Perversionernes psykologi 1

Usædvanlige seksuelle præferencer har efterhånden opnået en grad af accept, der betyder, at der ikke længere er tilnærmelsesvis den grad af tabu og forargelse, som i forrige tider. Således er det efterhånden også noget, der kan indgå med en humoristisk drejning i folkelig underholdning uden at vække anstød.

Skønt de mere humoristiske fremstillinger vidner om, at tingene stadig har et skær af noget usædvanligt og anderledes over sig, viser de dog samtidig også en stigende tolerance, hvor tingene ikke længere er så tys-tys og forbudt (“Det taler vi ikke om”), som de var engang.

Dog kan man ikke udelukke, at humoren for nogle mennesker kan være en måde at distancere sig fra ting, der skræmmer dem. Men for mange er det blevet noget på linie med andre excentriciteter, som man godmodigt kan smile ad.

Imidlertid kan hverken humor eller tolerance tilsløre, at der også findes en anden side af sagen. Læren om perversionerne er i høj grad en rejse til de mørkeste kroge af menneskesjælen!

Ned ad en gang ….

Ind i mørket …

Eller er det? Hvordan skal man i grunden overhovedet forstå det ord?

Jeg kan varmt anbefale at kigge inde på hjemmesiden Gyldendal Den store danske under perversioner:

http://denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Sundhedsvidenskab/Sexologi/perversion

Man må tilgive mig, at jeg rider min kæphest, og koncentrerer mig om de afsluttende afsnit, der nøje svarer til de tanker, jeg selv har gjort mig om emnet.

Der står:

 

Ifølge nutidig opfattelse kan perversioner opfattes som seksualiserede konfliktløsningsforsøg — ofte på baggrund af komplekse ritualer — der tjener til at modvirke psykiske sammenbrud og muliggør seksuel ophidselse og udløsning. De perverse fantasier og handlinger betragtes som individets redningsforsøg, hvorigennem det, på en fordrejet måde, bevarer en rest af sin evne til kærlighed og kontakt. Men da der er tale om en symbolsk konfliktløsning, ikke om en egentlig forarbejdning af konflikten, må ritualet atter og atter gentages. Perversionens primære mål er angstreduktion, at være et værn mod en følelse af fortvivlelse og nedvurdering, triumf over ikke længere at opleve sig ydmyget.

Mange yngre analytikere understreger elementet af vrede og fjendtlighed i perverse handlinger. Som årsag angives ikke en primær libidinøs afvigelse, men en defekt narcissistisk udvikling. Kernetraumet antages at være en svær forstyrrelse i det tidlige mor-barn forhold, hvor moderen af barnet opleves som almægtig, skræmmende, farlig og umyndiggørende. Perversionen opfattes som et mislykket forsøg på at reparere denne skade, basalt gennem dehumanisering af egen og andres kroppe.

Erfaringsmæssigt er det vanskeligt, ofte umuligt at få mennesker til at opgive en perversion til fordel for "normal" adfærd, idet perversionen, uanset de psykiske og sociale problemer, den i sig selv kan medføre, trods alt opleves som et mindre onde end svækkelse af den psykiske integritet.

 

De, der har læst nogle af de ting, jeg har skrevet, er næppe i tvivl om, hvorfor jeg synes disse afsnit er bemærkelsesværdige.

Det kan imidlertid godt betale sig, at se på opslaget i dets helhed:

 

Perversion, fordrejning, seksuel afvigelse. Betegnelsen perversion er mindre heldig til daglig brug pga. dens nedvurderende klang. Ofte bruges seksuel afvigelse synonymt med perversion, men hvor seksuel afvigelse refererer til seksuelle praktikker, der er usædvanlige i en given kultur, anvendes perversion som betegnelse for en intrapsykisk symptomdannelse, et ubevidst forsøg på at reparere en indre konflikt. Det karakteristiske for en perversion er dens "eksklusive" karakter, dvs. at der gennem perversionen opnås en specifik lysttilfredsstillelse, der udelukker (ekskluderer) eller overgår andre former for seksuel udløsning.

