Trettende periode

Iron Butterfly: "In-A- Gadda-Da-Vida" (25. Juli) Moody Blues: "In Search Of The Lost Chord" (26. juli) Big Brother Holding Company: "Cheap Thrills" (12. August) James Brown: "Live At The Apollo, Volume 2" (August) Jeff Beck: "Truth" (August) Cream: "Wheels Of Fire" (August) Fleetwood Mac: "Mr. Wonderful" (23. August) The Beacon Street Union: "The Clown Died In Marvin Gardens" (August) Marvin Gaye: "In The Groove" (26. August) The Byrds: "Sweethearts Of The Rodeo" (30. August) The Equals: "Baby, Come Back" (??) Jefferson Airplane: "Crown Of The Creation" (September) The Crazy World Of Arthur Brown: "The Crazy World Of Arthur Brown" (September) Steve Miller Band: "Children Of The Future" (September) Booker T. And The MG's': "Soul Limbo" (September) Jimmy McGriff: "The Worm" (??) Herbie Hancock: "Speak Like A Child" (??)

 

Fjerde kvartal:

Singler: The Bonzo Dog Band: "I'm The Urban Spaceman" b/w "In The Canyons Of Your Mind" (11. oktober) Moody Blues: "Ride My See-Saw" (a-side) (12. oktober) Donovan: "Lalena" (a-side) (Oktober) "Atlantis" (a-side) (November) The Iveys (a.k.a. Badfinger): "Maybe Tomorrow" (a-side) (15. november) Manfred Mann: "Fox On The Run" (a-side) (29. november) Deep Purple: "Kentucky Woman" b/w "Wring That Neck" (december)

Albums: Jimi Hendrix: "Electric Ladyland" (16. Oktober) Traffic: "Traffic" (Oktober) Steve Miller Band: "Sailor" (Oktober) Steppenwolf: "The Second" (Oktober) Jethro Tull: "This Was" (25. Oktober) George Harrison: "Wonderwal Music" (1. November)

 

Se oversigten i "Progressionen 1" for en mere overskuelig liste.

Masser af Tråd

Efteråret '68 tager sig lidt bedre ud end sommeren. Mens der siden studenterurolighederne i Paris i maj havde været en lang række sammenstød mellem de unge og det etablerede samfund, kunne man nu øjne et skær af eftertænksomhed, der satte spørgsmålstegn ved vold og realpolitik. I det mindste inden for musikken. Verden i almindelighed stod det værre til med.

Efter mordet på Matin Luther King d. 4. april og de franske studenteruroligheder i maj fulgte et attentat på Andy Warhol d. 3. juni og d. 5. mordet på Robert Kennedy. I august blev tjekkoslovakiet tromlet ned af russiske tanks og i oktober fulgte den mexicanske massakre. Raceuroligheder, det kommende præsidentvalg og diverse demonstrationer betød, at USA en stor del af '68 var på grænsen til borgerkrigslignende tilstande.

Hvis man endelig skal være så overfladisk genereliserende at tale om "de glade 60'ere", så handler det i virkeligheden ikke om hele perioden 1960-70, men om det forløb, som er indrammet af de to Kennedy-mord. Denne periode former sig som historien om et håb, der kommer ind i verden, men derefter går til grunde.

At der skete frygtelige ting, og at magthaverne misbrugte deres magt, var der ikke noget nyt i. Det anderledes var en mere militant/revolutionær holdning hos en stor del af ungdommen.

Ikke alle musikere havde holdt sig for gode til at bakke op om den brutale tone. Vi har set eksempler som Rolling Stones' "Street Fighting Man" og The Doors' "Five To One". Heldigvis fik sådanne udsagn ikke lov at stå uimodsagte.

