Symbol eller Centimeter

"I virkeligheden hensætter et aktivt kompleks os momentant i en tilstand af ufrihed, af tvangstænkning eller -handlen."

- C. G. Jung

Størrelser?

Hvad er det med dem? Spiller det nogen rolle i den konkret praktiserede seksualitet? Er det her ikke totalt ligegyldigt?

Det er der vist (næsten!) almindelig enighed om. De fleste besindige mennesker vil sige, at det kun er de yderste ekstremer, hvor størrelse (længde/tykkelse) kan gå hen og blive problematisk. Alt, der holder sig nogenlunde indenfor rammerne, er også praktisk funktionelt.

Men hvis det ikke handler om det praktisk funktionelle, hvad da?

Ligger det ikke så langt fra den konkret praktiserede seksualitet, at det snarere er en "abstrakt teoretiseret"? Hvilken galning ville udskifte en varm, dejlig kvinde med en lommeregner, og frem for hede, lidenskablige nætter blot time efter time hengive sig til endeløse beregninger? Er det her ikke slet og ret vanvid?

Det er det givetvis. Fakta er ikke desto mindre, at emnet optager mange. Men hvorfor?

Det vil jeg i det følgende forsøge at komme med et bud på.

Den indre Penis

"Problemet sidder som oftest ikke mellem benene - men mellem ørerne," udtalte en læge som en kommentar til de mange brevkassespørgsmål om størrelser. De fleste af dem, der svarer på brevkassespørgsmålene ville give ham ret.

Alligevel går kun de færreste svar nærmere ind på dette. Man oplyser for gud ved hvilken gang gennemsnittet med et par bemærkninger om at ikke gøre sig unødige bekymringer. Mange store drenge og unge mænd har formodentlig læst utallige af den slags besvarelser, også selvom de ikke nødvendigvis selv har skrevet ind og stillet de spørgsmål. Der kan næppe være tvivl om, at mange bekymrer sig, uanset hvor mange gange de har læst, at de ikke har nogen grund til det.

Derfor må "problemet mellem ørerne" være ret omfattende. Dette må handle om, hvorvidt man er tilfreds med sig selv, om angsten for ikke at være god nok osv. De faktiske tal for gennemsnit m.v. giver i virkeligheden ikke svar. Gjorde de det, ville en dreng/ung mand kunne læse et enkelt brevkassesvar og så var den sag ude af verden. Men det giver ikke svar, fordi det i virkeligheden svarer på noget andet. At vide at man er statistisk normal, medfører ikke nødvendigvis at man føler sig god nok.

Det hører med til ungdomsårene at være usikker på mange ting, ikke mindst sig selv. Men hos drenge synes spørgsmålene ofte at forplante sig i deres penis, der bliver dækkende symbol for denne usikkerhed. I hvert fald er det sjældent, at nogen gør sig lige så mange tanker om andre legemsdele. Jeg tror ikke, at ting som pornoindustrien og des lige er en fuldt dækkende forklaring. Der er virkelig et problem mellem ørerne, og det har ikke særlig meget at gøre med det, der sidder mellem benene, og kan således ikke besvares med så og så mange centimeter. Her kunne man passende tale om "den indre penis", og den kan ikke måles.

Bennys Problem

For nogle år siden skrev jeg en historie, der hed "Da Benny blev Bange". Historiens hovedperson spekulerer konstant over penisstørrelser. Samtidig tager han alt, hvad folk siger for gode varer. Han vurderer ikke, hvad der siges i sjov eller alvor, hvem der siger det, i hvilken situation de siger det. Alle meldinger opfattes lige seriøst og gyldigt. Derfor bliver Benny også ret forvirret over uoverensstemmelserne i disse meldinger. Samtidig arbejder han i sine tanker med et langt mere udvidet inddelingssystem end bare small, medium, large. En mængde kategorier skal sætte alt på rette plads. Men Benny kan stadig ikke få tingene til at passe. Især kan han ikke finde ud af, hvilken kategori han selv hører til. Historien er skrevet humoristisk, men der ligger en alvor bag: problemet med den indre penis, og især de forviklinger, der opstår, når den forveksles med den ydre.