Faktaboks

ETYMOLOGI: Ordet perversion kommer af latin perversio 'venden omkring, kasten omkuld', af per- og afledn. af vertere 'vende'.

Eksempler på perversioner er fetichisme (seksuel stimulation via bestemte genstande eller materialer, fx pels, læder), ekshibitionisme (seksuel stimulation ved at blotte og vise sig frem), voyeurisme (seksuel stimulation ved at iagttage/belure andres afklædning eller seksualitet), pædofili (seksuel tiltrækning af børn), sadisme (seksuel stimulation ved at pine og ydmyge andre), masochisme (seksuel stimulation ved selv at blive pint eller ydmyget). Visse perversioner er ulovlige, fx pædofili og ekshibitionisme (se seksualkriminalitet).

Til midten af 1800-t. opfattedes perversion som synd, utugt, en moralsk forseelse. I slutningen af 1800-t. ændredes synet på perversioner fra synd til psykisk lidelse og afgrænsedes til "kønslige ytringer, som ikke stemmer overens med naturens hensigter, dvs. forplantningen". Richard von Krafft-Ebing skelnede mellem perversion (sygdom) og perversitet (last).

Freud betegnede den infantile seksualitet som "polymorf pervers", dvs. at der hos alle mennesker kan spores "ansatser til afvigelser", hvis videre udvikling kan føre til perversion, såfremt den normale kønsudvikling slår fejl. Det normale seksualmål defineres som kønsorganernes forening under samlejet, udløsning af seksuel spænding og midlertidig dæmpning af seksualdriften. Perversion består således i et ændret seksualmål eller -objekt i forhold til det normale. Freud taler om en ubarmhjertig modsætning mellem kulturens krav og de seksuelle instinkters, men anså langt fra perversioner for harmløse, idet de banaliserede og degraderede kærligheden.

Ifølge nutidig opfattelse kan perversioner opfattes som seksualiserede konfliktløsningsforsøg — ofte på baggrund af komplekse ritualer — der tjener til at modvirke psykiske sammenbrud og muliggør seksuel ophidselse og udløsning. De perverse fantasier og handlinger betragtes som individets redningsforsøg, hvorigennem det, på en fordrejet måde, bevarer en rest af sin evne til kærlighed og kontakt. Men da der er tale om en symbolsk konfliktløsning, ikke om en egentlig forarbejdning af konflikten, må ritualet atter og atter gentages. Perversionens primære mål er angstreduktion, at være et værn mod en følelse af fortvivlelse og nedvurdering, triumf over ikke længere at opleve sig ydmyget.

Mange yngre analytikere understreger elementet af vrede og fjendtlighed i perverse handlinger. Som årsag angives ikke en primær libidinøs afvigelse, men en defekt narcissistisk udvikling. Kernetraumet antages at være en svær forstyrrelse i det tidlige mor-barn forhold, hvor moderen af barnet opleves som almægtig, skræmmende, farlig og umyndiggørende. Perversionen opfattes som et mislykket forsøg på at reparere denne skade, basalt gennem dehumanisering af egen og andres kroppe.

Erfaringsmæssigt er det vanskeligt, ofte umuligt at få mennesker til at opgive en perversion til fordel for "normal" adfærd, idet perversionen, uanset de psykiske og sociale problemer, den i sig selv kan medføre, trods alt opleves som et mindre onde end svækkelse af den psykiske integritet.

 

Som man ser, er udredningen præget af en historisk bevægelse, hvor der går et skarpt skel ved psykoanalysens gennembrud:

 

Freud betegnede den infantile seksualitet som "polymorf pervers", dvs. at der hos alle mennesker kan spores "ansatser til afvigelser", hvis videre udvikling kan føre til perversion, såfremt den normale kønsudvikling slår fejl. Det normale seksualmål defineres som kønsorganernes forening under samlejet, udløsning af seksuel spænding og midlertidig dæmpning af seksualdriften. Perversion består således i et ændret seksualmål eller -objekt i forhold til det normale. Freud taler om en ubarmhjertig modsætning mellem kulturens krav og de seksuelle instinkters, men anså langt fra perversioner for harmløse, idet de banaliserede og degraderede kærligheden.

