Runaway Daughters

Handlingen

De tre veninder Angela, Audrey og Mary kommer fra helt forskellige hjem, men er alle tre trætte af deres livsforhold. Angela må klare sig selv, mens hendes mor rejser rundt i verden med sin seneste ægtemand, Audreys forældre tror, at alting kan klares med penge, mens Marys far er en streng dydsvogter. De beslutter at stikke af sammen, og er snart ved at komme ud i noget snavs. For Audrey og Mary viser der sig en udvej, men ikke for Angela.

Handlingens forhold til Arkoffs grundfortælling

For enhver, der har gennemskuet de love, som hersker i Arkoff-universet, er det allerede tidligt i filmen tydeligt, at der ikke kan blive tale om nogen happy end for Angela. Alligevel er det frygteligt og hjerteskærende at se, da hun hen mod slutningen kører ud over en skrænt. Ligeledes er det svært ikke at blive sur på de to politibetjente. Den ene siger: "Jeg tør sværge på, at hun gjorde det med vilje." "Sikke da noget sludder," siger den anden, "sådan en yndig, ung pige, der har alt at leve for. " "Hvad fanden ved du om det ?" tænker man som tilskuer. Men rent bortset fra at man ikke undgår at blive voldsomt berørt af denne tragiske beretning om en pige, der aldrig fik en fair chance af tilværelsen, passer alt ind i regelsættet. Der er ingen, der bryder sig om Angela, og dermed er hendes undergang sikret på forhånd. Hun går samme vej som Sabra, eller hvis man vil være nøjeregnende med måden, det sker på: samme vej som det ukendte par i "The She Creature". Anderledes med de to andre piger. Dem er der nogen, som holder af, og netop derfor står de til at redde. Som man deraf kan se, er grundforløbet gennemført så nøjagtigt som tænkes kan.

Som en slags understregning af det univers, vi befinder os i, vil man genkende mange af skuespillerne fra de forrige film. Gloria Castillo, der spiller Donna i "Reform School Girl”, ses i rollen som Angela og Marla English, der spiller Andrea i "The She Creature”, ses som Audrey. Lance Fuller, der spiller den hæderlige Dr. Ericson i "The She Creature", dukker i "Runaway Daughters" op som Angelas forbryderiske og uansvarlige storebror, Tony, en Vince-agtig karakter.

Ligesom i tilfældet "The She Creature" er "Runaway Daughters" instrueret af Edward L. Cahn og med manuskript af Lou Rusoff. Teamet er her hoppet fra det overnaturlige over i realismen. Eftersigende fik Rusoff ideen fra en virkelig beretning. Han havde været socialarbejder og her stødt på en lignende (?) episode, hvilket altså ligesom den afsluttende tak i "Reform School Girl", kan tages til indtægt for autencitet og virkelighedspræg. Ikke desto mindre rummer filmen træk, der frister til at vove sig ind på lidt andre tolkningsspor. Ikke i samme grad som "Sorority Girl", hvor en tolkningsusikkerhed formålstalt påtvinges tilskueren, men simpelthen i kraft af et lettere karikeret præg over nogle af historiens personer, som kunne antyde at de snarere skal illustrere en tendens eller et fænomen end virkelige mennesker.

Dette bliver vel samtidig nogenlunde det nærmeste man kommer at finde på spørgsmålet om pålidelighed og tro. Det er denne gang vendt mod tilskueren: tror du på disse mennesker? Kunne du forestille dig, at der findes hjem som disse? I "The She Creature" blev man lettet for den slags overvejelser, i og med at de stedfortrædende var lagt ind i filmen, "The Undead" henter sin egentlige styrke fra sin usandsynlighed, "Sorority Girl" er bevidst forvirrende og skaber derved en tolkningsusikkerhed, mens "Reform School Girl" gør tilskueren til indforstået medvider i de faktorer, der betinger, hvad de andre tror (Donnas skyld/uskyld), samtidig med at man til stadighed kender sagens rette sammenhæng. I tilfældet "Runaway Daughters" handler det derimod om troværdighed, vel at mærke filmens i forhold til tilskueren. Hvad skal man sige og mene om disse mennesker?

Ligesom i "Reform School Girl" handler det en hel del om biler og biljagter, herunder også stjålne biler. Endvidere er det i begge film via en tur i en bil med to par, at historiens tager sit egentlige afsæt. "Runaway Daughters" lægger sig på sin vis endnu tættere op ad rock and roll filmens univers. Fest, musik og dans løber gennem filmen som et ledemotiv. Men det er betegnende, at det er uhyre sjældent, at nogen virkelig morer sig. I en gold verden af tomme, livstrætte fornøjelser prøver tre små piger at finde vejen til noget mere meningsfuldt.

Således genfinder man her den for 50'erne så centrale længsel, som vi også er stødt på i de foregående film. At vi frem for én helt central person har tre sideordnede hovedpersoner betyder, at vi får tre versioner, eller om man vil: tre forskellige afviklinger af konflikten. Men hver af de tre løsningsmuligheder er på deres vis gentagelser af de modeller, vi kender fra de foregående film. Hos Angela finder vi et forløb svarende til Sabra og Roxy eller måske snarere en Donna uden kærlighed, hos Audrey finder man så modsat en Sabra med kærlighed tilsat et stænk Helene, en ubetydelighed Diana og en knivspids Kathy, mens endelig Mary forener Andrea, Tina, Kathy og Donna i en lidt spøjs syntese.

Som en klar mindelse om "Sorority Girl" bliver den pæne og strengt opdragne Mary gravid. Men hendes kæreste er en reel lidt Jacky-lignende karakter, som er oprigtigt glad for hende, og derfor også parat til at gifte sig med hende. I så henseende er Mary noget heldigere stillet end Tina. Men som type betragtet kan de to piger godt minde om hinanden: søde, kønne, blonde og de sidste man ville forvente ville komme i ulykkelige omstændigheder. Føj hertil den indbildte graviditet i "Reform School Girl".

Vi er flere gange i det foregående stødt på Jomfru Maria motivet. At den gravide pige i "Runaway Daughters" hedder Mary trækker tematikken helt frem i lyset. Især når man husker på, at Marys far er noget nær religiøs fanatiker. At han endvidere er så tyrannisk i udøvelsen af sin faderlighed, giver ham visse lighedstræk med Lombardi, der i sin egen selvopfattelse var noget nær en gud. En hændelse, der kan minde om begyndelsen af "Reform School Girl", er en scene, hvor Marys far går til angreb på hendes kæreste.

Magtforholdet gør sig i "Runaway Daughters" gældende simpelthen i form af, at filmen primært handler om tre pigers forhold til deres forældre, altså en autoritet. Om ikke direkte så indirekte kan man også tale om, at de afpresses og/eller trues af denne instans. Det er tydeligst i Marys tilfælde, men også hos de to andre kan man på en mere skjult måde tale derom. En egentlig og udtalt undertrykker af Lombardi/Sabra/Vince-typen er der vel strengt taget ikke i personificeret form. Det er der snarere som noget, der er indeholdt i pigernes generelle situation. Dog er der i Angela/Tony forholdet en antydning af noget, der ligner. En vag parallel til Donna/Vince, der måske også kan siges at rumme et element af det såkaldt "magtfulde" offer. Men da Angela ikke har noget ønske om at bruge denne magt, men blot længes efter den kærlighed alverden nægter hende, er vi måske snarere ovre i noget, der kunne kaldes en variant over "The Undead", hvor det er Quintus i stedet for Diana, der vender tilbage fra tidsrejsen. Denne sammenligning rammer dog noget ved siden af. Derimod har Audrey en periode op til flugten, hvor hun prøver grænser af over for forældrene.

I de tre pigers noget anspændte forhold til deres skolekammerater ses noget, der ligner det, vi er stødt på i de to foregående film med Sabras forhold til sine skolekammerater, og den opståede situation, der stiller Donna og Ruth over for alle de andre piger på hjemmet.

Ydermere er "Runaway Daughters" den tredie i rækken af film, der skildrer relationer mellem unge kvinder, med hårdtslående pigeslagsmål inkluderet. Som vi har set, har indtil videre samtlige film haft kvindelige hovedpersoner. I de tre seneste har disse været ganske unge, været stærkt præget af deres familiære relationer (eller mangel på samme) og havnet i forskellige
former for vanskeligheder. Endvidere er Audreys rige og ekstremt materialistiske forældre tydeligt åndsbeslægtede med den rige familie i "The She Creature" og den onde mor i "Sorority Girl". Forskellen i tilfældet "Runaway Daughters" er, at forældreparret lærer noget og bliver klogere. Audreys flugt er lige præcis det middel, der skal til, for at få dem til at vågne op. Endelig har den måde Angela, Audrey og Mary står udenfor kammeratflokken, tydelige mindelser om både "Sorority Girl" og "Reform School Girl".

Et tema, der synes at dukke op i film efter film, er pladsen til den/det anderledes, hvad man idag ville kalde rummelighed. Det er næppe mere end antydet i "The She Creature", men i de efterfølgende fire film fylder det en del. Den prostituerede Diana, der i den anden verden oplever middelalderens pendant til luderen, heksen, og skønt hun er uskyldig i alle anklager, dog forfølges. Tilfældet SabraTanner giver sig selv, og det gør vel også Donna Price. Også i "Runaway Daughters" handler det om at kunne finde sin plads i sammenhænget eller ikke, og naturligvis hertil spørgsmålet om hvorvidt omgivelserne tillader en at gøre det. I "Runaway Daughters" synes marginalisering og fremmedgørelse endnu engang at være på spil.

Sluttelig kan man begynde at optælle, hvor mange udenforstående personer, der bliver viklet ind i de tre pigers problemer, fra motorcykelbetjenten, der må opgive forfølgelsen af den stjålne bil, fordi pigerne smider med mælkeflasker og derved punkterer hans dæk til manden, der bliver rullet af brormand Tony, efter at Angela har drukket ham fuld.

Flugtens flytten pigerne til et andet miljø er principielt sammenlignelig med Diana som Helene i middelalderen og Donnas anbringelse på pigehjemmet. Denne analogi er måske en smule søgt, men bidrager ikke desto mindre til at skabe en lighed mellem denne og de foregående film.

Når man gør de forskellige elementer op, må man alt i alt sige, at "Runaway Daughters" er ved at være den mest konsekvente gennemførelse af grundfortællingen siden " The She Creature". Uden mindste afvigelse eller egentlige overraskelser gennemføres forløbet med streng nøjagtighed.

Lad mig her atter minde om vores grundrids af Arkoff-modellen: person i vanskeligheder, der griber ind i andres liv. Løsningen er kærlighed, som kan klare alt, når den ellers forefindes. Gør den ikke, er der intet håb. Det passer som fod i hose på "Runaway Daughters". Det er disse temaer, den behandler og afvikler i en regelret bevægelse uden at vige en tomme. Det skulle da lige være, at der frem for én person er tale om tre.

Når man skuer ud over skellettet og mere i almindelighed kigger efter lighedspunkter med de foregående film er der, som det forhåbentlig er fremgået, mange af slagsen. Dette kan yderligere anskueliggøres ved at dele filmen op i bidder. Den indledende del, der sætter historien igang, har en lang række ligheder med både "The She Creature" og "Reform School Girl". Herefter fortsætter den ud af et spor, der har en del til fælles med "Sorority Girl", mens filmen herefter gennem længere tid deler lighederne mellem "Sorority Girl" og "Reform School Girl". Menogså nogle spredte elementer af såvel "The She Creature" som "The Undead" sniger sig ind rundt omkring. Faktisk rummer filmen ikke ret meget stof, der ikke er fælles med en eller flere af de andre film. Blandt de otte her omtalte film og hvad angår ligheder imellem dem, må "Runaway Daughters" regnes for prototypen. I den løber alt stoffet sammen og mødes. Denne samling på trådene må dog ikke forveksles med spændingsværdi. Betragter man sagen fra den rent underholdningsmæssige side, er "Runaway Daughters" vel nok den mindst fængende og medrivende af de fem film, vi indtil videre har betragtet.

Andre elementer

Det prototypiske præg, der gennemsyrer "Runaway Daughters", giver os rig lejlighed til at opsummere en række af de ting, vi tidligere har været omkring og se dem i deres indbrydes relation. Sagt på en anden måde: her har vi filmen, der samler trådene. Derfor er det oplagt, at vi gør det samme.

For at kunne følge med i dette kræves dog først et lidt mere fyldigt referat af historien end det indledende mikro- resumé. De tre pigers forhold er allerede blevet skildret. I første halvdel af filmen bliver disse stadig mere ulidelige. Den ensomme Angela, der savner en mors kærlighed, den fornuftige Audrey, der står over for forældrenes tåbelighed, som blandt andet indbefatter moderens åbenlyse flirteri med naboen, og endelig Mary, der lider under sin fars urimelige strenghed, atter og atter må høre om hvor frygtelig hendes mor var, og at faderen med alle midler vil forhindre, at hun bliver sådan. Da Audrey til sin 18 års fødselsdag får en bil, har pigerne allerede længe talt om at stikke af fra det hele. Skønt gaven er et udtryk for forældrenes misforståede omsorg - overbevisningen om at kunne købe og betale sig fra alt - er den samtidig belejlig og rettidig. De tre begiver sig afsted. Det eneste sted, de kan finde på at tage hen, er til Tony, Angelas komplet samvittighedsløse storebror, der er fuldstændig ligeglad med hende, men til gengæld gerne vil have fingrene i Audrey. En særdeles vigtig person i historien er Dixie, en nogle år ældre, men endnu attraktiv kvinde, der ejer en danserestaurent. Samtidig med at være noget moralsk anløben har hun dog et godt hjerte. Tony ytrer gentagne gange, at hun inderst inde er en reformator og missionær, der blot er bundet til faldets verden gennem glamourøse aftenkjoler og parfume. Ikke nogen helt forkert analyse. Det bliver Dixie, som Mary betror sig til om sin tilstand, lige så vel som det er Dixie, der formidler forsoningen mellem Audrey og hendes forældre. For Marys tilfælde gælder, at hendes kæreste, Bobby, skal udstationeres som soldat. Op til sin afrejse er han temmelig utålmodig og vil have Mary til at tage en endegyldig beslutning.

Da Marys far hele tiden stiller sig mellem parret, må hun vælge. På det tidspunkt hvor pigerne drager afsted på eventyr, er Bobby blevet udstationeret. Men med Dixies hjælp får Mary skrevet et brev, og Bobby svarer tilbage og beder hende komme. Den stakkels, svigtede Angela ender derimod med at køre ud over en skrænt. På danserestauranten har hun på et tidspunkt sendt en fuld mand lige i armene på Tony, der derefter har rullet ham. Manden kan huske og beskrive Angela, men ikke Tony. Følgelig må hun skjule sig. Tony vil ikke tage hende med nogen steder, da han mener, at det er for farligt at blive set sammen med hende. Men da hun er ved at gå til over at tusse rundt i en lille lejlighed, låner han hende sine bilnøgler, i virkeligheden mest for at blive alene med Audrey og kaste sig savlende over hende. Imidlertid dukker Dixie op og kommer Audrey til undsætning. Audrey får tænkt over tingene. Det samme gør hendes forældre. Klogere og bedre rustet til at nå hinanden finder de således sammen igen. Dette er hovedtrækkene og de vigtigste begivenheder i historien. Allerede i denne sporadiske gennemgang ses en mængde materiale, der minder påfaldende om de fire foregående film.

Som en rendyrket type har vi den søde, uskyldige pige, som altid er blond, men i modsætning til alle ydre tegn på dyd - reelt eller indbildt - er blevet gravid. Tina, Kathy og Mary ligner hinanden påfaldende. At Kathys graviditet er indbildt er i denne sammenhæng underordnet. Man kunne naturligvis sige, at Kathy er en stakkels tosse, der lever i en vrangforestilling, hvor hun tror, at hun er Tina og Mary. Men hendes indbildning er dog ikke længere fra virkeligheden, end at andre også kan forveksle hende med dem, da hun jo netop har en påfaldende lighed. I forhold til Nygaards tre drenge er det interessant, at Erling i nogen grad modsvarer typen. Da han ikke kan blive gravid, bliver det nærmest tilsvarende: at gøre gravid. Det er her bemærkelsesværdigt, at han er den blideste natur blandt de tre.

Et element, der er dukket op i flere af filmene er, hvad man kunne kalde dertil-og-ikke-længere-princippet. Vi så det i "The She Creature" med rigmanden, der fik nok af Lombardi. Noget lignende kunne man sige om Ellies indstilling til Sabra, ligesom dette også ender med at ramme Vince. I tilfældet Vince ender det ganske vist med at være Jacky, der siger, at nu kan det være nok. Men at f. eks. Josie går med så langt, skyldes jo, at hun ikke kender sagens rette sammenhæng. Vince følger mønsteret med at drive længere og længere ud, indtil han når en grænse, hvor der siges stop. Det ender jo også med, at han taber spillet og arresteres. Det fælles for disse personer er, at de ender med at stå alene. Ingen vil længere have noget med dem at gøre. En variant ser man i tilfældet Quintus. Han har ganske vist en følgesvend, men det er Djævelen selv, hvilket vel så nogenlunde siger, hvad man kan tillade sig at forvente af selskabelighed, når man har overskredet de yderste grænser. Der sker noget lignende med Angela. Hun er mere sympativækkende end de øvrige, hendes tilfælde mere beklageligt. Men ikke desto mindre er hun villig til at gå længere end sine to veninder, sætter ikke de samme grænser mellem sig selv og overdrevet. Hun får de to andre med på mere, end de havde forestillet sig, men der kommer et punkt, hvor de ikke vil mere, og så står Angela alene. Her er søskendeskabet vigtigt. Moralisterne vil utvivlsomt bemærke, at Tony synes at slippe godt fra sine gale streger. Men han bliver også eftertrykkeligt smidt på porten af Dixie: "Du er så ussel, så du ikke en gang er god nok til mig!" Han er opgivet. Et menneske uden fremtid. Løbet er kørt. Måske slipper han godt fra det, han hidtil har lavet, og måske også nogle flere fiduser. Men før eller siden skal han nok blive snuppet. Især da han ikke længere har nogen til at skjule og på anden måde hjælpe sig. Han er lige så fortabt som sin lillesøster, og hans videre skæbnebane kræver det ingen krystalkugle at forudsige. Men vigtigere end det at ende alene er måske mekanismen med at ikke kunne holde sig inden for en grænse, denne hele tiden gåen videre, det, vi også iagttog hos Nygaards Aksel. Denne mangel på psykologiske stop-skilte er det centrale kendetegn. Denne grænseløshed er da også det, der fører hinsides andre mennesker, da den netop fører hinsides alt og ud i intet. Med diverse varianter og nuanceringer iberegnet må dette betegnes som en mere eller mindre fast figur i disse film. Med til denne kategori må også Marys far regnes. Han sætter ganske vist bestemte grænser, mange af dem og særdeles strenge, men det er netop derved han går for vidt og simpelthen jager datteren på flugt. Men som især Angela og i nogen grad også Sabra viser, er disse typer ikke nødvendigvis helt igennem usympatiske. De forstår blot ikke formaningen "stop mens legen er god". Figuren kan i rigt mål også findes i myter, sagn og eventyr. Man behøver blot at tænke på Icarus og konen i muddergrøften.

Overfor går-for-vidt-figuren finder vi en række andre, principielt "blødere" typer. De er ikke i alle tilfælde nødvendigvis mere venlige og elskværdige. Det vil de ganske vist ofte være, men ikke nødvendigvis. Det afgørende er, at de holder sig inden for visse afstukne rammer og ikke overskrider disse. Men at vidtgående grusomheder er mulige indenfor rammerne er f. eks. Rita og Roxy glimrende eksempler på. Skulle vi gennemføre Nygaard-analogien kunne man passende placere Leo her. Derimod kan det diskuteres om Livia er en gå-for-vidt'er eller en grum inden-for-rammen-type. Hun må vel nærmest kaldes et mellemstadie.

En noget anderledes tilbagevendende figur er ham eller hende, der enten skal lære noget, nå til en afgørende indsigt eller løse en svær opgave. Det er eventyrets prototype på en helt, da langt de fleste eventyr handler om at nå til en afgørende forståelse, der får livet til at lykkes, på handlingens konkretplan almindeligvis i form af at udøve en særlig og krævende gerning. Dette element kan i større eller mindre grad efterpores - i det mindste som en medklang, i andre tilfælde som hovedsag - hos Andrea, Ericson, Diana/Helene, Donna samt Audrey og hendes forældre. Den afgørende forskel på Audrey og Mary er vel netop den, at Audrey skal igennem en udviklingsproces, mens Mary skal reddes. Tænker man atter i eventyrerne, er Mary skønjomfruen, som skal befries fra et højt tårn eller lignende.

Helt efter aktantmodellen har den, der skal lære eller gøre noget, en eller flere hjælpere. Det er tydeligst i "Reform School Girl". Men man kunne også fremhæve Ericson, Meg Maud og Dixie. Ericson kan således medregnes til to grupper, alt efter hvordan man vurderer. Han er på vej mod ny indsigt, men samtidig Andreas hjælper. Hans lighed med psykologen i "Reform School Girl" er indlysende. Meg Maud og Dixie ligger typemæssigt endog meget nær hinanden. De er en slags "gode faldne", der besidder en rig portion livsvisdom, som de gavmildt deler ud af.

Dertil kommer en række fast tilbagevendende situationer. Bobbys utålmodighed og den måde han giver Mary et ultimatum, minder dels om Morts betænkeligheder i forbindelse med Rita: han synes, de ser for lidt til hinanden og han kan ikke se sig selv som vedhæng til en kvindelig politiker. Han er dog ikke så utålmodig som Bobby, han kan faktisk vente og se tiden an. Den situation, Mary stilles i, er derfor måske mere sammenlignelig med Helenes valg. Også hun udsættes for et tidspres, for hun må bestemme sig inden natten er omme. Man kan her endvidere mærke sig, at Pendragon ikke er Helene til synderlig hjælp i denne svære situation, men bare vil presse hende til det, han ønsker. Til Marys historie hører dog den lykkelige afslutning, at Bobby stadig vil have hende, vil vedkende sig faderskabet og altså i det hele taget står ved sine ord, hvorved han opnår en vis lighed med Jacky. Man må her erindre, at Jacky ikke aner, hvad der foregår, da Donna ignorerer ham. Den udstationerede Bobby befinder sig i en lignende uvished. Fælles for dem er, at de står ved deres ord, også selvom de i en vis forstand har oplevet at blive tilsidesat. Hvad angår Marys forhold til faderen, er der så åbenlyse ligheder med Andrea og Lombardi, at de turde være overflødige at nævne. Noget lignende gælder parallelen mellem ansvarsforflygtigelserne Donna/Vince og Angela/Tony.

Nogle andre elementer er det sete og skete, samt i forlængelse heraf hemmeligholdelsen eller udbasuneringen. Dette sættes i mange tilfælde i forbindelse med tøj, underforstået afklædning, blottelse - altså netop at skjule/tildække eller gøre synligt. Lombardi har opdaget store hemmeligheder. Lombardi bliver set ved strandhuset af Ericson og rigmandspigen. Da vi første gang møder Andrea går hun om bag en skærm for at klæde sig om. Ingen får lov at være i tvivl om, hvad slags pige Diana er, og Quintus hiver hende med hen til professoren for at afsløre store hemmeligheder. Som Helene står hun uskyldigt anklaget i en verden, hvor ting almindeligvis skjuler sig under deres modsætning. Da Sabra vågner på sit værelse og Ellie kommer til, kommer det hele hurtigt til at handle om tøj og strømpevask. Alle har hemmeligheder. Mere eller mindre alvorlige. Den kønne, søde Tina og den overdrevent korrekte Rita har nogle af de mørkeste. Pigerne køber kjoler m.v. og viser frem til hinanden. Tøj, tøj og atter tøj løber gennem " Sorority Girl" i en endeløs række af forklædninger og afmaskeringer. Hemmelighederne og hemmeligholdelsens tavshed bliver endnu mere udtalt i "Reform School Girl". Her begynder det betegnende nok med, at Donna sidder lettere påklædt bag en skærm, ligesom også Andrea gjorde, og endvidere får spejlet en betydning, ligesom det gjorde for Sabra og Ellie. I "Runaway Daughters" genkender man motiverne, især i form af Audreys mor i haven med naboen, der bliver set og dermed afsløret. Men i nogen grad også i sammenstødet mellem Bobby og Marys far. Her er der imidlertid ingen hemmeligholdelse. Alt udbasuneres i skolegården. Den sladder, der i "Reform School Girl" omhyggeligt blev undertrykt, får her frit løb.

Betragter man åbningen af "Runaway Daughters" klip for klip og hændelse for hændelse, vil man konstant se motiver fra de foregående film gentaget. Det begynder med de allerførste billeder under indledningsteksterne. Her ser man en biltur fra bilistens synsvinkel. Bilen farer afsted i rasende fart gennem nogle drabelige sving. Imens høres en musik midt imellem rock and roll og swingband. Både lyd og billeder signalerer således fart, tempo og vildskab. Det lægger en grundstemning for filmen, og indfanger for så vidt den rastløshed, der huserer i pigernes sind. Men det kan også misforstås og stemme til fest, altså give indtryk af en langt mere lys og munter film. Den fornemmelse af fare, den vilde biltur illustrerer og det at det foregår om aftenen, burde dog give andre signaler hos enhver, der ikke helt overser billederne og kun hører musikken. Det er ikke munterheden i denne musik, trykket ligger på, fortæller billederne os, men dens ihærdighed, uro og utæmmelighed. Ikke desto mindre kan man tale om leg med genrekoder, men samtidig også en så stærk varslen, at man næsten kan tale om en forudgribelse af filmens videre forløb, altså noget, der er sammenligneligt med åbningen til "Sorority Girl". Biler har vi set spille en vis rolle i adskillige af de foregående film. Bilen bliver noget helt centralt i "Reform School Girl", men den har også sin betydning i de øvrige film. I "The She Creature" så vi parret, der fik en tur ned af skrænten. En tilsyneladende detalje undervejs uden synderlig betydning udover at vise uhyrets raserende ødelæggelse. Alligevel en detalje, man bemærker, måske netop fordi dette par ellers intet har med historien at gøre. Den er oplagt at komme i tanke om i forbindelse med disse åbningsbilleder, ganske enkelt fordi at denne hasarderede køretur let kunne ende på samme måde. Bilen er mindre åbenlys i "The Undead", da man jo ikke kunne have sportsvogne til at fræse rundt i middelalderen. Til gengæld får graverens hestetrukne ligvogn en vis betydning. Denne var imidlertid ikke knyttet til fart - snarere tvært imod. Det var derimod Helenes flugt, i så høj grad fremfærd til fods overhovedet kan være det. Hendes paniske løb med forfølgerne efter sig har tydelige stemningsfarver fælles med flugtdøtrenes vilde biltur. I "Sorority Girl" giver den indledende tegneserie en lignende fornemmelse af uafvendelighed. Lidt senere går Sabra hen til sin flotte, nye bil, mens alle andre samles i en anden bil. Senere i filmen den lange køretur til og fra moderen, hvor hun på hjemvejen samler Tina op. Dertil kommer så endelig "Reform School Girl", hvor sagens kerne har nær tilknytning til en bil. Derfor virker denne gang rok og rul gennem hårnålesvingende som en nært beslægtet forlængelse af de foregående fire film, når man har dem i frisk erindring. Livshunger og dødsdrift hvirvles her så tæt ind i hinanden, at ingen længere kan skelne. Det handler åbenlyst om fare og fart, dertil måske også om tankeløshed og dumdristighed, i hvert fald noget vildt og jagende, der kunne afspejle rastløshed, utålmodighed - en manisk iver såvel efter at slippe væk som at nå frem. Signalerne er tydelige og bolden givet op.

Da bilen standser op foran et hus ses tre par deri. Vores heltinder plus kavalerer. Der er åbenlyse ligheder med Donna, Vince, Josie og Gary på biltur, såvel som den ihærdige dytten på Donna umiddelbart før. I billedet af vildskab er der tillige noget sammenligneligt med hunskabningens rasen i Jefferson-huset. Man opdager imidlertid meget hurtigt en forskel på pigerne og deres holdning til følgeskabet. Mary og Bobby er kærester og meget forelskede. Angela er vild og udfordrende overfor sin unge mand, bilens fører, der virker noget tilbageholdende, eller vel snarere bliver skræmt væk af hendes iver. Modsat med Andrea, der tydeligvis ikke er særlig interesseret i sit følgeskab, mens han gør alt for at lokke kys og omfavnelser ud af hende. Der kan trækkes paralleller til såvel Donna og Ruths stævnemøde i redskabsskuret som det efterfølgende bal. Men samtidig bringes Ericson og Dorothy på terrassen ihu. Også her var der en uoverenstemmelse mellem de to parters grad af interesse og iver. Endvidere gav Ericson udtryk for ubehag ved aftenens selskab. Huset, bilen er standset ved, er Audreys hjem. Hendes forældre har gang i en fest, og Audrey er pinligt berørt. Ligesom Ericson og Dorothys gang henover terrassen på vej mod stranden blev fulgt op af Dorothys mor, bliver Audreys mor snart begivenhedernes centrum.

De unge ser, at der bliver danset på livet løs, at de gamle slår sig løs. Angela og en af fyrene laver lidt sjov med det og danser ude foran huset. I og med at der udenfor huset forekommer en kommentar til det, der sker inde i huset, er der en tydelig parallel til Ericson og Dorothy på terrassen. Man kan videre nævne, at Meg overværer heksesabbatten. Hele Sabras liv består for så vidt i at stå udenfor og kommentere på festen. Endelig er der Jackys tagen kontakt til Donna, som han ser i marken og det efterfølgende stævnemøde i redskabsskuret.

Audrey vil snige sig ind af bagvejen, og går om i haven. Fyren følger med og prøver stadig at komme tættere ind på livet af den uvillige pige. I haven sidder Audreys mor og kysser naboen. 

 

   - Det var vist det forkerte familiemedlem, jeg satsede på. Næste gang inviterer jeg din mor ud. 

 

Dette er naturligvis et drilleri. Men det knytter sig samtidig til Audreys afvisninger. Derved ligger det både i ordlyd og mening tæt op ad Vince' bemærkning til Donna:

 

   - Jeg skulle have smidt dig ud af bilen i stedet for Josie.

 

Til dette kan føjes det at være vidne til noget. Kort efter Vince' bemærkning blev Donna vidne til et drab. Nærmere den her opståede situation, hvor Audrey og hendes date står på afstand og ser, er optrinet på stranden, hvor Ericson og Dorothy ser Lombardi forlade Jefferson-huset. Dertil kommer optrinet hvor Helene gemmer sig i graverens vogn, mens Livia og hendes imp sidder som ugler i et træ. Endelig kunne man nævne situationen, hvor Ellie hører Tina snakke i søvne. Nær dette ligger situationen på sygestuen, hvor en anden pige hører Ruths samtale med psykologen.

Det er værd at kaste et blik på hvordan, vidnerne herefter forholder sig til det, de har erfaret. Ericson kontakter politiet. Livia udkaster sine planer. Ellie går til Sabra. Donna tier. Pigen på sygeafdelingen går til Josie og Roxy. Tre ud af fem søger altså hurtigst muligt at meddele det bevidnede til nogen. I de to sidste tilfælde er det tydeligt, at der gør sig særlige omstændigheder gældende.

Det er værd at huske på, at der senere i "The She Creature" forekommer endnu et selskab, der i nogen grad udgør en forlængelse af det første. Det samme er tilfældet i "Runaway Daughters", hvor Audreys 18 års fødselsdag bliver en pinlig affære. Ligeledes er mødet i redskabsskuret en slags forprøve til ballet på pigehjemmet.

Næste stop er Marys hjem. Hun tør dårligt nok kysse Bobby godnat ved døren. Er hele tiden bange for at hendes far skal se dem. Bobby spørger, om hun har fortalt sin far om ham. Det har hun ikke. De er forelskede og vil giftes, men Mary er bangefor sin far. Faderen kommer da også virkelig ud og begynder at krydsforhøre Bobby om hans hensigter og økonomiske forhold, for derefter temmelig bryskt hiver datteren indenfor. Angelas date har set det. Han er skræmt over Marys far, men da Bobby kommer tilbage til bilen, er han rask nok til at hævde, at han ville være kommet til hjælp, hvis det blev nødvendigt . "Ih, ja - selvfølgelig ville du det," kommer det sarkastisk fra Angela, der lige har hørt ham sige, at han ikke vil blandes ind i det. Også dette får en opfølgning ved Audreys 18 års fødselsdagsfest, hvor Bobby og Marys far direkte kommer i slagsmål.

Allerede i forbindelse med det første sammenstød beskylder faderen Mary for at være ligesom sin mor. I det efterfølgende bliver man vidne til hans umenneskelige tyranni. Mary får stort set ikke lov at se sine venner, men skal bare sidde og kæmpe med sine skolehæfter. Hun prøver atter og atter at forklare faderen, at hendes evner ikke er til den slags. Men han siger bare, at så må hun arbejde hårdere. Atter og atter lyder det, at hun ikke skal blive som sin mor, det vil han ikke have. Hun skal blive dygtig, respektabel og opnå noget agtværdigt i tilværelsen. Det er hans vilje.

