Lidt info om projektet “Paul”

OBS! - Det følgende er skrevet, som om projektet var færdigt og afsluttet. Det var sådan, jeg bedst kunne forklare det - også i forhold til at klargøre det overfor mig selv.

Musikken

Lad mig bare selv sige det før nogen anden: det er et gennemført plagiat, og i sammenligning med den ægte vare er det noget elendigt amatørlort!

Ingen, der har et blot overfladisk kendskab til “Tommy”, vil kunne undgå at bemærke ligheden, da jeg frem for at kamuflere forbilledet helt bevidst har valgt at referere til dette igen og igen gennem hele sangkredsen.

Jeg bildte mig ikke ind at kunne skabe et mesterværk. Men jeg kunne måske i bedste fald udtrykke min beundring for et sådan.

“Paul” er en hyldest til og fejring af “Tommy”. Ganske enkelt fordi, at “Tommy” efter min mening hører med oppe imellem de 20-30 mest fantastiske og geniale musikalske manifestationer nogensinde. “Paul” bøjer sig i dyb beundring for “Tommy” uden intentioner om selv at være noget ...

 - I hvert fald ikke andet end en særlig tilgang til og perception af “Tommy”.

Det er “Tommy” hørt af Paul fra “Hændelsen”, således som enhver seriøs “Tommy”-lytter nødvendigvis må have sin helt egen særlige “Tommy”-høring. Man kunne for så vidt tage en hvilken som helst person fra litteratur, film eller fjernsyn og spørge til, hvad netop han eller hun hører i “Tommy”. I det foreliggende tilfælde får vi dét, Paul (fra “Hændelsen”) hører.

Det begynder med overturen. Det var “Tommy”s store fortjeneste at få den mest basale og ordinære af alle akkorder - en ganske almindelig Cdur - til at lyde som en særegen og monumental åbningsklang. Jeg har gjort mit bedste for at efterabe tricket og åbner således også med en Cdur. Det lykkedes ikke at få den til at lyde helt så vægtig som hos forbilledet, men lidt af præget fik jeg da frem.

Gennem hele “Paul” bestræbte jeg mig på, at få centralt placerede Cdur-akkorder til at lyde så tommy ́ske som muligt. Delvis inspireret af serial-komposition er der også en række andre vigtige akkorder såvel som enkelttoner, jeg har forsøgt at give en særlig farvning/prægning, hvor der især spilles på kontrasten mellem cementerende skæbnetyngde og opløftende lethed.

“Tommy” fortsætter med en faldende akkordrække. Jeg varierede ved at bruge en stigende. Ved at sænke tempoet og således give hver akkord mere tid og plads forsøgte jeg at fremhæve det monumentale præg. Jeg benyttede en ret banal standardkadence (dog med tilføjelse af den formindskede treklang), som imidlertid opnåede et vist særpræg via en kromatisk faldende baslinie, der inden den opløses når at foranstalte nogle voldsomme dissonanser.

For “Tommy” gælder, at den indledende akkordrække er den bærende for hele værket, der gennem de efterfølgende sange atter og atter dukker op. I forhold til tonalitet flytter “Tommy” sig ikke særlig langt omkring, hvilket er med til at give den et stærkt sammenhængende enhedspræg, hvor alt hører til som en del af helheden.

Jeg valgte at gå en smule anderledes til værks. Jeg lod sangrækken - mere eller mindre - følge kvintcirklen (en idé stjålet fra J. S. Bach) og nåede således rundt i alle tonearter, men søgte så til gengæld at cementere et sammenhængspræg via den trinvise bevægelse i kvarter, hvor hvert led fører naturligt til det næste. Undervejs forekommer der en del varianter og modulationer af den indledende akkordrække, men ikke med tilnærmelsesvis samme konsekvens og hyppighed som hos forbilledet. Helt på linie med “Tommy” bruges derimod en række gennemgående motiver, der er knyttet til bestemte tematikker. For at få det til at lyde mere Tommy-agtigt har jeg benyttet betydeligt flere sus-akkorder, end jeg ellers gør i min musik. Et andet lille - og forsåvidt ret tommy ́sk trick (omend på mere indirekte vis) - var at give kvartintervallet g til c en central placering, og således lade det forekomme indenfor alle tonearter, hvor disse to toner indgår i den tilgrundliggende skala.

I det hele taget spiller kvarter en central rolle i “Paul”. På den vis søgte jeg at holde sammen på projektet. I de første udkast til mange af sangene var det endog endnu mere udtalt. Jeg ændrede på det, for at sangene ikke skulle minde for meget om hinanden, og især for at få “Liv, liv, liv”-motivet til at fremstå med en vis egenart. Flere af sangene benyttede i førsteudkastet ubetydelige varianter over samme motiv.

Overturen til “Tommy” går direkte over i de to små bidder “Captain Walker” og “Its A Boy” ( førstnævnte ikke anført som selvstændig sang på titellisten, men en afrunding af overtuen) for derefter at fortsætte med den melodisk smukke “1921”. “Paul” gør noget lidt andet. Det centrale g-c interval fastslås ved at blive brugt som bærende figur i “Længe om det hele”, der i sin art og tendens i øvrigt balancerer et sted i en delmængde zone i forhold til “It ́s A Boy” og “1921”. Den hælder i nogen grad imod “1921”, men strengt taget er det først det efterfølgende nummer, “Alt det besvær”, der er “Paul”s egentlige “1921”-nummer, omend både “Længe om det hele” og “Alt det besvær” rummer en række mindelser. På tekstsiden lader “1921” traumet indtræde i historien. I “Alt det besvær” bliver Paul derimod blot født, og rent handlingsmæssigt er vi altså ikke nået længere end til “it ́s A Boy”. “Paul” tager således turen henover “Beatrice”, “Kval” og “Frøken Hasselbach” for at få den grundliggende problematik manifesteret. Via disse bevæger vi os i toneart gennem F og Bb til Es (reelt c-mol). I “Frøken Hasselbach” forekommer nogle enkelte vage mindelser om “Amazing Journey”. Det egentlige “Amazing Journey”-nummer (eller rettere numre) er imidlertid tvillingeparret “Fantasiland”/“Sjove ord”. Bemærk især “inde i min fantasi”- passagen og dennes becifring, der musikalsk illustrerer Pauls indtræden i en anden verden ved at bryde ud af tonearten og benytte akkorderne fra “Amazing Journey”. Paul har påbegyndt sin fantastiske rejse. Ikke som kataton, men som fortabt i en drømmeverden.

Man kan således optælle, at “Paul” har brugt otte titler på, hvad “Tommy” gør på det halve. Forlæggets beundringsværdige økonomi har jeg ikke formået at matche. Men den mere omstændelige og langsomme scenegang er vel for så vidt på sin plads i en historie om en nøler, der har arvet den familiesærhed fra sine forældre at være længe om alting og som foretrukken problemløsning vente og se. Det gælder også bevægelsen gennem kvintcirklen, der først i “Sparks”-pendanten “Indre rørelser” når til As.

I løbet af denne stribe optræder for første gang to af de gennemgående motiver, nemlig de respektive temaer fra henholdsvis “Beatrice” og “Fantasiland”, der tilsammen udgør den lyse side af Pauls indre verden - i kontrast til den mørkere, hasselbachske - men med den væsentlige forskel, at “Beatrice” er rent, ægte lys, mens “Fantasiland” rummer mere vemodige træk, og repræsenterer et erstatningslys, en nødløsning, en overlevelsesstrategi, ligesom det også har berøring med ensomhed (“Jeg taler med mig selv, hvis ingen andre vil”). Imidlertid sker der henad vejen en forskydning af dette forhold, i og med at det ægte lys er tabt og tanken derom derfor forbundet med et smertefuldt savn, mens surrogatet i stigende grad godtages og accepteres for henad vejen endog at blive forvekslet med den ægte vare.

Som det er gængs kutyme for overturer, gælder det både i tilfældet “Tommy” og tilfældet “Paul”, at man her finder en række stumper af de efterfølgende numre. Således har man også her haft lejlighed til at høre de gennemgående motiver.

En lille finte i “Paul”, som man tidligst kan fange anden gang (de fleste nok først tredie eller fjerde), er, at noget af det sidste, der sker i overturen, er, at versmelodien fra “God guitarist” (essensen af problematikken) bruges i en “Captain Walker”-agtig passage, for så at gå lige over i decimal-motivet (jeg har tænkt ... ), der tekstmæssigt munder ud i spørgsmålet “hvad er det, der er galt?” Dermed er spørgsmålet stillet. Tilsammen udtrykker “God guitarist” og decimal-motivet en forundring, og spørger, om det virkelig kan være muligt, at man kan blive født ind i en verden, man er komplet uegnet til at leve i?

