Hændelsen 5

" ... Sprækken i hverdagens lærred var ved at åbne sig og give adgang til det rum bagved, Paul undertiden fandt, når han lyttede til musik eller var lige ved at falde i søvn ... "

Kapitel 15

Det var helt fint at blive 10 år. Paul havde en rar fødselsdag, og også i tiden umiddelbart efter havde han det godt. Forsommeren var lun og solskinsrig, og en dag, ligesom han gik på gaden og nød solskinnet, tænkte han, at det var godt at være 10 år. Det var en helt ny og overraskende følelse, at det kunne være godt at have den alder, man havde lige nu. Men det var dejligt!

Snart begyndte genvordighederne dog at melde sig. Dermed også savnet tilbage til svundne tider. Egentlig var der vel ikke særlig meget forandret. En smule udskiftning blandt eleverne, men i det store hele det samme. Det var mere det, at Paul huskede noget, som var forbi, og som han ikke kunne komme tilbage til. Ellers var alt ved det gamle.

Lige til Hubert flyttede ind. Det ændrede en hel del. Måske ikke alt. Men for Paul gik der et klart skel før og efter Hubert, og efter forårets solskin havde Paul siden svært ved at huske andet end regnvejr fra den efterfølgende sommer. I hvert fald var det ikke gode ting han huskede fra de dage, hvor solen skinnede.

Vejret var op og ned. Men Hubert var en skiderik!

Hubert var ikke en af dem, der kom væltende med bulder og brag. Ved første møde virkede han stilfærdig. Men da han begyndte at tale og handle, var det lutter ubehageligheder, der kom til syne.

Han var en smule ældre end Paul og Ole. Ikke noget videre. Knap et årstid. Men han var stor af sin alder. Høj og kraftig, ligesom hans tætte, mørke hår fik ham til at virke ældre end de spinkle drenge med sarte, lyse lokker. Man kunne allerede ane de første dun på overlæben, som en forløber for det skæg, der siden ville komme. Paul havde ofte bemærket, at det forholdt sig sådan med de mørke typer. De var lidt tidligere ude. Eller også kunne man bare bedre se det. I hvert fald var indtrykket et andet.

Det var nu ikke så meget det. Det var mere det at han var en grovere udgave af alting. Hvis han drillede, var det ikke bare dumme bemærkninger i forbifarten, men en køren på folk, der målrettet sigtede efter deres ømme punkter. Slog han var det ikke bare at lige lange ud, men at uddele en gedigen gang bank. Hubert gik altid lige et skridt eller to videre end andre.

Paul opdagede det hurtigt, og da Hubert udså Paul til et af sine yndlingsofre, kom Paul snart til at hade ham inderligt. Intet var som med de andre. Det var lige meget hvad, så gik Hubert videre og længere.

Paul kendte ham endnu ikke videre, og havde kun talt med ham et par gange, da han og Ole havnede i en tremandskahyt sammen Hubert på vej til Bornholm.

Der var for så vidt intet usædvanligt i, at Paul og Ole viste Hubert, hvad drengene plejede at gøre i den slags situationer. Sidenhen forekom det imidlertid Paul at rumme en besk ironi, at han selv havde været med til at introducere Hubert til den verden.

Der var det med Hubert, at han altid forholdt sig nysgerrigt til, hvad der fandtes og foregik omkring ham, for derefter at bruge det på sin helt egen måde, hvor det typisk fik en drejning i en grovere, hårdere, ondere retning. Han lod aldrig noget stå i sin harmløse form. Ikke hvis han på nogen måde kunne have fordel af at forvrænge og vulgarisere det. Hvor der kunne drives rovdrift, blev der det også. Men for Hubert kunne det i sig selv være en gevinst, hvis han kunne dykke og såre andre, hævde sig på deres bekostning.

Ganske vist var Hubert benovet over, at Pauls tissemand var næsten dobbelt så stor som hans egen. Men af den grund skulle Paul da ikke tro, han var noget. I hvert fald var det vanvittig morsomt at hive og flå i Paus forhud, så han hylede af smerte.

Paul led ikke blot ved den fysiske smerte. Han blev bange. Det her var en helt ny form for respektløshed overfor hans krop. Ikke som Janus og de ting, han havde fundet på. Faktisk havde Janus aldrig gjort noget, som direkte involverede smerte. I hvert fald ikke i den slags situationer. Nogle tæv ind imellem. Men det var noget andet.

Ole havde altid været en medløber, der tog farve efter omgivelserne. Så naturligvis kørte han med på Huberts idé og ville også trække i den. Paul blev jagtet rundt i kahytten af de to andre drenge,og vidste ikke hvordan han skulle beskytte sig. Det var en let sag for dem, at slå eller kilde, så han pr. refleks forsøgte at dække sin overkrop og dermed lagde det nedre område åbent.

Midt i sin fornedrelse kunne Paul dog ikke lade være at føle et stænk af skadefryd. Hubert havde sådan set god grund til misundelse. Ikke blot havde han den mindste af de tre. Den var også tudegrim og lignede nærmest en mellemting mellem en cocktailpølse og en hundelort.Lille, grim og hård med en utiltalende mørkgrumset farve, så den altid virkede lidt beskidt. Skønt den rent omfangsmæssigt ikke adskilte sig synderligt fra Ejners - bare en smule mindre, men ingen overvældende forskel - var det alligevel dens absolutte modsætning: en klumpet misdannelse, antitesen til den rigtige diller. Dermed var lysten til nærkontakt med den i høj grad også begrænset.

Nærkontakt blev Paul imidlertid ikke forskånet for på den Bornholmertur. Ja - han huskede siden visse solskinsdage. Solskinsdage hvor han lå på knæ inde i en eller anden skov med ømme kæber, mens Hubert udmålte tiden efter sine helt egne kronologiske principper, hvor fem sekunder snildt kunne være et kvarter. Paul hadede, når Hubert tvang ham til at slikke på den. Den var helt forkert. Havde den dog bare haft form og smag som Ejners eller i det mindste Janusses. Eller Oles eller hvem som helst. Bare ikke sådan en ildesmagende grimrian. Paul væmmedes, mens Hubert udmålte tiden.

Hubert ville også rigtig gerne have Paul med ud og bade.Især når de nøgenbadede. Paul havde ikke noget imod at Hubert gerne ville se på hans tissemand. Det var jo en slags hyldest. Så længe han nøjedes med at kigge, var det sådan set smigrende. Men Huberts fascination havde det med at blive noget andet, som krævede nogle "sekunder" i den nærmeste skov.

Paul trak sig lidt tilbage fra badeoplevelserne. I hvert fald ind imellem. Havde ikke lige lyst til at komme vandet.

 

 - Det er fordi, du har vandskræk, hævdede Hubert.

 - Nej. Vandskræk er noget med at være bange for. Skræk for vand. Jeg har bare ikke lyst lige nu.

 - jamen så har du også vandskræk.

 

Det var håbløst at diskutere med Hubert. Ligesom de aldrig kunne blive enige om, hvorvidt det at tælle til 60 var et sekund eller et minut, kunne de heller ikke finde en fælles definition af vandskræk. Det irriterede Paul, at Hubert sagde, han havde vandskræk. Diskusionerne foregik i stilfærdig venskabelighed. Men de tirrede og provokerede Paul, og ind imellem var han lige ved at miste besindelsen. Når Hubert kunne mærke, at Paul var presset og desperat i debatten, kørte han endnu mere nådesløst på. Bibeholdt en roligt-venlig tone, men gik tydeligvis efter at drive Paul så langt ud som muligt. Paul vidste et godt, men forglemte sig i kampens hede.

Det var nu heller ikke bare så enkelt, som at Hubert bare var en skiderik og dermed færdig arbejde. Snarere var han uberegnelig. Ind imellem var han flink nok. Der var stunder, hvor de havde det sjovt sammen. Man vidste aldrig med ham. I det ene øjeblik var han hjælpsom, i det næste en ren sadist. Snart lavede han en morsom parodi på Povl Dissing, snart sagde han onde og sårende ting. Det gjaldt virkelig om at lure hans lune fra situation til situation, og det kunne skifte meget hurtigt.

Ofte var det ligefrem flere ting på én gang. Ligesom med de på overfladen venskabelige meningsudvekslinger, hvor Paul blev tirret og drevet stadig længere ud. En del af det uberegnelige lå i, at det ikke altid var gennemskueligt, hvor meget beregning, der lå bag ting, Hubert sagde. Meget af det virkede tilforladeligt og som blot spontane udtalelser i situationen. Var det måske også. Men som regel viste det sig siden, at Hubert havde noteret sig, hvor Paul stod og ved passende lejlighed brugte det imod ham. Om der var tale om en bevidst samlen skyts var svært at afgøre. Måske passede Hubert bare godt på det, han tilfældigt fandt på sin vej.

Engang på en af de evindelige marchture gik Paul og Hubert og sludrede sammen. Egentlig ganske hyggeligt. I hvert fald indtil et vist punkt. De havde talt om musik, og Paul havde fortalt, at han var glad for Beatles.

 

 - Der er en af dem, der er døde, hævdede Hubert.

 - Nej, de lever alle fire endnu og laver også stadig musik. Bare hver for sig.

 - Jeg er nu helt sikker på, at jeg har hørt noget om, at en af dem døde.

 - Der er vist nok noget med, forsøgte Paul at komme Hubert i møde, at en af dem på et tidspunkt var skinddød.

 - Skinddød?

 - Ja, sådan noget hvor man er meget syg og bevidstløs. Så kan man godt virke død, men vågne op igen.

 - Ja. Så kan man altså også have det mærkeligt og sige nogle underlige ting, når man vågner op.

 - Ja, sådan noget Gud, Satan, Himmel, Helvede.

 - Det der var altså en bespottelse.

 - Det var jo bare et eksempel. Jeg mente ikke noget med det.

 - Det var stadig en bespottelse.

 - Ja. Men Herren tilgiver. Han ved godt, at det ikke var ondt ment.

 - Så du tror altså på sådan noget?

  - Ja, det gør jeg da. Gør du ikke?

 - Næh, det gør jeg ikke.

 - Hvorfor sagde du så det med bespottelse.

 - Det var bare noget, jeg kom til at tænke på.

 

For en ikke troende var det imidlertid påfaldende ofte, at Hubert antydede, at Paul stod overfor den evige fortabelse og ville komme i Helvede. Når han altså vel at mærke var kommet igennem det jordiske helvede, hvor Hubert frem for nogen var den, der stegte ham over en sagte ild.

Uden at det vel egentlig havde noget med religiøse anfægtelser at gøre, begyndte Pauls samvittighed at røre på sig den sommer. Han begyndte at få det dårligt over alle de drengelege, der trivedes i stor stil på Pilehushjemmet. At det på en eller anden måde var forkert. Ordentlige mennesker, pæne mennesker, gjorde ikke sådan noget. Hvis man gjorde sådan noget, var man noget grimt og forkert.

Paul nævnte det overfor flere af de andre. Som altid var Hubert den, der fordrejede hans ord, misforstod med vilje og fik det til at fremstå som en gang sludder. Ligesom med vandskræk, sekunder, der i virkeligheden var minutter og den såkaldte bespottelse. Paul kom en dag til at bruge udtrykket "et fint menneske". Den var ikke til at trænge igennem med. Hubert drejede det straks til noget med slips og at spise med kniv og gaffel. Det var jo slet ikke dét, Paul mente.

På mange af turene den sommer endte Paul på tremandshold sammen med Hubert og Ole. Ole kom han jo ellers rigtig godt ud af det med. Men ikke når Hubert var indover. Så kørte Ole med på alle Huberts nykker og Paul endte uværgeligt som den udsatte i gruppen.

En dag legede de en leg, hvor Paul var fange, mens Hubert og Ole var fangevogtere. Da Paul som en del af legen skulle skrive et brev til en ven, var han omhyggelig med at skrive noget, der ville kunne passere igennem kontrollen. Første kontrolstation var Hubert, der sad med brevet nogen tid. Herefter gik det over til Ole.

 

 - Hvad er det her? spurgte Ole, der ikke var så god til at læse.

