Hændelsen 9

" ... for første gang håbefuld ... "

 

  .....  Men hvad det end var, viste det ham et glimt af en anden vej. En mulighed. Kun lige nøjagtig så meget, at han vagt kunne ane det. Det fæstnede sig ikke for alvor i hans bevidsthed. I de efterfølgende dages almindeligt skiftende begivenheder og travlhed glemte han atter disse intuitive øjeblikke.

Men de havde været der, og i en fjern sindets provins anede han tilstedeværelsen af en mulighed. Ikke en, han havde opdigtet og drømt. En der helt af sig selv havde vist sig for ham.

Tidslinie for begivenhederne i denne fortælling

 

Paul, 4 år: Finder en lukket dør.

     I bad med sin far.

 

Paul, 8 år: Flytter ind på Pilehushjemmet og møder Ejner

 

Paul, 9 år: Lærer en ny leg af Janus, hvorefter han foreslår Magnus at prøve den. Magnus spørger, om han har prøvet det før. Paul fortæller om det skete. Bagefter taler Magnus med Janus, som imidlertid benægter og i stedet disker op med en lang, opdigtet liste. Efterfølgende verserer en del rygter.

     Sære tider følger. Præget af et skred, hvor stort set hele Janus' liste går i opfyldelse.

     Logens stormester skal trimmes.

     Ejner flytter ned på udeskoleafdelingen.

     Et halvt til et helt år senere prøver Paul og Magnus legen igen.

     Hubert gør sit indtog.

     Et tilfælde af samvittighedsnag.

     Batalje omkring en jukeboks.

     Elvis dør.

     Afdelingen bliver delt i to.

 

Paul, 10 år og nogle måneder: En fredeligere periode, hvor Paul også falder mere til ro og på en ny, anderledes måde oplever at være del af et kammeratskab.

 

Paul på vej mod de 11 år: En række forandringer følger hurtigere på hinanden, end Paul kan overskue.

     Omlægning af afdelingen "nede bagved".

     Fridas barsel.

     Tilfældet Laila.

     Forvirring og opbrud.

     Ejner flytter fra institutionen.

     Vibeke flytter ned på udeskoleafdelingen, og et værelse står tomt et stykke tid. Bruges undertiden som et ekstra fællesrum af de tilbageværende elever.

     Artige drenge sidder ikke på ryglænet.

 

 

Paul, 11 år og et par måneder .....                "HÆNDELSEN"

 

 

Paul i 11-12 års alderen: Fejl og fortrydelser.

     Flere forandringer og endnu mere forvirring.

     Paul og Valde holder weekend med Brian.

     Arne fremlægger en teori, der ligger på linie med Pauls tanker.

     En ung folkemindesamler, der kalder sig "den gamle".

     Filip, ny elev

     Pauls afdeling lægges sammen med en anden.

     Hubert har noget særligt at vise Paul.

     Hubert gør noget særligt ved Paul og Valde.

     Paul kommer i udeskole.

     Et lille optrin omkring et kassettebånd med associationer til tandlæger.

     En ikke særlig venlig hilsen fra Ejner.

     En pinlig episode, der har berøring med Laila.

     Paul mangler en pick-up

 

Paul, 14 år: På hyttetur med bl.a. Anne Marie og René.

 

Paul, 19 år: En forelskelse (Christina).

 

Paul, ca. 20-22 år: Begynder at omdigte hændelsen og bruge den som en pirrende fantasi.

     At komme videre og en plade med The Smiths.

     En baby, der er blevet 10-11 år og nogle yderst indviklede beregninger.

 

Paul, 24 år: Gensyn med Anne Marie. 

 

Paul lige omkring de 30 år: Har fundet en dejlig kæreste (Ida), men kan ikke nyde det, fordi han er bange for, at han ikke er mand nok til hende.

 

Paul lige omkring de 40 år: Besøg i et varmt og harmonisk hjem (Simone og Louis). Paul aner et glimt af et eller andet.

 

Paul, ca. 50-52 år: Får et overraskende indfald og løser gåden ...

Epilog

Paul undrede sig over, at det aldrig før var faldet ham ind. Han havde ellers ofte været på sporet. I mange år havde han defineret sig selv som et grænsetilfælde. På den ene side var hans lem et pænt stykke over gennemsnittet, for meget til at kunne skjule sig i mængden. På den anden side var den ikke kæmpestor. I hvert fald var der nogle, som var større. På den ene side skilte den sig ud, på den anden kunne den ikke sådan rigtig stå frem som særlig. For lidt og for meget på én gang. Det havde han tit funderet over. Tænkt, at havde den lige været lidt større, så havde han kunnet gøre sig gældende, og havde den lige været lidt mindre, ville han ikke have skullet gøre sig gældende.

Det var jo netop dilemmaet: At skulle, men ikke kunne. Hvor mange spekulationer havde det dog ikke kostet ham i årenes løb.

Ligeledes havde han ofte tænkt over, at det at befinde sig i et grænseland midt imellem to ting kunne give en følelse af hjemløshed, at ikke rigtig høre til nogen stedet. Det kunne vel i grunden enhver følelse af at vandre i et skilleområde afstedkomme. Således også hvis ens penis befandt sig midt imellem medium og large.

Men det var aldrig før faldet ham ind, at de to ting, han i alle disse år havde følt sig presset ind imellem som fange i et ingenmandsland, repræsenterede to livsstile, to værdisæt og to former for pardannelse.

På den ene side stod konkurrence og prestige, at skulle imponere. På den anden stod at leve i forsonlighed med sig selv og sit liv, og i forlængelse heraf finde ind i et parforhold, der var præget af nærhed, forståelse og sammenhørighed.

I alle de år, hvor han havde gået og ønsket enten lidt mere eller lidt mindre, havde han hele tiden ment, at han helst ville have en større. Stor nok til, at han kunne gå ud og finde en kvinde og være sikker på, at det var den største, hun nogensinde havde set. Ganske vist havde han også spekuleret en del over, om man nogensinde kunne være sikker. Der var vel altid en risiko for, at hun havde set en endnu større. Det var i bund og grund at være forpligtet til at opfylde krav, man ikke var sikker på at kunne opfylde. Men chancerne for en førsteplads blev trods alt forbedret med hver centimeter. Derfor havde han utallige gange tænkt, at gid den dog var lidt større. Bare lidt.

Det, der som en åbenbaring havde slået ham lige nu, var, at han inderst inde altid havde ønsket sig en mindre. Ønsket, at den befandt sig et sted, hvor han ikke kunne gøre sig noget håb om at have den største, og at der derfor ikke var noget skamfuldt i, at han ikke havde det.

Det var så heller ikke helt rigtigt. I hvert fald ikke i bogstavelig forstand. Det var et billede på at slippe fri af præstation og konkurrence.

Han vidste idag, at dengang han var vildt forelsket i Anne Marie, havde hun også været interesseret i ham. Han vidste endvidere, at hun ikke havde haft forventninger om, at han var i besiddelse af et kæmpe monstrum. Dengang efter den første, indledende forvandling var han det bestemt heller ikke. Var den blevet dér, ville den have været i underkanten af gennemsnittet. Dengang havde samhørigheden måske haft en chance.

Nej, vrøvl. Det med størrelse - havde han jo lige indset - skulle forstås i overført betydning. Den faktiske størrelse havde ingen relation til samhørighedens mulighed. Man kunne bare så let blive forvirret og tage fejl.

Forvildelsen var udbredt.. Alle vegne kunne man høre om mænd, der ønskede sig en større penis. Det var uhyre sjældent at høre om det modsatte.