 

Det er således i forhold til og op imod Freud, at der tales om en nyere opfattelse, der med beundringsværdig tydelighed præsenteres og forklares i det centrale afsnit:

 

Ifølge nutidig opfattelse kan perversioner opfattes som seksualiserede konfliktløsningsforsøg — ofte på baggrund af komplekse ritualer — der tjener til at modvirke psykiske sammenbrud og muliggør seksuel ophidselse og udløsning. De perverse fantasier og handlinger betragtes som individets redningsforsøg, hvorigennem det, på en fordrejet måde, bevarer en rest af sin evne til kærlighed og kontakt. Men da der er tale om en symbolsk konfliktløsning, ikke om en egentlig forarbejdning af konflikten, må ritualet atter og atter gentages. Perversionens primære mål er angstreduktion, at være et værn mod en følelse af fortvivlelse og nedvurdering, triumf over ikke længere at opleve sig ydmyget.

 

Helt i overensstemmelse og svarende hertil kan man på hjemmesiden: https://www.dp.dk/decentrale-enheder/dansk-psykoterapeutisk-selskab-for-psykologer/wp-content/uploads/sites/46/2015/01/06-05-10_slides_parafilier.pdf. ligeledes finde beskrivelser, der taler om seksualiseret konfliktløsning, angstoverrvindelse og hadefuld triumf. 

Samme steds kan man tillige finde begrebsafklaringerne:

Narratofili: seksuel ophidselse ved at sige eller høre “frække” ord eller seksuelle lyde.

Partialisme: ophidselse ved bestemte kropsdele (fx arm, fod)

I det hele taget er siden velegnet, hvis man vil have en oversigt over begreber, og deres betydning.

Til gengæld har siden ikke ret meget mere at tilbyde.

Læren om perversionerne er i høj grad også et indblik i, at der findes mange opfattelser af, hvad en perversion overhovedet er.

Hvor præcist og sigende afsnittet fra Gyldendals internet-leksikon end er, er det dog samtidig kortfattet og kan - i det mindste hos de eftertænksomme - efterlade mange ubesvarede spørgsmål. På den måde er det mere en appetitvækker end en udtømmende redegørelse.

Hvor kan man læse mere og komme lidt dybere ned i sagen?

Et godt sted at begynde kunne være “De seksuelle perversioner og abnormiteter. En studie i parafiliernes psykologi” af Clifford Allen.

Det bør nævnes, at bogen er fra 1958. Den kan således på visse punkter forekomme en smule forældet. Mange ting, der idag kun regnes for afvigelser i betydningen afvigelser fra majoritetens norm, blev dengang endnu anset for sygelige afvigelser. Fra et nutidigt perspektiv kan bogen således forekomme en smule fordomsfuld.

Men vælger man at se bort fra diskussionen om, hvad der er sygeligt eller ej, og så forholder sig til, hvad der kan skabe problemer for et menneske og dermed nedsætte dets livskvalitet - altså ting, det er i dets egen interesse at ændre ved, frem for et spørgsmål om at skulle tilpasses en snævertsynet “normalitet” - så er der en hel del at finde her.

Som et interessant modspil til Clifford Allen kan man oplagt parallel-læse “Madame Bovarys Fristelser” af Louise J. Kaplan, som er fra 1992 og således tydeligt præget af en nyere opfattelse.

Men også siden ’92 er der sket en del. Samfundsudviklingen har i nogen grad overhalet bogen. Ikke desto mindre rummer den mange inspirerende tanker.

