Tvivl

Jeg er begyndt at tvivle på dele af min egen teori. Hvilke dele er jeg ikke helt sikker på. Det er ikke så specifikt og konkret. Mere bare et “hvad nu hvis jeg har taget fejl?”. Jeg har en fornemmelse af, at der er et eller andet, der ikke helt holder vand. Sådan set ikke hvad angår hovedpunktet, at angst er den store, tunge brik. Jeg kan simpelthen ikke se, at det skulle kunne forholde sig anderledes.

Men måske indtager angsten en lidt anden/anderledes plads og spiller en anden rolle. Jeg spekulerer for tiden en del over, hvordan det i så fald kunne være. På hvilken måde kunne den omplaceres, hvor det ville føre til en bedre og mere overbevisende forklaring?

Som jeg har redegjort for, har jeg hidtil ment, at angsten ytrer sig i form af forsvarsmekanismer, som forsøger at lede en ud af sidespor, når man nærmer sig noget farligt, og på den måde undgå konfrontationen med dette. Men er det nu også dét, der sker?

Det synes det at være. Som mine tidligere analyser viser, giver det mening og forklarer en mængde af de ting, der sker. Alligevel føler jeg en nagende tvivl, og spørger mig selv, om det kunne hænge sammen på en anden måde.

Som jeg har redegjort for, har jeg oplevet reaktioner præget af voldsom uvilje og protest. Vel at mærke fra folk, der ikke havde nogen alternativ teori at komme med. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor disse mennesker har følt sig så provokerede. Jeg kan ikke se, at min teori er synderlig kontroversiel.

Men indvendinger fortjener naturligvis altid at blive overvejet. Problemet er jo så bare, at der ikke har været tale om reelle indvendinger, bare om protester, der ikke foreslog nogen alternativ forklaring.

Men kunne der være en anden forklaring?

Lader det sig gøre at opstille en model, der på en bedre og mere overbevisende måde kaster lys over disse spørgsmål?

Man kunne naturligvis også forsøge at pille angsten helt ud af opstillingen og forestille sig andre kræfter være i spil. Men hvad man ikke kan komme uden om er, at et eller andet gør noget. Ellers ville man jo overhovedet ikke have disse oplevelser. Der sker et eller andet. Når dette er tilfældet, må der nødvendigvis også være nogle kræfter i spil. En række bevægelser finder sted, og der må være en eller anden drivkraft bag. Så langt står vi i hvert fald på sikker grund. Det er en banal selvfølgelighed at fastslå, at hvor der ingen bevægelse er, må der nødvendigvis være stilstand.

Altså: der må nødvendigvis være et eller andet på spil, og ligeledes nødvendigvis ske noget. Spørgsmålet er altså, hvad der er på spil, og hvad der sker?

Lad mig tage et eksempel, hvor det er indlysende, at angsten er på spil og let at se hvilken rolle, den spiller.

En fyr går til lægen, da han er bange for, at der er noget galt. Han mener at have fundet en række symptomer, der giver grund til uro. Lægen undersøger ham og konstaterer, at der ikke er noget i vejen, og at de påståede symptomer er uden betydning. Bagefter føler han sig ikke overbevist. Han er bange for, at lægen bare har forsøgt at berolige ham og tilbageholdt sandheden. Tankerne kører for fuld drøn, og han bliver mere og mere overbevist om, at han fejler noget alvorligt.

Kan man give ham et godt råd i den situation?

Her ville jeg jo så hævde, at jeg tror, noget af det bedste, han kan gøre, er at sige til sig selv, at tanker netop er tanker. Altså ikke nødvendigvis sådan, som tingene reelt er. Det er ikke sikkert, at man på den måde kan standse det indre lydspor, der kører afsted. Men måske kan man få en distance til det, så man ikke bliver helt viklet ind i det og antager det for faktuelt. Det kan forekomme, at der ligesom står to uforenelige virkeligheder ved siden af hinanden. Men ser man nærmere til, er den ene lutter spekulation og bekymring. Den er i virkeligheden en snylter. For den har intet reelt grundlag. Den forsøger bare at skaffe sig et pseudo-grundlag ved at underminere den anden. Det gælder f. eks. tanken om, hvis lægen nu bare er skånsom og derfor tilbageholder sandheden. Det er virkelig en klassiker. Det kan være alle mulige ting. Men det genkendelige deri er det her med, at "det er bare beroligende venlighed". Men ærlig talt: ville en bare nogenlunde ansvarsbevidst læge sende en dødsyg patient hjem med et par opmuntrende ord? Hvis der virkelig var noget alvorligt galt, mon så ikke den læge ville skride til handling? Det er noget sært noget med de situationer, hvor man oplever to "virkeligheder" skære imod hinanden. Hvor selvmodsigende det end er, tror man faktisk på dem begge to på én gang. Men den, der taler om noget frygteligt, ender let med at virke som den mest pålidelige. Men som allerede nævnt: faktisk forholder det sig modsat. Den tilsyneladende så overbevisende fremstilling af det frygtelige er fup og fidus. Det er ikke altid let at gennemskue. Man bliver let fanget i alle de negative forestillinger, når man står i situationen. Når han overhovedet gik til lægen, var det jo fordi, at han var bange for, at der var noget galt. Han har sikkert også på forhånd overbevist sig selv om, at der virkelig er noget galt. Dermed foregrebet et givent udfald af situationen. Når det, der så sker, modsiger dette, vil hele den "på forhånd overbevist om, at der er noget galt"-konstruktion, han har skabt, protestere. Det kan jo ikke passe, når nu han er sikker på det modsatte. Men hvad er det for en sikkerhed og af hvilken art er dette modsatte? Det er jo netop - endnu en gang! - bare tanker. Derfor må rådet til ham være, at han skal prøve at holde dem ud i strakt arm i stedet for at lade dem omslutte og kvæle sig.

