Kapitler af min rygerhistorie

De tidlige dage

Min første oplevelse omkring rygning involverede overhovedet ikke tobak. Hvad da? Jo - hvis en hul plantestængel kan gløde, kan der også suges røg ud af den. Ja - man kan rent faktisk ryge f. eks. bjørneklo. Når sundhedsmyndighederne på et eller andet tidspunkt får gennemført et totalt tobaksforbud, forudser jeg, at stråtækne huse snart vil blive afpillede. Tagstrå er nemlig noget af det, der er bedst egnet til formålet.

Vi sad en flok børn ved en bålplads og en glødende stængel gik rundt. Jeg tror ikke, at jeg var mere end 8-9 år. Stænglen nåede hen til mig. Jeg erklærede, at jeg ikke røg. "Jamen det er fredspiben," forklarede en lidt ældre dreng mig, "alle skal ryge på fredspiben, ellers bliver der krig." Det argument måtte jeg naturligvis bøje mig for. Hvem vil være skyld i en krig? Jeg har siden tænkt over, at denne indianerleg rummede sin egen form for realisme: hvis alle havde været med til det, kunne ingen sladre. Sandelig: hvis ikke alle røg på fredspiben, blev der krig!

De kommende år gik udviklingen stødt og roligt fra plantestængler over skodsamler til indkøb af de første 10 styks pakker. Allerede omkring 11-12 års alderen var jeg at regne for ryger. Det var nu ikke så ualmindeligt dengang, som det kan forekomme idag. På det tidspunkt røg jeg i øvrigt ikke hver dag. Men altså jævnligt.

Jeg var vist nok et godt stykke af en lille rebel, så naturligvis var der et fremtrædende element af trods og oprør i det at ryge. Jeg var et af de børn, der let ikke kunne passe ind i det almindelige skolesystem og til mine forældres store sorg måtte tilbringe en tid på et skolehjem, hvor der blev gjort ihærdige, men langt henad vejen frugtesløse forsøg på at afrette mig. Vi havde en del smugrygerklubber, og jeg var ligefrem formand for et par af dem.

Imidlertid erindrer jeg en samtale med min lærer, der sagde, at jeg skulle lade være med at lave ballade, hvor jeg prompte svarede, at jeg ikke betragtede rygning som ballade, men derimod fornøjelser. Det gibbede noget i min stakkels lærer, der temmelig overrumplet fik svaret, at så måtte jeg finde nogle andre fornøjelser. Det gjorde jeg vel også henad vejen, men rygningen hang samtidig ved.

Faktisk tror jeg nu også, at der virkelig var mere i det end bare at trodse regler. At have en "bande" og samles omkring en cigaretpakke var også en form for fællesskab. Men hvor det ene hører op, og det andet begynder, er måske slet ikke så let at afgøre. Institutionen havde nogle ret firkantede ideer om det, der i pædagogsprog kaldtes "aktiviteter". En given aktivitet blev udelukkende vurderet på dens indhold, ikke på de følelser eller den interesse man havde overfor den. Hvis et givent indhold blev regnet for godt, var det asocialt at ikke deltage i en fælles aktivitet, blev det derimod regnet for dårligt, var det ballade at deltage. Selv idag hælder jeg til at mene, at det giver mindst lige så meget mening - ja, jeg vil faktisk hævde mere - at vurdere en aktivitet på, om det faktisk er noget, man har lyst til at være med til. Livet rummer mange pligter og nødvendigheder. Hvad man gør frivilligt i sin fritid er vel almindeligvis noget, man godt kan lide. Noget lignende kan siges om at være social versus asocial. I forbindelse med arbejdskolleger, foreningsfæller m.v. må der udvises samarbejdsevne og tolerance. Men det er vel de færreste, der inviterer nogen på aftenkaffe, som de ikke har lyst til at omgås. At være sammen med nogen, man har lyst til at være sammen med omkring noget, man har lyst til at deltage i, er således også en måde at vurdere aktiviteter på.

Det er naturligvis rigtigt, at det var frygtelig tidligt at begynde på at ryge, og at vi afgjort kunne have valgt at mødes omkring ting, de var bedre for os. Jeg har forlængst forsonet mig med tanken om, at jeg nok ikke skal regne med at blive særlig gammel. Det taler i øvrigt allerede mine gener imod. I hvert fald på fædrende side. På min mors side når mange en høj alder. Men endnu er ingen i min fars slægt blevet over 75 år. Min far blev 69. Alle mine farbrødre og fastre er væk, og det er allerede begyndt at tynde ud blandt mine fætre og kusiner. Udover generne kan det afgjort også have at gøre med livsstilsvalg. Den slægt er ikke just helsefreaks!

Det er således ikke et forsøg på at bortforklare, at vi var hårdhændede mod vore unge legemer. Jeg hefter mig mig blot ved det rent principielle i vurderingsmåden: om man måler godt/dårligt samvær på interessen for deltagelse eller på en værdisætning af indholdet, hvor en given ting pr. definition er det ene eller andet. Kan man på den måde objektivisere kvaliteten af samvær, eller er samværets kvalitet til enhver tid en subjektiv vurdering? Men lad den diskussion fare. Ellers bliver dette en filosofisk afhandling snarere end en samling anekdoter.

Jeg vil derfor hoppe lidt frem i tiden, til efter jeg var kommet hjem fra institutionen, forsøgte at finde mig til rette i det hjem, jeg var blevet en smule fremmedgjort i forhold til, og altså med mig fra anbringelsestiden havde - nå, ja lad os bare kalde det - en dårlig vane. Jeg fandt venner, der også røg, og vi gik nogle meget lange ture. Sådan fortsatte det et stykke tid.

Rygetilladelsen

En ny fase begyndte en aften op imod jul, da jeg var 14 år. Min far var løbet tør for cigaretter. Men netop fordi det var op imod jul, havde jeg jo gaver liggende, så han fik en forskudsgave, i form af den pakke cigaretter, jeg havde købt til ham. Jeg spurgte så, om han var glad for gaven. "Ja, nu kan jeg klare mig i aften," svarede han. "Arh, du ryger vel ikke dem allesammen i aften?" spurgte jeg. "Nej. Det er jo ikke som ham den lille verdensmand, der render rundt ovre på stationen." A hva' beha'r???? Så kom historien. Jeg havde ikke lige tænkt over, at vores daværende overbo arbejdede ovre på stationen. Men hun havde åbenbart lagt mærke til mig en dag, hvor jeg var ovre at fornye mit togkort, og da hun så siden render på min far, så sagde noget med, at hans søn var ved at blive stor, og en hel lille verdensmand at se på, når han kom igennem stationshallen med en cigaret i hånden for at fornye sit togkort.

Puha! Afsløret! Jeg satte mig ind på mit værelse og tænkte lidt over sagen. Hvorfor ikke gribe chancen. Hvo som intet vover ... Jeg gik ind i stuen og satte mig i sofaen.

 

 - Far!?

 - Ja.

 - Øh ..

 - Ja, hvad vil du sige?

 - Jeg vil godt anmode om en rygetilladelse.

 - Jamen det er da i orden. Bare tag en af mine.

 

Jeg rakte ud efter min fars pakke med de grønne Cecil. Jeg rystede på hænderne. Men fik dog en cigaret ud og tændt ud. Jeg svedte. Cigaretten blev helt våd dér, hvor jeg holdt den mellem fingrene. Det var en mærkelig og uvant situation at sidde der og ryge sammen med min far. Men sådan var det, og der gik ikke særlig lang tid, før det begyndte at føles ganske naturligt.