For humorens skyld er der visse overdrivelser, især i forhold til Bennys godtroenhed. Her kunne man spørge: er nogen virkelig så naive, at de tager alt for gode varer? Nej, sikkert ikke. Men her er den velkendte forskel på fornuft og følelse. Selvom fornuften afviser noget, kan man godt blive ramt i sine følelser. Bliver man tilstrækkelig ramt, kan følelserne undertiden helt overdøve fornuften. Lad os tage et banalt eksempel. En pige siger til en teenagedreng: "Du har garanteret en lille, bitte en". Sådan set kunne han jo ganske roligt svare: "Det kan det godt være, at du forestiller dig. Men det ved du jo ikke noget om." Sådan vil hans fornuft vel også reagere. Men derfor kan han stadig føle et stik, hvor han bliver såret, og tager følelsen helt overhånd, kan han måske ligefrem begynde at spekulere over, om pigen har ret. "Har jeg virkelig en lille, bitte en? Og kan det ligefrem ses på mig? Er jeg sådan en særlig slags, som man kan se på lang afstand har en lille, bitte en?" Hvis det går helt over gevind kan disse spørgsmål ende med at blive regnet for svar: jeg har en lille, bitte en og alle kan se det på mig. Det lyser ud af mig. Jeg kunne lige så godt hænge et skilt om halsen, hvor der stod: "Jeg har verdens mindste tissemand."

En anden ting er, at det ikke altid er fornuften, der får lov at sortere, når der skal sondres i meldingerne. Lige så ofte er det frygten. Derfor kan mange have en tendens til at ville tro det værste. Så risikerer de i det mindste ikke at blive skuffede. Følgelig samler de på alle negative meldinger. Alt det, der taler for, at der er noget i vejen med dem, at de ikke er gode nok, mens alt, der taler for det modsatte sorteres fra, for det passer nok ikke, det er bare noget nogen siger for at trøste og berolige osv. osv.

Jeg kan godt forstå, at de læger og sexologer, der forvalter diverse brevkasser, er dødtrætte af, at der stort set hver gang er en eller to henvendelser med det sædvanlige spørgsmål: hvad er gennemsnittet? Hvad er normalt? Er min stor nok? Men hver eneste gang er der et lidende menneske bag brevet.

Når en dreng/ung mand skriver ind til en brevkasse med det spørgsmål, ved han formodentlig godt, at andre har gjort det før. Han har sikkert siddet og læst en mængde indlæg af den art, og set de samme spørgsmål blive besvaret på nogenlunde samme måde igen og igen. Så hvorfor skriver han overhovedet? Tror han, at noget har forandret sig siden, der sidst var nogen, som spurgte? Nej, det gør han sikkert ikke. Men måske håber han, at der denne gang vil være et andet svar, ikke den sædvanlige besvarelse, men "SVARET", d.v.s. noget, der kan få den forpinte uro, han føler, til at holde op.

Dertil kommer, at der kan være nogle mindre nuancer i svarene om den ydre penis og størrelsen på denne. Nogle angiver gennemsnittet til at være en smule mere eller mindre end andre. Der er tale om udsving indenfor omkring to centimeter, så det er ikke sådan, at der er store forskelle på, hvad den ene og anden hævder. Men den, der er blevet helt hvirvlet ind i sit eget tankespind og manisk optaget af emnet, kan naturligvis ikke udholde disse upræcisheder. De vil have et tal, der er sikkert og uimodsigeligt. Det kan de naturligvis aldrig få. Det ville kræve en undersøgelse, der omfattede alle mænd i verden. Alle undersøgelser omfatter selv sagt kun et udsnit af mænd.

I forhold til den indre penis bidrager afvigelser i oplysningerne omkring hvad gennemsnittet skulle være til at forøge den forpinte uro. Man kan ikke være sikker på noget som helst, tvivlen forøges. Sådan er det i hvert fald muligt at tolke og udlægge det. Naturligvis kan man også sige, at der dog er noget, man kan være sikker på. Vi taler hverken om nogle få millimeter eller om halve meter. Trods variation i oplysningerne indkredser de dog et område. Sådan vil man imidlertid næppe betragte sagen, når man desperat tørster efter svar. Så skal svaret være nøjagtigt og indiskutabelt.

