Begyndertobak og dårlig smag

Begyndertobakken

Jeg er ikke enig i den opfattelse, at løbet er kørt og alt tabt, hvis man kommer lidt skævt fra start. Det lader sig rette op sidenhen. Men nogle ting er lettere at rette op end andre. Derfor vil jeg trods alt advare mod visse indfaldsveje.

Det, der kan forvolde størst skade, er tobakker, der på den ene eller anden måde kan bringe tingene ud af led. Kortest sagt bør man vogte sig for ekstremer. Rent bortset fra at de færreste begyndere vil trives med en udpræget kraftig tobak, vil en sådan også være uheldig i den forstand, at man kan blive vænnet til nogle helt overdrevne styrkeforhold. Hvis det, der skulle have været en blød og forsigtig opstart, i stedet er noget drønende stærkt, hvad kan man så gå videre med? Tingene er er gået af led, kommet ud af proportion, gået over gevind eller hvad man nu vil kalde det.

Mange af de tobakker, som der almindeligvis ses skævt til, har den fordel, at de er relativt harmløse og derfor giver en mulighed for at vænne sig til fornemmelsen af at ryge pibe, hvorefter man så kan gå videre med noget mere spændende.

Blandt den type tobakker, vil jeg netop anbefale dem, der er uden synderlig særpræg. Man bør imidlertid være opmærksom på, at de har en række nære slægtninge, som på anden vis kan bringe tingene ud af led. Det gælder den gruppe, som ofte benævnes som sødligt-aromatiske eller mellemeuropæiske. Disse tobakker er udpræget søde, og i modsætning til deres mere eller mindre neutrale fætre og kusiner har de en distinkt smag af forskellige søde sager (vanilje, kirsebær, chokolade, lakrids, bolcher etc.). Ligesom med en for kraftig første tobak vil en mellemeuropæisk type være en for sød første tobak. Også dét skubber tingene ud af led. Den videre vej bliver en skruen uden ende, hvor det ikke kan blive sødt nok.

For mig at se er en mellemeuropæisk opstart blandt de ting, der kan volde størst og mest langvarig skade. Ikke ubodelig. Men det kan i værste fald tage flere år at rette op på. For man har med en sådan begyndelse introduceret sig selv til den dårlige smag fra første stop. Mens en neutral sag bare ikke smager af særlig meget, bliver man med vanilje- og kirsebærafdelingen kørt ud på et galt spor.

Når man har været igennem den klassiske skole, har man samtidig fået et sammenligningsgrundlag. Man har fået kendskab til de forskellige tobakstyper og deres smagsegenskaber. Man har fået en indsigt og forståelse i forhold til tobak, der smager af tobak. Dermed er man rustet på en helt anden måde. Man kan så prøve nogle af de mellemeuropæiske uden at være et lige så let offer for vildledning. Man har den klassiske skole som referencepunkt, frem for at komme helt grøn og uvidende. Når man kender til rigtig tobak og god tobak, kan man som et eksperiment prøve noget af alt det andet. Men at begynde der er at lade sig forvirre og vildlede!

Skulle jeg illustrere det med et konkret eksempel, kunne det ske via en sammenligning mellem Porterhouse og Mac Baren Black Ambrosia. Det er ikke fordi,, at der er en verden til forskel. For begge gælder, at det tydeligt mærkes, at de er stærkt casede. Ligeledes har de også begge en udtalt sødme. De hører begge indunder den noget kunstige betegnelse "moderne mixture".

Varedeklarationen lyder på den faste opskrift for stort set alle den slags tobakker: virginia- burley-cavendish. Ved et ret stort indslag af sidstnævnte har de begge et udseende domineret af den sorte farve, der modsvares af en sort pakning. Sommernattens blide og sødmefulde mysterier. Alligevel er der en afgørende forskel. Black Ambrosia har et fremtrædende præg af en hel slikbutik, mens Porterhouse er mere jævn og ligefrem. Sødmen er afgjort mere udtalt i Black Ambrosia, der således rummer den ovenfor beskrevne ud-af-led-risiko, hvis den uvidende tror, at det er sådan, tobak skal smage. Porterhouse er nok sød, men ikke i så overvældende grad. Den har den her lidt neutrale begyndertobaks-sødme, som ikke nødvendigvis opfodrer til at skrue yderligere op for blusset, men lige så vel kan være et overgangsfænomen, der leder hen til at skrue ned. I hovedsagen kan den karakteriseres som temmelig straight på den casede måde. Derfor kan Porterhouse til nød være en forsvarlig begyndertobak. At røgen er blid og rund gør den tillige egnet til dette formål. Black Ambrosia er derimod lige til at blive slået ud af rammen og gå over gevind i så alvorlig grad, at det kan tage mange år at rette skaden op igen. Som sagt kan man prøve den sidenhen. Når først man ved bedre, er der ikke på samme måde nogen risiko forbundet med dette eksperiment. Man har fået skinnerne lagt på den rette kurs, og kommer derfor ikke ud på et graverende sidespor.

For at undgå misforståelser vil jeg lige påpege, at jeg ikke med det sagte vil hævde, at man ikke må kunne lide den slags tobakker. Det handler om forskellen på at foretage et valg og at ikke vide bedre. Hvis man efter at have været igennem den klassiske skole med stor begejstring kaster sig over det mellemeuropæiske felt, så gør man det også med åbne øje, ved, at det er det, man gør, og dermed kan man ikke betegnes som vildledt. Nogen vil mene, at man i så fald har dårlig smag. Men ingen kan hævde, at man er tåbelig, forført og ikke ved bedre. Man kan stå ved sin dårlige smag som noget, der netop er en smag og ikke bare uvidenhed.

Spørgsmålet er for så vidt enkelt: Er du klar over, hvad det er, du gør, og har du helt forstået, hvad det indebærer? - Hvis ja, så bare ryg løs!

Men en sådan grad af bevidsthed og indsigt kan den helt uerfarne i sagens natur ikke have. Derfor må det tilrådes at udsætte slige eksperimenter.

Jeg finder det af stor vigtighed at slå dette helt fast. Som man i det følgende vil opdage, kan hele sagen koges ned til det ene spørgsmål: Er du klar over, hvad det er, du gør?

Men for nu at tage tråden op igen fra før, så er Porterhouse den yderste tilnærmelse til det mellemeuropæiske, der kan anbefales nybegynderen. Nogen vil nok mene, at den kommer lovlig tæt på farezonen. Frem for en såkaldt "moderne mixture" er det afgjort bedre at lægge ud med en let virginiatype. Dermed får man kompasset peget den rigtige vej fra første stop. Imidlertid kan disse tobakker virke lidt hårde ved munden for den uøvede, og netop derfor kan det være en god idé, at først have haft en trænings- og fumletobak, som man kan begå alle de typiske fejl sammen med, heriblandt den mest hyppige af alle: at pulse for voldsomt løs. Når man har vænnet sig lidt til pibefornemmelsen og begynder at finde en mere besindig rygerytme, kan man så give sig i kast med en række af de letteste og mildeste virginiatyper, evt. med et indskudt led, der danner en blød overgang. Fra Porterhouse, kan man via f. eks. Orlik Golden Mixture i en stort set flydende bevægelse komme fra moderne mixture over til diverse begyndervirginias.

Det handler netop om bevægelser og at en given tobak peger i en retning, der udstikker kursen for en bevægelse. Men hvad der er neutralt, kan strengt taget ikke siges at pege i en bestemt retning. Det neutrale kan lige så vel som det onde lede videre til det gode.

Debat

Nu kunne man så give sig til at problematisere denne opfattelse. Hvis man har en oplevelse af at komme godt igang, og hvis man befinder sig vel med de tobakker, man har kastet sig over, kan alt det andet så ikke være lige meget? - I forhold til spørgsmålet om at vide hvad man gør, er det så en absolut nødvendighed? - Kunne man ikke give sig til at forsvare såkaldt "lykkelig uvidenhed"? - Hvis hovedsagen er at hygge sig med sin pibe, kan alt andet så ikke fejes bort som irrelevant? - Når smag nu er så individuelt, er det så ikke helt hen i vejret at påstå, at man pr. definition skulle kunne hygge sig bedre med den ene smag end den anden?

