Perversionernes psykologi 3-a

Jeg har i de to første lektioner af perversionslæren lagt vægt på de mangfoldige opfattelser der er af, hvordan man overhovedet skal opfatte begrebet perversion. Det er en spændende diskussion, men den kan hurtigt gribe umådelig vidt om sig. Jeg vil denne gang derfor begrænse mængden af sekundært materiale og primært koncentrere mig om de opfattelser, der kommer til udtryk hos Allen og Kaplan, hvilket ikke i alle tilfælde skal opfattes som en tilslutning til den ene eller anden af disse, men som noget, der i det mindste kan bruges til at danne en sammenhængende vej igennem emnet.

Sidst vi have fat i Allen hørte vi om abeungens udvikling, og dermed noget, der måske kan være svært at sætte i forhold til de ting, vi sideløbende beskæftigede os med hos Kaplan. Men Allen går fra aberne videre til menneskene og kommer dermed over i emner, hvor der lettere kan trækkes direkte paralleller til Kaplan.

“ … Den behavioristiske skole forsømmer fuldstændig “bevidstheden” og studerer kun reaktioner. Det antages at barnet har visse medfødte reaktioner i sig, og at disse er til stede ved fødslen. Det tilegner sig andre reflex- og instinktreaktioner ved nedarvede mekanismer … “

“ … Det er øjensynligt, at barnet ved fødslen besidder alle de reaktioner (måske med indtagelse af evnen til at bide), der senere kan udnyttes i normal eller abnorm sexuel adfærd, men fra et rent objektivt synspunkt er det svært at vide, om disse “sexuelle reaktioner” (som f. eks. erektion af penis) aktiveres af sexuelle eller aggressive instinkter eller en blanding af disse, eller om de kun er neutral reflex-adfærd, der da senere sexualiseres … “

“ … Det [synes] at være en almengyldig regel i instinktmæssig adfærd, at en ny og hidtil ikke mødt situation eller genstand kun kan mødes og behandles ud fra en tidligere mødt situation eller genstand. Eksempelvis vil en hund, der er anbragt i en kasse, benytte de hidtil erhvervede reaktioner for at gøre sig fri. Den kradser eller bider eller skraber aldrig forsigtigt på låsen, for den har aldrig lært eller erhvervet den adfærd, som knytter sig til en forsigtig skraben for at nå et mål. Først efterhånden bliver en sådan skraben til en anderledes og mere hensigtsmæssig reaktionstype. Barnets første instinktive reaktion må ske over for fødslen, men vi ved objektivt så lidet om barnets reaktioner over for denne, at vi må se bort derfra. Den næste reaktion er den instinktive sugen, hvis objekt er brystvorten og mælken. Er det, dersom den ovenfor anførte sætning er gyldig, forbavsende, ay barnet har tilbøjelighed til at suge på enhver ny ting, der kommer inden for dets radius? Det vil kunne suge på sine tæer, sin tommelfinger og alt andet, hvad det møder, fordi det ikke evner at gøre andet med dem. Da det kun har mødt suge-situationen, har det ingen instinktiv viden om nogen anden type adfærd, og en sådan viden må erhverves ved, at barnet prøver sig frem samt konditioneres. Det er derfor ikke forbavsende, at sugningen kan forblive en dominerende reaktion, hvis barnet ikke finder andre og mere passende reaktioner. Dette vil kunne forklare meget af de perverse personers orale adfærd … “

“ … Barnet har i virkeligheden kun ringe lejlighed til at tilpasse sig til een situation, før det skal forberede sig til den næste. Aldrig så snart har det tilpasset sig til sine forældre og måske til søskende, før det tvinges til at begive sig ind i en ny situation og tilpasse sig til skolelivet. Det gør sandsynligvis dette ved at benytte sig af de reaktioner, det har lært af sine forældre. Hvis det har haft et normalt hjem, har det hensigtsmæssige reaktioner, men hvis det er blevet skræmt eller tyranniseret hjemme, opfører det sig, som om det ville blive tyranniseret i skolen. Der er ingen tvivl om, at skolelivet er en tilpasning til aggression, ganske som den lille abe også skal tilpasse sif til et aggressionsmilieu. Skolemiieuet ændres dog i højere grad end abeverdenen ved, at de voksne blander sig i det.

I skolen skal barnet desuden tilpasse sig nyartede sexualsituationer og undervises i de fleste tilfælde af sine kammerater i masturbation. Som regel er denne homosexuel og ekshibitionistisk, undertiden sadistisk og masochistisk i sin natur … “

“Han ledte på gulvet efter Knopperne, hun havde ladet falde, trykkede dem til sine Læber, til sit Bryst, lagde sine Læber mod de kolde Stene, hvor hun, saa vidt han i Mørket kunde skønne, havde sat sine Fødder, foretog sig ale de overdrevne Handlinger, som heftig Kærlighed indskyder et elskende Hjerte.

Men, tro mod Ridderskabets Aand, , gjorde han intet som helst Forsøg paa at efterspore eller følge sin udkaarne. Hun stod for han som et overjordisk Væsen, hvis Handlinger ikke matte udspejdes; hans Livs eneste Maal var at fuldføre hendes Bud og ved glimrende Vaabendaad at forherlige hendes Rygte.”

- Sir Walter Scott (af “Tallismanen”)  

 

“Med hensyn til drenge har man ofte gjort forsøg på at gøre deres naturlige begær til noget urent ved at meddele dem den forestilling, at kvinder er hellige og for ædle og gode til at betragtes med andet end de mest tilbedende tanker. Det siges til drengen, at han under enhver betragtning af kvinder skal tænke på sin mor og søster, og at han i sin adfærd over for kvinder bør tale, handle og tænke, som om det drejede sig om moder og søster.”