Da Benny blev Bange

Det er slet ikke sjovt at hedde Benny. Det lyder så friskt og kækt, og så er man sikkert en munter fyr, og har nok også en ordentlig en. Men jeg er ikke frisk, kæk og munter, og jeg har ikke en ordentlig en, så hvordan jeg er kommet til at hedde Benny, eller rettere: hvorfor, det fatter jeg ikke. Dér joggede mine forældre virkelig i spinaten. Jeg er ikke nogen Benny- buksebrister, jeg er en Benny-bangebuks, og noget af det, der har gjort mig allermest bange, er netop manglen på bristede bukser.

Det var især slemt, da jeg var 14-15 år og vidste meget lidt om anatomi. Jeg havde jo som alle andre hørt de her vittigheder med "den tredje gled ned over barstolen" og "har du set min campingvogn". Jeg vidste da godt, de var en smule overdrevne, men der går vel ikke røg af en brand ...

Det var der også andre, der sagde. F. eks. engang på en lejrskole, var der to af de andre drenge, der en aften skulle vise den frem. De havde nogle ordentlige nogen. Især den ene var ekstremt lang. Men den anden var tykkere, og ham med den tykke sagde til ham med den lange, tynde, at det hjalp ikke noget med længden, for hvis han var sammen med en pige, ville den bare ligge og rode rundt i det ene hjørne.

Jeg havde nogle meget særprægede forestillinger om kvindelig anatomi, skønt jeg havde svært ved at sampasse dem med mine almindelige iagttagelser. Så hjulbenede syntes jeg da ikke, at kvinder var, så hvordan de fik plads til sådan et vaskebalje-krater mellem benene, fattede jeg ikke. Kvinder måtte være meget mærkelige, men disse gåder måtte vente. Først måtte jeg løse min egen gåde.

Det var ikke spor let. Bøgerne modsagde indbyrdes hinanden. De statistiske oplysninger fulgtes nogenlunde ad fra bog til bog, kunne svinge lidt, men var rimelig overensstemmende. Men kunne man stole på dem? - De var jo lavet ved stikprøver, man havde jo ikke undersøgt alle mænd i hele verden. Men selvom de så var pålidelige, ville de stadig ikke være fyldestgørende. De angav jo kun et gennemsnit. Hvor meget skulle man afvige fra gennemsnittet i opadgående retning for definitivt at kunne kaldes stor, og hvor meget måtte man afvige i nedadgående retning, før man definitivt var lille? - Det stod der ikke noget om i bøgerne. Der stod heller ikke en beskrivelse af den nøjagtige målemetode, og det var noget, jeg vidste fra mig selv: målemetoden kan betyde adskillige centimeters plus/minus. I bøgerne stod der bare, at de fleste er mellem ... og så var de ikke en gang helt enige om, hvad de fleste er mellem.

Jeg håbede sådan en dag at finde en bog, hvor der stod, at det uden skyggen af tvivl kune fastslås, at målt efter de og de principper og metoder, var under så og så meget lille, og over så og så meget stor, og det, der lå imellem, almindeligt, normalt, nogenlunde gennemsnitligt. Jeg overvejede at vise min til en prostitueret, men hun ville jo også kun have set et udsnit, og måske blandede der sig visse forestillinger. Det ville blive, hvad hun syntes, ikke et objektivt, klinisk resultat. men det var det, jeg ønskede: en klinisk fastslåen hvor, jeg hørte hjemme, i hvilken gruppe.

Det med grupperne havde jeg selv fundet på.

Det var vældig klinisk.