D. 26. juli kom der et tredie album fra Moody Blues, "In Search Of The Lost Chord". Mens andre blev militante og talte om revolution, havde The Moodies et andet fokus og vendte blikket ud mod stjernerne og ind mod sindet. Den sande fredselskende hippie-drøm om den universelle harmoni fik med denne plade et af sine sidste mesterværker. Fra den første til den anden plade med Moody Blues havde der fundet et markant stilskift sted. Denne gang var springet mindre markant. Alligevel var der sket en tydelig regulering af den stilistiske orientering. Mens et symfoniorkester indrammede de mere eller mindre regulære popsange på "Days Of Future Passed", var der denne gang tale om en mere organisk sammenhængende og i sin helhed kompleks musik, hvor gruppen gjorde det hele selv uden assistance udefra. Ved hjælp af det elektroniske instrument melotron blev lyden af strygere og blæsere efterlignet. Undervejs spillede gruppens medlemmer så endvidere på alt fra elektrisk guitar over cello til forskellige indiske instrumenter. Det sidste var med til at give pladen et let anstrøg af orientalsk touch. Med denne organiske og multi-instrumenterede musik, der hyppigt blev garneret med melotron-effekter, havde Moody Blues mere eller mindre fundet deres endelige og blivende stil, som siden kun skulle blive sparsomt reguleret. Ligeledes skulle en kosmisk/spirituel filosoferen over tilværelsen blive deres stadige emnevalg. Den første plade havde ikke som sådan et koncept, den anden havde et døgns gang som tema. På "In Search Of The Lost Chord" blev Moody Blues derimod kosmiske - og det har de været lige siden. Efterhånden blev det naturligvis noget udvandet og forudsigeligt. Men her på den første fuldbårne manifestation møder man et imponerende og storslået værk. Men måske også en plade, hvor man fornemmer en vis resignation. Mens andre flyttede på landet, trak Moody Blues sig væk via meditation og mysticisme. Rent musikalsk set var pladen endnu et vidnesbyrd om gruppens usædvanlige musikalitet, der fuldt ud matchede de to foregående.

N.B. Se uddybende artikel: "The Lost Chord"

Imidlertid var sådanne sen-psykedeliske tiltag relativt få. Det, der for alvor fyldte i landskabet, var blues, blues, blues og mere blues. Herunder dog medregnet en række af bluesens nære slægtninge såsom r&b, bluesrock, soul, funk m.v. hvilket trods alt betød en ret stor spændevidde. Når man nævner navne som Janis Joplin, James Brown, Jeff Beck, Cream, Fleetwood Mac og Marvin Gaye, har man opremset en stribe af dybt personlige kunstnere med store indbyrdes forskelle. Men alligevel også en række navne hvor man uden videre fornemmer en rød tråd. Tendensen er tydelig, og giver et klart billede af en hovedstrøm. Ved siden af denne var der imidlertid mange interessante bi-strømme.

Med "Sweethearts Of The Rodeo" fuldendte The Byrds den metamorfose, der begyndte på "The Fifth Dimension". Ingen, der ikke havde mellemregningerne med, ville kunne høre, at denne countryrockplade var lavet af den samme gruppe, som i sin tid elektrificerede Dylans "Mr. Tamburine Man". Men om frøen var blevet til en prins eller prinsen til en frø, kan afgjort diskuteres. På mange måder blev Byrds aldrig igen så betagende og indtrængende som i deres første periode. Men deres vilje til konstant fornyelse var ikke desto mindre imponerende. For en ordens skyld bør det nævnes, at det strengt taget ikke var helt det samme band. En del af forvandlingen havde bestået i, at der havde været nogle udskiftninger undervejs. Nu var der kun to originale medlemmer tilbage, gruppens stifter og leder Roger McGuinn og hans tro væbner Chris Hillman. Klassens nye dreng var Gram Parsons fra The International Submarine Band, og han fik et for en nyankommen uhørt stort råderum. Den oprindelige idé var, at pladen skulle fortælle amerikansk musiks historie, fra den helt traditionelle countrymusik til elektroniske eksperimenter. Men på en eller anden måde lykkedes det Parsons at overtale McGuinn til at blive i den traditionelle ende, og blot tilsætte et forsigtigt pift af moderne kant. Det resulterede i en helt anderledes Byrds-plade, som fik en lunken modtagelse af gruppens fans, men siden er blevet hædret som en milepæl i den moderne country-rock.

The Equals er sammen med navne som f.eks. Desmond Decker et eksempel på den bølge af ska, der især var populær i England på dette tidspunkt. Genren fik en stor renæseance i 80'erne (The Specials, Madness m.fl.), og forbindes idag næsten udelukkende denne anden blomstring. Den oprindelige ska-bølge er derimod næsten glemt.

Også her er der et særtræk for '68 at iagttage. Blandt pladerne fra de foregående tre år, er der relativt få afvigelser mellem det, der blev hædret i sin samtid, og det, som siden er kommet til hæder og ære. Man kan nævne nogle enkelte eksempler. Men i året 1968 optræder de langt mere hyppigt, de her oversete perler, forkastede ting først en senere tid har kunne høre noget i, ved siden af populære fænomener i samtiden, der siden er gledet ud i glemslen.

