(... Fortsat fra 10-a)

 

 

Herfra over til Yardbirds og singlen "Ten Little Indians"/"Drinking Muddy Waters". Blandt det bedste de præsterede i Page-perioden. A-siden fortættet og dramatisk, b-siden en eksplosiv kraftudladning. Fungerer fremragende som par.

Herfra skal vi over til noget ganske andet, nemlig Buffalo Springfield, et band , der repræsenterede en anderledes nuance på datidens palet. For alle, der har lagt et reelt stykke arbejde i at føle ind, burde samtidigheden være tydelig nok. Men at vi er ovre i en anden stilistisk dialekt turde være indiskutabelt. Helt tydeligt amerikansk og med et relativt upoleret finish, hvor man måske især fornemmer, at Neil Young var blandt gruppens medlemmer. Blandt de øvrige kan nævnes Stephen Stills og Ritchie Furay. Vi har således at gøre med såvel en forløber for Crosby, Stills, Nash & Young som Poco. Det burde give et vink om det stilistiske område, som måske kunne kaldes skovhuggerskjorte-musik, eller med en komparativ beskrivelse muligvis placeres et sted mellem Byrds og Merle Haggard. Man kunne også nævne både Dylan, Love, Tim Buckley og Captain Beafheart. Kort sagt: meget amerikansk - en plade, der ville have været utænkelig i England.

Det bør dog nævnes, at "Again" udviser en ret imponerende spændevidde, hvor der undervejs indgår reminiscenser af både folk, pop, rock, country, jazz, soul, psykedelia og elektroniske eksperimenter - alt i alt en lettere syret tidlig forløber for senere tiders americana.

Åbningsnummeret, "Mr. Soul", kan ses som en amerikansk halvfætter til Stones' "Satisfaction" isprængt skiftene guitarer, der synes at dumpe ind i lydbilledet efter tur. På sin vis kan den også forekomme beslægtet med Byrds' "So You Wanna Be A Rock And Roll Star"

 

"A Child's Claim To Fame" er en mere blød og countryagtig sag. Som bærende elementer er det også her især vokalerne og guitarerne, der er i forgrunden.

 

"Everydays" er en valsende og lettere syret krydsning af folk og jazz, hvor en endeløs guitarudklang i kontrolleret feedback bidrager stærkt til det eksperimenterende præg, og tillige tilfører en krads nuance til en ellers ret stilfærdig sang.

 

"Expecting To Fly" åbner næsten symfonisk, men finder herfra over i et landskab af drømmende folkbeat lidt á la Jefferson Airplane.

 

"Bluebird" er en lidt mere rask og pågående sag, hvor man imidlertid stadig kan spore nogle mindelser om Jefferson Airplane. Længere inde skifter den karakter flere gange. Tydeligst da den hen mod slutningen slår over i noget lidt bluegrass-lignende.

 

"Hung Upside Down" er nok det nummer på pladen, der kommer nærmest de ting, vi har været omkring i det foregående. Med sine klangfulde syredrømme har den især et slægtskab med Doorspladen, men kan på sin vis også ses som en mere tilbagelænet halvfætter til "Ten Little Indians".

 

"Sad Memory" er mere akustisk orienteret. Et stille og helt afdæmpet nummer, der udfolder sig i lettere jazzet underspil.

 

"Good Time Boy" er et soulnummer og pladens mest energisk pulserende sang. Mange vil formodentlig opleve det som en rent fysisk fornemmelse. Efter at have siddet gennem syv sange i stille, andægtig lytten til musik, som er mest til hovedet, reagerer kroppen pludselig som reaktion på det spændstige beat og begynder at gynge i takt.

 

"Rock & Roll Woman" er et stykke luftigt pulserende folkpop, som kan have en ganske svag antydning af Hollies over sig.

 

Afslutningsnummeret, "Broken Arrow", bevæger sig gennem en lang række stil- og stemningsskift, der følges på vej af et rigt opbud af lydeffekter og elektroniske eksperimenter, men holdes sammen af et gennemgående melodisk motiv, der fungerer som vejviser gennem et omskifteligt landskab.