Tre grupper ville blive for upræcist, havde jeg tænkt, så i stedet var jeg begyndt at forestille mig en opdeling i syv grupper:

 

1. Extra-small

2. Small

3. Small-medium

4. Medium.

5. Medium-large

6. Large

7. Extra-large

 

Jeg indså dog snart, at selv med syv grupper ville hver gruppe få en vis spændevidde, så jeg begyndte at tænke i at under-inddele grupperne, måske bare i tre undergrupper, hvor man igen brugte small, medium, large betegnelserne. Men hvad så med grænsetilfælde? Hvis man nu lå lige midt imellem at være en small-medium, large og en en medium, small, var det så en small- medium, extra-large eller en medium, extra-small? Eller hvis man lå imellem large, large og extra-large, small, var det så en large, extra-large eller en extra-large, extra-small?

På den anden side, så hvis man blot fik grænserne udregnet tilstrækkelig nøjagtigt, ned til en tiendedel millimeter, så måtte det kunne sættes skarpt op, om man hørte til det ene eller andet sted. Da jeg imidlertid ikke havde nogle nøjagtige klinisk-objektive tal at sætte ind i mine grupper, var jeg lige vidt.

Det værste var, at jeg ikke havde nogen at tale med det om. Jeg prøvede engang at diskutere det med en kammerat, men han syntes vist, at det var lidt pinligt.

Jeg prøvede at finde ud af, om der fandtes en forening. Nej. Der var ellers ingen grænser for, hvad der fandtes af foreninger. Men lige præcis en forening til fremme af autoriserede penismål kunne jeg ikke finde.

Således gik jeg alene med mit problem og var frygtelig plaget af en følelse af, at jeg bestemt måtte høre hjemme i en af de laveste grupper. Jeg vurderede alle andre, og fandt frem til alt det, der siges at kunne give et vink. Højde, hænder, fødder og den slags.

Det var altid et mareridt, når jeg kom hen et eller andet sted og stødte på en fyr, der var kraftig og muskuløs, som rakte en kæmpe næve frem til goddag. Med sådan nogle grabber - du godeste!

Selvom det måske ikke var helt rigtigt, hvad man sagde om den slags, så alligevel. Naturen måtte da indrette det, så tingene passede bare nogenlunde sammen. Skulle sådan en fyr kunne onanere, hvis sådan en grab skulle have plads til at køre op og ned ad skaftet ...

Jeg husker engang, jeg sad i en bus, og der kom en ret høj fyr ind i den. Der sad to piger bagved mig, og jeg hørte den ene sige til den anden: "Tak skal du ha' - han er stor hva'?" "Nåh," sagde den anden, "så skulle du se min kæreste. Han er to meter og tyve høj og bruger nummer 53 i sko."

Min mave sugede sig sammen i en krampelignende smerte, mens et lem på størrelse med en domkirke rejste sig for mit indre blik.

I øvrigt er det ikke bare hysteri, når jeg mener at høre hjemme i en af de laveste grupper. Jeg havde engang en kammerat, som jeg nogle gange var i svømmehallen med, så han havde da i hvert fald set min slap. Nu skriver de jo godt nok en masse i bøgerne om, at det kan veksle meget, om en penis vokser meget eller lidt fra slap til erigeret tilstand, men et vist forhold er der vel, så selvom han ikke havde set min stiv, havde han da på en måde fået et vink. Jeg syntes nu egentlig ikke, at hans var så meget større. Der var forøvrigt noget mærkeligt. Når jeg kiggede direkte på os, var hans lidt større end min, men hvis vi stod foran et spejl, viste spejlbilledet lige modsat. Men jeg har engang læst i en bog, at der sker et optisk bedrag, når man kigger nedad sig selv. Alligevel er det mystisk, for det passer ikke sammen med det, jeg egentlig ville fortælle.

For se, netop den kammerat og så mig så engang et billede i et pornoblad af en ordentlig krabat. Jeg udbrød helt spontant: "Er du gal, hvor er den stor. Den er meget større end min!" "Din er jo også meget lille," svarede han. Se! Der kan i selv se. Det er ikke kun mig, der siger det. Men dengang spurgte jeg for at lige få tingene på det rene: "Jamen er den ikke også større end din?" "Jo, måske lidt større," svarede han. Måske lidt større!!! - Tænkte jeg desperat og hjertebankende, og skyndte mig at skifte samtaleemne.

