På sporet af rockens Oprindelse

 

 

 

Nogle noter og overskrifter vedrørende rockens Oprindelse

 

 

"Rock and roll bygger på det, jeg havde gjort 20 år før."

- Cab Calloway

Ifølge legenden opstod rock and roll d. 12. april 1954, hvor Bill Haley and his Comets indspillede de to numre "Rock Around The Clock" og "Thirteen Women". Kort efter indspillede de deres version af Big Joe Turners "Shake Rattle And Roll". Denne blev straks et stort hit for dem. Da "Rock Around The Clock" blev brugt i filmen "The Blackboard Jungle", blev den et endnu større hit, og derved blev Bill og kometerne i løbet af '55, de helt store repræsentanter for den nye musik. Dermed skulle alt om rockens opståen være sagt.

Hvad der fortælles i linierne ovenfor, er en særdeles vigtig og central del af historien, men ikke hele historien. En kendt talemåde lyder: "The blues had a baby, and they called it rock and roll" (bluesen fik et barn, og de kaldte det rock and roll). I dette udsiges det væsentlige, at den vigtigste af rockens rødder er bluesmusikken, nærmere bestemt den understil, der kaldes rhythm and blues (ofte forkortet r&b). Faktisk er grænsen så flydende, at man ikke med streng nøjagtighed kan sige hvornår det holder op med at være r&b (rhythm and blues) og bliver rock and roll. Men man kan derimod nævne nogle af de vigtigste stationer på vejen.

I den stilhistoriske udvikling, der siden skulle blive til rock and roll, er de mest påfaldende og tydelige træk energi og enkelhed. I jazzens historie står de store big bands helt centralt, med brug af et stigende antal lydkilder. I de små jazzgrupper (såkaldt kammerjazz i modsætning til de store orkestre: big bands) brugte de involverede tilsvarende stadig flere virkemidler: flere akkorder, flere skalaer osv Ganske vist er der også udviklingsfaser i jazzens historie præget af forenkling, men de store, overordnede linier har generelt karakter af at fylde på. I absolut modsætning til dette opstod der nu en ny musikform, der skrabede ned og skrabede ned og skrabede ned indtil kun skellettet var tilbage, for så at sparke de nøgne knogler afsted med optimal kraft. Ved sin enkelhed var det en letfængende og umiddelbart begribelig musik, hvilket betød en tilgængelighed og iørefaldenhed beslægtet med pop/slagere. Men det var en hårdere og grovere musik, uden strygeorkestre eller andre overflødigheder, der ligesom de små jazzgrupper (kammerjazzen), byggede på det tætte samspil mellem medlemmerne. Men i den elementære forstand at blive populært og hitte, skulle rock and roll i midten af 50'erne blive tidens førende popmusik.

Men rødderne og oprindelsen til denne musikform kan spores langt tilbage i tiden. Det er naturligvis et spørgsmål til diskussion, om man behøver at gå helt tilbage til en forløber for en forløber for en forløber, når man vil fortælle om rockens oprindelse. Men i hvert fald er det ingen skade til at kende i det mindste lidt til den gamle blues, der er at regne for rockens ur-fader. Den ældste bluesform man har kendskab til, er den såkaldte delta-stil, der hovedsaligt er en trubadurmusik, hvor en mand synger og ledsager sig selv på guitar. Musikken er i sin art almindeligvis stilfærdig og langsom, men eksempler på uptempo og et mere pågående udtryk kendes også. Allerede kombinationen guitarist og sanger peger frem mod rocken. Dertil kommer grundstrukturen i en blues, der stort set uændret blev overtaget af rocken. Det såkaldte bluesskema, hvor tre akkorder (tonika, subdominant og dominant) er fordelt over 12 takter, er det harmoniske grundlag, som de fleste såvel blues som rock and roll numre er baseret på. Når man leder efter andre træk, der ligner rock and roll, f.eks. intensitet, energi, tekster hvor ordernes klanglige værdi spiller en større rolle end deres reelle betydning m.v. kan mange af disse træk også findes allerede i den gamle blues. Blandt de gamle bluestrubadurer, der på forskellig vis foregriber rocken, kan især fremhæves Leadbelly og Big Bill Broonzy.

I den senere udvikling krydser jazz og blues hinandens veje utallige gange på utallige måder. En lidt senere opfindelse i jazzens og bluesens historie er pianostilen boogie woogie, præget af markant rytmisk fremdrift og karakteristiske basfigurer, hvor man endnu tydeligere fornemmer grundlaget for rocken. Der var ikke synderlig meget mere fornødent end at overføre udtrykket fra klaver til guitar. Det blev første gang gjort af Arthur Smith i 1945. Arthur Smiths "Guitar Boogie" er helt tydeligt en forløber for rock and roll. Nummerets grundstruktur er blevet genbrugt i utallige senere rock and roll numre. Et par år senere genindspillede han nummeret i en elektrificeret version, der i kraft af det nye lydbillede, peger endnu stærkere frem imod rocken.

Boogie woogiens rytmiske opfattelse hører til de mest lige i kroppen og hive i benene orienterede. Skal man sidde stille under en boogie, må man direkte ignorere musikken. Det er umuligt at høre efter og samtidig forholde sig rolig. Selv de mest kropsforskrækkede stivstikkere, vil næppe kunne undgå at i det mindste vippe med en tå eller finger. Man kan derfor i forbindelse med boogie woogie helt eksakt tale om en musik, der "rocker". Da boogien oprindelig var en pianostil, fornemmes slægtskabet særlig tydeligt hos rockens pianister. Hos Fats Domino, Little Richard og Jerry Lee Lewis er forbindelsen indlysende. Men med Arthur Smiths banebrydende indspilninger, var grunden lagt til det guitar-dominerede lydbillede, der skulle blive en væsentlig del af rockens udtryk.

Ingredienserne er ret så åbenlyse og hørlige i Bill Haleys stil. I alt væsentligt kan den beskrives som en blanding af nogenlunde lige dele Louis Jordan og Bob Wills tilsat en slat Charlie Christian. Men til dette er så føjet den personlige drejning, det her uforklarlige, der tilfører et afgørende element, og gør denne musik til noget andet og mere end en groft forenklet varedeklaration, der opremser de vigtigste grundingredienser. Det var mere end en blanding af Wills og Jordan, det var også Haley. Det var det også allerede på de tidlige indspilninger, der ligger før "Rock Around The Clock". Den sagnomspundne session d. 12/4-54 var Haleys første på selskabet Decca. De foregående år havde han foretaget en lang række indspilninger hos mindre selskaber. Allerede mange af indspilningerne fra omkring 49-51 (f.eks. "Rocket 88") ligger tæt op ad hans senere stil. Man genkender ham uden videre. Den væsentligste forskel på Decca-indspilningerne og dét, der ligger før, er, at de tidlige har et lidt blidere præg med en knap så hård markering af rytmen. Endvidere kan man på de tidlige indspilninger hyppigt høre klaver, steel-guitar og i enkelte tilfælde endog harmonika. Siden forsvandt denne del af det lydlige udtryk mere og mere ud af Haleys musik til fordel for mere fremherskende brug af saxofon og elektrisk guitar. Ikke desto mindre ligger mange af de tidlige indspilninger, ikke mindst den markante '52 indspilning "Rock The Joint", klods op ad Decca-indspilningerne. Måske var den væsentligste ændring lyden på indspilningerne. De første Decca indspilninger blev foretaget i en stor biografbygning med en ideel akustik, der fik musikken til at fremstå med en åben, frisk lyd, præget af såvel distinkt skarphed, som naturlig resonans. Skiftet over til Decca er derfor først og fremmest Haley med ny, forbedret lyd, men stilistisk set tæt op ad det, der ligger før. Kort sagt var der tale om en regulering/justering af stilen, ikke om at skifte stil. Bill Haley videreudviklede sit udtryk, akkurat som det hele tiden havde været i bevægelse de foregående år. Han begyndte derimod ikke at spille en anden slags musik. Akkurat som man kan hævde, at andre havde spillet rock før Bill Haley indspillede "Rock Around The Clock" b/w "Thirteen Women" singlen, således kan man også hævde dette om Haley selv.

Alt efter hvordan man vælger at betragte tingene, kan man således have ret så forskellige opfattelser af, hvornår rocken opstod og hvad, der var det første rocknummer nogensinde. Alligevel står det som en hel central begivenhed i rockens tilblivelseshistorie, at Bill og kometerne d. 12. april 1954 indspillede "Rock Around The Clock" og "Thirteen Women". I det mindste er denne indspilningssession et pejlemærke, ligesom det skænkede rocken sin første egentlige signatursang. I dag er det svært at forstå, at denne plade ikke straks satte gang i tingene, men at der gik over et år, før den blev et hit, og da som følge af dens brug i en film. Siden er det blevet en af de bedstsælgende singler i pladeindustriens historie, på linie med Bing Crosbys "White Christmas". Men i de første mange måneder efter dens udgivelse, førte den en tilværelse i stille ubemærkethed.

Uanset hvor meget den satte i gang og påbegyndte eller ikke, er denne single bemærkelsesværdig. Hvis den ikke skabte den nye musik, så var den i hvert fald den første bevidste bestræbelse på at spille den nye musik. Den var tillige et statement, et manifest, en tilkendegivelse. Her var alle ingredienser sat på rette plads, og med to markante sange, pladens a- og b-side, var hele strukturen, grundplanen, the blueprint konstrueret. Her var den endegyldige manifestation af den nye musik, den plade al musik i al fremtid, der ville smykke sig med betegnelsen rock, måtte stå til regnskab overfor. A-sidens muntre og energiske præg er et eksakt udtryk for den livsglæde, rocken udtrykker. Den tikkende bas og de taktfaste trommer tæsker rytmen nådesløst fremad, fremad, fremad. Alt er tændt, animeret og lutter intensitet. Guitarsoloen er en tone for tone genbrug af soloen fra "Rock The Joint", men den lires ikke bare af. Den spilles med entusiasme og begejstring, så man føler, at den solo nu har fundet sin rette plads. Teksten handler om, at nu er der fest i gaden. Kom og vær med - det er her det foregår. Vi gi'r den gas døgnet rundt. Klokken et gør vi sådan og klokken to gør vi sådan, og når vi har drejet hele vejen rundt om uret, begynder vi forfra. Denne invitation til at deltage i festen var en oplagt signatur-sang for den nye musik. Visse pophistorikere har sammenlignet den med Irvin Berlins muntre "Alexanders Ragtige Band", der 30-40 år tidligere på en lignende vis, var en opfordring til at komme indenfor og høre det sidste nye.

B-siden, "Thirteen Women", er lige så bemærkelsesværdig. I et langsommere tempo, men lige så rytmisk og lige så ubønhørligt fremadtæskende. Mens "Rock Around The Clock" er åben, begejstret og energisk er "Thirteen Women" fortættet, sej, snigende og baggårdskatteluskende. Bluesy guitarlicks kommenterer teksten helt i bluesens tradition og ånd, men med en ny elektrificeret lyd, hvor lange klagende toner og markante vrid hvinende skaber en stemningsmættet og atmosfærerig intensitet. Teksten handler om en drøm. Sangens fortællende jeg har drømt om at være et sted, hvor han var den eneste mand, omgivet af masser af kvinder, der forkælede og opvartede ham. I sidste vers vågner han op og skal på arbejde. Hverdagen kalder. På eminent vis er en lang række af rockens temaer samlet i én sang. 50'ernes længsel og higen, og de mange uopfyldte længsler kommer her til fuldt udtryk. Drømme skulle blive et hyppigt brugt tema i de næste års sange. Everlees "All I Have To Do Is Dream", Johnny Burnettes "Dreamin'", Roy Orbisons "In Dreams" osv. osv. Fælles for disse senere sange er, at de er smukke, gribende og inciterende, men også læner sig i retning af det sødladne i trækken på slagersangens tradition. Derimod er der intet sødladent over "Thirteen Women", der i sammenligning virker hård, kantet, nøgen og nådesløs. Rocken er i høj grad et ønske om et afbræk fra hverdagen, om at tage del i den fest, der fortælles om på pladens a-side. Bag den løsslupne glæde på a-siden, gemmer sig en dybere eksistentiel længsel. En genial udnyttelse af singlepladens to sider, at på denne vis lade bagsiden stå som en kommentar til a-siden, der skildrer et bagved. Eller måske ligefrem kan tolkes som et dagen derpå efter at have vugget og rullet i selvforglemmende dans et døgn i træk. At der er et sammenhæng og en forbindelse imellem de to sange, gør det til en single i en videregående forstand, end en plade med en sang på hver side. Det er en enhed, et sammenhængende værk. Ganske vist er de to numre skrevet uafhængigt af hinanden af forskellige ophavsmænd. Men som de er sat sammen her som a- og b-side af en single, kommer de til at fungere som en kommentar til hinanden. B-siden bidrager endvidere til at manifestere rocken som et eget univers. Drømme er vel nok den mest rammende og letfattelige måde at skildre en verden uden for tid og rum, som er der, og alligevel ikke er der, er ren stemning. Men også ved festlige lejligheder, i særligt opløftet stemning, kan man opleve en fornemmelse af at være trådt uden for alt det, man ellers står i, og ind i noget andet. På den måde handler begge sange om at træde ind i en magisk verden hinsides hverdagen. Uvirkeligt og dog virkeligt. I deres art som henholdsvis ivrigt hurtigtgående og sejt langsom, respektivt munter løssluppenhed og stemningsmættet fortætning, er de vidt forskellige, og dog helt tydeligt varianter af samme specifikke stil. På den måde sætter de så at sige rockens hegnspæle op, indrammer det felt, der tilhører rocken. Her er rocken, det, den helt præcist er, og som al rock herefter må rette sig ind efter. Grundplanen, the blueprint, er tegnet, rocken er ankommet!

Rocken ankom lige på det rette tidspunkt. Eller også lige det helt forkerte. I hvert fald på et tidspunkt hvor den gjorde voldsomt indtryk, hvad end det så var positive eller negative følelser man fattede for den. I kølvandet på Koreakrigen og kommunistforskrækkelsen kom disse to sange, der strækker sig ud over alle politiske, racemæssige og religiøse grænseskel ved at ramme noget almenmenneskeligt: trangen til fest og morskab, længslen efter at have det godt, være glad, ønsket om at af og til få et lille frikvarter fra hverdagens problemer og tilværelsens stadige strøm af små og store slag. Kan nogen partifarve, religion, race eller nationalitet tage patent på disse følelser og behov? - Næppe! - Men ikke blot skildres disse almenmenneskelige størrelser. Alle inviteres fordomsfrit inden for.

I præsident Eisenhowers USA blomstrede forstæderne op, med nydelige haver og velklippede hække. Det er blevet sagt om cool-jazzen, der kom frem kort før rocken, at den "rummer meget af den resignation, der findes hos mennesker, som lever godt, men ved at der fremstilles brintbomber." Små, hyggelige familier ville glemme alt det grimme og indrette smukke hjem. De lyttede til pæn, poleret musik uden antydning af kant og pirring. Men her kom så en anden slags musik, der opfyldte et tiltrængt behov for ny energi og friskhed. Vist handler de to sange om fester og drømme. Alligevel er de ikke eskapistiske på samme måde som forstadsmentaliteten. I "Rock Around The Clock" buldrer bankende, negroide rytmer igennem sangen, og river dybe flænger i pænheden. I slutningen af "Thirteen Women" vågner sangens hovedperson op fra sin drøm og ser virkeligheden i øjnene. Her var to sange, der ville bryde forskansningen, klippe forstædernes hække ned og have alle til at forene sig i fællesskab og forståelse. Disse to sange var langt mere end en musikalsk fornyelse. De var en udfordring til det bestående samfund, der satte en insisterende finger lige på det ømme punkt, men samtidig tilbød helbredelse. De var en opfordring til at vågne op af tornerosesøvnen, ikke bedøve sig i sansesløvende trøstespiseri, men søge efter det ægte, det sande. Stå ved sin længsel, lytte til den og spørge hvad, den længtes efter, frem for at lade sig spise af med surrogater. Derfor var denne plade en dybtgående rystelse af et samfund, der havde travlt med at gemme sig, bedøve sig, samt med sort-hvide strøg at udpege venner og fjender. Det var mere end 30 år før at Sting i sangen "Russians" påpegede at russere vel sagtens også elsker deres børn. Men budskabet lå allerede skjult i dybet af disse to på overfladen ellers relativt harmløse sange. Det "we"(vi), der skal dreje omkring uret, bliver på intet tidspunktet specificeret og begrænset til at være et bestemt vi. Åbenbart er det altså alle, der skal se, at klokken er slået, at en ny tid er oprunden, så det nu er blevet tid til at alle samles, glemmer gammelt nag, drejer med uret, går den nye tid i møde og forenes i forståelsen af de håb, længsler og drømme vi alle har fælles. Tiden er inde til at tale åbent om de drømme, der gemmer sig i hjertets dyb. Bill viser vejen ved ganske frimodigt at sige: "Så venner, nu skal i bare høre hvad jeg drømte i nat". Han lader sig ikke kyse af, hvad en psykoanalytiker evt. kunne få ud af det. Han vil bare fortælle den gode historie for underholdningsværdiens skyld uden at lægge de store overvejelser deri. Overvejelser havde han nemlig ikke tid til da han vågnede, for han skulle på arbejde til tiden. I dette kan man vælge at læse et lille bid til et samfund, der taler stort og flot om pligt og ansvar, men måske engang imellem burde standse op og spørge, hvad meningen egentlig er med det hele. Hvorfor gør man det? Er det virkelig det, man vil?