Det passede for så vidt fint sammen med et samfund, der var præget af konkurrence, og hvor det snarere var skryderi end beskedenhed, der talte som en dyd. Jobannoncer efterlyste supermennesker, og så gjaldt det bare om at kunne dupere og bilde arbejdsgiveren ind, at man var sådan et. Kurser i at skrive ansøgninger og cv'er, havde ofte chokeret Paul. Han syntes, man i al for høj grad blev opfordret til praleri og omgåelse af sandheden.

Indenfor sport blev presset og tempoet stadig højere. Der blev spillet hårdt, og det handlede ikke "bare om at være med". Det handlede helt klart om at vinde. At hygge sig venskabeligt med lidt boldspil? - Luk op for fjernsynet til en hvilken som helst kamp, og man vil kunne se to kompagnier lejesoldater meje hinanden ned.

I en sådan verden måtte det nødvendigvis blive det store, imponerende lem, der blev higet efter i et kollektivt selvbedrag, hvor den ærlige længsel blev overdøvet af konkurrencesamfundets larm.

Det var en almen og udbredt skyggeside af civilisationen. Men hos visse individer og grupper kunne den antage en særlig og skærpet form, og således træde voldsomt overforstørret frem. Ikke som en sagte medklang, men en dominerende fiks idé og perversion, der hos den eller de ramte blev en kilde til endeløs lidelse.

Sådan havde det været med Pilehusdrengene i almindelighed - med Jacob, Birger, Valde og alle de andre. Og sådan havde det været med Paul i særdeleshed. Paradoksalt nok i kraft af et fortrin. Det var netop derfor, at han var blevet fanget i det og havde brugt resten af sit liv på at ruske i tremmerne til dette fængsel.

Når man allerede som lille dreng var blevet presset ind i en rolle, hvor man skulle imponere med sin penisstørrelse, hvordan slap man så ud af den rolle igen? - Han havde altid været indviklet i en dyst, og som en anden olympiadedeltager følt, at sølv og bronze var utilstrækkeligt. Kun guldet talte. Det troede han fordi, han havnede i den rolle at blive udstillet, set og beundret af de andre drenge. Men det havde momentvis også mindet om at være en udstillet vandskabning i et telt på en markedsplads, som almindelige mennesker kunne betragte med gysen.

Hvilke sjælelige sår begivenhederne dengang havde efterladt hos de andre drenge, kunne han selvfølgelig ikke vide. Men i det mindste var de skabt på en mere jævnbyrdig måde, hvor deres tissemænd ikke skilte sig nævneværdigt ud fra hverandre. De havde ikke synligt på deres krop båret på en forstærkende faktor. Måske følt helt almindlige mindreværdskomplekser. Måske misundt ham. Men ikke på den måde været mærket af noget, der direkte tiltrak sig opmærksomhed.

Der var sikkert mange af de andre, som også var mere eller mindre traumatiserede af deres opvækst. Men de rendte ikke rundt med en bogstavelig talt håndgribelig optrapning af konflikten. Det forekom ham, at de havde havde haft det lettere, og måske også haft lettere ved at lægge det hændte bag sig.

Han var vokset op i misforståelsen, og den havde hængt ved. Det var tydeligt nu, da masken var faldet. Det handlede i virkeligheden om noget helt andet - et alternativt koncept hinsides præstationer. Men han havde brugt hele sit liv på at nå frem til denne erkendelse.

Ejner havde for så vidt sat et skel mellem kvantitet og kvalitet ved at insistere på, at hans var en "rigtig diller". Hvem vil ikke hellere have et kilo kartofler end fem kilo kartoffelskræller? Dette havde imidlertid indgået som en del af deres indbyrdes rivalisering og kunne derfor ikke pege hen på det andet koncept. Først ved at iagttage den særlige relation mellem Simone og Louis var Paul blevet bragt på sporet.

Når sondren mellem kvantitet og kvalitet bruges som en del af pointsystemet i en konkurrence, peger det ikke hen på det andet koncept, men længere ind i vildfarelsen. Den form for kvalitativ tænkning havde der såmænd været rigeligt af på Pilehushjemmet.

Paul kom til at tænke på en anden oplevelse, endnu en af de utallige, der direkte eller indirekte knyttede sig til hændelsen. Det var i den sidste tid på institutionen, da han boede på udeskoleafdelingen og dér blandt andet kom til at bo sammen med Arne. Paul havde lavet en tegning og hængt op på sin væg.

   - Hvorfor har du lavet den? spurgte Arne.

   - Tjah, fordi jeg godt kan lide at tegne, havde Paul svaret.

   - Nå! Så undrer der mig, at du ikke er bedre til at tegne.

Det var i virkeligheden ikke anderledes, end når det venskabelige i en såkaldt "venskabskamp" mellem to fodboldhold var svært at få øje på.

Det andet koncept lå vel snarere i det med at godt kunne lide at tegne. At gøre noget bare fordi det var sjovt og rart. Ikke for at præstere.

Det var naturligvis ingen løsning på problematikken at vende den på hovedet, og give sig til at ønske en mindre i stedet for en større. Det var heller ikke dét, det handlede om. Det handlede om forståelse af de værdier, der på symbolplanet knyttede sig til de respektive positioner. Paul havde længtes efter noget helt, helt andet, men ikke selv kunnet se det. Inderst inde havde han altid søgt efter den konkurrencefri fortrolighed. Den var bare så pokkers svær at finde.

Nu var det for sent. Paul havde været alene så længe, at han slet ikke kunne forestille sig at være i et forhold. Alle de år ...

Den følelse af håbløshed og at tiden var ved at rinde ud, som han hele sit liv havde været besjælet af, var nu omsider blevet den konkret foreliggende virkelighed. I hvert fald når det gjalt det samhørige forhold. Måske kunne han endnu nå at slutte fred med sig selv. Det var vel også det vigtigste.

Nu kunne han i det mindste gennemskue det absurde - ligefrem komiske - i, at han havde kunnet gå så meget op i førerskab eller ikke, at uvisheden om hvorvidt en anden var en centimeter kortere eller længere, havde føltes som et spørgsmål om liv og død.

Det var tydeligt nok nu. Hvad var det dog for et spild, han havde brugt sit liv på? Det var da ikke jordens undergang, hverken hvis hans lem var en centimeter mere eller en centimeter mindre end en andens. Det var i grunden så uendelig ligegyldigt, og sådan burde det også have været for Paul.

Men det havde det aldrig været. Det havde altid været altafgørende. Vigtigere end folketingsvalg, naturkatastrofer, forurening, statskup og terrorister. Med sit larmende markedsskrigeri havde det endog formået at overdøve alle Pauls længsler efter noget smukt og ægte.

Men der havde ingen glæde været deri. Heller ikke når det lykkedes at imponere. Det var jo bare at blive udstillet som misfoster i et markedstelt. Paul havde levet et liv i stadig fjendskab med sin krop. Hadet og bekriget den. Også ved en konsekvent usund levevis. Kaffe, tobak, fed mad og for lidt motion.

Det var sjældent, at Paul fortalte om sine komplekser og traumer. Når det endelig skete, blev han som regel misforstået. De fleste troede, at det bare var en hyggelig hobby med målinger og beregninger, han havde. Lidt excentrisk, men hver sin lyst. Folk fik ikke øje på smerten, hvor uendelig pinefuldt det var.

I virkeligheden var det vel mere glæden og tilfredsheden end selve organet, Paul havde misundt Birger. Hvor forsskruet hans selvtilfredse fryd over sin rejsning end kunne forekomme, var den tillige udtryk for en oplevet kropslighed, der i grunden var Paul fremmed.

En del af alt dette var noget med sansning. At have kroppen nede i kroppen. At rent faktisk mærke den. Om man svedte eller frøs. En blød skjorte, der sad godt. Vandet mod huden under et brusebad.

