Aseksuelle perspektiver

Jeg har været en del i tvivl om, hvor jeg skulle anbringe det følgende. Sådan set har det intet med dysmorfofobi at gøre. Men da alt, hvad jeg tidligere har skrevet om aseksualitet har stået i denne afdeling, synes jeg, at det trods alt passer bedst ind her.

Dertil har jeg en anden - og særlig vigtig - grund til at anbringe disse betragtninger her. Jeg er nemlig en smule bekymret for, om jeg ved at tale åbent om en række ting i mit liv har bidraget til at forstærke en række fordomme. Det ligger mig derfor stærkt på sinde at slå helt tydeligt fast, at aseksuelle ikke generelt er folk med en misbrugshistorie i bagagen. Mange har overhovedet ikke haft seksuelle oplevelser af nogen art - hverken gode eller dårlige - ganske enkelt fordi, at det overhovedet ikke interesserer dem.

Desværre er en mistænkeliggørelse ret udbredt, en formodning om, at der nødvendigvis må ligge nogle ubehagelige oplevelser bag, eller at sætte lighedstegn mellem aseksualitet og seksualforskrækkelse og lignende ting. Jeg vil nødig bidrage til at forstærke den slags opfattelser. Ikke mindst derfor vil jeg i det følgende dels sige nogle mere generelle ting om aseksualitet, og dernæst noget om hvordan jeg opfatter begrebet diskrimination.

Først bliver jeg imidlertid nød til at sige noget mere overordnet om begreber og definitioner. Sådan set lader det sig let gøre at forholde sig kritisk og tvivlende til alt. Siger jeg f. eks. at jeg er et menneske, så kan man straks spørge: hvad er et menneske? Det spørgsmål har filosoffer kæmpet med i århundreder. Jeg kan forsøge at forklare mig og evt. komme med en definition på menneske. Eller jeg kan forsøge at moderere min udtalelse og hævde, at jeg er et levende væsen. Men hvad er liv? Hvor og hvordan trækker man grænsen mellem levende og dødt? Endnu mere problematisk bliver det, hvis jeg kalder mig en skabning, for det antyder jo, at jeg er skabt, hvilket visse mennesker ville protestere imod. Meget vel! - Jeg er et eller andet, der befinder mig på denne her planet. Jamen er jeg nu også det? Måske er det lutter illusion og indbildning, måske er det en ren fejltolkning af tingenes reelle tilstand, at jorden er en planet i et solsystem, som atter er en del af et formodentlig uendeligt univers. Hvad jeg end hævder, kan enhver nogenlunde habil kværulant finde et sted at stikke kniven ind.

Kan man ikke hævde noget med absolut sikkerhed, så kan man i det mindste fremsætte personlige formodninger. Frem for sikre fakta kan man tale om fortolkninger. Med disse forholder tingene sig på en anden måde. For hvis jeg har bestemt mig for en given tolkning, så kan kun jeg vurdere dens gyldighed, eftersom det her udelukkende handler om dens gyldighed for mig.

Idet jeg springer let henover alle filosofiske knuder omkring hvad menneske, liv og andre i sidste ende udefinerlige størrelser er for noget, tillader jeg mig at tale om “os mennesker” og skride videre til en stor, fed generalisering: vi har et behov for at forstå os selv og vores omverden. Hvad er det hele for noget? Ved hvad ligner vi det andet menneske, og ved hvad adskiller vi os fra dette?

Dette fører til en række måder at opfatte og definere sig selv og sit liv. Det er det, jeg lige kaldte fortolkninger. Her handler det så om, hvorvidt jeg kan bruge en given tolkning til noget eller ej. Der vil til enhver tid findes en række af forskellige indhold i mit liv. Når jeg forsøger at forklare mig selv, bliver det derfor afgørende, hvilke af disse jeg anser for mere og mindre væsentlige.

Min yndlingsfarve er blå. Det spiller rent faktisk en rolle i mit liv. Det har bl.a. betydning for mit tøjvalg og måden, jeg indretter mit hjem. Men det ville ikke give nogen mening for mig at definere mig selv som “blåer”. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad jeg skulle bruge den tolkning til. Med andre ord: der er en række ting i mit liv, jeg tillægger større betydning end hvilke farver, jeg synes er pæne.

Når man vælger at definere sig selv på en eller anden måde, er det således altid udfra et eller andet, som man anser for et væsentligt punkt. Man kunne have valgt andre punkter, men anser ikke disse for lige så betydningsfulde.