 

Det var såmænd et tilføjet "Kom med en fil", skrevet af Hubert. Paul forstod ikke, hvorfor Hubert altid fandt på sådan noget. Han ødelagde alting.

Hvis de sov i telt sammen var det et fast ritual, at Hubert vækkede Paul med et par knoer oven i hovedet. Dette godmorgen-gok var så blot begyndelsen på en lang dags plager. Hubert var trioens ubestridte leder, og hans ord var lov.

Det gjaldt f. eks. i forhold til fælles økonomi på de ture, hvor der blev eksperimenteret med, at børnene fik udleveret et fast dagligt beløb og selv skulle finde ud af at købe mad. Grupperne blev opfordret til at lægge deres penge sammen. For den enes penge kunne der kun blive til brød, men sammen kunne de få både brød og pålæg. Det havde Paul sådan set ikke noget imod. Det var bare det, at han ikke havde nogen medbestemmelse og aldrig selv fik lov at holde sine penge i hånden. Hubert styrede det hele.

Da de var på kanotur fandt de en aften lejrplads lige i nærheden af en kro, der havde en jukeboks. Det var netop lommepengedag, og Paul havde endelig lidt, der var hans eget. Paul kiggede på listen over sange i jukeboksen. Der var et par stykker, han rigtig godt kunne lide. Han puttede penge i og trykkede numrene ind. Den første sang lød ud fra jukeboksen. Paul nød klangen. Det var et dejligt øjeblik. Det bedste på hele turen, syntes Paul.

Hvis det bare havde kunnet blive lidt højere. Gennem al snakken og larmen i lokalet kunne man ikke høre det sådan rigtigt. Men det, Paul kunne høre, var fint. Endog fint nok til at næsten bære ham hen et sted langt væk. Væk fra Hubert, kanoer, vådt tøj og skrabet makrelsalat på fugtigt rugbrød.

Sprækken i hverdagens lærred var ved at åbne sig og give adgang til det rum bagved, Paul undertiden fandt, når han lyttede til musik eller var lige ved at falde i søvn.

 

Nogen hev ham i armen. Det var Ole.

 

 - Du skal komme med nu. Hubert sagde, jeg skulle hente dig.

 - Ikke lige nu.

 - Jo nu.

 - Nej. Jeg skal lige høre den sang. Jeg kommer om lidt.

 

Ole forsøgte at trække afsted med Paul. I løbet af et øjeblik var de to drenge kommet i slagsmål. En mand smed dem ud. Udenfor stod Hubert. Irettesatte dem for at lave ballade.

 

 - Det er et fint sted. Så gør man ikke sådan noget, påpegede Hubert.

 - Jeg ville jo bare høre den sang, forsvarede Paul sig.

 - Bare fordi der var noget musik derinde.

 - Det var mig selv, der havde valgt den og puttet penge i jukeboksen.

 - Nå, så kan jeg da godt forstå det.

 

Paul var overrasket over, at Hubert tog hans parti. Som altid, når Hubert viste sig venlig og imødekommende, gav det dog snart bagslag. Næste formiddag, inden de skulle afsted, ledte Hubert snakken ind på det skete. Paul erklærede sin lyst til at høre en sang på jukeboksen, og at han var villig til at undvære mad en hel dag, hvis han fik lov til det. Hubert gik ind på det.

Paul kunne udmærket se uretfærdigheden i at allernådigst få en krone udleveret. Strengt taget var en trediedel af pengene hans. Men det var måden at opnå, hvad han ville, og han erklærede sig tilfreds med ordningen. Indtil mønten gled ud af hånden på ham og havnede nede i en rist, hvor han ikke kunne få fat på den. Endnu en krone kunne ikke komme på tale. Paul fik ikke sin sang, og senere - efter en hel dags padlen i kanoen - tog selv en gang skrabet makrelsalat på fugtigt rugbrød sig indbydende ud, da han så Hubert og Ole sidde og spise.

En anden dag havde Paul fundet et sted hvor et løst stykke ståltråd lå henover et elektrisk hegn. Det berørte jorden, og han kunne mærke de små stød i den regnvåde jord. Det var fascinerende og mystisk. I lang sad Paul på jorden lige foran stedet og mærkede de poetisk-dunkle klunk, der syntes at rumme en halvt åbenbaret hemmelighed, som var det jordens eget hjerteslag.

Da Hubert og Ole spurgte, hvor han havde været henne, fortalte han dem om det og viste dem stedet. Men Hubert skulle selvfølgelig ødelægge det hele, og begyndte at bygge et større system til at torturere insekter og biller med elektriske stød.

Det var typisk Hubert. Det var sådan han var. Med alting. Ikke bare overfor Paul. Han accepterede ikke aftaler og satte rammer, men lavede om på det hele, som det passede ham. Kaldte minutter for sekunder og ødelagde den dunkle mystik omkring elhegnet med sit torturapparat.

Der var også en dag, hvor mange af børnene sammen legede en leg, hvor de var delt i to hold. Det ene hold vogtede en skat, som det andet hold skulle prøve at få fat i. Til skatten brugte de en bunke sten. De skulle vogtes af det ene hold. Det gjaldt så for det andet om at få listet sig frem og tage så mange af stenene som muligt. Hubert og Paul var på hver sit hold. Da Pauls hold på et tidspunkt skulle forsøge at få fat på nogle sten, gik det overraskende let helt uden forhindringer. Da de så stod med deres erhvervede skatte, fortalte Hubert grinende, at han og de andre havde tisset på dem. Det var kun Hubert, der fik den slags ideer!

Faktisk bestod det meste af det, Hubert foretog sig, netop deri, at tisse på andres skatte. Ødelægge og latterliggøre ting, der betød noget for dem.

Da sommerferien lakkede mod enden, sad de en dag allesammen ude på afdelingens terrasse og spiste morgenmad. Radioen hørtes i baggrunden inde fra stuen. Der var engelsk radioavis. Dan lyttede med et halvt øre. Så tyssede han pludselig på dem allesammen. De forstod, at der måtte være sket noget særligt, som nu blev fortalt. Bagefter fortalte Dan dem, at Elvis var død.

 

 - Nu kender jeg en, der græder, sagde Hubert.

 

Paul var et øjeblik overbevist om, at det var ham, Hubert mente, indtil Hubert fortalte om en, han kendte hjemme ved sine forældre, som var helt vild med Elvis. Paul havde blot siddet og kigget ned i sin tallerken. Han måtte holde på facaden nu. Senere på dagen græd han en lille smule.

Hverdagen begyndte. Men det ændrede ikke rigtig noget. Hubert gjorde dagligt livet surt for Paul. Også oppe i skolen. Selvom de ikke var i den samme klasse, generede Hubert ham i frikvartererne. På det seneste havde Hubert fået den idé, at det var sjovt at løfte Paul op i ørerne.

Nede på afdelingen havde Paul heller ingen fred. Ikke at altsammen var særlig grove ting. Det meste var småting. Som nu den dag hvor Paul havde fundet en bog på en hylde inde i stuen, taget den ned og lige slået op på den første side. Så vupti stod Hubert der og begyndte at tale om læsetempo, at han ville kunne læse den side hurtigere. Det var irriterende, at han skulle komme og sige den slags. Ikke nogen alvorlig ting. Men sammen med alt det andet. Paul følte aldrig rigtig, at han kunne få lov at bare slappe af, hygge sig, have det rart. Altid vipti vupti stod Hubert der og var klar til at forpeste alt.

Netop hele denne atmosfære af forgiftet luft. At Hubert hele tiden skulle sige sårende ting eller tirre med små og større provokationer. Det var i grunden værre end tæv og tidsudmålte blowjobs. Over det altsammen svævede en stemning af utryghed og lurende fare. Det var aldrig til at vide hvornår, noget ville ske. Ikke en gang af hvilken karakter. Paul kunne vågne en morgen ved det velkendte knoslag i baghovedet og finde Hubert siddende på sin sengekant. Men hvad han ville, var ikke til at vide. Nogle gange var han bare vågent tidligt og ville snakke. Andre gange kunne han nærme sig på en ganske tilforladelig måde og tilsyneladende vise sig fra en venskabelig side, men have sine grumme bagtanker. Hubert var uberegnelig. Det eneste sikre var, at det gjaldt om at være på vagt overfor ham.

En aften havde der været en film i fjernsynet, som nogle af de andre havde set, mens Paul havde foretrukket at høre plader på sit værelse. Næste dag ved morgenbordet kunne Paul af snakken forstå, at det havde været en hævnhistorie.

 

 - Det var jo nogen, der havde været dårlige kammerater engang, og derfor var han på jagt efter dem, forklarede Hubert. At gå og huske det så mange år efter. Så er man syg i hovedet.

 

Paul sagde ingenting. Men det krævede al hans selvbeherskelse at give indtryk af, at han sad ligegyldigt og spiste sin morgenmad, uinteresseret i samtalen.

Hvor vovede Hubert!

Nej! Nej, Hubert, sagde det indeni Paul. Bare vent! En skønne dag kommer jeg og blæser hovedet af dig. Det er let nok for dem, der har været dårlige kammerater at sige, at man ikke husker på den slags. Den, der har lidt, ved, hvordan det er.

De gode stunder, der trods alt var nogle af, satte ofte Paul i rollen som Huberts hofnar. En rolle han imidlertid ikke havde noget imod. Paul havde et stort lager af historier og sange, og kunne godt lide at både fortælle og synge. Hubert ville gerne høre, og så passede det jo fint sammen. Det var i disse situationer, at de kunne have det hyggeligt og sjovt, grine sammen og i det hele taget være i en afslappet stemning.

Det skete også at de lavede ballade sammen. En eftermiddag stak de sammen af fra beskæftigelsen og gemte sig i fjernsynsstuen, hvor de blev fundet af en pædagog, som kaldte dem "skruebrækkere" og "asociale klumper" med et glimt i øjet, hvad de begge grinede af.

Alligevel var der så meget ubehag knyttet til Huberts blotte tilstedeværelse og den stadige uvished om, hvad han kunne finde på, at Paul sjældent var helt tryg og afslappet i hans selskab. Han havde for mange gange konstateret nødvendigheden af at være på vagt, at der bag et forekommende smil kunne skjule sig luskeri og falskhed. Men som oftest var det, når Paul et øjeblik havde forglemt sig og ikke passede på, at Hubert slog til og viste sig fra sin værste side.

Men som altid havde tingene en dobbelthed. Paul nærede et dirrende had til Hubert, og gjorde det så alligevel ikke. Dertil havde de trods alt delt for meget, var af den kunstige situation bragt for tæt på hinanden. På en sær måde var der en uudtalt forståelse imellem dem, som måske ikke just kunne kaldes hverken respekt eller agtelse, men at de trods alt på en eller anden måde gensidigt talte hinanden med som en del af det hele. Det gjorde det sådan set ikke lettere. Det gjorde bare det hele mere indviklet.

Eftersommeren var så småt ved at glide over i efteråret, da de på det ugentlige afdelingsmøde fik at vide, at afdelingen skulle deles. Den bagerste ende af bygningen havde længe stået tom og ubrugt. Nu skulle der laves en helt ny afdeling dér. Skillervæggen med den aflåste dør skulle flyttes lidt længere ned af gangen, så antallet af værelser kom til at passe.

Det betød blandt andet, at Paul skulle flytte værelse, så han blev på den side, hvor han hele tiden havde været. Det gjorde ham trist og bekymret. For hvad med hans antenne. De var hans store stolthed. Han havde selv lavet den, og den var sat op udenfor hans værelse. Ville ledningen kunne nå over til det andet værelse? Og ville han stadig kunne se sin antenne fra vinduet?

Det hele viste sig imidlertid at kunne løses, og dermed begyndte en ny tid. Da først antenneproblemet havde vist sig til at løse og Paul havde fået sine ting flyttet til det andet værelse, passede det ham egentlig ganske godt. Afdelingen var den gamle og velkendte med de samme fællesrum og faciliteter. Gangen var bare blevet kortere, så de nu var færre elever.

Der faldt mere ro over tingene. I hvert fald indenfor Pauls halvdel. Det virkede som om, der var en del mere uro og ballade inde i den anden halvdel.