Og rocken kunne mere end bare snakke om tingene! - Det skulle snart vise sig at være en reel kraft. F.eks. i forbindelse med koncerter hvor de snore, der var spændt ud i salen for at holde det hvide og det sorte publikum adskilt, blev overskredet af glade unge mennesker af begge racer, der gav sig til at danse med hinanden.

Når man betragter hvordan ældre stilarter har udbredt sig, var det forventeligt, at spredningen over USA måtte ske gennem forgreninger og lokale farvninger. Sådan havde det været med jazzen, der havde fået en række understile opkaldt efter forskellige centrale byer. Dertil kommer at rocken rummer elementer af så mange amerikanske musikformer, at det var oplagt for dens udøvere at trække på de traditioner, de var vokset op med, med det resultat at forskellige områder fik deres egen afart af rock. Når noget nyt kommer til, hvor der findes en stærk og levende tradition, er det ganske naturligt, at det nye indlejrer sig i den ældre tradition. Dertil kom at andre samtidig var på sporet af ideer nært beslægtet med det Bill Haley havde arbejdet sig frem til, i den udvikling bevægelsen fra "Rocket 88" til "Rock Around The Clock" betegner. Mange, der aldrig havde hørt om Bill Haley, var inde på noget, der mindede om det, han lavede. Men for flertallet kom Haleys musik som en åbenbaring. Her var dét, de havde ledt efter og søgt. Men suma summarum, mange arbejdede og eksperimenterede i den retning, og nogle var så blot et par hestehoveder foran andre.

En række helt grundliggende forskelle på samfundsstrukturen i nord- og sydstaterne havde tidligere udløst den amerikanske borgerkrig. På mere fredelig vis skulle disse forskelle nu atter gøre sig gældende. Sydens musik var ganske enkelt anderledes end nordens, og derfor blev det en anden slags rock, der opstod i sydstaterne. En af hovedforskellene er, at nordstaterne i langt højere grad var by- og industriorienterede end det overvejende landbrugsbaserede syden. Bill Haleys musik er da også helt tydeligt knyttet til det urbane og industrisamfundet. Man fornemmer tydeligt rødderne i Louis Jordans jump-blues og den knap så traditionelle countrymusik. De gamle traditioner mærkes stadig, men er flyttet indtil byen, hvor de er blevet omformet af højhuse og fabrikker. Man fornemmer et mærkbart stempel af udspring fra middelklassen, ligesom festen i "Rock Around The Clock" snarere foregår i en villa eller lejlighed end en lade.

Der er derfor intet mærkeligt i, at det blev en mere landlig variant af rocken, der manifesterede sig nede sydpå. Mange af de nordstatssoldater, der under borgerkrigen troede, at de kæmpede for den farvede mands rettigheder (det gjorde de i virkeligheden kun som et påskud. De kæmpede snarere for et drønende kapitalistisk samfunds ret til at købe råvarer billigt til produktion af varer, der kunne sælges med stor fortjeneste. Men mange menige soldater troede på det idealistiske budskab!), havde aldrig set sorte mennesker. Det kan godt være, at mange af folkene nede sydpå var nogle lede racister, men for dem var "neger" i det mindste noget håndgribeligt, ikke bare et abstrakt begreb. Det gjalt også på musikkens område. I sydstaterne levede den traditionelle såvel blues som countrymusik i langt højere grad end længere oppe nordpå. Da rocken kom til syden var der derfor tale om et nyt skud på det musikalske træ, der søgte tilbage til sine rødder. Ligesom der i mange familier er en særlig forståelse og samhørighed børnebørn og bedsteforældre imellem, således fandt rocken en langt mere frodig jord nede i det gamle landbrugsland end oppe blandt de store fabrikker. Dette er da også forklaringen på det paradoksale fænomen, at rockabilly på én og samme tid lyder som en videreførsel af Bill Haley og som noget mere oprindeligt.

At tilføre hillbilly et skud af sort blues/r&b var ikke et ukendt fænomen. Der havde været gjort adskillige forsøg i den retning gennem mange år. Honkytonk, western swing og country boogie er alle countrystile iblandet sorte islæt. Vil man tale om en forløber for rockabilly, en overgangstil, en mellemfase, en graduation mellem hillbilly og rockabilly, må det blive den såkaldte hillbillybop, hvor rytmen fra boogie woogie, dele af bluesens formsprog, elementer af jazzens swing og indflydelse fra de sortes religiøse sang har fundet ind i og sat sit krydderi på den traditionelle countrymusik. Via hillbillybop bliver grænsen mellem hillbilly og rockabilly temmelig flydende, og det har naturligvis medført en mængde diskussion og uenighed om, hvem der i virkeligheden var den eller de første, der spillede rockabilly. Derimod er der ingen tvivl om, hvem der var den første, som blev berømt for stilen: Elvis Presley.

Det er dog temmelig sikkert, at Elvis er mere end bare den første berømte udøver. Efter alt at dømme er han en af de tre mest oprindelige og stilskabende trendsættere. De to andre er Carl Perkins og Charly Feathers. Nøjagtig hvordan æren skal fordeles imellem disse tre, er de kloge uenige om, og det er et ophedet debatemne blandt rockabilly-eksperter .

Jelly Roll Morton hævdede at han egenhændigt havde opfundet jazzen. Jazzjournalistikken er nogenlunde enige om, at dette i allerhøjeste grad er en sandhed med store modifikationer. Den almindelige kommentar er, at Morton var en skryder og pralhals, men en skryder og pralhals, der havde noget at have det i. Man kunne med god ret sige det samme om Charly Feathers, der i 50'erne ikke opnåede nogen større berømmelse, og som mange derfor beskylder for at dække over at han ikke stod distancen ved at fremstille sin karriere som mere betydningsfuld og glorværdig, end den reelt er. Imidlertid synes det så godt som sikkert, at han har spillet en ikke ubetydelig rolle, og muligvis haft nogen indflydelse på en række af de indspilninger med andre kunstnere, der opnåede stor succes dengang, og siden er hædret som klassikere inden for genren.

Ifølge legenden "snublede" Elvis over stilen en tidlig morgenstund i juni 1954, efter en nat hvor han sammen med sine to medspillere Scotty Moore og Bill Black havde tilbragt tiden med uholdbare musikalske forsøg på at ramme et eller andet. Der er ingen synderlig grund til at betvivle denne berømte anekdote. Spørgsmålet er bare, om der evt. var andre, der snublede over det samme før ham?

I den anden ende af Tennessee turnerede countrysangeren og guitaristen Carl Perkins rundt med sit orkester. Som så mange andre hillbillybands uden berømmelse og pladekontrakt var det deres lod at spille på de små steder. Det var usle knejper, der ofte havde et barskt klientel. Knivkampe og flyvende flasker var ikke usædvanlige. Et sådan publikum krævede også noget mere voldsomt end sødmefulde western-romancer. Miljøet og vilkårene havde medført, at Perkins og hans gruppe gradvis havde udviklet en mere pågående og uptempo-orienteret country-stil.

Da de første Elvis-singler begyndte at vække opmærksomhed rundt omkring i syden, skulle Carl Perkins efter sigende være blevet forbavset over at høre en, der spillede samme slags musik, som han i løbet af de sidste par år havde udviklet sig frem til under optræden på de hårde steder, og at det var dette, der fik ham til at tage til Memphis og kontakte Sam Phillips på Sun.

Men rent bortset fra alle de berømte anekdoter er der et problem af rent definitionsmæssig art. Det bliver i vid udstrækning et spørgsmål om hvor man vælger at sætte skellet mellem hillbillybop og rockabilly, hvem der først spillede rockabilly. For før både Presley, Perkins og Feathers havde andre lavet noget, der mindede lidt om det. Derfor er det kildne spørgsmål, hvornår det ikke bare minder om, men er?

Hvornår holder en forløber for en genre op med at være en forløber, for helt eksakt at blive genren selv? På nøjagtig samme måde, som man kan fremhæve en masse ting, der på forskellig vis foregriber den berømte Bill Haley single "Rock Around The Clock" b/w "Thirteen Women", således også Elvis' første Sun-single "That's Allright Mama" b/w "Blue Moon Of Kentucky". Nogle af disse ting fortjener at blive nævnt.

Når rockens rødder skal nævnes, og især når talen er om rockabilly-genrens oprindelse, er der en række indspilninger fra slutningen af 40'erne og begyndelsen af 50'erne, der ikke er til at komme uden om. Det gælder især indspilninger med Hank Williams såsom "Hey Good Looking" og indspilninger med The Delmore Brothers såsom "Blues Stay Away From Me". De to nævnte titler er typiske repræsentanter for en afart af hillbilly, hvor indflydelse fra sort musik begynder at kunne fornemmes. Lidt tidligere havde den såkaldte western swing markeret sig og været blandt de første former for countrymusik, der benyttede trommer. Før midten af 40'erne blev trommer i countrykredse almindeligvis regnet for dyrisk og lavmusikalsk. Men udnyttelsen af stærkt markeret guitarrytme, undertiden med tilføjelse af bas, betød, at der meget vel kunne være stærk rytmisk fremdrift, også uden trommer. Enest Tubb er et karakteristisk eksempel. Det var samme metode Elvis benyttede på sine første indspilninger, hvor han endnu ikke havde nogen trommeslager. Lidt senere benyttede også Johnny Cash rytmen-er-i-guitaren-metoden på sine første indspilninger. Først en smule senere fik Elvis en trommeslager (D.J. Fontana) og Cash' Teennessee Two blev til The Tennessee Three.

Længe før dette var den moderne countrymusik blevet grundlagt, som en aflægger af en form for folkemusik, der var en forvansket form af den europæiske, undertiden kaldet appalanchie-stil. I sin oprindelige form var det en primitiv bjerg-musik, ofte spillet på hjemmelavede instrumenter. Da den begyndte at blive en professionel genre udgivet på plade, er der især to navne, der markerer sig: The Carter Family og Jimmy Rodgers. Carter familien var gode kristne med en respektabel livsform, mens Jimmy Rodgers var en landstryger og drukkenboldt, der opførte sig som en rockstjerne 30 år før der fandtes rockstjerner. Carter og Rodgers er grundpillerne i den moderne countrymusik, der repræsenterer den grundform, der senere skulle videreudvikles og forgrene sig til bl.a. hillbilly, honkytonk, bluegrass og western swing.

Skulle man fremhæve nogle eksempler på hillbilly-indspilninger, der tydeligt peger frem imod rocken og især den country-orienterede variant/understil rockabilly, er en af de mest oplagte "Give Me More Of Your Kisses" med Lefty Frizzel. Det er en munter up-tempo sang med en fin rytmisk fremdrift og en melodi, der synes skræddersyet til et rock and roll band. Andre sange af en lignende type er f.eks. "Old Cowhand" m/ Carson Robinson og "Tomorrow Never Comes" m/ Ernest Tubb. Endnu tydeligere er præget i Hank Williams sange som "Hey Good Looking" og "I'm Moving On". Hvad angår de mere stilfærdige sange i hillbilly repertoiret, gælder det i mange tilfælde, at hele den melodiske og harmoniske struktur er skruet sådan sammen, at hvis man forestiller sig en oppeppet, hurtiggående version, kan man næsten ikke undgå at ramle ind i noget rock and roll agtigt. Prøv f.eks. at at tænke en uptempo version af "Old Shep". Forsøget vil for de fleste mennesker ende i, at man er tæt på at genskrive "Don't Be Cruel" eller "Sweet Little Sixteen". Når taktarten ændres fra 3/4 til 4/4, vil melodien naturligt søge imod fraser hvor de fleste takter kommer til at bestå af to punkterede fjerdedele og så en almindelig fjerdedel, hvilket er samme rytmiske opfattelse, som en mængde rock and roll numre benytter, især i deres basgange.

En faktor vedrørende instrumentering, der er værd at være opmærksom på, er den centrale rolle guitar og andre strengeinstrumenter (violin, banjo, steel etc.) allerede tidligt spiller i hillbilly. At rekonstruere countrymusikken i et mere elektrisk lydbillede og kombinere dette med den rytmiske opfattelse fra boogie woogie, er praktisk talt lig med at opfinde rock and roll.

At være en hvid musiker fra sydstaterne var i 40'erne og de tidlige 50'ere så godt som ensbetydende med at spille country/hillbilly.

Den hvide ungdom i 50'ernes sydstater var opflasket med denne musik og dybt præget deraf. Det var på godt og ondt deres musikalske indfaldsvinkel, og hvad end de fattede interesse for og gav sig til at spille (blues, jazz, r&b, swing, jump, pop etc.), kom det til at præge måden, de gjorde det på. At den nordstatslige storbymusik, der udgik fra bl.a. Bill Haley og Louis Jordan, fik en mere landlig drejning nede sydpå, så rock and roll blev krydset med hillbilly for at blive til rockabilly, er en naturlig følge af kulturelle forudsætninger, lokale traditioner og sociale vilkår.

Men sydstaterne var også hjemstedet for den sorte mands blues, og sort og hvidt havde i årenes løb på forskellig måde påvirket hinanden. En mere r&b-orienteret afart af hillbilly måtte derfor næsten nødvendigvis før eller sidden været opstået, også uden pustet oppe fra nord. I øvrigt er det uvist om Elvis, Bill og Scotty overhovedet kendte Bill Haley, da de blot et par måneder efter den legendariske "Rock Around The Clock"/"Thirteen Women"-session indspillede "That's Allright Mama" og "Blue Moon Of Kentucky".

Elvis var et musikalsk stykke fluepapir, der sugede til sig af impulser alle steder fra. Han holdt af al slags musik, og beundrede i lige grad Dean Martin og Muddy Waters. Ud af stort set alt hvad der fandtes på det tidspunkt, skabte han sin helt egen blanding, der på en række afgørende punkter, afviger fra Haley's stil.

Men andre var inde på noget lignende. Således f.eks. Carl Perkins. Hvad angår kultfiguren Charlie Feathers så ved man så meget sikkert, at han har arbejdet i samme vognfirma som Elvis, og at der derfor er stor sandsynlighed for, at de har mødt hinanden. Man ved også, at Feathers havde et mere eller mindre traditionelt orienteret country/hillbilly-orkester. Der er ikke synderlig grund til at betvivle påstandene om, at Elvis nogen gange sad ind i Feathers gruppe. Elvis var jo på det tidspunkt ikke nogen berømthed endnu, men bare en musikinteresseret ung mand, og hvis den nogle år ældre og halv-professionelle Feathers har spillet sammen med ham, var det i højere grad Elvis end Charlie, der havde grund til at føle sig beæret. Dertil kommer et udsagn fra Johnny Cash, der jo ikke har noget i klemme i den historie og ingen grund til at lyve. Han udtalte engang, at det kunne godt være at Elvis snublede over stilen hin sagnomspundne morgenstund, men at Feathers havde tilknytning til Sun-studierne, var der som praktisk medhjælper, og så snart stilen var opstået var blandt de betydeligste for dens videre udvikling med en utrolig idé-rigdom, der bidrog både til det arrangement- og spillemæssige, såvel som det studietekniske. Ifølge Cash kom Feathers endog med flere ideer og forslag end Sam Phillips selv.

Som nævnt var der i de daværende sydstaters musikmiljø så meget, der pegede frem imod rockabilly, at stilen nødvendigvis måtte være opstået før eller senere et eller andet sted. Det kunne være sket lidt før eller lidt senere, og være sket et andet sted i syden end Memphis, Tennessee. Men med Elvis var historien gavmild, og skænkede den rigtige mand det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Bill Haley og Elvis står centralt på en måde, der giver dem en særlig placering. Men ikke desto mindre kan man finde en lang række tiltag fra begyndelsen af 50'erne, der lægger grunden til dét, der fra midten af årtiet og fremefter, skulle blive den altdominerende form for populærmusik.