- Hollingworth citeret efter Allen

 

“Da drengebarnet vurderer sin spændende penis så højt, lider han voldsomt under den narcissistiske krænkelse, det er, at måtte erkende, at hans kønsdele er for ubetydelige og små til at kunne tilfredstille moderens lyst.”

- Kaplan

Det glæder mig hvergang, jeg støder på en psykologisk teori, der lader sig anvende på “Hændelsen”. For uanset hvad den hævder, bekræfter den samtidig, at “Hændelsen” holder vand.

Undskyld! - Det var et sidespring. Det er på tide, at vi kommer over til Kaplan, og bliver en smule klogere på hendes opfattelse og perspektiv på de i det foregående skitserede spørgsmål.

 

“ … En penis er et anatomisk lem. En fallos er en fiktiv kønsdel, et symbol på magt, og det er en kendsgerning, at i de fleste samfund er det traditionelt dem, der har en penis, der har magten, en magt, der forbindes med en erigeret penis og dennes seksuelle formåen. Mænd er imidlertid ikke fra naturens hånd falliske og kvinder ikke kastrerede væsner - undtagen i de menneskers øjne, som reagerer på en genital forskel, som et barn ville reagere … “

“ … Idet psykoanalytikere satte lighedstegn mellem en kropsdel - penis - og fallisk magt og satte lighedstegn mellem andre kopsdele - vagina og klitoris - og kastreret sårbarhed, afspejlede de magtstrukturerne og kønsstereotyperne i deres samfundsorden … “

Allen og Kaplan giver os mange fine input om det lille barn og et menneskes tidligste udviklingsstadier. Herunder også de ting, der måske kan forekomme forældre foruroligende, men rent faktisk hører med til en normal, naturlig udvikling. Men hvad så, når det viser sig hos et voksent menneske, at et eller andet er gået galt? Det er sådan set det spørgsmål, Nygaards roman stiller.

“ … Han kørte videre. Han huskede, at der i avisen havde stået, at mordet var begået af en pervers person, af en sjæleligt syg mand. Sådan havde der stået. Og en overordnet politimand havde udtalt, at de seksuelle forbrydelser greb mere og mere om sig, at der ikke gik en dag, uden at der skete anmeldelser. Og politimanden havde bedt om offentlighedens hjælp.

- Netop i sådanne tilfælde kan offentligheden hjælpe, havde han sagt. - Morderen kan være hvemsomhelst, Deres nabo, en af Deres bekendte, ja, han kan være en, som ingen tror det om, en agtet og respekteret familiefader, som aldrig før har vist sygelige tilbøjeligheder, og som kun i dette tilfælde har givet efter for en pludselig opdukket trang og aldrig mere vil gøre det.

Ordene lød uhyggelig tydeligt for Gundersen, medens han kørte videre. Der var en trussel i dem, en farlig, snigende trussel, fordi de opfordrede alle til at holde øje med alle, fordi de tvang ham il stadig at være på vagt … “

Det er her ikke uinteressant, at betragte Clifford Allens opfattelse, idet han mener, at perversioner er en form for barnagtighed, en ufuldstændig udvikling til et voksent menneske:

 

“De, der er fuldstændigt udviklede, har ingen interesse i perversioner; deres tilfredstillelse ved kønsakten er så total, at dette: at foreslå det fuldkomment voksne menneske en perversion, svarer til at tilbyde et menneske en sten, når det beder om brød.”

I forhold til tanken om en fejludvikling synes Allen altså snarere at se en mangelfuld eller ufuldstændig udvikling. Projektet er ikke kørt skævt og ud af et galt spor, det er derimod ikke blevet ført til ende og færdiggjort.

Udfra tanken om det perverse som noget tilstødende, ville udlægningen snarere være, at man så at sige var blevet taget som gidsel, og der derfor var et eller andet, man ikke kunne gøre sig fri af. Det ville medføre, at man frem for Allens infantile menneske snarere så et forpint et menneske.

Uanset hvilken opfattelse man hælder til, lader det imidlertid til, at noget med barn/voksen spiller en rolle på en eller anden måde. De forskellige opfattelser handler snarere om, hvilken rolle og på hvilken måde.

Det er her bemærkelsesværdigt, at Kaplan mener, at en del af den perverse strategi er et forsøg på at eliminere forskellen på barn og voksen såvel som på mand og kvinde.

Betegnende er det også, at Kaplan betragter hadet - og dermed fravær af kærlighed - som noget centralt for en perversion. Som en forlængelse af Freuds tanke om det polymorft perverse barn mener Allen, at den nyfødtes tilstand er altdomineret af had, der i løbet af opvæksten gradvis forvandles til kærlighed og således kulminerer med det, han betegner som “det fuldkomment voksne menneske”. Graden af modning skulle således være proportional med hvor meget had, der er transformeret til kærlighed og dermed hvor meget perversitet, der er et overstået stadium.

Hvis man ikke pure afviser tanken som nonsens, men er villig til at gå med på den et stykke af vejen, kunne man måske snarere end had tale om basal overlevelse. Efter at have tilbragt ni måneder i et lille, trygt rum mases man igennem en smal kanal og kommer derefter ud i noget fremmed, ukendt og skræmmende. De reptile instinkter slår til, ganske enkelt fordi, verden opleves som fjendtlig og farlig. Det første møde med verden kan dårligt opleves som andet end et tab af ens tryghedsbase. Herefter erfarer man langsomt og gradvis, at der også kan være rart i verden. Hvis man ikke forundes at opleve verden som et rart sted, vil man derimod bevare en større eller mindre grad af fjendtlighed overfor den.

Fortsættes 3-b ...