Med Cream og "Disraeli Gears" hopper vi over til England og en omgang psykedelisk bluesrock, som på en og samme tid ligger tæt på og langt fra Buffalo Springfield. Præget af den psykedeliske tid er der begge steder. Det samme er de mange smutture rundt i forskellige stilistiske dialekter. Men forskellene er lige så markante. Den tydeligste af disse er vel nok, at Cream generelt er mere kropsligt orienterede og des årsag af mange vil opleves som mere umiddelbart håndterlige. Når der undervejs kommer mere stilfærdige og mindre eksakt rytmisk markerede ting sker det på en anderledes måde. Mens Buffalo Springfield sikrer sig jordforbindelse gennem enkelhed og en lidt rustik indfaldsvinkel, er det hos Cream en underforstået rytmisk tyngde, der på en eller anden måde stadig er der, også når de letter i himmelstræbende lethed og fritsvævende drømme. Dertil kommer det stilistiske afsæt. Hvor Buffalo Springfield har dybe rødder i folk og country, er Creams udgangspunkt stadig her i deres højpsykedeliske fase hørbart blues. Samtidigheden er imidlertid ikke svær at spore. Den må på det nærmeste kaldes åbenlys. Men samtidig kan vi konstatere, at det vi har betegnet som en lettere afdæmpet efterårs-eftertanke, synes mere fremherskende og udtalt i amerikansk end engelsk musik. Vi så lidt tidligere, at Doors anden plade var lidt mindre udfarende end den første, og vi har just beskæftiget os med Buffalo Springfield. Yardbirdssinglen vi var omkring er derimod kraftfuld, dramatisk og ekspressiv. Hos Cream mærker man måske nok lidt mere af eftertanken end hos Yardbirds, men ikke så udtalt som hos de amerikanske navne.

Åbneren "Strange Brew" står med sin sejt gyngende fornemmelse som en levende og pulserende lukken lytteren ind med åben imødekommenhed. Claptons syngende guitar brillerer. Den toløbede vokal mellem Bruce og Clapton lægger et drømmetæppe oven på den sejt glødende bund. Der er kort sagt så meget umiddelbart medrivende i denne sang, at de fleste vil kunne nå den uden større vanskeligheder.

 

"Sunshine Of Your Love" er baseret på et karakteristisk riff, der giver nummeret dets grundpræg samtidig med at fungere som det hurtigt opfattede hook, der hjælper lytteren på vej gennem forløbet. Bruce og Clapton deler vokalen imellem sig og finder sammen i versets klimaks.

 

"World Of Pain" er en knap så pågående sag, hvor et strejf af den amerikanske eftertanke synes at være nået til England.

 

"Dance The Night Away" følger trop med bløde drømme i fritsvævende udsyn over udstrakte landskaber.

 

"Blue Condition" forener elementer af de to orienteringer, vi har mødt i det foregående. Sejt gyngende glød og nedstemt stille tankefuldhed mødes og danner en syntese.

 

"Tales Of Brave Ulysses" er på en gang mere kontant pågående og mere udsvævende i drømmende eksperimenter. Nærmest som en slags omvending af "Blue Condition", der danner en alternativ syntese af ingredienserne.

 

"Swablr" er en voldsom og kraftfuld sag, hvor Bruce' vokal blot er en blandt en række fokuspunkter i lydlandlandskabet, der er fyldt med vågent udfarende spil. "Men regnbuen har fuldskæg".

 

"We're Going Wrong" er meget stille og drømmende på en måde, der foregriber Fleetwood Macs "Albatros". Lange udklange lyder mellem Bakers smældende trommer. Vokalen består af uendeligt lange toner, der mere får karakter af en række pointemarkeringer i spredt adskilthed end en egentlig melodilinie.

 

"Outside Woman Blues" er en riff-baseret blues i slægt med pladens to første numre. Til trods for det seje riff er der imidlertid stadig en udtalt element af den anden ligesom "mindre lige på" opfattelse, især som følge af Bakers mange rytmeskift.

 

Med "Take It Back" kommer vi derimod så "lige på" som vel muligt. En gyngende gang shuffle uden nævneværdige udflugter, når undtages en effekt der giver lyden af stemmer i baggrunden, som var det en live-optagelse.

 

Endelig lukkes der af med den humoristiske "Mother's Lament", hvor det ikke kræver megen fantasi at fremmane billedet af en engelsk pub med store ølkrus omkring klaveret. Den udgør en art forlængelse af stemmer-i-baggrunden effekten på "Take It Back", og understreger derved præget af en gennemført bevægelse.

 

Herfra atter over på den anden side af atlanten til Electric Prunes og singlen "Everybody Knows"/"You Never Had It Better". Det er nær ved at være en tidlig forløber for 70'ernes glamrock, men med en udtalt 60'er-stemning hvor vildt eksperimenterende udflippen mødes med en sart og indtrængende følsomhed.

Tilbage til England og ombord i Moody Blues' "Days Of Future Passed". Med sine møder mellem symfoniorkester og beatgruppe og en produktion der pressede datidens tekniske muligheder til det yderste var dette album banebrydende og viste en vej, fremtiden skulle trække store veksler på. The London Festival Orchestra blev dirigeret af Peter Knight, der havde udarbejdet orkestreringerne i nært samarbejde med Moody Blues. Konceptet er et døgns gang og dermed et forsøg på i klange og stemninger at indfange de forskellige tidspunkters atmosfære.

