Lak på bånd

 

 

 

 

Fraktion 1

 

 

 

 

Kasse + hæfte

Bånd med lak til Studiebrug

 

"Først oplive - så oplyse"

- Grundtvig

 

Vil man opleve det at spille en 78'er, må man naturligvis have fat i pladerne. Men i alle spørgsmål, der udelukkende vedrører at høre musikken, er båndene anvendelige, og der opfordres fra Arkivets side til at skåne de sarte lakplader mest muligt.

Emneinddeling betyder, at man let vil kunne finde frem til det eller de bånd, der svarer til det, man ønsker at udforske. Men systematikken går videre end som så, og båndene danner tilsammen et forløb.

I det følgende vil vi se lidt nærmere på båndenes indhold og begrundelsen for deres sammensætning.

Som en absolut undtagelse blandt Arkivets forskellige dele er denne samling ikke kronologisk opbygget. Det, vi fra Arkivets side har forsøgt på, har været at finde et udgangspunkt, hvor alle kan være med. At lægge ud med de allerældste indspilninger vil af mange nutidige lyttere blive oplevet som at bare høre en masse sus og støj. At tage fat ved den klassiske musik i gode, vellydende indspilninger er heller ikke en ideel løsning. Alle dem, der ikke har et forhold til den klassiske musik, vil stå mere eller mindre uforstående. En slager med en iørefaldende melodi, der lyder gammel på en autentisk og dragende måde, forekom os at være den bedst mulige løsning. Her får lytterne et pust af svundne tider, uden at musikken helt forsvinder i sydende tragtlyd. De klassisk dannede vil formodentlig synes, at en sådan døgnmelodi er banal og triviel, men derimod næppe finde den direkte ubehagelig og generende, sådan som noget mere voldsomt og larmende måske ville kunne gøre.

Den overordnede idé er som sagt at lægge ud med noget, næsten alle vil kunne kapere. Mennesker er nu engang forskellige, men hensigten fra Arkivets side har været et så vidt muligt alment acceptabelt udgangspunkt, noget, som der næsten ikke kan være nogen, der kan have noget imod.

Herfra foretages der flydende bevægelser rundt i de forskellige stilistiske hjørner af lak-samlingen.

Af hensyn til det fortsatte forløb afrundes samlingen i den klassiske ende, således at det vil føles naturligt at fortsætte direkte med de klassiske lp'er.

I den forstand fungerer samlingen også som en introduktion til den europæiske kunstmusik. Ved hjælp af et alment acceptabelt udgangspunkt kommer alle roligt og smertefrit derhen i en flydende bevægelse.

Flertallet af bøger, der forsøger at introducere folk til den store orkestermusik, er skrevet af folk, der udgår fra denne tradition, er opvokset i den og kender den indefra. Dette er garant for, at de ved, hvad de taler om. Imidlertid betyder det samtidig, at de sjældent har blik for de problemer, den uindviede støder imod. Da de netop kender fænomenet indefra, er det dem ganske fremmed, hvordan det fremstår set udefra.

Denne introduktion er derimod skabt af folk, der er kommet til det klassiske udefra, og derfor kender den fremmedes begyndervanskeligheder på deres egen krop. Deres ekspertise er måske ikke optimal med hensyn til de indre gemakkers indretning - men de kender indgangene bedre end dem, der aldrig har haft brug for dem.

Dette er netop den dybere begrundelse for, at Arkivet ikke går strengt kronologisk til værks og simpelthen begynder med den gregorianske korsang. Masser af interesserede mennesker ville køre død og blive hægtet af, inden de var nået særlig langt frem. Hele Arkivets grundidé er, at alle skal føres så sammenhængende og smertefrit som muligt gennem smagsprøver på alle slags musik. Derfor må der nødvendigvis begyndes et sted, hvor alle kan være med.

Men studiet er ikke desto mindre historisk orienteret med pladeindustrien som centralt omdrejningspunkt. Derfor giver det mening at se på et tidligt format, som idag er stort set forsvundet, lakpladen. Det er et pudsigt og charmerende medie, som er sjovt at kigge lidt nærmere på og som de fleste, der møder det, bliver fascinerede af. Alene på grund af mediets pudsighed får man også lyst til at høre, hvad der er på disse plader.

Her er overspilningerne til bånd naturligvis mangelfulde. De giver kun et vagt indtryk af at høre en 78'er. Med til oplevelsen hører at hive lakken ud af pappet, mærke den tunge, tykke skive i hånden, se den snurre rundt i susende fat på pladetallerkenen og at skulle skifte hvert tredie minut. Men 78'erens særlige lyd og den musik, der blev lavet under dens epoke, kan man i hvert fald få et indtryk af. I bedste fald vil man af den vej blive tændt og få lyst til at sætte sig nærmere ind i pladeindustriens historie.

 

 

 

 

 

 

Bånd 1: Fortidslyd for Nutidsmennesker

Vi har valgt at indlede med "Riders In The Sky", en enkel, iørefaldende melodi, som næsten alle kan lide. Således opfylder den kriterierne, der er blevet nævnt ovenfor. Den burde uden videre være forståelig for alle. Samtidig er den båret af en stemningsmættet mol-farvning, der frigør den fra den tåkrummende maveknebsfornemmelse af tra-la-la og idioti, visse lyttere kan føle over for noget, der er for letbegribeligt. Vi mener fra Arkivets side, at dette nummer er så nær et ideelt valg, som noget kan blive.

Endvidere har "Riders In The Sky" den studiemæssige relevans at være blevet indspillet mange gange og på flere forskellige tidspunkter i pladeindustriens historie have været et hit. Den hører således til de sange, der jævnligt dukker op igennem forløbet. Ligeledes støder man ofte på citater derfra i andre numre.

Dertil kommer, at det allersidste nummer i Arkivet er en 2008-version af "Riders In The Sky". At Arkivet således begynder og slutter med den samme melodi - omend i to forskellige udgaver - betyder, at det danner en cyklus.

Dette er ret så afgørende. Uanset hvor uforstående 98% af den vestlige verden vil stå over for det, skal der jo nok findes folk, som synes, at "Riders In The Sky" er ganske afskyelig. Men da Arkivet former sig som en cyklus, gives der altså en mulighed for at begynde et andet sted. Faktisk kan man begynde hvor som helst, det skal være, og så køre rundt derfra. Der er således den mulighed at lægge ud med en tidsperiode eller et genreområde, man har et særligt nært forhold til. Fra dette hjemlige, velkendte og elskede vil man så i en sammenhængende bevægelse blive båret på hænder og fødder rundt i alt andet, for så at ende tilbage i sin yndlingsmusik, der nu kan høres og påskønnes på en anden måde end før, fordi den har fået et dybere grundlag i forbindelse med at blive forstået i et større sammenhæng og i det hele taget funderet på en anden vis. Ens yndlingsmusik vil ikke længere bare være noget, der hænger og flagrer. Den er blevet befæstet og begrundet og kan derfor påskønnes med større inderlighed og forståelse end tidligere. Før var det bare noget, man var glad for, nu har det fået et underlag, står på noget. For at opnå endnu mere kan man så give sig ud på en anden runde - og en tredie og en fjerde og en femte ....

Denne alternative fremgangsmåde er imidlertid ikke helt uproblematisk. I hvert fald kræver den nogen selvdisciplin. At springe lige ind i sin yndlingsmusik kan have den uheldige virkning at pirre fornøjelsessygen, således at den/de studerende forfalder til at lade sig underholde. For nogen kan det ikke desto mindre være en mulighed og den bedste måde at komme i gang.

Men til alle dem, der ikke ville ane, hvor de skulle begynde henne og hvilken ende, de skulle tage fat fra, tilbyder Arkivet altså denne "så almen som muligt" åbning, som hiver fat i noget, der nok er gammelt, men langt fra det ældste. Derimod er det en glimrende opvarmning til det helt gamle, hvilket da også er formålet med det.

Vi bevæger os videre i forlængelse af vores introduktions-nummer med andre mere eller mindre beslægtede ting, der bevæger sig rundt i lidt forskellige stemninger og stilarter, men holder sig relativt nær ved udgangspunktet.

Dermed gives et udgangspunkt, som kan bruges af alle uanset deres smag og forudsætninger. Således introduceret og lukket ind i lakkens verden er ørerne blevet stillet ind og man kan begive sig videre i dette univers.

Flertallet af disse indspilninger vil vi senere vende tilbage til. Dette første bånd er at regne for en slags menukort og appetitvækker. Ligesom den, der går ud fra sin yndlingsmusik har en base i denne, kan man sige, at vi her er ved at skabe en fælles base, bygger et skib, hvor vi kan sidde sikkert og godt, mens vi sejler ud mod nye, uopdagede kyster.

For Arkivet har opgaven især bestået i at finde en balance mellem kontinuitet og variation. Det var på den ene side altafgørende, at samlingen af sange holdt sig inden for visse rammer, men samtidig lige så vigtigt at der blev præsenteret nogle forskellige ting. Vi har forsøgt at løse opgaven bedst muligt.

Imidlertid har vi ikke taget det så strengt med sammenhæng, opbygning og des lige, idet at vi har ønsket at genkalde atmosfæren fra en tid, hvor man slet ikke tænkte i den slags baner, men simpelthen "nu skal vi lige ha' den her". Vi er tilbage i en jukebox æra, hvor ingen almindelige mennesker rendte rundt og talte om koncepter. Den gode sang stod i sin egen ret og blev afløst af den næste, der meget vel kunne være noget af et stil- og/eller stemningsskift. Dog har vi forsøgt at undgå alt for kradse spring og trods alt fastholde en vis gennemgående atmosfære. En slags kontrolleret jukebox. Det har ikke i alle tilfælde været lige let at opretholde dette dobbelte perspektiv, og båndet har afgjort sine ufuldkommenheder. Men det skulle dog være fuldt anvendeligt og formåls-funktionelt.

Fra vores side er det afgørende især, at man oplever at blive lukket ind i lakuniverset og finder dette så tilstrækkelig oplyst, at man ikke ligefrem rager rundt i total mørke. Hvad man så synes om det, er et ganske andet spørgsmål. Hvis man i det mindste finder det tåleligt og ikke helt ulideligt, og samtidig føler, at man har fået nogle brugbare pejlingsredskaber dertil, er formålet med nærværende bånd opnået.

Netop derfor giver det mening, at lægge ud med noget, der nok er gammelt, men ikke helt vildt gammelt. På samme måde med den antageligt alment acceptable "Riders In The Sky". Man behøver jo ikke at elske den. Det er nok, at man kan udholde den. Men mange af de helt gamle ting fra pladeindustriens tidligste barndom vil være noget af en prøvelse for de fleste moderne lyttere. Det kræver en for-træning, før man kan komme ind i de ting. De ting, der er medtaget her, er derimod langt lettere at gå til for nutidige ører.

Til sidst en bemærkning om lyd. Det kan desværre ikke undgås, at lydkvaliteten bliver en anelse forringet i en båndgengivelse. Det er småtingsafdelingen, og mange vil formodentlig ikke bemærke det. Derimod vil mange novicer nok blive overraskede over, hvor relativ god lyd der er på disse gamle plader. Her kan man nemlig tale om, at begrænsede teknologiske muligheder ender med at blive en fordel. Tilbage i lak-epokens dage kunne man ikke lægge rillerne så tæt, som man senere lærte i løbet af vinylets historie. Det var store, tunge, dybe riller med plads imellem. Derfor var 78'erne også rent slidmæssigt ret robuste. Som nævnt gik de let i stykker. Men så længe de var hele, kunne de som regel spille, og i mange tilfælde bedre end en vinyl-plade med tilsvarende slitage. Der var ikke behov for samme grad af afstøvning, rensning med videre, ligesom det ikke var nær så graverende, hvis man kom til at plante et par fedtfingre på pladen. Alle de forsigtighedsregler man nødvendigvis må iagttage over for vinyl er overflødigt over for lak. Man skal bare passe på, at man ikke taber dem, træder på dem og des lige, akkurat som de absolut ikke er det mindste bøjelige og således ikke tåler tryk. Men de kan smides lige på pladespilleren uden støveklud og rensemiddel. Men som man - desværre! - også kommer til at erfare i løbet af båndet, er nogle 78'ere i årenes løb blevet frygteligt skramlede, og sådan en slidt sag lyder ikke særlig godt.

Sangliste:

 

Vaughn Monroe: "Riders In The Sky" (HMV - rød etiket) (1949)

 

Doris Day: "Whatever Will Be Will Be" (Philips - sort etiket) (1956)

 

                                 "Secret Love" (Philips - sort etiket) (1953)

 

Donald Peers: "It Happened In Adano" (HMV - rød etiket) (1948)

 

Vera Lynn: "Wish Me Luck" (Decca - blå etiket) (1939)

 

Patti Page: "Changing Partners" (Mercury - sort etiket) (1953)

 

Alice Babs: "Mr. & Mississipi" (Metrome -hvid/orange etiket) (1951)

 

Dinah Shore & Buddy Clark: "Baby It's Cold Outside" (Columbia - sort etiket) (1949)

 

Al Morgan: "Jealous Heart" (London - sort etiket) (1949)

 

Jørgen Ingmann & Birthe Buch: "Indiana" (Metrome - hvid/orange etiket) (1954)

 

Dean Martin: "Memories Are Made Of This" (Capitol - lilla etiket) (1956)

 

Eve Young: "I'd 've Baked A Cake" (London - sort etiket) (1950)

 

Hula Hawaiians: "On The Beach Of Waikiki" (Tono - blå etiket) (? ca. 1950)

 

The Dream Weavers: "You've Got Me Wondering"

             (b/w) "It's Almost Tomorrow" (Brunswick - sort etiket) (1955)

 

Doris Day: "The Black Hills Of Dakota" (Philips - sort etiket) (1953)

 

The Chordettes: "Born To Be With You" (London - sølv/sort etiket) (1956)

 

Tennessee Ernie Ford: "Sixteen Ton" (Capitol - lilla etiket) (1955)

 

Rosemary Clooney & Marlene Dietrich: "Dot's Nice - Donna Fight!" (Philips - brun etiket) (1953)

 

The Tarriers: "No Hiding Place" (Columbia - grøn etiket) (1957)

 

Harry Belafonte: "Mama Look A Boo Boo" (RCA - sort etiket) (1956)

 

Anton Karas: "Harry Lime Theme" (Decca - blå etiket) (1950)

 

Django Reinhardt: "I Got Rhythm" (Decca - blå etiket) (1938)

 

Tex Morton: "My Sweetheart's In Love With A Swiss Mountainer" (Columbia - grøn etiket) (1939)

 

Arthur Smith: "Guitar Boogie" (MGM - gul etiket) (1948)

 

The Mills Brothers: "Till Then" (Decca - rød etiket) (1944)

 

Ella Fitzgerald & The Ink Spots: "Little Small Town Girl" (Decca - rød etiket) (1951)

 

Hotcha Trio: "Meet Mr. Callaghan" (Philips - blå etiket) (1957)

 

The Vipers Skiffle Group: "10000 Years Ago" (Parlophone - blå etiket) (1957)

 

Frankie Laine: "Hummingbird" (Philips - sort etiket) (1955)

 

Dottie Evans: "My Prayer" (Ronnex - gul etiket) (1956)

 

Fontane Sisters: "Willow Weep For Me" (London - sølv/sort etiket) (1956)

 

Les Paul: "Little Rock Getaway" (telefunken - blå/hvid etiket) (1951)

 

The Four Lovers: "Jambalaya" (RCA -sort etiket) (1956)

 

Louis Armstrong: "Mack The Knife" (Philips - sort etiket) (1956) (udløb)

Nogle bemærkninger:

For mange mennsker, der ikke er entusiastisk optaget af et eller andet fra første halvdel af 20. århundrede, gælder, at deres fornemmelse for såvel musikkens udvikling som måden man lavede plader på er yderst mangelfuld før 50'erne. Alt, der ligger før Elvis er bare noget "rigtig gammelt". Andre steder i Arkivet bliver der rig lejlighed til et mere detaljeret og systematisk studium af de tidlige ting. Men allerede denne indledende øvelse skulle gerne give en fornemmele af, at der fandt en stor og omfattende udvikling sted - også før 50'erne. Som vi dog også kan tyde ud af den bunke plader, der foreligger på nærværende bånd, sker der et afgørende skift og et stort spring i udviklingen netop i 50'erne. Men tingene havde absolut ikke stået i stampe indtil da. Vi vil derfor opfordre til at man nærlytter og prøver at komme rigtigt ind på livet af tingene.

Det er vigtigt, at alle gør sig helt klart, at det vi her har med at gøre, ikke er Arkivets ældste musik, men derimod vores ældste format. De tidligste indspilninger, vi har, findes ironisk nok som genudgivelser på det nyeste format, cd. Hvad angår lakken, er der tale om relativt "nye" ting, i og med at det meste af det ikke tilhører pladeindustriens tidligste periode, men er lavet helt oppe i 50'erne. Når vi begynder her, er det altså ikke for at studere tidlige indspilninger, men som allerede nævnt for dels at studere et tidligt format og dels lægge ud et sted, hvor alle kan være med.

Da der er anført årstal i parantes for hver af pladerne, kan enhver uden videre se, at dette ikke er en kronologi. Der springes frem og tilbage i tid. Men på denne hoppende måde dækkes perioden 1938-57. At pladerne ikke kommer i kronologisk rækkefølge udelukker dog ikke, at man kan bruge samlingen til at styrke sin periode-fornemmelse. Netop den megen springen frem og tilbage giver mulighed for at sammenligne indspilninger fra forskellige tidspunkter.

At der i løbet af disse 20 år sker afgørende forbedringer med pladers indspilningskvalitet burde uden videre være tydeligt. Dette kan imidlertid i en del tilfælde være tilsløret af, at pladerne ikke er lige slidte. En velholdt plade fra 30'erne lyder naturligvis bedre end en skramlet ditto fra 50'erne.

Alligevel burde visse generelle træk kunne fornemmes. 30'ernes tekniske muligheder gjorde det ofte svært at gengive større orkestre. Resultatet er som oftest en temmelig moset lyd. Til sammenligning går det langt bedre i de tilfælde, hvor der blot er en sanger ledsaget af en enkelt instrument. Sådanne indspilninger er - deres alder taget i betragtning -ofte overraskende klare og distinkte i lyden. Tendensen går ret tydeligt i retning af jo flere medvirkende, jo mere moset.

I en del tilfælde, hvor der er en rimelig indspilningskvalitet på en velholdt plade, vil man kunne opleve en utrolig behagelig, blød lyd. Det hænger sammen med, at alt dengang var rør. Transistoren kom først frem i 50'erne. Plader fra 30'erne og 40'erne er således rør, rør og atter rør fra yderst til inderst. Derfor den bløde lyd, men af samme årsag de knap så distinkte signaler.

Mange 50'er-plader har en særlig karakteristisk lyd, fordi de befinder sig i en overgangsperiode - altså er forskellige kombinationer af rør og transistorer. At kombinationernes art kunne svinge fra pladestudie til pladestudie betyder samtidig flere variabler. Lige så hurtigt som man kommer på sporet af en særlig 50'er-lyd, lige så hurtigt erfarer man også, at denne kan være på mange forskellige måder.

Denne samlings ældste indspilning er Django Reinhardts version af "I Got Rhythm". Pladen er desværre ikke i særlig god stand. Heldigvis kan man flere andre steder i Arkivet finde genudgivelser på lp og cd. Den skramlede 78'er er at regne for et samlerobjekt og en kuriositet. Den lyder bestemt ikke særlig godt. Havde den været i bedre stand, ville det have været en helt anden snak. For musikken fejler absolut ikke noget. Selv på denne slidte plade kan man da også fornemme, at vi har fat i noget usædvanlig virtuost, og man kan faktisk (næsten!) høre Djangos solo. Men at der har siddet fem mennesker rundt omkring én mikrofon (sådan foregik flertallet af Quintette Du Hot Clubs indspilninger) betyder naturligvis, at selv en optimal gengivelse ikke tilnærmelsesvis kommer i nærheden af de lydmæssige krav, man ville stille til en moderne pladeindspilning. Alligevel er resultatet alt taget i betragtning overraskende godt. Selv med det mest moderne udstyr ville det være vanskeligt at indfange et helt orkester med én mikrofon. Der findes enkelte live-optagelser fra vor egen tid, som er optaget på samme måde. Det er ret overraskende hvor lille forbedringen af lydkvaliteten er. Det må faktisk have været en temmelig god mikrofon kvintetten sad omkring. Man bør dog også tage med i betragtning, at de havde udviklet en spillemåde, der passede til datidens muligheder. Det gjaldt jo også til koncerter, at de ikke havde et moderne p.a. anlæg. Det fortælles om Django, at han benyttede et tykt plekter af skildpaddeskjold og havde et særdeles kraftigt anslag. Parallelt til begrebet shouters blandt sangere havde mange af den tids musikere, som spillede mindre kraftigt klingende instrumenter, udviklet en særlig kompenserende teknik.

Betydelig mere klar i lyden er samlingens næstældste indspilning, "Wish Me Luck" med Vera Lynn, som er lavet blot et år senere. Men her har vi netop det tidligere beskrevne tilfælde: sanger akkompagneret af kun ét instrument. Efter nutidige normer lyder orgelet besynderligt. Men det ligger der som den nødvendige støtte til Lynns stemme. Hun går klart og tydeligt igennem, og den bløde rørlyd er særdeles mærkbar. Alt i alt utrolig god lyd når man tænker på, hvor gammel pladen er. Det hører dog med, at selve det benyttede eksemplar er i betydelig bedre stand end Django-pladen.

Men sandsynligvis har de engelske pladestudier også været en anelse bedre udrustet end de franske på det tidspunkt. Frankrig var et klart foregangsland i forhold til europæisk jazz. Men deres pladestudier var ikke optimale. Helt op i 50'erne havde mange franske plader rent lyd- og produktionsmæssigt et præg, der i forhold til samtidige engelske og især amerikanske, virkede bagstræbende og gammeldags.

Ligeledes fra '39 er indspilningen med Tex Morton. Atter oplever vi, hvor meget bedre det gik, når der kun skulle være sangstemme + ét instrument. Fraregner man diverse skrat og knas, der skyldes pladens slitage, lyder det ikke ret meget anderledes end mange nutidige indspilninger med diverse guitarspillende sangere. Indspilningen er sandsynligvis foretaget i Australien. Tex Morton var født på New Zeeland, men flyttede til Australien og blev en af de vigtigste pionerer inden for australsk country-musik. Hvor skelsættende han må have været i sin samtid, får man et indtryk af, når man tænker på hans amerikanske kolleger. Vi er ganske vist omkring 10 år efter Jimmie Rodgers' indspilninger, men et år før Woody Guthrie foretog sine første indspilninger, de såkaldte dust bowl sessions, der fandt sted i 1940.

Herefter hopper vi frem til 1944 og Mills Brothers. Desværre er pladen meget slidt. Derfor får man ikke et korrekt indtryk af hvad, der var sket med pladestudierne i de mellemliggende år, og på hvilken måde USA var lidt forud for Europa. Vi har sangstemmer ledsaget af guitar. Altså noget man allerede fem-seks år tidligere formåede at gengive relativt godt. At der ikke er en, men fire sangere, har naturligvis noget at sige. Akkurat som instrumenter kan flyde sammen i en grød, kan stemmer det også. En mere velholdt plade ville naturligvis være at ønske. Men selv på dette ret grimme eksemplar fornemmer man, at indspilningen må have været af en vis lydmæssig standard. Også selvom det p.g.a. krigen ikke var de helt store ressourcer, der var til sådanne civile formål. I øvrigt var der på dette tidspunkt en længere konflikt blandt udøvende musikere i USA. Des årsag fandt der kun ganske få orkesterindspilninger sted. Vokalgrupper som f.eks. Mills Brothers var typiske for perioden.

Herefter hopper vi atter fire år frem i tiden, og har to yderst forskelligartede indspilninger, Donald Peers strygerbårne serenade "It Happened In Adano" og Arthur Smits berømte "Guitar Boogie". Mere forskellige kan to plader vel dårligt være. Det gælder ikke blot stilistisk, men også i forhold til ting som lyd, produktion m.v. Typisk for den tids indspilninger af skønsang med strygerledsagelse, er hullet mellem sangeren og orkestret enormt. Stemmen helt fremme og dæmpede strygere langt, langt bagved. Modsat ligger Arthur Smiths lead-guitar kun en ubetydelighed længere fremme end akkompagnementet. Lige nok til at give ham solist-rollen. Der er tydeligvis sket en del med studieteknikken siden de legendariske Quintette Du Hot Club indspilninger med Django og Stephane Grappelli i 30'erne. Lydbilledet står overraskende klart og distinkt. Alene p.g.a. lyden må den have vakt opsigt i sin samtid. At det så er en af forløberne for rock and roll, lavet seks år før Bill Haleys "Rock Around The Clock", er så en yderligere grund til at måbe. I forhold til dette er Donald Peers pladen en langt mere traditionel ting, der ligger i direkte forlængelse af en masse ting fra 20'erne og 30'erne. Men lyden er afgjort stærkt forbedret i forhold til Peers' ældre kolleger. Strygernes placering (langt, langt tilbage) har ikke ændret sig nævneværdigt siden begyndelsen af 30'erne, men de står mere klart. Stemmen ligger næsten perfekt, man hører Peers så distinkt og tydeligt som nogen sanger på en nutidig plade. Derved er de to '48-indspilninger sådan set begge ret bemærkelsesværdige.

Fra 1949 får vi "Baby It's Cold Outside" med Buddy Clark og Dinah Shore. "Baby It's Cold Outside" var en af den tids store hits og findes i mange udgaver. Versionen med Clark & Shore er blot en af dem. Men en af de mest populære, ligesom Buddy Clark og Dinah Shore begge var blandt den tids mest berømte sang-stjerner. Lad to berømte sangere indspille en berømt duet. Det kan kun blive et hit. Lydmæssigt mærker man tydeligt, at der er sket noget. En ny klarhed har fundet ind i lydbilledet, og vi hører noget, der ligger lysår hinsides indspilningerne fra 30'erne og begyndelsen af 40'erne. Det kan man derimod næppe sige, at musikken gør. Vi har at gøre med en ret så traditionel slager. Dog er det værd at bemærke, at den er langt mere rytmisk, end gængse popsange havde været blot få år tidligere. Siden de første indspilninger af populærmelodier i årene op til århundredeskiftet, som havde et stift, foredragende præg, havde stadig mere jazzindflydelse sneget sig ind i årenes løb. Det mærker man da også tydeligt på denne indspilning. Alligevel er den på mange måder mindre bemærkelsesværdig end i hvert fald den ene af de to øvrige '49-indspilninger, der er medtaget på båndet, hvoraf "Jealous Heart" blot skal nævnes i farten. En køn melodi, men som indspilning betragtet ikke videre bemærkelsesværdig.

Vores åbner, "Riders In The Sky", har vi i anden forbindelse talt om som nummer, og der er blevet gjort rede for, hvorfor den er valgt som åbningsnummer. Betragter vi den som indspilning, så var det allerede i 1949 en version blandt flere. Nummeret blev skrevet af Stan Jones i 1948. Allerede et år efter forelå flere indspilninger. De er ikke blevet færre med årene. Mange anser imidlertid Vaughn Monroes version for at være "den rigtige". Guitar-introen etablerer stemningen og skaber sangens galoperende fornemmelse. Vaughns barytonstemme sætter ind og begynder den dramatiske fortælling. Korstemmer og stryger-effekter føjer sig siden til. Pladen er opbygget som et helt lille hørespil, der udfolder historien. Arrangementet er usædvanlig spændende, og den samlede effekt skaber sit eget stemningsunivers. Indspilningens lydkvalitet yder ikke dette fuld retfærdighed. Alligevel må man sige, at vi her har et tidligt eksempel på en plade, der udnytter, at man i studiet, hvor man netop ikke står over for et publikum, kan gøre forskellige sjove ting. Man kan kalde det gimmick og effektjageri, men det var ikke desto mindre den slags, der banede vejen for at gøre grammofonpladen til et selvstændigt medie, noget andet end en koncert, på samme måde som man ikke direkte kan sammenligne film og teater. Plader var så småt ved at blive til plader i pointeret forstand.

Fra 1950 har vi to numre, der på hver deres måde er bemærkelsesværdige. Anton Karas er beviset for, at det aldeles ikke var George Harrison, der indførte zithar i vestig musik. Ganske vist lyder det ikke særlig indisk. Den wienske virtuos har umådelig lidt til fælles med Ravi Shankar. Det var til filmen "Den tredie Mand" at Karas skabte det inciterende tema. Filmen blev lavet i 1949, men pladen med melodien lod vente lidt på sig. Det er en for sin tid ret så særpræget plade, der ikke rigtig ligner noget andet af det, der ellers foregik på det tidspunkt. Det gælder for så vidt også lyden på pladen, der har en ganske egenartet klang.

Eve Youngs "I've Baked A Cake" er mere ordinær. Den var enormt populær i begyndelsen af 50'erne. Blev ren folkeeje. Mange, mange år senere fortalte en reklame om kaffen til uventede gæster. Dengang i begyndelsen af 50'erne havde alle en sang til uventede gæster. Lydbilledet er bemærkelsesværdigt ved sin klarhed og renhed. Orgelet lyder ganske vist ikke meget anderledes, end det havde gjort bag Vera Lynn 11 år tidligere. Men lydbilledet i sin helhed, med diskret rytmisk ledsagelse, håndklap m. v. er alligevel værd at lægge mærke til. Bl.a. fordi det er så helt anderledes end den kompakte masse, der især er typisk for 30'ernes indspilninger. Her er der masser af luft og plads til de enkelte signaler.