Det samme gælder de ting, man har oplevet i løbet af sit liv. Idet jeg atter vælger at se bort fra diverse filosofiske spilfægterier kunne det vel så nogenlunde lade sig gøre at nå frem til en mere eller mindre objektiv skildring af, hvad der helt præcist skete i en given situation. Som antydet er allerede dette usikkert, men det vælger jeg som nævnt at se bort fra. Sagen er så, at selvom dette skulle være muligt, så siger det absolut intet om, hvordan de involverede har oplevet den pågældende situation. Det lader sig udmærket gøre, at det for den ene var en rar oplevelse, for den anden en ubehagelig.

To børn har badet i en å. Den ene synes, det er skønt at plaske rundt i vandet, den anden at det er væmmeligt, vådt og koldt. Kan man da tale om, at den ene eller anden af de to har ret eller uret? Har de ikke bare haft hver sin oplevelse af det afstedfundne?

For nu at knytte nærværende overvejelser lidt tættere til de øvrige i denne kategori (som jeg - som nævnt - har været i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet skulle anbringe dem under!), så kunne jeg passende tage overgreb som eksempel. Umiddelbart skulle det jo være relativt let at definere. Men er det nu også det?

Jeg hørte på et tidspunkt om en overvægtig dreng, der blev drillet/mobbet i skolen. Da han ikke ville gå i bad efter gymnastik, tvang læreren ham til det. Skulle stå og klæde sig nøgen foran de selvsamme kammerater, der dagligt hånede hans krop! Selvom der ikke fandt noget fysisk overgreb sted, vil jeg afgjort mene, at selve situationen var overgrebs-agtig.

Man kunne også nævne en række tilfælde, hvor der ikke har fundet direkte tvang sted, men hvad man kunne kalde kraftig overtalelse. Her er det højst tænkeligt, at person a har oplevet at blive udsat for et overgreb, mens person b har oplevet at få et lille, tiltrængt skub. Betyder det så, at a alligevel ikke er blevet udsat for et overgreb? Nej! Det er netop det, jeg vil frem til: i sidste ende kan man kun selv afgøre, om man har været udsat for et overgreb eller ej.

Jeg er dermed nået frem til en af mine hovedpointer. Desværre på en måde og af en vej, jeg kunne have ønsket var en anden. For nu er jeg igen kommet til at antyde en nær forbindelse mellem lige præcis de to ting, jeg forsøger at adskille.

Sagen er nemlig den, at selvsamme formulering, som jeg lige brugte om overgreb, er udbredt og almindelig indenfor det aseksuelle miljø: man kan kun selv afgøre, om man er aseksuel.

Vi taler her om netop en af de mulige livstolkninger, jeg skildrede ovenfor. For nogen kan en aseksuel selvdefinition måske forekomme lige så meningsløs, som “blåer” gør for mig. Men vi er altså nogen, for hvem det giver mening.

Når jeg så eftertrykkeligt fremhæver, at det er noget, man selv afgør, er det fordi, at det for mig har været det måske allermest betydningsfulde derved. Man skal ikke bestå en test, ikke bevise at man nu også er helt rigtig aseksuel på den helt rigtige måde. Det er ikke en uniform, man skal trække i. Det er ikke et regelsæt, man skal overholde. Det er lige modsat et frirum til at få lov at være den, man er. Der kan således også være væsentlige forskelle fra person til person på, hvad aseksualitet er for dem. Der er mange nuancer i definitionen derpå, og netop derfor kan man være aseksuel på mange måder.

Heraf følger så, at andre ikke kan afgøre, om en person er aseksuel. Som antydet i det foregående kan man roligt brede dette ud til alt mulig andet. Der findes muligvis virkelig mennesker, for hvem det giver mening at kalde sig blåer, grøner, oranger osv. Selvom jeg ikke kan få øje på pointen, kan jeg godt strække mig så vidt som at sige: “O.k. - hvis de har det godt med det.” Det må nødvendigvis sortere under deres frie ret til selvdefinition.

Som sagt har det bekymret mig, at nogle af de ting, jeg har skrevet, måske kan bidrage til at forstærke en række fordomme. Lad mig derfor gentage: det er langt fra alle aseksuelle, der har en overgrebshistorie i bagagen. I forhold til dysmorfofobi er det også langt fra alle aseksuelle, der har det dårligt med deres krop. Mange har det helt fint med den. De er heller ikke nødvendigvis magelige og anti-fysiske. Jeg kender faktisk en aseksuel, som er bjergbestiger.