Det, man i hvert fald kan sige, er, at den retningspegende tendens ved en given tobaks karakteristika kan lede en ind i et lukket hjørne, en blindtarm. For at finde frem til de tobakker, man bedst kan lide, er det en fordel at foretage prøvesmagninger på en systematisk måde, der giver mulighed for at komme rundt i den størst mulige del af smagsspektret. Videre kan man sige, at der vel ikke er nogen grund til at gøre begyndervanskelighederne større for sig selv end nødvendigt. Det må være at foretrække at komme lettest muligt igang.

Hvis vi tager udgangspunkt i disse to perspektiver, må det føre til, at man allerførst finder sig et så uproblematisk udgangspunkt som muligt. Når man så er kommet godt igang, står man over for en uoverskuelighed af forskellige tobaksmærker. Hvis man prøver på må og få, vil man blive kastet rundt i alt mulig forskelligt, som snarere fører til forvirring end indsigt. Vejen videre fra at komme godt igang synes således at være et brugbart system til prøvesmagninger.

Vejen, der virker

Den klassiske smagstrappe er et system, der har vist sin duelighed for utallige piberygere. Endnu har ingen alternativ metode vist en lige så sammenhængende måde at komme fra det ene til det andet med en voksende forståelse af smagsvariationernes muligheder. Det er en misforståelse at tro, at dette skulle diktere en, hvad man skal kunne lide. Derimod er det alletiders måde at finde frem til, hvad man kan lide.

Man kan være uenig i det grundsyn, at "tobak skal smage af tobak". Men har man sat sig ind i, hvordan tobak smager, og ikke føler sig tilfredsstillet af de muligheder, det rummer, så kan man jo frit fortsætte med at studere alternativerne. At begynde med det alternative, med tobak, der ikke smager af tobak, forekommer at være en lidt bagvendt fremgangsmåde.

Derimod kan der måske nok være forskellige opfattelser af, hvor vigtigt det er at vide, hvad der er tobakssmag, og hvad der ikke er. Men igen: hvis man på en sammenhængende og meningsfuld måde skal rundt i hele smagsspektret, så kræver det en metode. En metodisk tilgang, der ikke opdeler i forskellige områder er svær at forestille sig. Hvori består det metodiske, hvis den ikke gør det? - I at smage sig igennem hele markedet i alfabetisk orden? - Det er måske nok en systematik. Men hvad den byder på af sammenhængende mening vil blive ganske tilfældigt.

Nogen vil muligvis stå parat med modargumenter. Men for undertegnede er det svært at se, at det ikke er en hel del mere meningsgivende at tage udgangspunkt i virginia, som er den mest brugte råtobakstype og således selve fundamentet, for så at afprøve de variationsmuligheder, virginiaen i sig selv kan tilbyde og siden gå videre til, hvad der sker, når der tilføjes andre sorter. Det er en sammenhængende og metodisk byggen op fra bunden. Man ender så oppe i toppen evt. med en topflavour, der kan sammenlignes med det pynt, man til slut kommer på en kage. At begynde sine studier i kager med glasur og krymmel virker derimod temmelig bagvendt.

Man begynder jo heller ikke med taget, når man bygger et hus. Grunden må graves og fundamentet må støbes. Ækvivalenten til dette indenfor tobak hedder så afgjort virginia. Ganske enkelt fordi det er den mest brugte af alle tobakssorter. Hvis man intet begreb har om virginia og dens karakter, mangler man et kendskab til det mest fundamentale af alt indenfor tobakssmag.

Samtidig er virginia den type tobak, der i sig selv (uden at blandes med andre) rummer den største bredde og variation. Ikke blot kan en god virginiatobak være utrolig rig på smagsnuancer og folde sig ud som en mangedimensionel oplevelse. Med et smagsmæssigt grundpræg (som man snart bliver bekendt med) kan den være alt fra helt let og mild til særdeles kraftig. Derved tilbyder den en lige vej frem, hvor det er muligt at lægge uhyre forsigtigt ud og så gradvis nærme sig det mere voldsomt-robuste. En ganske let virginiatype er således i flere henseender et godt udgangspunkt.

Dertil må man atter huske spørgsmålet om at gå over gevind. Hvis man lægger ud med et ekstrem, gør man tingene sværere for sig selv. Har man fra første færd lært sig selv, at det ikke kan blive sødt nok, har man også afskåret sig selv fra at opleve charmen ved en mindre sød tobak. Ligeledes hvis man er lagt for hårdt ud med en udpræget stærk tobak. Alle de små, fine finesser går man glip af, ligesom man ikke vil kunne påskønne alle de dejlige tobakker, der findes i den mildere ende.

Den klassiske skole er ved sin systematiske gennemgang af smagsspektret en mulighed for at skabe de optimale betingelser for påskønnelse af hvert område. Man kan så undervejs støde på ting, hvorom man må erkende, at det kommer man formodentlig aldrig til at blive glad for. Men at snyde sig selv for gode oplevelser, fordi man har prøvet en tobak på det forkerte tidspunkt, under forkerte forudsætninger eller under forkerte omstændigheder ville da være ærgerligt. Især hvis den introduceret på rette måde, tid og sted ville have fundet en plads blandt ens yndlingstobakker.

Det er netop ud fra denne betragtning, at en mere eller mindre neutral sag kan være helt fin til nybegynderen at øve sig med, mens noget mere udskejende kan føre ind i blindgyder, som det kan blive svært at komme ud af igen.

Blandt de renere tobakker, som ikke er blevet "udvasket" for al karakter eller forplumret med casing, er de letteste virginiatyper det nærmeste man kommer et neutralt udgangspunkt. Blot kan de for den uøvede, der endnu ikke har fundet en roligere rygeteknik, være en smule hårde ved munden. Det er netop derfor, at jeg personligt er af den anskuelse, at det kan være fordelagtigt at benytte en "fumletobak" til de indledende øvelser som et forstadie til den første rene virginia.

Som helt ny piberyger handler det først og fremmest om at vænne sig til en ny og ukendt fornemmelse. Ikke blot går der nogen tid med at finde frem til en måde at stoppe, tænde og ryge piben, hvor den i det ene øjeblik bliver røget for varm og i det næste går ud. Der kan tillige forekomme forskellige mindre ubehageligheder, hvoriblandt svie på tungen er den mest almindelige.

Så længe man er ved at blot få en fornemmelse af, hvad og hvordan det er at ryge pibe, vil det lægge rigeligt beslag på ens opmærksomhed, og det er derfor de færreste, der vil være i stand til at gå på jagt efter finere smagsnuancer, hvilket da også kræver en rimelig teknik. Der er nogle helt grundlæggende ting, som lige skal på plads. Humoristisk udtrykt: man skal lige finde ud af hvilken ende af piben, der skal puttes i munden.

Modsat dem, der mener, at man styrter sig i fordærv med en første tobak af et jævnt mærke, mener jeg derfor, at en sådan kan være fin til "opvarmningsøvelser". Vel og mærke hvis det er en af de mere neutrale af slagsen, der ikke peger i forkerte retninger, men blot kan lastes for at være lidt tam og flad. Når det første skridt så er gjort, kan man begynde den egentlige smagstræning. Finde sig en fager, lys virginia at byde op til dans og så herfra følge den gode, gamle vej.

Noget af det første, man må lære sig, er tålmodighed. Det fører til roderi og uoverskuelighed, hvis man vil prøve det hele på én gang. Via den klassiske skole kommer man med tiden støt og roligt rundt om alle de forskellige ting, og når på et eller andet tidspunkt frem til at være bekendt med alle områder. Det afgørende er ikke at nå dette endemål og jage frem efter det. Det er langt vigtigere, at man har det rart undervejs. Hvert eneste stop er en mulighed for at hygge sig med sin pibe og få en god smagsoplevelse. Det er ikke noget, der kommer senere. Det er der hele tiden!

Det gælder om at være i det område, man aktuelt er ved at udforske. Lade det gælde som noget, der er - er i sig selv. Ikke bare en station på vejen, man skal forbi. I så fald bliver der nemlig aldrig noget, der kommer til at være i sig selv. Det, man aktuelt er igang med, er ikke bare noget på vejen til det egentlige. Det er egentligt i sig selv. Hver eneste tobak, man prøver, er en mulighed for at finde en ny favorit. Anderledes udtrykt: målet er ikke at få prøvet alt (og da slet ikke at få prøvet alt hurtigst muligt). Målet er at få størst mulig glæde af det, man prøver.