Fra omkring samme tidspunkt - måske lidt før, måske lidt senere - har vi Hula Hawaiians indspilning af "On The Beach Of Waikiki". Gruppen var ikke fra Hawai, men derimod Sweitz. Lige omkring indgangen til 50'erne var der en del af den slags grupper. Om ægte Hawai-musik var der strengt taget ikke tale. Men en stiliseret form, der var blandet op med pop og en anelse jazzfornemmelse, og hvor især brugen af steel-guitar bidrog til at skabe en fornemmelse af solrige badestrande, blomsterkranse, bastskørter og kokusnødder. Et langt ude slægtskab med ting som Django og Arthur Smith kan fornemmes, selvom det unægteligt er langt mere poppet. Det er ikke desto mindre en charmerende musikform, der tillige giver et fint tidsbillede i forhold til populære strømninger på det tidspunkt. Sammen med Anton Karas' "Harry Lime Theme" viser den en vis smag for det eksotiske, men også at dette helst skulle være i en moderat form, der ikke klingende alt for fremmedartet og særpræget i vestlige ører. Som indspilning betragtet, altså i forhold til ting som lyd og produktion er "On The Beach Of Waikiki" måske knap så bemærkelsesværdig.

Fra 1951 får vi tre på hver deres måde bemærkelsesværdige indspilninger. Den svenske sangerinde Alice Babs var vel nok Skandinaviens førende stemme på det tidspunkt. Hun har indspillet plader med amerikanske jazzmusikere. "Mr. and Mississipi" byder på en forsvenskning af en velkendt amerikansk standard.

Taler vi om sangerinder er Ella Fitzgerald en af de allerstørste overhovedet. Hun er en af jazzhistoriens helt centrale stemmer. Men som vi her får et eksempel på, indsang hun også - især i 50'erne - en række mere slager-agtige plader. På "Little Small Town Girl" synger hun sammen med The Ink Spots, en vokalgruppe af samme type som Mills Brothers. Faktisk havde Ink Spots været pionerer. Helt tilbage fra de tidlige 30'ere havde de indsunget plader.

Les Paul er og bliver den store ener i studieteknikkens historie. Hans banebrydende eksperimenter med trickindspilning, forskudt hastighed og et væld af andre opfindelser, var langt forud for tidens øvrige udvikling, og betød, at han sad i sin garage og gjorde ting, de største og bedste studier ikke kunne gøre efter. De særprægede lydlandskaber han kreerede, kan næsten ligne en tidlig forløber for senere tiders techno og elektron-pop. Naturligvis vakte ting som "Little Rock Getaway" opmærksomhed, og mange andre prøvede at lave noget lignende. Jørgen Ingmanns tre år senere "Indiana" viser tydeligt, at Les Pauls danske discipel havde haft held til at lure nogle tricks af.

"Changing Partners" med Patti Page fra 1953 er som indspilning betragtet ikke videre bemærkelsesværdig. Derimod er den et glimrende eksempel på, at endnu oppe i 50'erne var mange af tidens store hits i valsetakt. The Dream Weavers' to år senere "It's Allmost Tomorrow" er et andet eksempel. Samtidig med at en så udpræget 4/4 musik som rock and roll blev tidens store dille, var valsen faktisk mere populær, end den havde været længe. Selv mange af de vilde rockdrenge slog over i valsetakt, når de skulle spille mere stilfærdige sange. Som en særlig anbefaling indgik det ofte i sangenes titler, f. eks. "Tennessee Waltz" og "The Waltz Of The Winds". Valsen forsvandt næsten helt ud af populærmusikken i 60'ere, og idag er det vel stort set utænkeligt, at man skulle finde andet end 4/4 på hitlisten.

De resterende numre på båndet udgør den nyeste del. Vi er her nået frem til indspilninger, man ville sige har en typisk 50'er-lyd. At denne term ikke er helt så entydig, som nogen tror, kan man så lytte sig nærmere ind på. Generelt har lydbilledet fået langt mere både fylde og luftighed. De sidste mindelser om 30'ernes tætte klump af lyd forsvinder. Man bliver stadig mere bevidst om pladen som plade - ikke optaget koncert. Nye effekter som ekko gør deres entré, og der leges lidt forsigtigt med forskellige instrumentsammensætninger. Selvom studieteknikken ikke foretager de kvantespring som skulle komme til at kendetegne det efterfølgende årti, er det tydeligvis en frodig og gærende tid, hvor der forekommer mange spændende eksperimenter med studiets muligheder. Man må til stadighed huske på, hvor begrænsede det daværende pladestudies muligheder var. Dette taget i betragtning er mange indspilninger at regne for særdeles søgende og legesyge.

Udviklingen gik da også stødt og roligt fremad. Der er generelt en påfaldende forskel på indspilninger fra henholdsvis første og sidste halvdel af 50'erne.

Som enhver kan se, er det ikke i den rækkefølge at numrene foreligger på båndet. For at give mere variation og samtidig tydeligt signalere, at vi endnu ikke har taget fat på detaljestudiet af hverken det ene eller andet, har vi fra Arkivets side blandet kortene, og præsenterer således en række plader der springer frem og tilbage i 20 års musik.

På et punkt er det imidlertid højst tænkeligt, at foreliggende bånd giver et præcist tidsbillede. Idag har de fleste hjem afspilningsudstyr i indtil flere rum. I forrige tider havde et gennemsnitshjem sjældent mere end et enkelt apparat. Et stort tungt møbel i et hjørne af dagligstuen, hvorpå man kunne høre radio og spille plader. Forestiller vi os nu en familie - far, mor og en søskendeflok. Tænker vi os videre, at der er en vis aldersspredning i søskendeflokken og lidt forskelle på hvilken slags musik, man bedst kan lide. Ja - så er det ikke svært at forestille sig, at en typisk plade-dag kan have forløbet nogenlunde som på båndet. Dermed får vi et billede af en musik-lytte-kultur, som var afgørende anderledes end idag.

Mere skal der ikke siges her. Vi har fra Arkivets side kun ønsket at påpege nogle få vigtige hovedtræk af udviklingen, men vil stærkt opfordre til, at man går videre på egen hånd. Hører båndet flere gange og får lyttet sig rigtigt ind på detaljerne. Hvor primitive og mangelulde disse gamle indspilninger end er i én forstand, udviser de dog ikke desto mindre et væld af spændende træk, og kan give mange interessante indblik i forrige tiders pladeproduktion.

 

 

 

 

 

 

Bånd 2: Cowboysange

Vi benytter det samme udgangspunkt en gang mere. Men denne gang inden for en langt strengere defineret tematisk ramme. Vi skal ud i det vilde vesten, hvor natten sænker sig over prærien, bålet tændes og den ensomme cowboy finder sin guitar frem.

Vi er fra Arkivets side klar over, at ikke alle er lige henrykte for country and western genren. Det synes at være noget, folk enten elsker eller hader. Men i hvert fald er det en genre, som har levet videre helt op til idag og har mange svorne tilhængere. Derfor burde denne samling kunne appelere til i hvert fald visse moderne lyttere.

Sangliste:

 

Vaughn Monroe: "Riders In the Sky" (HMV - rød etiket) (1949)

 

Doris Day: "The Deadwood Stage" (Philips - sort etiket) (1953)

 

Elise Rhodes: "Wayward Wind" (Ronnex - gul etiket) (1956)

 

Eddie Russell: "Cowboyens Sang"

          (b/w) "Den døende Cowboy" (Tono - hvid/rød etiket) (1958)

 

Preben Uglebjerg: "David Crocket"

                 (b/w) "Texas gule Rose" (Polyphon - gul etiket) (1955)

 

Mary Ford & Les Paul: "The Tennessee Waltz" (Telefunken - blå/hvid etiket) (1951)

 

Lefty Frizzell: "Mom And Daddy's Waltz"

                       (b/w) "Always Late" (Columbia - rød etiket) (1951)

 

Joe Carson And His Cowboys: "Don't Enter"

                     (b/w) "Tell Me Now" (Mercury - sort etiket) (1954)

 

Eve Young: "Silver Dollar" (London - sort etiket) (1950)

 

Tex Morton: "The Big Rock Candy Mountain"

                    (b/w) "My Sweetheart's In Love With A Swiss Mountaner" (Columbia - grøn etiket) (1939)

 

Frankie Laine: "My Little One" (Philips - sort etiket) (1955)

 

Doris Day: "The Black Hills Of Dakota"

                        (b/w) "Just Blew In From The Windy City" (Philips - sort etiket) (1953)

 

Betty Hutton: "You Can't Get A Man With A Gun" (b/w)

Howard Keel: "My Defences Are Down" (MGM - gul etiket) (1950)

 

The Four Lovers: "Be Lovey Dovey" (RCA - sort etiket) (1956)

 

Hotcha Trio: "Meet Mr. Calaghan" (Philips - blå etiket) (1957)

 

Les Paul: "Walkin' And Whistlin' Blues" (Telefunken - blå/hvid etiket) (1951)

 

Tennessee Ernie Ford: "Sixteen Tons"

                      (b/w) "You Don't Have To Be A Baby To Cry" (1955)

 

Arthur Smith: "Be-bop Rag" (MGM - gul etiket) (1948)

 

Gustav Winckler: "The Wild Colonial Boy" (Tono - rød/hvid etiket) (1953)

 

Vera Lynn: "A Mother's Prayer At Twilight" (Decca - blå etiket) (1939)

 

Jørgen Ingmann & Birthe Buch: "Kære John" (Tono - rød/hvid etiket) (1954)

 

Rosemary Clooney & Marlene Dietreich: "It's The Same" (Philips - brun etiket) (1953)

 

The Chordettes: "Born To Be With You" (London sølv/sort etiket) (1956)

 

The Fontane Sisters: "Voices" (London sølv/sort etiket) (1956)

 

Patti Page: "Changing Partners" (Mercury - sort etiket) (1953)

 

Les Paul & Mary Ford: "My Baby's Coming Home" (Capitol - blå/hvid etiket) (1952) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Som det vel uden videre er tydeligt for enhver, består dette bånd ikke udelukkende af cowboysange. Ja - ikke engang udelukkende af ting, der kan regnes ind under country-genren. Men med nogen ret kan man hævde, at det består af den slags, og så det sådan nogen, som kan lide den slags, almindeligvis også kan lide.

Henimod slutningen af bemærkningerne til det første bånd forestillede vi os en familie. Lad os nu forestille os, at et medlem af familien - det medlem, som er til cowboysange - en dag er alene hjemme. Dengang var der ikke noget, der hed internettet, så det pågældende familiemedlem måtte tage til takke med hjemmets pladesamling. Der var det, man havde, og sådan var det. Det kunne så f.eks. være de ting, der findes på nærværende bånd. Selvom det så ikke er lutter cowboysange, har det pågældende familiemedlem sikkert hygget sig glimrende alligevel, og glædet sig over at han/hun denne eftermiddag ikke skulle diskutere med nogen, hvad der skulle eller ikke skulle på grammofonen. Da man jo aldrig kan vide sig helt sikker på, hvor længe freden varer, lægges der ud med en stribe absolutte favoritter. Formodentlig lige præcis dem, resten af familien almindeligvis nedlægger veto imod. Efter at de er kørt af, bliver den videre pladelytning lidt mere søgende. Hvordan er det nu lige, den der er? Hov - den der er vist meget god. Nå, ja - den ... den havde jeg helt glemt - hvor er det længe siden, jeg har hørt den. Sådan fortsætter det derudaf, indtil lyden af en nøgle høres i entredøren ...

Nærværende bånd adskiller sig ikke afgørende fra det første. Vi betragter samme sag fra en lidt anden vinkel. Således er der også en del gengangere fra det første bånd. På den måde lærer man dem dels bedre at kende, og dels fungerer de som pejlemærker, så man har noget at holde fast i, mens man bevæger sig rundt i de nye ting. Eller man kan sige, at vi udvider i en cirkelbevægelse, hvor vi har en kerne, vi så bygger udenom.

Men vi indtager ikke så meget nyt land på dette sted. Det er - stadigvæk og immervæk - vigtigt at huske på, at disse indledende lak-manøvrer ikke er en for alvor tagen fat på udforskninger. Det vigtige er at blive vakt, at få lyst til at studere tingene nærmere. Netop derfor er det afgørende, at alle hele tiden kan føle sig trygge, ligesom at der til stadighed overlades en del til nysgerrigheden.

Endvidere er det som nævnt andetsteds meningen, at man skal kunne gå ind og forholde sig til et bestemt emne, hvortil det mest relevante materiale så er samlet på ét bånd. Dette nødvendiggør selvsagt gentagelser. At vi ikke fra Arkivets side går så langt ind i kommentarerne til tingene, bør ikke afholde nogen fra at på eget initiativ fordybe sig. Det kan vi absolut kun opfordre til på det allerivrigste. Netop derfor er tingene bygget op, som de er. Hvert bånd er et koncentrat af et emne.

Bortset fra Vera Lynn og Tex Morton er alt materiale denne gang fra '48 og fremefter. Man kan således i alt væsentligt tale om et 50'er bånd. Vi er med andre ord i den nyeste del af lak-epoken, hvor 78'eren var i hård konkurence med det første vinyl.

Faktisk blev der lavet lakplader helt frem til begyndelsen af 60'erne. Alligevel vandt vinylet så stort indpas allerede tidligt i 50'erne, at man næsten kunne fristes til at udlægge beretningerne om døende cowboys som meta-sange, hvor lakpladen skriver sit eget requiem.

At vi er i den nyere del betyder selvsagt, at der generelt er bedre lyd. At en velholdt 78'er kan lyde relativt godt (omend også rærligt, hvis det er et slidt eksemplar), har man her mulighed for at få indtrykket af.

Man får tillige lejlighed til at høre en række af periodens foretrukne lydeffekter, såsom efterligning af hestehove og brug af rumklang til at skabe en illusion om den store, åbne prærie.

Der var en vis interesse for det vilde vesten i de tidlige 50'ere. Westerns var en populær filmgenre, og det smittede i nogen grad også af andre steder. Man kan således finde en række eksempler på blandinger af westerns og andre filmgenrer. Hvad man kunne kalde westernmusicals var imidlertid et gammelkendt fænomen. De havde været uhyre populære i talefilmens barndom. Men i en årrække havde westerns og musikfilm levet som to adskilte genrer. Hvem kunne også forestille sig John Wayne stå og jodle, mens han håndterede sin skyder?

Ved indgangen til 50'erne er der tiltag i retning af en genforening. Betty Hutton og Howard Keel havde de bærende roller i filmatiserigen af Irving Berlins "Annie Get Your Gun" (1950). En delvis beslægtet filmmusical et par år senere var "Calamity Jane" (1953), hvor Doris Day tolkede sange som "Just Blev In From The Windy City" og "The Black Hills Of Dakota".

Naturligvis er al den slags mere eller mindre pseudo-fænomener, der kun har en vag forbindelse til det vilde vesten, akkurat som en lang række af de gængse forestillinger om livet på prærien er i høj grad ukorrekte. Men det er ikke desto mindre bemærkelsesværdigt, hvor inspirerende legenderne om ensomme cowboys m.v. har virket. En umådelig stor mængde sange, som strengt taget må siges at være i en bred vifte af forskellige genrer, har støttet sig til den gængse samling af sentimentalt-romantiske forestillinger.

Lige præcis præget af det sentimentalt-romantiske er i denne sammenhæng afgørende. Man må her skelne mellem en strengt korrekt brug af termen cowboysange og en mere folkelig brug af ordet. Her i landet var genrebetegnelsen country and western kun sjældent brugt på det tidspunkt. Den folkelige betegnelse cowboymusik holdt sig ikke strengt til hverken historiske aspekter eller egentlige stiltræk. Snarere var der tale om en samling af associationer, der knyttede sig dels til det vilde, frie liv med dets uindskrænkede udfoldelsesmuligheder og dels til det, der var prisen for dette: en enegænger tilværelse, der ofte endte i en ung, voldsom død. Således kunne sange, der handlede om andre mennesker end cowboys og foregik andre steder end på prærien, men spillede på de samme følelser, ses som noget, der hørte med under området efter den folkelige definition.

Allerede at bruge termen definition er en smule misvisende. Folk har næppe analyseret deres egne følelser så indgående. Nogen har givetvis været sig en uklar følelse af et tab bevidst. Ikke et tab af noget konkret, måske snarere et savn efter noget, de aldrig havde haft. På konkretplanet har det givetvis mest handlet om, at visse lyttere har oplevet, at bestemte sange ramte et bestemt sted i deres følelser. At historierne om den unge vildbasse, der ender sit liv i en blodig duel, men har en gammel mor derhjemme til at begræde hans død, kan kaldes en særlig virkningsfuld variant, betød, at begrebet cowboysange kunne bruges i overført betydning om andre ting, der anslog en lignende stemning.

På samme måde som vel alle mennesker på et eller andet tidspunkt har oplevet, at en sangtekst, der på overfladen handlede om noget helt andet end den situation, de befandt sig i, alligevel syntes at afspejle denne, kan man også tale om sange vedrørende forskellige emner, der alligevel har en beslægtet "afspejlingsværdi", og så definere et musikalsk område ud fra dette.

Selv en så vag definition er imidlertid for snæver. Frem for en associationsrække må man operere med flere. F.eks. spiller det, man kunne kalde "den diffuse sentimentalitet" kun en ubetydelig, underordnet rolle i de to ovenfor nævnte filmmusicals. Det fælles tematiske anliggende for "Annie Get Your Gun" og "Calamity Jane" er drengepigen, der bliver sig sin kvindelighed bevidst.

Man kan måske sige, at en amputeret kvindelighed er det feminine sidestykke til den unge mands blodige død. Men det er afgjort at strække rent abstrakte forbindelseslinier til det yderste. Enten det. Eller også en lige lovlig letkøbt sociologisk konklusion. Forbindelsen skal snarere findes i 50'erne end i det vilde vesten.

Nærmere noget konkret og vederhæftigt kommer man, hvis man hævder, at parallelt til at det maskuline følelsesregister invaderes af en ubestemmelig længsel, opdager disse drengepiger en række emotionelle faktorer, der ikke uden videre kan klares med praktiske løsninger. Det er netop pointen i sangen "You Can't Get A Man With A Gun" helt ud i titlen: man kan ikke fange en mand med en revolver, i den danske version ændret til et spørgsmål: "Hvordan får man ram på en Mand?". Sangen handler om, at Annie er lige så meget mand som mændene, men ikke kvinde nok til at gøre erotisk indtryk på disse, da det jo netop ikke er særlig ladylike at kunne slå en prober næve.

Calamity Jane er en historisk person, der ligesom f.eks. Jesse James og Billy The Kid hører med til det vilde vestens brogede persongalleri. Men den gendigtning af hendes liv, som Doris Day lægger ansigt og krop til, er efter alt at dømme at regne for en sødladen og udokumentarisk fremstilling.

Ligesom i "Annie Get Your Gun" kredser filmen om hovedpersonens vanskeligheder med at blive feminin og erotisk attraktiv. I dette tilfælde dog med en snert mere af den lejrbålsrelaterede associationsrække. I en sang som "The Black Hills Of Dakota" er den sentimentale længsel uden videre til at få øje på. Den optræder i filmen i forbindelse med et bal, hvor Jane for første gang træder frem som kvinde.

Men hvorfor overhovedet denne interesse for drengepigers kærlighedsproblemer? Spørgsmålet er, om Annie og Jane overhovedet bør opfattes konkret, som kvinder af kød og blod? På sin vis giver de mere mening som metaforer.

50'erne var en brydningstid, hvor nyt og gammelt skurrede mod hinanden. De færreste mennesker dengang ville have blot forstået begreber som f.eks. "en ny kønsidentitet", endsige brugt den slags ord. Men i selve det at befinde sig i en brydning mellem nyt og gammelt ligger der en oplevelse af, at man står over for nye udfordringer, der kræver andre løsninger end de hidtidige. At de færreste har gjort sig dette klart bevidst ændrer ikke på sagen. Derimod bidrager det til at forklare og forstå den længselsmættede atmosfære, hvor nostalgisk sværmen for det forgangne og nysgerrig stræben fremad mod det anderledes vandrede side og side.

Når jord-og-betonarbejderens søn kom på et kontor, var der mindre brug for hans muskler, end der havde været for hans fars. Men det var samtidig klart, at i takt med at der blev mindre brug for det ene, blev noget andet desto mere påkrævet. I det hele taget blev verden mindre og mindre konkret. Mens de to forgangne verdenskrige havde været rigtige krige, var der nu en såkaldt kold krig, en krig som ikke var en krig med fronter og fysiske slagsmål, men en rent ideologisk krig, hvor muskelkraften begrænsede sig til trusler.

I Danmark betød ting som Marshall-hjælpen et nært forhold til USA, og det var ikke kun amerikanske dollars, men i høj grad også amerikansk kultur, der begyndte at sætte sit præg på landet. Legenderne fra prærien havde et skær af autentisk amerikansk historie, hvor forvansket det end blev fremstillet. Dertil kan man overveje, om der er et politisk hint gemt i tidens westerns. I Hollywood tegnede man et billede af barbariske, umenneskelige rødhuder, mens man i Washington satte et stort budget af til at tegne et lignende billede af nogen, der ligeledes gik under den almindelige betegnelse "røde". Tingene blev i stigende grad subtile og uigennemskuelige. Men i en god western kunne man som regel stadig kende helt og skurk fra hinanden på den henholdsvis hvide og sorte hat.

Få andre steder kommer dette så eksakt til udtryk som netop cowboysange i allerbredeste (folkelige) forstand. Den dag idag er countrygenren præget af en tendens til forherligelse af det enkle, ukomplicerede liv, hvor verden er mere overskuelig og mindre sammensat.

Men at det sammensatte allerede i 50'erne havde indfundet sig, viser sig på en mængde måder. Ikke blot i sangenes emnevalg, men også i selve det, at den diffust-abstrakte folkelige forståelse af termen cowboysange dækkede over en bred vifte af stilistiske udtryk, der kun blev holdt løst sammen af stadig flere mellemregninger.

Blandt de kunstnere, der er repræsenteret på nærværende bånd, kan kun Lefty Frizzell betegnes som en egentlig countrylegende. Men når man ser på, hvor meget forskelligt, der har taget udspring i præriens lejrbål, er det et åbent spørgsmål, om ikke countrygenren i snæver forstand blot er én bevægelse blandt flere?

Hvor begynder og ophører forbindelserne mellem det stilistiske og det eksistentielle? Hvor store psykologiske og sociologiske veksler tør man trække på, at der inden for et musikområde er opstået en række forskellige strømninger, der fra et strengt stilistisk synspunkt må betegnes som afledte og uautentiske?

Det behøver vi ikke at kunne svare på lige nu. Det har vi heldigvis hele det videre arkiv til at overveje. På indeværende tidspunkt skal vi hverken være eksperter i 50'er-frustrationer eller musikalske stiltræk. Det er foreløbig nok at konstatere, at nogle tendenser i countrymusikken havde overskredet den egentlige country og smittet af på andre genrer.

Her i disse indledende øvelser handler det mest om at hygge sig og at erfare glæden ved at høre musik, herunder også andre ting end dem, man lytter mest til. Netop fornøjelsen ved at stifte bekendskab med noget nyt og anderledes.

Men derfor er det dog ingen skade til at lære noget og blive en smule klogere. Derfor følger nedenfor nogle informative bemærkninger fra en ekspert på nærværende område:

Cowboymusik og western inspirerede sange

af Peter Ulstrup Hansen

 

Cowboysange

Når man siger cowboy sange eller cowboy musik må man også sige Texas. Det var her den kommercielle westernmusik startede, ikke alle cowboysangere var fra Texas, men mange gjorde hvad de kunne for at opretholde illusionen om Rancher rødder og deltagelse i de store kvægdriver ture. Cowboy musik er tæt forbundet med vesten og den romantiske forestilling om de ensomme cowboys siddende omkring lejrbålet, de modige cowboys i grænseområderne (frontiers) omgivet af græssende kvæg og morderiske indianere var en væsentlig årsag til genrens store og meget hurtige kommercielle gennembrud.

Genrens største stjerner var Roy Rodgers, Gene Autry, Tex Ritter og Floyd Tillman men grundlaget blev lagt af ægte cowboys som så chancen for at kunne leve af at synge, ikke altid med pladekontrakter som resultat men de kunne leve som omstrejfende cowboys (Hobo's) og optræde ved markeder, familiefester og lignende.

Blandt disse tidlige cowboy sangere kan nævnes Jules Verne Allen, som havde arbejdet som cowboy mellem 1893 og 1907 overalt mellem Rio Grande og Montana og sang med en autencitet som få. Cowboy eller western musikken fik dog først sit store kommercielle gennembrud i starten af 30'erne, igen med radioen som katalysator. Bentley Hall var en af de første til at indspille western musik på plade og titlerne er typiske for den romantiske måde man så på denne genre: "Jesse James", "The Dying Cowboy" og lignende.

 

Cowboysange og cowboymusik

Cowboy og western musik er, med undtagelse af de virkelige cowboys, som blev populære sangere omkring år 1900, en romantisering af cowboylivet skabt i Hollywood og New York, som ikke har megen lighed med de barske vilkår de ægte cowboys levede under.

 

Den første cowboymusik

Den amerikanske forestilling om cowboys stammer fra de store kvægture fra Texas og nordpå til markeder hvor kvæget blev solgt og slagtet. I kølvandet på kvægdriverne fulgte journalister og freelance forfattere, som beskrev cowboys i romantiske vendinger og dermed skabte den idealiserede forestilling om det frie og ædle liv på prærien. Nogle cowboys sang om natten for kvæget, så de forblev rolige og var klar over at der var et menneske i nærheden, men de fleste sang for at holde frygten borte. Cowboy musik var, ligesom poesi og historiefortælling, oprindeligt underholdning beregnet for deltagerne i de store kvægture.

I det 19. århundrede var fiddle det mest populære instrument, efterfulgt af banjo, det var disse to instrumenter som blev brugt i cowboy lejrene. Guitaren og harmonikaen som cowboyinstrumenter er en opfindelse fra Hollywood.

 

Traditionelle cowboysange

Traditionelle cowboysange stammer fra de cowboys som drev kvæget nordpå fra Texas, der findes også cowboysange af spansk/mexikansk oprindelse, Hawaiianere og indfødte indianere havde også deres sange. Typisk var en cowboy en sydstatsmand som flyttede til Texas for at arbejde, med sig havde han sine folkesange, ofte med tydelige træk fra engelsk-skotsk folkemusik, disse gamle sange fik nye cowboytekster og karakteristika fra cowboylivet.

Den ældste cowboysang er efter al sandsynlighed "The Old Chrisholm Trail", en variant af den gamle engelske folkemelodi "A Dainty Duck" som kan dateres tilbage til 1640. En anden populær traditionel cowboysang, og en af de mest kendte, er "Bury Me Not on the Lone Prairie", en cowboy gendigtning af Edwin Hubbell Chapins digt "The Ocean-Buried" fra 1839. Streets of Laredo (også kendt som "The Cowboy's Lament") er en genkomposition af den gamle britiske sang "The Unfortunate Rake" som kan dateres tilbage til ihvertfald 1790. Der er mange som gennem tidens løb har krævet forfatterrettigheder til disse gamle sange, men de fleste komponisters identitet er gået tabt.

 

Cowboysange omkring år 1900

Cowboy'en N. Howars "Jack" Thorp fra New Mexico var den første kendte indsamler af cowboysange. I 1889 rejste han på hesteryg fra New Mexico til Texas og ind i indianerterritoriet og indsamlede sange fra cowboylejrene og i 1908 udgav han bogen "Songs of the Cowboys" med 23 sange og melodier, heraf flere han selv havde skrevet som "Little Joe, the Wrangler" komponeret i 1898 mens han rejste med et kvæghold fra New Mexico til Texas. Den vigtigste og mest populære bog med cowboysange, "Cowboy Songs and Other Frontier Ballads", udkom 2 år senere og sangene blev indsamlet af Texaneren John A. Lomax. Lomax samlingen blev genoptrykt i 1916 og 1938, hver gang med tilføjelser og bogen kan købes den dag idag.

Både musikken og billedet af cowboys ændredes dramatisk da Hollywood skabte sin egen version af coyboys. Den romantiske syngende cowboy blev allerede i stumfilmens dage populær og teksterne til sangene blev vist på skærmen så publikum selv kunne synge med under forestillingerne. Da talefilmen kom i 1927, slog Hollywood sig sammen med sangskrivere fra New York's Tin Pan Alley forfattere og billedet af den romantiske cowboy var for alvor en realitet, et billede som lå langt fra det hårde liv på prærien.

 

De første stjerner

Det er umuligt at sige hvem den første cowboy eller western artist var, da der stort set ikke findes phonografoptagelser, men efter fremkomsten af 78'er plader har man mere materiale. Den første hit-cowboysang var Carl T. Sprague's version af "When the Work's All Done This Fall", optaget 5. august 1925 og solgt i mere end 900.000 eksemplarer. Første gang den blev indspillet var i august 1924 af Fiddlin' John Carson under navnet Dixie Cowboy. Sangen blev mellem 1924 og 1941 indspillet i mindst 29 forskellige versioner, hvilket gjorde den til den mest indspillede cowboysang i den periode. I 1920'erne og 30'erne var der rigtig mange cowboysangere heriblandt Vernon Dalhart, Jules Verne Allen, George Reneau, Ernest V. Stoneman, Otto Grey, Harry "Haywire Mac" McClintock, Marc Williams, Bradley Kincaid, Carson Robison, Patsy Montana og mange flere.

 

Cowboysange i radioen og på TV

Radioudsendelser spillede også en afgørende rolle for udbredelsen af cowboy musik. I 1930'erne var der hundredevis af små lokale radiostationer, hvor lokale talenter optrådte som cowboymusikere. Fra 1930'erne og op gennem 50'erne blev optagelser med cowboysangere også transmitteret fra de store radiostationer langs den mexikanske grænse. En af genrens første store stjerner,Gene Autry, afstak kursen for Hollywoods syngende cowboys. I 1934 tog Autry og hans makker Lester "Smiley" Burnette til Hollywood for at optræde i Ken Maynards film "In Old Santa Fe" og året efter i filmen "Tumbling Tumbleweeds". Den første cowboysanger på film var Ken Maynard, men Autry var den første stjerne, som hurtigt blev efterfulgt af Dick Foran, Tex Ritter, Roy Rogers og andre.