I dette er der to helt indlysende paralleller. Gadedørs-skærmydslerne er tydeligt beslægtet med, da Gary og Vince kommer for at hente Donna, og der opstår klammeri med onkelen. Forholdet mellem Mary og hendes far minder som allerede tidligere påpeget påfaldende om Andrea og Lombardi.

Sidste stop bliver ved Angela. Fyren afviser hende. Det er her betegnende, at Angela lidt senere i filmen, da hun ser Bobby atter tage kontakt til Mary, bemærker: "Hvis en fyr var så vild med mig, ville jeg stikke af fra en hvilken som helst far i verden!". Vi oplever her en, der tydeligvis ikke er særlig vild med hende, og endog siger nej tak til en umisforståelig invitation med op. Inden da er der en lille episode, som foregriber slutningen. Angela stiller sig op og balancerer på bilens bagparti, og opfordrer fyren til at køre. 

 

   -Er du rigtig klog. Vil du slå dig selv ihjel.

   - Det var da en idé. 

 

Her har vi et klart varsel. Samtidig er der nogen lighed med, da Vince opfordrer Donna til at komme om på forsædet, alt imens han kører afsted i rasende fart.

Angela kan imidlertid ikke få fyren med på hverken det ene eller det andet. Hun begiver sig op. Tony er kommet et smut forbi. Angela bliver glad for at se ham. Mindre glad bliver hun for at træffe Dixie, der får nogle gevaldige prøver på hendes skarpe tunge. Dixie er selv en skrap madamme, så hun kan tåle mosten, og kommer med drilske sidebemærkninger til Tony:"Gurgler hun hals med syre hver morgen, eller hvad?" Det viser sig snart, at Tony bare har kigget forbi for at få penge. Deres mor er en tur i Acapulco med sin seneste ægtemand. Angela savner hende. Da hun betragter et billede af moderen krakelere hendes hårde facade og hun begynder at græde. Endvidere tigger og beder hun Tony om at få lov at komme med ham, når han forlader byen. Det vil han ikke være med til: " Jeg har intet at tilbyde dig. Jeg kan ikke engang tage vare på mig selv, hvordan skulle jeg så kunne tage mig af dig?"

Det er vel uden videre tydeligt, at Tony har temmelig meget tilfælles med Vince. Den beregnende holdning, der bare bruger andre mennesker og kun tænker på sig selv. "Har du nogen penge, Angela?" Bare hit med dem, storebror skal bruge dem. Samtidig er der en klar parallel til Sabras mislykkede besøg hos moderen. Angela sidder grædende og krammer et indrammet billede. Som vi i sin tid så, var der ikke mere varme i den skinbarlige fremtoning af Sabras mor.

Hvad yderligere angår Sabras mor, genfinder man den sjælløse overklasse-materialisme hos Audreys. Moderen kommer ind til Audrey og prøver at få en snak med hende. Hun forsøger sig med diverse undskyldninger og bortforklaringer samt nogle bemærkninger om, at Audrey er alt for alvorlig og forsigtig, at hun ikke skal lade sig styre af andres normer, men hæve sig op over den slags. I det efterfølgende kommer en del til at handle om, at Audrey prøver grænser af. Flere gange vil hendes far sætte de ønskede grænser, men bliver hvergang væltet over ende af moderen, der bogstavelig talt giver Audrey lov til alt. Samtidig synes der ingen bund at være i fars pengepung. Således er der en del ligheder med rigmandsparret fra "The She Creature". At en del af Audreys oprør består i, at hun nogle gange går ud med Tony, betyder, at vi genser de samme skuespillere. Men denne gang spiller Lance Fuller ikke en rar og besindig Ericson, men Vince-typen Tony. Ligeledes har Marla English ikke fået rollen som hende, der skal rives løs fra en tyran, men derimod som hende, der sammen med sine forældre skal finde et kommunikativt plan, de kan mødes på.

Om alt det her skitserede: forståelsen mellem Audrey og hendes forældre, Marys løsrivelse fra sin far og Angelas resultatløse længsel efter kærlighed handler resten af filmen. I de indledende scener er Audreys mor i haven og Marys far i døren det, der i første omgang får den største betydning.

Næste dag i skolen sidder de tre veninder under et træ. Et stykke derfra står en kammeratflok og fniser. Vores heltinder ved naturligvis godt, hvad der fnises af. Men de forsøger at lade som ingenting. Det bliver imidlertid sværere og sværere, og helt umuligt da kammeratflokken begynder at opføre et halvt improviseret teaterstykke over aftenens begivenheder. Det hører med, at fremstillingen faktisk er morsom. Samtidig med at udvise en grusom ondskab i sin nådesløse udleveren, har denne "rekonstruktion" vitterlig fanget det humoristiske i hændelserne. Det gør den naturligvis ikke mere tilgivelig eller mindre fornærmende. Men det hører med, at det forkastelige ikke ligger i humoren, der på sin vis er god nok, det ligger i genstanden for vittighederne. Denne omstændighed betyder en analogi dels med Tinas betragten de andres leg på stranden og Donnas kiggen i ungdomsbladet i isolationscellen. Det glade liv og den latter, man ikke er en del af, men ser hos de andre. At stå udenfor som vidne og fremmed, forment adgang. Således også sammenligneligt med såvel Sabras situation, som børnehjemspigernes forhold til verdenen uden for hegnet. Havde dramatiseringen ikke angået dybt personlige forhold i pigernes liv, ville de formodentlig have syntes, den var sjov.

 

   - Jeg vil gerne anmode om Deres datters hånd.

   - Den må du godt få. Men resten beholder jeg. Jeg går ud fra, datter, at du kan lave mad og vaske op med en hånd.


--

   - Må jeg kysse Dem, frue?


   - Hvad nu hvis min mand ser det?

   
- Det gør han ikke. Han har travlt med at kysse min kone.

 

Angela har flere gange været lige ved at gå til angreb på hele flokken. Hendes vendinder holder hende tilbage. Hun lader sig bremse, men bebrejder samtidig de to andre, at de finder sig i alt for meget, er for passive. "I en nær fremtid skal du se en ny Audrey", lyder det fra denne. "Det glæder jeg mig til. Lad mig vide, når det sker. Jeg vil ikke gå glip af det." lyder det fra Angela. Kammeraterne bliver stadig grovere.

Det afgør sagen.

"Nu skal du se den nye Audrey", lyder en farlig snerren, og så følger - for tredie film i træk - et pigeslagsmål. På sin vis kunne man sige femte. Skønt ingen kvinder kom i fysisk håndgemæng i de to første film, lå det der ikke desto mindre som en antydning. Det kunne vagt fornemmes mellem Andrea og Dorothy, ligesom man kan drage en parallel til hundyrets destruktivitet. En tak mere udtalt findes det i spændingen mellem Helene og Livia, ligesom Livia og Meg udkæmpede en kamp på ord, mens Diana/Helene dualismen er en slags tvekamp med sig selv. Netop Diana/Helene-sagen, spørgsmålet om man skal gøre det ene eller det andet, følge den ene eller anden vej/impuls, tage det ene eller det andet hensyn, er selvsagt det, der op til at Audrey går amok, har udkæmpet sig i hendes sind. Hendes almindeligvis tilbageholdende forsigtighed og de gængse hensyn til konventioner for almindelig opførsel overfor den harmfulde lyst til at hævne den krænkelse, hun udsættes for.To værdisystemer støder sammen. Men der er grænser for, hvad man kan finde sig i, også for en stille og blid pige. Som Andrea rummede noget farligt og eksplosivt i sindets dyb, således også Audrey. Denne sammenstilling bliver desto mere oplagt af, at det er den samme skuespillerinde, Marla English, der spiller de to roller.

Dermed ikke sagt at English ikke har nuancer i sit spil. Der er afgørende forskelle på de to figurer, akkurat som der er på Donna og Angela, der begge fremstilles af Gloria Castillo. Mest påfaldende er vel, at både Audrey og Angela er noget mere handlekraftige end de det meste af tiden stilfærdigt lidende Andrea og Donna. Også Audrey og Angela bærer på en dyb smerte, som tildækkes, men glimtvis bliver synlig. Alligevel er der ikke samme grad af forpint tavshed og helgenindens martyrblik. Derimod er der et lidt højere aktivitetsniveau. I hvert fald i scener som denne, hvor de faktisk gør noget, frem for bare at sidde i græsset og brokke sig over deres situation. Dette sidste går der imidlertid en del tid med. Dette handler formodentlig om netop det, der illustreres i scenen med Audreys slagsmål: nok er nok. Til en vis grad holder de ud og affinder sig med tingene, indtil det simpelthen bliver for meget, og de ikke vil finde sig i mere.

Denne mekanisme modsvarer den grænseløse type, der går for vidt. Over for denne gåen for vidt, må der nødvendigvis stå en anden instans, der siger, at nu kan det være nok. Filmen kan virke en anelse skævt disponeret med sit lange oplæg til den flugt, allerede titlen lover. Men det har en dyb berettigelse som et forløb, en psykologisk bevægelse, der efter en passende mængde tien og tålen når til en grænse. Opstillingen kompliceres imidlertid af, at en af dem, der får nok, Angela, i nogen grad tilhører den grænseløse type. Hun modsvarer så at sige et nok med et nok, da tingene går for vidt, går hun selv for vidt, og herefter er der ingen vej tilbage.

Da der lidt senere i filmen opstår et nyt kontrovers, vælter Angela gårdvagten omkuld i græsset og kaster en sten gennem et af skolens vinduer. Dette at smadre en rude forekommer også i "Reform School Girl", hvor det bruges til at rydde kontoret for at få en telefonlinje. Som der sker i "Runaway Daughters" er det imidlertid en slags opfølgning på den tidligere situation. Nu gider Angela bare ikke mere, og så skrider hun ud over de yderste grænser.

Denne omvendte rækkefølge har imidlertid sine beslægtede mønstre i de foregåendefilm, omend man vanskeligt kan tale om direkte paralleller. Men betragter man f. eks. de helt på hovedet forløb, der forekommer i "Reform School Girl", det tvetydige forhold mellem skæbne og psykologisk bevægelse i "Sorority Girl", samt endelig det dunkle historiesyn i "The Undead", er der i det mindste fortilfælde af fænomener, der - omend på anden måde - benytter omvendingsprincipper.

Holder vi os til det konkrete handlingsplan, minder scenen naturligvis mest om pigeslagsmålene i de to foregående film. Det er in facto det, der foregår. Ligeledes er der visse beslægtede træk i motiverne bag disse slagsmål. De fleste af dem vedrører status, ære og anseelse i det givne miljø, kombineret med hertil knyttede hemmeligheder. Sabra og Rita kommer i håndgemæng, da Rita vil indberette Sabra for at have givet Ellie en endefuld. Det fører i stedet til, at Sabra får kendskab til Ritas hemmelighed og en gensidig tavshedsaftale. Ellie overfalder Sabra på stranden som en markering af hendes frigørelse fra det tidligere idol og tilknytning til en ny gruppe, umiddelbart efter at de fleste hemmeligheder - fraregnet dog Ritas - er kommet frem i lyset. Det er værd at bemærke Sabras højsind: at hun ikke udleverer Ritas hemmelighed, men udelukkende taler om knuderne i deres indbyrdes relation. Hun kunne have sagt: "Tugthuskandidatens datter står og prædiker moral. Har man kendt mage." Men dertil tager hun hemmeligheder for alvorligt, og nøjes med, at påpege den åbenlyse uoverensstemmelse mellem Ritas ord og handlinger. Slagsmålene i "Reform School Girl" giver vel sig selv. I klar forlængelse af dette er det en udbasunering af den foregående aftens hændelser og den hermed forbundne æreskrænkelse, der vækker "den nye Audrey".

I de tidligere film er vi stødt på hemmeligheder. I de to første var det ligefrem skæbnesvangre hemmeligheder, der kunne få betydning for den samlede menneskehed, og derfor måtte deponeres hos to - og kun to - edsvorne personer. I de to efterfølgende har hemmelighederne haft en mere personlig karakter, men omkostningerne i forbindelse med at bevare dem har imidlertid grebet om sig og fået indflydelse på mange menneskers liv. Endelig, i " Runaway Daughters”, får der ikke lov at være en hemmelighed. Skolekammeraterne kender ikke til de æresbegreber, der kunne bremse selv den udpræget grænseløse Sabra. Det er her betegnende, at det rent faktisk - svarende til de to første film - kun er to blandt kammeratflokken, der kender til begivenhederne. Det er altså fra disse to hensynsløse - ja, sladderhanke (her er ordet på sin plads!), at der udgår en latterliggørelse over hele skolen af de tre veninder. Eftersom "kærligheden skjuler en mangfoldighed af synder" viser dette optrin i hvert fald - om ikke andet - hvor pigerne ikke vil finde en arkoff'sk løsning på deres problemer. I så henseende er de ikke bedre stillet end Sabra.

I forbindelse med flere af de foregående film har vi betragtet spejlfænomenet, det, at en scene i en let ændret form gentager den forrige, men på en sådan måde, at det samtidig fører handlingen videre. Her ser man så direkte en slags revy over den foregående aftens begivenheder, som i kraft af Audreys reaktion har en reel betydning for fortælleforløbets bevægelse.

Videre kan man hæfte sig ved sammenflydningen af virkelighed og teater, der i nogen grad også gælder Lombardis seancer. En anden parallel til denne scene er psykologen, der bliver tirret og drillet i klasseværelset. Man bedes her huske, at dette sker efter en forudgående aftale. For så vidt kunne man også nævne Livia i kroen, der diskuterer sikkerhedsforanstaltninger mod hekse. M an erindrer impen, der lystigt bider i hvidløget. Til næsen-mod-ruden og det forlængede spejlbillede kan man således føje den kunstige hændelse, som i det mindste i nogen tilfælde kan være koblet sammen med latterliggørelse.

Vi har kort sagt en situation, der har udtalt lighed med en række af dem, vi er stødt på i de andre film. Men ved at indsætte en direkte parodi på en række foregående hændelser lægges optrinet blot. Det viser så at sige mekanismen bag de andre. Tænker man derimod i egentlig optræden, kan kun Lombardi og måske delvis heksenattens dødedans komme på tale. Man kunne naturligvis også hæfte sig ved det generelt teatralske præg over hele middelalderdelen af "The Undead". Alligevel må man sige, at denne scene mere åbenlyst byder på en opførelse, end vi har mødt det i de andre film, hvor opførelsesaspektet snarere er et skjult tilstedeværende bag hændelserne. Dertil kommer, at film jo er rollespil. Det er skuespillere, der fremstiller nogle menneskers liv, ikke virkelige personer, som begivenhederne reelt overgår. Netop derved er der en lighed mellem form og indhold. Skuespillet gøres åbenlyst, og det bruges som levende avisoverskrifter. Den totale blotlæggelse. Dette er beslægtet med de meta-træk man finder i "The She Creature", f. eks. Ericsons analyse af Lombardi, der i bund og grund er en kamufleret anmeldelse af filmen.

Der findes utvivlsomt mange forskellige opfattelser af, hvad forskellen er på en arketype og en prototype. På nærværende sted skelnes på den måde, at en filmscene, der kan sættes i forbindelse med en velkendt mekanisme, enten kan vise mekanismen i spil, eller være en afsløringen af den. Det første medfører genkendelighed, det andet lader sig bruge som opskrift. Det første berører os, det andet belærer os. Skønt man ikke kan frakende skolegårdsscenen dramatisk værdi, og medrivende appel, har den ikke desto mindre en snert af lærebogseksempel over sig, som giver den noget af prototypens præg.

Uagtet denne diskusion kan man også tale om noget arketypisk: en eller flere personer oplever noget pinligt og skamfuldt for derefter at blive drillet af dem, der skulle have været deres kammerater, men ikke er det. Er noget menneske kommet igennem sin skoletid uden at opleve de? I sin enkleste form er det "ha, ha, ha - han trådte i en hundelort"-princippet. Således er der da også et tydeligt præg af det almenmenneskelige og umiddelbart genkendelige over denne scene. Derved er den ikke kun belæring, men også berøring. Det rokker imidlertid ikke ved, at noget ved dette optrin giver en fornemmelse af at være den bærende konstruktion bag en række af de scener, vi er stødt på i de foregående film.

Bedre kan jeg ikke forklare det. Følgelig ville Villy Sørensen have ment, at jeg slet ikke må skrive om det. Det afstår jeg også gerne fra, da jeg kan mærke, at jeg er ved at komme ud, hvor jeg ikke kan bunde.

Noget helt andet er, at der udover det blotlagte også er en skjult side af sagen. Vi var tidligere omkring Eigil Nyborgs formulering, at "det lidende menneske har måtte bære byrden af en konflikt af kollektiv art, og som det ubevidst har identificeret sig med." Vi har set dette fænomen ytre sig i forhold til Sabra og Donna. Måske endnu tydeligere med Kathy. Det synes også at gøre sig gældende her. Ikke blot har kammeratflokken opnået den styrkelse af sammenholdet, der ligger i at have nogen at holde sammen imod, de opnår også en lang række andre "frynsegoder" gennem deres latterliggørelse af vore heltinder. Dels lægges problemet over på dem og kun på dem. Formodentlig gælder det de fleste af dem, at også de har problemer med deres forældre, men det får de for en stund lov at glemme. Men det går langt videre endnu. I et samfund der var ved at revne på midten, fordi børn og forældre stod fremmede overfor hinanden, var det en behagelig projektion at hævde, at dette gjaldt nogle få bestemte familier, og i øvrigt ikke var udtryk for paradokser og selvmodsigelser i samfundskonstruktionen som sådan. At der herskede raceuroligheder, at de fleste minoriteter blev anset for uhyrer, og på det internationale plan, at to modsatrettede ideologier stod overfor hinanden og truede med dommedag, havde intet at sige. Verden var skam helt igennem sund og god, og der var bare nogle sygelige enkelttilfælde rundt omkring, som ihvertfald ikke pegede udover sig selv og hen på noget mere alment. Visse hysteriske pigebørn var bare en smule utilpassede. Det var såmænd det hele. Selvbedrag kan i sandhed gøre såvel enkeltpersoner som hele civilisationer døve og blinde!

Her får det en anden betydning, at opførelsen har en reel underholdningsværdi og komisk kvalitet. Det er kort sagt et kreativt produkt, og det er oven i købet kollektivt skabt. Således har vi her hele vores indledende snak om en periodes kulturprodukters afspejling af perioden samlet i en enkelt scene. Hvad man her ser svarer nøje til hele denne overvejelse om otte film fra slutningen af 50'erne, ligesom den også fortrinligt viser, at det fremstillede meget vel kan være i en forvrænget og fordrejet form, der ikke umiddelbart svarer til virkeligheden, men dog forholder sig til denne.

Hvis problemer og smerter hober sig op hos den yngste del af menneskeheden, står man overfor noget langt mere direkte insisterende end et symbol. Det er et umisforståeligt tegn, der ikke behøver nogen fortolkning, men peger direkte på sit budskab: verdens fremtid er usikker!

Reaktioner siger almindeligvis mere om tilskueren end om filmen. Alligevel kan det være lærerigt at være opmærksom på sine egne reaktioner. Ikke blot som middel til selverkendelse, men i visse særlige tilfælde også for at indkredse noget, der faktisk har med produktet at gøre. Nu vil "Runaway Daughters" naturligvis virke forskelligt på forskellige seere. Alligevel vover jeg det gæt, at scenen hvor Angela vælter i afgrunden vil gå mange til marv og ben. Tårerne springer uvilkårligt frem i øjnene, mens man stønner: "Åh, nej - stakkels, lille Angela!".

Hvorfor?

Historien er som sådan uhyre triviel, og man har stort set fra første færd været klar over, at det ville ende sådan. Det er altså i hvert fald ikke nogen overraskelse, og en egentlig chok-virkning kan således udelukkes. Det oplagte svar er vel det ganske enkle, at man er kommet til at holde af hende. Hun siger forfærdelige ting, slår ældre damer i gulvet og kaster med mælkeflasker efter politiet. Der er som sådan nok at udsætte på hende. Men undervejs kommer man til at forstå alt dette, ser ind bag det og opdager at hun - som Dixie ganske rammende udtrykker det - er en lille, bange pige, der længes efter kærlighed. Alene den måde Tony fordeler skyld og ansvar i forbindelse med den rullede mand, at han kan huske Angela, men ikke Tony, således at hun er den eftersøgte og han derfor ikke kan blive set sammen med hende, er så ufattelig ond, at man harmes. Lige meget hvor problematisk hun er. Så illoyalt og kynisk har ingen fortjent at blive behandlet af deres egen bror. Arkoffs lov bruges her til at torturere tilskueren. Man kommer til at ønske noget godt for hende, alt imens man iagttager, at hun er anbragt i et univers, hvor ingen ønsker hende noget godt, og der derfor ikke er nogen vej til redning. Tilskuerens kærlighed står uden for universet og kan derfor ikke gøres gældende. Således opstår der en dobbelthed: det fraværende i universet, der står udenfor og vil anderledes. Når Angelas styrt har en så voldsom virkning, er det således fordi, at man som tilskuer ikke kan stikke hænderne ind i filmen og gribe bilen. Derfor søger de i stedet spontant op til ansigtet i forfærdelse.

Det man har sværest ved at forlige sig med, er således i virkeligheden filmens største styrke. Den illustrerer ubøjeligheden af Arkoffs lov. I tilfældet Angela kunne man ønske sig, at der kunne gøres en undtagelse. Men netop derved bliver det slået så meget desto tydeligere fast, at der ikke under nogen omstændigheder kan komme dispensationer på tale. Loven gælder ukrænkeligt - også når den er grusom.

Når dette er sagt, må det tilføjes, at "Runaway Daughters" generelt gør mindre indtryk end de foregående film. Historien er lidt for tynd og triviel, og kan derfor ikke helt kravle under huden. Der bruges samme skellet som til de øvrige, men puttes mindre kød på. En stor del af filmen går med at pigerne har deres problemer i skole og hjem, mens de indbyrdes diskuterer muligheden for at stikke af fra det hele. Først over halvvejs gennem filmen gør de omsider alvor af det, hvorefter flugten og dens følger behandles en anelse forjaget.

Men idet man vælger at se bort fra disse ufuldkommenheder og koncentrere sig om, hvad det egentlig er, filmen omhandler og siger, begynder en række interessante perspektiver at komme til syne.

Blandt de mest påfaldende ting er de fuldstændig groteske hjem, hvor der ikke hersker blot et minimum af almindelig sund fornuft. En mor, der rejser til Acapulco og overlader sin 17 årige datter til sig selv. En far, der bruger udtrykket "jeg vil ha'" om sin datters liv, som om det var et tapetmønster og endelig nogle fjogede, fordrukne overklasse-svin, der er ude af stand til at se, hvor pinligt de optræder, og i hvor høj grad de sætter deres datter i forlegenhed. Der er noget i den grad urimeligt, harmende og forargende over dette uvæsen, at folkene bag filmen i grunden lige så godt kunne have taget skridtet fuldt ud og gjort som i "The She Creature": indsat et regulært monster i fortællingen. Netop fordi vi står over for noget i den grad ekstremt, ligger det lige for at spørge, om det nu også skal opfattes bogstaveligt og konkret? Den gennemførte overdrivelse peger i retning af en anderledes tolkning. Forældre-monstre bør tydes på samme måde som alle mulige andre slags monstre: som metaforer og symbolske størrelser.

Lad os imidlertid tøve et øjeblik ved konkretplanet, for også her ligger der et par pointer og finter gemt. Disse kræver netop at man tager tingene helt for pålydende, altså ikke f. eks. stiller spørgsmålstegn ved fremstillingens troværdighed, og spørger: "Kan det nu passe?". Idet man simpelthen accepterer, at disse forældre er nøjagtig således og deres børn ligeså, som havde man ikke set det på film, men besøgt disse hjem, står man over for en stejl konflikt mellem to parter. Derfor kunne det være nærliggende at spørge de involverede parter, hvad de egentlig ønsker af den anden part?

Det lader sig lettest besvare i forhold til Marys far, for han fortæller det selv. I de øvrige tilfælde kommer det mere indirekte til udtryk. Mest inadækvat i forhold til Angelas fraværende mor. Da hun befinder sig langt væk, siger hun som sådan ikke noget. Men hendes tavshed er på sin vis talende, og Angelas analyse, at moderen helst er fri for hende, er næppe helt ved siden af. Det er her en besk ironi i historiens forløb, at den slemme pige faktisk er den, der opfylder forældrenes forventninger, mens de to pæne trodser deres ophav. Omvendt gælder, at Mary gør lige nøjagtig det, hendes far har sagt, at han ikke vil have. Hun forfølger sine mål og når dem. Også her står hun i modsætning til Angela, der jo netop ikke får den kærlighed og omsorg, hun længes efter.

Fælles for disse to tilfælde er imidlertid, at konflikten er tilspidset på en sådan måde, at en forsoning ikke er mulig. Den ene parts ønsker må nødvendigvis ofres, for at den anden part kan få opfyldt sine.

Kun i Audreys tilfælde er en forsoning mulig. Det er således også her, det er oplagt at påtage sig rollen som mægler og stille de stridende parter en række konstruktive spørgsmål. En række af svarene bliver rent faktisk formuleret i løbet af filmen, og det er afgjort ulejligheden værd at se lidt nærmere på disse udsagn.

Da moderen kommer ind og taler med Audrey efter den pinlige episode, hvor Audrey har set moderen kysse naboen, befinder hun sig selvsagt i en situation, hvor hun skal retfærdiggøre sig, og hvad hun siger må i nogen grad ses i dette lys. Men selvom man iberegner dette som et forbehold, må hendes udtalelser alligevel formodes at afspejle hendes holdninger. Som en form for forklaring siger hun, at når man ikke længere er så ung, kan man indimellem savne at være det, og derfor ønske at glemme årenes tryk og opføre sig som om man var. Åbenbart er hun en smule misundelig på Audrey over hendes ungdom. Hvis man kan tale om et modsat, positivt udtryk for dette, må det være, at hun synes datteren skal nyde denne tid og få noget ud af den. Hun synes at mene, at Audrey er lidt for pæn og tilbageholdende. Hun håner hende for at stadig have sin barndoms dukke fremme. Hun er for stor til den slags, ikke en lille pige længere, hun skal snart til at tænke på at finde en mand og blive gift. Videre siger hun, at man ikke skal hænge sig i, hvad andre tænker og mener. Også dette er naturligvis en retfærdiggørelse af sig selv. Hun kan ikke hænge sig i alle mulige andre menneskers normer. Men dette gives samtidig videre som et råd til datteren: hun skal hæve sig over andres fordomme. Audrey påpeger ret præcist, at moderen står ret alene med sine normer.

En fin detalje er, at Audrey, efter at moderen er gået, tager dukken, vil kaste med den, bremser sig selv, tøver et øjeblik, men så kaster den alligevel. Den ungdom moderen priser så meget, er for hende et fængsel. Hun er spærret inde mellem barn og voksen. Hendes bemærkning om moderens noget afvigende normer viser hendes ønske om, at ikke gøre sig unødigt bemærket, hvilket naturligvis har en nær tilknytning til den forlegenhed, hun føler i forhold til moderens opførsel. Hun står i den ubehagelige situation at føle skam over sine forældre og støde mod en mur af selvretfærdighed hos moderen, når hun prøver at give udtryk for det.

Da Audrey næste dag kommer hjem efter slagsmålet med iturevet tøj, og moderen spørger, hvad der er sket, bider Audrey: "Jeg har hævet mig over massernes konformitet. Du må være stolt af mig."

 

   - Ja, ja. Der er jo også noget, der hedder overdrivelse.

   - Det ord troede jeg ikke fandtes her i huset .

 

Dette er startsignalet til Audreys oprør. Findes ordet "overdrivelse" i det hus? Faderen gør tilløb til at markere, at det gør, men moderen får sin vilje, hvilket betyder, at Audrey kan gå så vidt, det skal være og endog regne med massiv økonomisk støtte.

Hvis man strækker sig til det yderste for at anlægge et positivt syn på moderen, kan man måske trods alt finde spor af noget velmenende. At ikke lade sig hæmme af almindelige fordomme, kan under visse forudsætninger være et udmærket råd. Men det kan så sandelig også overdrives. For så vidt er moderen repæsentant for noget, der bestemt ikke er blevet mindre udtalt siden. I vor tid har jo enhver travlt med at skulle realisere og udfolde sig selv. I en del tilfælde bliver talen om personlig udvikling og at ikke lade sig hæmme af andres normer til en dårlig undskyldning for en adfærd, der simpelthen er ren og skær uforskammethed og hensynsløshed. Det er for så vidt lidt overraskende at finde en så nutidig problemstilling i en så gammel film. I den forstand er moderen forud for sin tid. Men dette skal ikke opfattes synderligt positivt. Det var imidlertid det positive element hos moderen vi søgte efter, så lad os prøve en gang til.

At hun ønsker, at datteren skal få mest muligt ud af sin ungdomstid, lægger hende på sinde at den ikke varer evigt, og at det er nu, hun har muligheden for at slå sig løs, er vel egentlig en udmærket lære i det omfang, man vælger at opfatte den som oprigtigt velment. Lad os således - i det mindste for en stund - gå ud fra, at moderen oprigtigt ønsker, at datteren skal få det bedste ud af sin ungdomstid og ikke forspilde disse vigtige år. Går man med så langt, må man også hævde, at moderen støtter hende i dette projekt. Men hun begår samtidig den fejl at begynde at definere hvad, der er et værdifuldt udbytte af ungdomstiden. På den ene side skal Audrey ikke rette sig efter andres normer, på den anden skal hun underlægges moderens personlige opfattelse af hvad, der er udbytterigt. Som faderen på et tidspunkt bemærker, prøver hun at lave en mini-udgave af sig selv. Når det falder så svært at sætte en positiv vinkel på moderen, er det måske især fordi, det er så tydeligt, at hun ikke bare vil lade datteren have sin ungdom, hun vil have del i den, suge af denne ungdom som en vampyr. I den forstand er hun en tidlig forløber for den modbydelige Mrs. Robinson i "Fagre voksne Verden". På mange måder er Audrey mere moden og fornuftig end sin mor. Faktisk er det moderen, som er en lille, legesyg pige, mens datteren på sin vis fremtræder mere voksent. Kastet med dukken bør også tolkes i dette lys. Men mest af alt er det dog et udtryk for magtesløshed.

Netop magtesløsheden spiller en central rolle i dette forældre-barn forhold. Efterhånden som filmen skrider frem, bliver det stadig tydeligere, at den dybereliggende årsag til, at forældrene opfører sig så tåbeligt og forsøger at løse alle problemer med penge, hænger sammen med, at de ikke aner ud eller ind, hvad de skal gøre. Således siger på et tidspunkt faderen:

 

   - Jeg ville ønske, at det stadig var, som da hun var lille. Dengang jeg kunne tage hende på skødet og lade hende græde hos mig, hvorefter alting var godt igen.

 

I bund og grund ønsker begge parter at komme til en forståelse - kærligheden foreligger - og derfor lader det sig også gøre. Men inden dette kan ske, er de nød til hver især at lære noget og forstå nogle ting - komme til indsigt. Der må skrappe midler til, men de virker, og efter at begge parter har lært deres lektie, lader forsoningen sig uden videre vanskeligheder gennemføre.

Det mest påfaldende og tankevækkende træk blandt disse tre tilfælde, når man betragter dem som case stories, er vel det, at den uønskede datter bliver en slags bagvendt ønskedatter ved at tage konsekvensen af sin uønskethed. Når den pointe er slået fast, kan man forlade konkretplanet og begive sig videre. Idet vi således ikke opfatter rollelisten som virkelige mennesker, men derimod psykologiske begivenheder, begynder et helt andet billede og sammenhæng at tone frem, eftersom den stiliserede fremstilling netop er garant for arketypisk stof.

De tre piger synes at repræsentere hver sit område af det menneskelige spekter. Den handlekraftige og noget grænseoverskridende Angela tilhører instinkternes verden, mens den tænksomme og forsigtige Audrey repræsenterer fornuften. Endelig er den troskyldige og i loyalitetskonflikt fangne Mary udtryk for følelsernes område. Hendes dilemma er ikke fornuftbetonet. Overfor faderens spørgsmål om, hvad de unge mennesker skal leve af, svarer hun, at de elsker hinanden. Derimod kommer hun i konflikt, fordi hun føler medlidenhed med faderen, der blev forladt af den uansvarlige og promiskuøse moder. Således har hun en følelsesmæssig binding til begge sider. Det kræver en pagt mellem følelse, fornuft og instinktmæssig handlekraft at realisere flugten. Det er forskellige ting, der flygtes fra. Faktisk begrænser enigheden sig til ønsket om at finde noget andet. Det, de derefter erfarer, er, at de lever i en verden, der har plads til fornuften og følelsen, men ikke til det utæmmede instinkt, der forgæves søger efter accept og forståelse. Ved eftertanke kan fornuften nå til forsoning. Takket være en praktisk ramme omkring følelsen kan også den finde sin plads. Forestiller man sig disse tre drivkræfter hos det samme menneske, vil vedkommende uværgeligt være i splid med sig selv. Det kan forsøge at flygte fra det hele, men hvad det uværgeligt vil opdage sidenhen er, at det ikke kan flygte fra sig selv.