En dag gik det hverken værre eller bedre, end at jeg mødte en pige. Det var meget nyt og spændende altsammen, og jeg kunne godt lide alt det med at kysse og holde i hånd. Men så pludselig ville hun i seng med mig, og det turde jeg ikke. Men hun blev ved med at sige, at det var noget underligt noget, at jeg ikke ville. Så til sidst gav jeg efter. Det var en ganske smal revne, hun havde mellem benene, så det beroligede mig lidt. Men det gik alligevel ikke så godt. For hun blev sur, da jeg spurgte, hvordan hun syntes, den var, og hvor stor den største, hun nogensinde havde set, var. Det ville hun ikke svare på, og pludselig havde hun heller ikke lyst til at gå i seng med mig mere, så jeg blev ikke meget klogere på hverken kvinder eller mig selv, men afskrev dog vaskebalje-kraterne som en skrøne. Men så var statistikkerne måske også skrøner, der gjorde mig langt mere normal, end jeg i virkeligheden kunne regnes for, tænkte jeg. Måske var det det, hun var blevet sur over. Måske syntes hun, at jeg bare skulle være glad og taknemmelig, når hun nu nedlod sig til at ville have noget at gøre med mig, selvom den var så lille.

Senere mødte jeg engang en russisk prostitueret i byen, der fortalte mig på dårligt engelsk, at hun ikke havde opholdstilladelse, og det kun var derfor, hun trak. Hun var slet ikke sådan. Det syntes jeg, var synd for hende. Hun spurgte så, om jeg ville give nogle drinks, og det ville jeg da gerne. Mens vi sad og drak, begyndte hun at gnide sig op ad mig og sige, at hun ville gøre alt for mig, og hvis jeg gik med hende, skulle hun bevise det. Så gik vi hen på hendes hotelværelse. Hele vejen blev hun ved at gnide sig op ad mig, og jeg kunne godt mærke, at min lille plageånd dernede begyndte at blive hård.

På hotelværelset åbnede hun mine bukser og hev den frem. "Oh my God! - It's very big," gispede hun, halvt chokeret, halvt imponeret. Så nu vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle tro. Jeg skyndte mig at hive den fra hende igen, betale og gå. Det her var alt for forvirrende. Senere kom jeg til at tænke på, at det jo kan være, at russerne har meget små lem. Det var nok sådan, det hang sammen.

Der er forskel på folkeslag. F. eks. har englænderne klaget over, at E.U.'s standardkondomer er for små til dem. Derfor har jeg også højtideligt sværget, at jeg aldrig nogensinde vil gå hjem med en engelsk pige.

Jeg er i det hele taget meget i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet vil gå hjem med nogen som helst pige mere. Jeg synes de to afskrækkende eksempler, jeg har oplevet, var tilstrækkeligt til at give mig en lærestreg. Den slags er for Benny-buksebristere ikke for en Benny-bangebuks.

En kommentar til Novellen

Lad mig for en ordens skyld understrege, at "Da Benny blev Bange" ikke er selvbiografisk. For det første er flertallet af de beskrevne begivenheder opdigtede. Jeg er f.eks. aldrig gået hjem med en prostitueret. For det andet skabte jeg det egentlige dramatiske spændingsfelt omkring Bennys godtroenhed. Han tror alle folk er absolut ærlige, aldrig har skjulte motiver eller særlige grunde til at sige, sådan som de gør. Det er klart, at en teenage-kammerat, der får en oplagt mulighed for at drille og prale serveret på et sølvfad ikke kan modstå fristelsen. Ligeledes giver det sig selv, at en prostitueret vil sige hvad som helst for at behage kunden. Men alt dette tager Benny netop ikke i betragtning. Han er ude af stand til at forestille sig løgnagtige mennesker. Man kan måske sige, at jeg med Bennys naivitet tog lidt gas på når hjernespindet går grassat, og brugte dette til at skabe en levende dynamik i fortællingen. Modspillet mellem omgivelsernes bevæggrunde og Bennys tagen alt for gode varer.