Skønt Paul selv kunne være en ballademager, ofte føle en rastløshed og trang til spænding, således at han af lutter kedsomhed fandt på dumme ting, var han egentlig godt tilfreds med at bo i den rolige halvdel. Den anden halvdel forekom ham utryg og farlig. Han var kun inde på besøg ganske få gange.

Somme tider kunne larm og råb høres gennem væggen. Paul kunne ikke lide det. Der foregik t eller andet. Noget, der ikke var rart. Men Paul vidste ikke, hvad det var.

Så var det i det mindste en beroligelse, at der var en solid , tyk væk mellem Paul og den vilde halvdel. Paul havde det relativt beskyttet i den rolige halvdel. Især var den væg et værn imod Hubert.

Det skete, at Hubert drillede Paul i frikvartererne i skoletiden. Men Paul mærkede i det store hele ikke så meget til ham i denne periode. Et sted indeni havde Paul noteret alle Huberts ondskabsfuldheder. Men end ikke det tænkte han synderligt over i den periode. En sjælden gang imellem huskede han Huberts bemærkning om at "så er man syg i hovedet" og tænkte, at dér tog Hubert fejl.

En dag ville Pauls time komme, og han ville tage en grusom hævn. Men lige nu så tilværelsen anderledes ud.

På den rolige side af væggen var de en lille sammenspist flok. Paul kunne nok føle sig som bærer af en svunden tid, de andre ikke havde oplevet, og være ked af deres manglende interesse for de gamle beretninger. Men i det store hele trivedes han og gik fint i spænd med de andre. Skønt han indimellem følte sig anderledes og i en isoleret position, måtte han ikke desto mindre dagligt konstatere, at han var en del af et kammeratskab og havde sin plads deri.

Særlig tydeligt blev det for Paul en dag, hvor han rendte rundt for sig selv på sin vanlige vis og følte sig som et nul. Ole og Jesper kom hen til ham. Han troede først, at de ville drille. Men de spurgte i stedet til, hvad der var i vejen. De vendte sagen lidt på hovedet. En førsteplads er jo bedre end en femteplads, og nul kommer før en, så et nul måtte jo være det bedste. Det kunne de godt sige. Det var egentlig ikke at have forstået, hvad han mente. Men alligevel. Da de tre drenge gik op imod afdelingen med Paul i midten og armene om hinandens skuldre, følte Paul sig alligevel delvis trøstet. Eller i det mindste at han måske ikke var helt så alene alligevel. Hans husfæller var også hans kammerater.

Det betød samtidig, at der var nye forhandlingsmuligheder i forhold til omgangsformen. Det lykkedes således Paul at indgå en fælles aftale med Jesper og Ole om at indstille tissemandslegene. Uanset om de egentlig forstod, hvorfor Paul syntes det var forkert og at han ikke var et ordentligt menneske, hvis han gjorde den slags, gik de i hvert fald ind på det. De holdt en afslutningsseance, og herefter hørte det op. Målekonkurrencer var o.k. Eller at vise, hvis man havde fået et eller flere hår dernede. Men ellers ikke noget.

Jesper havde et hår, der var længere end hans tissemand. Paul havde ikke nogen endnu. Ind imellem spekulerede han lidt over, hvad der mon skete, når forvandlingen indtraf. Hårene syntes jo bare at komme lidt efter lidt. Men hvad så? Hvordan foregik forvandlingen? Var det noget man pludselig vågnede op med en morgen? Det måtte være mærkeligt at pludselig få en helt anden tissemand. Kigge ned ad sig selv og slet ikke kunne kende den.

 

 

 

 

 

 

 

  - Jeg tror, den er sådan her.

Skulle det være noget? Paul kune ikke helt forstå det. Det havde virket utrolig voldsomt, da Birger viste mål, inden de tog afsted. Han havde holdt hænderne op og vist størrelsen mellem pegefingrene. Det så helt vildt ud.

Sådan plejede Paul og de andre drenge ikke at gøre. De viste med udspilede fingre på én hånd. Det andet var kun noget, de brugte, når de skulle vise hvordan nogle meget store var. Sådan nogle med hår på, der var for store til, at det kunne vises med kun den ene hånd.

Men nu sad Birger og viste med fingrene på én hånd. Paul kunne godt se, at fingrene var helt udspilede. Men alligevel. Hvis det kunne vises med én hånd ...

Paul vidste godt, at han ikke var særlig god til at se sådan noget. Birger viste jo sikkert et større mål nu end tidligere. Det så bare anderledes ud, når han gjorde det på den måde.

Paul kunne godt se bulen, og den var stor. Men han var sikker på, at han nemt kunne slå den. En dum, lille dreng, der troede, at han havde noget at prale med. Paul kunne let have sat ham på plads.

Og dog ...

Den var da ikke nær så stor som hans egen. Slet ikke i samme klasse. Det kunne den da ikke være.

Alligevel lå der en tvivl nedenunder dét, Paul vidste. Vidste helt sikkert. For tænk nu hvis den var større end hans. Måske var den virkelig.

De vilde mål, Birger havde vist.

Det var jo kun halvvejs sandt, det med at Paul havde set Arnes. Birger måtte have set den stiv, og vidste, at den var meget større end både Pauls og Birgers. Men var Birgers også større end Pauls?

Havde de allesammen nogle enorme nogen, nede bagved? - Rendte de allesammen rundt og strittede med dem og viste dem frem hele tiden? - Var Laila konstant indhyllet i en skov af store pikke, hvor Birgers var en af de mindste, og derfor gjorde sig mere bemærket ved, at den strittede og stod så meget? "Ikke så stor. Mere stiv."

Mit førerskab er ved at rinde ud, indså Paul. De yngre er på vej. En generation, hvor de allesammen er helt enorme. Dem, der kommer efter Birger og Arne bliver endnu større. Jeg var heldig at tilhøre en tid med stumpede årgange. Dumpede lige ned i en bølgedal. Men nu er det forbi.

Tilbage er kun minderne om fordums storhed. De fagre ungdomsdage, der hastigt svandt.

Sejrssikkerheden skred. Selvom Paul vidste, at han kunne slå den, var det alligevel som en trussel, der rykkede ind på livet af ham. Pauls tro på sin egen størrelse føltes som en tynd is, og han mærkede noget andet tone frem under den gennemsigtige overflade. Bag visheden om urørlig storhed hørtes en hvisken fra helvede: Den er større end din, den er større end din, den er større end din ...

  - Ja, ja, ja. Hvis den så bare havde været så stor.

Men det var den jo nok. Latteren fra afgrunden lød. Helvede havde åbnet sig, og flammerne begyndte at stige til vejrs. "Den er større end din. Den er større end din. Du kan ikke engang slå den mindste af dem fra nede bagved."

Men end ikke dette var det allernederste dyb. Et sted under afgrundslatteren og helvedsflammerne var der noget andet. Noget mystisk og fremmed. Paul vidste ikke, hvad det var. Men han forstod, at det var farligt. Noget frygteligt og ondt.

Et mørke, der var mere end mørke ...

Han anede det kun i et flygtigt glimt, så fyldte det andet atter det hele og foranstaltede nogle gevaldige sug i mellemgulvet.

Alle de små drenge nede bagved har nogle kæmpe, kæmpe nogen. Min tid er løbet ud. Den nye generation er ankommet med deres store pikke.

  - Se selv! sagde Birger, og pegede på bulen.

 

 

 

Kapitel 16

 - Jeg kan ikke finde den, sagde den tre år ældre Paul, der stod i et sommerhuskøkken og ledte efter en gryde. Anne Marie kom hen og kiggede ind i skabet. Det var godt nok også svært at finde noget som helst inde i det rod.

 - Vi kommer nok til at hive noget af det ud, så vi kan se, hvad der er inde bagved, sagde Anne Marie, og lagde ligesom tilfældigt hånden på Pauls skulder.

 

Paul nød fornemmelsen af hendes hånd, men vidste godt, at han skulle vogte sig for at lægge for meget deri. Anne Marie var den sødeste og smukkeste af alle pigerne, langt hinsides det opnåelige. Men dejligt var det.

Det var også dejligt at tømme ud i skabet sammen med Anne Marie. De morede sig over al det underlige husgeråd, nogen havde fået presset sammen derinde.

 

 - Mon vi kan få det hele derind igen? spurgte Paul med et tvivlrådigt smil.

 - Det skal nok lykkes. Er du ikke mand for sådan noget?

 - Det ved jeg ikke. Nu må vi se.

 - Jeg er sikker på, at du kan lave et meget smartere system.

 

Hvor var det venligt af Anne Marie at have så stor tiltro til ham. Paul var selv stærkt tvivlende. Men nød dog anerkendelsen. Især fordi den kom fra Anne Marie.

Han havde prist sig lykkelig, da de endte på madhold sammen. Tænk at få lov at gå i køkkenet sammen med Anne Marie. At hun så oven i købet sagde pæne ting til ham. Han kom til at tænke på en gammel roman, han havde læst, hvor der stod, at "dronningen var meget nedladende". Af sammenhænget havde han forstået, at det ikke var nedladende på dén måde, man siden havde brugt ordet, men derimod at dronningen nedlod sig til at være nådig og venlig imod en undersåt.

Muligheden for at komme med på den tur havde været et større held, end Paul havde turde håbe. At han så endte på madhold med Anne Marie, at hun ikke protesterede over fordelingen, og så ligefrem nedlod sig til at komme med komplimenter og gunstbevisninger til sådan en som ham, var slet ikke til at forstå.

Det lykkedes omsider at finde den store gryde allerinderst i skabet. Omkring på køkkenbordet stod nu en større samling mindre gryder, pander, rivejern, skåle, målebægre, sovsekander og suppeterriner.

 

 - Jeg skal nok gå igang, hvis du prøver at lave lidt system inde i skabet, sagde Anne Marie.

 

Paul ville nødig skuffe hendes tillid, når nu hun var så nådigt "nedladende". Men at få alle tingene til at være der på en fornuftig måde var simpelthen umuligt. Der var ikke andet for end at mase det hele sammen igen.

 

 - Det er da også lige meget, hvis bare vi får det altsamen derind, grinede Anne Marie. Gider du at hakke løgene? Jeg er altid ved at tude øjnene ud af hovedet, når jeg skal hakke løg.

 

Selvfølgelig ville Paul det. Han ville gøre alt for Anne Marie. I modsætning til romanen om den nedladende dronning var der ikke udsigt til drabelige kampe og hemmelige missioner, hvor han kunne ofre sit liv for Anne Marie. Men han kunne da i hvert fald hakke nogle løg.

Paul gik i kast med løgene. Mens øjnene sved og hans syn blev sløret, gjorde han sig umage for at få dem fint hakket ud i et regelmæssigt granulat. Anne Marie var ved at svitse kødet ovre på komfuret. Men nu skulle det stå og simre et stykke tid.

Hun kom hen til ham. Stillede sig helt op af ham, mens hun plantede en hånd lige midt på hans ryg. Var det mon det ene af hendes bryster, han kunne mærke imod sin arm? Nej, det kunne ikke passe. Det måtte være noget andet. Eller også var hun sig bare ikke bevidst, at hun stod på den måde. For den rene er alting rent, siger man jo. Det var bare dét, at Paul havde sådan en svinsk tankegang.

 - Det går jo godt, sagde hun anerkendende, mens hun betragtede de finthakkede løg. Et omhyggeligt udført stykke arbejde. I den foreligende situation det nærmest mulige på dø for Anne Marie. Det er du jo god til. Du er i det hele taget god til mange ting!

Nu var hun virkelig meget nedladende. Havde det ikke været for det absurde i tanken, kunne Paul næsten have troet, at hun var noget andet. F.eks. ind-ladende. Men det var jo bare fordi, Anne Marie var en helt igennem sød pige. "Et venligt ord til alle og en mønt til tiggeren," havde det heddet om en brav hædersmand i bogen. Sådan var det også med Anne Marie. Hun var et ædelt og renhjertet væsen, der ikke glemte at kaste en mønt til tiggeren.