Skiftet til piben

En person, jeg hverken kan eller vil komme udenom i denne historie er min yndlingsonkel, farbror Ebbe. Ham havde jeg altid haft en helt særligt forhold til. Han var rar og sjov, og så havde han tid til at snakke og lytte. jeg husker engang, han og min tante var på besøg, og jeg ville vise ham noget. Min mor var lidt bekymret for, om jeg var for plagsom og trætnede ham, så hun spurgte, om han nu også virkelig havde lyst til at se det, og om det var det rette tidspunkt. Ebbe svarede prompte: "Det er jo nu jeg er her og kan se det. I morgen er jeg her ikke." På en eller anden måde havde vi et særligt forhold allerede da jeg var helt lille. Jeg husker, at jeg på et tidspunkt var vældig optaget af Fedtmules superhelte pendant, Supermule. Så Ebbe kaldte mig lidt kærligt drillende for Supermule, og når jeg så engang imellem hang lidt med næbbet, kaldte han mig Surmule, udtalt på en lidt udtrukken måde, su-er-mule, og så kunne jeg som regel ikke lade være at grine. Men det var Ebbes særlige privilegium. Jeg blev bare endnu mere sur, hvis andre kaldte mig det. Ebbe røg også pibe, og der er ingen tvivl om, at der er en forbindelse mellem min ungdommelige nærmest heltedyrkelse af yndlingsonklen og min begyndende interesse for piber.

"Han bliver et menneske, hvis selskab andre vil søge," skriver P. C. Olrik om piberygeren. Det passede på Ebbe! Han var et menneske, der gjorde indtryk. Ikke bare på mig. Han var aktiv og engageret i mange forskellige ting med foreninger, politik, fagbevægelse og jeg ved ikke hvad. Med i tusind ting, hvor han lyste op som et naturligt samlingspunkt. Hans humor, hans visdom, hans kvikke bemærkninger og hans charmerende, lidt smådrillende facon var bare noget særligt.

Dertil havde han den ro og ligevægt, jeg med al min teenage-uro og hormonforstyrrelse længtes så voldsomt efter. Jeg havde altid en jaget, rastløs fornemmelse indeni. Det var frygteligt. Det kunne dog i nogle få, sjældne øjeblikke ske, at roen faldt på mig. Jeg husker især engang ude hos farmor. Jeg sad i lænestolen, mens farmor småpuslede rundt i stuen, og så faldt der sådan en dejlig ro over mig. Det var et vidunderligt øjeblik. Men det varede ikke særlig længe.

Det var nu i første omgang af en lidt anden vej, jeg kom ind på det med piberygningen. Med mine begrænsede lommmepenge var det svært at få det til at strække med grøn Cecil, så efter nogle uger begyndte jeg at rulle selv. Ganske enkelt en billigere løsning. Den blev yderligere billig, da jeg opdagede, at en pakke pibetobak kun kostede det halve af en pakke rulletobak. Escort-serien der ellers er et rullemærke, rummede dengang også en pibetobak, brun Escort. Noget mere grov og knoldet i skæringen, men så kunne man jo bare nulre den lidt, så kunne der godt komme cigaretter ud af det. Men når nu det egentlig var en pibetobak, lå den tanke jo nær, at prøve at komme den i en pibe.

Min far havde nogle gamle piber stående fra svundne dage. Han havde ikke rørt dem i årevis. Så jeg spurgte, om jeg måtte tage/låne en af dem. Det måtte jeg godt. Jeg kan ikke huske det første stop. Men det gik vist nogenlunde og det var egentlig ret hyggeligt at sidde der med en pibe. Tror jeg. Det er mærkeligt, at lige præcis den begivenhed er sivet ud af erindringen. Det må jo ellers regnes for et centralt punkt i historien. Men jeg kan faktisk ikke huske det. Syntes jeg, at det smagte bedre? Der foresvæver mig svagt noget om, at den her pibesmag, som mine hjemmerullede cigaretter havde, tiltalte mig, og at det havde været ansporende, og at det var derfor, jeg ville prøve at ryge pibe. Sved det meget på tungen? Jeg tør ikke sige det. Jeg kan huske den nærmest efterfølgende tid, og hvordan det næsten føltes som om, tungen ville falde af, når jeg børstede tænder. Men om lige det første stop var fuld af svie og smerte? Om der var den smag, jeg havde håbet? Nej - det er helt forsvundet. Et meget, meget tåget billede af at jeg sidder med piben og er ved at stoppe den foresvæver mig. Men den del af historien er sært uklar.

Jeg kan heller ikke rigtig forklare, hvad det var, der skete den nærmest efterfølgende tid. Jeg kan huske, at jeg i en periode både rullede og røg pibe. Brugte min brune Escort til begge formål. Ind imellem flottede jeg mig også med købe cigaretter. Så kom taske-fasen. Ligesom Ebbe jo havde sin pibetaske. Jeg fik lov at overtage en af min mors tasker, der ikke så alt for feminin ud, men havde et anstrøg af pibetaske-looket. Deri havde jeg så mine (min fars) piber, cigaretpapir, rullemaskine, brun Escort og ofte også 10 grønne Cecil.

En dag, da jeg gik forbi en kiosk og så nogle billige piber i vinduet, fik jeg lyst til at købe en ny pibe. Det gjorde jeg så. Snart efter begyndte jeg jævnligt at købe nye piber. Jeg begyndte også at eksperimentere med tobakker. Brun Escort blev jeg træt af og prøvede så at finde et andet mærke. Cooper var vist en af de første, jeg prøvede. Så fulgte stort set hele striben af de gængse slavetobakker. Den fik med Mac Baren Mixture, Sweet Dublin, Virginia No. 1 og alle de andre. Al det værste gulvopfej blev afprøvet fra en ende af.

Naturligvis skævede jeg også til, hvad Ebbe røg. Han havde i mange år røget Princeton. Men den var ikke så gængs som de øvrige. Af sådan en almindelig folketobak at være, var det overraskende få steder, der havde den. Det var vist også derfor, at Ebbe skiftede mærke, og gik over til Porterhouse. Den var ret ny på markedet på det tidspunkt. Men den gik sin sejrsgang. Af en tobak i den pris/kvalitets-klasse at være, er den faktisk også overraskende god. Det opdagede jeg også, da jeg selvfølgelig skulle prøve Ebbes mærke. Den var god! Så god så jeg ikke havde lyst til at ryge andet. Det var ikke bare for at være som Ebbe. Jeg kunne virkelig godt lide den. Selv senere hen, da jeg havde fundet vej til de bedre tobakker, skete det af og til, at jeg for gammel venskabs skyld købte en pakke Porterhouse. Men efterhånden som min smag blev stadig mere engelsk brød jeg mig efterhånden mindre og mindre om den. Den sidste "for sentimental reasons" tur var ingen succes. Men på en eller anden måde har jeg bevaret et ømt punkt for den. Ikke på en sådan måde at jeg kunne finde på at købe og ryge den. Men på samme måde som man husker et kært stykke legetøj fra sin barndom.