Dette bliver så oplægget til, at historien kan begynde. Som sagt: det har man ingen mulighed for at vide, første gang man hører det. Men når man siden er blevet fortrolig med decimal- motivet, vil man kunne konstatere, at spørgsmålet (hvad er det, der er galt?) stilles umiddelbart før, vi glider over i “Længe om det hele”, hvor Paul undfanges og vokser i sin mors mave, alt imens en besynderlig verden forefindes udenfor. Er det den eller det lille foster, der er noget i vejen med? I hvert fald viser de efterfølgende sange, at de allerede tidligt har vanskeligt ved at komme ud af det med hinanden.

De ni titler, der tilsammen udgør den første af “Paul”s i alt dele, er ganske repræsentative for projektet i sin helhed.

Også i forhold til omfang!

Som enhver vil kunne se blot ved at kaste et blik på titlerne, indgår der betydelig flere sange i “Paul” end “Tommy”. I senere udgaver er der blevet tilføjet nye sange. Men det oprindelige dobbeltalbum fra ́69 rummede alt i alt 24 numre. Mod dette består “Paul” af . Det gav mig mulighed for at få de direkte Tommy-citater mere uddelegeret og jævnt fordelt. Dertil kom at få tingene til at passe med de skiftende tonearter. En del gange undervejs var det ganske enkelt nødvendigt at lægge et nummer eller to ind imellem to af de navigeringspunkter, den oprindelige sangrække udgjorde. Dertil har jeg naturligvis hele vejen igennem haft overvejelser om den overordnede linie og bevægelsens forløb.

Undervejs er der tillige visse afsnit, som jeg valgte at skildre på måder, der ligger nærmere den montage-og-mosaik-metode, jeg benyttede i “Hændelsen”. Det gælder især Pauls første tid på institutionen, der for ham tager sig ud som et flimrende mareridt, hvor al sammenhæng falder fra hinanden i en række flakkende øjeblikke, hvor angsten og ubehaget er de eneste sammenbindende og helhedsskabende faktorer. Jeg forsøgte at skildre dette med en række ganske korte, små numre, der med hurtige skift i stemning, tempo, toneart m.v. gerne skulle give en fornemmelse af zappende kaos.

Lad mig her minde om det billede, jeg før brugte: Pauls helt personlige “Tommy”-høring. Opfattet på den måde, altså at sangene forplanter sig i et sind og sætter forskellige rørelser igang, kan den enkelte sang meget vel spalte sig i flere og bevæge sig videre i en række forlængede linier ned i sjælens dyb. Nu er dette naturligvis en metafor, der ikke skal tages strengt bogstaveligt, og noget mere jordnært føjer der sig hertil en række rent praktiske problemer i forbindelse med projektets udarbejdelse.

Hertil kommer så helt enkelt, at der var nogle sange, jeg gerne ville have med, også selvom de godt kunne have været droppet og ikke kan kaldes absolut nødvendige. Hvor som helst jeg selv følte, at jeg havde et godt nummer, valgte jeg at gå udover det strengt nødvendige. Især hvis jeg kom til at tænke, at “den her ville Paul (fra “Hændelsen”) have kunnet lide.”

Skønt alle disse forskelle og flere til kan anføres, er forskellen på “Tommy” og “Paul” mildt sagt til at overskue. Jeg har kaldt det en pastiche, for det er en pastiche, og det var det også meningen, at det skulle være.

Mange vil helt sikkert mene, at “Paul” er et rent plagiat, og ikke en gang et særlig fantasifuldt eller elegant et af slagsen. Deri giver jeg dem fuldstændig ret. Jeg havde ingen intentioner om at tage frit afsæt i forlægget for så at udfolde stor selvstændig kreativitet. Tvært imod var det mit bevidste mål at lave noget, der lige nøjagtig befandt sig et enkelt skridt - og ikke mere - fra en regulær kopi. Med dette havde jeg endog en særlig hensigt. Også udover den allerede nævnte rent hyldest-orienterede. Den skamløse plagieren tjente tillige et intertekstuelt formål!

Som mange af mine indlæg er kommet til at handle om, føler jeg, at romanen blev fuldstændig misforstået. At udforme sangkredsen tættest muligt på “Tommy” var en måde at skabe en referenceramme, der kunne fungere som en indføring i fortolkningsområdet. Jeg skal ikke lægge skjul på, at et vægtigt motiv bag udarbejdelsen af “Paul” har været at pege læsere af “Hændelsen” i den rigtige retning.

I sig selv åbner det at fortælle den samme historie på en anden måde op for en række nye tolkningsindgange. Uanset hvordan jeg så havde gjort det. De, der f. eks. ikke tillagde Magnus-kapitlet synderlig betydning, ville under alle omstændigheder få en ny vinkel på sagen via “Skolesang”, også uden Tommy-referencen. Men med “Tommy” som baggrundskulisse og klangbund opnås en ny dimension, et “resonansfelt”, hvor alting bliver langt mere klart og tydeligt.

Lad mig tilføje, at jeg ikke ved, om et plagiat på nogen måde kan være originalt eller banebrydende. Men i hvert fald har mig bekendt ingen tidligere lavet en decideret Tommy- pastische [1]. Det er aldrig let at være den første. Man undgår sjældent at begå fatale fejl.

Hvis andre skulle have lyst til at forsøge sig, kan de måske (?) lære af mine fejltagelser og lave noget bedre!

Se I øvrigt: “Tanker om The Who”, “Getting Whooked”, “Det niende år” og “Tommy studier”, samt diverse kompendier til disse

-- -

[1] Mange har naturligvis mere indirekte været inspireret af værket, ligesom der findes adskillige alternative udgaver deraf (særligt kan fremhæves Hellbenders bluegrass-version). Nogle anser muligvis ting som f.eks. “Ziggy Stardust” og “The Wall” for værende “Tommy”- pasticher, hvad de dog kun med store forbehold kan siges at være. De må snarere henregnes under de just nævnte mere indirekte inspirerede.

Historien og teksterne

Som musikken udgør en ubetydelig variation over “Tommy”, således med historien og “Hændelsen”!

Ingen kan vel for alvor være i tvivl om, at det er nøjagtig den samme historie. Bare fortalt på en lidt anden måde.

Det lå sådan set lige for at lave en sangkreds - “rockopera” - i den Tommy/Townshend ́ske tradition baseret på “Hændelsen”, eftersom allerede romanen var stærkt påvirket/inspireret af “Tommy” [1]. Der var klart stoffet til et “konceptalbum”. Det var sådan set bare at gå igang med at lave det. Imidlertid er der en række forskelle på romanen og sangkredsen, som bør nævnes.

Frem for at lade alt cirkulere omkring et nøglepunkt midt i forløbet, der samler alle tråde og refererer til både før og efter, valgte jeg at bygge sangkredsen op som et kronologisk forløb, hvor Paul først bliver født, og hans liv derefter går sin skæve gang. Man kan sige, at jeg afveg fra “Hændelsen”s opbygning og i stedet fulgte “Tommy” noget tættere, end romanen kan siges at gøre.

Ligeledes er fokus i nogen grad ændret, så den centrale begivenhed snarere bliver tabet af Beatrice. Dermed bliver historien også en smule anderledes. Pauls uforsonlighed - hans manglende evne til at forlige sig med, at tingene er, som de nu engang er - bliver snarere en konflikt mellem fantasi og virkelighed end et altdominerende mindreværdskompleks.

Når historien skal opridses i kortform, bliver den derfor i denne version til noget i retning af, at Paul kommer til verden under lettere særlige omstændigheder, men i øvrigt kommer nogenlunde tåleligt fra start. Som fireårig har han en børnehavekæreste. Tabet af hende kommer han sig aldrig over. Han afviser virkeligheden og dyrker en fantasiverden, hvor Beatrice fortsat er den centrale person. Denne tilstand fortsætter helt op i hans voksne år. Inden da sker der imidlertid en del andet. Af særlig betydning er en institutionsanbringelse, hvor han oplever mobning og overgreb. Det giver ham ikke ligefrem et lysere syn på realiteterne, dét, de andre - men ikke Paul - kalder virkeligheden. Han kan imidlertid ikke helt undvige tingene ved at lukke sig inde i sine fantasier. Det andet følger med derind. Hans engang ellers så smukke fantasiverden besudles. Det ændrer imidlertid ikke på, at Paul er en drømmer. Det er fortsat i fantasierne, at han lever sit liv. Den afsluttende forløsning kommer derfor ikke i samme grad som i romanen til at handle om opløsningen af et kompleks, men snarere om en mere generel åbning ud til livet.