Så lad os lige få tingene ordentligt adskilt!

Det man givetvis kan sige er, at alle aseksuelle på et eller andet tidspunkt i deres liv har haft en oplevelse af anderledeshed. Ikke nødvendigvis en voldsom og traumatisk oplevelse, i de fleste tilfælde blot, at andre havde interesser, de ikke delte.

Denne oplevelse af at skille sig ud, kan (kan!) så også være sket på en mere dramatisk måde. Det er blot vigtigt at slå fast, at dette er mere undtagelsen end reglen. Det sker i reglen ganske fredsommeligt. Men naturligvis er det klart, at hvis man aldrig på nogen måde havde hørt om sex, ville man heller ikke komme til at stå i den situation at skulle tage stilling dertil og mene et eller andet derom. En stor mængde mennesker ville så opleve en lystfyldt tiltrækning mod andre mennesker, som de ikke vidste, hvad var. Et noget mindre antal individer ville ikke opleve dette.

Et hyppigt diskuteret spørgsmål indenfor aseksuelle kredse er, om man fødes sådan eller bliver sådan. Jeg har allerede i nogle af mine andre skriverier fremsat min personlige opfattelse af den sag og - vist nok talrige gange - brugt mit yndlingseksempel med Kiplings historie om den hvide sæl. Det, der for mig er det afgørende ved den historie, er, at den eksemplarisk skildrer en kombination af medfødt og tilstødt. Helt kort fortalt: sælen er hvid (medfødt), hvilket bevirker, at den oplever nogle ting (tilstødt), som andre sæler ikke har oplevet. Det medfødte og det tilstødte hvirvles ind i hinanden på måder, så det ikke lader sig adskille igen.

Det har en afgørende betydning i forhold til, hvis nogen om en aseksuel vil sige, at det er de overhovedet ikke (sådan rigtigt). Det er bare fordi at … Man kunne nemlig med samme ret hævde, at dette “fordi” bare var det, der afslørede deres aseksualitet, så at sige gjorde den synlig, og man kunne så anføre en række eksempler på andre, der havde oplevet nøjagtig det samme, men tydeligvis var særdeles seksuelle. Jævnfør de to børn, der badede i en å. Den ene oplevede en glæde ved vand, den anden en uvilje. Det var vel ikke noget, der skyldtes, at de badede i en å. Ville det ikke være mere korrekt at hævde, at de blev sig deres præferencer bevidste i den situation?

Som jeg før var omkring, kalder man sig naturligvis ikke aseksuel, uden at man på en eller anden måde er nået frem til den erkendelse. Blot er det vigtigt at slå helt fast, at “badet i åen” (det, der har ført frem til erkendelsen) ikke nødvendigvis er en ubehagelig seksuel oplevelse. Det kan også bare være, at man oplever, at alle er vældig optaget af noget, man overhovedet ikke kan relatere til. For så vidt ikke anderledes, end at nogen mennesker er lidenskabeligt optaget af sport, mens andre ikke er det mindste interesserede deri. For nogen er det vildt spændende at se en fodboldkamp. For andre er det dødsens kedsommeligt.

Det er ikke sikkert, at man forstår, at nogen er sådan indrettede - akkurat som det for mig ville virke lidt besynderligt, hvis nogen ville forklare deres liv ved hjælp af deres yndlingsfarve - og man kan vel strengt taget ikke kræve af folk, at de skal forstå noget, som de vitterlig ikke er i stand til at forstå. Men man behøver ikke af den grund at tvivle på det reelle deri, endsige forsøge at miskreditere dette. Man kan rent faktisk udvise respekt også overfor det, hvor man står uforstående.

Ved i det mindste at acceptere/respektere ting, også selvom man måske ikke forstår dem, sikres der om ikke andet et minimum af plads til alle. Det kan imidlertid virke en smule nedslående, at dette let kan føre til en række parallelle livsformer, der ikke har synderlig kontakt med hinanden.

Kan det slet ikke lade sig gøre at mødes? Kan vi overhovedet ikke snakke sammen? Kunne man ikke via oplysning nå til en større forståelse af hinanden? Kan det ikke lade sig gøre at mødes? Eller kan vi ikke komme længere end bare at lade være at genere hinanden? Er der kun ting, som adskiller os? Er der slet intet, der forener os?