Pionerindspilningerne fra perioden 48-54 er i mange henseender yderst forskelligartede. Men det, der fremfor noget er et fællestræk, der gør det muligt at tale om beslægtede opfattelser, er enkelthed og energi. Naturligvis lader det sig ikke i praksis gøre, at sætte en absolut skillelinie mellem musik, der er enkel og energisk, kontra musik, der er langsom og mærkelig, da der ville kunne opremses utallige mellemstadier.Derfor må man snarere tale om mere eller mindre rockende, end rock og ikke-rock. Jo mere enkel og energisk des mere rockende - jo mere langsom og mærkelig, des mindre rockende.

Tidslinie for musikkens og pladeindustriens vej til Rock and Roll

 

1877

Thomas Edison opfinder fonografen, hvorved det bliver muligt at spille "opbevaret" lyd. Hans første indspilning er "Mary Had a Little Lamb."

 

1915

The Chicago Automatic Machine and Tool Company opfinder jukeboxen.

 

1917

Den første jazzplade bliver udsendt i U.S.A. da Nick La Rocca’s Original Dixieland Jazz Band udgiver "The Dixieland Jazz Band One-Step."

 

1929

78-pladen introduceres på markedet.

 

1931

Adolph Rickenbacker opfinder den elektrificerede guitar

 

1936

Billboard offentligører verdens første hitliste.

Bluesmusikeren Robert Johnson laver sin første plade

 

1938

Pete Johnson og Joe Turner laver deres første boogie woogie plader i Kansas City

Boogie woogie boom i Chicago

Telefunken bidrager til opfindelsen af magnetbånd til båndoptagere.

John Hammond's 'Spirituals to Swing' concert i NYC

Saxofonisten Louis Jordan forlader Chick Webb's orkester for at danne sine Tympany Five. Dette kunne meget vel være begyndelsen til det, vi kender som Rock and Roll.

 

1939

Leo Mintz åbner en pladeforretning i Cleveland, the "Record Rendezvous", specialiseret i sort musik.

 

1942

Louis Jordan udsender "jump blues" b/w "Choo Choo Ch'Boogie "

Los Angeles bluesmanden T-Bone Walker inkorporerer jazzakkorder i bluesguitar på "I Got A Break Baby"

Savoy grundlægges i Newark (NJ) med det formål at fremme sort music.

 

1943

King Records grundlægges i Cincinnati af Syd Nathan med henblik på at indspille hillbilly. I 1946 tilføjes farvet musik.

 

1945

Les Paul opfinder ekkomaskinen, flersporsteknikken og en mængde anden studieteknik.

Johnny Otis samler en gruppe til "Harlem Nocturne" som i alt væsentligt er en komprimeret/formindsket udgave af swingstilens big-bands.

Jules Bihari grundlægger pladeselskabet Modern Records i Los Angeles, med speciale i sort musik.

 

1946

Muddy Waters indspiller den elektriske Chicago blues' første plader.

Carl Hogan spiller et markant og kraftfuldt guitar-riff på Louis Jordan's "Ain't That Just Like a Woman".

Lew Chudd grundlægger pladeselskabet Imperial Records i Los Angeles med speciale i sort musik.

Specialty Records grundlægges af Art Rupe i Los Angeles for at specialisere sig i sort musik. 

 

1947

Billboard skribenten Jerry Wexler opfinder betegnelsen "rhythm and blues" (r&b) for elektrisk blues.

Roy Brown skriver og indspiller "Good Rockin' Tonight" i Texas.

Chess Records grundlægges i Chicago af to polskfødte jøder, brødrene Leonard and Phil Chess med det formål at fremme blues og senere rhythm and blues. Oprindelig under navnet Aristocrat.

Ahmet Ertegun grundlægger Atlantic Records i New York for at fremme sort musik i grænselandet mellem jazz, rhythm and blues og pop.

 

1948

Detroit r&b saxofonisten Wild Bill Moore udgiver "We're Gonna Rock We're Gonna Roll".

John Lee Hooker indspiller "Boogie Chillen'" på Modern Records, en single, som toppede r&b hitlisterne i in 1949.

Columbia introducerer vinyl lp'en på 33 omdrejninger.

Homer Dudley opfinder vocoderen.

Radiostationen WDIA i Memphis ansætter Nat Williams, den første farvede disc jockey.

Billboard introducerer hitlister for "hillbilly" og "race records".

 

1949

Fats Domino indspiller "The Fat Man", en helt ny type boogie.

Hank Williams' "Lovesick Blues" topper countrylisterne.

Scatman Crothers indspiller "I Want To Rock And Roll" med Wild Bill Moore på saxofon.

RCA Victor introducerer vinyl singlen på 45 omdrejninger.

Todd Storz på radiostationen KOWH begynder Top 40 programmet.

Billboards liste for "race records" skifter navn til "rhythm and blues".

Aristocrat skifter navn til Chess.

Den hvide disc jokey Dewey Phillips i Memphis laver radioshowet 'Red Hot and Blue' med race music (Delta blues, Chicago blues, boogie).

 

1951

Den hvide disc jockey Alan Freed i Cleveland, beslutter at følge i sporet af den succes Leo Mintz forretning har opnået, og begynder at sende et radioprogram, 'Moondog Rock'n'Roll Party', der spiller sort musik for et hvidt teenagepublikum. For at slippe uden om prædikater á la "race records" omdøber han rhythm and blues til rock and roll.

Den første som rock and roll markedsførte plade, Ike Turner's "Rocket 88", bliver udgivet, . Senere samme år indspiller Bill Halyes Saddlemen en udgave af nummeret.

Den første juke-box, der spiller 45-omdrejnings singler markedsføres.

Howling Wolf and Joe Turner gør "shouters"-begrebet populært.

Gunter Lee Carr indspiller det spøgefulde dansenummer "We're Gonna Rock ".

 

1952

Bill Haleys Saddlemen bliver til the Comets

Bob Horn's Bandstand TV program sendes fra Philadelphia om eftermiddagen på alle hverdage.

Cleveland disc jockeyen Alan Freed (også kendt som The Moondog) organiserer den første rock and roll koncert, The Moondog Coronation Ball

Les Paul opfinder den første blokguitar (solid body), kendt som Gibsons Les Paul model.

Sam Phillips åbner Sun Records og erklærer: "Hvis jeg kunne finde en hvid mand, der kunne synge med neger-nerve, ville det gøre mig millionær".

Charles Brown's indspilning af "Hard Times" er den første Jerry Leiber/Mike Stoller komposition, der kommer på hitlisterne.

Little Richard's første plade udgives.

 

1953

Bill Haley's "Crazy Man Crazy"er den første rock and roll sang, der kommer ind på Billboards hitlister.

The Orioles' "Crying in the Chapel" er det første sorte hit, der topper de hvide poplister.

Leo Fender opfinder Stratocaster guitaren.

Elvis Presley foretager sin første Sun inspilning hos Sam Phillips, en af Elvis selvfinancieret plade til sin mor. I samme periode begynder Phillips at benytte to båndoptagere til at skabe en særlig ekko-effekt, det såkaldte "slap back", også kendt slet og ret som Sun-ekko.

Den farvede musik udgør 5.7% af det samlede amerikanske pladesalg.

Vee-Jay Records grundlægges i Indiana af James og Vivian Bracken med speciale i sort musik.

 

1954

Doo Wop brager igennem og bliver populært.

Bill Haley's "Rock Around the Clock" er den første rock and roll sang, der bruges i en film ("The Blackboard Jungle").

Pladeselskaberne går fra lakplader på 78 omdrejninger til vinylsingler på 45 omdrejninger.

Det japanske elektronikforma TTK (senere Sony) præsenterer verdens første transistor radio

Ray Charles danner sit band.

Big Joe Turner indspiller originaludgaven af "Shake Rattle And Roll". Den genindspilles senere på året af Bill Haley And His Comets.

Johnny Cash danner The Tennessee Two med Luther Perkins og Marshall Grant.

1955

Chuck Berry indspiller sine første rock and roll plader, der tillige er de første hvor guitaren er altdominerende hovedinstrument. Her bruges for første gang en række af de guitarfigurer, der siden er blevet helt centrale grundpiller i rock and roll. Brugen af pentatone double-stops er simpelthen essensen af rockguitar.

Bo Diddley opfinder den såkaldte "hambone rytme".

The Chordettes og The Chantels er de første såkaldte "girl-groups" (pigegrupper).

Ray Charles skaber soulmusikken med "I Got A Woman", en verdslig parafrase over en gammel gospelsang.

Ace Records dannes af Johnny Vincent i New Orleans med speciale i sort musik.

Filmen "The Blackboard Jungle", der benytter Bill Haley and His Comets "(We're Gonna) Rock Around the Clock" bliver populær hos ungdommen.

RCA skriver kontrakt med Elvis Presley

The Everly Brothers foretager deres første indspilninger.

Alan Freed's "Rock 'n' Roll Ball" tiltrækker et stort, hvidt publikum.

Carl Perkins indspiller "Blue Suede Shoes" (pladen udgives i begyndelsen af 1956)

Salgstallene viser, at 45-singlen har endegyldigt udkonkurreret 78'eren.

 

 

1956

Oberst Tom Parker bliver manager for Elvis Presley.

Heartbreak Hotel sætter Presley-mania i gang.

Presley's første film, "Love Me Tender"

Rock and roll, der spilles af hvide musikere, betegnes som "rockabilly" (rock + hillbilly).

Screamin Jay Hawkins' "I Put A Spell On You" indfører voodoo i rock'n'roll.

Wanda Jackson udråbes til "The Queen of Rockabilly".

Rock and rolls popularitet betyder en enorm fremgang for pladeindustrien, og medfører en blomstring for små, uafhængige selskaber.

Ved et tilfælde optages en improviseret jamsession i Sun studierne med "the million dollar quartet" alias Jerry Lee Lewis, Carl Perkins, Elvis Presley og Johnny Cash.

Elektra finder på opsamlingsalbummet ("blandede plader"), med sange fremført af forskellige kunstnere.

Buddy Hollys første officielle indspilningssession finder sted (nogle ældre amatøroptagelser findes). Det sker i Nashville, i Owen Bradley’s Barn Studio.

Brenda Lee underskriver en pladekontrakt i en alder af 11 år, efter at have optrådt professionelt i fem år.

Gene Vincents første optræden på nationalt tv, i The Perry Como Show.

American Bandstands første udsendelser på landsdækkende tv.

 

1957

Chuck Berry udsender "School Day" og "Rock and Roll Music"

Storhedstiden for tenage idoler.

Link Wray's "Rumble" skaber et banebrydende grundlag for senere eksperimenterende guitarister med brug af såkaldt "fuzz-tone" og andre guitar-effekter.

Buddy Holly indspiller "That’ll Be the Day" i Norman Petty's studie i New Mexico.

Billboard introducerer en ny hitliste med tidens 100 varmeste singler.

Buddy Holly og Sam Cooke gør deres tv-debut i samme udsendelse af The Ed Sullivan Show.

Den farvede sanger Frankie Lymon danser med en hvid pige i et af Allan Freeds tv-shows. Dette bliver anstødsstenen, der fører til nedsættelse af payola komiteen med dens McCarthy-lignende undersøgelser. Under påskud af at søge efter korruption og bestikkelse i musikbranchen, går man målrettet efter at bringe Allan Freed til fald.

 

1958

Elvis indkaldes til militæret.

Carl Perkins forlader Sun Records og bliver den første store rockabilly stjerne hos Columbia.

Instrumental rockens guldalder (Link Wray, Duane Eddy, Johnny And The Hurricanes, The Champs etc.).

Eddie Cochran spiller selv alle instrumenter på "Summertime Blues" og "C'mon Everybody".

Lowman Pauling foretager pionerende guitareksperimenter med distortion og feedback på Five Royales' "The Slummer".

RCA introducerer de første stereo-lp'er.

Don Kirshner åbner sit kontor i The Brill Building

David Seville's "The Witch Doctor" og The Tokens' "Tonite I Fell In Love" er de første humor-hits.

Bobby Freeman's "Do You Wanna Dance" bliver startskuddet til de tossede danses dille.

Stax Records grundlægges i Memphis for at fremme sort musik.

Little Richard dropper rock and roll efter en religiøs åbenbaring, og hengiver sig i stedet til bibelske studier.

Dion and The Belmonts og deres pladeselskab Laurie Records har begge deres første større hit da "I WonderWhy," kommer ind på Top 40.

Jerry Lee Lewis på turné i England. 34 ud af 37 planlagte koncerter aflyses, da det afsløres, at hans seneste hustru er hans 13 årige kusine.

Buddy Hollys sidste studie-session, hvor han indspiller numrene " It Doesn’t Matter Any More", "Moondreams" , " Raining In My Heart" og "True Love Ways".

The Dick Clark TV Show begynder.

 

1959

Rick Hall åbner FAME studierne i Muscle Shoals, Alabama.

The Drifters' "There Goes My Baby" introducerer Latin rytmer i popmusik.

Berry Gordy grundlægger Tamla-Motown i Detroit med det formål at lave pop-orienterede soulplader.

600 millioner plader sælges i USA.

Buddy Holly og Ritchie Valens dør i et flystyrt d. 3. februar. Buddy blev 22 år. Ritchie kun 17. Tilsammen var de 39 år, men havde begge hver især udrettet og betydet mere, end de fleste 80 årige har præsteret i løbet af et helt langt liv. Med i flyet er også sangeren The Big Bopper, der især huskes for hittet "Chantilly Lace". 3/2-59 er blevet kaldt "the day the music died" (den dag musikken døde).

Siden 1955 er de store selskabers del af omsætningen på det amerikanske plademarked faldet fra 78% til 44%, mens de små selskabers andel er steget fra 22% til 56%.

Siden 1955 er det amerikanske plademarked vokset fra en omsætning på 213 million dollars til 603 millioner, og den del rock and roll plader udgør af omsætningen steget fra 15.7% til 42.7%.

 

1960

Elvis optræder i The Ed Sullivan Show umiddelbart efter at være hjemsendt fra hæren.

Twist er årets største dansedille, og året er de skøre dansedillers største år.

Sam Cooke skriver kontrakt med RCA og har alle sine hits fra Keen Records med sig.

The Shirelles' "Will You Love Me Tomorrow" byder på nyskabende vokalharmonier.

Den engelske producer Joe Meek bruger pladestudiet som et instrument på "I Hear a New World".

Eddie Cochran dør 22 år gammel.

Ray Charles opnår sin første hitliste førsteplads med "Georgia On My Mind ".

 

1961

Dick Dale benytter udtrykket "surfing" til at beskrive sin særlige form for instrumental rock and roll.

Stax begynder at producere soulplader i Memphis.

The Peppermint Lounge åbner i New York.

Roy Orbison opnår sin første hitliste førsteplads med "Running Scared".

Phil Spector og hans partner Lester Sill udgiver "Oh Yeah Maybe Baby" på deres nye selskab Philles.

 

1962

The Supremes' første plader udgives.

James Brown indspiller det berømte "Live At the Apollo"-album

 

1963

Surf music dominerer æteren.

Little Stevie Wonder får sin første hitliste førsteplads med "Fingertips – Pt. 2".

 

1965

Alan Freed, manden, der gav rock ‘n’ roll sit navn, dør i en alder af blot 43 år. Stik imod payola-skandalens miskreditering af hans oprigtighed otte år tidligere, hævder Allan Freed til det sidste, at han aldrig har præsenteret sine lyttere for en plade, han ikke brød sig om.

Rock and roll som sprogligt Begreb

 

"Hvis du kan sidde stille, er det fordi, du ikke kan lide nummeret."

- Carl Perkins

 

Længe før man talte om rockmusik, blev udtrykket rock and roll brugt i en mængde forskellige betydninger.

I musikkens verden har det ofte været brugt som et udtryk for gang i den og fart over feltet. I amerikanske film kan man ofte høre hårdkogte politifolk sige: "Let's rock and roll", når det er tid at rykke ud. Kort sagt: nu skal der ske noget.

Nogle af de ældste kendte anvendelser af begrebet i sangtekster stammer fra religiøse sange. Ordet rock bruges her ofte i begge sine betydninger: sten/klippe/bjerg og bevægelse/vugge/rysten/rystelse/vippen/rokken/flytten. Når man tænker på et udtryk som "tro kan flytte bjerge" er det let at se de oplagte muligheder for religiøse ordspil. Bjerget/klippen som et billede på den faste, urokkelige grund, forekommer også ofte. Men udtryk som "Rock my soul" er også almindelige. Altså udtryk for at blive grebet og opflammet af troen.