 

I 1949 kom TV serien "Hopalong Cassidy" som gjorde westerntemaet populært på TV, men det ændrede ikke meget musikalsk. Enkelte temasange blev dog populære som f.eks. Johnny Western's "Paladin" og Roy and Daves sang "Happy Trails".

Efterhånden som Rock and Roll vandt frem ændredes publikums smag så der kun var en lille gruppe hardcore fans tilbage. Country and western blev til country, selvom mange kunstnere stadig iførte sig cowboyhat og andet udstyr ved optrædender. Enkelte musikere hold dog fast i westerngenren, heriblandt Marty Robbins som var den første som vandt en Grammy med en countrysang, nemlig hans egen "El Paso". I 1970'erne havde bandet Riders in the Sky en stor andel i at westernmusikken igen fandt en plads i countryverdenen.

 

Cowboy Poetry

Den årlige festival "Cowboy Poetry Gathering" i Elko, Nevada, holdt første gang i 1985, har medvirket til en genopblomstring af cowboymusikken, men den vigtigste begivenhed var da Michael Martin Murphey fik overtalt Warner Bros. til at lave en western afdeling, Warner Western, med Murpheys "Cowboy Songs" som den første udgivelse. Cowboy eller western sangere som Red Steagall, Don Edwards, The Sons of the San Joaquin og Herb Jefries sammen med cowboy poeten Waddie Mitchell fik kontrakt hos Warner Western og både nye og gamle sange blev udgivet. Murphey tiltrak yderligere publikum til hans WestFest, et årligt show afholdt i Copper Mountain, Colorado. I dag findes et hav af amatøroptagelser med cowboy og western temaer og enkelte store musikere har da også temaet oppe at vende ind i mellem.

- - - 

Dermed fik vi fastslået nogle ting omkring de rent stilistiske træk samt disses opståen og videre udvikling. Men som nævnt bør man på dette sted tænke i en mindre korrekt, mere folkelig forståelse, der snarere er eksistentielt end stilistisk funderet. Ud fra denne opfattelse er nærværende bånd blevet sammensat, og fortæller sin egen historie om de træk i 50'ernes atmosfære, der kan udlægges som enten sentimentalitet eller usikkerhed over for nye udfordringer.

Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at vi taler om træk i tiden. Altså ikke hele dens samlede præg. Side om side med de træk, vi her har indkredset, løber andre, som fortæller andre og anderledes historier. Også en række af disse vil på nogen af de efterfølgende bånd blive overordnet og foreløbigt præsenteret. Heller ikke for disse andres vedkommende vil analysen blive særlig dybdegående i denne ombæring.

Faktisk må hele lak-fraktionen regnes for en samling udpluk af appetitvækkere og smagsprøver på forskellige slags musik, vi senere skal høre meget mere af. På samme vis skal tolkningen på dette sted kun antydes. Der vil siden blive mange og rige lejligheder til de mere indtrængende analyser.

De to bånd vi indtil videre har haft fat i, kunne man kalde "Jukeboksen" og "Sværmeren". Videre følger andre, der på lignende vis har deres særlige præg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bånd 3: Flinke Mænd

På dette bånd vil vi se lidt på herrevokal. Et tvær-stilistisk begreb, der har spillet en rolle gennem hele pladeindustriens historie lige fra de allertidligste indspilninger frem til idag.

Sådan set siger begrebet jo ikke andet, end at der er en mand, som synger. Da musik enten er instrumental eller vokal, og hvis den er vokal nødvendigvis må synges af en person, som enten er af hun- eller hankøn, siger det naturligvis så godt som intet om musikkens art, at en plade er med en mandlig sanger.

Alligevel er det værd at hægte sig lidt på begrebet. For noget man i hvert fald kan få lejlighed til at sætte sig ind i er, hvordan mandlige vokalister lød i forrige tider, og næppe nogen vil protestere over den påstand, at de lød en del anderledes end de gør idag.

Sangliste:

 

Vaughn Monroe: "Red Roses For A Blue Lady" (HMV - rød etiket) (1949)

 

Tony Martin: "I Love Paris" (b/w)

Jean Sablon: "C'est Magnifique" (HMV - rød etiket) (1954)

 

Donald Peers: "Medley:

                             a) Blue Skies

                             b) There's A Rainbow Round My Shoulder

                             c) If You Were The Only Girl In The World" (HMV - rød etiket) (1948)

 

Harry Belafonte: "Don't Ever Love Me" (RCA - sort etiket) (1956)

 

The Tarriers: "The Banana Boat Song" (Columbia - grøn etiket) (1957)

 

Dean Martin: "Memories Are Made Of This" (Capitol - lilla etiket) (1956)

 

The Mills Brothers: "You Always Hurt The One You Love" (Decca - rød etiket) (1944)

 

Buddy Clark: "You're Breakin' My Heart" (Columbia - sort etiket) (1949)

 

Frankie Laine: "Hummingbird"

             (b/w) "My Little One" (Philips - sort etiket) (1955)

 

Nat King Cole: "Answer Me, My Love" (Capitol - lilla etiket) (1954)

 

The Dream Weavers: "It's Almost Tomorrow"

                (b/w) "You've Got Me Wondering" (Brunswick - sort etiket) (1955)

 

Al Morgan: "Jealous Heart" (b/w) "Turnabout Is Fair Play" (London - sort etiket) (1949)

 

Django Reinhardt w/ Freddie Taylor: "After You've Gone" (HMV - brun etiket) (1936)

 

The Vipers Skiffle Group: "Don't You Rock Me Daddy-O " (Parlophone - blå etiket) (1957)

 

Louis Armstrong: "Mack The Knife" (Philips - sort etiket) (1956)

 

Tennessee Ernie Ford: "Sixteen Tons" (Capitol - lilla etiket) (1955)

 

Tony Martin: "Flamenco Love" (RCA - lilla etiket) (1956)

 

Lefty Frizzell: "Always Late" (Columbia - rød etiket) (1951)

 

Gustav Winckler: "Send en hilsen Hjem" (Tono - gylden etiket) (1956)

 

Valdemar Davids: "Tango Barcarole" (Polyphon - grøn etiket) (1944)

 

Mogens Wieth: "Vandkunstens lille Café" (Polyphon - gul etiket) (1955)

 

Henry Büchmann: "Hjalmar og Hulda" (Tono - hvid/orange etiket) (1951)

 

Eddie Russell: "Veteranen" (Tono - blå etiket) (1949)

 

Victor Cornelius: "Dolores" (Polyphon - grøn etiket) (1941)

 

Ole Monty: "Her går det godt, fru Kammerherreinde" (Tono - blå etiket) (1942)

 

Delta Rhythm Boys: "I Got You Under My Skin"

               (b/w) "The Gypsy In My Soul" (Odeon - sort etiket) (1950)

 

Ronnie Ronalde: "Grandfather Kringle" (Columbia - sort etiket) (1951)

 

Tex Morton: "My Sweetheart's In Love With A Swiss Mountaineer" (Columbia - grøn etiket) (1939)

 

Harry Prime: "I Remember Cornfields" (HMV - rød etiket) (1951) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Vi vil denne gang ikke kaste os ud i nogen længere kommentar. Blot opfordre til at man hører godt efter og tænker over, hvad det er, man hører. Vi vil stærkt opfordre alle til at investere deres fantasi i lytteoplevelsen, og således frem for at antyde mulige svar lade dette bånd stå som et åbent spørgsmål.

Men som en inspiration og mulighed kan vi foreslå, at man tænker over følgende citat:

 

"I forsøget på at præcisere, hvordan han bruger ordet ånd, citerer Jung først en mængde dagligdags vendinger, hvori ånd bruges om en ikke-stoflig substans eller om det modsatte af stof. Vi bruger også almindeligvis ordet ånd for at beskrive noget, som er et kosmisk princip, men vi bruger det samme ord, når vi taler om visse menneskers psykologiske sjæleegenskaber eller - aktiviteter som intellektet eller fornuften, eller evnen til at tænke. Man kunne f.eks. sige: "Han har et åndeligt livssyn" eller "Denne idé stammer fra en forvirret ånd" eller lignende. Igen bruger vi ordet som et kollektivt fænomen som i ordet Zeitgeist, tidsånden. Det er et tysk udtryk, hvormed man udtrykker det irrationelle faktum, at enhver periode har en særlig ånd."

- Marie-Louise von Franz 

 

 

 

 

 

 

Bånd 4: Lidt mere højtideligt

Den overvejende del af det, vi har hørt indtil videre, har i større eller mindre grad haft en let og munter tone. Nu vender vi derimod vores opmærksomhed mod en række plader, som er en smule mere alvorlige i anslaget.

At opdage charmen ved disse ting kræver for de fleste, at man er kommet lidt længere ind i lak-universet. Lægger man ud med sådanne indspilninger, vil de fleste mennesker få det indtryk, at lakplader er kedelige. Som vi har set i det foregående, kan der være masser af fut i en gammel 78'er.

Efterhånden som man indfanges af de gamle plader, modnes man til at også kunne påskønne det knap så livlige og energiske.

Sangliste:

 

Tony Martin: "I Love Paris" (HMV - rød etiket) (1954)

 

Donald Peers: "It Happened In Adano" (HMV - rød etiket) (1948)

 

Perry Como: "White Christmas"

         (b/w) "Silent Night" (HMV - brun etiket) (1947)

 

Mahalia Jackson: "Silent Night"

             (b/w) "The Last Mile Of The Way" (Metrome pink/hvid etiket) (1950)

 

Frelsens Hærs Strengekor: "Barnetro" (HMV - rød etiket) (1952)

 

Vera Lynn: "A Mothers Prayer At Twilight" (Decca - blå etiket) (1939)

 

Dottie Evans: "My Prayer" (Ronnex - gul etiket) (1956)

 

Primo Scala: "The Memory Of A Waltz" (Decca - blå etiket) (1950)

 

The Dream Weavers: "It's Almost Tomorrow" (Brunswick - sort etiket) (1955)

 

Silvana Mangano: "Tho Voluto Bene" (MGM - gul etiket) (1951)

 

Doris Day: "Again" (Columbia - sort etiket) (1949)

 

                 "Secret Love" (Philips - sort etiket) (1953)

 

The Chordettes: "Love Never Changes" (London - sølv/sort etiket) (1956)

 

Fontane Sisters: "Voices" (London - sølv/sort etiket) (1956)

 

Patti Page:"Changing Partners" (Mercury - sort etiket) (1953)

 

Buddy Clark: "You're Breakin' My Heart" (Columbia - sort etiket)

 

The Mills Brothers: "You Always Hurt The One You Love" (Decca - rød etiket)

 

Nat King Cole: "Why" (Capitol - lilla etiket) (1954)

 

Hotcha Trio: "Meet Mr. Calaghan" (Philips - blå etiket) (1957)

 

Les Paul & Mary Ford: "Tennessee Waltz" (Telefunken - blå/hvid etiket) (1951)

 

Frankie Laine: "My Little One" (Philips - sort etiket) (1955)

 

Harry Prime & Ralph Flanagan: "I Remember The Cornfields" (HMV - rød etiket) (1951)

 

Harry James & Paul Weston: "O Mein Papa"

                (b/w) "Serenata" (Philips - brun etiket) (1954)

 

Tony Martin: "Walk Hand In Hand" (RCA - lila etiket) (1956)

 

Ronnie Ronalde: "The Skaters Waltz" (Columbia - sort etiket) (1951)

 

Valdemar Davids: "Tango Barcarole" (Polyphon - grøn etiket) (1944)

 

Henry Büchmann: "Edelweis" (Tono - hvid/orange etiket) (1951)

 

Mogens Wieth: "Vandkunstens lille Café" (Polyphon - gul/hvid etiket) (1955)

 

Grethe Fogtmann: "Jeg plukker Fløjlsgræs"

          (b/w) "Ravhjertet" (Metrome gul/hvid etiket) (1951) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Hvis vi havde lagt ud med denne samling, ville det sandsynligvis have bekræftet en masse menneskers fordomme om gamle plader. Når man sammenligner den gennemsnitlige popsang dengang med en ditto af idag, er der helt tydeligt sket en tipning i vægtforholdet mellem melodi og rytme. Idag er rytmen typisk langt mere hård og markeret. Derfor tager det lidt tid at opdage, hvor kønne de gamle melodier er. Dette er også en af årsagerne til at mange, som ikke er opvokset i den klassiske tradition, har svært ved at komme ind i den. For rigtig mange mennesker fungerer rytmen som en serveringsbakke, der skænker dem de øvrige dele af musikken. Hvis rytmen er mindre mærkbar, vil mange derfor få en oplevelse af, at musikken holder sig på afstand og ikke kommer hen til dem.

Det kræver således en omstillingsproces at komme i kontakt med den "userverede" melodi. Vi vil arbejde lidt med det her i små, overskuelige portioner, så alle kan være med og følge processen. Vi får brug for det i meget af det efterfølgende. Man bedes huske, at efter lakken følger den klassiske samling. Derfor må det nødvendigvis blive under lakken, at man går i træning og lærer at opleve musik, uden at det nødvendigvis behøver at blive fysisk banket ind i kroppen. Nærværende bånd burde være håndterligt. De fleste af numrene har vi hørt før, og flertallet af dem har trods alt stadig et tydeligt rytmisk præg. Med andre ord: vi har ikke fjernet rytmen, vi har bare skruet en smule ned for den.

Det næste led i processen er der ingen grund til at spekulere over endnu. Lad os være nærværende og samle os om det sted, vi er. De, der har fulgt programmet fra bånd et og fremefter, skulle nu gerne opleve, at de er kommet længere ind i lak-universet. Musikken er stødt og roligt vokset frem, og de begynder at påskønne den på en måde, de ikke tidligere har gjort. Men lad os se lidt på, hvad der findes på nærværende bånd.

Som allerede nævnt er der mange gengangere. I hovedsagen er det, der udgør de lidt mere afdæmpede og blide øjeblikke på de foregående bånd her samlet på ét. Alle de stille på et sted. Til disse kendinge føjer der sig imidlertid hist og her lidt nyt.

Som det vel er de fleste bekendt, er Bing Crosbys version af "White Christmas" den bedstsælgende single nogensinde. Det er således forståeligt, at mange andre har indspillet den i håb om succes. Her får vi Pery Comos udgave.

I 1818 skrev Franz Gruber "Stille Nacht", der siden har fundet ind i såvel Den danske Salmebog, med B. S. Ingemanns tekst "Glade Jul", som i sorte amerikaneres sangudøvelse (gospel/spiritual). Så man må sige, at den melodi er kommet vidt omkring i verden. I begyndelsen af 50'erne var Mahalia Jacksons besjælede og glødfulde version uhyre populær, og man må formode at en del kirkegængere har syntes, at det lød en smule tamt, når samme melodi lød til julegudstjenesten.

Med dette som springbræt over til den åndelige afdeling bliver der mulighed for et stifte bekendskab med såkaldt strengekor, en særlig nordisk tradition med en egenartet klang. Mens den engelske Salvation Army (= Frelsens Hær) typisk benytter hornorkestre, opstod der i vores afkrog af verden en særlig form for religiøs sangudøvelse, hvor der til akkompagnement udelukkende benyttes strengeinstrumenter. Det har sin helt egen, uforvekslelige lyd, men har ganske vist også givet anledning til en del vittige bemærkninger om frelserpigers nødtørftige guitarspil.

Hvorfor og hvordan strengekorstraditionen opstod, er svært at svare på. Men der har generelt været en tendens i Norden til at forbinde hornorkestre med noget militært, og derfor en tilbøjelighed til at undgå blæsere i forbindelse med fredelig og civil musikudøvelse. Under arbejderbevægelsens store kampe, der jo netop lagde vægt på at være en kamp med demokratiske metoder, ikke en revolution, lød den gængse parole, at en god socialdemokrat var afholdsmand og spillede banjo. Dette var så at opfatte som en understregning af et ikke-voldeligt sindelag.

For en ordens skyld bør det nævnes, at ordet strengekor også benyttes i en ganske anden forbindelse, nemlig om flere ens stemt strenge på et instrument. Her betyder kor altså noget i retning af gruppe eller mængde og ikke et kor i betydningen af nogen, der synger.

Vi fortsætter i et lidt mere poppet tonefald, hvor der imidlertid stadig synges om "prayer" (= bøn), så en spinkel rød tråd fastholdes på vejen over til en lille valseafdeling, og videre derfra over i nogle blidt indsmigrende damevokaler.

Igennem hele dette forløb sker der løbende en række forsigtige introduktioner til musikalske virkemidler, det er en fordel at gøre sig fortrolig med som en forberedelse til at skulle trænge ind i den klassiske musik. Gør man sig en smule umage her, vil man få det lettere sidenhen!

Som enhver uden videre kan konstatere, forekommer der strygere på mange af numrene. Alene det at høre længere forløb domineret af strygere vil for mange kunne være en vigtig træning. For dem, der er vant til, at musikkens lyd primært stammer fra trommer og elektriske guitarer, handler det simpelthen om at blive fortrolige med et anderledes lydbillede. Men samtidig er det også vigtigt at være opmærksom på, hvornår der sker hvad, og hvad der lyder hvordan. Bemærk f. eks. hvor fuldstændig anderledes lydbilledet er på The Chordettes' helt strygerfrie "Love Never Changes", der ligger betydelig nærmere en rock and roll sound, hvilket man så i endnu højere grad kan sige om Fontaine Sisters' "Voices", der ganske vist gennemfører en valsemelodi, som man uden synderlig vanskelighed kunne forestille sig udsat for et symfoniorkester, men med 50'er-typisk flerstemmighed og klangfuld guitarlyd opnår et ganske anderledes præg.

Ved siden af spørgsmålet om en mere eller mindre tydeligt markeret rytme må det vigtigste netop siges at være instrumentering og den deraf følgende lyd/klang. Hvis man er opmærksom på disse to parametre, og hvordan ens organisme reagerer på forskelle inden for disse områder, er man ved at lære noget helt afgørende - både om musik og sig selv. At kende til de forskellige måder hjælper til at orientere sig, og at kende sine egne reaktioner giver fingerpeg om, hvor man evt. har vanskeligheder og derfor brug for lige at gøre en ekstra indsats.

En tredie faktor er forskellen på vokal og instrumental musik. Hvis man almindeligvis knytter sin musiklytning særlig tæt til en sanger, og ikke skænker det synderlig opmærksomhed hvad han/hun ledsages af og hvordan, vil man måske kunne støde ind i generelle vanskeligheder med al form for instrumentalmusik - uanset genre. Også på dette område gælder, at der findes farbare veje og træningsmuligheder. Man lægger simpelthen ud med nogle former for instrumentalmusik, der er enkle og lette at gå til. Herefter kan man så gradvist hæve niveauet.

En pudsig plade i denne sammenhæng er "O Mein Papa" og "Serenata" med Harry James, hvor forholdet så at sige er byttet om: et kor ligger som et fjernt tæppe af stemmer og akkompagnerer trompeten. At overhovedet lægge mærke til den slags ting er den første betingelse for at få et større udbytte af at høre musik. Således bør man også være opmærksom på det melodiske indhold i den stribe, der afslutter båndet. Der er nogle virkelig flotte og helstøbte linier at lytte sig ind på. Det må man så forsøge at gøre efter bedste evne. Men også være ærlig over for sig selv. Formår man det? Der er samtidig tale om nogle ret stille og langsomme ting. Hvordan virker det? Oplever man det som vederkvægende? - Eller begynder man at kede sig og blive rastløs? Det nytter ikke at ville postulere eller gennemtvinge en forståelse, man reelt ikke har. Men selv den, der føler sig helt magtesløs, kan i det mindste prøve at fastholde koncentrationen. For uden at høre efter får man i hvert fald ikke noget som helst ud af det.

Det korte af det lange: det handler om opmærksomhed. At høre efter hvad der sker i musikken, og mærke efter hvordan ens egne reaktioner forholder sig til dette.

Men endnu en gang: det har fra Arkivets side ikke været tanken, at lakken skulle være andet end en pirrende appetitvækker. Derfor er dette heller ikke stedet til hverken mere omfattende systematiske træningsprogrammer eller dybere fortolkninger af materialet. Det bliver der rig lejlighed til senere. Faktisk vil vi opfordre til, at man simpelhen tager lakken som en oplevelse.

Men hvis der undervejs går et par lys op for en, gør det bestemt ikke noget. Oplever man slet ikke øget indsigt, bør man måske overveje, om man overhovedet har forsøgt at forholde sig til tingene eller bare gennemspillet båndene uden at ofre dem synderlig opmærksomhed. Man skulle helst komme ud af lakken med bare en lille smule mere i bagagen, end da man begav sig ind i den. I modsat fald er det tvivlsomt, om man overhovedet kan tale om at have været inde i.

Det er vel trods alt ikke for meget forlangt, at man skal høre efter.

 

 

 

 

 

 

 

Bånd 5: Den slagne vej

På dette bånd snupper vi den første stribe 78'ere, i den rækkefølge de rent faktisk står opstillet i Arkivet. Også dette er en planlagt systematik, der i forhold til gennemgangen har taget en række "pædagogiske" hensyn. I det foregående har vi blot benyttet nogle lidt anderledes systemer.

Dertil kommer, at den rækkefølge lakpladerne er opstillet i, fungerer bedst, når man i forvejen har lært dem lidt at kende. Dette må på nuværende tidspunkt siges at være tilfældet. Derfor skulle alle gerne uden videre kunne glide let og ubesværet igennem dette bånd.

Sangliste:

 

Vaughn Monroe: "Riders In The Sky"

           (b/w) "Red Roses For A Blue Lady" (HMV - rød etiket) (1949)

 

Tony Martin: "I Love Paris" (b/w)

Jean Sablon: "C'est Manifique" (HMV - rød etiket) (1954)

 

Donald Peers: "It happened In Ardano"

             (b/w) "Medley" (HMV - rød etiket) (1948)

 

Perry Como: "White Christmas"

       (b/w) "Silent Night" (HMV - brun etiket) (1947)

 

Primo Scala: "Clap Hands Polka"

      (b/w) The Memory Of A Waltz (Decca - blå etiket) (1950)

 

The Dream Weavers: "It's Almost Tomorrow"

                 (b/w) "You've Got Me Wondering" (Brunswick - sort etiket) (1955)

 

The Modernaires: "The Juke Box Saturday Night"

              (b/w) "Running Wild" (Coral - brun etiket) (1953)

 

Tennessee Ernie Ford: "Sixteen Tons"

          (b/w) "You Don't Have To Be A Baby To Cry" (Capitol - lilla etiket) (1955)

 

Harry Belafonte: "Mama Look A Boo Boo"

         (b/w) "Don't Ever Love Me" (RCA - sort etiket) (1956)

 

Edmundo Ross: "The Wedding Samba"

              (b/w) "The Bull Frog" (Decca - blå etiket) (1949)

 

Silvana Mangano: "Anna"

             ( b/w) "Tho Voluto Bene" (MGM - gul etiket) (1951)

 

Eartha Kitt: "C'est Si Bon"

          (b/w) "Senor" (HMV - brun etiket) (1954)

 

Rosemary Clooney & Marlene Dietrich: "It's The Same"

                      (b/w) "Dot's Nice - Donna Fight!" (Philips -brun etiket) (1953)

 

Eve Young: "I've Baked A Cake"

                   (b/w) "Silver Dollar" (London - sort etiket) (1950)

 

Vera Lynn: "Medley, part 1"

             (b/w) "Medley, part 2" (Decca - blå etiket) (1952)

 

              "Wish Me Luck"

               (b/w) "A Mother's Prayer At Twilight" (Decca - blå etiket) (1939)

 

Doris Day: "Everywhere You Go"

        (b/w) "Again" (Columbia - sort etiket) (1949) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Som det forhåbentlig uden videre kan høres, gennemfører denne stribe en stemningsrejse. Men formodentlig vil de fleste også kunne gennemskue, at fornemmelsen af dette forløb i nogen grad er bundet op på, at man har stiftet bekendskab med størstedelen af materialet i forvejen og set det optræde i forskellige relationer. Dertil kommer så lidt spredte nye bekendskaber, der gerne skulle fremstå som en ekstra lille aha-oplevelse.

Hvis båndserien havde forholdt sig helt konsekvent til den rækkefølge, lakpladerne er opstillet i, således at dette havde været bånd 1, ville det for de fleste blot have været en stribe sange, som man alt efter smag kunne finde af større eller mindre interesse.

For at for alvor kunne opleve striben som noget andet og mere kræves i nogen grad en forudgående indlevelse, der har påvist en række forskellige dimensioner og betydningslag. Er man på den vis blevet vakt, vil nærværende bånd til gengæld uden videre give mening, og der skulle således ikke være behov for yderligere kommentarer. I det hele taget vil vi herefter skære kommentarerne ned til et minimum og begrænse os til det strengt nødvendige.

Vi har allerede forlængst sagt det eneste, der er vigtigt: hør efter!

 

 

 

 

 

 

Bånd 6: Søde Piger

Tidligere betragtede vi lak-epokens herrevokal. Som et passende modstykke vil vi her se på periodens damevokal.

Damevokal var i høj grad i fokus i disse år. Under krigen, da de fleste mænd var soldater, blev sangerinderne desto mere efterspurgte. Også efter krigen var kvindestemmer noget, der fyldte en del i landskabet.

Navne som Vera Lynn, Doris Day og Dinah Shore må afgjort siges at spille en rolle i pladeindustriens historie. Også selvom det så er en knap så progressiv rolle. Men man må ikke glemme, at også jazzen havde sine store sangerinder. Damevokal kan sagtens være progressivt.

Sangliste:

 

Silvana Mangano: "Anna" (MGM - gul etiket) (1951)

 

Eartha Kitt: "Senor" (HMV - brun etiket) (1953)

 

Rosemary Clooney & Marlene Dietriech: "Dot's Nice - Donna Fight!" (Philips -brun etiket) (1953)

 

Vera Lynn: "Wish Me Luck" (Decca - blå etiket) (1939)

 

Doris Day: "Everywhere You Go"

               (b/w) "Again" (Columbia - sort etiket) (1949)

               "The Black Hills Of Dakota"

               (b/w) "Just Blew In From The Windy City" (Philips - sort etiket) (1953)

               "Secret Love"

               (b/w) "The Deadwood Stage" (Philips - sort etiket) (1953)

 

                "Whatever Will Be, Will Be" (b/w)

                "You Made Me Love You" (Philips - sort etiket) (1956)

 

The Chordettes: "Born To Be With You"

          (b/w) "Love Never Changes" (London - sort/sølv etiket) (1956)

 

The Fontane Sisters: "Willow Weep For Me"

                  (b/w) "Voices" (London - sølv/sort etiket) (1956)

 

Patti Page: "Changing Partners" (Mercury - sort etiket) (1953)

 

Mahalia Jackson: "Silent Night" (Metrome - hvid/pink etiket) (1950)

 

Ella Fitzgerald & Louis Armstrong: "Can Anyone Explain"

               (b/w) "Dream A Little Dream Of Me" (Decca - rød etiket) (1950)

 

Sugar Chile Robinson: "The Donkey Song" (Capitol - blå/hvid etiket) (1951)

 

Mary Ford & Les Paul: "How High The Moon" (Teefunken - blå/hvid etiket) (1952)

                           "My Baby's Coming Home" (Capitol - blå/hvid etiket) (1952)

 

Dottie Evans: "My Prayer" (b/w)

Elise Rhodes: "Wayward Wind" (Ronnex - gul etiket) (1956)

 

Dinah Shore: "My Heart Cries For You" (HMV - rød etiket)

 

Malihini Hawaiians: "Rhythm Of The Island"

           (b/w) "Moonlight And Shadows" (Metrome - gul/hvid etiket)

 

Alice Babs: "Mr. And Mississipi"

         (b/w) "God Morgon Mister Ekko" (Metrome orange/hvid etiket)

 

Kirsten Fogtmann: "Jeg plukker Fløjlsgræs" (Metrome - gul/hvid etiket) (1951)

 

Elga Olga: "Solitudevej" (HMV - rød etiket)

 

Lilly Broberg: "Ejner" (Philips - blå etiket) (udløb)

Nogle bemærkniger:

Da vi tidligere hørte cowboysange, overvejede vi forholdet mellem 50'erne og kønsidentitet. Vi så her en tendens til at lave historier, der tematiserede drengepigens begreb. Vi var tillige ganske kort omkring, at det måske giver mest mening, hvis man opfatter tematikken på det symbolske plan. I hvert fald kan man næppe sige, at drengepiger er et videre 50'er-agtigt fænomen. I datidens mere kønsrolleopdelte samfund har drengepiger utvivlsomt været mere påfaldende og skilt sig stærkere ud end idag. Således har drengepigen været synlig. Men dette forklarer ikke en almen interesse for emnet.

Drengepiger kan på symbolplanet ses som et kønsligt mellemstadie, og da historierne som oftest handler om den fremspirende femininitet, synes det dybere betragtet at handle om noget kvindeligt, der begynder at gøre sig gældende i det patriarkalske samfund.

Det officielle eisenhowerske kvindebillede betonede det traditionelle kønsrollemønster så stærkt som nogensinde. Kvinder fremstilles her netop ekstremt feminine. I gamle reklamefilm kan man se husmødre lykkelige for deres pæne hjem i en påklædning, der strengt taget ville være ret upraktisk til husligt arbejde. Men kjolerne, make up'en og frisurerne sidder perfekt, alt imens de vimser smilende rundt i køkkenet.

En så grotesk overbetoning kan ikke udelukkende hænge sammen med de produkter, fabrikanterne ønskede at få afsat til de små hjem. Ligesom man først begynder at synge sange, der hylder det enkle liv, når verden er begyndt at blive kompleks, således er den kitch-agtige husmoder-karikatur et udtryk for, at det traditionelle kønsrollemønster ikke længere var så selvfølgeligt som tidligere.

At i forrige tider fortælle gårdkonen at hun skulle elske sine renskurede gulve og prise sig lykkelig for opfindelsen af brun sæbe, ville have været en tåbelighed. Samfundet var bare sådan indrettet, og de gældende værdier var endnu ikke blevet nævneværdigt udfordret. Reklamefilm med ulasteligt smukke husmødre i perfekte hjem må således betragtes som en forsvarsmekanisme, der væbnede sig mod nye strømninger.