"The Day Begins" skildrer via orkestermusik overgangen fra nat til dag. En række af pladens bærende motiver præsenteres som varsler om de muligheder og perspektiver dagen rummer, hvorved pladens grundstemning samtidig bliver etableret. Et recitativ byder på et digt om nattens flygtende skygger og det fremspirende lys, hvilket leder videre gennem orkestrale solopgangsklange og en lille dansende signatur til den første beatgruppe indsats, "Dawn Is A Feeling". Daggry er en følelse. Gennem "Another Morning" kommer vi via en række mellemstationer gennem morgen- og formiddagstimerne frem til middagstid, "Peak Hour". Gennem hele dette forløb bliver musikken generelt mere og mere livlig. Fra det hvilende og manende udgangspunkt bliver tingene gradvis mere præget af dagens hektiske aktivitet, der ved frokosttid har opnået et stærkt energisk præg. Dette forløb udgør første halvdel.

Anden halvdel er således viet eftermiddag og aften. Som forventeligt bydes der her på en gradvis sænkning af aktivitetsniveauet. Men gennem andre og anderledes stemninger, der netop svarer til det svindende lys og udsigten til natten, der skal komme. Fra denne del stammer pladens mest berømte sange. "Forever Afternoon (Tuesday?)" sætter striben igang på både inderlig og iørefaldende vis. Dens afsluttende figur forandrer sig til et orkestermotiv, der fører os videre til en lidt dyster afslutning på arbejdsdagen i form af "Time To Get Away", der imidlertid arbejder sig op til feststemt glæde over den fritid, der nu åbner sig med sine muligheder.

Solnedgangen i "The Sun Set" har lidt orientalsk farve over sig, såvel i sin rytmiske opfattelse, som melodiliniens tonebevægelse. Det bidrager til at give sangen mere karakter og gøre den til noget, man allerede ved første gennemspilning lægger mærke til. Solen går nok ned i vest. Men netop derfor synes mørket og den dermed forbundne mystik at komme fra øst.

"Twilight Time" er en helt anden slags nummer, men på sin vis lige så betagende, med sin kosmiske melodi, der ivrigt rider natten imøde i gådefuld manen.

Endelig når vi frem til natten og dermed det, som "Days Of Future Passed" frem for noget huskes for, den utrolige "Nights In White Satin", som mange andre kunstnere siden har tolket. F eks. så sent som i 2001 danske Sort Sol.

Endelig afrundes der med lidt orkesterklange og et recitativ/digt, der modsvarer åbningen, ved denne gang at erklære dagen for slut. Men hvem afgør, hvad der er virkeligt, og hvad der er en illusion?

 

Et andet af tidens mest spændende engelske navne på beatscenen var Pink Floyd. Singlen "Apples And Oranges"/"Paintbox" lægger sig i forlængelse af Piper som et af Barret-fasens sidste centrale statements.

Ting som de nævnte markerede sig naturligvis stærkt. Alligevel var Beatles stadig noget særligt, og det gælder også "Magical Mystery Tour", selvom den kun er halvt anerkendt som en rigtig del af Beatles-kanonen. De centrale sange fra filmen udkom i England på en dobbelt-EP. I USA blev disse udsendt sammen med de nærmest omkringliggende singler samlet på et album, der altså des årsag er lidt af en apokryf i Beatles-kataloget. Langt de fleste regner den dog med, og mange mener, at den er anden halvdel af den dobbelt-lp, Sgt. Pepper burde have været. Det kan naturligvis diskuteres. Men at de to plader i tid ligger så tæt, betyder, at de er nært beslægtede i hele deres anslag, stemning og stilisme. At "Magical Mystery Tour" oprindeligt var at regne for en lidt mærkelig blanding af et original- og et opsamlingsalbum er jo ikke noget, man behøver at hænge sig i. Man kan høre musikken, forholde sig til den og overveje hvordan den placerer sig i forhold til de andre ting, der blev lavet omkring samme tidspunkt. Som altid bliver man slået af Beatles' evne til at samle og opsummere alt, hvad der foregik, og de har således også her ramt tiden lige på kornet, eller rettere: fremstår endnu engang som tidens eksakte stemme.

11 skæringer indkredser epoken og kan samtidig regnes blandt det bedste deri: "Magical Mystery Tour", "The Fool On The Hill", "Flying", "Blue Jay Way", "Your Mother Should Know", "I Am The Walrus", "Hello Goodbye", "Strawberry Fields Forever", "Penny Lane", "Baby You're A Rich Man" og "All You Need Is Love".