 

Dont stand so, don't stand so,

don't stand so close to me

 

Kværnede en medbragt ghettoblaster inde fra stuen. Paul kunne i nogen grad tilslutte sig. Selvom det var rart, var det også svært. At være så nær sine drømmes mål og dog så uendelig langt fra. Det var næsten ikke til at holde ud. Nogle gange var Anne Marie lige ved at være for sød.

Det ville være vidunderligt at kysse hende. Men det var fuldstændig utopisk. Når der blev kastet en mønt til tiggeren, måtte han være taknemmelig og ikke bede om herskabets heste.

Men Paul kunne alligevel ikke lade være at tænke tanken, og mens kødet fik den rigtige farve og dannede grundlag for den sammenkogte ret, der gradvis tog form, blev det stadig sværere at lade være, eftersom Paul ikke formåede at modtage en nådesbevisning i den rette ånd. Så blev det mere pinagtigt end glædeligt, at den væne mø strøede milde gaver ned i smudset til ham.

Efterhånden som madlavningen skred frem, blev Anne Marie mere og mere "nedladende". Paul hyldede hendes ædle, ophøjede væsen i tankerne, alt imens han væmmedes ved sin egen svinske tankegang og de utaknemmelige ønsker, som krævede mere, end hvad der blev ham tilstået.

Det havde ridderen i bogen ikke vovet. Han havde skælvet i inderlig, ophøjet fryd, idet den attråede skønjomfrus kjolesøm havde strejfet ham i forbifarten, da hun gik op igennem kapellet, mens han knælede i bøn. Det jordiske og det himmelske havde forenet sig i en ophøjet, altomfattende andagt.

Men Paul var et svin. Han ønskede mere i stedet for at være taknemmelig. Hvor ville Anne Marie dog foragte ham, hvis hun havde vidst, hvad der rørte sig i ham. Men en pige som hende ville slet ikke kunne forestille sig, at nogen var så lave og usle. Med højsindet uskyld lod hun sin sol skinne på rige og fattige.

Ædle, ædle Anne Marie. Havde hun ikke været så ædel, ville man kunne forledes til at tro, at hun formeligt gned sig op af ham. Men det var selvfølgelig bare fordi, at Paul havde en svinsk tankegang.

Ikke bare svinsk. Men også latterlig. Anne Marie ville kunne få fat på hvem som helst. Så hvorfor i alverden skulle hun være interesseret i ham? Det var hun naturligvis heller ikke. Hun var bare sød, og sådan var det.

Også mens de dækkede bord. Rigtig, rigtig sød. Hun smilede flere gange til ham. Hun blev heller ikke sur, da han tabte en tallerken. Lavede bare lidt sjov med det.

 

 - Kan du ikke holde fast på tingene, Paul?

 

Det kunne han ikke altid. Der var sket noget mærkeligt på det seneste. Han var blevet så klodset. Men Anne Marie tog det på en ganske afslappet måde. Fik på en eller anden måde fremtryllet en lille kost og en fejebakke. Paul fik hold på skårene. Snart var alt i orden, og de kunne kalde sammen til middag.

Paul tog kun en smule del i den livlige munterhed under måltidet. I stedet sendte han stjålne blikke til sin medkok. Skønt det havde været ulideligt at gå i køkkenet sammen med Anne Marie, var han nu bagefter ked af, at det var forbi. At have haft denne stund alene sammen med hende. Måske kunne han have sagt eller gjort et eller andet. Han vidste det ikke. Havde blot en følelse af et forpasset øjeblik.

I det mindste havde der været en situation, som automatisk indebar en kontakt. Hvad kunne han nu gøre eller sige? De sad langt fra hinanden ved bordet, og bagefter satte Anne Marie sig til at spille kort med et par af de andre.

Det var Nina og Gregers, der hang på opvasken. Gad vide om der var lidt i luften mellem dem? I så fald ville Nina da få, så det kunne mærkes.

Det var den del af problemet, som var Pauls frygtelige hemmelighed ...

Man kunne vanskeligt forestille sig et så ophøjet væsen som Anne Marie synke ned i kødelig lyst. Men kom det endelig dertil, ville hun jo nok ønske andet og mere, end Paul kunne tilbyde.

Vokseværket i kølvandet på hårvæksten havde været minimalt. Den var kun blevet nogle få centimeter længere og en anelse tykkere. Slet ikke en rigtig forvandling. I alt væsentligt lignede den sig selv.

Skulle det umulige ske, ville Paul blive ubehjælpeligt til grin. Anne Marie ville naturligvis have en rigtig mand med en ordentlig kæp. Det fortjente hun så afgjort også.

Men Pauls var slet ikke blevet rigtigt forvandlet. En ubetydelig forstørrelse, men ellers den samme som tilforn.

Hvad var det dog også for noget at tænke på? At overhovedet vove sig i nærheden af noget så uhørt og forbudt. Selvom han så havde haft et passende udstyr. Det kom jo i virkeligheden ikke sagen ved. Eller gjorde det?

 - Hellere for meget end for lidt, hørte han Anne Marie sige ovre ved de kortspillende. Det handlede vist om stik og hvilke kort, der kunne trumfe hvilke, men ramte lige ind i en betændt nerve i Pauls sind.

For lidt!

 

Sådan måtte det vel være. Hvis man ikke kunne forstå et skilt med adgang forbudt, måtte man tage følgerne.

Det rumsterede i Pauls underliv. Tankerne var ved at blive for meget. Udsigten til Anne Marie i den anden ende af stuen ubærlig. Især fordi de to ting ikke måtte blive blandet sammen.

Paul rejste sig stille og gik ud i den lyse sommeraften. Han tog et par dybe indåndinger for om muligt at få en smule ro på sig. Det hjalp lidt. Det var en smuk aften, hvor naturen fik et rødligt skær i skumringen.

Men de martrende tanker lod ham ikke i fred. Jeg er et frygteligt menneske, jog det igennem ham. Gennemfordærvet og bærende rundt på "for lidt".

Han anede det salte pust nede fra stranden, håbede på dets opfriskende virkning og gik i den retning. Væltede rundt mellem knudrede sten og blødt sand. Det lagde for et kort øjeblik beslag på hans opmærksomhed. Men snart var tankerne tilbage. Masende sig frem hulter til bulter imellem hverandre uden sans for køkultur. Dog stadigt kredsende om det ene og samme.

Noget var gået galt med hans udvikling. Ligesom hans sjæl var forkrøblet af perverteret misvækst, ville hans krop heller ikke folde sig ordentlig ud. I løbet af de sidste par år var han kun blevet en smule højere. Hans krop var stadig spinkel, drenget og umandig. Dingenoten havde strakt sig en smule, som en latterlig parodi på en manddomsudvikling. Et ganske lille ryk, og så var der ikke sket mere.

Det var slet ikke sådan, som det havde været dengang med Huberts. Den var vokset kolossalt, havde mangedoblet sit omfang udover alle breder og bare forsat og fortsat i det uendelige.

Allerede dengang oppe i Norge, hvor Ole havde udbrudt: "Er du gal. Den er større end Pauls!" - Ja, og større end den nogensinde ville blive. Paul havde jo været i nærkontakt med den hver eneste morgen på den tur. Der var slet ikke noget at tage fejl af. Så stor var Pauls ikke. Men Huberts var ikke standset der. Hvergang der havde været en pause på bare nogle få uger, var den større end sidst, næste gang Paul så den.

Hans egen diminutive stump var blevet hård og stiv i bukserne. Tankerne om Huberts kæmpe pik piskede dunkende blod og hidsige hormoner rundt i hans krop. Tænk hvis den var blevet ved med at vokse. Så måtte den jo være helt kolo-enorm nu efter den tid, der var gået.

Paul kom hen til en robåd, der lå med bunden i vejret på stranden. Et passende og uforstyrret sted, han et par gange tidligere havde benyttet. Han kravlede ind under båden. Kiggede op i bunden, der dannede et tag over hans misdannede krop. Hubers ville sikkert kune nå helt derop. Hans egen kunne kun lige akkurat stritte ud af bukserne, da han hev den frem, og da han holdt om den smule, der var at holde om, forsvandt den næsten helt.

Udløsningen bragte delvis lindring. I hvert fald var Paul blevet den opspændte, urolige fornemmelse i kroppen kvit, da han kravlede frem fra sit skjul og gik videre langs stranden. En slags ro havde indfundet sig. Nu var han bare dybt ulykkelig over, at han havde sådan en latterlig, lille tissemand. Ulykkelig over den hånlige måde, Anne Marie ville skrige af grin, hvis hun så den. Ulykkelig over, at de to emner overhovedet krydsede hinanden i hans tanker og ikke kunne holde sig pænt hver for sig. Han ville ikke tænke sådan om Anne Marie. Hun var ikke en af den slags.

Der var i det mindste ro på nu. En tungsindig, melankolsk ro, men dog en ro. Ro hos en ensom, ulykkelig mand uden chancer i livet. Sat uden for tilværelsens muligheder, dømt til evigt at kæmpe mod sine indre dæmoner og lide det ene nederlag efter det andet.

Paul havde svært ved at skjule sin sindsstemning, da han atter kom tilbage til huset. Han sad tavs uden at tage del i snakken.

Anne Marie kom hen til ham og lagde armen omkring hans skuldre.

 

 - Er der noget i vejen, Paul? Du er så stille. Skal du ikke have en kop the?

 

Søde, søde Anne Marie. Tænk hvis han kunne fortælle hende det hele. Men det lod sig ikke gøre. Han måtte bære sin byrde alene.

 

 - Jeg er bare lidt træt. Jeg tror, jeg skal tidligt i seng.

 

Anne Marie smilede sit søde smil og accepterede forklaringen. Det var heller ikke helt løgn. Faktisk følte han en stor, tom udmattelse og havde mest lyst til bare at krybe ind i sin seng. Det ville ikke blive en af de sene aftener for hans vedkommende.

Da han lidt senere listede ind på drengenes sovesal, følte han sig ganske vist splittet. Lyset og snakken inde fra stuen, syntes at kalde ham tilbage, mens han klædte sig af i mørket. Det lokkede med en blød varme, der fik ham til at føle, at han nu gik glip af noget. Men han orkede ikke at skulle mande sig op til snak og latter. Så hellere krybe sammen i sengens skjul. Alene og forladt af alle.

Tankerne kørte rundt i et kaotisk sammensurium, som han opgav at holde styr på. Langsomt gled han væk i søvnen, og hørte ikke, da de andre drenge kom ind på sovesalen. Sansede i det hele taget ingenting, før en stikkende morgensol ramte hans ansigt som en utidig afbrydelse af det ophold i drømmeland, han gerne ville forlænge lidt endnu.

Snakken ved morgenbordet handlede mest om, at det ville blive en varm dag, og at de allesammen skulle ud og bade allerede om formiddagen. Paul bøjede sig modvilligt for flertalstyraniet, selvom han helst ville have sneget sig udenom.

Især var det pinagtigt, da alle drengene stod og klædte om sammen. Dér stod han som en perspektiverende kontrastvirkning midt i giganternes pragtparade, og ønskede, at han ville falde død om. De andre virkede sært ugenerede af deres nøgenhed. Snakkede og pjattede, som var det den naturligste ting af verden. De kunne jo også sagtens. De havde allesammen store, flotte pikke, den ene prægtigere end den anden, som de med stolthed kunne stå og vise frem, mens Paul forsøgte at skjule sin lille tissemand.

Ydmygelsen blev siddende i kroppen flere timer efter. Paul mælede næppe et ord ved frokosten, men trak sig stadig længere væk fra det hele og ind i sig selv. Så snart det var ham muligt, uden at det virkede alt for påfaldende, gik han ud for sig selv og rundt i landskabet. Båden trak som en magnet. Han måtte derned. Ned til det endelige nederlag og bekræftelsen af, at hans værste angstforestilling var blevet til virkelighed.

Han gik i retning af stranden. Kunne vist modstå lidt endnu. Men han vidste den sitrende fornemmelse ville komme. Han havde ikke modstandskraft til at standse processen. Ønskede det egentlig heller ikke. Der var trods alt også et element af nydelse deri, og bagefter ville den ligegyldige sløvhed komme og skænke ham fred.