Rent faktisk var de fleste kvinder vitterlig hjemmegående dengang. Men hvis man af den grund tror, at de udearbejdende mænd kom hjem til fuldendt smukke kvinder, hos hvem ikke den mindste svedperle afslørede den indsats det havde krævet at få hjemmet til at se perfekt ud, så ved man næppe særlig meget om husligt arbejde. Endvidere overvurderer man voldsomt det almindelige, gennemsnitlige 50'er-hjems standard. Det er i denne forstand at fremstillingen er falsk. Den fremstiller et idealiseret glansbillede, der ikke viser hende gennemsnitsmanden havde gående derhjemme, men derimod hende han ville ønske, at han havde. Kort sagt: drømmekvinder!

Men dejlige ser de jo ud, akkurat som der er noget uimodståeligt over den rørerende uskyld, som præger mange af periodens slagere - ikke mindst den del, der blev fremført af kvindelige solister. Her lever og rører der sig noget, som er svært at sætte ord på, men i hvert fald gør indtryk på de fleste mennesker.

Men er dette "noget" så sandt eller falskt? Måske et sted midt imellem ligesom den urealistisk forskønnede fremstilling af de husmødre, der jo dog eksisterede. På samme måde befinder disse sange sig et sted mellem oprigtig hjertets renhed og kitch. Derudover kan man tale om en slags verificering med tilbagevirkende kraft. I forhold til hvad der fandt sted i de efterfølgende årtier, kan man med nogen ret hævde, at 50'erne besidder en relativ uskyld.

Det er således en ironisk pointe, at mens 50'erne dyrkede sin egen form for nostalgisk længsel efter en enklere, mindre sammensat verden, er 50'erne selv siden blevet gjort til genstand for de samme følelser og fremstillet som det tabte paradis.

For at kunne hævde at man har sat sig lidt ind i denne periode, er der mindst fire af de på nærværende bånd inkluderede sangerinder, som man er nød til at vide i det mindste en smule om: Dinah Shore, Vera Lynn, Doris Day og Rosemary Clooney. Det gælder det rent musikalske, sådan at forstå at de var populære og dermed repræsentative eksempler på, hvad mange hørte dengang. Det gælder endvidere i forhold til tidsånd. Via de populære sangerinder får man en række indfaldsvinkler til perioden, som er et vigtigt bidrag til helhedsbilledet. Netop et bidrag. Ikke noget, der kan stå alene som en fuldgyldig tolkning, men heller ikke noget, der kan undværes som en del af 50'er-billedet. En komponent i mosaikken.

Dinah Shore, som egentlig hed Frances Rose Shore blev født i 1916, debuterede i 1939 og var op igennem 40'erne og 50'erne en fremtrædende sangerinde, skuespillerinde og tv-personlighed. Mange af hendes indspilninger var med Big Band, men hun har ligeledes markeret sig i andre sammenhænge, og især i 50'erne gjorde hun sig stærkt gældende inden for det mere slagerprægede. Efter at have været gæst i forskellige tv-shows fik hun sit eget, der blev uhyre populært. Efter 50'erne var det primært som tv-vært, at hun gjorde sig gældende, men hun optrådte dog også og har sunget mange duetter med andre berømtheder, der spænder fra Ella Fitzgerald over Frank Sinatra til Pat Boone. Hun døde i 1994. 

Vera Lynn blev født i 1917 og blev under Anden Verdenskrig kendt som "the forces pet" (= styrkenes kæledægge), idet hun var uhyre populær blandt engelske soldater, og opmuntrede kampånden med sange som "We'll Meet Again" og "White Cliffs Of Dover". En anekdote beretter, at hun engang som helt ung blev afvist fra BBC med den begrundelse, at hendes stemme var uegnet for radio. Temmlig morsomt: få stemmer har lydt så ofte i engelsk radio som netop Lynns. Efter krigen forsatte hun en lang, stabil karriere. Hun er således stort set den eneste engelske sangerinde i sin generation, der nyder et ry på linie med sine amerikanske kolleger.

Doris Mary Ann von Kappelhoff, som Day egentlig hedder, blev født i 1922. Hun debuterede som bigband-sangerinde i 1939. Hendes første større hit var "Sentimental Journey" fra 1945. I perioden 47-67 indspillede hun et sted mellem seks og syv hundrede sange, hvoraf mange blev betragtelige hits. Fra 1948 og fremefter begyndte hun tillige at gøre sig gældende som skuespillerinde. Hun havde et image som frisk naboens datter-type, og som mere tækkelig end sexsymboler som Mae West og Marilyn Monroe. Rent faktisk satte hun også skarpe grænser for, hvad hun ville medvirke i. Det dydige skær omkring Doris Day er endvidere blevet understreget af en sund levevis. Sidenhen har hun gjort sig gældende som dyreaktivist.

Rosemary Clooney blev født i 1928 og er forøvrigt tante til skuespilleren George Clooney. Hun foretog sin første indspilning i 1946 med Tony Pastor's Big Band. Ved indgangen til 50'erne hittede hun med "Come On A My House" og havde de efterfølgende år adskillige slagerhits. Hendes egen smag gik imidlertid mere i retning af jazz, men det lykkedes hende aldrig til fulde at blive anerkendt inden for dette felt. Det var således den mere poppede side af Clooney, der gjorde sig gældende, såvel på hitlisterne som i forbindelse med en række filmroller. I 60'erne dalede hendes popularitet, og da hun allerede som barn have udviklet maniodepressive træk slog det hende hårdt. Siden oplevede hun endvidere en række personlige tragedier. Men kom da igennem livet og døde i 2002.

Som det fremgår, havde havde de alle fire gjort sig gældende allerede i 40'erne, og Clooney - den yngste af dem - blev 22 år i 1950. De havde måske nok oprindeligt gjort sig gældende fra en ung alder, men i 50'erne var de ikke teenage idoler. En klar tilknytning til big bands antyder ligeledes deres tilhørsforhold til den etablerede, "professionelle" musikindustri. De kan således kun på en marginal og sporadisk vis sættes i forbindelse med rock and roll.

En noget nærmere tilknytning vil man på nærværende bånd kunne fornemme hos navne som The Chordettes og Fontaine Sisters, omend heller ikke dette ligefrem virker samfundsomstyrtende. Ikke desto mindre er det værd at bide mærke i det små nuancer. Umiddelbart synes en Patti Page og en Dottie Evans at ligge klods op ad hinanden. Men bemærk forskellen i instrumentering: strygeorkestret versus en mindre studiegruppe samt et kor, der mere eller mindre har overtaget strygernes funktion.

Hvad vi altså kan betragte er, at rockens fremmarch ikke kun ytrer sig i dens rene form, men også derved at den i stigende grad begynder at sætte diskret (og siden mere markant) krydderi på den traditionelle slager og dermed beslægtede ting. Så selvom der kan synes langt fra en stilfærdig og pæn pige-sang til en bestialsk hoftevridende Elvis, så er samtidigheden der ikke desto mindre som noget mærkbart. Dels båret af en fælles tidsbetonet stemning, og dels lydligt påviselig gennem forskellige mellemregninger.

En stor del af Arkivet er viet til disse spørgsmål, og der er derfor ingen grund til mere på dette sted end blot at nævne dem.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bånd 7: Blandet landhandel

Gennem bånd 2-6 har vi kørt en række emner, der belyser 78-universet fra forskellige vinkler. Nu er det imidlertid på tide atter at tage en juke box tur, ligesom vi gjorde på det første bånd. Eller som vi andetsteds har kaldt det: en typisk pladedag hos en gennemsnitlig arbejderfamile engang i 50'erne.

Det giver os samtidig mulighed for at få afrundet nogle af de emner, vi har arbejdet med og se dem i relation til hinanden. Således er dette bånd vigtigt. Også selvom der ikke kommer så meget nyt. Det har en stor opsummerende værdi og perspektiverer nogle centrale pointer.

Sangliste: 

 

Doris Day: "What Ever Will Be, Will Be" (Philips - sort etiket) (1956)

 

The Chordettes: "Born To Be With You"

                      (b/w) "Love Never Changes" (London - sølv/sort etiket) (1956)

 

The Fontane Sisters: "Willow Weep For Me"

                    (b/w) "Voices" (London - sølv/sort etiket) (1956)

 

Patti Page: "Changing Partners" (b/w)

Al Morgan: "Say You Do" (Mercury - sort etiket) (1953)

                     "Jealous Heart" (b/w) "Turnabout Is Fair Play" (London - sort etiket) (1949)

 

Buddy Clark: "Baby It's Cold Outside" (m/ Dinah Shore)

                (b/w) "You're Breaking My Heart" (Columbia - sort etiket) (1949)

 

Anton Karas: "Harry Lime Theme"

                          (b/w) "At The Café Mozart Waltz" (Decca - blå etiket) (1950)

 

Mahalia Jackson: "Silent Night"

                   (b/w) "The Last Mile Of The Way" (Metrome hvid/pink etiket) (1950)

 

The Vipers Skiffle Group: "Don't You Rock Me Daddy-O"

                                       (b/w) "10000 Years Ago" (Parlophone - blå etiket) (1957)

 

Louis Armstrong & The All-Stars: "Mack The Knife"

                          (b/w) "Back O'Town Blues" (Philips - sort etiket) (1956)

 

Louis Armstrong & Ella Fitzgerald: "Can Anyone Explain"

                                     (b/w) "Dream A Little Dream Of Me" (Decca - rød etiket) (1950)

 

Les Paul & Mary Ford: "My Baby's Coming Home"

                             (b/w) "Lady Of Spain" (Capitol - blå/hvid etiket) (1952)

 

Frankie Laine: "Hummingbird" (Philips - sort etiket) (1955)

 

The Milt Hearth Trio: "In An 18th Century Drawing Room"

                     (b/w) "The Shoemakers Holliday" (Brunswick - sort/gylden etiket) (1939)

 

Malihini Hawaiians: "Rhythm Of The Island"

                    (b/w) "Moonlight And Shadows" (Metrome gul/hvid etiket) (? ca. 1952)

 

Hula Hawaiians: "Hawaiian Serenade"

                               (b/w) "On The Beach Of Waikiki" (Tono - blå etiket) (? ca. 1950)

 

Tex Morton: "The Big Rock Candy Mountain"

                       (b/w) "My Sweetheart's In Love With A Swiss Mountaineer" (Columbia - grøn etiket) (1939)

 

Ronald Rinalde: "Granfather Crinkle"

                              (b/w) "The Skaters Waltz" (Columbia - sort etiket) (1951)

 

Lefty Frizzell: "Mom And Dad's Waltz" (Columbia - brun etiket) (1951) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Ingen synderlig grund til de store kommentarer denne gang. Bl.a. fordi langt størstedelen af materialet er noget, vi har haft fat i før. Som det også tidligere er blevet påpeget, er de mange gengangere en nødvendighed, når det skal være muligt at plukke et enkelt bånd ud for at belyse et eller andet. Nærværende bånd er velegnet til at undersøge tidlig udnyttelse af plademediet netop som medie, altså noget i sin egen ret med sine særlige muligheder. Til dette formål kan man ikke undvære ting som f.eks. Anton Karas og Les Paul, selvom det også er med på andre af båndene.

Som eneste virkelig bemærkelsesværdige nye bekendskab denne gang står pladen med Milt Hearth Trio, en af de lidt ældre ting, da den er tilbage fra 1939. Det gør den ikke mindre bemærkelsesværdig. Det er lige ved at være en tidlig technopop plade, og en og anden med interesse for det stilområde vil nok spærre ørerne op. Samtidig forener den en fin rytmisk fremdrift og et flydende swing med klassisk inspirerede toneforløb. En særdeles spændende plade!

Ellers står den på lutter genhør med gamle venner. Hvis man altså vel at mærke har fulgt forløbet, og ikke er hoppet ind her for at få svar på et eller andet spørgsmål. Det sidste kunne der være mange gode grunde til. Flere end vi fra Arkivets side vil begynde at opremse. Vi vil begrænse os til at ønske for den, der forsøger at undersøge noget, at han finder, hvad han søger.

Men blandt dem, der går den slagne vej, vil nogen måske bide mærke i ting, de ikke tidligere har været opmærksomme på. Det kunne f. eks. være intensiteten på Fontaine Sisters version af "Willow Weep For Me", Vipers' robuste fremdrift, Armstrongs utrolige timing og swing, virtuositeten i Fitzgeralds fraseringer eller den påfaldende lighed mellem "My Sweetheart's In Love With A Swiss Mountaineer" og "Grandfather Crinkle". Det er jo bestemt ikke fordi, der mangler fine ting på dette bånd. At man så har hørt dem før, betyder bare, at man har mulighed for at lære dem bedre at kende, og det er absolut ingen skade til.

 

 

 

 

 

Bånd 8: Liv i kludene

Tidligere havde vi den lidt mere højtidelige afdeling(bånd 4). Men det hele skal jo ikke være så frygtelig alvorligt. Der skal naturligvis også være plads til skæg og ballade. 50'erne var trods alt rock and rollens årti. Det har vi hidtil ikke mærket så meget til. Det bliver heller ikke fuldt udfoldet på nærværende bånd. Men vi kommer en smule nærmere, og indkredser omridset af noget, der ligner.

Vi kommer vidt omkring - både med hensyn til tid og sted. Fra 30'erne op til 50'erne og fra USA til Danmark! Fælles for dette ellers ret brede udvalg af musik er en lystigt sprudlende munterhed, samt for størstedelen af materialets vedkommende et relativt raskt tempo.

Sangliste:

 

Glen Miller: "In The Mood" (HMV - rød etiket) (1939)

 

Django Reinhardt: "I Got Rhythm" (1938)

 

Arthur Smith: "Guitar Boogie"

                        (b/w) "Be-bop Rag" (MGM - gul etiket) (1948)

 

Les Paul & Mary Ford: "How High The Moon"

                        (b/w) "Walking And Whistling Blues" (Telefunken - blå/hvid etiket) (1952)

 

                          "Little Rock Getaway"

                           (b/w) "Tennessee Waltz" (telefunken - blå/hvid etiket) (1951)

 

                           "My Baby's Coming Home"

                            (b/w) "Lady Of Spain" (Capitol - blå/hvid etiket) (1952)

 

Frankie Laine: "Hummingbird"

                          (b/w) "My Little One" (Philips - sort etiket) (1955)

 

The Tarriers: "The Banana Boat Song"

                  (b/w) "No Hiding Place" (Columbia - grøn etiket) (1957)

 

The Four Lovers: "Jambalaya" (b/w)

                              "Be Lovey Dovey" (RCA - sort etiket) (1956)

 

Dottie Evans: "My Prayer" (Ronnex - gul etiket) (1956)

 

Tony Martin: "Flamenco Love" (RCA - lilla etiket) (1956)

 

Dean Martin: "Memories Are Made Of This"

                             (b/w) "Change Of Heart" (Capitol - lilla etiket) (1956)

 

Casani Club Orchestra: "Selections from 'TOP HAT' " (Rex - sort/gylden etiket) (1936)

 

The Milt Hearth Trio: "In An 18th Century Drawing Room"

                                    (b/w) "The Shoemakers Holliday" (Brunswick - sort/gylden etiket) (1939)

 

Hula Hawaiians: "On The Beach Of Waikiki" (Tono - blå etiket) (? ca. 1950)

 

Spike Jones: "Hawaiian War Chant"

                              (b/w) "I Dream Of Brownie With The Light Blue Jeans" (HMV - rød etiket) (1946)

 

Oluf Rudbeck: "Some Of These Days Parodi"

                   (b/w) "Tiger Rag Parodi" (Tono - sort etiket) (1939)

 

Ole Monty: "Her går det godt, fru Kammerherrerinde" (Tono - blå etiket) (1942)

 

Harry Felbert's Sekstet: "Im tiefen Keller"

                          (b/w) "Møllen i Schwarzwald" (Metrome - gul/hvid etiket) (?)

 

Alex og Richards Harmonikaorkester: "Ostgöta-Schottis" (Polyphon - grøn etiket) (?)

 

Skæve Otto: "Den kåde Jammerkommode" (Polydor - rød etiket) (1948) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Nærværende bånd er et klart eksempel på gengangernes nødvendighed. Hvordan skulle man lave en samling af raske, livlige 78'ere, hvis man skulle tage hensyn til, hvad der er gået? - Og ville det ikke være ret synd for dem, der plukkede dette bånd ud for at høre noget med gang i, at de skulle gå glip af en række indlysende mesterværker inden for området? - Når vi skal så nær rock and roll Arkivets laksamling formår, er der en række ting, der simpelthen ikke kan udelades.

Op igennem 30'erne og 40'erne kom der en del tidlige varsler om rocken. "In The Mood", en række af Djangos indspilninger og især Smiths "Guitar Boogie" er karakteristiske eksempler. Men det var naturligvis først i 50'erne, at det for alvor kom til at rocke. Det er det desværre begrænset med eksemplificeringen af her. Ikke fordi, der ikke skulle findes den slags. Der er masser af rock and roll 78'ere. Uheldigvis har Arkivet dem bare ikke. Faktisk har vi kun en helt rendyrket lakrocker, nemlig "Jambalaya/"Be Lovey Dovey" med The Four Lovers. Der er dog en del andre ting, som kommer tæt på, omend man må sige, at de ikke er helt fuldbyrdede. Til gengæld tør vi godt love, at når vi kommer over i vinylet, skal selv den mest rockhungrende nok få stillet sin sult!

Den ultimative perle blandt det, der præsenteres på nærværende bånd må siges at være Arthur Smith pladen. Bemærk den er på MGM med gul etiket - d.v.s. den rigtige! Må vi bede kursisterne anstrenge deres fantasi en smule og forestille sig den sorte skive med den gule etiket suse rundt på pladetallerkenen. Les Pauls indsats er naturligvis også bemærkelsesværdig, de guitarlicks og de ekko-effekter allerede i 50'ernes spæde begyndelse. Utroligt!

En anden populær 50'er-stil var calypso. The Tarriers må regnes under dette område. Ikke desto mindre rummer deres musik mindelser om både rock og skiffle. Elvis nævnte ved flere lejligheder Dean Martin blandt sine forbilleder. Når man hører "Memories Are Made Of This", er det lige før, at man kan tale om tilbagebetaling af lånt inspiration. Som en ekstra humørpille får vi et par smagsprøver på humoristiske plader, så alle kan få sig et godt grin. Øen Lulu - stavet baglæns: UL UL. Hen mod slutningen af båndet følger endvidere nogle spøjse smagsprøver på, at der også blev lavet danske indspilninger med skub på, omend de generelt var knap så markante.

Man vil bemærke, at der undervejs gennem båndet også kommer enkelte sjælere. Men i samtlige tilfælde er det ting, der på den ene eller anden måde knytter sig til rockens univers. Det være sig ved lyd, instrumentering, særlige træk ved spillemåden eller andet. Endvidere har vi fra Arkivets side bestræbt os på at skabe afveksling. Det sløver koncentrationen, hvis det hele er for ens. De særlig energiske øjeblikke fremstår med større styrke og klarhed - og man nyder dem mere - når der ind imellem er mere afdæmpede stunder. Endelig har vi ønsket at påpege en pointe, vi senere skal diskutere langt mere indgående, nemlig at en del mere moderne indstillede rockfans har en tendens til at glemme, at den oprindelige rock and roll ikke bare var drøn på, drøn på, drøn på. Det var det også, men ikke kun. Den rummede tillige en poetisk dimension.

Betragtet i sin overordnede helhed må nærværende bånd betegnes som energisk og livligt, lige til at blive i godt humør af, og det ændrer ikke noget ved sagen, at der nogle gange undervejs lige bliver mulighed for at puste ud.

Dertil kommer Arkivets store mærkesag: samtidighed, tidsånd, symptomatiske træk, periode stemning - kort sagt at selv de mest forskelligartede ting, der sker på et givent tidspunkt, er knyttet sammen i skjulte indre forbindelser, og at den egentlige opgave, når man skal nå til en forståelse af en tid, er, at trænge ind i disse bagvedliggende sammenhænge. Som sagt er dette ikke stedet for mere indtrængende studier. Vi lægger blødt ud på en hyggelig og afslappet vis, der kan hjælpe kursisterne i gang uden at stille al for store krav til dem. Men at lige nævne nogle af studiets hovedpunkter og antyde den vej, vi skal gå, hører naturligt med til en indledende appetitvækkerrunde.

 

 

 

 

Bånd 9: Jazz og sådan cirka der Omkring

Traditionelt findes de mest uforsonlige gensidige fordomme mellem country- og jazzfolket. Vi vil her dele sol og vind lige. Ligesom vi tidligere havde et countrybånd, følger her et jazzbånd. Som de, der har gjort sig den ulejlighed at høre bånd 2 igennem, vil vide, er det ikke i alle henseender en gennemført og konsekvent countrysamling. På samme vis vil vi i løbet af nærværende bånd også komme ud i nogle ydermarginaler af jazzen, der kun med store forbehold kan regnes med under denne genre.

30erne, 40'erne og 50'erne var nogle særdeles vigtige år i jazzens historie. Jazzen stod centralt og smittede derfor også mærkbart af på andre genrer. Faktisk er det ret få ting fra denne periode, der slet ikke har noget jazzpræg overhovedet. Det lå i tiden som noget, der umærkeligt gled ind og blandede sig allevegne.

Da der andre steder i Arkivet er rig lejlighed til at studere jazzens historie, er det i forbindelse med lak-forskningen på mange måder både sjovere og mere relevant at se på hvordan, jazzen i perioden ca. 1935-55 påvirkede anden musik.

Endnu idag er jazzen en overmåde stærk indflydelse, der har præget og fortsat præger langt mere, end de fleste gør sig klart. For mange ikke jazzfolk svæver der et tåget billede af nogen for længe, længe siden, der stod og truttede i nogle horn, og så en eller anden uforståelig nutidig musik, der kun dyrkes af en lille indspist elite. Men jazz er så uendelige meget andet og mere.

Sangliste:

 

Fontane Sister: "Willow Weep For Me" (London sølv/sort etiket) (1956)

 

Al Morgan: "Say You Do" (Mercury - sort etiket) (1953)

 

The Vipers Skiffle Group: "Don't You Rock Me Daddy-O"

                       (b/w) "10000 Years Ago" (Parlophone - blå etiket) (1957)

 

Louis Armstrong and his All-Stars: "Mack The Knife"

                                              (b/w) "Back O'Town Blues" (Philips - sort etiket) (1956)

 

Louis Armstrong & Ella Fitzgerald: "Can Anyone Explain"

                              (b/w) "Dream A Little Dream Of Me" (Decca - rød etiket) (1950)

 

Ella Fitzgerald & The Ink Spots: "I Still Feel The Same About You"

                                                (b/w) "Little Small Town Girl" (Decca - rød etiket) (1951)

 

The Mills Brothers: "You Always Hurt The ne You Love"

                                 (b/w) "Till Then" (Decca - rød etiket) (1944)

 

Nat King Cole: "Answer Me My Love"

                         (b/w) "Why" (Capitol - lilla etiket) (1954)

 

Hotcha Trio: "Meet Mr. Callaghan"

                (b/w) "In The Mood" (Philips - blå etiket) (1957)

 

Glen Miller: "In The Mood"

               (b/w) "Out Of Space" (HMV - rød etiket) (1939)

 

Sugar Chile Robinson: "Baby Blues"

                                (b/w) "The Donkey Song" (Capitol - blå/hvis etiket) (1951)

 

Gene Krupa: "Dark Eyes"

                      (b/w) "After You've Gone" (Columbia - sort etiket) (1953)

 

Django Reinhardt: "After You've Gone"

                  (b/W) "Oriental Shuffle" (HMV - rød etiket) (1936)

 

                  "Limehouse Blues"

                   (b/w) "I Got Rhythm" (Decca - blå etiket) (1935)

 

Arthur Smith: "Guitar Boogie"

                      (b/w) "Be-bop Rag" (MGM - gul etiket) (1945)

 

Les Paul & Mary Ford: "How High The Moon" (Telefunken - blå/hvid etiket) (1952)

 

Oluf Rudbeck: "Tiger Rag Parodi"

            (b/w) "Some Of These Days Parodi" (Tono - sort etiket) (1939)

 

The Philadelphia Orchestra: "Stars And Stripes Forever" (Victor - brun etiket) (1929)

 

Dean Martin: "Change Of Heart" (Capitol - lilla etiket) (1956)

Nogle bemærkninger:

Lad os atter prøve at tænke på vores 50'er-familie. Tidligere var det familemedlem, der kunne lide cowboysange, alene hjemme. En anden dag var det den jazzinteresserede, som havde et par timer for sig selv. Egentlige jazzplader var der ikke så mange af. Men en del snerpede derhen af.

Omkring dette tidspunkt begyndte man for alvor at skrive om jazz herhjemme. Folk som Erik Wiedemann og Børge Roger Henriksen skrev oplysende bøger, der gjorde rede for jazzens verden. Disse bøger giver i nogen grad indtryk af, at kun den kræsne jazzfan er en rigtig jazzfan. Ting som glæde og begejstring træder i baggrunden til fordel for en ret tør og akademisk fremstilling. Men masser af mennesker oplevede glæde ved jazz uden at være velinformerede kendere, ligesom denne glæde ofte bredte sig ud til beslægtede områder, uden nødvendigvis at være synderlig bevidst om disse genreskel.

Derfor får man måske et mere dækkende indtryk af hverdagens jazzglade personer fra en blandet og lettere stilistisk rodet bunke plader som denne, end fra det portræt af feinschmeckeren, som den tids jazzbøger indirekte tegner i og med deres indfaldsvinkel til stoffet.

Dette misforhold hænger bl.a. sammen med en strid, der var opstået inden for jazzens rækker. Efter Anden Verdenskrig fremstod en forandret verden. Nogen ville gerne vende tilbage til den gamle verden fra før krigen, andre stormede begejstret fremtiden i møde. Dette viste sig i en lang række kulturelle og samfundsmæssige forhold. Inden for jazzens verden var det især tydeligt i forbindelse med to fraktioner, en traditionelt og en moderne indstillet. Især i 40'erne var denne strid umådelig fjendtlig og uforsonlig. I 50'erne kan man i nogen grad tale om en opblødning af fronterne og en venligere tone.

Blandt de toneangivende danske jazzskribenter var der imidlertid en tendens til en temmelig hadefuld holdning til de traditionelt orienterede strømninger, der fortsatte langt op i 60'erne. Især Erik Wiedemann fremstår i sine skriverier fra 50'erne og 60'erne som indbegrebet af en snob, der endvidere er usædvanlig ivrig efter at banke folk oven i hovedet. Til hans undskyldning kan fremføres et oprigtigt ønske om at få jazzen anerkendt som seriøs kunstart. På det tidspunkt sloges man med en række problemer i forhold til ting som at jazzen var miskendt, ikke fik offentlige tilskud, blev spillet for lidt i radioen m. v. I det lys kom en enkel, munter og folkelig jazzform til at fremstå som en klods om benet.

Langt fra denne elitære kulturkamp sad almindelige mennesker og hørte plader med mere eller mindre jazzpræg, simpelthen fordi de syntes, at det lød dejligt. Glæden ved musikken stod i centrum, og man tog det derfor ikke så nøje, hvor "rigtige" disse plader var.

Det er derfor Arkivets påstand, at indholdet af nærværende bånd er mere i overensstemmelse med hverdagens almindelige jazzopfattelse end de strenge kategoriseringer og stilanalyser man finder hos samtidige intellektuelle.

Sagt på en anden måde: det afgørende på dette sted er ikke at afgøre, hvad der er god og dårlig eller rigtig og forkert jazz, men at indkredse en folkelig stemning og give eksempler på, hvad der er blevet spillet rundt omkring i de små hjem. Det er derimod ikke den kulturhistoriske undersøgelses opgave at fælde domme!

 

 

 

 

 

 

 

Bånd 10: Strengeklang

Imodsætning til hvad nogen tror, var verdens første guitar-freak ikke ham, der i 1965 skrev "Clapton Is God" på en mur i London. Folk med en lidenskabelig interesse for et bestemt instrument og dets udøvere har der alle dage været.

Også de gamle tider havde deres feterede guitar-helte, og de hørte ikke til de mindste af slagsen. Vi taler om legender som Django Reinhardt og Les Paul.

Men også andre strengeinstrumenter spillede en rolle i lakkens epoke. Mange og yderst forskelligartede varianter af strengeklang kan høres på de gamle plader.

På dette bånd vil vi lytte til en række udvalgte eksempler.

