bit more, I would like to share some of my ideas and theories about the subject. Maybe it can be helpful for others in the same situation.

Let's start with something quite simple and not too complex: there is a categorial question somewhere in this matter!

Guys like us, who are slightly above average are kind of homeless - neither medium or large, but somewhere in-between. There is comfort and safety connected to belong somewhere, and therefore it is sometimes very unpleasant not to.

Standing there you can look in one or the other direction. Because a bit less, and you would be safe home among the medium species, and a bit more in good company of the large species.

It is commonly known that most in that situation wish they were up in the large-category. But why should it be less natural to long for the medium-category? That is actually where most of the penises are to find!

 

3) I have made the categorial point: caught between medium and large. 

I mentioned that most in that situation longs for large.

Let's give it a thought why.

It must have something to do with competition. That is not surprising. The western civilisation is extremely competetive in a lot of ways. Actually most things end up in a question of being best, and in most cases best are translated to biggest, fastest, highest, strongest and so on. So not much of a surprise there.

But there is a problem connected to winning. What about next time?

Some boxing fighter make a fabulous knock-out and he is the champion, Until the next fight ...

You can never be sure!

That goes for penises too. Unless it is extremely enormous (which is in fact quite unpractical, and a problem for those few who actually is) there always will be someone even bigger. It is a road without end.

So instead of joining the fight it DOES make sense not to. Especially when you are in the border-category. Because if it is not definite big but somewhere close to, it is like being forced to competition, but not able to. More than medium means you are in the fight, but less than true large means you can't win. That's quite a bore!

But as I just stated: even if it IS big, you are not sure to win, and to be sure you need something that would be more like deformed than well-equipped.

So looking the other way is just saying: "Let me out of the boxing ring. I don't want to fight."

 

4) In previous explanations about this phenomena I realize that I haven't said anything about being turned on by the thought of being small.

I will get to that in this paragraph.

A turn-on is a tension, and not that different from other tensions. It might be more pleasant than most other tension, such as being nervous or scared. But in fact there isn't that much of a difference.

Some of the ingredients (among many others!) in ANY tension is oppositions and lose of control.

Those actually ARE among the things, not only to scare and frighten you, but also to turn you on. No matter what kind of kick/kink a person may have, look closely and you will find those elements hidden somewhere in it!

 

5)This time I will say a bit more about tensions! 

If all tensions are very much alike, it must be possible to change one with another. And sometimes that may offer you a way out of something horrible.

Instead of going into a state of complet panic, you get a hard on, masturbate and finds peace.

But using that method is a disguise. So you are disguising your panic and anxiety as something sexy.

Is that posible? Yes!It actually is.

But let's talk about panic and anxiety for a moment. Besides making you feel very unpleasent, they tell you that the world is a dangerous place, that you are all alone, that you are up against terrible enemies, that things can't go right but surely will go wrong and so on, and so on. 

Remember what I said about disguises!

Well! If it is those things mentioned above you mask up as something sexy, it is not surprising to find some kind of masochistic element in the fantasies you go into. And YES - that may very well be: "All the other guys got a lot bigger penis, and they are laughing at me, because mine is so tiny."

Afterwards you might be a bit surprised about your self and thinking: "Why does that turn me on?"

But look at it this way: It is better to be turned on by such a fantasy, than being scared to death.

6) I stated the points of the category, the competition and the tensions.

Before I move further to other areas, I would like to say a bit about combinations of those three and how they work together.

I told you about the opposition-element in tensions. Well here's important: that border-position between two categories (medium and large) actually IS a kind of oppositions, simply because you are caught in the middle between two different things, and can't find shelter in any of them.

In the paragraph about competition I've talked about the problem of being forced into take part in the game but not able to. That surely is a tense field of oppositions.

So you see - these things are linked together in many ways.

They do not explain everything about the subject. But they surely explain something and uncovers at least a part of this phenomena.

 

7) This time I will say a bit about control and how this works with the other elements.

I mentioned control, when I told you about tensions, saying that loosing control is a part of a tension. But not just losing - gaining as well. Because if you are about to loose control, you will try to hold on to it, and be sure that if you are trying to establish control, it is because you are about to loose. Else you won't need to! - So there you got oppositions again.

A way of securing control is to make things worse than they are. Everybody who has been unsecured about what some might say, to some kind of work they have done, has used the trick of being an extremely hard critic on them self. "Oh, that is some shit. Not good at all." That is a way of getting control. Because if you are hard enough on yourself, nobody can say something worse. You know better than anyone what would hurt you the most. So repeating the most hurting thing up in your head again and again, you are on the safe side. No one can reach you with their criticism.

Remember what I said about penis size being like a boxing fight? And even more I said, that guys like us are kind of forced into the game without a chance to win.