Men efterhånden som tiden går, får man smagt en masse forskellige ting, og der samler sig en række foretrukne mærker på tobakshylden. Der er givetvis stadig mange tobakker, man ikke har prøvet. Men man har snuset tilstrækkeligt til alle områder til at vide, om et givent område er et, man har lyst til at udforske yderligere. Så selvom man stadig i forhold til enkeltmærker har meget til gode, kan man i det mere overordnede hævde, at man har prøvet alt. I hvert fald alt det gode.

Ja - det er jo så lige det! Der findes varianter fra skribent til skribent af den klassiske skole, og det kan være lidt med forskel, hvad der tages med. Men generelt satses der på ting, som formelt er i orden. Det er de fine og udsøgte tobakker, der står i centrum, mens en række mere jævne mærker fra tid til anden inddrages for at understrege en given pointe eller i kraft af rent funktionelle værdier - f. eks. at være en blød introduktion til et ikke særlig blødt område. Alt i alt er man kommet rundt i det meste og har et bredt kendskab til hele spektret. Undtagen ...

Den forbudte smag

Det mellemeuropæiske gennembrud er - set fra et traditionelt synspunkt - et knæfald for den dårlige smag.

For at yde disse produkter retfærdighed må det siges, at der ikke er tale om en ensartet masse. Det sammenbindende fællestræk for disse tobakker er en stærkt udtalt sødme, der helt åbenlyst skyldes kunstig tilsætning. Men spørger man, hvad det smager af, kan det være stort set alt, hvad man kan finde i en velassorteret slikbutik. Chokolade, lakrids, karameller, bolcher, vingummi m.v. - ja, sågar candyfloss, softice og popkorn. Dertil alle tænkelige kombinationer af disse varegrupper.

Imidlertid er der et fragment af det mellemeuropæiske spektrum, hvor en påfaldende stor mængde fabrikater rubricerer sig. For disse gælder, at de dominerende smagsindtryk kredser omkring vanilje og/eller kirsebær. Det sidste er ligefrem gået hen og blevet en slags kollektivbetegnelse for hele det mellemeuropæiske område. Nogen kalder dem simpelthen "kirsebærtobakkerne" - også de produkter, der overhovedet ikke smager af kirsebær. Det bruges her som en metafor og samlende symbolsk betegnelse, eller om man vil som et slang for sødligt-aromatisk. Udtrykket er dog ikke helt tilfældigt. For netop kirsebærsmagen er særlig forhadt og ugleset. Især hvis den går hånd i hånd med vanilje. Dette regnes for det absolut utilbørlige, det yderste man kan forbryde sig imod hæderskronede tobakstraditioner, om man vil: den dårlige smag.

Et spørgsmål, der må stilles, er, hvad det er, som er så forskrækkeligt galt ved lige præcis kirsebær? Kirsebær er da en ganske delikat spise, og formodentlig er der blandt pibesmøgernes konservative rækker mange, som med stor fornøjelse hælder kirsebærsovs på deres risalamande. Endvidere indholder risalamanden vanilje, og det er således lige præcis den kætterske kombi, der her er på spil.

Nu er det temmelig tumpet at stille det op på den måde. Man kunne jo lige så godt spørge: hvis man godt kan lide at få en leverpostejmad, hvorfor ville man så ikke have lyst til at få en øl, der smagte af leverpostej? Men lad os skrømtende gå ind på tanken.

Hvad er det med vanilje og kirsebær? Hvorfor er det legitimt til risalamande, men en dødssynd til tobak? Er det ikke bare et spørgsmål om, at der er nogen, som ikke kan lide denne smag? I så fald er vi ude i noget, der også kan gøres gældende for alt mulig andet. Stort set en hvilken som helst smag har jo sine tilhængere og modstandere.

Dertil kan man sige, at sødmetilsætning er vel sødmetilsætning. Hvorfor er det mere kættersk, hvis tobakken smager af kirsebær, end hvis den smager af f. eks. nødder eller chokolade?

Svaret må vel sagtens blive, at kirsebær ligger længere fra naturlig tobakssmag. Blandt tobaks egne smags- og aromaegenskaber er det ingenlunde umuligt (ikke en gang specielt usædvanligt), at støde på nuancer, der kan vække mindelser om noget nødde- eller chokoladeagtigt. Flavours inden for dette spekter brugt i beskedne kvanta kan føje sig ind i den naturlige smag på en sådan måde, at man kan blive i tvivl om, hvad der er hvad. Kort sagt: det er tilsætning, der ligger i direkte forlængelse af de naturlige karakteristika.

Man må således tænke sig en gradueret bevægelse, der fjerner sig stadig længere fra naturlig tobakssmag, bliver stadig mere kunstig og derved også stadig mere åbenlyst til tilsætning. Den gode smags standpunkt er så, at hvis det slet ikke smager af tobak overhovedet, så har det heller ikke noget med tobak at gøre. God tobak smager af tobak. Hvad der ikke smager af tobak, er slet ikke tobak.

Der findes flavours så særprægede, at det slet ikke lader sig gøre at beskrive, hvordan de smager. Man ved simpelthen ikke, hvad man skal sammenligne det med. Det gælder almindeligvis for særlige mærker, der har deres helt eget uforvekslelige særpræg.

Taler vi derimod om noget bredt etableret, som der findes en hel række produkter, som kører på, så kan man med nogen ret hævde, at kirseærfløjen hører til de positioner, der ligger længst borte fra smagsegnskaberne hos nogen som helst tobakssort. Hvilke typer man end anvendte, ville en blanding af rene råtobakker uden kunstig tilsætning aldrig kunne opnå en kirsebæragtig karakter.

Overfor hin velkendte anskuelse, at "tobak skal smage af tobak", står kirsebærblandingerne således som noget særlig blasfemisk. Det er tobak, der absolut ikke smager af tobak, og end ikke smager af noget, der kan minde derom eller siges at befinde sig i nabolaget. Vi er et helt andet sted i smagsspektret. Et sted, som næsten ikke kan undgå at fremstå som et slag i ansigtet på de klassiske dyders tilhængere.

Det er her værd at huske på, at hele det brede spekter, som omfatter meget andet og mere end kirsebær, af udpræget søde tobakker med syntetisk smag, som almindeligvis betegnes som mellemeuropæisk eller sødligt-aromatisk, et eller andet sted er et nybrud og dermed også et opgør med de traditionelle tobaksværdier. Man har talt om "den moderne smag", og det er for så vidt på sin plads, som det er et alternativ til den klassiske smagstrappe.

Som nybrud og modernitet kommer den mellemeuropæiske smag uværgeligt til at stå i opposition til den konservative fløj. Denne modernitet kan så være mere eller mindre langt ude på modfløjen, og visse varianter af det sødligt-aromatiske virker ikke helt uforsonlige. Men kirsebærerne er helt åbenlyst kommet ud, hvor der ikke er nogen forhandlingsåbning til traditionalismen.

Når kirsebær ofte udpeges som indbegrebet af dårlig smag, som det yderste uhyrlige og formastelige, ja - som selve "den forbudte smag", så skyldes dette altså, at det på mange måder er den smag, der ligger længst fra traditionen, dyderne og ortodoksien. Det er så at sige det definitive udtryk for det mellemeuropæiske gennembrud og dets åbenlyse forræderi imod de gamle tobakskriterier.

Når en konservativ piberyger f. eks. stopper en god, kraftig flake i sin aftenpibe og nyder en kop kaffe til, så oplever han, hvordan de to nydelsesmidler smukt går hånd i hånd og op i en højere enhed. Hvis en kraftig flake, som i øvrigt var kreeret af gode råtobakker, var tilsæt et diskret stænk mokka, ville han således næppe finde dette videre forbryderisk. Men når man som en bold, der har fået et ordentligt bank med boldtræet, flyver over i en helt anden afdeling af smagsspektret, er det vel næppe uforståeligt, at han protesterer.

