Hændelsen 6

"Det voldte mig nu ikke større bekymring, da jeg kunne trøste mig med, at denne forkerte opfattelse jo kunne komme af, at jeg havde været næsten for heldig med mit formål, og måske desuden fandt det umagen værd i kunstens interesse lige at antyde over for publikum, at det kan tænkes, at en kunster (uanset kunstart) muligvis kan formodes at vide, hvad han selv gør inden for sit fag, dersom man vil have bare en lille smule tålmodighed med ham"

- Charles Dickens

Efter kapitel 16 følte jeg mig opgivende overfor projektet. Jeg kunne ikke se, hvordan det skulle lykkes at få formidlet dét, jeg gerne ville.

Jeg var bange for alle de misforståelser, som det siden skulle vise sig, at der var al mulig grund til at frygte for.

Jeg opgav “Hændelsen” som et ufuldendt projekt, og i flere måneder regnede jeg ikke med at nogensinde skulle arbejde videre på den.

Derfor fandtes de sidste kapitel kun i synopsis med enkelte udkast og noter til centrale afsnit. Nu bagefter, hvor det har vist sig, at rækken af misforståelser har overgået mine værste mareridt, er jeg lige ved at ønske, at jeg havde ladet det blive derved.

Nogle ting var jeg urolig for, at mange ikke ville forstå. Men de helt gennemgribende misforståelser, hvor folk slet ikke forstod noget overhovedet, kom ærlig talt bag på mig.

Hvordan kunne den kommunikative proces gå så meget galt, at det overhovedet ikke lykkedes mig at formidle noget som helst af det, jeg forsøgte på? Hvordan kunne afstanden mellem mine intentioner, og det der blev opfattet/modtaget være så total?

Det er nedslående. Især når man selv er overbevist om, at man har noget væsentligt på hjerte, noget der må og skal siges. Må og skal siges, fordi der er al for meget fortielse, alt for mange mennesker, der hemmeligt går rundt og lider, plaget af sår på sjælen, bærende på skam og skyld, bærende på alt muligt, der æder dem op indefra.

Men tilbage til dengang, jeg gav op og ærlig talt var overbevist om, at jeg ikke ville gøre mere ved projektet.

Som sagt havde jeg de sidste kapitler ridset op i synopsis, og det er disse noter og udkast, man kan finde nedenfor.

Arbejdsark til kapitel 17 (skitser, udkast, overvejelser m.v.)

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal åbne det kapitel. Jeg synes ikke, der skal gås lige på sammenlægningen af de to afdelinger. Denne er et typisk/klassisk brud på en orden. Den forstyrrende indtrængen, der netop må stå overfor en etableret orden.

Derfor bør der være i det mindste nogle få linier, der opridser det rolige liv på den lille afdeling, hvor tingene har fundet ind i en stabil rytme og selv Fillip er ved at blive en naturlig del af det hele.

Jeg tror også, der skal fortælles lidt om, at Fillip har stået i en for alle svær situation. Han er kommet som ny ind på en stærkt sammentømret afdeling, har stået som fremmed overfor en lille, sammenspist flok. Det er ikke let for nogen. Men Fillip har så i tilgift nogle problemer, der ikke ligefrem gør det lettere. Han taler uovervejet (tænker slet ikke over, hvad han siger) og halvdelen af tiden render han rundt og har tisset i bukserne.

Men alligevel - selv han er ved at blive en integreret del af afdelingens liv. Den lille, overskuelige afdeling fungerer rent faktisk. Er måske lidt barsk og forbeholden i forhold til at optage og indlemme nye. Det er ikke et sted, hvor man møder en åben favn. Men det lader sig trods alt gøre at blive optaget, sådan lidt pø om pø. Som tiden går gradvist lukket ind af snart en port og snart en anden, længere og længere ind mod kammeratskabets centrum.

Det er alt det, der bryder sammen, da de to afdelinger sammenlægges."Så kom der en høne med æg og skæg". Den rolige orden brydes, da afdelingen med ét slag bliver dobbelt så stor. En hel flok nye elever vælter ind, kræver plads og præger afdelingens liv. Der er klar analogi mellem sammenlægningen og Huberts vokseværk. Den etablerede orden forskubbes. Det er noget nær Pauls værste mareridt, der går i opfyldelse.

Alt dette skal på en eller anden måde med i begyndelsen af kapitlet. Jeg forestiller mig umiddelbart, at de indledende afsnit er de mest direkte sammenhængende, hvor det ene flydende fører til det næste.

Herefter vil det være helt på sin plads, at kapitlet bliver stadig mere fragmenteret og episodisk. Netop som en illustration af at al orden er brudt sammen. Intet har længere sin faste plads og vante orden. Begivenhederne løsriver sig fra meningsfulde sammenhænge til løsrevne episoder.Frem for at gå af en vej, hvor han kommer et sted fra og er på vej et sted hen, famler Paul rundt i en tåge. Ud af tågen dukker der af og til det ene eller andet. Men netop som noget isoleret, separat, uden forbindelse til noget andet. Netop ikke et punkt på vejen. Derfor er det også stort set umuligt at kalkulere og forhåndsanalysere. Man ser ikke et punkt længere fremme på vejen komme nærmere. Pludseligt og uden varsel dukker noget frem af tågen.

Hvis jeg henimod slutningen af kapitlet kan skabe en kaotisk flimrende fornemmelse, vil det være en stor gevinst. Men for at det fungerer, kræver det - udover de rent tekniske virkemidler - at det står som en klar kontrast til begyndelsen af kapitlet. Her skal altså netop fortælles jævnt og roligt, på en sammenhængende måde, hvor alt har sin naturlige kontinuitet. Herefter begynder det så at få et stadig mere rodet og springende præg.

Det er helt klart måden at gribe det kapitel an på. Hvad det i øvrigt skal rumme, har jeg jo allerede tidligere så nogenlunde skitseret.

Intermezzoet op til er den ene sætning "Jeg tror, den er sådan her." Sætningen rummer en usikkerhed. Hvis man tror noget, ved man det ikke med bestemthed. Men det rummer også en overbevisning. Man mener (bestemt?), at noget må forholde sig på en given måde. Derved er det helt klart et motivisk motto for det kapitel. Med den ene sætning er der etableret en direkte forbindelse fra slutningen af kapitel 16 til kapitel 17.

Også i kapitel 16 fandt en skriden ud sted. Men det var en umærkelig gliden, der tillige spillede på sammenstødet mellem noget ydre,objektivt og noget subjektivt oplevet.

Her derimod er der en række klare ydre indikatorer. Det er et faktum, at de to afdelinger sammenlægges. Det er et faktum, at der er sket noget med Huberts tissemand. Det er et faktum, at Hubert får nye ideer og udviklet sine sadistiske/psykopatiske tilbøjeligheder til et nyt niveau.

At der så ved siden af naturligvis er Pauls fortolkning af disse ting, som klart udgør en rent subjektiv forståelse er en anden sag. Men mens Pauls tydning af verden i kapitel 16 er ren mistydning, hvor hans opfattelse konsekvent står i skærende kontrast til det objektivt foreliggende, hviler hans tydning i dette kapitel på en mere fast grund. I det mindste i begyndelsen af kapitlet. Men spørgsmålet er, om det ikke stadig er tilfældet i slutningen af kapitlet. Hvis der reelt hersker et kaos, er det vel også en korrekt tydning at se det som et kaos.

Problemet opstår vel snarere, hvis man forsøger at justere på oplevelsen og finde en orden, som ikke er der. Det er jo så netop dét, der kommer til at præge Pauls ungdomsår. Fra han i den tidlige pubertet indretter en forsskruet universel orden, gående ud på noget i retning af, at hans forelskelser nødvendigvis må være ulykkelige, at han skal straffes for en eller anden ikke nærmere bestemt forseelse, og at alle andre har del i en menneskenes tilværelse, som han står udenfor, samt - nok så vigtigt - at Hubert har den største og han selv den mindste pik. De udgør to yderpunkter, som ikke må overskrides, hverken til den ene eller anden side. I så fald bryder kosmos sammen, og det ville derfor være en katastrofe, hvis en eller anden enten var mindre end Pauls eller større end Huberts. Videre herfra træder hændelsen mere og mere frem de efterfølgende år, alt imens Paul i stigende grad forsøger at forvandle sit traume til et rent matematisk problem.

Det er naturligvis en helt igennem kunstig og konstrueret orden, at forsøge at lave noget eksistentielt om til en ligning og tro, at man kan løse sit livs knude ved at få et regnestykke til at gå op. Det har sit ophav i barndommens målekonkurrencer. Orden var, at alle kunne anbringes i en rangfølge. Kaos var siden at Hubert brød ud af hierarkiet frem for at blive på sin faste plads. Det er i forlængelse af dette, at Paul forsøger at stille et regnestykke op, som kan genetablere en form for orden.

Dermed er der også et særdeles klart ærinde og formål med kapitel 17. Jeg behøver ikke at spørge til, om det har en brik at bidrage med til gådens løsning, for det er det uden videre indlysende, at det har. Alligevel synes jeg, at det er ulejligheden værd at lige se på, hvad jeg tidligere har noteret om dette:

17. Hubert b: De to små afdelinger sammenlægges, og helvedet begynder. I det foregående kapitel er Huberts vokseværk varslet. Nu hører man nærmere om det, samt alt det, som følger heraf.

Kapitlet skal rumme alle de rigtig grove ting, og bliver måske et af romanens mest barske. I hvert fald det med de mest brutale episoder.

Lag af løget: Vi står her overfor noget helt centralt i forhold til det kompleks, Paul i stigende grad udvikler. Et kapitel som dette kan let forfalde til at blive et rent bravournummer, hvor der diskes op med saftig sensation. Det er absolut ikke meningen. Derimod skal man have en helt afgørende brik til forståelsen af Paul og hans kompleks. Herunder også hvorfor det er Hubert frem for hændelsen, der i hans tidlige teenage-år står som det centrale. Uden dette mangler man noget helt afgørende i forståelsen og sagens afklaring. Jeg mener i høj grad at dette er et lag af løget.

--

Man kan vel næppe sige, at der er sket et stort skred i forhold til mine tanker om det kapitel Hvad jeg tænkte dengang, svarer så nogenlunde til, hvad jeg tænker nu. Derimod har jeg så fået en idé til, hvordan jeg skal formidle det nemlig i form af at en i begyndelsen af kapitlet jævn, kontinuerlig fremadskriden afløses af noget stadig mere brudt og abrupt.

Noget andet er, at der - som nævnt i skitsen fra dengang - er nogle temmelig voldsomme ting, som skal med i det kapitel. Jeg kan mærke min egen modstand imod at skulle skrive dem. Med skal det. Ellers kan kapitlet ikke opfylde sin funktion.

Men det er blevet sværere og sværere for mig med årene. Det virker som et tilbageskridt, men er dybest set et fremskridt. Det er vejen udover dissociation, det er begyndende kontakt med mine følelser. Jeg tror nu ikke, at jeg får skrevet det kapitel uden falde i. Jeg har ikke meget tiltro til mig selv. At jeg skulle få udarbejdet et førsteudkast uden at onanere en eneste gang undervejs, er næsten utænkeligt.

Det er da også derfor, jeg ind imellem føler, at arbejdet med den roman ikke hjælper mig videre, men fastholder mig i uheldige gamle mønstre. Man kan altså sige, at jeg viger tilbage for at skrive om disse ting, både fordi jeg stadig er fanget i gamle fælder på den ene side, mens jeg på den anden trods alt er kommet et lille skridt videre, og at der derfor ikke kan berettes om disse ting, uden at det gør ondt. Det er virkelig en sejlads mellem Charybdis og Skylla!

Måske skulle jeg ligesom med det foregående kapitel begynde med at skrive de dramatiske peaks for så efterfølgende at sammenføje disse. Hvis jeg begynder med de ting, så er det overstået.

Umiddelbart føler jeg mere for at tage tingene i den rækkefølge, de skal komme. Begynde med begyndelsen. Jeg har lyst til at nusle med begyndelsen af det kapitel. Måske kommer det sig af, at begyndelsen af kapitlet befinder sig i en hyggelig og tryg orden. Men der er også en teknisk udfordring deri. Der skal listes noget ind med at vide, hvordan tingene er, således at tråden knyttes tilbage til intermezzoet. Men igen: det er en rar opgave. Det er ikke den kamikaze tur, der venter senere i kapitlet.

***

Børnene sad tæt sammen. Alle følte de sig trykket. Paul sad ved siden af Fillip, og kunnemærke, at han rystede. En spontan omsorg dukkede op i Paul. Fornemmelsen var ham ikke ubekendt. Han havde haft det sådan før. Bare ikke overfor Fillip - råkostpisseren, lemmedaskeren. Men lige meget hvor langstrakte Fillips lemmer var, lige meget hvor stor hans tissemand var og hvor højt et nummer han brugte i sko, virkede han lige nu meget, meget lille. Paul lagde armen om ham.

   - Bare rolig, der sker ikk noget, hviskede han.

Det var ikke fordi, at Paul selv følte sig videre tryg. Men så meget vidste han dog: væggen skule nok holde. Det var solidt murerarbejde. Døren var heller ikke af den slags, man bare sparker ind. Den var massiv og ville forblive låst. Hvad der foregik derinde var en anden verden og vedrørte ikke deres afdeling.

 

***

Det var bare en idé. Jeg forestiller mig, at den tiltagende ballade på naboafdelingen har kunnet høres inde på Pauls. Et vældigt rabalder, råb og skrig. Den vagthavende pædagog har samlet børnene nede i den anden ende, længst muligt væk. Der er blevet gjort forsøg på at berolige dem, og måske er pædagogen lige gået et øjeblik.

Det er ikke en autentisk episode. Men den indfanger noget af stemningen fra perioden lige op til Myretuens sammenbrud. Der var andre, lignende episoder. Ikke at balladen altid var på den anden side. Det skete også, at den udgik fra os. Jeg husker engang, hvor døren havde været åben, det har været en søndag aften. Der var den sædvanlige uro efter en hjemmeweekend, alle havde noget at skulle fortælle alle. Forældre var ved at tage afsked med deres børn. Uroen var blevet skruet op. Inde fra Myretuen forsøgte Anettes far at få døren lukket. På begge sider måtte han kæmpe med genstridige børn, indtil det lykkedes. Jeg husker i øvrigt ikke så nøje, hvad der egentlig var sket, hvad der havde ledt op til situationen. Men selvom jeg selv tog del i forsøget på at hindre ham i at få lukket døren, husker jeg det alligevel som noget voldsomt. Jeg drev med på det ligesom alle de andre. Men en del af mig stod ligesom ved side af og var en lille smule skræmt. Jeg kan ikke forklare det. Men der var en dobbelthed i den oplevelse.

En anden dag/aften (?) hvor døren var aflåset, husker jeg et meget voldsomt spark imod den inde fra Myretuen. Den gav sig en lille smule, og der dryssede puds ned fra loftet.

Der var også den episode med "alpe-Joe" (jeg tror forøvrigt nok, at hans rigtige navn var Carsten. Men det er for så vidt ligegyldigt), hvor han stod ude på græsplænen overfor alle Myretuens drenge. Den overvejer jeg faktisk at tage med. Det kunne være en måde at få nogle andre ting listet ind.

Et aspekt i sagen, jeg slet ikke er kommet omkring, er det med pædagoger, der begynder at blive anderledes. Som nyansatte er flinke, men så bliver mere strikse og overfor en påtale af dette hævder: "Jeg har bare fundet ud af, hvordan i skal ta's." Pauls følelse af en uretfærdighed i dette, at noget i forholdet til en medarbejder, han har syntes godt om, bliver ødelagt. Men måske bliver han i tvivl i den situation, hvor han fra vinduet ser optrinet på græsplænen.

***

Han var ikke et stort muskelbrød, men en lille, spinkel mand. Han ville ikke have en chance, hvis de allesammen kastede sig over ham på én gang.

 

***

Jeg skal også lige have tjekket op på slutningen af kapitel 15. Det er jo sådan set, fortsættelsen af det, der følger her. Hvor meget fik jeg med der?

I sin foreløbige form lyder slutningen af kapitel 15:

 

Eftersommeren var så småt ved at glide over i efteråret, da de på det ugentlige afdelingsmøde fik at vide, at afdelingen skulle deles. Den bagerste ende af bygningen havde længe stået tom og ubrugt. Nu skulle der laves en helt ny afdeling dér. Skillervæggen med den aflåste dør skulle flyttes lidt længere ned af gangen, så antallet af værelser kom til at passe.

Det betød blandt andet, at Paul skulle flytte værelse, så han blev på den side, hvor han hele tiden havde været. Det gjorde ham trist og bekymret. For hvad med hans antenne. De var hans store stolthed. Han havde selv lavet den, og den var sat op udenfor hans værelse. Ville ledningen kunne nå over til det andet værelse? Og ville han stadig kunne se sin antenne fra vinduet?

Det hele viste sig imidlertid at kunne løses, og dermed begyndte en ny tid. Da først antenneproblemet havde vist sig til at løse og Paul havde fået sine ting flyttet til det andet værelse, passede det ham egentlig ganske godt. Afdelingen var den gamle og velkendte med de samme fællesrum og faciliteter. Gangen var bare blevet kortere, så de nu var færre elever.

Der faldt mere ro over tingene. I hvert fald indenfor Pauls halvdel. Det virkede som om, der var en del mere uro og ballade inde i den anden halvdel.

Skønt Paul selv kunne være en ballademager, ofte føle en rastløshed og trang til spænding, således at han af lutter kedsomhed fandt på dumme ting, var han egentlig godt tilfreds med at bo i den rolige halvdel. Den anden halvdel forekom ham utryg og farlig. Han var kun inde på besøg ganske få gange.

Somme tider kunne larm og råb høres gennem væggen. Paul kunne ikke lide det. Der foregik et eller andet. Noget, der ikke var rart. Men Paul vidste ikke, hvad det var.

Så var det i det mindste en beroligelse, at der var en solid , tyk væk mellem Paul og den vilde halvdel. Paul havde det relativt beskyttet i den rolige halvdel. Især var den væg et værn imod Hubert.

Det skete, at Hubert drillede Paul i frikvartererne i skoletiden. Men Paul mærkede i det store hele ikke så meget til ham i denne periode. Et sted indeni havde Paul noteret alle Huberts ondskabsfuldheder. Men end ikke det tænkte han synderligt over i den periode. En sjælden gang imellem huskede han Huberts bemærkning om at "så er man syg i hovedet" og tænkte, at dér tog Hubert fejl.

En dag ville Pauls time komme, og han ville tage en grusom hævn. Men lige nu så tilværelsen anderledes ud.

På den rolige side af væggen var de en lille sammenspist flok. Paul kunne nok føle sig som bærer af en svunden tid, de andre ikke havde oplevet, og være ked af deres manglende interesse for de gamle beretninger. Men i det store hele trivedes han og gik fint i spænd med de andre. Skønt han indimellem følte sig anderledes og i en isoleret position, måtte han ikke desto mindre dagligt konstatere, at han var en del af et kammeratskab og havde sin plads deri.

Særlig tydeligt blev det for Paul en dag, hvor han rendte rundt for sig selv på sin vanlige vis og følte sig som et nul. Ole og Jesper kom hen til ham. Han troede først, at de ville drille. Men de spurgte i stedet til, hvad der var i vejen. De vendte sagen lidt på hovedet. En førsteplads er jo bedre end en femteplads, og nul kommer før en, så et nul måtte jo være det bedste. Det kunne de godt sige. Det var egentlig ikke at have forstået, hvad han mente. Men alligevel. Da de tre drenge gik op imod afdelingen med Paul i midten og armene om hinandens skuldre, følte Paul sig alligevel delvis trøstet. Eller i det mindste at han måske ikke var helt så alene alligevel. Hans husfæller var også hans kammerater.

Det betød samtidig, at der var nye forhandlingsmuligheder i forhold til omgangsformen. Det lykkedes således Paul at indgå en fælles aftale med Jesper og Ole om at indstille tissemandslegene. Uanset om de egentlig forstod, hvorfor Paul syntes det var forkert og at han ikke var et ordentligt menneske, hvis han gjorde den slags, gik de i hvert fald ind på det. De holdt en afslutningsseance, og herefter hørte det op. Målekonkurrencer var o.k. Eller at vise, hvis man havde fået et eller flere hår dernede. Men ellers ikke noget.

Jesper havde et hår, der var længere end hans tissemand. Paul havde ikke nogen endnu. Ind imellem spekulerede han lidt over, hvad der mon skete, når forvandlingen indtraf. Hårene syntes jo bare at komme lidt efter lidt. Men hvad så? Hvordan foregik forvandlingen? Var det noget, man pludselig vågnede op med en morgen? Det måtte være mærkeligt at pludselig få en helt anden tissemand. Kigge ned ad sig selv og slet ikke kunne kende den.

 

***

Jeg har slet ikke nævnt Fillip. Jeg mindes, at jeg skitserede noget med det værelse, hvor Vibeke har boet, som så står tomt nogen tid, indtil Filip flytter ind. Er det bare noget, jeg har tænkt, men ikke fået skitseret? Jeg skal vist lige have gået mine noter igennem og se, om jeg kan finde noget et eller andet sted.

Jo - der var ganske rigtigt nogle løst udkastede noter omkring det:

Det sætter mange ting i et andet lys. F. eks. Phillip. Det handler ikke bare om en fjollet, ny dreng, der tumler rundt som en elefant i en glasbutik. Det handler også om at komme udefra som fremmed og stå overfor en sammenspist kreds, hvor alle har deres plads og tingene deres faste orden.

Mens den psykopatiske Hubert nok omformulerede mangt og meget og i den forstand var en forstyrrelse, skete det på en måde, hvor han udviste en særlig evne til at sno sig indenfor systemet og bruge det til sin fordel. Overfor dette står Phillip som en uskyldig fredsforstyrrer, der ikke forstår systemet og derfor hele tiden kommer på tværs af det. Men ganske uforvarende.

Afgørende er det her også, at det ikke kun handler om, at Phillip er, som han nu en gang er. Uanset hvem han var, ville det have været en svær situation at komme som ny og fremmed ind et sted, hvor alt er bastet og bundet sammen i tæt sammenhold og uskrevne love.

Måske (?) med mindre han havde været lige så skruppelløs som Hubert!

Det er måske netop det mest rystende, hvis man begynder at sammenligne Hubert og Phillip: det kræver en psykopat at komme udefra og finde en naturlig plads i den verden. En sød, naiv dreng, der ganske troskyldigt gør sit indtog, er håbløst fortabt i det univers.

---

Dertil er der måske nogle af de ting, som er fortalt i de foregående kapitler, som lige skal føjes ind. F. eks. at Vibeke flytter ned på udeskoleafdelingen, hvorved der kommer en ledig plads på afdelingen, hvorefter Phillip flytter ind.

For at understrege tematikken omkring, at Phillip virkelig træder ind som en fremmed med alle odds imod sig, er det måske af en vis betydning at få nævnt, at der er en periode, hvor et værelse står tomt. Kammeratskabsflokken har haft tid til at reorganisere sig efter at have mistet et medlem af flokken, og er derved måske endnu sværere at komme ind i for en udefra, end hvis det var sket på en sådan måde, at han i højere grad var kommt som noget "i stedet for" Vibeke. Der har stået et værelse tomt, som har været en del af råderummet for afdelingens elever, en ekstra stue, hvor de kunne have ting stående, lege inde med videre.

Der er ingen grund til at overforklare det. Det må være nok bare at skrive:

Vibeke flytter ned på udeskoleafdelingen, og et værelse står tomt et stykke tid. Bruges undertiden som et ekstra fællesrum af de tilbageværende elever.

Så kan folk selv gøre deres betragtninger over "råkostpisseren", som kluntet og kejtet kommer væltende ind og optager denne plads med sin tankeløse snak og sin store tissemand.

***

Jeg forestillede mig åbenbart dengang at gemme det til tidslinien. Jeg synes nu, der bør falde i det mindste en enkel bemærkning derom. Måske af indirekte natur, en dunkel antydning, som man ikke helt forstår på det tidspunkt, og som først bliver endeligt klargjort i tidslinien. Jeg synes godt, der må være et eller andet. Bare et lille, diskret vink.

Netop hvis begyndelsen af kapitlet skal være roligt fremadskridende, så skal det vel også slag i slag fortælle om tingenes gang med mange detaljer. Tingene hænger sammen led for led. Det gælder også sådan en ting som at én elev flytter, der bliver et værelse ledigt og en ny elev flytter ind. Det ville netop være et abrupt spring, hvis Vibeke pludselig er væk og Filip lige så hokus pokus er der i stedet for. I begyndelsen af kapitlet skal der beskrives en verden, som hænger sammen, hvorefter man i det videre hører om, at den smuldrer og falder fra hinanden. Således kræver også enhver forandring en forklaring. Ikke noget pludseligt hokus pokus. Tingene indgår i en bevægelse og kommer et sted fra. Det er jo netop det: der må være en kausalitet, før der kan indtræde et kausalitetens ophør.

Det betyder alt i alt, at der er mange opgaver at løse i forhold til det kapitel. Jeg tror godt, at jeg kan gøre det. Men det er ikke noget, der lige vupti kan ordnes i en håndevending. Det kommer til at kræve noget arbejde.

Men alt det med sammenhænge er jo også et spørgsmål om udvalgte sammenhænge. Jeg har jo netop lov at udvælge. Jeg kan vælge at skildre nogle bestemte forløb i en klar kausalitet og at fravælge andet stof. Spørgsmålet er derfor i høj grad også, hvad der er vigtigst at få med.

Et centralt tema er tvivl og sikkerhed - vished og uvished. Der skal i teksten leges med ord som vide, tro, mene osv. helst sneget så umærkeligt ind som muligt, og gerne brugt i så forskellige betydninger som muligt.

Men hvad skal det nærmere bestemt omhandle? Omhandle i begyndelsen før Huberts vokseværk træder ind i centrum?

Udover kapitel 15, må også kapitel 4 siges at støde op til. Betegnende nok slutter også det - i det mindste som det ser ud indtil videre - på en ildevarslende måde med følelsen af en trussel, der rykker nærmere:

 

Det gjorde ikke noget, at Filips var større. På en måde var Paul ligefrem glad for det. Han var bare helt syg efter at se den. Sådan rigtigt. Ellers kunne han jo heller ikke være sikker på, at den var større. Paul ville se den kæmpelang og stiv. Større end hans. Meget større. Sådan skulle det være. Sådan ville Paul.

Eller også var det noget andet. Måske håbede han alligevel, at den ikke var større. At de bare var lige store. Men tanken om, at Filips var større, virkede langt mere fascinerende end skræmmende. Det var sådan set en mere skræmmende tanke, hvis den ikke var det alligevel.

Hvis han dog bare kunne få lov at se den. Så ville alt være godt. Det ville ikke gøre spor, hvis den var helt kolossal. Jo større, jo bedre.

Paul havde ikke noget imod at blive slået. Det var værre, når nogen kom op i nærheden, end hvis de virkelig var større. At blive truet nedefra var det værste.

Eller var det? - Blev han ikke også drevet frem af et håb om at klare uafgjort?

Paul kom til at tænke på en historie om en flok ulve, som de havde fået læst højt oppe i skolen. Førerulven var ved at blive gammel. En af de unge ulve havde vokset sig stærk og den gamle ulv vidste, at den måtte kæmpe for sit førerskab. Historien beskrev, hvordan den gamle ulv rendte rundt og forberedte sig for så at kaste sig over den unge. Efter en drabelig kamp lykkedes det ham at bevare sit førerskab. I slutningen af historien accepterede den unge ulv sin plads i rangfølgen. Men den var større og stærkere nu. Den gamle ville ikke længere kunne vinde en kamp.

Var det sådan noget? Paul syntes, det lignede. Men så alligevel ikke. Det hele var dobbelt. Dobbelt-dobbelt og så lige én gang til dobbelt.