For så vidt er det vel blevet umoderne at overhovedet benytte ordet perversion. For mange mennesker har det en fordømmende og formynderisk klang. Ordet er belastet, og man kunne derfor ønske et andet at erstatte det med. Et ord, der i højere grad signalerede at have det svært og at slås med nogle sjælelige konflikter, frem for noget, der lugter af at blive stemplet som abnorm.

Men måske kunne man også betragte det perverse, ikke som noget, mennesker kan være, men som noget, der kan tilstøde mennesker. Hvad der ødelægger og forkrøbler liv.

Dertil kommer, at selvom man tilslutter sig det efterhånden udbredte syn på usædvanlige præferencer at sige “hver sin lyst”, så er der to ting, man ikke kommer udenom at overveje.

Dels de tilfælde hvor ting ikke sker mellem enige parter, og der således er tale om et overgreb, tvang. Dette kan ikke tillades, selvom man siger “hver sin lyst”. For i et sådan tilfælde er der involveret to parter, men kun for den ene part er der tale om lyst. Hvis den frihed, der er indbygget i udsagnet “hver sin lyst” skal gælde alle, må den også omfatte dem, der ikke ønsker at deltage i en given aktivitet. Man kan måske sige, at deres “lyst” er et “ikke lyst” eller “vil ikke”. I hvert fald kan man ikke med den ene hånd prædike frihed og med den anden tvang. Derfor kan “hver sin lyst”-dogmet kun gælde mellem enige parter. Hvis man ikke kan dyrke sin lyst uden at krænke andre mennesker, bliver man medvirkende til det, der ødelægger og forkrøbler liv, altså det perverse.

Dernæst må man tage i betragtning, hvordan folk selv har det med et eller andet. En trang eller tilbøjelighed er ikke nødvendigvis en lyst. Det kan også være noget ubehageligt, en tvangsmekanisme eller lignende, som vedkommende føler sig fanget i og plaget af. Betingelsen for, at man overhovedet kan tale om lyst, må være, at der rent faktisk er tale om noget, der er forbundet med lyst, glæde, behag. Kort sagt: at man har det godt med det. Det kan ikke være en lyst at være fanget i noget, man har det skidt med. Det er netop ødelæggende og forkrøblende.

Altså - opsummerende - for at “hver sin lyst”-dogmet kan gøres gældende, må der dels rent faktisk være tale om en lyst, noget man har det godt med, og dette må så udleves sammen med nogen, der er indstillet på dette, enige, samtykkende. Hvis man har det skidt med det, er det ikke en lyst, og hvis man tvangsinvolverer andre, glemmer man at spørge og forholde sig til deres lyst. Hvis der ikke er tale om en lyst, eller hvis denne udleves gennem tvang bortfalder dogmet. Dermed kommer man ud i det perverse, så frem i fald man som ovenfor definerer dette som det ødelæggende og forkrøblende.

Dertil er der også noget rent historisk interessant forbundet med at betragte to bøger, der er skrevet med så mange års afstand. Det giver et indblik i den udvikling, som har fundet sted.

I forhold til Freuds opfattelse (fejludvikling) og den senere teori om mislykkede strategier kan man ganske vist ikke sige, at ingen af de to bøger står på et enten-eller. Begge perspektiver er indover både hos Allen og Kaplan. Alligevel fornemmer man en bevægelse, hvor opfattelsen gradvist glider fra den freudianske fejludvikling til strategi-teorien.

Det er vel indlysende, at de to opfattelser ikke nødvendigvis udelukker hinanden. Netop en dramatisk oplevelse (eller en række af traumatiske oplevelser) kan invalidere et menneske psykisk. Dette er vel i grunden blot et andet ord for fejludvikling.

Alligevel er der den afgørende forskel, at fejludviklings-opfattelsen udelukkende ser perversionen som en forkrøbling af individet, og ikke som noget, der rummer konstruktive aspekter og forsøg på selvhelbredelse. I den strategi-betonede indfaldsvinkel er det derimod indbygget, at man forsøger at løse problemet, men altså blot gør det på en måde, der ikke virker, og ender med at gøre ondt værre. Det rokker imidlertid ikke ved, at det er et forsøg på at løse tingene. Dermed har det delvis en dynamisk funktion og er således andet og mere end ren og skær forkrøbling.