Der er ganske enkelt sket et spring, som ikke ville kunne komme i stand via gradueringer i små skridt. Fra en mørk virginiatype, der blandt sine naturlige smagsnuancer har noget, som kan vække vage associationer om chokolade, kunne man forestille sig en flydende bevægelse, der i den anden ende nåede til en udpræget chokoladetobak. Som vi tidligere udtrykte det: der er en forhandlingsåbning. Det er netop dét, der ikke er til kirsebærerne.

Overfor dette synspunkt kunne man modsat hævde, at netop det åbenlyst kunstige for så vidt er mere ærligt. Hvis en tvivl er mulig, kunne man for så vidt tolke dette som luskeri. Er der ingen tvivl mulig, så ved man da, hvad man har med at gøre.

Der er imidlertid en anden side af sagen. Dels gælder det som oftest disse tobakker, at de er vanvittig søde og nærmest har gjort en dyd af vammelhed, og dels er der påfaldende mange af dem. En bred blok af vanilje- og kirsebærsmagende produkter, der næsten ikke er til at skelne fra hinanden. Derfor kan det vanskeligt regnes for et særligt pikanteri, der giver et bestemt mærke sit helt eget særpræg. Det ligner mere et stykke standardiseret venstrehåndsarbejde, som et hvert blanderi er leveringsdygtig i.

Går man ind på tanken om det ærligt syntetiske, vil et oplagt argument være, at dette rummer uanede muligheder. I det lys undgår det ikke at virke en smule fantasiløst, at så mange produkter kører på kirsebær/vanilje-konceptet. Netop de mange muligheder betyder, at man kan skabe det absolut særprægede. Når man ofte i stedet oplever et ensartet præg, hvor en omfattende række af mærker lægger sig klods op af hinanden, ligner det mere et modefænomen og en bejlen til husarerne, end en stræben imod at være nyskabende og nå frem til noget helt anderledes og enestående.

Dertil kommer, at nok er en udtalt sødme et fællestræk for hele det mellemeuropæiske felt. Men der er ofte (dette er dog ikke en regel uden undtagelser!) en tendens til, at de kirsebæragtige er de allersødeste - simpelthen hvinende søde!

Modargumentet melder sig automatisk: hvad nu hvis man netop kan lide det hvinende sødt? Sådan har man naturligvis lov at have det. Spørgsmålet må endnu en gang blive, om man er fuldt bevidst derom. Ved man, hvad man gør?

Selv Olrik med sine skarpe skel mellem piberygere og røgforbrugere ville formodentlig være gået med til, at man kan være rigtig piberyger med bevidst dårlig smag. Mens dem, der ikke ved bedre enten må forbigås med et overbærende smil eller søges oplyst, forholder sagen sig ganske anderledes med den, der har taget et bevidst valg.

Denne person vil kunne sige: "Jeg ved godt, at det ikke er det mest velsete og blåstemplede, men det er altså dét, som jeg bedst kan lide. Ikke fordi jeg ikke kender noget andet (for det gør jeg), men simpelthen fordi, at det nu en gang er sådan, min smag er skruet sammen. Jeg er mere til kirsebær end latakia."

Om man dermed har sidestillet kirsebærerne med latakiaen som et ligeværdigt alternativ, kan diskuteres. Men i hvert fald er det et fuldt ud lige så oplyst og bevidst valg, der udmærket kan forenes med seriøs og forstandig piberygning. Hvorfor skulle man ikke kunne have en fin og velplejet pibesamling, som man bruger til forskellige mellemeuropæere på samme måde, som andre bruger deres til forskellige krydrede mixtures? Det må vel blive det samme.

Det eneste objektive skel går på tobak, der smager af tobak, kontra tobak, der smager af sødmetilsætning. Men igen: hvis man godt ved det (ikke tror, at der et eller andet sted i verden vokser en særlig tobakssort, der smager af kirsebær og vanilje) og foretager et bevidst valg til fordel for sødmetilsætningen, så må det principielt regnes for en legalisering, der ophæver forbudet mod disse tilbøjeligheder.

Altså: Når den forbudte smag bevidst vælges til på en baggrund af reel viden og indsigt, ophører den i samme bevægelse med at være forbudt!

Om Mac Baren Mixture - i kulturhistorisk lys

Mac Baren Mixture er ikke i nær så høj grad et tobaksmærke, som det er et symbol. Et symbol på alt det laveste, værste og usleste indenfor piberygningens verden. Det dybeste man kan synke, en advarende løftet pegefinger, der fortæller, hvor galt det kan gå.

Den har samme funktion som den uartige dreng i moralsk-opbyggelige fortællinger. For ham, der ikke spiste sin vælling op, blev jo senere drukkenboldt og forbryder, mens den artige dreng, der altid spiste op, blev læge, præst, advokat eller anden form for solid samfundsstøtte. Lige så galt, som det går de frække børn, der siger deres forældre imod, er kræsne og ikke spiser op, lige så ilde vil det gå den, der stopper Mac Baren Mixture i sin pibe. Så lyder fortællingen.

Men er fortællingen sand? Er Mac Baren Mixture virkelig det værste af det værste, rangerende under ubetinget alt andet? I så fald: hvorfor? Eller er der mindst 20 andre mærker, som er mindst lige så grelle? Er Mac Baren overhovedet så ringe, eller er den måske bedre end sit rygte?

Fakta er i hvert fald, at dens rygte vanskeligt kunne være mere blakket. Den står som indbegrebet af bunden, det absolutte slutpunkt i det dybest tænkelige fald.

Hvorfor er Mac Baren Mixture så berygtet? At det i en lang årrække var Danmarks mest solgte pibetobak, kan vel ikke i sig selv være til skræk og advarsel. Det er vel snarere en anbefaling. Rent smagsmæssigt er det især kirsebær-aroma og det, der ligner, som regnes for indbegrebet af dårlig smag. Men faktisk hverken lugter eller smager Mac Baren Mixture af kirsebær. Den smager først og fremmest af den karakteristiske Halberg flavour, som tilfører en temmelig påtrængende sødme til en blanding, der primært er domineret af burley, hvad man da også kan fornemme et sted dybt under sødmetilsætningen. I betragtning af, at der findes andre mærker på markedet, hvor det er kategorisk umuligt at identificere de anvendte råtobakker, da man blot kan smage vanilje, lakrids eller des lige, er Mac Baren Mixture strengt taget ikke værre end så meget andet. Så hvori består det formastelige, dét, der gør Mac Baren Mixture til lige præcis dét mærke, som ingen respektabel piberyger kan blive set med? Hvorfor er netop den det ultimative symbol på det dybeste, man kan synke?

Som allerede nævnt befinder misæren sig primært på et symbolsk plan. Netop fordi den var det gængse, almindelige og yderst populære mærke samtidig med at hele modfløjen etablerede sig - Olrik skrev sine bøger, pibeklubber blev stiftet osv. - og der blev sat stærke skel mellem det at bare ryge pibe og så at være piberyger, kom Mac Baren mixture til at stå som det dækkende udtryk for den underlødige afdeling. Det var folkets og de almindelige dødeliges lavkulturelle tobak. Det var den, alle kendte navnet på, også folk, der slet ikke røg pibe.

Netop ved at være det populære slagmærke var det også den oplagte skydeskive for dem, der ville mere end bare suge røg ud af et stykke træ. Det at alle kendte den, betød at mange troede, at netop dét var den rigtig gode tobak, og følgelig blev mange, der røg noget andet, spurgt, hvorfor de dog ikke røg Mac Baren Mixture, og om ikke det var den bedste? Disse udslag af uskyldig uvidenhed var naturligvis en torn i øjet på mange. Ikke alle var lige overbærende, når de stoppede god tobak i deres pibe og så oplevede at blive spurgt, om det ikke ville være langt bedre at fylde den med noget hakkelse. Mange begrænsede sig vel til at oplyse den spørgende om, at "det er noget sukkervand" med et skævt smil, mens de med kendermine tog et par dybe drag af det, de i stedet foretrak. Men andre så sig direkte onde på dette ofte omtalte mærke.

Vi taler om en tid, hvor alt søgte ud på fløjene. Politisk set er samtlige nuværende partier at regne for midterpartier i sammenligning med den tid, hvor der virkelig var et yderst til venstre og et yderst til højre.