Trods selvforagten og samvittighedsnaget var det alligevel bedre at give efter. Han holdt ud lidt endnu. Holdt sig på afstand af båden. Begyndte endog at begive sig væk fra stranden igen. Følte endnu ikke liderlighedens anmarch. Var derimod plaget af, at det frygtelige virkelig var sket.

Det var jo netop dét, han havde frygtet. At havde man haft en stor en som dreng, så havde man også haft sin storhedstid, fået sin runde, og så fik alle de andre en meget større en som voksne. Nu var det deres tur. Storhedens fald! I grunden havde han altid vidst det. Måske bare håbet, at han tog fejl. Det var jo nu, han skulle ud og finde en kæreste, som han måske en dag ville giftes med. Egentlig ville han vist hellere have haft sin tur i anden runde.

Det var sådan set retfærdigt nok, at alle havde deres plads i køen og kom til, når deres nummer blev råbt op. Det var bare pisse-ærgerligt, når man havde oplevet sit livs kærlighed som fireårig og været pikkonge som niårig. Det gav en pokkers masse taberår at se frem til.

Hvorfor skulle han straffes så hårdt for at have haft en stor en som barn? Behøvede den virkelig at være så meget mindre end alle de andres, for at få regnskabt til at gå op? Var det nødvendigt at markere så ovenud tydeligt, at kvoten var opbrugt?

Kunne den dog ikke have været bare som Renés. Det var da ikke ret meget at bede om. Rene blev vist også straffet for at have haft en alt for stor en som barn. For det var en af de mindste af de andre. Men bare at have sådan en. Paul havde set en gang i en sauna, hvor den voksede lidt. Ligesom løsnede sig og begyndte at hænge tungt ned. Selvom det var en af de mindste, var den vist alligevel ret stor, når den blev stiv. I hvert fald i forhold til Pauls. Selvfølgelig ingenting i forhold til Gregers' eller Martins. Det rene vand. Men når man havde en så lille pik som Paul, var René dybt beundringsværdig.

Rene virkede også altid glad. Han var sikkert godt tilfreds med den. Det virkede heller ikke, som om han skammede sig, når de var i svømmehallen. Det måtte være dejligt at have sådan en: at kunne være glad og ikke behøve at skamme sig i svømmehallen.

Men Paul havde fået, hvad der tilkom ham. Ligesom ham den rige mand, præsten havde fortalt om til konfirmationsundervisningen, der ikke kom i Himlen, fordi han havde haft det alt for godt på jorden. Sådan var det også med Paul. Den havde været alt for stor, da han var barn, og nu kom regningen. Sådan ville Gud, og det var der ikke noget at gøre ved.

Det sikre, uimodsigelige bevis var, at Huberts simpelthen var eksploderet i en fuldstændig forvandling, mens Pauls bare var vokset nogle få centimeter. Det ville være tåbeligt at håbe på, at der skulle ske noget mere. Sådan, som den var nu, havde den været længe. Så den blev nok ikke større. Gad vide hvor stor Huberts var nu?

Tanken om dette enorme organ fik det til at sitre i Pauls underliv. Han fandt sit sted på stranden og kravlede ind under båden, hvor han hev sit lille, stive lem frem. Med hurtige, ivrige tag nærmede han sig udløsningen, mens han kiggede ned på stumpen. Hold kæft hvor var den lille. Huberts måtte være mindst fem gang så stor. Den ville kunne nå helt op til plankerne i båden. Måske ville Hubert slet ikke kunne spille den af her. Der var sikkert ikke plads nok. Pauls kunne sagtens være der. Den pegede ikke særlig højt op.

Hvordan skulle han nogensinde få kone og børn med den bætte pjevs? Det var jo håbløst. Hubert havde sikkert en kæreste nu, som blev helt vildt liderlig, hvergang hun så hans kæmpe pik. Huberts er jo ... Huberts er jo ...

Samvittighedsnaget meldte sig sekundet efter udløsningen. Den gamle, velkendte følelse af forkert, ikke rigtigt, ikke et ordentligt menneske. Det var jo nok også derfor, han havde fået sådan en lille en. Det var ikke bare, at den var stor som barn. Men han havde ikke kunnet administrere det. Han havde været et dårligt menneske, og nu lå han her. Svinsk og ulækker. Smurt ind i en blanding af sand og sæd, mens han stadig holdt om sin lille bitte tissetrold, der var ved at blive slap og forsvinde ind til næsten ingenting, så han kunne blive straffet og ydmyget næste gang, han skulle ud og bade med de andre.

Han måtte passe på at ikke stå i nærheden af René, når de klædte om. Hellere Gregers. Det gjorde ikke så meget, at den var mindre end hans. Det var alle de andre jo også. Men at stå lige ved siden af René, så de andre rigtig kunne sammenligne og se, at selv den ...

Paul lukkede bukserne og kravlede ud fra sit skjul under båden. Der var kommet sand i bukserne. Æv! Men så kunne han jo bare lade være med at gøre sådan noget. Hvorfor var han dog sådan et svin, der gjorde den slags? - Og hvorfor blev han ophidset af at tænke på Huberts store pik? Han havde jo ikke brudt sig om den dengang.

Men nu var det anderledes. Han var et forfærdeligt menneske. Stopfyldt af fordærv. Nogle gange havde han endog lyst til at sutte Renés pik. Det var den anden ting, ved siden af det med Hubert. Ind imellem kunne han blive lige så ophidset af at forestille sig, at Renés pik begyndte at vikle sig ud af sin tætte klumpeform, løsne sig ligesom dengang i saunaen, vokse, blive hårdere. Rigtig stor og stiv. Altsammen under Pauls kyndige behandling.

Selvom Paul lige var kommet, mærkede han ikke desto mindre en let rislen gennem kroppen ved tanken om at tage Renés store pik langt ind i munden. Nej - han måtte ikke. Havde han ikke lige tænkt, at det her var forkert.

Det kunne ikke passe! Han havde aldrig før været så tændt to gange lige efter hinanden. Slet ikke når han havde fået det dårligt bagefter. Så plejede der at gå lang tid. Hvorfor skete der sådan nogle underlige ting med ham?

Det er forkert. Ja - men jeg vil så gerne sutte Renés pik. Det er helt forkert. Ja, ja, ja - men René. René har en stor pik. Jeg vil så gerne. Nej, nej, nej. Det er forkert. Jeg må ikke tænke på sådan noget. Ikke gøre de her ting.

Men det skete. Der var en lille, hård tissemand nede i hans bukser, og han kravlede ind under båden igen. Åbnede bukserne. Den var helt vildt hård. Men så endnu mindre ud end her for lidt siden.

Den er så lille. Alt for lille. René har en stor pik. Ikke så stor som Huberts. Ikke en gang som Gregers'. Men alligevel stor. Kæmpe stor. Meget større end min. Min er alt for lille. Men Renés er kæmpestor. René har en stor pik ... René har en stor pik ... René har en stor pik ... René har en, en, en ...

En smerte som om hans indvolde blevet trukket fra hinanden og skiftede plads fik ham næsten til at knække sammen. Paul hev efter vejret.

Fy for satan! - Fy for satan! - Jeg er et svin. Jeg er grim. Jeg er ond.

Paul kom atter ud fra sit skjul. Bare jeg kan lade være et stykke tid nu. I det mindste resten af dagen. Helst resten af ugen.

Det var noget mærkeligt noget at være med på den tur. Der herskede en rar og hyggelig stemning i huset. Men Paul var hele tiden så frygtelig liderlig. Blev ligesom trukket ned til det forbudte under båden.

Da han endelig begav sig op imod huset, gik han ganske vist oprejst og målrettet, men følte selv snarere, at han kravlede famlende afsted. Alt var trukket ud af ham. Ikke blot spændingerne og energioverskuddet. Men simpelthen alt. Han var forvandlet til en tom skal, der bare lignede et menneske og lod som om.

Som han nærmere sig huset, syntes dog en smule af hans menneskelighed at vende tilbage, og med en genvundet rest af sans og samling trådte han ind blandt de levende.

De fleste af de andre sad i stuen. Det forekom ham, at Anne Marie kiggede op, da han kom ind, men det var nok bare ønsketækning. Lugten af frisklavet kaffe mødte ham ovre fra maskinen som en kærkommen indbydelse. Han fandt et krus, fyldte det og brændte tungen, da han tog en grådig slurk.

Anne Marie kom hen til ham med sin kop i hånden. Han skænkede for hende.

 

 - En gentleman, smilede hun. Så har du vel også noget ild. Sådan en rigtig gentleman har da en lighter, så han kan give damerne ild.

 

Paul tændte for Anne Marie, der syntes at have problemer med at holde cigaretten stille. Hendes hoved vippede frem og tilbage, mens hun kiggede på ham på sådan en underlig måde. Men det lykkedes da til sidst at få ild.

 

 - Tak, sagde hun med et sødt smil, berørte ham ganske let på armen og satte sig over ved sofabordet.

 

Smulerne fra riges bord, tænkte Paul. Andet kan der naturligvis ikke blive til mig. Det er jo håbløst. Om det dog kunne forundes mig at opnå kærlighed og lykke. Men det er ikke beskåret sådan en som mig. Jeg må nøjes med drømmene, mens jeg går af ensomme stier. En diskvalificeret og fordømt, der ikke hører til nogen steder.

 

 - Hvad står du derovre og glaner for, spurgte Martin henne fra sofagruppen. Kom dog hen og sæt dig sammen med os andre.

 

En nådesbevisning fra menneskenes fællesskab. Paul tog imod den og satte sig på en ledig plads lidt i yderzonen af flokken.

Paul lyttede til snakken, men blandede sig ikke. Det var svært at hænge på. Det kørte så frygtelig hurtigt hele tiden. Når der var noget, Paul ville sige, kunne han ikke finde et hul, hvor han kunne bryde ind. Et øjeblik efter var de kommet over til at snakke om noget helt andet, og så var den forpasset.

Der var sikkert heller ikke nogen, der var interesseret i, hvad han havde at sige. De havde bare været venlige og ladet ham sidde med. Det var pænt af dem. Men det fik ham til at føle sig endnu mere udenfor, end når han bare tussede rundt for sig selv.

Alligevel holdt Paul sig tættere til de andre den eftermiddag og aften, deltog endog i et slag kort, hvad han ellers aldrig gjorde.

Næste dag var solen forsvundet. Det lignede mere en efterårsdag end noget, der hørte sommeren til. Det var slet ikke badevejr. En kold blæst jagede henover stranden. Men René ville have sin daglige svømmetur. Han kom op igen fra vandet. Rystende og tændersklaprende. Drengen havde fået et regulært kuldechok.

Paul tog sig af ham. Hjalp ham af med badebukserne og tørrede ham. Viste sig som en god kammerat. Ingen kunne beskylde ham for noget upassende. Han havde ikke en gang rørt ved den. Kun lige strejfet den med håndklædet, da han tørrede Renés ben. Men åh - tankerne ...

Disse forfærdelige, forbudte tanker. Selvom Paul ikke havde gjort andet, end hvad en god kammerat gør, så havde han haft udsigt til den. Efter det kolde vand, var den mindre end ellers. Men stadig meget større end Pauls.

Nej. Ikke tænke på det. Den var kun et lille stykke væk. Alt for nær. Han forsøgte at undertrykke de væmmelige tanker. Men de blev ved at komme tilbage. Følte dog en vis lettelse, da underbukserne var kommet på. Resten gik uden problemer, og René satte sig ind ved varmen.

René ville aldrig vide andet, end at Paul havde vist sig som en kammerat, og hjulpet ham, da han trængte til det. Men Paul vidste bedre. Paul vidste, at tankerne hele tiden havde været der. Og nu vendte de tilbage med dobbelt kraft.

Forskellen på sådan som den havde været lige nu, og som den plejede at være. Den forlængede bevægelse. Paul så det for sig. Dengang i saunaen, da den begyndte at blive tung og hængende. Han forestillede sig bevægelsens videre forløb. Kunne se det hele for sig. Ikke blot måtte den være enormt stor. Men også utrolig smuk. Virkelig velformet!

Paul mærkede trækket fra båden, trådte ud i den stride blæst og gik ned mod stranden.