Paul havde mange gange stået overfor en anden dreng og haft den største. Det kunne være interessant at prøve det modsatte. Det var en spændende tanke. Det kunne være sjovt at se sådan en stor en. Han havde jo altid selv været den øverste grænse, som enkelte andre kunne nå, men ingen overgå. Han ville bare gerne se, hvor stor den var, på samme måde som hvis man byggede et korthus, og skulle se, hvor mange lag, man kunne lægge ovenpå hinanden, eller når man skulle prøve, hvor højt en radio kunne spille. Det evigt pirrende "hvor meget". Var det sådan?

Eller ønskede han sig fri af presset og konkurrencerne? Hvis han ikke havde den største, skulle han heller ikke bevise noget. Behøvede ikke længere at kæmpe, men kunne overlade det til andre. Var det sådan?

Paul kunne ikke nå til klarhed med sig selv. Det var ikke rigtig på nogen måde. Det var lidt det hele og så alligevel ikke.

Det med suget hang heller ikke altid særlig godt sammen. Engang hvor Paul havde lavet en masse tissemandspjat sammen med Ole og Jesper, havde Jesper i sjov sagt, at hans var større end Pauls. Jesper havde en af de allermindste. Der var slet ikke brug for nærmere sammenligning. Enhver kunne tydeligt se det. Alligevel var ordene gået lige i mellemgulvet, og Paul havde næsten mistet luften.

Bare det, at Jesper kunne sige det ...

Det var anderledes end det med Filip. Den var bare større, og det måtte den godt være. Men Jespers var mindre, og så skulle han ikke påstå noget andet. At Jesper kunne finde på at sige sådan noget. Selvom det bare var for sjov. Frygteligt! Det var at blive truet nedefra, og det var ikke rart. Det satte en masse igang. Tankerne om hvordan det måske var med den og den. Især var Paul plaget af anelser om dem nede bagved.

Det var noget farligt, der rykkede nærmere. En snigende trussel. Nærmere og nærmere. Som onde væsner, der ville bryde ind i et hus, hamrede og sparkede på døren, som knagende gav sig mere og mere.

***

"Nede bagved" spiller en kolossal rolle på symbolplanet. Det dækker naturligvis meget andet og mere end bare den fjerntliggende afdeling. Men tænker man i forhold til den, så befinder den sig langt væk. Så langt den nu kan indenfor et begrænset areal. Der er et stort stykke græsplæne og en række skjulende buske. Overfor dette er der en nabo, kun adskilt af en væg. Denne trussel befinder sig altså betydelig nærmere. Rent konkret og geografisk vel at mærke. På symbolplanet er også "inde ved siden af" en skjult trussel. Noget, der fornemmes som farligt, uden at man ved præcist, hvad det er. Forsøg på at tyde og oversætte bliver kun til at sætte nogle andre billeder på, der måske tolker det på en lidt anden måde, men strengt taget ikke afdækker det. Det forbliver noget uvist mørkt og farligt, som lurer i skyggerne, hvor det skjuler sig uden at give sig til kende.

Helt i overensstemmelse med hele romanens opbygning kommer tingene i forskudt rækkefølge. Strengt taget ligger kapitel 4 rent kronologisk efter kapitel 15. Måske burde jeg angive kapitlernes nøjagtige kronologi i tidslinien (?). Jeg ved det ikke. Måske er det ikke nødvendigt.

Men for mit eget overbliks skyld, så er det nok værd at have med i mine egne skitser, arbejdsark m.v.- Også selvom det så ikke kommer til at indgå i romanen, hvor der efter alt at dømme kun skal være tidslinien.

I øvrigt er det ikke alle kapitlerne, der så strengt lader sig sætte op efter hinanden. I det mindste gælder for kapitel 12, at det lader to forskellige tidsperioder stå overfor hinanden. Der er det tidspunkt, hvor Paul får overbragt hilsenen og sidder og mindes, og så den tid, han mindes. I det oprindelige udkast blandede der sig endog en tredie tid, hvor Paul senere i livet mindes begge disse tidspunkter i et sammentrængt billede fremkaldt af en filmoplevelse. Gudskelov at jeg gjorde kort proces og skar det ud. Men tilbage er der altså stadig to tider i én. Den kronologisk seneste (hvor han mindes den første), er lige en tak senere end kapitel 17.

Man kan altså sige, at kapitel 15 sammenbandt kapitel 4 med alle de ting, der støder op til hændelsen såvel som selve hændelsen. Der er givet indtil flere vink i kapitel 4, som indikerer, at vi har befinder os en smule senere. Især refereres der tilbage til hændelsen. Det kronologiske hul mellem perioden op til og med hændelsen og de lidt senere begivenheder i kapitel 4 udfyldes så af kapitel 15. Via kapitel 12 har man fået et lille kig yderligere en tak frem i tiden, som på en måde nært svarende til kapitel 4 efterlader et hul i kronologien. Det er dette, kapitel 17 skal udfylde.

Ganske vist handler kapitel 12 mest om en ældre tid. Men man får forskelligt at vide om en senere periode. Paul er kommet i udeskole og går til lektielæsning hos Norman. Som en yderligere del af en begyndende udslusning er han ikke nødvendigvis med på alle institutionens ture. Forskellige ting indikerer også, at han nyder større frihed end tidligere. Det bliver f. eks. ikke strengt kontrolleret, om han nu også virkelig har fået lavet alle sine lektier. Uden at blive hindret finder han ned på sit værelse, hvor han uforstyrret kan begrave sig i sine minder.

Tidligere var minder ting som f. eks. børnehaven og Beatrice. Nu kan minder også være hans første tid på institutionen. Det har der i nogen grad været træk af tidligere. Men på en anden måde, hvor Paul følte sig som ansvarlig for en historisk journal. I kapitel 12 står der mere på spil. Her har Paul virkelig noget i klemme, og han er derfor involveret på en helt anden måde end i sin fortløbende historiske journal.

På sin vis er det slet ikke historisk. Det er det naturligvis på én måde, og en væsentlig del af hele problematikken er naturligvis, at det er noget, som er forbi. Men samtidig bliver det smerteligt nærværende, genopleves med stor intensitet og er i dén forstand noget helt andet end de gamle legender, som Paul trods alt har et stænk af distance til. I den intense genopleven er afstanden i tid brudt ned. Det opleves ligefrem med større styrke og intensitet, end da det fandt sted.

Endvidere er det noget, Paul værner om som privat. Han forsøger hurtigst muligt at få afsluttet snakken med Fritz, og begynder ikke at underholde ham med anekdoter. Tvært om har han et stort behov for at være alene med dette. Det her er ikke den "Saxo-Paul", der ville påtvinge alt og alle de gamle fortællinger. Det er mere en "Proust-Paul" famlende rundt mellem forskellige bevidsthedstilstande.

I forhold til spørgsmålet om at anbringe kapitlerne i en nøjagtig kronologi gælder endvidere, at mange af dem skildrer parallelle, samtidige forløb. Over halvdelen af kapitlerne foregår på nøjagtig samme tidspunkt. I en meget streng sondren ville man måske kunne sætte dem op efter enten hvornår de begynder, eller hvornår de ender. Men man måtte i så fald konsekvent vælge en af delene. For rækkefølgen vil blive forskellig, alt efter om man tager udfra begyndelses- eller endepunktet.

Men rent faktisk er der adskillige kapitler, som i endelsespunktet støder direkte op til hændelsen. Det skillepunkt, der går igen, er ferieopholdet hos forældrene. En hel række af sideløbende begivenheder sættes med dette ferieophold på en slags stand-by, der spiller overturen til hændelsen.

Denne skillelinie afslutter kapitel 1, 2 og 6. Med det yderste pedanteri kan man hævde, at kapitel 1 slutter en anelse tidligere. Der er angivet tidspunktet "lige før sommerferien". Modsat går kapitel 2 helt frem til ferieopholdet hos forældrene. I forhold til dette kunne man altså hævde rækkefølgen 1, 6, 2.

Laila-historien, som er fortalt i kapitel 11 og 14 afsluttes en lille smule tidligere. I modsætning til 2 og 6, der sådan set fortæller det samme på to forskellige måder, ligger 14 i direkte forlængelse af 11, og det kunne i princippet godt have været ét langt kapitel. Slutningen af 14 synes at befinde sig en måned eller to før ferieopholdet. Man ender således med 14, 1, 6, 2.

Begyndelsespunkterne er imidlertid noget anderledes. Man må sætte mindst syv-otte måneder af til, at Fridas mave kan vokse sig større og større. Derfor er det oplagt at mene, at kapitel 6 har det tidligste begyndelsespunkt. Det er en anelse svævende, om Paul er begyndt at tale med Laila, da han går og bygger hytte sammen med Sune. Tilsyneladende ikke. "Nede bagved" synes at være en helt fremmed verden, som han ikke har nogen kontakt til. Man får at vide, at det er tidligt på foråret og halvkøligt i vejret, da det med hyttebyggeriet finder sted. Arnes gæstevisit er formodentlig Pauls første egentlige kontakt med de nye fra nede bagved. Derimod har man indtrykket af, at det er en lun aften, at Paul første gang møder Laila., og at han på dette tidspunkt er begyndt at tale en smule med Arne. Altså synes rækkeføgen i forhold til begyndelsespunkt at være 6, 1, 11, 2.

Hvad der befinder sig tidligere kan relativt let sættes ind i en præcis kronologi:

13 (Beatrice)

12 (flash-backs, rækken af minder, som dukker op)

10 (Janus)

9 (Magnus)

15 (Huberts indtog)

 

De resterende kapitler udspiller sig efter hændelsen. Det kan så være kortere eller længere tid. Rækken af hybelkapitler er jo f. eks. en hel årrække senere, mens kapitel 4 er lige umiddelbart efter. Dog ikke mere i direkte forlængelse, end at der kan skubbes et kapitel ind imellem hændelsen og 4, det aktuelle, det kapitel 17, jeg gerne skulle have lavet et førsteudkast til. Velat mærke i udgangspunktet, hvis jeg holdet mig til den plan, at lade kapitlet begynde før Filips indflytning. Derimod kommer det i den anden ende (slutpunktet) til at strække sig længere frem. Måske vælger jeg at give det et lidt senere begyndelsespunkt. Uanset hvad undgår det ikke i nogen grad at blivesamtidigt med 4, på samme måde som 1, 2, 6 og 11 mere eller mindre skildrer sideløbende begivenheder.

Disse ting er ikke i alle tilfælde lige åbenlyse. Men det skal de heller ikke være. Det er en del af kompositionen, at kronologien er svævende og usikker. Ligesom det gælder for mange krimier - den litterære genre, som er det egentlige forbillede for "Hændelsen" - at sporene nok er der, så man har fået det, man skal bruge for at opklare mysteriet, men lagt ud så diskret, at de færreste bemærker det, bliver kronologien først tydelig i tidslinien.

I forhold til det dissociative tema er der endvidere en pointe i, at samtidige forløb udspiller sig parallelt på en sådan måde, at de kun delvis fremstår som samtidige. Den strenge adskillelse mellem ting, der sagtens kan være sket selvsamme dag, viser netop tendensen til at splitte ting op. De griber nok ind i hinanden, men hjernen foretager en manøvre, som i større eller mindre grad benægter eller bortforklarer dette.

På en lidt anden måde gør det samme sig gældende i Pauls splittelse, hvor han forsøger at blive stor og fornuftig, men spontant og halvt ufrivilligt ligesom "slår ud" engang imellem og gør dumme ting.

Som et af de hovedmotiver, der fremhæves i den afsluttende fakta-liste, er dette i høj grad af betydning. Splittelsen er begyndt langt tidligere. Alligevel er der som nævnt indtrådt en slags delvis og foreløbig orden i begyndelsen af kapitel 17. Den lille afdeling med få elever er overskuelig, Paul har fundet en plads deri, hans hverdag er strengt struktureret og hans sår efter de udskiftninger, der har fundet sted, er delvis ved at hele (delvis!). Han går med en stille smerte, men er i det mindste i nogen grad i stand til at forholde sig til den. Måske ikke ligefrem konstruktivt. Snarere har han accepteret smerten som et livsvilkår. Sådan er det bare, og det er der ikke noget at gøre ved.

Om en egentlig og fuldkommen resignation er der dog ikke tale. I hvert fald ikke en forsonlig resignation. Snarere en forbitret. At antage smerten for et livsvilkår er i et aller andet omfang en anklage imod livet. Men ikke en aggressivt fremført anklage. Nærmest må tilstanden vel kaldes blues. Denne håbløshedens bøn uden håb om bønhørelse, der i en stiliseret form kommer til udtryk i en musikform af samme navn, som Paul betegnende nok er begyndt at interessere sig for på dette tidspunkt.

Som altid nærmer Paul sig tingene forsigtigt og forbeholdent. Han springer ikke lige ud i Muddy Waters og Howlin' Wolf. Han hører lidt Rolling Stones og lidt rock and roll, samt ikke mindst de guitarspillende pædagoger omkring ham. Han opfanger en særlig klang i et forspil til en sang. Naturligvis uden at ane noget som helst om pentatone skalaer og at spille dur og mol op imod hinanden. Han hører bare en særlig klang, som har glød. En glød den rene durmusik (som Paul ikke ved er ren durmusik!) ikke har. Ganske uden kendskab til den teoretiske side af sagen opfanger Pauls øre blot forskellen på den almindelige og den glødende klang. Den glødende er mere særpræget og farlig. Den tiltrækker og foruroliger ham på én gang!

Det er så en af de ting, jeg ikke er sikker på, om jeg vil tage med. Jeg har flere gange i de foregående kapitler brugt musik til at understrege en pointe. Om jeg vil gøre det her, kommer helt an på, hvordan teksten tager form. Passer det ind? Er det nødvendigt eller overflødigt?

Jeg berørte tidligere spørgsmålet om hvornår, kapitlet skal begynde. Frem for at mase begyndelsen ind kort før kapitel 4, ser jeg også en mulighed i, at lægge det i forlængelse af kapitel 4. I så fald kommer man ikke til at høre om det tomme værelse. Enkelte læsere vil måske spørge, hvor Vibeke er blevet af, og om det er i stedet for hende, at Filip er kommet. Men det er givetvis de færreste. Men i så fald kommer der en forklaring i tidslinien. Sagen er jo den, at helt frem til det sidste kapitel, må tingene sådan set godt være dunkle, huller i fortællingen er tilladt, og hvis nogen undrer sig derover, så meget desto bedre. Tidslinien gør alt det klart, som har været mystisk og forvirrende i det foregående. Forløbet står der, og diverse tilføjede bemærkninger giver svar på de spørgsmål, som den mere opmærksomme læser har stillet undervejs. Jeg synes, det er helt fint, at der forbliver noget uklart lige til det sidste, som først forklares lige inden tæppefald.

Altså kan kapitlet oplagt føje sig i forlængelse af 4. De indledende bemærkninger kan oplagt være noget med, at afdelingen er blevet stabiliseret og selv Filip så småt ved at blive integreret, alt imens larmen tiltager på den anden side af væggen. Dermed er tråden taget op fra både 4 og 15. Det vil stadig kunne lade sig gøre at snige noget med tro, vide, formode, mene osv. ind. Det kan jo gælde og angå så meget.

Jeg skal huske at have placeret en ny viceforstander. Et par bemærkninger om, at eleverne kendte den gamle, havde været ude og sejle med hans båd og andre ting, mens den nye foreløbig er et ubeskrevet blad. Men hvorfor egentlig? Det er revnende ligegyldigt for historien, om det er den ene eller anden, der er viceforstander. Jeg vil gerne have optrinet med, hvor viceforstanderen kommer ind i Pauls klasse og fortæller om, at "der har været nogle problemer", og at Paul kommer med et udbrud, som Lone chokeret dæmper ned.

***

Paul følte selv, at han var faldet ud af rollen som Lones ældste og dygtigste elev. Men han havde set hudafskrabningerne på Gerts ryg .

 

***

Optrinet er vigtigt, fordi det viser den grovest tænkelige embedsmisbrug. De voksne, der altid kan påberåbe sig retten og rigtigheden, mens børnene tysses ned som fantaster og løgnere. For at ikke gøre det alt for sort/hvidt skal man have fået at vide, at der har været problemer. Svagere personalemedlemmer har følt sig utrygge og truede. Så langt holder den stik. Men herfra og så til at en viceforstander sidder og drikker sig en kæp i øret sammen med en af sine ansatte, mens de kører hinanden op i deres frustrationer over de forbandede møgunger, hvorefter de går ned på den problematiske/urolige afdeling og foranstalter en veritabel vendetta ...

Det griber i høj grad også ind i alt det andet. Det er et eksempel på ordets magt, at ting kan fortolkes og en bortforklaring stå som officiel sandhed. Paul dissocierer ikke bare som en overlevelsesstrategi, og han er ikke bare en fantast. Når det, han ser, og den måde det forklares, ikke kan bringes i overensstemmelse, tvinges han ovenfra (af dem, der taler om hans svage realitetssans!) til et dobbelt bogholderi.

Her tilføjes der således noget andet til alt det med at vide, tro, formode, mene osv. - at måtte godtage noget, skønt man ved bedre.

***

 

Den lille afdeling var tryg og rolig, og selv Filip var begyndt at blive en naturlig del af dens liv. Men uroen inde på den anden afdeling, der ofte kunne fornemmes gennem væggen, var noget ganske andet. De kendte jo godt de andre børn. Så dem hver dag oppe i skolen. Med undtagelse af Hubert var de også allesammen flinke nok. Bortset fra Valde kendte Paul dem ikke særlig godt. Han snakkede lidt med Fritz ind imellem. Han var en hel fin fyr. Et par enkelte gange havde han vekslet nogle få ord med Gert. De var allesammen o.k. Men der var vist temmelig meget ballade derinde.

 

***

Jeg ved ikke, om det holder som en åbning. Jeg synes, det er en smule klodset. Men noget i den retning, bare lidt bedre udformet. Måske droppe alt det med hvem Paul kender mere eller mindre godt. Hoppe lige fra den med bortset fra Hubert flinke nok til den med, at der vist var temmelig meget ballade derinde. Netop fordi jeg har gjort mig så mange tanker om det kapitel, vil jeg let kunne fristes til at fylde en masse uvæsentligt på. Det gælder om at holde mig på sporet. Det er ikke vigtigt, hvor godt Paul kender hver enkelt. Det er nok, at alle er almindeligt kendte fra skoledagen. Mere behøves ikke.

***

 

   - Kravl ud af vinduet og pas på, der ikke er nogen, der ser dig.

   - Jamen de har jo set mig komme ind på afdelingen.

   - Det tænker de ikke på. De har glemt det eller tror du er gået, mens de ikke så det. Men hvis nogen ser os komme ud fra toilettet sammen, så gætter alle det.

Paul kravlede ud af vinduet. Hubert betragtede ham indefra, hev nålen op af brystlommen og rakte ham den.

   - Værs'go.

Paul rakte ud efter den. Hubert trak hånden tilbage.

   - En femmer.

Paul skulle til at protestere. Men Hubert skar ham af.

   - Jeg vil skide på, om det er uretfærdigt. En femmer, o.k.?

Han havde gjort alt, hvad Hubert forlangte. Der havde ikke været nogen snak om ekstra betaling før nu. Men han måtte have den nål.

   - En femmer, o.k.?

Paul nikkede og fik nålen. Han blev stående et øjeblik, mens Hubert lukkede vinduet. Indefra kunne han høre Hubert trække ud i toilettet, så alle ville tro, han bare lige havde været ude og tisse. Sporene var slettet.

Paul holdt krampagtigt fast om nålen hele vejen op til sin afdeling. Det ville være ubærligt, at tabe den i mørket. Men han kom sikkert indenfor, fik den installeret på pick-up armen, og snart lød musikken ud i værelset. Toner, der bar ham langt væk. Det andet var forsvundet.

Paul begyndte at omarrangere sin oplagstavle. Skiftede billeder ud. Ændrede lidt på deres placering. Det kunne blive flot, når han lige fandt ud af at få det hængt helt rigtigt.

Paul var helt væk i en anden verden og fik et chok, da aftenvagten stak hovedet ind for at fortælle, at der var aftenkaffe. Paul stirrede med åben, måbende mund på pædagogen, som var hun et eksotisk dyr. Han kunne et øjeblik slet ikke orientere sig. Det var ikke bare en almindelig forskrækkelse. Han følte sig taget på fersk gerning midt i noget slemt og forkert. Fanget! Men han sad jo bare og var ved at hænge en tegning op. Hun kunne jo ikke se ...

... Hun havde slet ikke opdaget, at han havde været væk, men troede, at han hele tiden have været på sit værelse ...

          ... ikke se ...

... Hun vidste ikke engang, at der havde været noget galt med hans pladespiller ...

          ... ikke se ....

Det han havde gjort. Han var kommet selv. Selvom han vidste, hvad det indebar. Han havde også været lidt imponeret og i smug forsøgt at tage mål. Den var ubegribelig stor. Utroligt som den blev ved at vokse. Paul var ikke sikker på, at han egentligt ønskede det for sig selv. Sådan en forvandlet en så forkert ud. Lignede noget andet.

Der fulgte vist også andre forandringer med. Hubert havde altid været led. Men ikke sådan som han var blevet. Engang kunne han ind imellem være en smule flink. Det var der intet tilbage af. Det var de værste sider af Hubert, som var vokset sammen med hans lem. Jo større den blev, desto ondere opførte han sig. Efterhånden var alt, hvad han gjorde, modbydeligheder.

Om mandagen i 10-frikvarteret dukkede Hubert op. Han skulle lige snakke med Paul. Der var et lille rum, hvor man kunne sidde inde.

   - Herinde kan vi snakke, sagde Hubert.

Paul vurdere situationen. Hubert ville ikke finde på noget her. Det ville være for risikabelt. Altså ville han bare snakke.

   - Se, lille Paul, sagde Hubert i et overpædagogisk tonefald, som talte han til en femårig, du skylder mig jo nogle penge. Du kan jo nok se, at når man skylder penge, bliver man nød til at betale dem.

   - På torsdag, når det er lommepengedag.

   - Der er jo flere dage til. Så løber der renter på. Tror du overhovedet, at du kan skaffe de penge, lille Paul?

   - Jeg siger jo på torsdag, Hubert. Hold nu op.

   - Det bliver med renter, lille Paul. Det bliver dyrt. Men øh ...

Hubert lod med en sigende bevægelse en hånd køre op ad inderlåret.

  ... Du kan jo også betale dem sådan her.

Paul havde pengene klar om torsdagen. Hele den tier femmeren i mellemtiden var blevet til. Men Hubert var intet sted at finde. Heller ikke de næste par dage. Først om tirsdagen dukkede Hubert op. Forklarede hvor mange renter, der nu var løbet på. Paul forsøgte at forklare, at han havde ledt efter Hubert. Hubert tyssede på ham og fejede ham af med sit tale-til-en-femårig- tonefald.

   - Du kan jo nok se, lille Paul ...

Men der var jo også den anden mulighed. Den var Paul imidlertid fast besluttet på at undgå. Det lykkedes ham at skaffe beløbet trods Huberts ågerrenter, og få sagen bragt ud af verden. Det bragte ham lidt mere fred.

Lidt!

Paul tænkte en del over de ting, der sker med kroppen, når man bliver ældre. Det var noget mærkeligt noget. Huberts havde absolut ikke været stor før forvandlingen. Men den var blevet det. Kunne man overhovedet regne med, hvordan den almindelige havde været? Det var åbenbart usikkert. Man måtte vente og se. Ind imellem, når Paul så en større dreng, med en bule i bukserne, som måtte skyldes forvandling, også selvom den måske ikke var så voldsom endda, tænkte Paul, at han var heldig, fordi han kendte sin dom. Det måtte være dejligt. Uanset hvordan dommen var faldet ud. Kendte man sin dom, havde man fred og behøvede ikke spekulere mere.

Men da Paul et års tid senere opdagede, at han var begyndt at få kønsbehåring, var hans første tanke: "Nu bliver jeg snart psykopat!"

***

Jeg synes, der er nogle gode ideer i det. Det er naturligvis til slutningen af kapitlet. Jeg ved ikke, hvor mange, der vil fatte den pointe med at smide Paul ud af vinduet og trække ud i toilettet. Kasseret som et stykke affald. Men først efter at der lige er lagt lidt ekstra på prisen. Jeg tror desværre ikke, at særlig mange vil forstå, hvor ondt det, der sker her, rent faktisk er.

Kan det fortælles på en anden måde? Jeg synes, det er vigtigt, at det bliver tydeligt, at det her ikke bare er uskyldigt drilleri imellem børn, men at Paul udsættes for noget, der virkelig er groft.

Jeg er bange for, at den ikke er tydelig nok. Det ligner for meget en harmløs drengestreg.

Men måske når det kommer i forlængelse af alt det andet. Når man har hørt om alle de andre ting, Hubert har gjort, og har fået oplægget med den desperate Paul, der står der og mangler en pick-up. Når man af det foregående forstår, hvad det er for en pris, Paul betaler bare ved at henvende sig til Hubert. Så må man da også fatte den ondskab, der ligger i dette forløb.

Puha! - Det er jo bare det: alle de andre ting skal også skrives.

***

 

Bagefter kunne Paul ikke helt huske, hvordan det var begyndt. Han havde vist været på vej ind på sin afdeling og var tilfældigt rendt på Hubert udenfor. Hvem havde sagt hvad, og hvad var der i det hele taget sket? Han vidste det ikke med sikkerhed. Havde Hubert bare uden videre overfaldet ham?

I hvert fald fandt han sig selv liggende på jorden, med Hubert siddende ovenpå sig.

   - Lad mig være, hvæsede han. Jeg skriger, så alle kan høre det.

Han havde næppe udtalt ordene, før Huberts hånd lå hårdt henover hans mund.

   - Skriger du højt, lille Paul? Jeg synes ikke, jeg kan ikke høre noget. Der blev vidst ikke meget af det skrig.

Deri havde Hubert ret. Det var kun nogle uartikulerede lyde, der trængte ud. Slet ikke nok til at tilkalde hjælp. Paul forsøgte at stritte imod. Men der var ikke noget at gøre. Han kunne heller ikke nå at slippe væk, da Hubert rejste sig. Han mærkede, at han var vendt om. Mærkede Huberts tag omme bag kraven på hans jakke, og kanten af lynlåsen, der strammede mod struben. Han vidste,at han blev slæbt ned over græsplænen, men oplevede det kun i spredte glimt. Det måtte gøre ondt. Men sært nok mærkede han ikke smerten. Kartoffelsæk, hundehvalp, der skal druknes, røg det gennem hans hoved. Græsset. Taget i bag i hans jakke. Hubert, der trak afsted med ham. Glimt - glimt - glimt. Der var bålpladsen. Han mærkede den udbrændte aske i næseborene. Der var stengærdet. Han fornemmede, at han blev løftet op over. Skete det her? Var det en drøm? Dér var det hule træ. En gammel,væltet træstamme. Et af de yndede steder til smugrygning.Han mærkede sig selv blive smidt derind, som var han en død last. Han opdagede dårligt nok, at Hubert trak hans bukser ned. Men den smertende følelse i endetarmen var tydelig nok. Stød efter stød fulgte, mens han atter blev forvandlet til en død ting. Han vidste godt, hvad der skete, men havde forlængst opgivet al modstand. Han lod Hubert gøre sig færdig, mens han bare ventede. En sløv ligegyldighed havde besjælet ham. Der havde været andre gange, hvor det gjorde mere ondt. Af en eller anden grund mærkede han det ikke særlig meget. Hverken Huberts tunge kropsvægt ovenpå ham eller de kontinuerlige ind og ud nede ved hans bag. Hans mund var fuld af visne blade. Han forsøgte at spytte dem ud, men forholdt sig ellers passivt. Kiggede ind i et dulgt mørke. Syntes et øjeblik han anede noget derinde. Så var det forbi.

   - Du skal ikke ta' dig af, hvis du kan mærke noget drive ud, forklarede Hubert. Det er bare sperm. Måske bløder det også lidt. Men det betyder ikke noget.

   - O.k. Jeg kan godt mærke, jeg er lidt våd bagi.

   - Det betyder ikke noget.

   - O.k.