Frem for et egentligt svar på god nok eller ikke god nok problematikken foreligger livet som mulighed, og netop som mulighed lader det sig måske også gøre for de mindre egnede at gribe ud efter det. [2]

Pauls vel nok største fejltrin har været at tro, livet var noget, der skulle regnes ud, og muligheden for at leve således afhængig af at finde løsningen på en mystisk gåde. Men selvom han har “beregnet i decimaler”, har det ikke ført til noget som helst.

Når det aldrig lykkes Paul at få et forhold til at fungere, skyldes det ikke kun et i mere snæver forstand seksuelt problem, men i høj grad også, at han ønsker en umulighed. Han vil genskabe noget, der ikke lader sig genskabe: et barneforhold i en beskyttet legeverden langt fra den voksne verdens problemer. At et forhold nødvendigvis rummer konflikter og kompromisser, kan han ikke acceptere. Han ønsker den nærmest telepatiske sammenhørighed, hvor man danser gennem livet med koordinerede bevægelser. Når han som voksen møder en jævnaldrende kvinde, søger han i hende Beatrice. Naturligvis med det forudsigelige resultat, at han ikke finder hende.

Dette kommer til at stå som et nøglepunkt i Pauls konflikt. Også fordi han ikke bare “tager fejl” og har uret. I så fald havde det været lettere at korrigere. Men der er også ting, han har set rigtigt. De forstyrres imidlertid konstant af en overskruet fantasi.

Rent principielt har han sådan set ret i, at hvis der skal være nogen idé i, at to mennesker har et forhold sammen, skal de også have det rart sammen. Hvorfor skulle man ellers? Men Paul skruer konstant alt op til det højeste ideal. Det er en smuk tanke, at kernen i et forhold bør være en gensidig taknemmelighed over at have fundet hinanden. Men ofte er virkeligheden ikke sådan. Når realiteterne skuffer Paul, bliver han ikke blot hård i sin afvisning. Han genoplever tillige institutionens besudling af sine værdier og forfalder derfor til det vulgære. For idealisten Paul findes der ikke noget midt imellem. Enten er tingene rosenrøde, eller også er de noget svineri. Hvad der ikke står mål med idealet er grimt, lavt og ækelt, og som et offer for tvangsmekanismer knyttet til gamle traumer kommer Paul selv til at bidrage til at trække tingene ned i sølet. Set i det lys bliver det noget lidt andet, der sker, når Pauls kompleks tager styringen i et forhold. [3]

De væsentligste hovedelementer i historien forbliver dog uforandrede. Det er det ene og samme, blot anskuet fra en lidt anden vinkel. Jeg følte, at det at overføre historien fra et medium til et andet nødvendiggjorde at betragte den fra en lidt anden vinkel. At slavisk følge romanen, lade prologen genopstå som en sang, derefter en sang der gendigtede første kapitel osv. troede jeg ganske enkelt ikke på ville komme til at fungere.

Det kronologiserede forløb giver en anden vinkel på Pauls konflikt. For så vidt ikke en alternativ forklaring, blot en lidt anden måde at forklare det ene og samme. Der er fuld dækning i romanen - også for denne vinkel på sagen. Blot fremstår den måske ikke særlig tydeligt, men forbliver i det antydede.

Paul kommer vel sådan set ikke til verden med dårligere odds end gennemsnittet. Men som enhver anden fødes han ind i de spændinger og fortløbende problematikker, der nu engang eksisterer i familiesituationen og i større eller mindre grad behersker den. Som Jung har påvist, overtager børn forældrenes uforløste konflikter. Det gælder naturligvis også Paul - såvel som enhver anden.

Det er ikke overraskende, at Paul kommer til at slås med mange indre modsætninger, eftersom han er født ind i et spændingsfelt af mangfoldige modsætninger. Han er afkommet af storebroderen, der får børn senere end alle sine yngre søskende. Han er ønskebarnet, der har ladet vente på sig. Så længe at han ikke længere er noget ønskebarn.

Mere indirekte og marginalt har det endvidere en betydning, at Paul fødes lige omkring kulminationen af hippietiden og den psykedeliske bølge. [4]

Rent in passant kan det nævnes, at netop mens hippierne talte mest forblommet om universel kærlighed, herskede der alt andet end fred og forståelse imellem jøder og muslimer i mellemøsten. Fra et rent militært synspunkt må Moshe Dayan betegnes som et strategisk geni. Men et blomsterbarn var han absolut ikke!

Der forefindes således modsætningsforhold mange andre steder end indenfor hjemmets fire vægge omkring Pauls fødselstidspunkt. Men det er naturligvis de spændinger, som befinder sig nærmest ved hans vugge, der får stærkest og mest direkte indflydelse på hans liv.

Reelt er der ikke meget plan og bevidst hensigt i forældrenes langsommelighed. Det er bare sådan, tingene er gået. Et barn af en sådan forbindelse kan alt efter temperament og gemyt reagere på én af to måder. Det kan blive en racerkører gennem livet, der gør alt tidligt for at indhente den spildte tid, altid jaget af en følelse af at være lidt bagud. Enten det. Eller også en nøler, der kompenserer for forældrenes tagen tingene, som de kommer, ved at overveje alt en ekstra gang og altid ville have en plan. Paul bliver det sidste.

Havde det nu været det hele, ville problematikken måske have været af relativt begrænset omfang. Men nøleren og grubleren Paul har imidlertid også fået en række andre spændinger med i bagagen, der gør ham til andet og mere end blot det.

Han er faderens elskede søn, men står også med et mindreværd i form af at skulle leve op til en far, han ikke kan leve op til. Samtidig er han en skuffelse for moderen, der hellere ville have haft en datter. Da hun får en stor, sund søn påtvinges hun udefra en stolthed, som hun tager til sig, for “sådan skal hun åbenbart synes”. Men et sted dybt indeni, rasler datterdrømmen - og dermed skuffelsen - stadig rundt. I det lys er det ikke overraskende, at Paul kommer ud i voldsomme tvivl om sin mandighed og manderolle. Der ligger en tiggende bombe, som bare venter på en passende anledning, der kan fungere som udløsende faktor. Denne viser sig til overmål, da han udenfor forældrehjemmet møder de seksualiserede - såkaldt “frigjorte” - 70 ́ere i den særlige, tilspidsede variant, som præget institutionen, han anbringes på.

Som sagt er dette ikke en anden forklaring. Det er blot et mere eksplicit og tydeliggjort aspekt af sagen, som i romanen forbliver mere dunkel, men så afgjort er der [5]. Dette har også med valget af form og medie at gøre. En fortælling og en sangtekst kan udmærket i bund og grund sige det samme. Men de vil almindeligvis gøre det på hver sin måde.

Visse ting har jeg således valgt at fremstille på måder, som ligger relativt langt fra den måde, de tilsvarende motiver præsenteres i romanen. Det gælder f. eks. Frøken Hasselbach, som ikke indgår i romanens persongalleri. Hun er da heller ikke at forstå som en egentlig person. Hun er dels et billede på det farlige og truende. Dels et udtryk for Pauls nervøsitet og ængstelighed. Bøhmanden, det onde, uhyret under sengen eller hvad man vil. Men dog ikke udelukkende Pauls indre angsttilstande. Hun er også det system, der reagerer med restriktioner overfor børn, der ikke passer ind. Det er ikke en angstfantasi, men noget helt reelt og faktisk, at Paul anbringes på en institution. Det er ikke noget, han forestiller sig. Det sker!

Hvem er så de skyldige, og hvori består overhovedet forbrydelsen? Pauls forældre er ikke onde. De er hverken alkoholiserede, voldelige eller andet i den grove ende af skalaen. Når alt kommer til alt, består deres eneste fejl i at opdrage/socialisere Paul til en anden verden end den, han skal leve i.

Set fra Pauls synspunkt er der ingen tvivl om, at forbryderne er dem, der har at gøre med, at han skal væk fra sin far og mor og være et sted, han ikke bryder sig om at være. Men indbefatter det i så fald ham selv? Er det hans egen skyld? Har han været så slem og uartig, at han nødvendigvis må straffes?

For en lille dreng er det naturligvis uigennemskueligt, at der hersker en del spændinger og uheldigheder indenfor familierelationen. F. eks. forstår han ikke moderens dobbelthed i forhold til at på én og samme tid være utilfreds med og stolt af sin dreng. [6]

Går vi tilbage til fødselssituationen var der anerkendende beundring fra alle sider. Hendes store dreng, der var langt over normalvægten for en nyfødt, gav prestige. Derved også en mulighed for at genoprette sit tabte ansigt overfor de yngre svigerinder, der havde anset hende for gold.

