Noget om utaknemmelighed

 

Tænker over, at "Spilopper" (se denne) blev så kort. Var der så lidt, der var godt? Nogle mennesker gjorde et stykke hårdt arbejde, hvor de brugte en masse krudt på at prøve at hjælpe mig. Er jeg uretfærdig og utaknemmelig?

Men jeg kan jo ikke bare ud fra anerkendelsen af en oprigtig indsats og at fejlgreb ikke skete i nogen ond mening ændre på, at det ikke var nogen god oplevelse. Der var gode stunder, også en hel del, som ikke kom med i "Spilopper". Det er jo ikke sådan, at de få øjeblikke, jeg dér nævner, var de eneste.

Sådan set kunne "Spilopper" godt have været både dobbelt og tre gange så lang. De nævnte ting er bare nogle få eksempler blandt mange. Der var vel næppe en dag, som ikke var sammensat af en mængde forskelligartede oplevelser. Godt og skidt i skøn forvirring mellem hinanden. Men når jeg zoomer ud fra disse skiftende øjeblikke til et mere overordnet vue, så var det ikke nogen god oplevelse.

Jeg er lidt bange for, at jeg er frygtelig utaknemmelig. Men når jeg skal være helt ærlig, føler jeg ikke, at jeg har særlig meget at være taknemmelig for.

Jeg kan tænke, at der var de gode stunder. Jeg kan komme til at tænke på det ene eller andet, som kalder et smil frem. Jeg kan som allerede nævnt indse, at diverse fejlgreb ikke skete i nogen ond mening. 

Visse ting kan også kalde en varm fornemmelse frem. Men den generelle følelse lægger ikke op til at stemme i med Elvis på "You Gave Me A Mountain". Umiddelbart føler jeg større identifikation med med Johnny Cash og

 

 

"San Quentin may you rot and burn in hell

May your walls fall and may I live to tell

May all the world forget you ever stood

And may all the world regret you did no good"

 

 

Er det en urimelig vurdering? Afslører det mig som groft utaknemmelig? Jeg ved det ikke.

Jeg må fastholde, som jeg jo også indledningsvis skriver i "Spilopper", at jeg ikke tror, at jeg som sådan havde et valg. Det gælder ikke bare i forhold til adfærd, men også min oplevelse af situationen.

Grundliggende så jeg det ikke som en hjælp, snarere som en straf. Mine talrige sammenligninger med fængsler er ingen tilfældighed. Jeg følte, at jeg blev straffet uden at forstå, hvad det egentlig var, jeg blev straffet for. Jeg kunne bare forstå på det hele, at der var et eller andet galt med mig, at jeg var helt forkert. Helt forkert bl.a. fordi jeg netop ikke bare kunne ændre adfærd, lave mig om og være sådan, som jeg skulle være.

Rent fornuftmæssigt kan jeg godt se, at de ubehageligheder, jeg måtte have oplevet, er for intet at regne imod sultende børn i ulande, eller børn i krigshærgede områder, der ser hele deres familie blive udraderet af en bombe. I sammenligning har jeg haft det let og rart. Der blev endog gjort meget for mig.

Jeg kom skævt ind på skolesystemet. Men der blev taget hånd om mig og gjort en indsats for at hjælpe mig på rette kurs.

Men jeg kan ikke præstere nogen taknemmelighed. Jeg kan kun stræbe efter at blive forsonet med, at tingene gik, som de gik.

Derudover kan jeg helt bevidst pege på de ting, der var forkert, også selvom de skete i den bedste mening. Pege på dem i håb om, at nogen hører det, at det bliver taget til efterretning, og at det dermed kan bidrage til, at ikke et andet barn skal opleve noget lignende.

For mig gælder, at sket er sket. Men for de børn, der idag er anbragt og i fremtiden vil blive det, er der en mulighed for at lære af fortidens fejl og ikke gentage dem.

Hvis jeg kunne se sikre tegn på, at behandlingssystemet var blevet klogere, så ville jeg helt oprigtigt være taknemmelig.

 

 

"Nu vandrer de på sletterne,

og stammens gamle mænd

de synger op til stjernerne:

'Lad det aldrig ske igen!'"

- Gasolin ("Stakkels Jim")

My Personal Revenge

Jackson Browne

 

My personal revenge will be the right

Of our children in the schools and in the gardens

My personal revenge will be to give you

This song which has flourished without panic

My personal revenge will be to show you

The kindness in the eyes of my people

Who have always fought relentlessly in battle

And been generous and firm in victory

My personal revenge will be to tell you good morning

On a street without beggars or homeless

When instead of jailing you I suggest

You shake away the sadness there that blinds you

And when you who have applied your hands in torture

Are unable to look up at what surrounds you

My personal revenge will be to give you

These hands that once you so mistreated

But have failed to take away their tenderness

It was…

It was the people who hated you the most

When rage became the language of their song

And underneath the skin of this town today

Its heart has been scarred forevermore

And underneath the skin of this town today

Red and black, its heart's been scarred

Forevermore

 

 

 

 

 

 

N.B.     Se også "Reform School Girl" (under "Arkoff") og "Tvivl" (under "Et liv med PDD").

Endvidere kan et lidt anderledes perspektiv på sagen findes i "Carl On Cooper 4" (under "Videoer).