Sangliste:

 

Arthur Smith: "Guitar Boogie"

                            (b/w) "Be-bop Rag" (MGM - gul etiket) (1948)

 

Anton Karas: "Harry Lime Theme"

                           (b/w) "The Cafe Mozart Waltz" (Decca - blå etiket) (1950)

 

Hula Hawaians: "Hawaiian Serenade"

                             (b/w) "On The Beach Of Waiki" (tono - blå etiket) (? ca. 1950)

 

Django Reinhardt: "Limehouse Blues"

                                   (b/w) "I Got Rhythm" (Decca - blå etiket) (1938)

 

Les Paul & Mary Ford: "How High The Moon"

                                         (b/w) "Walkin' And Whistlin' Blues" (Telefunken - blå/hvid etiket) (1952)

 

                                         "Little Rock Getaway"

                                           (b/w) "Tennessee Waltz" (Telefunken - blå/hvid etiket) (1951)

 

                                            "My Baby's Coming Home"

                                            (b/w) "Lady Of Spain" (Capitol - blå/hvid etiket) (1952)

 

Jørgen Ingmann & Birthe Buch: "Indiana"

                              (b/w) "Kære John" (Metrome - hvid/orange etiket) (1954)

 

Lefty Frizzell: "Always Late" (Columbia - rød etiket) (1951)

 

Malihini Hawaians: "Moonlight And Shadows" (b/w) "Rhythm Of The Island" (Metrome gul/hvid etiket) (? ca. 1952)

 

Django Reinhardt: "Oriental Shuffle"

                     (b/w) "After You've Gone" (HMV - rød etiket) (1936)

 

Tex Morton: "The Big Rock Candy Mountain" (Columbia - grøn etiket) (1939)

 

Frelsens Hærs Strengekor: "Fuld Frelse Er Vort Motto"

                                     (b/w) "Barnetro" (HMV - rød etiket) (1952)

 

Joe Carson And His Cowboys: "Don't Enter" (Mercury - sort etiket) (1954)

 

Eartha Kitt w/ Henri René Orchestra: "Senor" (HMV - rød etiket) (1954)

 

Tony Martin: "Flamenco Love" (RCA - lilla etiket) (1956)

 

Dean Martin: "Memories Are Made Of This" (Capitol - lilla etiket) (1956)

 

Valdemar Davids: "Tango Barcarole" (Polyphon - grøn etiket) (1944)

 

Gustav Winckler: "Med guitar, banjo og Mandolin" (Tono - gylden etiket) (1956)

 

I.M.'s og Luth. Miss.forenings strengekor: "Jerusalem, Guds Helgenstad"

                                                            (b/w) "Der var en som var Villig" (Felix - gul etiket) (1953)

 

Parkens Drengekor & Boolsen-Kvartetten: "I det Fri" (1953) (Felix - gul etiket) (udløb) 

Django Reinhardt, guitarens stormester og den magiske etiket: Arthur Smith/"Guitar Boogie"

Nogle bemærkninger:

Skønt det har været nævnt adskillige gange før, må vi atter påpege de to helt forskellige måder, denne båndsamling kan bruges på, idet forskellen i dette tilfælde træder særlig tydeligt frem.

For den, der vil høre eksempler på lak-æraens brug af strengeinstrumenter og des årsag plukker nærværende bånd ud, er det det, det handler om. Han eller hun vil altså lytte til dette bånd, indsnuse atmosfæren og tænke over forskelle og ligheder de udvalgte indspilninger imellem. Således kan vedkommende høre Les Pauls banebrydende indsats og sammenligne med Jørgen Ingemanns tydeligt Les Paul inspirerede forsøg. Man kan høre den store Django, den forrygende Smith, sammenligne den vidt forskellige udnyttelse af strygere på henholdsvis "Don't Enter" og "Senor", mærke sig guitaren på sidstnævnte og se den i forhold til "Flamenco Love" osv. osv.

I forhold til denne tilgang virker det relevant at nævne, at Jean Babtiste "Django" Reinhardt var belgisk født sigøjner, levede fra 1910 til 1953. Det meste af sit liv var han bosat i Frankrig. En brandskade som 18 årig beskadigede hans venstre hånd, hvorefter han udviklede en særlig spilleteknik, og i 30'erne skabte den første særlige europæiske afart af jazz, der ikke bare var kopi af amerikanske forbilleder. Han anses endnu af mange for at være den største guitarist, der nogensinde har levet. Videre kan man fortælle om Les Pauls revolutionering af studieteknikken, om de mange Hawai-grupper, der ikke havde særlig meget med Hawai at gøre, om den nordiske strengekorstradition og meget andet.

Alt dette er primært henvendt til udplukkeren. For den, der følger bevægelsen, forholder sagen sig noget anderledes. Da man som forløbdeltager har hørt størstedelen af materialet før, får båndet snarere en slags opsummerende tendens, der hæfter nogle vigtige ender. Det forekommer derfor oplagt at gøre det samme med en række af de temaer, vi har berørt i det foregående.

Som nævnt har denne indledende runde primært appetitvækker-karakter, og følgelig går vi ikke så langt ind i tingene. Imidlertid er en lang række af de spørgsmål, vi siden agter at gå mere i dybden med, blevet nævnt. Derfor kan det være på sin plads at samle lidt op på det, så der er bedre mulighed for at danne sig overblik over, hvad det egentlig er, vi senere skal i gang med.

Det kan man oplagt gøre ved hjælp af dette citat fra hjemmesiden Danmarkshistorien.dk:

 

"Op igennem 1940'erne og 1950'erne levede de fleste danskere i meget små boliger, og de moderne boliger som blev opført, først og fremmest i form af almennyttigt boligbyggeri, var for få til at løse problemerne. For mange familier var de også for dyre. Arbejdsløsheden var betragtelig, og de økonomiske konsekvenser store, ikke mindst fordi de gifte kvinder som oftest var hjemmegående, hvorfor familien kun havde én indtægt. Det satte man ikke spørgsmålstegn ved. Kvinders erhvervsfrekvens i 1950'erne var den laveste i hele århundredet.

Det var i 1950'ernes Danmark i det hele taget ikke god tone at sætte spørgsmålstegn ved det, man opfattede som det traditionelle. Forholdet mellem kønnene, måden at bo på, statusopfattelser, god kultur, damebladsopskrifter og juleaften var i store træk som i 1930'erne. Nye impulser blev betragtet som en trussel, og de unge, som måtte finde behag i det nye, opfattede man som vildledte ofre, der skulle underkastes myndig vejledning.

Kulturvogtere ilede straks fordømmende til, når børn og unge grådigt kastede sig over rock'n'roll-musikken, som blev introduceret over 1950'ernes midte. Den var for kropslig, for aggressiv, for støjende - eller bare for ny. Ved koncerter med Otto Brandenburg og Peter Abrahamsen og Ib "Rock" Jensen kammede begejstringen ved et par lejligheder over i en kådhed, som politiet blev sendt ud for at dæmpe.

En stærk tiltro, til at fremtiden ville blive bedre end fortiden, var til gengæld et fælles træk for 1950'ernes danskere. Det forekom tilsyneladende at være helt sikkert, at rationalitet og fornuft i sidste ende ville sætte sig igennem, og at videnskaben med tiden ville løse de fleste problemer. Tiden var fuld af landvindinger. På det store, fælles plan troede man eksempelvis at stå lige for at kunne få uanede mængder næsten gratis energi gennem udnyttelse af atomkraft. I det daglige kunne alle nok håbe på en dag at få en god bolig, en bil eller et køleskab - eller et tv, som var den hedeste drøm. Ved indgangen til 1956 var der i Danmark kun 16.000 tv-apparater. Ved årets udgang var tallet steget til 65.000.

Skønt Danmarks Radio (DR) kun sendte på én kanal og havde en meget begrænset sendetid, havde fjernsynsmediet en magisk tiltrækning. Et hjem med fjernsyn kunne regne med god søgning. Typisk for tiden demonstrerede det ny medium stærkest sin gennemslagskraft i den kolde krigs tjeneste. Efter den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956 blev den folkekære revydirektør Volmer Sørensen i marts 1957 vært for tre shows i tv og radio. Formålet var at indsamle penge til fordel for de ungarske flygtninge, og programmerne lagde gaderne øde tre lørdage i træk."

 

Vi har fra Arkivets side valgt dette citat, fordi det i overskriftsform nævner de fleste af de spørgsmål, der er blevet berørt i det foregående. Noget lignende kan siges om båndet.

 

 

 

 

 

 

 

 

Bånd 11: Lys og Skygge

På dette bånd skal vi rundt i nogle yderst forskelligartede stemninger. Fra tindrende begejstring til dyb sorg, fra det helt vilde til det helt stille. Vi kommer hele vejen rundt på denne betagende og skælmske stemningsrejse!

Derimod kommer der denne gang slet ikke noget nyt. Kun nye sammensætninger af ting vi tidligere har stiftet bekendskab med. Netop fordi vi i forvejen er mere eller mindre fortrolige med materialet, begynder vi nu at kunne se det som del af en mosaik. Billedet af en fortidens musik og dens forskellige facetter træder frem i tydeligere konturer end tidligere.

Vi kender efterhånden det område, vi indtil nu primært har arbejdet med, så godt, at vi snart er parate til at skride videre til noget lidt anderledes.

Sangliste:

 

Les Paul & Mary Ford: "My Baby's Coming Home"

                   (b/w) "Lady Of Spain" (Capitol - blå/hvid etiket) (1952)

 

Frankie Laine: "Hummingbird"

                   (b/w) "My Little One" (Philips - sort etiket) (1955)

 

The Tarriers: "The Banana Boat Song"

                  (b/w) "No Hiding Place" (Columbia - grøn etiket) (1957)

 

The Four Lovers: "Jambalaya"

                     (b/w) "Be Lovey Dovey" (RCA - sort etiket) (1956)

 

Dottie Evans: "My Prayer" (b/w)

Elise Rhodes: "The Wayward Wind" (Ronnex - gul etiket) (1956)

 

Dinah Shore: "My Heart Cries For You" (b/w)

Ralph Flanagan: "I Remember The Cornfields" (HMV - rød etiket) (1951)

 

Harry James & Paul Weston: "O Mein Papa"

                (b/w) "Serenata" (Philips - brun etiket) (1954)

 

Tony Martin: "Walk In Hand In Hand"

            (b/w) "Flamenco Love" (RCA - lilla etiket) (1956)

 

Dean Martin: "Memories Are Made Of This"

        (b/w) "Change Of Heart" (Capitol - lilla etiket) (1956)

 

Casani Club Orchestra: "Selections from 'TOP HAT' " (Rex - sort/gylden etiket) (1936)

 

The Milt Hearth Trio: "In An 18th Century Drawing Room"

         (b/w) "The Shoemakers Holliday" (Brunswick - sort/gylden etiket) (1939)

 

Malihini Hawaiians: "Moonlight And Shadows"

          (b/w) "Rhythm Of The Island" (Metrome - gul/hvid etiket) (? ca. 1952)

 

Hula Hawaiians: "Hawaiian Serenade"

              (b/w) "On The Beach Of Waikiki" (Tono - blå etiket) (? ca. 1950)

 

Tex Morton: "Big Rock Candy Mountain"

                     (b/w) "My Sweetheart's In Love With A Swiss Mountaineer" (Columbia - grøn etiket) (1939)

 

Ronnie Ronalde: "Granfather Crinkle"

                 (b/w) "The Skaters Waltz" (Columbia - sort etiket) (1951)

 

Lefty Frizzell: "Mom And Dad's Waltz"

               (b/w) "Always Late" (Columbia - rød etiket) (1951)

 

Joe Carson and his Cowboys: "Don't Enter"

                    (b/w) "Tell Me Now" (Mercury - sort etiket) (1954)

 

Betty Hutton: "You Can't Get A Man With A Gun" (b/w)

Howard Keel: "My Defences Are Down" (MGM - gul etiket) (1950) (udløb)

Nogle bemærkninger:

For udplukkeren er nærværende bånd en studie i lakkens bredde og spændevidde. For den, der rejser med forløbet, er det derimod en fortsættelse og skærpelse af den opsummering, der begyndte på det forrige bånd.

At fortsætte indkredsningen af den verden, denne musik lød i, ville derimod stride mod målsætningen om, at lakken skal være en ren hygge-runde, der blot lægger op til at trække i arbejdstøjet, men endnu ikke gør det. Derimod vil det formodentlig kunne være fornøjeligt for såvel den plukkende som den rejsende at få nogle uforpligtende kommentarer knyttet til selve musikken.

Bemærk akkompagnementet på "Hummingbird". Kunne det ikke næsten være Les og Mary, der ledsagede Frankie Laine? Hvad videre angår Laine og akkompagnement så bemærk pladens anden side, hvor der ligger nogle fløjter over strygerne, hvilket især er tydeligt dér, hvor han taler. De sjove forbindelser fortsætter. Kunne det ikke snildt være samme guitarist på "My Little One" og "Banana Boat Song"?

Bemærk de to tilfælde Evans/Rhodes og Shore/Flanagan. Dengang skete det undertiden, at en plade var delt mellem to kunstnere, så det altså ikke var den samme på begge sider. Almindeligvis var der dog en vis stilistisk overensstemmelse, så det med nogen rimelighed kunne forventes, at de to sange appelerede til nogenlunde samme målgruppe.

Hvis nogen skulle have spekuleret over, om Tony og Dean Martin var brødre, er svaret nej. Tony Martin var et kunstnernavn. Hans borgerlige navn var Alvin Morris og hans familie var jødisk. Han levede 1913-2012, og blev således næsten 100 år. Også Dean Martin var et scenenavn. Han var af italiensk oprindelse og hed egentlig Dino Paul Crocetti. Han blev ikke nær så gammel, men levede 1917-1995. I løbet af sine 78 år opnåede Dean imidlertid væsentlig større popularitet og udbredelse end Tony. Derimod er det vist næppe helt ved siden af at hævde, at de to sangeres vokale udtryk kan have visse lighedspunkter.

For folk, der almindeligvis lytter til mere nutidig musik, lyder det hele formodentlig mere eller mindre gammelt. Alligevel kan vel ingen undgå at bemærke, at der er en markant både stilistisk og lydmæssig forskel, når vi efter en hel stribe 50'er-plader, hopper tilbage til 30'erne med Casini. Orkestrets spillemåde har noget mere formelt og stift over sig. Hvad angår lyd/sound er pladen lige lidt mere moset og støvet i sin klang. Tillige mere spinkel. I løbet af de efterfølgende 20 år opnåede de fleste indspilninger betydelig mere fylde og klarhed. Bemærk også vokalistens udtryk, som er et karakteristisk eksempel på den dominerende opfattelse før Anden Verdenskrig. Der er noget på én gang jovialt, slagfærdigt og lidt teatralsk, højtideligt over det. Måske kan det beskrives som en "nu skal i bare høre"-stil, der kalder et billede frem af en danse-sanger på en scene. Vær dog også opmærksom på, at opfattelsen især gjorde sig gældende inden for den mere etablerede og strømlinede underholdningsindustri. Til sammenligning kan man betragte Tex Mortons langt mere frie og naturlige sangmåde, der peger frem mod senere tider, mens Ronald Ronalde modsat ligger i direkte forlængelse af 30'ernes opfattelse, skønt pladen er fra begyndelsen af 50'erne.

At høre de to sange fra "Annie Get Your Gun" lige efter Lefty Frizzell og Joe Carson, burde kunne give anledning til nogle eftertænksomme overvejelser om countrygenrens rammer. Hvad hører med?

 

 

 

 

 

 

 

Bånd 12: Mod nye Horisonter

Vi er nu nået så langt, at vi skal til at runde af på den udenlandske samling. Derimod har vi kun snuset sporadisk til den danske. Nu bevæger vi os stille og roligt i retning af et nærmere kig på den danske samling.

Dette bånd er således både en afslutning og en begyndelse.

Sangliste:

 

Gene Krupa: "Dark Eyes"

              (b/w) "After You've Gone" (Columbia - sort etiket) (1953)

 

The Tarriers: "No Hiding Place" (Columbia - grøn etiket) (1957)

 

The Four Lovers: "Jambalaya" (RCA - sort etiket) (1956)

 

Dinah Shore: "My Heart Cries For You" (HMV - rød etiket) (1951)

 

Dean Martin: "Memories Are Made Of This" (Capitol - lilla etiket) (1956)

 

The Milt Herth Trio: "In an 18th Century Drawing Room"

              (b/w) "The Shoemakers Holliday" (Brunswick - sort etiket) (1939)

 

Lefty Frizzel: "Always Late" (Columbia - rød etiket) (1951)

 

Joe Carson and his Cowboys: "Don't Enter"

                   (b/w) "Tell Me Now" (Mercury - sort etiket) (1954)

 

Betty Hutton: "You Can't Get A Man With A Gun" (b/w)

Howard Keel: "My Defences Are Down" (MGM - gul etiket) (1950) 

 

Delta Rhythm Boys: "I've Got You Under My Skin"

          (b/w) "Gypsy In My Soul" (Odeon - sort etiket) (1950)

 

Spike Jones: "Hawaiian War Chant"

              (b/w) "I Dream Of Brownie With The Light Blue Jeans" (HMV - rød etiket) (1946)

 

Philadelphia Orchestra: "Stars And Stripes Forever"

               (b/w) "El Capitan March" (Victor - rød etiket) (1929)

 

Oluf Rudbeck: "Some Of These Days Parodi"

          (b/w) "Tiger Rag Parodi" (Tono - sort etiket) (1939)

 

Johannes Wahl: "Vollesens Boogie Woogie Vals" (Odeon - sort etiket) (1950)

 

Ole Monty: "Her går det godt fru Kammerherrerinde" (Tono - blå etiket) (1942)

 

Carl Fisher: "Jeg ta'r en lille En" (Odeon - sort etiket) (1957)

 

Gunnar Lemvigh: "Sa' den ene bajer til den Anden"

          (b/w) "Den kære Familie" (Columbia - sort etiket) (1949)

 

Lilly Broberg: "En Mand" (b/w)

Bent Christensen: "En Kvinde" (Polyphon - gul etiket) (1954)

 

Bodil Steen: "Lille Lalaloo" (Tono - gul etiket) (1954)

 

Grethe Klitgaard & Jan Arnholtz: "Vores Drømmeslot" (Tono - gylden etiket) (1958)

 

Gustav Winckler: "Send en hilsen Hjem" (Tono - gylden etiket) (1956)

 

                             "The Wild Colonial Boy" (Tono - rød/hvid etiket) (1953)

 

Svend Petersen: "Pip! Pip! Valsepotpourri" (HMV - rød etiket) (udløb) (1929)

Nogle bemærkninger:

Den plukkende vil her især kunne sammenligne udenlandske og danske plader, mens der for den rejsende her bliver mulighed for at få opsummeret og hæftet de sidste ender, samtidig med at blive introduceret til det næste, vi skal i gang med.

Mere vi vi ikke sige denne gang. Men dersom nogen nærer et ønske om en dybere indlevelse i stoffet, kan vi anbefale at meditere over følgende citat:

 

"Jo mere frigjort kunstneren er, jo tydeligere røber hans værk en indre lovmæssighed, som - for en grundigere betragtning - viser sig at ligge til grund for ethvert kunstværk: selve den kunstneriske fantasi har en struktur. Naturligvis kan der kun kunstigt skelnes mellem det 'indre' og det 'ydre' . Eftersom kunstværkets mønster kan synes at være abstraheret fra et 'virkeligt' stof, anses symbolkunst gerne for at være 'abstrakt'. Men da denne abstrakte lovmæssighed liger til grund for ethvert kunstnerisk fantasiforløb, kunne den også synes at være primær i forhold til virkelighedsoplevelsen. Således kan forestillingen om '(synde)faldet' , som desværre er umuligt at gå let hen over, opfattes som et nedslag af erfaring. Men da 'faldet' på gådefuld vis synes at gøre sig gældende også hvor det ikke opleves, kan det tillige opfattes som et 'ontologisk' faktum, der determinerer erfaringens karakter."

- Villy Sørensen

 

 

 

 

 

Bånd 13: Introduktion til den skandinaviske Samling

Strengt taget er det måske forkert at kalde dette en introduktion, da der jo har været en del smagsprøver og forvarsler på de foregående bånd. Men i modsætning til disse blot appetitvækkere følger her en mere systematisk indføring i den skandinaviske samling.

Som mange nok allerede har fået en fornemmelse af, var der dengang tydelige forskelle på en gennemsnitlig engelsk eller amerikansk plade og en ditto dansk. Særlig revytraditionen satte sit tydelige præg på datidens danske slagere. Mindre udtalt, men dog mærkbart, fornemmer man også hist og her spor af nordisk folketone, højskolesangbogen m.v.

Det er der intet mystisk ved. Mennesker - hvor og hvem de end er - er nu en gang opvokset i et eller andet og oplever det, de har kendt fra små, som noget naturligt og givent. Derfor vil det uværgeligt også komme til at præge deres tilgang til andre ting. Det kan slet ikke undgås.

Således handler det ikke udelukkende om hvilket sprog teksterne synges på. I selve klangen er der noget, man med nogen ret kan betegne som dansk. Naturligvis blev der også lavet mange fordanskninger af udenlandske hits. Andre ting var ret åbenlyse efterligninger af strømninger andre steder fra.

Alt i alt er der mange ting, som knytter forbindelsen. Alligevel vil næppe nogen protestere over den påstand, at der ligesom er en lidt anden vinkel på de danske plader, der adskiller dem fra hovedtendenserne hos de udenlandske.

Det er dette element - den en smule anderledes vinkling - vi her skal studere lidt nærmere. Det er givetvis individuelt, hvor udtalt man synes, dette er. For nogen er det særdeles mærkbart og allestedsnærværende, for andre noget man møjsommeligt må spore sig ind på. 

Sangliste:

 

Malihini Hawaiians: "Moonlight And Shadows"

              (b/w) "Rhythm Of The Island" (Metrome - gul/hvid etiket) (? ca. 1952)

 

Oluf Rudbeck: "Some Of These Days Parodi"

           (b/w) "Tiger Rag Parodi" (Tono - sort etiket) (1939)

 

Johannes Wahl: "Vollesens Boogie Woogie Vals"

                (b/w) "Bryllup på frk. Mikkelsens Pensionat" (Odeon - sort etiket) (1950)

 

Ebbe Rode: "Begravelse i Nevada" (Tono - rød/hvid etiket) (1957)

 

Chr. Arhoff & Alex Suhr: "Transmission fra 6 Dages Løbet"

                  (b/w) "En Jagttur" (Polyphon - grøn etiket) (1934)

 

Peter Kitter: "At være eller ikke Være" (Philips - blå etiket) (1953)

 

Dirch Passer: "Moder Sol" (Philips - blå etiket) (1961)

 

Schiøler Linck & Hjalmar Hansen: "Kanonfotograferne" (Polyphon - grøn etiket) (1952)

 

Ole Monty: "Her går det godt fru Kammerherreinde" (b/w)

Ludvig Brandstrup: "Åh du lille Stær" (Tono - blå etiket) (1942)

 

Ludvig Brandstrup & Ib Schønberg: "Farvel og Tak"

                      (b/w) "My Dear Little Mother" (Columbia - sort etiket) (1934)

 

Aase Werrild: "Darling Dear" (Tono - rød/hvid etiket) (1951)

 

Bodil Steen: "Lille Lalaloo" (Tono - gul etiket) (1954)

 

Alice Babs: "Tomten och Igelkotten"

                    (b/w) "Dockerna" (Metrome - orange/hvid etiket) (1952)

 

                   "Gokuret"

                   (b/w) "Den Glade Vandren" (Metrome - orange/hvid etiket) (1954)

 

                    "God morgon Mr. Ekko"

                    (b/w) "Mr. & Mississippi" (Metrome - orange/hvid etiket) (1951)

 

Grethe Klitgaard & Jan Arnholtz: "Liselotte"

          (b/w) "Vores Drømmeslot" (Tono - gylden etiket) (1958)

 

Jørgen Ingmann & Birthe Buch: "Indiana"

        (b/w) "Kære John" (Metrome - orange/hvid etiket) (1954) (udløb)

Nogle bemærkninger:

En af de ting, man kan studere på nærværende bånd, er hvordan humor ændrer sig gennem tiderne. Humor er noget, der udfolder sig i en situation. Denne intime forbindelse med øjeblikket synes også at betyde, at humor ændrer sig mere henover tid end andre ting. Mens man stadig kan glæde sig over flertallet af de gamle sange, er det sjældent, at man stadig kan more sig over gamle vittigheder.

Mange har sikkert erfaret det i forbindelse med at se gamle film. Mens skildringer af almenmenneskelige konflikter ofte er tilstrækkelige tidløse til stadig at være vedkommende og en kriminalfilm udmærket kan besidde elementær spænding, er det en absolut undtagelse, at man ligefrem hyler af grin over en gammel komedie.

Mange ting virker idag nærmest pinlige. På nærværende bånd kan man næppe lytte til Seksdagesløbet/Jagttur og Kanonfotograferne uden at krumme tæer i skoene. Vandede platheder flyder i stride strømme, og selv med den bedste vilje er det svært at tvinge et smil frem. "Begravelse i Nevada" holder 100% og "Moder Sol" gør det til dels. "At være eller ikke Være" er sådan set sjov, hvis man vel at mærke kender det, der parodieres. Den er altså tidsbunden ved at forudsætte kendskab til ting, der var populære på den tid. 

Det er især i forbindelse med monologer, at det ofte bliver anstrengt. Musikalske vittigheder ældes som regel med mere ynde. Vi har tidligere stiftet bekendskab med Spike Jones og det danske sidestykke Oluf Rudbeck. Formodentlig kan mange stadig more sig over den slags.

Af ovennævnte grunde har vi fra Arkivets side valgt ikke at dække dette med en masse gentagelser henover en stribe bånd. De, der finder behag i gammeldags humor, må således hage sig fast i nærværende bånd. Det er naturligvis kun glædeligt, hvis det morer dem. Arkivets vurdering har været, at det er et absolut mindretal, der får synderlig morskab ud af den slags, og vi har derfor ment, at det ville blive en belastning for båndserien at lave gentagelser på disse ting.

Således gætter vi på, at mange vil opleve en vis lettelse, når de kommer forbi disse ting, hen til resten af båndet, med dens stribe af mere regulære sange, hvor iblandt der er adskillige perler. På den anden side ville det have været forkert at udelade disse ting. Dels hører de jo med til samlingen, dels er der enkelte mennesker, der reagerer på humoren, og endelig er det en vigtig indikator omkring indlevelse i andre tider. Netop fordi humor er så tidsbunden, er det for de fleste mennesker det sidste ved en tid, de når ind til. Hvis man således pludselig begynder at more sig over gamle spøgefuldheder af en type, man ikke tidligere har følt sig på bølgelængde med, er det et sikkert tegn på, at man er ved at have indlevet sig godt i en anden tid.

Men sangene kan vel de fleste glæde sig over. I hvert fald hvis man har fulgt det hidtidige forløb. Så giver det sig selv at påskønne "Åh du lille Stær", "Darling Dear" og alle de andre - ikke mindst striben med Alice Babs.

Dog! Alt dette er en misforståelse. Det afgørende er i virkeligheden slet ikke, hvordan man har det med de forskellige ting. Det handler helt enkelt om, at det hele hører med. Det gælder således også diverse former for fortidshumor. Netop fordi humor almindeligvis er stærkt knyttet til sin epoke, kan en given tids humor også give værdifulde indblik. Det handler derfor om at være undersøgende. Ikke gå til en vittighedsplade med spørgsmålet: "Kan jeg grine af det?" Men derimod med spørgsmålet: "Hvad grinede man af i forrige tider?" Det samme gælder, når man spørger videre. Man kunne spørge: "Hvorfor synes man ikke længere det er morsomt?" Da har man vendt spørgsmålet mod sin egen tid. Man kommer nærmere den fjerne tid, hvis man - ikke som en hånlig afvisning, men som en oprigtig nysgerrighed - spørger: "Hvorfor syntes de det var morsomt?"

At det rent personlige synes om/synes ikke om så vidt muligt skal tilsidesættes til fordel for en mere udforskende undersøgelse, er en hovedhjørnesten i Arkivet. Derfor kan man lige så godt begynde at øve sig på det allerede nu.

En til formålet velegnet indspilning er "Transmission fra 6 dages Løbet", som vel stort set alle nutidsmennesker i deres rent personlige vurdering vil mene er noget midt imellem irriterende og ulidelig. Men i det øjeblik man i stedet for at bare synes, det ikke er morsomt, holder op med at kræve, at man skal kunne more sig, og forholder sig undersøgende til den, ændrer billedet sig. I det øjeblik bliver den pludselig interessant. For der er nok at undersøge og spørge ind til. Skulle man forsøge at karakterisere humorens art, kunne man måske kalde den oplæg, indkast. Det er samme princip som "jeg er ophidset. Jeg har lige kørt med elevator" eller "jeg er helt fastlåst. Mine nøgler er blevet væk". Der slynges noget ud, som der så modsvares af en hurtigt derpå følgende pointe. Dette synes de samtalende selv at finde vældig sjovt. Det er en ældgammel erkendelse, at den mest effektfulde aflevering af en vittighed er knastørt. Det vidste man også godt dengang. Hvorfor står de så og griner af deres egne vittigheder? Folk var ikke dummere end idag, så de behøvede ikke instruktioner i, hvornår de skulle grine. Så hvilket formål skal det tjene? Sådan kan man fundere. Dermed er man kommet ud i en undren og spørgen, der vil kunne hjælpe en længere ind i tiden. Her er det nærmest en fordel, at den idag ikke længere er morsom. Det ville blive svært at samle sig om en udforskende undersøgelse, hvis man sad og spruttede af grin.

Humor er på mange måder et gådefuldt begreb. Hvorfor er noget morsomt, og noget andet ikke? Dertil det, vi her har strejfet: hvorfor ændrer det sig over tid, hvad der er morsomt eller ikke? Der er nok at spekulere over. Derved kan man komme vidt omkring i sine betragtninger, også selvom mange ting er svære at præcisere og forklare.

Kan man fuldt ud forklare, hvorfor "Begravelse i Nevada" er morsom? Man kan sige, at der er nogle gevaldige ophobninger af pudsige udtryk. Man kan sige, at Ebbe Rode formår at spille de to roller, der indgår i historien, og give hver figur, hvad netop den kræver. Som yderligere præstation maner han billedet frem af en tredie figur, som ikke mæler et ord, men vis tilstedeværelse under den anden samtale, man klart fornemmer. Disse ting kan påpeges. Men ret meget længere kan man næppe komme. I sig selv er det vel strengt taget ikke synderlig morsomt, at en ny præst på en egn, har lidt forståelsesproblemer med den lokale dialekt, som han derefter sætter sig for at lære. Det morsomme synes primært at knytte sig til alle de udtryk, der findes i bemeldte dialekt. Man kunne altså tale om en form for humor, der er hængt op på sjove ord. Naurligvis har det også at gøre med måden det bliver afleveret, og måske er det mere det end den tilgrundliggende tekst, der udgør den afgørende forskel på begravelsen og seksdagesløbet. Ser man helt strengt på det, så mangler begravelsen en afrunding eller slutpointe. Faktisk fiser den bare ud. Når det holder vand alligevel, er det fordi den hele vejen igennem har været morsom, derfor behøver den ikke en afsluttende trumf. Det sjove er de to situationer, der delvis spejler hinanden, ikke et eller andet, der ledes frem til. Dette går igen i det sjove undervejs. Der er ikke tale om oplæg, indkast. Oplæg og indkast falder sammen i ét. Der siges f. eks. "stabejs" og det lyder sjovt, hvorved oplægget er identisk med indkastet.