 

" ...Denne præmiebaby er den gamle piges avl,

Så i kan godt pakke sammen med de sølle skravl ... "

Alle disse spørgsmål er også antydet i “Hændelsen”. Til min Tommy-pastiche valgte jeg så bare at samle dem i et enkelt symbol, der sådan set rummer det hele. Derfor frøken Hasselbach. Hun er angst og skyld i alle dets former. Det store mørke i enhver afskygning. [7] [8]

Mens romanen ikke direkte trækker paralleller imellem de ulve, Paul forestiller sig komme væltende ind i entreen, og institutionens pædagogiske personale, men blot diskret antyder muligheden for en sådan sammenstilling, gælder det her modsat, at de flyder ud i ét [9].

Som nævnt i forbindelse med musikken har jeg forsøgt at skabe en fornemmelse af det flakkende, flimrende og myldrende mareridtspræg, der udgør Pauls første indtryk af institutionen ved hjælp af en stribe ganske korte numre. Det er mit håb, at det i denne version af historien bliver tydeligere, hvor stor og voldsom en omvæltning i Pauls liv, anbringelsen er. Når Pauls hang til orden og systemer tager tager så voldsomt overhånd, er det naturligvis ikke mindst som en modkompensation til oplevelsen af fragmentering.

På institutionen bliver Pauls tendens til lige at skulle vende alting en ekstra gang farlig for ham. Havde han kunne lukke helt af, havde han måske også - som Dante - formået at gå ren og ubesmittet igennem helvede. Men Paul er delvis og inkonsekvent i sin afvisning. For trods væmmelsen vækker tingene også en nysgerrighed i ham. Hans evigt grublende sind stiller spørgsmål, vil forstå, prøver at få tingene til at give mening. Derved begynder der også at dukke nye skikkelser op i hans indre verden, eller rettere: frøken Hasselbach afslører nye sider af sit væsen. Beatrice-skikkelsen står derimod uforandret i sit solbeskinnede lys, alt imens afstanden mellem hende og Paul forøges. Han indser selv, at det forholder sig således og lider derunder, således som det bl.a. fremgår af Laila-historien.

Således er alt - fra omstændighederne ved hans fødsel og fremefter - lagt til rette, så det vanskeligt kan undgås, at der opstår en psykologisk hårknude, hvad der da også sker. For så vidt er det netop dette, der kulminerer med den centrale begivenhed - hændelsen. Denne forbliver væsentlig - også i denne version af historien - omend den kommer til at stå i et lidt andet lys.

Som den måske største forskel på romanen og sangkredsen har jeg kraftigt neddæmpet det seksuelle. Det var netop det, som betød, at alle fik “Hændelsen” galt i halsen. Her fulgte jeg det gamle råd, at man ikke skal gå tilbage til en fuser. Hvis det var her, der opstod en tolkningsforstyrrelse, var det også her, jeg måtte ændre noget.

At det seksuelle fylder meget i “Hændelsen”, kan der naturligvis ikke blive strid om. Problemet var, at alle misforstod dets betydning og funktion i romanen. Jeg ønskede ikke en gentagelse af den slags fejltolkninger. Følgelig neddæmpede jeg dette så meget som overhovedet muligt. Helt undgås kunne det ikke. Dertil er det for nært knyttet til hele værkets problematik. Men tilbage er kun de absolut nødvendige små vink og hentydninger. [10]

Alt i alt kan man altså sige, at der er blevet vendt op og ned på, hvad der præsenteres særlig specifikt, og hvad der blot antydes. Det, der er gjort meget ud af det ene sted, er kun lige akkurat berørt det andet og vise versa.

Imidlertid kan ingen, der har læst mine forskellige kommentarer til “Hændelsen” og reaktionerne på denne, være i tvivl om, at det har smertet mig dybt, at ingen har forstået den egentlige mening med de seksuelle motiver i romanen. Misforståelserne har været så grelle i deres karakter, at jeg ganske enkelt ikke har kunnet lade være med at forsøge at forklare mig.

Atter og atter har jeg vist tilbage til den faktiske tekst, påpeget at det ikke er dét, som visse folk har hævdet, at der rent faktisk står, og at det set i sammenhængen tydeligvis ikke er derfor (af de grunde, de tror), at det står der.

Til trods for at jeg har kunne godtgøre tilfælde for tilfælde, at der var tale om fejltolkninger, har dette tilsyneladende ikke kunne ændre folks opfattelse. Følgelig måtte jeg prøve på en anden måde. Det oplagte at gøre var så at vise det, der kommer til syne, når det seksuelle i størst mulig grad fjernes. Ikke i form af en senere tildigtning. For det står allerede i romanen. Jeg har således ikke tilføjet noget til “Paul”, som der ikke er dækning for i “Hændelsen”. Jeg har blot sagt det på andre måder og vist det fra andre vinkler.

Se I øvrigt: “Der kommer en dag”, “Faderen”, “Sorority Girl”, “Reform School Girl” og “PDD og senfølger”.

-- -- -

Noter:

[1] For en nærmere belysning af forholdet mellem “Hændelsen” og “Tommy”, sammenlign med “Spilopper” og “Schoolboys In Disgrace”.

[2] Især hvis man - som Paul - ved uegnet simpelthen forstår det at ikke være den bedste. Det efterlader i giver fald temmelig mange som uegnede, da der jo kun kan være én “den bedste”!

[3] Idealisme og misantropi er to sider af samme sag. Når kun det fuldkomne er godt nok, ender man med at negligere alt.

[4] Se nærmere herom i “Progressionen”.

[5] Hele denne opridsning af familiesituationen fremgår indirekte af kapitel 1, 4, 6 og 13. Men som alt andet i “Hændelsen” er der også her tale om et puslespil, som læseren må gøre sig den ulejlighed at lægge, hvis han/hun vil gøre sig forhåbning om at nå frem til en forståelse af tingenes rette sammenhæng.

[6] Blandt meget andet kan frøken Hasselbach i høj grad også opfattes som moderens skyggeside. For en nærmere analyse af denne symbolik, se “Skyggeporten” og “The She- Creature”.

[7] I “Tommy” er det tilsvarende oplagt at opfatte “The Acid Queen” i en bredere tolkning, hvor hun ses som noget mere principielt, alment og metaforisk end en enkeltperson.

[8] Det samme forhold gælder senere i historien (hen mod slutningen) med Frede Frejdig, der heller ikke er at forstå som en egentlig person, men ligesom Hasselbach en samlende metafor, omend i den modsatte ende af spektret, idet han symboliserer livet, håbet og det fortrøstningsfulde.

[9] Men ikke blot personalet. Også de andre elever. Sammenlign i “Hændelsen” den historie, Lone læser op, hvor den gamle førerulv kæmper for sin plads i rangfølgen med Kiplings fortælling om Akelas sidste kamp, som Paul har fået fortalt af sin far.

[10] For en nærmere udredning af de seksuelle motivers betydning i “Hændelsen”, se “Angst og seksualitet”, “Udpegningen”, “Det pirrende falsum”, “Semifinalen” og “Antitesen” samt diverse kommentarer (skrevne såvel som indtalte) til “Hændelsen”.

Ovenfor har jeg - som nævnt - udtrykt mig som om, projektet var færdigt. Det er det imidlertid langt fra at være. Nedenfor lidt om hvordan det reelt står til på indeværende tidspunkt (oktober, 2020).

 

Oversigt over Paul indtil videre

Første akt

Overture

Tid: mytisk, udenfor kronologi.

Karakter: Rapsodisk kludetæppe af temaer og motiver fra projektet. Stærk lighed med overturen til “Tommy”.

Status: Så færdig, som den bliver uden kompetent assistance.

I forhold til projektet i øvrigt: Lægger en grundstemning og skaber derved et atmosfæremæssigt afsæt for det videre forløb. Går direkte over i

Længe om det hele

Tid: Ni måneder henover 1966-67.

Karakter: Langt, novellistisk nummer, relativ/moderat langsom. Nogen lighed med “It’s A Boy” og tildels “1921”.

Status: Færdigkomponeret i forhold til tekst og musik (melodi + akkorder). Arrangement/udførsel, instrumentering, lyd/produktion/sound m.v. kun vagt skitseret. Til enkelte passager foreligger nogle løse udkast/forslag, men størstedelen af nummeret er pt. kun rå/naturel tekst og musik.