Som livslang musikinteresseret har jeg kunne iagttage, at man i de seneste årtier mindre og mindre har kunne tale om, at tiden har en lyd. Tingene er blevet mere og mere opdelt i nicher og mikro-genrer, der er så mange gange under-under et eller andet, at det ikke giver megen mening at tale om den overordnede term.

Noget lignende er sket med de spørgsmål, der rører sig og bringer sindene i kog. Hvor man engang samledes om en eller anden overordnet sag, det være sig Vietnam, atomkraft eller andet, er det i de senere år i stigende grad kommet til at handle om individuelle livsprojekter.

Det kan bekymre mig, når jeg hører om, at visse særgrupperinger gør krav på plads i en grad, der nærmer sig det semi-militante, og i deres tale om tolerance selv bliver intolerante. Lidt som en voldelig fredsdemonstration eller des lige. Ofte bliver folk umådelig sensible og kræver af deres omgivelser, at de skal veje hvert ord på en guldvægt. En uskyldig talemåde bliver anledning til ballade og beskyldninger for diskrimination. Jeg har en vag erindring om engang at have set en film, hvor en farvet mand læser racisme ind i alt, hvad andre siger og gør. Vi oplever for tiden tendenser, der minder mig om dette.

Kunne man dog ikke vise en smule overbærenhed med ligegyldige småting?

Er det så ensbetydende med at vende det døve øre til alt, og at intet er reel diskrimination? Nej - aldeles ikke. Hvis man tilhører en minoritet, er der også en reel risiko for, at man kan blive udsat for krænkelser og urimeligheder fra majoriteten. Her er den vel nok groveste form, når majoriteten simpelthen ikke anerkender en given minoritet og derfor forsøger at bortforklare den.

Det for mig at se helt afgørende punkt er retten til at definere sig selv og vælge de tolkninger, man føler giver mening. Netop derfor er der tale om grov diskrimination, hvis nogen forsøger at "overtrumfe" en persons livstolkninger. Jeg mener kort sagt, at den enkelte har suveræn ret til at tolke sit eget liv.

Jeg vil i den sammenhæng helst undgå begreber som "rigtigt" og "forkert". Jeg vil hellere tale om, hvad der giver mening, og hvad man kan leve på. Dermed ikke sagt, at jeg ikke anerkender det reelle i en given tolkning. Det ligger mere i forlængelse af det med, at det ikke ville give mening for mig at kalde mig blåer. Jeg kunne sådan set godt gøre det. Det er jo reelt og rigtigt nok, at jeg synes, blå er en pæn farve. Men jeg ved bare ikke, hvad jeg skulle bruge det til som en livsdefinition. Hvis nogen derfor kom og sagde, at det ville være rigtigere at bruge denne tolkning frem for dem, jeg foretrækker, ville jeg være nød til at protestere udfra en overvejelse om, hvad jeg kan bruge og ikke bruge.

Bliver jeg nu ved mit eget tilfælde, er det jo ikke sådan, at enten kan jeg godt lide blå eller også er jeg aseksuel eller også ryger jeg pibe eller også er jeg musikinteresseret, og at en af disse så nødvendigvis må udelukke de øvrige. Det afgørende bliver derimod, hvilke af disse jeg kan bruge som en meningsfuld beskrivelse af mig selv og leve på. Hvad jeg føler giver mening, kan jeg selvsagt kun selv afgøre. En anden tolkning kan udmærket være lige så rigtig, men bare ikke brugbar for mig. Den kan naturligvis også være forkert og helt hen i vejret. Men det afgørende er i virkeligheden ikke, om den kan holde til en kritisk efterprøvning eller ej. Det eneste afgørende er dens anvendelighed.

Ligeledes kunne man anstille sig kritisk til den enkeltes suveræne ret ved at spørge, om der ikke kunne være fejl i opstillingen. Formodentlig er alle, der har valgt en usædvanlig og/eller alternativ fortolkning, selv udmærket klar over, at der kunne gøres en række indvendinger gældende. De har imidlertid valgt at se bort fra disse og insistere på den valgte fortolkning, ganske enkelt fordi, at de kan bruge den. Det afgørende ligger i anvendligheden. Så længe de ikke udviser en adfærd, der er til fare for dem selv og/eller deres omgivelser, er intet andet ret og rimeligt end at sige, at hvis de har det godt med det, så fred være med det.