Side om side gik de sammen op ad græsplænen. Der var stille et øjeblik.

   - Du siger ikke noget, vel? spurgte Hubert.

   - Nej. Selvfølgelig ikke.

   - Hvad nu hvis de ser noget, og spørger?

   - Jeg siger ikke noget.

   - Jeg må være sikker.

    - Du får min pladespiller, hvis jeg sladrer.

Det var den bedste garanti, Paul kunne give, og det vidste Hubert også godt. Han var også tilfreds dermed. Paul var ingen sladderhank. Han kunne roligt love Hubert sin pladespiller. Han have vist også fået ham overbevist nu.

De standsede op et øjeblik udenfor Pauls afdeling inden de skiltes.

   - Du ved godt, at jeg har haft en af samme mærke, ikke?

   - Jo.

   - Hvis du mangler en pick-up, eller vil have en reserve, så vil jeg godt sælge den.

    - O.k.

Der blev ikke sagt mere. De nikkede indforstået til hinanden. Hubert gik ned imod sin afdeling, og Paul ind på sin. Han havde allerede næsten glemt det, der var sket. Han var mere optaget af, at han havde overbevist Hubert om, at han ikke var nogen sladderhank. Men den klamme fornemmelse i underbukserne og den silende stribe ned ad benet var en påmindelse. Det var lidt ulækkert at have Huberts sperm drivende ud af sig. Paul skyndte sig i bad. Han sad længe i badekaret i fjerne tanker. Havde nogen spurgt ham, hvad han tænke på, ville han være blevet svar skyldig. Han befandt sig i en fjern tåge.

 

***

Glimrende at få pick-up'en sneget ind dér. Så er der lagt op til det efterfølgende. Det er bedre at det kommer i en samlet bevægelse, end at Hubert nævner det med pick-up'en på et andet tidspunkt. At Paul stiller sin pladespiller som kaution skaber et sammenhæng i tingene. Det er en helt naturlig lejlighed for Hubert, at nævne den pick-up. At sætte den ind som et selvstændigt optrin, ville ikke give synderlig mening. Eller i hvert fald ikke fungere nær så godt. Det her hænger sammen. Bedre sammen!

Jeg kan også godt lide den med "det betyder ikke noget". Jeg har da bare lige voldtaget dig. Slæbt dig ned over græsplænen og trykket dit hoved ned i visne blade og så ellers godt og grundigt røvpulet dig. Det skal du ikke tage dig noget af. Bare snup et bad, når du kommer op på din afdeling, og lad så lige være med at sige det til nogen, ikke?

Folk må da være komplette idioter, hvis de ikke kan få øje på grovheden.

***

 

Hubert og Paul talte ikke om det skete sidenhen. Ikke en eneste gang. Blot blev Paul mere forsigtig og gjorde mere for at undgå Hubert. Han tænkte ikke så meget over det, der var sket. Opfattede blot endnu mere end tidligere Hubert som noget farligt. Det var ikke til at vide, hvad han kunne finde på. Hubert havde altid været uberegnelig. Men det var værre ting, han fandt på nu end tidligere. Paul forsøgte at beskytte sig bedst muligt mod truslen.

Lige til den aften ...

Det var weekend. De var ikke særlig mange. Ikke på Pauls afdeling. Der foregik vist nok et eller andet nede på den anden afdeling. I hvert fald var de fleste der den weekend.

Hubert var der også. Han havde lige været et smut inde fredag eftermiddag for at give en eller anden besked, havde i forbifarten kigget ind til Paul et øjeblik og fyret en remse af om, at han ville stikke et glødende jernstang op i røven på Paul og videre op igennem hans tarme og mavesæk. Paul havde bedt ham skride. Hubert havde overraskende nok forladt hans værelse uden videre. Havde dog lige pillet lidt ved hans ting.

Havde han også pillet ved hans pladespiller? Paul syntes, den lød lidt mærkeligt.

De spiste tidligt til aften om lørdagen. Paul var gået ned til sig selv for at høre en plade. Smut sagde det, og færdig var nålen.

Nej!

Hvis der var noget, Paul ikke kunne undvære, var det musik. Alt andet. Paul havde været i lidt trist humør den dag. Netop sådan en dag behøvede han musik. Masser af musik.

Hubert havde en nål til salg. Det havde han selv sagt. Lige meget om Paul havde kylet ham ud fra sit værelse dagen før. Forretning var forretning, og var der noget, Hubert var, var det forretningmand.

Hvad havde han at tilbyde i bytte? Samlede Hubert stadig på frimærker? Ville han måske have det lille frimærkealbum?

Nej. Paul vidste godt, hvad Hubert ville have. Hvis Paul skulle have fat i den pick-up, var der ingen anden udvej.

Det var jo også lige meget. En gang fra eller til. Hvilken forskel gjorde det?

Han kendte rutinen. Det var bare at få det overstået.

Pædagogen var ingen steder at se. Han havde jo heller ikke udgangsforbud eller noget. Paul smuttede ud og gik ned til den anden afdeling. Han løb på Hubert, netop som han kom ind.

   - Hej Hubert. Må jeg lige snakke med dig?

   - Ja, det må du godt. Kom med.

De gik ned på hans værelse.

   - Ja?

   - Den pick-up, du sakkede om. Har du stadig den?

   - Ja.

   - Jeg har det her frimærkealbum. Vil du bytte?

   - Det har jeg ikke så meget brug for. Måske sammen med noget andet. Har du flere ting?

   - Nej.

   - Vent lidt. Jeg skal lige se.

Hubert åbnede døren og kiggede ud. Der var ingen at se på gangen.

   - Hurtigt. Kom med her.

Paul fulgte med. Toilettet lå lige skråt overfor Huberts værelse.

   - Hvorfor her? Har du ikke nøgle til værelset mere?

   - Det er bedre her. Det er mere sikkert.

Hubert trak bukserne ned. Han var absolut kapklar. Den stod lige op i luften, hård som sten, da han satte sig på toiletsædet og lænede sig tilbage med de spredte ben ude på kanten af sædet og ryggen halvt liggende imod cisternen.

   - O.k. Kom igang.

Paul tog fat med hænder og mund. Hubert betragtede ham med et sløvt smil, mens han sad henslængt tilbagelænet. Kom ikke med særlige instruktioner, men overlod til Paul at underholde ham.

Paul gjorde sit bedste, og også ret længe.

   - Er det nok nu?

Hubert syntes at overveje. Besluttede omsider at lade Paul slippe.

***

Så er der i hvert fald hele det stykke, som hænger sammen. Hele afslutningspartiet. Det er ikke min fejl, hvis nogen ikke synes, det er barske sager. De skulle selv prøve det. Så ville de nok skifte mening.

Rent fortællerteknisk hænger det udmærket sammen. Når det så kommer i forlængelse af en række lignende episoder, skulle man gerne begynde at forstå, hvorfor Paul sidenhen er så ambivalent overfor sin egen pubertet. Det udviklingsforløb er for Paul forbundet med noget farligt og væmmeligt. Det eneste, der skulle have været en positiv side, den store lettelse ved at kende sin dom, viser sig at være et falsum. Paul bliver ført ud i endnu mere omfattende tvivl og spekulationer. En vigtig ting er jo netop den tilbagevirkende kraft kapitel 17 har på 16. Meget af det, der kan forekomme mærkeligt og vække undren i 16, bliver pludselig forståeligt, og med 16 som et kendt punkt lidt længere fremme af vejen, opnår 17 en dybere klangbund.

***

 

   - Valde først, kommanderede Hubert. Læg dig på sengen og træk bukserne ned.

Valde så meget bange ud. Han adlød. Turde ikke andet. Han vidste ikke, hvad der skulle til at ske. Forventede nok noget slemt. Men ikke det. Paul opfangede et kort glimt af Huberts lem, før den forsvandt mellem Valdes baller. Han så udtrykket i Valdes ansigt. Forskrækkelse, smerte, vantro, chok. Regulær rædsel stod at læse i Valdes ansigt, da Hubert masede den længere ind og lagde sig tungt oven på ham. Han gispede efter vejret. Hans øjne udvidede sig i chok. Så trak de sig sammen i smerte. En uartikuleret lyd undslap ham, derefter et formeligt hyl.

   - Hold op med at skab dig, Valde.

Der undslap Valde endnu et gispende smertehyl, da Hubert stødte til.

   - Hold så op med at skabe dig, Valde. Paul plejer ikke at jamre så meget.

Hubert pulede løs for fulde gardiner.

   - Av! Av! Av! Av!

   - Hold så op med at skabe dig, for helvede, Valde. Det er sgu da ikke noget at hyle sådan for.

Valde forsøgte forgæves at bide smerten i sig. Klynkede stille. Af og til, når der kom et særlig hårdt stød kunne han ikke tilbageholde en højere lyd, der hvergang blev efterfulgt af en irettesættelse fra Hubert. Valde græd. Men henad vejen mere stille.

Paul vidste ikke, om han klarede det bedre, da det blev hans tur. Det gjorde ondt, og ind imellem undslap der ham en lyd. Han græd vist ikke. Ikke hvad han var sig bevidst. Prøvede at lide så stille som muligt. Han kunne ikke se Valde. Faktisk kunne han ikke se ret meget andet end madrassen. Men han fornemmede Valdes tilstedeværelse og hans nervøse trippen rundt i værelset.

De talte ikke om det bagefter. Der var egentlig ikke noget forandret. De talte om de ting, de plejede at tale om. Men der var sket noget med Valde. Han var blevet bange for Hubert. Bange på en anden måde, end Paul var. Når Hubert var i nærheden mindede Valde om en mellemting imellem en kuet hund og en fanget rotte, der leder efter en flugtvej.

 

***

Jatak. Så er vi da helt ovre i det groteske. Herregud - jeg er bare ved at voldtage dig; det er da ikke noget at pive for. Det værste er, at jeg stort set ikke har ændret noget, men bare skrevet, hvad der skete.

Som jeg har været inde på i mine oprindelige noter til det kapitel, skal det ikke bare være et bravournummer, der opviser det ene effektfulde optrin efter det andet. Men det er vigtigt, at læseren bibringes en forståelse af, at det, der foregår her, virkelig er noget alvorligt, at vi er hinsides småtingsafdelingen, og ovre i den slags ting, som kan give dybe sår, man senere i livet kan slæbe rundt på som en tung bagage. Det her er ikke skæg, ballade og drengestreger. Det er regulære overgreb, og det er overgreb af grov karakter.

Naturligvis er der mennesker, som vil bagatellisere alt. Det kan jeg ikke stille noget op overfor. Dem, der vil hævde, at man bare ryster den slags af sig og så ellers videre frem, må jeg simpelthen se bort fra. De har ret til deres opfattelse. Jeg mener noget andet.

Noget afgørende ligger her i dobbeltheden, det paradoksale. Ja - jeg har været inde på det mange gange før, men jeg nævner det en gang mere. Når noget bliver hverdag, og det kan selv de mest ekstreme forhold gå hen og blive, så kan man ikke opretholde en konstant distance dertil. I selve det at det bliver hverdag, ligger der interaktion. Netop derfor kan man heller ikke bare, når noget er forbi, sige: "Puha! Det var væmmeligt. Men nu er det heldigvis overstået." Man er på mangfoldige planer knyttet til det, og det er ikke så enkelt og ensidigt som et rent "var" eller for den sags skyld et udelukkende "væmmeligt". Når man har været viklet ind i noget, er det ikke bare "var". Der ligger et forsat "er". Til et udelukkende "væmmeligt" kræves et overblik over en situation og en indre orden, man ganske enkelt ikke har, når man står midt i tingene. Stående midt i det, er der forvirring, en kombination af indre og ydre kaos med videre. Man er ganske enkelt ikke i stand til at lave et pænt og nydeligt stykke bogholderarbejde, opregne debit og kredit for så at konkludere, at kassen stemmer. For enklest sagt er sagens kerne netop den, at kassen ikke stemmer.

Det er måske den pointe frem for nogen, jeg gerne vil have kommunikeret ud og igennem!

Her spiller nærværende kapitel en helt central rolle. Her står vi overfor noget, der ikke lader sig løse med fint opstillede kolonner, uanset hvor dygtig man er til dobbelt bogføring. Kassen stemmer bare ikke, og det gør den altså ikke. Så kan man regne forfra og forfra og om igen 30 gange. Det nytter ikke noget.

Derfor er det også vigtigt at få nogle af de paradoksale træk med i det kapitel. De pludselige skift, hvor tingene vender sig på hovedet. Den sære sortering af begivenheder, hvor det, der skete for et øjeblik siden, lægges hen et andet sted osv. osv.

***

 

Paul og Valde sad nede på byggelegepladsen og var ved at få en smøg, da de på den anden side af buskadset hørte Huberts stemme.

   - Svendsen er på vej herned.

I hast forsøgte de at få skoddet smøgerne og løbe bort i den anden retning. Svendsen måtte have løbet. Alt hvad han kunne. For de nåede ikke væk. De var på vej væk, da Svendsen indhentede dem og snart havde fat i nakkeskindet på dem begge, såvel som havde inkasseret de to halvt røgede cigaretter, de havde forsøgt at få kylet væk. Der var ikke noget at gøre.

Svendsen halede dem op på afdelingen. Mødte Robert i døren.

   - Ja, de sad selvfølgelig og smøgede den nede på byggeren. Og vil du tro det! Hubert tog sin cykel og strøg ned over græsplænen for at advare dem. De holder sgu sammen som ærtehalm, gør de.

Paul noterede sig bemærkningen. Det sidste, det med at holde sammen, forekom ham snarere en hyldest end en kritik.

Det blev da også til en kollektiv skideballe til dem alle tre efterfulgt af en af de evindelige, opslidende forhørssituationer, hvor sagen skulle pindes ud i alle detaljer. Hvor havde de smøger fra? Hvordan havde de fået fat i pengene? Hvor længe havde de haft dem? Hvor mange vidste noget om det? Hvordan kendte Hubert til det? Havde han været med i det? osv. osv. osv. Ingen detalje var for lille til at blive vendt og belyst.

Omsider fri af forhørsdomernes pindehuggeri var de tre slukørede drenge på vej ned ad gangen til deres værelser.

   - Kom lige med ind et øjeblik, sagde Hubert. Jeg skal lige fortælle jer noget.

Næppe var de trådt ind, før Hubert havde fået låst døren og stoppet nøglen i lommen. Paul forudså, hvad der skulle til at ske. Valde var åbenlyst desorienteret. Kiggede sig om med flakkende blikke, tydeligt usikker på den opståede sitation, og bange for, hvad der mon ventede. Han kom ikke til at befinde sig i uvished længe.

***

Fedt at sætte de to ting sammen. Det viser da i hvert fald noget, hvor virkeligheden slår koldbøtter, og pludselige skift sætter ind som en række nærmest zappende situationer.

***

 

Det var tydeligt, at Hubert kunne lide at gøre ham bange. Eller i mangel på dette bare ked af det. Ikke bare sådan almindeligt drilleri og ind imellem. Det var en del af deres indbyrdes omgangsform. Det var netop det, der var så mærkeligt og anderledes ved Hubert. Det viste sig også i det andet. Her var noget af det samme. En masse udenomsting, der gik ud på at skræmme og såre. Det var slet ikke som de andre. Janus havde lige modsat som regel virket, som om han havde travlt. Kommet farende ind på hans værelse, smækket døren i, hevet den frem og sagt "Sut min pik!". Hubert havde aldrig travlt. Han var omhyggelig, metodisk og gav sig god tid til forberedende ceremonier.

 

***

Måske lidt for meget tell, og lidt for lidt show. Men jeg synes godt, at det kan stå som en overvejelse, Paul har. Han observerer/registrerer rent faktisk forskellen. Eller også dropper jeg det. Men jeg synes, det er vigtigt at få gjort forskellen tydelig. På den ene side Janus, som i bund og grund er en flink fyr, der bare har nogle fjollede, ulækre ideer og så altså god kan lide at få et blowjob, mens semi-psykopaten Hubert på den anden side har gang i hele sit sadistiske spil, hvor han eksperimenterer med magt, angst og hele det batteri. Jeg har her så at sige sat arke/proto-typerne op: den gemytlige krænker overfor en grove krænker.

I det tidligere Janus-kapitel er det blevet klargjort, nøjagtig hvor langt, Janus kan finde på at gå. Ind imellem siger også han ting, som skræmmer og/eller forvirrer Paul. Men det sker ikke på samme måde ud af en kold, kalkulerende beregning. Det er spontane udtalelser i bestemte situationer, hvor spillet snarere ligger i, at Paul tolker det sagte udover situationen, som noget almengyldigt, der endvidere dækker over en eller anden mystisk hemmelighed. Janus er netop spontan. Han har alle sine fjollede ideer, og det er herfra hans udtalelser udspringer. Han er aktivt involveret i situationerne. Janus sidder, halvt ligger ikke henslængt tilbagelænet på et toilet. Med sin iver involverer han sig. Så løber mundtøjet, og der kommer nogle sære brokker ud. Netop derfor befinder hans udtalelser sig også på et langt mere uskyldigt niveau. Selvom nogle af de ting, han siger, foruroliger Paul. Pointen er, at de ikke er sagt med en bevidst og tilsigtet hensigt om at forurolige. Derimod er stort et alt, hvad Hubert gør, noget, der sker på nøje beregning.

***

 

En mærkelig snak at sidde og have i en togkupé. Også selvom der ikke var andre passagerer derinde. Paul havde en fornemmelse af, at Hubert sagde ham imod bare for at provokere, misforstod med vilje for at drive ham til desperation.

 

***

En sådan bemærkning kunne der i hvert fald snildt være. Et øjeblik hvor Paul gennemskuer situationen, da han og Hubert for gud ved hvilken gang en eller anden fredageftermiddag på vej på hjemmeweekend sidder i en afsides kupé, hvor Hubert hævder, at alle gør sådan noget, at det er helt almindeligt og normalt osv. mens Paul står på den anden side med sin forestilling om de pæne mennesker, at der et eller andet sted findes en ordentlighed og anstændighed.

Jeg synes i det hele taget, at det er o.k. at Paul ind imellem standser op og tænker: "hvad i al verden er det, der foregår?" Det har han jo også gjort i alle de foregående kapitler. En vigtig del af det hele er min gamle kæphest om indre og ydre. Den er blevet kørt helt ud i det ekstreme i kapitel 16, hvor man møder en forstyrret pubertets-Paul, som strengt taget ikke reagerer og forholder sig til dét, der sker omkring ham, men sådan set på forhånd har en konklusion klar, hvorefter han omfortolker det, der sker omkring ham, således at det passer til konklusionen.

Men sådan forholder det sig ikke her. Her forholder Paul sig rent faktisk ret præcist til det, der sker omkring ham. Blot sker der ting af en så ekstrem karakter, at hans fortolkningsapparat ikke slår til overfor det. Men i mange situationer gennemskuer han rent faktisk tingene særdeles klart.

Det er sådan set ikke i forhold til at se, hvad der foregår, at han går fejl. Han forstår bare ikke, at det gør, og hvorfor det gør. Det går jo netop udover hans hidtidige erfaring.

Det er for så vidt enkelt og ligetil, at nogen godt kan lide at få suttet deres pik. Det er et helt elementært spørgsmål om velbehag. Men for Hubert handler det om noget andet og mere. Det handler også om det. Men ikke kun. Der er en tillægs-dagsorden oveni med et for Paul uigennemskueligt formål. Han kan se, at den er der. Men han kan ikke forklare den. Hubert på sin side bortforklarer den og lader to og fem være lige.

Man kan måske sige det på den måde, at den gemytlige krænker ikke tænker over - eller i hvert fald ikke tager hensyn til - at han tilsidesætter andres behov for at få sine egne opfyldt. Det hensynsløse ligger slet og ret i at gøre andre mennesker til behovautomater. Den uvilje og modstand de er oppe imod er en ligegyldig forhindring. Netop derfor tjener det heller ikke noget formål for dem at være mere hensynsløse end højst nødvendigt. I visse tilfælde kan de endog overtales til at indgå aftaler, som de rent faktisk overholder. Hvis Janus havde lovet Paul en pick-up eller anden form for belønning for et godt blow-job, ville han ikke bagefter smække en femmer oveni. Den gemytlige krænker spiller fair-play. Igen: tyngdepunktet er hans behov, hensynsløsheden blot en nødvendighed for at få det stillet.

For den grove krænker derimod er netop uviljen hos offeret en hovedsag. De nyder at trampe henover hensynet til andre. Selve det at gennemtvinge egne behov på andres bekostning træder derved i nogen grad i baggrunden. Det afgørende bliver at skabe en atmosfære, hvor det så tydeligt som muligt bliver klart, at dette finder sted, at offeret er i deres magt, at det, offeret frygter, vil ske. At det så derefter sker, er blot en nødvendig bekræftelse af hele denne iscenesættelse. Hvis den grove krænker efter denne kulmination kan tilføje offeret en ekstra ydmygelse, vil han til enhver tid gøre det. Indgåede aftaler blæses der på. De kan ændres henad vejen efter krænkerens forgodtbefindende.

Det skal naturligvis ikke forstås sådan, at den gemytlige krænkelse ikke skulle være en krænkelse, at det er i orden eller noget af den art. Hvad jeg prøver at klargøre er blot en distinktion i graden af grovhed. Jeg er klar over, at mange nok ville misforstå udtrykket "gemytlig". Min mening er absolut ikke noget med at "det gør ikke noget, og det var jo bare for sjov." Jeg forsvarer det ikke på nogen som helst måde. Netop derfor prøver jeg også at få det fremstillet på en anden måde, og undgår f.eks. udtrykket "gemytlig".

Jeg mener ikke, at der skulle findes noget sådan som en rar og hyggelig krænkelse. Krænkelser er altid noget væmmeligt og ubehageligt. Jeg prøver blot at påvise en forskel i tyngdepunktet, hvor krænkeren kan tillægge det større eller mindre betydning, at han udsætter offeret for noget væmmeligt og ubehageligt. Offerets modstand/uvilje er ikke nødvendigvis et ekstra pirringselement. Det er det for nogle. Men mange krænkere ville rent faktisk foretrække, at offeret var indforstået (hvad det altså uheldigvis bare ikke er) . Det er naturligvis i nogen grad misvisende at kalde dem "flinke" på det grundlag. Men i det mindste oplever de ikke nogen nydelse ved at pine og ydmyge offeret. Det er den - i grunden ganske simple - pointe, jeg forsøger at nå frem til.

***

 

De havde købt sig hver en sodavand i supermarkedet. Uheldigvis havde ingen af dem en oplukker. Hubert fik sin kapsel slået af på en hård kant ved en havemur.

   - Gider du også at åbne min? spurgte Paul.

   - Du skalbare sætte kapslen imod kanten og slå til, svarede Hubert.

Paul forsøgte. Det lykkedes. De drak deres sodavand, mens de ventede på bussen. Paul fortalte om den forretning, der lå ligei nærheden af hans forældre, og den flinke indehaver, der havde lagt en plade til side til ham, som han skulle ud og købe den eftermiddag. Paul glædede sig.

Paul var næsten færdig med sin sodavand, da Hubert henledte hans opmærksomhed på, at der var røget en lille flig af glasset i flaskemundingens overkant.

   - Sådan et lille glasskår, kan skære maven op. Du kan ikke mærke det, hvis det er nede i sodavanden. Det ryger bare ned. Men så skærer det mavesækken op, og så dør du. Så bliver der ikke nogen ny plade. Du lever slet ikke længe nok til at komme ud og købe den. Det er allerede ved at ske.

   - Jamen tror du virkelig? Måske er det ikke røget ned i flasken. Måske er det kommet ved siden af, eller sidder i kapslen.

   - Nej, det er på indersiden. Det er røget ned i flasken, og sådan nogle små skår er utrolig skarpe. De sprætter maven op som ingenting. Der bliver ingen plade, Paul. Du er allerede ved at dø. Du når nok ikke engang helt hjem. Det sker på vejen i toget.

Paul vidste ikke helt, om han troede på det. Hubert havde talt i et roligt, sagligt tonefald. Det lød ikke som et forsøg på at drille. Bare en konstatering. Men Paul havde oplevet denne nøgternt forklarende tone før, og vidste, at han ikke nødvendigvis kunne tage den for gode varer. Hubert var ikke sådan en, der drillede ved at stå og række tunge og skære grimasser. Han drillede ved at sige ting, man ikke kunne lide at høre. Sige dem stille og roligt.

Paul syntes ganske vist allerede, han kunne mærke en underlig fornemmelse nede i maven. Så måske var det alligevel rigtigt nok. Måske. Måske var det ikke helt sikkert, at man døde. Måske var det noget med, hvordan skåret landede nede i maven. Måske ville han klare den. Måske - måske ikke.

Var det mon rigtigt, hvad Hubert sagde?

Måske - måske ikke ...

 

***

Han er da virkelig en hyggelig fyr, ham Hubert. Hyggelige Hubert! - Og det var så ikke en pendant til de "flinke" og "gemytlige" krænkere, men lodret ironi.

Det mest frygtelige er næsten, at det er så minimalt, hvad jeg behøver at tage til hjælp af digterisk frihed. Stort set fremgår alt indlysende tydeligt, bare ved at jeg refererer, hvad der skete. Nogle ganske små drejninger og nuanceringer. Et mikro-mikro indskud af digterisk frihed. Men i det store hele bare et referat. På sin vis havde det været mere tåleligt, hvis det i stor stil havde været nødvendigt at pynte på tingene for at forstærke og fremhæve en pointe, der var mere eller mindre usynlig i det autentiske forløb. Men tingene er fuldstændig tydelige i sig selv og har ingen understegninger fornøden.

***

   - Det er lige meget med det bånd, sagde Paul og rejste sig.

Godt der snart var lektielæsning. Så skete der nok ikke noget. Han ville slippe denne gang.

   - Låser du døren op?

I stedet for at blive lukket ud, blev Paul løftet op i luften og smidt på sengen. Madrassen tog kun delvis for. Halebenet knaldede lige mod sengebunden. En smerte jog op igennem ryg og baghoved. Dansende prikker for øjnene.

Han nåede ikke at komme sig ovenpå den hårde landing, før Hubert sad overskrævs oppe ved hans hoved og trak sin kæmpe pik ud af bukserne.

Den var større end nogensinde, men Paul følte ingen misundelse. Den var alt for monstrøs og uhyggelig til at være noget, han ville ønske sig. Han ville bare gerne være fri for at skulle have med den at gøre.

Den passede alt for godt til Hubert!

Hubert, der altid skulle overdrive, ødelægge, forgrove og gøre sjovt til ondt. Hubert, der altid gik udover grænsen. Hubert, der på det seneste havde fået en masse bumser i fjæset, som ikke just gjorde ham kønnere.

Ligesom dengang med det elektriske hegn på kanoturen. Ligesom tusind andre Hubert-ting, lige fra dengang på Bornholmerbåden, hvor han havde trukket i Pauls forhud og fremefter. Det var det samme igen og igen.

Således også krabaten!

Den havde aldrig været pæn. Men engang var den i det mindste lille, sjov og i det store hele nogenlunde som andres.

Allerede dengang lidt for mørk og lidt for grim. Men ikke tilnærmelsesvis i den grad som nu. Fraregnet nogle få noter og straffepoint havde det været en ganske almindelig en, som alle mulige andre.

En standardmodel!

Men sådan en kunne Hubert naturligvis ikke nøjes med. Lige så lidt, som han kunne nøjes med at mærke de små dunk i den fugtige jord fra det elektriske hegn. Som han dengang havde bygget en konstruktion til at give biller og insekter stød, skulle han selvfølgelig også have et rædselsfuldt torturredskab mellem benene.

Yderspidsen af uhyret dunkede imod hans læber. Paul strammede munden til af al kraft. Hubert pressede på.

   - Du får båndet.

   - Ja, at se på, hvæsede Paul ud gennem sin sammensnørede mund.

   - Nej, rigtigt. På ære du får det.

   - Jeg kender dig, Hubert. Du er fuld af fup.