Som sagt spøger begge opfattelser rundt omkring i de to bøger. Men man mærker ikke desto mindre glidningen, hvor det generelle syn flydende bevæger sig fra den ældre imod det nyere opfattelse.

Denne bevægelse er et interessant stykke historie at betragte. Uanset om man så rent personligt hælder til den ene eller anden opfattelse. 

Både Clifford Allen og Louise Kaplan er spændende, tankevækkende og inspirerende læsning. Ikke mindst når man i en parallellæsning kan studere deres forskellige opfattelser, og derved sætte dem begge desto mere i relief.

Jeg tror, man skal passe på ikke at komme ud i en “holde med”-tænkning, hvor det kommer til at handle om, hvad man er enig eller uenig i. Man behøver ikke nødvendigvis at holde med den ene eller anden. Man kan også tage det som simpelthen en række tankevækkende input, der kan give afsæt for videre refleksioner, hvor man muligvis vil nå frem til en helt tredie opfattelse.

I det mindste for mig er det afgørende ikke så meget, hvor man rent holdningsmæssigt står. Man behøver ikke nødvendigvis at være enig for at finde stoffet spændende og inspirerende. 

“ … Sigmund Freuds tilhængere, hvis arbejde naturligt er knyttet til studiet af mennesker, tilskriver mennesket to i hinanden sammenslyngede instinkter, nemlig “livsinstinker“ (fra hvilke seksualinstinktet stammer) og “dødsinstinkter“ (fra hvilke aggression og had stammer) … “

“ … En perversion er en psykisk strategi. Den adskiller sig fra andre psykiske strategier ved at fordre iscenesættelse. Den overordnede strategi fungerer på samme måde hos mænd og kvinder. Den store forskel mellem de mandlige og kvindlige perversioner er dens samfundsmæssige stereotype, som er skudt i forgrunden i iscenesættelsen af perversionen. Formålet med iscenesættelsen eller opførelsen er at hjælpe den pågældende til at overleve, ydermere overleve med følelsen af, at vedkommende triumferer over barndommens traumer … “

Under læsningen vil man støde på begreber som ritualiseret adfærd, iscenesættelse og rollespil. Det forekommer mig af vigtighed, at man gør sig klart, at disse begreber er set i sammenhæng med en tvangspræget adfærd. Det handler således ikke om tilfældige strejftanker, som kan ryge igennem hovedet på enhver.

Jeg tænker ind imellem over, at det må være interessant for skuespillere, at de kan prøve at være på alle mulige måder og have alle mulige livsformer, som ligger langt fra, hvordan de er og lever privat. Jeg tror, at alle mennesker gør noget lignende i deres tanker. Man ser ud af et busvindue en landmand gå og arbejde i sin mark, og spørger sig selv: “Gad vide, hvordan det er. Hvordan er det, at have sådan et liv?” Hvis vi ikke var i stand til at spørge sådan, ville vi heller ikke have nogen indlevelsesevne og dermed heller ikke noget grundlag for empati. 

Det gælder atter, at det perverse er det ødelæggende, nedbrydende og forkrøblende. Ikke mindst når det negative pamper på det positive. Således f. eks. hvis indlevelsesevnen afspores, så den frem for at åbne en udefter i forståelse for andre mennesker, spærrer en inde i forestillinger om sære livsformer.

Meget apropos indlevelse er det nok værd at gøre sig klart, på hvilken måde man typisk forholder sig til tekster af denne type. Der er tale om (mere eller mindre) videnskabeligt orienteret teori. Det kan man godt blive vældig grebet og fascineret af. Men det sker på et mere intellektuelt end emotionelt plan. Man synes ting er interessante, tankevækkende osv. Men om egentlig indlevelse bliver der ikke tale. For hvordan lever man sig ind i en teori eller videnskabelig model? Det gør man naturligvis ikke. Man gør sit bedste for at forstå den og tænker derefter videre over den.