I forhold til projektet i øvrigt: Pauls tid som foster. Vi møder hans forældre og lærer dem lidt at kende. Mange subtile tematikker i forhold til parrets samliv, slægtsforhold, den ydre/fjernere omverden (tiden) m.v. På mange måder bliver den nyfødte Paul kastet direkte ind i en række temmelig betændte tilstande.

 

Al det besvær

Tid: Sommeren ’67. Beatles udgiver “Sgt. Pepper” og Moshe Dayan viser sig som en genial strateg under seksdageskrigen.

Karakter: Tung, træg ballade, udpræget langsom. Enkelte vage ligheder med “1921”, men ikke særlig udtalt.

Status: Musik komponeret og et arrangement løseligt skitseret. Derimod mangler det meste af teksten stadig at blive skrevet.

I forhold til projektet i øvrigt: Pauls fødsel fortalt af moderen. Tilsammen giver “Længe om det hele” og “Al det besvær” det kendskab og indblik i barndomshjemmet, som lytteren/tilskueren/fortolkeren har brug for i forhold til det videre forløb. Man ved nu dét, man behøver at vide om forældrene for at forstå den del af Pauls problematik, der har relation til hans allertidligste år.

 

Beatrice

Tid: Sommeren ’71.

Karakter: Frisk, let, luftig, lidt over middeltempo med et lettere anstrøg af 50’er-agtigt præg. Ingen direkte referencer til “Tommy”, parafraserer snarere “The Iron man” (“Won’t Run Anymore”/“Dig”/“A Friend Is A Friend”). Kan tildels også siges at trække en linie gennem Townshends karriere fra “It Was You” og “Instant Party Mixture” til “The Sea Refuses No River” og “The Brilliant Blues”. Ret beset er denne sang dog ikke videre townshend’sk. Snarere á la rock and roll/doo-wop/slock. Henimod slutningen standser musikken imidlertid brat op og slår fra munterhed og lys over i chok, smerte og mørke.

Status: Langt fremme, men ikke færdig.

I forhold til projektet i øvrigt: musikalsk set et oplivende pust efter den træge “Al det besvær”. Teksten hopper - fuldstændig ligesom “Tommy” - fra fødslen direkte frem til barnets fjerde år, hvor den anden store hovedbegivenhed (med fødslen regnet som den første) indtræffer i dets liv. Ligeledes helt på linie med “Tommy” er det her, at et traume sætter ind. Dermed er den situation/tilstand, der kommer til at præge resten af Pauls liv etableret. Via en lettere effektpræget overgang fortsætter musikken direkte over i

 

Kval

Tid: En smule senere i ’71. Eller nok snarere en udvidelse af det øjeblik, hvor Paul står foran den lukkede dør.

Karakter: Uhyggeligt instrumentalnummer, der skildrer Pauls sorg, savn og smerte.

Status: Kun en løst udkastet grundidé.

I forhold til projektet i øvrigt: Pauls reaktion på tabet af Beatrice. Det første kig ind i hans indre, hvor vi siden skal aflægge adskillige besøg. Dermed også en fortsat etablering af den tilstand, der fastfrosset/fikseret fortsætter mere eller mindre uforandret mange år frem i tiden, omend langt fra upåvirket af de begivenheder, der siden indtræffer. Mangt og meget skal siden bygge ovenpå og forværre Pauls tilstand. Men her har vi grundsåret, den første store rystelse, der rokker ved Pauls tro på og tillid til tilværelsens godhed.

 

Frøken Hasselbach

Tid: Nogenlunde ligesom de to foregående. Måske en smule senere.

Karakter: Mol med swing á la “Fever”, “Sixteen Tons” etc. Hist og her et par enkelte vage mindelser om “Amazing Journey”.

Status: Kun en løst udkastet grundidé.

I forhold til projektet i øvrigt: Den første i rækken af symbolske/repræsentative personer ligesom Hawker, Acid Queen m.v. i “Tommy” (eller måske den anden dersom man vælger at opfatte Beatrice som en metafor fremfor en konkret person). Et billede på det skræmmende. Uhyret under sengen og voksenverden set som truende frem for tryghedsgivende. I forlængelse af sin tvivl om tilværelsens godhed er Paul begyndt at opfatte verden som et farligt sted.

 

Fantasiland/Sjove ord

Tid: Lidt usikkert. Vi kunne for så vidt stadig befinde os i ’71, men også være rykket frem til omkring 72-73. Skolealderen nærmer sig! Men fremfor en streng kronologi vil det være mere korrekt at se Beatrice”, “Kval”, “Frøken Hasselbach”, “Fantasiland” og “Sjove ord” som mere eller mindre mytiske og flakkende billeder fra tiden mellem spædbarnsstadiet og skolealderen. Der er tale om indtryk, tilstande og såvel ydre som indre oplevelser, der generelt præger denne periode. Således er der ikke nødvendigvis tale om en specifik rækkefølge af begivenheder. Det er f. eks. højst tænkeligt, at Paul har oplevet noget skræmmende, hvor de voksne omkring ham ikke fremstod som ubetinget rare (= frøken Hasselbach) før venskabet med Beatrice.

Karakter: Sammensat af to nært beslægtede, men ikke identiske musikstykker. Mere let og lys i præget end de umiddelbart foregående numre, men med mørke skygger rumsterende i dybet. Underliggende sorg og smerte skurret konstant imod den relativt muntre lydlige overflade. Kan ses som en forvanskning af det rene lys i “Beatrice”, hvor et lettere forgiftet erstatningslys etableres som strategi. Rummer et direkte - omend lettere kamufleret - citat fra “Amazing Journey”.

Status: Tekst og musik naturel, altså færdigkomponeret, men ikke arrangeret.

I forhold til projektet i øvrigt: Paul finder sprækken i hverdagens lærred! Ingen har kunne erstatte Beatrice og indtage hendes plads. Des årsag møder vi her en ensom lille dreng. I mangel på legekammerater finder Paul på sine egne lege med sig selv. Endvidere møder vi atter Pauls mor. I forhold til den ufrivillige selvafsløring i “Al det besvær”, kan det næppe undre, at hun oplever sin lille søns kontaktforsøg, som at han er plagsom og går i vejen. Derved bidrager hun til at uddybe Pauls mistillid til verden omkring sig, således at han mere og mere søger ind i sig selv og sit eget univers. Der nævnes såvel at han synger en sang, som at han muntrer sig med sjove ord. Dermed hører vi her første gang helt eksplicit i en tekst om Pauls forhold til lyde, musik m.v. Som det henad vejen skal vise sig (og som de, der har læst bogen, ved alt om), er Paul en lille smule visuelt udfordret. På ingen måde i svær og graverende grad. Men altså netop: lettere visuelt udfordret. Til gengæld er han auditivt stærk, og således tilbøjelig til at høre, hvor andre ser. Hans egenartede oplevelsesmåde får siden en del betydning i forhold til de misforståelser og kommunikationsproblemer, Paul løber ind i.

On the amazing journey together we ride ....

 

Indre rørelser

Tid: Fra Paul finder sprækken frem til skolestart. Kan så nogenlunde indkredse som 1971-74. Men står samtidig med et ben i mytisk tid. Paul er i en vis forstand vendt tilbage til fostertilstanden, hvor han mere eller mindre forbliver det meste af sin barndom.

Karakter: Sparks-lignende instrumental nummer med lyse/håbefulde islæt.

Status: Kun en (meget!) løst udkastet grundidé.

I forhold til projektet i øvrigt: I forlængelse af Fantasiland/Sjove ord kommer vi her længere ind i Pauls indre univers. Afslutter første akt.

Anden akt

Visitation

Tid: Sommeren 1975

Karakter: Sparks inspireret instrumentalnummer med mørke/dystre islæt.

Status: Kun en (meget!) løst udkastet grundidé.

I forhold til projektet i øvrigt: Åbningsnummer til anden akt. Skildrer de omtumlede tilstande, der føler af, at det går helt galt for Paul, da han begynder i skolen (1974). Omgivelserne reagerer negativt på hans drømmerier og aparte adfærd. Børnepsykiatrien, undersøgelser i alle ender og kanter, der fører frem til en anbringelse på en institution. Modsvarer Indre rørelser, der skildrer Pauls indre verden. Her kommer den ydre vedens reaktion.

 

Hvorfor?

Tid: August, 1975.

Karakter: Lille, stille vignet.

Status: Godt på vej, men mangler endnu en del.

I forhold til projektet i øvrigt: Paul flytter ind på institutionen. Står med store, spørgende øjne. Hvad er det her for et sted? Og hvorfor skal han være her?