Publikum ville have tung bluesbaseret rock med masser af guitar. Tråd. Tråd i lange baner. En brutal musik til en brutal tid. Det gjaldt især for USA. I England kunne man som nævnt f.eks. se det charmerende i ting som The Equals og sværme for det. Således kan man også hæfte sig ved, at "Truth" var voldsomt populær blandt amerikanere, men ikke vakte synderlig opmærksomhed i Jeff Becks hjemland. To af periodens bedst sælgende albums var "Cheap Thrills" og "Wheels Of Fire". Mange af de plader, der idag regnes for absolut obligatorisk pensum, som ingen seriøs samling kan være foruden, blev derimod fuldstændig ignoreret i deres samtid. Det må siges at være ret tankevækkende. Hvorfor blev de vraget dengang? Hvad er det, eftertiden har hørt i dem? Hvad så man dengang i de ting, der ikke har kunne tåle årenes gang?

På dette sted skal der ikke gøres noget forsøg på at besvare disse spørgsmål. Blot opfordres til at tænke over dem. Men også at glæde sig over, at tiden var så rig og rummelig, at der så at sige blev lavet plader til flere generationer af lyttere.

Dengang i '68 blev et hul udfyldt, mens man ventede i spænding ...

En af de ting man må have med i sine betragtninger er nemlig, at tidens suveræne superhelt nr. 1 var Jimi Hendrix, som det imidlertid var nogen tid siden, at der var kommet en ny plade fra. Det gjorde der så endelig i oktober - og sikke en! "Electric Ladyland" har almindeligt ry for at være Hendrix' mesterværk. Den regnes endvidere for en af periodens vigtigste udgivelser overhovedet. Når man skærer helt ind til benet og siger "Bringing It All Back Home", "Pet Sounds" og "Sgt. Pepper", må den næste titel i rækken ubetinget være "Electric Ladyland". Dermed har man i alt væsentligt skitseret hovedpunkterne i Den store Progression. Et dækkende indtryk af disse fire års gyldne frodighed har man derimod næppe fået. Des årsag breder vi os noget mere ud i nærværende gennemgang. Lad os derfor kigge lidt på nogle af de udgivelser, der skiller sig lidt ud fra strømmen af hård, kontant rock.

I Jefferson Airplanes mangedimensionelle stil-hybrid var blues ikke det, der fyldte mest. "Crown Of Creation" rummer nogle eksperimenterende træk, men er ikke tilnærmelsesvis så radikal som "After Bathing At Baxters". Ligger på mange måder nærmere "Surrealistic Pillow". Grace Slicks "Lather", der åbner pladen, lyder som en blid folkesang. Siden kommer der mere drøn på, og pladen gennemfører en tydelig bevægelse frem mod en voldsom afslutning. Men når undtages nogle få flippe ud passager undervejs er det i det store hele en ret straight plade. Først og fremmest lyder det - surprise, surprise - som Jefferson Airplane. Men man gør samtidig den erfaring, at Jefferson Airplanes udvikling ikke forløb lineært, sådan som det f.eks. er tilfældet med Beatles. Airplanes plader danner snarere en holistisk mosaik, der gør en række tilløb i forskellige retninger, uden stringente bevægelser fra a over b til c. Dette er en del af fascinationskraften ved Jefferson Airplanes univers, men kan også virke lettere forvirrende. Dermed ikke sagt, at de ikke havde taget bestik af tiden. Skønt vi er ovre i en lidt anden stilistisk dialekt, føjer "Crown Of Creation" sig fint ind i det overordnede billede af tiden. Anmeldelserne var blandede, men folk købte pladen, og den nåede helt op til en sjetteplads på Bilboards lp-liste. Med andre ord var det i allerhøjeste grad en plade i tiden. Men ikke desto mindre progressivt lettere neddæmpet i forhold til forgængeren. Den eneste virkelig markante undtagelse er avantgarde kompositionen "Chushingura", en lille sag på under to minutter, der følger lige efter sangen "Share A Joke", og dermed føjer sig naturligt til som et "og det vil vi så hermed gøre". I begyndelsen af '69 fulgte live-albummet "Bless Its Pointed Little Head", der - på linie med mange andre af tidens navne - var påfaldende mere brutalt og hårdtslående end gruppens studieindspilninger.

I den hammond-orgel dominerede ende blev det stadig sværere at trække et skarpt skel mellem soulrock og jazz, hvilket Booker T. and the M.G.'s og Jimmy McGriff er fine eksempler på. Her er endnu en af de veje, der fører frem til 70'ernes fusion og jazzrock, men den er ofte blevet overset af genrens historieskrivere.

Herbie Hancocks erklærede hensigt med "Speak Like A Child" var at udtrykke et lysere syn på tingene, at se udover tidens problemer og antyde muligheden af et håb for fremtiden.