Rock and roll var i "gamle dage" tillige et velkendt slangudtryk for kødelig omgang. I visse tvetydige sange, kan man møde udtrykket brugt i denne betydning.

Modsætningen imellem det kødelige og det åndelige er dog ikke altid absolut. I visse sange kan det flyde sammen eller overlappe. For at gøre dette begribeligt i en dansk sprogforståelse, kan man f.eks. tænke på Kingos salme "Far verden, Farvel" hvor udtrykket "Abrahams skød" bruges som metafor for det hinsidige. Dertil kommer den velkendte begejstring, der præger sort religiøs sang, og undertiden har en påfaldende lighed med udsvævende orgier.

Det er således bemærkelsesværdigt, at man i gamle sange kan opleve begrebet brugt om hengivelse af enhver art, fra den højeste åndelige til den laveste kødelige. Måske ville det slet ikke være så dårlig en definition endda, at rock er musik præget af hengivelse (?).

Men til hengivelsen kan passende føjes forandring. Synderen, der omvendes eller lige modsat den hidtil uplettede, der opflammes af kødeligt begær. Der vendes op og ned på tingene, alt er forandret og intet det samme. Et menneskes situation og tilstand er netop blevet - med et tilsvarende dansk ord - rokket. Derfor er det måske ikke så sært, at det blev navnet på den toneangivne musikform i en tid præget af store omvæltninger, hvor det ikke blot var enkeltindivider, men hele samfundsordenen, der blev rokket. Helt i tråd med dette vakte musikken uvilje hos samfundets reaktionære institutioner og glæde hos ungdommen.

Som nævnt forbindes rock and roll også med hastighed, fremdrift, fart over feltet og accelererende tempo. Lige omkring indgangen til 50'erne forsøgte en automobilforhandler at få monopol på udtrykket som reklameslogan. Det lykkedes ham imidlertid ikke, da man vurderede, at udtrykket var så udbredt i folkemunde, at eneret var en umulighed.

Den musik, der blev kendt som rock and roll var hurtiggående, og blev ofte sat i forbindelse med biler og motorcykler.

Når man således betragter de før-musikalske anvendelser af betegnelsen, synes de at løbe sammen og gå op i en højere enhed netop i den musik, udtrykket siden skulle komme til at lægge navn til. Jo mere man ser på, hvad ordet havde været brugt til, før det blev brugt om musikken, desto mere rammende forekommer det netop som betegnelse for musikken.

En musik præget af begejstring, hengivelse og forandring, spillet i hurtigt tempo med en rytmisk fremdrift, der kan give associationer til motorkøretøjer. Ja, hvad andet end netop rock and roll skulle man kalde det?

I lyset af de større udviklingslinier må man antage, at denne musik ville være opstået under alle omstændigheder, også selvom man havde valgt at kalde den noget andet. Men man må indrømme Allan Freed, at det var et kvikt indfald, da han fandt på at kalde den nye musik rock and roll. Det var rammende og beskrivende. Det var tillige hentet lige ud af hverdagssprogets folkelige slang. Musikken udgik i alt væsentligt fra samme kilde. Samtidig havde udtrykket en mundret, slogan-agtig velklang, der på det rent lydlige plan svarede til musikken. Musikken lyder ligesom ordet: kvik, fængende, raptunget og letflydende. Freed kunne dårligt have truffet et heldigere valg. Han havde set mulighederne og betydningen i en række strømninger, der udgjorde en ny, spirende kulturbevægelse, men behøvede et kampråb at markedsføre den med. Intet reklamebureau i verden ville have kunnet komme op med et bedre forslag, end det, der faldt Freed ind i et inspireret øjeblik.

En ældre sammenhæng hvor man havde talt om "rock music", eller mere udbredt "mountain music", var om den tidlige countrymusik, ganske enkelt fordi det var lyden fra bjergene, idet at denne musik havde sit hjemsted i små bjerglandsbyer. I denne betydning og sammenhæng fængede ordet imidlertid aldrig an. Begrebet forsvandt igen, og man begyndte først at tale om "rock music" igen langt senere, som en forkortelse af rock and roll.

Efterhånden forsvandt de ældre betydninger af ordet til fordel for at lade rock betegne en særlig musikform. I de sange, der fra midten af 50'erne og fremefter havde tekster, som handlede om at "rock, rock, rock", opfordrede det ikke til at man skulle "bolle, bolle, bolle", men derimod rocke/rokke til musikken, give sig hen til rytmen.

Når hvide kunstnere lavede kopiversioner af sorte r&b-numre med vovede tekster, blev teksterne almindeligvis omskrevet. Et typisk eksempel er Bill Haleys version af Big Joe Turners "Shake Rattle And Roll", hvor handlingen flyttes fra soveværelset ud i køkkenet. I Haleys version er det således gryder og pander, der skal rystes, rasles og svinges med. Hos Turner havde det været noget ganske andet.

Det musikalske udtryks voldsomhed blev derimod ikke nødvendigvis neddæmpet. Tvært imod fik det ofte en tak til. Man kan her sammenligne originaludgaven af "One Night" med Elvis' version. I den oprindelige version med Smiley Lewis hedder sangen faktisk "One Night Of Sin" (en nat i synd). Men frem for synd, bliver det hos Elvis til: "One Night With You" (en nat med dig). Også dette kan virke lidt vovet. Det kan lyde som om der var tale om en engangsaffære. Det fremgår dog af resten af sangen, at han er oprigtigt interesseret i pigen. I lange passager er det kun enkelte ord i teksten, der er ændret, men nok til at det kommer til at handle om noget helt andet. Den anden linie er et karakteristisk eksempel. Hos Smiley Lewis: "Is what I'm now paying for" (er det jeg nu betaler for). Hos Elvis: "Is what I'm now praying for" (er det jeg nu beder om). At ændre pay (betale) til pray (bede) ændrer alt. Den oprindelige sang handler om en fyr, der går til en prostitueret, den hvidvaskede version om en forelsket ung mand, der bejler til sit hjertes udkårne. En omskrivning, der set på tryk (ikke når man hører sangene) virker en anelse komisk, er : "Don't call my name/it makes me feel so a shame" (du må ikke nævne mit navn - for så går jeg til af skam ), der i den ændrede version er blevet til: "Just call my name, and I'll be right by your side" (du behøver bare at kalde, så er jeg hos dig). Mens den ene martret af selvforagt skjuler sit ansigt i mørket, er den anden en logrende hund, der lystrer sin herskerinde. Visse uændret bibeholdte linier, får vidt forskellig betydning i de to samenhænge. F.eks. "I've always lived a very quet life/I aint never did no wrong" (jeg har altid levet et stilfærdigt liv, og aldrig gjort noget galt). Hos Smiley Lewis er dette et stykke forhistorie. Han har hidtil forsøgt at leve et anstændigt liv, men er nu bukket under for drifterne. At stå der på bordellet og lægge pengene på bordet er hans undergang, faldet. Han er ikke sådan en, der plejer at gøre den slags. Hos Lewis ligger der således et sviende nederlag i disse ord. Helt anderledes hos Elvis. Han legitimerer sig, gør det klart for pigen at han er et godt parti, at han har reelle hensigter og at hun godt kan være tjent med ham. Fra at være en dybt kontroversiel sang bliver det til en relativt konventionel kærlighedssang, der blot har en ganske svag undertone af noget erotisk og farligt. På musiksiden forholder det sig imidlertid lige modsat. Smiley Lewis synger sangen stilfærdigt og vemodigt, mens Elvis brøler den ud som et desperat skrig. Hos Smiley Lewis ligger et Fats Domino-lignende orkester velarrangeret i baggrunden (Lewis og Domino brugte den samme arrangør, Dave Bartholomew). Hos Elvis er arrangementet derimod fuldstændig amok, med benhårde guitarer helt oppe i højtalerpappet. Men når man tænker nærmere efter, passer tingene nu alligevel godt nok sammen. I forhold til den oprindelige tekst er det oplagt at synge afdæmpet. Han er jo skamfuld, han har tabt kampen imod sine drifter og er bukket under. Det er der sandelig ingen grund til at brøle op om. Et vemodigt, lavmælt tonefald ligger ganske naturligt for et menneske, der skammer sig. Helt anderledes med den ændrede tekst. Her har vi en fyr, der er vild med en pige, desperat efter hende, parat til at gøre alt for hende og love hvad som helst. Han må nødvendigvis råbe og skrige, udtømme sit forlibte hjerte i lidenskabelige udbrud. I romanen "Peter Carmensind" fortæller Hermann Hesse om en forelsket ung mand, der går ud i en skov og skiftevis hopper begejstret op i luften og kaster sig grædende til jorden. Det er dette Elvis indfanger i sit vokale udtryk, hvorved det lykkes at gentilføre noget relevant og vedkommende til sangen, efter at have fjernet det moralske dilemma, som gør den oprindelige tekst interessant. Men netop derved flyttes hvad man kunne kalde "det rockende element" fra teksten til musikken. De primitive drifter er blevet sublimeret til et lydligt-stilistisk udtryk.

Fra at betyde noget i retning af at kaste sig vildt rundt på lagenet, kom rock and roll til i stedet at handle om rytmisk bevægelse. Men en form for rytmisk bevægelse, der gav lyst til at danse, og således stadig var kropsligt orienteret, knyttet til fysisk udfoldelse, omend på en knap så farlig måde. Det bør i den sammenhæng nævnes, at en væsentlig grund til at rockens fremkomst vakte så megen forargelse, var den vilde måde unge mennesker dansede til musikken på.

Når nogen kom til Allan Freed med en ny plade, og ville have ham til at spille den i sit program, skulle hans første spørgsmål eftersigende altid have været: "Har den en stærk danserytme?"

Rytmen, rytmen og atter rytmen. I sin essens er rock and roll en rent fysisk oplevelse.

Tidlige bud på den første Rocksang

 

1916

Den første brug af udtrykket "rock and roll" på plade synes at have været på "The Camp Meeting Jubilee", udgivet på Little Wonder # 339 med et unavngivet herrekor. I teksten indgår linierne"We've been rockin' an' rolling in your arms / Rockin' and rolling in your arms / In the arms of Moses." I sammenhænget er det Imidlertid tydeligt, at betydningen udelukkende er religiøs.

 

1922

"My Man Rocks Me (With One Steady Roll)" m/ Trixie Smith. Skønt spillet med stærkt markeret rytme, og med en af de første "around the clock"-tekster, kan denne langsomme mol-blues ikke siges at have noget at gøre med rock and roll i senere tiders betydning. På den anden side understreger titlen den oprindelige seksuelle betydning af udtrykket rock and roll.

 

1927

"Kansas City Blues" med Jim Jackson. Det var et stort blues hit, der ofte fremhæves blandt de første millionsælgere. Den melodiske struktur blev senere genbrugt og videreudviklet af Charlie Patton ("Going To Move To Alabama") og Hank Williams ("Move It On Over") inden den dannede model for "Rock Around The Clock". Teksten foregreb Leiber og Stoller's "Kansas City". Ydermere rummer den linien "It takes a rocking chair to rock, a rubber ball to roll."

 

1928

"Tight Like That" med Tampa Red og pianisten Georgia Tom (Thomas A. Dorsey) var en yderst populær tidlig "hokum"-plade, der kombinerede en grovkornet humor med raffineret spilleteknik. Med sine Chicago Five skulle Tampa Red siden blive pioner inden for Chicago-grupper med mindre besætning, den såkaldte "Buebird Sound", mens Dorsey blev "the father of gospel music".

"Pine Top's Boogie Woogie"med Clarence "Pinetop" Smith var et af de første store "boogie woogie"-hits, og den første, der rummer den klassiske rock and roll hentydning til "the girl with the red dress on" (pigen i den røde kjole) som får besked på at "not move a leg" før hun kan "shake that thing" og "mess around". Smith's nummer på sin side bygger på Jimmy Blythe's "Jimmy's Blues" fra 1925 .

 

1932

"Tiger Rag" med The Washboard Rhythm Kings var en totalt ude af kontrol fremførsel med overgearet sang, sære tigerbrøl og et vaskebræt, der gik grassat. Denne plade er et repræsentativt eksempel på, hvordan mange af datidens indspilninger med spasmbands, jugbands og skifflegrupper havde en god portion af samme vilde og løsslupne spontanitet, som den tidlige rock and roll.

 

1936

"Skippy Whippy" og "Hittin' The Bottle Stomp" med The Mississippi Jook Band var stærkt rytmiske indspilninger med en guitar-piano-tambourin trio, der dersom de var blevet lavet 20 år senere med fuld forstærkning,, utvivlsomt ville være blevet opfattet som rock and roll.

"Oh! Red" med The Harlem Hamfats var et hit indspillet af en lille gruppe bestående af jazz- og bluesmusikere samlet af J. Mayo Williams med det direkte formål at skabe en fængende danseplade. Betragtet i samtiden (og især blandt jazzfans), var gruppen at regne for et humoristisk indslag. Men besætningen blev i høj grad indflydelsesrig, og blandt gruppens indspilninger forekommer adskillige sange med hentydninger til sex og stoffer.

"I Believe I'll Dust My Broom", "Crossroad Blues" og andre indspilninger med Robert Johnson. De var ikke videre populære i samtiden, men udgør en direkte inspirationskilde til udviklingen af Chicago blues, og kom endvidere til at inspirere en ny generation af musikere, da de blev genudgivet i 60'erne.

1937

"Sing, Sing, Sing" med Benny Goodman rummer en række soloindslag med trommeslageren Gene Krupa, hvis musikalske temperament og sans for show-orienteret sceneoptræden foregriber rock and roll tromning.

 

1938

Sister Rosetta Tharpe (se også under 1942), indspiller sit første hit, "This Train".

Grundstrukturen fra "Oh! Red" genbruges i "Ida Red" med Bob Wills and the Texas Playboys, en usædvanlig voldsom fremførsel fra et (hvidt) Western swing band, med elektrisk guitar spillet af Eldon Shamblin. Sangens grundstruktur blev atter genbrugt en del år senere af Chuck Berry til "Maybellene".

"Roll 'Em Pete" med Pete Johnson og Joe Turner, en up-tempo boogie woogie med rytmiske håndklap og en bemærkelsesværdig blues-tekst.

 

1939

"Rockin' Rollin' Mama" med Buddy Jones, en12-takters blues spillet i Western swing stil af en hvid country sanger og hans band, der inkluderede Moon Mullican på klaver. Sangen rummer linierne: "Waves on the ocean, waves in the sea / But that gal of mine rolls just right for me / Rockin' rollin' mama, I love the way you rock and roll / You ease my troubled mind and pacify my weary soul".

 

1940

"Boogie Woogie Bugle Boy" med The Andrews Sisters rummer en mængde proto-rock and roll elementer. Dette er det bedst kendte eksempel fra gruppens produktion. Men de lavede også andre proto-rock numre, såsom "Beat Me Daddy Eight to the Bar". Det er værd at bemærke, at begge disse sange er skrevet af den samme mand, Don Raye.

"Down the Road a Piece" med The Will Bradley Orchestra, et raffineret rockende boogie woogie nummer, blev indspillet i august. Trommeslageren "Eight Beat Mack" (Ray McKinley) sang sammen med sangens ophavsmand, (igen!) Don Raye. Sangen skulle senere blive en rock and roll standard, og blive indspillet af utallige rockmusikere, der i blandt Amos Milburn, Chuck Berry, The Rolling Stones, Jerry Lee Lewis, Foghat og Bruce Springsteen. Men allerede originalversionen fra 1940 med Will Bradleys orkester, var absolut rockende - 15 år før rock and roll blev populært!

"New Early In The Morning" og "Jivin' The Blues" med Sonny Boy Williamson, begge eksempler på en yderst indflydelsesrig og poulær række af indspilninger med mindre Chicagoblues grupper, foretaget hos Lester Melrose's Bluebird selskab, og blandt de første, hvor trommerne (spillet Fred Williams) tildeles en central rolle i lydbilledet.  

 

1942

"Rock Me" med The Lucky Millinder Orchestra, inkluderende ekstatisk sang og elektrisk guitar fra Sister Rosetta Tharpe, er et karakteristisk eksempel på en gospel sang fremført som cityblues. "Flying Home" med Lionel Hampton og hans orkester rummer en tenorsaxofon-solo spillet af Illinois Jacquet, senere genskabt og raffineret på scenen af Arnett Cobb, som er en tydelig model for rock and roll soloer lige siden: emotionelt, brølende, ekspressivt og udstrakt. Ikke bare en instrumental afbrydelse, men en hjørnesten i sangen. The Benny Goodman Sextet havde et hit i 1939 med en kammerjazz-version af det samme nummer, med Charlie Christian på guitar. I 1944 indspillede Illonois Jacquet en endnu mere fræsende solo på "Blues, Part 2".