René kunne få fat på hvem om helst. Selv Anne Marie.

Paul kunne ikke få hende, fordi han havde sådan en lille en.

Men Rene ville kunne!

Nej. Ikke Anne Marie. Hun var en pæn pige og gjorde ikke sådan noget. Eller gjorde hun? Fandtes der også den slags ting i hende? Paul kunne jo også tænke smukke og ophøjede tanker, skue ind i den verden, han længtes efter. Men så kom alt det andet og ville ikke lade ham i fred. Hvis nu Anne Marie så Renés pik? Så hvor stor og flot den var?

Måske ville hun blive helt vild i varmen, og så ville de gå i seng med hinanden. Han ville bore den op i hende, mens hun lå og vred sig af velvære.

Bagefter ville de ligge helt udmattede og tale om, hvor stor og dejlig Renés pik var. Anne Marie ville spørge, om nogle af de andre drenge var lige så store og smukke. René ville skuldertrækkene sige, at Gregers' også var ret stor. "Hvad med Paul?" ville Anne Marie så spørge. René ville grine og fortælle, at den var lille-bitte og tudegrim. Så ville Ann Marie også grine. Bagefter ville hun tage Renés store, dejlige pik mellem sine skønne pigefingre. Hun ville pille ved den og sutte på den. Hun ville slet ikke kunne holde op.

Nej, nej, nej. Ikke Anne Marie. Hun var da ikke sådan en. Jo måske hende og René alligevel, men på en anden måde. René var den her glade dreng. Lidt naiv. Det kunne måske blive noget smukt med de to. Ikke på den dér dyriske vild-i-varmen måde. På en anden måde. Noget, der rakte udover Pauls forestillingsevne. Noget renere.

Men Paul var ikke ren, og tankerne havde helt og holdent forladt den ophøjede verden for dét, der fandtes mellem Renés ben, da han nåede ned til sit sted og kravlede ind under båden.

Rene har en stor pik. René har en stor pik. René har en stor pik. René ....

Selvom væmmelsen sparkede ind for fuld styrke, mærkede Paul også et stænk af ærgrelse over, at han ikke havde taget Renes pik ind i munden, da han havde chancen.

Hvordan kunne han tænke sådan? Hvorfor var han sådan et svin? Svin! Svin! Ulækre svin!

Sådan var hans sind!

Selvom han så havde været høj, flot, muskuløs og veludrustet, ville hans sorte sjæl have spærret vejen. Kunne han dog bare standse alle de forfærdelige tanker.

Som en lille straf og sikkerhedsforanstaltning puttede Paul lidt sand ned i sine underbukser, inden han lukkede til og kravlede ud fra sit skjul. Det krattede mod den lille fyr. Så kan du måske lære at ikke være sådan et svin. Du skal ikke noget med nogen, og du får aldrig fat i Anne Marie. Du er lille, grim og ulækker, og din pik er endnu mindre og grimmere og ti gange så ulækker. Anne Marie ligger sikkert deroppe lige nu og sutter Renés pik, mens han fortæller hende hvor lille, grim og ulækker din er.

Det var ikke lysten der kom tilbage. Det var det smertefulde sug i maven. Hele hans krop føltes låst. Det krattede godt i underbukserne af alt det sand. Paul følte sig rigtig skidt tilpas.

Forbandede svin! Forbandede svin!

Paul var lige ved at knække helt sammen. Han følte sig hjælpeløs og ussel. For hjælpeløs til at kunne gøre noget. For ussel til at fortjene nogens hjælp. Et nyt sug jagede voldsomt gennem hans mellemgulv.

Det er fordi, jeg er sådan et svin. Renés drengetissemand var sikkert lige så stor som Filips. Men han kune administrere det og var ikke så ulækker. Derfor har han også fået lov at få en stor voksenpik. Det er bare mig, der har fået sådan en lille en, fordi jeg er sådan et forbandet svin.

Du får aldrig fat på Anne Marie, fordi du er så ulækker, og hvis hun så din pik, ville hun dø af grin. Anne Marie ligger oppe i huset og sutter Renés pik, og den er lige så stor som Gregers'. Lige nu tager hun den rigtig langt ind, mens den vokser og bliver endnu større.

Jalousien sendte et nyt skud gennem maveregionen.

Anne Marie er vild med René, og hun hader mig. Hader mig fordi, jeg er sådan et svin.

Paul kunne knap nok stå oprejst, men var lige ved at falde sammen på jorden. Han var svimmel og troede, han skulle kaste op, alt imens det atter og atter lød "Svin! Svin! Svin!" igennem hans hoved.

Billedet af Anne Marie, som var en pæn pige, der ikke gjorde sådan noget, blev ved med at klikke indover og blande sig med alt det grimme. Alle de forvirrede tanker modsagde hinanden. Ingenting passede sammen. Snurrede bare rundt.

Paul vidste dårligt, hvordan det lykkedes ham at komme op til huset igen. Men til sin overraskelse fandt han lidt senere sig selv siddende ved frokostbordet.

Det var Paul og Anne Marie, der skulle vaske op efter frokosten.

 

 - Hvad er det med dig, spurgte Anne Marie, mens de ryddede af bordet. Du virker så stille og trist. Kan du ikke lide at være her?

 - Jo, jeg er glad for, at jeg kom med på turen.

 - Jeg synes også, det er rigtig godt, at du er med. Du skulle bare være lidt mere sammen med os andre.

 

Hvor var hun dog sød. Også da hun fyldte vand i opvaskebaljen, og fik plasket lidt rigeligt, hvorved hun fik sat stilen for den videre opvask. Hele køkkenet sejlede.

 

 - Skal i ud og svømme? spurgte Martin drillende, da han kom ud i køkkenet for se, om der var en kop kaffe.

 - Sådan er det, når jeg vasker op, grinede Anne Marie. Men jeg gør det ordentligt, så tingene bliver rene.

 

Selvfølgelig gjorde hun det. Der var ikke noget at udsætte på hendes opvask, kunne Paul se, efterhånden som han tørrede tingene af. Ikke én eneste skulle en ekstra tur i baljen. Der blev lidt efterfølgende arbejde med at tørre op. Men det klarede de sammen med godt humør. På et tidspunkt, mens de vred klude op, var Anne maries læber faretruende tæt på hans. Det var lige ved.

Vejret fik hele flokken til at rykke nærmere sammen, og det blev en rigtig hyggelig eftermiddag. Mens regnen silede og vinden ruskede, var der varmt i stuen. Helt på tværs af madhold og andre planer lavede Linda og Nina kakao og lunede boller i ovnen.

Paul følte sig lidt mere som en del af det hele, og formiddagens begivenheder fortonede sig. Der var sket så meget siden. Blandt andet havde han vasket op med Anne Marie og sad nu i hyggeligt selskab, mens han drak kakao. For en kort stund var det næsten godt at være Paul.

Der blev ryddet op efter traktementet. Alle hjalp til. Anne Marie ville til at fylde opvaskebaljen.

 

 - Nej, vi skal ikke have flere svømmebassiner idag, indvendte Martin. Jeg skal nok vaske.

 

Sådan blev det. De andre tørrede af og satte på plads. Køkkenet så pænt ud, da Henrik og Linda skulle igang med aftensmaden.

Det blev den bedste aften på hele turen. Stemningen var rar og hyggelig. Der blev fortalt vittigheder og muntre historier. Paul følte sig afslappet og godt tilpas. Han grinede en del den aften. Anne Marie sad lige i nærheden af ham og viste sig fra sin sødeste side. De talte også lidt sammen. Bare et par bemærkninger ind imellem.

Næste dag vendte solen tilbage, omend formiddagen var en anelse kølig. Mens vejret gradvist klarede op, sad de fleste inde i stuen. Der var stille. Nogle læste, andre skrev brev hjem.

Nina kiggede op fra det blad, hun sad med.

 

 - Nej, nu skal i altså lige høre det mest utrolige. Det er en sand historie. To der havde været naboer i 30 år og vanvittig forelskede i hinanden. Der er et billed af dem. Se!

 

Billedet viste et smilende, aldrende par.

 

 - Der står her, fortsatte Nina, at ingen af dem troede, den anden var interesseret.

  - Det minder lidt om den der sang, indskød Henrik. Hvad er det nu den hedder? Et eller andet med Alice.

 - Living Next Door To Alice, fastslog Paul. Her var endelig noget, hvor han kunne være med.

 - Ja, prøv at hør, tog Nina atter fat, det er lige til en sangtekst eller Mit livs Novelle: "Hver dag, når Hans-Jørgen tog på arbejde, smilede han til Tove, der stod ude i sin have. Men hun troede, at han bare var høflig og venlig. At den charmerende mand ved siden af, skulle være interesseret i hende, kunne hun slet ikke forestille sig. Hans-Jørgen troede heller ikke, at den kønne dame ved siden af tænkte på ham." Er det ikke vildt? De gik simpelthen i alle de år. Hele historien står der. Så kommer det her: "Da der var grundejermøde med efterfølgende spisning, kom Hans-Jørgen og Tove til at sidde ved siden af hinanden. De snakkede og grinte hele aftenen, som havde de altid talt fortroligt, skønt de aldrig tidligere havde sagt andet end godmorgen til hinanden. Herefter gik det stærkt, og de har nu fundet et fælles hus. Jeg spørger dem, om de ærger sig over de spildte år. 'Nej. Vi nyder bare hver dag,' svarer Tove." Er det ikke utroligt?

 - Det kan da ikke være rigtigt, indvendte Martin.

 - Jamen når der er billed af dem og alt muligt, svarede Nina.

 - 30 år. De må da have kunnet fornemme, at der var noget i luften længe før, mente Martin.

 - Man render da heller ikke rundt så længe og bare er forelsket i en, når det ikke fører til noget, tilsluttede Gregers sig.

 - Jo, måske, mente Linda, sådan er der vel nogen, der er.

 - Ja, jeg kunne da i hvert fald ikke rende rundt i 30 år og drømme om en eller anden, fastholdt Martin.

 - Næh. Det tror jeg heller ikke, at jeg ville kunne, indrømmede Linda. Men nogen kan måske.

 - Jeg tror altså, at historien er sand, fastholdt Nina. Måske har journalisten pyntet lidt på det. Men sådan i hovedtrækkene.

 

I løbet af denne samtale havde Paul flere gange mærket Anne Maries blik på sig. Næsten som om hun ville spørge, om det også var sådan med dem. Men det kunne ikke passe. Der måtte ligge noget andet i det blik. Nok snarere: "Går den stakkel rundt og håber? Hvordan skal jeg sige det på en pæn måde, så han ikke bliver ked af det?"

Men hun behøvede ikke at sige noget. Han vidste godt, at det bare var drømmerier. Hvor længe ville de blive ved? Kunne han mon gå i 30 år og drømme om Anne Marie? Lindas "nogen kan" var blevet til et "kan du?". Det mente Paul godt, at han kunne. Paul ville altid elske Anne Marie. Også selvom han godt vidste, at der ikke kom noget ud af det. Ingen af de andre kunne forestille sig at gå så længe.

Men der skete utrolige ting rundt omkring i verden. Altid for nogle andre man ikke kendte og bare havde hørt om. Men meget af det var sikkert rigtigt. Nogle kunne åbenbart gå i 30 år og vente på hinanden, inden der kom noget ud af det.

Det var klart, at Gregers ikke kunne. Eller ikke ville? Det ville have været det rene spild, med den brandslange, han rendte rundt med. Han var sikkert sammen med mange piger. Det måtte da også være fedt at have en, som ingen kunne slå.

Nogen kan!

Ordene ramte Paul for anden gang. Nu ikke som et spørgsmål, men en konstatering. Han vidste jo, at der fandtes mindst én, der kunne. I forhold til Hubert var Gregers nul og nix.

Næppe var tanken passeret igennem Pauls hoved, før han mærkede reaktionen i de nedre regioner.

Igen? Var det virkelig så galt fat med ham? Der var ikke noget at gøre. Han måtte atter ned til båden.

Paul rejste sig så stille og ubemærket som muligt og listede ud.