Et vigtigt karakteristika for humor er det overrumplende. En svaghed ved seksdagesløbet er, at mange af oplæggene, er for lange og sluddervorne, i nogle tilfælde har man gættet pointen længe før indkastet finder sted. Modsat betyder sammensmeltningen i begravelsen, at den konstant overrumpler, hvilket formodentlig er hemmeligheden bag dens langtidsholdbarhed.

En sang som "Her går det godt, fru Kammerherreinde" er nøgternt betragtet snarere dybt tragisk end komisk. Alt, hvad der overhovedet kan gå galt, er også gået galt. Der bruges heller ikke nogen sjove ord. Faktisk består teksten af temmelig kedelige sætninger, hvis man hiver dem ud af sammenhængen og betragter dem separat. Hvordan kommer der en morsom sang ud af det? Det gøres der dels ved en overraskende afslørings-fortælling, hvor man først efterhånen og lidt efter lidt finder ud af, hvad der er sket. Dernæst ved at omkvædet "bortset fra det, fru kammerherreinde - så går det godt, så går det godt" bliver mere og mere absurd og utroværdigt for hvert vers. Endelig er der en række logiske huller i historien. Hvorfor ringe rundt til alle tjenestefolkene? Hvorfor er der ikke bare én, som aflægger beretning? - Og hvis hele herligheden er brændt ned til grunden, hvor befinder de telefoner sig så, som fru kammerherreinden ringer hjem til? Som underkategori inden for humor, må sangen nærmest regnes ind under det groteske. I den historiske betragtnig kan man mærke sig, at sangen er lavet under besættelsen.

Man kan altså til en vis grad, men langt fra udtømmende, sige nogle overordnede, generelle ting om humor, men også tale om en vid forgrening af nuancer og former, der betjener sig af forskellige virkemidler. Men der bliver noget tilbage, som vanskeligt lader sig forklare. Hvad det så end er, kan det beskrives som at "det virker". Her er det så, at tingene forandrer sig. Det uforklarlige mere er altid noget, der forholder sig til et tidspunkt, en situation og en række herskende, gældende forhold. Men tilknytningen kan være mere eller mindre tæt, og underiden så løs, at man kan tale om en principielt evig humor. Jo nærmere tilknytningen derimod er, desto tydeligere fornemmer man, at magien forsvinder, når tiderne og omstændighederne ændrer sig.

Trods disse formelle bestemmelser, mangler man stadig et lidt mere konkret svar på, hvorfor "Transmission fra 6 dages Løbet" kunne passere tilbage i '34, og at man endog 20 år senere kunne lave den på mange måder beslægtede "Kanonfotograferne", der også begår komikerens værste fadæse: at more sig over sig selv og derved tage morskaben fra sit publikum. Vi taler ikke om en ny opdagelse. At det er publikum og aldeles ikke den optrædende, der skal more sig, er en regel med flere århundreder på bagen. Men måske er det her vittigheden ligger. Måske anså man allerede dengang de vittigheder for vandede, og det morsomme skulle så være, at der står to og taler sammen, som aldeles ikke er særlig sprudlende, vittige eller åndsrige, men selv tror, at de er det. Men forholder sagen sig sådan, og det altså allerede dengang var dårlig humor, hvad er det så, der har ændret sig? Hvad var det ved hine dage, der gjorde de to figurer sjove for deres samtid? Et muligt svar kunne være en lettere karikeret lighed med den tids mennesker. Vi morer os ikke idag, fordi vi ikke kan spejle os i dem. Det vælger vi så at gå ud fra, at man i højere grad kunne dengang, at man så at sige så et hverdagsbillede, der lige havde fået en tak eller to til. Derved blev det muligvis ret afslørende, og man kunne måske gå så vidt som at forestille sig, at folk var nød til at grine, for ikke at begynde at skamme sig.

Nå - nu var vi lige ved at komme ud i de lidt mere videregående tolkninger. Da vi har lovet at drysse gennem lakken med hyggesnak og tra-la-la, hvorefter dem, der har lyst til at lære noget, kan fortsætte, indstiller vi betragtningerne her. En helt anden ting, som er værd at nævne, er derimod, at plader med tale er fuldt ud lige så velegnede til at danne sig en idé om forskellige tiders indspilningskvalitet. I forhold til samtalen mellem de to kanonfotografer lyder de to venner, der mødes til seksdagesløbet, som om de har et tæppe over hovedet. Således ser man her noget, der svarer nøje til vores iagttagelser vedrørende plader med musik.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bånd 14: På vej mod det mere Seriøse

I forlængelse af bånd 4 ("Lidt mere Højtideligt") bygger vi her videre på vores forsigtige for-forberedelse til det, som siden følger. Til forskel fra bånd 4 kommer vi denne gang til at snuse til egentlige klassiske stykker - omend af den lettere og mere begribelige slags.

Takket være de mellemliggende bånd og disses eksempler på udvalgt genbrug, skulle det man erfarede og lærte på "Lidt mere højtideligt" (bånd 4) gerne på nuværende tidspunkt være blevet til en fornemmelse/indsigt, man bærer med sig, og således med nærværende bånd kan udvide, fordybe og videreudvikle.

Hvis man ikke oplever, at dette er tilfældet, bør man overveje, om man har været for skødesløs og sjusket. Man skal ikke forvente at få indsigter forærende. Det kræver en disciplineret indsats. 

Sangliste:

 

Dottie Evans: "My Prayer" (b/w)

Elise Rhodes: "The Wayward Wind" (Ronnex - gul etiket) (1956)

 

Dinah Shore: "My Heart Cries For You" (b/w)

Ralph Flanagan: "I Remember The Cornfields" (HMV - rød etiket) (1951)

 

Harry James & Paul Weston: "O Mein Papa"

            (b/w) "Serenata" (Philips - brun etiket) (1954)

 

Tony Martin: "Walk In Hand In Hand" (RCA - lilla etiket) (1956)

 

The Milt Hearth Trio: "In An 18th Century Drawing Room" (Brunswick - sort/gylden etiket) (1939)

 

Ronnie Ronalde: "The Skaters Waltz" (Columbia - sort etiket) (1951)

 

Spike Jones: "I Dream Of Brownie With The Light Blue Jeans" (HMV - rød etiket) (1946)

 

Philadelphia Orchestra: "Stars And Stripes Forever"

         (b/w) "El Capitan March" (Victor - rød etiket) (1929)

 

Grenaderernes Musikkorps: "Københavnermarch"

                 (b/w) "Dansk Honnørmarh" (Tono - blå etiket) (?)

 

Den kgl. Livgardes Musikkorps: "Med vagtparaden gennem Byen" (Odeon - sort etiket) (1945)

 

Henry Büchmann: "Hjalmar og Hulda" (Tono - rød/hvid etiket) (1951)

 

Kirsten Fogtmann: "Jeg plukker Fløjsgræs" (Metrome - gul/hvid etiket) (1951)

 

I.M.'s og Luth. Miss.forenings strengekor: "Hvor jeg går i skove, bjerg og dale"

            (b/w) "Stille, o vær Stille" (Felix - gul etiket) (1953)

 

The Luthon Girls Choir: "My Heart And I"

            (b/w) "You Are My Hearts Desire" (Parlophone - sort etiket) (1948)

 

Frans Andersson: "Tonerna" (Polyphon - grøn etiket) (1952)

 

Ponchilli: "Dance Of The Hours"

        - National Symphony Orchestra, con. Anatole Fistoulari (Decca - rød etiket)

 

Mozart: "Eine Kleine Nachtmusik"

      - Telmanyi Chamber Orchestra, con. Emil Telmanyi (Tono - gul etiket)

 

Aksel Schiødts: "Des Baches Wiegenlied" (HMV - rød etiket) (1945) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Det nummer, der stikker mest ud, og som mange vil undre sig over er medtaget i denne sammenhæng, er unægtelig "I Dream Of Brownie With The Light Blue Jeans" med Spike Jones. Hvad bestiller den her? Svaret er, at man her har lejlighed til at høre den samme melodi i to markant forskellige tempi. Udover at der undervejs kommer en del musikalske citater (bl.a. fra "Camptown Races" og "Beautiful Dreamer") leveres hovedmelodien både langsomt og hurtigt. Det kan ofte være en yderst givende genvej til at lære en melodi bedre at kende. Mange har utvivlsomt oplevet, at et nummer de har kendt længe i en bestemt version (der nødvendigvis må være i et bestemt tempo), åbnede sig på en helt ny måde, da de hørte en anden udgave, som var væsentligt enten hurtigere eller langsommere. I "Ind i Musikken" fremfører Peter Bastian det eksempel, at ingen ville kunne følge med i en melodi, der blev fremført ved, at man spillede én tone om ugen. Det er naturligvis at gå ud i det ekstreme. For mange mennesker kan det være svært at få greb om en melodi, der nok fremføres flydende og sammenhængende, men meget, meget langsomt. Man kan så at sige fare vild mellem tonerne og derved miste overblikket. Omvendt gælder naturligvis, at hvis det går alt for hurtigt, kan man ikke nå at opfatte melodiens bevægelse, men blot høre en maskingeværs-agtig strøm af toner. Den henholdsvis øvre og nedre grænse er naturligvis individuel, akkurat som det er muligt ved bevidst træning at udvide sit opfattelsesområde. Principperne er derimod almene: ikke hurtigere end at man kan nå at skelne de enkelte toner fra hinanden, og ikke langsommere, end at man kan overskue forløbet som en sammenhængende helhed. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at det gælder - også inden for det spekter, de fleste uden vanskeligheder kan følge - at den samme melodi virker og fremstår forskelligt i forskellige tempi. At få en skærpet bevidsthed om dette er en af de ting, der kan blive særdeles vigtig. Ikke mindst i forbindelse med den klassiske musik.

I det hele taget må man sige, at det vi især træner på nærværende bånd er melodiforståelse. Mange hævder, at det første musik-element, man lærer at forstå, er rytme, derefter melodi og til sidst harmoni. Der kunne være en del grunde til at komme med indvendinger mod en så grov generellisering. Men noget er der alligevel om det. På bånd 4 arbejdede vi med at kunne forholde os til ting med en mere vag, mindre markeret rytme. I forlængelse heraf arbejder vi her videre med at sætte fokus på melodi. Dette er så meget desto mere relevant fordi, at i den vestlige musiks ældste grundlag - den gregorianske korsang - er der i princippet ikke andet. Der er nok tale om korsang, men fremførelserne er unisone, flerstemmighed bruges ikke. Rytmisk er der nærmest tale om en slags rubato, og således ikke en fast puls. Kort sagt: melodi i reneste form. Mange, der første gang konfronteres med gregoriansk korsang, vil imidlertid erfare, at denne "koncentration" af melodien ikke gør den let at danne sig overblik over og siden genkende. En basal, grundlæggende træning i melodigenkendelse - herunder bl.a. at have erfaret hvor forskelligt den samme melodi kan fremstå i to forskellige tempi - kan her være en stor hjælp.

I den forbindelse kan foreslås en ganske enkel øvelse, alle vil kunne lave: hvis man har hørt alle de 14 bånd, vi på nuværende tidspunkt har arbejdet med, og hørt dem bare én gang, så kan man spørge sig selv, hvor mange af de numre, man ikke kendte i forvejen, som man på nuværende tidspunkt ville være i stand til at nynne?

Nu er det naturligvis ikke meningen, at man kun skal høre hvert bånd én gang. Som det tidligere er blevet nævnt, handler det her om indtrængen og fordybelse. At have hørt et bånd én gang er ikke at have lært det at kende, endsige at have arbejdet med det - det er blot en gennemlytning. Men mange vil utvivlsomt sværge til den arbejdsmetode at lige danne sig et foreløbigt overblik og så siden gå mere i dybden. Alle dem, der har gået sådan til værks, kan altså nu afprøve sig selv. Selv med blot én gennemspilning af hvert bånd, vil der være en række numre, som man har hørt adskillige gange, da disse netop er udvalgte eksempler til adskillige gentagelser. Men hvor mange af disse ville man øjeblikkeligt genkende - også i en anden version? Hvor mange kan man nynne? I hvor mange tilfælde vil titlen alene kunne sætte den indre jukebox i gang? Det vil naturligvis svinge enormt fra person til person. For nogen vil det være de fleste, for andre særdeles få. Men enhver kan lave øvelsen med sig selv, og det kan varmt anbefales at prøve.

 

 

 

 

 

 

Bånd 15: Tre slag i Takten

Som vi tidligere har været lidt inde på, var valse noget mere udbredte dengang end idag. Mens mange idag står en smule fremmede over for tredelte takter, var der dengang modsat dem, der ikke oplevede fire fjerdedele som synderlig givne og naturlige. Det er selvfølgelig humoristisk ment, når det i "Wollesens Boogie Woogie Vals" hedder om det fjerde slag, at det må negerne godt beholde. Men vittigheden har faktisk en smule hold i virkeligheden, sådan som den tog sig ud i datidens Danmark. Dengang var der vitterlig langt fra Harlem til Bælum.

Sangliste:

 

Johannes Wahl: "Wollesens Boogie Woogie Vals"

              (b/w) "Bryllup på frøken Mikkelsens Pensionat" (Odeon - sort etiket) (1950)

 

Aase Werrild: "Darling Dear" (Tono - rød/hvid etiket) (1951)

 

Gunnar Lemvigh: "Sa' den ene bajer til den Anden" (Columbia - sort hvid etiket) (1949)

 

Elga Olga: "Solitudevej" (HMV - rød etiket) (1953)

 

Lilly Broberg: "Ejner" (Philips - blå etiket) (1954)

 

                                 "En Mand" (b/w)

Bent Christensen: "En Kvinde" (Polyphon - gul etiket) (1954)

 

Holger Fællessanger: "Musik og sang og Bægerklang" (Polyphon - grøn etiket) (1951)

 

           "Sømands Potpourri, del 1" (Odeon - sort etiket) (1941)

 

Bodil Steen: "Lille Lalaloo" (Tono - gul etiket) (1954)

 

Alice Babs: "Dockorna" (Metrome- hvid/orange etiket) (1952)

 

                     "Gokuret" (Metrome - hvid/orange etiket) (1954)

 

Grethe Klitgaard & Jan: "Vores Drømmeslot" (Tono - gylden etiket) (1958)

 

Alex & Richards Harmonikaorkester: "Smålandsflickorna" (Polyphon - grøn etiket) (?)

 

Carl Brisson: "Jeg sang den som Barn" (Polyphon - grøn etiket) (1940)

 

Gustav Winckler: "Send en hilsen Hjem"

           (b/w) "Med guitar og banjo og Mandolin" (Tono - gylden etiket) (1956)

 

            "The Wild Colinial Boy" (Tono - rød/hvid etiket) (1953)

 

Teddy Petersen: "Pip! Pip! Valsepotpourri"(HMV - brun etiket) (1929)

 

Heny Büchmann: "Hjalmar og Hulda" (Tono - hvid/orange etiket) (1951)

 

Mogens Wieth: "Vandkunstens lille Café"

          (b/w) "Den gamle skærslippers Forårssang" (Polyphon - gul etiket) (1955)

 

Kirsten Fogtmann: "Jeg plukker Fløjsgræs" (Metrome - gul/hvid etiket) (1951)

 

Frans Andersson: "Tonerna" (Polyphon - grøn etiket) (1952)

 

Aksel Schiødts: "Der Müller under der Bach" (HMV - rød etiket) (1945)

 

Mozart: "Eine Kleine Nachtmusik, 3. sats"

      - Telmanyi Chamber Orchestra, con. Emil Telmanyi (Tono - gul etiket)

 

Offenbach: "Overture til 'Orpheus i Underverdenen', anden del-a"

      - Detroit Symphony Orchestra, con. Karl Krueger (HMV - brun etiket)

 

Saint-Saëns: "Dance Macabre"

      - The Philidelphia Orchestra, dir. Leopold Stokowski (HMV - rød etiket) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Der er naturligvis mange indbyrdes forskelle mellem disse valse. Instrumentering, stemning, tempo osv. Men ser man udelukkende på det rent rytmiske, kan man - en smule genereliseret - tale om to hovedtyper: de taktfaste i helt jævnt tempo, der med streng konsekvens kører um-ba-ba, um-ba-ba afsted, og så de mere rubato-agtige, der ofte optræder i selskab med en fortællende tekst. I dette sidste tilfælde bliver musikken ledsagelse til sangforedraget, således at uregelmæssighederne i tempoet bruges til at understrege pointer. To udprægede eksempler på henholdsvis den ene og den anden kategori forekommer på båndet lige efter hinanden i form af "Smålandsflickorna" og "Jeg sang den om Barn". Hvad angår at følge med i rytmen, siger det vel sig selv, at numrene i gruppe 1 er de mest håndterlige. Her kan selv dem, der absolut ikke har nogen rytmisk sans, uden vanskeligheder sidde med fingre på låret, markere et-slaget med tommeltotten, to-slaget med pegefingeren og tre-slaget med langefingeren. Forsøger man at gøre dette med numrene i gruppe to, vil man derimod snart opdage, at et-slaget ofte er stærkt forsinket. Den kan køre jævnt et stykke, men så brydes den. Jeg-gik-en tur-ud-i sko-ven-og der-(pause)-der så-jeg-en hel-mas-se (brud!) fuuuu-uuu-uuu-u-gle.

Man vil snart opdage at det største udbytte og de mest positive musikalske oplevelser i forbindelse med type 2 valsene, får man afgjort ved ikke at tænke takt og tempo, men følge den organiske bevægelse, der er begrundelsen for de rubato-agtige uregelmæssigheder. For naturligvis gør man det ikke bare for at være upræcis, men derimod fordi nummeret "kræver" det, at det netop er ved disse brud på det strengt taktfaste, at det kommer til live. Metoden var imidlertid langt mere brugt dengang end idag, og på mange moderne lyttere kan den slags derfor virke uvant og lettere forvirrende.

Men netop derfor er det væsentligt. Det bringer os på sporet af en forskel mellem før og nu, og det er jo sådan set lige præcis dét, der er vores emne. I nærværende tilfælde kan forskellen måske udtrykkes på den måde, at det faste tempo er blevet noget stadig mere fremtrædende og ufravigeligt. Jazzen viste vej til den jævne rytme, rocken slog rytmen eftertrykkeligt fast. Oppe i nyere tid har rytmebokse og trommemaskiner gjort det stort set umuligt at afvige fra et fastsat tempo. Helt kort kan man altså sige, at rytmen har fået en mere fremtrædende plads end i den ældre musik.

Det er ikke den eneste forskel. Enhver burde uden videre kunne høre, at denne musik er anderledes end størstedelen af det, der laves idag. Men måske er det mere bemærkelsesværdigt, at selv der hvor der faktisk foreligger tydelige lighedspunkter, synes der alligevel at være en afgørende forskel. Man kan have en fornemmelse af, at ting kan ligne hinanden i de rent ydre stiltræk, men være helt forskellige i deres indre væsen, som hvis to vidt forskellige kvinder havde ens kjoler på. Man kan f.eks. sammenligne "Vores Drømmeslot" med en nyere pendant som "Snevalsen". Der er tydelige lighedstræk mellem de to melodier. Men der er noget med atmosfæren omkring musikken, der adskiller dem.

Dermed er vi kommet på sporet af et fænomen, der spiller en central rolle i Arkivet: tiden selv, som det, der kommer til syne, som en svært forklarlig fornemmelse af noget under lyden - at tiden selv er til stede i musikken. For at forstå dette ret, må man i nogen grad se bort fra den teknologiske udvikling. Det er klart, at en stenaldermand ikke kunne have opfundet atombomben. Men ud over den slags kan man gennem menneskehedens historie iagttage, at der er opstået tanker og ideer, som egentlig ville have været mulige når som helst, men altså ikke desto mindre opstod på et bestemt tidspunkt. På samme måde gælder, at det uden videre er klart, at de gamle plader har en anderledes lyd, fordi de er lavet på en anden måde, men der er et mere - noget, der ligger ud over det, som er en følge af det anvendte apparatur.

Faktisk viser de første spor af dette sig allerede på overfladen. Det gælder f.eks. hvad man tager alvorligt kontra har et mere ironisk forhold til. Det burde uden videre være klart for enhver, at det har virket anderledes dengang end på en gennemsnitlig nutid lytter, når en stemme med en særdeles korrekt udtale forkynder: "Pip-pip, pip-pip - nu skal vi ha' det sjovt." Det hænger naturligvis langt hen ad vejen sammen med det smukke, korrekte, næsten affekterede dansk. Det virker idag netop ikke som at slå gækken løs, men en smule højtideligt. Men der er mere i den sag end som så. Selv med den grimmest tænkelige udtale af ordene, ville ingen idag kunne sige: "Pip-pip, pip-pip - nu skal vi ha' det sjovt", så nogen troede på det. Det ville virke i den grad ved siden af alting. Det sandt bemærkelsesværdige er, at der også dengang lå noget spøgefuldt skæmtende deri. Men på en anden måde. Her handler det om forskellen på det tilsigtet komiske og det ufrivilligt komiske. Det handlede dengang helt bogstaveligt om at skulle have det sjovt. At sige "pip pip" var et signal til noget muntert og uformelt. Med andre ord: det var humor, men ikke ironi. Dengang var det bare sjovt. Idag er det sjovt, netop fordi det ikke er.

Når vi taler om sådan noget som ords udtale, står vi over for et principielt tidsløst virkemiddel. Det lader sig jo til enhver tid gøre at betone ord på en særlig måde, og det har man da også til alle tider gjort. Enhver kan på stående fod opremse sine egne yndlingseksempler på sange, hvor teksten og vokalistens fremførelse deraf er så intimt sammenknyttet, at det slet ikke synes muligt at skille de to. Måden ordene synges på, siger ofte mere end ordene selv. Et fint eksempel forekommer i "Bryllup på frk. Mikkelsens Pensionat". I sig selv er det vel egentlig ikke særlig interessant, at fagforeningsformanden hedder Hansen, og det ville intet have ændret ved historien, hvis han havde heddet Olsen. Men rent klangligt lyder Hansen og Olsen forskelligt. Fuldt udfoldet bliver det imidlertid først i Johannes Wahls sangforedrag, især hans tummelumsen-agtigt skurrende fremførsel af "for" (i formand). Med de mange f'er kunne man naturligvis spørge, om der ikke ville have været en klanglig idé i, at kalde ham Frandsen? Men prøv selv at synge det. Enhver vil straks erfare, at det ikke fungerer lige så godt som Hansen. Sætningen opnår en væsentlig del af sin virkning netop ved at indføre en ny konsonant i det sidste ord. Mens det er ligegyldigt for det narrative forløb, hvad manden hedder, viser det sig således at være af afgørende musikalsk betydning, at han hedder Hansen, hvilket så atter er nært forbundet med de bestemte toner, ordene synes på. Melodien glider over i mol, og der opstår derved en snert af noget skæbnesvangert. Ordet (eller rettere: for-stavelsen) "for" bliver altafgørende. Indførelsen af for-manden, for-varsler historiens pointe. Formanden foregriber (og siden forgriber han sig!), og derved spiller Hansen en hovedrolle i historiens handling. Frasen forudsi'r en handling. Netop derfor kræver ordene også at blive sunget på en særlig måde. Fortælleren glider ud af sin fortællerstemme og ind i den lokale dialekt, og bringer os på den måde i nærmere forbindelse med menneskene i og omkring pensionatet. Faktisk er der sangen igennem en stadig vekslen mellem en tør fortællerstemme og hvad man kunne kalde en "lydeffekt-stemme".

Det raffinerede er balancen mellem de to udtryk og den strenge økonomiseren med effekt-stemmen. Ved kun at bruge sidstnævnte på særlige steder, bliver den desto mere virkningsfuld. Dette bidrager væsentligt til at gøre fortællingen levende og nærværende. Den tørre fortællerstemme lukker en dør op og peger. Se ham. Se hende. Effektstemmen lader lyde trænge ud til os derindefra. Netop derfor har man en oplevelse, som hvis man virkelig stod ude i entreen og kiggede ind i stuen.

Alt dette er naturligvis noget mere eller mindre uforanderligt. Sproget ændrer sig ganske vist hele tiden. Men det er i grundprincipperne de samme virkemidler idag, der har betydning for, hvor godt en tekst fungerer, akkurat som også lyttere langt ude i fremtiden vil kunne påskønne den raffinerede kombination af melodifrase, ordklang, betydning og dialekt, når de hører Wahl glide ud i varselsbåren mol med sit "fagforenings formand Hansen".

Derimod er det uden videre tydeligt, at sangen er repræsentant for den måde, man gjorde tingene på dengang. Man ville ikke have gjort det sådan idag. Man kan f. eks. sammenligne med TV-2's "Kys Bruden". Har de to tekster ikke visse beslægtede træk? Og leger ikke også Steffen Brandt med ordene og deres forskellige henholdsvis klanglige og betydningsmæssige dimensioner? Svaret er afgjort ja til begge spørgsmål. Alligevel er det uden videre tydeligt for enhver, at de to sange er produkter af hver sin tid. Dertil kommer så naturligvis musiksiden, der langt mere åbenlyst lader to forskellige epoker tale. Selvom man ikke lytter efter teksten, kan man tydeligt høre, at der ligger mange år mellem de to indspilninger. Men det bemærkelsesværdige er, at disse forskelle går igen på alle planer, og således kan genfindes i sangenes forskellige del-elementer.

Strengt taget er det vel ikke utænkeligt, at Steffen Brandt kunne have fundet på at sige om en beruset person, at han var ganske plakat, eller at bruge den fine hentydning at kjolen allerede er for trang. Alligevel er der noget over denne måde at bruge sproget, der virker en smule gammeldags. Føj dertil Brandts vane med at lave om på kendte talemåder, i "Kys Bruden" f. eks. at "hun sagde ja og han sagde amen". Så mon ikke Brandt snarere ville have sagt noget i retning af, at der stod vådt med magna print på plakaten, og storken havde trampet i salaten, eller evt. give den en tand til á la "Der stod ikke 'kør forsigtigt' på plakaten/og så joggede storken lystigt i spinaten"?

En helt anden ting, der er pudsig at betragte i forhold til senere tider er, at man oppe i vor tid har set bøger som "Kvinder er Venus - mænd er Mars" vække opsigt med deres analyser af kønsforskelle. Men 40 år tidligere havde Lilly Broberg og Bent Christensen slået hovedpunkterne fast på en slagerplade. Gad vide om der på et eller andet tidspunkt er nogen, som vil vække opsigt med en bog, der analyserer forholdet mellem sømænd og hvide måger?

Poul Richard og Tove Maes - Morten Korch filmenes unge par

 

 

 

 

Bånd 16: Norden Swinger

At lade bånd 15 stå alene ville tegne et ensidigt og i høj grad ukorrekt billede af tingenes tilstand. For nøjagtig samtidig med de mange valse, blev der lavet musik på vore breddegrader, hvor indflydelse fra jazzen tydeligt kunne fornemmes. Pulserende firefjerdedels takt og klar rytmisk profil. Naturligvis sjældent så markant som på de amerikanske plader, men alligevel derhen af. Vi kunne skam godt. Blot var vi stadig så nært knyttet til en anden tradition, at det uværgeligt prægede en stor del af den musik, der blev spillet.

Således vil man også kunne finde en del ting på nærværende bånd, der befinder sig i et overraskende krydspunkt mellem jazz og noget gammeldaws nordisk - en forundringsvækkende "mellemvare", der siger ikke så lidt om det daværende danske musikliv.

Den måde amerikanske strømninger indlejrer sig i noget i forvejen tilstedeværende, er en uvurderlig nøgle til de tider, og til/på enhver tid yderst tankevækkende. Der er virkelig noget at lære, erkende og fundere over her. Men hvad der i høj grad er værd at tage med: det er samtidig utrolig medrivende og fyldt af en smittende glæde. Hør bare de to første numre på båndet. Her møder man en munter energi og rytmisk fremdrift på linie med mange samtidige amerikanske plader. Dertil er de to melodier så ekstremt iørefaldende, at man lynhurtigt bliver fortrolige med dem, hvorefter de ikke er til at få ud af hovedet igen. 

 

"Bedsteforældrenes 78-plader rummer en kulturskat - og giver dig en rørende tur i tidsmaskinen.

78-pladerne var på bedstefars tid det almindelige medie til 'dåsemusik'.

Ikke alt fra 'de gode, gamle dage' er stor kunst, men står der fx Osvald Helmuth, Liva Weel, Carl Fischer eller Carl Alstrup på etiketterne af en stak gamle plader, er der sjove timer forude med revykunst. Er der Leo Mathiesen, Svend Asmussen, Peter Rasmussen, Coleman Hawkins, Louis Armstrong eller Billie Holiday på pladerne, er der lagt op til gode stunder i jazzens rytmiske og mangefarvede univers.

En del musik fra 78'ernes dage er udgivet også på cd, men der ER altså noget helt specielt ved at stå med de rigtige sager fra dengang. Betragte de interessante pladehylstre og farverige etiketter - for siden at fornemme magien, når diamantnålen graver i lydhistorien og får dig til at mærke historiens vingesus.

Nogle af optagelserne står som varder, andre kunstnere den dag i dag kan tage bestik efter. Andre døgnfluer er nådigt glemt af indlysende årsager.

At lytte til gamle plader er at tage sin familie- og kulturhistorie alvorligt.

Måske du gennem at lytte til dine arvestykker får erindringer frem om afdøde kære familiemedlemmer?"

- Hans Henrik Pedersen

 

Ja - eller måske man får en fornemmelse af, hvordan det var at leve dengang. At vide, hvad folk har gået og nynnet med på, giver et vigtigt praj om, hvad de har tænkt og følt. Vi er på vej under lyden og ind i tiden - en anden tid!