Den stædige rambuk masede sig videre frem, udnyttende den åbning, Paul ikke kunne undgå opstod, hvergang han hvæsede et svar ud. Det sorte tårn var nået på den anden side af læberne, men kunne ikke forcere de sammenbidte tænder. I stedet masede den sig vej langs indersiden af kinden. Paul mærkede, hvordan hans kind blev spilet ud. Det mindede lidt om at være til tandlægen og have kinden stoppet ud med vattamponner. Huberts høvl kørte nådesløst op og ned mellem hans tænder og kind. Det gjorde ondt. Det føltes som om huden var ved at revne.

På en eller anden måde måtte Hubert have fået tvunget temmelig meget ind på den begrænsede plads. Paul kunne mærke, hvordan kinden var tvunget ud til bristepunktet. Alligevel kunne han stadig øjne uanede mængder af tyk, mørk pik, der befandt sig udenfor hans mund. Ville hans kind holde? Eller ville mundvigen simpelthen krakelere i et bogstavelig talt flækket grin?

   - Kom nu, for fanden, Paul. Se! - Her er mine hænder. Jeg krydser ikke fingre eller noget. På ære og Ama'r. Du får det bånd.

   - Sikker?

   - Ja. Sut nu for helvede.

Paul åbnede. Monsteret krøb ind.

Flakkende tanker. Fjerne associationer. Tandlæge. Kvælning. Lanseturnering mellem riddere. Udstopning af et dyr. Tilstoppede afløb i badeværelset. Et grådigt måltid. En for stor mundfuld mad i munden. Noget galt i halsen. Mere tandlæge. Bore et hul. Olieboretårn. Cobra. Kvælerslange ...

Flimrende glimt. Glidende fragmenter.

Bare forbipasserende billeder i brøkdele af sekunder, mens en del af hans bevidsthed hele tiden så, mærkede og smagte. Glimtene så korte at han ikke nåede at opfange dem. Situationen tvang ham konstant tilbage i intenst nærvær.

Tilbage til overfladen ....

Tilbage til Huberts enorme lem ...

     Ufattelig lang!

     Ufattelig tyk!

     Ufattelig væmmelig!

For meget, for meget, for meget ...

 

***

Også den grove krænker kan undertiden vise sig ganske uraffineret og blot på jagt tilfredstillelse. Især hvis han er kommet i tidsnød. Men der er en optakt til optrinet. Der er noget særligt med det bånd. Spillet har været igang. Tiden er blot løbet fra Hubert. Det skriver jeg senere.

Men selv i det, der er skrevet her, er der en klokkeklar kattens leg med musen. Paul er lige ved at tro, at han slipper, da han bliver kylet ned på sengen.

Jeg er glad for, at jeg lige fik nedfældet kulminationen. Jeg har af en eller anden grund hele tiden veget udenom det optrin. Jeg ved ikke, hvorfor. I grovhed ligger det vel så nogenlunde på linie med de øvrig ting. Alligevel har det kostet mig en særlig overvindelse.

Optakten dertil og hele den historie med det bånd, er mere et spørgsmål om at gide. Det er ikke noget, der på den måde føles svært at skulle skrive, eller synes forbundet med store omkostninger. Det er nærmest lidt kedeligt. Som sagt: det handler mest om at gide.

Der er i det hele taget en del optakter, jeg må skrive senere. Lige nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal gøre dem interessante. De er vigtige. For de illustrerer Huberts spil og alle tandhjulene i hans sadistiske maskineri. Men netop derfor skal de også skrues rigtigt, så de opnår tilstrækkelig tydelighed.

Lige nu har jeg vist sporet mig mest ind på, hvordan jeg skal skrive kulminationerne. Det er dem, hvor jeg har rodet rundt og leget med sætninger oppe i hovedet. For jeg har hele tiden vidst, at de ikke ville blive omkostningsfri at skrive. Derfor har jeg ligesom forsøgt at mande mig op til det. Overvejet forskellige måder, det kunne gøres på.

***

 

Hubert lagde sig et stykke væk og onanerede. Den var vokset siden dengang oppe i Norge og var nu endnu større. Det så helt vildt ud. Paul så den hvide stribe drive ned over kolben. Hubert kunne virkelig sperme. Sådan rigtigt. Janus havde engang sagt, at han kune. Men det havde bare været tis.

Bagefter ville Hubert absolut pille ved Pauls. Begyndte bare uden videre at åbne hans bukser.

   - Vi havde en aftale.

Hubert pegede på pistolen og knaldhætterne. Åbenbart var det her vigtigere for ham.

Paul var fanget. Det var ubehageligt. Dobbelt-ubehageligt. Ikke bare fordi, han var nød til at finde sig i det. Men for første gang nogensinde skammede han sig over sin størrelse og følte det ydmygende, at den blev set. Ikke bare i tanken og forestilligen. Men i situationen, hvor det skete. Situationen, som ellers altid opløste tankerne. Men denne gang lå det pinlige netop i situationen, og an græmmede sig. Det havde han aldrig før haft grund til. Men den var komplet latterlig i forhold til Huberts.

   - Se, hvor lille den er. Kan du huske, at din engang var endnu mindre.

   - Hhhhmmmm. Jeg synes, du har en sød og fin lille pik. Ligesom jeg også synes, at Fritz har en sød og fin lille pik.

   - Er Fritzes lige så lille som min?

    - Tjah - det er vist nogenlunde det samme.

Paul huskede, at han engang havde set Fritz i svømmehallen. Den havde set rigtig, rigtig lille ud. Nærmest latterlig. Kunne han virkelig ikke slå den?

Forskellen virkede måske bare ubetydelig, når man havde sådan en stor en. Paul havde jo heller aldrig selv gået synderligt op i forskellen på alle dem, der var mindre end hans.

Alle dem?

Det var vist i grunden ikke ret mange. Det var jo bare Jesper, Ole og Gert, der havde sådan nogle bitte-små nogle. Det kunne man ikke regne med. De talte ikke.

Udover det?

Paul kunne lige akkurat slå Valdes. Alle de andre var mege større. Fritzes var sikkert også større. Måske næsten lige så lille. Men nok lige en tak eller to udover Pauls.

Hubert holdt op med at pille og slikke og lagde sig om på ryggen. Pegede ned på sine stadig halvåbne bukser. Paul var godt klar over, at han ikke slap. Omend modvilligt greb han ned i Huberts underbukser efter den ondsindede, muskuløse negerarm, som gemte sig deri, og tog så meget han kunne ind i munden.

Mens Paul forsøgte at gabe højt, ladede Hubert pistolen med en knaldhætte, og skød af. Derefter endnu en. Paul begyndte at synes, det var lige i overkanten. Hubert havde jo foræret ham den.

   - O.k. en mere, sagde Paul, da han et øjeblik måtte have fræseren ud for at trække vejret, men så vil jeg altså godt have min pistol.

   - Din pistol?

   - Ja! Det var, hvad du sagde!

   - Med fingrene krydsede på ryggen, grinede Hubert og pressede Pauls hoved nedefter.

***

Det giver jo så slet ingen mening uden oplægget ...

***

 

Paul hørte en dag Hubert og Fritz tale om, at de edderma'me havde haft det hyggelig den morgen. Paul kunne levende forestille sig af hvilken art, den hygge havde været. Det undrede ham bare, at Fritz gjorde sådan noget. Han var ellers sådan lidt fin på den. På den anden side kunne Paul også godt huske engang, hvor Fritz havde taget en plastikfigur med en lang, bøjelig hale og vendt halen den anden vej med et sigende smil. Nu smilede Fritz igen på den måde. Åbenbart havde Hubert fundet sig en forbundsfælle på sin nye afdeling.

Fint, tænkte Paul. Lad det blive dernede, så kan de gøre, hvad de vil.

Pauls fornemmelse sagde ham, at de vist bare havde ligget under dynen og småpillet ved hinanden. Hygge-nulren. Havde Hubert skruet grovfilen på, ville Fritz næppe have smilet det samme smil som dengang med figuren.

Henad eftermiddagen gik Paul rundt sammen med Valde lige i nærheden af byggelegepladsen. De havde ingen smøger, men kiggede på jorden i håb om et finde et skod. Pludselig stod de næsten lige overfor Hubert. Valde stivnede.

Hubert stod med en legetøjspistol. En særlig slags, som man kunne købe nogle særlige knaldhætter til. De var fortiden ret populære. Hubert fyrede et skud af. Viste så cigaetpakken i jakkelommen.

   - Skal i med ned og ha' en smøg?

   - Og det er kun en smøg? Spurgte Paul skeptisk.

   - Ja, bare en smøg.

   - Så gør du ikke noget? lød Valdes forskræmte spørgsmål.

   - Nej!

   - Og hvorfor skulle vi tro på det? tog Paul atter fat.

Valde var for skræmt til at sige mere. Han var trådt et skridt tilbage og gemte sig bag Paul, der førte ordet for dem begge.

   - Jeg gør ikke noget.

   - Den har jeg hørt før.

   - I får den her pistol og knaldhætterne med, hvis jeg gør noget. Vi ryger bare en smøg.

   - Ja, ja. At se på. Jeg kender dine numre, Hubert.

   - Nej. Rigtigt, at holde i hånden, at eje og beholde.

   - Det garanterer du?

   - Ja.

Smøgerne trak. Hvis de bare turde stole på ham.

   - O.k. skal vi, Valde? Bare en hurtig smøg

Valde nikkede. De satte sig i overetagen af den største af hytterne. Byggeren var efterhånden en spøgelsesby. De færreste huskede længere hvem, der havde bygget hvad. Paul kunne fortælle om det. Men det spillede ingen rolle. Han var den sidste egentlige hytteejer. De andre var mere eller mindre fællesbenyttede rester fra en anden tid.

Valde pulsede kraftigt løs og røg sin cigaret hurtigt. Han holdt sig hele tiden på længst mulig afstand af Hubert. Da han havde røget smøgen ned til filteret, var Paul kun lidt mere end halvvejs igennem sin.

   - Skal vi ikke gå nu, Paul?

   - Jeg er ikke færdig.

   - Kan du ikke bare skodde den?

   - Jeg er færdig lige om lidt.

    - Skal vi ikke gå nu?

   - Vent nu lidt.

   - Jeg går altså nu. Kommer du ikke med?

   - Bare gå. Jeg kommer om lidt.

Valde listede af.

   - Jeg gør ikke noget, sagde Hubert lidt efter. Jeg skal bare lige spille den af.

***

Godt! Så er der en sammenhængende fortælling dér. Så mangler jeg vist ikke så meget andet end oplægget til kassettebåndet. Så er den del af kapitlet næsten lige til at smække sammen med nogle få sammenbindende sætninger hist og her.

Der er et par ting mere, jeg har haft under overvejelse. Men det bliver for meget gentagelser af det samme. Der er imidlertid en tidligere, som må med. Nemlig dér, hvor Hubert første gang bruger "at se på"-tricket. Den lurer Paul af og søger siden at undgå.

Den historie går også på noget lidt andet. Der er ikke et overgreb involveret. Derimod skildrer episoden i høj grad Huberts spil og manøvrer. Faktisk er der en pointe i, netop at der her ikke er noget overgreb. Ligesom den med glaskåret i sodavanden, er det sådan en, der viser, at overgrebene blot er et hjørne af en større sammenhæng, hvor alle mulige andre former for ydmygelse og manipulation kan træde i stedet for det seksuelle.

I forhold til det seksuelle må det være nok med de bragte eksempler og så bare nogle henkastede bemærkninger, som antyder, at de nævnte ting ikke er enestående begivenheder.

Det kommer altsammen. Det er i høj grad en befrielse, at stort set have de seksuelle scener skrevne. Jeg bliver nød til at også fortælle lidt om Norge. Hvor detaljeret, jeg vil gøre det, ved jeg ikke.

Det er altsammen ting, jeg nok skal få skrevet. Faktisk føler jeg lige nu større usikkerhed i forhold til begyndelsen af kapitlet. Jeg er stadig ikke helt sikker på, præcis hvor i forløbet, det kapitel skal sætte ind.

Indtil videre kan jeg jo samle de ting, som skal komme i direkte forlængelse af hinanden. Eller i det hele taget få anbragt de skrevne fragmenter i rette rækkefølge. Dertil nogle bemærkninger/ noter om, hvad der skal komme ind imellem.

Uanset hvor tidligt eller sent, kapitlet sætter ind, skal der i hvert fald være bare en lille smule før afdelingernes sammenlægning. Den etablerede stabilitet og struktur på Pauls afdeling, og den utrygge fornemmelse af, at der foregår noget farligt på den anden side af væggen/døren.

***

 

Den lille afdeling var tryg og rolig, og selv Filip var begyndt at blive en naturlig del af dens liv. Men uroen inde på den anden afdeling, der ofte kunne fornemmes gennem væggen, var noget ganske andet. De kendte jo godt de andre børn. Så dem hver dag oppe i skolen. Med undtagelse af Hubert var de også allesammen flinke nok. Men der var vist temmelig meget ballade derinde.

---

Børnene sad tæt sammen. Alle følte de sig trykket. Paul sad ved siden af Fillip, og kunnemærke, at han rystede. En spontan omsorg dukkede op i Paul. Fornemmelsen var ham ikke ubekendt. Han havde haft det sådan før. Bare ikke overfor Fillip - råkostpisseren, lemmedaskeren. Men lige meget hvor langstrakte Fillips lemmer var, lige meget hvor stor hans tissemand var og hvor højt et nummer han brugte i sko, virkede han lige nu meget, meget lille. Paul lagde armen om ham.

   - Bare rolig, der sker ikk noget, hviskede han.

Det var ikke fordi, at Paul selv følte sig videre tryg. Men så meget vidste han dog: væggen skulle nok holde. Det var solidt murerarbejde. Døren var heller ikke af den slags, man bare sparker ind. Den var massiv og ville forblive låst. Hvad der foregik derinde var en anden verden og vedrørte ikke deres afdeling.

---

Han var ikke et stort muskelbrød, men en lille, spinkel mand. Han ville ikke have en chance, hvis de allesammen kastede sig over ham på én gang.

---

   - Der har jo været nogle problemer inde på den anden afdeling, begyndte viceforstanderen.

   - Ja. Vi ved godt, du har mishandlet Gert, røg det ud af Paul.

   - Paul dog, sagde Lone mildt irettesættende med et forskrækket blik i øjnene.

Paul følte selv, at han var faldet ud af rollen som Lones ældste og dygtigste elev. Men han havde set hudafskrabningerne på Gerts ryg .

***

Det er, hvad jeg har frem til naboafdelingens sammenbrud. En foreløbig noget tynd omgang. Men det kan der da heldigvis gøres noget ved.

Der skal gøres mere ud af at skildre forskellen på de to afdelinger. Med sammenbruddet lukkes ulvene ind til fårene!

Sådan da. Der er naturligvis begge ting repræsenteret på begge sider. Her er det i øvrigt sigende, at overgrebet på Valde kommer som et uventet chok for denne. Hubert har vogtet på sin hemmelighed. Det nærmer sig pay-back-time. Han har ikke glemt, hvem det var, han beundrede og misundte for sin størrelse, og selvom han har boet på afdeling med Valde, og altså kunne have foretaget en "generalprøve" med ham, så venter han. Næppe udfra en plan på den måde. Han kunne jo ligeså lidt vide, at afdelingerne ville blive slået sammen. Men han holder kortene tæt til kroppen, mens den vokser sig stor. Tilfældigvis bryder afdelingen så sammen og sammenlægges med Pauls, netop som Hubert vurderer, at tiden er ved at være moden.

***

 

Efter sammenlægningen var afdelingen ikke blot blevet større, men også mere kaotisk. Det var ikke bare larmen og uroen. Paul syntes, det hele virkede lidt uoverskueligt.

Helt nede i den anden ende lå det, der havde været den anden afdelings opholdsstue. Nogle gange om aftenen sad de dernede. Men det føltes som et fremmed sted.

Det var lidt på samme måde med de værelser, der lå i den nederste halvdel af gangen. Der var Paul jo ikke vant til at rende ind og ud. I begyndelsen var han ikke en gang sikker på, hvem der boede hvor, og var ind imellem lige ved at gå forkert.

Det fandt han nu hurtigt ud af. Men der var så megt andet. F. eks. havde de nu et ekstra badeværelse. Det føltes fremmed på samme måde som den nederste stue. Hørte ligesom ikke rigtig med.

At bruge disse faciliteter var lidt som at gøre noget forbudt, snige sig ind, hvor man ikke hørte til.Nu havde Paul ikke spor imod forbudte ting, tvært imod. Almindeligvis syntes han også, det var spændende at snige sig ind fremmede steder. Men det fremmede måtte stå overfor et det kendte. Når det hele blev rodet sammen i en pærevælling, så man ikke kunne finde ud af, hvad der var hvad, var det bare frygtelig forvirrende, og ærlig talt lidt skræmmende.

Dertil var der så de elever, Paul nu var kommet til at bo på afdeling med. Det var fint nok med Valde. Det var knap så godt med Hubert.

Hubert havde nu ikke været så slem de første dage. Faktisk var Paul og Hubert kommet så nær på en kammeratlig fod som nogensinde, var endog begyndt at betro hinanden hemmeligheder. Gammel nag var glemt, og de begyndte på en frisk. Som en del af betro-hinanden-hemmeligheder-pagten foreslog Hubert en dag, at de skulle sove sammen den aften, for han havde noget helt særligt, Paul skulle se.

Man kunne godt få lov at sove sammen, hvis bare man aftalte det med nattevagten. Så flyttede den ene elev sin madras ind på gulvet på den andens værelse, og så kunne man ligge og snakke. Nogle gange fik man også lov at have lyset tændt lidt længere end ellers. Når lyset skulle slukkes, og man fik at vide, at nu skulle man sove, lå man som regel og hviskede videre i mørket. Det kunne godt blive rigtig sent, så man var noget mat næste dag.

Hubert foreslog Pauls værelse. Det var fint nok med Paul. Så slap han for bøvlet med at flytte madras. Alt blev ordnet og var klar, så de kunne gå lige i seng efter aftenkaffen.

De var kommet ned, havde klædt sig af og stod nu begge i underbukser. Hubert faldt ned på knæ på sin madras lige foran døren, så ingen kunne komme ind. Han hev ned i sine underbukser og frem tittede en ordentlig javertus. Det lignede slet ikke Huberts himstergims.

Efter et øjebliks måben tog Paul imidlertid resolut udfordringen op. Faldt ned på knæ foran Hubert og de målte. Det var kun lige akkurat, at Paul kunne slå den. Den var uhyre tæt på hans egen længde. Samtidig var den blevet enormt tyk. Den var over dobbelt så tyk som hans egen. Der var også kommet rigtig mange hår på, og den var blevet sært mørk i farven. Det lignede slet ikke en almindelig en. Selvom den stadig var en anelse mindre end Pauls, lignede det en af de forvandlede.

Den så ud som sådan en voksen-en. Bare mindre. Selvom den kun var knap så lang som Pauls, virkede den alligevel ret voldsom med den der kolossale tykkelse og så den sære mørke farve. Faktisk var den en lille smule uhyggelig. Sådan en tyk, mørk sag der bare væltede i lange baner ud af Huberts underbukser.

 

***

Dermed er startskuddet gået. Der er måske endnu en del udveksling af hemmeligheder Paul og Hubert imellem. En del af alt det paradoksale er jo netop, som det også nævnes i kapitel 15, at der på et eller andet plan er en forståelse Paul og Hubert imellem. Men våbenhvilen er forbi. Paul er jagtet vildt fra det øjeblik. Hubert finder på alle mulige ting for at skræmme ham. At gøre ham bange og ked af det, træder i dén grad i fokus, at det seksuelle bliver mindre udtalt. Hubert skal lige have lidt tid, så han kan vokse sig lidt større. Indtil da forbereder han overraskelsesangrebet på den front ved at underdrive sin egen størrelse. I størrelsessnakke pointere, at hans ikke er større end Pauls, og i en række badesituationer benytte stillinger hvor han trækker den ind i kroppen. Noget for så vidt alle kan gøre, men som kraftige personer i særlig grad kan benytte sig af. Ind imellem fedtet med den så at sige.

Men da det bliver tid til Norgesturen er Hubert klar. I tilgift udsætter han så også Paul for en lang række andre ydmygelser. Hjemvendt fra Norge er Hubert afdelingens ubetingede pik- konge. Da han tillige er den største og stærkeste dreng på afdelingen, har han simpelthen sat sig på det hele.

***

 

De havde købt sig hver en sodavand i supermarkedet. Uheldigvis havde ingen af dem en oplukker. Hubert fik sin kapsel slået af på en hård kant ved en havemur.

   - Gider du også at åbne min? spurgte Paul.

   - Du skal bare sætte kapslen imod kanten og slå til, svarede Hubert.

Paul forsøgte. Det lykkedes. De drak deres sodavand, mens de ventede på bussen. Paul fortalte om den forretning, der lå lige i nærheden af hans forældre, og den flinke indehaver, der havde lagt en plade til side til ham, som han skulle ud og købe den eftermiddag. Paul glædede sig.

Paul var næsten færdig med sin sodavand, da Hubert henledte hans opmærksomhed på, at der var røget en lille flig af glasset i flaskemundingens overkant.

   - Sådan et lille glasskår, kan skære maven op. Du kan ikke mærke det, hvis det er nede i sodavanden. Det ryger bare ned. Men så skærer det mavesækken op, og så dør du. Så bliver der ikke nogen ny plade. Du lever slet ikke længe nok til at komme ud og købe den. Det er allerede ved at ske.

   - Jamen tror du virkelig? Måske er det ikke røget ned i flasken. Måske er det kommet ved siden af, eller sidder i kapslen.

   - Nej, det er på indersiden. Det er røget ned i flasken, og sådan nogle små skår er utrolig skarpe. De sprætter maven op som ingenting. Der bliver ingen plade, Paul. Du er allerede ved at dø. Du når nok ikke engang helt hjem. Det sker på vejen i toget.

Paul vidste ikke helt, om han troede på det. Hubert havde talt i et roligt, sagligt tonefald. Det lød ikke som et forsøg på at drille. Bare en konstatering. Men Paul havde oplevet denne nøgternt forklarende tone før, og vidste, at han ikke nødvendigvis kunne tage den for gode varer. Hubert var ikke sådan en, der drillede ved at stå og række tunge og skære grimasser. Han drillede ved at sige ting, man ikke kunne lide at høre. Sige dem stille og roligt.

Paul syntes ganske vist allerede, han kunne mærke en underlig fornemmelse nede i maven. Så måske var det alligevel rigtigt nok. Måske. Måske var det ikke helt sikkert, at man døde. Måske var det noget med, hvordan skåret landede nede i maven. Måske ville han klare den. Måske - måske ikke.

Var det mon rigtigt, hvad Hubert sagde?

Måske - måske ikke ...

--- (?)

Det var tydeligt, at Hubert kunne lide at gøre ham bange. Eller i mangel på dette bare ked af det. Ikke bare sådan almindeligt drilleri og ind imellem. Det var en del af deres indbyrdes omgangsform. Det var netop det, der var så mærkeligt og anderledes ved Hubert. Det viste sig også i det andet. Her var noget af det samme. En masse udenomsting, der gik ud på at skræmme og såre. Det var slet ikke som de andre. Janus havde lige modsat ofte virket, som om han havde travlt. Kommet farende ind på hans værelse, smækket døren i, hevet den frem og sagt "Sut min pik!". Hubert havde aldrig travlt. Han var omhyggelig, metodisk og gav sig god tid til forberedende ceremonier.

***

Paul er Huberts yndlingsoffer, ligesom det især er Paul, Hubert lader mærke, at han er afdelingens ubestridte leder på alle områder og fronter.

***

 

En mærkelig snak at sidde og have i en togkupé. Også selvom der ikke var andre passagerer derinde. Paul havde en fornemmelse af, at Hubert sagde ham imod bare for at provokere, misforstod med vilje for at drive ham til desperation.

 

***

Paul har måske nok et lille domæne. Der er trods alt knyttet et nært bånd til nogle af de andre elever i perioden som lille, tæt afdeling. Blandt dem, han med sammenlægningen er kommet til at bo sammen med, er der især et nært kammeratskab med Valde, som absolut ikke er Hubert- fan, men derimod er Pauls ubetingede sammensvorne.

Smugrygningen foregår stadig primært under Pauls formandskab. Men alt det med "chefen" og "den gamle" er i virkeligheden tomme ord. Han er lige så lidt boss, som kongehuset har nogen reel magt. Han er netop en pro forma konge i et sammenstyrtende rige. Men smøger bliver der røget ...

***

 

Paul og Valde sad nede på byggelegepladsen og var ved at få en smøg, da de på den anden side af buskadset hørte Huberts stemme.

   - Svendsen er på vej herned.

I hast forsøgte de at få skoddet smøgerne og løbe bort i den anden retning. Svendsen måtte have løbet. Alt hvad han kunne. For de nåede ikke væk. De var på vej væk, da Svendsen indhentede dem og snart havde fat i nakkeskindet på dem begge, såvel som havde inkasseret de to halvt røgede cigaretter, de havde forsøgt at få kylet væk. Der var ikke noget at gøre.

Svendsen halede dem op på afdelingen. Mødte Robert i døren.

   - Ja, de sad selvfølgelig og smøgede den nede på byggeren. Og vil du tro det! Hubert tog sin cykel og strøg ned over græsplænen for at advare dem. De holder sgu sammen som ærtehalm, gør de.

Paul noterede sig bemærkningen. Det sidste, det med at holde sammen, forekom ham snarere en hyldest end en kritik.

Det blev da også til en kollektiv skideballe til dem alle tre efterfulgt af en af de evindelige, opslidende forhørssituationer, hvor sagen skulle pindes ud i alle detaljer. Hvor havde de smøger fra? Hvordan havde de fået fat i pengene? Hvor længe havde de haft dem? Hvor mange vidste noget om det? Hvordan kendte Hubert til det? Havde han været med i det? osv. osv. osv. Ingen detalje var for lille til at blive vendt og belyst.

Omsider fri af forhørsdomernes pindehuggeri var de tre slukørede drenge på vej ned ad gangen til deres værelser.

   - Kom lige med ind et øjeblik, sagde Hubert. Jeg skal lige fortælle jer noget.

Næppe var de trådt ind, før Hubert havde fået låst døren og stoppet nøglen i lommen. Paul forudså, hvad der skulle til at ske. Valde var åbenlyst desorienteret. Kiggede sig om med flakkende blikke, tydeligt usikker på den opståede sitation, og bange for, hvad der mon ventede. Han kom ikke til at befinde sig i uvished længe.

   - Valde først, kommanderede Hubert. Læg dig på sengen og træk bukserne ned.

Valde så meget bange ud. Men adlød. Turde ikke andet. Han vidste ikke, hvad der skulle til at ske. Forventede nok noget slemt. Men ikke det. Paul opfangede et kort glimt af Huberts lem, før den forsvandt mellem Valdes baller. Han så udtrykket i Valdes ansigt. Forskrækkelse, smerte, vantro, chok. Regulær rædsel stod at læse i Valdes ansigt, da Hubert masede den længere ind og lagde sig tungt oven på ham. Han gispede efter vejret. Hans øjne udvidede sig i chok. Så trak de sig sammen i smerte. En uartikuleret lyd undslap ham, derefter et formeligt hyl.

   - Hold op med at skabe dig, Valde.

Der undslap Valde endnu et gispende smertehyl, da Hubert stødte til.

   - Hold så op med at skabe dig, Valde. Paul plejer ikke at jamre så meget.

Hubert pulede løs for fulde gardiner.

   - Av! Av! Av! Av!

   - Hold så op med at skabe dig, for helvede, Valde. Det er sgu da ikke noget at hyle sådan for.

Valde forsøgte forgæves at bide smerten i sig. Klynkede stille. Af og til, når der kom et særlig hårdt stød kunne han ikke tilbageholde en højere lyd, der hvergang blev efterfulgt af en irettesættelse fra Hubert. Valde græd. Men henad vejen mere stille.