Dette er en udbredt konfliktstilling for den, der føler sig i et misforhold til sin tid, sit miljø eller lignende. Det handler som oftest om, at de på den ene eller anden måde er i et misforhold til sig selv. Spørgsmålet bliver herefter hvilke løsninger, der lader sig gøre. Findes der et andet sted, hvor de kan forsone sig med sig selv og deres liv? Er det godt eller skidt, hvis en kunstig virkelighed giver dem mulighed for at opretholde en illusion om en tålelig tilværelse?

Allerede i "Don Quixote" møder man det motiv, at et menneske vil noget andet og drager ud for at finde det. Don Quixote skaber sin egen virkelighed. Det har de tre piger i "Runaway Daughters" noget sværere ved. Man kan så diskutere, om dette er et udtryk for mental sundhed, eller at de i sidste ende ligger under for og alligevel tror på det, de vil rive sig fri af ?

M an kan også mene, at skønt Don Quixote blev anset for at være gal, så var der dog delvis og i nogen grad en mulig tumleplads for hans galskab. Det tema, man ofte støder på i forbindelse med 50'erne, er, at der ikke er plads til folks galskab.

Som nævnt havde Rusoff været socialarbejder, og der stødt på en hændelse, der gav ham ideen til filmens manuskript. Her støder vi imidlertid atter ind i den centrale parodi-scene. Ved at indlægge denne gør filmen selv opmærksom på, at ikke alle fremstillinger af virkelige begivenheder er lige pålidelige, hvilket svarer nøje til det kamuflerede meta-stof i "The She Creature". Derved ramler vi ind i selve filmmediet. I sidste ende er film jo kunstige og konstruerede, hvor virkelige de end fremstår og hvor oprigtige motiver, der end måtte ligge bag. Derved rejser der sig en række spørgsmål om filmens virkelighed. Ikke så meget i dens forhold til den "virkelige virkelighed" (hvis en sådan overhovedet findes?), men i forhold til filmenes egen indbyggede virkelighedsopfattelse. Mens Corman gør sig i det lidt flagrende præg, hvor der ikke helt tilfredstillende er hæftet ende på alt, synes Rusoff/Cahn-teamet at have været optaget af at undersøge hvilke kriterier, man kan bruge til vurderingen af en films "sandhed". Disse to ting er beslægtede i den forstand, at de tvinger tilskueren ud i tvivl og overvejelser. Her synes "Reform School Girl" at skille sig ud, da den for en umiddelbar betragtning fremstår som fuldtud troværdig og samtidig hænger upåklageligt sammen. Men som det viste sig ved gennemgangen, leger også den med mediet og dets muligheder, eftersom stort set hver eneste scene opstår som en forlænget association af den foregående, ligesom mange af de hændelser, der tilsyneladende bare er små hverdagsepisoder, i virkeligheden gennemspiller klassiske konfliktforløb.

Oprindeligt blev "Runaway Daughters" vist som del af et dobbelt program, hvor den anden film var "Shake, Rattle & Roll".

I lyset af 50'erne:

Som jeg allerede indledningsvis nævnte, handler dette arbejde ikke som sådan om film betragtet som film, altså de mere kunstneriske og tekniske sider af mediet, lige så lidt som Jung og en hengiven efterfølger som Marie-Louise von Franz beskæftigede sig med eventyr, sagn og myter for disses litterære kvaliteter. På dette sted kan det imidlertid være på sin plads at lade en rigtig filmkritiker komme til orde.

I 1958 udgav Bjørn Rasmussen bogen "Film i Tiden". Ingen af de otte, vi her har for os, er nævnt ved navn, men som genre må man sige, at der er hentydet til dem, og der deles drøje huk ud. Lad mig endnu en gang minde om, at Bjørn Rasmussens ærinde var et andet end mit. Han forsøgte at skille skidt fra kanel blandt tidens film, gøre rede for de nyeste strømninger og veje dem i forhold til de ældre. Hvor var der fremskridt og hvor var der tilbagegang? Endvidere sad han over for samtidige kulturprodukter, ikke historiske dokumenter, og alene af den grund var hans vinkel og perspektiv ganske anderledes. Han betragtede det aktuelle filmlandskab og overvejede tendenser inden for et medie med en række muligheder og begrænsninger, der kunne bruges mere eller mindre godt. Han talte kort sagt om film som film på nøjagtig samme vis som siden I. C. Lauritzen, Ole Michelsen og senest Maria Månson. Når man husker på disse forbehold, kan man i nogen grad sige, at hans betragtninger bekræfter mange af de ting, vi her har været omkring.

 

 

En amerikansk læge, der var dokumentarfilmrådgiver i Washington, udtalte engang i Venezia under en samtale om amerikansk film: "De må aldrig glemme, at næsten alle amerikanske spillefilm er lavet for et publikum, hvis mentale alder højst er 14 år!" Hovedårsagen hertil er de erfaringe, som statistikerne har indvundet, da de analyserede biografpublikummets vaner, og dér kom til det resultat, at det var aldersklassen 16-25 år, der gik hyppigst i biografen; at der findes tøjlsløse 5o årige, der af sind kun er sytten, og som troligt vandrer i biografen 3-4 gange om ugen, siger i denne sammenhæng intet om publikums fordeling. Er "man" over 35 år går man i reglen kun i biografen, når der bydes på "noget særligt". Det ejendommelige er imidlertid, at filmbranchen istedet for at koncentrere sig om at tilbageerobre det store "tabte" publikum, samler sig om produktionen af film, der på enhver måde kæler for de purunges aldersklasse; man fedter for dem på alle måder, vover aldrig at kritisere dem (det er jo kunden!, sagde Stanley Kramer engang, da man drøftede den slappe slutning på filmen Vild Ungdom ). Og når man optager utallige film om den såkaldte farlige ungdom (der på film iøvrigt har fået en langt fyldigere repræsentation end den nok så hyppige almindelige, "udramatiske", men til gengæld sunde ungdom!), så indprenter man med fynd, at "fejlen" er samfundets, aldrig de unges. Det personlige ansvar regnes der så at sige ikke med. Forældre, lærere, alle overordnede, altså alle "voxne", beskrives som slappe karakterer eller besværlige kværulanter der hæmmer de unges naturlige trang til udfoldelse. Kort sagt, filmene støtter kynisk og uansvarligt en bestemt del af en bestemt alderskategoris synspunkter, den part, der er biografernes hovedkunde.


Da nu imidlertid også de unge menneskers interesse for det, der vises dem, kan være vanskelig nok at holde fangen, gør filmindustrien rundt om i landene enorme anstrengelser for at overtrumfe sig selv fra film til film. Også derigennem er man blevet ført hen til den tidligere omtalte forgrovelse af filmgenren, hvor alt det brutale blev extra hårdt, hvor det pjattede blev yderligere pjattet og hvor det frivole blev til massiv sexdyrkelse. Maskeret bag ønsket om "større realisme" og "filmisk sandhed" kom en lang række forbryder film og krigsfilm frem, hvor de sadistiske elementer understegedes mest muligt; i disse genrers primitive former, (for spektakelfilmenes vedkommende kan Eddie Constantine-serien nævnes) mødes grov spekulation i tarvelig smag. Cecil B. de Mille, der mere end nogen anden véd, hvad publikum bryder sig om, har engang udtalt, at tre ting skaber en filmsukces: sex, sadisme og religion. Da han selv i en række af sine film blander alle tre ingredienser med ferm hånd, skulde resultatet kommercielt set være sikret. Som eksempel på den type spekulationsfilm skal her kun nævnes Mervyn le Roi's Quo vadis, der scorede points hos verdenspublikummet ikke udelukkende ved sin patetiske skildring af de første kristnes liv, men nok så meget ved sin ivrige beskrivelse af martyrernes lidelser (sadisme!) og af Roms forfald (sex!). Side om side med koldt brutale Lemmy-film oplever man rå boxerfilm, pinagtige krigsfilm, sadistiske gysere, grovkornede, smilløse farcer og milevis af melodramer om vild ungdom, film, der forherliger en voldsmentalitet med deraffølgende hensynsløshed og afstumpethed overfor "andre"; ofte går sådanne film på samme biograf, så at stampublikummet uge ud og uge ind stopfodres med film af denne mentalitet, og det er det rene pure nonsens at ville påstå - som visse moderne kriminologer er tilbøjelige til i den offentlige debat - at disse films forråede mentalitet ikke i det lange løb skulde få indflydelse på dette stampublikums egen mentalitet. Man hører indtil trivialitet sagt, at filmene af denne type får de unge til at afreagere, så de ikke går hen og gør ligeså. Hvis disse psykologisk sagkyndige ville følge publikums reaktioner, når det stormer ud af biografen efter nok en voldsfilm for at starte knallerter og scootere og brage afsted, råbende og skrigende aldeles uden hensyn til den øvrige trafik, så ville vurderingen måske blive lidt modificeret. Film om fartgal ungdoms vilde meritter imponerer dybt, men skræmmer ikke.

Ikke én, men hundreder af gange kan man høre begejstrede udråb udenfor biografen "Sådan vilde jeg også gerne være!". Det er snak at hævde at sådanne film har en rensende effekt, de har tværtimod en yderst stimulerende, ubehageligt stimulerende effekt, og den eneste grund til, at de ungdommelige begejstrede ikke i større grad efterligner de helte, de så inderligt beundrer, er, at de ikke har mod til det; de vil gerne, men tør ikke, for den ballast af sund fornuft, de i forvejen har i sig, vejer trods alt så meget til, at filmene ikke kan forskubbe tyngdepunktet, selvom de gør deres bedste derfor. Skønt fartgal og vild ungdoms bedrifter på filmene altså ikke udenvidere kan overføres til det ungdommelige publikums private hverdag, så præges det - i første række naturligvis stampublikummet! - af filmenes brutale og forråede mentalitet; den mentalitet tager de med sig i det daglige, hvor de "risikoløst" kan efterligne deres helte fra filmene, og hvor de geråder i talrige konflikter med "de voksne" gennem denne opdyrkede og forherligede uopdragenhed, konflikter, der yderligere får dem til at identificere sig med lømlerne fra filmskærmen. Mentalitetsindflydelsen fra disse film kan ikke undervurderes; her har mange efterkrigstidsfilm skabt eller forstærket et vitalt socialt problem. I denne forbindelse er det vigtigt at mærke sig, at en meget stor del af de unge er aldeles uden interesse for eller forbindelse med disse film, simpelthen fordi de har andre interesser end forlystelsesverdendens attraktioner byder på. Men den part af de unge, der hyppigt og regelmæssigt frekventerer biografer, der fortrinsvis har de ovenanførte filmtyper som repertoire, gør sig til gengæld langt kraftigere gældende i "det daglige" og langt mere bemærket i den offentlige debat som stof for diskussionerne. Filmenes - og biografernes - ansvar her er ikke til at bortforklare. Problemet lader sig begribeligvis ikke løse tilfredstillende, så længe de forråede og forsimplede filmtyper produceres i så høj grad, som tilfældet er "idag". En tænksom censur kunde nok gøre sit til, at ukrudtet inden for biografrepertoirerne på forhånd blev luget bort, men ellers synes det en ret naturlig løsning, at de biografer, der i overmåde stort omfang viser sådanne film på stribe, påvirkes til at skaffe større afvexling i deres repertoire, så"på-stribe- princippet" kan undgås, og så at den mentale påvirkning af stampublikummet kan blive mere alsidig.

 

 

Som det tydeligt fremgår, ville Rasmussen ikke have haft synderligt til overs for de film, vi diskuterer i nærværende skrift. Men hans kritik bekræfter dog, at de var en tidstendens, typiske for perioden. Da han imidlertid stod midt i tiden, havde han ikke det samme behov som os for at forstå den gennem indlevelse. Vi var tidligere omkring denne forskel, det, at man ikke behøver at indleve sig i det, man står midt i. Mens opgaven for Rasmussen således var at vurdere, om disse film var værd at se, består den for os i at undersøge, hvad de fortæller om deres samtid.

I forhold til nutidig filmkritik vil mange nok synes, at Bjørn Rasmussen virker en smule formynderisk og "opdragende". Bortset fra det har han naturligvis ret i, at forskellige aldre ser med forskellige øjne. Vi har tidligere berørt tendensen til at lave romantiseret nostalgi over 50'erne, der har gjort sig gældende fra 70'erne og fremefter. Ved gensynet med "Happy Days" blev jeg noget forbavset over min barndoms helt, Fonzy, som jeg dengang syntes var sej. Men faktisk er han en stakkel uden fremtid. Han er droppet ud af skolen, dalrer rundt, og i forhold til alt, hvad der ligger udover coolness, motorkøretøjer og at score piger, er han temmelig naiv og uvidende. I første sæson af serien fremstår han som en ubetydelig biperson, der er tildelt en slags smart og tjekket klovnerolle, der har en vis pondus, men dog stadig er en klovnerolle. Men figuren blev populær, og sæson for sæson kommer han til at fylde stadig mere i serien. Seriens egentlige hovedperson er Ritchie, en almindelig amerikansk ung mand fra en middelklasse-kernefamilie, og afsnittene er for de flestes vedkommende varianter over spørgsmålet "Kommer Ritchie ud med pigen eller ej?" Atter er der forskel på første og de efterfølgende sæsoner. Den første sæson rummer nogle enkelte lidt mere indholdsrige afsnit, der berører ting som racisme, atomangst m.v. - naturligvis inden for rammerne af en tv-serie i dåselatter-traditionen. I dag ville man jo heller ikke forvente, at Will og Grace skulle give sig af med at diskutere 9-11. Men enkelte afsnit berører dog konfliktstof, f. eks. holdningen til homoseksuelle i USA. Således også med "Happy Days", hvor første sæson lader en antydning af skygge indgå i periodetegningen. Siden fortyndes konceptet, og efterhånden handler det udelukkende om, hvorvidt pigen siger ja eller nej. Ved gensynet blev mine favoritter Ritchies far og søster. De er ganske enkelt de sjoveste.

I alt dette ligger "Happy Days" imidlertid fint på linie med den epoke, den hævder at skildre. 

 

Rasmussen bemærker: 

 

 

En film, der viser sig at blive en kassesukces, medfører (ligesom en bog, der bliver bestseller) altid efterligninger og danner dermed skole. Da John Ford i 1939 udsendte sin Dilligencen så skulle alle filmsleskaberne med ét til at optage “store westernfilm" en gros, for det var jo "åbenbart" det, publikum hungrede efter. Følgen var begribeligt nok en række miserable imitationer, der mest muligt snyltede på originalen, ofte helt ud i titlen, og resultatet blev tillige, at det westerninteresserede publikum for en tid blev overmæt af genren, fordi det blev stopfodret med den. Det har altid stået som en gåde, hvorfor filmproducenter verden over hænger sig så voldsomt i det med at efterligne en sukces eller at forfølge en sukces med "fortsættelser". Har der været optaget én vellykket Don Camillos lille Verden, så kom mer der s trax to film til, der udvander det, der var nyt og originalt i den første. På s amme måde devaluerer man ideen i Brød, kærlighed og Fantasi ved i to efterfølgende film at gå videre og koge suppe på temaer og persongalleri; man gentager ufrisk, og man opnår desuden det for kunsten bitre, at publikum også rynker på næsen af den oprindelige, og altså frisk inspirerede film, hvorved det glemmes, at det er efterfølgerne, der traver sløvt i hælene på sukces-originalen, som de upersonligt snylter på. Der går en historie om en producer, der havde tjent mange penge på en film om "Hamlet", og som skulle have sagt, gnidende sig i hænderne: "Udmærket, så optager vi "Hamlets Søn" og "Hamlet vender Tilbage"". Anekdoten er desværre typisk nok. Fra stablen af film, der på en eller anden måde klynger sig til Alexandre Dumas' heroiske hævnerromantiske figur "Greven af Monte Cristo", skal her eksempelvis nævnes nogle få, der bedre end mange ord vil uddybe de ovenanførte betragtninger. Man møder nemlig (foruden diverse"rigtige" film, mere eller mindre trofast bygget over Dumas' oprindelige roman) film som Grevinden af Monte Cristo, Greven af Monte Cristo vender Tilbage, Søn af Monte Cristo (en yderst apokryf person), Greven af Monte Cristos Hævner og Greven af Monte Cristos Sværd, for slet ikke at tale om den paure serie amerikanske seriefjernsynsfilm, der med megen urette bar navnet Greven af Monte Cristo, og som ikke havde synderlig forbindelse med Dumas; kun hævnerens magiske navn og titel var tilbage, resten var 25 minutters koncentratmelodramaer, så ens som vanddråber, bygget over samme kedsommelige skabelon, 26 pr. år, produceret gennem en principielt set uoverskuelig årrække.


Her mødte man altså ét af filmproduktionens forsøg på at få folk i biografen: gennem efterligninger og seriefabrikation at holde en én gang populær figur i live, indtil denne figur omkommer af blodmangel og publikum af sovesyge.

 

 

I forhold til dette kan man altså sige, at "Happy Days" ikke blot i sit postulerede indhold, men også i sin form, var mere eller mindre 50'er-agtig. Det, der er en idylisering er, at den foregår i en verden, hvor der kun eksisterer få - og for de flestes vedkommende let løselige - problemer. Ritchie sidder sammen med vennen Potsie på den lokale café, hvor de spiser burgere og drikker milkshakes. Der kommer to smukke piger ind, og herefter er bolden givet op til at Ritchie og Potsie skal forsøge at få aftalt et stævnemøde. Ritchies ungdommelige kådhed og nogle glimtvise udslag af oprørslyst kan ganske vist fornemmes, men de får uhyre sjældent lov at overdøve hans samvittighedsfulde ansvarsbevidsthed, der næsten altid ender med at veje tungest. Således f. eks. i et afsnit, hvor han går glip af en rock and roll koncert, fordi han skal passe faderens forretning. Om det er at forherlige dårlig opførsel skal være usagt, men i hvert fald kan vi konstatere, at flertallet af de unge mennesker, vi møder i Arkoff- filmene, ikke er nær så søde og velopdragne som Ritchie, ja - end ikke som Fonzy, der når sandt skal siges, er den ultimative fløde og fløjl version af en ungdomsforbryder-type. Han ville formodentlig dø af skræk, hvis han mødte Vince eller Tony. Hvis man glemmer alle moralske domme, bliver spørgsmålet derfor, hvad dette udtrykker og symboliserer. Rasmussen har muligvis ret i, at det på det bevidste plan var ren leflen for et bestemt klientel. Men dermed er ikke forklaret, hvori dette klientels interesse dybere set bestod, ja - eller at dette klientel overhovedet eksisterede. Hvis man blot konstaterer at Angela smadrer ruder og smider med mælkeflasker efter politiet, ser man kun hendes uregerlighed. Man studser ikke over det sammenfald, at både vinduesruder og mælkeflasker er af glas. Glas er gennemsigtigt. Hvorfor vil Angela smadre gennemsigtigheden? Hendes problem er jo netop at være overset. Så må hun vel ønske synlighed. Mange af hendes handlinger ligner da også forsøg på at gøre opmærksom på sin eksistens. Men absolut gennemsigtighed er jo netop usynlig. Man ser gennem vinduet, ikke på vinduet. En anden antydning af et paradoks er selve det at bruge mælkeflasker som kastevåben. En besynderlig syntese af uskyld og brutalitet! Der klæber sig unægtelig nogle andre konotationer til mælk end øl og whiskey. Ballade i børnehøjde.

"Runaway Daughters" lægger sig i nabolaget af 50'ernes to store generationsromaner, Salingers "Forbandede Ungdom" og Kerouacs "Vejene". Sat på den kortest mulige formel er temaet "væk fra det hele og ud i det blå". Denne tematik dukkede undertiden også op i tidens mere strømlinede film, f. eks. "Prinsessen holder Fridag". Men over for denne uskyldssøde komedie virker "Runaway Daughters" påfaldende mere barsk og usleben, og således også nærmere de litterære forlæg.

Jack Kerouac skrev "Vejene" på knap tre uger, forøvrigt på en rulle toiletpapir. Men fra den hurtige affatning til udgivelsen gik der 10 år. Kerouac kradsede ned på toiletpapiret i 1947, men først i 1957 blev bogen udgivet.

Den hører blandt den såkaldte beat-generations mest berømte værker, og indfanger eminent denne strømnings ånd. Beat-generationen - eller the beatniks - holdt af moderne jazz, eksperimenterede med stoffer og lagde ikke bånd på deres seksualitet. De er således på mange måder en forløber for 60'ernes hippie-bevægelse. Trods de mange jazzplader, man hørte i de kredse, henviser beat dog ikke til rytme, men at være forslået, mørbanket. 

 

Ian MacDonald forklarer:

 

 

Beatgenerationens navn formodes ofte at være en musikreference, men i virkeligheden henviste navnet til en fornemmelse af at være maltrakteret af livet og kastet ud i den materialistiske civilisations ødeland. 'Beatvilkårene', der har apokalyptiske overtoner ifølge bevægelsens førende stemme stemme Jack Kerouac, indebar en følelse af frigjorthed fra den samfundsmæssige isolation og som følge her af en guddommelig klarhed. Beatdigterne, der hovedsaligt tilhørte middelklassen, var visionære vagabonder udenfor samfundet på 'vejene', både i bogstavelig og metaforisk forstand. De var amerikanske slægtninge til eksistentialisterne - hvis gådefulde elegance førte Lennon og McCartney til Paris i 1961, og som fascinerede dem iHamburg i skikkelse af Tysklands Exis - og var mindre optagede af jeg'ets integritet end af at overskride personlige grænser, at nå ud til noget ud over hverdagens erfaring. Idet de ikke præcist vidste, hvor de var på vej hen, definerede de sig selv ved det, de var for og imod. De var imod sjælelammende materialisme ('penge-teisme'); de var for fantasi, selvudtryk, Zen. Imod samfundets godkendte stimulanser (alkohol, sovemidler); for ulovlige stimulanser som marihuana, amfetamin og mescalin. Imod rationalisme, repression og racisme; for poesi, fri sex og jazz. Idet beatdigterne søgte selvrealisering gennem 'hipness' og paradokser, var de atomalderens autentiske religiøse stemme. Som sådan havde de betydelig indflydelse på tressernes modkultur i Californien og New York, og deres følsomhed nåede England gennem Liverpooldigternes frie poesi i egen dialekt.


Som sene produkter af den åndelige krise, som den vestlige civilisation har befundet sig i siden det videnskabelige livssyns begyndelse, var beatdigterne del af en ærværdig historisk tradition. Udtrykket ' Guds død', med det medfølgende tab af såvel et moralsk holdepunkt som vores gamle tro på personlig udødelighed, begyndte at sive ned i samfundet fra dets udspring blandt lærde videnskabsmænd for omkring fire hundrede år siden. Da begrebets indflydelse blev større og forandrede alle forudsætninger og ganske fintmærkende fornyede menneskelige relationer, blev videnskabens analytiske holdning og de teknologiske frembringelser efterhånden opfattet som en trussel mod fantasiens verden og fremkaldte egentlige kulturoprør: Sturm und D rang- og gotik bevægelserne i slutningen af det 18. århundrede, romantikerne og impressionisterne i 19. århundrede og symbolisterne og surrealisterne i 20. århundrede. Samtidig fik tabet af et transcendent moralkodeks kunstnere til at udforske den personlige morallæres grænser ved at gå ud over normerne for acceptabel adfærd og sætte betydningen af individuel erfaring over dogmer, der var overleveret fra fortiden og fastsat af den styrende klasse. Anerkendt visdom, traditionelle værdier og strukturer, alt, hvad der engang havde givet livet form og stabilitet, blev nu draget i tvivl. Beatdigterne var blot endnu et åndeligt bølgeslag, der rullede henover materialismens klippe, som var kastet ned i den vestlige sjæls rolige, teokratiske sø af de tidlige videnskabsmænd i slutningen af det 16. århundrede.

"Vejene" er historien om Sal og hans venner på strejftog rundt i USA, hvor de i den stadige omskiftelighed af hændelser oplever såvel livets mangfoldige storhed og rigdom som altings porøse flygtighed. Det, man som udgangspunkt må gøre sig klart, er den dybe, higende længsel efter at livet skal blive ægte og autentisk, trangen til at gøre sig fri af alle forlorenheder og finde noget, der er virkeligt og sandt. Det er folk, der vover sig ud på kanten, for derved at blive i stand til at mærke, at de lever. Dette er den ganske enkle, men altafgørende forudsætning for at få et reelt udbytte af "Vejene". Det er ikke spor svært at forstå. Men man er nød til at være klar over det. Ellers går man galt i byen. Læser man ud fra den forudsætning, at det er mennesker, der lige så godt kunne slå sig til ro og foretage sig noget fornuftigt, vil hele denne amerikanske odyssé uværgeligt komme til at fremstå som et meningsløst orgie af drengestreger, dumheder, udskejelser og selvdestruktivitet. Men læst med den rette forståelse for baggrunden, at de er besjælet af en dyb tragten efter at livet skal blive ægte, som ikke lader dem i ro og ikke tillader dem at lulle sig ind i nogen ligegyldighedens døs, åbner der sig en både smuk, gribende, vanvittig morsom, dybt tragisk og alt mulig andet beretning om livet på vejene, om alt det, der dér kan ske, om alle de glæder og ubehageligheder, ærgelser og henrykkelser man kan møde derude hinsides de trygge, velordnede rammer. Fortællingen udfolder sig muntert og sprudlende i et rablende, opremsende tempo. Men lige under smilet ligger hele tiden vemodet og lurer.

 

Det er altsammen meget længe siden, det var tilbage i en tid, hvor Dean ikke er sådan, som han er idag, dengang han var en ung fyr, der røg i spjældet ustandselig og var omgivet af mystik.

(...)

Den aften drak vi allesammen øl og lagde arm og snakkede til den lyse morgen, og om morgenen, mens vi sad der tavse og røg skodder af askebægrene i et dystert daggrys grå lys, rejste Dean sig nervøst op og gik frem og tilbage og tænkte sig om, og fandt ud af, at det rigtige ville være at få Marylou til at lave morgenmad og feje gulvet.

(...)

Han var simpelthen en ung fyr, der var vildt optaget af livet, og selvom han var en plattenslager, så lavede han udelukkende plat, fordi han var så vild med livet og fordi han gerne ville hægte sig fast på folk, der ikke ville lægge mærke til ham ellers.

(...)

Og det var den aften, Dean mødte Carlo Marx. Der skete det mest fantastiske, da Dean mødte Carlo Marx. De er to ildsjæle, og de kunne lide hinanden lige med det samme. To gennemborende øjne stirrede ind i to gennemborende øjne - den hellige plattenslager med det funklende sind og den sørgmodige, poetiske plattenslager med det mørke sind, der er Carlo Marx.

(...)

De styrtede ned ad gaden sammen og sugede det hele til sig på den vilde måde, de havde det med dengang i begyndelsen, og som senere blev så meget tristere og tommere og mere følsom .

(...)

Så blev det forår, den storerejsetid, og allesammen i hele den store flok var allerede ved at gøre sig klar til at tage afsted på den ene eller den anden tur.

(...)

Vi spiste afskedsmiddag bestående af knækpølser og bønner nede i en Riker's på Seventh Avenue, og så stod Dean på bussen og sagde Chicago og kørte brølende ud i natten. Der skred vores cowboy. Jeg lovede mig selv at tage samme vej, når foråret virkelig begyndte at blomstre op og åbne for landet.

Og det var virkelig sådan, det begyndte med alle mine oplevelser ude på vejene, og de ting, der skete bagefter er for fantastiske til at man kan lade være at fortælle dem.

(...)

Jeg vidste, at der et eller andet sted ude i fremtiden ville komme piger og visioner og det hele; og på et eller andet tidspunkt, et eller andet sted ville jeg få perlen i hænderne.

(...)

Jeg begyndte at blaffe op langs floden. Fem forskellige ture tog det mig op til den ønskede Bear Mountain-bro, hvor Hovedvej 6 kommer ind i en bue fra New England. Det begyndte at styrtregne, da jeg blev sat af der. Det var bjergrigt. Hovedvej 6 kom over floden, gik rundt i en rundkørsel og forsvandt ud i ødemarken. Ikke bare var der ikke nogen trafik, men regnen piskede ned og jeg kunne ikke komme i tørvejr. Jeg blev nød til at løbe ind under nogle fyrretræer for at finde læ; det hjalp ikke spor; jeg begyndte at græde og bande og slå mig selv oven i hovedet, fordi jeg havde været sådan en kæmpeidiot.

(...)

Alt hvad jeg kunne se var rygende træer og en trøstesløs ødemark, der strakte sig op mod himlen. - Hvad helvede laver jeg også her? bandede jeg. Jeg længtes efter Chicago. De har det skideskægt alle sammen lige nu. Og jeg er der ikke, og hvornår kommer jeg der?

(...)

Vinden ind fra Lake Michigan, bopmusik på The Loop, lange gåture rundt omkring South Halsted og North Clark og så en lang tur efter midnat. ud i slumkvartererne, hvor en politibil blev ved at følge efter mig, som om jeg var mistænkelig. På dette her tidspunkt, i 1947, var bop den helt store ting overalt i Amerika. Fyrene nede på The Loop spillede også løs, men de gjorde det med et træt udtryk, fordi bop var et eller andet sted mellem CharlieParkers Ornithology-periode og en anden periode, der begyndte med Miles Davis. Og jeg sad der og lyttede til den nattelyd, som bop er kommet til at betyde for os allesammen og jeg tænkte på mine venner fra den ene ende af landet til den anden og på, hvordan de i virkeligheden allesammen var ude i den samme, kæmpestore baghave og styrtede rundt. Og for første gang i mit liv rejste jeg ind i vesten dagen efter.

(...)

Jeg havde lyst til at sidde på busstationen og tænke over situationen. Jeg spiste endnu et stykke æbletærte med is; det var praktisk taget det eneste, jeg spiste hele vejen tværs gennem landet.

(...)

Jeg vågnede da solen var ved at blive rød igen; og det var det eneste helt klare øjeblik i mit liv, det mærkeligste af alle øjeblikke, hvor jeg ikke vidste, hvem jeg var - jeg var for langt væk hjemmefra, plaget og nedslidt af at rejse, i et billigt hotelværelse, som jeg aldrig havde set før og hørte den hvislende damp udenfor, og hotellets gamle træværk der knirkede og fodtrin oppe ovenpå, og der var alle disse triste lyde og jeg så op i det høje loft, der var fuldt af sprækker, og sådan noget som femten sære sekunder anede jeg virkelig ikke, hvem jeg var. Jeg var ikke bange. Jeg var bare sådan som enhver anden, som en fremmed, og hele mit liv var et genfærrdsliv, et spøgelsesliv. Jeg var kommet halvvejs gennem Amerika, til skillelinjen mellem min ungdoms øst og min fremtids vest, og det var måske derfor det skete lige da og lige på det sted denne sære røde eftermiddag.

(...)

Carlo Marx var i Denver allerede; Dean var der; Chad King og Tim Gray var der, det var der de kom fra; Marylou var der, og man snakkede om en hel mægtig kreds af mennesker, hvor Ray Rawlins og hans smukke, lyshårede søster Babe Rawlins også var med; to sevitricer, Dean Kendte, søstrene Bettencourt; og selv min gamle forfatterkammerat fra universitetet Roland Major var der. Jeg glædede mig og længtes efter at se dem allesammen.

(...)

Vi kom frem til Council Bluffs ved solopgang; jeg så ud. Hele vinteren igennem havde jeg læst om de store vogntog, der holdt rådslagning der, før de slog ind på sporene til Oregon eller Santa Fe, men nu var der selvfølgelig ikke andet end små nuttede forstadsvillaer af den ene eller anden slags, der allesammen lå og strakte sig i det dødsenstriste grå daggry. 