Paul havde haft sin krop oppe i hovedet. Det var også derfor, hans seksuelle fantasier havde antaget den karakter. Hvor ofte havde han ikke stået ganske uforstående overfor sig selv og spurgt, hvorfor i al verden de ting ophidsede ham. Men nu så han klart, hvordan det hang sammen. Den videre bevægelse for kroppen oppe i hovedet måtte netop kulminere ved matematikken. Da var man nået helt op under taget, hvor kroppen ikke kunne fjernes længere fra kroppen.

Et andet spørgsmål, Paul ofte havde undret sig over, var, hvorfor netop dén hændelse var blevet til hændel-sen. Han kunne have valgt så meget andet blandt det, der skete dengang. Dette var imidlertid kun tilsyneladende. Der var en masse før og efter, men ikke på lige præcis det tidspunkt. Hændelsen dumpede ned i en pause, som faldt sammen med, da det var allersværest for ham at skulle forholde sig til at blive ældre, og hvor forandring mere end nogensinde forekom ham at være lig med tab.

Det store ryk ind af nye, små elever nede bagved havde ikke kun symboliseret en lurende trussel, "den farlige fremtid", men tillige stået som et billede på den smuldrende fortid. Han havde genkendt sit yngre jeg i Laila, og Birger var blevet hendes Janus. Men siden havde han også spejlet sig i Birger, der brugte samme mærke, bare i et mindre nummer.

Samtidig havde Paul set Frida pusle om Rosalinde, der lå i sin vugge. Et spadestik dybere handlede det naturligvis om forskellen på et elsket barn og et surt stykke arbejde. Derfor havde han ønsket at være sådan en, der ikke blev krævet noget af, men som fik masser af opmærksomhed og omsorg. Ønsket sig lille bitte. Så lille at han ville kunne falde hen i måbende beundring over Birgers tissemand, som end ikke syvårige Laila var videre imponeret af.

Men Birger havde selv været glad for den ...

En eller anden pointe var der vel i det. Det lod sig ikke gøre at føle glæde ved sin krop - end ikke en sygelig og pervers glæde - når man hadede og bekrigede den. I glæden havde Birger en pointe.

Men det handlede ikke om stor og lille. Hele fejlen lå jo netop i at tænke penisser sammen med størrelser. I grunden burde man slet ikke sige "er" om sin penis, kun "min penis". Det var det, der var det afgørende at lære: At betragte den som sin og ikke som en størrelse.

At sige "min" var at stå ved den. Lærte man blot det, var man godt på vej til at forsone sig med den.

Dette var vel også så meget desto mere vigtigt fordi, han i en del af sit liv ikke havde fået lov at betragte det som sin. Mange af de ting, der skete dengang, kunne udlægges som at andre havde fri råderet over den og andre dele af hans krop. Det var på tide at generobre sit eget legeme.

Det var natuligvis også derfor, at hans fantasier var gået i stå, hvergang han skulle udvælge den rigtige til målekonkurrencen. Det var ikke blot til brug ved den ene lejlighed. Det var idealeksemplaret, han havde været på jagt efter. Den, han kunne kalde "min". Den, der - ifølge Janus - var blevet forbyttet med det fremmede eksemplar, han ikke kunne forholde sig til.

Fantasien handlede i bund og grund om fremmedgørelse og mislykkede forsøg på at overvinde dette. Den tiltagende erotiske hede var i virkeligheden stigende desperation over de fejlslagne bestræbelser. Den skjulte kerne havde altid handlet om hans manglende evne til at sige "min".

Samtidig havde han på en anden vis i al for høj grad sagt "min". Nemlig som et udtryk for hans livskonflikt. "Min penis" var blevet identisk med denne. Det uforsonlige ønske om at få en anden var således et bagvendt forsøg på at løse konflikten. Men hans lem havde aldrig været konflikten. Blot et billede, han havde sat på.

Måske også fordi, at han som lille dreng var blevet konfronteret med ting, han ikke forstod og ikke havde noget begrebsapparat til at håndtere. Men det havde noget at gøre med dét dernede, og med den, der befandt sig i det område. Så meget havde han da fattet. Det oversatte han så til størrelser for at gøre det mere begribeligt. Størrelser var konkrete. Så og så meget. Det var til at forstå.

Sådan da! For også her havde han gjort sig skyldig i en fejlberegning. Som bestemmelsen "min", lader det sig slet ikke gøre at tale om stor eller lille, indså Paul. For det kan den jo i virkeligheden kun være i forhold til andre. Større end denne og mindre end hin. I sig selv kan den blot være "min".

Men hvor havde han dog været fanget i et tankespind om de størrelser.

Han måtte vel bære over med sig selv. Som han netop havde indset, havde det været en måde at bringe orden i noget diffust og uforståeligt. På liniealen lå tallene pænt på rad og række. Men siden var det blevet en plage. Han hang skrækkeligt fast i det.

Var han mon overhovedet i stand til at se en penis som en penis? - Sin egen eller en andens. En hvilken som helst. Var det ikke altid en størrelse, han så?

Hvordan slipper man ud af årtiers forsskruet vanetænkning, der har naglet alt fast som automatikker? Hvordan får man det udskiftet med noget helt andet? Kan det overhovedet lade sig gøre?

Der måtte være en måde. Paul syntes ligefrem, at han kunne se det for sig. En huleagtig grotte fuld af tal og beregninger, og så en udgang derfra. Åben og lige til at benytte. Han så sig selv komme ud på en dejligt blomstereng, kigge op imod himlen og nyde solskinnet. For første gang håbefuld!

Samling af puslespillet

Frida havde sit barn med i sommerhuset. Hendes mand kiggede også tit forbi.

De tænkte sgu kun på deres dumme unge. Den lille, vrælende kødklump. Hold kæft hvor var den grim. Hvorfor gik folk så meget op i, når de fik børn? Sådan en kunne jo ingenting. Kun vræle. Men tænk hvis man havde det sådan. Bare ligge og sove, og så skulle ammes og have skiftet ble engang imellem. Intet andet. Hvis man stak i et vræl, kom der straks nogen løbende og tog sig af en. Det ville være dejligt!

 

Men sådan var det ikke. Tvært imod ...

 

Det var en værre lorteuge i det sommerhus!

Paul kunne slet ikke finde sig til rette og kom hele tiden til at gøre dumme ting. Der gik ikke en dag, uden at han pludselig opdagede, at han uden at tænke over det havde gjort et eller andet.

Mens Frida puslede om sin baby, rendte Paul rundt og smugrøg, pillede huller i væggene, gemte nøgler og hvad han nu ellers kunne finde på.

De var kun tre børn den uge: Paul, Valborg og Birger.

Valborg og Paul havde kendt hinanden længe. Helt tilbage fra dengang Paul flyttede ind. Dengang boede de på afdeling sammen. De havde haft deres ture og slagsmål, men også deres gode og sjove stunder. Ind imellem smugrøg de også lidt sammen. De var stadig fine venner. Også efter at Valborg var flyttet ned på udeskoleafdelingen.

Det var noget andet med Birger. Han var en af de nye fra nede bagved. Hvad værre var: han var en drillepind.

De kendte ham jo ikke rigtigt. Men kors hvor var han irriterende. Han skulle hele tiden sige dumme ting og provokere.

Birger havde været igang på højtryk hele dagen. Nu var det blevet aften. Valborg og Paul var ved at vaske op. Birger dukkede op i køkkendøren.

   - I er et flot par. Den ene er fed og den anden har flapører.

Birger forsvandt lige så hurtigt, som han var kommet. Valborg og Paul vekslede et blik. Der var stille lidt.

Birger dukkede op igen.

   - Vasker i op, hva'?

   - Ja, hvad fanden tror du, mand.

   - Det er godt, slaver. Se at blive færdige med opvasken. Så kan i ryde op på min værelse bagefter og sutte min pik.

   - Tag nu og hold din kæft, din lille lort.

Væk var han. Ude af døren med et stort grin. Men lidt efter var han der igen.