Det var også i de år, at den del af rytmisk musik, som ikke er jazz, søgte at frigøre sig fra rollen som junkfood for teenagere, og der blev sat skarpt skel mellem pop og rock. Mac Baren Mixture blev i det overordnede kulturbillede rubriceret sammen med dansktop og øltelte. Uendelig fjernt fra de alvorlige, tænksomme mænd, der i ophøjet stilhed røg engelske tobakker i deres forskansede huler, hvortil både Johnny Reimar, majspiber og Mac Baren Mixture var forment adgang. Det var folk, der levede (eller i det mindste selv mente at leve) i en helt anden sfære, højt hævet over den tankeløse, lalleglade pøbel nede i verdens larm og skarn.

Man må have denne kulturhistoriske pointe med for at forstå sagen ret! Idag vil mange nok spørge, om dem nede i skidtet ikke havde det sjovere? Hertil ville en typisk repræsentant for den "fine" fløj svare, at de oppe i deres lag havde andre, højere og sandere glæder, som alverden ikke forstod. Det bliver jo så lidt svært at hverken benægte eller bekræfte, hvis man ikke har betrådt de hellige haller og dermed haft mulighed for at foretage direkte sammenligninger.

Det blakkede image er blevet hængende ved Mac Baren Mixture. Men kan der fremføres andre ting imod den end de rent symbolske og kulturhistoriske?

Noget, som er faldet mange for brystet, er, at det strengt taget slet ikke er en mixture i egentlig og strengeste forstand. Derved har dette mærke - ikke mindst i kraft af sin store udbredelse og popularitet - bidraget til en begrebsforvirring. Når mange mennesker siger (eller i det mindste engang sagde) Mixture, og Mac Baren er underforstået, så udtrykker dette et roderi i kategorierne, som kunne have været undgået ganske enkelt ved at tobakken havde heddet noget andet.

Den gode smags missionærer stod ikke kun overfor at skulle gøre rede for forskellen på skidt og kanel, de skulle også ryde op i fejlagtige betegnelser, og forklare, at ting ikke nødvendigvis er, hvad de kalder sig. På en renvisket tavle ville der relativt let kunne gøres rede for mixture- begrebet. Men når folk havde sat sig noget forkert i hovedet, og misforståelser skulle rydes af vejen, blev vejen en hel del mere besværlig. Det blev naturligvis ikke bedre af, at Mac Baren Mixture på et tidspunkt i en reklame blev markedsført som "den rigtige mixture". Lige præcis dét, den ikke er. Reklameteksten spillede på dens popularitet og udbredelse, at det var den, folk i bred almindelighed associerede med begrebet. Derved blev den selvsagt desto mere upopulær ovre på den anden fløj. Således er om ikke andet den begrebsforvirrende faktor en uheldig omstændighed. Under et andet navn ville Mac Baren Mixture næppe være blevet så forhadt, som tilfældet er.

Hvad kan der ellers siges?

Nu bevæger jeg mig ud på noget gyngende grund. For jeg har ikke været i nærkontakt med Mac Baren Mixture i mange år. Men for Mac Baren Mixture, som den var i 80'erne, var det i hvert fald et karakteristika, at dens konsistens var tydeligt præget af casing. Det var en ekstremt fedtet sag, og i så henseende nærmest rædselseksemplet på en cased tobak. En pibe, der i længere tid havde været brugt til Mac Baren Mixture bar umiskendeligt præg deraf. Den var ligesom smurt ind i den på en måde, der ofte syntes at ikke begrænse sig til blot indeni, men også udenpå, ja - endog i en luftzone umiddelbart omkring den. At dette mærke havde været røget længe og vedvarende deri efterlod piben i en stand, hvor man havde indtryk af, at den var blevet dyppet i en eller anden mystisk, klistret substans. Det var et præg helt for sig, der ikke kan sammenlignes med sporene efter kraftig brug af noget som helst andet mærke. Hvis nogen havde lagt deres pibe på et bord eller i et askebæger, og man spurgte, om man måtte se den, vidste man det simpelthen i samme øjeblik, man tog om den (hvis man ikke allerede havde lugtet det, da der blev røget på den).

Det blev naturligvis ikke bedre af, at denne tobak havde mange af sine svorne tilhængere blandt folk, der ikke gjorde videre ud af pibens pleje. Godt sovset til og tryglende om en piberenser, var en "maxtyre"-indsmurt pibe virkelig en klam sag. Det samme gjaldt lugten, når denne kombination var i brug. Den udpræget sødlige, grænsende til vamle, tobakslugt i skøn forening med en ram odeur af sur pibe var en prøvelse uden lige at være i stue med. En hørm af lige dele urin, kanel, hengemte svedsker, eddike, brændt sukker og gylle-gødet mark, der fik selve luften til at virke klistret. Alt tog form deraf, og alt kom til at lugte ubehageligt. Den ellers så liflige duft af nylavet kaffe, gjorde sammen med den klamme pibe- og tobakskombi blot atmosfæren endnu mere forpestet. Enhver, der har været i stue med disse giftdampe, må helt uundgåeligt komme til at føle et sådan had til Mac Baren Mixture, at bare navnet eller synet af pakken udløser en irrationel reaktion, der i grunden er helt ude af proportion, men på sin vis dog forståelig.

Nu kan Mac Baren Mixture naturligvis ikke gøre for, hvis folk ikke kan finde ud af at bruge en piberenser, lige så vel som stort set al tobak fremstår på en temmelig ucharmerende måde i en konsekvent sur og sovset pibe. Dertil må det siges, at det kendte reklameslogan om at tage mange blidt om næsen, giver en del mere mening i forhold til "maxtyre" i en ren pibe. En del vil mene, at den har en for sød lugt, og derfor kan virke en smule kvalmende. Men hvis man ikke synes, at udpræget sødt er lig vammelt, kan lugten i nogen grad - med forbehold - godt passere som behagelig. Dog med en ubestemmelig undertone af et eller andet, kun de mest overbeviste tilhængere vil påskønne på længere sigt. Det første strejf kan måske godt regnes for et blidt pust om næsen, men meget hurtigt bliver det noget andet.

Sagen er så bare den, at "maxtyrens" hovedsalige stamklientel netop er det fragment af piberygende personer, der ikke er de flittigste til at bruge piberensere. Man kunne i mange tilfælde tilføje: ikke er de mest kritiske i valget af pibe, og heller ikke har piber nok til, at de kan få de nødvendige hvilepauser. Det er naturligvis en generalisering og en fremstilling af en stereotyp, men hvis vi tillader os at mane billedet af den legemliggjorte fordom frem, så er det et menneske, der har købt en billig og ikke særlig god pibe, for så at ryge på denne ene og samme pibe fra morgen til aften. Ofte uden at den får lov at blive helt afkølet inden den stoppes og tændes påny, men derimod kun får en piberenser, når det begynder at blive svært at suge igennem den.

Kombinationen er den værst tænkelige. For netop en så fedtet og klistret sag som "maxtyren" kræver særlig omsorg for den anvendte pibe, hvis den ikke i løbet af kort tid skal blive helt ødelagt. Ligeledes gælder, at de billigste piber er lavet af unge rødder, der er blødere og derfor mindre modstandsdygtige. Det er paradoksalt, men sandt, at netop de piber og tobakker, som kræver mest påpasselighed, typisk bruges af de mest forsømmelige rygere. En ren tobak uden en masse casing kan simpelthen ikke sovse en pibe til på samme måde, og en pibe lavet af en hård, gammel rod kan tåle mere misrøgt.

Om Mac Baren Mixture - sagligt set

Når man vil forsøge at yde Mac Baren Mixture retfærdighed, må man altså sige, at det problematiske ikke udelukkende kan findes i den selv. Den har fået et uheldigt renommé, fordi den ofte har været i dårligt selskab. Det kan fabrikanten jo strengt taget ikke gøre for. Fakta er dog, at den har fået påtrykt stemplet som proto-vandalernes tobak, fordi den rent faktisk er blevet røget af proto-vandaler. Uagtet fabrikantens principielle uskyld i dette betyder det ikke desto mindre, at den på faktuelt grundlag identificeres med en målgruppe, andre ønsker at distancere sig fra. Risikoen for at blive slået i hartkorn med dette klientel er tilstrækkeligt til at få mange til at gå i en stor bue udenom den.