Det er netop her, jeg mener, det er helt forkert og groft krænkende at ville gå korrigerende ind. For det lader sig i virkeligheden slet ikke gøre. Det viser sig tydeligt ved sådan noget som religiøsitet. Man kan jo netop hverken bevise eller modbevise Guds eksistens. Man kan tro eller ikke tro.

I virkeligheden gælder det samme for alt, der vedrører eksistens, livssyn, selvopfattelse, livsstil med videre. Frem for den evige jagt på beviser og modbeviser giver det derfor langt mere mening at tale om meningsfylde og anvendelighed. Men kun jeg kan afgøre, om noget har meningsfylde for mig, og kun du kan afgøre, om noget har meningsfylde for dig. Derfor kan vi ikke gå korrigerende ind i hinandens livstolkninger.

Men man kan ikke forlange, at alle skal kunne forstå ens livstolkning. I mange tilfælde må man lade sig nøje med et “du er, som du er, og fred være med det.” Nøjagtig som en given selvdefinition har krav på at blive taget for gode varer, må man også modsat sige, at også uforståenhed kan være noget helt reelt, ikke nødvendigvis er manglende vilje til at forstå, men helt reelt kan være manglende evne.

Hvis man derfor begynder at sige: “Jamen du skal forstå det,” er man selv begyndt at blive intolerant og ikke give andre plads til at være dem, de er. Man kan forsøge at oplyse, fortælle og forklare. Det er så afgjort ønskeligt, og det kan i vid udstrækning også være gavnligt for tolerancen. Men der vil altid stå nogen tilbage, som har lyttet opmærksomt med den bedste vilje, men derefter erklærer: “jeg forstår det simpelthen ikke.”

Det er i et sådan tilfælde ikke intolerance og ikke diskriminerende. Tvært imod har vi her en situation, hvor det er nogle andre, der har krav på plads til og tolerance.

Naturligvis kan der forekomme tilfælde, hvor nogen vitterlig ikke vil forstå, vælter sig i primitiv modsigelseslyst og bare vil være på tværs. Det er ikke den slags tilfælde, jeg her taler om. Jeg taler om den ærlige uforståenhed. Men her gælder igen retten til selvdefinition: jeg kan i virkeligheden ikke vide med sikkerhed, om en given uforståenhed er ægte/ærlig eller ej. Jeg kan have en mistanke om, at det ene eller andet er tilfældet. Men det er kun folk selv, der ved, om de ikke kan forstå, eller de ikke vil forstå.

Hvis en eller anden forekommer mig at være mistænkeligt påståelig, kan det være uhyre svært at ikke tænke - og måske også sige - at personen ikke vil. Det er muligt, at dette er tilfældet. Men i grunden kan man vel stille endnu mindre op med en, der ikke vil, end en, der ikke kan. Med den sidste kunne man forsøge at forklare det på en anden måde. Overfor den, der simpelthen stædigt nægter at forstå, har vi måske det tilfælde frem for noget, hvor det er bedst at bare sige: “Fred være med det.” Man får jo alligevel ikke andet end ærgrelser ud af at kaste sig ud i en række fortsatte forsøg.

Men det afgørende for min selvdefinition bør i grunden overhovedet ikke være, om andre forstår den. Det bliver den hverken mere eller mindre rigtig af. Det eneste afgørende er, hvordan jeg har det med den, og hvad jeg kan bruge den til. Hvis den er god og gavnlig for mig, hjælper mig til en selvforståelse, jeg kan leve med og bidrager til meningsfylde, jamen så blæse være med om ikke et eneste andet menneske forstår et klap deraf.

Vi har talt om det, man kun selv kan afgøre. Men deraf følger så også, at man personligt hefter for det. Man er ene om at være garant for sin afgørelse, og den kan derfor ikke hente støtte udefra. Derfor skal den hverken forstås, godkendes eller verificeres af andre. Det eneste, jeg kan gøre krav på, er, at andre giver mig lov at have min afgørelse.

Som aseksuel kunne jeg måske komme ud for, at en eller anden siger ud i et lokale: “Kan i nu allesammen have en rigtig fræk weekend.” Det behøver jeg ikke at føle mig krænket over. Jeg kan vælge at betragte “fræk” som en dumsmart omskrivning af “god”, for så at gå hjem og fodre min kat og læse en gammel roman.