 

1943

"The Joint is Really Jumpin' at Carnegie Hall" fremført af Judy Garland og Jose Iturbi i filmen "Thousands Cheer" er ikke blot bemærkelsesværdig for sit boogie-woogie arrangement, men også for at der i teksten synges "when they start to rock". Her bruges ordet "rock" i en udelukkende musikalsk betydning (i modsætning til den mere udbredte brug på det tidspunkt, som et andet ord for sex). Imidlertid var Garland ikke den første, der brugte ordet "rocking" i en musikalsk betydning i en film. Allerede i 1938 sang Gertrude Niesen sangen "Rockin' The Town" i filmen "Start Cheering".

 

1944

"Straighten Up and Fly Right" med the Nat King Cole Trio er musikalsk set ikke særlig rockende, men et populært nummer med en tekst bygget over et afro-amerikansk folkeeventyr/børnerim, der bl.a. også kendes fra den traditionnelle sang "Hush Little Baby". Samme tekst fandt senere vej til sangen "Bo Diddley". De rytmiske og klanglige kvaliteter i børnerim og folkelige remser skulle få stor betydning for rockens formsprog.

"I Wonder" med Cecil Gant er et tidligt eksempel på sort balladesang, der bliver populær.

 

1945

"The Honeydripper" med Joe Liggins, der forener boogie-woogie piano, jazz og endog en stump af den folkelige sang "Shortnin' Bread" i et spændende dansenummer, ligger på toppen af r&b/"race" -listerne i 18 uger.

Arthur Smith indspiller de to instrumentalnumre "Guitar Boogie" og "Be-Bop Rag", der udmærker sig ved stærk rytmisk fremdrift og et guitardomineret lydbillede.

 

1946

Louis Jordan's "Choo Choo Ch'Boogie" og "Let The Good Times Roll" (såvel som "Caldonia" fra 1945) opnår popularitet både hos det sorte og det hvide publikum, og pionerer et musikalsk formsprog, der skulle blive yderst indflydelsesrigt. Deres producer Milt Gabler blev siden producer for Bill Haley, og Jordan's guitarist Carl Hogan, på numre som "Ain't That Just Like A Woman" (ligeledes fra 1946), udgjorde en direkte inspirationskilde for Chuck Berry's guitar stil.

"House of Blue Lights" med Freddie Slack og Ella Mae Morse er den første indspilning, hvor hvide synger r&b.

 

1947

"Move It On Over" med Hank Williams har en melodisk struktur, der er baseret på Jim Jackson's "Kansas City Blues" fra 1927, og siden selv står model til "Rock Around The Clock".

"Oakie Boogie" med Jack Guthrie, en Western swing country boogie.

"Good Rocking Tonight" i to forskellige versioner, med henholdsvis Roy Brown og Wynonie Harris, begge farvede kunstnere. Brown's originalversion er en jumpblues, der efterligner gospelmusikken, og sammensmelter den åndelige/religiøse betydning af "rocking", med de verdslige betydninger af dans og sex. Harris' version er hurtigere og mere rytmisk, hvorved den ligger nærmere rock and roll, og fører til en dille med bluesnumre, hvor "rocking" indgår i tittelen. Indspilles siden i en beåndet version af Elvis, og en ikke videre beåndet af Pat Boone.

"We're Gonna Rock, We're Gonna Roll" med Wild Bill Moore, den første saxofon-plade domineret af den siden for rock and roll så centrale"honking"-stil, der opnår bred popularitet og bliver et hit, med nummerets tittel udsunget af et baggrundskor.

 

1948

"Chicken Shack Boogie" med Amos Milburn, en piano-domineret boogie med hentydninger til en ordentlig druktur, der bliver et stort hit.

Arthur Smith genindspiller sin "Guitar Boogie". Originaludgaven havde han lavet i 1945. Denne gang spiller han den på elektrificeret guitar, og er dermed den første, der spiller en boogie på elektrisk guitar. Særdeles hyppigt efterlignet af senere guitarister.

 

1949

"Drinkin' Wine Spo-Dee-O-Dee" med Stick McGhee and his Buddies, en tidlig "festsang", der siden skulle blive indspillet af Jerry Lee Lewis.

"Rock And Roll" med Wild Bill Moore udgives, men er rent faktisk indspillet det foregående år. En rockende boogie, hvor Moore gennem hele nummeret gentager: "Were going to rock and roll, we're going to roll and rock", og ender sangen med ordene "Look out mamma going to do the rock and roll.".

En variant af Bill Moore sangen er "Rock and Roll Blues" med sangerinden Erline 'Rock and Roll' Harris, der synger: "I'll turn out the lights, we'll rock and roll all night".

"We're Gonna Rock this Joint Tonight", også kendt som "Rock the Joint", først indspillet af Jimmy Preston, er ofte blevet betragtet som en prototype rock and roll sang. Den blev genindspillet i 1951 af Jimmy Cavallo og i 1952 af Bill Haley and the Saddlemen; Marshall Lytle, der en overgang var basist i The Comets, har hævdet at det var dette nummer, der inspirerede Alan Freed til at benytte udtrykket "rock and roll" om de plader, han præsenterede i sine programmer.

"Saturday Night Fish Fry" med Louis Jordan and his Tympany Five bliver et stort hit, og skulle tillige blive yderst indflydelsesrigt. Sangen handler om et fiskegilde i New Orleans, der ender med politirazia og anholdelser, med det stadigt tilbagevendende omkvæd "It was rocking".

"The Fat Man" med Fats Domino, hvor Fats synger trompetlignende lyde, er det første af hans 35 top 40 hits. Den insisterende rytmiske fremdrift med tydelig markering af 2 og 4 slaget er fremherskende. Sangen er baseret på Willie Halls "Junker's Blues".

"Rock Awhile" med Goree Carter indspilles på selskabet Freedom i Houston, Texas. Carter brugte Chuck Berry-agtige guitarlicks i i sin sang før nogen havde hørt om Berry. Rent faktisk kan disse guitarlicks spores endnu længere tilbage, nemlig til T-Bone Walker.

"Rag Mop" med Johnnie Lee Wills og Deacon Anderson er et humoristisk orienteret nummer; teksten er slet og ret sangens tittel gentaget hele vejen igennem. Sangen er bedst kendt i Ames Brothers' version, der blev et stort hit i 1950.

 

1950

"Rock Me to Sleep,"skrevet af Benny Carter og Paul Vandervoort II og indspillet af Helen Humes akkompagneret af The Marshall Royal Orchestra.

"Birmingham Bounce" med Hardrock Gunter, en af de første referencer til "rockin'" på dansegulvet.

"Hot Rod Race" fremført af Arkie Shibley and His Mountain Dew Boys, sætter biler og hurtig kørsel i forbindelse ungdom og ungdomsliv.

"Sixty Minute Man" med The Dominoes (indspillet d. 30. December, 1950). Dettte var det første store R&B hit, der også kom på poplisterne, og gruppen selv (m/ bl.a. Clyde McPhatter) optrådte i mange af Alan Freed's tidlige shows.

 

1951

"How High The Moon" med Les Paul and Mary Ford (indspillet d. 4. January, 1951), det første store hit med anvendelse af elektroniske virkemidler såsom trickindspilning, og blandt de første med en elektrisk guitarsolo.

"Rocket 88" (indspillet 5. Marts, 1951) af Jackie Brenston and his Delta Cats (i virkeligheden et pseudonym for Ike Turner and the Kings of Rhythm), og senere indspillet af Bill Haley and the Saddlemen. Begge versioner af nummeret er blevet kåret som den første rigtige rock and roll sang af forskellige kendere. Brenston's udgave var stærkt indflydelsesrig i kraft af sit tekstmæssige indhold. Den blev et stort hit, og banede vejen for Sun Records succes. Haley's version var blandt de første hvide kopiversioner af sorte r&b-hits, og satte kursen for hans fremtidige karriere.

 

1952

"Hound Dog" med Willie Mae "Big Mama" Thornton (indspillet d. 13. August, 1952), en upoleret R&B sang med Johnny Otis' band (ukrediteret af kontraktmæssige grunde), skrevet af de to hvide teengare Jerry Leiber og Mike Stoller. Sangen blev et stort hit for Elvis Presley i 1956.

 

1953

"Crazy Man, Crazy" med Bill Haley and his Comets (indspillet i April 1953) var blandt de første af hans plader, der nåede op på Bilboards popliste. Ikke en kopi, men selvskreven. Haley hævdede at have hørt udtrykket crazy man, crazy til et skolebal, hvor hans orkester havde optrådt.

 

1954

"Shake, Rattle and Roll" med Big Joe Turner (indspillet d. 15. Februar, 1954), senere genindspillet af Bill Haley and his Comets. Turner's version toppede Billboards R&B liste i Juni 1954. Haley's version, med fundamentalt ændret tekst og arrangement, var den første rock and roll sang, der blev et internationalt hit, og dermed foregreb "Rock Around The Clocks"s succes med adskillige måneder, selvom den blev indspillet senere. Elvis senere version (fra '56) kombinerede Halyes arrangement med Turners tekst, men blev ikke noget stort hit.

"Sh-Boom" by the Chords (indspillet d. 15. Marts, 1954), og siden genindspillet i en hvidvasket version med The Crew-cuts. Sangen var en banebrydende variant af doo-wop.

"Rock Around the Clock"med Bill Haley and his Comets (indspillet d. 12. April, 1954) blev den første nummer 1 hit (første plads) for en rock and roll sang. Nummeret tilskrives ofte æren for at have ført rock and roll til bred popularitet, i det mindste bred popularitet hos hvide teenagere. Først havde pladen ikke nævneværdig succes. Men efter et andet Haley hit, "Dim, Dim The Lights", blev sangen brugt i filmen "The Blackboard Jungle" og nåede derved ud til et betydelig større publikum.

"That's All Right (Mama)" med Elvis Presley (indspillet i Juli 1954); Denne udgave af Arthur Crudups sang er Elvis første singleudgivelse. B-siden, en rockende version af Bill Monroes bluegrass nummer "Blue Moon Of Kentucky", er også i Monroes original version ofte fremhævet som en inspirationskilde for rock and roll. 

 

1955

"Bo Diddley" med Bo Diddley (indspillet d. 2. Marts, 1955).

"Maybellene" med Chuck Berry (indspillet d. 2. Maj, 1955).

"Tutti Frutti" med Little Richard (indspillet d. 14. September, 1955).

"Blue Suede Shoes" med Carl Perkins (indspillet i December 1955), rummer elementer af rockabilly og country musik. Siden gjort mere populær af Elvis. Perkins. Original versionen var en tidlig rock and roll standard. Også indspillet af bl.a. Jerry Lee Lewis og Eddie Cochran.

Hvorfor netop i 50'erne?

 

"Der er en sang, der skal synges

- og det bedste tidspunkt at gøre det, er mens man er ung."

- Fra Cliff Richard sangen "The Young Ones"

 

Som det fremgår af det foregående, havde det, vi i dag kender som rock and roll, længe været på vej - endog både af navn og gavn - ved indgangen til 50'erne. Det ligger derfor lige for at spørge, om der var noget ved 50'erne, som i særlig grad bød på de rette forudsætninger, for at det, der længe havde ulmet omsider brød ud i brand? Hvad kan have virket som ansporende omstændigheder? Hvad i det daværende samfund var af en sådan beskaffenhed, at det dels muliggjorde rockens udbrud, og dels var noget rocken kunne afspejle? Man kan naturligvis hævde, at det var rene tilfældigheder. Men hvis man er af den overbevisning, at musikken til enhver tid dels er et produkt af et samfund og dels afspejler et samfund, så er der ikke noget, der hedder tilfældigheder. Så følger det af sig selv, at der må være en særlig overenstemmelse imellem rock and roll og 50'erne. Ellers kunne rocken lige så godt være brudt ud allerede i 40'erne, eller ulmet videre hele vejen gennem 50'erne for så først at bryde ud i 60'erne. Der er dem, der vil mene, at sådan kunne det lige så godt være gået. Men det kan ingen, som tror på et gensidigt forhold imellem musik og samfund, tro på.

Som det også fremgår af det foregående, kan man ikke tale så entydigt om rockens opståen, som om det bare opstod et bestemt sted på et bestemt tidspunkt (f.eks. da Bill Haley indspillede "Rock Around The Clock" d. 12. april 1954), og så bredte sig derfra som en mellemting imellem ringe i vand og et stafetløb. Det brød ud flere steder stort set samtidig, og i en del tilfælde i form af ting, der var uafhængige af hinanden. Når det foregik på den måde, må man nødvendigvis tolke det symptomatisk. Der lå et eller andet i tiden, som en række forskellige musikere forskellige steder var på sporet af og søgte at tolke.

Det er mig bekendt, at visse mennesker tager afstand fra en sådan tankegang. I grunden forstår jeg ikke hvorfor. Lad mig tage et helt banalt eksempel. Hvis der længere nede af vejen bor et menneske, jeg ikke kender og aldrig har talt med, bor vi ikke desto mindre så tæt på hinanden, at der er en masse ting i nærmiljøet, vi begge forholder os til. Hvis det så en dag øsregner, så er det vel tænkeligt at vi begge påvirkes deraf. Det er ikke sikkert vi påvirkes ens. Måske får det den ene af os til at lave kakao og bage boller, mens den anden sætter sig til at spille sørgelige plader. For en tredie behøver regnen ikke betyde, at man skal sidde inde, men kan tværtom vække lyst til at stikke i gummirøjserne og komme ud og trave. Men så forskellige disse reaktioner er, er de dog alle reaktioner på regnvejret. Dette vil ingen synes er mærkeligt. Men så snart man overfører det på noget åndeligt, for at undersøge fænomener som tidsånd, symptomatisme, kollektiv bevidsthed og des lige, begynder en masse mennesker at synes det er mysti-fystisk. Men hvorfor skulle i grunden en åndelig påvirkning være mere mystisk end en fysisk? Det kræver måske en anelse mere abstrakt tænkeevne. Men i grunden ikke mere end de gåder, der bygger på princippet hvad er ligheden imellem... og der så følger et komisk, ordspillene svar, der ligger på grænsen til det absurde. Når princippet fra denne type humor overføres på seriøs eftertanke følger tingene af sig selv.

Hvad er ligheden imellem et kys og et rygte?

Svar: Mund til mund.

Lad mig åbent tilstå, at jeg tror på tidsånd som en reel størrelse, der ikke er at forstå som summen af en tids strømninger, men lige modsat som forudsætningen for dem. Ligesom rosinbollerne, traveturen og Billie Holliday-pladerne på en regnvejrsdag, ligner de ting en given tidsånd fører med sig ikke nødvendigvis hinanden synderligt. Jeg plejer i den forbindelse at bruge det billede, at en stor klase ballonner kan rumme ballonner i alle mulige størrelser, farver og faconer, men at der et sted neden under er en hånd, der holder i snorene. Denne hånd er tidsånden. Ballonnerne i snor kan så være vidt forskellige. Nogle har den almindelige, runde form, andre fantasifulde former, nogle er blege og hvid-grå, andre farvestrålende, nogle er store og nogle er små. Men det er den samme hånd, der holder snoren til dem alle!

Det havde ulmet i årevis, og man kan få det indtryk, at rocken ligesom ventede på de rigtige omstændigheder, de gunstige betingelser, for et udbrud. Derfor må der være en særlig forbindelse imellem rock and roll og 50'erne. De står i et eller andet forhold til hinanden, en gensidigt bekræftende forbindelse. Rock and roll fortæller noget om 50'erne, og 50'erne fortæller noget om rock and roll.

Hvis man vil søge i litteraturen efter tanker og mentalitet, der kan synes beslægtet med rock and roll, er eksemplerne talrige. Men de to mest oplagte er stadig - også selvom de er en smule fortærskede, fordi alle bruger dem som eksempel - Sallingers "Forbandede Ungdom" og Keruoachs "Vejene".