Men da der er noget principielt forkert ved at skælde ud på noget, uden overhovedet at vide, hvad det er, bør alle prøve den bare én gang. Vil man gøre oprør, må man vide, hvad man gør oprør imod! Skulle man så til sin egen overraskelse opdage, at man kan lide den, så er der tale om et valg med åbne øjne. Det er ikke fordi, det er den, alle kender, og man i øvrigt ikke kender andet, eller fordi man (fejlagtigt!) tror, at det er "den rigtige mixture". Man ved nøjagtig, hvad det er, har et solidt sammenligningsgrundlag at holde den op imod, og vurderer udfra dette. Alene derved er det noget andet end dumhed og pøbelagtighed. Det er bevidst "maxtyre" - "maxtyre" med åbne øjne.

Jeg vover imidlertid at spå, at kun få af dem, der har været igennem den klassiske tobaksprogression, og gået vejen fra de rene virginiatobakkers brede spekter over det let krydrede til udvalget af ægte mixtures, vil blive vildt begejstrede, når de rent forsøgsvis lige skal finde ud af, hvad det er for noget med den der Mac Baren ting. Nogle få vil måske synes, at det er et pudsigt supplement til de favoritter, de ellers har funder frem til i løbet af deres træningstid, men de fleste vil formodentlig bryde ud i et stort "puh-bad", hvis de da ikke bare finder den intetsigende og komplet uinteressant.

Men lad os vende tilbage til, hvad der kan siges om Mac Baren selv og i sig selv, uafhængigt af hvilken målgruppe den appelerer til eller hvordan den har præsenteret sig i det offentlige rum.

I forhold til dens anvendelighed som begyndertobak bør det nævnes, at den ikke er videre skånsom ved tunge og mundhule - snarere tvært imod. Dens faste tilhængere har naturligvis vænnet sig til den. De, der ikke almindeligvis har med den at gøre, vil for de flestes vedkommende synes, at den formeligt flår munden i laser. For den, der første gang skal vænne sig til pibefornemmelsen, er det absolut ikke det mest skånsomme valg. Nuvel - den er sødlig og ikke særlig stærk. Men kan den bide og rive inde i gabet? - Også i dén grad!

Vist smager den hverken af kirsebær eller vanilje, og falder dermed udenfor den prototypiske dårlige smag. Men havde den smagt af kirsebær, havde den i det mindste smagt af noget. Smagen er snarere lettere ubestemmelig. Mange vil nok sige, at den smager sødt uden at smage af noget. Det er nu heller ikke helt rigtigt. En vigtig pointe - ikke mindst i forhold til dens uheldige image - er, at den er det mest konsekvente og rendyrkede eksempel på den særlige, karakteristiske sødmetilsætning (den berygtede Halberg-flavour), som man knap så udtalt også støder på i mange andre af samme firmas produkter. Slægtskabet med f. eks. Dark Twist eller Virginia No. 1 kan den ikke løbe fra.

Det kunne man så regne for en stil eller linie, som altså er den, der præger en væsentlig del af de tobakker, der er markedsført under Mac Baren mærket. Det er vel i grunden ikke mere suspekt, end at over halvdelen af Dunhills tobakker har et højt indhold af latakia, der netop dengang, de stadig blev lavet i England og blev regnet for indbegrebet af kvalitet, var en ualmindelig kraftigt røget latakia, der således trængte stærkt igennem og mere eller mindre fremstod som det dominerende smagselement.

Men forskellen er, at der for den opmærksomme ryger var et væld af finere smagsnuancer at spore sig ind på. Det er der ganske enkelt ikke i den række Mac Baren tobakker, som hører til den mest arketypiske gruppe (der findes også en række andre produkter under Mac Baren navnet, der skiller sig ud fra mønstret. Særligt må HH serien fremhæves). De smager, som de smager, uden at kunne aflokkes skjulte dybder og fiffige hemmeligheder.

Dertil kommer, at kraftig latakiasmag er et naturligt resultat af et højt latakiaindhold. Det handler i bund og grund om tobak og valget af forskellige typer til sammensætning af et givent produkt. Det kan man ikke på samme måde sige, når fællesnævneren er samme casing-sauce tilsat til forskellige produkttyper, hvor de valgte råtobakker ofte kun svagt fornemmes bag et tykt sovseslør.

Ret meget mere kan man vist ikke forsvare at kritisere Mac Baren Mixture for. Men der knytter sig så endvidere en række mere irrationelle konnotationer til Mac Baren navnet, som der muligvis overhovedet ikke er noget grundlag for, men som ikke desto mindre har bidt sig fast i den kollektive bevidsthed.

Dengang i mine begynderdage, da jeg endnu primært røg posetobakker, og de fleste af den slags på det danske marked, enten kom fra Skandinavisk Tobakskompagni eller Harald Halbergs fabrik i Svendborg (a.k.a. Mac Baren), prøvede jeg et bredt udvalg af begge firmaers produkter. Jeg opdagede snart, at de havde hver sit grundpræg. De fleste Mac Barens var mere udpræget sødlige end de skandinaviske, såvel som de fleste havde det her bestemte præg. De fleste af dem fra Skandinavisk var modsat mere straight-ligefremme, med en mere dæmpet sødme. På sin vis var de fleste af dem lidt kedelige. Men den mindre påtrængende sødme og det her ligesom lidt prunkløse fik dem - i det mindste for mig - til at fremstå som mere anstændige, end når der under våbenmærket med de to løver blev budt på påtrængende sødme og mere eller mindre spidsfindige varianter over det evindeligt samme tema (sammenlign f. eks. Porterhouse med Black Ambrosia).

Allerede dengang forekom det mig, at der var et præg af markedsskrigeri og lidt for store og dumsmarte armbevægelser over tobakkerne fra Svendborg. De ville så meget og kunne så lidt, og derved kom de "rolige" tobakker fra Skandinavisk i sammenligning til at virke mere ærlige. Det kan godt være, at Cooper og Everton lignede en vandretur i træskostøver gennem en mudret pløjemark. Men de gav sig ikke ud for at være andet eller mere, end de var. Lidt kedelige, hverdagsgrå og uden falbelader. Men i grunden ikke bedrageriske. Derimod var der over de fleste Mac Barens et præg af postulat - dækningsløst postulat.

Jeg bør nok gøre helt klart, at jeg her taler om en fornemmelse, og derved forsøger at sætte ord på noget i grunden ubeskriveligt, der endvidere var en rent subjektiv oplevelse hos den unge mig. Den ældre vil nok tøve en del med en sådan sondring. Men han ryger slet ikke de tobakker. For så vidt må tanker, følelser og fornemmelser hos den, der rent faktisk røg dem, være mere vedkommende, hvor subjektive de så end måtte være.

Men naturligvis må man gøre sig klart, at der også her er tale om et rent postulat, der meget vel kan være lige så dækningsløst som "Mixture", "Scottish Blend" og våbenmærke med løver.

For så vidt er der her tale om det naturligt givne modpostulat. Hvis de er lige falske, så fred være med det!

Nu vidste jeg dengang ikke, hvad en rigtig mixture er. Så det var ikke fordi, jeg betvivlede hverken varebetegnelsen eller andet af den slags. Det var som nævnt en fornemmelse. Måske også en fornemmelse af, at folkene i Svendborg havde sat sig mellem to stole. Der var nemlig på samme tid et relativt stort udvalg af posetobakker, hvor en tænksom dommer prydede pakningen. Her var der spræl og fest i gaden. Alt for meget til almindelig hverdagsbrug, men sjovt at lige snuppe et stop af engang imellem. De var nu også en smule dyrere. Men netop det bidrog til at give C. B. Møllers mange fantasifulde Orlik-tobakker et lidt eksklusivt præg. Det var ikke kun fordi, de var for dyre. De var også enten for søde eller mærkelige til, at man kunne rende rundt og ryge dem hele tiden. Måske med undtagelse af den røde, der da også var den mest populære. Hvis man ellers havde råd til de gyldne skiver, var de lige så anvendelige - eller mere - til fast brændsel som Porterhouse eller Sweet Dublin (der idag hedder Special Dublin, men er samme tobak). Midt imellem de skandinaviske og Orlik var der så disse Mac Barens, der altid virkede lidt som dårlige efterligninger af det ene eller andet. "Maxtyren" konkurrerede om førerskabt på markedet med Sweet Dublin (a.k.a. Special Dublin). Førstnævnte vandt rent salgsmæssigt set. Men selv Sweet Dublin havde mere respektabilitet og troværdighed. Det var ikke en ren majspibetobak. Den blev rent faktisk også røget af folk, der havde en fin samling af gode piber. Om Black Ambrosia var et mislykket forsøg på at lave et mere sprælsk alternativ til Porterhouse eller om det var en ualmindelig ussel fattigmands Silver & Black, må blive et vurderingsspørgsmål. Derimod var det umiddelbart gennemskueligt, at Mac Baren Light Blend var et forsøg på at lave en slags mildere og billigere alternativ til rød Orlik.