Efter denne succes for Skandinavisk svarede konkurrenten i Svendborg igen med den mere udpræget sødligt-aromatiske/mellemeuropæiske Black Ambrosia. Siden forsøgte Skandinavisk sig med en pendant i form af rød Sweet Dublin, der mere passende kunne have været en anden farve Porterhouse end en anden farve Sweet Dublin. Der kom mange mærker lige i den periode, der skævede til Porterhouse' s succes. Men den sorte pakke med det næsten lige så sorte indhold havde sejret, og diverse pendanter kunne ikke gøre den rangen stridig. Ind imellem blev jeg lidt træt af den og eksperimenterede så med andre ting. Der blev røget nogle ultra-aromatiske tobakker i den periode. Ting som Smugler, Orlik Silver & Black. Den slags ting var ligesom mere sprælske end den mere jævne og ligefremme Porterhouse. Derfor kunne de bruges som en spændende afveksling. Men det blev for meget, hvis man skulle køre med dem i længere tid. Så jeg endte altid med at vende tilbage til Porterhouse, på samme måde som blå Capstan siden blev et fast omdrejningspunkt, da jeg var kommet over sukkervandsstadiet.

Tobakstanker

Egentlig kunne jeg have lyst til at forsvare den mellemeuropæiske bølge. Om ikke andet var det en tilføjelse til smagspaletten. Blandt de ting, der bidrog til at fascinere mig var helt klart i mine tidlige pibedage, at jeg hurtigt opdagede, at der kunne være meget større forskel på to pibetobakker end to cigaretmærker. Her mener jeg helt klart, at markedet var mere spændende dengang, end det er idag.

Kald det bare snobberi, men jeg har det lidt svært med, at en lang række engelske klassikere idag fremstilles i Danmark, bl.a. blå Capstan som i mange år var min særlige favorit. Men det er ikke bare Capstan. Også bl.a. Rattray's tobakker fremstilles nu om stunder på licens i Danmark. De danske tobaksfabrikanter er simpelthen ved at centralisere hele produktionen, så der efterhånden kun er en lille håndfuld engelske tobakker tilbage. Også indenfor landets grænser finder en centralisering sted i form af stadige fusioner. Tidligere var der en række forskellige tobaksfabrikanter herhjemme, og udover blandingernes sammensætning smagte de også af afsenderadressen. Deri lå en del af deres charme. Især de mindre fabrikanter havde ofte en tydelig profil.

Når langt det meste efterhånden er del af ene og samme storproduktion, hvor man i rationaliseringens navn går til værks med den brede pensel og ikke kæler for detaljen, bliver det formodentlig også stadig sværere at få en tobak, der virkelig kan folde noget smag ud (?).

En velkrydret mixture kan præstere noget. Latakia er trods alt stadig latakia og udmærker sig endnu ved sin særprægede og distinkte smag. Men selv Dunhill's tobakker laves idag i Danmark. Jeg synes nu ikke de er faldet af på den. Men bliver der på længere sigt ved med at være lige så meget fut i en 965'er eller en London Mixture, som der var engang? Mon ikke der stille og roligt henover en periode bliver skruet ned for blusset, sådan som de danske fabrikanter har for vane? Det går vel, som det går med den slags: man tager et eller andet billigt, men højabsorberende tobak og dypper i sort farve, hvorefter man frit kalder det cavendish, latakia eller perique alt efter hvilken dåse, det skal puttes i.

Jeg ved godt, at jeg maler fanden på væggen. Men jeg frygter virkelig at den dag vil komme, hvor der ikke længere anvendes kryddertobakker i traditionel forstand, men man bare for syns skyld smider nogle mørke stænk af et eller andet smagsløst ned imellem de lysere ingredienser. Selvom det heldigvis endnu langt fra er kommet så vidt, så er der en række tobakker, som det er gået tilbage for, og som ikke længere er, hvad de engang var.

Det mærkelige er, at samtidig med at de gamle højborge bliver slappere, er de fleste af de nye lightprodukter, der blev introduceret på markedet i 80'erne og 90'erne forsvundet igen. Selvom de var i den mildeste ende, var der faktisk spændende eksperimenter med smag og muligheder imellem. Det er netop hér, jeg mener, at den mellemeuropæiske bølge fortjener at blive taget i forsvar.

Jeg kunne godt begynde at opremse en række mærker, der var hvinende søde og øredøvende aromatiske. Men selv dette var trods alt udtryk for en reel tænken i smag og forskellige smagsmuligheder, en udforskning af spektret. Mens man kunne få en kraftig engelsk flake eller velkrydret klassisk mixture, kunne man også få en række produkter, der tænkte i en helt anden retning. Det bibragte markedet variation. Før de store sammenlægninger var C. B. Møller et rent eksperimentarium. Hvad end man måtte mene om hvid Orlik, Silver & Black, Golden Cavendish og lignende ting, så var de udtryk for en interesse for produktet. De legede, nytænkte og udviklede hos Møller. Jeg kan ind imellem godt savne den pre-fusionerede Møller-epoke, hvor der ca. hver tredie måned kom et nyt skørt påhit. På en eller anden måde var det forfriskende og gav noget dynamik på markedet.

Imens sad Petersen ovre i Horsens og kælede for en lille produktion, der lidt havde et ben i hver lejr. Dels en række relativt traditionelle produkter, og dels en række mærker, der gik et skridt videre end Møller og da også var mere populære på det tyske marked end herhjemme. Danske Club serien er vist rundt regnet det sødeste og mest aromatiske, der nogensinde er blevet markedsført under benævnelsen tobak. Men grøn Caledonia var f. eks. en udmærket mixture omend i den lettere ende, og den blå var en ærlig og hæderlig flake uden dikkedarer. Dertil kom jo så flagskibet, Premiere Cru. Ganske blid, mild og let. Men ikke uden pikanteri og underfundighed. Et ganske diskret orientalsk krydderi satte sit præg på denne blanding af overvejende sødlige, lyse virginiatobakker, og der kunne lokkes en hel del god smag ud af et stop Premiere Cru.

Det var dengang en opdagelse af en spændende og farverig verden, at der var så mange slags smag at gå på opdagelse i. Alt for mange til at jeg kunne finde ét og kun et mærke at ryge. Netop smagsvariationerne er nok det, jeg gennem årene har været mest optaget af. Selvom der så altid har været et fast tilbagevendende omdrejningspunkt, har jeg slet ikke kunnet lade være med at prøve andre tobakker ved siden af.

Alt dette er de relativt enkle sider af sagen. Det handlede om en kombination af økonomi, smag, forhåndenværende muligheder og i nogen grad også mine rollemodeller (far og Ebbe). Det jeg har sværere ved at forklare er, hvorfor og hvordan det greb mig på den måde, det gjorde. Det blev jo netop lynhurtigt til noget andet og mere. Det blev en interesse, en hobby, en lidenskab.

Der var helt klart noget med billedet af den rolige, besindige piberyger, og at jeg gerne ville være sådan en. Der var også en forestilling om de rigtige piberygere. Det var min far, der engang kom med en bemærkning om, at det tog 30 år at blive sådan en. Jeg ville rigtig gerne snakke med folk om piber og tobak. Hvis jeg i toget så nogen, der røg pibe, satte jeg mig i nærheden af dem, og forsøgte at indlede en samtale.

Det var vel netop den der atmosfære af rart og hyggeligt, af gode snakke og eftertænksomme mænd, der tiltrak mig. Den verden stod for mig som en oase af tryghed og velvære, af den ro, jeg så voldsomt længtes efter. Men det udartede sig efterhånden nærmest til en besættelse. Jeg var helt opslugt og indfanget i et manisk pibeunivers. En lang overgang kunne jeg nærmest ikke tale om andet. Det var piber her, der og allevegne.