Paul vidste ikke, om han klarede det bedre, da det blev hans tur. Det gjorde ondt, og ind imellem undslap der ham en lyd. Han græd vist ikke. Ikke hvad han var sig bevidst. Prøvede at lide så stille som muligt. Han kunne ikke se Valde. Faktisk kunne han ikke se ret meget andet end madrassen. Men han fornemmede Valdes tilstedeværelse og hans nervøse trippen rundt i værelset.

De talte ikke om det bagefter. Der var egentlig ikke noget forandret. De talte om de ting, de plejede at tale om. Men der var sket noget med Valde. Han var blevet bange for Hubert. Bange på en anden måde, end Paul var. Når Hubert var i nærheden mindede Valde om en mellemting imellem en kuet hund og en fanget rotte, der leder efter en flugtvej.

***

Som nævnt forekommer der omkring samme tid en episode af lidt anden art, hvor Hubert bruger den med "at se på". Det får en vis betydning i det efterfølgende.

Det er klart til gavn for afdelingens sociale miljø og dynamik, da Hubert flytter ned på udeskolafdelingen, og især for Paul og Valde er det en stor lettelse. Nu gælder det så bare om at undgå ham på institutionens fællesarealer.

***

 

Paul hørte en dag Hubert og Fritz tale om, at de "edderma'me havde haft det hyggelig den morgen". Paul kunne levende forestille sig af hvilken art, den hygge havde været. Det undrede ham bare, at Fritz gjorde sådan noget. Han var ellers sådan lidt fin på den. På den anden side kunne Paul også godt huske engang, hvor Fritz havde taget en plastikfigur med en lang, bøjelig hale og vendt halen den anden vej med et sigende smil. Nu smilede Fritz igen på den måde. Åbenbart havde Hubert fundet sig en forbundsfælle på sin nye afdeling.

Fint, tænkte Paul. Lad det blive dernede, så kan de gøre, hvad de vil.

Pauls fornemmelse sagde ham, at de vist bare havde ligget under dynen og småpillet ved hinanden. Hygge-nulren. Havde Hubert skruet grovfilen på, ville Fritz næppe have smilet det samme smil som dengang med figuren.

Henad eftermiddagen gik Paul rundt sammen med Valde lige i nærheden af byggelegepladsen. De havde ingen smøger, men kiggede på jorden i håb om et finde et skod. Pludselig stod de næsten lige overfor Hubert. Valde stivnede.

Hubert stod med en legetøjspistol. En særlig slags, som man kunne købe nogle særlige knaldhætter til. De var for tiden ret populære. Hubert fyrede et skud af. Viste så cigaretpakken i jakkelommen.

   - Skal i med ned og ha' en smøg?

   - Og det er kun en smøg? Spurgte Paul skeptisk.

   - Ja, bare en smøg.

   - Så gør du ikke noget? lød Valdes forskræmte spørgsmål.

   - Nej!

   - Og hvorfor skulle vi tro på det? tog Paul atter fat.

Valde var for skræmt til at sige mere. Han var trådt et skridt tilbage og gemte sig bag Paul, der førte ordet for dem begge.

   - Jeg gør ikke noget.

   - Den har jeg hørt før.

   - I får den her pistol og knaldhætterne med, hvis jeg gør noget. Vi ryger bare en smøg.

   - Ja, ja. At se på. Jeg kender dine numre, Hubert.

   - Nej. Rigtigt, at holde i hånden, at eje og beholde.

   - Det garanterer du?

   - Ja.

Smøgerne trak. Hvis de bare turde stole på ham.

   - O.k. skal vi, Valde? Bare en hurtig smøg

Valde nikkede, mens øjnene for forvildet rundt i hovedet på ham. De satte sig i overetagen af den største af hytterne. Byggeren var efterhånden en spøgelsesby. De færreste huskede længere hvem, der havde bygget hvad. Paul kunne fortælle om det. Men det spillede ingen rolle. Han var den sidste egentlige hytteejer. De andre var mere eller mindre fællesbenyttede rester fra en anden tid.

Valde pulsede kraftigt løs og røg sin cigaret hurtigt. Han holdt sig hele tiden på længst mulig afstand af Hubert. Da han havde røget smøgen ned til filteret, var Paul kun lidt over halvvejs igennem sin.

   - Skal vi ikke gå nu, Paul?

   - Jeg er ikke færdig.

   - Kan du ikke bare skodde den.

   - Jeg er færdig lige om lidt.

   - Skal vi ikke gå nu?

   - Vent nu lidt.

   - Jeg går altså nu. Kommer du ikke med?

   - Bare gå. Jeg kommer om lidt.

Valde listede af.

   - Jeg gør ikke noget, sagde Hubert lidt efter. Jeg skal bare lige spille den af.

Hubert lagde sig et stykke væk og onanerede. Den var vokset en del siden sidst og var nu endnu større. Det så helt vildt ud.

Et øjeblik senere så Paul den hvide stribe drive ned over kolben. Hubert kunne virkelig sperme. Sådan rigtigt. Janus havde engang sagt, at han kune. Men det havde bare været tis.

Bagefter ville Hubert absolut pille ved Pauls. Begyndte bare uden videre at åbne hans bukser.

   - Vi havde en aftale.

Hubert pegede på pistolen og knaldhætterne med en sigende bevægelse.

Paul var fanget. Det var ubehageligt. Dobbelt-ubehageligt. Ikke bare fordi, han var nød til at finde sig i det. Men for første gang nogensinde skammede han sig over sin størrelse og følte det ydmygende, at den blev set. Ikke bare i tanken og forestilligen. Men i situationen, hvor det skete. Situationen, som ellers altid opløste tankerne. Men denne gang lå det pinlige netop i situationen, og han græmmede sig. Det havde han aldrig før haft grund til. Men den var komplet latterlig i forhold til Huberts.

   - Se, hvor lille den er. Kan du huske, at din engang var endnu mindre.

   - Hhhhmmmm. Jeg synes, du har en sød og fin lille pik. Ligesom jeg også synes, at Fritz har en sød og fin lille pik.

   - Er Fritzes lige så lille som min?

   - Tjah - det er vist nogenlunde det samme.

Paul huskede, at han engang havde set Fritz i svømmehallen. Den havde set rigtig, rigtig lille ud. Nærmest latterlig. Kunne han virkelig ikke slå den?

Forskellen virkede måske bare ubetydelig, når man havde sådan en stor en. Paul havde jo heller aldrig selv gået synderligt op i forskellen på alle dem, der var mindre end hans.

Alle dem?

Det var vist i grunden ikke ret mange. Det var jo bare Jesper, Ole og Gert, der havde sådan nogle bitte-små nogle. Det kunne man ikke regne med. De talte ikke.

Udover det?

Paul kunne lige akkurat slå Valdes. Alle de andre var meget større. Fritzes var sikkert også større. Måske næsten lige så lille. Men nok lige en tak eller to udover Pauls.

Hubert holdt op med at pille og slikke og lagde sig om på ryggen. Pegede ned på sine stadig halvåbne bukser. Paul var godt klar over, at han ikke slap. Omend modvilligt greb han ned i Huberts underbukser efter den ondsindede, muskuløse negerarm, som gemte sig deri, og tog så meget han kunne ind i munden.

Mens Paul forsøgte at gabe højt, ladede Hubert pistolen med en knaldhætte, og skød af. Derefter endnu en. Paul begyndte at synes, det var lige i overkanten. Hubert havde jo foræret ham den.

   - O.k. en mere, sagde Paul, da han et øjeblik måtte have fræseren ud for at trække vejret, men så vil jeg altså godt have min pistol.

   - Din pistol?

   - Ja! Det var, hvad du sagde!

   - Med fingrene krydsede på ryggen, grinede Hubert og pressede Pauls hoved nedefter.

***

N.B. - Udover at Hubert snyder Paul, ligger der naturligvis også en pointe i, at han undlader at komme med mere præcise oplysninger om Fritz. Hubert har fuldstændig gennnemskuet, hvad der sker inde i hovedet på Paul. Han spiller på det og borer behændigt i såret. Paul kan næsten helt sikkert slå Fritz, og den reelle forskel på Paul og Hubert er givetvis langt mindre markant, end Paul tror. Men Hubert stimulerer helt bevidst Pauls tilbøjelighed til at overdrive forskellen. Derved opstår der en dryppe-på-degnen effekt, således at også Fritz indskrives blandt de illusoriske "alle de andre". Hvilke andre? Dem nede bagved? I så fald ved Paul jo i virkeligheden godt, at der er mindst to, han kan slå. Birger har lillebor-pikken, som har gjort indtryk ved sit typemæssige slægtskab, og Brian har en tvilling til Valdes. Så hvad er det for nogle "alle de andre"? (Hubert og Filip - en, to, mange?) - Igen: det er et rent illusorisk begreb. Men Paul kalkulerer med det, og for ham har det en realitet. Hans angstforestillinger har opnået en absurd form for eget liv: "alle de andre". Hubert (der har gennemskuet Paul) spiller på det, og sikrer dermed, at stadig flere skrives på denne (ikke eksisterende!) liste.

--

Kort efter begynder Paul i udeskole. Det er han glad for. Måske med undtagelse af, at Hubert går på samme skole. Han mærker nu ikke synderligt til ham. Der går lige lidt tid, hvor der så nogenlunde er ro i lejren.

--

Jeg skal have skrevet oplægget og hele den historie om kassettebåndet. Det gør jeg på et eller andet tidspunkt. Det ender så med, at Paul er indespærret på Huberts værelse. Undrer sig sikkert over, hvordan han endnu en gang er gået i fælden. Men det er altså, hvad der er sket.

 

***

 

   - Det er lige meget med det bånd, sagde Paul og rejste sig.

Godt der snart var lektielæsning. Så skete der nok ikke noget. Han ville slippe denne gang.

   - Låser du døren op?

I stedet for at blive lukket ud, blev Paul løftet op i luften og smidt på sengen. Madrassen tog kun delvis for. Halebenet knaldede lige mod sengebunden. En smerte jog op igennem ryg og baghoved. Dansende prikker for øjnene.

Han nåede ikke at komme sig ovenpå den hårde landing, før Hubert sad overskrævs oppe ved hans hoved og trak sin kæmpe pik ud af bukserne.

Den var større end nogensinde, men Paul følte ingen misundelse. Den var alt for monstrøs og uhyggelig til at være noget, han ville ønske sig. Han ville bare gerne være fri for at skulle have med den at gøre.

Den passede alt for godt til Hubert!

Hubert, der altid skulle overdrive, ødelægge, forgrove og gøre sjovt til ondt. Hubert, der altid gik udover grænsen. Hubert, der på det seneste havde fået en masse bumser i fjæset, som ikke just gjorde ham kønnere.

Ligesom dengang med det elektriske hegn på kanoturen. Ligesom tusind andre Hubert-ting, lige fra dengang på Bornholmerbåden, hvor han havde trukket i Pauls forhud og fremefter. Det var det samme igen og igen.

Således også krabaten!

Den havde aldrig været pæn. Men engang var den i det mindste lille, sjov og i det store hele nogenlunde som andres.

Allerede dengang lidt for mørk og lidt for grim. Men ikke tilnærmelsesvis i den grad som nu. Fraregnet nogle få noter og straffepoint havde det været en ganske almindelig en, som alle mulige andre.

En standardmodel!

Men sådan en kunne Hubert naturligvis ikke nøjes med. Lige så lidt, som han kunne nøjes med at mærke de små klik i den fugtige jord fra det elektriske hegn. Som han dengang havde bygget en konstruktion til at give biller og insekter stød, skulle han selvfølgelig også have et rædselsvækkende torturredskab mellem benene.

Yderspidsen af uhyret dunkede imod hans læber. Paul strammede munden til af al kraft. Hubert pressede på.

   - Du får båndet.

   - Ja, at se på, hvæsede Paul ud gennem sin sammensnørede mund.

   - Nej, rigtigt. På ære du får det.

   - Jeg kender dig, Hubert. Du er fuld af fup.

Den stædige rambuk masede sig videre frem, udnyttende den åbning, Paul ikke kunne undgå opstod, hvergang han hvæsede et svar ud. Det sorte tårn var nået på den anden side af læberne, men kunne ikke forcere de sammenbidte tænder. I stedet masede den sig vej langs indersiden af kinden. Paul mærkede, hvordan hans kind blev spilet ud. Det mindede lidt om at være til tandlægen og have munden stoppet ud med vattamponner. Huberts høvl kørte nådesløst op og ned mellem hans tænder og kind. Det gjorde ondt. Det føltes som om huden var ved at revne.

På en eller anden måde måtte Hubert have fået tvunget temmelig meget ind på den begrænsede plads. Paul kunne mærke, hvordan kinden var tvunget ud til bristepunktet. Alligevel kunne han stadig øjne uanede mængder af tyk, mørk pik, der befandt sig udenfor hans mund. Ville hans kind holde? Eller ville mundvigen simpelthen krakelere i et bogstavelig talt flækket grin?

   - Kom nu, for fanden, Paul. Se! - Her er mine hænder. Jeg krydser ikke fingre eller noget. På ære og Ama'r. Du får det bånd.

    - Sikker?

   - Ja. Sut nu for helvede.

Paul åbnede. Monsteret krøb ind.

Flakkende tanker. Fjerne associationer. Tandlæge. Kvælning. Lanseturnering mellem riddere. Udstopning af et dyr. Tilstoppede afløb i badeværelset. Et grådigt måltid. En for stor mundfuld mad i munden. Noget galt i halsen. Mere tandlæge. Bore et hul. Olieboretårn. Cobra. Kvælerslange ...

Flimrende glimt. Glidende fragmenter.

Bare forbipasserende billeder i brøkdele af sekunder, mens en del af hans bevidsthed hele tiden så, mærkede og smagte. Glimtene så korte at han ikke nåede at opfange dem. Situationen tvang ham konstant tilbage i intenst nærvær.

Tilbage til overfladen ....

Tilbage til Huberts enorme lem ...

     Ufattelig lang!

     Ufattelig tyk!

     Ufattelig væmmelig!

For meget, for meget, for meget ...

 

***

 

Denne gang holder Hubert rent faktisk ord. Paul føler sikkert en stor lettelse, da han senere sidder og hører sit bånd. Han slap trods alt billigt alt taget i betragtning.

Derimod har Hubert sikkert ærgret sig, da han senere overvejede sagen nærmere. Han lod Paul slippe billigt. For billigt.

Det må han jo så snarest muligt søge at råde bod på.

 

***

Bagefter kunne Paul ikke helt huske, hvordan det var begyndt. Han havde vist været på vej ind på sin afdeling og var tilfældigt rendt på Hubert udenfor. Hvem havde sagt hvad, og hvad var der i det hele taget sket? Han vidste det ikke med sikkerhed. Havde Hubert bare uden videre overfaldet ham?

I hvert fald fandt han sig selv liggende på jorden, med Hubert siddende ovenpå sig.

   - Lad mig være, hvæsede han. Jeg skriger, så alle kan høre det.

Han havde næppe udtalt ordene, før Huberts hånd lå hårdt henover hans mund.

   - Skriger du højt, lille Paul? Jeg synes ikke, jeg kan ikke høre noget. Der blev vidst ikke meget af det skrig.

Deri havde Hubert ret. Det var kun nogle uartikulerede lyde, der trængte ud. Slet ikke nok til at tilkalde hjælp. Paul forsøgte at stritte imod. Men der var ikke noget at gøre. Han kunne heller ikke nå at slippe væk, da Hubert rejste sig.

Han mærkede, at han blev vendt om. Mærkede Huberts tag omme bag kraven på hans jakke, og kanten af lynlåsen, der strammede mod struben. Han vidste, at han blev slæbt ned over græsplænen, men oplevede det kun i spredte glimt. Det måtte gøre ondt. Men sært nok mærkede han ikke smerten.

Kartoffelsæk, hundehvalp, der skal druknes, røg det gennem hans hoved. Græsset. Taget i bag i hans jakke. Hubert, der trak afsted med ham.

Glimt - glimt - glimt.

Der var bålpladsen. Han mærkede den udbrændte aske i næseborene. Der var stengærdet. Han fornemmede, at han blev løftet op over. Skete det her? Var det en drøm?

Dér var det hule træ. En gammel,væltet træstamme. Et af de yndede steder til smugrygning. Han mærkede sig selv blive smidt derind, som var han en død last. Han opdagede dårligt nok, at Hubert trak hans bukser ned. Men den smertende følelse i endetarmen var tydelig nok.

Stød efter stød fulgte, mens han atter blev forvandlet til en død ting. Hårde, nådesløse dunk. Han mærkede det, og mærkede det alligevel ikke.

Han vidste godt, hvad der skete, men havde forlængst opgivet al modstand. Han lod Hubert gøre sig færdig, mens han bare ventede. En sløv ligegyldighed havde besjælet ham. Der havde været andre gange, hvor det gjorde mere ondt.

Af en eller anden grund mærkede han det ikke særlig meget. Hverken Huberts tunge kropsvægt ovenpå ham eller de kontinuerlige ind og ud i hans bag. Hans mund var fuld af visne blade. Han forsøgte at spytte dem ud, men forholdt sig ellers passivt. Kiggede ind i et dulgt mørke. Syntes et øjeblik han anede noget derinde.

Så var det forbi.

   - Du skal ikke ta' dig af, hvis du kan mærke noget drive ud, forklarede Hubert. Det er bare sperm. Måske bløder det også lidt. Men det betyder ikke noget.

   - O.k. Jeg kan godt mærke, jeg er lidt våd bagi.

   - Det betyder ikke noget.

   - O.k.

Side om side gik de sammen op ad græsplænen. Der var stille et øjeblik.

   - Du siger ikke noget, vel? spurgte Hubert.

   - Nej. Selvfølgelig ikke.

   - Hvad nu hvis de ser noget, og spørger?

   - Jeg siger ikke noget.

   - Jeg må være sikker.

   - Du får min pladespiller, hvis jeg sladrer.

Det var den bedste garanti, Paul kunne give, og det vidste Hubert også godt. Han var også tilfreds dermed. Paul var ingen sladderhank. Han kunne roligt love Hubert sin pladespiller. Han have vist også fået ham overbevist nu.

De standsede op et øjeblik udenfor Pauls afdeling inden de skiltes.

   - Du ved godt, at jeg har haft en af samme mærke, ikke?

   - Jo.

   - Hvis du mangler en pick-up, eller vil have en reserve, så vil jeg godt sælge den.

   - O.k.

Der blev ikke sagt mere. De nikkede indforstået til hinanden. Hubert gik ned imod sin afdeling, og Paul ind på sin. Han havde allerede næsten glemt det, der var sket. Han var mere optaget af, at han havde overbevist Hubert om, at han ikke var nogen sladderhank.

Men den klamme fornemmelse i underbukserne og den silende stribe ned ad benet var en påmindelse. Det var lidt ulækkert at have Huberts sperm drivende ud af sig. Paul skyndte sig i bad. Han sad længe i badekaret i fjerne tanker. Havde nogen spurgt ham, hvad han tænke på, ville han være blevet svar skyldig. Han befandt sig i en fjern tåge.

Hubert og Paul talte ikke om det skete sidenhen. Ikke en eneste gang. Blot blev Paul forsigtigere og gjorde mere for at undgå Hubert. Han tænkte ikke så meget over det, der var sket. Opfattede blot endnu mere end tidligere Hubert som noget farligt. Det var ikke til at vide, hvad han kunne finde på. Hubert havde altid været uberegnelig. Men det var værre ting, han fandt på nu end tidligere. Paul forsøgte at beskytte sig bedst muligt mod truslen.

Lige til den aften ...

Det var weekend. De var ikke særlig mange. Ikke på Pauls afdeling. Der foregik vist nok et eller andet nede på den anden afdeling. I hvert fald var de fleste der den weekend.

Hubert var der også. Han havde lige været et smut inde fredag eftermiddag for at give en eller anden besked, havde i forbifarten kigget ind til Paul et øjeblik og fyret en remse af om, at han ville stikke et glødende jernstang op i røven på Paul og videre op igennem hans tarme og mavesæk. Paul havde bedt ham skride. Hubert havde overraskende nok forladt hans værelse uden videre. Havde dog lige pillet lidt ved nogle af hans ting.

Havde han også pillet ved hans pladespiller? Paul syntes, den lød lidt mærkeligt.

De spiste tidligt til aften om lørdagen. Paul var gået ned til sig selv for at høre en plade. Smut sagde det, og færdig var nålen.

Nej!

Hvis der var noget, Paul ikke kunne undvære, var det musik. Alt andet. Paul havde været i lidt trist humør den dag. Netop sådan en dag behøvede han musik. Masser af musik.

Hubert havde en nål til salg. Det havde han selv sagt. Lige meget om Paul havde kylet ham ud fra sit værelse dagen før. Forretning var forretning, og var der noget, Hubert var, så var det forretningmand.

Hvad havde han at tilbyde i bytte? Samlede Hubert stadig på frimærker? Ville han måske have det lille frimærkealbum?

Nej. Paul vidste godt, hvad Hubert ville have. Hvis Paul skulle have fat i den pick-up, var der ingen anden udvej.

Det var jo også lige meget. En gang fra eller til. Hvilken forskel gjorde det?

Han kendte rutinen. Det var bare at få det overstået.

Pædagogen var ingen steder at se. Han havde jo heller ikke udgangsforbud eller noget. Paul smuttede ud og gik ned til den anden afdeling. Han løb på Hubert, netop som han kom ind.

   - Hej Hubert. Må jeg lige snakke med dig?

   - Ja, det må du godt. Kom med.

De gik ned på has værelse.

   - Ja?

   - Den pick-up, du snakkede om. Har du stadig den?

   - Ja.

Hubert fjernede nålen fra de smadrede rester af en pladespiller, og viste den til Paul.

   - Jeg har det her frimærkealbum. Vil du bytte?

   - Det har jeg ikke så meget brug for. Måske sammen med noget andet. Har du flere ting?

   - Nej.

Hubert stoppede nålen i brystlommen.

 

   - Vent lidt. Jeg skal lige se.

Hubert åbnede døren og kiggede ud. Der var tomt på gangen.

   - Hurtigt. Kom med her.

Paul fulgte med. Toilettet lå lige skråt overfor Huberts værelse.

   - Hvorfor her? Har du ikke nøgle til værelset mere?

   - Det er bedre her. Det er mere sikkert.

Hubert trak bukserne ned. Han var absolut kapklar. Den stod lige op i luften som en stenstøtte, da han satte sig på toiletsædet og lænede sig tilbage. Med spredte ben og enden helt ude på kanten af sædet, mens ryggen halvt liggende hvilede imod cisternen.

   - O.k. Kom igang.

Paul tog fat med hænder og mund. Hubert betragtede ham med et sløvt smil, mens han sad henslængt tilbagelænet. Kom ikke med særlige instruktioner, men overlod til Paul at underholde ham.

Paul gjorde sit bedste, og også ret længe.

   - Er det nok nu?

Hubert syntes at overveje. Besluttede omsider at lade Paul slippe.

   - Kravl ud af vinduet og pas på, der ikke er nogen, der ser dig.

   - Jamen de har jo set mig komme ind på afdelingen.

   - Det tænker de ikke på. De har glemt det eller tror du er gået, mens de ikke så det. Men hvis nogen ser os komme ud fra toilettet sammen, så gætter alle det.

Paul kravlede ud af vinduet. Hubert betragtede ham indefra, hev nålen op af brystlommen og rakte ham den.

   - Værs'go.

Paul rakte ud efter den. Hubert trak hånden tilbage.

   - En femmer.

Paul skulle til at protestere. Men Hubert skar ham af.

   - Jeg vil skide på, om det er uretfærdigt. En femmer, o.k.?

Han havde gjort alt, hvad Hubert forlangte. Der havde ikke været nogen snak om ekstra betaling før nu. Men han måtte have den nål.

   - En femmer, o.k.?

Paul nikkede og fik nålen. Han blev stående et øjeblik, mens Hubert lukkede vinduet. Indefra kunne han høre Hubert trække ud i toilettet, så alle ville tro, han bare lige havde været ude og tisse. Sporene var slettet.

Paul holdt krampagtigt fast om nålen hele vejen op til sin afdeling. Det ville være ubærligt at tabe den i mørket. Men han kom sikkert indenfor, fik den installeret på pick-up armen, og snart lød musikken ud i værelset. Toner, der bar ham langt væk. Det andet var forsvundet.

Paul begyndte at omarrangere sin opslagstavle. Skiftede billeder ud. Ændrede lidt på deres placering. Det kunne blive flot, når han lige fandt ud af at få det hængt helt rigtigt.

Paul var helt væk i en anden verden og fik et chok, da aftenvagten stak hovedet ind for at fortælle, at der var aftenkaffe. Paul stirrede med åben, måbende mund på pædagogen, som var hun et eksotisk dyr. Han kunne et øjeblik slet ikke orientere sig. Det var ikke bare en almindelig forskrækkelse. Han følte sig taget på fersk gerning midt i noget slemt og forkert. Fanget! Men han sad jo bare og var ved at hænge en tegning op. Hun kunne jo ikke se ...

... Hun havde slet ikke opdaget, at han havde været væk, men troede, at han hele tiden have været på sit værelse ...

          ... ikke se ...

... Hun vidste ikke engang, at der havde været noget galt med hans pladespiller ...

          ... ikke se ....

Det han havde gjort. Han var kommet selv. Selvom han vidste, hvad det indebar. Han havde også været lidt imponeret og i smug forsøgt at tage mål. Den var ubegribelig stor. Utroligt som den blev ved at vokse. Paul var ikke sikker på, at han egentligt ønskede det for sig selv. Sådan en forvandlet en så forkert ud. Lignede noget andet.

Alligevel havde det vakt en art beundring i ham. På en måde kunne det være fedt, hvis man havde sådan en. Men på den anden side set var den også utrolig væmmelig, og i det hele taget måtte der være noget galt.

Der fulgte vist også andre forandringer med. Hubert havde altid været led. Men ikke sådan som han var blevet. Engang kunne han ind imellem være en smule flink. Det var der intet tilbage af. Det var de værste sider af Hubert, som var vokset sammen med hans lem. Jo større den blev, desto ondere opførte han sig. Efterhånden var alt, hvad han gjorde, modbydeligheder.

Om mandagen i 10-frikvarteret dukkede Hubert op. Han skulle lige snakke med Paul. Der var et lille rum, hvor man kunne sidde inde.

   - Herinde kan vi snakke, sagde Hubert.

Paul vurdere situationen. Hubert ville ikke finde på noget her. Det ville være for risikabelt. Altså ville han bare snakke.

   - Se, lille Paul, sagde Hubert i et overpædagogisk tonefald, som talte han til en femårig, du skylder mig jo nogle penge. Du kan jo nok se, at når man skylder penge, bliver man nød til at betale dem.

   - På torsdag, når det er lommepengedag.

   - Der er jo flere dage til. Så løber der renter på. Tror du overhovedet, at du kan skaffe de penge, lille Paul?

   - Jeg siger jo på torsdag, Hubert. Hold nu op.

   - Det bliver med renter, lille Paul. Det bliver dyrt. Men øh ...

Hubert lod med en sigende bevægelse en hånd køre op ad inderlåret.

 ... Du kan jo også betale dem sådan her.

Paul havde pengene klar om torsdagen. Hele den tier femmeren i mellemtiden var blevet til. Men Hubert var intet sted at finde. Heller ikke de næste par dage. Først om tirsdagen dukkede Hubert op. Forklarede hvor mange renter, der nu var løbet på. Paul forsøgte at forklare, at han havde ledt efter Hubert. Hubert tyssede på ham og fejede ham af med sit tale-til-en-femårig- tonefald.

   - Du kan jo nok se, lille Paul ...

Men der var jo også den anden mulighed. Den var Paul imidlertid fast besluttet på at undgå. Det lykkedes ham at skaffe beløbet trods Huberts ågerrenter, og få sagen bragt ud af verden. Det bragte ham lidt mere fred.

Lidt!