"Forbandede Ungdom" er historien om en ung mand, der stikker af fra sin skole og begiver sig ud i New Yorks natteliv. Han er fuld af harme over de voksnes verden, der forekommer ham hul og forloren. Han ironiseer ivrigt over en mængde fænomener. Særlig underholdsningsbranchens pomp og pragt er ham imod. Han benytter flere gange den vending om en optrædende, at han eller hun er "for dygtig", hvormed han mener noget i retning af, at det er overinstuderet, mekanisk, mangler spontanitet og nerve. Men den unge mands uvilje går videre end til at være en hård anmelder af forlystelseslivet. Han væmmes oprigtigt ved de voksnes verden som helhed. Ved alt det de mener bare fordi, de mener det. Den manglende standsen op og stillen spørgsmål. Selv er han stukket af fra skolen. For hvorfor skal han indfrie sine forældres forventninger? Er det i virkeligheden det, han vil? I hvert fald vil han ikke følge en konvention, men finde svar han kan opleve som ægte. Han opponierer derfor imod et samfund, hvor man blot overtager holdninger, fordi at "sådan er det", holdninger, der i bedste fald er gennemtænkte, men aldrig følte og levede.

Mens fortællerstemmen i "Thirteen Women" skal nå på arbejde til tiden, og derfor ikke har tid til overvejelser, skænker hovedpersonen i "Forbandede Ungdom" sig selv en pjækkedag, hvor han kan tænke lidt over tingene, og eksperimentere med livets muligheder. Samme tema blev - omend på en langt mindre farlig og udfordrende måde - brugt i en nogenlunde samtidig film: "Prinsessen holder Fridag". Det er en ganske harmløs komedie med Audry Hepburn og Gregory Peck i de bærende roller. Mens hovedpersonen i "Forbandede Ungdom" ender på et psykiatrisk hospital, tager prinsessen efter et døgn i frihed tilbage til slottet og passer sine royale pligter. I dette ligger mere end at blot lave to forskellige slutninger på historien. I det ene tilfælde bliver det en nådesløs kritik af et stift og ensrettet samfund, der ikke tåler at blive sagt imod. I det andet en relativ uskyldig afreageren inden man ukritisk bøjer sig for de krav man bliver stillet over for. Trods enorme forskelle i fremstillingens dybde og intensitet, er temaet dog ikke desto mindre det samme: længslen efter et forløsende frikvarter. Denne voldsomt tiltagende længsel i de pæne, snusfornuftige og følelsesbeherskede 50'ere var måske mere end noget andet dét, der banede vejen for rockens gennembrud.

Hvis der findes en bog, der giver løsningen på rockens gåde, er det ikke et musikvidenskabeligt værk, men Salingers berømte roman. I "Forbandede Ungdom" ligger svaret gemt.

For en ordens skyld bør det nævnes, at den danske tittel er oversætteren Vibeke Cerris påfund. Originaltitlen er "The Catcher In The Rye", hvilket kan oversættes til noget i retning af fangeren i kornmarken. Dette kan vel opfattes som et billede på en, der er draget ud på jagt, hvad hovedpersonen i lettere overført betydning jo netop er. Men almindeligvis er det vel ikke jageren, men det jagede dyr, der befinder sig ude i marken. Derfor kan man også opfatte titlen som noget i retning af jageren jages. Dette kan opfattes dobbeltsidigt. Den unge mand, der føler sig ude af fodslag med verden og derfor på en måde er jaget, der nu retter skytset imod det samfund, der forfølger de anderledes. Men samtidig er han på flugt, og således er han rent faktisk alt imens han håner verdens dårskab jaget. Ordet catcher (fanger/griber) bruges også inden for visse sportsgrene, om den på et hold vis opgave det er at gribe en bold. F.eks. i rundbold, hvor bolden jo skal fanges af det hold, der er ude, mens indeholdet må slå til bolden og løbe. Man kan altså også forstå det som udeholdets griber. Vor unge mand, er ude og der er noget han forsøger at gribe. Rye betyder egentlig rug, og bruges også om spiritus (rugwhiskey). At der henvises specifikt til rug, frem for f.eks. hvede kan måske også rumme en pointe: en grov kornsort. Vibeke Cerri har åbenbart ikke følt, at hun kunne finde et tilsvarende ordspil på dansk, og således valgt det betydelig mindre poetiske "Forbandede Ungdom". Måske(?) havde det været mere rammende at kalde bogen "Forbandede Voksne", da det i grunden ikke er sin alder hovedpersonen raser over, men det samfund, der omgiver ham.

Hvorom alting er, så har bogen herhjemme i årevis været kendt som "Forbandede Ungdom". Imidlertid udkom der i 2004 en ny oversættelse (af selveste Klaus Rifbjerg) med den stort set direkte oversatte tittel "Griberen i Rugen".

"Vejene" er historien om en flok kammerater, der drager rundt i landet, dels i gamle biler, og dels ved at blaffe, når den gamle spand ikke kan mere. Undervejs drikker de, går på bordel og des lige. Samtidig oplever de en længsel efter autencitet, og de er således både i bogstavelig og overført forstand ude på vejene. Da jeg i sin tid læste bogen havde jeg en ganske speciel oplevelse. Jeg havde været i gang med den gennem flere uger, og havde fået tygget mig omkring halvvejs ind i den. Jeg brød mig ikke synderligt om den. Det forekom mig at bare være nogle fjolser, der rejste rundt og gjorde tåbelige ting, skabte sig åndsvagt, ødelagde muligheder for sig selv, og således selvforskyldt oplevede alting gå galt for dem. Men så havnede jeg selv i en lignende situation. Jeg blev uvenner med en kammerat i Vejle, der var økonomisk garant for min hjemrejse. For at få biletten hjem kunne jeg have udvist diplomati og overbærenhed. Men tingene gik mig for nær og jeg udvandrede i vrede. Således stod jeg i den situation at måtte komme til København ovre fra det mørkeste Jylland uden en krone på lommen. Jeg gik lange strækninger, fik et lift ind imellem og så fremdeles. Undervejs havde jeg en sær oplevelse af ægthed, at være kommet ud på en kant, hvor livet virkelig var. Ingen sikkerhedsnet, ingen intellektualiseringer. De ømme fødder, det beskidte og snart også lasede tøj. Prøve at finde et sted at sove. Det var virkeligheden. Denne følelse af autencitet, var en helt afgørende oplevelse. Da jeg omsider nåede hjem, fik jeg mig først en lang, solid lur. Derefter fandt jeg den halvt læste "Vejene" frem. Som sagt havde første halvdel taget mig flere uger. Anden halvdel slugte jeg på et døgn, og elskede hvert ord jeg læste. Pludselig forstod jeg denne længsel efter livet ude på kanten, og den ægthed det der får.

Som det forhåbentlig fremgår uden videre er der et tematisk slægtskab imellem "Forbandede Ungdom" og "Vejene". Det handler om at bryde med det overtagede, og komme i forbindelse med det ægte. En higen og stræben netop efter noget autentisk.

To nye ord, der fik stor betydning i 50'erne var teenager og generationskløft. I dette ligger der, at ungdommen blev en selvstændig institution med sin egen kultur i en langt mere gennemgribende grad end tidligere, hvor ungdom stort set kun var betegnelse for en alder. I 50'erne begynder ungdom at blive noget andet end en alder, og snarere være en mentalitet og livsstil. At være ung blev et eksistentielt fænomen.

Men hvorfor opstod der en generationskløft? Hvorfor blev ungdommen en selvstændig institution, der i nogen grad etablerede sig som en anden kultur og livsform ved siden af de voksnes verden?

For det første må man forstå dette ret. Der var ikke tale om, at alle mellem 12 og 21 lige pludselig gik amok. Faktisk var det relativt få, der for nu at bruge Keruachs billede begav sig ud på vejene. Derudover var der ikke tale om en bevægelse eller sammenslutning. Vi skal et godt stykke ind i 60'erne, før ungdommen begynder at skabe deres egne uafhængige organisationer. Foreningslivet blomstrede i 50'erne. Men det var et foreningsliv, der blev styret og administreret af det etablerede samfunds voksne. Bruddet med det etablerede var ligesom for hovedpersonen i "Forbandede Ungdom" noget individuelt og personligt, med vægt på det unikt selvoplevede, og derfor uforeneligt med foreninger og sammenslutninger. Den afgørende forskel på 50'ernes rebeller og 60'ernes ungdomsoprør, kan man vælge at se som et stykke udviklingshistorie. Først måtte ungdommen løsrive sig, siden kunne de så begynde at organisere sig. Eller man kan mene at tidsånden slog om, og derfor fik andre symptomer 10 år senere.

Et stort antal unge mennesker fattede interesse for den nye musik. Men de fleste dansede og morede sig blot på uskyldig vis, for derefter at tage lige hjem fra ballet og stiltiende finde sig i en overhaling fra forældrene for det sene tidspunkt. Det var bare prinsessens fridag. Ikke andet. De begav sig ikke ud på vejene.

Skønt det var relativt få, der reelt udgjorde 50'ernes rebeller blev sammenstødet mellem det etablerede og udbryderne voldsomt og særdeles synligt. En af årsagerne til dette var de reaktionære kræfters stivnakkethed. I 50'erne ville det have været utænkeligt at anse de unges synspunkt for ligeværdigt. En åben og frisindet holdning dengang, var at se det hele som noget, de skulle have afløb for. De blev jo nok klogere, når de havde fået overskudsenergien brændt af. Det var børnesygdomme, der skulle overstås. De unge skulle have tid og plads til at komme igennem det, så de senere kunne blive ordentlige, fornuftige mennesker. Når denne nedladende holdning var at regne for frisindet i 50'erne, hang det sammen med at hovedtallet af det etableredes repræsentanter mente, at de unge var bøller og anarkister, dårligt opdragne, smækforkælede møgunger, der ganske enkelt trængte til at få en god, gammeldags røvfuld. Et sted midt imellem de to yderfløje, mente en del, at den "stakkels" ungdom var faret vild, og derfor blidt, men bestemt skulle ledes på rette vej.

At betragte den unges synspunkt som ligeværdigt, eller endnu mere radikalt: indrømme at de kunne have set noget, den voksne aldrig havde tænkt over, at den voksne måske havde taget fejl, det ville have været utænkeligt i 50'erne. I 50'erne var det en naturlov at forældre ikke tog fejl, men at børn i deres umodenhed kunne være ude af stand til at se, at de havde ret.

Nøjagtig de samme holdninger kan man finde på musikkens område. Kigger man i ældre bøger om musiklærerfaget, er det ikke spor usædvanligt, at der efter forskellige forslag til hvordan man skal åbne børns øjne for dels den klassiske musik og dels Danmarks melodibog, følger nogle afsluttende bemærkninger om, at omkring konfirmationsalderen følger der en pop-fase, hvor de skal ud og danse og more sig, men at dette blot er et overgangsstadium. Senere skal de nok vende tilbage til den rigtige musik, når blot de har fået en god musikopdragelse som små.

Det må vist nok kaldes en fejlberegning, når man tager i betragtning at mange af dem, der for 50 år siden dansede til Elvis og Bill Haley stadig holder af denne musik i dag. Eller også har de ikke fået en tilstrækkelig musikopdragelse som små. Det sidder der endnu nogle pensionerede musiklærere rundt omkring, der mener. I den pædagogiske litteratur kan holdningen findes helt frem til midten af 70'erne.

Det er klart, at en konflikt bliver uforsonlig, hvis den ene part overhovedet ikke vil betragte modparten som ligeværdig. Når det etablerede system i 50'erne betragtede unge som nogle, der skulle blive ældre og klogere, og deres musik som noget hakkelse, de skulle vokse fra, måtte det nødvendigvis vække harme og modstand hos ungdommen. Men det giver også sig selv, at det blev en lille kreds af modige og stærke, der kunne præstere et reelt oprør, mens de mere forsagte naturer bøjede sig, tiede og tålte. Så nej - lad os slå det fast en gang mere - der var aldeles ikke tale om, at alle mellem 12 og 21 lige pludselig gik amok. Men sensationspressen forsøgte undertiden at fremstille det sådan. Det er indlysende at højtråbende, læderbeklædte motorcyklister kunne sælge flere aviser, end mælkedrikkende studiner og nærsynede frimærkesamlere i cardigan.

Naturligvis opleves verden forskelligt alt efter om man er helt ung, har kroppen fuld af uterlige hormoner, føler alt med tredobbelt styrke og endnu har et par illusioner i behold, eller man er noget ældre og er faldet mere til ro. Men derfra og så til at sige, at alderens falden til ro, er det samme som at komme til fornuft, og mere rigtigt, er der et væsentligt spring. Det senere stadie kan lige så godt betragtes som en sælgen ud af idealerne, en laden sanserne bedøve og alt ruste til. Måske er man netop nærmest virkeligheden og sandheden i den alder, hvor man oplever livet stærkest (?)!

Rock and roll er en kritik af den golde (snus-)fornuft. En hævden at følelsen kan være lige så sand, eller sandere.

Generationskløften var en konflikt, hvor begge parter i nogen grad havde fælles forudsætninger. Her gælder atter den med regnvejrsdagen. Begge parter ville gerne finde nogle afgørende svar, og langt henad vejen på de samme spørgsmål. Uheldigvis nåede de blot frem til hver sit resultat.

Som nævnt var de virkelige rebeller relativt få. I de fleste tilfælde blev der kun tale om forsigtige indvendinger. Til gengæld havde man i 50'erne en veludviklet sans for at antyde og være underforstået. Dette har atter sine paralleler i musikken. Vi kan her igen se på den tidligere omtalte Bill Haley sang "Thirteen Woman". De giver ham mad og vasker hans tøj, men det er ikke så meget som antydes, at der skulle være sket noget mere intimt. Men en mand alene med en masse kvinder er i sig selv en erotisk reference. Dertil kommer musikkens udpræget erotiske atmosfære, der med sin luskende rytme og de hårdtvredne guitarlicks er et karakteristisk eksempel på det, samfundets reaktionære institutioner kaldte "the vulgarity of rock and roll".

Den højtudviklede antydningens kunst havde den uheldige bagside, at markante udtalelser ofte blev urimeligt overfortolkede. Måske skal mccartyismen ses i dette lys. Man har givetvis resoneret som så, at hvis nogen sagde lige ud, at der var ufuldkommenheder i det amerikanske samfundssystem, måtte de nødvendigvis være revolutionære bolsjevikker. Havde de blot været reflekterede mennesker, med et nuanceret syn på tingene, ville de have begrænset sig til en fin hentydning.

I det hele taget skulle man passe på hvad man sagde (og gjorde) i en tid, hvor der i fuldt alvor blev sat absolut skel imellem rigtige og forkerte meninger, og en morbid angst for alt, der var den mindste smule anderledes blomstrede i fuldt flor. I lyset af dette er det ikke videre overraskende, at 50'erne var mestre i statsautoriseret personforfølgelse, fra Joe McCarthys heksejagt, til den såkaldte payola-skandale, der ødelagde Allan Freed. Disse to udslag af perfid pro-amerikansk ekstremisme ligner ikke kun på overfladen hinanden, men også i tendens. Rocken var ikke blot et kulturelt nybrud, der udfordrede den gældende dagsorden, den pillede også ved ting som racespørgsmål og sociale klasseskel. Vist slap Freed en kende billigere end familien Rosenberg, men også kun en kende. Hans helbred var svagt og skrantende. At knuse hans livsværk var i grunden blot en langsommere form for henrettelse.

Men også inden for det etableredes egne rækker og den såkaldt seriøse kunst var der en række nybrud at spore. Inden for konservatorieverden eksperimenterede yngre komponister ivrigt med nye formsprog og udtryksmuligheder. Navne som Stockhausen og Boulez er karakteristiske eksempler. Også både litteraturen og malerkunsten var i rivende bevægelse og forandring. Fra Villy Sørensens "Sære Fortællinger" til Francis Bacons forvrængede menneskeskikkelser.

Alle disse nye tiltage i såvel "seriøs" som "populær" kunst afspejlede naturligvis et samfund i hastig forandring. Efter Anden Verdenskrig var verden en anden end før. Den nye verden havde mindre ro på sig end den gamle, og hastede rastløst afsted. Denne faren afsted havde både karakter af at bryde med det forældede og prøve nyt, såvel som at søge efter faste holdepunkter og nå frem til holdbare resultater.

I dette spændingsfelt - denne regnvejrsdag - udspillede der sig en lang række fænomener, fra kold krig og mccartyisme over moderne kunst til rock and roll. De mindre heldige sider af 50'erne må tages med i betragtning. Det harmoniske og sorgløse billede visse nyere film tegner af 50'erne, er ikke blot en falsk idylisering. Det er tillige en atmosfære hvori rock and roll aldrig ville have kunnet komme til et udbrud. Den måtte nødvendigvis netop opstå i et spændingsfelt. Rocken opstod af nødvendighed, som udtryk for et behov. Der var brug for den. I en ubekymret, paradisisk tandpastareklame-verden ville den ikke have haft nogen mission eller noget formål.