Man kan sige en masse om flotte piber, smukke åretegninger, velsmagende tobakker og de mangfoldige muligheder for forskellig smag. Men det er naturligvis ikke helt det hele. For sagen er jo den, at man nok kan påpege interessante og spændende træk ved forskellige ting, men ikke helt forklare, hvorfor lige dét interesserer en, for der er jo også spændende og interessante ting at sige om alt mulig andet. Når noget fascinerer en, så er det ikke bare fordi, at der kan siges det og det derom. Det er lidt som en forelskelse. Det fylder og betyder en hel masse i ens liv. Langt udover hvad der kan påvises af objektivt spændende træk omkring det pågældende emne. Det er bare vanvittig vigtigt, vanvittig stort, vanvittig betydningsfuldt. Langt udover hvad man kan kan redegøre for.

I mangel på en udtømmende forklaring må jeg således begrænse mig til de centrale hovedtræk i forløbet: Jeg begyndte at ryge som barn. Der var et tydeligt element af protest deri. Jeg kastede mig over en forbudt syssel. I ungdomsårene gik jeg så fra cigaretterne over til piben. Det havde helt klart noget at gøre med, at jeg oplevede en tryghed og varme omkring det. Jeg var som de fleste i den alder forvirrede. Jeg hadede den uro, jeg følte. Jeg ville have ro og afklaring, og her fandt jeg et forbillede i forestillingen om den besindige piberyger, der stoisk hvilende i sin ligevægt ikke lader sig gå på af hverken det ene eller andet. For jeg lod mig gå på af alting, og det var forfærdeligt.

Konfirmationstiden

Dengang lå Poul Olsens forretning oppe ved Østerport Station. Det var naturligvis et sted, jeg begyndte at frekventere. Her var der piber en masse, og tobakker, man kunne få lov at lugte til. Alene at betragte deres udvalg af tobakker. Der var så mange, jeg aldrig havde prøvet. Jeg var ofte nærmest helt hensunken ved betragtningen af de mange forskellige pakninger, med deres forskellige former, farver, billeder m.v. Det var næsten som en museumsudstilling. Tænk at der fandtes så meget forskelligt. Der var simpelthen ikke det mærke, de ikke havde på hylderne. Det var også flinke folk. Tillige lidt spøjse og excentriske. Men altid utrolig forekommende. Der var service og kælen for kunderne. Der var én med cykelstyrsoverskæg, der siden flyttede sammen med My Own Blend ind til Thurman i Fiolstræde. Men ham, jeg husker bedst var en gråhåret, lidt kraftig mand. Han hed faktisk Olsen. Men var vist ikke i fjerneste familie med hedengange hr. Poul. Olsen kaldte mig "gode herre", og var altid beredvillig til at hjælpe, snakke og svare på eventuelle spørgsmål. Det var fantastisk. Et slaraffenland! Mit jordiske paradis som jeg besøgte op til flere gange om ugen.

Det var så også her, at man kunne købe My Own Blend og få lavet en helt personlig sådan. Det, der engang var et lille blanderi i baglokalet til Poul Olsens forretning, er nu også er en del af den øvrige kæmpe koncern. Jeg har dog indtryk af, at det er et relativt selvstændigt filial, hvor der endnu satses på det eksklusive. De hævder i hvert fald stadig, at deres tobakker er håndblandede. Altså: ikke fabrikstobak, men et gammeldags blanderi.

Det er da også fra den kant, at meget af den bedste tobak, man idag kan få fat i, kommer. Ikke mindst i form af en række glimrende efterligninger af udgåede mærker. Særblandingerne er mangfoldige. Både i antal og smagsretninger. Standardblandingerne har derimod ikke den bredde, som de havde dengang. Langt de fleste af dem er hoppet med på den mellemeuropæiske bølge. De har noget af det legende præg, der engang udmærkede sig hos (den pre-fusionerede) C. B. Møller. Men det bedrøver mig, at de samtidig har droppet en række af deres gamle standardblandinger. De fleste af dem er imidlertid stadig til at skaffe, nu hedder de blot noget andet og indgår i særblandings-serier.

Alligevel er der noget, som ikke er det samme som dengang. Eller også er det bare mig, der er ved at blive en gammel, sur og temmelig sentimental mand. Der er ikke samme intimitet over My Own Blend som dengang, det var et lille blanderi hos Poul Olsen og kun kunne købes ganske få andre steder. Men at det har fået så stor udbredelse, og i rigtig mange forretninger, er netop det - og kun det - pibetobak, der forhandles, er vel i grunden en succeshistorie. Så ja - jeg er nok bare et gammelt brokhoved, der - som den slags har for vane - påstår, at alting var bedre i gamle dage.

P.g.a. af de skoleproblemer, der havde været, var jeg en klasse bagud. Så jeg nåede at fylde 15, inden jeg blev konfirmeret. De fleste af mine konfirmationspenge røg i Poul Olsens kasseapparat. Jeg købte nogle gode piber og 15-20 forskellige tobakker. Der blev prøvet en hel del forskelligt, den kommende tid. Jeg havde næsten enhver tænkelig smag indenfor rækkevidde. Det var også i den forbindelse, at jeg første gang prøvede en latakiakrydret mixture, og dengang absolut ikke brød mig om det. Jeg syntes, det smagte forfærdeligt. Jeg kendte én, der bestemt ikke var enig i den vurdering. Jeg havde en skolelærer, som var til Dunhill My Mixture 965, hvid Balkan Sobranie og den slags ting. Ind imellem skete det ganske vist, at han købte en pakke Dark Twist. Det havde vist været et af hans tidlige tobaksmøder, hans "for sentimental reasons". Han sagde engang derom, at han fortrød det hvergang. Men ikke desto mindre skete det altså ind imellem. Da jeg efter en række forsøg, hvor piben blev kradset ud efter få sug, måtte opgive at ryge de latakiaholdige tobakker, jeg havde købt, forærede jeg resten til ham. Heldigvis havde jeg også købt en hel masse andet, og i det mindste noget af det kunne jeg godt lide. Men da lageret var ved at være udtømt, vendte jeg atter tilbage til Poterhouse.

En anden vigtig skikkelse, der kom til at præge min tilværelse var Sherlock Holmes. Det var i den periode, at de begyndte at sende serien med Jeremy Brett i titelrollen. Faktisk mener jeg, at jeg så det allerførste afsnit, der blev sendt i dansk tv. Men jeg havde fattet interesse for figuren inden da, og havde set en eller to af de gamle film med Basil Rathbone. Før Jeremy Brett blev Basil Rathbone jo regnet for den "rigtige" Sherlock Holmes (ligesom med James Bond og Sean Connery).

Derimod er han ikke den mest tro imod bogforlægget, fandt jeg siden ud af. Her går prisen ubetinget til Jeremy Brett, der simpelthen er en en-til-en virkeliggørelse af bøgernes Sherlock Holmes, og således også besidder alle de mindre heldige sider af figuren, ikke mindst hans kynisme og hensynsløshed. Basil Rathbones Sherlock Holmes var en hyggeonkel, og hans makker, Nigel Bruce, fremstillede en temmelig dum og enfoldig, mens hjertensgod og velmenende Dr. Watson.

