Jordemoderen

“Jordemoderen” (org. “Call The Midwife”) er gået hen og blevet min yndlings tv-serie!

Hvert afsnit har en prolog og en epilog. Det handler som oftest om kærlighed, og er fuld af poetiske visdomsord. Serien er bygget over en bog. Jeg har imidlertid ikke læst denne, så jeg ved ikke, om disse passager er hentet direkte fra bogen. Men smukke og kloge er de i hvert fald.

Jeg har nu sat mig for at få fat i og læse bogen. Ikke mindst for at finde ud af, om de gribende sentenser, der indleder og afrunder hvert afsnit, stammer derfra, og i det hele taget få mulighed for at sammenligne med forlægget. Hvor meget afviger bogen og tv-serien fra hinanden? Jeg håber at genfinde det helt særlige i bogen, som har gjort så stærkt indtryk på mig.

Hvad er det så med serien, som jo foreløbig er det eneste, jeg kan udtale mig om?

At den foregår på et tidspunkt, jeg har en særlig svaghed for - 50’erne og de tidlige 60’ere - er naturligvis i sig selv en anbefaling. Men det er den langt fra ene om. Lige før det daglige afsnit sendes ditto af “Landsbyhospitalet”, der udspiller sig på et ikke præcist angivet tidspunkt i 60’erne (i modsætning til “Jordemoderen”, der bevæger sig gennem tiden med løbende årsangivelser).

Nej - det helt særlige ved denne serie er, at den til stadighed roterer omkring begreberne kærlighed, generøsitet og hjertevarme. Et tema, den gennemspiller på alle tænkelige måder og planer.

Det er ikke fordi, at “Landsbyhospitalet“ er det rene sødsuppe. Ofte går det ret så dramatisk til, og ikke alt ender godt. Omvendt er “Jordemoderen” ingenlunde blottet for humor. Alligevel er der et eller andet uforklarligt over sidstnævnte, der får den til at virke lige en tak alvorligere og dybere. Ikke i form af mere voldsomme og dramatiske begivenheder, men i form af en mere inderlig betydningsladning. “Jordemoderen” har ganske enkelt sin helt egen følelsestone, der berører noget helt essentielt. Med en egenartet renhed og strenghed lukkes der op til livets helt store mysterier i en slags “mytisk dokumentarisme”, hvor barnefødsler og religiøs tro fungerer som de stadige omdrejningspunkter. Glædelige, triste, forfærdende og rørende begivenheder udspiller sig i en broget hverdag, hvor man hele tiden aner et andet lag bagved.

Ofte kan der ligge en særlig pointe i en enkel replik, som lukker op for en hel verden af betydning og meningsfylde.

Nonner og verslige sygeplejersker lever og arbejder tæt sammen under søster Juliennes milde overopsyn.

Fantastiske søster Julienne! Hun er simpelthen min helt store helt!

Som forventeligt har hun ganske vist en række katolsk dikterede holdninger, som jeg er rygende uenig i. Men det er uden betydning. For disse standpunkter er rent principielle, de gælder sager og spørgsmål. Aldrig enkeltmennesket. Hun fordømmer ingen, men udøser sin næstekærlige varme over alle, uanset hvem de er, og hvordan de lever deres liv.

På et tidspunkt møder hun en erklæret irreligiøs kvinde, der som ung blev forvist fra sit hjem, og siden er blevet plejemor udfra den tanke at ingen andre skal stå foran en lukket dør uden noget sted at gå hen. Søster Julienne svarer prompte, at det er nøjagtig det samme, de gør hos søstrene.

Da en yngre nonne bliver i tvivl om sit kald, især fordi hun har forelsket sig i den rare doktor Turner, og des årsag befinder sig i et vacuum, hvor hun føler sig hjemløs, siger Julienne, at hun har og altid vil have et hjem blandt sine søstre. Det er en af de her “mere replikker”. At nonner kalder sig søstre, ved vi jo alle. Men det bliver pludselig mere end bare et ord. Det betyder noget. De er en familie og drager omsorg for hinanden.