Sangliste:

 

Ludvig Brandstrup: "Åh, du lille Stær" (Tono - blå etiket) (1942)

 

Ludvig Brandstrup & Ib Schønberg: "Farvel og Tak"

(b/w) "My Dear Little Mother" (Columbia - sort etiket)

      (1934)

 

Carl Fischer: "Jeg ta'r en lille En" (Odeon - sort etiket) (1957)

 

Gunnar Lemvigh: "Den kære Familie" (Columbia - sort hvid etiket) (1949)

 

Lilly Broberg: "Når bar' han har en Scooter" (Philips - blå etiket) (1954)

 

Holger Fællessanger: "Der går altid både Tilbage" (Polyphon - grøn etiket) (1951)

 

Alice Babs: "Igelkotten och Tomten" (Metrome) (1952)

 

                "Godmorgen Mr. Ekko"

                (b/w) "Mr. & Mississippi" (Metrome) (1951)

 

Grethe Klitgaard: "Liselotte" (Tono - gylden etiket) (1958)

 

Jørgen Ingmann & Birthe Buch: "Indiana" (Metrome - hvid/orange etiket) (1954)

 

Skæve Otto: "Den kåde Jammerkomode" (Polydor - rød etiket) (1948)

 

Bror Kalles Kapel: "Løvens Fødselsdag"

               (b/w) "Italiensk Klarinetpolka" (Tono - blå etiket) (?)

 

Alex og Richards Harmonikaorkester: "Östgöta-Schottis" (Polyphon - grøn etiket) (?)

 

Harry Felbert's Sekstet: "Møllen i Schwarzwald"

                    (b/w) "Im tiefen Keller" (Metrome - gul/hvid etiket) (?)

 

Teddy Petersen: "Seks Pletskud" (Polyphon - grøn etiket) (1939)

 

                                "Dolores"

                                 (b/w) "Drummer Boy" (Polyphon - grøn etiket) (1941)

 

Svend Nicolaisens Danseorkester: "Kom hjem lille Far" (Tono - blå etiket) (ca. 1955 (?))

 

Eddie Russell: "Veteranen"

         (b/w) "Min Vagabondsang" (Tono - blå etiket) (1949)

 

          "Den døende Cowboy" (Tono - hvid/rød etiket) (1958)

 

Preben Uglebjerg: "Davy Crockett"

         (b/w) "Texas gule Rose" (Polyphon - gul etiket) (1955)

 

Grenaderernes Musikkorps: "Københavnermarch"

              (b/w) "Dansk Honnørmarch" (Tono - blå etiket) (?)

 

Den kgl. livgardes Musikkorps: "Med vagtparaden gennem Byen" (Odeon - sort etiket) (1945) (udløb)

Nogle Bemærkninger:

Man får næsten lyst til at sige: "Pip-pip, pip-pip - nu skal vi ha' det sjovt" uden antydning af ironi, for her er en samling indspilninger, som også den moderne lytter kan have det hyggeligt og festligt med. Hvem kan høre nærværende bånd uden at blive i godt humør? - Nej, vel?

Ja - det vil sige: på nuværende tidspunkt. Her handler det nemlig om mentale bevægelser og erkendelsesprocesser. For mange nutidigt orienterede ville nærværende bånd for kort tid siden blot have forekommet "gammelt". Men alle der har fulgt vejen trin for trin gennem denne række af bånd, har på nuværende tidspunkt - uden egentlig at lægge mærke til det - flyttet sig. Man er kommet ind i lakkens verden og hører de gamle plader på en anden måde, end man gjorde ved første møde.

Havde vi ved omtalen af første bånd sat "gang i den" i forbindelse med navne som Ib Schønberg og Ludvig Brandstrup ville selve ytringen have forekommet mange grotesk. Ibbermand swinger? - Nej, den må du længere ud på pladetallerkenen med. Men nu er tingene begyndt at åbne sig for folk. Derfor vil alle også kunne høre, at der rent faktisk er et solidt swing i en indspilning som "My Dear Little Mother".

Også i dette forhold står vi over for noget helt centralt. På den ene side de skiftende tider, ånden under lyden og bevægelsen. På den anden side står den lyttende og udforskende, som først og fremmest må udvise nysgerrighed, fantasi og indlevelsesevne. Hvis mødet mellem bevægelsen og indlevelsen lykkes, opstår dialogen, og deraf følger erkendelsesprocesser og åndelig vækst.

Ideelt set burde det være muligt at stige på bevægelsen, som var den et tog, for derefter at blive båret rundt i Arkivet i et langt flydende stræk, der former sig som en åndelig dannelsesrejse. Ideelt set, blev der sagt. Dermed er det også gjort klart, at det ikke nødvendigvis er sådan i praksis.

Dermed ikke sagt at idealet skulle være at glide sanseløst igennem uden at mærke det undervejs. Som nævnt kræver processen en personlig indsats. Derfor handler det også om at være vurderende og hele tiden tage stilling til det, man hører. At man bestræber sig på at leve sig ind i andre tider og så vidt muligt forholde sig til dem på deres egne præmisser, er ikke det samme som at være ukritisk.

Mere skal der ikke siges her. Vi skal atter minde om, at fra Arkivets side er laksamlingen tænkt som en vækkelse: at man på en sjov og hyggelig måde får lov at snuse til tingene, og derved forhåbentlig får lyst til at arbejde mere seriøst med dem. Derfor gælder det til stadighed, at vi på dette sted ikke går så langt ind i tolkningen, kun af og til antyder nogle af indgangene ned til de dybere lag og indre indsigter.

 

 

 

 

 

 

Bånd 17: Danske Perler

Tese, anti-tese, syntese - lyder den velkendte model. På de to foregående bånd har vi isoleret to - i nogen grad modsatrettede - tendenser. Nu gælder det så om, at få dem samlet til et mere nuanceret helhedsbillede.

Vi har talt om ting som tempo, taktart, stiltræk m.v. - alt det, der kendetegner musikkens yderside. Men nu bør vi stræbe efter at komme under overfladen, fornemme en tid og dens art. 

Sangliste:

 

Johannes Wahl: "Bryllup på frk. Mikkelsens Pensionat" (Odeon - sort etiket) (1950)

 

Schiøler Linck & Hjalmar Hansen: "Kanonfotograferne, del 2" (Polyphon - grøn etiket) (1952)

 

Ole Monty: "Her går det godt fru Kammerherreinde" (b/w)

Ludvig Brandstrup: "Åh du lille Stær" (Tono - blå etiket) (Tono - blå etiket) (1942)

 

Ludvig Brandstrup & Ib Schønberg: "Farvel og Tak"

            (b/w) "My Dear Little Mother" (Columbia - sort etiket) (1934)

 

Aase Werrild: "Darling Dear" (b/w)

Sigrid Horne Rasmussenn: "Hva' der så til Overs?" (tono - rød/hvid etiket) (1951)

 

Carl Fischer: "Vipti Vupti Gine"

            (b/w) "Jeg ta'r en lille En" (Odeon - sort etiket) (1957)

 

Gunnar Lemvigh: "Sa' den ene bajer til den Anden"

            (b/w) "Den kære Familie" (Columbia - sort hvid etiket) (1949)

 

Elga Olga: "Solitudevej" (HMV - rød etiket) (1953)

 

Lily Broberg: "Ejnar"

             (b/w) "Når bar' han har en Scooter" (Philips - blå etiket) (1954)

 

                                 "En Mand" (b/w)

Bent Christensen: "En Kvinde" (Polyphon - gul etiket) (1954)

 

Holger Fællessanger: "Musik og sang og Bægerklang"

                   (b/w) "Der går altid både Tilbage" (Polyphon - grøn etiket) (1951)

 

                      "Sømands Potpourri" (Odeon - sort etiket) (1941)

 

Boolsen Kvartetten: "Saltvand og Tjære" (Polyphon - grøn etiket) (1953)

 

Bodil Steen: "Kallemand" (Tono - gul etiket) (1954)

 

Skæve Otto: "Den kåde Jammerkommode" (Polydor - rød etiket) (1948)

 

Alex og Richards Harmonikaorkester: "Östgöta-Schottis"

              (b/w) "Smålandsflickorna" (Polyphon - grøn etiket) (?)

 

Grethe Thordahl: "Tror du han elsker Mig"

                (b/w) "Lille Per" (Odeon - sort etiket) (?)

 

Carl Brisson: "Jeg sang den som Barn" (Polyphon - grøn etiket) (1940) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Efter de foregående bånd burde alle efterhånden have dannet sig et indtryk af danske slagerplader fra 40'erne og 50'erne. Men som allerede nævnt er denne belysning sket gennem to delelementer, som vi her skal forsøge at sætte sammen og derved forhåbentlig nå frem til en aha-oplevelse, hvor helhedsbilledet viser sig.

Til dette kommer bevægelsen gennem båndserien og brugen af udvalgte numre til genbrug, der knytter det hele sammen. Den platform, man fik etableret på nogle af de første bånd, skulle gerne virke således, at man har kunne hive den med over i nogle andre ting.

Som vi kort var omkring i forbindelse med det første bånd, men stort set ikke har talt om siden, har lakplader en bestemt, karakteristisk lyd. Derfor burde selve laklyden i nogen grad kunne virke som en sammenknytter.

Dertil kommer så hele sagen med tid, samtid og tidsånd. Vist kan der synes langt fra "Sixteen Tons" og "Born To Be With You" til "Solitudevej" og "Kallemand". Men da det er lavet omkring nogenlunde samme tidspunkt, er det ikke desto mindre knyttet sammen af en underliggende periodestemning, og det er først og fremmest den, vi forsøger at få kilet os ind på.

I forhold til den bevægelse, vi har tilbagelagt, kan man vel egentlig ikke sige, at nærværende bånd er sværere ting end på de tidlige bånd. Sådan set er det jo ret lige ud ad landevejen uden de store subtiliteter. Men det kan for en umiddelbar betragtning virke mindre spændende og appellerende, nogen ville måske gå så vidt at kalde det ligegyldigt.

Man kan altså sige, at det egentlig ikke er svær musik, men den kan være svær at opdage det interessante ved. Nu er det afgørende som nævnt ikke, om man rent personligt, smagsmæssigt tænder på det, men den kulturhistoriske undersøgelse, der søger at få overblik over, hvad man har lyttet til i forrige tider, spore sig ind på tendenser, der har gjort sig gældende. I forhold til at komme i kontakt med tiden, er disse plader vitterlig et skridt videre, simpelthen fordi at de ligger længere fra de strømninger, der har domineret oppe i vor tid.

Allerede i forbindelse med omtalen af det allerførste bånd, berørte vi den problematik, at ting også kan være for letbegribelige. På nuværende tidspunkt hvor man efterhånden er blevet vakt, kan man lytte interesseret til tingene på nærværende bånd. Men mange vil sikkert uden videre kunne forestille sig, hvordan det ville have virket på dem, hvis vi i sin tid havde lagt ud med disse plader. Nu står man et andet sted.

Mange ting kan være bemærkelsesværdige og synliggøre ting, der udtrykker noget om den tid. Det gælder f. eks. brugen af engelske gloser på "My Dear Little Mother" og "Darling Dear". Det viser tydeligt, at der dengang endnu var et skær af noget lidt "eksotisk" over det engelske sprog. Man kunne naturligvis nævne De Nattergales lignende bestræbelser i nyere tid. Alligevel kan vel næppe nogen være i tvivl om, at der er en forskel. De Nattergale udfoldede en humor, som man måtte beherske engelsk rimeligt for at få fuldt udbytte af. På de gamle plader er der snarere tale om at bruge de brokker, der var nogenlunde alment velkendt. Man må huske på, at gennemsnitsdanskeren dengang havde en kortere skolegang end idag. Rigtig mange mennesker fik kun syv års skolegang.

I det hele taget er det i høj grad ulejligheden værd at overveje teksternes såvel emner som ordvalg lidt nøjere. Hvad optog tiden, og hvordan udtrykte man det? Bemærk også at der hist og her forekommer slangudtryk, ingen længere bruger.

Alt dette vil vi imidlertid ikke gå ind på. Frem for at komme med en masse snak vil vi hellere opfordre til nærlytning og indlevelse. Derfor skal der ikke siges mere denne gang. Sug ind og oplev!

.... Musik og sang og bægerklang er det, der gi'r livet kulør ...

"Engang vil jeg skrive om Mogens Wieth, tror jeg, men endnu kan jeg ikke skimte muligheden for en samling af de mange tanker og erindringer, mindet om ham sætter i gang. Ét billede: hans død langt borte fra sit hjem i et London-værelse, standser endnu vejen for min pen."

- Ebbe Rode

 

 

 

 

 

 

 

 

Bånd 18: Store solister og flerstemmig Fryd

Tiden havde sine markante sangsolister. Tænk blot på en Alice Babs, en Preben Uglebjerg eller i den mere seriøse afdeling en Aksel Schiødts.

Ofte er det imidlertid flere stemmer i forening, der på den tids plader skaber det, der virkelig er en fryd for øret. Et navn som Boolsen Kvartetten burde tale for sig selv, men gør det ikke nødvendigvis for nutidsmennesker.

Enhver der har fulgt vores musikalske færd frem til dette punkt, må dog på nuværende tidspunkt have bemærket de ofte utrolig delikate indsatser af kor, typisk på sangenes omkvæd, med noget, der simpelthen ikke kan andet, end at få en til at synes, der var en særlig klang på de gamle plader.

Sangliste:

 

Weise - arr. Reesen: "Jeg har elsket og Levet"

    - fantasi over Weise-melodier v/ Det kongelige Kapel med kor, dir. Emil Reesen

    (Polyphon - grøn etiket) (1940)

 

Parkdrengekoret & Boolsen Kvartetten: "Spejdersange" (Felix - gul etiket) (1953)

 

                        "I det Fri" (Felix - gul etiket) (1953)

 

Boolsen Kvartetten: "Saltvand og Tjære" (Polyphon - grøn etiket) (1953)

 

Preben Uglebjerg: "Texas gule Rose" (Polyphon - gul etiket) (1955)

 

Bent Christensen: "En Kvinde" (b/w)

Lily Broberg: "En Mand" (Polydor - gul etiket) (1954)

 

Bodil Steen: "Lille Lalaloo" (Tono - gul etiket) (1954)

 

Alice Babs: "Tomten och Igelkottan"

         (b/w) "Dockorna" (Metrome orange/hvid etiket) (1952)

 

       "Gökuret"

        (b/w) "Den glade Vandraran" (Metrome orange/hvid etiket) (1954)

 

         "Godmorgon Mister Eko"

        (b/w) "Mr. & Mississippi" (Metrome orange/hvid etiket) (1951)

 

Grethe Klitgaard & Jan Arnholtz: "Liselotte"

         (b/w) "Vores Drømmeslot" (Tono - gylden etiket) (1958)

 

Grethe Thordahl: "Lille Per" (Odeon - sort etiket) (?)

 

Carl Brisson: "Jeg sang den som Barn" (Polyphon - grøn etiket) (1940)

 

Aksel Schiødts: "Der Müller und der Bach" (HMV - rød etiket) (1945) 

 

Frans Andersson: "Den hellige Stad" (Felix - gul etiket) (1948)

 

Henry Büchmann: "Edelweis" (Tono - hvid/orange etiket) (1951)

 

Gustav Winckler: "Send en hilsen Hjem" (Tono - gylden etiket) (1956)

 

Holger Fællessanger: "Musik og sang og Bægerklang"

        (b/w) "Der går altid både Tilbage" (Polyphon - grøn etiket) (1951) (udløb)

Nogle Bemærkninger:

Vil man trække paralleler mellem det engelske/amerikanske og det nordiske, kan man sige, at nærværende bånd modsvarer de to bånd med henholdsvis herre- og damevokal.

Der har afgjort været stemmer i vores afkrog af verden, som vi med rette kan være stolte af. Et centralt begreb i denne sammenhæng er personlighed. Masser af sangere har en god stemme, men få har en uforvekslelig stemme.

Udover de markante solister er det, der ofte for alvor tager kegler, de kor-arrangementer, man tit finder på de gamle plader. Den magisk-gyldne klang som f. eks. det herrekort, der ledsager Preben Uglebjerg på "Texas gule Rose". I samme boldgade er også de ledsagende vokaler til "En mand"/"En kvinde". På disse plader lå det egentligt personlige hos solisten. Baggrundsstemmerne leverede standardarbejde. Men en form, der er uadskilleligt bundet med den tid, og som man simpelthen ikke finder idag. Et kor, der derimod havde deres helt egen uforvekslelige klang, var Boolsen Kvartetten. Man kan altid høre, når det er dem, uanset materialets art, som spændte ret vidt.

Men hvad nu angår solisterne, så er det ikke ligefrem nulliteter, vi har med at gøre. Aksel Schiødtz, der nyder almindeligt ry som en af de største danske tenorer nogensinde, og side om side med ham bas-baritonen Frans Andersson. Han huskes måske ikke i samme grad idag som Schiødtz, men var særdeles anerkendt i sin samtid, både som seriøs kunstner og i den mere folkelige afdeling. Han gjorde sig nemlig også i det lettere repertoire. Men den dybe, malmfulde stemme er særdeles karakteristisk, og således øjeblikkeligt genkendelig, uanset om han giver sig i kast med en slager eller "Den hellige Stad".

Også når vi kommer over i det lettere repertoire, kan man tale om en række sande personligheder med et markant udtryk. Et fænomen som f. eks. Gustav Winckler er ikke noget, der sker mere end én gang. Ganske vist kan der nævnes en lang række temmelig stilrene arvtagere. Men dette er netop stiliseringen med dens ulyksalige tendens til at blive anonym. Udover en påfaldende mangel på virkelige personligheder må imidlertid medindregnes en række faktorer, der har med tid og tidsånd at gøre, altså ikke knytter sig til kunstnerne, men deres epoke.

Endnu idag findes der et område af dansk musik, der stort set uforandret dyrker den danske slagertradition. Vi omtalte tidligere i forbifarten de rent formelle ligheder mellem "Vores Drømmeslot" og "Snevalsen". Vi fastslog i samme forbindelse en væsensforskellighed i det indre. På samme vis kunne man sammenligne en del af det materiale, vi her har for os, med senere ting, og ville atter kunne konstatere det forhold, der kan sammenlignes med to helt forskellige kvinder i ens kjoler.

Den nutidige variant har en række svorne tilhængere. Når man kommer uden for deres rækker, har en del mennesker et særdeles anstrengt forhold til genren. Men selv den arrigste modstander vil formodentlig finde de gamle plader mindre utålelige.

Hvordan kan det nu være? Det skyldes sandsynligvis, at man her hører en transmission fra en tid, der var mere i overenstemmelse med dette udtryk. Det betyder en naturlighed og høre-til-fornemmelse som en skurrende anakronisme i sagens natur ikke kan besidde. Som en medklang i den tid har det en berettigelse, som det ikke længere kan have, når tiden er løbet fra det. Det bliver naturligvis ikke bedre af, at der i årevis dyrkes et udpinende drøvtyggeri, der banker al oprindelig friskhed ud af stilen.

At såkaldt danskpop allerede dengang var et principielt eskapistisk udtryk lader sig ganske vist vanskeligt nægte. Men det var så at sige en form for eskapisme, der tilhørte epoken og havde sin naturlige plads deri, en "ægte" eskapisme, mens det siden er blevet en slags eskapisme-eskapisme, eller om man vil: en utidssvarende eskapisme. Dette skurrer i ørene på en måde, kun genrens mest hengivne fans formår at ignorere.

Sagt på en anden måde: Det er i sig selv en smule problematisk at lukke øjnene for alle problemer og hvad, der foregår i den verden, man er omgivet af. Men det sker trods alt som en reaktion på den pågældende verden. Når man derimod gennem længere tid har opretholdt denne tilstand, har verden i mellemtiden ændret sig, og man kan således sige, at ikke blot har man lukket af, man ved ikke længere, hvad det er, man har lukket af for.

Men først og sidst handler det om personlighed. Fra personlighederne udgår de langtidsholdbare klange, og her kunne de gamle plader noget særligt. Som tidligere nævnt er det måske især hos baggrundskorene at man finder den helt særlige magiske og gyldne klang. Dt kan forekomme paradoksalt i lyset af, at man her kan tale om en vis anonymitet, at koret i det ene pladestudie ikke lød væsensforskelligt fra det i det andet. Men her kan man tale om en slags tidens personlighed. En klang, der var. Som et fortryllende pust fra en fjern tid kommer lakkorets klange os i møde. De eneste i nyere tid, som er kommet i nærheden af noget, der ligner, er skuespiller- og sangtruppen Ørkenens Sønner, ellers har vi her at gøre med noget, der suverænt tilhører en svunden tid.

Gylden klang. Magisk klang .... Gylden magi!

 

 

 

Bånd 19: På Kursen

Vi fortsætter i direkte forlængelse af de foregående tre-fire bånd. Kursen bliver festligt sat med vindfyldte sejl i masterne. Men havnen, vi prøver at finde, er den lidt mere alvorlige afdeling.

Sangliste:

 

Holger Fællessanger: "Sømandspotpourri, del 2" (Odeon - sort etiket) (1941)

 

Boolsen Kvartetten: "Saltvand og Tjære" (Polyphon - grøn etiket) (1953)

 

Bodil Steen: "Kallemand"

      (b/w) "Lille Lalaloo" (Tono - gul etiket) (1954)

 

Alice Babs: "Tomten och Igenkotten"

          (b/w) "Dockorna" (Metrome orange/hvid etiket) (Metrome orange/hvid etiket) (1952)

 

        "Gökuret"

         (b/w) "Den glade Vandraran" (Metrome orange/hvid etiket) (1954)

 

        "Godmorgon Mr. Eko"

         (b/w) "Mr. & Mississippi" (Metrome orange/hvid etiket) (1951)

 

Grethe Klitgaard & Jan Arnholtz: "Liselotte"

         (b/w) "Vores Drømmeslot" (Tono - gylden etiket) (1958)

 

Jørgen Ingmann & Birthe Buch: "Indiana"

         (b/w) "Kære John" (Metrome - hvid/orange etiket) (1954)

 

Skæve Otto: "Den kåde Jammerkommode" (Polydor - rød etiket) (1948)

 

Bror Kalles Kapel: "Løvens Fødselsdag"

        (b/w) "Italiensk Klarinetpolka" (Tono - blå etiket) (?)

 

Harmonikaorkester: "Östgöta-Schottis"

             (b/w) "Smålandsflickorna" (Polyphon - grøn etiket) (?)

 

Grethe Thordahl: "Tror du han elsker Mig"

        (b/w) "Lille Per" (Odeon - sort etiket) (?)

 

Carl Brisson: "Jeg sang den som Barn"

        (b/w) "Visen om København" (Polyphon - grøn etiket) (1940)

 

Olga Svendsen: "Nyboders Pris"

      (b/w) "Så er der en, der nupper Tjansen" (Polyphon - grøn etiket) (1930)

 

Harry Felbert's Sekstet: "Møllen i Schwarzwald"

      (b/w) "Im tiefen Keller" (Metrome - gul/hvid etiket) (?)

 

Gustav Winckler: "Send en hilsen Hjem"

           (b/w) "Med guitar og banjo og Mandolin" (Tono - gylden etiket) (1956)

 

           "The Wild Colonial Boy" (Tono - rød/hvid etiket) (1953) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Som tidligere berørt handler det om at blive vakt og dermed interesseret i at finde ud af, hvordan tingene var. Derfor kan intet, der hører med til noget, man undersøger, være ligegyldigt eller uinteressant. I samme øjeblik man afviser noget, er man i færd med at forfalske billedet af perioden, mens modsat: jo flere ting man tager med, desto sandere bliver billedet.

Nu kan man naturligvis ikke få alt med, og hvis man forsøgte derpå, ville man komme ud i en uoverskuelighed, som ikke ville få et klart og tydeligt billede til at tone frem. Netop derfor gælder det om, at nærstudere det, man hiver ind i undersøgelsesfeltet, forsøge at komme ned under det, så man opdager de indre sammenhænge, det peger på. Derved søger man ind mod tidens kerne, og prøver at finde en orden bag den kaotiske ydre ophobning af begivenheder.

Dette kan imidlertid aldrig blive en undskyldning for at ikke ville vide af noget, der hører tiden til. Hvergang man støder på noget, bør man overveje om det bekræfter eller korrigerer ens hidtidige opfattelse. Det er lige præcis dét, hele Arkivet går ud på.

Som nævnt er denne indledende runde blot en forsigtig opvarmning til de langt mere indgående overvejelser vi senere vil kaste os ud i. Det gælder netop om, at have fattet interesse for disse spørgsmål, ellers mangler der enhver motivation for at beskæfige sig med dem. Netop derfor er vi fra Arkivets side tilbageholdende under denne første skitsering af emnet. Sagt med rene ord: vi forsøger at pirre nysgerrigheden.

Dette må dog ikke opfattes som om, vi bare betragter det som en eller anden uforpligtende leg. Vi anser tvært imod sagen for værende særdeles vigtig, ja - i yderste konsekvens afgørende for den vestlige civilisations beståen. Men vigtigheden må erkendes og føles rent personligt af den enkelte som noget påtrængende og uafrysteligt, før det kan nytte noget at have indgående drøftelser derom.

Hertil kræves, selv i denne lette introduktion, at man selv arbejder lidt med tingene, f. eks. forholder sig til hvornår, pladerne er lavet. Hvor det overhovedet har været muligt at efterspore et årstal, er det oplyst. Disse paranteser med årstal står der ikke bare til pynt. De er noget, man skal forholde sig til, og som for den seriøse lytter ligefrem kan udarte til en veritabel sjælskamp.

Nærværende bånd spænder over ikke mindre end 28 år, fra 1930 til 1958. Derved er det stort set hele den periode, vi arbejder med, dækket ind med eksempler, der viser et stykke kulturhistorisk udvikling, som udgør lydsporet til de store kriseår, besættelsen, befrielsen og den fascinerende brydningstid, der fulgte. Det er vigtige år i Danmarkshistorien, der i høj grad har formet grundlaget for verden af idag.

Den ældste plade hylder Nyboder, den nyeste drømmer sig væk til fjerne bjerge. Man kan hævde, at det er tilfældigt, og at man ville kunne finde andre eksempler, der udtrykker en modsat tendens. Alligevel er der noget symptomatisk over, at man kan se en bevægelse fra det lokale til at skue ud i verden, og fra noget, der faktisk udtrykker en holdning - omend denne er nostalgisk og sentimental - forsvinder ud i drømmerierne.

Dertil kommer så naturligvis alle de ret tydelige rent lydlige forskelle. Indspilningskvaliteten er markant forbedret med et langt mere klart og fyldigt lydbillede. Stilistisk er musikken blevet mindre stiv og kantet, ligesom det vokale udtryk har aflagt det lidt foredragende præg.

 

 

 

 

 

 

Bånd 20: Befæstelse af Position

På mange måder er nærværende samling et overgangsbånd. Vi fortsætter her i direkte forlængelse af den udstukne kurs fra de foregående fire-fem bånd. Med afsæt i det, der på nuværende tidspunkt må være alle fuldt ud fortroligt, stikker vi følere ud i retning af det nye musikalske land, der skal indtages på de efterfølgende bånd. Derved får vi styrket fornemmelsen, såvel af hvor vi er, som hvor vi skal hen. Dog mest det første og der er således ikke synderligt nyt at finde her, blot en understregning af den bevægelse, der skal føre over i noget nyt. 

Sangliste:

 

Jørgen Ingmann & Birthe Buch: "Kære John" (Tono - hvid/orange etiket) (1954)

 

Skæve Otto: "Den kåde Jammerkommode" (Polydor - rød etiket) (1948)

 

Bror Kalles Kapel: "Løvens Fødselsdag"

         (b/w) "Italiensk Klarinetpolka" (Tono - blå etiket) (?)

 

Alex og Richards Harmonikaorkester: "Östgöta-Schottis"

        (b/w) "Smålandsflickorna" (Polyphon - grøn etiket) (?)

 

Grethe Thordahl: "Tror du han elsker Mig"

            (b/w) "Lille Per" (Odeon - sort etiket) (?)

 

Carl Brisson: "Jeg sang den som Barn"

            (b/w) "Visen om København" (Polyphon - grøn etiket) (1940)

 

Olga Svendsen: "Nyboders Pris"

          (b/w) "Så er der en, der nupper Tjansen" (Polyphon - grøn etiket) (1930)

 

Harry Felbert's Sekstet: "Møllen i Schwarzwald"

          (b/w) "Im tiefen Keller" (Metrome - gul/hvid etiket) (?)

 

Gustav Winckler: "Send en hilsen Hjem"

         (b/w) "Med guitar og banjo og Mandolin" (Tono - gylden etiket) (1956)

 

          "The Wild Colonial Boy" 

           (b/w) "The Isle Of Innesfree" (Tono - rød/hvid etiket) (1953)

 

Teddy Petersen: "Pip! Pip! - Valsepotpourri" (HMV - brun etiket) (1929)

 

               "6 Pletskud" (Polyphon - grøn etiket) (1939)

 

                  "Dolores"

                    (b/w) "Drummer Boy" (Polyphon - grøn etiket) (1941)

 

Valdemar Davids: "Tango Baccarole"

         (b/w) "Vi bygger os et Drømmeslot" (Polyphon - grøn etiket) (1944)

 

Svend Nicolaisen: "Een verden, en eneste Verden"

      (b/w) "Kom hjem lille Far" (Tono - blå etiket) (ca. 1955 (?))

 

Eddie Russell: "Veteranen"

        (b/w) "Min Vagabondsang" (Tono - blå etiket) (1949)

 

         "Cowboyens Sang" (Tono - rød/hvid etiket) (1958) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Som allerede nævnt i den overordnede præsentation af dette bånd, handler det her især om at få styrket fornemmelsen af bevægelsen. Skønt det måske kan lyde paradoksalt, er bevægelsen på indeværende tidspunkt det mest faste holdepunkt vi har. Den, der kommer godt ind i bevægelsen, burde kunne følge den videre.