Men netop Rathbones mere venlige og hyggelige Sherlock Holmes var en figur, der lå i nabolaget af Ebbe, og således ret let kunne indlemmes i mit heltegalleri. Den mere bogtro - men ikke særlige søde - Holmes, Jeremy Brett inkarnerede, var jeg længe noget frastødt af. (Idag er Jeremy Brett helt klart min favorit blandt Sherlock Holmes skuespillere.)

Jeg begyndte også at læse bøgerne i den periode. Ved et rent tilfælde var den første, jeg læste, også den første i rækken af fortællinger, "En studie i Rødt". Særlig de indledende kapitler om, hvordan Holmes og Watson møder hinanden, enes om at dele en lejlighed, og den ret sene afsløring af, hvad Holmes beskæftiger sig med er ret betagende. Længere fremme ødelægges fortællingen af et lidt langtrukkent stykke mormon-historie, hvor man først ret sent finder ud af, hvad det har med sagen at gøre. Opfølgeren, "De fires Tegn", er en bedre og mere koncentreret fortælling. De bedste er de kortere historier. Men blandt de længere er det naturligvis "Baskervilles Hund", der tager førsteprisen.

Omkring det med den mest berømte og den mest bogtro skuespiller er der i øvrigt et helt parallelt tilfælde omkring Miss Marple. For bøgernes Miss Marple er ikke som den slagfærdige Margaret Rutherford, men langt mere som den stilfærdigt-forsigtige Joan Hickson.

En anden sød ældre dame spiller en vis rolle i historien. Få måneder efter min konfirmation døde min elskede mormor. Det var et hårdt slag. Det var det naturligvis også for min mor. Men vi kunne ikke finde hinanden i sorgen. I stedet røg vi i totterne på hinanden. Det var aldrig rigtig blevet helt godt, efter at jeg kom hjem fra institutionen. Men på en lettere haltende måde havde det så nogenlunde fungeret, og frem for de store åbenlyse konflikter havde der snarere været en slags væbnet neutralitet. Sorgen, der ramte to trediedele af den lille familie, tippede imidlertid balancen og forholdene blev helt ulidelige. Derfor flyttede jeg som 16 årig på en ungdomspension. Det blev en på mange og mange forskellige måder vigtig periode i mit liv. Det gælder også i forhold til tobakken, hvor der blev taget hul på et nyt kapitel.

P. C. Olrik og mysteriet om den gavmilde tyv

Et helt afgørerende punkt i min rygerhistorie er P. C. Olrik. Det var efter at jeg var kommet på pensionen, til min store glæde havde opdaget at den lille by rummede en velassorteret tobaksforretning med en rar og hyggelig indehaver, af og til eksperimenterede en smule med at prøve nye tobakker, men i hovedsagen holdt fast i Porterhouse. Indtil jeg blev rigtig gode venner med en anden elev. Han havde nogle af Olriks bøger, opdagede snart min entusiasme for emnet (det var svært at undgå!), og var så venlig at forære mig dem.

Det var en ren åbenbaring! Her var prædikanten med det evangelium, jeg længe havde båret på i mit hjerte. Her var han, der sagde alt det, jeg havde længtes efter at høre. Min tro havde fundet sin dogmatik, og jeg havde fundet min guru.

Dermed trådte min rygerhistorie ind i sin næste fase. Det vil være helt på sin plads at kalde det Olrik-fasen. For jeg var vild og gal med Olrik. Næsten forelsket. Han var "the man", profeten, Guds røst, intet mindre. Hvad han skrev, måtte nødvendigvis være sandt. Det var jo det, jeg længe selv havde følt og fornemmet. Han satte ord på det, jeg længe havde båret lønligt i mit sind.

Det er her afgørende at fastslå to ting. Det ene er, at der virkelig begynder en ny fase her, og at der således går en klar skillelinie før og efter Olrik. Det andet er, at Olrik-fasen ikke desto mindre ligger i direkte forlængelse af den foregående fase, da hans bøger jo netop mødte mig som svar på en kalden. Jeg var som læser i dén grad parat til og åben for hans budskab. Man kan således tale om både et brud og en direkte forlængelse. Gør man sig ikke denne dobbelthed klar, kikser man noget afgørende i forhold til den historie.

I den første tid på pensionen var det imidlertid en anden af mine helte, der var mest påfaldende og synlig, nemlig Humphrey Bogart. Det har ikke ret meget med piber at gøre. Men en hel del med mandighed, kontrol og selvsikkerhed - tjek på situationen. I den periode gik jeg med hat og frakke. Jeg måtte døje mange bemærkninger for min hat, der blev kaldt både bør, kartoffelkoger og meget andet. Men det tålte jeg. Jeg havde brug for min hat og min overfrakke. Det var et panser af urørlighed, selvsikkerhed og manddomskraft, der beskyttede min ømskindede teenagestatur imod alverdens fortræd. Dertil kom naturligvis piben. Den sad i munden som en galionsfigur. Så det var lidt et mix-bix af Bogart og Holmes.

Det må have set latterligt ud. Men det var en måde at bære lidt af den verden med mig ud i kulden og alt det andet. Den verden af tryg ro, uangribelighed, varme hyggestunder og "mandesnak" (et af mine yndlingsudtryk i den periode).

Min figur var denne her sære krydsning af farbror Ebbe, Sherlock Holmes og Humphrey Bogart. Den sammenbindende faktor i denne kombination var begrebet mandfolk, rigtig mandfolk. Et sted inde bag denne fremtoning var der en følsom, bange dreng. Men verden havde tæsket løs på ham så længe og vedholdende, at han havde fundet det nødvendigt danne et skjold, mandfolkepersonaen.

Det måske mest centrale i alt dette er sorgen over tabet af min mormor. Det fyldte kolossalt meget i den periode. Det var en smerte, jeg gik rundt med, og det var noget, jeg ikke anede, hvordan jeg skulle tackle. Uden at iberegne denne altoverskyggende sorg bliver det ikke til fulde forståeligt, hvorfor jeg havde et så stort behov for at pakke mig ind i mandfolke attituder.

Naturligvis havde det også med andre ting at gøre. Det var jo hele den følelse af usikkerhed, af manglende kontrol osv. Mormors død var blot det på det tidspunkt mest påtrængende eksempel på, at jeg ikke var herre over noget som helst, og at tilværelsen når som helst kunne finde på at tromle ind over mig. Der er således tale om noget mere omfattende, en generel oplevelse af tilværelsens usikkerhed.

Jeg husker en sær episode fra omkring fem-seks årsalderen, hvor jeg skulle over en fodgængerovergang, fik væltet den der gule tingest på midten, og blev voldsomt forskrækket, da den rullede ud over kørebanen. Jeg troede, at de stod fast og ikke sådan lige var til at vælte. Jeg skulle over den vej med alle de biler. Jeg havde løbet til mit helle på midten, og griber så ud efter støtte, og så vælter den. Da den rullede afsted var det som et billede. Jeg ligesom så alle årene foran mig. Alt det, der kunne gå galt, inden jeg blev stor og voksen. Hvordan skulle jeg nogensinde nå så langt, når verden så let kunne rokkes, når alt kunne væltes og der blot behøvedes, at jeg blev ramt af en bil for at afbryde hele projektet? Verden skred. Den var usikker og upålidelig!