I forrige runde af udtræk og sammenføjninger kiggede vi på Jefferson Airplanes "Surrealistic Pillow", som blev gennemgået ret detaljeret, og på det grundlag kunne man jo nok synes at have et rimeligt kendskab til gruppen. "After Bathing At Baxter's" er imidlertid påfaldende anderledes end "Surrealistic Pillow". Af en efterfølger, den næste i rækken, vil man almindeligvis forvente noget, der ligner, og hvor der så blot er reguleret og opdateret lidt. Sådan forholder det sig imidlertid ikke i dette tilfælde. I det hele taget følger Jefferson Airplane ikke en gængs udviklingslinie. Deres plader er snarere strejftog i forskellige retninger udfra et underforstået centrum.

"Surrealistic Pillow" er det store hippie-manifest, der med stilistisk udspring i det folkemusiske fremsætter sine mange slet dulgte hentydninger til sex og stoffer, men i sin sum løfter sig op over dette til et universelt kærlighedsbudskab, der i musikken især er afspejlet i et blidt drømmende og på mange af numrene overvejende akustisk præg. Numrene er korte og præcise små sange, der tropper op efter tur og meddeler, hvad de har på hjerte.

Overfor dette er "After Bathing At Baxter's" langt mere voldsomt hårdtslående med et udpræget elektrisk lydbillede. Numrene flyder ud i hinanden, så man kun vanskeligt kan sige nøjagtig hvor et holder op og et andet begynder. På tekstsiden handler det om materialisme, forbrugerisme og forurening. Det mest bestandigt-gennemgående og sammenhængsskabende instrument er bassen, som tung, tyk og insisterende banker gennem musikken, mikset længere frem i lydbilledet end på de fleste andre plader, så den får en slags vejviserfunktion gennem et stadigt foranderligt landskab. Alt efter hvordan man vurderer, kan man sige, at der er fem eller tolv numre på pladen. Mest korrekt er det nok at sige, at der er fem hovedafsnit, der så hver har en række underpunkter.

Det første hovedafsnit er "Streetmasse", der har tre underpunkter. Drønet fra en opskruet forstærker glider ind i billedet, som en sirene og sparker pladen igang med den energiske "The Ballad Of You & Me & Pooneil", der ligger ret nær udtrykket fra den første plade. I begyndelsen er lydbilledet relativt let og luftigt. Men mere og mere indtager bassen sin centrale plads i lydbilledet.Omkring halvvejs gennem sangen er der således i virkeligheden allerede linet op til suitens andet led, et stykke avantgarde á la Zappa kaldet "A Small Package Of Value Will Come To You, Shortly". Herfra videre til sidste del af "Streetmasse", "Young Girl Sunday Blues", en sejt æltende sag, der imidlertid også udmærker sig ved en række rytmiske og dynamiske skift.

Andet hovedafsnit er "The War Is Over". Det består af den relativt stilfærdige "Martha" og den mere ekspressive "Wild Thyme". Denne del af pladen er på sin vis et stykke utrolig tidstypisk amerikansk sen-60'er musik, hvor der kunne trækkes paralleler til en mængde andre ting på den datidige beatscene.

Tredie hovedafsnit er "Hymn To An Older Generation", der består af "The Last Wall Of The Castle" og "Rejoyce". Førstnævnte er en ret pågående sag med en fræsende guitarsolo undervejs, mens den anden del er mere afdæmpet, men til gengæld har noget ret ildevarslende over sig. Det er værd at bemærke det fine samspil mellem klaveret og bassen. Et slangetæmmerhorn sætter kulør på forløbet, ligesom der forekommer nogle spredte indsatser fra et drømmende blæserensemble. Mest påfaldende er dog stadigvæk og immervæk den utrolig voldsomme og påtrængende bas. Mere end 10 år før Joy Division slog sig løs med bassen helt oppe i pappet på "Lost Control" og "Love Will Tear Ud Apart", blev det i alt væsentligt foregrebet her med Jack Casadys distinkte buldren som tonal turguide rundt i Jefferson-land.

Fjerde hovedafsnit er "How Suite It Is", der består af den ret beat-gængse "Watch Her Ride", der munder ud i det lange, særprægede instrumentalnummer "Spare Chaynge", et støjkollage lignende freak-out, der udfolder sig som et langt kontinuerligt flow gennem skiftende dynamiske niveauer i et tonefald, der nærmest kan beskrives som Red Krayola møder Cream med The Who som mæglere. Men tillige med mindelser om de berømte yardbird'ske rave-ups og hist og her et lille stænk af noget, der kan lede tanken hen på Hendrix. Vaskeægte 60'er flippe ud med sit helt åbne, frie udtryks spontanitet og intuitive søgen, der overvinder enhver forhindring og bryder igennem alle skranker.

Femte og sidste hovedafsnit er "Shizoforest Love Suite", der består af "Two Heads", "Won't You Try" og "Saturday Afternoon". Førstnævnte præget af et hukkende riff hvorover Grace Slick hvælver sig gennem langstrakte melismer. De to sidste går skridtet videre fra numre, der går lige over i hinanden, og må nærmest betegnes som to numre, der udfolder sig samtidig, eller rettere som to vekslende motiver, der skifter frem og tilbage. I den omkringliggende musik indgår stærkt eksperimenterende elementer.