Noget anderledes forholder det sig, hvis bemeldte person efter den almene melding ud i rummet kigger på mig og som en direkte, personlig henvendelse siger: “Ja - det er du jo selvfølgelig for hæmmet til at kunne finde ud af.” I dette tilfælde er personen nemlig begyndt at gå ind med en korrigerende afvisning af min tolkning, der antyder, at min livsstil skyldes noget andet end det, jeg selv mener/hævder.

Derved har personen dog endnu ikke direkte hindret mig i at gøre, som jeg vil. Den kunne sådan set gives en tak til, i form af at bemeldte person direkte tvang mig til at bruge min weekend på en anden måde, end jeg selv ønskede.

Jeg synes, disse nuancer er værd at fremhæve. Som nævnt mener jeg, at der er nogle lidt uheldige ting igang rundt omkring, hvor alle har travlt med at blive stødte og fornærmede over et eller andet. Det forekommer mig ikke særlig konstruktivt.

Nu er det jo sådan en lidt sjov ting med aseksualitet, at det ikke handler om noget, man gør, men noget, man ikke gør. Derfor har jeg ofte lidt svært ved at forstå, at nogen overhovedet gider at have fordomme omkring os. Mens fordomme almindeligvis drejer sig om, at nogen gør noget, andre synes er mærkeligt, er dette jo ikke tilfældet her.

Det her sagte - især i forhold til, at man kun selv hæfter for det, man kun selv kan afgøre - må ikke opfattes som om, jeg så heller ikke mener, der er nogen grund til at folk samles omkring en given selvdefinition. Det kan være utrolig givende og berigende at udveksle tanker og erfaringer med ligesindede. Der ligger også en stor befrielse i, at der er andre, der har det på samme måde. Især hvis man har gået og troet, man var den eneste.

Man må således forstå mig ret, når jeg siger, at det er lige meget, om andre forstår det. For det er ikke i alle henseender lige meget. Vi har alle brug for at møde forståelse. Det er hårdt at gå igennem livet, hvis man altid er helt anderledes end andre, og aldrig møder nogen, der ligner en selv. En forsamling af ligesindede kan være den skønneste oase og åndelige opladningsplads. Især hvis man mange andre steder oplever, at man netop ikke er blandt ligesindede.

Hvad jeg talte om, var de ikke-ligesindede. Man kan fortælle, men må ikke forvente - endsige kræve - at blive forstået. Det var det, jeg forsøgte at fastslå.

Men selv i en kreds af ligesindede må man indstille sig på, at man ikke har mødt en række kopier af sig selv. Også her er mennesker forskellige. For at bruge mit tidligere billede: det er højst tænkeligt, at en anden aseksuel bedre kan lide den røde eller grønne farve end den blå. Men den går videre endnu. Netop fordi det aseksuelle er et spektrum og ikke noget entydigt, så er vi ikke en gang hvad det angår helt ens.

Men formodentlig har vi trods alt visse fælles forudsætninger, og i bedste fald har vi en bredere platform at mødes på, end jeg almindeligvis oplever. Dertil kan vi udveksle erfaringer og tanker, som ikke nødvendigvis ligner hinanden, men som sker indenfor en tryg atmosfære, hvor vi er mindre bange for at blive diskrimineret og/eller misforstået. Det med en tryg ramme at ytre sig i er vel nok noget af det vigtigste.

Mine egne oplevelser i forbindelse med sammenkomster i aseksuelle miljøer har været utrolig positive. Jeg synes atmosfæren er afslappet og venlig, mindre aggressiv end de fleste andre steder.

I forlængelse af dette noterer jeg mig med glæde, at de mere krigeriske tendenser ikke har fundet ind i vores kreds. Der skældes ikke ud til højre og venstre, men satses på oplysning, simpelthen at gøre opmærksom på, at vi findes, og dette overvejende af to særlige grunde: dels som en udstrakt hånd til dem, der sidder og føler sig helt alene i verden fordi, de aldrig har hørt om aseksualitet, og dels i forhold til retten til selvdefinition: at blive anerkendt som noget reelt og ikke bare en fiks idé.

 

 

 

 

 

N. B.   Se også “Getting Whooked 2” og “Carl On Cooper”-serien (under “Videoer), samt “Overvejelser” (under “Piber og Tobak”).