Huberts lem rejste sig i knejsende majestæt for Pauls indre blik, mens han hastede ned til stranden.

Voksede sig større og større.

Hubert kan slå dem allesammen. Gregers, Martin, Henrik, René. Ja - ikke bare det. Den er større end dem allesammen tilsammen.

Dobbelt så stor som os allesammen sat i forlængelse af hinanden!

Der ville slet ikke være plads til, at han kunne ligge herunder båden og rette den lige opad. Men fordi den var så hård og massiv, ville han måske kunne løfte båden med den ...

Paul kom hurtigt. Heldigvis udeblev stikket af samvittighedsnag. Han følte tvært om en forunderlig ro. Var lige ved at falde i søvn. Paul vågnede op af sin halvdøs og opdagede, at han endnu lå med bukserne åbne. Hev sig ud af sløvheden, lynede op og kravlede ud.

Dagen var varm og smuk. Himlen næsten skyfri. Lige sådan en dag, hvor det ville være helt perfekt at gå rundt i naturen hånd i hånd med Anne Marie.

Det kunne være så smukt og dejligt. Gå der mellem træer og blomster. Sammen. Inderligt forbundne.

Tænk hvis vi engang senere i livet mødes igen, og så tager herop for at mindes, da vi var på tur som unge. Går rundt hånd i hånd mellem disse træer. Nyder hver dag ligesom det par i Ninas blad. Deler livet. Tænker ikke på de spildte år. Hver eneste dag er en gave. Måske står vi så og kysser hinanden lige ved det her træ.

Paul berørte barken. Den var ru, og der sad også et eller andet på. Men det var et godt træ at stå ved. Gammelt og solidt. Det havde stået der længe og ville stå der længe endnu. Også når han og Anne Marie som halvgamle mennesker gik rundt der i området og kiggede på naturen.

Paul gik tilbage til huset. Efter at have rørt ved træstammen trængte han til at få vasket hænder. Ude på badeværelset kunne han høre bruseren løbe bag forhænget, som var trukket for. Paul var ved at tørre sine hænder, da René trådte ud.

René havde vist nydt badet og sikkert også hyggenulret lidt. I hvert fald var den viklet ud af klumpen og hang rigtig tungt. Den så helt enorm ud. Endnu større end dengang i saunaen.

Nej! Ikke igen ...

Men båden kaldte og Paul kom i ekspresfart ned til stranden.

René har en stor pik, René har en stor pik, Rene har en ....

Slaget fra samvittighedens hammer var frygteligt. Men Paul nåede dog nogenlunde oprejst tilbage til huset. Lige rettidigt til frokost.

Slaget fra samvittighedens hammer var frygteligt. Men Paul nåede dog nogenlunde oprejst tilbage til huset. Lige rettidigt til frokost.

Trods omslaget i vejret foretrak mange stadig at holde sig inde om eftermiddagen. De var ligefrem ved at blive en fasttømret kreds af hyggefolk, der i modsætning til de mere friluftsorienterede holdt sig til stuen med kaffe, snak, kortspil og bunken af tilgængeligt læsestof.

Nina havde atter fundet en artikel i et blad. Denne gang om zoneterapi. Hun fortalte om, at det kunne være godt for både hovedpine, hold i nakken og alt mulig andet, fordi der var de her områder i fødderne, der havde forbindelse til hele kroppen.

Alle syntes det lød spændende, så nu ville flere af dem prøve at lave zoneterapi på hinanden. Fødder blev smækket op rundt omkring.

Anne Marie og René sad i hver sin ende af den røde sofa.

 

 - Må jeg ikke prøve på dig? spurgte René

 - Jeg ved ikke rigtig, trak Anne Marie lidt på det.

 - Det er jo bare for sjov.

 

Et kort øjeblik forekom det Paul, at Anne Marie sendte ham et blik. Næsten som om hun undskyldte eller bad om lov. Men det kunne ikke være rigtigt. Det måtte være noget, han bildte sig ind. Ren ønsketænkning.

 

 - Kom nu, pressede René på.

 - Så skidt da, sagde Anne Marie med et sært flakkende blik, der atter strejfede Paul. Det var sikkert bare et billede på væggen bag ham eller sådan noget.

 

Man sidder jo ikke og kigger på et ulækkert svin, man ikke kan fordrage, når det bedste af det bedste byder sig til. Det skulle da lige være for at håne vanskabningen. Formodentlig havde hun tjekket bulen i den anden ende af sofaen, kommet i tanke om, hvor lille Pauls var og undret sig over forskellen. Nej. Ikke alligevel. Sådan tænkte Anne Marie ikke.

Anne Marie lagde fødderne op på Renés lår. Afstanden var faretruende kort. Hendes fødder lå nærmest lige op af Renés kæmpe pik. Selvom der var en anelse luft mellem den nærmeste fod og storhertugen, måtte hun kunne mærke varmen fra den. Men hun var næppe opmærksom på det. Det var bare fordi, at Paul var sådan en, at han lagde mærke til den slags.

René trykkede ivrigt på Anne Maries ene storetå. Den, der var nærmest giganten.

 

 - Av!

 - Virker det? Kan du mærke noget?

 - Ja, for pokker.

 - Hvor?

 - I tåen, din klovn. Du trykker alt for hårdt.

 

Det havde han åbenbart ikke klaret så godt. Men Anne Marie grinede. Hun var ikke vred. De grinede begge. Grinede sammen.

Da René atter tog fat, rykkede foden yderligere en tak nærmere paradiset.

Paul stirrede!

Bulen var tydelig. Ingen kunne være i tvivl om, at der gemte sig noget helt særligt i de bukser. Eller også var det bare fordi, at han var sådan en, at han lagde mærke til den slags.

Da Anne Marie skiftede stilling strejfede hendes hæl bulen i en brøkdel af et sekund. Ingen af dem reagerede. Man skulle tro, de slet ikke havde bemærket det.

I et så kort strejf kunne Anne Marie ikke have nået at få et indtryk af den. Men hun havde sikkert allerede set den. Når de slet ikke reagerede, var det fordi, at de også havde deres sted, sådan som Paul havde båden.

Var det nu også bare et strejf i et ganske kort nu? - Havde hælen ikke hvilet på bulen et øjeblik, hvor den havde talt sit eget sprog og sagt: "Jeg savner den. Nu kan jeg snart ikke vente længere. Jeg må have den."

De lod som om, at de bare blev siddende og ikke skulle nogen steder. Men da Paul gik ned til sit sted, vidste han godt, at de også var på vej til deres.

René har en stor pik, René har en stor pik, René har en...

Det var ikke samvittighedens hammer, der meldte sig denne gang, men en stor, tung sørgmodighed. Han havde forstået det hele, og hvor håbløst alting var. Han ville aldrig hverken nu eller senere komme til at gå omkring hånd i hånd med Anne Marie. Hun hadede ham som pesten. Hun var helt vild med René, og blev hele tiden plaskvåd i bukserne over hans kæmpe pik.

Det var derfor, at René havde været i bad her i formiddags. Han havde været smurt ind i Anne Maries safter. Det var også være derfor, at den havde været så stor. Den var slet ikke ved at vikle sig ud. Den havde lige været stiv og var igang med at vikle sig op i klumpen igen. Det tog jo nok sin tid, når der var så meget, som skulle lukkes i og krympes sammen.

Men nu ville Anne Marie allerede have en tur til, og det hele skulle pakkes ud igen.

Selvom det gjorde helvedes ondt at tænke på, kunne Paul godt forstå det. Det var da klart, når René havde sådan en dejlig pik.

Den var sikkert allerede begyndt at løsne sig lidt, da Anne Marie sad i sofaen og masserede den med hælene. En ordentlig omgang fodsex som opvarmning. De havde fået travlt, da Paul var ude af stuen, og skuespillet blev droppet.

Kunne René overhovedet have den i bukserne, når den var stiv?

Gad vide, hvor de havde deres sted henne? Det måtte være lige i nærheden, så de ikke skulle løbe flere kilometer, mens Anne Maries safter drev og Renés bukser var lige ved at sprænges.

Tænk hvis de ikke nåede helt derhen, så knap og lynlås pludselig fløj af helvede til, og René stod der med iturevne bukser og sit enorme lem strittende lige ud i luften, alt imens Anne Maries trusser var lige til at vride.

Mærkeligt nok fandt Paul overhovedet ikke tanken ophidsende. Heller ikke morsom, skønt han godt kunne se komikken i de sprængte bukser. Han blev bare endnu mere ked af det.

Sådan var det nok alligevel ikke med dem. Det måtte være noget smukt og anderledes, ikke sådan noget beskidt noget. De havde en eller anden hule. Derinde fungerede verden på en anden måde. Ophøjet og ubesmittet. Så havde de nok bare ved siden af en indforstået spøg omkring Renés pik. Syntes det var sjovt, at han havde sådan en kæmpe en. Ligesom man kan drille en god ven med en pudsig vane.

Hvorfor sker der aldrig noget godt for mig? Tænkte han opgivende. Svaret faldt prompte: fordi jeg ikke har fortjent det. Fordi jeg er en hæslig vanskabning og slet ikke et rigtigt menneske!

Resten af dagen sad vemoden i kroppen, og Paul kunne ikke blive den kvit. Der hang tillige et stænk af sentimentalitet i luften, fordi det var den sidste dag. Alle de andre muntrede op, da de holdt fest om aftenen. Bare ikke Paul. Alting gjorde ham mere og mere nedtrykt. Selv da han var ude og danse med Anne Marie.

Næste formiddag var der travlhed med at pakke, rydde op og gøre rent. Det var så den tur. Men de havde aftalt at mødes den efterfølgende uge i svømmehallen. Dagene slæbte sig afsted, mens Paul drømte om Anne Marie og at se hende igen. Men omsider oprandt begivenheden.

Paul havde fået forvildet sig op på femmetervippen. Sidste gang, han gjorde det, var han havnet på ryggen, og det havde gjort helvedes ondt. Han kiggede ned i vandet. Hvis jeg nu lander forkert. Jeg tror ikke, at jeg tør. Han begyndte at gå tilbage. Men der stod Anne Marie i rød badedragt og det våde hår strøget væk fra ansigtet. Hun så hamrende godt ud. Hun stillede sig lige foran ham og spærrede vejen. Med hænderne i siden virkede hun lidt som en kommandant. Men en sød kommandant, naturligvis.

- Nej. Du skal ikke kravle ned, Paul. Nu gør du det.

Om Paul havde gjort det, hvis enhver anden havde krævet det, er tvivlsomt. Men nu var det Anne Marie.

Paul sprang, lavede et perfekt hovedspring og skar sig ned igennem vandet. Det kunne ikke være gået bedre. Da han atter kravlede op fra bassinet, inkasserede han et blændende smil fra Anne Marie.

Han følte sig som en helt, da han gik ind på herreafdelingen. Lige til han kom ind i saunaen. Dér sad René i den tungthængende fase. Det var jo håbløst, det hele.

René blev ikke så længe derinde. Da Paul lidt senere gik ud, kunne han ikke se René nogen steder. Måske var han gået ud til bassinerne igen. Anne Marie var sikkert stadig derude, og de havde formodentlig en eller anden form for hemmelig kode, så de kunne aftale, hvor de skulle mødes bagefter.

Paul faldt i staver under bruseren, opslugt af tanker om, hvorfor det ikke var ham, der havde en tungthængende fase og hemmelige koder med Anne Marie. Han kiggede ned af sig selv. Kors hvor pinligt. Bare der ikke var nogen, som lagde mærke til det. Hvorfor skulle den også være så lille. Den lignede stadig sådan en drenge-en. Hvis han barberede hårene af, ville alle tro, at der ikke var begyndt at ske noget endnu. Måske var det dét, han skulle gøre, så de bare troede, at han var sent på den, men at der var håb for ham endnu.

Idet han trådte ud fra bruseren fik han øje på en mand, der stod ovre i hjørnet og var ved at tørre sig. Paul faldt atter i staver, mens han kiggede på hans lem. Det var ikke fordi, at den var særlig stor. Slet, slet ikke som Renés, eller bare Gregers'. Ikke en gang Martins. Faktisk var den ret lille. Men det var netop dét, der havde fanget Pauls opmærksomhed. For ja - den var lille. Men ikke for lille. Det var sådan en, man kunne vise sig med, uden at det var skamfuldt. Den var o.k. Det var sådan en, der kunne gå an.