Omkring det tidspunkt begyndte Paul at tænke en del over de ting, der sker med kroppen, når man bliver ældre. Det var noget mærkeligt noget. Huberts havde absolut ikke været stor før forvandlingen. Men den var blevet det. Kunne man overhovedet regne med, hvordan den almindelige havde været? Det var åbenbart usikkert. Man måtte vente og se. Ind imellem, når Paul så en større dreng, med en bule i bukserne, som måtte skyldes forvandling, også selvom den måske ikke var så voldsom endda, tænkte Paul, at han var heldig, fordi han kendte sin dom. Det måtte være dejligt. Uanset hvordan dommen var faldet ud. Kendte man sin dom, havde man fred og behøvede ikke spekulere mere.

Men da Paul et års tid senere opdagede, at han var begyndt at få kønsbehåring, var hans første tanke: "Nu bliver jeg snart psykopat!"

 

***

Dermed nåede vi så frem til hele slutningspartiet. Der er stadig meget, der skal skrives. Men kapitlet er så småt ved at tage form. Jeg er rimelig tilfreds med det, jeg har fået skrevet. Naturligvis skal der senere finpoleres på det. Men det er ikke noget, der føles som i mangel på bedre, sådan som mange andre ting har gjort i førsteudkastet. Jeg synes, det er sådan nogenlunde rimeligt i orden.

Rart at være nået så langt. Mere eller mindre tegner der sig også en klar disposition. Hvad der yderligere skal skrives, er allerede mere eller mindre dikteret af det skrevne.

Ydermere noterer jeg mig med fryd, at slutningspartiet passer perfekt til det efterfølgende intermezzo. Hele det stykke med fra "Bagefter kunne Paul ikke helt huske ..." til "... bliver jeg snart psykopat" svares af et ekko fra fortiden, der nærmest synes at have varslet alt dette:

 

Pauls tro på sin egen størrelse føltes som en tynd is, og han mærkede noget andet tone frem under den gennemsigtige overflade. I et splitsekund syntes en scene fra "Bennys Badekar" at udspille sig nede i dybet. Paul huskede den her krabbe, der havde en klo, som var havenes skræk, og som han måtte dække med en vante, for at folk ikke skulle blive bange. Men da vanten så kom af, var kloen ikke længere, hvad den havde været engang. Den var helt lille, død og indtørret - ikke længere havenes skræk. Han blev til grin. Alle hånede ham.

Lige nu føltes der også dødt og indtørret mellem Pauls ben.

Var den ved at forkrøble ligesom krabbens klo? - Blev den mindre og mindre, mens Birgers blev større og større.

Nej, det kunne ikke passe. Ikke endnu i hvert fald. Så hurtigt kunne den ikke visne. Den var bare ikke rigtig i hopla. Det betød ingenting.

Den må da være dernede et sted. Men den er vist blevet helt lille. Valborg behøver bare at sige: "Hun lå i en seng og kneppede", så stritter Birgers helt vildt. Der sker ikke noget med min.

Jeg kan ikke en gang få en ordentlig stivert på. Men hvis den blev stiv. Så er min da større end Birgers. Er den ikke? Den der kan jeg da slå bare med min halvstivert, ja - min storslasker. Kan jeg? - Selvfølgelig kan jeg det. Min er meget større. Det ved jeg jo. Men hvad nu hvis den er blevet mindre?

En let dirren føjede sig til uroen i systemet. En sprække i en mur åbnede sig og små onde kryb myldrede ud.

Nej. Min har altid været den største, og det er det stadig. Jeg vinder jo altid. Hvergang!

Hæse, skrigende lyde inde i Paul, som blev en ældgammel dør åbnet og en mængde spindelvæv inde i en forfalden ruin kom til syne.

Bag visheden om urørlig storhed hørtes en hvisken fra helvede: den er større end din, den er større end din, den er større end din ...

Er den? spurgte Paul den hånende djævel.

Ja, svarede djævelen leende, meget større. Du bliver til grin ligesom krabben.

Jeg kunne godt tænke mig at se den, når den er rigtig stor og stiv. Gad vide, hvordan det ser ud? Se bulen! - den når helt derop til. Tænk hvis han tog den frem. Hev den ud af bukserne. Jeg ville gerne se den.

Nej. Ikke alligevel. Det er lige meget. Rend og hop. Det er en værre dum møgpik, og den er ikke særlig stor. Birger er bare en lille, dum lorteunge med en latterlig lille tissemand.

Støjen fra ruinenerne og helvede og alle de andre steder blev højere. Som tusinder af maltrakterede violiner, der spiller klagende kattejammer på en slagsmark med bomber bragende omkring sig. Ulidelig larm, forpint fræsen - sønderknusende sug i mellemgulvet.

Djævelen skar igennem støjen og overdøvede alt med sine skingre råb:

DEN ER STØRRE END DIN! DEN ER STØRRE END DIN! DEN ER STØRRE END DIN!

NEJ, NEJ, NEJ! - GU' DEN EJ, skreg Paul tilbage. Naturligvis kun inde i sig selv. (Udadtil var han tavs, sammenbidt og surmulende)

Se nu rigtig på den bule, formanede Paul sig selv. Den er altså ikke særlig stor. Det ligner sådan som mange af de andre også ser ud, hvis de har stivert i bukserne.

Djævelen grinede en rå latter nede fra sin afgrunds dybder. Hvem prøver du at narre? Det nytter ikke noget. Indrøm det nu bare. Den ER større end din. Fes den ind? - DEN ER STØRRE END DIN! DEN ER STØRRE END DIN!

Suget i maven var ulideligt. Paul kunne ikke holde det ud. Han hadede Birger, og hadede især hans selvglade hoveren. Han ville ikke tro det. Nægtede simpelthen.

Eller gjorde han? - Nej. Paul var sur, sur, sur. Utilnærmelig. Han havde jo slet ikke villet med på den her tur. Ville hellere være blevet hjemme.

Rend og skid allesammen. Især Birger og hans åndssvage pik.

   - Ja, ja, ja, vrissede Paul af Birger, hvis den så bare havde været så stor.

 

***

 

Det var Birgers jo så ikke. Det var Huberts heller ikke oprindelig. Men den blev det. Måske blev andre det også. Hvem kan så vide sig sikker på noget som helst? Det illusoriske "alle de andre" begynder at få et minimum af reelt, empirisk grundlag, eller i det mindste noget, der nødtvungent kan antages for dette (selvom det så aldeles ikke er reelt i egentlig forstand. I øvrigt gælder det også Huberts, at den ikke er nær så stor, som Paul får overbevist sig selv om).

Men dermed er giftbægeret ikke tømt ...

Men dermed er giftbægeret ikke tømt. De to Laila kapitler udgør en perfekt parallel til Janus- kapitlet og det første Hubert-kapitel. Vi bliver i ekkodalen - også efter det subtile spil kapitel 17 og det efterfølgende intermezzo imellem. For i kapitel 18 følger tredie del af Lailas deroute.

Ekkoer - eller spejlinger om man vil - mellem forskellige tidspunkter ytrer sig endvidere derved, at kapitel 17 i høj grad spiller på at have kapitel 16 som klangbund. Rent faktisk er 16 jo en videre konsekvens (her kunne man godt bruge ordet "senfølge") af 17. Men 17 er ikke bare en forklaring på 16, som besvarer de forundringsspørgsmål, det oplagt kan foranledige læserne til. Det er også et fortids-ekko, på samme måde som intermezzoet efter 17 er det til 17. Forklaringer og svar ligger ikke alene kausalt og kronologisk. De to kapitler forklarer gensidigt hinanden.

Om ikke andet hænger det fint sammen. Man kan sikkert kritisere det for alle mulige andre ting. Men der er en helt klar linie i det. Ligeledes bliver der også hele tiden føjet nye ledetråde til forståelsen af det dybereliggende traume. De kvikkeste blandt læserne begynder måske allerede at få en mistanke om sagens rette sammenhæng.

Men foreløbig venter endnu meget arbejde med kapitel 17. Temmelig mange og lange passager skal skrives. Men jeg føler, at det er muligt, at jeg kan gøre det.

I forhold til det skrevne er min største bekymring, at nogen i for høj grad skal tage Pauls vurderinger af Huberts størrelse for gode varer. Det reelle er, at Huberts er vokset voldsomt, og ja - har overhalet Pauls. Mere eller mindre. Måske i virkeligheden kun med en ubetydelighed. Selvom man atter og atter har fået at vide, at Pauls synsindtryk altid er stærkt farvede af hans sindstilstand, og at han i øvrigt har et øjemål, der svarer nogenlunde til en jord og betonarbejders evne til at udføre en kirurgisk operation, kan jeg alligevel være bange for, at visse læsere vil fæstne for meget lid til Pauls iagttagelser. Men Paul er ikke særlig god til at se.

I forhold til sansning og at orientere sig i verden er han langt mere auditiv end visuel. Han elsker musik. Han elsker Sunes lyde. Han elsker ord. Ikke bare for deres betydning, men også for deres klang.

Kapitel 1 indledes med ordene "Sune var ekspert i lyde". Det er en (næsten!) lige så vigtig indikator, som prologens "Den er så stor her". Overfor prologens brug af noget visuelt, lægger første kapitel ud med noget auditivt. Senere får man at vide, at frem for det mål, Birger viser, er det i virkeligheden mere måden, han viser det på, som imponerer Paul. At han bruger to hænder fremfor en. Birger kunne have anbragt sine to pegefingre med blot en lille bid luft imellem. Paul ville stadig være blevet benovet. Endvidere er det betegnende, at næsten alt, Paul ser, er ubehageligheder. Det er uhyggelige og skræmmende ting, onde varsler, frygtelige afsløringer osv. Det er kun undtagelsesvist, at noget er et glædeligt syn. Derimod er han langt mere overvejende og nuanceret, når det gælder hørelsesindtryk. Hvis han mener, at en lyd udtrykker noget væmmeligt, så er der som regel et reelt grundlag for dette. Det gælder f. eks. lydene fra naboafdelingen. For der er virkelig ballade derinde. Det er ikke Pauls indbildning. Men det er værd at bemærke, at lyde lige så vel kan udtrykke noget positivt og glædeligt, og mindst lige så ofte gør det. Derimod kan Paul så godt som aldrig lide dét, han ser - når undtages lyshårede piger, der er nogenlunde det eneste, som fryder hans øje. De er netop "lyse", inkarnerer en idé om det gode, mens stort set alt andet er mørkt og farligt, altså inkarnerer en idé om det onde.

Men forstår man det? I de fragmenter, jeg har lavet, har jeg atter og atter betonet den mørke farve på Huberts lem. Paul er nærmest ved at blive en slags pikracist. Men er det tydeligt nok?

Der er mange eksempler på, at Paul kan reflektere over såvel et syns- som et høreindtryk. Men der er stor forskel på de reflektioner, de respektivt foranstalter. Tanker om synsindtryk er næsten udelukkende dét, man i militært sprog kalder et "trusselsbillede". Overvejelsen går primært på, om der er fare på færde eller ej. Det er i det mindste udgangspunktet. Først når Paul har sikret sig, at der i et givent tilfælde ikke er nogen fare, bliver andre tanker mulige. Første sortering af dét, Paul ser, er i virkeligheden altid farligt eller ikke farligt. Når han hører noget, er hans umiddelbare udgangspunkt mere velvilligt, åbent og nysgerrigt.Det forhindrer naturligvis ikke, at han kan høre noget, han ikke bryder sig om. Pointen ligger i udgangspunktet og den grundliggende indstilling. Det gælder så samtidig, at han er mindre i beredskab og på vagt med sin grundliggende velvillige indstilling til lyde. Netop derfor kan han blive overlistet på en ubehagelig måde af ting, han hører. Selvom han er en klovn til objektiv vurdering af synsindtryk, er han ikke desto mindre konstant helt oppe på højeste alarmberedskab. Faktisk modsiger de to ting ikke hinanden. Man må snarere sige, at netop den højspændte katastrofevarsel pisker en paranoia op, som medfører synsforstyrrelser. Sådan set bliver han ikke overlistet. Tolkningen i retning af trussel, fare og katastrofe foreligger nemlig allerede før et givent synsindtryk har vist sig. Lyde kan derimod overliste ham. Det er bl.a. derfor, at han bliver såret og provokeret af de ting, Hubert siger.

Eller er det nu også sådan? Har jeg konstrueret romanen sådan hele vejen igennem? Har jeg konsekvent udformet Pauls sanseverden på den måde? Jeg ved det ikke. Det er ikke noget, jeg fra starten været bevidst om. Men henad vejen er jeg ubevidst blevet syret mere og mere i retning af Pauls dårlige øjemål og psykisk betingede synsforstyrrelser.

Jeg havde nogle tanker omkrig det med at "Sune var ekspert i lyde". Mest gående på noget med sprog, udtryk osv. Ord - i det mindste i talt form - er også lyde. Noget, der ikke er ord, kan alligevel godt udtrykke noget. Man kunne således tale om meningsfulde og meningsløse lyde.

Det var mest sådan nogle ting, jeg tænkte i. Ikke så meget indretningen af Pauls sanseverden.

Men det er i hvert fald fint nok at lige notere de tanker ned. Så har jeg været omkring dem, og kan i den videre finpudsning af romanen overveje, hvor meget jeg vil bruge det/spille på det.

Men tilbage til mit spørgsmål fra før: fanger man den? Hvor stor er risikoen for, at man antager Pauls meldinger for værende objektive mål?

I et tidligere kapitel har Paul overvejet, hvordan han skal oversætte synsindtryk fra barndommen. Han er bevidst om, at ting ser anderledes ud i et barneperspektiv. Alting er større. Hvordan bestemmer man så størrelsen på en genstand, man har set som lille barn? Paul tumler en hel del med det problem, uden at nå frem til en løsning. I nærværende kapitel opretholdes konsekvent en sondring imellem de almindelige og de forvandlede. Det afspejler ikke kun Pauls teori om oprindelsens ægthed (selvom det afgjort også er et udtryk for dette). Det er i lige så høj grad en understregning af, at tingene ses fra et barneperspektiv, hvor målestokken klart er barnets, d.v.s. det ikke-udsprungne lem er det normale, den udsprungne nærmest en deformitet. Af den grundsætning at alting er større set med barneøjne følger, at næsten ethvert udsprunget lem er stort. Kun i særlige undtagelsestilfælde vil dette ikke gælde. Således forekommer Huberts da også allerede Paul skræmmende, før den definitivt har overhalet hans egen. Dens tykkelse, farve og måske især dens pointeret voksne form sætter en kvalitativt skel, som måske i virkeligheden har langt større betydning end det kvantitative.

 

Den så ud som sådan en voksen-en. Bare mindre. Selvom den kun var knap så lang som Pauls, virkede den alligevel ret voldsom med den der kolossale tykkelse og så den sære mørke farve. Faktisk var den en lille smule uhyggelig. Sådan en tyk, mørk sag der bare væltede i lange baner ud af Huberts underbukser.

 

I de oprindelige noter/udkast/skitser til kapitlet skrev jeg:

Det er vigtigt her at fremhæve Pauls opfattelse, som er set fra et drengeperspektiv, at det altså er drengeformen, der er det almindelige, mens "dem med hår på" er nogen, som har været igennem en forvandling og dermed har fjernet sig fra det naturlige og givne, er blevet noget andet end de var. Paul ser jo netop altid det oprindelige og det givne som det egentlige. Ændres der på dette, er der tale om en forvanskning. Men op imod Pauls opfattelse kommer så Huberts alternative forklaring, at det er en slags "styrketræning", ligesom man kan gøre forskellige ting for at få store armmuskler. En del af forklaringen - måske hovedbestanddelen deri? - på at Paul oplever en efterfølgende periode, hvor han undgår onani, er helt klart, at han et eller andet sted ser det som "Huberts øvelser ", og derved knytter det til noget farligt og ubehageligt, akkurat som det åbenbart forskubber tingenes naturlige tilstand. Nok ville Paul ønske at bevare sit førerskab. Men han foretrækker at holde fast i en "almindelig" model fremfor en "forvandlet".

Det bliver naturligvis at forklare tingene lidt bagvendt. En mængde ting i teenage-kapitlet vækker forundring og spørgsmål, hvorefter de så afdækkes i det efterfølgende kapitel. Men da det jo netop skal være en lag-på-lag-afsløring er det fint nok, at man først får virkningen og så årsagen bagefter.

Set med voksenøjne har Huberts næppe været særlig stor, og hans manddomsudvikling er formodentlig forløbet helt normalt. Men set med drengeøjne er det noget særdeles vildt og voldsomt, der har fundet sted. Chokket over den voldsomme forandring sidder endnu i Paul mange år efter. Dertil har han til stadighed haft brug for at distancere sig fra Huberts udvikling. Hvis hans blev helt enorm, så var det også noget andet, der skete med ham, end det, der senere skete med ham. Især i pubertetsårene, hvor hans egne kropsforandringer står på, er det umådelig vigtigt for ham at gøre forskellen på Huberts og sin egen respektive manddomsudvikling så absolut som mulig. Jo større Huberts blev, desto mere modbydelig blev han også, "og nu er jeg ved at få hår dernede, ergo: om et halvt år bliver jeg til en stjernepsykopat." Men hvis nu det var noget helt andet, der skete med ham, så var dette altså ikke tilfældet.

---

Denne plan mener jeg selv, at jeg har været trofast overfor og efter bedste evne forsøgt at følge. Men det er jo så desværre bare ikke det samme, som at læserne forstår det. Er pointen tydelig nok? Eller får man snarere indtrykket af, at Hubert er et særtilfælde (eller måske ligefrem har en sygdom), der vokser abnormt og således eksploderer i en forøgelse langt hinsides en normal manddomsudvikling?

Men kan man tro det efter kapitel 16? Er det ikke netop her, at 16 er den perfekte klangbund for 17? I 16 er det jo på det nærmeste skåret ud i pap, at Paul ikke er en pålidelig observatør,  og man kommer direkte fra den afsluttende spejlscene henover intermezzoets ene sætning, hvori de to første ord er "jeg tror". Jeg ved ikke - jeg tror. Jeg formoder. Jeg antager. "Jeg", altså min helt personlige vurdering. En subjektiv tilkendegivelse. Et individuelt skøn. Men hvad er det så for en melding, der kommer fra dette subjekt? - Det er et "tror", altså noget, der er behæftet med usikkerhed. Med dette som overgangsled mellem kapitel 16s afsluttende spejlscene og kapitel 17, må det da være en helt ustyrligt naiv læser, der antager Pauls meldinger for empiriske data.

Der er et spinkelt faktuelt grundlag, som overfortolkes vildt og inderligt. Det burde være indlysende for enhver. Det er jo bare det, at jeg i årenes løb har oplevet, at stort set alt kan blive misforstået. Der er næsten ingen grænser for, hvor soleklare pointer folk kan glippe.

Men stadigvæk. Der er jo også alle de foregående kapitler. Herunder den centrale passage i kapitel 8:

 

Det ville heller ikke nytte at have et billede eller en modelfigur. Han ville jo ikke kunne se den med de samme øjne som dengang. Deri lå en væsentlig del af vanskeligheden. Børn lever i en verden, der ser anderledes ud. Da Paul dengang sammenlignede tissemænd med sine kammerater, var hans egen ikke som nu.

For en kort bemærkning drejede tankerne bort fra Pilegårdshjemmet og målekonkurrencerne. Paul så i et glimt sig selv som helt lille foran en dør, rækkende op efter et enormt håndtag med sin lille hånd. Men snart var han tilbage på sporet, der med sin uimodståelige magnetisme trak ham til sig som insektet mod flammen. Pressende sig på med sine ubønhørlige krav, som forlangte, at han fandt en løsning på den forskudte synsoplevelse.

 

Så kan det da næsten ikke blive tydeligere. Faktisk er der i næsten samtlige kapitler åbenlyse eller skjulte hentydninger til denne problematik. Endvidere i flertallet af intermezzoerne. F. eks. den uhyre vigtige:

 

Paul vidste godt, at han ikke var særlig god til at se sådan noget. Hvergang de skulle noget i skolen med øjemål, gik det helt galt for Paul. Han havde jo også troet, at Magnusses var mindre, selvom han så den lige foran sig.

Men hvorfor viste Birger først med to hænder, og så noget, der virkede mindre med kun en hånd, og sagde, at det var mere end før?

Det var jo nok bare fordi, Paul ikke kunne finde ud af sådan noget. Birger viste jo sikkert et større mål nu end tidligere. Det så bare anderledes ud, når han gjorde det på den måde.

---

Har jeg ikke efterhånden skåret et ud i pap? Det er blevet pointeret igen og igen på alle mulige måder. Med mindre det er en bedøvet burhøne, som sidder med den roman, må læseren da forlængst have fanget det.

I forlængelse af min tidligere betragtning om syn og hørelse, sidder jeg derimod og tænker, at mens jeg meget bevidst har udviklet en række særlige omstændigheder vedrørende Pauls synssans, så har det berettede om hans hørelses indretning været mere tilfældigt og sådan som det nu lige er faldet. Måske burde jeg se nærmere på Pauls hørelse og tænke mere over, hvad jeg fortæller om den. Selvom jeg hidtil kun har været halvt bevidst om, at der henad vejen i løbet af skriveprocessen er opstået en kontrast mellem de to sanser, så er der helt klart en idé i at spille på denne. Der er noget her, som kan bruges og videreudvikles. Der er muligheder i det.

Det falder mig lige ind, at Paul vel i grunden primært opfatter det, han hører, som meldinger, udsagn - undertiden ligefrem åbenbaringer og orakeltale. Musikken peger på sprækken i hverdagens lærred, forkynder eksistensen af en anden verden. Sune kan noget særligt, som Paul er vældig imponeret af. Larmen på den anden side af væggen/døren fortæller, at der er uro derinde. Lutter meldinger, der på en eller anden måde fortæller om noget, der ligger udover det, man strengt taget kan vide med sikkerhed. Hørelsen bliver her en slags intuition, hvor lydene afslører skjulte hemmeligheder. Det er vel nærmest sådan, Paul har det med lyd.

Via lyd ved han, hvad han egentlig ikke kan vide. Via syn tror han, at have fået bevis for ting, han har misforstået, fordi han i virkeligheden ikke ser, man bare tror, at han ser.

I det mindste tænker jeg umiddelbart, at det er sådan. Men jeg skal have gået kapitlerne nærmere igennem med det særlige fokus. Måske er der noget her, som kan bruges. Måske dropper jeg det. Det ved jeg ikke lige nu.

Måske skulle jeg bare holde mig til det doyleske udsagn om den ubevidste litteratur. Uden at have genlæst med det særlige fokus, men bare sådan når jeg umiddelbart tænker på forskellige passager, som involverer lyde, synes jeg, det virker som om, at skriveporcessenselv har styret tingene, så høre giver et fint modspil til se. Så måske skulle jeg i stedet lige modsat bestræbe mig på at tænke mindst muligt over, hvordan jeg bruger lyde, og så bare følge min fornemmelse.

Jeg sidder især og tænker på natlydene i kapitel 8. Mit fokus var at skabe en uhyggestemning. Havde jeg hele tiden siddet og overvejet, hvordan den klagende jamren fra en vild kat i haven og vindens susen i toilettets udluftningskanal forholdt sig til diverse visuelle input, tror jeg ikke, at det kapitel var blevet halvt så godt. Hvis jeg overhovedet nogensinde havde fået det skrevet.

Måske består kontrasten ikke i andet, end at Pauls hørelse er rimelig nøgtern og objektiv, hvad hans syn absolut ikke er. Men omkring synet ligger der endvidere en drilagtighed omkring hvad, der er synsforstyrrelse og hvad, der er klarsyn. Hans overdrivelse af Huberts omfang er en fortolkning, som rent faktisk peger frem mod løsningen og konklusionerne i epilogen. Det store lem er ondskabens ultimative attribut. Følgelig må Hubert nødvendigvis være enorm.

Den egentlig synsforstyrrelse er kampen for at have den største. Det er netop en forblindelse, et fuldstændigt fejlsyn. Men den besætter mennesket som en rasen og feber, der gør det besat af at være så misdannet, vandskabt, perverteret og sjæleligt forkrøblet som muligt. Den fysiske misdannelse er netop proportionel med en psykisk/åndelig. Jo mere sjælen er på afveje, desto større betydning tillægges det store lem.

Denne vending som er helt central for epilogens udlægning af sagen, har ikke tidligere været i spil. I hvert fald ikke som andet end ganske, ganske vage antydninger. Her træder dette afgørende led i beviskæden frem, og må således i høj grad siges at skrælle et nyt lag af løget.

Netop derfor bliver det et drilagtigt spørgsmål, hvad der er synsforstyrrelse, og hvad er er klarsyn. Pauls iagttagelser er ikke empirisk-objektive observationer. Det er fortolkninger. Men derfor behøver de ikke nødvendigvis være fejlagtige. De kan rent faktisk netop pege hen på sandheden. Dette kræver imidlertid, at de forstås og opfattes rigtigt. Det formår Paul endnu ikke på dette tidspunkt.

Det er måske misvisende at tale om fortolkning, da fortolkning almindeligvis forbindes med en forståelse. Måske er det derfor rigtigere at sige, at Paul har en vision eller får et syn, som han netop ikke formår at fortolke. Ikke før mange, mange år senere.

At der lægges spor og ledetråde ud til læseren er givet. Om læseren så fatter det, er et ganske andet spørgsmål. Men i forhold til spørgsmål om nødvendighed gælder i hvert fald, at sagen ikke kan opklares uden dette kapitel. Det er et vitalt led i beviskæden!

Dermed er om ikke andet dets nødvendighed fastslået. Så skal jeg bare have det skrevet. Hvis lyde skal spille en rolle deri, bliver det pr. gefühl, hvor jeg bevidst vil bestræbe mig på at tænke mindst muligt over det og udelukkende køre på fornemmelsen.

Kapitlet har naturligvis også en nødvendighed i forhold til det foregående. Hvad det rent umiddelbart forklarer og afslører er Pauls ambivalente forhold til sin egen manddomsudvikling, at det netop er en ambivalens, og ikke som det umiddelbart synes i kapitel 16 et ordinært mindreværdskompleks. Når han konstant sætter andre ind på den veludrustede plads og ikke en eneste gang bare prøver at forstille sig, at han kunne indtage den, så skyldes det noget andet end bare lavt selvværd og tvivl på egen mandighed. I en sådan opstilling ville der være et ønske om at indtage en fremtrædende plads. Men rent faktisk gør Paul sig store anstrengelser for at få alle mulige andre indsat på en fremtrædende plads. Han kan trods alt drømme om Anne Marie og forestille sig nogle romantiske øjeblikke. Også selvom de forekommer ham utopiske. Hvorfor? Ganske enkelt fordi han ønsker det. Men det nærmeste han kommer noget sådan, når det gælder udrustningen er at ønske sig de fordele, han mener et stort lem ville give ham. Men han forestiler sig ikke for alvor muligheden. Han kan nok sige "bare det var mig", men han giver sig ikke hen i "tænk hvis det var mig"-forestillinger. Tvært imod skynder han sig, hvergang han bare begynder at nærme sig dette, at skubbe en rival ind imellem sig selv og målet. Det gælder konsekvent gennem hele kapitel 16.

Hvoraf kommer denne ambivalens? Svaret gives i kapitel 17.Flertallet af læsere vil formodentlig kun få øje på denne løsning og forklaring, og vil udlægge den som noget i retning af, at Paul p.g.a. Hubert føler en eller anden grad af angst og ubehag ved store lem. Det er jo sådan set heller ikke forkert. Der er bare flere lag og dimensioner i sagen end som så.

Det kaster også lys tilbage på en del ting i hybelkapitlerne, ikke mindst den med "sig jeg skal være taknemmelig for at blive straffet". Hvorfor benytter Paul denne form for selvafstraffelse nogle år senere, da han er kommet så nogenlunde udover puberteten, og efter at have oplevet noget efterfølgende vokseværk i kølvandet på det første lille ryk, således at han et eller andet sted godt ved, at han objektivt set ikke har grund til at være utilfreds?