Fra dette dramatisk udfarende album hopper vi over til noget om muligt endnu mere voldsomt, ekspressivt og udfordrende i form af Hendrix' "Axis Bold As Love". Som et indlæg i tidens stillen spørgsmål ved almindelige vedtagelser om realitet og virkelighed indledes med"EXP", et humoristisk indslag om UFO'er. Herefter går det gennem en perlekavalkade af Hendrix guld: "Up From The Skies", "Spanish Castle Magic", "Wait Until Tomorrow", "Ain't No Telling", "Little Wing", "If Six Was Nine", "You've Got Me Floating", "Castle Made Of Sand", "She's So Fine", "One Rainy Wish", "Little Miss Lover" og "Bold As Love". Her støbes fremtidens musik. Stort set hvert eneste af disse numre peger frem mod en senere stilretning. Men samtidig er det i den grad en nu-etablerende musik, der manifesterer et unikt øjeblik, såvel som det giver os Hendrix selv, viser et enestående format for fuld udblæsning. Således hører vi noget, der aldrig siden skulle blive overgået, men samtidig noget, der skulle blive voldsomt indflydelsesrigt og stilskabende indenfor pop/beat/rock mange, mange år frem i tiden.

Youtube er noget lort, når det angår Hendrix. Find albummet på en anden musiktjeneste eller gå ud og køb det.

 

Herfra videre til noget knap så heftigt i form af The Herd og "Paradise Lost", en pudsig a-side, der synes en ganske rammende kommentar til, at '67 var ved at være forbi.

Størstedelen af det materiale vi indtil videre har betragtet i denne runde af udtræk og sammenføjning ligger i lige forlængelse af sommerens plader, men på en sådan måde, at man hele tiden kan mærke bevægelsen videre være i gang. Der er ikke noget, der står stille. Flertallet af efterårets plader ville have været utænkelige uden at Pepper havde været der. Men frem for blot at være efterligninger, bygger de oven på. En "Strange Days", en "Disraeli Gears" og en "Days Of Future Passed" er alle gode, kreative bud på veje videre. Dertil kommer så det lidt mere nedstemte efterårs-præg, vi i mangel på bedre udtryk har kaldt eftertanken. Denne kan også ses som det første varsel om nogle af de strømninger, der herefter begyndte at gøre sig gældende og sætte en ny dagsorden.

Ved siden af eftertanken har vi kunne iagttage noget mere pågående og kontant komme til syne, sådan som det f. eks. er tilfældet med "After Bathing At Baxter's" og "Axis Bold As Love", og er dermed på sporet af en anden strømning, der i nogen grad står i kontrast til eftertanken. Fælles for dem er dog at pege på et videre udover ting som Pepper og Piper. Dermed var '67 allerede i november så småt i færd med at klæde om til '68. Således kan man tale om en flydende overgang, og skellet mellem de to år er ikke helt så skarpt, som hovedkommentaren måske kan give indtryk af. Det rokker imidlertid ikke ved hovedpointen omkring de utrolig hurtige forandringer. Egentlig er det jo slet ikke til at fatte, at plader som dem, vi her sidder med, er lavet blot tre år efter "I Wanna Hold Your Hand".

Inden der kom til at stå 1968 på kalenderen nåede The Who lige på falderebet at udsende den særdeles 67'ske "Sell Out", der vidner om, at The Who havde lyttet Pepper og Piper og ladet sig inspirere, men samtidig fastholdt en egen kurs, der i dette tilfælde førte til at sammensmelte reklamejingler og popsange i en yderst kunstnerisk bevidst syntese, der nok viser The Who et nyt sted, men ligger i tydelig forlængelse af deres to første albums. Efter "My Generation" og "A Quick One" forekommer "Sell Out" som et logisk skridt videre. Det er så samtidig et skridt, der ikke kunne være taget på noget andet historisk tidspunkt end netop 1967, der i den grad gennemsyrer pladen med sin særegne periodestemning.

"Monday, tuesday, wednesday ... intonerer den elektroniske stemme. Da jeg engang i 80'erne var i England, blev jeg ret overrasket over at høre de selvsamme jingler i Radio London. Mellem sådanne autentiske radiojingler, der bruges til at sammenbinde pladen, udfolder der sig en perlerække af sjældent velklingende sange, der samtidig med deres åbenlyse popkvaliteter eksperimenterer ivrigt og opnår overraskende virkninger. Levende, tændt og animeret, som kun en 67-plade kan være det, klinger der flotte harmoniforbindelser, storladne flerstemmige vokaler, veltilrettelagte skift i stemning og dynamik, et tæt samspil mellem gruppens medlemmer, utrolige effekter, samt ikke mindst en ganske særegen atmosfære gennem "Armenia City In The Sky", "Heinz Baked Beans", "Maryann With The Shaky Hand", "Odorono", "Tatoo", "Our Love Was", "I Can See For Miles", "I Can't Reach You", "Medac", "Relax", "Silas Stingy", "Sunrise" og "Rael".