Bemærk at vi her - helt i overensstemmelse med min model - har både dobbeltheden og det at ville tro det værste, og der kan vel ikke for alvor være tvivl om, at begge disse to udspringer af angst. Jeg kan ikke se, hvad der skulle være til hindring for, at dette skulle kunne gøres gældende overfor enhver bekymring, der i alvorlig grad nager et menneske.

Når der således optræder et ønske om at ville tro det værste, så vil det næste, der sker, typisk være, at dette prøver at begrunde sig. Ofte kan bekymringer gøre os mennesker umådelig kreative. Vi kan i et væk finde på hvad-nu-hvis`er og dermed fodre vores bekymring. Når man fodrer sin bekymring, kommer man uværgeligt også til at hæve angstniveauet (det er netop derfor, mit råd vil være, at han i størst mulig grad skal distancere sig fra tankerne!).

Jeg kan virkelig ikke med min bedste vilje se, at det skulle kunne forholde sig anderledes. Men lad mig spørge igen: kunne man indsætte en anden drivkraft i stedet for angst? - I så fald hvad?

Jeg må her advare imod en farlig misforståelse. Set udefra kunne det jo næsten komme til at se ud som om, at han ønskede at være syg. Han synes jo ligefrem at jage efter dette som et mål og søger at bekræfte det på enhver mulig måde. Han banker alle garantier for sin sundhed i jorden med en endeløs række af “jamen”, “Måske” og “hvad nu”.

Her står jeg imidlertid fast på min påstand. Det er en fejltolkning. Sygdommen er netop det, han er allermest bange for. Hans fortsatte indvendinger bunder i et ønske om at få garantier for sin sundhed. Når der er noget, man er frygtelig bange for, skal der også temmelig meget til for at berolige en. Det forekommer mig at være selvindlysende.

Som enhver, der har læst mine tidligere overvejelser om emnet, vil vide, er det lige præcis denne misforståelse, som det er en særlig mærkesag for mig at få udryddet. Det ser jeg ingen grund til at ændre på!

Her synes der altså ikke at være et svagt punkt. Men hvor da?

Lad mig nærme mig sagen fra en lidt anden vinkel. Dobbeltheder - eller man kunne sige modsætninger. Her vil jeg gerne inddrage en pudsig tekst, jeg stødte på fornylig. Jeg ved ikke hvem, forfatteren er. Men jeg synes simpelthen, at det er genialt.

 

I’m very ugly

So dont try to convince me that

I am a beautiful person

Because at the the end of the day

I hate myself in every single way

And I’m not going to lie to myself by saying

There is beauty inside of me that matters

So rest assured I will remind myself

That I am a worthless, terrible person

And nothing you say will make me believe

I still deserve love

Because no matter what

I am not good enough to be loved

And I am in no position to believe that

Beauty does exist within me

Because whenever I look in the mirror I always think

Am I as ugly as people say?

 

(Now read bottom up)

 

 

 

Kunne det tænkes, at det forholdt sig på samme måde med sindet, så det ene er det andet vendt på hovedet, og at dobbeltheder/modsætninger opstår, når man så at sige læser teksten både fra toppen og bunden på én gang? Selve opbygningen af teksten siger jo sådan set, at løsningen er at vende det hele om, at det er rigtigt nok, men blevet vendt på hovedet, og at knuden løses op, så snart man får tingene vendt den rigtige vej. I så fald må der også være en tilsvarende mekanisme i sindet, der kan vende tingene den ene eller anden vej. Det er i bund og grund, hvad teksten hævder.

Lad mig hertil føje noget andet, jeg nyligt stødte på. Et ganske tankevækkende citat:

 

 

“Be cautious of connections

that feel like home

if home wasn’t always

a safe space for you.”

- Alex Myles

 

 

Også i dette findes der en dobbelthed. Trygheden ved det velkendte, og spørgsmålet om, hvorvidt det velkendte er noget rart eller ubehageligt. Her synes det at være noget nær angstens modsætning, der trækker en rundt ved næsen i manegen. Men det må jo nødvendigvis være en falsk tryghed, en maskeret angst, når der er tale om noget, som ikke er spor rart. Her ramler jeg altså direkte imod min hidtidige opfattelse og er tilbøjelig til at fastholde den. Men hvad nu hvis vi hiver omvendingsteksten indover? - Jeg kan ikke lige umiddelbart gennemskue, hvad det fører med sig.