Well, being thrown into a boxing ring against your will and then knocked-out as soon as the fight begins is not much fun. So using the same system as against criticism you say: I am no fighter. I am weak, I am slow, I don't know the techniques of a good punch and so on. You are out of the ring. By making yourself even more weak and slow you move further away. You might add a handicap or two to make sure, and move even further away.

At last at safe distance … you are in control!

It is exactly the same with penis size. If you are just slightly above average, there might me just a glimse of a chance, it is the biggest she have ever seen (though it is highly unlikely). Why put yourself through that hell? If it is so small, that there is not one bit of a chance it is the biggest she have ever seen, you are on the safe side and completely in control.

You can't compete, but you don't have to either!

And that's the point: you're getting out of that awful situation, where you are forced to compete, but can't. You don't have to. You are free and out of trouble!

That's a kind of security-system. But how can this be something that makes you horny?

Because of the tensions and oppositions!

And maybe one more thing (or rather: another opposition): to gain control you have to loose something else (a part of your size). Actually the system requires that you go to a lower position, moving further away from the champion. And be sure: that WILL cause tension!

 

8)As I go further into the discussion of the subject, it will be a bit more complex ideas. But let's begin with something quite simple.

Maybe sometimes you feel that your size not suits you, do not reflect what kind of person you are. In your statement you tell, that you are submissive when it comes to sex. Thinking about what kind of concepts are usually connected to penis sizes, a big penis is usually not considered the signature of a submissive person. So it may be a bit like introducing yourself by handing out someone elses business-card.

I said maybe. I don't know you, and I' not trying tot analyze you. I'm just saying "maybe". Maybe you look at it and think: "That is not who I am."

Then again - maybe you don't. I don't know. My reasons for saying this was just a short cut to something a bit more complicated.

Well, here it comes …

If at least you can deal with the thought of seeing a penis as a reflection of the person it belongs to, it shouldn't be that difficult to think of a penis as symbol. Not necessarily a sexual symbol, but a symbol of whatever it could mean and reflect to somebody.

It seems there are basically two kinds of penis-owners: those who are REALLY fond of it, and those who are definitely NOT. Very few are neutral. For most it is either love or hate.

Personally I think, that the reasons for that, is a matter of what it symbolizes for that person. If it symbolizes something positive, he love his penis, if it symbolizes something negative, he hates it.

In both cases he will be reminded of whatever it symbolizes, every time he sees it. That means several times everyday, unless he is staring up at the ceiling when he's peeing. So a lot of reminders of something either positive or negative.

Now let's focus on the group for which it is symbolizing something negative. If you feel that way about your penis, you may not be able to divide your physical penis from what it symbolizes. An important point about this is, that it IS your specific penis, that symbolizes that. Not any other. Not even others that look a lot like yours. It is exactly THAT one and only copy that symbolizes that.

Therefore you can fall into a kind of "grass is always greener". Since no other symbolizes those unpleasant matters you are seeing in your own, everyone else seems better.

Believe me, it is possible to envy ANYTHING. Once a girl told me, that she always had very clean skin, so in her teenage years she envied the other girls' pimples. Simply a matter of what she had not - "the grass is always greener".

In this case the problem is, that concrete and symbolic are not separated enough, but mixed up with each other. You have some kind of problem, sorrow, worry or whatever it is, and you see your penis as a picture of that. Then comes the misunderstanding: you think you can get rid of whatever bothers you and solve the problem by replacing your penis with another.

Let's face it: that is not the way. Your penis is innocent of what ever it is, it just reminds you of it. If you got another one, that one would feel just as stressful.

Remember: it is NOT the problem. It is just a symbol of it. A new one will be exactly the same. You got to look at the problem it self to solve it.

To understand this in connection to get turned on, you must remember what I said about shifting tenses. Being reminded of something unpleasant is a tension. But turning your frustrations and fear to arousal, well like I told you: you get peace.

Well, at least for a while.

The problem isn't solved, and that damned penis will keep on reminding you about it. This is a tension too, and a matter of opposites as well: there is something, you don't want to think about, and you are constantly being reminded of it. That is truly stressing. It is not surprising if you feel, that your penis is driving you mad. But give it a go, and there's peace for a while.

But still - the problem is not solved. It is like taking a pill for pains. The pains are still there, and will come back as soon as the effect of the pill is over.

So - you are actually in some kind of mental prison.

Is there a solution?

I will get back to that question!

9) Before I go into the search of a useful solution, I would like to say a bit about solutions I think are down right idiotic, because they simply doesn't help.

All that talk about liking your penis and being satisfied with the one you got. Well, that is exactly the problem. If only we were able to do that. But we are not. It is like saying to a person who's afraid of heights: "Oh, you shouldn't be. Just go up into that tower." But the person IS afraid of heights and doesn't dare to go up in that tower.