 

Donovans a-side "Wear Your Love Like Heaven" er et andet eksempel på en 11.time 67'er.

Endelig er der som den allersidste i rækken Traffic albummet "Mr. Fantasy". Fantasifuldt er det unægteligt med sine mangeartede indfald strittende til mange sider gennem udbuddet "Paper Sun", "Dealer", "Coloured Rain", "Hole In My Shoe", "No Face, No Name And No Number", "Heaven Is In Your Mind", "House For Everyone", "Berkshire Puppies", "Giving To You", "Smiling Phases", "Dear Mr. Fantasy" og "We're A Fade, You Missed This".

Herfra videre til Otis Reddings berømte a-side "Dock Of The Bay", der kom på gaden d. 8. januar, altså blot en uge efter, at det ikke længere var 1967.

Her kan det være på sin plads at zoome ud til et lidt større overblik for dermed at gøre den gennemførte udviklingslinie mere tydelig. Hopper vi et år baglæns til januar 1967, så stod den dengang på singler som "Ruby Tuesday" og "Night Of Fear", samt albums som "Between The Buttons" og "Da Capo". Næsten præcis midt imellem de to januar måneder ligger milepælen "Sgt. Pepper".

Hopper vi yderligere tilbage til januar 1966, stod den på singler som "Don't Make Me Over", "Sha-la-la-la-lee", "Call My Name" og "Shapes Of Things", samt albums som "Sounds Of Silence" og "Them Again". I lyset af det, der var sket siden, fremstår de fleste af disse ting som ret naive og primitive. Men at de dengang var udtryk for en enorm landevinding i forhold til yderligere et år tidligere, kan der ikke være tvivl om.

Tilbage i januar '65 stod den på "Come Tomorrow" og "Rolling Stones No. 2". En meget mere enkel og ligefrem musik, der ikke rummede tilnærmelsesvis så mange eksperimenterende træk, ligesom produktionen stadig havde hele sin opmærksomhed på at få et klart, tydeligt signal igennem. Et år senere var man i langt højere grad begyndt at forme en bestemt lyd til en given plade, og hvad end det så var den ene, anden eller tredie, havde udgivelserne generelt en langt mere afsøgende og traditionsbrydende karakter. Disse træk kan man så på det nærmeste gange med 10, når man hopper frem til begyndelsen af '67. Når vi så atter betragter begyndelsen af '68, så synes musikken at have gennemgået så mange og så fundamentalt gennemgribende forandringer, at den simpelthen er et andet sted.

Det er ikke længere et spørgsmål om, hvor eksperimenterende og progressiv et givent navn er eller ikke. Selv de mest ligefremme ting, er simpelthen noget andet og befinder sig et andet sted.

"Dock Of The Bay" er jo ikke nogen synderlig syret og særpræget sang. Den er i alt væsentligt ret straight og ganske tilforladelig. Men den er samtidig udtryk for noget, man ikke ville have gjort tidligere. Det er en anden slags sang, end de sange man tidligere havde lavet. Uanset om en indspilning var lige ud ad landevejen eller dristigt grænsesøgende og voldsomt progressiv, så var den det nu på et andet grundlag, der udgjorde en helt fundamental forskel.

Det har ikke at gøre med de gængse termer. Det er ikke et spørgsmål om tone- og akkordsammensætninger, eller for den sags skyld tempo, rytme m.v. Det udgår fra under lyden, og det, der reelt var sket var, at under lyden var blevet noget andet, og derfor blev det, der stod ovenpå også anderledes. Det lader sig ikke sådan forklare. Men enhver kan uden videre høre det, registrere den pointe, at "Dock Of The Bay" i grunden ikke er mere mærkelig end "I Want To Hold Your Hand", men alligevel ganske åbenlyst befinder sig et andet sted. Måske kan man sige det på den måde, at hvis "Dock Of The Bay" var blevet lavet idag, ville den skille sig ud ved at være betydelig bedre end tidens almindelige gennemsnit. Men den ville samtidig kunne passere uden egentlig at virke gammeldags og tilbagesunken. Med en lidt anderledes lyd/produktion ville den gå rent igennem. Hvis derimod "I Want To Hold Your Hand" var blevet lavet idag, ville enhver prompte stemple den som 60'er nostalgi. Men hvorfor? Det er jo bare sange. Nogle toner og akkorder, der er smækket sammen. Kan den ene tone være mere moderne eller gammeldags end den anden? I grunden giver det slet ikke mening at hævde den slags. Alligevel kan alle uden videre høre det, når pladerne kommer på.