Men naturligvis rummer rock and roll stiltræk, der leder tanken hen på noget ubekymret og sorgløst. Især den omstændighed at det almindeligvis er enkel, energisk musik, der i sammenligning får meget af det, der er lavet siden, til at virke langsomt og mærkeligt, hvilket naturligvis frister til en række ikke helt holdbare antagelser om rockens tid.

Dermed ikke sagt at alle over 30 rendte rundt og jagtede kommunister, og i øvrigt var fuldstændig udtørret for enhver ægte følelse, med sjælen solgt til gold materialisme, alt imens hele verden konstant uden ophør skælvede i sanseløs angst for atomudslettelse. At fremstille tingene sådan ville være en akkurat lige så fejlagtig og groft forvrænget karikatur som idyliseringen.

En anden omstændighed, der bør tages i betragtning, er en række sociale spørgsmålstegn, der fulgte i kølvandet på Anden Verdenskrig. Sorte og hvide havde kæmpet sammen, men vendte tilbage til et samfund med raceskel. Noget lignende gjorde sig også gældende blandt den hvide befolkning. I en del tilfælde var der store forskelle på folks militære rang og deres plads i det civile liv. Når officeren var lønarbejder, men hans underordnede højere funktionær, hvem var så over eller under hvem?

Umiddelbart efter krigens ophør fulgte be-bop som en ny jazzform, der var udtryk for en ny mere selvbevidst type farvet amerikaner. Samtidig var folkesangere som Woody Guthrie og Pete Seeger eksponenter for en folkets og arbejderklassens kultur.

Der var en begyndende opløsning i de stive opdelinger af hvem, der var og ikke var noget. Her havde rocken en klar funktion. Rock and roll er lyden af frihed og menneskeligt ligeværd. Helt i overenstemmelse med dette kan reminiscenser af forskellige racer og sociale lag spores i det stilistiske væv.

De reaktionære institutioner svarede igen med kommunistforfølgelse og andre overgreb på folket.

Men som Allan Freed eftersigende en gang skulle have sagt, da man ville standse en koncert hvor sorte og hvide dansede med hinanden: "You can stop the show, you can stop me, but you can never stop rock and roll!"

Rock and roll kom i klemme i den kolde krig. I vest mistænkt for at være forklædt kommunisme. I øst udskældt som kapitalistisk svineri. Da rocken som nævnt er mere følelse end fornuft, går den på tværs af partiprogrammernes retorik, og er på en måde lidt af både det ene og det andet.

Hitlisterne havde stor betydning for rockens udbredelse, såvel som dens udøvere. Begreber som frie markedskræfter og åben konkurence spiller en åbenlys rolle. Dertil kommer, at grammofonplader må defineres som et forbrugsgode, og at en vigtig del af historien er, at unge mennesker fik råd til at købe sådan nogle. For dem, der lavede pladerne, var der mulighed for rigdom og berømmelse. Konkurrencen var hård og det lykkedes ikke for alle. De heldige havde for en dels vedkommende oplevet en barndom med sult og nød. Derfor følte de en let forståelig glæde og stolthed over at have fundet en levevej, der gjorde det muligt for dem at købe huse og biler. Hvis det er kapitalisme, så er rock and roll kapitalistisk.

At en minoritetskultur blev hjørnesten i en massekultur, er at regne for en musikalsk revolution. Dette skubbede til sociale og racemæssige skel. Om man vil, kan det tætpakkede dansegulv, hvor parerne glider rundt imellem hinanden ses som et spørgsmålstegn ved den private ejendomsret. Trods den materialistiske side af rocken (pladesalg, rige idoler m.v.) rummer rock and roll også en form for anti-materialisme, således at forstå, at den var udtryk for ungdommens søgen efter ånd og ægthed i et forbrugersamfunds tiltagende sjælløshed. I festen og dansen var det i højere grad glæder og oplevelser end noget håndgribeligt de unge delte, og i denne løftede stemning oplevede de et fællesskab. Ville man indfange rockens essens i et enkelt billede, måtte det blive en sort og en hvid mand, der deler en cigaret. Hvis det er kommunisme, så er rock and roll kommunistisk.

I virkeligheden er rock and roll dog hverken kapitalistisk eller kommunistisk. Den er humanistisk. Den holder ikke med en politisk ideologi - den holder med mennesket. Den kan sympatisere med Marx og "østens vise" fordi, det er en smuk tanke at alle deler med alle. Men den har lige så meget til overs for den amerikanske drøm, fordi den er storsindet nok til at unde den fattige dreng at få lidt luxus og materiel forkælelse. I sin egenskab af ren følelse og ægte menneskelighed, er den mindre rethaverisk end kapitalismen og mindre smålig end kommunismen.

Skønt ofte udskældt for at være "djævle musik" er rocken i sin essens en åndsstrømning, der minder en hel del om kristendommen.

 

I 50'erne så de kirkelige organisationer absolut ikke med venlige øjne på rocken. Den daværende kirke var offer for en uheldig proportionsforskydning, hvor man glemte det vigtigste for bagateller. Frem for forkyndelsen af evangeliet, lagde man større vægt på at være moralsk vogter. Samtidig var de kristne bevægelser ude i en krise. Atombomben havde vist at mennesker kunne foranstalte en hidtil uset totalødelæggelse, lig den, der traditionelt tilskrives højere magter, men uden at en højere magt havde grebet ind. Kunne mennesker gøre alt, uden at en højere instans greb ind og satte grænser?

De traditionelle institutioner, kirken og familien, var under pres, og søgte derfor at styrke deres position. Som modstykke til en krampagtig holden fast på tomme skaller, der havde glemt alt om det oprindelige indhold, det, der var det egentlige, ægte og smukke deri, måtte der nødvendigvis opstå noget, der søgte den ægte ånd, indholdet, men derved kom i opposition til skallernes beskyttere.

Når man spørger, hvorfor rock and roll ikke bragede igennem 10 år før, kunne et muligt svar være det ganske enkle, at den i så fald skulle være kommet frem midt under Anden Verdenskrig. Der havde de fleste andet at tænke på. Groft sagt: de var allesammen ude og slås. Endvidere var en ny musik, præget af en hidtil uhørt vildskab nok ikke lige det, folk trængte til i en verden, hvor bomberne faldt i en lind strøm. Men krigen ændrede verden på en lang række områder.

Opfindelsen af krigsmateriel havde medvirket til et teknologisk spring, der fik stor betydning for efterkrigstiden. Den koldkrigslige verdensdeling med Sovjet og USA som de to store, var en ny politisk situation, og genopbygningen efter krigen sigtede langsomt, men sikkert imod det moderne velfærdssamfund.

I denne nye verden var der også brug for nye toner. Øjeblikket var kommet for alt det, der i årevis havde levet i det skjulte, som et af de fleste ukendt alternativ til den etablerede musik.

Det har altid været sådan med kulturelle fænomener, at det, der i går var undergrund, i morgen er den nye store succes. Når først noget bliver populært, er det på en vis måde allerede forældet, og noget nyt gærer i undergrunden. Men undergrunden er ikke kun på forkant, når det gælder formsprog og udtryksmåder, men også åndeligt og mentalt. I de nye tendenser, der udvikler sig langt fra offentlighedens bevågenhed, findes en fornemmen og foregriben tilstande, følelser, tanker og problemstillinger, som den almindelige bevidsthed først på et senere tidspunkt oplever. De virkelige pionerer bliver sjældent forstået i deres samtid, da det er deres lod at gennemleve noget, længe før alle andre.

Det er et udtryk for rockens radikalitet, at den var et 20-30 år gammelt fænomen, der først i en helt forandret verden kunne komme til orde, og da under voldsom modstand fra konservativt indstillede kredse. Ved sit første store udbrud mødte rocken absolut ikke almen forståelse. Kun ungdommen, de mennesker, der i kraft af alder, selv var udtryk for en ny tid, kunne høre, hvad den rummede og sagde. Deres forældre hadede den nye musik, var ude af stand til at høre, hvad den prøvede at fortælle dem, og syntes, at det var noget svineri.

At ungdommen var blevet en ny, selvstændig institution mellem barn og voksen, ikke bare en alder, men mindst lige så meget en livsform, der tillige var bedre økonomisk stillet end deres forældre havde været i samme alder, og derfor bl.a. var i stand til at købe plader, blev den faktor, som i sidste ende gjorde udslaget.

Det var absolut ikke den 40-50 årige pladesamler - hvad end det så var klassisk eller jazz, der udgjorde hovedtendensen i hans samling - der løb ud og købte bunker af plader med Elvis og Little Richard. Han ville hellere have trukket sine penge ud i toilettet, end bruge dem på sådan noget dyrisk larm, og hellere smadre sine elskede plader, end have dem besmittet af, at skulle stå side om side med den slags smuds.

For de klassisk orienterede var allerede jazzen en vederstyggelighed. For dem var alt med trommer og markeret rytme mere eller mindre umusikalske og primitive jungle-hyl.

Passionerede jazzfans gentog næsten ordret, hvad der tidligere var blevet sagt om jazzen, og udskiftede blot ordet jazz med ordet rock. Ellers var det de samme påstande: ligegyldigt, indholdsløst, larmende, primitivt, underlødigt osv.

De mest tolerante kunne måske presses til at indrømme, at rocken i alt væsentligt var en rendyrkelse af tendenser, der i en knap så koncentreret form kunne spores langt tilbage i jazzens historie. Men de ville så samtidig tilføje, at det var underordnede bi-produkter, der i mange tilfælde endog havde en humoristisk og ikke alvorlig ment tendens, der pludselig blev gjort til en hovedsag, og påståedes at have noget væsentligt at byde på.

Andre jazzfans, for hvem originalitet var den afgørende kvalitetsmåler, kunne lige modsat finde på at bruge rockens forhistorie imod den. Hive en stak gamle bluesplader frem og sige: "Hør selv! - Det er slet ikke noget nyt. Det hele har været gjort før."

Nej, den nye musik blev afsat til en helt ny målgruppe. Stort set alle over 40, og sammen med dem de fleste over 30, var stokdøve overfor alt, hvad rocken havde at sige. Men en ny menneskegruppe - ungdommen - var opstået, og de kunne høre, hvad den nye musik sagde.

I grunden er det vel såre forståeligt, at det vakte chok og bestyrtelse i Eisenhowers moralsk-korrekte forstads-USA, at der kom noget nyt med et navn, der kunne udlægges som "bolle-musik", hvortil unge mennesker udførte vilde, ukontrollerede bevægelser, der grangiveligt lignede et parringsritual. Det er måske for meget at forlange, at nogen, som var ude over den pureste ungdom, skulle forstå at det udsvævende ikke var hovedsagen, og at den løsslupne festen og dansen snarere var et symbolsk udtryk for en frigørelse fra snerrende bånd, der som nævnt i anden forbindelse kun sjældent førte til virkelig ballade og udskejelser. Almindeligvis var det blot en aftens uskyldig morskab. I visse særtilfælde var det dog en hel del mere. Men havde de unges forældre gjort sig den ulejlighed at læse "Forbandede Ungdom", ville de måske have indset, at sådanne overeaktioner var en naturlig følge af et voldsomt ophobet indre pres, og derfor i bund og grund en sund reaktion. I de fleste tilfælde fungerede musikken dog i langt højere grad som en erstatning for den voldsomme reaktion, end som en ansporer dertil. Det er således højst tænkeligt, at den ballade, der ofte er blevet sat i forbindelse med rocken, havde fået et langt mere drastisk og voldsomt udtryk, hvis ikke rocken var kommet. Rocken var snarere en nødventil end en ophidser.

Så godt som alle betydelige kulturfænomener har ved deres fremkomst hovedsaligt appeleret til en ny generation eller mennesketype, der deri har fundet en genklang af sit eget sind.

På filmlærredet gav Marlon Brando og James Dean den nye menneskeart ansigt og krop. I den banebrydende "The Wild One" (da. ti. "Vild Ungdom") fra 1953, spiller Brando den utilpassede Johnny, der mut og skulende er opfyldt af vrængende protest imod alt og alle, en inkarnation af diffus vrede. Han er åbenlyst i strid med samfundets borgerlige normer på en helt igennem uforsonlig måde, der først til allersidst udviser en antydning af imødekommenhed. I sin brovtende, gryntende og utilnærmelige fremtoning virker han strengt taget ikke synderlig sympatisk. Mest af alt ligner han en stenaldermand, der er blevet proppet ned i en læderjakke. Men han personificerer en vrede, frustration og haven fået nok, som er menneskeligt genkendelig, og glimtvis bryder en række endnu mere menneskelige træk igennem sprækkerne i hans hårde facade. Som ungdomsidol betragtet må man imidlertid formode, at han har opfyldt den funktion, som senere bl.a. heavy metal stjerner har overtaget, som noget teenagere kunne elske, at deres forældre hadede.

Med James Dean forholder det sig ganske anderledes. Allerede i type og udseende var de helt forskellige. Brando tung, kantet og langsom, overfor Dean, der snarere virker hvirvlende, ivrig og febrilsk, ja - undertiden kan lede tankerne hen på en forpjusket fugleunge. Dertil kommer, at James Dean i modsætning til Marlon Brandos tvære og ucharmerende fremtoning var en usædvanlig smuk mand. Da han ydermere døde ganske ung, er han for eftertiden kommet til at stå som det ultimative billede på tidløs og evig ungdommelig skønhed. Inden sin unge død nåede han kun at spille hovedrollen i tre film: "Øst for Paradis", "Vildt Blod" og "Giganten". I alle tre spiller han den anderledes, misforståede, utilpassede og udskudte. Men derimod ikke videre oprørske. Det er især de to første film, der har sikret James Dean pladsen som ungdomsidolet over alle ungdomsidoler, og betaget den ene generation af teenagere efter den anden fra 50'erne frem til i dag. Helt i strid med det rebelske gør han i den første film "Øst for Paradis" ("East Of Eden") umådelig meget for at gøre sin evigt utilfredse og tyranniske far tilpas. På mange måder kan han minde om Erik i den populære danske tv-serie "Krøniken". I en berømt scene, der står som filmhistoriens vel nok stærkeste billede af en faderlig afvisning, har han arbejdet hårdt for at skaffe nogle penge, han vil give faderen på hans fødselsdag. Men faderen vil ikke tage imod dem. Han er tydeligvis anderledes og utilpasset. Faderen beskylder ham i et væk for at have et ondt sind, og han overtager denne selvopfattelse. Men det er svært at få øje på nogen videre ondskab hos ham. Indtil det dramatiske højdepunkt nær filmens slutning, hvor han tager alle illusioner fra sin bror og derved sender ham i døden, gør han sig ikke skyldig i noget værre end nogle ubetydelige, drengede næsvisheder over for faderen. Han fremstår som misforstået på en yderst sympativækkende måde.

Den anden film har den danske tittel "Vildt Blod" efter "Rebel Without A Cause", der vel nærmest kan overssættes til oprører uden sag. Dette er delvis misvisende. I hvert fald hvis man forventer at se James Dean i rollen som en mut og hvæsende Brando-type, parat til at gøre oprør imod hvad som helst. Hvorom alting er, så er det frem for alt denne film, der står som den endegyldige James Dean film, og som et billede på 50'ernes ungdom, akkurat som der i vid udstrækning er blevet sat lighedstegn imellem rollen og skuespilleren, ikke mindst da hovedpersonen hedder Jim hvilket var James Deans kælenavn. Uagtet hvor meget eller lidt Dean har lignet filmens Jim privat, så er det i hvert fald denne rolle han huskes for og identificeres med. Atter er det en utilpasset og udskudt ung mand, vi har med at gøre. Den med oprører uden sag, må snarere forstås sådan, at han reagerer på, at han mangler et livsgrundlag og en mening, end Brando-Johnnys rebelling-against-anything-you-got i "The Wild One". Hvis problemet i "Øst for Paradis" var en alt for streng far, er det i "Vildt Blod" en alt for veg og vattet far, der ikke giver Jim (eller Jimbo som faderen kalder ham), noget videre maskulint eksempel til efterfølgelse. Han kommer - forøvrigt ganske uforskyldt - i klammeri med nogle bøller og bliver ven med nogle andre udskudte. Det ender i død og tragedie, men endnu engang uden at dette kan siges at være den unge mands skyld.

Hvis Brando var en hulemand i læderjakke, var Dean snarere en Emil fra Lønneberg i samme antræk. Begge typer har givetvis kunne opstøves i 50'er landskabet, men er dog hovedsaligt at regne for stereotyper og stilliseringer. Derimod uddestillerer de et koncentrat af noget, som 50'ernes ungdom utvivlsomt har kunne genkende som et fragment af dem selv. I sindet fandtes der noget, som skreg på frigørelse og afløb. Johnny, Jim og andre filmpersoner er symboler på personlighedsdele, som ungdommen fik afløb for igennem rock and roll.