 

 

Omsider - efter en mængde zigzag og omveje -når Sal frem til Denver, hvor alle vennerne befinder sig. Men ak, de sidder ikke i samlet flok på en bar, hvor han kan træde ind som en laset profet. Han må opstøve dem en for en og finde ud af, hvad de render rundt og laver. For de flestes vedkommende ganske almindelige og dagligdags ting. Rablende skøre Dean med den umættelige livsappetit er den eneste, der har gang i noget en smule bemærkelsesværdigt, nærmere bestemt at holde styr på at have to kærester uden at de opdager det. En anden af vennerne har skrevet en novelle om, at alt det de flygtede fra i New York også findes i Denver. Trods tågede samtaler om absolut oprigtighed gennem lange nattetimer, operaer, værtshusslagsmål og udsigt til et fantastisk bjerglandskab, går der ikke lang tid, før Sal atter føler længsel efter andre egne og nye oplevelser. Han drager videre til San Francisco, hvor vennen Remi skaffer ham et job som vagtmand. Sal og Remi er nogenlunde lige umulige til denne tjans, mens deres kolleger er hard core strømere, der elsker at arestere folk, og ikke går af vejen for at lange øretæver ud. Problemerne begynder at hobe sig op, og Sal er ved at komme i vanskeligheder. Mens det var væmmelse og kedsomhed, der drev ham ud af Denver, er det tæt på at være en flugt fra San Francisco. På sin vej videre møder Sal en mexicansk pige, og der følger et lille intermezzo i form af en kortvarig, men følelsesmættet kærlighedshistorie. Han møder hendes bror og dennes ven, for derefter at vikles ind i den mexicanske løsarbejdermentalitets ugidelighed, hvor det hele tiden hedder sig, at man finder arbejde og tjener mange penge - i morgen. I dag drikker man bare, og således udskydes alt, indtil sidste klink er brugt. Sal og hans pige får dog rystet sig ud af sløvheden og tager job som bomuldsplukkere. De bor i et telt sammen med hendes lille dreng (af et tidligere forhold) og lever det enkle, jordnære liv. Sammen med høsten ender også romancen, og Sal begiver sig videre. Rejsens mål er New York, tur -retur, hjem igen. Tingene falder ind i et roligere leje. Sal genoptager sine universitetsstudier, og tager med sin tante på en mere konventionel rejse til noget så borgerligt som en række juledage med sine slægtninge i Virginia. Men tingene tager en noget anden drejning, da Dean og et par andre skæve eksistenser dukker op.

 

 

Sydstatsfolk bryder sig overhovedet ikke om vanvid, især ikke Deans form. Han tog sig ikke den mindste smule af dem. Deans vanvid var sprunget ud som en sær blomst. Det gik først rigtig op for mig, da ham og mig og Marylou og Dunkel gik ud for at køre en lille tur og se, hvad H udson' en kunne trække. Det var første gang, vi var alene og kunne snakke om alt, hvad vi ville. Dean greb om rattet, skiftede til andet gear, tænkte sig om et øjeblik, mens vi trillede afsted og så ud som om han pludselig bestemte sig til noget. Så kørte han rasende og beslutsomt ud af vejen med brølende motor.

(...)

Gud, hvor har han forandret sig, sagde jeg til mig selv. Raseriet stod i gnister ud af hans øjne, når han fortalte om ting, han hadede; en vældig glød af glæde kom i stedet, når han pludselig blev glad; hver eneste muskel dirrede for at leve og sætte i gang.

 

 

Dette er startskuddet til anden del af fortællingen. Første del er den lyse og i alt væsentligt livsbekræftende del med alle sine eventyr og komiske hændelser. En boblende humor har været mærkbar under hele Sals første rejse. Det er udpræget amerikansk. Det er oplagt at komme til at tænke på Steinbecks "Dagdriverbanden", og sådan set kunne der også trækkes linier tilbage til Mark Twains fortællinger om Tom og Finn. Vist har vemoden hele tiden luret ude i horisonten. Men det samme har den begejstring, der kan synes, at alt er helt fantastisk. Efter en rædselsnat følger som regel en velsignet morgen. I bruddet med den mexicanske pige ligger det hidtil mest smertefulde. Med dette brud forholder det sig lidt anderledes end det øvrige. For en tid ophører Sals rastløshed, og han er lige ved at finde sig til rette med kvinden, han elsker, og drengen, han har fattet faderlig omsorg for. Men livet i et telt ved en bomuldsmark i pagt med naturen er en illusion. Den oprindelige plan var, at han og pigen skulle til New York - sammen. Der har hele tiden været en plan om at skulle videre. Men det får de aldrig penge nok til. Bomuldsplukningen giver lige akkurat til den daglige føde. Udover den bror, Sal bliver venner med, har pigen en mængde andre søstre og brødre, og de er ikke alle lige glade for Sal. Familien skændes konstant. En verden i opløsning. Det var smukt og dejligt så længe det varede. Men afgørende er netop, at intet varer ved. I den hastigt flimrende begivenhedsrække snubler glæder og sorger, det ophøjede og det groteske over hinanden i en evig strøm. Alligevel triumferer livsviljen over håbløsheden, så jo - alt i alt er det bare Tom og Finn, der er blevet lidt ældre.

OBS! - Også en Rusoff-film.

Anden del er den, der især vil volde borgerlige læsere vanskeligheder, og kan ligne et udskejelsesorgie med den totale meningsløshed som omdrejningspunkt. Hvis ikke man har gjort sig klart, at den foregående sommers rejser ikke bare var et udslag af ungdommelig eventyrlyst, men båret af en dybere klangbund, vil man få meget svært ved at forstå de ting, der nu sker. For den, der har fundet sig til rette i en rolig tilværelse og ingen trang føler til forandring - eller hvis man af gemyt og temperament har en uvilje mod at rejse - vil det meste være en kilde til højlig forundring.

Den første køretur har imidlertid et rent praktisk formål, nemlig at transportere nogle møbler for Sals bror. Alligevel synes de mange hundrede kilometer i hæsblæsende fart at rumme andre dimensioner. 

 

 

Dean var helt oppe på mærkerne og vild med alt, hvad han så, alt hvad han snakkede om, hver detalje i hvert øjeblik, der gik. Han var fuldkommen vanvittig af ægte tro. 

 

 

Atter i New York står den på nogle kolossale nytårsfester og en række dunkle, canabis-influerede samtaler om livet, døden, Guds eksistens og meningen med det hele. Den melankolske Carlo taler formanende til de andre. Påpeger deres svigt og forsømmelser, spørger dem enkeltvis hvorfor de gør, som de gør. Tænker man i de eksistentialistiske modeller er det valget , der her kommer til syne. Muligheden for at skabe mening i meningsløsheden gennem beslutning, forpligtelse og trofasthed. Men for både Sal og Dean er svaret, at de vil for meget til at kunne vælge. For dem består svaret ikke i valget, men i nærværet, tilstedeværelsen i hvert øjeblik og hele den kaotiske begivenhedsstrøm.

Det er naturligvis lige præcis her, at anstødsstenen ligger for den mere traditionelt indstillede læser. At disse mennesker på sin vis ikke ved, hvad de vil, og ikke lader løfter være bindende, stiller dem i et skærende modsætningsforhold til de gamle romaners helte. For en umiddelbar betragtning er de anti-helte. Men forholder det sig nu også sådan? Eller er den udefra set formålsløse omflakken netop et udtryk for en slags moderne edsvoren ridderløfte? Dersom de af sand overbevisning forventer at finde noget større, vigtigere og mere afgørende et sted midt i banaliteternes vrimmel, så må det nødvendigvis indebære en tilsyneladende lemfældighed i deres færden. Det kan man som læser ikke uden videre tillade sig at affærdige. Vil man yde dem retfærdighed, må man lade MacDonalds påstand om, at de var "atomalderens autentiske religiøse stemme", komme an på en prøve. Det er jagten på "dét", der sender dem ud på en ny vanvittig køretur fuld af begejstring og ærgelser.

 

 

Han og jeg så pludselig hele landet som en østers, vi skulle åbne; og perlen var der, perlen var der. Vi stormede videre sydpå.

 

 

Turen går til New Orleans for at hente rejsekammeraten Ed Dunkels kone, der i længere tid har været parkeret hos vennen Old Bull Lee, som ved talrige opringninger har ladet dem vide, at han bliver stadig mere utålmodig efter at slippe af med hende. Bull er en livsklog fyr, med et anstrøg af forbitrelse, der mener verden var bedre i 1910, men imidlertid er stærkt opsat på at lære alle sider af livet at kende. Skønt de fleste af pengene går til hans og konens forbrug af narkotiske stoffer, finder han det nødvendigt at advare Sal mod Deans tiltagende vanvid, og hævde, at det vil være bedre for Sal at blive i New Orleans sammen med Bull. For Sal er Dean imidlertid noget nær en messiansk skikkelse, som han ikke kan andet end følge, hvor vejen så end fører hen.

 

 

Vi ventede på at min næste veterancheck skulle komme ned; min tante ville fremsende den. Så skulle vi tage afsted os tre - Dean, Marylou og mig. Da checken kom, blev jeg klar over, at jeg meget nødig ville afsted fra Bulls pragtfulde hus så pludseligt, men D ean var vildt energisk og klar til at komme afsted.

 

 

Turen går videre til Californien. Naturligvis på en bizar måde og af sære veje. Gennem Louisianas sumpe, gennem Texas, videre til Arizona, hvor de må låne penge til benzin af en bekendt. Undervejs danser de nøgendans, stjæler lidt her og der for at få noget at spise, samler en ung blaffer op, der ordret stikker dem samme plade, som en tidligere blaffer. Siden en cowboysanger, der har fået sin guitar stjålet. De hører en del historier om morderiske hustruer, alt imens Marylou bliver stadig mere skulende. Sådan set sker der ikke så meget. Alligevel er der hele tiden en anspændt, oplevelseshungrende understrøm, der er indstillet på at få begivenheder og historier ud af enhver hændelse. En dionysisk strøm og evig jagt på et-eller-andet-noget, der konstant dirrer som en bævrende tone gennem alt, mens tilsyneladende bare nogle mennesker farer formålsløst afsted i en bil. Dean snakker uafbrudt om alle de ting, han kunne fortælle en masse om, men som regel blot får nævnt, inden hans tanker og ord flagrer videre. Stemningen begynder at blive en smule trykket. Trods evige forsikringer om, at det hele er helt fantastisk, er den bagvedliggende fortvivlelse ved at blive mere mærkbar.

 

 

Hvor skal man hen? Hvad skal man gøre? Hvorfor? - Der er ikke andet end at sove. Men vores tåbelige flok bøjede sig frem og fortsatte videre. 

 

 

Omsider i San Francisco farer Dean afsted til sin anden kæreste, Camille, og efterlader Dean og Marylou uden en klink på lommen. Men det forbavser dem ikke synderligt. Sådan er han bare.

Allerede inden afrejsen har det været aftalt, at Sal skal overtage Marylou, og de er alle tre enedes derom, men Marylous følelser har lidt svært ved at skifte genstand. Hun finder sig en karriere som prostitueret og efterlader Sal, der af sult og udmattelse får feberfantasier, hvor han mener at have skuet tilværelsens dybeste hemmeligheder. Han bliver fundet af Dean. I nogle dage tager de rundt og hører jazzkoncerter og møder sære mennesker, indtil Sal hopper på en bus tilbage til New York.

 

 

Jeg ved ikke, hvad jeg fik udrettet ved at tage til San Francisco. Camille ville gerne have mig til at rejse igen; Dean var ligeglad om jeg gjorde det ene eller det andet.

(...)

Det var et trykkende øjeblik. Vi troede allesammen, vi aldrig ville komme til at se hinanden mere, og at vi også var ligeglade. 

 

 

Dermed slutter anden del. Mens den første er et muntert eventyr med mørke undertoner, er anden del den absurde, hvor turen fra New York til Californien og tilbage igen står som et meningsløst og hasarderet foretagende, og på en eller anden måde virker som en mislykket mission. Skønt Sal har en række febersyner, der kan opfattes som en åbenbaring, der kaster lys over alt, synes der alligevel ingen afklaring og indsigt at være indtruffet. Det hele virker som et forsøg på et eller andet, der gik helt galt. En tur, hvor afskedens vemod fyldte mere end glæden ved at nå frem, fordi man i virkeligheden aldrig nåede frem. Modstandere og kritikere vil i denne del finde skytset til at plædere for, at Sal og Dean flygter fra livet frem for at lede efter det.

Det er således oplagt at forvente en noget mere dyster og mørk tredie del. Det er det for såvidt også. Men samtidig er det også den smukkeste og mest betagende del af bogen. Særlig tredie dels første række af kapitler rummer en poetisk kraft og ophøjet skønhed, der betyder, at de skal læses. Ikke gennem små udpluk og smagsprøver, ikke gennem genfortælling, men som de foreligger i bogen. Derfor skal kun nogle få hovedtræk nævnes her. Sal befinder sig i Denver et årstid senere. Han er ensom, føler sig uden for alting, uden for hele verden, og at alt han gør er at dø. Han skaffer sig et lift til San Francisco. Dean bliver vældig glad for at se ham. Det gør Camille ikke. Hun jamrer, hyler og skriger, hvorefter hun smider dem begge på porten. Sal og Dean begiver sig afsted sammen med store planer om at tage til Europa og se alle de historiske steder. Dean er kommet til skade og har den ene hånd i forbinding. I det hele taget synes en begyndende opløsning at være sat ind. Men dog også tegn på afklaring og den endelige indsigt. Der følger et par mærkelige dage i SanFrancisco, hvor alle deres kvindelige bekendskaber gør Dean til syndebuk, og hvor de hører en fantastisk saxofonist spille, inden de begiver sig videre, og undervejs gør sig en mængde overvejelser om "dét". Lidt senere har Sal og Dean deres første egentlige sammenstød nogensinde med hårde, sårende ord. Den ellers så sorgløse D ean græder, og Sal tvinges til at se nogle af sine indre dæmoner i øjnene. De erfarer, at det, der skræmmer de fleste mennesker allermest, er at stå foran deres ønskers opfyldelse. De tilbringer en tid i Denver. Men diverse drukture, rod i damebekendskaberne og lidt for mange biltyverier gør gradvis situationen en smule problematisk. Da jorden begynder at brænde under dem, dukker der lige rettidigt et tilbud op om at køre en bil til Chicago. En noget uforsvarlig tur i vanvittig fart følger, og inden et døgn er de i Chicago, hvor de hører jazz og afleverer bilen, der efterhånden er i en temmelig miserabel tilstand. Med bus videre til Detroit, hvor de sover i en biograf og derefter får et lift til New York. Turen til Europa bliver ikke til noget, men Dean møder endnu en kvinde.

Alt det sprudlende, groteske, gnistrende og smilende er endnu at finde i denne del. Men samtidig er der en mærkbar forskel på den foregående dels ligesom mislykkede mission og de indkredsende skridt mod afklaring, der her kommer til udtryk. Tvivlen og desperationen træder stadig stærkere frem hen mod slutningen. Alligevel er der et triumferende præg af, at denne tur var turen værd. Om ikke andet så på grund af al den gode jazz.

Alt imens anes dommedagsbasunerne i det fjerne. Efterhånden har næsten alle mennesker afskrevet Dean, vil ikke længere have med ham at gøre, ligesom de indledende betragtninger om at dø midt i livet går som som understrøm gennem resten af denne del. Især i de stærkt indlevede beskrivelser af jazzkoncerter synes afklaringen og undergangen at smelte sammen som to sider af samme sag.

I fjerde del synes alt at kulminere. Sal og Dean er i New York. En ny kvinde, Inez, er blevet føjet til Deans spor over det meste af USA af koner og børn. Marylou og Camille er begge fortid, og nu gælder det tilværelsen med Inez. Men som altid står hans kuffert parat. Sal får udlængsel med forårets komme, og drager til Denver. Alle samles og mødes i Denver det forår. Tilsidst dukker også Dean op i en gammel spand, han har fået fat i, som der er en masse i vejen med, men som alligevel kan køre. Sammen med kammeraten Stan drager Sal og Dean til Mexico, hvor de beruser sig i lokalkolorit, ryger sig skæve og går på et bordel, hvor der danses og kopuleres til drønende Mambo-rytmer, mens hele byen kigger på. Det er betegnende, at det først er her - langt, langt inde i bogen - at dette sker. "Vejene" fremstilles ofte som et endeløst orgie af ture south of the border, fuld af kæmpe marihuana-cigarer og bordelbesøg. Men langt den største del af bogen handler om turene vest-øst og tilbage igen. Til gengæld har denne fjerde del en særlig intensitet. Den opsummerer alt det foregående, og nede i den mexicanske sol håber Sal og Dean omsider at finde "dét". Både det lyse og det mørke kigger frem med øget kraft. Der er en stemning som af den sidste nadver over det hele, måske især bordelbesøget. Samtidig står det klart, at Dean er ved at forandre sig. I NewYork er han begyndt at blive mere stille og indadvendt. Hos slænget i Denver slår den tidligere let ængstelige uvilje mod Dean over i en art omsorgsfuld beskyttelse. Indtrykkene i Mexico gør ham derimod mere vild og manisk end nogensinde. Sal følger med. For ham er Dean Gud, engel, dæmon, hele rækken af USAs præsidenter og meget mere på én gang. Hos de tre skøre amerikanere i et fremmed land og en anden kultur er begejstringen nær det ekstatiske. Alligevel har man konstant en fornemmelse af, at det hele kan bryde sammen hvad øjeblik, det skal være. Hver eneste gang man vender en side i bogen, forventer man, at nu indtræffer katastrofen.

 

 

Pigerne pludrede løs rundt om bilen. Et særlig sjælfuldt barn greb fat om Deans svedige arm. Hun pludrede løs på indiansk.

Ja ja, min kære pige, sagde Dean ømt og næsten trist. Han stod ud af bilen og fiskede rundt i den skrammede kuffert i bagagerummet - den samme gamle, medtagne amerikanske kuffert - og fandt et armbåndsur frem. Det viste han frem for barnet. Hun klynkede henrykt. De andre trængtes undrende rundt om. Så prikkede Dean ned i den lille piges hånd efter "den sødeste og reneste og mindste krystal, som hun personlig har plukket ud af bjerget til mig". Han fandt en, der ikke var større end et bær. Og han rakte hende det dinglende armbåndsur. Den heldige lille pige trykkede det ind til sin lasede klædning over brystet. De strøg med hænderne over Dean og takkede ham. Han stod mellem dem med sit skrammede ansigt op mod himlen og så efter det næste og højeste og endelige pas og virkede som profeten, der var kommet til dem. Han satte sig ind i bilen igen. De var fortvivlede over at se os køre. I lang, lang tid vinkede de og løb efter os, mens vi kørte op gennem et lige pas. Vi drejede rundt og så dem aldrig mere, men de løb stadig efter os.

- Åh, det knuser mit hjerte! råbte Dean og slog sig for brystet. - Hvor vidt bærer de denne loyalitet og undren? Hvad skal der ske med dem? Ville de prøve at løbe efter bilen hele vejen til Mexico City, hvis vi kørte langsomt nok?


- Ja, sagde jeg, for jeg vidste det.

Vi kom op i de svimlende højder i Sierra Madre Oriental. Bananpalmerne skinnede gyldent i disen. En vældig tåge gabte på den anden side af stenmure langs med afgrunden. Langt nede var Moctezuma en tynd, gylden streg i en grøn junglemåtte. Underlige byer ved korsveje på verdens tag trillede forbi, med indianere i sjaler, der betragtede os under hatteskygger og rebezos. Livet var tæt, mørkt og ældgammelt. De så på Dean, der sad alvorlig og sindssyg ved sit vanvittige rat. De betragtede ham med høgeøjne. De havde allesammen fremstrakte hænder. De var kommet ned fra bjerget omme bagved og fra højere steder for at strække deres hænder frem efter noget, de troede civilisationen kunne byde dem, og de drømte ikke et øjeblik om, hvor trist og elendigt sammenbrudt den vrangforestilling var. De anede ikke, at der var kommet en bombe, der kunne springe alle vores broer og v eje i luften og lægge dem i ruiner, og en skønne dag ville vi være lige så fattige som dem og strække vores hænder frem på den selvsamme måde. Vores nedslidte Ford, en gammel amerikansk Ford fra trediverne, der asede sig opad, kørte skramlende frem mellem dem og forsvandt i støvet.

Vi havde nærmet os indgangen til den sidste højslette. Nu var solen gylden, luften skarpt blå og ørkenen med sine spredte floder var en masse af hedt og sandet rum og pludselig bibelsk skygge under træerne. Nu sov Dean og Stan kørte. Fårehyrderne dukkede op, klædt som i de førstedage, i lange, flagrende kåber, og kvinderne bar på gyldne hør bundter og mændene på stave. Under vældige træer ude over den solglitrende ørken sad fårehyrderne sammen, og fårene tumlede rundt i solen og fik støvet til at stå op efter sig.


- Vågn op, mand! Skreg jeg til Dean, - og se de fårehyrder, vågn op og se den gyldne verden, Jesus kom fra, se den med dine egne øjne, så du ved det! Han rejste hovedet fra sædet med et sæt, så et glimt af det hele i det svindende, røde sollys og sank ned og sov igen. Da han vågnede, beskrev han det hele for mig i detaljer og sagde: - Ja, mand, jeg er glad fo, at du sagde, jeg skulle se det. Åh Gud, hvad skal jeg gøre? Hvor skal jeg tage hen?


Han gnubbede sig over maven, han så op mod himlen med røde øjne, han var lige ved at græde.

(...)

Så fik jeg feber og talte og vildelse og mistede bevidstheden. Dysenteri. J eg så op fra min sjæls mørke, hvirvlende tåger og jeg vidste, jeg lå i en seng to tusinde fire hundrede meter over havets overflade, på verdens tag, og jeg vidste, at jeg havde levet et helt liv og mange andre i mit køds stakkels atomistiske skal, og jeg havde alle drømmene. Og så så Dean bøje sig ind over køkkenbordet. Det var flere nætter senere, og han rejste allerede fra Mexico City. H vad laver du, mand? jamrede jeg.


- Stakkels Sal, stakkels Sal, du er blevet syg. Stan skal nok passe på dig. Nu skal du høre, hvis du kan, så syg du er: Jeg har fået min skilsmisse fra Camille hernede, og jeg kører tilbage til Inez i New York i aften, hvis bilen kan holde til det.


- Alt det en gang til! råbte jeg.

- Alt det en gang til, gamle dreng. Jeg må se at komme tilbage til mit liv. Jeg ville ønske, jeg kunne blive hos dig. Jeg beder til, jeg kan komme tilbage.

Jeg knugede om min mave, hvor jeg havde krampe, og stønnede. Da jeg kiggede op igen stod den dristige, ædle Dean med sin gamle, skrammede kuffert og så ned på mig. Jeg vidste ikke mere, hvem han var, og det var han klar over, og han havde medfølelse med mig og trak tæpperne op over mine skuldre.

- Ja, ja, ja. Jeg bliver nød til at smutte nu. Gamle feber-Sal. Farvel.

Og han var væk. Tolv timer senere forstod jeg endelig i min sorgfulde feber, at han var væk. På det tidspunkt var han ved at køre alene tilbage gennem disse bananbjerge, denne gang om natten.


Da jeg fik det bedre, gik det op for mig, hvad for et svin han var, men så måtte jeg også forstå hvor umuligt kompliceret hans liv var, hvordan han måtte efterlade mig syg her for at komme videre med sine koner og sine problemer.


- OK, gamle Dean, jeg siger ikke noget. 

 

 

Med Sals sygeleje ender fjerde del, og i umiddelbar forlængelse heraf begynder bogens femte og sidste del, som blot er nogle få sider. En epilog. Sal får kæmpet sig tilbage til New York, hvor han møder sin drømmepige. Han skriver til Dean og får et langt brev tilbage. Siden dukker Dean op in person, men har ikke flere ord. Der er så uendelig meget, Dean gerne vil fortælle. Men han kan ikke. Han har mistet evnen til at fortælle. Sal bliver endvidere forsonet med Remi, der imidlertid ikke er meget for Dean. En loyalitetskonflikt betyder en noget brat afsked. Vemodig og slukøret lusker Dean ud af Sals liv.

Og vi kørte ned til den triste og modløse koncert, som jeg overhovedet ikke havde mod på, og hele tiden imens tænkte jeg på Dean og på, hvordan han satte sig ind i toget igen og kørte mere end fem tusinde kilometer gennem dette frygtelige land uden nogens inde at ane, hvorfor han overhovedet var kommet, bortset fra for at se mig.


Og når solen går ned i Amerika og jeg sidder på den gamle, forfaldne mole ved floden og ser på den lange, lange himmel over New Jersey og fornemmer hele det nøgne land, der ruller videre i en ufattelig bule hele vejen ud til vestkysten og hele den vej der strækker sig, og alle de mennesker der drømmer i de uendelige vidder, og når jeg ved, at børnene nu må græde i Iowa over det land, hvor de lader børnene græde, og når stjernerne kommer frem i nat, og er du ikke klar over at Gud er Peter Plys?Og aftenstjernen må være ved at sænke sig og kaste sine stjernekasterstråler ud over prærien, lige før natten falder helt på og velsigner jorden og får alle floderne til at ligge i mørke, før den lægger sig om tinderne og folder sig om den endelige kyst, og ingen, ingen aner, hvad der skal ske med nogen, andet end alderdommens fortabte pjalter, så tænker jeg på Dean Moriarty og jeg tænker endda på den gamle Dean Moriarty, den far vi aldrig fandt, jeg tænker på Dean Moriarty.

Det føjer en helt anden vægt til bemærkningerne i begyndelsen af bogen om dengang alt var anderledes end nu, om den unge muntre Dean osv. De ville ud, de ville finde noget stort og fantastisk. Forsøget var mere eller mindre dømt til at mislykkes på forhånd, og det vidstede velsagtens godt. Alligevel var de nød til at prøve, at i det mindste have forsøgt, måtte tage turen, hvilken pris de så end kom til at betale. I en rasen mod alt stivnet, umenneskeliggørelse, bureakrati og ensretning var der ikke andet for end at skrue op for radioen og trykke speederen i bund, for indhyllet i denne kakafoni af jazz og motorlarm at komme afsted. Se alle de landskaber og solnedgange, der var at se. Møde alle de skæve eksistenser, der kunne opstøves, foretage sig alle de mest skrupskøre ting, i et desperat håb om måske, måske, måske ....

I dette ser man en tydelig tidstendens. Naturligvis kunne man tale om ældre forløbere. Der er klare referencer til den amerikanske frihedsmyte. Drømmen om det store åbne, friheden osv. Alligevel er der en mærkbar forskel i forhold til dem, der drog mod vest på hesteryg og i prærievogne. Personerne i "Vejene" står over for en anderledes virkelighed: den moderne civilisation med alt hvad dertil hører.

Det er i vid udstrækning dette, de reagerer på i et håb om at finde noget andet. Også deres forfædre i prærievognene havde søgt noget. Men dette var langt mere konkret. De søgte en tilværelse, en plet jord de kunne dyrke og leve på. I opgøret med den moderne bekvemmelighed handler det om at finde en mening med det hele. Det er det autentiske liv, den ægte følelse og det intense nærvær, der efterlyses.

Efter vores tidligere overvejelser om det eisenhower'ske samfunds pænhed og formalitet kan det næppe undre, at nogen har oplevet det som hæmmende og kvælende, en bliven formskåret og tilpasset efter standardmål.

Her opstår der naturligvis en yderligere tilknytning til den amerikanske frihedsmyte. Når nybyggerne syslede med deres jordlod for at få den daglige føde og af og til sloges lidt med indianere, var der i dette noget direkte og ikke fortænkt. Afgrøden fra jorden ind på bordet, og riflen klar, hvis fjender truede. Det var ægte. Men det var også en fortidig ægthed.

Et senere samfund havde mistet ægtheden. Spørgsmålet blev derfor om og hvordan det lod sig gøre at nå frem til en ny, tidssvarende ægthed? Det er dette spørgsmål Sal og hans venner tumler med. Man kan synes, at de en stor del af tiden bare vælter rundt og skaber sig åndssvagt, men midt i denne kaotiske strøm af udskejelser og blind famlen findes ikke desto mindre en dyb og alvorlig længsel.

De finder noget, der ligner en pegen i retning af svaret, en afglans af "dét", i jazzens hektiske rytmik og improvisationer. En af bogens store trumfer er de vidunderlige beskrivelser af koncerter og plader. Efter 10 års bearbejdelser af wc-papiret holdt Kerouac fast ved at lade handlingen udspille sig i slutningen af 40'erne, og det er således folk som Lionel Hampton, Slim Gillard og ikke mindst George Shearing (som Dean mener er Gud), der omtales.

Men jazzen fortsatte videre op igennem 50'erne. I året 1957, da første oplaget af "On The Road" lå i de amerikanske boghandleres vinduer og drive in publikummet gyste frydefuldt over, at Angela hev sin lærer omkuld på græsset for derefter at smadre en af skolens ruder, var en af pladeforhandlernes store nyheder Sonny Rollins' "Way Out West".

I modsætning til kvartet-pladen "Saxophone Colossus", hvor klaveret spiller en vigtig rolle, er "Way Out West" en trio-plade. Med sig har Rollins Ray Brown på bas og Shelley Mann på trommer. Gennem hele pladen oplever man således et nøgent, usmykket lydbillede, men med så fyldestgørende indsatser fra de tre musikere, at der intet mangler. Et koncentrat, der har fundet ind til det nødvendige uden at fylde på med ligegyldige dikkedarer. Sammen drager de mod vest med et klart multi-amerikansk fokus. Der lægges ud med den gamle populærmelodi "I'm An Old Cowhand". I diverse vokalversioner er det en sang, der egentlig handler om, at det gamle vesten er væk. Sangens jeg føler en tilknytning til de gamle tider, men er kun en cowboy i fantasien, for han kan hverken ride, skyde eller kaste med lasso. Rollins udnytter instrumentalnummerets muligheder for at fylde nyt indhold i en sang. Men han bevarer det lette, humoristiske præg. Samtidig får han noget, der oprindelig er en countrysang gjort til umiskendelig jazz. Traditionelt er det vel sagtens netop mellem disse to musikalske lejre, at de største indbyrdes fordomme findes. Rollins får etableret en forsoning. Videre går det med Ellingtons "Solitude", der føjer skygger og vemod til det muntre åbningsnummer. Energien og vitaliteten bryder for alvor igennem på Rollins' egen "Come Gone". Her er vi på farten og det går raskt fremad. Herefter endnu en afstikker til country and western repertoiret i form af "Waggon Wheels", der også i forhold til arrangement og fremførsel lægger sig i tydelig forlængelse af åbningsnummeret. Alligevel har vi lige præcis flyttet os en smule og er et andet sted i vesten. På samme vis står den derpå følgende tolkning af "There Is No Greater Love" i et tydeligt forhold til "Solidtude", men har bevæget sig til et lidt andet sted. Atmosfæren er særdeles tilrøget og bluesy. Modsætningen virker her mindre påfaldende end det var tilfældet med de to første numre. To ting er ved at nærme sig hinanden. Der rundes af med Rollins' eget titelnummer. Den er mindre pågående end den tidligere "Come, Gone". Vi er ovre i hygge-lusker afdelingen, samtidig med at være i et konkluderende felt, der opsummerer pladens ideer. Dette er musik på rejse og til rejse med sine udforskninger af amerikanske musiktraditioner og sin skuen ud mod det fjerne - derude hvor noget hidtil ukendt gemmer sig.

Hvis man kan tale om en enkelt indspilning, der manifesterede hardboppen, sådan som "Rock Around The Clock" gjorde med rocken, så må det blive Horace Silvers "The Preacher", der kom i kassen d. 13. december, 1954. Med "The Preacher" fastholdt jazzen sin modernitet og de foregående 10 års landevindinger, men blev samtidig atter umiddelbar og forståelig for alle. Et ekko af traditionen og den tidlige jazz mærkes tydeligt. Ikke mindst i temaets munterhed, der kan have en vis lighed med "Down By The Riverside". Musikken er fuld af en boblende glæde, der synes at sige, at livet er livet værd. Det ofte noget vredladne og publikumsfjendtlige præg, der kunne være over 40'ernes bop er helt væk. Tvært imod synes denne indspilning at invitere alle indenfor. Titlen siger sådan alt: prædikeren. Budskabet blev forkyndt i en gnistrende hardbop prædiken, alt imens Bill Haley med sit kvad om at dreje med uret i selvforglemmende dans et døgn i træk, på sin måde talte om en ny tids komme og indbød alle til at deltage i festen.

Blot tre år senere syntes vægten at have flyttet sig fra det forkyndende til det afsøgende. Rollins ' "Way Out West" viser det på hardboppens præmisser Hvad rocken angår viste det sig dels ved, at drømme-tematik blev stadig mere udbredt i teksterne, samt på lydsiden at rocken begyndte at søge ud over sine hidtidige former for at finde nye udtryksmidler. Hvad end det var Link Wrays tidlige eksperimenter med guitarforvrængning eller Buddy Hollys mere melodisk baserede stil, så var rocken på vej ind i en ny dimension. Den helt rene rock and roll og rockabilly kuliminerede i 1956, og havde dermed i nogen grad også udtømt sine muligheder. Efter at have nået den optimale eksakthed, bestod den videre vej ikke i yderligere renselse og koncentration, men i inddragelse af nye elementer. Atter er det indiskutabelt, at hvis man forholder sig udelukkende til stiltræk og musikkens overflade, er "Way Out West" og "The Chirping Crickets" to fuldstændig forskellige bud på lyden fra '57. Men i deres indre, i deres intentioner og i forhold til hvad de bygger ovenpå fra de foregående to-tre år, og hvordan, er der et tydeligt slægtskab.

At drage ud, at møde livet, at søge efter det særlige, at opdage nyt, er således tydeligvis et af de centrale '57-temaer, og skønt "Vejene" byggede på et 10 år gammelt udkast, er Kerouacs roman ikke desto mindre det klareste udtryk herfor.