 

Potpourri

Tid: August/september 1975 og frem ...

Karakter: á la The Hawker

Status: Godt på vej, men mangler endnu en del.

I forhold til projektet i øvrigt: Pauls følelse af fremmedgørelse og at være udenfor i den første tid på institutionen.

 

Skolesang

Tid: Som de forrige.

Karakter: 60’er-agtig flipper sang i den mindre heftige ende.

Status: Løseligt skitseret, men kun delvis komponeret. Kommer til at kræve en del arbejde.

I forhold til projektet i øvrigt: Paul finder en tryg oase i skolen. De er kun tre elever i hans klasse, og han kan godt lide sin lærer, Lone. Han er dog noget forundret over fænomenet dag-elev. Hvorfor bor Magnus hjemme, når alle de andre børn bor på institutionen?

 

Larm

Tid: Som de forrige.

Karakter: hård, tung rock, semi-heavy.

Status: På mest rudimentære råskitse-plan. Rigtig meget arbejde venter!

I forhold til projektet i øvrigt: I modsætning til den trygge og kontrolerede skolesituation er afdelingen en yderst kaotisk og skræmmende oplevelse for Paul.

 

Skynd dig/fart på

Tid: Efteråret ’75. Pauls første tid på institutionen. Dog ikke strengt kronologisk stadfæstet, eftersom der er tale om ting, der kommer til at præge store dele af anbringelsen, og således også har gyldighed senere i forløbet. Fortolkningen bør således snarere forholde sig til dette som et generelt træk ved de herskende forhold end noget, der sker på et bestemt tidspunkt.

Karakter: stressende, forjaget. En irriterende hæsblæsende omgang. Tillige med dissonante og atonale træk, der fremhæver og understreger præget af noget ubehageligt. Ingen direkte relation til nogen “Tommy”-sange, kan snarere vække nogle vage mindelser om “White City”-albummet.

Status: Nogle skitser foreligger, men en del bearbejdelse er påkrævet.

I forhold til projektet i øvrigt: Paul skal lære en masse i en frygtelig fart. Selvom det delvis lykkes, bliver han ikke glad for at kunne noget nyt, men snarere skræmt over alt det, der forventes af ham. Sangen vil næppe komme til at foreligge som ét langt nummer, men i stedet som små, abrupte stumper, der dukker op imellem andre sange, og derved jævnligt minder om det generelle pres i forhold til krav og indlæring, som udgør en voldsom stressfaktor, og er en konstans, der foreligger samtidig og sideløbende med alle de andre ting, der foregår.

Kærlighed

Tid: Generelt vilkår for anbringelsen.

Karakter: Svulstig ballade i bedste/værste 80’er stil.

Status: Kun ganske løst skitseret (men jeg har en idé i hovedet)

I forhold til projektet i øvrigt: Paul er skræmt over de mange krav. Han bliver ked af det, da han bliver skældt ud. Føler ikke, at nogen forstår ham. Længes efter søde mennesker.

 

Virkelig er vigtigt

Tid: ???

Karakter: Vignet.

Status: skitseret.

I forhold til projektet i øvrigt: Paul er skræmt og forundret. Kan ikke finde ud af tingene. Hvad er det hele for noget?

 

Normer

Tid: Generelt vilkår for anbringelsen.

Karakter: Friskpisket ska med sideordnede vokallinier (polyfoni).

Status: Langt fremme, men ikke færdig.

I forhold til projektet i øvrigt: Del af anden akts store mosaik, hvor en række små, korte numre i divergerende tempo, toneart m.v. kredser omkring alt det, der er svært for en lille dreng, når han anbringes et sted, han ikke kan lide at være. Har således ikke meget at tilføje, er bare en anden vinkel på det ene og samme.

 

Ih, hvor er det skægt

Tid: Tilbagevendende tendens under de første ca. to år af anbringelsen.

Karakter: Munter stemning med hoverende bismag. Indtil videre tænkt som noget folk/country/bluegrass/ragtime/western swing/rockabilly-relateret domineret af fingerpicking-guitar.

Status: På sin vis godt på vej, men kræver stadig meget arbejde på alle fronter. Endvidere er intet endeligt vedtaget. Muligvis laver jeg den helt om. Melodien ligger fast. Men der er blevet leget og eksperimenteret en del med både toneart, tekst, arrangement og alt øvrigt. Intet af dette kan på nuværende tidpunkt regnes for endegyldigt og uomstødeligt besluttet. Et af de numre, hvor kompetent assistance ville kunne tilføje og løfte virkeligt meget.

I forhold til projektet i øvrigt: Mobning set fra mobbernes synspunkt! For så vidt en pendant til “Skynd dig/fart på”. Elev-ækvivalenten til kravene fra personalet er forfølgelser, tæsk og drillerier, hvorved den nyindflyttede Paul kommer under dobbelt pres. Ligesom personale-ækvivalenten skal “Ih, hvor er det skægt” formodentlig(?) også udstykkes i mindre bidder, således at man også omkring denne tematik får understreget et præg af konstans fremfor enkeltstående begivenheder på et bestemt tidspunkt. Dog må der meget gerne være et forløb og nogle forandringer deri. Første gang handler det bare om den nye, der med rituel nødvendighed skal have butikken. Senere er Paul blevet mere luret af og hans ømme punkter spottet, således at de, der synes det er sjovt at tirre ham, ved hvilke knapper, der skal trykkes på. I andre - mere enkeltstående - tilfælde gælder, at Paul for så vidt er optaget og godkendt i kammeratskabet, men kortvarigt marginaliseres, da han på en eller anden måde træder ved siden af (ligesom man også må forvente, at det jævnligt sker for de andre børn).

 

Det kan jeg ikke se

Tid: ??????

Karakter: ?????

Status: Overhovedet ikke på nogen måde lavet eller blot skitseret. Titlen er også blot en foreløbig arbejdstitel, ikke noget bindende. Måske skal nummeret hedde noget helt andet.

I forhold til projektet i øvrigt: Selvom det ikke har tilnærmelsesvis samme betydning for denne vinkling af historien som det er tilfældet med bogen, synes jeg, at der bør være en sang, der nævner Pauls visuelle udfordringer. Handlingslinien lader sig gennemføre uden, da fokus er på andre ting end f. eks. hvad Paul er i stand til eller ikke i stand til at vurdere pr. øjemål. Men det er en del af hans karakteristik. Derfor er det også noget af det, der kan bidrage til at forstå ham. Paul er ham, der opfanger lyde og kan skelne de finere nuancer, men samtidig kan stirre på noget, der er lige for næsen af ham, uden at se det.

Nota bene - Noget, jeg ikke rigtig er gået ind på i mine kommentarer til bogen, er, at en del af det duperende ved kommodescenen består i selve det, at Birger uden videre er i stand til at opgive et mål, som noget han åbenbart bare ved og har lagret i hukommelsen. Paul ville være nød til at tage målet igen (uanset hvor mange gange han tidligere har gjort det) for at kunne komme med pålidelige oplysninger. Et rent umiddelbart vist “sådan her” ville givetvis være helt ved siden af. Enten alt for lidt eller alt for meget, og ikke bare tilnærmelsesvis i nærheden af en korrekt oplysning. Nuvel - dette har uendelig lidt betydning for den vinkling, jeg har valgt til rockoperaen. Men der appeleres til tolkningen om at være opmærksom på dette ved fremtidige genlæsninger af bogen. Det er rent faktisk af betydning, at Birger overhovedet er i stand til at vise noget og skråsikkert hævde, at dette noget er korrekt, helt uagtet hvor meget eller lidt han viser. At kunne vise et “sådan her” uden først at have tjekket efter, er at kunne noget, Paul ikke kan. I forhold til fremvisningsmåden (de to hænder) gælder, at det er stort set umuligt at tage direkte mål på denne måde på sig selv. Men som sagt: det er noget af det, der spiller en rolle i bogen, men kun har marginal betydning for rockoperaen. Derimod er det i forhold til hele sansespørgsmålet og den nære tilknytning til “Tommy” af betydning, i forhold til hvilke sanser Paul står henholdsvis stærkt og svagt.

 

Christmas-pendant

Tid: ????

Karakter: á la “Christmas”

Status: Kun nogle få løse skitser.