Det lykkedes imod alle odds den lille dreng at blive en del større, og som 16 årig flyttede han så ind på en ungdomspension. Der er altid noget usikkert og angstskabende forbundet med at flytte og begynde på noget nyt. Så hvis han prøvede at beskytte sig imod tilværelsens upålidelighed med en påtaget facade, er det vel i grunden ikke så mærkeligt.

Nå - tilbage til dengang. Som nævnt gjorde læsningen af Olriks bøger et voldsomt indtryk på mig. Blandt de mange følger af læsningen var, at jeg fandt ud af, hvad forskellen er på de billige (primært danske og hollandske) og de dyrere (overvejende engelske) tobakker, og at prisforskellen er fuldt ud rimelig. Jeg havde endnu ikke fået smag for latakia, så jeg prøvede at finde alternative løsninger. En af de første blev Dunhill's Elizabethan Mixture. Dejlig tobak, som jeg fra første færd blev glad for.

Men jeg havde jo i rigtig lang tid røget Porterhouse, den var jeg vant til og det var blevet en ven. Nu havde jeg imidlertid offentligt erklæret den for slavetobak, og var fanget i mine egne ord, da jeg fik lyst til et stop. En anden elev røg Porterhouse, og pakken lå inde på hans værelse. Dette førte til den berømte historie om den gavmilde tyv.

Da Simon kom ind på sit værelse, fandt han nogle penge og et stykke papir, hvor der stod:

 

Kære Simon

Jeg har taget nogle stop

Anonym

 

Simon opfattede imidlertid "stop" som stop i et telegram (svarende til punktum), så han undrede sig godt og grundigt over, hvad det var, nogen havde taget og betalt for. Men lidt senere skred jeg til bekendelse, og i et par dage fortalte man ivrigt historien om den gavmilde tyv.

Men kort efter kunne mine omgivelser tydeligt lugte, at jeg læste Olrik. Da var jeg nemlig begyndt at få smag for latakia, og den karakteristiske odeur spredte sig over pensionen. Det var min temmelig heftige, men relativt kortvarige karriere som mixture ryger. Vel at mærke klassisk engelsk mixture. Ikke såkaldt "moderne mixture" (der snarere er stærkt aromatiske blends end mixtures i egentlig forstand). "La-tak ska' du ha'" sagde Leif en dag, hvor jeg havde en virkelig velkrydret sag i piben. Han vidste da i det mindste, hvad han talte om. Mange af de andre kaldte det alt mulig forkert.

Latakia = sandhed

Efter mange sving, fejlslag og udflugter var jeg omsider på rette vej. Det mente jeg i hvert fald selv dengang. Faktisk havde jeg været lidt for hurtig til at hoppe ombord i de fuldbårnes afdeling, for jeg var ikke tilstrækkeligt trænet til at skelne de forskellige mixtures fra hinaden. Ikke altid i hvert fald. Ind imellem fik jeg lokket fine smagsnuancer frem, men en stor del af tiden kunne jeg bare smage latakia. Men det var jo så også det, jeg ville have. Så meget som overhovedet muligt. Jeg ventede ikke nødvendigvis med Night Cap til efter mørkets frembrud! Latakia var smagen af sandhed, og den kunne jeg ikke kunne få nok af.

Jeg var ved at ryge mig frem gennem sandhedens smag. At andre ikke kunne påskønne sandhedens lugt, viste jo bare, hvor dumme og uvidende de var, og bekræftede således, at jeg var blevet indviet til en højere verden hinsides almenmenneskets indsigt. At jeg var omgivet af åndsamøber, fik jeg jo til overmål bekræftet af alle de dumme kommentarer!

"Stinkadores", "den kolde tyrker" og andre muntre tilråb lød nede fra de dumme masser op til hin stolte ensomme, der var i færd med at bestige sit bjerg!

Allerede en af de første gange, jeg havde gang i en klassisk mixture i et fællesrum, spurgte en af de andre elever, om det ikke var "en meget parfumeret tobak". Han vidste med andre ord ikke, hvad den særprægede lugt var og afslørede med det spørgsmål sin uvidenhed. Nu var det et forholdsvis venligt spørgsmål, i modsætning til de mere kritiske røster, jeg snart skulle opleve. Men for mig var det i høj grad også et vidnesbyrd om, hvor lidt andre havde forstået af noget som helst. Selvfølgelig var der forskel. De venlige spørgsmål kunne der svares på, man kunne forklare om latakia, om denne særlige slags tobak med sin helt bestemte og distinkte smag og lugt. De, der ellers gad høre, kunne forstå tingene så langt, hvis jeg satte mig ned på deres niveau og gik tiltrækkelig pædagogisk til værks. Andre syntes nærmest at sætte en ære i at forblive i deres vildfarelser og kalde tingene noget forkert, hvor meget jeg end søgte at forklare. Det var så dem, der ikke ville forstå. Det basale i sagen var klart nok for enhver, der gad høre.

Men hvad ingen syntes at kunne forstå og sætte sig ind i var, hvad det betød. Hele symbolikken og åndsværdien gik henover hovedet på alle, og til min store forargelse måtte jeg konstatere, at de overhovedet ikke havde gjort sig sagens alvor klart, men anså det for noget, man kunne lave sjov med. At den, der har indset og forstået noget ud over det sædvanlige, må tåle hån, spot og forfølgelser havde både Kierkegaard og Nietzsche erfaret før mig. Men jeg var fuld af ungdommelig idealisme og blev derfor dybt chokeret over den mur af stupid fornægtelse, jeg stødte imod.

Frem mod en anden fase

Er det virkelig rigtigt, vil nogen nok spørge. Tænkte jeg virkelig sådan? Svaret er ja. Jeg har her søgt at gengive så præcist som muligt, hvordan jeg anskuede tingene på det tidspunkt. Jeg var ude af stand til at se, hvor tåbeligt det lød i andres ører, at piberygning i almindelighed og latakiamixtures i særdeleshed skulle være vejen til højere åndelig indsigt. Eller hvor morsomt det var at drille en person, der fremturede med den slags påstande. Hvordan det at se ham drevet til fortvivlelse og desperation i sine forklaringsforsøg hældte benzin på bålet.

Selvom det langt henad vejen bundede i den fredløse følelse, der besjælede mig og var en kamp imod min indre uro, og jeg var mig dette smertelig bevidst, hadede mig selv for at lade mig gå på af ting, indså jeg alligevel ikke helt selvmodsigelsen i, at jeg hidsede mig mere og mere op under mine forsøg på at føre bevis for, at piberygere er rolige, besindige mennesker.

Eller jo - det gjorde jeg så måske i nogen grad alligevel. Men jeg var jo netop bare på vej. Jeg hævdede ikke, at jeg var nået i mål. Her kan man måske tale om en helt reel misforståelse. Det lod til, at visse folk troede, at jeg anså mig selv for et levende eksempel på det, jeg plæderede for. Men jeg var mig til stadighed bevidst, at jeg kun var rekrut og novice. Det var ikke en officers selvforherligelse, men den meniges beundring og respekt for sine foresatte.

