En ny erkendelse

Dengang min elskede forlod mig, blev jeg meget ulykkelig. Der var så meget, jeg slet ikke kunne få til at hænge sammen og give mening. Hvad var det, der var sket? Jeg manglede en forklaring, et puslespil skulle på en eller anden måde falde på plads, en kabale gå op.

Sådan blev jeg ved med at have det. Længe efter at jeg egentlig ikke savnede hende længere og var nået til et punkt, hvor jeg slet ikke ønskede hende tilbage, ønskede jeg inderligt, at hun skulle give mig en forklaring, gøre rede for hvorfor hun havde handlet, som hun havde. Jeg havde mere eller mindre tilgivet alt, hvad hun havde gjort, men at hun ikke havde begrundet disse handlinger, det kunne jeg ikke tilgive.

Talrige gange forsøgte jeg at tale med hende om det, men hun ville ikke, hun lukkede af ved mindste antydning, og til sidst opgav jeg at få hende til at rykke ud med sproget. Hvad hun mente at kunne opnå med denne stædige hemmelighedsfuldhed, kunne jeg ikke indse. Hun må vel have skammet sig, eller også ment at hun kunne gøre sig mere interessant ved at virke mystisk og uforklaret. I begge tilfælde handlede det om forfængelighed. Af lutter forfængelighed pinte og plagede hun mig, og det kunne jeg ikke tilgive. Men efterhånden nåede jeg dog til at acceptere tilstanden, indse at der ikke var noget at stille op, og så begyndte jeg da omsider at beskæftige mit hoved med andre ting end hvordan, jeg skulle lokke en forklaring ud af hende.

Da hun absolut skulle gøre sig interessant ved at spille mystisk og ikke var til at tale bort fra dette, valgte jeg at tænke som så, at jeg måtte se stort på det faktuelle og vælge hvilken forklaring, jeg ville tro. Jeg måtte selv finde min forklaring, gøre den til min sandhed og tage udgangspunkt i den.

Det gjorde jeg så, og da jeg allerede havde gennemskuet hendes grænseløse forfængelighed, forekom det mig mest sandsynligt, at det egentlige motiv bag hendes svig og troløshed var forfængelighed.

Det var rart at få på plads. Da det først stod klart for mig hvilken lille gås, hun var, kom jeg endelig helt ud over hende, og andre ting fik betydning i mit liv.

Jeg opdagede, at det slet ikke var så slemt at være alene. Faktisk havde det mange fordele. Nu kunne jeg jo gøre, som jeg ville. Jeg kunne læse en god bog uden at blive afbrudt lige på det mest spændende sted af telefonens ringen og hendes neurotiske stemme i den anden ende: "Jeg savner dig, kommer du ikke ud til mig?" Jeg kunne høre en god plade uden at skulle tåle hendes sårende bemærkninger om min musiksmag. Jeg kunne lave en god middag uden at skulle trækkes med hendes mildest talt mangelfulde appetit. Jeg kunne have mine meninger om politik og religion uden at skulle forsøge at forsvare dem.

Som tiden gik, forstod jeg mere og mere, hvilken plage og lidelse det havde været, at altid skulle tage hensyn til alle mulige mærkelige ting i hendes liv, og hvor lidt plads der egentlig havde været til mig og mit liv.

Dette blev udgangspunktet for min teori: ensomhedsteorien. Hvis man sidder med et eller andet, men sidder helt alene, så er der en vis logik i at man ikke kan dele det med nogen, men hvis der er en anden tilstede, og man så alligevel ikke kan dele sit et eller andet med denne, så brister logikken, og så begynder det at gøre ondt. Denne smerte er netop ensomheden. Faktisk er det sikreste middel imod ensomhed total isolation, fordi ensomhed har noget med det medmenneskelige samspil at gøre. Den er udtrykket for, at noget er slået fejl i dette samspil, den kræver så at sige et negativt netværk. Man kan ikke være misforstået, uden at nogen misforstår en, man kan ikke være ikke-behøvet, uden at der er nogen, der ikke har brug for en, man kan ikke være udenfor, uden at der er nogen, der holder en udenfor. På en øde ø kan man være rastløs, kede sig, savne selskab osv. men ikke være ensom, det lader sig simpelthen ikke gøre.

Med udgangspunkt i denne nye erkendelse læste jeg bøger, hørte plader og lavede gode middage til mig selv. Tro ikke, at jeg vil bortforklare eller nægte, at jeg undertiden savnede nogen at dele disse ting med. Selvfølgelig gjorde jeg det. Men jeg vidste dog, at det var bedre at kunne glædes over det alene end at få det forhånet og besudlet af andre. Alle har hørt historien om den lille prins, der sad så alene og så på sine solnedgange. Men hvis der nu havde været en anden på hans planet, der hadede solnedgange, så havde han stadig siddet alene med dem, men oveni skulle tåle at den anden med nedsættende ord trampede på hans værdier, og så blev det sidste værre end det første. Det var jo dét, jeg havde indset, og derfor glædede jeg mig mere over, at ingen afviste mine ting, end jeg ærgrede mig over, at ingen tog del i dem.

Det førte med tiden også til en række beslutninger omkring, hvis jeg engang skulle møde en ny. Ikke mere af det pubertetsonanistiske pjat med at falde for et kønt ansigt eller et par store bryster, en køn stemme ell. lign. - Nej, nu ville jeg have værdier på bordet. Vi skulle ville det samme, dyrke de samme interesser. Jeg ville finde en, jeg kunne dele mit et eller andet med, en jeg kunne se min solnedgang sammen med. Sammen skulle vi indrette en slags åndelig work shop, og vores glæder skulle ikke være lave kødelige fornøjelser og den slags barnepjat, men højere, ædlere glæder, som når man i en film ser to forskere ved siden af hinanden i et laboratorium, og de når frem til det afgørende udbrud: "We got a break-through". Sådan skulle det være. Som par i gamle dage f. eks. havde en gård, og det store fælles mål var gårdens vel, eller som visse sekter bygger et fællesskab på en religiøs lære, således skulle vi arbejde for vores break-through, den store fælles erkendelse af et højere åndeligt livsindhold.