Dengang - før jeg vidste nærmere besked om det ene og det andet - forbandt jeg faktisk ikke Mac Baren navnet med noget negativt. På sin vis troede jeg, at det repræsenterede noget, der var garant for et eller andet. Men måske netop derfor, havde jeg gentagne oplevelser af, at det lovede mere, end det kunne holde.

Skal man se mere nøgternt på det, er det vel strengt taget de mere ligefremme skandinaviske, der er det arketypiske udtryk for casing. Denne her lidt flade og ubestemmelige smag, der ligesom ikke folder sig helt ud. Men her gælder så modsat det tidligere omtalte sovseargument: de fedter ikke piben ind i lige så høj grad. Nok kan de fedte, men ikke på så graverende vis. Man ville ikke kunne tale om en klistret Sweet Dublin pibe, på samme måde som man kan tale om en klistret Mac Baren Mixture pibe. Formodentlig har det at gøre med noget andet end selve mængden af casing. Det handler givetvis om forskelle i produktionsmetoderne, såvel hvordan casingen tilføres, som hvad der gøres med tobakken før og efter. Jeg ved det ærlig talt ikke.

Alt i alt må man nok sige, at hovedsagen forbliver symbolsk, og endvidere at der her er tale om en symbolik, der udgår fra et lettere forældet stykke kulturhistorie. Alligevel er det svært at forestille sig, at Mac Baren Mixture nogensinde vil blive fuldt rehabiliteret og regnet for noget, som ordentlige, anstændige piberygere kan blive set med. Dertil er dens image som den arketypiske slavetobak for solidt cementeret.

N.B.

Som sagt bør man prøve den bare én gang. Simpelthen for på første hånd at erfare, hvad det er for noget. Men lad være med at sprede den ud over for mange piber, og brug ikke de bedste, du har, til dette forsøg. Der er ingen grund til at ødelægge gode piber for at smage en tobak, man kun prøver for, at man kan lære at hade den. Udvælg to-tre piber, der blot er jævnt habile rygeredskaber uden særlige udmærkelser. Det er fuldt tilstrækkeligt til formålet.

Konkrete bud på begyndertobakker

Efter at være kommet med de nødvendige advarsler og nævnt hvad man ikke skal gøre, må det være på tide at se på, hvad der kan være et godt valg af en begyndertobak, diskutere forskellige muligheder og dermed i heldigste fald at nå frem til det bedst mulige bud.

Som det er blevet antydet i det foregående, kan man sige, at jo mere man har prøvet, jo mindre afgørende er et nyt forsøg. Når først ens smag er etableret, vil afprøvning af en ny tobak være netop det: afprøvning af en ny tobak. Når man derimod for første gang skal til at kaste sig ud i det, er der langt mere at overveje og tage hensyn til. Vi står her overfor et af de sværeste valg overhovedet. Derfor må mulighederne nøje gennemtænkes! - Hvad taler for og imod de forskellige forslag, man kan fremsætte?

Som allerførste led vil jeg - som nævnt - anbefale en neutral øvelsestobak. Den skal helst ikke udmærke sig ved noget større særpræg, og således heller ikke pege for meget i hverken den ene eller anden retning. Kan det lykkes at finde en med en let og mild smag uden de store armsving, som dog er at regne for nogenlunde behagelig, vil dette være ønskeligt. Den skal være til at styre, d.v.s. relativt let at stoppe og holde ild i. Dertil skal den helst ikke være for hård ved munden, men udmærke sig ved en "blød" røg. Som det allerede er blevet mere end antydet, mener jeg, at Porter House opfylder disse kriterier.

Er der noget, som taler imod? - Ja, der er en række betænkeligheder at fremføre. For det første byder den ikke på ren smag af hverken den ene eller anden tobakstype. Derfor er den i forhold til at orientere sig i de forskellige typers karakteristika måske en smule forvirrende, og kan således føre til fejlagtige antagelser. Dernæst er den måske lige lovlig sød med træk, der - omend diskret - peger i retning af den såkaldt "moderne smag". Hvis man ikke er uhyre bevidst og streng i sin planlægning, i forhold til hvad man lader følge som næste tobak, kan den altså pege i forkerte retninger, der kan lede ind i blindgyder, som det kan blive svært at komme ud af igen.

Begge disse indvendinger vil jeg imidlertid mene er af mindre graverende natur. Hvis formålet med denne øvelsestobak først og fremmest er at vænne sig til pibefornemmelsen, vil smagsspørgsmålet først for alvor træde frem i forbindelse med den anden tobak. At allerførst have prøvet noget, der ikke er synderlig specifikt i forhold til karakteristika for en bestemt tobakstype, kan måske oven i købet gøre det lettere at få en sikker fornemmelse af de karakteristika, der knytter sig til ren virginia, når/hvis man går videre med dette.

Ethvert forhold kræver et alternativ for at blive sat i relief. Kierkegaard skriver et sted, at et enkelt lys i mørket, strengt taget ikke befinder sig noget sted. Der må være et andet lys, som man så kan placere det første i forhold til. Ud fra denne betragtning vil jeg mene, at man lettere kommer til en forståelse for de karakteristika, der kendetegner en let virginiatype, når man har noget andet at placere den i forhold til. Ellers bliver det bare sådan, tobak smager.

Går man ind på denne tanke, bliver det altså i virkeligheden den anden tobak, der får en særlig betydning. Jeg vil imidlertid gerne opfordre til, at man husker den kierkegaard'ske betragtning om det ene lys. Mens den helt strenge og absolut traditionelle ortodoksi anbefaler at i den første lange, lange periode kun udforske rene virginiatyper, mener jeg, at det kan være en fordel at have noget til at sætte dette i relief. Jeg vil således anbefale at ganske vist overvejende udforske virginiaområdet, men lidt på sidelinien ind imellem prøve andre typer. Det oplagte vil her være en række forsigtige burleyeksperimenter.

For den, der er godt fortrolig med såvel virginia som burley er der ingen risiko for forvekslinger, da de i virkeligheden har vidt forskellige karakteristika. Men for begynderen kan der være en forvekslingsrisiko, simpelthen fordi, at begge er basistobakker (i modsætning til kryddertobakker som perique, latakia osv.). Det kan faktisk ske, at man møder mennesker, som ikke har opdaget forskellen og gør sig skyldige i forvekslinger. Sådan en skulle man nødig gå hen og blive.

Sideløbende med at udforske en række af markedets letteste virginiatyper, vil jeg derfor anbefale at også prøve et enkelt mærke eller to, hvor tendensen går mere i retning af det burleyagtige.

Inden man tager fat på disse udforskninger kan man evt. forsøge at danne sig et første indtryk af forskellig smag ved at sammenligne Porter House med en anden lignende tobak, der lige er en smule anderledes. Det kunne f. eks. være Princeton. Ved at helt bevidst forholde sig til spørgsmålet om smag, forsøge at finde ord, der beskriver ens smagsindtryk og evt. skrive små anmeldelser har man sporet sig ind på noget vigtigt og afgørende, næsten uanset hvilke smage det er, man afprøver og sammenligner. Ved at tage to fra det neutrale felt og så konstatere, at der trods alt er en lille forskel kan være et vigtigt skridt i retning af bevidstgørelse i forhold til sine rygeoplevelser. Men herefter bør man snarest muligt skride videre til en let virginiatype.

Men hvilke virginiatyper er de letteste og mildeste? Hjemmesiden piberyger.dk anbefaler Mac Barens Modern Virginia. Et alternativ kunne være Orlik Golden Mixture. Fra Groths "God Tobak" får vi anbefalinger som Best Blend, Premiere Cru og Perle Mild (som siden har ændret navn til Gold/Mellow Taste, men er samme tobak). For at få en fornemmelse af en mere fremtrædende og distinkt sødme kan man evt. også prøve Mac Baren Virginia No. 1. Alle de nævnte er at regne for udprægede begyndertobakker, ja - nærmest "legetøjstobak".