Således er der da heller ikke tale om udstødelse eller des lige, da den tidligere nonne bliver til fru Turner. Forholdet mellem hende og søstrene forbliver det bedst tænkelige.

Hendes endelige beslutning virker da også helt rigtig. Betragt det Turner-par! Den måde de ser på hinanden. Så fulde af gensidig taknemmelighed over at have hinanden og deres liv sammen.

Et andet rørende par er Buckle, der er to modne mennesker, som har mødt hinanden sent i livet, men fundet ud af det med en stor gensidig omsorg.

Der er mange pudsige karakterer, der for en kortere eller længere bemærkning sætter deres præg på jordemoderhjemmet. F. eks. den store, klodsede Chummy, der ligner en kvindelig pendant til Disneyfiguren fætter Guf, men ikke desto mindre finder en mand, der elsker hende ubetinget.

Blandt de ældre nonner er der søster Monica Joan, som ind imellem bliver lidt konfus, men i sine klare øjeblikke ofte er den, der har de mest brillante pointer, ligesom hun har et kendskab til hjertets kringelkroge, der betyder, at hun i mange tilfælde er den, der kan bryde igennem til et lidende menneske og etablere en fortrolighed.

En anden senior-søster er matronen Evangeline, der fremstår som temmelig brysk, men har et hjerte af guld. Altid praktisk og effektiv. Da et ungt par, der har fattet særlig tillid til en anden af jordemødrene, som de kalder “hende, den lille” og det skal ske, spørger efter hende, står Evangeline i døren og leverer det for hende typiske svar: “Hun er her ikke. I må klare jer med den store.” Dermed er de nu også i de bedst tænkelige hænder.

Det sker at Monica Joan og Evangeline ryger i totterne på hinanden. Efter et særlig slemt tilfælde går Monica Joan hjemmefra i nedtrykt sindstilstand. Alle er bekymrede, men Evangeline tager det særlig tungt, og søger mere aktivt end nogen anden efter sin forsvundne søster. Sit væsen tro belærer hun på et tidspunkt den lokale politimyndighed: “Unge mand! Når De engang bliver tør bag ørene, vil de finde ud af, at der er forskel på regler og sund fornuft.” Det lykkes at opspore Monica Joan, Evangeline rykker ud for at hente hende hjem, og de to fuldender hinandens bibelcitater. Siden dør Evangeline. Sorgen er udbredt i hele kvarteret. Hun har trods alt bragt en stor del af dets beboere til verden. Men Monica Joan sørger dybere og mere end nogen anden.

Der går lige et par afsnit. Nye ting er sket, men Evangeline er ikke glemt. Så har der lige været en af de lidt sværere fødsler, hvor der var brug for to jordemødre. Mens man endnu har dette i frisk erindring bedyrer søster Monica Joan overfor en ung kvinde, at hun har bragt hende til verden sammen med søster Evangeline.

Igen en af disse “mere replikker”!

Man har kun mødt søster Monica Joan som hende den aldrende, der ind imellem bliver konfus, og derfor ikke tildeles nogen opgaver af betydning. Men før det har hun i mange år været jordemoder og arbejdet nært sammen med søster Evangeline. I en masse af den slags tilfælde, hvor der var brug for dobbelt opdækning, har de sammen forløst et barn. Via denne “mere replik” går det pludselig op for tv-seeren, at de to har haft en lang historie sammen og været knyttet af helt særlige bånd. Såvel deres små bryderier som deres venskab stilles med et slag i et helt nyt og andet lys. Med denne omvending går den direkte tilbage til den tidigere “mere replik” om søstre. Også i dette tilfælde er pointen, at søster er meget mere end bare et ord.

Netop derved etableres der et univers, hvor relationer og tilhørsforhold står helt centralt. Det kommer ofte eksplicit frem i form af mennesker, der støtter og hjælper hinanden, men det eksisterer også i et symbolsk-metaforisk rum, hvor der trækkes subtile linier gennem rækken af “mere replikker”.