Jethro Tulls imponerende debut-album kan på én måde regnes med under bølgen af kontante plader, ligesom den stilistiske opfattelse er mærkbart bluesbaseret. Men udgivelsen besidder samtidig en lethed, en lyrisk dimension og en sprælsk formel-frihed, der skiller den ud fra mængden. Det er en af den slags plader, hvor man straks mærker, at her er noget særligt på færde. Albummet træder øjeblikkeligt i karakter og etablerer en magisk stemning, der er helt dets eget. Ian Andersons tydeligt Roland Kirk inspirerede fløjtespil har allerede på denne første plade en central rolle. Alligevel lyder det tidlige Jethro Tull som et mere demokratisk foretagende end Andersons senere diktatur, hvor der blev lavet særdeles ambitiøs og storslået - men ikke nødvendigvis bedre - musik. Ved sin mere direkte tilgang har "This Was" en friskhed, renhed og ægthed, der siden gik tabt.

Forvandlingen fra kollektiv til backing-group begyndte tidligt. Den første plade viser fire individer i inspireret samarbejde. Det er betegnende, at det på de efterfølgende plader hele tiden er den mest personlige instrumentalist, der udskiftes. På "This Was" markerer guitaristen Mick Abrahams sig tydeligt som den anden vigtige figur ved siden af Anderson. På gruppens anden plade var han blevet udskiftet med Martin Barre, hvorefter bassisten Glen Cornick trådte i karakter som kronprins på de næste par plader, for så betegnende nok at blive udskiftet på den fjerde plade, hvor der således udover Anderson kun var trommeslageren Clive Bunker tilbage af den oprindelige besætning. Han blev så til gengæld udskiftet på den femte hvorved metamorfosen var komplet. Gennem de efterfølgende plader var der et fortsat gennemtræk, og Jethro Tull var dermed helt tydeligt Ian Anderson plus en række mere eller mindre tilfældige musikere, hvoraf de fleste havde nogle så imponerende fuldskæg, at det ligefrem gik hen og blev en folkelig talemåde, at sige om en, der var usædvanlig langskægget, at han kunne være med i Jethro Tull.

Men rent bortset fra den interne magtbalance og de store skæg gælder det for Jethro Tull, at de skabte en hybrid af folkemusik, hård rock, eksperimentrende beat, jazz, og blues tilsat symfoniske krydderier, der placerede sig centralt i 70'ernes musikalske landskab. Som vel stort set de eneste kunne Tull spænde over afgrunden mellem Fairport Convention og Yes, såvel som bygge bro mellem Pink Floyd og Mahavishnu Orchestra. De har således også været ekstremt indflydelsesrige med en række kompromisløst gennemførte koncept-albums, der ubetinget hører blandt prog. rock bølgens absolutte perler. Som tidligere nævnt i anden forbindelse, er Jethro Tull i lige så høj grad som The Band og Creedence Clearwater Revival at regne for 70'ernes konstituerende arkitekter.

Man kan således iagttage en del pudsige eksempler på mangfoldighed og overraskende udgivelser. Alligevel er der en så massiv formation af tråd, tråd og atter tråd, som med tykke mure af guitar-guf ælter sig gennem en kæmpe bunke plader, at det på mange måder viser en endnu mere entydig tendens end den psykedeliske bølge et år tidligere.

Bevares! Disse plader bør ikke skæres over en kam. Enhver vil uden videre kunne konstatere forskellene. Jeff Beck skabte grundlaget for det, Led Zeppelin siden skulle bygge videre på. Cream udkæmpede en krig pr. musik. Fleetwood Mac var lige ud ad landevejen uden dikkedarer. Arthur Brown skabte et lydbillede uden guitar, hvor diverse keyboards i samspil med bas og trommer skabte et klangunivers, som var markant anderledes end de fleste andre ting på det tidspunkt. Ser man bort fra denne specialitet, befandt Brown sig et sted mellem Vanilla Fudge og Deep Purple, hvor han skabte en teatralsk "gyser-rock", som gødede grunden for Alice Cooper. Jimi Hendrix indtog sin centrale plads med naturlig autoritet. Steppenwolf fortsatte på deres anden plade stort set i direkte forlængelse af den første, men knap så brutalt og med lidt flere farver på paletten.