   - Hey fede og flapøre. Hvorfor er i så længe om at vaske op? Kan i ikke finde ud af det? hva', slaver? Væk var han igen med et dumt grin.

   - Skal vi banke ham? spurgte Valborg

Paul nikkede. Med sammenbidt beslutsomhed gik de ud af køkkenet, fik hurtigt øje på Birger og løb efter ham. De nåede udenfor huset og et godt stykke ned ad vejen, før de fik fat på ham.

Birger var standset forpustet op.

   - Hey, prøv lige at hør, nåede han akkurat at sige, inden de første slag haglede ned over ham.

Birger var begyndt at græde.

   - Prøv lige at hør, forsøgte han at komme igennem, flere gange.

Omsider bestemte Valborg og Paul sig for at prøve at høre.

   - Hvorfor siger du alt det fis?

   - Det er bare fordi, jeg føler mig udenfor, svarede Birger. Der er ingen af jer, der snakker med mig.

Det endte i fordragelighed. Både Paul og Valborg kendte godt det med at føle sig udenfor.

Valborg snakkede vist også lidt med Birger de næste dage, fornemmede Paul. Ind imellem virkede det også, som om Birger prøvede at komme i snak med ham. Det var ikke fordi, Paul ikke ville. Han gik bare og spekulerede over så meget. At Frida skulle holde op, at det hele blev anderledes.

Alting var ved at falde fra hinanden. Paul var den samme. Boede på det samme værelse, hørte de samme plader og fandt på de samme gale streger. Men alting forandrede sig omkring ham. Der var efterhånden ingen tilbage fra dengang, hvor han flyttede ind på afdelingen.

Det hele var forbi, og Paul sad alene tilbage. Et vidne fra en fjern fortid, der havde en historie at fortælle. Men ingen at fortælle den til.

Når al den slags optog ham, ville Paul egentlig helst bare gå for sig selv med sine tanker og ikke andet.

Paul gik ikke rundt og tirrede nogen, sådan som Birger. Men når der stod sådan noget toiletrens, der kunne bruse og lave en masse skum, så var det alt for spændende at se, hvad der skete, hvis man hældte hele flasken i toilettet på én gang, til, at Paul kunne lade være.

Men egentlig var det ikke særlig sjovt. Selv at lave ballade var lidt kedeligt. Egentlig havde Paul slet ikke lyst til at lave alle de dumme ting. Det var virkelig som om, han ind imellem blev en helt anden.

Helst ville han gerne have, at det hele blev som før. Det var det heldigvis også ind imellem. Han havde nogle gode snakke med Frida. De pjattede også lidt.

Frida var nu ikke helt som før. Hun havde fået større bryster, efter at hun havde været gravid. Paul kunne se det, når hun ammede.

Der var også den dag, hvor det var meget varmt, og Frida syntes, det var ubehageligt at have for meget tøj på.

   - Tror du, at du kan klare det, hvis jeg går topløs?

Det mente Paul godt, han kunne. Han syntes heller ikke, at det havde noget med det at gøre, at han fandt på ekstra mange dumme ting den dag.

Men der var så meget andet.

Og så alle de ture! Dem havde Paul ikke spor lyst til at skulle med på. Især hvis Frida ikke skulle med, ville han helst blive hjemme og snakke med hende.

Det fik han også nogle gange lov til. Men ikke hvergang. Så det blev til lidt af en scene, den dag Paul bare ikke ville, men altså skulle. Han havde lige fundet på endnu et glansnummer og fået en ordentlig skideballe.

   - Og du skal ikke rende nogen steder, sluttede Frida af. Du bliver her og deltager. Nu kan du gå derind og vente, indtil vi skal afsted.

Det måtte han jo så gøre.

Dér sad Birger og tronede oppe på en kommode.

Først sagde de ingenting. Kiggede bare på hinanden.

   - Det kunne være fedt at bolle nogle piger, brød Birger omsider tavsheden. Jeg ka' godt. Den er så stor her, og viste med begge hænder løftede og strittende pegefingre. Ligesom når man fortæller om dem med hår på.

Paul havde kun delvis held til at undertrykke impulsen, der var ved at få ham til at give et spjæt fra sig og spærre øjnene op. Han havde hele tiden haft en mistanke om, at den var meget større, end Laila havde sagt. Det lykkedes ham at beherske sin reaktion, men Birger havde tydeligvis bemærket den, og satte turboen på

   - Arnes er sådan her, hævdede Birger oppe fra sit tronsæde på kommoden, der fik ham til at minde lidt om en vismand, der forkyndte noget vigtigt oppe fra bjergenes top, mens han illustrerende flyttede de to pegefingre endnu længere fra hinanden.

Selvfølgelig var Arnes det. Igen noget, Paul ligesom havde vidst uden at vide det. Det var jo derfor, at de skulle sammenligne dengang. Havde Arne kunne få den op og stå, ville han også have slået Paul.

Paul var godt klar over det. Han blev forlegen. Kiggede væk.

   - Det er rigtigt, pointerede Birger.

Paul var begyndt at gå hen imod væggen i den anden ende af rummet. Ville bryde den opstilling, hvor han stod som en anklaget foran en domstol.

   - Jeg ved det godt, forsøgte Paul sig, og fandt efter en lille kunstpause de magiske ord, der kunne rede ham ud af kniben, Jeg har leget med Arne på den måde.

En mumlende lyd, der kunne tolkes som "nå, o.k." var akkurat hørlig oppe fra tronsædet. Så var der ikke mere at sige om det.

Birger havde troet Paul, og de var nu en slags indviede, der begge havde set Arnes. Når man ved det hele, er der ikke mere at fortælle.

Men Paul havde jo slet ikke set den rigtigt. Bare set den være på vej opad og gættet på endepunktet.

Det samme gjaldt den modsatte vej. Derfor troede Arne, at Pauls var meget større, end den i virkeligheden var. Det var jo bare fordi, at Arnes blev så lille, når den var slap. Så troede han, at Pauls voksede lige så meget. Det var ren snyd. Når Arnes endelig blev rigtig stiv, ville Paul ikke kunne hamle op med den. Havde de dog bare fået det afgjort én gang for alle dengang ...

Men sådan var det ikke. Tvært imod ...

 

En pædagog stak hovedet ind i lokalet.

   - Kom så drenge. Vi skal afsted.

Valborg fik lov at sidde i midten, fordi hun skulle fortælle. Birger snakkede stadig om tissemænd. Valborg lovede, at det blev en rigtig fræk historie, og tog fat på sin fortælling.

Valborg fortalte monotont og opremsende om, hvordan en kvinde levede som luder, var sammen med snart den ene, snart den anden mand, gjorde både det ene og det andet. Historien fortsatte i én uendelighed. Kilometer efter kilometer ad de sjællandske landeveje.

   - Hun havde købt noget rigtig sexet ludertøj, og så blev de allesammen helt vilde. Og så gik hun i seng med en hel masse forskellige mænd. Hun rendte rundt i hele byen og bollede og kneppede. Der var også nogle af dem, hun suttede pik på. Hun gjorde også endnu mere. Nogle rigtig slemme ting. Hun havde også en ludertaske og nogle ludersko, der passede til hendes ludertøj. Og hun var så fræk og liderlig, at alle de andre piger blev helt flove. Og nede i ludertasken var der kondomer og spermpiller. Og dem gav hun til alle mændede. Og så knaldede de hende en gang til. De andre piger jagede hende ud af byen, fordi hun var så fræk. Men så tog hun til en anden by. Og så knaldede hun også med alle mændene dér. Og hun opførte sig endnu frækkere end i den første by, og knaldede mange, mange gange med alle mændene i byen. Og nogen gange var hun sammen med flere af dem på én gang.