Lad mig slå helt tydeligt fast, at jeg ikke har en ny, frisk teori at komme med. Jeg har ikke noget bedre at sætte i stedet for den hidtidige. Derfor må man heller ikke forvente, at jeg nu vil fremlægge noget af den art. Som jeg indledningsvis fortalte, er det her et udtryk for en tvivl, en mistanke om, at der muligvis er et svagt punkt et eller andet sted i min teori.

Det forekommer mig, at det på en eller anden måde har at gøre med spørgsmålet om dobbeltheder/modsætninger, at der er et eller andet her, der hænger sammen på en anden måde, end jeg hidtil har formodet. Men jeg har endnu ikke noget bud på hvordan.

Faktisk synes det jo at bekræfte min teori, når jeg gang på gang støder på tilfælde, hvor det kan iagttages, at der i forhold til en ængstelse/bekymring gør sig en dobbelthed gældende, at folk tilsyneladende altid er fanget mellem to ting. Deres livssituation i øvrigt - såvel som arten af de problemer, de slås med - kan være vidt forskellig. Men netop det dobbeltbundne er gennemgående.

Det er jo ren bevisførelse! Hvorfor har så netop dette gjort mig i tvivl? Jeg ved det virkelig ikke.

Hvis nogen skulle have syntes, at jeg har udtrykt mig alt for skråsikkert, kan de således glæde sig over, at jeg hermed stiller spørgsmålstegn ved alt, hvad jeg hidtil har hævdet. For jeg føler mig bestemt ikke sikker.

Jeg har nævnt de protester, jeg har oplevet. Det kunne sådan set netop være et tegn på teoriens rigtighed, et “sandheden er altid ilde hørt”. Men det kan lige så vel være et udtryk for, at jeg vitterlig har tager helt fejl, således at folk helt legitimt og med god grund hævder, at det er noget vrøvl.

En brug af omvendingen fra den anonyme forfatters tekst kunne være at spørge, hvad der ville ske, hvis jeg vendte hele min teori på hovedet led for led?

Det kan jeg ikke bare i en håndevending gøre. Det vil kræve noget tid. Men i hvert fald skulle slutningen så være begyndelsen og vise versa. Hvordan skulle det overhovedet kunne lade sig gøre? Man må erindre, at der også er en kronologisk bevægelse i min teori. At noget, der er sket, kan føre noget andet med sig, er vel indlysende. Men kan der, hvor tingene tilsyneladende ender, vendes om til en begyndelse, således at det tidligere skete ender med at være endepunktet?

Det indgår i teorien, at visse ting rent faktisk har tilbagevirkende kraft. Men dette at forstå som en tolkning. Man ser på et senere tidspunkt tingene i et bestemt lys, hvilket altså bliver den betydning eller udlægning, de får. Her kan man naturligvis give sig til at spørge, om begivenhederne lader sig tolke på en anden måde? Naturligvis gør de det. En tolkning er altid en blandt flere mulige.

Min teori handler jo i bund og grund om, når tingene tolkes på en uheldig måde, der bliver belastende for ens liv. Det er klart, at med en anden tolkning burde det være muligt at opnå en lettelse og befrielse, hvilket jo er, hvad den anonyme forfatters tekst også hævder. Men det har jeg jo hele tiden opereret med.

Det, jeg har søgt at forklare, er, hvorfor der overhovedet kan opstå disse uheldige tolkninger, og hvorfor de kan få så stor magt over vores liv. Ligefrem blive det centrale og styrende deri. Hvad er det, der sker i sindet?

Jeg har så kortest sagt hævdet, at vi bliver vildledt af vores egen angst, der spiller os en lang række puds. Det er så netop også, hvad der tilsyneladende kan konstateres henover en bred række af forskellige tilfælde. Jeg har derfor ment at have afdækket en generel mekanisme, og kan ikke få øje på noget, der taler imod.

Alligevel oplever jeg denne sære tvivl.

Måske spørger jeg bare, om det hele kan forklares på en anden måde. Det kan det sikkert. Men jeg kender ikke nogen alternativ forklaring, der er dækkende og fyldestgørende. Man kan sige en række almindeligheder, som ikke er særlig interessante, og i virkeligheden ikke forklarer noget.

Måske er det i virkeligheden noget helt andet, jeg oplever. Måske står jeg lige på randen til en ny indsigt, men famler endnu i mørket, er ikke nået dertil, hvor jeg kan gribe den. Om den så - når og hvis det lykkes at gribe den - vil vende helt om på tingene, eller den i hovedsagen bekræfter min teori, og så blot føjer noget nyt og videregående til, kan selvsagt kun tiden vise.

Jeg ved ærlig talt ikke, hvad det er, der foregår med mig for tiden. Men det er ikke umuligt, at jeg om kort tid vil hævde noget helt andet, end jeg hidtil har ment. Eller muligvis fremføre helt nye argumenter for det tidligere hævdede. Ja - eller …

Jeg ved det virkelig ikke. Jeg sidder med en forvirring og usikkerhed. Hvor den vil føre hen, aner jeg ikke.