Spørgsmålet om størrelse er på dette senere tidspunkt trådt frem i hele sin dobbelthed. På et plan ved han som sagt udmærket godt, at han er mindst gennemsnitlig og vist også en pæn bid derudover, samtidig med at en anden del af ham nægter at tro det, og simpelthen betragter dette som en umulighed. Et over og et under gennemsnittet står ved siden af hinanden. Dermed hører dobbeltheden dog ikke op. For der er til bege positioner knyttet et lidenskabeligt ønske om at være det. Således ytrer utilfredsheden sig også dobbelt. Han føler sig på en og samme tid for stor og for lille.

Ydermere har selvafstraffelsen også en dobbelthed. På sin vis er det afvikling af en skyld, men samtidig er det også en påberåbelse af uskyld. "Nu har jeg igen siddet på ryglænet med min store pik. Nej, nej, nej. Jeg har en skyldfri lille pik, og nu kommer de store, onde pikke og udsætter mig for en urimelig forulempelse."

Endnu et lag i hændelsens mange betydningsflader er vel netop dét, at kravle om bag - eller vel snarere ned under - én, der kan slås. Det ligger allerede i Birgers første melding, hvor han straks efter at have talt om egen størrelse, fortæller om en anden, der er større. På sin vis er meldingen: denne her kan slås.

Bliver Paul slået af en, der kan slås, har han sikret sig en mere beskeden og moderat plads end den, han synes at indtage rent statistisk set (i forhold til almindeligt kendte oplysninger om gennemsnit). Netop derfor må tankerne om Hubert vige for tanker om Birger. For selvfølgelig kan han ikke slå en, der ikke kan slås. Det giver sig selv.

Dertil kommer naturligvis også, at Hubert ikke kun er et særtilfælde i forhold til størrelse, men også som hændelsesforløb. Det er en særlig historie, som kører sit eget løb ved siden af. Den er ikke en knudepunt, hvor alle veje krydser hinanden. Det er det, hændelsen er, og heri er også Huberthistorien optaget og integreret, mens der kun i stærkt begrænset omfang er optaget og integreret andet stof i Huberthistorien.

Derimod er den det primære skræmmebillede. Derved er der også knyttet en stor mængde energi dertil. Men hændelsen er som det store knudepunkt dét, der kan samle alle tråde og dermed også opsuge energien fra alle mulige andre ting. Eftersom hændelsen netop er punktet, hvor alt krydser hinanden, kan den også puste sig op med betydningen og vægten fra alt andet.

Som noget, der kører på sidelinien, er Huberthistorien måske nok det, der er svagest forbundet med alle de andre veje, som kører på kryds og tværs af hinanden. For så vidt er forbindelsen primært af associationsmæssig karakter. Hubert historien berører dog på visse - omend marginale punkter - også hændelsen.

Dette sker så netop på en sådan måde, at hændelsen kan optage Huberthistorien i sig, mens Huberthistorien ikke kan optage hændelsen i sig. Huberthistorien er og bliver et marginalt sidelinie-fænomen. Derfor må den enten betragtes i egen ret eller optages i noget andet. Der kan derimod ikke lægges andet stof ind i den. At lægge andet stof ind er netop kun muligt at gøre i et centralpunkt. Ikke i et marginalpunkt. Derimod kan et centralpunkt optage et hvilket som helt marginalpunkt.

Men disse psykologiske mekanismer genspejles i forhold til spørgsmålet om størrelser. At ikke kunne slå en, der ikke kan slås, er bare simpel logik, og dermed dårligt nok en placering. En placering bliver det først i egentlig forstand, hvis man ikke kan slå en, der rent faktisk kan slås, og som det endog er blevet dokumenteret, er blevet slået. "Arnes er sådan her" betyder: denne her kan det lade sig gøre at slå. Som det hedder i teenagekapitlet "Nogen kan". Derfor giver det også mere mening at forholde sig til den. Hvordan skulle man forholde sig til et "ingen kan"? Overfor et "ingen kan" står alle jo principielt lige, og der kan derfor ikke blive tale om en placering.

Atter er tingene paradoksale. For endemålet som sættes op i epilogen, er jo netop at blive placeringerne kvit. Men vejen ud af placeringerne går igennem disse. Eller man kan sige, at det handler om at blive placeringerne kvit på en anden måde. Selvom placeringer ikke kan komme på tale i forhold til et "ingen kan", så eliminerer dette ikke rivaliseringen. Ikke sådan som det er opstillet i forhold til Huberthistorien. For heri er der tydeligvis et stærkt udtalt element af rivalisering, hvor paradoksalt det end kan forekomme.

Problematikken er netop ikke enkel og ligefrem. Paradokser er læsset lag på lag oven i hinanden.

Derfor må man ikke lade sig forvirre af de tilsyneladende selvmodsigende træk i hele opstillingen. Paul roder jo netop rundt i en forvirring, hvor han ikke kan nå til en afklaring omkring, hvordan tingene egentlig er. Det når han først til allersidst. Her - og først her - opnår tingene enkelhed. Alt det forvirrede, selvmodsigende og paradoksale kommer sig af en helt forkert tænkemåde, der ikke kan andet end føre ind i stadig mere forvirring og rod.

For at opnå orden og gennemsigtighed er der brug for en helt anden betragtningsmåde. Ikke at lægge noget mere ind i den hidtidige. Det vil blot forøge det uigennemskuelige kaos. Der må opstilles noget andet ved siden af, der står som et suverænt svar ubesmittet af hele den rodede affære.

Det suveræne svar er ikke noget, der begiver sig ind i rodebutikken. Det ophæver og opløser den i én eneste bevægelse!

Når man så alligevel i en vis forstand kan tale om, at vejen ud af placeringerne går igennem placeringerne, så må dette forstås ret. Det "gennem", der her er tale om, har intet at gøre med at begive sig ind i eller lægge ind i. Det er et ganske enkelt spørgsmål om, at Paul nødvendigvis må blive bevidst om placeringerne, før han kan opløse dem. Han kan jo ikke opløse et ingenting. Først når han står med noget og betragter dette, kan han ophæve det. "Gennem" betyder her således ikke "drage igennem", men svarer snarere til det freudske "man må fange tyven, før man kan hænge ham".

Tidligere noteret

 

17. Hubert b: De to små afdelinger sammenlægges, og helvedet begynder. I det foregående kapitel er Huberts vokseværk varslet. Nu hører man nærmere om det, samt alt det, som følger heraf.

 

Kapitlet skal rumme alle de rigtig grove ting, og bliver måske et af romanens mest barske. I hvert fald det med de mest brutale episoder.

 

Lag af løget: Vi står her overfor noget helt centralt i forhold til det kompleks, Paul i stigende grad udvikler. Et kapitel som dette kan let forfalde til at blive et rent bravournummer, hvor der diskes op med saftig sensation. Det er absolut ikke meningen. Derimod skal man have en helt afgørende brik til forståelsen af Paul og hans kompleks. Herunder også hvorfor det er Hubert frem for hændelsen, der i hans tidlige teenage-år står som det centrale. Uden dette mangler man noget helt afgørende i forståelsen og sagens afklaring. Jeg mener i høj grad at dette er et lag af løget.

 

***

 

Efter sammenlægningen var afdelingen ikke blot blevet større, men også mere kaotisk. Det var ikke bare larmen og uroen. Paul syntes, det hele virkede lidt uoverskueligt.

Helt nede i den anden ende lå det, der havde været den anden afdelings opholdsstue. Nogle gange om aftenen sad de dernede. Men det føltes som et fremmed sted.

Det var lidt på samme måde med de værelser, der lå i den nederste halvdel af gangen. Der var Paul jo ikke vant til at rende ind og ud. I begyndelsen var han ikke en gang sikker på, hvem der boede hvor, og var ind imellem lige ved at gå forkert.

Det fandt han nu hurtigt ud af. Men der var så megt andet. F. eks. havde de nu et ekstra badeværelse. Det føltes fremmed på samme måde som den nederste stue. Hørte ligesom ikke rigtig med.

At bruge disse faciliteter var lidt som at gøre noget forbudt, snige sig ind, hvor man ikke hørte til.Nu havde Paul ikke spor imod forbudte ting, tvært imod. Almindeligvis syntes han også, det var spændende at snige sig ind fremmede steder. Men det fremmede måtte stå overfor et det kendte. Når det hele blev rodet sammen i en pærevælling, så man ikke kunne finde ud af, hvad der var hvad, var det bare frygtelig forvirrende, og ærlig talt lidt skræmmende.

Dertil var der så de elever, Paul nu var kommet til at bo på afdeling med. Det var fint nok med Valde. Det var knap så godt med Hubert.

Hubert havde nu ikke været så slem de første dage. Faktisk var Paul og Hubert kommet så nær på en kammeratlig fod som nogensinde, var endog begyndt at betro hinanden hemmeligheder. Gammel nag var glemt, og de begyndte på en frisk.

Som en del af betro-hinanden-hemmeligheder-pagten foreslog Hubert en dag, at de skulle sove sammen den aften, for han havde noget helt særligt, Paul skulle se.

Man kunne godt få lov at sove sammen, hvis bare man aftalte det med nattevagten. Så flyttede den ene elev sin madras ind på gulvet på den andens værelse, og så kunne man ligge og snakke. Nogle gange fik man også lov at have lyset tændt lidt længere end ellers. Når lyset skulle slukkes, og man fik at vide, at nu skulle man sove, lå man som regel og hviskede videre i mørket. Det kunne godt blive rigtig sent, så man var noget mat næste dag.

Hubert foreslog Pauls værelse. Det var fint nok med Paul. Så slap han for bøvlet med at flytte madras. Alt blev ordnet og var klar, så de kunne gå lige i seng efter aftenkaffen.

De var kommet, havde klædt sig af og stod nu begge i underbukser. Hubert faldt ned på knæ på sin madras lige ved døren, så ingen kunne komme ned. Han hev ned i sine underbukser og frem tittede en ordentlig javertus. Det lignede slet ikke Huberts himstergims.

Efter et øjebliks måben tog Paul imidlertid resolut udfordringen op. Faldt ned på næ foran Hubert og de målte. Det var kun lige akkurat, at Paul kunne slå den. Den var uhyre tæt på hans egen længde. Samtidig var den blevet enormt tyk. Den var næsten dobbelt så tyk som hans egen. Der var også kommet rigtig mange hår på, og den var blevet sært mørk i farven. Det lignede slet ikke en almindelig en. Selvom den stadig var en anelse mindre end Pauls, lignede det en af de forvandlede.

Den så ud som sådan en voksen-en. Bare mindre. Selvom den kun var knap så lang som Pauls, virkede den alligevel ret voldsom med den der kolossale tykkelse og så den sære mørke farve. Faktisk var den en lille smule uhyggelig. Sådan en tyk, mørk sag der bare væltede i lange baner ud af Huberts underbukser.

-------

Det er vigtigt her at fremhæve Pauls opfattelse, som er set fra et drengeperspektiv, at det altså er drengeformen, der er det almindelige, mens "dem med hår på" er nogen, som har været igennem en forvandling og dermed har fjernet sig fra det naturlige og givne, er blevet noget andet end de var. Paul ser jo netop altid det oprindelige og det givne som det egentlige. Ændres der på dette, er der tale om en forvanskning (en måske lidt voldsom overdrivelse af min egen indstilling. Men selv i denne groteske overforstørrelse egentlig ikke særlig langt fra). Men op imod Pauls opfattelse kommer så Huberts alternative forklaring, at det er en slags "styrketræning", ligesom man kan gøre forskellige ting for at få store armmuskler. En del af forklaringen - måske hovedbestanddelen deri? - på at Paul oplever en efterfølgende periode, hvor han undgår onani, er helt klart at han et eller andet sted ser det som "Huberts øvelser ", og derved knytter det til noget farligt og ubehageligt, akkurat som det åbenbart forskubber tingenes naturlige tilstand. Nok ville Paul ønske at bevare sit førerskab. Men han foretrækker at holde fast i en "almindelig" model fremfor en "forvandlet".

Det bliver naturligvis at forklare tingene lidt bagvendt. En mængde ting i teenage-kapitlet vækker forundring og spørgsmål, hvorefter de så afdækkes i det efterfølgende kapitel. Men da det jo netop skal være en lag-på-lag-afsløring er det fint nok, at man først får virkningen og så årsagen bagefter.

Set med voksenøjne har Huberts næppe været særlig stor, og hans manddomsudvikling er formodentlig forløbet helt normalt. Men set med drengeøjne er det noget særdeles vildt og voldsomt, der har fundet sted. Chokket over den voldsomme forandring sidder endnu i Paul mange år efter. Dertil har han til stadighed haft brug for at distancere sig fra Huberts udvikling. Hvis hans blev helt enorm, så var det også noget andet, der skete med ham, end det, der senere skete med Paul. Især i pubertetsårene, hvor hans egne kropsforandringer står på, er det umådelig vigtigt for ham at gøre forskellen på Huberts og sin egen respektive manddomsudvikling så absolut som mulig. Jo større Huberts blev, desto mere modbydelig blev han også, "og nu er jeg ved at få hår dernede, ergo: om et halvt år bliver jeg til en stjernepsykopat." Men hvis nu det var noget helt andet, der skete med ham, så var dette altså ikke tilfældet.

I forhold til dette aspekt gælder endvidere den omvendte kausalitet, at man får virkningen først og årsagen bagefter. Men som sagt: det er en gradvis afsløringshistorie, og derfor må det netop være sådan.

***

Efter at de to små afdelinger bliver slået sammen med en hel del mere uro til følge, bliver Paul bekendt med Huberts begyndende manddomsudvikling. I takt med vokseværket træder også de sadistiske træk i Huberts karakter tydeligere frem. Paul er hans yndlingsoffer, men han forgriber sig også på Valde. Nogle særligt grove episoder vil udgøre kapitlets dramatiske peaks (tandlægen, det hule træ, pick-uppen).

***

En oplagt slutning på det kapitel kunne være:

 

Hubert havde altid været led. Men det var blevet værre og værre. Efterhånden var alt, hvad han gjorde modbydeligheder. Det var kommet i takt med det andet. Jo større hans pik blev, desto ondere opførte han sig.

Da Paul et par år senere begyndte at få kønsbehåring var hans første tanke: "Nu bliver jeg snart psykopat!"

 

 

 

 

 

Pauls tro på sin egen størrelse føltes som en tynd is, og han mærkede noget andet tone frem under den gennemsigtige overflade. I et splitsekund syntes en scene fra "Bennys Badekar" at udspille sig nede i dybet. Paul huskede den her krabbe, der havde en klo, som var havenes skræk, og som han måtte dække med en vante, for at folk ikke skulle blive bange. Men da vanten så kom af, var kloen ikke længere, hvad den havde været engang. Den var helt lille, død og indtørret - ikke længere havenes skræk. Han blev til grin. Alle hånede ham.

Lige nu føltes der også dødt og indtørret mellem Pauls ben.

Var den ved at forkrøble ligesom krabbens klo? - Blev den mindre og mindre, mens Birgers blev større og større.

Nej, det kunne ikke passe. Ikke endnu i hvert fald. Så hurtigt kunne den ikke visne. Den var bare ikke rigtig i hopla. Det betød ingenting.

Den må da være dernede et sted. Men den er vist blevet helt lille. Valborg behøver bare at sige: "Hun lå i en seng og kneppede", så stritter Birgers helt vildt. Der sker ikke noget med min.

Jeg kan ikke en gang få en ordentlig stivert på. Men hvis den blev stiv. Så er min da større end Birgers. Er den ikke? Den der kan jeg da slå bare med min halvstivert, ja - min storslasker. Kan jeg? - Selvfølgelig kan jeg det. Min er meget større. Det ved jeg jo. Men hvad nu hvis den er blevet mindre?

En let dirren føjede sig til uroen i systemet. En sprække i en mur åbnede sig og små onde kryb myldrede ud.

Nej. Min har altid været den største, og det er det stadig. Jeg vinder jo altid. Hvergang!

Hæse, skrigende lyde inde i Paul, som blev en ældgammel dør åbnet og en mængdespindelvæv inde i en forfalden ruin kom til syne.

Bag visheden om urørlig storhed hørtes en hvisken fra helvede: den er større end din, den er større end din, den er større end din ...

Er den? spurgte Paul den hånende djævel. Ja, svarede djævelen leende, meget større. Du bliver til grin ligesom krabben.

Jeg kunne godt tænke mig at se den, når den er rigtig stor og stiv. Gad vide, hvordan det ser ud? Se bulen! - den når helt derop til. Tænk hvis han tog den frem. Hev den ud af bukserne. Jeg ville gerne se den.

Nej. Ikke alligevel. Det er lige meget. Rend og hop. Det er en værre dum møgpik, og den er ikke særlig stor. Birger er bare en lille, dum lorteunge med en latterlig lille tissemand.

Støjen fra ruinenerne og helvede og alle de andre steder blev højere. Som tusinder af maltrakterede violiner, der spiller klagende kattejammer på en slagsmark med bomber bragende omkring sig. Ulidelig larm, forpint fræsen - sønderknusende sug i mellemgulvet.

Djævelen skar igennem støjen og overdøvede alt med sine skingre råb:

DEN ER STØRRE END DIN! DEN ER STØRRE END DIN! DEN ER STØRRE END DIN!

NEJ, NEJ, NEJ! - GU' DEN EJ, skreg Paul tilbage. Naturligvis kun inde i sig selv. (Udadtil var han tavs, sammenbidt og surmulende)

Se nu rigtig på den bule, formanede Paul sig selv. Den er altså ikke særlig stor. Det ligner sådan som mange af de andre også ser ud, hvis de har stivert i bukserne.

Djævelen grinede en rå latter nede fra sin afgrunds dybder. Hvem prøver du at narre? Det nytter ikke noget. Indrøm det nu bare. Den ER større end din. Fes den ind? - DEN ER STØRRE END DIN! DEN ER STØRRE END DIN!

Suget i maven var ulideligt. Paul kunne ikke holde det ud. Han hadede Birger, og hadede især hans selvglade hoveren. Han ville ikke tro det. Nægtede simpelthen.

Eller gjorde han? - Nej. Paul var sur, sur, sur. Utilnærmelig. Han havde jo slet ikke villet med på den her tur. Ville hellere være blevet hjemme.

Rend og skid allesammen. Især Birger og hans åndssvage pik.

  - Ja, ja, ja, vrissede Paul af Birger, hvis den så bare havde været så stor.

 

 

 

Notater, udkast og synopser til de sidste kapitler

 

 

18. Laila 3: Jungletrommerne forkynder henover Pilehushjemmet, at flere af drengene har stået og bollet Laila nede på byggelegepladsen. Da den veludrustede Filip går lidt for hårdt til den, må Laila til lægen. Sagen neddysses og bortforklares (ligesom sammenlægningen af de to små afdelinger!). Laila instiller ikke aktiviteterne trods det afstedfundne. Da det bliver Pauls tur, kan han ikke opnå fuld rejsning og derfor ikke gennemføre.

Skitseret afrunding på kapitlet:

 

Laila kiggede smilende ned på sit underliv. Paul forsøgte at trænge ind i hende. Men han var ikke hård nok. Det var lidt koldt, han var temmelig nervøs, og så var der jo det med Fillip. Han havde været der. Mon hun sammenlignede?

  - Er den lige så stor som Fillips?

  - ja, svarede laila på en sært åndsfraværende måde. Paul var ikke sikker på, at hun overhovedet havde hørt, hvad han sagde.

Han prøvede på ny at presse den op. Det gik ikke. Den var ikke hård nok. Jo mere Paul prøvede, desto blødere blev den.

Der lød støj ovre fra Jesper og Bianca. Hun ville vist ikke alligevel. Paul vidste, hvor lille Jespers diller var. Det var en af de allermindste. Det var nok lettere at få sådan en op i en pige. Men kunne Paul ikke komme op, så kunne han da prale. Han gik lidt væk fra Laila. Stod og pillede ved den.

  - Jeg skal lige have den helt stiv!

Paul pillede videre. Han kunne se, at Bianca kiggede på den. Forskellen måtte være tydelig i forhold til Jespers. Bianca kiggede virkelig yderst intenst på den, og så samtidig tankefuld ud.

  - Jeg har set Huberts, sagde hun så pludselig.

Satan og Helvede, tænkte Paul. Som om det ikke var nok med Fillip.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

- Det kunne være fedt at bolle nogle piger.

 

 

 

 

 

19. Gensyn med Anne Marie: Paul møder Anne Marie igen adskillige år senere. Der er intet tilbage af hans forelskelse fra teenageårene. Endvidere har han oplevet en anden alvorlig forelskelse i mellemtiden. Det går dog hverken værre eller bedre, end at de tilbringer en enkelt nat sammen. En rædselsfuld nat! Hvad der var tilbage fra dengang var et smukt minde. Dette bliver nu også sat overstyr. Anne Marie opfører sig temmelig voldsomt i sengen, og det falder ikke i Pauls smag. Episoden efterlader ham dybt desillusioneret.

 

Efterfølgende intermezzo: ??????

 

20. Pauls kæreste: Paul har mødt en rigtig sød og dejlig pige. Imidlertid kan han ikke nyde det, slappe af og være i det. Han er hele tiden bange for, at han ikke er god nok til hende, og hans peniskompleks "blomstrer" som aldrig før.

 

Efterfølgende intermezzo: Dette sidste intermezzo tager tråden op fra det antydede i et tidligere, hvor Paul fornemmer noget endnu værre nedenunder det tilsyneladende dilemma - mørket, der er mørkere end mørke. Dét forståelsesglimt, som kun varer et øjeblik, hvorefter det andet atter er i fokus. En detaljeret beskrivelse af dette øjeblik, hvor der rives ned fra alle gysereffekternes hylder.

 

21. Paul på besøg: Paul er til aftenkaffe hos det venlige par Simone og Louis. De er et par særdeles velbegavede og tillige dybt religiøse mennesker. I et intuitivt glimt fornemmer Paul, at disse to er sammenknyttet af andre og dybere værdier end den almindelige prestige, folks jagten efter et kønt ansigt og elementære fysiske drifter. Her er et andet grundlag. Paul famler vagt efter en forståelse, som han ikke helt kan gribe.

 

Efter 21 følger tidslinien og endelig epilogen.

OBS! - Intet intermezzo efter dette kapitel. I stedet kommer tidslinien.

Uddrag af en mail til Hannah

Det er jo ikke, at jeg ikke kan huske alle mulige ting. Det er jo slet ikke dér, den ligger. De svar, jeg søger efter befinder sig et helt andet sted. Jeg kan opremse den ene episode efter den anden, det bringer mig i virkeligheden ikke videre.

Men måske (?) er det et lille skridt videre, at jeg indser dette så klart. Det står tydeligerefor mig end hidtil, at det jeg egentlig leder efter, er noget helt andet. At fastslå hvad der skete, hr jeg jo forlængst gjort. Også længe før jeg fik den mappe udleveret. Den har kunne bidrage med forskellige detaljer og har mindet mig om en række ting. Men ikke noget der ændrer særlig meget på det overordnede. Som jeg flere gange har været omkring, var den største overraskelse måske, at en række af de holdninger, jeg på et langt tidligere tidspunkt har fremhævet som bærende for pædagogikken, ikke bare er noget, jeg har tillagt dem, men at det rent faktisk i vid udstrækning var det syn, de havde på tingene. Det og så den noget gådefulde afrunding på behandlingsforløbet, som (måske?) reelt var at give op, men muligvis var noget andet.

Dertil har der været spørgsmålet om graden af min indadvendthed og manglende sociale integration, hvor min egen oplevelse er en anden end papirernes vurdering. Men det er et spørgsmål om nuancer .

Det, jeg søger - de svar, jeg leder efter - er noget helt andet, der befinder sig på et helt andet plan og i en helt anden kategori. At formulere dette er måske det største skridt fremad, jeg har taget i lang, lang tid. Gåden og mysteriet er ikke, om der skete det ene eller andet. Det er temmelig præcist blevet fastslået, hvad der skete. Det er jo netop her, at der er eksemplarisk overensstemmelse mellem papirerne og mine egne erindringer.

Det er noget helt andet, jeg er på jagt efter. Det er så hermed fastslået. Næste spørgsmål bliver således, hvad det så er, jeg prøver at finde? Det viser også, hvad næste skridt må være, nemlig at nå frem til en nærmere bestemmelse og definition af, hvad spørgsmålet overhovedet er. Jeg har fundet ud af, at det r noget andet. Men hvad?

Her synes det oplagt at skæve over til det stykke fiktion, der er løst baseret på alt dette. Det er jo netop lagt til rette som løsningen af et mysterium. Den oprindelige arbejdstitel - før jeg bestemte mig for "Hændelsen" - var "Gåden". Når jeg er så vaklende og tvivlende overfor det projekt, er det så fordi, at jeg i virkeligheden endnu ikke har fundet gådens løsning?

Den tvivl, jeg til stadighed er kommet tilbage til, er jo netop forholdet mellem kapitlerne og epilogen, der skulle forestille at være gådens løsning. I virkeligheden har jeg atter og atter spurgt: er den nu også det? Er det ikke bare en gang godtkøbs-paroler, som dækker over, at jeg ikke har funder svaret.

Men måske har jeg ikke fundet svaret, fordi jeg ikke har stillet det eller de rigtige spørgsmål. Dermed ligger der faktisk et led før tvivlen om hvorvidt, epilogen kommer med svaret, nemlig om spørgsmålet er blevet stillet. Atter og atter har jeg forsøgt at overbevise mig selv om, at jeg skrællede lag af løget, lagde spor ud, stillede et mysterium op, for så at løse det i epilogen. Jeg er kommet ud i nogle gevaldige redegørelser af psykologisk, filosofisk og litterær art. Men er det meste af det ikke en tom gang udenomssnak? Har jeg overhovedet stillet et klart og tydeligt spørgsmål op, for derefter at give det et lige så klart og tydeligt svar?

Jeg har hele tiden haft krimigenren som forbillede. Hvem myrdede den person, som ligger i en blodpøl på gulvet? - Det gjorde butleren! Enkelt og ligetil: spørgsmål - svar. Men sådan er "Hændelsen" jo i virkeligheden slet ikke. Den er et tåget spind af uigennemskuelige, kun halvt formulerede spørgsmål og en række søgte søforklaringer, der skal forestille at være svar. Der er hverken tydelige spørgsmål eller svar. Der er bare en gang forvirrende tågesnak.

Mine kommentarer og overvejelser undervejs har overhovedet ikke været en kritisk vurdering af, hvorvidt der blev stillet klare spørgsmål op og leveret lige så klare svar. Det har simpelthen været én lang undskylden og forsvaren projektet ved at føje endnu mere tåget tågesnak oven i mine udkast til romanen. Som om de ikke var tågede nok i sig selv. Det holder ganske enkelt ikke en meter.

For at kunne skrive en sådan roman, må jeg først være helt sikker på, såvel hvad spørgsmålet er, som hvad svaret er. I virkeligheden har jeg til stadighed været i tvivl om begge dele. Netop derfor har jeg haft så meget brug for at spørge andre. Halvt ubevidst i håb om, at de kunne få øje på nogle spørgsmål og svar i teksten. Jeg har så gået og været småsur over, at de tilsyneladende kun kunne få øje på gode og dårlige formuleringer. Men det kunne jo skyldes, at der ikke er andet at få øje på. For så vidt er det vel et dækkende svar, når folk taler om gode ideer, om styrken eller svagheden ved en given sætning osv. men ingen melder: et spørgsmål stilles op og skærper nysgerrigheden, hvorefter et tilfredstillende svar leveres.

Det må ganske enkelt skyldes, at jeg ikke selv i tilstrækkelig grad kender og forstår hverken spørgsmålet eller svaret. Jeg har kastet mig ud i et projekt, der står og falder med min afklarethed om, hvad spørgsmålet og svaret er, men som nok snarere har været et forsøg på at finde begge dele. Jeg er så at sige (billedlig talt) begyndt at skrive en krimi uden at have hverken et lig eller en morder .

Efter at “Hændelsen” i flere måneder havde ligget ufuldendt som et opgivet projekt, og jeg i mellemtiden bl.a. havde skrevet “Spilopper” (se denne), besluttede jeg mig for alligevel at skrive den færdig.

Jeg konstruerede mine Gloomy Tunes (se disse) for at skabe den rette atmosfære, nogle stemninger, jeg kunne sidde og skrive op imod.