Når man tolker og tyder lidt på de små vink, der gives undervejs, taler sandsynligheden for, at Benny er ganske almindeligt gennemsnitligt udrustet. Men han overdramatiserer konstant de små, ubetydelige forskelle. Han kan ikke forsone sig med sin sædvanlighed.Pisket frem af sin sjælekvide søger Benny bekræftelse på sin sædvanlighed. Men han hverken kan, vil eller tør tro det. Uanset hvor mange beviser og bekræftelser, der stables på benene, benægter og bortforklarer han dem. Hvorfor? Dybest set netop fordi alle beviser/bekræftelser tilhører den faktiske, fysiske verden, og derfor ikke løser hans problem, som netop befinder sig i en anden kategori. Han får aldrig svar på det, han spørger om. Derfor er det i grunden såre naturligt, at han gentager sine spørgsmål. For han tørster efter svar, et svar, han imidlertid søger efter det forkerte sted!

Den kloge læges bemærkning om, hvor problemet i virkeligheden sidder henne, kunne meget vel - og burde måske (?) - have stået citeret over novellen som et motto. For det er jo sådan set lige præcis, hvad den handler om. Benny søger efter tegn alle vegne, og der er ingen rimelige grænser for, hvad der kan bruges som indicium. Ligeledes opererer han med så mange kategorier og underkategorier med dertil hørende grænseområder, at det driver langt ud i det absurde. Forskelle så små at intet menneskeligt øje ville kunne registrere det, er i Bennys optik enorme. Dertil kommer den vigtighed han tillægger det at få sat rette navn på disse mikro- forskelle. Hvilken rent praktisk beydning kan det på nogen måde tænkes at have, om den kategori et givent lem tilhører, hedder det ene eller det andet? Et andet oplagt spørgsmål, der trænger sig på, er, hvilken betydning Benny egentlig mener hans størrelse har, når nu han lever en mere eller mindre cølibatisk tilværelse? Det har åbenbart intet med hans forhold til kvinder at gøre. De er blot at regne for en art "vidner" eller "sagkyndige", der skal hjælpe ham til at blive placeret i den rigtige kategori. Benny har forlængst forladt virkeligheden og begivet sig ind i et indre kategoriseringsunivers. Det skyldes naturligvis - endnu engang! - at der bag det tilsyneladende faktiske (jeg havde nær sagt håndgribelige) gemmer sig noget symbolsk.

Naturligvis var det også for disse tings humoristiske værdi, at jeg skev sådan. De er langt henad vejen underholdende virkemidler. Men som bekendt kan man godt sige noget alvorligt på en sjov måde. Dette "alvorlige" befinder sig så netop i den symbolske kategori. I virkeligheden er det afgørende for Benny nemlig ikke, om han har en stor eller lille penis. Det tror han bare, bilder sig ind. Det er en ren maske-problematik, der dækker over en personlig usikkerhed og identitetssøgen. Det, Benny i virkeligheden prøver at finde ud af, er, hvem han er. Således er det - også i denne novelles overflødighedshorn af erigerede lem - den symbolske penis, det drejer sig om. Hvis (?) novellen rejser et dybere (eksistentielt?) sprøgsmål, er det ikke hvor stor eller lille forskel, der kan være mellem to penisser eller hvor mange kategorier, de lader sig inddele i, men derimod om et menneske suverænt er noget i sig selv eller kun noget i forhold til andre?

Symbol eller centimeter?

Som det forhåbentlig er lykkedes mig at gøre tydeligt, når man ikke til nogen sikker afgørelse ved at tale centimeter og målinger af den ydre penis. Jo mere man prøver at nå frem til noget sikkert, desto mere usikkert bliver alting. Man forsøger sig med alverdens modeller, opstillinger, skemaer, teorier m.v. Der går Benny i den. Alt bliver mere og mere tvivlsomt - intet synes at stå til troende. Betragter man derimod alt dette fra en symbolsk vinkel, som forsøg på at forstå og komme overens med den indre penis, bliver sagen straks langt mere klar og tydelig. Men dermed bliver det også indlysende, at vejen ikke går gennem statistik og tal, men gennem tydning af symbolerne. Det er af denne vej man kan blive forsonet med sin indre penis. Alle eksperimenter med statistik og sandsynlighedsberegning vil blot øge uforsonligheden!

Kvindens penis?