Anderledes med en god historie. Her forholder det sig modsat: den gør primært indtryk på et emotionelt plan, hvor man kan leve sig ind i personer og handlingsgang. Alt imens man sidder i en behagelig stol, kravler man på en vis måde samtidig rundt nede i en underjordisk tunnel, drager tørstende igennem en ørken, bestiger et bjerg, eller hvad historien nu handler om.

For at supplere den intellektuelle stimulation med en emotionel, kan det således være en god idé at føje et tredie led til studiet i form af et skønlitterært værk. Et oplagt bud kunne være J. Bech Nygaards “Dybet”.*

Denne roman er fra 1950, altså ældre end den ældste af de to fagbøger (Allen). Det har imidlertid lidet at sige. Det er ofte blevet hævdet, at psykologerne er digternes efterabere. Alle de store menneskelige lidenskaber er forlængst blevet beskrevet, og man kan i den forbindelse mærke sig, at den nyeste af de to fagbøger (Kaplan) bruger en roman fra 1857 som omdrejningspunkt for sin redegørelse. Helt centralt i Freuds tænkning stod Ødipusmyten, som er flere tusind år gammel.

Det afgørende er imidlertid, at digterværket kan noget andet end afhandlingen. Digt skal her ikke opfattes som lyrik, men simpelthen det at finde på, opdigte. Det gør ondt, hvis man slår sig over fingeren med en hammer. Der kan så rent videnskabeligt siges en masse om nervetråde m.v., der beskriver, hvad der fra et lægevidenskabeligt synspunkt sker. Men den gode historie digter sig ind i personen i en sådan grad, at man næsten kan mærke den andens smerte!

Således også med “Dybet”. Her får vi på anden måde indblik i et sinds forkrøbling. Historiens hovedperson er ikke en suspekt “sod”, der render rundt i skumle sidegader iført en fedtet overfrakke. Det er en mand med kone, børn og fast arbejde, som indtil et vist punkt aldrig har været på kant med loven.

Men så kommer der noget op i ham, han ikke kan styre. Hvad er dette for noget? Og hvorfor trænger det sig på med en sådan styrke? Det er netop, hvad man langsomt og gradvist begynder at forstå i løbet af historien, efterhånden som den skrider frem.

“Da Karl Gundersen denne mandag morgen stod op, følte han sig meget slap og træt. Hans krop var stiv som efter hårdt, uvant arbejde. Han vidste, at han ikke var langt fra gråd. Presset i hans bryst og hals var endnu voldsommere end presset i hans hoved.”

“ … Det var for over et år siden begyndt med, at han havde følt sig rastløs og træt. Men hvordan det var endt med, at han ligefrem havde hadet både Gerda og børnene - for det havde han gjort … og gjort det indtil for et par dage siden - forstod han pludselig ikke. Der havde jo, indså han nu uden at klargøre sig årsagerne, ikke været nogen grund til det … “

“ … Han tænkte på sin kone. Han ønskede pludselig, at hun havde været der. Men hun var i Randers sammen med børnene, den syvårige Erik og den 13 årige Vibeke … “

“ … Sædvanligvis er det ikke een enkelt oplevelse, men den vedvarende konditionering i barndommen, der påvirker den senere adfærd. Det er vigtigt at indse, at denne konditionering ikke er nogen laboratorieproces, men at hver enkelt ting, der sker i hvert øjeblik af barnets liv fra fødslen, kan konditionere dets fremtidige opførsel. De vigtigste kræfter i denne proces er utvivlsomt forældrene - navnlig moderen - hvorfor det ikke er forbavsende, at forældrenes holdning og adfærd er af overvejende betydning. Ved tilegnelse af reaktioner fra forældrene og senere fra læreren lærer barnet at møde sit milieu på hensigtsmæssig måde. Det er normalt en gavnlig indflydelse, men da den er så stærk, kan den let drejes i skadelige retninger … “