Jeg er ikke egentligt utilfreds med det færdige resultat. Alligevel tænker jeg ind imellem, at det måske havde været bedre at lade være.

Hvad nytter det, at man har noget vigtigt at meddele, når ingen forstår det?  

Uddrag af videnskabelig artikel ...

 

Angsten for at miste kontrol og blive sindssyg

En kortfattet beskrivelse af angstens psykologi, fysiologi og behandling af overlæge i psykiatri Sebastian Swane

 

Fejltolkninger af kroppens normale reaktioner på fare

De fleste med angstlidelser og OCD (tvangstanker og tvangshandlinger) er bange for at miste kontrol. Denne tanke opstår bl.a. fordi man under angst føler, at man ikke kan styre sine angstsymptomer. Disse symptomer kan være naturlige, automatiske kropslige reaktioner, f.eks. hjertebanken, rysten, nervøs mave, svedende håndflader, mundtørhed, uvirkelighedsfølelse, vejrtrækningsproblemer m.m. – også kaldet autonome symptomer; (Autonom betyder uden for viljens herredømme).

Når man oplever sådanne symptomer er det nærliggende at tro (dvs. fejltolke), at når man ikke kan styre symptomerne, kan man heller ikke styre sig selv – og så bliver man bange for at miste kontrollen. Fejltolkningen kan videre forlede en til at tænke, at man nok er ved at besvime, blive sindssyg eller måske dø.

Dette er imidlertid ikke rigtigt. Faktisk er det lige omvendt, fordi symptomerne i virkeligheden er et tegn på, at kroppen reagerer fuldstændig normalt, sundt og rigtigt.

 

Indbildt og reel fare

Hvis man er i reel fare, sender hjernen besked via nerver ned til binyrerne om, at de skal udskille kamp- og flugthormonet adrenalin i blodet.

Dette påvirker prompte forskellige organer ude i kroppen, som alle har en indbygget, bestemt måde at reagere på, når de påvirkes af adrenalin. Adrenalinets virkning, på de forskellige organer, har altså et klart formål i forhold til overlevelse i en rigtig faresituation. Hvis man ikke ved dét, kan angsten forstærkes fordi kroppens reaktioner virker uforståelige og fejltolkes som farlige. Det er derfor vigtigt at forstå de forskellige naturlige kropslige reaktioner på adrenalin, så man ikke bliver forskrækket over dem, når de opstår under et angstanfald.

 

Kroppens reaktion på adrenalin

Hjertet reagerer med voldsom hjertebanken, når det påvirkes af adrenalin. Formålet er at få puls og blodtryk til at stige, fordi man så er bedre forberedt på at overleve en virkelig fare.

Forklaringen er, at hjertebanken (og dermed øget puls og blodtryk) sætter én langt bedre i stand til at flygte, hvis f.eks. et farligt dyr er efter én. Øget puls og blodtryk sender nemlig ekstra blod ud i de store muskelgrupper, som derved bedre kan føre en væk fra faren. Det kaldes hensigtsmæssig undvigeadfærd.

At hjertet pumper mere blod op til hjernen, og at blodtrykket stiger, bevirker også at vi ikke besvimer, hvilket ville være virkelig uhensigtsmæssigt i en virkelig faresituation, fordi det farlige dyr så hurtigt ville indhente os. Reaktionen på adrenalin har således været med til at sikre arternes overlevelse og er et vigtigt led i evolutionen. Der er én undtagelse, hvor man besvimer ved angst, og det er ved fobien for blod og nålestik. Dette er dog ikke farligt.

Angstpatienter oplever ofte ekstraslag af hjertet (ekstrasystoler) efterfulgt af en lille pause, hvilket ofte fejltolkes som et truende hjertestop. Ekstra slag er imidlertid helt normalt og skal forekomme.

Hurtige hjerteslag fejltolkes også ofte som tegn på en blodprop eller et voldsomt hjerteanfald, fordi man tror, at hjertet ikke kan tåle at slå så hurtigt. Hvis dette var tilfældet, ville man ikke kunne tåle at motionere, hvor man jo ofte presser pulsen i vejret. Hjertet kan altså sagtens tåle at slå hurtigt, og det har kun godt af at blive aktiveret. Det holder heller ikke pludselig op med at slå, fordi det ind imellem springer et slag over, og man kender ikke til øget forekomst af blodpropper ved angst.

Muskler fyldes med maksimal mængde blod, så de kan føre patienten væk fra faren eller tage kampen op. Dette oplever angstpatienten ofte som stive og spændte muskler.

Lungernes funktion er at ilte blodet. Under angstanfald trækker man vejret hurtigere, fordi hjertet har brug for at sende mere ilt ud i kroppen. Samtidig giver vejrtrækningscentret i den forlængede rygmarv signal om at bremse vejrtrækningen, fordi vi trækker vejret for hurtigt – derved sker der en forskydning af kuldioxid i blodet. Disse modstridende signaler opleves af angstpatienten som trykken for brystet, og man bliver bange for ikke at kunne få vejret. Der er igen tale om kroppens automatiske, naturlige reaktion – og ingen er blevet kvalt under et angstanfald.

Øjnene reagerer også hensigtsmæssigt på angsthormonet adrenalin. Pupillerne udvides, så man får maksimal synsstyrke hvis man skal flygte eller kæmpe, men man får samtidig sværere ved at fokusere på ting, der er tæt på, og det kan virke skræmmende.

Næsefløjene udvides for at man bedre kan få luft.

Slimhinderne udtørrer, fordi det er vigtigt at holde på vandet i kroppen.

Mund og svælg tørrer også ud – af samme grund. Derfor oplever mange ved angst ubehagelig mundtørhed og synkebesvær, eller måske ligefrem en klump i halsen. Dette hjælper kroppen til at forstå, at det ikke er tid til at spise eller drikke, men derimod at komme væk fra faren.

Mave og tarm påvirkes både hæmmende og fremmende på forskellige steder. Det opleves ofte som mavesmerter og maveuro, måske med kvalme og tendens til opkastning. Lukkemusklen afslappes, fordi det er praktisk at skille sig af med overflødig vægt, hvis man skal flygte. Derfor oplever mange, at de får afførings- og vandladningstrang under angstanfald, og de kender ofte alle toiletter og nødforanstaltninger i nærheden.

Nyrernes urinproduktion nedsættes, fordi det er vigtigt at holde på vandet i kroppen.

Leveren frigør store mængder sukker til blodet, så musklerne kan optage det til energiproduktion, når de skal forsynes ved flugt eller kamp. Sukkeret bevirker en forskydning i det osmotiske tryk, som igen ændrer væskebalancen i det, man kalder blod- hjerne-barrieren. Dette giver den velkendte følelse hos angstpatienter af uvirkelighedsfornemmelse eller svimmelhed, men er også helt ufarligt.

Huden påvirkes også af adrenalin. De yderste blodkar trækker sig sammen - både for at koncentrere blodet i de store muskelgrupper og for at forhindre større blodtab, hvis man skulle blive såret i kamp. Svedproduktionen øges for at afkøle kroppen før en evt. farlig kamp. Det opleves ofte af angstpatienten som kølig og klam hud og kan også give fornemmelsen af skiftevis varme og kulde, hedestigning og kuldegys.

Kønsorganerne hos mænd beskyttes ved at testiklerne trækkes op, så forplantningen bliver sikret. Nogle mænd kan opleve seksuel rejsning ved angst som en reaktion i det, man kalder det sympatiske og parasympatiske nervesystem.

!

 

" ... Kønsorganerne hos mænd beskyttes ved at testiklerne trækkes op, så forplantningen bliver sikret. Nogle mænd kan opleve seksuel rejsning ved angst som en reaktion i det, man kalder det sympatiske og parasympatiske nervesystem ... "

 

!

Fejltolkning af kropslige reaktioner

Forskellen på den person, som er i virkelig fare og den, som oplever angst (men ikke er i fare) er, at der er sket en følelsesmæssig fejlindlæring, så man tror, at man er i fare uden at det reelt er tilfældet.

Angstfølelserne bevirker så, at adrenalinproduktionen går i gang (som den jo skal) og påvirker de forskellige organer.

Når den angste ikke befinder sig i en reel fare, opleves alle symptomerne fra adrenalinproduktionen (hjertebanken, sveden, rysten, åndedrætsbesvær, uvirkelighedsfølelse etc.) som uforståelige og skræmmende. Det bliver nemt at tro og fejltolke, at der må være noget galt med kroppen, eller at den selv har overtaget styringen. Dette er en af grundende til at den angste oplever, at han eller hun har mistet kontrollen med sig selv og sin krop.

Men sandheden er, at det føles sådan, men er ikke sådan.

Det er rigtigt nok, at man ikke har direkte kontrol over f.eks. hjertebanken eller svedende håndflader, men det har man jo heller ikke, når man ikke er angst – her lægger man blot ikke mærke til det og tillægger det derfor ingen betydning. Når man er angst, har man nøjagtig lige så meget eller lige så lidt kontrol over sig selv, som når man ikke er angst – men man er meget mere koncentreret om sine symptomer, fordi man f.eks. tror, at der er noget galt med ens krop, og at man er ved at miste kontrollen – og så bliver man blot endnu mere bange: Symptomerne bliver endnu kraftigere, fordi der nu produceres endnu mere adrenalin, hvilket igen forstærker de mange kropslige symptomer, som så skaber en ond cirkel.

Kroppens symptomer bliver således for den angste meget nemt et urigtigt bevis for, at man ikke har kontrol – at man altså nok er ved at blive sindssyg. Det kalder man en fejltolkning.

 

Tanker og følelser

Den fejlindlærte tolkning af symptomer og oplevelser medfører ofte også en angst for angsten (også kaldet metaangst).

Tanker og følelser hænger sammen og påvirker hele tiden gensidigt hinanden. En følelse reagerer øjeblikkeligt på det, vi tænker. Hvis vi derfor tolker noget forkert (f.eks. tænker, at nu mister jeg kontrollen eller bliver sindssyg), så kan følelsen ikke ”vide” at det er forkert, men tror, at den nu skal reagere med angst og sørge for, at vi kommer i sikkerhed og undviger fare. Hvis vi ikke er i reel fare og jo ikke kan flygte fra os selv og samtidig tror, at kroppen reagerer ukontrollabelt, bliver vi blot mere og mere angste: Den uhensigstmæssige angstcirkel er trådt i kraft.

 

Negative automatiske tanker

Hvordan kan angst så opstå, hvis man ikke befinder sig i en reel fare?

En fejlindlært angstfølelse kan opstå på et splitsekund. Det kan ske på 1000 måder, men f.eks. kunne det være en situation, hvor man er løbet til bussen, og hjertet slår derfor hurtigt. Samtidig er man måske lidt stresset og kan ikke finde pengene til billetten i bussen. Så kan man komme til at tænke ”Åh, nu lægger de alle sammen mærke til mig og tænker, at det er mig, der forsinker dem”. Denne tanke kalder man en negativ automatisk tanke, fordi den opstår automatisk i sådanne situationer hos denne person, uden at der er noget rationelt belæg for den. Den er imidlertid fejlindlært, måske på baggrund af lavt selvværd, og da følelser altid registrerer og reagerer på det, vi tænker, vil vi mærke ubehag og angst. Adrenalinproduktionen går i gang, alle de autonome (kropslige) symptomer starter, som fx forstærket hjertebanken, sveden, rysten osv. – og man oplever sit første egentlige angstanfald. Da man ikke har forstået sammenhængen mellem tanker og følelser og ikke forstår, hvorfor kroppen reagerer så kraftigt, så kobler man måske fejlagtigt disse symptomer sammen med det at køre i bus og tør så lige pludselig ikke det mere – for tænk, hvis man fik det sådan igen.

Følelserne reagerer altså med undvigeadfærd uden at ”forstå”, at bussen som sådan ikke er farlig, men angstsignalerne har udløst en ”negativ automatisk tanke” (”bussen er farlig”), uden at der reelt er fare på færde. Følelserne er anatomisk placeret et helt andet sted i hjernen end tankevirksomheden (kognitionerne), og følelserne kan ikke skælde mellem urigtige tolkninger og virkeligheden. De er en slags registrerings-apparat og programmerede til at registrere og reagere på det, vi tolker og tror på som en seismograf på et jordskælv. Derfor tror følelserne også på det, vi drømmer, og vi kan vågne badet i sved på trods af, at det vi har drømt ikke behøver at være sandt, ja ikke engang nødvendigvis muligt. Problemet er blot, at hvis vi tolker forkert, fx i form at ”negative automatiske tanker”, vil vi også følelsesmæssigt reagere på fejltolkningerne, hvis vi tror på dem og reagere med uhensigtsmæssig angst. Følelser er gode til at ”huske” en sådan oplevelse, da de tror, de så beskytter os mod fare, og derfor vil de reagere på samme måde fremover i en lignende situation.

Angstens onde cirkel

Det er således vores fejltolkning i form af en ”negativ automatisk tanke”, som har sat hele angstlavinen og den uheldige cirkel i gang. På baggrund af en fejltolkning har vi nu lært os selv at blive bange for vores egne, naturlige kropslige symptomer, selv om de i virkeligheden er sunde og livsvigtige signaler, som sikrer, at vi kan overleve reel fare.

De naturlige kropslige symptomer på angst kan igangsætte nye fejltolkninger (”negative automatiske tanker”), som fx: ”Min krop går helt amok, jeg må være ved at miste kontrollen og blive sindssyg”, på trods af at kroppen blot gør, hvad den skal, nemlig gør den i stand til at kunne flygte fra en virkelig fare. Fejltolkningen fører til yderligere forstærkning af angsten.

I virkeligheden kan man ikke miste kontrol på den måde – det føles blot sådan. Ingen er nogensinde blevet sindssyge af angst. Derimod kan en sindssyg (psykotisk) person selvfølgelig også godt have angst.

Virkeligt kontroltab ses kun ved psykoser, og panikangst er ikke en psykotisk tilstand – det er en fejltolkning af ”negative automatiske tanker” og signaler fra kroppen. Man har heller ikke større risiko for at blive psykotisk, fordi man har lidt af angst og depressioner. Dette er ligeså lidt beslægtede sygdomme som fx forkølelse og et brækket ben. At være sindssyg eller psykotisk indebærer, at man har hallucinationer (typisk at man hører stemmer, som man tror er virkelige, uden at der reelt er nogen), at man har vrangforestillinger (fx at man tror, man kan flyve eller kan gå på vandet), og at man ikke har nogen sygdomsindsigt, men tror, man er normal og rask, hvilket er i skærende kontrast til én med panikangst, som oftest føler sig syg af angst.

 

Konsekvenser af fejltolkninger

Angstpatienter har ofte mange fejltolkninger, som er med til at vedligeholde angsten. Eksempel: En angstpatient går op ad trappen eller løber efter bussen og pulsen stiger. Han tror nu, at fordi hjertet slår hurtigere, er det tegn på at et angstanfald er på vej (fordi han tidligere har oplevet, at hjertet slår hurtigere, når han har angst). I virkeligheden er der blot tale om en naturlig reaktion på fysisk aktivitet, men fordi man har lært sig at tro, at hjertebanken er lig med angst (”negativ automatisk tanke”), så fejlkobler man hjertebanken pga. fysisk aktivitet med hjertebanken ved et angstanfald, og tror det er det samme. Derfor vil han nu være i risiko for fremover at ville undgå al fysisk aktivitet, da han jo tror, det er det samme som angst, og at han har fejlindlært sig at få angst af denne fejltolkning (”negative automatiske tanke”).

Den fejlindlærte angst medfører dermed også, at man begynder at undvige ufarlige situationer, fordi undvigeadfærd og angst stort set altid er koblet sammen. Det skyldes, at vi biologisk set har lært os, at når vi undviger reel fare, dæmpes eller forsvinder angst- symptomerne, og under reel fare er undvigeadfærden hensigtsmæssig. Man fristes til at sige, at det vi primært forsøger at undvige ved rigtig fare er vores egen angst og sekundært den rigtige fare.

Hvis vi ikke havde evnen til at registrere angst, ville vi overse og ignorere mange farer og konstant være i livsfare. Det er derfor, det er svært at gå imod en angstfølelse, selv når vi intellektuelt, rationelt og logisk er blevet klar over, at det er en fejlindlært angstfølelse på baggrund af en ikke reel faresituation. Hvis ikke man var i stand til at registrere angst, ville man omtrent være i samme fare, som en person der har mistet følesansen og i så fald ikke ville kunne registrere smerte.

Omkostningen ved at undvige en fejlfortolket fare på baggrund af f.eks. negative automatiske tanker er, at

   1) det er problem-vedligeholdende

   2) det er ofte problem-forstærkende 

   3) det ufarlige, vi undviger, bliver vi ved med at undvige og får derfor ikke afkræftet, at det i virkeligheden er ufarligt.

 

----

Artiklen i sin helhed kan findes på:

http://www.sebastian-swane.dk/Download/Angsten%20for%20at%20miste%20kontrol%20og%20blive%20sindssyg%20Revideret%20udgave.pdf?fbclid=IwAR3tTH54-R2-VnkdqI1sYRbkfR3JT71Q5f9OkrwxCX96_cQFsM6M9BSmQxk

 

Uddrag af privat journal

4/7

Teksten er et felt mellem afsender og modtager, hvor de begge må gøre en indsats for kommunikationen og muligheden for at kunne mødes deri. Det kan således skyldes svigt på begge sider, hvis bestræbelsen ikke lykkes.

Måske findes der endog en tredie instans, omend jeg ikke er ganske sikker på af hvilken art, denne er. Men fakta er, at der gives tilfælde, hvor begge parter har ydet deres yderste, og det alligevel ikke lykkes at etablere en forståelse. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg kan blot konstatere, at der undertiden ikke kan påpeges forsømmelser på hverken den ene eller anden side, men at det magiske øjeblik af kommunikation ikke desto mindre udebliver.

Men i hvert fald er den eneansvarlige forfatter en urimelig påstand. Hvad så med alle dem, der ikke har forstået et hak af Shakespeare? Betyder det så, at der er graverende fejl i det mest fuldkomne, der nogensinde er skrevet? Skal Shakespeare lastes for alle dem, der har vanskeligt ved at stave sig igennem et Bill og Ben hæfte?

Og sikke mange fatale brølere Kierkegaard må have begået!

Jeg indser, at der er to punkter, jeg til stadighed kredser om. Genrespørgsmålet og forfatteransvaret.

Meget vel. Lad mig så begynde med at få tingene helt præcist på plads. Hvad jeg helt nøjagtigt oplyste, efter at være blevet spurgt om genre, var følgende:

 

Vel nærmest en slags psykologisk roman. I de senere år har der været en del fokus dels på institutionsanbragte børn (ikke mindst i kølvandet på affæren md Godshavnsdrengene) og dels en del snak om følger af overgreb. Senfølger er næsten blevet et modeord. Jeg finder emnerne væsentlige, og har lavet en del resarch, der har ført frem til et romanprojekt. Trods de dagsaktuelle emner og nogle passager, man med garanti ikke ville finde i en gammel roman, kan jeg dog ikke løbe fra, at være stærkt inspirret af folk som Poe, Dickens, Dostojvski og Henry James. Hvis nogle af dem havde levet i dag ... (bilder jeg mig noget selvhøjtideligt ind )

 

Hvor i den beskrivelse står der thriller? Så vidt jeg kan se ingen steder. Endvidere siger jeg i forhold til de store, at "jeg er stærkt inspireret af". Det er ikke det samme som at hævde, at jeg løfter arven på samme niveau. Tvært imod kommer jeg med en lille ironisk bemærkning, der mere end antyder, at dette ikke er tilfældet, men at jeg da ville ønske, det var. Gid det var så vel, men det ved jeg altså godt, at det ikke er. Men altså først og sidst: jeg benyttede ikke ordet thriller.

Hvilken uforskammethed er det da ikke at svare:

 

.de første to ting, som jeg vil foreslå, er at du sætter dig ind i hvilken genre du skriver i, og hvem er dit publikum...som jeg læser romanen, så er det ikke helt klart i tilfældet her...en bestemt genre har nogle ting, som skal opfyldes og der ligger nogle forventninger, som læser, der skal imødekommes...og ligeledes skal teksten ramme det rette publikum...hvis det er en krimi du har skrevet, og jeg tror, du kaldte det en psykologisk thriller, så er der for meget af det som jeg vil kalde 'pik og patter' i teksten...det kan sagtens beskrives mindre direkte og mere subtilt end det fremstilles i teksten, og mange af siderne ligner hinanden i deres fremstilling af tingene...læseren forventer ikke at få stive pikke og sperm lige i ansigtet, når man læser en thriller...og vil du have den under kategorien erotisk litteratur (hvor den måske nærmere bør ligge), så skal du have en meget mere malende beskrivelse af det seksuelle...derfor får du nok de reaktioner, som du har fået...at tro, at en læser kan gennemskue en dybere mening med en tekst er meget forlangt, og specielt hvis teksten er så anderledes, som denne her...

 

Sætter mig ind i genrer. Hallo! Jeg er rent faktisk uddannet inden for lige præcis det. Men nu skylder jeg naturligvis også at citere korrekt. Meget vel. Han skrev ikke "vist nok", men "jeg tror, du kaldte det". Besynderligt at han er nød til at tro noget, når han blot ved at bladre en smule op i tråden ville kunne få vished, og dermed finde ud af, at det gjorde jeg aldeles ikke. Det kan altså rundt regnet komme ud på et. Tror nok og vist nok er i det forliggende tilfælde synonyme.

Mit Publikum. Ganske enkelt: dem, der er parat, hvad han åbenbart ikke er. Dem, der har det fornødne mod, hvad han åbenbart ikke har.

Når man ikke er parat og ikke har det fornødne mod, vil man naturligvis forsøg at afparere og ved hjælp af diverse afvigelsesmanøvre forhindrer konfrontationen med teksten. En til det formål ofte anvendt strategi er at underkende og negligere dét, der trænger sig på.

Jeg forsøgte virkelig at svare så venligt, som jeg overhovedet var i stand til under de omstændigheder:

 

Og bare lige for en ordens skyld: jeg skrev ikke psykologisk thriler, men psykologisk roman. Men pyt med det. Jeg finder en del brugbart i dine kommntarer, som jeg bestemt vil lægge mig på sinde og tænke nærmere over. Men som sagt: mit hovdærinde og mit egentlige sigte synes jeg, at du går fejl af. Betegnelsen "erotisk littratur" bruges vist almindeligvis om ting, der fremstiller det erotiske postivt.

 

Som det ses påtalte jeg her brugen af termen "erotisk" ud fra den begrundelse, at den knytter sig til positive fremstillinger, ofte ting, der direkte er tænkt som middel til pirring.

Han nævner selv ting som "mere maleriske beskrivelser". Ja - hvis man vil forherlige den slags. Når ens ærinde lige modsat er at udstille det som så hæsligt som overhovedet muligt, så skal man aldeles ikke udtrykke sig smukt og poetisk, men derimod gøre alt for at få læseren til at brække sig.

Hvad er det da for en idiotisk kommentar, at skrive:

 

Det vil altid være sådan, at hvis modtageren ikke forstår budskabet, så er det afsenderen der fejler...det gælder for al form for kommunikation, og så må afsenderen arbejde på at gøre budskabet mere klart

 

Jeg synes, at det var helt på sin plads, at jeg lidt senere påpegede:

 

F.eks. at du begyndte at tale om afsenderns ansvar for at gøre sig forståelig, da jeg påpegede, at man ved erotisk littratur almindligvis tænker på positive fremstillinger. Så må afsenderen jo bare spørge modtageren om denne under læsningen sad og tænkte "Hygglige Hubert. Sikke en guttrmand. Gid jeg havde haft sådan en kammerat som barn."

 

Hvorfor i alverden begyndte han at spille dum og skrive:

 

tror ikke jeg forstår spørgsmålet

 

Som jeg allerede har påpeget, er det ærlig talt ikke særlig indviklet.

Sådan faldt altså ordene. Der var andre. Men i forhold til de to centrale brændpunkter.

Hvorfor er lige de to punkter så dem, der fortsat nager mig?

Hvad det første angår, har jeg allerede forlængst erkendt og indrømmet, at jeg føler mig groft talt ned til.

Hvad det andet angår, tror jeg, at svaret er, at jeg får indtryk af, at han ikke har gransket teksten særlig grundigt. Det ser for mig ud som om, at han løber med en halv vind. Har gennemlæst hurtigt og skødesløst, ikke gjort sin part, hvorefter han vil tørre sine forsømmelser af på mig.

Så blev det da i det mindste fastslået, hvor hunden ligger begravet. Alt det øvrige i tråden er af underordnet betydning. Eller rettere: jeg har ikke mere at sige dertil, end det, jeg allerede har sagt, og i øvrigt kan jeg til det meste bruge standardsvaret: det står i "De skal ta's i tide".

Deri står jo netop næsten alt. Men det lille "næsten" betød, at der var belæg for et kompendium. Det er så det, jeg har gjort nærmere rede for i indtalingerne til Hannah.

Hvad alt dette angår, har jeg sagt, hvad jeg havde at sige.

En enkelt detalje, jeg kunne have lyst til ganske kort at komme omkring er denne:

 

Jeg håber min kritik er konstruktiv, og du kan bruge den fremover, uanset, om du vil arbejde videre med teksten her, eller kaste dig over et andet projekt...måske tage et skrivekursus og læse nogle skrivebøger, hvor du får nogle værktøjer til, hvordan man kan gøre sin skriveproces bedre...

 

Jeg har gået på et skrivekursus. Det forhindrer mig naturligvis ikke i at tage nogle flere. Men det forekommer mig at være i overkanten for et enkelt projekts skyld. Jeg har ingen planer om at skrive en endeløs række Jeg har gået på et skrivekursus. Det forhindrer mig naturligvis ikke i at tage nogle flere. Men det forekommer mig at være i overkanten for et enkelt projekts skyld. Jeg har ingen planer om at skrive en endeløs række romaner.

Jeg har i over 20 år stædigt fastholdt, at jeg forlængst havde sagt, alt hvad jeg havde at sige. Så gik det altså hverken værre eller bedre, end at jeg efter alle disse år, hvor jeg havde gået og tænkt videre over tingene, mente at kunne komme med en lille tilføjelse. Det var såmænd det hele: en lille tilføjelse. Og ærlig talt: jeg gider altså ikke tage en elektrikeruddannelse bare for at skifte en pære!

Nok om det.

Det andet. Det er vel i grunden indlysende, hvor disse to punkter krydser hinanden. Føler mig talt ned til af en sjusket læser. Det kan vist så nogenlunde udlægges som: føler mig ikke taget alvorligt. Føler mig behandlet som et fjollet barn.

Det synes jeg ikke er særlig rart. Faktisk temmelig ubehageligt.

Det er vel så nogenlunde sagen i en nøddeskal.

Dertil er det lige præcis den slags situationer, der er farlige for mig. Når jeg harmes sådan, og konstant er fristet til at fremsætte beskyldninger for tilsigtet ondskab, er det naturligvis fordi, at jeg i og med denne situation bliver anbragt lige præcis dér, hvor det er allerfarligst for mig at være, hvor faren er størst for at falde tilbage i nogle yderst uheldige ting. Ryge lige lukt tilbage i alt det, jeg har kæmpet for at slippe fri af.

Nuvel! Det har vel ikke været forsætligt. Men det er ikke desto mindre påfaldende, at reaktionen på min dæmonuddrivelse grangiveligt føles, som at alt og alle vil have dæmonen proppet ind i mig igen.

Det opsummerer vel så nogenlunde sagen.

Den gamle "der er aldrig nogen, der hører efter"-følelse genaktiveret. Det er vel sådan set det hele.

Det er så bare påfaldende, at det jo lige præcis er den følelse, jeg skildrer i "Hændelsen" og fremstiller som direkte forbundet med Pauls fald og forvildelser.

Netop derfor føles det lidt, som hvis nogen skrev om at være bange for edderkopper, og der derefter var en eller anden drillepind, der smed en edderkop ind ad deres brevsprække.