Når vi herfra går ned i betragtningen af kortere forløb, gør noget lignende sig gældende. Der var tydeligvis sket noget i løbet af de fire-fem måneder, der stødte op til begyndelsen af '68. Men det kan være svært at forklare. Det er nemlig langt fra alt, der lader sig anskueliggøre via den type modeller, man kunne kalde optællinger, altså alle de parametre hvor man kan tale om mere eller mindre. Hvis udvikling udelukkende var målelig på optællinger, ville man havne i en total meningsløshed. Enhver ville kunne blive førende ved simpelthen at bruge mere af alting end de andre. Det ville der utvivlsomt kunne komme uhyre særprægede resultater ud af, men ikke nødvendigvis vedkommende og høreværdig musik. Om en sådan overophobning af alle tænkelige virkemidler i det mindste ville være interessant er ikke engang sikkert.

De forandringer, der havde fundet sted i månederne op til '68, er således ikke noget, man kan anskueliggøre blot ved at optælle det ene eller andet. De ligger et andet sted og er af en anderledes natur. Selvfølgelig er der en række ting, hvorom man kan sige, at det havde ikke været gjort før. Når f. eks. Moody Blues arrangerede et stævnemøde mellem en beatgruppe og et symfoniorkester, så var dette en ny, ubrugt idé. Men pointen er, at ikke alt var af en sådan natur, og at man i virkeligheden ser sig blind på det mindre vigtige og glipper hovedsagen, hvis man udelukkende betragter den slags ting.

Det kan sammenlignes med da rock and roll bragede igennem i midten af 50'erne. Sådan set var der intet nyt deri. Det var lutter genbrug af tussegamle virkemidler, der allerede dengang var fortærskede. Men det lød anderledes, klingede nyt og friskt.

En stor del af den udvikling, der havde fundet sted 65-67 bar præg af jagten på det, der ikke havde været gjort før. Men havde det kun været det, ville det ikke have ført til en række af verdens bedste plader, men blot til rene demonstrationer. Det er tydeligvis noget andet, der i sidste ende er det afgørende.

I nærværende forsøg på at skitsere udviklingen har vi til stadighed arbejdet ud fra den model, at den egentlige og ægte fornyelse er noget, der opstår, når musikken er i overensstemmelse med sig selv og sin tid. Ud fra denne tanke må vi kunne komme sagens kerne nærmere ved at betragte de ting, der var sket inden for andre livsområder i samme periode.

Kigger man på Wikipedia, kan man om de sidste fem måneder af '67 læse følgende:

August

August 1 - Race riots in the United States spread to Washington, D.C..

August 2 – The Turkish football club Trabzonspor is established in Trabzon.

August 5 – Pink Floyd releases their debut album The Piper at the Gates of Dawn in the United Kingdom.

August 6 – A pulsar is noted by Jocelyn Bell and Antony Hewish. The discovery is first recorded in print in 1968: "An entirely novel kind of star came to light on Aug. 6 last year [...]". The date of the discovery is not recorded.

August 7

Vietnam War: The People's Republic of China agrees to give North Vietnam an undisclosed amount of aid in the form of a grant.

A general strike in the old quarter of Jerusalem protests Israel's unification of the city.

August 8 – The Association of Southeast Asian Nations (ASEAN) is founded in Bangkok, Thailand.

August 9 – Vietnam War – Operation Cochise: United States Marines begin a new operation in the Que Son Valley.

August 10 – Belgian mercenary Jean Schramme's troops take the Congolese border town of Bukavu.

August 13 - The first line-up of Fleetwood Mac makes their live debut at the Windsor Jazz and Blues Festival.

August 13 – Night of the Grizzlies sparks national concern over bear drama, from PBS in Montana's Glacier National Park.

August 14 – Wonderful Radio London shuts down at 3:00 PM in anticipation of the Marine Broadcasting Offences Act. Many fans greet the staff upon their return to London that evening with placards reading "Freedom died with Radio London."

August 15 – The United Kingdom Marine Broadcasting Offences Act declares participation in offshore pirate radio illegal. Radio Caroline defies the Act and continues broadcasting.

August 18 – The State of Tamil Nadu, India is established.

August 19 – West Germany receives 36 East German prisoners it has "purchased" through the border posts of Herleshausen and Wartha.

August 21

A truce is declared in the Democratic Republic of the Congo.

The People's Republic of China announces that it has shot down United States planes violating its airspace.

August 25 – American Nazi Party leader George Lincoln Rockwell is assassinated in Arlington, Virginia.

August 27

The East Coast Wrestling Association is established.

Beatles manager Brian Epstein is found dead in his locked bedroom.

August 30 – Thurgood Marshall is confirmed as the first African American Justice of the United States Supreme Court.