“ …. Man kan i langt højere grad stole på en seksuel fetich end på et levende menneske. Den forventer hverken, at man forpligter sig over for den, eller at man engagerer sig følelsesmæssigt. Når kvindens fulde seksualitet er aktiv truende, farlig og uforudsigelig, må den lyst, hun vækker, besættes i fetichen. I modsætning til et fuldt ud levende menneske af kvindekønnet, hvis lyst er farlig, uforudsigelig, en kvinde, som manden skal gøre kur til og bejle til, er fetichistiske genstande relativt ufarlige, let tilgængelige og kræver ingen gensidighed. … “

Allen og Kaplan har helt forskellige indfaldsvinkler til emnet. Netop derfor er det desto mere påfaldende, at der er en påfaldende lighed i måden de afrunder det første kapitel af deres respektive bøger.

Det lader til, at de er enige om, at det perverse ikke er forbundet med højere nydelse, men tvært om med større besvær og en række alvorlige problemer.

“Det vil ses, at vi ved afvigelser i de forskellige dele af instinkt-mekanismen kan forstå hele perversionernes og abnormiteternes natur og erkende, at de er en sygdom og ikke en mystisk tilstand, nogle mennesker hengiver sig til for at opnå uhyggelig tilfredstillelse af en art, normale mennesker ikke kan nå - den perverse person opnår i virkeligheden kun den samme sexuelle tilfredstillelse ved sindrige og komplicerede midler.”

- Clifford Allen 

 

“Perversioner handler om at kuldkaste virkeligheden og trodse døden. Men oprøret, tapperheden og modet er et bedrag. For den perverse mand er rigid og konservativ. Han er skrækslagen for sine dæmoner. Han er på evig jagt efter en uovertruffen seksualitet og finder den aldrig. Perversioner er aldrig, hvad de giver sig ud for at være.”

- Louise Kaplan

Men når de nu har hver deres opfattelse af, hvad en perversion er for noget, så er denne enighed måske kun tilsyneladende. De synes da også at have hver sin forklaring på, at det ikke skulle være forbundet med en højere tilfredstillelse.

Allen sammenligner med hanfrøer, der i mangel på hunner kopulerer med træstykker, og hævder, at den perverse må en mere bøvlet vej rundt om tingene for at opnå den helt almindelige tilfredstillelse, andre har lettere adgang til. Er nød til at benytte sig af sære omveje for overhovedet at kunne opleve seksuel lyst. Kaplan taler derimod ud fra sin tese om den perverse strategi, og hævder på den baggrund, at der overhovedet ikke er tale om nydelse og behag, men om lidelse, angst og skyld, at den perverse ikke elsker, men hader. Hader i en tvangsmæssig, afmægtig kamp med dualismerne mand-kvinde og barn-voksen.

“Vi vil imidlertid se, at ved de sexuelle perversioner er instinktets udtryksmodus abnorm, og at den sexuelle energi forbruges ad ubiologiske kanaler. Det er dette i forbindelse med det abnorme objekt, der frembringer en perversion.”

- Clifford Allen

 

“Det, der gør en perversion til en perversion, er en psykisk strategi, som bruger en samfundsmæssig stereotype på mandlighed og kvindelighed på en sådan måde, at iagttageren føres bag lyset og ikke er opmærksom på den ubevidste betydning af den adfærd, han eller hun observerer.”

- Louise Kaplan

Man kan naturligvis vælge at gøre definitionen af det perverse så bred og rummelig, at man ved begrebet simpelthen forstår dét, der stiller sig i modsætning til eller i vejen for det gode liv. Derved skubber man imidlertid blot diskussionen over i en anden term, idet man herefter kan give sig til at strides om, hvad “det gode liv” er for noget. Så vidt jeg kan gennemskue, ville Allen og Kaplan ikke være enige om dette.