Hvis man spørger, hvorfor rocken ikke simrede videre i undergrunden 10 år længere, er en væsentlig del af svaret, at ungdom som en eksistentiel størrelse (imodsætning til som blot betegnelse for en alder), eller teenager som det kom til at hedde, opstod allerede i 50'erne. Hvis ikke teenageren var opstået som selvstændig instans og løsrevet sig fra både børnenes og de voksnes verden, kunne rocken sandsynligvis mageligt have simret videre i dybet mange år længere.

Men det er naturligvis lige så lidt en tilfældighed, at teenageren opstod på dette tidspunkt. Teenageren var et produkt af økonomiske, sociale, psykologiske og mentale forandringer i efterkrigstidens samfund, således som tidligere nævnte "Forbandede Ungdom" er et eksakt udtryk for.

Da teenageren opstod var skellet skarpt og markant. Man talte ikke for ingenting om en generationskløft. Forskellen på teenagerens og ikke-teenagerens musiksmag var langt fra hele sagen. Men musikken var derimod et præcist billede på den kradse kontrast mellem nyt og gammelt.

Det kan være svært at sætte sig ind i for en nutidig mentalitet. Den vestlige befolknings forhold til ting som påklædning, musik, film og bøger i bred almindelighed er i dag helt anderledes end dengang. Verden bliver i stigende grad et livsstils-, forbrugs-, underholdnings- og mediesamfund. Samtidig ligger spørgsmålet om livsstil og livsindhold mindre fast end tidligere, med større mulighed for at eksperimentere. Derfor er de rigtige voksne ganske langsomt ved at forsvinde til fordel for en verden befolket af unge og gamle teenagere. Sådan var det ikke i 50'erne. Dengang var der en reel forskel på teenagere og voksne.

Konflikten mellem de to mennesketyper, rev overfladen i stykker, og igennem den derved opståede flænge steg rocken op fra dybet og satte lyd på tiden.

Som tidligere påpeget var der naturligvis mange andre årsager til rockens gennembrud end blot den såkaldte generationskløft. Når man ser bredt og generelt på 50'erne, og hvad der prægede dette årti, er det uden videre indlysende, at det nødvendigvis var på det tidspunkt, rocken måtte komme frem. Da eller aldrig!

Det skete i 50'erne

 

1950

Brink's røveri i Boston; næsten tre millioner dollars stjæles (17. Jan.). Truman beordrer udvikling af brintbomben (31. Jan.). Robert Schuman fremlægger den såkaldte "Schuman Plan" for at sætte gang i europæisk kul og stål (9. Maj). Koreakrigen begynder, da de nordkoreanske kommunisttropper invaderer Sydkorea (Juni 25). Attentantforsøg på præsident Truman af puertorikanske nationalister (Nov. 1). Mccarthyismen begynder. Pave Pius d. XLL udsteder en bulle, som forkynder dogmet om Assumptio Mariae. Det hedder i denne, at Maria som brud med sønnen og Sofia var blevet forenet med guddommen i det himmelske brudegemak. Herved rykkede det kvindelige princip i tætteste nærhed til den mandlige trinitet. Den schweiziske psykiater C. G. Jung så heri en afgørende åndsbegivenhed. Bertrand Russell modtager Nobels litteraturpris. Martin A. Hansen udgiver "Løgneren". 

 

1951

FNs hovedkvarter i New York bliver indviet (9. jan.). Julius og Ethel Rosenberg dømmes til døden på indicier, anklaget for at have udleveret atomhemmeligheder til russerne. Deres skyld er aldrig bevist. Tværtom tyder alle senere undersøgelser på, at det var et justitsmord (Marts). Ansporet af Schumanplanen danner seks lande Det europæiske kul- og Stålkompagni, forløberen for EF og EU (April); trædende i kraft fra 1952. Belgiens konge Leopold d. 3. abdicerer (16. juli). Japansk fredstraktat underskrives i San Francisco af 49 nationer(8. Sept.). Seth Barnet Nicholson opdager Jupiter-månen Anake (28. sep.). 5000 amerikanske soldater udsættes for nedfald fra atomprøvesprængning i Nevada. Libyen opnår selvstændighed. (24. Dec.). Farvefjernsynet introduceres på det amerikanske marked. Udvekslingsorganisationen Youth For Understanding stiftes. J. D. Salinger udgiver "The Catcher In The Rye" ("Forbandede Ungdom"/"Griberen i Rugen"). John Wyndhams "Da trifitterne Kom". Pär Lagerkvist modtager Nobels litteraturpris.

 

1952

Kaptajn Carlsens skæve skib, Flying Interprises synker efter 13 døgn med svær slagside (10. jan.). Kong George VI dør; hans datter bliver Dronning Elizabeth II (6. Feb.). Den kommende kroningsceremoni er anledning til et boom af fjernsynssalg i England. Winston Churchill meddeler, at England besidder atomvåben (26. feb.). Woodland opfinder stregkoden (okt.). AEC meddeler nye resultater i forskning med brintbomber; øjenvidner hævder at have set lysglimt i nærheden Enewetak (Nov.). Eisenhower vinder de amerikanske præsidentvalg (4. nov.). Den stalinistiske linie skærpes i østlandene, især Polen og Ungarn. Slansky-processen i Tjekkoslovakiet (27. nov.). Ralph Ellison's "Den usynlige mand". Albert Schweitzer modtager Nobels fredspris. Blandt årets populærmelodier: "Unforgettable" med Nat King Cole og "When I Fall In Love" med Doris Day.

 

1953

Hank Williams dør (1. jan.). Dwight D. Eisenhower indsættes som USAs præsident (20. Jan.). Stalin dør (5. Marts ). Malenkov bliver den øverste Sovjet; Beria indenrigsminister; Molotov udenrigsminister (6. Marts). Dag Hammarskjøld bliver FNs generalsekretær (10. April). James Watson og Francis Crick offentligører deres opdagelse af DNA molekylet (April-Maj). Django Reinhardt dør (16. maj). Edmund Hillary fra New Zealand og Tenzing Norgay fra Nepal når toppen af Mount Everest (29. Maj). Elisabeth d. andens kroningsceremoni i Westminster Abby (2. juni, se også 1952). Danmark får ny grundlov (5. juni). Østberlinere rejser sig i protest mod det kommunistiske styre, men standses af kampvogne (17. Juni). Egypten bliver en republik styret af en militær junta (Juni 18). Kommunistjagten tager fart, da Joseph McCarthy udnævnes til formand for undersøgelsesudvalget, der skal efterforske anti-amerikansk aktivitet. Oppenheimer suspenderes fra posten som rådgiver for atomenergi-kommisionen. Henrettelsen af Julius og Ethel Rosenberg (se også 1951) finder sted i Sing Sing fængslet (19. Juni). Skuespillere, kunstenere, intellektuelle og mange andre forfølges af mccarthyismen. Koreansk våbenhvile underskrives (Juli 27). Moskva bekendtgør prøvesprængning af brintbomber (Aug. 20). Tito bliver præsident i Jugoslavien. Ernest Hemingway tildeles Pulitzerprisen for "Den gamle mand og Havet". Winston Chuchill modtager Nobels litteraturpris. William S. Boroughs udgiver "Junky". Blandt årets film: "Prinsessen holder Fridag", "Gentlemen foretrækker Blondiner", "Shane" og "Klodernes Kamp". Blandt året populærmelodier: "That's Amore" med Dean Martin og "I Believe" med Frankie Laine.

 

1954

Den amerikanske udenrigsminister John Dulles lover USAs "massiv gengældelse" (12. januar). Verdens første atomdrevne ubåd USS Nautilus (SSN-571) søsættes (21. Jan.). Fem US kongresmedlemmer skydes ned uden for deres hjem af puertorikanske nationalister; alle fem kommer sig (1. marts ). Sovjet giver Østtyskland selvstændighed (23. marts). Retsforhandling mod McCartys undersøgelses-kommité, der fastslår fejl på begge sider (22. april-17 juni). Dien Bien Phu, fransk militær yderpost i Vietnam, falder til den vietnamesiske hær (7. maj). Den amerikanske højesteret dømmer enstemmigt imod raceadskillelse i offentlige skoler (17. maj). Den sydøst asiske forsvarsaftale (SEATO) underskrives i Manila (Sept. 8). Dr. Jonas Salk begynder at vaccinere børn imod polio. Den algeriske selvstændighedskrig imod Frankrig begynder(Nov.); Frankrig kæmper for at fastholde sit kolonistyre indtil 1962 hvor der indvilges i algerisk selvstændighed. Den første Macdonald åbnes. William Faulkner's "A Fable" får Pulitzerprisen. Blandt årets øvrige bøger kan Goldings "Fluernes Herre" og Tolkiens "Ringenes Herre - de to Tårne" fremhæves. Blandt årets film "I storbyens Havn", "Skjulte Øjne", "De syv Samoraier", "La Strada". Blandt årets populærmelodier: "Answer Me, My Love" med Nat King Cole, "Earth Angel" med The Pinguins, "Ebb Tide" med Roy Hamilton", "Hearts Of Stone" med The Fontaine Sisters.

 

1955

Nikolai A. Bulganin bliver den øverste sovjet i stedet for Malenkov (Feb. 8). Churchill træder tilbage; Anthony Eden efterfølger ham (6. April). Vesttyskland bliver en selvstændig stat (5. Maj). Den vesteuropæiske union (WEU) kommer til verden (6. Maj). Warszawapagten - den østeuropæiske forsvarsaftale (modstykket til NATO) - underskrives (14. Maj). Præsident Eisenhower får et hjerteanfald i Denver (24. Sept.). Rosa Parks nægter at sidde bag i en bus. Martin Luther King, Jr., fører an i sort boycot af Montgomery, Ala., bus system (Dec. 1); Tennessee Williams's "Cat on a Hot Tin Roof" (Kat på varmt bliktag) vinder Pulitzerprisen.

 

1956

Nikita Khrushchev,første sekretær i USSRs kommunistparti, offentliggører Stalins processer (24. Feb.). Første luftbårne brintbombe testet over Namu islet (21. Maj). Arbejdere rejser sig i protest over det kommunistisske styre i Polen, Polen knuses (28-30. Juni); oprøret inspirerer ungarnske studenter til at protestere over kommunismen i Budapest (23. Okt.). Ægypten tager kontrol over Suezkanalen (26. Juli). Det ungarnske oprør tvinger de rusiske tropper ud af Budapest (Okt.). Israel iværksætter angreb på Ægyptens Sinai halvø og fortsætter gennem Suezkanalen (29. Okt.). Imre Nagy melder Ungarns udmelding af Warsava Pagten (1 Nov.); Sovjevtiske tropper invaderer Budapest (4 Nov.). Britisk og fransk invasion af havnebyen Port Said ved Suez kanalens nordlige udløb (5 Nov.). Den britisk-franske-isrtaelske fremrykning bremses af USAs evakuering af amerikanske borgere i området (Nov. 6). Morocco opnår uafhængighed. Ingmar Bergmans "Det syvende Segl". Allen Ginsbergs "Hylet".

 

1957

Eisenhower doktrinen gør det muligt for USA at yde militær støtte til mellemøsten, og derved standse kommunismens fremmarch. (5 Jan.). I Litlle Rock i Arkansas vil racister forhindre farvede elever i at gå i skole. Eisenhower sender tropper ind for at beskytte eleverne. (24 Sept.). Russerne opsender Sputnik 1, og rumalderen begynder (Oct. 4).

 

1958

Det europæiske økonomiske forbund (EEC) træder i kraft (Jan. 1). Jupiter-C opsender den første,amerikanske satellit Explorer I i omdrejning om jorden (Jan. 31). Ægypten and Syrien forenes i en samlet arabisk republik (Feb. 1). Khrushchev bliver leder af Soviet Unionen da Bulganin træder tilbge (Mar. 27). Gen. Charles de Gaulle bliver Fransk statsleder (June 1), og forbliver herefter ved magten frem til 1969. Eisenhower sender soldater ind i Libanon på opfordring af Præsident Chamoun, som frygter en opstand (July 15). Ny fransk konstitution (28 Sept.), de Gaulle valgt som præsident for den femte republik (21 Dec.).

 

1959

Den cubanske præsident, Batista, træder tilbage og Castro overtager(Jan. 1). Tibet's Dalai Lama flygter til Indien (Mar. 31). St. Lawrence Seaway åbner, og gør det muligt for skibe at nå midtvesten (April 25). Alaska og Hawaii optages i de amerikanske stater. Leakeys opdager hominid fossiler.

Epilog: På sporet af rockens Gravskrift

 

"Her hviler rocken.

I grunden sov den aldrig ind. Dens tid løb bare ud."

- John Entwhistle

 

Når rockhistoriens arkæologer diskuterer, hvornår forstadierne er overstået, således at man definitivt kan fastslå, at præ-traditionel rock and roll har overskredet den usynlige grænse og er blevet til fuldbyrdet rock and roll, er der én ting, der kan virke paradoksal. Forsøget på at fastsætte grænsen går almindeligvis på, hvor pågående rytmen er i et givent nummer. Både inden for rhythm and blues og hillbilly kan man finde tidlige eksempler på tydelig rytmisk fremdrift. Derfor bliver det afgørende at finde et punkt, hvor den rytmiske fremdrift er intensiveret på en ny, kraftigere måde, der adskiller den fra det, der ligger før. I skingrende kontrast til dette samvittighedsfulde arbejde står en nyere tiders - såkaldte! - rockscene, hvor man tager mildt sagt lemfældigt på begreber og definitioner. I de sidste mange år, i det mindste siden midten af 80'erne og på mange måder også længe før, har det ikke været et ufravigeligt krav, at en plade skulle have en pågående rytmisk fremdrift for at kunne kaldes rock. En lang række af de grupper, man gennem de seneste 20-25 år har betegnet som rockbands - vist nok mest fordi at en elektrisk guitar spillede en central rolle i deres lydbillede (?) - har arbejdet med ting som langsomme tempi, en tilbagelænet fornemmelse og en form for up-tempo hvor fremdriften bevidst bliver bremset ved hjælp af særlige rytmiske opfattelser. Det store paradoks er, at en masse gamle blues- og countryplader fra 30'erne og 40'erne havde en langt mere pågående rytmisk fremdrift end meget af denne nye "rock". Men når man på den måde tilsidesætter det mest ufravigelige af alle krav, når dét, der skulle være betingelse sine qua non erklæres ugyldigt, hvad er rock så for noget? - Er det overhovedet noget som helst?

"Rock and roll has got to go", sagde den pæne mand med skjorte og slips, mens han arrigt smadrede plader. Filmklippet er vist i utallige dokumentarudsendelser. Rock and roll fans elsker det. Dels fordi det var en magtesløs kamp. Han tabte jo. Rocken var ikke sådan at komme til livs. Dernæst fordi det er temmelig morsomt, at en mand sidder og smadrer plader, alt imens han kalder ungdommen en flok vandaler. Endelig fordi han med udtrykket "rock and roll has got to go", der siden er blevet berømt, i nogen grad brugte det, han ville bekæmpe. Med et fængende, sloganlignende udtryk, var han langt inde i rockens retorik. På trods af alt det, der gik galt lige omkring indgangen til 60'erne, skulle det vise sig at rocken var mere sejlivet end som så. De næste 20-25 år var der til stadighed en række bands, der uden svinkeærinder fulgte den rene linie. Men rundt omkring dem var der stadig flere, der søgte i andre retninger. Det, der på længere sigt blev den alvorligste trussel imod rockens fortsatte beståen, var ikke ydre fjender, men indre selvmodsigelser, turbulens og inkonsekvens. Ved at sprænge rockens rammer forgiftede man renheden i den begrebsmæssige strenghed. Hver gang nogen fandt på noget nyt, skulle det tvinges ind under rockens tag. Tilsidst betød rock så mange indbyrdes uforenelige ting, at det reelt ikke længere betød noget som helst. Et ord giver kun mening så længe det har en afgrænset betydning. Hvis det kan betyde hvad som helst, betyder det dybest set ingenting. Det var ikke slipsemændene, men pluralisme og definitionsmæssig inflation, der tilsidst fik nakket rocken. Hvad payola-komiteen og verdenshistoriens mest berømte flystyrt kun delvis formåede, blev ført til en definitiv endlösung af de opkomlinge, der skulle løfte arven efter de store, gamle mestre. Elvis has left the building!

 

 

 

N.B. - Se også "The Blues Had A Baby" og "Arkoff".