Det er da kedeligt, at hun bare knalder med dem, tænkte Paul med stigende irritation. Valborg siger jo ikke noget om, hvad de lavede. Hvordan gjorde de?

Det ville være meget mere spændende, hvis en af mændene havde en større pik end alle de andre tilsammen, og den så kom ud af munden på hende, når han stak den op i hendes fisse.

- Det er altså rigtig frækt, grinede Birger.

Paul var ikke enig. Han syntes historien var kedelig. Han begyndte at føle sig lidt udenfor. Ville hellere have hørt en anden historie. Men Birger gav højlydt udtryk for sin begejstring, mens bulen voksede i hans bukser. Paul gabte og så ud ad vinduet.

Men sådan var det ikke. Tvært imod ...

 

Skønt opdelingen var klar - fortælleren, lytteren og den sure kritiker - udgjorde de tre børn alligevel en enhed og dannede deres eget univers. En lille, lukket boble.

De glemte helt, at der sad to voksne oppe foran.

De voksne kunne vist heller ikke rigtig se noget i bakspejlet. Eller høre for motorlarmen, hvad Valborg fortalte. I hvert fald var der ingen, der sagde noget.

   - Min pik bliver helt vildt stiv af det, brød Birger atter ind i Valborgs talestrøm.

Paul kom til at føle sig endnu mere sat af. Sådan virkede historien ikke på ham. Der skete ikke noget dernede. Lige nu kunne han overhovedet ikke mærke den. Det var som om, den slet ikke var der. Var der mon noget galt, siden historien ikke virkede på ham? - Eller var Birger bare et taknemmeligt offer?

Paul følte, at Birger og Valborg havde et eller andet. Det var ham, hun fortalte til. Paul kunne jo ikke lide historien. Paul fik ingen stådreng på. Han blev bare ked af det og følte sig udenfor.

Mon Birger og Valborg skulle bolle, når de kom hjem?

   - Det er helt sindssygt. Den bliver bare større og større, lød det ovre fra Birger.

Paul følte et voldsomt sug i mellemgulvet. Han kendte godt fornemmelsen. Sådan fik han det ind imellem. Sådan havde han lidt haft det hele tiden. Der havde allerede været noget, da Birger sad på kommoden og fortalte. Nu mærkede Paul den sære uro og sugende fornemmelse brede sig i hele kroppen. Det mindede om at være bange. Som om han sad et sted og gemte sig for noget farligt.

   - Den bliver ved at vokse. Det er det største, den nogensinde har været.

Nu sugede det så meget i Pauls mave, at det ligefrem gjorde ondt.

   - Det er helt vildt, jublede Birger begejstret.

Det var det også. Den var virkelig stor. Kæmpestor. Gu' var den ej. Det var en fnattet lille strittestump.

   - Prøv at se, opfordrede Birger, og gjorde bulen ekstra tydelig ved at glatte bukserne ud omkring den. Temmelig overflødigt. Paul sad allerede og stirrede på bulen.

Det sugede ad helvede til. Det var slet ikke til at holde ud. Paul ville ud af den bil, eller i det mindste ikke se det, der var inde i den. Bare stirre ud af vinduet. Men hvor surt og afvisende han end resolut kiggede ud af vinduet, trak bulen som en magnet, og få sekunder efter var hans øjne atter klistret til den.

Pauls blik strejfede rent i forbigående hans egne bukser, hvori alt var vissent og dødt. Men hvad nu hvis den blev stiv? Ville hans pik kunne lave en lige så stor bule?

Blikket var atter fæstnet til Birgers store bule. Paul ville ikke se på den. Men han kunne ikke lade være. Følte sig spiddet på den pik som en stanget ål, der ikke kunne slippe væk.

Skrup af helvede til begge to, tænkte Paul indædt. Fis af med jeres åndssvage historie og den der stive pik. Jeg er skide ligeglad, hvor stor den er.

Men sådan var det ikke. Tvært imod ...

 

Paul prøvede at kigge ud ad vinduet. Men han kom hele tiden til at kigge over på bulen i Birgers bukser. Det gjorde rigtig, rigtig ondt i maven.

   - Jeg tror, den er sådan her, viste Birger med fingrene.

Paul kunne se, at fingrene var helt udspilede. Men alligevel. Hvis det kunne vises med en hånd ...

Det havde virket utrolig voldsomt, da Birger viste mål, inden de tog afsted. Den måde han havde holdt hænderne op og vist størrelsen mellem pegefingrene. Det så helt vildt ud.

Sådan plejede Paul og de andre drenge ikke at gøre. De viste med udspilede fingre på én hånd. Det andet var kun noget, de brugte, når de skulle vise hvordan nogle meget store var. Sådan nogle med hår på, der var for store til, at det kunne vises med kun den ene hånd.

Men man kunne vise meget med én hånd. Som nu dengang Janus havde prøvet at snyde. Så vidt Paul kunne se, når Birger satte fingrene ned til bukserne, lavede han ikke det trick med at tage nosserne med. Han målte vist fra det rigtige sted.

Men han smilede også på en friskfræk måde, der mindede lidt om Janus.

Det gjorde det mål, han viste, også!

Eller gjorde det?

Hvis Birgers i ren længde uden snyd var lige så stor som Janusses med tilsatte forstørrelsesklunker, så var den større end Pauls.

Men var det så meget, han viste? Var det ikke bare sådan nogenlunde ligesom de andre drenge?

Paul vidste godt, at han ikke var særlig god til at se sådan noget. Hvergang de skulle noget i skolen med øjemål, gik det helt galt for Paul.

Men hvorfor viste Birger først med to hænder, og så noget, der virkede mindre med kun en hånd, og sagde, at det var mere end før?

Det var nok bare fordi, at Paul ikke kunne finde ud af sådan noget. Birger viste jo sikkert et større mål nu end tidligere. Det så bare anderledes ud, når han gjorde det på den måde.

Paul kunne godt se bulen, og at den var stor. Men han var sikker på, at han nemt kunne slå den.

Var han nu også så sikker?

Ja! Nej! Ja! Nej!

Jeg kan slå den? Hvad nu hvis jeg alligevel ikke kan? Det kan jeg da! Måske kan jeg ikke alligevel.

Jo!!! - Selvfølgelig kunne han slå den. Det måtte han da kunne. Sådan måtte det nødvendigvis være. Birger var bare en blærerøv. En dum, lille dreng, der troede, at han havde noget at prale med.

Det havde han overhovedet ikke. Ha! Han skulle bare lige vide. Paul kunne let have sat ham på plads.

   - Ja, ja, ja, vrissede Paul surt. Hvis den så bare havde været så stor.

"Så stor" var jo i grunden ikke noget videre i forhold til Paul selv. Slet ikke deroppe af. Bare sådan på vej. Men alligevel mere på vej, end Paul strengt taget brød sig om. Nok til at forurolige ...

Paul vidste dog, at han let kunne have sat Birger på plads.

Og dog ...

Den var da ikke nær så stor som hans egen. Slet ikke i samme klasse. Det kunne den da ikke være?

Alligevel lå der en tvivl nedenunder dét, Paul vidste. Vidste helt sikkert. For tænk nu hvis den var større end hans. Måske var den virkelig.

De vilde mål, Birger havde vist.

Det var jo kun halvvejs sandt, det med at Paul havde set Arnes. Birger måtte have set den stiv, og vidste, at den var meget større end både Pauls og Birgers. Men var Birgers også større end Pauls?

Havde de allesammen nogle enorme nogen, nede bagved? - Rendte de allesammen rundt og strittede med dem og viste dem frem hele tiden? - Var Laila konstant indhyllet i en skov af store pikke, hvor Birgers var en af de mindste, og derfor gjorde sig mere bemærket ved, at den strittede og stod så meget? "Ikke så stor. Mere stiv."