 

September

September 1

The Khmer–Chinese Friendship Association is banned in Cambodia.

Ilse Koch, known as the "Witch of Buchenwald", commits suicide in the Bavarian prison of Aichach.

September 3

Nguyễn Văn Thiệu is elected President of South Vietnam.

H-Day in Sweden: At 5:00 a.m. local time, all traffic in the country switches from left-hand traffic pattern to right-hand traffic.

September 4 – Vietnam War – Operation Swift: The United States Marines launch a search and destroy mission in Quảng Nam and Quảng Tín provinces. The ensuing 4-day battle in Que Son Valley kills 114 Americans and 376 North Vietnamese.

September 5 – The Prisoner has it's world broadcast premiere on the CTV Television Network in Canada.

September 10 – In a Gibraltar sovereignty referendum, only 44 out of 12,182 voters in the British Crown colony of Gibraltar support union with Spain.

September 17

A riot during a football match in Kayseri, Turkey leaves 44 dead, about 600 injured.

Jim Morrison and The Doors defy CBS censors on The Ed Sullivan Show, when Morrison sings the word "higher" from their #1 hit Light My Fire, despite having been asked not to.

September 18 – Love Is a Many Splendored Thing debuts on U.S. daytime television and is the first soap opera to deal with an interracial relationship. CBS censors find it too controversial and ask for it to be stopped, causing show creator Irna Phillips to quit.

September 27 – The RMS Queen Mary arrives in Southampton at the end of her last transatlantic crossing.

September 30 – In the United Kingdom, BBC Radio completely restructures its national programming: the Light Programme is split between new national pop station Radio 1 (modelled on the successful pirate station Radio London) and Radio 2; the cultural Third Programme is rebranded as Radio 3; and the primarily-talk Home Service becomes Radio 4.

 

October

October 3 – An X-15 research aircraft with test pilot William J. Knight establishes an unofficial world fixed-wing speed record of Mach 6.7.

October 4

Omar Ali Saifuddin III of Brunei abdicates in favour of his son, His Majesty Sultan Hassanal Bolkiah.

The Shag Harbour UFO incident occurs.

October 6 – Southern California's Pacific Ocean Park closes down, known as the "Disneyland By The Sea".

October 8 – Guerrilla leader Che Guevara and his men are captured in Bolivia; they are executed the following day.

October 12

Vietnam War: U.S. Secretary of State Dean Rusk states during a news conference that proposals by the U.S. Congress for peace initiatives are futile, because of North Vietnam's opposition.

Desmond Morris publishes The Naked Ape.

October 14 – Quebec Nationalism: René Lévesque leaves the Liberal Party.

October 16 – Thirty-nine people, including singer-activist Joan Baez, are arrested in Oakland, California, for blocking the entrance of that city's military induction center.

October 17

The musical Hair opens off-Broadway. It moves to Broadway the following April.

Vietnam War: Battle of Ong Thanh

October 18

Vietnam War: Students at the University of Wisconsin-Madison protest over recruitment by Dow Chemical on the University campus; 76 are injured in the resulting riot.

Walt Disney's 19th full-length animated feature The Jungle Book, the last animated film personally supervised by Disney, is released and becomes an enormous box-office and critical success. On a double bill with the film is the (now) much less well-known true-life adventure, Charlie the Lonesome Cougar.

The Venera 4 probe descends through the Venusian atmosphere.

October 19 – The Mariner 5 probe flies by Venus.

October 20 - Patterson–Gimlin film: Roger Patterson and Robert Gimlin's famous film of an unidentified animate cryptid, thought to be Bigfoot or Sasquatch, is recorded at Bluff Creek, California.

October 21

Tens of thousands of Vietnam War protesters march in Washington, D.C.; Allen Ginsberg symbolically chants to 'levitate' The Pentagon.

An Egyptian surface-to-surface missile sinks the Israeli destroyer Eilat, killing 47 Israeli sailors. Israel retaliates by shelling Egyptian refineries along the Suez Canal.

October 25 – An abortion bill passes in the British Parliament.

October 26

Shah Mohammad Reza Pahlavi of Iran is officially crowned.

U.S. Navy pilot John McCain is shot down over North Vietnam and made a POW. His capture will be announced in the NY Times and Washington Post two days later.

October 27

Charles De Gaulle vetoes British entry into the European Economic Community again.

London criminal Jack McVitie is murdered by the Kray twins, leading to their eventual imprisonment and downfall.

October 29

Mobutu's troops launch an offensive against mercenaries in Bukavu, Congo.

The Montreal, Quebec Expo 67 closes, having received over 50 million attendees.

October 30 – Hong Kong 1967 riots: British troops and Chinese demonstrators clash on the border of China and Hong Kong.

 

 

(Fortsættes 10-c)