 

Vibeke Bryld mener: 

 

 

Jack Kerouac (1922-1969) giver med romanen Vejene (orig.titel: On the Road) både navn og s tem me til en generation, der er slået eller 'beat'. Gennem fortælleren Sal Paradise og hans vanvittige ven Dean Moriartys ture over det amerikanske kontinent beskrives deres hensynsløse, men oprigtige jagt på Det, der vil give svaret på og meningen med alting.

Det lyder måske forvirrende, men hvis man foretrækker en velstruktureret fortælling er 'Vejene' heller ikke den rigtige roman at kaste sig over. Den tegner et portræt af en forvirret generation af unge mennesker, der hverken kan eller vil indpasse sig i det etablerede amerikanske samfund anno 1947, og denne forvirring sætter sine spor i romanens fortællestil. Alting foregår i nu'et og på nu'ets præmisser. Kun den mest hjemløse og rodløse mand i romanen, nemlig Dean Moriartys historie fortælles. På Sporet af den Tabte Tid er hans bog, kun den rodløses historie er værd at komme på sporet af. Men han er også vanviddets helt, 'den hellige fjollemikkel', et vanvid som fascinerer hovedpersonen og voyeuren Sal Paradise. Måske fordi vanviddet er tættere på det ultimative adrenalinsus, der endelig kan få bugt med den kedsomhed, der driver dem ud i det ukendte, ud på vejene. Helt sikkert fordi, han inkarnerer den anden del af beat, nemlig beatific, der hos Kerouac er de nedslåedes hellighed og lyksalighed. Det er en åbning mod Det.

 

 

Caroline Voetmann supplerer: 

 

 

I romanen møder vi den unge Sal Paradise, der er fascineret af tanken om et anderledes liv. Han er også glad for jazzmusik, kvinder, det amerikanske landskab og vennen Dean Moriaty, der for Sal er indbegrebet af alt, hvad der er ukonventionelt og dermed godt. Drevet af rodløshed og eventyrlyst drager Sal og Dean ud på de amerikanske landeveje, og romanen skildrer de to venners ture på tværs af kontinentet. Omgivet af piger, druk og stoffer opsøger vennerne de hippe beatforfattere såvel som skæve eksistenser i samfundets periferi.


Men frigørelsen fra det borgerlige liv er ikke uproblematisk, og snart trænger hverdagens problemer sig på.

 

 

"Vejene" er stærkt selvbiografisk, og det er således langt henad vejen Kerouacs egne oplevelser på landevejen med vennerne, der i lettere bearbejdet form er blevet gengivet i "Vejene". Det er tydeligvis ikke en flok teenagere, snarere disses ældre søskende. Det forstår man uden videre allerede af bogens første linier:

 

 

Jeg mødte Dean ikke så længe efter, at mig og min kone var gået fra hinanden. Jeg var lige kommet over en alvorlig sygdom, som jeg ikke gider snakke om, bortset fra at sige at den havde noget at gøre med det forfærdelig udmarvende opbrud og min fornemmelse af, at alting var dødt.

Da Dean Moriarty kom til begyndte den del af mit liv, som man kunne kalde mit liv på vejen.

 

 

Folk, der har været igennem en skilsmisse, er almindeligvis over 20. Da Kerouac sad og skrev på toiletrullen i '47 var han 25 år. Det kunne Sal også sagtens være. I det omfang man opfatter bogen som en kærlighedserklæring til og mindetale over vennen Dean, vil midten/slutningen af 20`erne også give god mening som en periode, der indebærer det sidste farvelkys til ungdomstiden, fanget midt mellem de tabte teenageår og en endnu ikke etableret voksenhed.

Noget anderledes forholder det sig med "Forbandede Ungdom". Salinger blev født i 1919, havde været soldat i Anden Verdenskrig, foretrak hjemmets ro frem for landevejene og lagde stærk vægt på privatlivets fred. Ikke just den fra hvem man ville vente en bog om en 1 6-årig drengs genvordigheder, som talte på denne generations vegne, er blevet kaldt "efterkrigstidens vigtigste amerikanske roman" og må siges at have formuleret teenage-begrebets eksistentielle side ikke bare først, men også mest præcist og rammende. "The Catcher In The Rye" udkom i 1951, den danske oversættelse, "Forbandede Ungdom", fulgte i 1953. Romanen blev inspirationsgrundlag for et litterært nybrud i hele den vestlige verden, der herhjemme især fik betydning for Leif Panduro og Klaus Riffbjerg.

Holden Caulfield præsenterer sig for læseren:

 

 

Hvis De virkelig gider høre om det, vil De sikkert først have at vide, hvor jeg er født og hvor dan min stakkels, elendige barndom var, og hvad mine forældre bestilte, før de fik mig, og alt det der sludder á la David Copperfield, men jeg har ærlig talt ikke spor lyst til at rippe op i det. For det første keder al den slags mig, og for det andet ville min far og mor få et slagtilfælde, hvis jeg gav mig til at fortælle personlige ting om dem. De er ikke så lidt prikne med al den slags, ikke mindst min far. De er skam flinke nok - det er ikke det - men de er meget prikne. Forøvrigt er det slet ikke min mening at servere mit livs historie eller noget i den retning. Jeg vil bare fortælle hele den sindsyge historie jeg var ude for lige før jul, inden jeg var ved at gå nedenom og hjem og måtte herud for at ta' den med ro.

 

 

Fælles med "Vejene" er altså det, at der nok findes et før, men at dette ikke tilskrives nogen betydning. Det er ikke en fuld levnedsbeskrivelse, man som læser stilles overfor, men en bestemt, afgrænset periode i et menneskes liv, som vedkommende oplever som noget vigtigt, der er værd at fortælle om. Alt andet hverken gider eller vil eller kan de fortælle om. Som allerede indledningen viser, er der i tilfældet "Forbandede Ungdom" tale om et betydelig kortere tidsrum end "Vejene", der forløber over tre-fire år. H er er der derimod tale om et nogenlunde tilsvarende antal døgn. Den "sindsyge historie", der udspiller sig i løbet af disse dage, begynder på Holdens kostskole, hvor han er dumpet i adskillige fag og på anden måde kommet uheldigt afsted, hvorfor han er blevet bortvist, og således står kort før juleferien og ved, at han ikke vil komme tilbage.


Det er han ikke specielt ked af, da han ikke bryder sig synderligt om den skole, som han iøvrigt betegner som ret almindelig, og i den anledning raser over den falske reklameføring, hvor skolen fremstiller sig selv, som et helt særligt sted. Det uærlige, det forløjede, det kunstige er i det hele taget noget, der støder Holden, hvilket kommer stærkt til udtryk i hans vurderinger af omgivelserne. Samtidig er han også sart overfor menneskelige svagheder som alderdom, sygdom m.v. viser det sig, da han inden afrejsen er ovre og besøge den ældre historielærer, som han godt kan lide, men som har en alvorlig gang influenza, hvilket betyder, at Holden konfronteres med en lang liste af ting, der vækker hans ubehag. I det hele taget er der mange ting, Holden enten ikke bryder sig om eller har et mere eller mindre anstrengt forhold til. Også en del ting hvor hans fordomme ikke helt hænger sammen. H er er sammenstødet mellem hans snerpethed og fordømmelsen af pæne facader blot et blandt mange. Sagt på en anden måde: de allerfleste ting kan han ikke lide. De ting, han synes om, er få - enlige, spredte øer midt i et hav af væmmelse. M en midt i al foragten og alle giftighederne er der samtidig så meget humor, at man som læser næppe undgår at sidde og klukke, eller ligefrem grine hjerteligt.

 

 

Prægtig. Er der noget jeg hader så er det ordet prægtig. Det er smadder forlorent. Jeg er ved at brække mig hvergang jeg hører det.

Og pludselig så Spencer ud som om han ville til at sige noget genialt og knivskarpt. Han rettede sig op i stolen og flyttede lidt på sig. Men det var bare falsk alarm. Han tog kun Atlantic Monthly og prøvede at smide det over på sengen ved siden af mig. Han ramte ikke. Der manglede kun et par centimeter, men han ramte alligevel ikke. Jeg rejste mig og samlede det op og lagde det på sengen. Og pludselig fik jeg en helvedes lyst til at stikke af. Jeg var klar over, at nu kom der en ordentlig moralpræken. Ikke fordi det gjorde så meget, men moralpræken og lugten af næsedråber og synet af gamle Spencer i pyjamas og bådekåbe på een gang, det var mere end jeg kunne tage. Det var det ærlig talt.

Den kom ganske rigtigt. "Hvad er der i vejen med dig, min dreng?" sagde Spencer. Af ham at være lød det meget strengt."Hvor mange fag skulle du op i i år?"

"Fem."

"Fem. Og hvor mange dumpede du i?"

"Fire." Jeg lettede min ømme røv, det var den hårdeste seng jeg nogensinde havde siddet på. "Men jeg bestod i engelsk," sagde jeg, "fordi jeg havde læst alt det dér med Beowulf og "Lord Randal Min Søn" på Whooton. Jeg behøvede faktisk ikke at bestille noget i engelsk, undtagen at skrive en stil en gang imellem."


Han hørte ikke engang efter. Han hørte næsten aldrig efter, når man sagde noget. "Jeg lod dig dumpe i historie, fordi du overhovedet intet kunne."


"Jeg ved det godt, jeg er klar over det. De kunne ikke gøre for det, hr. Spencer ."

"Overhovedet intet," gentog han. Det er noget jeg kan blive så edderspændt over. Når folk gentager en ting, efter at man har indrømmet den. Og så sagde han det oven i købet tre gange. "Jamen overhovedet intet. Jeg tvivler virkelig på, at du overhovedet har lukket bogen op en eneste gang. Har du? Svar mig ærligt, dreng!"


"Jo, jeg har da kigget i den et par gange," oplyste jeg. Jeg ville ikke såre hans følelser. Han var så tosset med historie.


"Nå, du kiggede i den, ja så ..." sagde han - meget spydigt. "Din eksamensopgave ligger derovre på kommoden. Øverst i bunken. Kan du tage den til mig."


Det var rent ud sagt tarveligt, men jeg gik alligevel hen og tog den - der var ikke andet at gøre. Så satte jeg mig på hans cementseng igen. Nej, for søren, hvor jeg fortrød jeg var kommet. Han tog min opgave som om det var en hestepære. "Vi læste om ægypterne fra 4. november til 2. december," sagde han, "du valgte selv emnet i den frie opgave. Har du lyst til at høre din besvarelse?"

"Næh tak, ikke særlig," sagde jeg.

Han læste den alligevel højt. Når en lærer har lyst til at gøre et eller andet, er han ikke til at standse. Han gør det bare. 

Der følger lidt blandede stemningsbilleder fra skolen og præsentation af nogle af de andre elever, inden Holden drager af. Faktisk er Holden slet ikke nogen vild ung. Han betegner sin værelseskammerat som "vældig erotisk", og bliver bekymret, da han finder ud af, at dette farlige mandevæsen skal ud med en pige, han kender - og har spillet skak med. Det er da også betegnende, at mens værelseskammeraten bare ser hende som en erobring, er Holden faktisk interesseret i, hvem hun er. Faktisk kommer de des årsag i klammeri. Men det er uklogt af en svagelig dreng at give sig i kast med sportstrænet muskelfyr. Så frem for at forsvare pigens ære, opnår Holden blot at få en gang næseblod. Der er iøvrigt tale om et privat kontrovers, som altså ikke har noget at gøre med skolens vurdering. 

 

Gunnar Jacobsen forklarer:

 

 

Selvom bogens emne er alvorligt, er den dog blevet en humoristisk bog; det er sproget, der bærer bogens humor. Mens man læser om en ung mands opgør med verden, ler man; men ikke ad ham. Man ler ad den sproglige formulering, han giver sine skarpe iagttagelser; for selvom det er ham, der i alle situationer lider nederlag, er situationerne dog altid mest afslørende for de andre. Han selv sidder tilbage med sin uskyld og sin renhed, men med kommentarer parat - også om sig selv.

Et andet træk i den sproglige komik kommer frem ved modsætningen mellem den rå og frimodige jargon og hans uskyldsrene holdning over for det, han møder. 

 

 

Man får således det indtryk, at det problematiske ved Holden primært består i hans totale ugidelighed over for skolefagene. Derudover fornemmer man en noget vurderende og distanceret holdning til omgivelserne. Holden synes ikke at have nogen nære venner på skolen, og det forekommer en smule tvivlsomt, om han overhovedet har lyst til at have det. Der er en anden elev på skolen, som han af og til tager i byen med, men der foreligge ikke nogen dybere fortrolighed imellem dem. Overfor visse af kammeraterne, som han anser for ubegavede, kan han undertiden optræde temmelig arrogant, grænsende til det direkte fornærmende. Undertiden driver han gæk med folk ved at fortælle dem besynderlige improviserede skrøner. Men i alt væsentligt er der blot tale om Holdens særlige variant af aldersbestemt flabethed og selvhævdelse. Men det må indrømmes, at man ikke får indtryk af en hjertelig og åbent smilende person. Snarere en noget tavs og rugende ung mand, der i visse "inspirerede" øjeblikke kan slå helt om og optræde temmelig impulsivt. Men dette netop som nedslag, der bryder en mere indesluttet adfærd. Den noget reserverede holdning til omgivelserne går hånd i hånd med en vis pertentlighed, som kan forekomme en smule neurotisk.

Man får endvidere at vide, at han har en storebror, som er forfatter, og at han har haft en lillebror, der er død omkring tre år tidligere, hvilket har været et voldsomt slag for ham. Savnet synes fortsat at spille en stor rolle i hans liv. Et sted i hans eksistentielle tomrum synes der at spøge et spørgsmål om, hvorfor han skulle leve og broderen dø. I det mindste som Holden husker sin bror, var han et overmåde begavet og talentfuldt barn, så hvorfor er den forvirrede og uligevægtige Holdens liv vigtigere? Hvorfor skal det bestå, mens lillebrors strålende lys, skulle slukkes? Det er der naturligvis ingen, der kan svare Holden på, og han spørger heller ikke, men holder spekulationerne for sig selv. Disse spørgsmål kommer forøvrigt ikke eksplicit til udtryk. Det er blot noget man fornemmer et sted i det fjerne, som en del af baggrunden for problematikken.

Han pjanker en del foran kammeraterne, men tumler med mange tunge tanker bag klovnemasken. Pjankerierne er af en ganske uskyldig karakter, såsom at spille blind, lege med en hat og lave stepdans. En ensom dreng, der har sin opmærksomhed andre steder end i lærebøgerne, men i øvrigt er begavet og tydeligvis i stand til at lære både det ene og det andet, hvis han ellers gad og kunne samle sig om det. Han læser en del, og man får undervejs lidt at vide om, hvilken slags bøger, han kan lide. Derimod føler han dyb afsky overfor film.

Hvad angår generationskløft, to uforenelige verdener og hele dette konfliktområde, befinder det sig på et rent intellektuelt plan. Således finder Holden f. eks. samtalen med historielæreren nyttesløs. 

 

 

"Jeg prøver jo bare at banke lidt fornuft ind i hovedet på dig, dreng. Jeg vil kun hjælpe dig. Jeg forsøger at hjælpe dig, hvis jeg kan."

Det kunne man se. Han prøvede virkelig. Men der var bare det ved det, at han snakkede i øst, og jeg snakkede i vest. 

 

 

Enhver har vel oplevet en samtale, hvor man ikke kan nå hinanden, og synes at tale hver sit sprog, også selvom man bruger ord fra samme mål. Dette kan altså ikke regnes for usædvanligt, sygeligt eller regnes ind under en eller anden form for forråelse.

Så hvori består egentlig det problematiske ved denne Holden Caulfield? Såmænd bare deri, at han ikke har lyst til at gå i skole, og så det, at han er fuld af kritik mod de voksnes verden, der forekommer ham falsk og hul. I sin færden virker han ikke videre rebelsk, snarere en anelse hæmmet. Det værste han bedriver i retning af civil ulydighed er at ryge en cigaret på værelset, hvilket er imod skolens ordensregler. (OBS! - Datidens holdning til tobak var markant anderledes end nutidens paranoide rigiditet, og der er således tale om et uhyre uskyldigt regelbrud). Det er vigtigt at gøre sig disse ting klart. Holden har hverken begået voldtægt eller forgiftet rektors hund. Han har ikke engang drukket sig fuld eller stjålet en knallert. På et tidspunkt undlader han endog at kaste en snebold. Han er bare en smule træt af og sur på det hele. Det er alt. Det er således i denne tilstand af "skoletræthed", "teenagedepression", "vokseværk" eller hvad man nu måtte foretrække at kalde det, at han drager afsted til New York. Hele dagen har været fuld af irritationer og ærgelser, og da han alligevel er blevet smidt ud af skolen, gør det ikke synderlig forskel om han venter til juleferien begynder, eller stikker af et par dage før. Holden er led ved skolen og vil væk fra det hele.

Hele huset sov eller var ude eller hjemme på weekend, og der var helt stille og uddødt på gangen. Uden for Leahys og Hoffmanns dør lå er et paphylster fra en tube tandpasta, og mens jeg gik henad gangen sparkede jeg til det med de her pelsforede morgensko jeg havde på. Jeg havde tænkt mig at gå ned og se hvad Mal Brossard tog sig til. Men pludselig bestemte jeg mig om. Jeg fik den idé, at nu ville jeg søreme stikke af fra Pencey og det hele - lige med det samme. Jeg ville ikke gå og vente på at det blev onsdag. Jeg gad ikke blive der længere. Jeg blev så nedtrykt og ensom af det. Derfor blev jeg enig med mig selv om at ta' ind på et eller andet hotel i New York - sådan et af de her billige hoteller - og bare drive rundt til det blev onsdag. Om onsdagen ville jeg så ta' hjem, frisk og udhvilet. Jeg regnede med at mine forældre først ville få Thurmers brev om, at jeg var s midt ud, om onsdagen eller måske først torsdag. Jeg havde ikke lyst til at komme hjem, før de havde fået det fordøjet og det sådan rigtig grundigt. Jeg følte absolut ingen trang til at komme samtidig med brevet. Min mor var meget hysterisk. Men hun er ikke så slem, når hun bare har fået ting fordøjet lidt først. Desuden trængte jeg til en lille ferie. Mine nerver var rent ud sagt ad Hekkenfeldt til.

(...)

Jeg har altid godt kunne lide at køre i tog, særlig om aftenen, når lyset er tændt og vinduerne er helt sorte, og der går en mand rundt og sælger kaffe og sandwich og ugeblade. Som regel køber jeg en skinkesandwich og tre-fire blade. Når jeg rejser om aftenen, kan jeg såmænd godt finde på at læse en af de her dumme historier i et ugeblad uden at brække mig over den. De kender de her noveller med en masse smadderforlorne, atletiske fyre, der altid hedder David, og en masse pjattede piger, der altid hedder Linda eller Marcia, og som tænder David'ernes piber for dem. Jeg kan virkelig som regel sluge en af den slags møgnoveller, når jeg kører i tog om aftenen. Men den aften var det anderledes. Jeg havde ikke lyst.

 

 

I toget møder han moderen til en af sine klassekammerater. Den han bryder sig allermindst om. Moderen forekommer ham imidlertid tiltalende. Hans uvilje over for klassekammeraten i sammenstødet med velviljen for dennes mor løber sammen i, at han binder hende en historie på ærmet, der mildt sagt giver et misvisende indtryk af hendes søn. 

 

Gunnar Jacobsen opsummerer:

 

 

"Forbandede Ungdom" er Salingers eneste roman. Den er ordrig, men handlingen er yderst enkel. Den begynder på en kostskole i Pennsylvanien, som H olden Caulfield er blevet smidt ud af, og fortsætter i forskellige dele af Manhattan, den centrale bydel i New York. Den strækker sig over ca. tre dage ved juletid.

Stilens ordrigdom og handlingens enkelhed hænger sammen med bogens plan. Det er en selvafsløring eller et forsøg på at opdage sig selv, eller som Holden nøgternt udtrykker det:"Jeg vil bare fortælle hele den sindsyge historie, jeg var ude for lige før jul." Han forlader alle Stradlater'ne og Ackley'erne og de andre hyklere og idioter (eller hvad han nu kalder dem) og møder dem igen i New York, blot i større målestok. Storbyen i julepynt møder ham ikke med fred, glæde og næstekærlighed. 

 

 

Ved ankomsten til New York føler Holden sig ret ensom. H an overveje at ringe til nogen, men kan ikke finde på nogen at ringe til. I den forbindelse finder man ud af, at Holden også har en lillesøster. Men hvis han ringede til hende midt om natten, ville det blive hans forældre, der tog telefonen. Da han derefter er på vej videre, byder han taxachaufføren på en drink, som denne dog afslår. Holden bliver indlogeret på et hotel, hvor de øvrige gæster synes at være lidt aparte. Blandt andet har han fra sit vindue udsigt til en transvestit og et par, der spytter vand i hovedet på hinanden. Han falder i den anledning hen i tanker om sine egne tilbøjeligheder. 

 

 

Det er det frygtelige ved mig. Inderst inde er jeg sikkert psykopat sådan rent seksuelt. Somme tider tænker jeg de skrappeste ting, som jeg ikke ville ha' noget imod at foretage mig, hvis jeg havde lejlighed til det. 

 

 

Han kommer derefter i tanke om et telefonnummer til en letlevende dame, som en bekendt har givet ham. Han ringer til hende, men hun mener, det er for sent på natten. 

 

 

Klokken var ikke så mange endnu. Jeg ved ikke bestemt hvad den var, men det var ikke ret sent. Jeg kan ikke fordrage at gå i seng, når jeg ikke engang er træt. Så jeg åbnede min kuffert og tog en ren skjorte frem og gik ud i badeværelset og vaskede mig og skiftede skjorte. Jeg havde tænkt mig at gå ned og se hvordan pokker det her "Lavender Room" var. Det hed hotellets natklub. 

 

 

Mens Holden gør sig i stand, tænker han på sin lillesøster Phoebe, som han gerne ville tale med. Da dette imidlertid ikke lader sig gøre på det tidspunkt af døgnet, går han ned i natklubben, hvor han træffer tre kvinder omkring de 30, som får en mængde drinks på hans regning og derefter forlader etablissementet. Holden har danset med dem alle tre, men ikke hørt nogen af dem sige noget bare tilnærmelsesvis begavet. 

 

Gunnar Jacobsen påpeger: 

 

 

Holden ønsker kontakt med mennesker, men hele tiden kommer ligegyldighed, afstumpethed og tåbelighed på tværs af hans ønske. Sammenstødet mellem hans krav om sandhed og omgivelsernes løgnagtighed er den gamle historie om den enkelte over for en kølig og uforstående verden.

For at holde denne situation ud og for at skjule sin egen følsomhed har han bl.a. fundet på at agere, altså opføre et lille skuespil; han dækker sig bag en maske. Det er i virkeligheden det samme, der sker, når han optræder intolerant over for andre; han gør sig hård og forkaster alt og alle. De passer ikke ind i hans billede af en god og varm verden, hvor alle gør det rigtige - som ganske vist skal være det, der i Holdens øjne er ret og rigtigt. 

 

 

Hele dette forløb handler, som det fremgår, om ret tunge og triste ting. Smidt ud af endnu en skole, alene i byen, ingen at tale med, ensomhed, usikkerhed, håbløshed. Men samtidig er det hele beskrevet i en let og humoristisk tone, der ser alt det groteske og lattervækkende i situationerne. Det bliver morsomt og underholdende, men uden at miste sin brod og dybere klangbund. Gennem en gennemsigtig lethed kan man hele tiden se mørket og tragedien bagved, ligesom ingen kan være i tvivl om Holdens knugende ensomhed. Det er til stadighed tydeligt, at hans egentlige længsel ikke er af erotisk natur - ikke en gang når han falder hen i spekulationer om sine potentielle perversioner. Det er samhørigheden, forståelsen, en mere åndelig end fysisk nærhed med et andet menneske, han higer efter. Læseren ser det og forstår, også selvom Holden hele tiden fastholder sin lidt drillende og en smule ironiserende tone.

 

 

Jeg blev ikke siddende ret længe. Baren var alligevel ved at lukke, og orkesteret var gået hjem for længe siden. Under alle omstændigheder var det et af de steder, hvor der er rædselsfuldt at være, hvis man ikke har en ordentlig pige at danse med, eller tjeneren serverer ordentlige drinks og ikke bare Coca-Cola. Der findes ikke den natklub i verden, hvor man kan holde ud at sidde i længere tid uden at få noget spiritus og drikke sig fuld. Undtagen hvis man er sammen med en pige, man er tosset efter.

Lige med ét, på vejen ud i foyeren, kom jeg til at tænke på Jane Galagher igen. Jeg fik hende ligefrem på hjernen og kunne ikke slippe hende. Jeg satte mig ned i en brækfarvet lænestol i foyeren og tænkte på hende og Stradlater - sammen - i Ed Bankys forbandede dollar grin, og selvom jeg var temmelig brandsikker på, at Stradlater ikke havde v æret rigtig sammen med hende - Jeg kender Jane ud og ind - kunne jeg alligevel ikke få hende ud af tankerne. Jeg kendte hende ud og ind. Det gjorde jeg. Udover skak holdt hun jo osse af sport, og da jeg havde lært hende at kend, s pillede vi tennis hele sommeren næsten hver evig eneste morgen og golf næsten hver efter middag. Jeg kom skam til at kende hende ret intimt. Ja, altså ikke sådan fysisk eller noget af den slags - slet ikke, men vi var sammen hele tiden. Det er ikke altid nødvendigt med erotik for at lære en pige rigtig at kende. 

 

 

Herfra og fremefter bliver det humoristiske islæt stadig mindre mærkbart. Der forekommer stadig en del groteske situationer. Men de bliver ikke i samme grad beskrevet i en let tone. Smerten træder mere og mere frem. Efter at have siddet i nogen tid og tænkt på Jane begiver Holden sig videre til en anden natklub, hvor han engang har været sammen med sin storebror. Det fører blot til flere ærgelser og irritationer. Da Holden henad morgenstunden når tilbage til hotellet, kan han se tilbage på et forfærdeligt døgn med masser af ubehageligheder og stort set intet, der har glædet ham.

Det, der går igen, er at sige og gøre komplet meningsløse ting, der ikke står i noget forhold til, hvem man er og hvad, der sker indeni. Som når man f. eks. siger til en person, der er en ligegyldig, at det var hyggeligt at møde dem. Er det fejhed, når man ikke bare langer ud efter folk, man synes er ubehagelige? Det bagvendte er så, at Holden samtidig oplever, at ærlighed bliver taget ilde op. Vel at mærke ærlighed, der ikke har personlig brod imod folk. Holden er f. eks. kommet til at spekulere over ænderne i parken. Hvad sker der med dem, når søen fryser til is om vinteren? Hver eneste gang, han nævner dette spørgsmål for nogen, bliver de sure og fornærmede over det. Men anbring en blærerøv ved et klaver, hvor han sidder lader musikken drukne i endeløse triller, og folk klapper som gale. Ingen mener for alvor noget med det, de siger. En fyr sidder og fortæller om en kammerats selvmord, mens han prøver at komme til at gramse på en pige. Men pomp og pragt - tomt glimmer - det får folk til at savle. Det mindste glimt af en berømthed eller at have hilst på en ven af en ven af en berømthed. Det tæller. Holden er ligeglad med at møde Gary Cooper eller Frank Sinatra. Han vil meget hellere snakke med sin lillesøster Phoebe eller den skakspillende Jane Galagher. Netop derfor oplever han en så meget desto større afstand mellem det, der fylder indeni, og det, der foregår omkring ham. Han lever i én verden, de andre i en anden. Måske oplever andre noget lignende. Men i så fald har de lært spillet. De kan smile deres falske smil og læse deres replikker op af de tomme frasers manuskript uden at væmmes ved sig selv. Men Holden kan ikke holde det ud.

På vej op til værelset tilbyder elevatorføreren Holden dameselskab. Det siger han ja til, for straks efter at fortryde det. 

 

 

Jeg vidste godt, der ikke var nogen grund til at gøre sig fin for en luder, men så havde jeg noget at ta' mig til så længe. Jeg var lidt nervøs. Jeg begyndte at blive sådan lidt ophidset, men jeg var alligevel nervøs. Hvis De vil vide sandheden, så er jeg altså uskyldig. Det er virkelig sandt. Jeg har flere gange haft lejlighed til at miste min uskyld, men det er faktisk aldrig blevet til noget. Der kommer altid noget i vejen. 

 

 

Dermed er vi nået til et af de omdiskuterede steder i bogen, som angiveligt skulle være uhørt dristigt, og har betydet, at utallige amerikanske bibliotekarer har fået theen galt i halsen. Helt uforståeligt. For det, der følger, er ikke videre dristigt og på ingen måde pirrende.

Helt ufatteligt er det, at der er folk, som har beskyldt "Forbandede Ungdom" for at være pornografisk. De eneste lidt mere intime beskrivelser af legemsdele og hvad de kan bruges til, man kan finde noget sted i den bog, vedrører mandehænder på pigers lår. Så vidt kommer det ikke engang i det tragisk-komiske optrin, som følger. Dog har Holden en - temmelig komisk - betragtning omkring problemet at få en brysteholder af en pige, mens han går og venter. Da pigen endelig dukker op, har han slet ikke lyst til andet end at snakke. Det har hun ikke og bliver sur over de lettjente penge. De bliver endvidere uenige om beløbet. Det får en betydning i det efterfølgende.

Inden de videre begivenheder skal Holden dog have lidt søvn. Moralens vogtere kan her harmes over, at der føjes blasfemi til pornografi: 

 

 

Jeg havde næsten lyst til at bede aftenbøn, da jeg var kommet i seng, men jeg kunne ikke. Selvom jeg har lyst til det, er det ikke altid jeg kan. For det første er jeg nærmest ateist. Jeg kan skam godt lide Jesus, men ellers bryder jeg mig ikke om ret meget af det, der står i Bibelen. Som nu for eksempel disciplene. De har ærgret mig ad helvede til, hvis De vil høre min ærlige mening. De var såmænd gode nok efter at Jesus var død, men mens han levede havde han søreme ikke megen fornøjelse af dem. De gjorde jo ikke andet end at svigte ham i eet væk. 

 

 

Det er utroligt, som folk kan vende ting på hovedet. Det skulle være antydningsvis pornografisk, at Holden ikke går i seng med en pige, hvorefter det skulle være blasfemisk at han ikke bryder sig om Jesu disciple. Videre fortæller Holden om en kammerat fra en tidligere skole, som han diskuterede den slags ting med. Kammeraten mente, at hvis man ikke kan lide disciplene, kan man heller ikke lide Jesus, for Jesus havde valgt disciplene. Men hvad så med Judas? Her gælder det om, at læse opmærksomt. Holden har lige betegnet sig selv som "nærmest ateist". Ikke desto mindre følger her en dybt religiøs bekendelse: 

 

 

Jeg kan huske jeg spurgte Childs, om han troede Judas - ham der svigtede Jesus og alt muligt - kom i helvede efter at han havde begået selvmord. Childs sagde, at selvfølgelig gjorde han det. Det var netop det, vi ikke kunne blive enige om. Jeg sagde, jeg ville vædde tusind dollars på, at Jesus aldrig havde sendt Judas i helvede. Det ville jeg stadig, hvis jeg altså havde de tusind dollars. Jeg tror bestemt de andre disciple ville ha' ladet ham komme i helvede - hurtigst muligt - men jeg tør vædde på, at Jesus ikke gjorde det. 

 

 

I det hele taget er det svært at forstå den uvilje bogen i sin tid vakte hos det borgerlige Amerika, især når man bemærker, at det meste af bogen er en tankestrøm, og at denne primært er et forsøg på at skabe en smule sammenhæng og mening i det hele, opdage en art fornuft eller orden i tilværelsens tilsyneladende absurditet. Ser man nærmere til, foretager Holden sig i virkeligheden ikke ret meget i disse dage. Ikke i rent ydre henseende. Det er hans indre liv, der kører på højtryk og er ved at eksplodere. Han betragter livet og gør sig en mængde tanker om det, han ser, om sig selv og om mennesker, han har kendt. Mellem hvergang han gør noget som helst, forekommer der lange tænkepauser. Han er kun overfladisk interesseret i det meste af det, der foregår omkring ham. For det, han søger, er svar - ikke oplevelser. Han søger at nå til en afklaring med sig selv og sit liv. De gamle spørgsmål: hvorfor er jeg til, hvad laver jeg egentlig her? De allerfleste ting omkring ham forekommer ham opstyltede, syntetiske og påtagede. Hans søgen er derfor også en søgen efter ægthed. Netop derfor vender hans tanker hele tiden tilbage til ting, personer og oplevelser hvor han mener at have set glimt af noget sandt og virkeligt. Her er den altoverskyggende vigtigste person lillesøsteren, simpelthen fordi, hun forstår ham. Hende kan han tale med. Her er ingen forstillelse. Hun synes ikke han er mærkelig, hvis han spekulerer over, hvor ænderne er henne, når søen i Central Park er frosset til, og hun giver sig ikke til at læse op af frasernes manuskript. Her hører ligegyldighederne op. Det er netop sagens kerne. Det er lige nogle år for tidligt til, at Holden kunne sige ligesom John Lennon, at Elvis var sand og levende, mens alt andet var dødt og løgnagtigt. Men meningen er rundt regnet den samme.