Deri lå hele forskellen.

Paul var til grin. Det var manden med håndklædet ikke. Han kunne stå der ganske roligt og tørre sig, uden at være bange for, hvad folk tænkte. Ingen ville håne ham. Ingen ville tro, at det var en drenge-en, hvis han fjernede hårene. Den lignede godt nok og helt rigtigt en voksen-en, der bare ikke var særlig stor ...

Ikke i forhold til så mange andre. Men...

Paul kiggede ned ad sig selv. Havde jeg bare haft sådan en som hans. Jeg beder jo ikke om en kæmpe en. Bare en, jeg kan være bekendt. Sådan en som den der er fint nok. Det er ikke ydmygende, at andre ser den. Jeg vil bare ikke være til grin. Nej, nej, nej - hvor er den lille. Hold kæft hvor er det pinligt. Havde jeg bare haft sådan en som ham der.

Egentlig er den slet ikke så lille endda, når man kigger rigtigt efter. Han kan mere end bare være den bekendt. Det er faktisk en ret pæn størrelse. Den er da næsten dobbelt så stor som min. Ja, min ... Hold kæft. Den lille stump der. Hvorfor ser den sådan ud? Den er endnu mindre, end den plejer at være. Tænk hvis jeg havde haft sådan en som hans. Tænk at have sådan en stor en, kunne stå helt roligt og tørre sig uden at det er pinligt. Han behøver ikke at være bange for, at de andre skal få øje på den. Hvis nogen gør, tænker de bare, at det var da en fin størrelse, den der.

Nu er den altså også temmelig stor. Faktisk rigtig stor. Det er jo en ordentlig møjert, den der. Nej - hvad sker der. Nu er min endnu mindre end før. Der er jo næsten ikke noget overhovedet. Den er helt forsvundet. Men hans ... Er du gal. Den er jo helt vild. Den må være næsten lige så stor som Renés.

Bare der ike er nogen, der kigger. Tænk hvis nogen har lagt mærke til det og sammenligner os. Hans kæmpe, kæmpe og og mine lille-bitte-bitte. Der er sikkert nogen, der har set det, og morer sig over det. De får noget at fortælle. "Så stod der en med en Kææææmpe pik og var ved at tørre sig, og så trådte der en anden fyr ud af brusereren med en lille-bitte tissemand, som man næsten ikke kunne se.

Åh, nej! - Er der nogen, der har lagt mærke til det?

Da Paul så sig omkring, kom han til at kaste et blik i spejlet og måbede. Inde i spejlet var hans egen helt tydeligt en pæn bid større end den anden.

Hvad skete der her? - Paul kiggede ned ad sig selv. Et komma, der var faldet ud af en bog. Så ind i spejlet. En pæn og fyldig middelstor diller. Hvor kom den fra? Han kiggede over på manden med håndklædet og sammenlignede med spejlbilledet. Det så ens ud. Paul så sig omkring. Prøvede at sammenligne nogle af de andre med deres spejlbilleder. Det passede altsammen fint. Men han selv. Han stod der med en baby-stump, mens der inde i spejlet var en, som bestemt virkede voksen og ikke spor drenget. Faktisk mindede den lidt om Martins.

Hvordan kunne han have sådan en stor en inde i spejlet? - Tænk hvis han havde haft det i virkeligheden. Så ville Anne Marie måske ikke have haft noget imod at tale med ham. Bare tale med ham. Det ville ikke være under hendes værdighed.

Var der slet ingen, der havde lagt mærke til det og undrede sig? Det var jo kun Pauls, der så anderledes ud. Alle de andre var det samme. Syntes de ikke det var mærkeligt? De havde nok ikke set det. Det var nu ellers ret tydeligt. Måske ville nogen blive sure, hvis de opdagede det. Tro, at det var noget, han gjorde. Men Paul anede ikke, hvordan det gik til, og blev frygtelig forskrækket over det sære fænomen.

Jeg må hellere skynde mig væk fra spejlet, før nogen opdager det.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

- Jeg tror, den er sådan her.

 

 

 

Uddrag af privat journal

4/7

Jeg husker, hvordan en af mine undervisere, da vi sad og kæmpede med at afkode nogle indviklede stykker lyrik, chokerede os med udtalelsen: "Hvis man forstår et digt, første gang man læser det, er det ikke noget godt digt."

En markant udtalelse, som jeg i øvrigt ikke er helt enig i.

Men den rammer i sin ånd noget væsentligt og sandt: tekster - hvad end det er lyrik eller prosa - er fulde af ting, man ikke nødvendigvis får øje på i første forsøg, og med garanti ikke gør, hvis der er tale om en hurtig, skødesløs gennemlæsning. Tekster er noget, man må kæmpe med og tage brydetag med igen og igen, alt imens man langsomt opdager alt det, der skjuler sig deri. Det er bl.a. det, der gør det til litteratur, og er man ikke indstillet på at gå ind på den præmis, kan man lige så godt slå sig på tegne- og tv-serier.

Tidligere var jeg kort omkring "Dobbeltgængeren". Carl Stief skriver:

 

 

Heri skildres atter en fortrykt embedsmand, men i stedet for at bruge hans nedværdigelse som en illustration til utålelige sociale tilstande, fordybede Dostojevskij sig i en psykologisk, ja psykiatrisk rdegørelse af, hvordan forkuetheden slår ud i sindssyge. På randen mellem det fantastiske og det virkelige skildrer han hvordan titulærråden Goljagkins personlighed spaltes, så hans dobbeltgænger repræsenterer hans ønskedrøm, de egenskaber, der skal til for at reussere, men som han samtidig foragter og hader. Fortællingen berettes som set gennem den sindssyges øjne, hvad samtiden ikke forstod, idet den antog dobbeltgængeren for en reel person og ikke et fantasifoster, skabt af et sygt sind. At Dostojvskij havde loddet dybere, blev først klart, da psykiatrien kastede lys over sådanne sjælelige processer. Selv var han klar over, at han havd skabt et værk, der var langt betydeligere end debutbogen, og dobbeltgængermotivet blev stående i hans digtning.

 

 

Der kan vist næppe være tvivl om, at i Stiefs optik var det Dostojevskij, der havde ret, og læserne, der havde uret.

På sin vis vover Ejner Thomassen sig et skridt videre i den retning, omend han gør det med subtil elegance og omhyggeligt undgår ordet "misforståelse". Det synes dog ikke desto mindre at være det, han mener:

 

 

I dette Tomrum sprang den unge Dostojevski ind med sin bevægende Skildring af Tidens arm russiske Menneske. - Her var, mente Bjelinski og hans Kreds, den Afslører, som kunde aabne Russerfolkets Øjne, det Folkets Organ, som vilde forberede Revolutionen og den nye Tid. - Men Anklagen som saadan laa overhovedet ikke for Dostojevskis Natur. Det herskende Element i hans Tanke, hans Hjerte, i hans Kød og Blod, var netop Mennesket og intet andet. Ikke Mennesket i forhold til Staten og Depotismen, men udelukkende i forhold til Medmennesket. Og det Element, som sejrer i hans Værk, alt som det udvikler sig, er Menneskets Jeg, helt indstillet paa Selvbesindelse og Selvtugt. Menneskets under kvalfuld Forhold selvhævdende Jeg. Menneskets nedværdigende Jeg i dets indre Kamp for Selvagtelse. Dermed er allerede i Dostojvskis Begyndelsesværk hans religiøse Grundstilling givet. Skønt han i sin næste Bog, Dobbeltgængeren, stærkt uddyber sin indtrængen i det rent menneskelige - i Menneskets forrykte, for Selvagtelse kæmpende Sjæl og i Menneskets Skæbne, er han sig endnu ikke denne religiøse Grundlinie bevidst. I hvert fald har man fra denne første Periode ikke en eneste Ytring fra Dostojevski, som tyder paa nogen bevidst religiøs Oplevelse.

 

 

Med andre ord: Bjelinski og kompagni var gået galt i byen, hvad vel i øvrigt ingen vil benægte, at de var.

Lad mig for en ordens skyld gentage det tidligere sagte: jeg hævder på ingen måde at besidde mit forbilledes format. Jeg er mig blot bevidst, at jeg skriver mig ind i - eller rettere føjer mig til i forlængelse af - en tradition.

Netop derfor finder jeg det særlig fornærmeligt, at blive beskyldt for at have kaldt hændelsen en thriller.

Det er en fejl, der ikke vill være forekommet, hvis han havde gjort sig den ulejlighed at bladre tilbage i tråden og se, hvad jeg rent faktisk skrev, i stedet for at give sin erindringsforskydning rygstød med et "vist nok".

Jeg skrev "psykologisk roman". Ikke et ord om thriller. Ikke en historie, hvor det (såkaldt) psykologiske begrænser sig til, at en eller anden galning går amok, sådan som det almindeligvis sker i den slags bøger, og (stadig almindeligvis) uden at man får en tilfredsstillende forklaring på dette tilfælde og dets dybere bevæggrunde.

Nej - den ægte psykologiske litteratur, der trænger ind i menneskesjælens dybder og mørke afkroge, og viser os, hvad der gemmer sig under overfladen. Psykologisk som hos Shakespeare og Dostojvskij. Ikke ryk-ud-politimand-og-fang-psykopaten-psykologisk.

Men det er jo på sin vis afslørende ...

Hvis folk efter forgodtbefindende sidder og udskifter ord i teksten, frem for at se på de ord, der rent faktisk står, så tror da pokker at der opstår kommunikationsvanskeligheder. Tænk hvis nogen hævdede at Nexø "vist nok" skrev: "Far var ikke hjemme, men de havde det hyggeligt." Alligevel? Det er jo lige præcis dét, han ikke skriver. Ikke et alligevel eller på trods af, men et fordi og et derfor.

I øvrigt unddrager "Hændelsen" sig på mange måder gængse etiketter. Menneskeskildring? Ja. Men det er vel sådan set al litteratur. Den mest præcise betegnelse måtte vel sagtens blive dæmonuddrivelse.

Men nu spørgsmålet om læserens opgave og ansvar (eller mangel på samme, hvis alt hænger på forfatterens vilje til at skære alt ud i pap og derefter fortygge det til babygummer), så hverken kan eller vil jeg rykke mig en tomme.

Man kan kun gøre sit bedste.

Hvis man står over for decideret uvilje, folk, der for deres død ikke vil forstå, så er man magtesløs.

Hvis læserne har bestemt sig for at være påståelige og misforstår med vilje, hvad kan så den stakkels forfatter stille op?

Her gælder ikke kun den med "mod dumhed kæmper selv ...", men også den med hesten og truget!

 

 

 

"Jeg vil skide på, om Henrik i Valby forstår det, jeg skriver."

- Michael Valour

 

 

Den velkendte 80'er lyriker var tilsyneladende ikke synderlig tynget af noget afsender-ansvar. Men det er naturligvis at gå til den modsatte yderlighed.

Teksten er et felt mellem afsender og modtager, hvor de begge må gøre en indsats for kommunikationen og muligheden for at kunne mødes deri. Det kan således skyldes svigt på begge sider, hvis bestræbelsen ikke lykkes.

Måske findes der endog en tredie instans, omend jeg ikke er ganske sikker på af hvilken art, denne er. Men fakta er, at der gives tilfælde, hvor begge parter har ydet deres yderste, og det alligevel ikke lykkes at etablere en forståelse. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg kan blot konstatere, at der undertiden ikke kan påpeges forsømmelser på hverken den ene eller anden side, men at det magiske øjeblik af kommunikation ikke desto mindre udebliver.

Men i hvert fald er den eneansvarlige forfatter en urimelig påstand. Hvad så med alle dem, der ikke har forstået et hak af Shakespeare? Betyder det så, at der er graverende fejl i det mest fuldkomne, der nogensinde er skrevet? Skal Shakespeare lastes for alle dem, der har vanskeligt ved at stave sig igennem et Bill og Ben hæfte?