Når man herfra skal over til "rigtig" tobak, har vi fra Groth en anbefaling på F. & T's Golden Mixture, samt slægtninge som gul Capstan og Astley's No. 55. Olrik mener derimod at ting som McConnell's Maduro og Rattray's Black Virginia er de bedst egnede. Til forsvar for Groths opfattelse kan siges, at de nævnte har mange lighedstræk med de udprægede begyndertobakker, men måske kan være lidt svære at styre. At for alvor opfange deres finere smagsnuancer kræver nogen øvelse, og endvidere gælder, at så længe man ikke er nået ud over pulsestadiet, kan de være lidt hårde ved munden. Overfor dette står, at Olriks bud er lidt mere særprægede og markante i deres aromaegenskaber, men til gengæld en anelse mere "brugervenlige". Når man føler sig klar til at gå videre fra de udprægede begynder- og pjanketobakker til noget mere seriøst, vil jeg mene, at man bør prøve både Maduro og Golden Mixture. Derved får man også en mulighed for at afprøve, hvad man trives bedst med, og dermed hvordan man skal planlægge den videre færd.

Mens det er karakteristisk for samtlige nævnte, at hovedindholdet er en bestemt virginiatype, vil jeg mene, at man ret hurtigt/tidligt også kan forsøge sig med såkaldte blends, d. v.s. tobakker, hvor flere dele af virginiaspektret er repræsenteret. Et par oplagte bud er Astley's No. 2 og 66.

Ydermere kunne nævnes My Own Blend kollektionens B 93, der er af en delvis lignende art. Det bør dog nævnes, at den er tilsat en noget særpræget - nærmest karryagtig - flavour. Den hører således nærmere til det område Groth betegner som "let flavoured". Dem er der forøvrigt ikke mange tilbage af. Blandt dem, Groth omtaler, er Goldblock den eneste, der stadig kan fås. Imidlertid er der kommet andre til, som afgjort er værd at prøve, men som man nok gør klogest i at lige vente lidt med.

Med alt dette begynder man så småt at danne sig en idé om den mindre kraftige ende af virginiaområdet. Her er det så, at man kan prøve at sætte dette i relief med en blend, hvor der er et mærkbart islæt af burley. Jeg vil her anbefale rød Wattson. Lad mig i øvrigt slå helt fast, at vi her taler om "ind imellem". På de tidlige stadier bør burleytræningen ikke fylde alverden. Det er så afgjort virginiaen, man først og fremmest bør gøre sig fortrolig med. Men altså lige en gang imellem prøve noget lidt mere burleyagtigt og derved få virgniapræget sat i relief af en anden slags smag, kan altså anbefales.

De fleste advarer imod at forsøge sig med hjemmeblandinger. Det er da rigtigt, at det er at begive sig ud i usikre eksperimenter, hvor man snart vil erfare, at der er en masse viden, man mangler, for at vide hvad man gør og målrettet kunne sigte på et ønsket resultat. Men at krydse mærker kan imidlertid være en måde at komme mere sammenhængende fra det ene til det andet. Således kan det bidrage til at styrke fundamentet under arbejdet med at få grundbegreberne på plads.

En anden ting, som bør nævnes, er, at med undtagelse af den indledende legetøjsgruppe, kan alle de nævnte meget vel gå hen og blive varige bekendskaber. Man må ikke betragte dem som noget, man skal forbi, som et stadie, der skal tilbagelægges. Tvært imod kan det anbefales at siden vende tilbage og prøve nogle af dem igen. Ens smag ændrer sig hele tiden, ligesom den videre træning hjælper til at påskønne de enkelte mærkers særlige særpræg. Der er blot tale om, at man har taget fat fra et hjørne af spektret, fordi man nu en gang er nød til at begynde et eller andet sted, og at dette område er blandt de mest begyndervenlige. Men fortroligheden med dette område skulle så gerne udmønte sig i, at man finder en eller flere favoritter derfra, som bliver varige venner. Nogle af de mærker, der så ved første møde ikke sagde en så meget, kan man så siden prøve igen, og vil måske blive glædeligt overrasket. Men alene det at have fundet en, hvorom man kan sige, at det er ens (i det mindste foreløbigt) foretrukne lette virginiatype, og derved måske have fundet den første af de ting, der skal følge en de næste mange år, er en stor ting. Måske finder man ikke en sådan. Måske bliver udforskningen af dette område i første ombæring lutter træning. Det kan så ske, at man ved senere genopfrisken bekendskabet med et mærke finder en yndling til det faste repertoire. Det kan også være, at det henad vejen viser sig, at det er et lidt andet sted i spektret, at ens primære præferencer befinder sig. Det er ikke noget, der er grund til at bekymre sig om eller spekulere så forfærdelig meget over. Fokus bør være på at "smage efter" (ligesom man kan høre efter). Så skal det nok henad vejen vise sig, hvad man trives bedst med.

Hvis det efter at man har været igennem hele spektret viser sig, at lette virgniatyper er det, man allerbedst kan lide, er det på ingen måde mindre rigtigt eller ikke-være-nået-længere-agtigt end alle mulige andre præferencer. Det er kun at regne for begynderstadie så længe, man ikke kender andet. Når man har prøvet det hele, er det derimod en orientering og et valg. Hvis man efter at have været hele smagstrappen igennem indretter en tobakshylde, som består af alle de her nævnte og kun ganske få af dem, man har prøvet senere i træningsprogrammet, ja - så er man ganske enkelt bare mest til lette virginiatyper, og det er en ærlig sag.

Man kan måske oven i købet hævde, at det er et af de områder, som er mest induskutabelt at regne for god smag. Det er her den trænede og roligt-opmærksomme ryger kan spore sig ind på de helt fine smagsnuancer, den store kildrende nydelse og glæden ved ægte, ren tobakssmag. Her er virkelig noget at hente - også for den helbefarne. Hvor store oplevelser, der er at finde i dette område, opdager man næppe ved første møde. Da er man endnu for uøvet. Men netop derfor bør man også prøve disse tobakker igen sidenhen. Mens pulsere bare klager over tungesvien og afhængighedsvrag er på jagt efter det store nikotin-spark, vil den sindige og smagsbevidste ryger til fulde påskønne disse tobakker og den udsøgte nydelse de kan tilbyde. Så snart man kommer ud over ting som Best Blend og Virginia No. 1 er man således inde i et felt, der afgjort kan være til stor glæde for både begyndere og viderekommende.

Lige så velegnede disse tobakker er til at hjælpe novicen igang, lige så meget ægte virginianydelse har de at skænke den erfarne. Der findes gamle, garvede kæmper, som måske nok søger i andre retninger i løbet af dagen, men elsker deres første morgenpibe med F&T's Golden Mixture eller Astley's 55, og jævnligt spørger sig selv, om ikke det i grunden er dagens bedste stop.

Men inden man tager fast ophold her, bør man afgjort prøve, hvad tobaksmarkedet ellers kan tilbyde af smagsoplevelser. På hvert trin i træningen vil man støde på nyt, blive overrasket over muligheder, man slet ikke havde forestillet sig eksistensen af, og muligvis indenfor hvert område finde sine egne favoritter. Det er imidlertid ikke sikkert. Som allerede berørt er der sikkert områder undervejs, man må erkende, at man aldrig bliver dus med. Men så er der jo heldigvis så meget andet, man kan gå hen og blive saligt begejstret for, ja - ligefrem noget, der minder om forelsket.

Det i sidste ende afgørende er at hygge sig med sin pibe Den, der virkelig formår at give sig hen i en dejlig hyggestund, er også den, som har nået det højste. Uanset hvad han så end måtte have stoppet i piben. En maxtyre-ryger, der virkelig hygger sig og har det rart med sin pibe, er sådan set nået længere end en frustreret Dunhill-ryger, der ikke kan få roen på sig. At hygge sig og give sig helt hen i glæden over pibens vederkvægende glød, alt imens man lader roen falde på sig. Så kan man ikke nå længere.

Man er i mål!