Når "Forbandede Ungdom" er blevet hyldet og hædret af alle, der har kunne se en smule videre end det puritanske snæversyn, så er det naturligvis fordi, at den rammer umådeligt præcist. Det fremgår også af formuleringen "nærmest ateist". Man vil ofte kunne opleve, at 15-17 årige hævder at være "nærmest" et eller andet. Som regel noget, der ikke er helt god tone. Derved anbringer de sig i opposition til det etablerede, samtidig med at deres usikkerhed og tvivl kommer til syne i det modererende "nærmest". I deres søgen efter identitet og en præcis selvdefinition er det med andre ord ikke lykkedes at finde det endegyldige, udtømmende udtryk, som det netop er deres ønske at nå frem til. I mangel af bedre må de nøjes med den bedst mulige tilnærmelse, et nærmest. Enten det, eller de identificerer sig i helt ekstremt grad med et eller andet.

Tidligere i bogen har Holden haft nogle betragtninger om sig selv og sin adfærd. At han nogen gange opfører sig ret barnligt, til andre tider ældre end sin alder. Hele "vi er ikke rigtig voksne/vi er ikke rigtig børn"-batteriet rulles ud. Det er netop det utrolige. Hvilke kloge ting nogen end måtte mene at kunne sige om det at være ung, og hvor meget den enkelte unge end kan føle sig alene i verden og tro, at andre ikke kender lignende sjælstilstande, og ingen nogensinde har haft det som dem - Salinger har været der. 

 

Gunnar Jacobsen påpeger: 

 

 

Bogen er blevet en bibel for amerikansk college-ungdom. Det skyldes vel nok, at alle unge kan genkende sig selv i Holden. De har det som han, og de taler som han gør. Bogen er holdt i en bestemt jargon, overgangsalderens hårdkogte og følsomme jargon; Salinger må have en udviklet sans for replikker og sproglige nuancer, når han er i stand til at holde sprogtonen bogen igennem. Det er stilen, der skaber illusionen om, at man sidder og hører på ham; det er tonen, der gør bogen overbevisende. 

 

 

Som nævnt opstod der en uenighed om beløbet, den prostituerede skulle have. Det banker på døren. Der står elevatorføreren og pigen. Holden får en mavepuster og bliver lettet for nogle "stakater". Han fantaserer efterfølgende om en grusom hævn.

Jeg følte det som om jeg var ved at drukne, fordi jeg næsten ikke kunne få vejret. Da jeg endelig kom på benene, måtte jeg holde mig på maven og gå helt krumbøjet ud i badeværelset. Men jeg er nu ikke rigtig klog. Det ved Gud jeg ikke er. Da jeg var halvvejen, begyndte jeg at lade som om jeg havde fået en kugle i maven. Maurice havde skudt mig. Nu var jeg på vej ud i badeværelset for at tage mig et ordentlig bæger whiskey eller noget andet, der kunne berolige mine nerver og gi' mig kraft til at gå til angreb. Jeg så mig selv vakle ud af badeværelset, påklædt og det hele, med skyderen i lommen. Jeg gik ned ad trappen i stedet for at ta' elevatoren. Jeg klamrede mig til gelænderet, mens blodet piblede frem ved mundvigen på mig. Da jeg var kommet et par etager ned - jeg pressede hænderne ind mod mellemgulvet, for blodet strømmede uafbrudt - trykkede jeg på elevatorknappen. I samme øjeblik Maurice åbnede døren, fik han øje på mig og på skyderen - og så skreg han, sådan meget skingrende og ræveangst, at jeg skulle la' ham være. Men jeg skød ham ned som en hund. Seks skud midt i hans fede, hårede mave. Så kastede jeg skyderen i elevatorskakten - men først fjernede jeg fingeraftryk og alting. Så slæbte jeg mig op ad trappen til mit værelse, hvor jeg ringede til Jane, der kom og forbandt mine sår. Jeg forestillede mig, hvordan hun tændte en cigaret til mig, mens jeg lå dér og blødte. De forbandede film! De ødelægger én. Det gør de søreme. Jeg var mindst en time i badeværelset, jeg tog bad og gjorde mig i stand. Så gik jeg ind i seng igen.

Hvem har ikke været almægtig i fantasien, efter at virkeligheden havde budt på ydmygelser og krænkelser? Mange år senere lavede den danske popgruppe Sneakers en sang om en outsider, der om natten sidder og prikker i Voodoo-dukker.

Da Holden vågner op ad formiddagen tjekker han ud fra hotellet. Især for at undgå den ubehagelige elevatorfører og alfons, men i nogen grad også fordi at han har fået brændt en pokkers masse penge af og derfor nu må til at spare. Han har ringet til en pige, han kender, og lavet en aftale om at mødes. Men har allerede fortrudt det igen. Inden han mødes med pigen,
løber han tilfældigt på et par nonner, som han falder i snak med. Hvilket giver anledning til nogle refleksioner om katolicisme. Holden har det generelt ikke særlig godt med ismer. Det er her atter betegnende, at han kalder sig "nærmest ateist", med andre ord: det tætteste han kan komme på en isme, han kan tilslutte sig, er i bund og grund ikke en isme, men netop en anti-isme. Han besidder en art respekt og agtelse for folk, der alvorligt tror på noget, netop fordi han så brændende ønsker, at han selv kunne tro på noget. Men det er netop det, han ikke kan. Han er et krigsbarn, vokset op i ismernes skygge og har derfor sin generations medfødte skepsis overfor enhver doktrin, ligesom han er amerikaner og derfor besidder sin nations fortløbende opgør med europæisk tænkning. Da vi befinder os i '51 er Elvis ikke ankommet. Der er derfor endnu ikke noget at tro på. Ikke desto mindre foregriber Holden rockens løsning, for sådan set tror han på bøfsandwich og solskinsdage. Sagen er netop den, at de fleste ting mennesker laver ikke er skabelse, men skabagtighed. Enten prøver de på noget, de ikke kan finde ud af, eller også er de alt for dygtige, således at resultatet bliver prætentiøst og selvsmagende.

Rock 'n' roll var virkeligt. Alt andet var uvirkeligt.

- John Lennon 

Også mødet med pigen ender i en katastrofe. De ser et teaterstykke, som pigen er vældig begejstret for, men som Holden ikke bryder sig om. I pausen møder de en bekendt af pigen, der driver Holden nær vanviddets rand. Da de efterfølgende er ude og løbe på skøjter går det heller ikke, da ingen af dem er særlig gode til det. De sætter sig og får en cola. Holden prøver at forklare pigen om, hvordan han render rundt og har det. Hun fatter ikke et muk. De skilles som uvenner.

Der kunne siges meget, meget mere om denne del af bogen. Men jeg har bevidst valgt at lade være og blot nævne nogle få hovedtræk. Det er nemlig denne del, nærmere bestemt kapitel 16 til 18, der udgør en hovedforløb svarende til de centrale indledende kapitler af "Vejene"s tredie del. Hører man til de mennesker, der ikke læser hele bøger, men blot uddrag, er det således disse tre kapitler, man skal læse af "Forbandede Ungdom". Har man læst den i sin helhed, er det disse tre, man skal genlæse. Det sammegælder "Vejene", tredie del, kapitel 1-7 . Derfor kun stikord fra undertegnede kommentator.

Holden ringer til en kammerat og de aftaler at mødes senere på aftenen på en bar, som Holden (heller) ikke bryder sig om. Kammeraten dukker op. Men mødet bliver kort og ikke videre vellykket. Efterladt i baren drikker han sig temmelig fuld. Senere går han en tur i Central Park for at se, om der er nogen ænder i søen. Det er der ikke. Holden sidder og bliver kold, mens han fantaserer om at få lungebetændelse og dø. Hans videre tanker om begravelse og den afdøde lillebror fører associationsrækken hen på lillesøsteren, som han får en uimodståelig lyst til at se. Det lykkes ham at snige sig lydløst ind i forældrenes lejlighed og finde frem til søsteren med lidt tid og anstrengelse. Det viser sig dog, at der ikke havde været grund til så meget forsigtighed. Bortset fra tjenestepigen, som er halvdøv, er Phoebe alene hjemme, og benytter storebroderens større værelse og seng. 

 

 

Jeg stod lidt og kiggede på hende som hun lå der og sov med kinden nede i puden. Hendes mund stod åben. Det er sjovt nok. Nu for eksempel voksne, de ser rærlige ud hvis de ligger og sover med åben mund, men det gør børn ikke. Børn ser søde ud. Selvom de har ligget og savlet på puden ser de søde ud.

Jeg listede rundt i værelset, stille som en mus, og kiggede på alting. Jeg følte mig godt tilpas nu til en forandring. Jeg havde det ikke længere som om jeg var ved at få lungebetændelse eller sådan noget. Jeg havde det godt til en forandring. 

 

 

Modsætningen er slående i forhold til den gamle historielærer i sin pyjamas og badekåbe. Den kendte talemåde at man begynder at dø, når man bliver født, at hver dag er et skridt nærmere graven, træder her frem i kølvandet på Holdens nylige betragtninger om død og begravelse, og så den sovende søster, der selv i denne dvalelignende tilstand er mere levende end noget andet, Holden har mødt gennem de to turbulente dage, man har fulgt ham. Holden kigger lidt på Phoebes skolebøger. Til sidst kan han ikke modstå trangen til at vække hende. Der følger en noget forvirret samtale, hvor man får illustrative prøver på Phoebes livlighed. Endvidere gætter hun uden videre, at Holden er blevet bortvist fra skolen. Det bliver hun ked af. Og vred. Hun blokerer for videre samtale ved at stikke hovedet ned i en pude. Hvad Holden end forsøger, nytter det ikke. 

 

 

Somme tider kan man ikke engang snakke hende til fornuft. Tilsidst rejste jeg mig og gik ind i dagligstuen og huggede nogle cigaretter fra æsken på bordet og stak dem i lommen. Jeg var helt udgået.

Da jeg kom ind igen, havde hun taget puden væk - det vidste jeg - men hun ville stadig ikke se på mig, selvom hun lå på ryggen. Da jeg kom hen og satte mig på sengekanten, vendte hun sit lille tossede fjæs den anden vej. 

 

 

En form for samtale kommer dog efterfølgende igang. Phoebe spørger til, hvad der er sket. Holden begynder at remse alle sine kritikpunkter mod skolen op. Phoebe sætter derefter med beundringsværdig præcision fingeren på det ømme punkt. 

 

 

"Du kan nemlig ikke holde nogen ting ud nogen steder."

Det gjorde mig endnu mere deprimeret, at hun sagde sådan.

"Det passer ikke. Det passer ikke. Det kan jeg vel nok. Hvorfor si'r du sådan noget?"

"Fordi det passer. Du kan ikke holde skolen ud, og der er tusind andre ting du heller ikke kan li'. Det passer."


"Vel gør det ej. Der er masser af ting jeg ka' li. Det passer slet ikke. Hvorfor fanden si'r du sådan noget?" sagde jeg. Hun gjorde mig søreme deprimeret.

Søsteren beder ham så nævne bare én ting. Det falder ham svært . Han kommer i tanke om nonnerne, han mødte tidligere, og videre en kammerat fra en tidligere skole, der begik selvmord efter at nogle af de andre elever havde tortureret ham. Han nævner ikke disse ting. Da han presses yderligere af Phoebe, nævner han deres døde bror og den aktuelle samtale: at sidde og snakke med hende. Ingen af de to ting synes Phoebe helt gælder. Hvad kunne han så tænke sig at blive, hvilket job?

Som nævnt var originaltitlen "The Catcher In The Rye". Da bogen i 2004 blev nyoversat af Riffbjerg, kom den til at hedde "Griberen i Rugen", en direkte oversættelse af originaltitlen. Titlen hænger sammen med en fejlhøring af sangen " Coming Through The Rye", hvor Holden tror, at der synges catch (griber) frem for meets (møder). Ud af dette skaber han en fantasi om en kornmark på en bjergside, hvor nogen skal forhindre børn i at falde ned. I dette ser Holden en meningsfuld livsgerning. Omkring sig ser Holden folk foretage sig dumme og unyttige ting, men
at være ansvarlig for at ingen børn styrtede ned i afgrunden, når de legede i kornet. Ja, se det ville jo være noget ganske andet.

Dertil er det naturligvis en omvending af Holdens situation. Han er jo netop barnet, der er ved at styrte i afgrunden og derfor har brug for at blive grebet. Det er her en drilsk finesse, at det er søsteren, der gør ham opmærksom på, at han har hørt forkert med hensyn til sangens tekst, men at hun samtidig på mange måder er den, der griber ham. Hvis der udover Holdens fremtidsdrøm findes en griber i rugen, så må det være hende. Dette har den ekstra dimension, at Holdens vanskeligheder har nær forbindelse med barndommens svinden bort, og den usikkerhed, der derved kommer til syne. Søsteren, der er familiens efternøler, står midt i barndommen.

Ifølge denne læsning bliver søsteren den egentlige griber i rugen. Det passer fint sammen med hendes intuitive og umiddelbare tilgang til livet. Holden hævder, at hun forstår alt. Det synes hun også vitterlig at gøre. Hendes spontant oplevede virkelighed behøver ganske enkelt ikke forklaringer. Det Holden oplever omkring sig, når han betragter de voksnes verden, er en tørt intellektualiseret tilgang, der har mistet det umiddelbare, det intuitive, det legende, hvor alt enten er fuldstændig tomhovedet dumhed eller overforklaret systematisme. Det er dette, han viger tilbage fra. I samtalen med historielæreren spørger denne, om han da slet ikke bekymrer sig om fremtiden. Til det svarer han, at det gør han egentlig ikke. Det kan vi af resten af bogen se, at det gør han i allerhøjeste grad. Men man må her huske på hans opfattelse af hele situationen hos historielæreren, at de taler hver sit sprog. Dette er netop pointen. Holdens bekymring er ikke den slags bekymring. Ikke en bekymring, der kan udmønte sig i flid for at få en god uddannelse og et godt job. Holdens form for bekymring ville aldrig kunne udløse et Hermione-syndrom. Den virker lige modsat, ganske enkelt fordi, at Holdens bekymring går på, hvad fremtiden vil tage fra ham - ikke hvad den vil kunne give ham. Den døde bror står her som et centralt billede. Det samme gør det blandede udvalg af erindringsbilleder. Tiden skænker ikke, den t a'r. Det viser sig f. eks. i minderne om sommerferien med Jane Galagher, præget af nærhed og en antydet forelskelse, men ikke fuldbyrdet sex. Netop derfor bliver Holden helt slået ud af tanken om den blotte mulighed for at hans alt andet en uskyldsrene kammerat kunne have gået hele vejen med hende. For den går tættere på end hendes person. Den går langt ind på hans person. Det er hans barndom, hans uskyld, hans drøm, der besudles. I denne opstillinger er det indlysende, at søsteren er griberen i rugen. Hun er ganske enkelt forbindelseslinien til barndommen, og det redder Holden så meget og så langt, at han hverken begår selvmord eller kommer ind i en sværere psykose.Vist er han indlagt. Men at han så adækvat kan give udtryk for sine tanker, følelser m.v. viser tydeligt, at det ikke er et af de helt slemme tilfælde. Med det tidligere brugte eksempel fra Jung, er der ikke brug for at hente ham ned fra månen. Han er allerede på jorden. Det han behøver for at komme videre er et modstykke til søsteren, med andre ord en bro til voksenverdenen, der kunne etablere en fremadrettet forbindelse. På en måde kan man sige, at hele bogen handler om, at det ikke er lykkedes ham at finde en sådan "hotline" til fremtiden. Tvært imod føler han sig voldsomt afskrækket af alt, hvad fremtiden synes at indebære. Derved bliver begrebet "Griberen i Rugen" et langt mere omfattende symbol. Det er imidlertid ulejligheden værd at tænke udover de metaforer, bogen så at sige selv serverer og "forklarer". For der kan argumenteres for nogle yderligere betydningslag i bogens titel. Jo flere betydningsdimensioner man finder i titlen, jo flere nøgler giver den også til det, der sker inde i bogen.

Fangeren i kornmarken. Dette kan vel opfattes som et billede på en, der er draget ud på jagt, hvad Holden i lettere overført betydning jo netop er. Men almindeligvis er det vel ikke jageren, men det jagede dyr, der befinder sig ude i marken. Derfor kan man også opfatte titlen som noget i retning af jageren jages. Dette kan opfattes dobbeltsidigt. Den unge mand, der føler sig ude af fodslag med verden og derfor på en måde er jaget, der nu retter skytset imod det samfund, der forfølger de anderledes. Men samtidig er han på flugt, og således er han rent faktisk alt imens han håner verdens dårskab jaget. Ordet catcher (fanger/griber) bruges også inden for visse sportsgrene, om den på et hold vis opgave det er at gribe en bold. F.eks. i rundbold, hvor bolden jo skal fanges af det hold, der er ude, mens indeholdet må slå til bolden og løbe. Man kan altså også forstå det som udeholdets griber. Vor unge mand, er ude og der er noget han forsøger at gribe. Rye betyder rug, og bruges også om spiritus (rugwhiskey). At der henvises specifikt til rug, frem for f.eks. hvede kan måske også rumme en pointe: en grov kornsort.

Vibeke Cerri har åbenbart ikke følt, at hun kunne finde et tilsvarende ordspil på dansk, og således valgt det betydelig mindre poetiske "Forbandede Ungdom". Måske(?) havde det været mere rammende at kalde bogen "Forbandede Voksne", da det i grunden ikke er sin alder Holden raser over, men det samfund, der omgiver ham.

Riffbjerg gik så at sige den lige vej og oversatte ordret. Så kan man naturligvis diskutere, hvor meget mening, udtrykket "Griberen i Rugen" giver på dansk. Det rummer i hvert fald noget med en, der er ude i noget, og at der knytter sig en særlig handling til denne person. Men i en dansk forståelse vil udtrykket let kunne vække Jeppe Aakjær'ske associationer. "Anna var i Anders Kær" og "Jeg er Havren". Man må jo sige, at vi er et lidt andet sted. Der kræves, at man får øje på den dobbelthed, at hvis man tænker i boldspil og deslige, vil en rugmark være et ret besynderligt sted for en griber, så der altså i dette ligger noget med på fremmed grund, noget der er, hvor det ikke hører til, samtidig med på den anden side at afspejle søgningen, det Holden ønsker at finde, nemlig noget naturligt, ægte, uforstilt, og dermed noget sådanne landlige motiver knytter sig til. Men pointen er så, at Holden netop ikke befinder sig et sted, der kan sammenlignes med en kornmark, men lige midt i forløjet hedens centrum.

Holden har en pointe. Han har indset og gennemskuet en del, andre ikke er opmærksomme på, ikke ænser og næppe overhovedet ville være i stand til at forstå. Derfor er han også en griber i rugen på den måde at være en, der midt i et kaotisk vildnis kan stå med klarsyn, mens andre rager rundt i blinde.

Således bør man sidde med skærpet opmærksomhed og læse følgende passage langsomt, eftertænksomt og rigtig mange gange:

"Far slår dig ihjel. Han slår dig ihjel, " sagde hun.


Jeg hørte ikke efter. Jeg sad og tænkte på noget helt andet - noget helt skørt. "Ved du hvad jeg gerne vil være?" sagde jeg."Ved du hvad jeg godt kunne li'? Hvis jeg altså fik lov til det, for pokker?"

"Nej? La' være med at bande sådan."


"Kender du den sang "If a body catch a body coming through the rye"? jeg kunne tænke mig --" "Den hedder "If a body meet a body coming through the rye"! " sagde Phoebe. "Det er et digt af Robert Burns."


"Det ved jeg da godt."

Hun havde ret. Den hedder "If a body meet a body coming through the rye", men det vidste jeg ikke dengang.

Nå, jeg troede den hed "If a body catch a body," sagdejeg. "Men jeg forestiller mig altså denne her rugmark, hvor der render en hel masse drenge og piger rundt og leger. Der er flere hundrede, og der er ingen til at passe på dem - ingen voksne altså - kun mig. Og jeg står henne ved kanten af en eller anden tosset afgrund. Jeg står dér for at fange hver eneste lille dreng eller pige, der løber hen imod afgrunden - de løber jo sådan rundt uden at se sig for - men jeg står der hele tiden og kommer frem og griber dem, så de ikke falder ned. Jeg bestiller ikke andet hele dagen.

Jeg står bare dér i rugmarken og passer på. Jeg ved godt det lyder tosset, men det er det eneste jeg har lyst til. Jeg ved godt, det er tosset."


Phoebe sagde ikke noget i lang tid. Og da hun endelig gjorde det, sagde hun bare, "Far slår dig ihjel."

 

 

Til alt det ovenfor påpegede kunne man måske også forholde sig til dels det, at der er tale om en fejlhøring, altså tingene er aldrig som man tror og håber på. Således har mødet med søsteren jo heller ikke været så glædeligt og opmuntrende, som Holden havde håbet på. Men dernæst kan man betragte det, der faktisk står i den tekst. For at mødes i rugen er vel heller ikke af vejen. Det Holden har oplevet det foregående døgn er en mængde sammenstød med andre mennesker, men ikke et eneste ægte møde. Men det er vel i grunden det, han længes efter: det autentiske møde. Søsteren peger ham i den rigtige retning. Han behøver ikke redde nogen, det er nok, hvis han kan møde dem. At søsteren kender og forstår hans problem fremgår af det foregående, hvor hun stædigt fastholder, at han ikke kan lide noget. Dette er just også vanskeligheden. Et møde lykkes ikke, når man ankommer med uvilje og foragt. Kun når man er åben og velvillig kan mødet ske. Phoebe aner det. Hendes intuitivt-inspirerede tilgang svigter hende ikke et øjeblik. At hun atter og atter gentager, at deres far vil myrde Holden, er almindelig barnligt hysteri. Men bag den lille utidige pige sidder en gammel, viis kone, der hele tiden lader spor sive igennem. Selv idet tilbagevendende udbrud ligger det. Her kommer en omsorg og bekymring for broderen tilsyne. At Holden ikke bare kan blive ved at blive smidt ud af den ene skole efter den anden, uden at det får en eller anden form for konsekvenser, har hun jo ret i. Overfor hendes omkvæd om faderens formodede morderiskhed, er det tilbagevendende hos Holden en halvt udkastet plan om at rejse væk fra alting. Han vil et helt andet sted hen og begynde på en helt anderledes tilværelse. Det er den gamle Robinson Crusoe drøm. Eller ihukommende Holdens forsøg på at fastholde barndommen måske snarere Peter Pan og ønskeøen. I hvert fald et sted, der er helt anderledes, hvor han kan leve befriet af alt det, der tynger ham i den aktuelle situation. Det er her ret betegnende, at hvergang Holden prøver at forholde sig til den verden, han befinder sig i, ender han med at komme til at tænke på død.

Et interessant træk ved Holdens karriereplan er, at den synes at rumme arketypiske motiver. Det gælder tillige et andet gennemgående træk i bogen: dans. Salinger havde i sin pureste ungdom været professionel danser, så det er ikke synderlig overraskende, at han vælger en række af sine symboler og metaforer fra dansens verden. I begyndelsen på skolen leger Holden stepdanser på badeværelset. Et rent fjolleri, der primært synes at have til formål at fange den selvoptagede kammerats opmærksomhed. Senere på natklubben møder han de tre ca. 30 årige kvinder. En af dem, den første han er ude og danse med, danser vidunderligt. De to andre mindre godt, en af dem endog helt håbløst. Man bedes huske den situation at han er mindreårig, er kommet ind på klubben, men bliver nægtet at få serveret spiritus. De noget ældre kvinder kommer med et par drillerier om hans unge alder.

Rent personligt må jeg studse over dette. Ifølge Jung har tidlige barndomsdrømme næsten altid arketypisk karakter, og henter således sit stof fra det kollektive ubevidste. Det samme gør en forfatter, når han føler sig inspireret. Dette fører til slægtskab mellem ting, der ikke er direkte påvirket af hinanden. Som omkring 4-6 årig havde jeg i hvert fald ingen anelse om, hvem Salinger er, og jeg er så godt som sikker på, at ingen af mine forældre nogensinde har læst "Forbandede Ungdom". Ikke desto mindre minder dannse- og rugmarksmotiverne påfaldende om de to tidligste drømme, jeg kan huske.

Drøm 1: Jeg er med mine forældre henne på et sted, hvor der danses. J eg vil også danse og i drømmen kan jeg steppe. Min far kommer hen og forklarer mig, at det må man ikke. Kun pardans tilladt. Derfor er jeg nød til at gå væk fra dansegulvet og sætte mig ude ved siden. Derude sidder en jævnaldrende pige, der åbenbart også er kommet med sine forældre hen på stedet. Men hun vil ikke danse med mig. 

Drøm 2: Jeg spiller fodbold med en flok andre drenge, men falder og ruller væk fra fodboldbanen. Jeg har brækket benet og kan ikke rejse mig. Jeg bliver ved med at trille længere og længere væk.Tilsidst ender jeg ude på kanten af en lodret afgrund, hvor jeg ligger og er bange for at falde ned.

Jeg tror, at jeg var omkring 4-5 år, da jeg havde disse drømme. De var nok en smule ubehagelige, men ikke egentlige mareridt i vågne-op-og-være-skræmt-fra-vid-og- sans-forstand. Derimod husker jeg et tidligt mareridt med delvis tematisk slægtskab.

I nogenlunde samme alder som de ovenfor refererede drømme, men hvad jeg formoder var en smule senere (6 år?), kom jeg en dag ind i vores dagligstue, mens min far sad og så en film. Hvad den egentlig drejede sig om, aner jeg ikke. Jeg så kun slutningen. En ung mand springer udover gelænderet i en trappeopgang og dør, da han ender nede i bunden. Min far kommenterede: "Ja - det var fordi, han ikke ville høre, hvad den gamle sagde. Sådan går det, når man ikke vil høre!"

Det må have været enten den følgende nat eller en af de nærmest påfølgende nætter, at jeg drømte om at falde ned gennem hullet i midten af en trappeopgang. I min drøm var jeg ikke sprunget, men blevet smidt af en fjendtlig person. Jeg døde ikke, da jeg landede nede i bunden, men lå helt stille, så den anden skulle tro, at jeg var. Men han vidste bedre, og sagde: "Næh - mig kan du ikke narre. Nu kommer jeg og ta'r dig". Hans stemme var frygtelig og skinger.

Jeg vil ikke begynde at påstå, at disse drømme skulle være sammenlignelige med Jungs underjordiske fallos på kongetronen, og at jeg havde en særlig forbindelse til det kollektive ubevidste som lille. Blot skal der mindes om, at Jung hævdede, at barnedrømme generelt og helt alment som regel har arketypisk karakter.

Overfor det truende (afgrunden) står der en beskyttende foranstaltning (griberen) i visionen. Her findes der pudsigt nok en indirekte parallel i "Vejene". Sal og co. befinder sig i en ganske lille by inde midt i den mexicanske jungle, og en smuk lille hændelse finder sted:

 

 

Engang imellem lyste et svagt lys op inde i byen, og det var sheriffen der gik sin runde med en svag lommelygte og mumlede for sig selv i junglenatten. Så så jeg hans lys komme vuggende hen mod os, og jeg hørte hans fodtrin komme blødt over måtter af sand og planter. Han stoppede op og lyste på bilen. Jeg satte mig op og så på ham. Med en dirrende, næsten klynkende og utrolig kærlig stemme sagde han: - Dormiendo?og pegede på Dean på vejen. Jeg vidste, det betød "sove".


- Si, Dormiendo

- Bueno, bueno, sagde han for sig selv og modstræbende og trist vendte hans sig bort og fortsatte sin ensomme runde. Den slags kærlige politimænd har Gud aldrig skabt i USA. Der var ingen mistænksomhed, ikke noget vrøvl, ikke noget ballade; han var den sovende bys vogter. Punktum.

 

 

Men tilbage til Holden Caulfield. Gunnar Jacobsen pointerer:

 

 

Han vil lave om på verden, og hvis der ikke øjeblikkelig sker en ændring, kaster han sig i sin utålmodighed ud i en brandtale, der skærer alle over én kam: der er ikke noget ved noget. Men bogens beretning rummer også den anden side af ham: hans omsorg, hans følsomhed, hans trang til at holde af.

Og det er karakteristisk, at hans oprør mod verden ikke kun ligger i hans beske og ironiske kommentarer, men også i rørende handlinger: han giver nonnerne penge; han kan læse børns notesbøger i timevis; han visker skrappe ord ud, der står på skolemuren; og først og fremmest kommer hans følelser for andre frem i hans replik til Phoebe, da han grunder over Robert Burns sang: "If a body meet a body coming through the rye":

"Men jeg forestiller mig altså denne her rugmark, hvor der løber en hel masse drenge og piger rundt og leger. Der er flere hundrede, og der er ingen til at passe på dem - ingen voksne altså - kun mig. Og jeg står henne ved kanten af en eller anden tosset afgrund. Jeg står dér for at fange hver eneste lille dreng eller pige der løber henimod afgrunden - de løber jo sådan rundt uden at se sig for - men jeg står der hele tiden og kommer frem og griber dem så de ikke falder ned. Jeg bestiller ikke andet hele dagen. Jeg står bare dér i rugmarken og passer på. Jeg ved godt det lyder tosset, men deter det eneste jeg har lyst til. Jeg ved godt, det er tosset."

Denne drøm, denne vision, er nøglen til forståelse af H olden og hans ønskeverden.
Det, han længes imod, er en uskyldstilstand. Den uskyld, han selv har i sig, det barnlige hos ham, dukker altid op, dukker altid op, når han er ved at miste den. Tydeligst kommer dette frem i hans forhold til det seksuelle. Han ønsker at være voksen og ønsker det dog ikke.


Når han længes efter Phoebes barnlige uskyld, så er det ikke kun en flugt fra en kaotisk og uforståelig voksenverden, men også fordi han fornemmer, at den barndom , han endnu er i og også er på vej ud af, rummer værdier, som han stadig sætter pris på. Han er forpligtet over for denne uskyldstilstand; han føler et ansvar. Dette ansvar bliver lagt på ham, da han til slut møder Phoebe; og denne følelse redder både hende og ham selv. Ved hjælp af Phoebe kan han slutte den kontakt til tilværelsen, han længes efter, og komme ud af isolationen.

Efter en pludselig indskydelse ringer Holden til en lærer fra en tidligere skole. Muligvis som en fortsat tankerække i forlængelse af den afdøde kammerat, han kort forinden er kommet til at tænke på.

 

 

Det første han spurgte om var, om der var noget i vejen, og jeg sagde, at det var der ikke. Men jeg fortalte ham, at jeg var stukket af fra Pencey. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne få det overstået. Han sagde, "Nå for pokker," da jeg fortalte ham det. Han havde skam sans for humor, hr. Antolini. Han sagde, at jeg var velkommen, hvis jeg havde lyst.


Han var en af de bedste lærere jeg har haft, hr. Antolini. Han var temmelig ung, ikke ret meget ældre end min bror D. B., og man kunne lave sjov med ham uden at miste respekten for ham. Det var ham, der omsider samlede drengen op, ham James Castle der var sprunget ud ad vinduet. Hr. Antolini følte hans puls, og han tog sin frakke af og lagde den over James Castle og bar ham hele vejen over til sygestuen. Det rørte ham ikke en kæft, om han fik blod over det hele.


Da jeg kom tilbage til D. B.s værelse, lukkede Phoebe op for radioen. Det var dansemusik de spillede. Hun satte den ikke ret højt, for at pigen ikke skulle vågne. Hun var ikke til at stå for. Hun havde sat sig pladask midt i sengen oven på tæppet med benene over kors som en anden yogi. Hun sad og hørte efter musikken. Hun er sgu ikke til at stå for."Kom så," sagde jeg, "skal vi danse?" Jeg lærte hende at danse og det hele, allerede da hun var ganske lille. Hun danser mægtig godt. Jeg lærte hende bare nogle ganske få trin. Det meste har hun lært sig selv. Man kan ikke virkelig lære nogen at danse.

 

 

Inden Holden kommer ud af vagten, kommer forældrene hjem. Han må gemme sig i klædeskabet, mens moderen undrer sig højligt over, at Phoebe tilsyneladende har røget på værelset. Holden får nogle penge af Phoebe og derefter et grådanfald. Noget senere får han omsider sneget sig ud af lejligheden og begiver sig hen til hr. og fr. Antolinis luksuriøse lejlighed. Konen er en del ældre end manden. Dertil træt. Så straks hun har serveret kaffe, går hun i seng. Holden og hr. Antolini får en længere snak om skolegang, fag, fremtid med videre. Hr. Antolini taler om, at han frygter Holden er ved at styrte i en afgrund, at han vil ende med at hade hele verden eller også give sig til at dø en ædel død for en uværdig sag. Han er lettere beruset, mens Holden er træt og har hovedpine. Det sætter sit præg på samtalen. Omsider får denne snak ende. Der bliver redt op til Holden på sofaen og han falder øjeblikkeligt i søvn. Men søvnen bliver kortvarig. 