Mit førerskab er ved at rinde ud, indså Paul. De yngre er på vej. En generation, hvor de allesammen er helt enorme. Dem, der kommer efter Birger og Arne bliver endnu større. Jeg var heldig at tilhøre en tid med stumpede årgange. Dumpede lige ned i en bølgedal. Men nu er det forbi.

Tilbage er kun minderne om fordums storhed. De fagre ungdomsdage, der hastigt svandt.

Sejrssikkerheden skred. Selvom Paul vidste, at han kunne slå den, var det alligevel som en trussel, der rykkede ind på livet af ham.

Pauls tro på sin egen størrelse føltes som en tynd is, og han mærkede noget andet tone frem under den gennemsigtige overflade. I et splitsekund syntes en scene fra "Bennys Badekar" at udspille sig nede i dybet. Paul huskede den her krabbe, der havde en klo, som var havenes skræk, og som han måtte dække med en vante, for at folk ikke skulle blive bange. Men da vanten så kom af, var kloen ikke længere, hvad den havde været engang. Den var helt lille, død og indtørret - ikke længere havenes skræk. Han blev til grin. Alle hånede ham.

Lige nu føltes der også dødt og indtørret mellem Pauls ben.

Var den ved at forkrøble ligesom krabbens klo? - Blev den mindre og mindre, mens Birgers blev større og større.

Nej, det kunne ikke passe. Ikke endnu i hvert fald. Så hurtigt kunne den ikke visne. Den var bare ikke rigtig i hopla. Det betød ingenting.

Den må da være dernede et sted. Men den er vist blevet helt lille. Valborg behøver bare at sige: "Hun lå i en seng og kneppede", så stritter Birgers helt vildt. Der sker ikke noget med min.

Jeg kan ikke en gang få en ordentlig stivert på. Men hvis den blev stiv. Så er min da større end Birgers. Er den ikke? Den der kan jeg da slå bare med min halvstivert, ja - min storslasker. Kan jeg? - Selvfølgelig kan jeg det. Min er meget større. Det ved jeg jo. Men hvad nu hvis den er blevet mindre?

En let dirren føjede sig til uroen i systemet. En sprække i en mur åbnede sig og små onde kryb myldrede ud.

Nej. Min har altid været den største, og det er den stadig. Jeg vinder jo altid. Hvergang!

Hæse, skrigende lyde inde i Paul, som blev en ældgammel dør åbnet og en mængde spindelvæv inde i en forfalden ruin kom til syne.

Bag visheden om urørlig storhed hørtes en hvisken fra helvede: den er større end din, den er større end din, den er større end din ...

Er den? spurgte Paul den hånende djævel.

Ja, svarede djævelen leende, meget større. Du bliver til grin ligesom krabben.

Jeg kunne godt tænke mig at se den, når den er rigtig stor og stiv. Gad vide, hvordan det ser ud? Se bulen! - den når helt derop til. Tænk hvis han tog den frem. Hev den ud af bukserne. Jeg ville gerne se den.

Nej. Ikke alligevel. Det er lige meget. Rend og hop. Det er en værre dum møgpik, og den er ikke særlig stor. Birger er bare en lille, dum lorteunge med en latterlig lille tissemand.

Men sådan var det ikke. Tvært imod ...

 

Støjen fra ruinenerne og helvede og alle de andre steder blev højere. Som tusinder af maltrakterede violiner, der spiller klagende kattejammer på en slagsmark med bomber bragende omkring sig. Ulidelig larm, forpint fræsen - sønderknusende sug i mellemgulvet.

Djævelen skar igennem støjen og overdøvede alt med sine skingre råb:

DEN ER STØRRE END DIN! DEN ER STØRRE END DIN! DEN ER STØRRE END DIN!

NEJ, NEJ, NEJ! - GU' DEN EJ, skreg Paul tilbage. Naturligvis kun inde i sig selv. (Udadtil var han tavs, sammenbidt og surmulende)

Se nu rigtig på den bule, formanede Paul sig selv. Den er altså ikke særlig stor. Det ligner sådan som mange af de andre også ser ud, hvis de har stivert i bukserne.

Djævelen grinede en rå latter nede fra sin afgrunds dybder. Hvem prøver du at narre? Det nytter ikke noget. Indrøm det nu bare. Den ER større end din. Fes den ind? - DEN ER STØRRE END DIN! DEN ER STØRRE END DIN!

Suget i maven var ulideligt. Paul kunne ikke holde det ud. Han hadede Birger, og hadede især hans selvglade hoveren. Han ville ikke tro det. Nægtede simpelthen.

Eller gjorde han? - Nej. Paul var sur, sur, sur. Utilnærmelig. Han havde jo slet ikke villet med på den her tur. Ville hellere være blevet hjemme.

Rend og skid allesammen. Især Birger og hans åndssvage pik.

Så stor kunne den ikke være!

Men det var den jo nok alligevel. Latteren fra afgrunden lød. Helvede havde åbnet sig, og flammerne begyndte at stige til vejrs. "Den er større end din. Den er større end din. Du kan ikke engang slå den mindste af dem fra nede bagved."

Men end ikke dette var det allernederste dyb. Et sted under afgrundslatteren og helvedsflammerne var der noget andet. Noget mystisk og fremmed. Paul vidste ikke, hvad det var. Men han forstod, at det var farligt. Noget frygteligt og ondt.

Et mørke, der var mere end mørke ...

Han var et andet sted ... var - er ... et konstant nu, altid tilstede skjult under hverdagens larm og hændelser. Endeløst langt bagved kommoden, konkurrencen og kommentarerne. Hinsides alt.

Står, hvor han altid har stået.

Han træder nærmere. Dommen er uudtalt tilstede og fylder rummet.

En tid? Hvilken tid? Den findes ikke! En fortid? Den har aldrig været. Det hele var løgn, opspind og dumme drømme! Det var galt fat fra første begyndelse. Det har aldrig været godt. Det var ikke engang meningen. Det var en fejl. Slet og ret en fejl.

Er det alt, hvad jeg var og er?

Skønt intet høres er et rungende "JA!" tilstede i den dødsens stilhed. Det foreligger og var der længe før han spurgte. På forhånd.

Aldrig?

"NEJ" foreligger det skjulte brøl i den trykkende tavshed. På forhånd.

Så var jeg altså en fejltagelse?

"JA!" foreligger på forhånd.

Hvad kan jeg så forvente?

"AFVISNING!" foreligger på forhånd.

Kun afvisning?

"LUTTER AFVISNINGER I AL FREMTID!" foreligger på forhånd.

Hvad så derefter?

"DEN TOTALE UDSLETTELSE!" foreligger på forhånd.

Døden?

"BEGRAVET OG GLEMT!" foreligger på forhånd.

Alle spor slettet?

"ALLE SPOR SLETTET!" foreligger på forhånd.

Ingen, der mindes?

"ALT FORTRÆNGT OG ALLE BREVE BRÆNDT!" foreligger på forhånd.

Og brevet er mig?

"BREVET ER DIG!" foreligger på forhånd.

Den skjult foreliggende brølen i den dødsens tavshed fortrækker til et fjernt skjul og toner ud. Svarer ikke på flere spørgsmål. Der er heller ikke flere at besvare.

Det var så alt, og alt er intet. Slet ingenting. På forhånd slet ingenting. Fra tidernes morgen til altings ophør slet ingenting.

Dommen faldt, før han overhovedet var født, og han kan hverken gøre fra eller til.

 

Paul er alene! Alene i den larmende stilhed.

 

Men noget griber ham. Smider med ham. Kyler ham rundt i mange rum, op og ned af endeløse trapper.

 

Han falder ...

Falder og falder.

 

Suges dybere ned. Ned i den underste kælder. Går af lange, dystre gange henad hårde, kølige stengulve. Dundrende ekko af hvert skridt kastes rundt mellem murene. Et labyrintisk virvar af gange.