Some would then say. "Take it step by step. You stand on a newspaper, then on a book and so on".

It is stupid!

The reason why?

Because it doesn't come anywhere near the true problem.

Maybe that person actually might get cured for fear of heights. But just as soon as it is gone, it would get a new phobia.

I heard about this little child who had all kinds of inflammations. The doctor just gave it penicillin, penicillin and more penicillin. Until the parents found out, the child had allergy against milk.

That silly doctor is not the only one. That is how most people - especially so called experts - try to deal with any kind of illness.

That is NOT a solution!

For a real cure you need to find the actual problem.

And let there be no doubt: neither for you or me the actual problem is the size of our penises.

Believe me when I say, that I know how you feel and how painful that is. Some might think it is just some kind of funny little game you got going, that giving you some great and enjoyable fantasies. I do not! I know how you are suffering and feel that you are eaten up inside by that extra inch or two. There might be just a dash of pleasure somewhere in the puzzle, but probably you are suffering the most, when the hints of pleasure peaks. Believe me - I know!

But you must believe me about this too: that is NOT the case. It just seems like the case, because you have mixed up the concrete and symbolic.

So in the next paragraph we will go on a search for what is buried behind the mask of the symbol ...

 

10) Well, here's at thing of importance - as I said before: the penis is not the problem, it is a symbol of the problem.

But not just any random symbol!

It is a symbol of the problem because it actually can be used for drawing a metaphorical picture of the problem. That means that we can get some knowledge of the problem be analyzing the symbol.

What do we know from earlier?

1) We found out, that guys like us, who a slightly above average, might feel homeless and like we doesn't belong anywhere, because we are neither medium or large.

2) Then we found out, that we are forced to compete, but can't and doesn't even want to.

3) Further more we saw the aspect of control. In our position everything is uncertain. Another guy could have a bigger or a smaller. There's no way of knowing. Only doubt and to many possibilities. But … if we had a penis, that was barely average or even quite small, we could almost be sure, that the other guy had a bigger one. By knowing that for a fact, we would be in control.

4) Last but not least we found out, that our penis might not reflect our personality. Even though we have border-penises that are not definite big, they are to close to big, for someone who doesn't feel like a big-penis-person.

That should tell us a bit about the problem.

About 1): Maybe in other aspects of life we feel like we doesn't belong. We might think we are different in some way.

About 2): Maybe in our daily life there are expectations and claims we feel unable to live up to, meet and fulfill.

About 3): Maybe there are some difficult uncertainties in our lives. Or maybe too many situations we feel unable to control.

About 4): Maybe we have difficulties about showing other people how we really are. Or maybe we feel misjudged by other people. There are some similarities in those things. Perhaps we have often been misunderstood? Perhaps we think the world is chaotic, feel a little lost in it and longing for some kind of order/system?

Please be aware, that I said "maybe" and "perhaps" about all those things. It could be like that. Or it could be in another way.

But at least it should demonstrate, that there actually ARE clues in the symbol about the nature of the problem. I am just not sure I read the clues right or even managed to found out what the clues are. But I do not doubt, that there ARE clues, and that they actually CAN reveal the true nature of the problem.

So the solution?

That's simple: Finding out what the real problem is and what to do about it!

Off course - that goes for myself as well. We can both sit for the rest of our lives and dream about having this nice little penis and try to masturbate the fear out of the body, every time we are afraid that the one we got could be bigger than someone we think it might suit to be better equipped than us.

Or …

We can follow the signs beyond the symbol and walk down the path that lead us to the true matter and then do something about it.

 

Hjælp? Eller lidt for nidkært, nævenyttigt og konkluderende? Bare at få fyret mine egne teorier af?

Jeg ved det ikke!

Ønsker og ængstelser i "Hændelsen"

Min roman "Hændelsen" følger skridt for skridt vejen til afdækning af det egentlige problem. Dét, der skjuler sig bag alverdens ønsker og ængstelser. Bag det pirrende ved ydmygelsen, bag den illusison om kontrol nederlaget kan rumme.

Lag for lag pilles alle forklædninger og falske forklaringer af, indtil man til sidst når ind til sagens kerne.

det elvte ud af 21 kapitler er ikke blot det midterste nummer. Det er også i anden henseende centralt. 

Hvert kapitel har sit særlige lag at pille af løget, sit særlige chok at føje til mosaikken. 

Alligevel repræsenterer kapitel 11 en særlig rystende afsløring.

Dels bliver det åbenbart, at tingene hænger sammen på en helt anden måde, end man hidtil har troet, og dernæst står vi her overfor en særlig smertefuld oplevelse i hovedpersonens liv.

Paul (hovedpersonen), der allerede i de præpubertære drengeår er i fuld gang med at udvikle en PDD af alvorligste karakter, er anbragt på en institution, hvor seksuelle overgreb er en hverdagsbegivenhed.