 

 

Pludselig vågnede jeg. Jeg aner ikke hvad klokken var eller nogen ting, men jeg vågnede. Jeg mærkede et eller andet på mit hoved, en hånd. Ih for søren, jeg blev helvedes forskrækket. Det var hr. Antolinis hånd. Han sad der på gulvet lige ved siden af sofaen og nærmest kærtegnede eller klappede mig på hovedet, for pokker.

 

 

Holden flygter over hals og hoved ud af lejligheden. Han tager hen på stationen efter sine kufferter, får en lur i banegårdshallen, finder et blad om sundhed og sygdomme, der gør ham hypokondrisk, hvorefter han går hen på en café og får en kop kaffe. Da han atter kommer ud på gaden, går han rundt og kigger på juleudstillinger, og kommer i julestemning, indtil han får en angstforestilling om at synke i jorden. Da han lidt senere sidder på en bænk, får han puslet detaljerne i sin plan færdige. Han vil blaffe ud vest på, hvor ingen kender ham. Der vil han lade som om, at han er døvstum, så han slipper for irriterende samtaler, men får lov at passe et eller andet let job, der giver ham til livets ophold. Han vil tage afsted samme dag, men inden da vil han sige farvel til Phoebe. Han skriver et brev, som han afleverer på hendes skole, hvor han endvidere harmes over nogle sjofle ord, der er skrevet på en mur, "Ska' vi kneppe?". At den slags slibrigheder som en snigende gift forpester de uskyldige smås sind, huer ham absolut ikke.

Han skal mødes med Phoebe ved museet. Mens han venter kommer der to små drenge og spørger efter mumierne. Netop det Holdens ikke videre imponerende historieopgave handlede om. Han fortæller da også drengene nogenlunde det samme, som der stod i hans opgave: at indpakningen af de døde bevarede ligene i århundreder.

Denne genopdukken af et motiv fra begyndelsen af bogen hen mod slutningen er værd at hæfte sig ved. Døden har været et fast tilbagevendende emne i Holdens tanker. Det samme har alderdom og forfald i stadig modspil til børns liv og friskhed. Dertil en række betragtninger om forandring, at alt hele tiden ændrer sig. Mumierne bliver her vigtige. En konservering, der standser tidsprocessen. I begyndelsen af bogen sættes det i forbindelse med en ældre mand, hvis alderdomstegn er tydelige, fordi han sidder i pyjamas og badekåbe. Her mod slutningen sættes det modsat i forbindelse med to små drenge. I begge situationer forekommer også et møde aftalt pr. brev. Holdens historielærer havde skrevet et brev og bedt ham kigge over. Nu har Holden selv skrevet et brev og venter på Phoebe. I den anledning har han lige været på sin gamle skole. De to små drenge tager sig formodentlig en pjækkedag. De er således en slags yngre udgave af Holden, hvilket går fint i pagt med at den ene af dem er påfaldende tavs. Da Holden spørger, om han ikke kan snakke, svarer han, at han bare ikke gider. Man erindrer, at Holden just har planlagt at udgive sig for døvstum, når han kommer ud vest på, hvor ingen kender ham. Trådene samles! 

 

 

For at komme ind til mumierne måtte man gå henad en smal gang med sten på begge sider, der var taget fra Faraos grav. Det var temmelig uhyggeligt, og det var tydeligt nok, at de to gæve gutter ikke syntes det var særlig rart. De hang lige i hælene på mig, og ham der havde ført ordet hele tiden holdt fast i mit ærme. "Ska' vi ikke gå igen?" sagde han til sin bror. "Jeg har set dem før. Kom, vi går, ikke?" Han vendte sig om og stak af.

"Han er en fej skid," sagde den anden."Farvel!" Og så benede han osse af.

Så var jeg alene tilbage mellem alle mumierne. Men det var nu meget rart. Men pludselig så jeg noget på væggen. De kan ikke gætte det. Der stod søreme "Ska' vi kneppe?"igen. Det var skrevet med rødt kridt eller sådan noget midt på væggen.


Det er det skrækkelige. Man kan aldrig finde et rart og fredeligt sted, for der er ingen. Man tror der er, men når man så kommer derhen, skal der nok være en eller anden, der sniger sig ind og skriver den slags på væggen, mens man vender ryggen til. De skulle bare selv prøve hvordan det er. Jeg tror såmænd, at hvis jeg engang skulle gå hen og dø og blive puttet i jorden på en kirkegård med en gravsten, hvor der stod "Holden Caulfield" og det år jeg er født og det år jeg døde, så var der nok nogen der ville skrive "Ska' vi kneppe?" nedenunder. Jeg er bombesikker på det.

Da jeg kom ud fra mumierne, måtte jeg ned på toilettet. Jeg havde diaré, hvis jeg skal være helt ærlig. Det gjorde nu egentlig ikke så meget, men der skete noget andet. Da jeg kom ud fra wc og gik hen imod døren, besvimede jeg faktisk. Men jeg var heldig. Jeg kunne have slået mig halvt ihjel på det stengulv, men jeg faldt sådan nærmest på siden. Men det var noget mærkeligt noget, for jeg havde det bedre bagefter. Det havde jeg virkelig. Det gjorde lidt ondt i den arm, jeg stødte da jeg faldt, men jeg var ikke længere så forbandet svimmel. 

 

 

Besvimelsen er ikke overraskende i betragtning af et temmelig hårdt døgn med bl.a. m egen druk, men derimod alt for lidt søvn. Men samtidiger det en slags symbolsk død. Endvidere befinder vi os på et toilet,ligesom tidligere badeværelset på skolen efter samtalen med historielæreren. Toilet og bad er stedet for at slippe af med kroppens affaldsstoffer, ligesom et sted til at gøre sig i stand (vask, bad, frisering, tandbørstning m.v.). Derfor kan det opfattes som et rum for fornyelse. Det er her betegnende, at Holden føler sig bedre tilpas efter besvimelsesanfaldet. Et genfødselsmotiv anes. Det er tredie gang, vi hører om, at Holden i længere tid opholder sig et sådan sted. I begyndelsen på skolen. Den foregående aften, da han har drukket for meget og prøver at friske sig op ved at pjaske vand i ansigtet, hvor der trækkes klare analogier til situationen på skolen, og nu endelig her. Efter første gang stak Holden af fra skolen, efter anden gang tog han hen og besøgte Phoebe. Denne gang står han så og venter på selvsamme.

Holden har stået uden for museet og fantaserer om sin ensomme hytte et sted ude vest på. Tiden er gået. Phoebe kommer for sent. Årsagen viser sig at være, at hun er styrtet hjem og har pakket en kuffert. Hun vil med. Holden vil ikke have hende med. Det kommer der et skænderi ud af. Det ender med, at Holden beslutter sig for, at ikke tage afsted alligevel. Mens de to første toilet og bad ture således blev afsæt for at iværksætte en plan, ser man efter dette tredie, at en plan kuldkastes, hvilket svarer nøje til forløbet i en eventyr. De går i Zoologisk Have, men er endnu ikke helt forsonet. Phoebe er vred og tillukket. 

 

Hun var stadig sur på mig, men ikke så meget som før. Vi kom nærmere og nærmere til karrusellen, og nu kunne man høre den tossede musik den altid spiller. Den spillede"Oh Marie!" Den spillede de også for halvtreds år siden da jeg var barn. Det er nu det rare ved karruseller, de spiller altid de samme melodier.


"Jeg troede karrusellen var lukket om vinteren," sagde Phoebe. Det var faktisk det første hun sagde til mig. Hun havde sikkert glemt. At hun egentlig var sur.

"Det er måske fordi det snart er jul," sagde jeg.

Hun svarede ikke på det. Hun var sikkert kommer i tanke om, at hun jo var sur på mig.

Efter at Phoebe har fået en tur i karrusellen er hun ikke vred længere. M en hun vil sikre sig, at Holden virkelig mener, at han har ombestemt sig. Det garanterer han. 

 

Pludselig gav hun mig et kys. Så holdt hun hånden ud og sagde, "Det regner. Det er begyndt at regne."

"Ja, det ved jeg godt."

Så gjorde hun noget jeg ikke kunne stå for - hun stak hånden i min frakkelomme og tog min røde jægerhat frem og satte den på hovedet af mig.

"Vil du ikke ha' den?" sagde jeg.

"Du må godt låne den lidt."

"Den er fin. Men skynd dig nu, ellers kommer du for sent til næste tur. Og ellers får du ikke din hest igen."

Men hun kunne ikke rigtig komme afsted.

"Mente du hvad du sagde? Rejser du ikke alligevel? Går du lige hjem bagefter?" spurgte hun.

"Ja, jeg gør," sagde jeg. Og jeg mente hvad jeg sagde. Jeg løj ikke for hende. Jeg gik hjem bagefter. "Skynd dig nu," sagde jeg. "Den kører nu."

Hun løb hen og købte billet og nåede lige i sidste øjeblik op på den forbandede karrusel. Hun gik hele vejen rundt, indtil hun fandt sin hest igen. Så kravlede hun op på den. Hun vinkede til mig og jeg vinkede igen.

Ih, hvor det regnede. I spandevis, det kan De bande på. Alle forældrene og mødrene og alle mennesker gik hen og stillede sig under taget på karrusellen for ikke at blive gennemblødt, men jeg blev siddende lidt på bænken. Jeg blev temmelig drivvåd, særlig på halsen og på bukserne. Min jægerhat beskyttede mig noget, men jeg blev alligevel gennemblødt. M en jeg var ligeglad. Jeg følte mig pludselig så forbandet glad, sådan som Phoebe kørte rundt og rundt. Jeg var sgu lige ved at tude, så forbandet lykkelig var jeg, hvis jeg skal være ærlig. Jeg ved ikke hvorfor. Det var bare det, at hun så så pokkers sød ud som hun sad dér og kørte rundt og rundt i sin blå frakke og det hele. Ved Gud, jeg ville ønske De kunne ha' set det.

Ja, mere har jeg ikke at fortælle. Jeg kunne nok ha' fortalt om, hvordan jeg kom hjem og alt det dér, og hvordan jeg blev syg, og hvilken skole det er meningen jeg skal gå på, når jeg kommer ud herfra, men jeg har bare ikke lyst. Ikke spor. Det er ret ligegyldigt i øjeblikket.
Der er mange, især ham psykoanalytikeren de har her, der blir ved at spørge, om jeg nu vil være flittig, når jeg begynder på skolen til september. Det er et idiotisk spørgsmål, efter min mening. Jeg mener, hvordan kan man vide, hvad man vil gøre, før man er begyndt at gøre det? Det kan m an ikke vide. Jeg tror jeg vil, men jeg ved det ikke. Det er sgu et idiotisk spørgsmål. D. B. er knap så slem som de andre, men han spør nu osse meget. Han kørte herover sidste søndag med det her engelske pigebarn, der er med i den nye film han har skrevet. Hun var noget skabagtig, men godt så hun ud. Men i hvert fald, mens hun var ude på toilettet, der ligger ad helvede til i den anden fløj, spurgte D. B. mig hvad jeg nu tænkte om det hele, alt det jeg her har fortalt om. Jeg vidste sgu ikke hvad jeg skulle svare. Sagen er den, at jeg aner ikke, hvad jeg skal tænke om det. Jeg er ked af, at jeg har fortalt det til så mange. Men jeg véd bare, at jeg faktisk nærmest savner alle dem, jeg har fortalt om. Selv Stradlater og ham Ackley, for eksempel. Jeg tror oven i købet jeg savner den forbandede Maurice. Sjovt nok. Man skal aldrig fortælle noget til nogen. Hvis man gør det, begynder man straks at savne dem allesammen. 

 

 

At karrusellen er igang, selvom det er vinter, bliver den udslagsgivende faktor. Holden vil ikke længere stikke af. Det ligger i forlængelse af genfødselsmotivet. Den aktive karrusel begrundes med julen. Men man skal ikke læse mange julesalmer for at se sommer og lys midt i vinteren brugt som metafor for jul. På den måde bliver karrusellen det nærmeste på et mirakel, der kan indlægges i fortællingen uden at overskride den realistiske ramme. Det er oplagt at komme til at tænke på H. C. Andersens "Snedronningen", hvor det ligeledes er en søster, der skal redde sin bror fra vintermørket. 

 

 

 

Gunnar Jacobsen bemærker: 

 

 

Holden er ikke kun negativ. Når Phoebe siger: " Du kan nemlig ikke holde nogen ting ud nogen steder", er det en alt for ubarmhjertig dom. Der er sandsynligvis flere ting, han foragter, end han kan lide; men det er prisen for hans oprør og hans idealisme. Hans varmere følelser omfatter ikke blot Phoebe, selvom der over for andre kan være en graduering i hans sympati. Men man kunne nævne Allie, hans døde bror; James Castle, drengen der slog sig ihjel, fordi han ikke ville tage en udtalelse i sig igen, som han mente var sand; trommeslageren i Radio City; nonnerne, der samler penge ind; drengen, der går og nynner "If a body catch a body coming through the rye"; og - ænderne i Central Park. Da han nævner nogle af dem, siger hans søster, at "det er ikke noget rigtigt", og i hans svar: "Folk synes aldrig, noget er rigtigt" ligger der en positiv holdning til foreteelser omkring ham.

Man må heller ikke overse den medlidenhed, der ofte mildner hans sarkastiske udtalelser; det gælder hans medlidenhed med Ackley og med pigerne i Lavender Room; det samme kommer frem i hans samtale med Antolini, da han fremhæver, at han kun kan hade folk en kort tid, og dem, han af og til hader, begynder han at savne efter nogen tid. Den samme holdning kommer til udtryk i hans slutbemærkning, hvor han i en næsten altfavnende kærlighed siger: "Men jeg ved bare, at jeg faktisk nærmest savner alle dem, jeg har fortalt om. Selv Stradlater og ham Ackley, for eksempel. Jeg tror oven i købet, jeg savner den forbandede Maurice. Sjovt nok. Man skal aldrig fortælle noget til nogen. Hvis man gør det, begynder man straks at savne dem allesammen. "Det er bogens mest uforbeholdne tilståelse. 

 

 

 

Ja, sådan kan det i hvert fald opfattes. Men der er vel også den mulighed, at der i dette ligger en erkendelse af tabet. At det først er på afstand at oplevelserne får værdi. At man sjældent påskønner ting, mens de står på. Altså et"evigt ejes kun det tabte".Måske savner Holden dem allesammen, fordi de nu er blevet fortid, en del af hans personlige mytologi, det før, der står i modsætning til den fremtid, han har et noget anspændt forhold til.

Disse to tolkningsmuligheder står over for hinanden. I lyset af karussellen og det faktum, at han går hjem i stedet for en bygge sig en ensom hytte og spille døvstum et sted langt, langt borte, taler dog for den mere lyse udlægning, og der er derfor tungtvejende grunde til at give Jacobsen ret. Men inden man så beslutter sig for at opfatte slutreplikken som det rene halleluja, bør man nok have in mente, at ordene udtales på en psykiatrisk afdeling. Det må i det mindste rejse et spørgsmål om, hvorvidt verden udenfor overhovedet er værd at forsone sig med, og i så fald, hvad prisen er for dette. Den tilgivende holdning har haft en overmådelig høj pris. Derfor slipper man ikke for at overveje, om tilpasning altid er et eftertragteligt mål uanset omkostningerne.

Trods det overordnede "væk fra det hele og ud idet blå"-tema er der en række indlysende forskelle på "Vejene" og "Forbandede Ungdom". Der er en aldersforskel på omkring 10 år mellem de to bøgers respektive fortællerstemmer. Man kan således sige, at den ældre af de to tager afsked med ungdommen, mens den yngre tager afsked med barndommen. Endvidere er der selvsagt en stor forskel på at farte rundt på landevejene, vidt omkring, gennem længere tid og at tusse rundt i en by i tre dage. Alligevel kan der argumenteres for beslægtede bagvedliggende følelser.

Først og fremmest finder man i begge bøger en halvt skjult grundstemning af håbløshed, eksistentielt vacuum og meningstab, som herefter udmønter sig i en række handlinger, der set udefra ikke altid synes lige hensigtsmæssige, men som ved indlevelse i hovedpersonen afslører sin egen form for orden og logik. Det er vel netop en central pointe i begge bøger, at hvis man er fanget i meningsløsheden, kan meningsløse handlinger gå hen og blive meningsfulde. Som berørt har Holden en storebror. Men hans storebror i ånden er afgjort Sal. Hvad Holden bokser med er en lidt yngre, knap så reflekteret variant over Sals fortabthed og fremmedgørelse.

Tankevækkende ved "Vejene" og"Forbandet Ungdom" er, at begge bøgers affattelsestidspunkt befinder sig før Eisenhower-epoken, og således er født ud af Truman-administrationens periode i de første efterkrigsår, og den turbulens, der prægede overgangen fra krigs- til fredstid. Det var en svær og problemfyldt periode, men også en tid præget af håb og forventninger til fremtiden. Fælles for de to store generationsromaner er deres skepsis overfor selvsamme fremtid, og de spørgsmålstegn de sætter ved den eisenhower'ske vision, før han overhovedet havde præsenteret den. Kritikken går jo netop ikke på uroen, omskiftelserne og formaninger om at spare - men på det pæne, velordnede samfund, der kan skues ude i horisonten, og den risiko det indebærer for, at mennesket forsvinder i en verden befolket af levende døde. Derved opnår disse bøger et skær af noget næsten profetisk. De kulturprodukter, der - skjult eller åbenlyst - rummede en kritik af de herskende tendenser de efterfølgende år, viser tydeligt, at de to bøger havde set rigtigt. Det var netop disse tidligt skitserede problemer, der atter og atter blev taget op til overvejelse. Konfliktens kerne var til stadighed spørgsmålet om, hvad et regelret, standardiseret samfund havde plads til af afvigelser og anderledeshed. For så vidt er dette spørgsmål aldrig blevet tilfredstillende besvaret. I de efterfølgende årtier er det blot blevet omformuleret, mens det på ydersiden har ændret karakter og form i takt med de skiftende modestrømninger.

Nogle få hovedoverskrifter vedrørende præsidentskiftet kan her være af nogen betydning at have ordentligt hold på. Truman var Roosevelts vicepræsident og overtog således embedet ved dennes død i 1945. Truman stod overfor den ene udfordring efter den anden i indenrigspolitikken. Den vanskelige omstilling af den amerikanske økonomi tilbage til fredsforhold var kendetegnet ved alvorlig knaphed, adskillige strejker og indskrænkelser af fagforeningernes magt. Skønt meningsmålingerne pegede i andre retninger, blev Truman genvalgt i 1948. Han benyttede præsident-ordrer til at begynde afskaffelse af race-adskillelsen i militæret og til at indføre et kontrolsystem, som fjernede tusindvis af kommunistsympatisører fra offentlige embeder, selvom han var kraftig modstander af at indføre en loyalitets-ed for regeringsansatte, en holdning der førte til beskyldninger om, at hans regering var svag overfor kommunismen. Korruption nåede i Trumans regering op på kabinetsniveau og ledere i det Hvide Hus. Det Republikanske parti gjorde korruption til et vigtigt valgtema ved præsidentvalget i 1952, hvor Demokraterne led et svidende nederlag. Det bør nævnes at Truman almindeligvis roses i det historiske lys. Mange regner ham blandt de bedste præsidenter, USA har haft. Men hans periode faldt sammen med en svær tid, og Eisenhowers løfter om stabilitet og orden trak derfor stemmer i land. På grund af det, der blev opfattet som slaphed og svag modstandskraft overfor kommunistisk infiltration, var det endvidere en effektiv valgstrategi at have McCarthy og Nixon som de skarpe kløer bag hyggeonkelens venlige tale om et harmonisk, velordnet samfund med stigende materiel levestandard.

En unavngiven fortolker på internettet hævder: 

 

 

50'erne var begyndelsen på det, vi i dag kender som Efterkrigstiden. Hele verden stiftede under verdenskrigene for alvor kendskab til fascismen, nazismen, kommunismen og imperialismen. Idealer og ideologier der skabte uenighed, der tilsat magt skabte krige af ubegribelige omfang. Officielt er der 'vindere' og 'tabere', men ingen vinder uden ofre og store menneskelige tab.

Der blev under disse krige sat billeder på vold, kaos, død og ødelæggelse uden lige - generelt indgydt en erkendelse af, hvor meget skade mennesket er i stand til at forårsage. Forståelsen af begreber som skyld, forræderi, psykisk- og fysisk udmattelse, synes på dette tidspunkt at nå maksimale højder.

Med bevidstheden om dette: i hvilket ufatteligt omfang menneskeracen er i stand til at udøve skade, har den enkelte skulle omstille sig til igen at leve et almindeligt liv, med almindelige rutiner, iføre sig hverdagens maske ligesom alle andre, og 'lade som om' i et konformt og konservativt samfund, mens denne 'enkelte' blev mere og mere bevidst om egen udsathed, ensomhed og ubetydelighed.

Flere forfattere begyndte i løbet af 50' erne at beskæftige sig med disse problematikker og konflikter, som de fandt tilstedeværende hos sig selv og som efterhånden blev fulgt af et tiltagende antal af læsere, der tilsluttede sig disse verdensanskuelser.

Mens den amerikanske litterære gruppe, der af Jack Kerouac blev døbt 'The Beat Generation', hed den tilsvarende engelsk e gruppe, der beskæftigede sig med disse konflikter: 'The Angry Young Men'.

"The man who is Beat knows that he is alone and that his problem is to learn to live with this knowledge "

Ovenstående bygger på oplysninger fra "Protest"og "Frigørelsens Hylen".

Ydermere blev der i disse år skabt et nyt og for fremtiden meget vigtigt begreb: Teenager. En stor gruppe, der aldrig før var blevet anset som en decideret befolkningsgruppe med egen identitet, problemer og holdninger, fik lige pludselig et navn, en fællesbetegnelse og derigennem, et nyt fællesskab.

Before that, people went through their teenage years with no sense it was a particular kind of identity.[. ..] The fact that teenagers were all in high school for the first time, instead of working and providing for their family from an early age, gave them time to think.[...] Leisure gave teenagers time to reflect on where they were going. [T he Caycher in the Rye] is the first novel of the modern teenage years."

J. D. Salingers roman "T he Catcher in the Rye" fra 1951 fik meget hurtigt klassiker status. D en er kommet i oplag efter oplag frem til idag og har præget adskillige generationer af unge, der let har kunnet identificere sig med den 16-årige hovedperson, Holden Caulfield, og hans problemer med at tilpasse sig de normer og værdier, der gør sig gældende i samfundet.

For mange er bogen blevet en ungdoms-bibel og Holden Caulfield et eksempel på en af de første i en lang række af utilpassede og oprørske unge i efterkrigstidens litteratur og film.

Romanen blev i 2004 genoversat af Klaus Rifbjerg, hvilket igen understreger at historien, der nu er over halvtreds år gammel, og de konflikter den behandler stadig er højaktuelle for unge den dag i dag. Selvom "Catcher in the Rye" synes bundet af sin tid og sit sted - et produkt af dette - virker det, som Peter Due Jensen siger: "fristende at se denne udgivelse som en kommentar til tiderne og samfundet netop nu".

I 1958 udkom Leif Panduros "Rend mig i traditionerne" der i både form og indhold blev sammenlignet med Salingers "The Catcher in the Rye". Den blev ligeledes en klassiker i Danmark og har også siden præget generationer af unge. Den ligefremme tone og kritikken af det etablerede samfund ses som vigtige virkemidler og temaer i begge romaner, og på grundlag af de mange ligheder, mener Jonathan M. Schwartz at "Rend mig i traditionerne" "...sætter Salingers grundlæggende struktur ind i en dansk sammenhæng".

Martin Laurbær udlægger:

 

 

Den aldrig stillestående zen-buddhist; bomben under småborgerskabets røvkedelige trummerum; alle rodløses godfather; hippien der var for hippie til at være hippie; unge, uheldige drukkenboltes fyrtårn i nøden og så videre, og så videre. Listen af slagkraftige titler lader nærmest til at være uendelig, når talen falder på det amerikanske forfatter-ikon Jack Kerouac (1922-1969).

Folk, som har rejst rundt om i verden, vil bevidne, at man igen og igen støder på mennesker, som anbefaler Kerouacs romaner og fortæller om deres egne oplevelser med dem. Han er praktisk talt obligatorisk læsning for alle rejsende, og når det er tilfældet, skyldes det ikke mindst hans fantastiske verdensklassiker fra 1957, On the Road (Vejene på dansk). Dens kradsbørstige, men samtidig følsomme attitude og dens fart rammer mange menneskers drøm om rejseeventyret (og om livet i det hele taget).

On the Road er en selvbiografi, og hovedpersonen er den unge forfatter og studerende Sal Paradise, hvilket er et pseudonym for Kerouac selv (navnene er konsekvent ændrede - ifølge romanens mytologi for at undgå potentielle sagsanlæg). Romanen indledes med, at Sal møder den vanvittige, balstyriske Dean Moriarty, som er rejst fra Denver til New York for at få brændt noget krudt af.

Tilsyneladende ikke uden grund, for han er sprængfyldt med energi: han taler hele tiden, skifter uafbrudt emne, finder konstant nye damer, arbejder som en hest, forsøger at skrive bøger - han er med andre ord altid i gang. Denne energibombe af en mand er en voldsom inspirationskilde for Sal, og den energi, han bliver smittet med, kommer til udtryk i det, som On the Road for alvor er blevet berømt for: rejserne på kryds og tværs gennem USA, som regel på tommelfingeren og uden en krone på lommen.

Der er to sider af Sals fascination af Dean: "Det var ikke bare fordi, jeg var forfatter og havde brug for nogle nye oplevelser, at jeg gerne ville lære Dean bedre at kende, og fordi mit liv, hvor jeg holdt til omkring universitetet var nået hele vejen rundt og var blevet tomgang, men også fordi han mindede mig om en eller anden bror, der havde været væk fra mig længe."

På den ene side er tanken om at stryge afsted på uplanlagte eventyr fristende for Sal, der irriteres over universitetets intellektuelle dødbideri. Men på den anden side er der noget mere personligt tiltrækkende ved Dean. Det er denne dobbelthed, som munder ud i rejserne, og det kan bringe tankerne hen på alle tiders store grundform for rejselitteraturen: den ydre rejse kører parallelt med en indre rejse.

Det er den klassiske model, som man kender fra dannelsesromanen, hvor helten drager ud i verden for at vende beriget hjem såvel intellektuelt som følelsesmæssigt. I den forbindelse kan man iøvrigt bemærke, at Kerouac flere steder refererer til Goethe, som netop er en af dannelsromanens koryfæer.

Men hverken indholdsmæssigt eller sprogligt kan On the Road karakteriseres som en dannelsesroman i klassisk forstand. Lad os starte med indholdet. Fortællingen er fra begyndelsen præget af en sær form for melankoli, for eksempel når Sal fortæller om sine energiske venner, at "De styrtede ned af gaden sammen og sugede det hele til sig på den vilde måde, de havde det med, dengang i begyndelsen, og som senere blev så meget tristere og tommere og mere følsom."

Det er ikke nogen optimistisk karakteristik af rejserne, som lægges frem her. De erfaringer, rejserne fører med sig, bliver ledsaget af en melankoli, og det ser faktisk ud til, at personerne ender med at være en hel del mere bedrøvede, end de var fra start. Man kan gætte på baggrunden for melankolien. Når man ved romanens afslutning hører, at Dean Moriarty har mistet evnen til at tale, kan det tænkes at have flere årsager: er det fordi, han har oplevet alt, hvad der er at opleve og derfor ikke har mere at fortælle?

Er han desillusioneret i forhold til fremtiden, som han ved ikke kan måle sig med fortiden? Eller har rejserne og vagabondlivet simpelthen bare brændt ham ud? Under alle omstændigheder er det tydeligt, at rejserne, oplevelserne, friheden ikke er en rosenrød utopi, som man ufortrødent kan kaste sig ud i. Det er en vigtig tvetydighed, som konstant gør Kerouacs fortælling ustabil, og som iøvrigt kan ses som grundlaget for de skærmydsler, han havde med den mere enøjede fløj af hippie-bevægelsen i tresserne. Hvis man kan tale om dannelse hos Kerouach, så er den i hvert fald dyrt købt. Ikke desto mindre er det tydeligt, at Kerouacs roman bygger på en dyb fascination af det at være på farten, og det leder os til den sproglige side af sagen. Ifølge romanens mytologi tapede Kerouac en masse papir sammen til en lang strimmel, sådan at han slap for at skifte side på sin skrivemaskine, hvorefter han på speed og uden at sove i dagevis skrev den i ét stræk.

Om det nu er sandt eller ej, så er det i hvert fald tydeligt, at Kerouac sprogligt har bestræbt sig på at give indtryk af fart. Rejserne bliver beskrevet som nærmest maniske episoder, hvor der lynhurtigt bliver skiftet scene, og hvor personerne konstant gribes af tilsyneladende tilfældige indfald. Det hele foregår med en voldsom intensitet. Måske kan man i den forbindelse tale om, at rejserne alligevel har et dannende resultat: de giver Kerouac et særligt sprog, en verbal slagkraftighed og fart, som han bruger til at fortælle sin historie.

Da Kerouacs roman udkom, fik den amerikanske unge i hobetal til at flakke omkring på landevejene. Den frihed, som den vagabondiske livsstil medfører, blev, på trods af prisen, som Kerouacs personer betaler, oplevet som et ideal til efterfølgelse.

Senere blev de passionerede unge personer i hans bog en inspirationskilde for ungdomsoprøret, og hos nutidige læsere fremkalder den stadigvæk en underlig kriblen efter at droppe trædemøllen og stryge afsted. On the Road er den absolutte klassiker, når tankerne falder på at tage rodløsheden alvorligt og forfølge farten, friheden og eventyret.

Det gælder både "Vejene" og "Forbandede Ungdom", at de ved udgivelsen ikke blot udløste begejstring og blev udråbt til fødte klassikere. I visse kredse vakte de vild forargelse, moralisterne råbte op, mange amerikanske biblioteker nægtede at have dem på deres hylder, og der blev skrevet adskillige aviskronikker om disse frygtelige stykker smudslitteratur, der ifølge kronikørerne skulle have en fordærvende og demoraliserende virkning på deres læsere.

Hvorfor var det så frygteligt og uanstændigt, at nogle unge mennesker prøvede at finde en mening med det hele? Glem alt om mere eller mindre udtalt seksualitet. Desangående havde der længe fandtes langt skrappere bøger. Forargelsens egentlige årsag må være den samfundskritik, bøgerne rummer. For når unge mennesker følte sig ensomme, svigtede og i et tomrum, hvor de søgte efter mening, så havde de altså åbenbart ikke kunne finde noget, der gjorde livet værd at leve, indenfor de almindeligt afstukne rammer. I den opfattelse at meningsfylde måtte søges andre steder, lå der en påstand om det almindelige samfunds absurditet og tomhed. Ja - at en såkaldt "normal" tilværelse var indespærring i et fangeskab, som enhver, der var levende og selvstændigt tænkende fremfor bedøvet af konformiteten, med alle midler og livet som indsats nødvendigvis måtte forsøge at bryde ud af. En mere gennemgribende og komplet samfundskritik kunne man vel dårligt forestille sig. Et er at tale om mangler og ting, der bør laves om. Men at sige: "Ud med hele skidtet, det dur overhovedet ikke", er unægtelig at gå et skridt videre.

Står man på det etableredes side, kan man vanskeligt nå til andet resultat, end at man i de to bøger møder mennesker, der roder rundt og forspilder deres muligheder. Hvorfor gør de ikke noget ved deres liv? Hvorfor griber de ikke de chancer, der tilbydes dem? Hvorfor sætter de alt overstyr på den måde? Svaret er i al sin enkelhed, at de ikke kan bruge det, der tilbydes dem, at de ikke ville kunne gå ind på de gældende spilleregler uden at drive vold på sig selv. De gængse etablerede argumenter er, at det bliver man nød til, at sådan er verden nu en gang osv. M en hvad så hvis samfundsindretningen havde været sådan, at alle skulle hoppe? Hvad så med dem, der havde en fysisk skavank, der betød, at de ikke kunne hoppe? Her vil vel enhver straks kunne indse det nyttesløse i at hævde, at så måtte de bare tage at lære og hoppe alligevel. Påpegelsen af det urimelige i dette forlangende er den egentlige anstødssten i de to romaner.

Visse afsmitninger kunne ikke desto mindre fornemmes i den mere etablerede og mondæne underholdning. Spørgsmålet er derfor, om vi tager fejl, når vi idag er tilbøjelige til at betragte "Pinsessen holder Fridag" (org. "Roman Holliday", 1953) som harmløs underholdning. Måske var det en for sin tid ret dristig komedie. Faktisk gør prinsessen nøjagtig som Holden Caulfield: stikker af fra det hele, og får en på opleveren. Derimod ender hun ikke på en psykiatrisk klinik, men vender tilsidst tilbage til slottet og genoptager sine royale pligter. Men i løbet af et døgnstid ude blandt det, der officielt er hendes folk, men som hun almindeligvis er afskåret fra kontakt med, oplever hun en del vilde eventyr. Bl.a. bliver hun involveret i et slagmål og smadrer en guitar oven i hovedet på en mand. Men den opbyggelige morale er naturligvis, at hun vender tilbage. Hun har bare lidt overskudsenergi og trænger til at afreagere. Dermed mister antydningen af samfundsfunktionen-som-et-fængsel det meste af sin brod. Anderledes med Holden Caulfield, der spærres inde, hvorefter man som læser kan sidde tilbage og spekulere over, hvorvidt det er ham eller verden, der er sindssyg.