Et kutteklædt kor af messende skygger flakser hastigt forbi på væggen. Da gangen slår et skarpt sving, synes et øjeblik et vildt dyrs øjne at stirre ham i møde, inden også de forsvinder. Han aner, at luften er fuld af små, spidse tænder, som vil bide ham.

 

Gespensters åndepust i skyggevove

og tavse krig i dunkle skove

 

... Gange, rum, korridorer og trapper,

dystre og gamle - dunkle gemakker ...

 

Han når frem til en stor sal, hvor alverdens fejltrin og forbandelser holder gilde med hinanden. Men han er ikke inviteret. Selv dette selskab holder sig for gode til at have noget med ham at gøre.

  ... Udskudt, afsværget, fordømt ...

Han står i yderkanten. Betragter det hele på afstand. Synet skærpes. Han skuer mange døre, rum og gange. En gnækkende hvisken kalder ham over til det fjerneste hjørne.

 

Kom hid, du usalige nidding!

Tøv ej. Hvad har du at miste?

 

En aflåset port brister. Låsen opgiver knasende ånden, og porten springer op. Et pust fra en iskold vind, der bærer en muggen lugt med sig, slår ham imøde. Derinde findes det værste. Derinde skal han se sig selv i øjnene, konfronteres med det hele. Indse at han er en fejl. Forkert og defekt. Der er ingen plads til forsvarstaler for egenart og forskellighed. Egenart lader sig ikke forsvare blot som princip. Det konkrete tilfælde af noget anderledes må kunne forsvares. Det kan hans tilfælde ikke. Kun det konstruktive bidrag er en legitim særhed, en belastende afvigelse er helt uacceptabel.

  .... Mug, råddenskab, maddiker ...

Han har ikke noget godt at bidrage med. Han er kun til besvær. Han er sådan en, man skal have betaling for at have med at gøre, og de, der så gør det, vil snarest muligt finde et andet arbejde.

  ... Pest, bylder, pis og stinkende affald ...

Vilkårene er velkendte. Men hidtil har han hævdet deres urimelighed. Hævdet, at også han har en eksistensberettigelse. Men opstillingen er illegitim. For han er intet værd. Absolut intet!

  ... Ulækker, betændt, materiedrivende sår ...

Havde de hårdtarbejdende, overbebyrdede pædagoger været flaskedamer på Tuborg, ville han have været en af de flasker, der blev kasseret.

  ... Mutant! ...

Han træder længere ind. Stanken er ram og kvalmende. Famler sig frem i mørket gennem tyk, krydret, sygdomsbefængt luft.

Fejlen i hans konstruktion har basal natur og sidder i den inderste kerne. Fundamentet skrider. De bærende grundpiller er angrebet af svamp. Små kryb, bænkebidere og mikroorganismer forlyster sig i hver en planke. Dag for dag ædes han op indefra.

Længere ind. Længere ind.

Den onde indsigt kalder ham til sig.

Mørket skjuler ikke. Mørket åbenbarer. I mørket kan han se, at ensomheden er uden ende, at han er forladt. Kærligheden er udenfor hans rækkevidde, ligesom han selv befinder sig udenfor kærlighedens rækkevidde.

Uden håb!

Ordene jager igennem ham: "Jeg vil altid være misforstået, alene og anderledes. Der er ingen andre som mig. Jeg er et vildskud, en fejltagelse. Jeg er ækel, afskyelig - forkert."

Forkert!

Han suges ned i et bugtende dyb. Svimlende drejer alting omkring, idet han slynges mod afgrunden. Falder ned igennem en tunnel. Mange buer og sving. En hvælvende spiral. Ned igennem endeløse skakter. Længere og længere. Hurtigere og hurtigere. Stadigt tiltagende mørke. Et materialiseret mørke. Indhyllet i mulmstoffet, sanse dets bitre smag og lugt. Kvælende mørke.

Længere og længere ned. Slør efter slør rives bort. Et tåget omrids af kirkegårde og jord med lugt af råddenskab toner frem. I mørket, i natten. Han famler sig omkring. Ved ikke, hvor han er. I livet, i døden? Hvad er hvad? Er der overhovedet nogen forskel?

Håbløshed. Total håbløshed. At intet være, at intet betyde. Stillet udenfor al varme og medmenneskelighed. Dømt til foragt. Evig foragt. I mørket, i natten. En silhuet, en skygge. Altid afsides. I livet, i døden. Forbigået i livet og glemt i døden. Her eller hisset. Ingenting, ingenting, ingenting.

 

I mørket, i natten, fortvivlet, fortabt.

Evig fortabelse venter i helvedes dyb.

For kærlighed og nåde rækker ikke ned i disse skjul

blandt skrigende krager, dæmoner og giftige kryb.

Uelskelig, uelskelig - evigt foragtet og udelukket fra menneskers kreds.

Ensom, alene i verden, uden håb om det fælles,

mens sjælen forkrøbles og trækkes ud af form og forstener.

Endeløse timer, hvor nederlagene tælles,

en og to og fem og ti,

hundrede, tusind, og inden livet er forbi,

er den forkvaklede rejse blevet en sum af spildte talenter,

der måske aldrig reelt var mulighed.

En på forhånd tabt sag, der aldrig fik en chance.

Men blot uelskelig og forkrøblet i tilmålt ensomhed.

 

I livet, i døden, forrådnelsens stank

hæslige åndepust damper fra afgrundens bund.

Han ser sin sjæl og aner, den er syg - i roden mørk og ond.

Fordømt skal den være, og straffes fordi den er ond.

Uelskelig, uelskelig - altid mistolket, som talte den et fremmed, ukendt sprog.

Ækel og slimet den kryber langs jorden og lokkes

mod oplyste steder i festlig pragt, hvor mennesker flokkes.

Skuffelserne følger, forbrændte håb, der blev flere.

En og to og fem og ti,

hundrede, tusind, og den dag livet er fordi,

er kun en røgsodet misklang bedrevet som bidrag til den verden,

hvor han drev om i et slør af dunkelhed

som en fremmed, hjemløs, som ingen levende mindes.

Nej, blot deformitet, der hendrev sin tilmålte ensomhed.

I mørket, i natten, i livet, i døden ...

Helvede her - helvede hinsides.

Kiste, grav, gnavende orme.

Mørke, mørke, mørke ...

     ... Dystre dæmoner ...

Blinkende lys. Panisk flugt. Ord bag ord.

Flimrende trusler i et flakkende lys værre end mørket. Flakkende lys, der er mørke. Et mørke under mørket. Et mørke, der er mere end mørke. Et mørke, der er tungt, tæt, ondt og altopslugende. Hinsides alle håb.

Udenfor rækkevidde af noget eller nogen. Ingen redning, ingen mulighed. Intet!

Tomhed. Skrig.

Total tomhed. I kernen af alt er der intet. Slet intet. End ikke mørke, død og råddenskab. Eller blot et rungende ekko. Selv tomheden har ophævet sig selv. Slet intet!

Intet!

Han hvirvles omkring og slynges gennem luften. Porten smækker i, og låsen virker atter som tilforn.

Det havde været et mikro-mikro kort øjeblik, langt fra bilen, Birger og bekymringerne. Ude på randen til den endelige indsigt.

Knap nok registreret!

Han anede det kun i et flygtigt glimt, så fyldte det andet atter det hele og foranstaltede nogle gevaldige sug i mellemgulvet.

Alle de små drenge nede bagved har nogle kæmpe, kæmpe nogen. Min tid er løbet ud. Den nye generation er ankommet med deres store pikke.

   - Se selv, sagde birger, og pegede på bulen.

   - Ja, den er god med dig.

Bulen var vist ægte nok, og tænk nu hvis ...