Med udbredelsen af siliconebryster forekommer det oplagt at sammenligne kvinders forhold til deres bryster og mænds forhold til deres penis. Dette er imidlertid en misforståelse. Vist vil mange kvinder gerne have større bryster, men dette knytter sig til et skønhedsideal. Derfor kan man sige, at hvis man skulle sammenligne med noget, så må det være rigtigt at sige, at skønhed er kvindens penis.

Hvis en kvinde vil forstå en mands forhold til sin penis, må hun derfor tænke i sit eget forhold til skønhed, og iberegne alle de samme selvmodsigelser. Kvinder ønsker ikke, at mænd skal tage dem kun for deres udseendes skyld, men vil jo alligevel gerne have, at mænd skal synes, de er smukke. Dette er blot et enkelt eksempel på et område, hvor der kan opstå selvmodsigelser. Et andet er, at det ikke nødvendigvis er de (undskyld ordvalget) "grimmeste" kvinder, der bekymrer sig mest om deres udseende. Ofte tvært imod. Det oplagte eksempel er naturligvis Marilyn Monroe, en af verdens mest beundrede skønheder, som samtidig var dybt usikker og fuld af mindreværdskomplekser.

Det hænger formodentlig sammen med, at smukke kvinder et eller andet sted oplever, at deres skønhed er noget, de skal gøre gældende, noget der så at sige tæller med i regnskabet. I partnervalg vil der jo altid ligesom være det, der trækker point, og så det, man tager med. Om det sidste kunne man i mangel på bedre udtryk måske tale om "nåde". En smuk kvinde ville blive noget fortørnet, hvis en mand anså hendes udseende for noget, der skulle skrives på nådekontoen. Vist vil hun ikke have, at han kun tager hende for det, men derfor skal det alligevel med på pointsiden.

Den mindre smukke kvinde ved naturligvis godt, at hun ikke kan konkurrere på udseende med en eller anden fotomodel-type. Derfor lærer hun sig at køre andre ting på banen. Være så tilstrækkelig spændende, at hun af den vej overstråler skønheden. Ved at fremstå som åndrig og vittig får hun den anden til at virke som en lidt uinteressant nipsgenstand. Så er der sammenhæng mellem skønhed og selvværd? Ja - men ikke i den direkte forstand, at de smukkeste er mest tilfredse med sig selv. Forholdet er snarere omvendt proportionalt.

Dertil kommer så de tilfælde, hvor skønhed går hen og bliver et problem. Dels kan enhver sige sig selv, at det ikke er rart at blive jagtet og overbegloet allevegne. Dertil kommer det omvendte udtryk for at den mindre smukke må køre noget andet på banen. Alene et udtryk som "den dumme blondine" er i denne sammenhæng afslørende. Det sker undertiden, at store skønheder oplever, at blive stemplet som værende dumme som en dør, før de overhovedet har haft mulighed for at sige et eneste ord.

Det er let at se lighederne. Den gennemsnitlige eller under gennemsnittet længde penis må forlige sig med at skulle skrives på nådekontoen. Den over gennemsnittet vil have forventninger om at på en eller anden måde skulle gælde i regnskabet. Dette kan meget vel være på en lidt bagvendt måde. Manden vil ikke begæres alene af den grund, men han vil gerne have, at hun synes den er stor. Endelig er der nogle få, hvor størrelsen er så voldsom, at det giver dem en række problemer, og man kan altså sige, at de nøjagtig som de alt for smukke kvinder har for meget af noget, andre ønsker sig.

Forfængelighedens farer

Handler alt dette da om forfængelighed? Basalt set ja. Men kan forfængelighed da fylde så meget i et menneskes liv, at det mister enhver propertionssans, overfikserer på noget i grunden ubetydeligt, ser sig blind?

Der ligger uheldigvis i menneskets natur en tendens til at tænke "nok er godt, men mere er bedre". Det har ført mange forsskruede idealer med sig. Bodybuilderes unaturligt oppustede muskler, præstationer inden for sport og idræt, der helt har glemt, at det burde handle om at holde legemet sundt og raskt, og i stedet mishandler legemet for at yde præstationer, der er helt ude af proportion med den naturlige menneskelige fysik. Større, højere, hurtigere ligger det dybt i os alle at tænke. Nok er ikke nok. Mere end nok er kun næsten nok.