Jeg kom engang med en eller anden bemærkning om at være inkarneret et eller andet (et eller andet, det er tilstrækkeligt at dyrke med lyst og lidenskab for at være - ikke noget, det kræver 30-40 år at blive). Så kom en ofte temmelig skarptunget medarbejder med en eller anden vas bemærkning om, at jeg vist var inkarneret lidt af hvert i min egen selvvurdering, ikke mindst inkarneret piberyger. Jeg kan huske hvor krænket jeg blev over den bemærkning. Jeg havde aldrig nogensinde hævdet, at jeg var inkarneret piberyger. Det ville jeg have anset for et blasfemisk hovmod - en mellemting mellem storhedsvanvid og helligbrøde - at påstå. Et utilgiveligt praleri. Derfor blev jeg virkelig såret. Jeg vidste helt bestemt, at jeg aldrig havde gjort mig skyldig i et sådan skryderi. Det havde jeg ikke sagt. Det var en urimelig og grov beskyldning. Det var nærmest som hvis jeg havde sagt, at jeg var et menneske, og hun så havde svaret: "Ja, det siger du jo. Undtagen når du ind imellem får den idé, at du er Gud." Det var urimeligt. jeg blev virkelig stødt!

Hun var som nævnt en noget skarptunget dame, og dertil altid rap i replikken. Ind i mellem var hun vitterlig for hurtig og fik lukket ting ud, der ikke var ordentligt gennemtænkte. Jeg oplevede en del år senere et temmelig grelt eksempel, da jeg var til gammel elevfest, og der så selvfølgelig skulle fortælles anekdoter om dengang. Hun nævnte så et eller andet, jeg havde sagt eller gjort, "ligesom den der tåbelige onkel". Med hvilken ret kaldte hun Ebbe tåbelig? Hun havde aldrig mødt ham, ikke en gang set ham på afstand. Det eneste, hun havde at vurdere udfra, var en snotforvirret teenagers umådelig dårlige efterligning. Var det virkelig dét grundlag, hun ville bedømme andre mennesker på - forvirrede teenageres dårlige efterligninger?

Når man bliver opflammet af en stor og ædel sag, kander jo desværre ske det, at man går hen og bliver en smule selvhøjtidelig. C. G. Jung kaldte det inflation. Med smagen af sandhed i piben (læs: stærkt inflateret) var jeg ikke i tvivl om at være på rette vej. Som nævnt vil jeg nu mene, at jeg kom lidt for let og hurtigt dertil. Jeg kunne ikke smage andet end "sandheden", mens de øvrige ingredienser begrænsede sig til måden, den blev præsenteret på.

At der trods alt var noget, der fungerede som en slags kulisse eller præsentationsmåde var dog ingenlunde ligegyldigt. På en måde er det lidt som med stærkt flavoured tobakker. Mange har sikkert haft den tanke, om det ikke kan være lige meget hvilke råtobakker, der er anvendt, hvis blandingen er så øredøvende aromatisk, at man ikke kan smage andet. Svaret må vel være, at selvom en påtrængende flavour er altdominerende, så har valget af tobakker indflydelse på måden, den fremtræder og opleves. Blev den brugt lige så ødselt i en anden blanding, ville den fremtræde på en anderledes måde. Det var også det, jeg erfarede med de klassiske mixtures på det tidspunkt: selvom jeg egentlig bare syntes, at de smagte af latakia, så gjorde de det ikke på samme måde. Når latakiaen trådte ind på scenen, var lyssætningen og kulissen forskellig fra mixture til mixture.

Men det var på et senere tidspunkt, at jeg lærte at smage mig ind på andre ingrediener. Jeg satte mig selv på en mere systematisk smagstrappe-træning, hvor jeg prøvede det meste af det eksisterendeudvalg af blends og ukrydrede mixtures. Jeg brugte i den forbindelse også hjemmeblandinger, hvor jeg så netop satsede på udforskningen af bestemte ingrediensers egenskaber, og uhyre langsomt og gradvist lod latakiaen vokse frem. Det endte så med at have den modsatte virkning: jeg registrerede den overhovedet ikke, heller ikke, da der efterhånden var meget af den, men oplevede derimod de øvrige ingredienser i deres samspil. Dette var nu noget lettere at rette op på. Blot et par dage med helt rene virginias, og krydderiet trådte klart frem, da jeg vendte tilbage.

Det var så først på dette tidspunkt - omkring 10 efter mit første store latakiatrip - at jeg for alvor blev i stand til at opleve en mixture som en symfoni, hvor de forskellige ingredienser leger med hinanden. Under det første store trip havde Dunhill My Mixture 965 været favoritten. I den anden runde blev jeg særligt fascineret af samme firmas London Mixture, ikke mindst i kraft af dens mangeartede tyrkiske nuancer. Hvad angår andre firmaer, havde det i den første runde især været nogle af Astley's tobakker (ikke mindst No. 1) jeg sværmede for. I anden runde fik jeg øjnene op for Rattray og McConnells. Under den første bølge fandt jeg ting som Highland Targe og Scottish Blend lidt tamme og uinteressante. Med den bedre træning i at opfange andre ingredienser, lod den anden bølge mig opdage deres charme. Men dermed har jeg sprunget i tingene. Faktisk er det en vigtig pointe omkring første bølge, at jeg ikke kunne smage så forfærdelig meget andet end latakiaen, men at det så absolut også var den smag, jeg var ude efter.

Men atter er der tale om et sammenhængende forløb. Jeg tillader mig at opsummere (og dermed gentage mig selv): I den periode, hvor 965'eren var min yndlingstobak, kunne jeg ofte ikke smage andet end latakiaen. Den kunne jeg til gengæld altid smage. Selv når jeg røg allermest skødesløst. Det krævede noget mere, når jeg skulle lokke alle de andre ting frem. En stor del af tiden, ytrede de sig ikke som smagsnuancer og egentligt mærkbare ingredienser. Men mere som noget, der sluttede op omkring latakiaen, en kulisse, der præsenterede den i de bedste omgivelser, således at det trods alt ikke var lige meget, om jeg røg Dunhill My Mixture 965 eller en anden velkrydret engelsk, klassisk mixture. Selvom det jo egentlig bare smagte af latakia, så smagte det af latakia på en anden måde, end det gjorde i en anden mixture, som måske var lige så gavmildt betænkt med latakia, men hvor den optrådte i andre omgivelser. Men det korte af det lange: selv når jeg havde røget rigtig mange - og visse dage for mange - stop, og selv når jeg gjorde mig mindst umage med min rygning, så kunne jeg altid få latakiasmagen frem. Den formelig væltede ind i munden på mig helt af sig selv.

Under hele mit første latakiatrip handlede det i grunden mere om, hvordan en given mixture præsentere og udfoldede denne, end egentlige smagsindtryk fra de øvrige ingredienser. Faktisk var det først på et væsentligt senere tidspunkt, at jeg for alvor fandt ud af og blev i stand til at opfange de mangeartede smagsindtryk fra forskellige ingredienser. I denne anden runde, blev jeg særlig glad for Dunhill London Mixture, fordi der er (eller i det mindste dengang var), så mange spændende tyrkiske/orientalske nuancer i spil med og mod virginiabasisen. En anden tobak, jeg blev rigtig glad for i den periode var MacConnell's Scottish Blend, hvor latakiaens let bedske karakter er (var?) spillet raffineret op imod en udtalt sødme fra de øvrige ingredienser - naturligvis især virginiaen, som smager (smagte?) rigtig meget igennem med en fyldig og rund sødme. Scottish Blend var en af de tobakker, jeg under det første latakiatrip ikke havde nået at prøve. Men jeg tror faktisk ikke, at jeg havde kunne påskønne den på det tidspunkt. Jeg ville formodentlig bare have syntes, at det var en lidt tam sag, fordi der ikke var lige så meget tryk på latakiaen, som i en typisk Dunhill Mixture. Rattray's Highland Targe sværmere jeg også en del for i den anden periode. I den første ville jeg nok have syntes, at den ikke rigtig smagte af noget.