I forhold til projektet i øvrigt: Som der har været numre mere eller mindre baseret på eller refererende til de seks første numre på “Tommy” (“Overture”, “It’s A Boy”, “1921”, “Amazing Journey”, “Sparks”, “The Hawker”), skal der naturligvis også være en pendant til “Christmas”. Men hvad den skal bruges til tekstmæssigt er endnu uklart. Eventuelt kan den kombineres med nogle af de ideer, hvor jeg på tekstsiden har en idé til et nummer, men ikke noget bud på musikken. Det kunne således f. eks. være “Det kan jeg ikke se” (se ovenfor). Det ville falde udmærket i tråd med nummerets funktion på “Tommy”, hvor julen for andre børn er en særlig tid, mens der for “Tommy” ikke er forskel på årets måneder eller dagligdag og højtid. På en lignende måde er der nogle ting i forhold matchende farver, rumforhold, proportioner m.v. som Paul står mere eller mindre uforstående overfor. Logeledes kunne det være fint at her lade en fortællerstemme sætte ind til at at skildre en situation, fremfor at den bliver set enten fra den ene eller anden side af de involverede. “Tommy doesn’t know what day it is/he doesn’t know who Jesus was or what praying is”, kunne paralleliseres med noget á la “Men Paul parrer tøj, som han kan li’/forstår sig ikke på farver, mønstre, snit og symmetri” (eller sådan noget i den retning. Det her anførte er ikke et endeligt vedtaget forslag). I øvrigt: der er så mange skift og forskellige passager i “Christmas”, at der snildt ville kunne laves flere - indbyrdes ret forskellige - numre over den.

 

???

?????????

 

Natten

Tid: ???

Karakter: Lille, stille vignet med en snert af uhyggestemning.

Status: Godt på vej, men mangler endnu en del.

I forhold til projektet i øvrigt: Paul er bange.

 

???

?????????

 

Grimme ord

Tid: ???

Karakter: Rocker med indlagte stumper af tidligere numre, bl.a. “Beatrice” og “Sjove ord”.

Status: Godt på vej, men mangler endnu en del.

I forhold til projektet i øvrigt: Endnu en del af mosaikken. Står i forhold til “Larm” som “Normer” i forhold til “Skynd dig/fart på”.

 

Tekstfragmenter

???????????

 

Hvornår

Tid: Ca. Et år inde i anbringelsen, altså omkring sensommeren/efteråret ’76.

Karakter: Mol-blues á la “Saint James Infirmery” og “Summertime”.

Status: Skitseret.

I forhold til projektet i øvrigt: Afrunding på anden akt. Den opsummerer det, der er grundmotivet og temaet for hele anden akt: Pauls forskrækkelse over alt det, han skal lære. De mange krav. De problemer en lille dreng, der har levet hele sit liv i en drømmeverden møder i en barsk virkelighed. I forlængelse af ren forskrækkelse, sorg, trods og protest, anes her et tilløb til refleksion. Paul spørger, hvor meget, han egentlig skal kunne og lære. Hvornår er det godt nok? Tilsyneladende aldrig. Der venter hele tiden nye krav lige om hjørnet. En vigtig og central sang, der har nær berøring med Pauls kernekonflikter - også som de ytrer sig siden. Her foregribes meget af det efterfølgende. Anden akt blev indledt med spørgsmålet: Hvorfor? Den afrundes med spørgsmålet: Hvornår? - Der er nær forbindelse imellem disse. Hans hvorfor var rettet imod institutionen, hvorfor han skulle være på det sted. Hans hvornår spørger dybest set, hvornår han må komme hjem igen.

Anmærkning: Da hele anden akt indkredser disse stemninger, er de vanskelige at anbringe i en nøjagtig kronologi. Det er den gældende tingenes tilstand. Pauls oplevelse af det at blive anbragt. Begivenhederne er samtidige og beskriver forholdene. Vel at mærke som de ser ud set gennem Pauls øjne. Om denne oplevelse og disse indtryk er gældende for den første måned eller de første to år er for så vidt ligegyldigt. Det er i hvert fald sådan, Paul oplever sin anbringelse i dennes første fase. Skellet mellem anden og tredie akt består netop deri, at hans anbringelse går ind i en ny fase.

Tredie akt

Fortabte Sjæle/tavse skrig

Tid: Svært bestemmelig. Nærmest mytisk. Men vil man absolut have den ind i en kronologi, så omkring 76/77.

Karakter: Langsom og dyster. Gennemgående motiv, der jævnligt vil dukke op gennem resten af projektet, da den mere eller mindre udtrykker Pauls kroniske tilstand.

Status: Skitseret.

I forhold til projektet i øvrigt: Som allerede nævnt et af de gennemgående motiver. Det er ikke rart at være Paul. Hans indre univers er invaderet af indtryk fra anbringelsen, som den er forløbet indtil videre. Hans tidligere strategi - at flygte ind i sine fantasier - virker ikke længere befriende. Faktisk er der ved at være værre i den indre verden end den ydre.

 

Hubert

Tid: Fra sommeren ’77 og fremefter.

Karakter: ?????? - formodentlig ubehagelig og ildevarslende.

Note til mig selv 1: må gerne rumme en fortolkningsåbenhed i forhold til om personen Hubert er konkret eller symbolsk/repræsenterende. Især hvis der ikke laves en Janus-sang til projektet. I så fald må Hubert jo netop betragtes som samlende repræsentant for en række personer, hvor den konkrete Hubert blot er den mest udtalte og ekstreme, men langt fra den eneste.

Note til mig selv 2: ideen med den spørgende “Men Paul ...”-stemme i skitserne til “Hændelsen” kunne evt. også indgå i “Hubert”:

Men Paul - Hvad er det dog med dig?

Det er Hubert, der har ødelagt min leg!

Men Paul - hvordan, hvordan, hvordan?

Ja - se det er sådan -

Hele sagen kort fortalt:

Hubert han ødelægger alt.

Dog er det givetvis at foretrække, at Hubert på linie med Kevin og Ernie selv får lov at fortælle, fremfor at Paul beklager sig over ham. Det giver også en mulighed for at afdække nogle af hans motiver og bevæggrunde.

Det er imidlertid også en overvejelse værd, om “Men Paul”-stemmen eventuelt skal være noget gennemgående i denne del, d.v.s. efter den allerførste tid og frem til og med hændelsen, og således dukke op i adskillige sange indenfor dette afsnit.

Status: Overhovedet ikke lavet eller på nogen måde udkastet. Ingen skitser! Men “Paul” kan naturligvis ikke undvære Hubert. Det ville være som “Tommy” uden cousin Kevin og uncle Ernie.

I forhold til projektet i øvrigt: Som ovenfor antydet projektets Kevin/Ernie-figur. Ligesom mit forbillede (der uddelegerede opgaven til John Entwhistle), har jeg en del vægring imod at skrive denne sang. Men da jeg ikke er med i et band, der rummer en anden sangskriver, kommer jeg jo nok alligevel til at gøre det. Lader det dog foreløbig vente og tager tilløb i det små.

 

Laila

Tid: Foråret ’78.

Karakter: á la “Leon” fra Roger Daltreys album “One Of The Boys”.

Status: Overhovedet ikke så meget som den løseste skitse. Mener bare, at der bør være et sådan nummer. Et så centralt tema i romanen kan ikke bare ignoreres. Det ville forskubbe hele balancen i såvel historien som Pauls psykologiske profil. Det eneste, der ligner et tyndt oplæg er sætningen “Laila, hvad har de gjort ved dig”, som tibagevendende har rumsteret i mit hoved. Beskrivelsen ovenfor kommer sig af, at jeg som regel hører dette udsagn sunget på “Leon, you been away too long” frasen inde i mit hoved. Vil naturligvis ikke direkte planke denne frase, men finde på noget, der ligner. Eventuel brug af “Men Paul”-stemmen: Men Paul, går det dig virk'lig på? Eller er det noget andet, du prøver at forstå?

I forhold til projektet i øvrigt: Som nævnt ovenfor en nærmest uundværlig del af mosaikken. Især i forhold til hændelsen. Dennes betydning og symbolik lader sig overhovedet ikke tyde, uden at man har mødt Laila. Eller rettere: et vigtigt facet deraf vil komme til at mangle. Man ville kunne afkode hele problematikken omkring forandring, svigt, forladthed, konkurrence/rivalisering m.v. Men disse tematikker leder ikke nødvendigvis hen til ting som tabt uskyld og besudling. Videre gælder, at det rivaliserende kommer til at stå løst flagrende uden klangbund som noget, der kommer ud af den blå luft uden forhistorie. Men en duel/dualisme mellem Paul og Birger har været der, før de overhovedet havde vekslet et eneste ord eller blot været i stue med hinanden. Dette er omhyggeligt afdækket og afsløret i romanen som en af dens helt store chok/overraskelseseffekter. I den kronologisk fremadskridende tilrettelæggelse, der er valgt til Tommy-pastichen, kan der ikke i samme grad blive tale om et overrumplende “HVAD??????”. Men tematikkens symbolik lader sig stadig udfolde, og bør udfoldes. Det er som sagt nødvendigt for overhovedet at nå til en fuld forståelse af hændelsens betydning. Fremfor en chokerende afsløring bliver der således her snarere tale om noget, der bereder vejen frem til

 

Hændelsen

Tid: August ’78.