Det er således et i virkeligheden uhyre bredt og mangeartet område, vi groft genereliserende sammenfatter som "tråd". Alligevel er det svært at frigøre sig fra en følelse af, at musikken var ved at miste noget af sin elegance, og i stigende grad lagde vægt på slagkraft frem for det raffinerede og underfundige. Det er symptomatisk, at der samtidig viste sig et sprogligt skift. Efter nogle år hvor man primært betegnede den nye, ungdommelige musik som beat, begyndte man i stigende grad at benytte prædikatet rock. På sin vis havde musikken fuldendt en cyklus og var kommet tilbage til sine oprindelige forudsætninger: rytme, energi, råstyrke og guitarspil. Men den nye larmende rock var samtidig markant anderledes end den gamle rock and rolls delikate luftighed og muntre sødme. På en nært beslægtet vis havde mange af de plader, der fulgte op på den psykedeliske bølge og arbejdede videre i det eksperimenterende spor en tendens til at underprioritere det legende og sød-sjov-sær-kær-skør-skæv-agtige til fordel for det svulstige, pompøse og bombastiske. De svævende 60'ere var så småt ved at lægge an til landing og dermed give bolden op til de trampende 70'ere.

 

Hovedværk:

 

 

 

 

Jimi Hendrix Experience: "Electric Ladyland"

Side 1:

1. ...And the Gods Made Love

2. Have You Ever Been (To Electric Ladyland)

3. Crosstown Traffic

4. Voodoo Chile

 

Side 2:

1. Little Miss Strange

2. Long Hot Summer Night

3. Come On (part 1)

4. Gypsy Eyes

5. Burning Of The Midnight Lamp

 

Side 3

1. Rainy Day, Dream Away

2. 1983 ... (A Merman I Should Turn To Be)

3. Moon Turn The Tides ... Gently Gently Away

 

Side 4:

1. Still Raining, Still Dreaming

2. House Burning Down

3. All Along The Watchover

4. Voodoo Child (Slight Return)

To smagsprøver

 

(Støv selv flere op eller anskaf albummet. Det er afgjort værd at eje!) 

 

 

N.B. Youtube ER noget lort, hvad angår Hendrix

Lyt videre ...

 

Miles Davis: "Water Babies"

"Water Babies", der blev udgivet i 1976, er et vigtigt og oplysende dokument om Davis' udvikling. Ganske vist giver den originale stribe af plader fra "E.S.P." (1965) til "Bitches Brew" (1969), i alt væsentligt et dækkende billede af hans bevægelse fra progressivt eksperimenterende jazzmusiker i nabolaget af freeform til hans senere elektrificerede og mere beat-agtige stil. Men "Water Babies" supplerer og uddyber, så man kommer til at forstå lidt mere af hvad, der skete med Miles. Den er sammensat af to sessions fra henholdsvis juni '67 og november '68. Den første er overskydent materiale fra "Nefertiti", mens den anden kiler sig ind mellem "Filles De Kilmanjaro" og "In A Silent Way". Begge sessions er vellykkede og kan fuldt ud stå mål med de ting, der dengang blev udsendt. Forskellen på de to sessions er tydelig og påfaldende. To skarpe snapshops fanget i farten, der viser mesteren i bevægelse. Det bliver ikke meget bedre! 

 

The Mothers Of Invention: "Weasels Ripped My Flesh"

Som en pudsig, indirekte mindelse om den gammeldags, mindre helhedstænkende langplade blev der d. 10. august 1970 udgivet et sammenskrab af studie- og liveoptagelser med Frank Zappa og hans opfindsomme mødre, der strækker sig fra 67 til 69. Således springes der rundt i tre særdeles begivenhedsrige år af pladeindustriens historie. Men ser man bort fra ujævnheden og manglen på sammenhæng, er "Weasels Ripped My Flesh" alletiders fantastiske plade, der giver et klart billede af den utrolige fantasi og dristighed, der prægede Mothers Of Invention i deres mest frodige periode. Den allestedsnærværende kreativitet bliver et koncept i sig selv, der ender med alligevel at give pladen en fornemmelse af helhed og indre sammenhæng. Det bør endvidere nævnes, at det var Zappa selv, der udvalgte og sammensatte numrene. En slags auditiv pendant til klippebordsfilm.

 

Jimi Hendrix: "Hendrix In The West"

"Hendrix In The West" er en forrygende samling af live-optagelser. Pladen rummer optagelser fra Royal Albert Hall d. 24. februar 1969, fra San Diego Sportsarena d. 4. maj samme år, Berkely Community Theatre d. 30. maj 1970 og Isle Of Wight d. 30. August (ligeledes '70). Pladen blev imidlertid først udgivet i '72, hvor Jimi i mellemtiden var død. Men hver gang man hører disse vitale præstationer, hvor der er fuld tryk på, og guitartroldmanden udøver ren magi, bliver han levende igen!