Alt dette forhindrer dog ikke, at vi kan lære af begge forfattere og tage en sum af reel viden med os fra læsningen af deres bøger. Ligeledes er der intet i vejen for, at man personligt kan have en helt tredie opfattelse, men alligevel læse Allen og Kaplan med udbytte.

Således kan man f. eks. også spørge til, hvordan de to bøger kan uddybe og berige det ovenfor foreslåede alternativ, at det perverse ikke er noget sygt, personer er, men noget ødelæggende, der tilstøder personer. 

“Gundersens tanker standsede, fordi en rød bølge af rædsel og smerter fór igennem ham. Han syntes, luften i sovekammeret var tyk og giftig. Han havde på fornemmelsen, at han var ved at kvæles. Et kort nu dukkede en erindring fra hans barndom op, en erindring, som i over tredive år havde været glemt. Han huskede sovekammeret i sit barndomshjem, forældrenes senge, de to etagesenge, hvor August og Inger sov, Jennys lillebitte seng, der stod ved siden af moderens, så moderen kunne tage hende over til sig uden at stå ud af sengen.

Og han huskede halvkammeret, hvor der lige akkurat var plads til de to senge, som han selv og hans kusine Elly sov i. Der havde ingen dør været mellem soveværelset og halvkammeret. Ingen dør … ingen dør … ingen dør! Og hvor ofte havde han ikke ligget i sin seng og ønsket, at han kunne trylle en svær, uigennemtrængelig dør lige ud af luften? Og Elly havde ønsket det! Elly, hans et år ældre kusine, hvis forældre var døde af den spanske syge. Det var derfor, hun var kommet i hans hjem. Før den tid havde han haft halvkammeret for sig selv. Og das havde der været en gråmalet dør mellem soveværelset og halvkammeret. Men da Elly kom, var døren blevet taget af hængslerne og stillet op på loftet.

Gundersen stod og åndede tungt. Så flåede han sin pyjamas af. Han stod nøgen og kroptung. Hans tanker var et virvar. Han kredsede om noget bestemt, en erindring fra barndommen, som han ikke kunne nå ind til. Noget, der var sket i halvkammeret, noget, der havde fyldt ham med angst og afsky. Han vidste, at han for mange år siden havde stået derinde, som han stod i sit eget soveværelse nu. Nogen, angst og gispende efter luft.

Gundersen følte det, , som stod han foran foran en iskold, kulsort og uoverstigelig mur, som han skulle over. Der var noget, han måtte huske. Det betød alt, om han kunne huske. Hans ansigt var gråt og stift af anspændelse. Sveden drev ned over hans kinder og hals.

Men han kunne ikke huske. Og så begyndte den sorte mur at bevæge sig. Den rakte sig frem. Den begyndte at lukke sig om ham, blev til et natsort, snævert rør, han sad håbløst fast i.”

- J. Bech Nygaard

“ … Han havde sovet til middag om søndagen, havde sovet resten af lørdagens rus ud og var så kørt en tur. Han havde ikke haft noget mål, havde blot givet efter for en kold uro, der drev ham afsted, og som han, det huskede han nu, havde været bange for. Han havde følt uroen som en slags feber, havde vel egentlig anet, at den var ved at nå sit højdepunkt. Denne mærkelige uro, der i uger havde pint og plaget ham, som han aldrig før havde følt, så stærkt, men som alligevel kom fra ham selv, fra en ukendt verden i ham selv, hvor den trods alt måtte have ligget og spiret … “

Som nævnt er der mange opfattelser af det perverse, og hvad en perversion overhovedet er. Når man giver sig i kast med en undersøgelse som denne, må man forsøge at forholde sig neutral og lære så meget som muligt. Også af det, man er rygende uenig i. Jo flere opfattelser og indfaldsvikler, man kommer omkring, desto større chance er der for, at man rent faktisk får noget at vide og når frem til en forståelse.

- - - -

* Se også “Sorority Girl” (under “Arkoff”)