Det angår ikke mig

De taler allesammen om anorexi her på afdelingen. Overlægen har fortalt en masse, og også vist videofilm for os. Det er lidt trættende at skulle høre så meget om, når man slet ikke har anorexi. Jeg er bare almindeligt tynd og underernæret og skal tage på. Det er det hele.

Jeg synes, de er nogle mærkelige nogen, de der anorexipatienter. Bare det, at de slet ikke vil spise. Jeg vil da gerne spise. Faktisk går jeg meget op i mad. Ja, det vil sige, hvis de ellers serverede noget ordentligt. Det er ikke god mad, vi får her, så derfor vil jeg som regel ikke have det. Men det er jo bare fordi, at jeg ikke kan lide det.

Folk spiser i det hele taget helt forkert, og tænker alt for lidt over, hvad det er, de spiser. Jeg kunne godt tænke mig at skrive en kogebog med god og sund mad. De kan da heller ikke forlange, at jeg skal spise kød. De må da respektere, at jeg er vegetar.

Der er nogen, der siger, at anorexi har at gøre med at få opmærksomhed. De er altså lidt skøre, de der anorexipatienter.

Forledes dag så vi en film, hvor tidligere anorexipatienter fortalte, at det var fordi, de ikke ville leve. At spise er livsglæde. De er altså nogle sære nogen.

Se på mig! Jerg vil da gerne leve. Nogle gange er det bare som om, at livet ikke vil vide af mig. Da jeg blev født, var jeg lige ved at blive kvalt i navlestrengen. Men det kan jeg da ikke gøre for.

Min far siger, at jeg er en skamplet, det værste, der er hændt ham. Hvem er det så, der afviser hvem? - Jeg kan da godt lide min far.

Overlægen siger også, at det ikke passer, at det er min far, der er galt på den, og at jeg er en sød pige.

Men jeg tror nu ikke, han helt mener det. For hvis han virkelig synes, jeg er så sød, hvorfor gifter han sig så ikke med mig, så han kan tage sig af mig, og jeg kan bo tryg og sikret i hans store villa?

Det er sådan en mand, jeg vil have! Han kunne også godt være sagfører eller kontorchef. Bare jeg får sikkerhed og tryghed.

Jeg har aldrig haft en kæreste. Jeg mødte engang en fyr, jeg egentlig godt kunne lide. Han skrev sådan nogle søde breve. Men han kunne ikke sikre mig økonomisk. Der var også ind imellem sådan nogle indviklede ting i hans breve, som jeg ikke forstod. Det skræmte mig. Jeg blev bange for, at han ville kræve noget af mig, jeg ikke kunne leve op til.

Den slags har jeg det ikke så godt med. Jeg bliver let stresset og forvirret, hvis jeg skal finde ud af for meget, eller skal nå for mange ting på den samme dag. Jeg kan bedst lide, hvis der er ro omkring tingene.

Min mor siger, at jeg er dum og ikke kan finde ud af noget. Men det passer ikke. Hun giver mig altid skylden for ting, jeg ikke kan gøre for. F. eks. dengang de havde skrevet noget forkert på perronskiltet, så jeg kom med et forkert tog. Mor blev ved at sige, at det var utroligt, at jeg heller ikke kunne finde ud af det. Det var da ikke min skyld, at de havde skrever noget forkert.

Men det er meget værre med anorexipatienterne. Vi har fået fortalt, at det tit er nogen, der slet ikke kan magte tilværelsen, der så går og prøver at kontrollere deres appetit. Kontrol er det eneste, de tænker på, ellers er de totalt interesseløse og ligegyldige.

Tænk at have det sådan! Det må være frygteligt. Der er da heldigvis en masse ting, der interesserer mig. Jeg kan godt lide at ordne og arrangere ting. F. eks. binde blomster. Der er også så meget, jeg gerne ville, f. eks. designe sko og tøj. Hvorfor er det altid sådan, at det enten er pænt og upraktisk eller grimt og praktisk? - Der må kunne laves sko og tøj, der både er pænt og praktisk. Det kunne jeg godt tænke mig.

Jeg synes i det hele taget, at der er mange ting her i verden, som er helt forkert og skulle laves om. Der er så mange ting, der er alt for svært.

Men det er da altid noget, at jeg ikke har anorexi. Det er jeg virkelig glad for. Hvis jeg så bare kunne komme ud herfra. Jeg synes ikke, her er rart at være. Jeg vil væk. 

Og så al den anorexi-snak. Jeg er  træt af det. Hvorfor kan de ikke snakke om noget andet? Egentlig er det jo også forkert at indlægge os normale sammen med sådan nogle syge nogen. Det er også irriterende med alle dem, der tror, at jeg også har anorexi, bare fordi jeg er tynd. Jeg kan ikke lide at bo imellem sådan nogle syge mennesker, og så oven i købet blive forvekslet med dem.

Hvis jeg nu bare snart kunne finde en rig sagfører eller kontorchef at gifte mig med, så ville det hele blive godt og alting gå i orden.

Her på afdelingen tror jeg ikke rigtig, at de forstår mig. De fordrejer hele tiden alt, hvad jeg siger og gør. F. eks. den dag, jeg havde drukket en hel masse vand, lige før jeg skulle ind og vejes. Jeg var jo bare tørstig. Men de troede, jeg ville snyde.

Jeg kan ikke holde ud, at de hele tiden er efter mig, og behandler mig ligesom dem, der er sindsyge. Jeg er fuldstændig normal. Jeg er bare for tynd. Ikke noget som helst andet.

Hvis jeg får lov at gå ud i den her weekend, vil jeg skynde mig at finde en rig mand, så jeg kan blive udskrevet herfra på mandag.