Samtidig skulle man gerne begynde at få en fornemmelse af, hvordan fortrop/spejder metoden - et særdeles brugt princip gennem hele Arkivet - fungerer. Som en fremmarcherende hær sender spejdere ud, der melder tilbage til hovedtroppen, således har vi også her haft følere længere fremme. Vi har markeret punkter ude i horisonten og således vidst, at vi skulle hen til disse. Vi så at sige trækker os hen over de forud markerede punkter. Det skulle man gerne kunne begynde at fornemme på dette bånd. På de efterfølgende vil det blive stadig mere udtalt. Dette er et vigtigt arbejdsredskab. At man har afmærket punkter ude i horisonten, som man derefter sætter kursen mod, skulle gerne medføre, at man har en stærk bevidsthed om, såvel hvor man er, som hvor man skal hen.

Således har man her mulighed for at blive fortrolig med en af Arkivets mest anvendte metoder. I denne indledende runde med dens lidt hygge-nyggede og afslappede præg, hvor vi ikke går så langt ind i tolkningerne, burde det også være relativt let at få en forståelse for metoden, så man behersker den, når vi senere i højere grad skal til at trække i arbejdstøjet.

Mere skal der ikke siges i denne omgang. Med bevægelsen som fast holdepunkt skulle man gerne kunne begive sig videre på vejen uden vanskeligheder.

 

 

 

 

Bånd 21: Videre Frem!

Med udgangspunkt i den via Bånd 20 befæstede position og med denne som springbræt begiver vi os her videre på vejen. Som vi i sin tid gradvist fik afviklet den udenlandske samling og i en flydende bevægelse kom over i den skandinaviske, nærmer vi os det punkt, hvor den rytmiske samling glider over i den klassiske.

Da dette har været varslet fra et tidligt tidspunkt, kan det ikke komme som et chok eller en voldsom omvæltning ud i det helt fremmede for nogen. Det, vi tidligere har beskrevet som afmærkede punkter ude i horisonten, begynder her for alvor at gøre sig gældende.

Sangliste:

 

Harry Felbert's Sekstet: "Im tiefen Keller" (Metrome - gul/hvid etiket) (?)

 

Gustav Winckler: "Send en hilsen Hjem"

              (b/w) "Med guitar og banjo og Mandolin" (Tono - gylden etiket) (1956)

 

                "The Wild Colonial Boy"

                (b/w) "The Isle Of Innesfree" (Tono - rød/hvid etiket) (1953)

 

Teddy Petersen: "Pip! Pip! - Valsepotpourri" (HMV - brun etiket) (1929)

 

              "6 Pletskud" (Polyphon - grøn etiket) (1939)

 

                 "Dolores"

                (b/w) "Drummer Boy" (Polyphon - grøn etiket) (1941)

 

Valdemar Davids: "Tango Baccarole"

        (b/w) "Vi bygger os et Drømmeslot" (Polyphon - grøn etiket) (1944)

 

Svend Nicolaisen: "Een verden, en eneste Verden"

        (b/w) "Kom hjem lille Far" (Tono - blå etiket) (ca. 1955 (?)) 

 

Eddie Russell: "Veteranen"

            (b/w) "Min Vagabondsang" (Tono - blå etiket) (1949)

 

              "Cowboyens Sang"

             (b/w) "Den døende Cowboy" (Tono - rød/hvid etiket) (1958)

 

Preben Uglebjerg: "David Crocket"

          (b/w) "Texas gule Rose" (Polyphon - gul etiket) (1955)

 

Grenaderernes Musikkorps: "Københavnermarch"

         (b/w) "Dansk Honnørmarh" (Tono - blå etiket)

 

Den kgl. Livgardes Musikkorps: "Med vagtparaden gennem Byen" (Odeon - sort etiket)

 

Henry Büchmann: "Hjalmar og Hulda"

              (b/w) "Edelweis" (Tono - hvid/orange etiket) (1951)

 

Mogens Wieth: "Vandkunstens lille Café"

          (b/w) "Den gamle skærslippers Forårssang" (Polyphon - gul etiket) (1955)

 

Kirsten Fogtmann: "Jeg plukker Fløjsgræs"

           (b/w) "Ravhjertet" (Metrome - gul/hvid etiket) (1951)

 

Irmgard Seefried: "Marienlied" (udløb)  

"Thi ydre spredning

der brister i sig selv

kræver indre fornyelse

der holder sammen på meningen."

- Goethe

 

 

 

 

 

 

Bånd 22: Ud af det Rytmiske

 

Vi begiver os videre ....

Sangliste:

 

Svend Nicolaisen: "Kom hjem lille Far" (Tono - blå etiket) (ca. 1955 (?)) 

 

Eddie Russell: "Veteranen"

           (b/w) "Min Vagabondsang" (Tono - blå etiket) (1949)

 

            "Cowboyens Sang" 

           (b/w) "Den døende Cowboy" (Tono - rød/hvid etiket) (1958) 

 

Preben Uglebjerg: "David Crocket"

       (b/w) "Texas gule Rose" (Polyphon - gul etiket) (1955)

 

Grenaderernes Musikkorps: "Københavnermarch"

           (b/w) "Dansk Honnørmarh" (Tono - blå etiket)

 

Den kgl. Livgardes Musikkorps: "Med vagtparaden gennem Byen" (Odeon - sort etiket)

 

Henry Büchmann: "Hjalmar og Hulda"

            (b/w) "Edelweis" (Tono - hvid/orange etiket) (1951)

 

Mogens Wieth: "Vandkunstens lille Café"

        (b/w) "Den gamle skærslippers Forårssang" (Polyphon - gul etiket) (1955)

 

Kirsten Fogtmann: "Jeg plukker Fløjsgræs"

      (b/w) "Ravhjertet" (Metrome - gul/hvid etiket) (1951)

 

Irmgard Seefried: "Marienlied"

        (b/w) "Marienkantate" (Philips - Rød etiket) (?)

 

Frelsens Hærs Strengekor: "Fuld Frelse Er Vort Motto"

              (b/w) "Barnetro" (HMV - rød etiket) (1952)

 

I. M.'s og Luth. Miss.-forenings Strengekor: "Barnetro"

         (b/w) "Hvad skal jeg give min Frelser?" (Felix - gul etiket)

 

         "Jerusalem, Guds Helgenstad"

          (b/w) "Der var een, som var Villig" (Felix - gul etiket)

 

         "Langt bag om rum så Vide"

         (b/w) "Underfuld dejlige Eden" (Felix - gul

 

        "Hvor jeg går i skove, bjerg og Dale"

          (b/w) "Stille, o vær Stille" (Felix - gul etiket)

 

The Luthon Girls Choir: "My Heart And I"

      (b/w) "You Are My Hearts Delight" (Parlophone - sort etiket)

 

Weise - arr. Reesen: "Jeg har elsket og Levet"

     - fantasi over Weise-melodier v/ Det kongelige Kapel med kor, dir. Emil Reesen

      (Polyphon - grøn etiket) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Det skal ikke nægtes, at der forekommer mange gentagelser. Dette er imidlertid særdeles bevidst fra Arkivets side, og der ligger en række metodiske overvejelser bag. Sådan set er det jo ikke anderledes, end hvis der er et eller andet bestemt, man lytter meget til. Man må blot indstille sig på, at det altså er dette materiale, man lige for tiden lytter meget til. Hvem har ikke på et eller andet tidspunkt haft et yndlingsbånd, de har hørt om og om igen? Hvis man så forestiller sig et sådan høre-mange-gange-bånd, der har den magiske egenskab, at det hele tiden ændrer sig en lille smule, med små skridt lader sangene sive igennem sig, så der hele tiden er lidt, som forsvinder, og en smule nyt, der kommer til, så har man et ret præcist billede på den proces, vi er ved at gennemleve.

Men det er naturligvis uundgåeligt, at noget af favorit materialet derved glider ud, og der kommer andre ting til, der ikke på samme måde går rent ind. Dette er imidlertid også et individuelt spørgsmål, som afhænger af den enkeltes smag. Visse generalliseringer lader sig dog opstille. For de fleste med et alment popmusisk afsæt vil der måske kunne indfinde sig en fornemmelse af, at alt det bedste er blevet brændt af, og at det er de mindre interessante ting, der er tilbage. Men hvis systemet fungerer ideelt, burde man kunne tage fornemmelsen fra de gode plader med sig i det videre forløb og via bevægelsen finde vej ind i ting, der forekommer mindre umiddelbart appellerende.

Naturligvis står det til diskussion om det er hensigtsmæssigt eller uheldigt at lægge ud med alle de mest fængende ting. Men hvis træningssystemet virker, burde man som lytter opleve en opgradering til at kunne forholde sig til større udfordringer. Endvidere vil man - hvis man kigger på de første bånd - kunne iagttage, at vi fra Arkivets side faktisk i nogen grad har forsøgt at strække og rationere godbidderne, så ikke alle oplagte hits var brændt af efter de første to-tre bånd. Men som det allerede i forbindelse med det allerførste bånd blev påpeget, var ideen, at man skulle igang så smertefrit som muligt, og det er således fuldt bevidst, at de mest medrivende ting findes på seriens tidlige bånd. Dog er en række af de træfsikre perler introduceret relativt sent, mens modsat en del vanskeligheder er tidligt varslet, således at man kan forholde sig til dem lidt efterhånden, og ikke skal løse alle problemer lige på én gang. Dette er netop også en del af systemet. Om det virker efter sine pædagogiske hensigter, må det være op til de studerende at vurdere. Fra Arkivets side kan vi blot sige, at vi har håbet på metodens duelighed.

Dertil kommer, at det er meningen, at man ud over at følge forløbet skal kunne gå ind og plukke et bånd ud for at undersøge et specifikt lakrelateret spørgsmål. F. eks. er nærværende bånd velegnet til at belyse forholdet mellem danske 50'er-slagere og den lidt mere seriøse afdeling. At "Kom hjem lille Far" hører til det ene sted og Weyses melodier det andet, er vel uden videre klart. Men på hvilken banehalvdel skal man placere "Hjalmar og Hulda"? - Og nu vi taler om tid, tidsånd og periodetendenser: Hvem ville idag uden skyggen af ironi kunne synge

 

Da tøjred' han atter sin modige hest

og iled' til Hulda så glad som til fest

 

Idag ville det virkelig kræve sin mand at holde masken, mens man sang "så glad som til fest". Men det var i harmoni og overensstemmelse med den tid. Har måske forekommet en og anden at være en anelse patetisk. Men det var endnu ikke blevet latterligt og tåbeligt. Derfor lod det sig synge med en troskyldig alvor, der betyder, at vi stadig kan udholde at høre pladen. Den er ægte og befinder sig i sin tid. Derfor kan den nå os henover diverse senere forgiftning. Havde den derimod talt ud af forgiftningen, ville den være ubærlig. Det kan sammenlignes med, at hvis man besøger et af de danske slotte, der er åbent for offentligheden som museer, virker det naturligt nok, at der står rustninger rundt omkring i salene. Men så man nogen komme gående ned ad gaden iført rustning, ville det virke ret besynderligt.

 

 

 

 

Bånd 23: Blød Overgang

Ved hjælp af strengekor, viser og Danmarks Melodibog får vi bevæget os yderligere frem imod det tilsigtede mål. Det meste er relativ enkelt og ligefremt. Men samtidig er tempoet blevet trukket eftertrykkeligt ned. Der er næppe et eneste udpræget raskt nummer på dette bånd, blot enkelte lidt mere livlige.

Men vi er efterhånden kommet i træning og kan forholde os til ting af den tilbagelænede slags. Visse temperamenter, der er særligt gearet for uptempo, kan det måske endnu falde lidt svært at skulle sænke hastigheden så meget. Men har de fuldt forløbet, burde også de være kommet til et punkt, hvor det virker i det mindste en smule mindre krampagtigt at skulle sætte farten ned.

Sangliste:

 

Henry Büchmann: "Edelweis" (Tono - hvid/orange etiket) (1951)

 

Mogens Wieth: "Vandkunstens lille Café"

       (b/w) "Den gamle skærslippers Forårssang" (Polyphon - gul etiket) (1955)

 

Kirsten Fogtmann: "Jeg plukker Fløjsgræs"

       (b/w) "Ravhjertet" (Metrome - gul/hvid etiket) (1951)

 

Irmgard Seefried: "Marienlied"

       (b/w) "Marienkantate" (Philips - Rød etiket) (?)

 

Frelsens Hærs Strengekor: "Fuld Frelse Er Vort Motto"

        (b/w) "Barnetro" (HMV - rød etiket) (1952)

 

I. M.'s og Luth. Miss.-forenings Strengekor: "Barnetro"

          (b/w) "Hvad skal jeg give min Frelser?" (Felix - gul etiket)

 

            "Jerusalem, Guds Helgenstad"

             (b/w) "Der var een, som var Villig" (Felix - gul etiket)

 

              "Langt bag om rum så Vide"

             (b/w) "Underfuld dejlige Eden" (Felix - gul etiket)

 

             "Hvor jeg går i skove, bjerg og Dale"

              (b/w) "Stille, o vær Stille" (Felix - gul etiket)

 

The Luthon Girls Choir: "My Heart And I"

         (b/w) "You Are My Hearts Delight" (Parlophone - sort etiket)

 

Weise - arr. Reesen: "Jeg har elsket og Levet"

   - fantasi over Weise-melodier v/ Det kongelige Kapel med kor, dir. Emil Reesen

            (Polyphon - grøn etiket)

 

Parkdrengekoret & Boolsen Kvartetten: "Spejdersange" (Felix - gul etiket)

 

                   "I det Fri" (Felix - gul etiket)

 

Frans Andersson: "Den hellige Stad" (Felix - gul etiket)

 

         "Judex" (udløb)

Nogle bemærkninger:

Der kan måske være grund til at lidt nærmere forklare forskellen på princippet med udvalgte eksempler til genbrug, der især præger første halvdel af båndsamlingen, og princippet med bevægelsen som fast holdepunkt, der især præger anden del.

Det udvalgte genbrug kan beskrives som at have stiftet bekendskab med fem plader, der alle tilhører et ganske eksakt og relativt snævert område. Da lader det sig gøre at hive en ud som repræsentativt eksempel. Den så at sige peger tilbage på de andre fire. Det er klart, at dette bliver en stilisering, der lægger vægt på det typiske. Men da man i sin tid sammenlignede de fem, havde man muligheden for at studere de finere nuancer. Herfra hopper man så op på et mere generelt plan, og kan ved hjælp af udvalgt genbrug pege tilbage på den tidligere undersøgelse.

Det bevægelige holdepunkt er en lidt anderledes metode, omend den kan have visse lighedspunkter med udvalgt genbrug. Eller i det mindste et ret påfaldende lighedspunkt: noget, der har været før, kommer igen. Her gøres det imidlertid på en anderledes måde. Der er ikke tale om at hive eksemplet ud. Der er tale om at etablere en strøm, en fastlagt rækkefølge af plader, som man så følger indtil et vist punkt, hvor man så hopper en lille smule baglæns for så at følge striben lige lidt længere frem end sidst.

Den første metode (udvalgt genbrug) er især velegnet til at give samlende overblik, da man netop ved hjælp af repræsentative eksempler kan samle et stort område belyst ved hjælp af relativt få stykker musik. Den anden metode (bevægeligt holdepunkt) er især velegnet til at trænge ind i nyt musikalsk land, da man jo her netop opbygger en fortrolighed, der hele tiden flyttes en lille smule fremad ind i det nye område.

At der lidt over midtvejs gennem båndserien forekommer et metodisk skift fra udvalgt genbrug til bevægeligt holdepunkt er ikke tilfældigt. Det hænger sammen med de to metoders respektive fordele og egnethed. Det udvalgte genbrugs overbliksgivende fortrin bruges i første halvdel til at skabe et holdepunkt, der herefter gøres bevægeligt i anden halvdel, så det leder ind i nyt musikalsk land.

Samtidig har vi benyttet et tredie metodisk greb, nemlig at for-befæste punkter, det, der tidligere blev beskrevet som at sende fortropper ud, der meldte tilbage til hovedtroppen. På den måde er det nye musikalsk land alligvel ikke så nyt, der er hele tiden pejlemærker at orientere sig efter. Pejlemærket har vi brugt gennem hele serien og således i kombination med både det udvalgte genbrug og det bevægelige holdepunkt. Det er fra Arkivets side vort håb, at dette kan hjælpe alle til at nå sikkert frem.

 

 

 

 

Bånd 24: 12 tommer Plader

Som man vil bemærke, er der færre titler på dette bånd end de foregående. Det skyldes, at de her inkluderede plader har en længere spilletid.

Dengang var der to formater: 10 tommers og 12 tommers. De små 10 tommers plader var langt de mest udbredte, og stort set alle popsange udkom på disse. Når man derimod skulle indspille ting, der overskred tidsgrænsen på ca. tre et halvt minut, brugte man 12 tommers formatet. Derfor var det typisk klassisk musik og dermed beslægtede ting, der kom ud på de store plader. Disse kunne rumme noget mere, men dog langt fra en hel symfoni. Sådanne var typisk på flere plader, med en sats på hver side.

Større værker, f. eks. operaer, var ofte spredt ud over en hel bunke plader, der så solgtes i samlemapper. Dette er faktisk oprindelsen til udtrykket album. Der var helt bogstaveligt tale om et album man kunne bladre i med en samling musik.

Således blev begrebet 12 tommers forbundet med noget fint - med klasse og kultur, hvilket afspejlede sig i en række folkelige slangudtryk.

 

"I vores øjne var han vældig 12 tommers."

- Ringo Starr om George Martin

Sangliste:

 

Parkdrengekoret & Boolsen Kvartetten: "I det Fri" (Felix - gul etiket)

 

Frans Andersson: "Den hellige Stad" (Felix - gul etiket)       

     

                                 "Judex"

                                 (b/w) "Tonerna" (Polyphon - grøn etiket)

 

Aksel Schiødts: "Der Müller under der Bach"

          (b/w) "Des Baches Weigenlied" (HMV - rød etiket)  

 

Buster Larsen: "Tubaen Tubby" (Odeon - rød etiket)

 

Domenico Stella: "Dominabitur"

       (b/w) "O Pane Del Ciel"

       - Capella Musicale Della Basilica, con. Gian Francesco Capponi (HMV - rød etiket)

 

Beethoven: "Appassionata"

    - klaver: Victor Schiöler (HMV - rød etiket)

 

Chopin: "Scherzo No. 3"

    - klaver: Arthur Rubinstein (HMV - rød etiket)

 

Bach: "Brandenburg Concert No. 5"

     - Danish State Broadcasting Chamber Orchestra, con. Mogens Wöldike (HMV - rød etiket)

 

Mozart: "Eine Kleine Nachtmusik"

     - Telmanyi Chamber Orchestra, con. Emil Telmanyi (Tono - gul etiket)

 

Ponchilli: "Dance Of The Hours"

      - National Symphony Orchestra, con. Anatole Fistoulari (Decca - rød etiket)

 

Offenbach: "Overture for Orpheus In The Underworld"

      - Detroit Symphony Orchestra, con. Karl Krueger (HMV - brun etiket) (udløb)

 

 

- Ingen kommentarer!

 

 

 

 

 

 

 

Bånd 25: Det tunge Skyts

Nu går det ikke længere at snige sig uden om! Vi skal have fat i de rigtig svære ting. Men vi har heldigvis været igennem en solid træning, og derfor burde alle kunne gå til det. At vi har arbejdet med ideen om bevægelsen som fast holdepunkt betyder, at det kommer som en del af et flow - det flow vi hele tiden har reddet på, som nu blot har ført os hen et nyt sted. Endvidere indleder vi med "Tubaen Tubby" - en fremragende og gennem-pædagogisk introduktion, der på en pudsig og underholdende - samt tillige stærkt bevægende - måde præsenterer orkestrets instrumenter. Dermed skulle den sidste forberedelse være på plads. Arkivet regner med dig og forventer, at du gør dit bedste! 

Sangliste:

 

Buster Larsen: "Tubaen Tubby" (Odeon - rød etiket)

 

Domenico Stella: "Dominabitur"

    (b/w) "O Pane Del Ciel"

    - Capella Musicale Della Basilica, con. Gian Francesco Capponi (HMV - rød etiket)

 

Beethoven: "Appassionata"

     - klaver: Victor Schiöler (HMV - rød etiket)

 

Chopin: "Scherzo No. 3"

      - klaver: Arthur Rubinstein (HMV - rød etiket)

 

Bach: "Brandenburg Concert No. 5"

      - Danish State Broadcasting Chamber Orchestra, con. Mogens Wöldike (HMV - rød etiket) 

 

Mozart: "Eine Kleine Nachtmusik"

      - Telmanyi Chamber Orchestra, con. Emil Telmanyi (Tono - gul etiket)

 

Ponchilli: "Dance Of The Hours"

      - National Symphony Orchestra, con. Anatole Fistoulari (Decca - rød etiket)

 

Offenbach: "Overture for Orpheus In The Underworld"

     - Detroit Symphony Orchestra, con. Karl Krueger (HMV - brun etiket)

 

Saint-Saëns: "Dance Macabre"

      - The Philidelphia Orchestra, dir. Leopold Stokowski (HMV - rød etiket)

---

+ Bonus materiale - ikke fra lakplader.

Nogle bemærkninger:

Hvad angår nærværende bånd, kommer tingene rigtig meget an på, hvem man er, og hvad man er vant til at lytte til. Den klassisk dannede vil fryde sig over omsider at være sluppet igennem al poppen og nået frem til noget rigtig musik.

De derimod, der er helt uvant med den klassiske musik, vil formodentlig få vanskeligheder. Hvis der da ikke sker det, som nogen gange sker, at de bliver helt overrumplet og overvældet, således at dette møde med en ny musikalsk verden helt slår benene væk under dem og hiver dem med sig i en rivende strøm på en betagende tonal oplevelsesrejse. Lykkeligt for dem, der oplever det.

De, der sidder tilbage og bare hører et kaotisk sammensurium af violiner og det, der ligner, kan naturligvis ikke bruge andres betagelse og fascination til noget. Men de kan i hvert fald forsøge at være åbne og lytte. Måske finder de så et eller andet, de kan hage sig fast i. En lille køn melodi, dukker op, et voldsomt brag af en samlet orkesterindsats rummer en vis fascinationskraft eller hvad det nu måtte være. Her er det også vigtigt at bruge de redskaber, der er blevet introduceret undervejs gennem dette forløb, og bruge dem aktivt. Når vi har præsenteret disse metoder, er det jo netop ment som en hjælp til dem, der er helt uvante med det klassiske univers.

Hvis man alligevel slet ikke føler, at man kan lytte sig ind på noget som helst, at musikken overhovedet ikke lader sig dechifrere, men forbliver mærkelige lyde, så skal man ikke fortvivle over det. Der er ikke noget galt med en, man har bare brug for nogle flere redskaber. De hidtil præsenterede rækker ikke til. Hvis man kommer fra noget, som ligger langt fra, er der ikke noget mærkeligt i det. Man kan heller ikke komme direkte fra Afrika og uden videre omstille sig til klimaet på Grønland.

Derfor er det afgørende ikke, hvor lidt eller meget man forstår af denne musik lige nu, men om man oprigtigt ønsker at forstå mere. Den, der gerne vil forstå noget mere, vil få alverdens hjælp og håndsrækning i løbet af Fraktion 2 og 3. Som sagt efterhånden rigtig, rigtig mange gange: Fraktion 1 er bare en hyggelig opvarmning og appetitvækker.

Det er fint og alletiders, hvis man kommer frem til nogle indsigter og erkendelser undervejs gennem lakken. Men man behøver ikke at gøre det. Det vigtige er at blive interesseret, få skærpet nysgerrigheden. Derfor er det på sin vis bedre, at man stiller spørgsmål, end at man finder svar. Hvis man kan komme ud af den første fraktion med en hel bunke spørgsmål, som man higer efter svar på, har man i sandhed en ideel indfaldsvinkel til de øvrige 19.

At stille spørgsmål er netop, hvad den nysgerrigt-interesserede gør, og det er det, der driver en fremad og giver processen liv. Har man først fundet svar, er der jo ingen grund til at fortsætte!

Fra Arkivets side vil vi til enhver tid foretrække kursister, der er lidenskabeligt optændt af brændende spørgsmål, end folk, der straks tror, de ved og har forstået det hele. De sidstnævnte lader vi med glæde passe sig selv i deres selvtilfredse indbildninger om indsigt. Men den, der forpint skriger: "Jeg forstår slet intet af alt dette. Så hjælp mig dog!". Åh, ja - ham eller hende vil vi tage imod med glæde og gøre alt for at støtte og vejlede. Blot må vi forberede disse lidenskabelige spørgere på, at man ikke kan få forståelse forærende. Hvad og hvordan og hvor meget man end får forklaret, må man selv gøre en indsats, kæmpe med stoffet, vandre desperat spekulerende og og ned ad gulvet, vende sig søvnløs i sengen gennem lange, forpinte nætter. Prøve, prøve igen, og derefter prøve endnu engang.

 

?

 

 

Bånd 26: Afslutning

Vi skal til at afrunde vores gennemgang af 78'erne. Men som påpeget flere gange i det foregående, er dette ikke at regne for en slutning. Det er i langt højere grad en åbning ind til en stor mængde anden musik: resten af Arkivet.

Vi tager på nærværende bånd et sidste kig på lakkens klassiske afdeling. De, der er fortrolige med denne tradition, vil helt sikkert nyde båndet. De, der kommer andre steder fra, behøver ikke at fortvivle, hvis de ikke føler, at de er kommet helt indenfor i varmen endnu. Hele næste fraktion er viet den videre indføring.

Sangliste:

 

Bach: "Brandenburg Concert No. 5"

       - Danish State Broadcasting Chamber Orchestra, con. Mogens Wöldike (HMV - rød etiket)

 

Mozart: "Eine Kleine Nachtmusik"

     - Telmanyi Chamber Orchestra, con. Emil Telmanyi (Tono - gul etiket)

 

Ponchilli: "Dance Of The Hours"

    - National Symphony Orchestra, con. Anatole Fistoulari (Decca - rød etiket)

 

Offenbach: "Overture for Orpheus In The Underworld"

      - Detroit Symphony Orchestra, con. Karl Krueger (HMV - brun etiket) 

 

Saint-Saëns: "Dance Macabre"

     - The Philidelphia Orchestra, dir. Leopold Stokowski (HMV - rød etiket)

---

+ Bonus materiale - ikke fra lakplader.

Nogle bemærkninger:

Sammen med dette bånd slutter Fraktion 1. Foran den studerende befinder sig 19 kategorier med hver deres fokuspunkt, som tilsammen giver smagsprøver på stort set alt. De, der ikke føler, at de er kommet ind i den klassiske verden, skal ikke fortvivle. Hele Fraktion 2 er én lang indføring i dette område. Så der bliver masser af mulighed for at finde ind i dette univers.

Selvom Arkivet således langt fra er afsluttet endnu, ja - på mange måder slet ikke rigtig begyndt endnu, så er man dog kommet igennem en Fraktion, og den slutter. Derfor kan det naturligvis ikke undgås, at man sidder med en særlig fornemmelse omkring nærværende bånd. Triumf og tomhed, glæde og vemod blander sig med hverandre.

Mange føler sikkert et stænk af tvivl, om de nu også har fået nok ud af det. Det er det jo så op til dem selv, om de vil forsøge at høste yderligere udbytte ved at blive et stykke tid i Fraktion 1, og genhøre nogle af tingene. Som det allerede tidligt blev påpeget, er det sådan set ikke meningen, at man bare skal høre båndene igennem én gang. Der er stof til lang tids udforskning i disse bånd, masser af ting man kan bore sig ned i og derfor også masser af grunde til at høre båndene mange gange.

Men på et eller andet tidspunkt er man nået til et punkt, hvor man ønsker at begive sig videre. Da er er det så at tvivlen kan melde sig. Har man lært nok og forstået nok til at være rustet og kvalificeret til de efterfølgende fraktioner?

Denne usikkerhed er al ære og respekt værd. Den viser, at man tager tingene alvorligt og har den rette ydmyge holdning. Men der er ingen grund til at blive overbekymret. Ofte er det reelle udbytte af en proces ubevidst. Ting har forplantet sig forskellige steder i systemet, hvor de i nogen grad skjuler sig, og først siden går det op for en, hvad man har fået med sig. Derfor kan man meget vel have høstet et langt større udbytte, end man selv er klar over.

Dette sagt til den bekymret-samvittighedsfulde, der forsøger ihærdigt, men er bange for at ikke gøre det godt nok. Det forholder sig ganske anderledes med dem, der slet ikke gør sig den slags bekymringer, enten fordi de er for sjuskede og overfladiske til overhovedet at gøre sig klart, at de skal stræbe efter indsigt, eller fordi de er så indbildske og selvovervurderende, at de er ude af stand til at forestille sig, at deres indsats kunne være mangefuld og kritisabel. Til dem har vi slet intet at sige, for de er ikke velkomne i Arkivet.

Men for nu at tale lidt mere konkret om musikken på nærværende bånd så kan vi afsløre, at det ender præcist dér, hvor Fraktion 2 begynder, nemlig med gregoriansk korsang. Her får man mulighed for at høre, hvordan sådan noget lyder. I Fraktion 2 vil vi nærmere indkredse, hvorfor det lyder sådan og hvilke redskaber, der gives, til at orientere sig deri.

Disse smagsprøver forekommer i den afsluttende bonus del med ikke-lak-materiale, da Arkivet ikke har noget gregoriansk lak. Som det sidste lak kommer vi til at høre relativt tilgængelige stykker af komponister som Bach og Mozart. Mange vil opdage, at denne musik med dens smukke motiver og flotte klange ikke er nær så utilnærmelig, som de måske havde gået og troet.

Et værk som Ponchilis "Timernes Dans" er en medrivende tonebevægelse, der fra det helt stille langsomt vokser i både kraft og tempo, for at ende i en forrygende finale. Saint-Saëns' "Dance Macabre" skildrer gennem musikken en natlig dødedans på en kirkegård, hvor ligene rejser sig fra gravene og valser til djævelens violin.

Alt i alt er der mange betagende oplevelser at finde, og de kræver i virkeligheden ikke andet, end at man er åben, interesseret og opmærksomt lyttende. Kommer man musikken velvilligt i møde, skal den nok yde sin part!

 

 

 

Smagsprøve fra Fraktion 2