Han forsøger at beskytte en lille pige, Laila, imod de ting, der foregår. Hans magtersløshed viser sig imidlertid, da hun betror ham, hvad der sker efter skoletid nede på hendes afdeling.

Birger, der bor på afdeling med Laila, er i fuld gang med at gøre alt det ved Laila, andre tidligere har gjort ved Paul. Netop dét, Paul ville forhindre.

Skønt chokeret over det, hun fortæller, kan han alligevel ikke beherske sig for at spørge til Birgers penisstørrelse.

Derved kommer Paul i nogen grad selv til at bidrage til Lailas fald. 

Men spørgsmålet er, om der ikke i virkeligheden er tale om en forsvarsmekanisme, at Paul straks går ind i en størrelsestænkning fordi, han ikke kan udholde at se i øjnene, hvad der er overgået Laila?

I forhold til betragtningerne ovenfor er det endvidere et åbent spørgsmål, hvordan Paul har det med Birgers størrelse, som ifølge Laila ikke er overvældende.

Ligger der mest ænstelse eller ønske i Pauls spørgsmål? Er han bange for at Birgers er større end hans egen, eller håber han i virkeligheden, at den er? Udløser Lailas svar skuffelse eller lettelse?

Begge dele synes at være til stede i et paradoksalt spændingsfelt. Men hvad er der mest af?

Virker det ikke som om, Paul ville have foretrukket, at Birgers var større end hans?

Det skal endvidere nævnes, at man har hørt om Birger tidligere i romanen. Han spiller en helt central og afgørende rolle i den hændelse, titlen referer til. Det er netop i forhold til dette, at Lailahistorien vender det hele på hovedet, så alting pludselig fremstår i et helt nyt og anderledes lys.

Begrebet forestilling

 

Definition af begrebet forestilling (sådan som jeg bruger ordet):

Ligesom en tryllekunst. Hvis man får afsløret tricket, forsvinder magien.

Eller med Oscar Wildes elegante formulering:

”Det er usikkerheden, der betager én. Et tågeslør gør tingene så vidunderlige.”

Således er pirringen netop knyttet til den skjulte - ikke afslørede - brug af mekanismerne, som på linie med tryllekunsten virker, netop fordi der skabes et illussionsnummer.

 

----

Som en del af den totale afsløring lagde jeg således vægt på at være særdeles specifik i "Hændelsen".

Ironisk nok medførte det, at visse læsere troede, romanen var ment som pirringslæsning.

Det var et mærkeligt morgenmåltid for os alle. Vi prøvede at være fornøjede og opmuntre hinanden, og Mina var den gladeste og muntreste af os. Da det var overstået, rejste Van Helsing sig og sagde:

“Nu, mine kære venner, gå vi igang med vores frygtelige foretagende. Er vi alle bevæbnet, som vi var den første nat, vi besøgte vor fjendes hule, bevæbnet mod åndelige såvel som kødelige angreb?” Vi forsikrede ham allesammen om det. “Så er det godt. Nu, fru Mina, De er i hvert fald helt sikker til solnedgang, og inden da kommer vi tilbage - hvis - vi kommer tilbage! Men før vi går, lad mig da sørge for, at De er bevæbnet imod personlige angreb. Jeg har selv, efter at De kom ned, truffet forberedelser i Deres værelse ved at anbringe de ting, vi allesammen ved om, så han ikke kan komme ind. Lad mig beskytte Dem selv. Jeg berører Deres pande med dette stykke af den hellige hostie i Faderens, Sønnens, og den - “

Der lød et frygteligt skrig, der næsten fik vore hjerter til at fryse til is. Da han havde anbragt oblaten på Minas pande, havde den brændemærket den - havde brændt sig ind i kødet, som om den havde været et stykke hvidglødende metal. Min stakkels elskedes forstand opfattede betydningen heraf lige så hurtigt, som hendes nerver følte smerten, og de to ting i forening overvældede hende sådan, at hendes overanstrengte sind fik luft i det forfærdelige skrig. Men hun fandt hurtigt ord for sin tanke. Ekkoet genlød endnu i luften, da reaktionen kom, og hun sank ned på knæ på gulvet, forpint af ydmygelse. Hun trak håret hen foran sit ansigt, som en spedalsk i gamle dage gjorde med sin kappe og klagede:

“Uren! Uren! Selv den Almægtige skyr mit besudlede kød! Jeg må bære dette skændselsmærke på min pande til dommedag.” Alle tav. Jeg havde kastet mig ned ved siden af hende, forpint og hjælpeløs af sorg, og lagde mine arme fast om hende. Et par minutter bankede vore sorgfulde hjerter sammen, medens vore venner rundt om os vendte deres øjne bort, hvorfra stumme tårer flød.

- Bram Stoker