Maven krampende sig sammen i en ond knude. Hele hans krop lukkede sig og vendte sig bort fra de to andre børn. Paul svarede mere og mere surt og benægtende, jo mere Birger pralede og forsikrede, at det passede. Han ville ikke tro på det. Og dog ville han netop tro det. Inderlig gerne.

Det sugede ad helvede til nede i maven.

Engang i fremtiden ville det gå op for ham, at det var sådan, det føltes, at blive stangliderlig og skræmt fra vid og sans samtidig!

Ligeledes skulle han mange gange siden få bekræftet, at liderlighed ikke er det samme som rejsning. Den kan rase i kroppen som en fortærende feber, mens skridtregionen synger om den røde rose i "Køb blomster, køb Blomster".

Især hvis det faldt sammen med at være rigtig bange. Så susede det længe rundt i systemet, før det omsider fandt ned og forplantede sig. Da var rejsningen en redningsplanke, som kunne bringe den forpinte spænding til ophør.

Men alt det vidste Paul ikke dengang. For han havde aldrig haft det sådan før.

 

***

 

Det var nogle uger senere, en af de første weekender efter sommerferien, at de atter var i institutionens sommerhus.

De legede med actionmænd, og stak en finger ud mellem deres ben, så det så ud som om, at de havde nogle kæmpe pikke. Så begyndte de at bruge deres tissemænd. De havde allesammen grinet og syntes, at det var en sjov idé

Birger sad i en af underkøjerne lige foran Paul. Mens Paul stod og kiggede ned på Birger, der lænede sig lidt tilbage, kom Birgers lem ud mellem actionmandens ben.

Pauls første indtryk var, at den lignede hans egen på en prik. Det var først da han fulgte trop og forsynede en anden actiomand med familiestolthed, at han kunne se, hvor meget større han var end Birger, der med Pauls dillerbasse svævende over sit hoved brød ud i et gisp.

   - Er du gal! Den er lige så stor som Arnes.

Var den virkelig det?

Paul triumferede ikke. Det var vel så nogenlunde, hvad han havde ventet.

Han var meget mere optaget af Birgers tissemand. Også selvom den ikke var særlig stor. Men typen! - Den var fuldstændig magen til hans egen. Bare mindre.

Birger havde tilsyneladende kun bemærket størrelsen. Ikke slægtskabet. Lige så stor som Arnes? - Måske. Men den lignede Birgers mere. Form, farve, type, de forholdsmæssige proportioner - mellem længde og tykkelse, mellem hoved og skaft - det hele.

Det var som at se sig i et spejl. Lige bortset fra størrelsen. Et spejl, der formindskede. De havde samme slags pikke, bare i hver sit nummer. Det var virkelig mærkeligt.

Det var lidt som at pludselig få en lillebror eller sådan noget.

Et sted i det fjerne glimrede en tåget erindring fra engang som lille dreng, hvor han var i bad med sin far, stod overfor faderen og bemærkede, at de på en eller anden måde lignede hinanden. Bare at alting - arme, ben, mave, tissemand - var meget større på faderen. Sådan bliver jeg også en gang, havde han tænkt.

Det her var lidt ligesom det. Bare omvendt. Slægtskabet endvidere langt mere udtalt.

Paul havde aldrig før set en, det mindede så meget om hans egen. Jo - måske Magnusses. Men de lignede hinanden, fordi de havde samme størrelse. Birgers lignede Pauls rigtig meget, selvom det var en anden størrelse. Paul syntes, det var vildt mærkeligt.

"Lige så stor som Arnes!" Der syntes at have ligget et skjult "øv" under Birgers imponerede udbrud, som havde han regnet med at skulle imponere Paul. Lade sit pragteksemplar fremstå som ekstra imponerende ved at blive betragtet side om side med en ganske lille en. Nu syntes han i stedet blive lidt forlegen, trak stritværket til sig og lukkede bukserne.

Men Birger havde tøvet et ganske kort øjeblik, og Paul havde nået at se, at selv det Y-agtige mønster af blodårer, der dannede et mærke midt på oversiden af skaftet, var magen til det på hans egen. Nu var den væk. Gemt inde i Birgers bukser. Paul ville gerne have kigget mere på den.

 

***

 

Paul, ca. 50-52 år: Får et overraskende indfald og løser gåden ...

Han så sig selv komme ud på en dejligt blomstereng, kigge op imod himlen og nyde solskinnet. For første gang håbefuld!

Uddrag af privat journal

21/7

Hvad er det dog i grunden for noget forfærdeligt vrøvl at spise mig af med?! Og så oven i hatten begynde at spile dum, når jeg spørger ind til det! Det er jo simpelthen uforskammet.

 

25/7

Det er og bliver en urimelighed. Det må være forfatterens ret at gøre, hvad pokker han vil, hvorefter det er op til læseren at grunde over, hvorfor han har gjort, som han har. Når skriften foreligger, er den autoritativ. Man må bøje sig under den.

I "Manden, der ler" bruger Victor Hugo - så vidt jeg husker - omkrig 50 sider på at gøre rede for engelsk lovgivning i et tidligere århundrede, blot fordi en af personerne har et mindre sammenstød med myndighederne. For så vidt havde det været nok at kort nævne den paragraf, der var tale om. Havde nogen sagt det til Hugo, ville han formodentlig have svaret, at han var en hellig, kaldet digter, så hvis det passede ham at skrive 50 sider om en gammel engelsk lov, så måtte folk bare finde sig i det og dernæst overveje, hvad der mon var meningen dermed.

Det ville da også være en urimelighed at gå i rette med en bog på den måde. Man kunne jo i stedet begynde med at overveje, hvad denne redegørelse for lovgivningen fortæller om den tid og det samfund. Det burde være en helt naturlig måde at resonere på.

 

26/7

Det kan ikke være tilfældigt!

Det er jo lige præcis dét, "Hændelsen" handler om: at håne, nedvurdere, misforstå med vilje, anstille sig påståelig, drive til vanvid med utidige modsigelser. Og så er det netop, hvad de gør: følger bogen punkt for punkt som en opskrift på systematisk forfølgelse og negligering.

 

28/7

Hvad fanden bilder han sig egentlig ind?

Men det er jo sådan det er. De har fornægtet sandheden i 40 år. Bortforklaret, tilsløret og snakket udenom. De bliver ved. Benægter, fortier og afparerer. Men også jeg bliver ved. For sandheden må og skal frem!

 

29/7

Bøger er beregnet til at slå folk oven i hovedet med!

Men de, der ønsker at være populære og således er hildede af kommercielle interesser indset naturligvis ikke dette, men begynder i stedet af lefle for publikum.

Det var jo hans egne ord, at han ikke havde højere ambitioner end at underholde. Han er med andre ord intet sandhedsvidne. Blot en købmand, der vil sælge en vare.

En udlægning/analyse, der har forstået mindre end forfatteren, er en tåbelig overflødighed. Den tilføjer jo intet. En god fortolkning ligger hinsides forfatterens indsigt, begynder dér, hvor hans forståelse hører op. Ellers har den ganske enkelt intet at tilføje.

 

30/7

O.k. - jeg gik måske for vidt i går. Men hvor er det dog trælsomt at skulle udsættes for alt dette, der i dén grad prikker i de gamle sår.

Er blevet færdig med alle indtalingerne til Hannah, har fået lavet dem om til videoer, og er netop nu ved at uploade de sidste. Det har været et ret så krævende projekt, der har taget næsten al min tid på det seneste.

Ogdog må det regnes for særdeles tvivlsomt, om hun får hørt dem. Det ved jeg jo godt. Når sandt skal siges, var det vel en form for behov at lave de indtalinger. Nu er det fuldført, og jeg er glad for, at jeg er færdig.

Jeg har forklaret mig, så langt min egen forståelse rækker. Skulle nogen have noget at tilføje, er det glædeligt. Hvis ikke, så fred være med det.