Men hvordan kan det drive så vidt? Vi indledte med at stille spørgsmålet, om ikke kun en galning ville udskifte en varm, dejlig kvinde med en lommeregner. Jo - men denne form for vanvid, kan rent faktisk forekomme.

Hvorfor?

Der er tale om en misforståelse, hvor man forveksler det konkrete med det symbol- psykologiske. På det symbolske plan betyder penis mandighed, og stor penis således = meget mand, potens kan oversættes til styrke, mod og handlekraft, mens modsat lille penis = underlegenhed og mindreværd, og impotens = uduelighed. Men dette netop som symboler, hvor penissen bruges som en metafor. Det handler altså i virkeligheden slet ikke om at have mange centimeter mellem benene, men derimod at have en stor indre penis. En stor ydre penis kan i det højeste være et imponerende syn, der gør indtryk på iagttageren. Men derved er den så også reduceret til ren pynt. Lagkagekrymmel!

Som vel ethvert nogenlunde klarttænkende menneske kan sige sig selv, er en usædvanlig fylde mellem benene ingen garanti for, at den pågældende mand kan skabe en tryg og beskyttende atmosfære omkring sin kvinde, eller at han er en god og kærlig far overfor sine børn.

Forvekslinger af konkret- og symbolplanet er imidlertid ret hyppigt forekommende og der findes adskillige dokumenterede historiske tilfælde af, at det har givet sig ret så ekstreme udtryk. F. eks. var en grevinde en gang i 1600-tallet blevet besat af den idé, at jomfrublod var godt for hendes teint. I hundredevis af unge piger forsvandt fra landsbyen, som hørte ind under godset, for at grevinden kunne bade i deres blod.

Det er let at gennemskue symbol-psykologien bag grevindens fikse idé. Blod symboliserer liv og livskraft. Grevinden foretog med andre ord en for så vidt rigtig kobling mellem ungdom, skønhed og livskraft. Men til de mange landsbypigers ulykke tog hun denne symbolik alt for bogstaveligt.

Afsløring af mekanismerne i "Hændelsen"

Alle disse fænomener forsøgte jeg - åbenbart uden synderlig held (folk forstod det ikke) - at afdække i romanen "Hændelsen", hvor hovedpersonen, Paul, er en åndsbeslægtet til Benny.

Med andre ord: han lider i svær grad af PDD. 

N.B. Lille dreng i en stor verden. Verden er stor (“Folk er to-tre meter høje” - Benny Andersen). Siden sætter PDD’en ind og sammen med den forestillingen om det kæmpe lem. Nemlig: som et voksenlem ser ud for en fireårig. Derfor bliver det vejen tilbage. Hvis det ser ud, som det ville have gjort dengang (jævnfør badet med faderen), så ville der åbnes en vej tilbage.

 

“If I could see the world

Though the eyes of a child,

What a wonderful world

This would be.”

- Patsy Cline

 

Birgers er derimod mindre (men bortset fra størrelsen ligner den Pauls til forveksling), samtidig med at Birger repræsenterer en ny generation. Yngre barn betyder, at nogen er født og vokset op siden Paul var helt lille. Ligesom han senere opdager, at Rosalinde fra at være en baby er blevet til en pige i skolealderen. 

På sin vis sættes Paul i faderens rolle i anden akt af hændelsen, hvorved der bliver tale om en slags forfalskning eller brudt løfte, i og med at Birger på sin vis har lovet Paul barnets rolle i opstillingen. At have siddet i en ophøjet stilling og talt som den store alvidende er et klokkeklart billede på faderarketypen. I bilen føler Paul at Birger og Valborg har noget sammen, han står udenfor. Derved kommer de på sin vis til at repræsentere far og mor.

Men Pauls jagt på det enorme lem er naturligvis et virkningsløst middel, akkurat ligesom Elisabeth Balthorys bade i jomfrublod var en håbløs foryngelseskur.