Men alt dette var i bund og grund et spørsmål om tilvænning og træning. Ved mine første møder med latakia, brød jeg mig absolut ikke om det. På det tidspunkt syntes jeg, at det smagte forfærdeligt. I den fase kunne jeg smage, hvis der var bare den mindste smule latakia i en blanding. Selv sådan en som Mac Baren Solent syntes jeg var totalt latakia-agtig. Da jeg så fik smag for det, skulle der måske nok lidt mere til, for at jeg for alvor syntes, at den var der, men når den så var det, var det egentlig ikke så anderledes end tidligere. Det var dét smagselement jeg opfangede og heftede mig ved. Nu blot med fryd, mens det tidligere var med væmmelse.

Der er således tale om en naturligt sammenhængende progression, når jeg så hinsides den første begejstring begyndte at smage mig ind på de øvrige ingredienser. I øvrigt kom jeg jo ind i det på en lidt skæv måde. Frem for at gradvis lade latakiakrydderiet vokse frem i en gradueret smagstrappe-træning, gik jeg direkte fra ingen latakia til masser af latakia. Noget bagvendt kastede jeg mig så siden ud i en systematisk progression. Men det endte jo sådan set godt. I hvert fald lige på det tidspunkt. Siden var der en række ting, der gik helt galt.

Fejlgrebet i første runde var at gå direkte til noget af de mest latakiakrydrede på det davæende marked. Havde jeg gradvist progresseret henover fiffigt sammensatte virginia blends som f. eks. Astley's No. 2 og videre gennem f. eks. blå Four Square og andre ganske let krydrede ting, for så ganske umærkeligt at lade latakiaen vokse frem f. eks. med nogle af Rattray's lettere mixtures, så havde jeg helt sikkert også oplevet tingene på en helt, helt anden måde. Det var det jeg blev i stand til i en senere fase, da jeg - noget bagvendt - rent faktisk tilrettelagde en smagstrappe, og på den anden side af denne genopdagede de gamle venner på en ny måde, hvor jeg fik større fornøjelse af dem end tidligere.

Men for nu lige at få nogle mellemfaser med, så faldt tingene ned i et roligere leje. Mit Olrik trip tonede gradvis af, og der fulgte en anden fase af det forløb. Hvis jeg skal sige det helt kort, så er der den afgørende forskel på Olrik-trippet og den efterfølgende mere afdæmpede periode, at jeg i den sidstnævnte selv var klar over, at jeg havde været ude på et overdrev. Jeg var opmærksom på tegnende og vogtede mig for de ting, der kunne føre til, at det hele gik over gevind igen. Den første fase havde været præget af blind fanatisme. Dengang ville det helt klart have gjort mig bekymret, hvis jeg skulle et eller andet. Også selvom det var noget rart. For hvilke piber og hvilken tobak skulle jeg tage med? Jeg syntes stort set, at alt var en forstyrrelse, nu jeg lige var gået igang med et projekt her, der i nogen grad krævede hjemmets enemærker. Kort sagt: piberne og tobakken gik forud for alt andet, og hvad der forstyrrede mine rygeprojekter blev regnet for plager og ubehageligheder, næsten uanset hvad det var. Sådan går det jo let. Man er lige blevet optaget af et eller andet, og så vil man gerne bruge tiden på det, og helst undgå alt, der kan gribe forstyrrende ind i det.

De efterfølgende år

I det mindste i begyndelsen var også anden fase stærkt mixture præget. På et tidspunkt fik jeg så nok af alt det krydrede og fandt mig bedre tilpas med en lidt mere straight tobak. Det var så her blå Capstan blev det faste brændsel, hvad den mere eller mindre fortsatte med at være mange år frem i tiden. I anden del af anden fase var de to store ting, som jeg var helt vild med blå Capstan og Stanwells årspiber. Fået sådan en pibe røget rigtig godt til, og så et stop blå Capstan, der udfoldede sin smag deri. Jeg husker det som nogle af de bedste stop, jeg overhovedet har oplevet.

Der er imidlertid et særligt kapitel at indføje i historien. Den periode, hvor jeg i stor stil dyrkede hjemmeblanding. Lige fra de tidligste eksperimenter med forskellige tobakker havde jeg gjort det lidt ind imellem. Men lige omkring begyndelsen af 90'erne gik jeg rent amok med det, og havde en periode, hvor jeg stort set kun røg egne blandinger.

Faktisk var det begyndt netop med udgangspunkt i blå Capstan. Jeg havde en periode, hvor mit foretrukne alternativ var blå Edgeworth. Så på et tidspunkt fik jeg ideen om at blande dem, halvt af hver. Det smagte rigtig godt. En hyggelig, rund og fyldig blanding, hvor både virginiaen og burleyen kom godt til sin ret. Den smagte som gode stunder og rare onkler, så jeg kaldte min blanding Onkel Theodor. Theodor var et hit!

Men så kiggede min eksperimenterende side frem, og jeg begyndte at afprøve en masse andre muligheder. Nogle blandinger blev gode, andre ikke. Men det var sjovt og spændende at eksperimentere med. Ligeledes var det ofte en stor overraskelse, når jeg smagte et eller andet, jeg havde blandet i håb om at opnå et bestemt resultat og så gemt væk til nogle ugers efterfermentering. Det skete flere gange at resultatet var helt anderledes end forventet. Ikke nødvendigvis skuffende. Men bare ikke lige det jeg havde forestillet mig at opnå. Da eksperimenterne tonede af stod den atter på blå Capstan. Ind imellem lige noget andet. Men i lange perioder bare blå Capstan.

I slutningen af 90'erne gennemlevede jeg en alvorlig krise. I den forbindelse blev jeg ligegyldig og skødesløs med mange ting. Således også mine piber. Jeg må med skam bekende at jeg har fået ødelagt flere gode piber ved ren og skær forsømmelse. Nogle af dem har kunne reddes ved nogle ret krævende og besværlige fræsninger, da det mest typiske har været, at en pibe blev brugt voldsomt og mere eller mindre overbelastet i en periode, indtil den nåede tilstanden "lutter kul - ingen hul", hvorefter en anden fik samme behandling.

Det gjorde det efterhånden til en noget begrænset nydelse/fornøjelse. På et tidspunkt gik det op for mig, at min rygning var nået til et punkt, hvor det var sjovere at tænke på det end at gøre det, og derfor blev jeg nød til at tage en beslutningen. Enten måtte jeg holde op med at ryge, eller også måtte jeg bringe tingene op på et rimeligt niveau igen. Jeg valgte det sidste. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på et tidspunkt stærkt overvejede at holde helt op.

Det her er ved at blive en lang beretning. Så en mere detaljeret fortælling om min førsømmelsesfase vil jeg gemme til en anden gang. Det, jeg her har fortalt, havde jeg egentlig tænkt mig skulle have været en munter og humoristisk anekdotesamling. I stedet endte det med at blive noget mere alvorligt og selvransagende. Sådan kan det gå!

 

 

 

 

 

N.B.      Se også "Spilopper" (under "Blandede Bolcher").