Bag den 16-årige dreng skjulte der sigen 32-årig mand, der bl.a. havde oplevet D-dagen og været med til at befri koncentrationslejrfanger. Er det for dristig en slutten fra værket til forfatteren, at han ikke var helt tilfreds, følte at det, han havde kæmpet for, var en anden slags fred? Ved at gøre sin helt så ung - kun halvt så gammel som sig selv - skabte han et fremtidens menneske, samtidig med at hævde, at det ingen reel fremtid havde, men ville gå til grunde i en forsskruet og vanvittig verden. Hvilke tanker den strengt private og om sig selv lidet meddelsomme Salinger end har gjort sig, da han skrev bogen, må man i hvert fald sige, at han i enestående grad formåede at gøre hovedpersonen levende, troværdig og nærværende. Enhver, der ikke ved bedre, vil uværgeligt forestille sig en langt yngre forfatter.

Thorkild Brunsborg præciserer:

 

Salinger er en yderst privat person, der stort set aldrig har givet interviews og som kun har publiceret fiktion i årene 1939 – 1959. Og det er et åbent spørgsmål, om han har udgivet andre romaner: Hans sidste skrift overhovedet Seymour, an Introduction fra 1959, var fra hans side tænkt som en roman, men den er som regel både i USA og resten af verden udgivet sammen med Raise high the Roof Beam, Carpenter, der er en fem år ældre novelle. I alt har han udgivet fire bøger: The Catcher in the Rye, Nine Stories, Franny and Zooey og Raise High..., men han har udgivet lidt flere noveller, da han i hele den aktive del af sin forfatterkarriere foretrak at skrive "short fiction" til magasiner. Han debuterede således i Ursinus Weekly, hvor han i tre afsnit fik udgivet novellen Skipped Diploma i 1938.

Hans noveller er næsten alle om familien G lass: en ret velhavende familie fra det centrale New York City. Da han hele sit liv har forsøgt at undgå journalister og folk, der skriver levnedsbeskrivelser, er det vanskeligt at vide, hvor selvbiografisk han opfatter Glass-familien, men en del træk har de tilfælles med hans egen baggrund: Forældrene, Bessie og Les i Glass-familien er kosmopolitiske – faderen med en jødisk baggrund, moder en katolsk. Det har de til fælles med familien Salinger. Begge familier bor også nær Central Park, og begge familier er børnerige. Men der er også tydelige forskelle: forældrene "Glass" er forhenværende kabaretstjerner, der har rejst over det meste af verden med dansenumre. Hr. Salinger senior var slagter og importør af skinker, hans kone var hjemmearbejdende husmor.

Fælles for familierne er ligeledes, at 2. verdenskrig kommer til at spille en afgørende rolle. Den største helt i J.D. Salingers univers er så afgjort den ældste storebror Seymour. Den angivne fortæller i mange af novellerne er familien Glass` næstældste barn, sønnen Buddy, der i hele sin opvækst deler værelse med Seymour, og sammen bliver de lidt senere næsten i forældrenes sted for de yngre børn. Hele familien består af særdeles intelligente personer, men alle anser de Seymour for langt den mest geniale af dem. Men Seymour, der kommer igennem krigen efter at have gjort aktiv tjeneste, kommer aldrig over krigen, med det resultat, at han bliver væk fra sit eget bryllup, fordi han ikke "kan klare så megen lykke". Senere bliver Seymour dog gift med sin udkårne i al hemmelighed, men på selve bryllupsrejsen vælger han at begå selvmord ved at skyde sig. Et ganske diskret selvmord, men alligevel det mest traumatiske overhovedet i Salingers forfatterskab, og det, der sætter forfatterskabet i stå, efter at Salinger i Seymour; en introduktion har forsøgt at skildre, hvorfor det var nødvendigt.

De øvrige børn i Glass-familien er søsteren Boo Boo, tvillingerne Walt og Walker (Walt dør ung), og de to efternølere: skues pilleren Zooey og lillesøster Franny. Det mest interessante, man når at høre om Walt og Walker er i øvrigt, at de i en kort periode har en klassekammerat, der hedder "Holden Caulfield". Boo Boo er bl.a. hovedperson i en novelle, hvor det viser sig, at hendes ægtemand ikke kan lide jøder. Familiens forhold til religionerne kommer også stærkt ind i novellerne om Franny og Zooey, hvor Franny som collegestuderende får et nervesammenbrud efter at have læst den opbyggelige russiske fortælling om En pilgrimsvandring.

Moderen Bessie Glass er ikke intellektuel, men hun er meget stolt af, at alle hendes fem sønner har optrådt i det faste ugentlige radioprogram "Klogebørn", der løb fra1927 frem til1943.

Familien Glass betyder meget for forfatteren J.D. Salinger, men det blev ikke dem, der skabte hans berømmelse. Det gjorde i stedet klassekammeraten Holden Caulfield. Han er helt igennem samme type, som børnene i Glass-familien, og hans lillesøster Phoebe, som har en helt central placering i Holdens liv, minder på mange måder om Franny Glass. Såvel Franny som Phoebe er efternølere i familierne, men så velbegavede, at de forstår deres lidt ældre brødre intuitivt, og det er såmænd nok Phoebes skyld, at The Catcher in the Rye ikke er en tragedie.

På dansk havde bogen først titlen: Forbandede ungdom, da den i 1953 kom i Vibeke Cerris oversættelse. Det var en fremragende titel: ørehængende og let at huske. At den så ikke sagde så meget om selve bogen, betød nok i sin tid mindre for bogkøberne.

Først må man sige, at titlen ikke kan oversættes. Klaus Rifbjerg har dog i sin nyoversættelse forsøgt det: hans Griberen i rugen er i hvert tilfælde en direkte oversættelse, og den siger en del om bogenes indhold, men den ville nok ikke have hjulpet et debutværk på vej.

Hovedpersonen Holden Caulfield har et helt igennem besværligt liv. Men han har som barn hørt en sang der lød "When a body catch a body, coming through the rye" Det er en sang han kan bruge til noget. Han synes stort set at al arbejde nu om dage er ligegyldigt og lettere fordummende. Men her er noget, han kunne tænke sig: At bo ved en klippeskrænt og redde de børn, der leger i rugmarken, fra at falde ud og slå sig ihjel. Det vil har gerne bruge sit liv på – det er et nyttigt arbejde. Desværre er det bare en romantisk kærlighedssang af Robert Burns, og omkvædet hedder naturligvis: "When a body meets a body..." . Det er lillesøster Phoebe, der opdager hans fejltagelse, men hun fortæller ham det så blidt, at han mener, han kan beholde sin drøm...

Men Holdens liv er besværligt: Hans velhavende New Yorker-forældre har forsøgt at få ham igennem et nogenlunde normalt amerikansk skoleforløb, ved at sætte ham i forskellige privatskoler, men han dumper ustandseligt. Diverse lærere er enige om, at han er en velbegavet elev, men læse lektier vil han ikke. H an læser glad og gerne skønlitteratur – og kun den del han selv synes om – men han kan ikke bestå andet end engelsk. I år er han 16, og nu skal han til at bestå nogle eksaminer, for atkunne komme videre i skoleforløbet. Så på endnu en dyr privatskole skal han til jul gå op til fem eksaminer. Han består i engelsk: han kan skrive stile, der får topkarakter næsten uanset emnet (og hvilken skole han går på), men han dumper altså i alle de fire andre fag, så inden juleferien vil han blive bortvist. Handlingen udspiller sig de sidste dage før juleferien: Han bor på værelse med en pigebedårer, der har lokket Holdens eneste veninde på skolen på en date. Det resulter er naturligvis i et slagsmål – ret udramatisk, men Holden er ikke sportsmand, hvad kammeraten er, så han får naturligvis nok tæv. Herefter tager han sin fine rejseskrivemaskine, sælger den til langt under prisen og tager hjem til New York fire dage for tidligt. Men han tager ikke hjem: han tager ind på et billigt hotel, for at bo der til han skal hjem til jul for at have sine formaningstaler af forældrene.

Salinger bruger genialt både tiden på skolen og – især – tiden på hotellet i New York, til at vise, hvor forløjet og falsk alt i det moderne USA er. Der er ikke tale om den nøgterne videnskabelige sandhed, men om en verden set gennem øjnene af en forvirret og fortvivlet ung mand, der hverken kan forstå sig selv, sin seksualitet eller de voksnes verden. Men det hele er fordrejet på en så elegant måde, at langt de fleste unge mænd stadig – og gennem de godt 50 år siden bogens fremkomst – kan nikke genkendende til det hele. Holden Caulfield bliver snydt og bedraget stort set, hvor han kan blive det; men han forsøger også selv at bedrage sine omgivelser, som f.eks. når han går på bar og ihærdigt forsøger at give de øvrige gæster det indtryk, at han er særdeles drikfældig, skønt han i virkeligheden endnu ikke er gammel nok til at få serveret spiritus. Hans penge får alt for hurtigt ben at gå på, bl.a. fordi en alfons tæver ham til at give ekstra betaling til en luder, som han så absolut ikke har været i gang med, så til sidst forsøger han at krybe i skjul hos en tidligere engelsklærer, han har haft et godt forhold til. Han modtages også yderst venligt, men senere på natten vågner han ved, at læreren gør meget direkte homoseksuelle tilnærmels er til ham.

Det menneske, der reder ham ud af krisen, er lillesøster Phoebe. Ganske enkelt ved at tro på ham og forstå ham. Det giver ham overskud til at tage hjem og tage skraldet. I et kort afsluttende kapitel forstår man, at han i løbet af julen har fået et så alvorligt nervesammenbrud, at han er blevet indlagt på et hospital af en art, og at det er her han fortæller forløbet af juleoptakten til sin psykiater. Det er også her håbet kommer ind: Gennem hans nu 17-årige øjne forstår man, at han er ved at forlige sig med alt det, der i løbet af bogen drev ham ud i sammenbruddet.

"The Catcher in the rye" blev som nævnt en verdenssucces. Af mange grunde: den kom nok på det rigtige tidspunkt: lige efter 2. verdenskrig var der nok mange unge, der mente at den gamle verdensorden havde spillet fallit. Så man genkendte sine egne fokuseringsproblemer i Holden Caulfields. Desuden er det simpelthen en bog af en forfatter, der kan huske sin pubertet så intenst, at der er noget genkendeligt i den, der gør den mere uafhængig af tid og sted end romaner flest. Og så er den ganske enkelt også morsom og nænsom. Det er et brag af en bog stadigvæk, og måske grunden til at J.D . Salinger gennem årene har skrevet så lidt. Det må være vanskeligt at komme igen efter så stærk en start. Desuden har bogen gjort ham særdeles velhavende. Salgsindtægter m.v . har givetvis gjort det muligt for den menneskesky forfatter at unddrage sig offentligheden øjne siden. Måske har hans arvinger til sin tid flere upublicerede manuskripter liggende.

Men det er også værd at huske, at  "Ni noveller" (der også er udgivet på dansk med titlen "Tilegnet Esmé og andre noveller") stadig betragtes som en milepæl i det 20. århundredes novellelitteratur.

I forbindelse med nyoversættelsen sammenlignede Bo Tao Michaëlis Carrie og Riffbjerg i en artikel i Politiken:

 

 

FAKTA

J.D. Salinger

Med en enkelt roman, 'Catcher in the Rye'/'Forbandede ungdom'/'Griberen i rugen' blev Jerome David Salinger verdensberømt i 1951. Den skotsk-jødiske veteran fra Anden Verdenskrig - elegant og katteagtig i sine bevægelser, han havde en overgang levet som professionel danser på de store atlanterhavsbåde, ja, den både verdenskloge og fjerne Salinger med de smukke lettere stirrende øjne og en intelligens som i vid og bid lå et lunt sted mellem årgangschampagne og Albert Einstein - blev den litterære verdens darling over night med denne roman, som sådan også var startskuddet til en ny genre: den rodløse, kloge og fortvivlede overklasseteenager, som søger det ægte og autentiske i og ved det moderne voksenliv, men hvis længsel og vandring befinder sig desperat og destruktivt på kanten af intethed og kaos. Romanen, der er skrevet i tidens slang, det newyorkersprog vi siden kender fra film af Woody Allen og tv-serier af Jerry Seinfeld, udtrykte præcis den mondæne livslede, den kokette flirt med den store kultur og det metroseksuelle look på alt menneskeligt, vi netop i dag dyrker som livsstilens metafor på Manhattan, New York.

Salingers stil er en falsk naiv impressionisme tintet af en lavmålt og stille realisme med et lidt spleen-præget sprog, som bag sin hurtige og street-wise mundlighed er legende intellektuel og ciseleret artistisk. Salinger vidste altid, hvad han skrev og gjorde. Og hans efter følgende novellesamlinger om familien G lass fulgte denne sofistikerede men efterhånden slagne landevej for, hvordan og hvorledes jødisk-amerikansk overklasse med høj indkomst og intelligenskvotient ser på livet - ofte og gerne fra toppen af en skyskraber på Park Avenue. Det lyder hårdt, men er sådan set velment, fordi det trods alt altid lykkedes Salinger at gøre sine narcissistiske, introverte og krukkede mimoser sært vedkommende og eksistentielt relevante.

På dansk findes 'Tilegnet Esmé og andre noveller' (1954), 'Franny og Zooey' (1962) 'Der skal være højt til loftet, tømrer' (1964) og 'Seymour, En introduktion' (1964).

I mean if they're running and they don't look where they are going I have to come out from somewhere and catch them. That's all I do all day. I'll just be the catcher in the rye and all«. Citat: J.D. Salinger: 'Catcher in the Rye'.

» ... de løber jo sådan rundt uden at se sig for - men jeg står der hele tiden og kommer frem og griber dem så de ikke falder ned. Jeg bestiller ikke andet hele dagen. Jeg står bare dér i rugmarken og passer på«. Citat: Vibeke Cerris oversættelse i 'Forbandede ungdom'.

» ... jeg mener, dem der fiser rundt og ikke ser sig for, og så skal jeg komme frem og gribe dem. Det er det eneste jeg skal lave hele dagen. Jeg vil være griberen i rugen«. Citat: Klaus Rifbjergs oversættelse i 'Griberen i rugen'.

Vi er nær slutningen i den verdensberømte roman, som i USA i 1951 kom ud under titlen 'Catcher in the Rye' og allerede to år efter blev oversat til dansk som 'Forbandede ungdom'. Ikke nogen helt dårlig titel og på sin tids præmisser slet ikke nogen dårlig oversættelse.

Men som ovenstående citater antyder, så er der signifikante forskelle på den gamle og den helt nye, Klaus Rifbjergs, som just udkommer i dag som ' Griberen i rugen'.

 

Håbefuld slutning

Det kan synes at være en noget pedantisk og 'udansk' oversættelse af originaltitlen, og forlaget beholder da også klogt den gamle som undertitel, den bogen faktisk af flere årsager også på dansk er blevet til en klassiker som. Men Rifbjergs kloge valg af titel kommer jeg til om lidt.

Lad os lige repetere, hvad Salingers på alle måder enestående roman handler om.

Teenagerdrengen Holden Caulfield bliver smidt ud af sin dyre kostskole i Pennsylvania, og i cirka tre dage omkring juletid strejfer han selvmorderisk og småfilosoferende rundt på Manhattan og gennemgår sit hidtidige liv i mødet med forskellige personer i New York.

Romanen er fortalt i jeg-form over for en anden person og skildret retrospektivt og sådan set med en håbefuld åben slutning , som signalerer, at det at fortælle sin historie giver et savn, man kan leve og muligvis skrive på.

 

Syndefaldsmyten

Holden blev i sin tid i begyndelsen af 1950' erne tolket som sindbillede på den moderne og nymodens teenager:

Rodløs og uden mål og mening med livet i efterkrigstiden, såret i sjælen af en eksistentialistisk vemod over at forlade barndommen og via en forbandet ungdom ankomme til det latterlige og kolde stadie i livet, man kalder for voksen.

Historien handler om tab af uskyld og længsel efter samme, råbte alle dansk- og engelsklærere ned igennem klasselokalet fra 1950'erne og sikkert her og der frem til i dag. Og det kan ikke nægtes, at det handler romanen (også) om.

 

Baseball-allegori

Thi det er ganske vist, at en af romanens beundrere, Klaus Rifbjerg, siden skrev sin klassiker, 'Den kroniske uskyld'. Hvor legenden fortæller, at Salinger i denne og i Leif Panduros 'Rend mig i traditionerne' helt klart satte sin tematiske og stilistiske syntaks.

Uskyldstemaet kommer frem i ovenstående citater. Her er Holden sammen med sin gammelkloge lillesøster Phoebe, sådan en slags Lisa Simpson for sin tid og ligesom alle Salingers samspilsramte personer født medlem i Mensa-klubben. Han fortæller hende om sin smukke drøm om at redde børn fra at falde ud over en afgrund, at stå som griberen i rugmarken. Men Rifbjerg har med sin oversættelse og sin titel tolket et vigtigt og altså oprindeligt - og sportsligt - lag frem i teksten. Vi kunne kalde det for en slags Abel og Kain-tema.

Holden har en storebror, Allie, der døde af leukæmi, og fra ham har Holden arvet en venstrehåndet baseballhandske, sådan en stor en, man griber en hård bold med ude i marken. På handsken står hans digte med grønt blæk, Holden skriver dem af, og sådan set er det sorgarbejdet og den dårlige samvittighed overfor broderens handske og død, der er den røde tråd igennem hele romanens vandring.

Baseball, dette ærkeamerikanske boldspil, vi europæere aldrig helt forstår, bliver til fortællingens latente allegori. Spillet med begrebet home run, hvor man ikke kun kommer i mål, men altså også løber hjem! I amerikansk litteratur, fra før og med Hemingway over Salinger til Paul Auster og Easton Ellis, er baseball altid barndommens leg, en slags ritual sammen med far og familie i en usplittet og ukomplicer et verden. Desværre alt for hurtigt af i går, og snart er sæsonen en anden.

 

Kanonisk

Klaus Rifbjergs visionære og elegante version har langt mere originalsprogets naive, flerstemmige og infantile mundtlighed med.

Holden taler ikke længere til et De, men her til det mere intime du. Hvilket herligt frigør romanen fra det kliniske skær af, at hovedpersonen ligger på sofaen hos en psykolog og holder terapeutisk enetale!

Nej, snarere er det et ungt menneske, som taler til et andet ungt menneske om den fælles skæbne at være i vadestedet mellem det sikre kendte og så det usikre ukendte, at skulle videre i den moderne, materialistiske og meget amerikanske virkelighed, som endnu var eksotisk i 1953, men i dag også ligger i Danmark.

Rifbjergs oversættelse har gjort Salingers eneste roman - kort tid efter forsvandt forfatteren og er sådan set ikke blevet set siden - mere aktuel, vedkommende, ja til endnu en kanonisk skyldig læsning om uskyld, kronisk, såvel som akut. Og om det at gribe dagen og bolden og komme videre med livet.

Ulf Joel Jensen mener:

 

 

The Catcher in the Rye hedder den på engelsk. Den danske titel er lidt mere nede på jorden - knap så elegant: "Forbandede ungdom". Jeg taler selvfølgelig om J. D. Salingers uopslidelige klassiker fra 1945. Et must i enhver bogsamling - og skal man tro de imponerende oplagstal, så findes der heller ikke mange bogsamlinger uden et eksemplar af denne. På en måde tror jeg, at man bør læse historien om Holden Caulfield, som hovedpersonen i "Forbandede ungdom" hedder, mindst én gang om året. For lige at minde sig selv om, hvad en ualmindelig god ungdomsroman har at byde på - også for de voksne læsere.

Holden Caulfield er en ung mand eller en stor dreng, der ikke kan finde sig til rette på de forskellige kostskoler, hans forældre sender ham hen på. Han forlader den ene, bliver smidt ud af den næste og stikker af fra en tredje. Der er ikke noget sted, der egentlig har plads til ham. Eller også er der ikke plads til dem i ham.

Han drømmer om søen i Central Park i New York - og spekulerer på hvad fiskene og ænderne gør om vinteren, når søen er frosset til: Om der kommer nogen og henter ænderne og kører dem et andet sted hen? Om fiskene bliver frosset fast til det igen bliver forår? Om alting bare går i stå, når det er så pokkers koldt..?

Holden Caulfield er blevet voksen for tidligt. Hans lillebror døde af leukæmi, og det har efterladt et gigantisk blødende sår indeni Caulfield, som ingen - mindst af alt han selv - formår at læge. Men modgang modner som bekendt, og Caulfield er næsten uhyggeligt moden af sin alder. Og gråhåret oven i købet. En sær blanding af en ung dreng og en livstræt gamling.

Læserne møder Caulfield lige efter, han er blevet smidt ud af endnu en skole, fordi han ikke laver sine lektier. I stedet for at fortælle sine forældre om situationen, vælger Caulfield at tage sagen i egen hånd, og kort før jul rømmer han ganske enkelt skolen og begiver sig ud på en rejse hjemad. Hjem til New York, lillesøsteren Phoebe og den gode veninde Jane. Hjem til barndommen - væk fra den voksne verden.

Undervejs lærer vi så Caulfields tragiske historie at kende. Automatisk kommer man til at sætte pris på hans ærlighed og ufravigelige krav til sig selv og sine omgivelser. Og det hele ender naturligvis, som man kunne forudse: I en større nedtur for Caulfield. Det v oksne liv kan man jo ikke sådan stikke af fra. Men hvilken bog det har været indtil da. Helt igennem klassisk. En vidunderlig klog fortælling om at finde ind til sig selv. Om jagten på ens sjæl.

 

 

Skønt hovedpointerne er næsten ordret sammenfaldende, vil den opmærksomme læser have bemærket nuancerne i detaljen, at opfattelsen/tolkningen ikke er helt ens i disse tre eksempler, men at de supplerer hinanden fortrinligt netop i kraft af disse forskelle. Men lad os holde os til det overordnede, som er det, der primært er væsentligt, når der ikke skal gøres forsøg på en endegyldig og udtømmende analyse af "Forbandede Ungdom", men på at bruge bogen til at perspektivere andet stof.

Når vi betragter vore tre heltinder fra "Runaway Daughters" i dette lys, synes de i al sin enkelhed bare gerne at ville kunne holde ud at være til. Det kan de kun under store lidelser i deres aktuelle situation. Derfor prøver de at slippe fri af disse vilkår og finde noget andet. Slutfacit bliver, at to ud af tre når frem til en tålelig løsning. Et rimeligt kompromis mellem " Forbandede Ungdom" og "Prinsessen holder Fridag".

Når man ser lidt nærmere på de to heldigere tilfælde, er det imidlertid nogle ret borgerlige løsninger. Der er jo ikke tale om, at hverken Audrey eller Mary finder frem til noget helt andet, men derimod løsningsmodeller, som også Eisenhower ville kunne acceptere.

I 50'erne var beatniks noget , man talte om med en ængstelig gysen, så for ungdommen i bred almindelighed har den givetvis oftere stået på prinsessens fridag end turen ud på vejene. Det forekommer på mange måder oplagt at tro, at det var en form for afløbskanal, når den grænseløse type var en mere eller mindre fast ingrediens i periodens ungdomsfilm. En udleven pr. stedfortræder. Alligevel! - Også selvom Danmarks førende filmkritiker hævdede, at dette var "pure nonsens". I hvert fald står der at læsepå DRs historiske hjemmeside "Krøniken":

 

 

Det skulle være farligt - men ikke for farligt. Nogle gik på bar - men de fleste unge nøjedes med at gå på mælkebar. Nogle kørte motorcykel - men de fleste nøjedes med en knallert. Der blev gjort oprør - men man skulle stadig beholde sin læreplads og have en uddannelse at falde tilbage på. Selv de hårdeste blandt drengene og pigerne havde et skær af uskyld over sig. De 'Vilde Engle' - forløberen for senere tiders rockerbander - bestod af lærlinge og svende. Oprør var endnu noget, man drømte om - også på film. Sangen "Her kommer mutter med kost og spand" var ikke en vittighed, men en kærlig hyldest til den hårdtarbejdende husmor. Gitte Hænning skulle "giftes med Farmand", og teenagedatteren Søs i "Far til Fire" flyttede ikke hjemmefra, men overtog mors husholdning og børnepasning.

 

 

Dette er naturligvis en beskrivelse af danske forhold. Hvor meget anderledes var det i USA? Lidt skrappere har det jo nok været. Men alligevel ... Er der alligevel en snert af sandhed i det med uskyldens årti? Ud fra den aktindsigt, vi har fået i det foregående, må man sige, at det i så fald ikke har været en naturlig og given uskyld, men snarere noget, det ville være mere korrekt at betegne som tilbageholdenhed, forsigtighed, skyhed eller lignende. Dertil kommer så naturligvis, at tendensen er gået imod at ungdommelig ballade har fået en skrappere karakter. Mens beatnik begrebet var noget, man rystede og bævede for i 50'erne, mistede det i de efterfølgende år så meget af sin farlighed, at det 1970 på en sød og sjov måde kunne indgå i tegnefilmen "Aristocats". Naturligvis omhyggeligt renset for mørkere undertoner og eksistentiel søgen. De gæve, jazzende baggårds katte leder ikke efter dét, men har det bare.

 

Hvem vil ikke gerne være kat?

Fordi en kat går ud på sjov hver eneste nat.

 

Det kan dog ikke rokke ved, at i det mindste dele af 50'ernes ungdom følte et behov for at bryde ud af de givne rammer og spørge, hvad de mon kunne finde. Det har også senere generationer gjort, og atter er det i de fine nuancer, at man må finde forskellen.

Før og nu

På sin vis ligger "Runaway Daughters" endnu nærmere "Hold om Mig" end " Sorority Girl", idet at vi her har opst illingen med de forskellige hjem. Alligevel er springet stort. Mens "Hold om Mig" stiller spørgsmål til forældrene, fælder "Runaway Daughters" en dom, for skylden er placeret, så der ikke er noget at tage fejl af. Et så usminket angreb ville de færreste film have mod til at gennemføre idag. M ange vil sikkert også hælde til at mene, at en sådan fremstilling er unuanceret. Forældrene i "Runaway Daughters" er rene uhyrer. Men netop ved at udkrystallisere den absolutte stereotyp,  bliver der stillet skarpt. Det er ikke meningen, at disse forældre skal opfattes som realistiske mennesker af kød ogblod. De er udtryk for et syndrom og rendyrkelser af træk, der i mildere grad og kombineret med andre karaktertræk har været at finde hos 50'er-forældre.

Rendyrkede typer og deres anvendelighed til at illustrere et karaktertræk i forstørret form er siden gået af mode. Blandt de få nyere film, der benytter teknikken kan fremhæves "Turist ved et Tilfælde", hvor et ekstremt spontant og ustruktureret menneske kommer i berøring med en familie bestående af lutter groteske kontrol-freaks, hvorved to modsatte principper sættes i spil mod hinanden. Ligesom en god 50'er-film kan " Turist ved et Tilfælde" med stor fordel ses som et indre drama, hvor det er psykologiske fænomener og ikke mennesker, der kommer i berøring med hinanden. Men den slags film er blevet færre og færre. Derimod har der til stadighed været en jævn strøm af film, der beskiver forældre-børn forhold og sætter fokus på fænomenet social arv.

Men "Runaway Daughters" er også en historie om at afprøve muligheder, at begive sig ud på eventyr for at undersøge, hvad man er, og hvad man kan blive, spørge om der findes noget sådan som en inderste natur og tilbøjelighed, udforske gråzonen mellem mønsterbrud og bedrag.

En nyere film, hvor en række forskellige personers skæbne kommer til at udgøre en vifte af varierende svar er "Manden med Jernmasken", der forholder sig temmelig frit til Dumas roman, og således stort set gennemfører sin egen historie. Den ligger langt fra low budget film, da det er en storladen og flot produktion, hvor samtlige roller er besat af stjerner. Men i sin tematik har den en række væsentlige træk fælles med "Runaway Daughters". Hvad er man, og hvad kan man blive?

Smukke detaljer

At vi i en række af de bærende roller ser skuespillere, vi er stødt på i de foregående film er værd at opholde sig ved et øjeblik. Det bidrager til at indkredse og manifestere et univers. Som et minimum kan man i hvert fald fastslå filmenes samtidighed i og med at man ser de samme skuespillere. Dette var særlig udtalt i tidens danske film, hvor det atter og atter er de samme skuespillere, der dukker op. Danske folkekomedier er ikke bare en genre, men også en endeløs række af gensyn med de samme folkekære ansigter. I de fleste af Morten Korch filmene er det endog så udtalt, at man alene ud fra navnene på de medvirkende kan gætte sig til det meste af filmens handling. Men også i mindre skematisk fastlagte dele af dansk film, hvor historierne udviser større variation, og i tilfælde hvor en given skuespiller lige ofte ses i skurke- og helteroller, er brugen af et fast team en vigtig univers-etablering, der så at sige indstiller tilskueren og dennes forventninger på den rigtige bølgelængde.

Der gælder noget lignende i Arkoff-land. N år man efter de foregående film genser flere af de samme skuespillere i "Runaway Daughters", er det i sig selv bidragende til at give en fornemmelse af tidsbillede og periodebestemthed. Allerede ved brugen af 50'er-skuespillere er "Runaway Daughters" blevet en 50'er-film. Hvad det jo naturligvis også er. Men i denne sammenhæng må 50'er-film imidlertid forstås i en lidt videregående betydning. Ikke bare som en film, der er lavet i den periode, men som en film, der er præget af denne periode og bærer dens stemning. Det er dette præg, der forstærkes og understreges af de medvirkende.

Som yderligere cementering af tidens stemning kommer naturligvis ting som tøjmode, biler m.v. Disse ting har man desværre knap så godt udsyn til i "Runaway Daughters", fordi mange af scenerne foregår ved aften- og nattetid. I dette halvmørke kan man ikke på samme måde beundre 50'er-lækkerierne, som i "Sorority Girl" og "Reform School Girl". Men noget er der dog at glæde sig over.

Alle, der interesserer sig for 50'ernes musik, bør slåørerne ud. Musikken er en reel medspiller i denne film, ogi vissescener spiller den en en helt afgørende rolle. Som nævnt indtager musikken sin plads som en del af hele formen og historien allerede fra åbningen, hvor den ledsager den vilde køretur. Herefter vedbliver den filmen igennem at have central betydning. Et eksempel blandt mange er, da Audreys forældre sidder og er bekymrede og selvbebrejdende, hvorefter der klippes over til danserestauranten. Musikken pulserer lystigt og medrivende.Første indtryk er således, at mens forældrene har det skidt, har børnene det godt. Kameraet filmer fra indgangen. Først da man kommer inden for og får set nærmere til, opdager man det tomme og glædesløse ved denne tilsyneladende festivitas, og hvor skidt det står til med vores små heltinder. Frem for blot at få dobbeltstillingen at man har det skidt det ene sted og også skidt det andet sted, indsættes der et blændværk, en kortvarig illusion om en kontrast, der netop illustrerer hvor bedragerisk denne fornøjelsens verden er. En virkning, der ikke kunne være gennemført uden musikkens medvirken.

En scene hvor musik, tøjmode og ageren spiller perfekt sammen, viser Angela - som sædvanlig overladt til sig selv i moderens lejlighed - danse rundt i slacks og skjortebluse med en cigaret i hånden til en heftigt pulserende plade.

Med hensyn til scenografi er især Marys hjem værd at lægge mærke til. Der hænger et meget stort krucifiks på en væg, lige ved indgangen til Marys værelse, og faderen drikker the fra en samovar.

Nogle flot filmede billeder forekommer under et stævnemøde mellem Mary og Bobby - forøvrigt underlagt æterisk fløjtemusik. Her kan man endvidere fryde sig over replikken "Some men are kids as thirty, some kids are man at twenty" (nogle mænd er børn som 30årige, nogle børn er mænd som 20 årige).

Endvidere kan man stifte bekendskab med dansen The Tony Skunk Hop, og lære at noget af det værste man kan kalde en ældre lærerinde er "water veined old hack", bide mærke i vendinger som "for pete's sake", "one horse town", "hotter than a camel in a dessert" og "square yourself with the cops" eller more sig over følgende replikskifte mellem Dixie og Angela:

   - Stoppet lidt ud her og der, kunne du godt passere for at være en kvinde.

   -Ja,hvis du har kunne narre dem de sidste femogfyrre år, så kan jeg vel også.

   - Oho! Er den unge født og opvokset, eller var hun bare noget, der skete?

 

I scenen hvor Angela danser med den fulde mand, s es et ret højt dansepar i baggrunden. Pigen i mønstret kjole, fyren i læderjakke. Da Audrey og hendes mor bliver forsonet, har de næsten ens øreringe på.