Jeg er en smule seksualforskrækket, jeg nægter det ikke, og derfor har alt det med det kropslige altid været svært for mig. Hvad det gamle forhold angår, kan min elskede beskylde mig for mangt og meget, men ikke for at have været overdrevent liderlig. Det var faktisk som regel hende, der spillede op, og som regel havde jeg ikke så meget lyst.

Hvis der kom noget med en ny, skulle det også være anderledes. Det er nemlig det, der er galt med mange forhold, det, der er den pubertære brist, der forfølger de fleste mennesker langt op i årene: det er alt for kropsligt, bygger for meget på disse rent ydre ting.

Hvad jeg drømte om i det forhold, jeg kunne tænke mig, var, at få det seksuelle placeret på sin rette plads. Det var noget, der godt måtte være der, det skulle ikke være forbudt. Men i princippet skulle det være tilladt for at undgås. Hvis man hele tiden tænkte, åh, nej - det må endelig ikke ske, så ville det blive alt for belastende, og så ville det jo netop også helt sikkert ske. Nej, hvis man ligesom havde vedtaget, at det godt måtte ske, så var der ikke noget at være bange for.

Mange voksne smiler ved tanken om barnekærester, hvor et stævnemøde består i at læse tegneserier sammen. De har åbenbart glemt den kvalitative, dybereliggende forskel, der er på at læse tegneserier med en kammerat og med en kæreste. I den alder handler det ikke om bestestemte ting, man kun gør med den ene, det handler om en pagt, en indforståethed, man har noget usynligt sammen, der lægger en hel anden værdi i alle mulige almindelige handlinger. Lidt groft og firkantet handler det om at have fået fat på. Derfor er det vigtigt, at man vedtager, at man har fået fat på hinanden. Så er det ligesom klaret, overstået, og i orden, og man behøver ikke at bruge tid på den side af sagen. Man skal ikke "score" hinanden, for det har man allerede gjort. Man behøver ikke at være bange for at gå for tæt på, at en berøring bliver misforstået, for der er ikke noget at misforstå. Alt er på plads, intet skal bringes i orden, intet kan misforstås, alt er klar, parat og færdigt, og man kan drage afsted på jagt efter det store break-through, eller de mange små måske. Når der så kommer et, behøver man ikke lægge bånd på sin begejstring, man må godt fare hinanden om halsen, der er ikke noget at misforstå, og kammer begejstringen helt over, så gør det ikke noget. Det må man godt; der er netop indført licence to fuck, og det er helt i orden, så længe det ikke overdrives.

Naturligvis vidste jeg godt, at det ville blive svært at finde en pige, der ønskede at gå ind i sådan et projekt. Men når der findes disse yderliggående sekter, når der er øko-freaks, der flytter ud og laver deres biodynamiske landsteder, når der er foreninger for pædofile, når Hitler havde Eva Braun, jamen så måtte der da også være en et eller andet sted, der tænkte som jeg.

Indtil jeg fandt hende, måtte jeg så bare passe på at ikke finde en forkert, en ligesom hende min elskede, der forlod mig, eller noget endnu værre. Jeg gjorde op med mig selv hvilke faldgruber, jeg typisk falder i, hvilke former for narreværk, jeg er tilbøjelig til at forveksle med sand værdi, og tog mine forholdsregler efter dette.

Kønne ansigter og store bryster er noget, jeg skal passe på med. Det kan overbevise mig om det dybe og åndsrige hos selv den dummeste gås. Derudover er jeg tilbøjelig til at overfortolke bemærkninger fra søde piger og lægge en langt større dybde ind i dem, end de er tænkt med, især hvis disse piger er venlige, varme og kælne, for slet ikke at tale om hvis de har nuttede tæer.

Jeg udarbejdede et kompliceret test-system, der skulle gøre det muligt at sortere alle falske kandidater fra og gøre det helt sikkert, at kun den helt rigtige, særligt udvalgte, ville kunne slippe gennem nåleøjet.

For nogen tid siden startede der en ny kontorpige i firmaet. Vi talte undertiden sammen i frokostpausen og det var vældig hyggeligt og rart. Hun hørte til disse smilende og muntre naturer, der udstråler en særlig sødme og varme. Hun var en usædvanlig skønhed med enorme bryster og således også en fryd for øjet.

En dag fulgtes vi fra arbejde. Det var en af de første rigtige sommerdage, og ingen af os havde lyst til at tage hjem. Vi ville meget hellere daske rundt og nyde solskinnet. Vi endte på kajen i Nyhavn med hver sin iskage.

Hun sad ganske tæt ved mig og duftede dejligt. Hun havde taget skoene af og viftede med sine tæer i solskinnet. Jeg betragtede i smug disse små, krøllede tæer. De var ganske henrivende. Jeg fik voldsomt lyst til at røre ved hende, lyst til alt det, der kan misforstås, når der ikke foreligger en overenskomst. Jeg måtte styre mig. Det var nu, alting skulle stå sin prøve. Men ubevidst kom jeg til at gribe efter hendes hånd, og det gik først op for mig, hvad der var sket, da hun gengældte mit håndtryk og lagde sit hoved på min skulder.