Karakter: Hovedparten midt imellem “Go To The Mirror” og “Don’t Dilly Dally Sally” på en tøffende, lettere Kim Larsen agtig måde. Dette dog hyppigt afbrudt af en række mere lydkollage-agtige passager, der snerper henad musique concrete, montage og hørespil, såvel som heftig brug af en række af projektets gennemgående motiver.

Status: En lang række skitser, udkast, forslag m.v. foreligger, men endnu intet, der kan kaldes færdigt eller blot delvis færdigt. Som det vel er naturligt og forventeligt med en så vigtig og central sang, er det noget, jeg har gjort mig mange tanker om, og hvor en stor mængde ideer er blevet smidt på bordet, men hvor jeg har svært ved at sortere i disse og afgøre hvad, der skal bruges og ikke bruges, ligesom jeg hele tiden synes, at jeg ikke helt har rigtigt fat. En masse, hvor jeg tænker “måske kan det bruges”, men ikke noget, hvor jeg tænker “Dér er den!”. Nummeret må således nærmest betegnes som at befinde sig på en slags videregående brainstorming stadie, hvor en omfattende idébank er etableret, men der stadig er lang vej til noget endeligt.

I forhold til projektet i øvrigt: Den anden absolutte hovedbegivenhed ved siden af Beatrice. Det er her, hvor “alting samles i et enkelt punkt”. I bogen det centrale omdrejningspunkt, således at hele romanen er én lang afdækning af denne begivenheds mange betydningslag. En så tilbundsgående dechifrering er næppe mulig indenfor Paul-projektets rammer. Men i det mindste kan den tilføjes en opsummerende karakter, så den samler op på alt det, man har hørt om i det foregående. Blandt skitserne i idébanken forefindes også nogle lettere surrealistiske brud med kronologi og kausalitet, hvor der foretages abrupte spring ind i fremtiden, (og som ovenfor nævnt under “Hubert”: spørgende “Men Paul”-stemmer kommenterer). En måske ikke helt dum idé i forhold til at illustrere, at det er her, at “alting samles i et enkelt punkt”. I et kort, svimlende micro-øjeblik er tiden ophørt og hele Pauls liv foreligger i et sammentrængt destillat.

 

Anmærkning: Der bliver sandsynligvis brug for nogle yderligere numre til tredie akt. Men lige nu har jeg ikke et bud på af hvilken art. Hverken i forhold til musikalsk dialekt eller tekstligt tema. Hvis der overhovedet kommer nogen færdige numre ud af de ovenfor nævnte tekst fragmenter (se under anden akt) er det muligt, at jeg flytter dem frem til tredie akt. De kunne antyde en lidt ældre Paul, og dermed bidrage til at danne overgangen fra barne- til teenage-Paul.

Endvidere er det denne del, der knytter sig nærmest til bogen. Sådan set indkredses her en tredie verden. Der er ikke længere bare den ydre vikelighed og Pauls indre univers. I den ydre verden findes noget skjult, der løber som et spor ved siden af den åbenlyse virkelighed. Det var netop dette skjulte spor ved siden af den tilsyneladende virkelighed, som bogen havde sit primære fokus på. Men det er samtidig dette, jeg bevidst har valgt at neddæmpe mest muligt, da reaktionerne på bogen tydeligt har vist, at folk ikke kan tåle mosten. Men jeg mener, at mange af de centrale pointer kan komme frem på andre måder, sådan som f. eks. Overvejelserne ovenfor om en sang, hvor Paul har taget noget tøj på, der ikke matcher, ligesom den senere “God guitarist” (se denne). Lige et lag dybere nede kan man også skæve til “Al det besvær” i forhold til moderens kombination af skuffelse og stolthed. Men at helt komme udenom at i det mindste antyde vagt i denne del ville være en forvrængning af historien. Et par diskrete vink skal der være. Så skal jeg til gengæld nok sørge for at pakke dem grundigt ind, så ingen kan blive stødt.

 

I direkte forlængelse af "Hændelsen" følger "Dæmonens tænder", der sådan er en del af hændelsen, men har fået sit eget nummer.

Fjerde akt

Prøver at regne den ud

Tid: Omkring 1980 eller ’81.

Karakter: ??? - Formodentlig ivrig, lettere forfjamsket.

Status: Der foreligger en stump tekst, men ingen musik.

I forhold til projektet i øvrigt: Pubertets-Paul på sammenbruddets rand. Prøver at forstå, hvad der sker. Som altid tænker han det ud i et totalt, universelt livseksistentielt perspektiv. Løsningen på hans genvordigheder må - ifølge Paul - nødvendigvis være lig selve svaret på tilværelsens gåde.

 

“Før folkemelodien” (egentlig arbejdstitel mangler)

Tid: Nogenlunde som ovenstående, måske lidt senere.

Karakter: Øøøøhhhhh ....

Status: Noget musik foreligger, men ingen tekst. Det bærende motiv forekommer i overturen, men kan drejes på mange måder. Jeg ved pt. Ikke, hvordan jeg vil gribe det an.

I forhold til projektet i øvrigt: Skal formodentlig (?) omhandle sammenbruddet og således bygge bro mellem ovenstående og

 

Forvrænget linse

Tid: ca. 81-82 eller deromkring.

Karakter: Riff-båren poprock. Ikke ganske uden townshendske konnotationer. Mit personlige bud på et hitnummer.

Status: Godt på vej, men mangler endnu en del arbejde. Især i forhold til endeligt arrangement. Komposition naturel foreligger mere eller mindre færdig.

I forhold til projektet i øvrigt: Paul er brudt sammen! En tur ind i psykosens verden, hvor fire pirater og en vestenvind kommer ind fra havet samt en mængde andre sære sindsbilleder fra vanvidsland.

 

Anmærkning: Disse tre numre er pt. Det eneste, jeg har til denne del. Det er næppe tilstrækkeligt, og der vil således blive brug for mere materiale. Med mindre jeg vælger at å den modsatte vej: skære denne del helt ud med undtagelse af “Forvrænget linse”, der så kan enten stå som afslutning og kulmination på tredie akt, så det kort og godt konstateres, at efter de ting, der er sket, kan Paul simpelthen ikke mere, systemet er overbelastet, og der springer en sikring. Eller den kan indlede en det, der her er skitseret som femte akt, således at udgangspunktet e den sammenbrudte Paul, der så gennem fejl, omveje og tilbagefald langsomt rejser sig og bevæger sig fremad. Bogen vier kun et enkelt - men ganske vist langt - kapitel til pubertets-Paul. Næsten alle andre nedslag i hans liv tilhører de to perioder, der i nærværende opstilling svarer til tredie og femte akt, d.v.s. den 10-12 årige Paul og den 20-25 årige Paul. Det er disse to perioder, der i bogen spejler hinanden, primært form af den senere periodes retraumatiseringer af materiale fra den første. Spørgsmålet er så, om jeg skal være tro imod bogens sætten disse to op som de egentligt vigtige og afgørende, eller som det er blevet gjort med første akt, samle det puslespil, der er lagt ud som subtile vink i bogen, og således udfylde hullet imellem de to perioder med en mere udførlig gennemgang af teenage-årene (?). På indeværende tidspunkt er jeg ikke sikker på, hvad jeg vil.

Femte akt

Indledende bemærkning: Ligesom med flere af de foregående akter, er den nøjagtige kronologi svær at bestemme. Der er atter tale om mere eller mindre faste tilstande indenfor en periode. Denne lader sig så nogenlunde bestemme som sidste halvdel af 80’erne. Derimod er det vanskeligt at sige præcis hvornår hvad sker og i hvilken rækkefølge. Efter mange overvejelser frem og tilbage har jeg anbragt numrene i noget, der ligner en fortløbende, kausal bevægelse, men altså ikke nødvendigvis er det. Men i forhold til noget, der i det mindste lader sig tolke som kontinuerlige linier, forekommer det mig, at det er denne rækkefølge, der bedst kan imødekomme dette.

'

Endagsmillionær

Tid: ca. 1987-88, men med forbehold jævnfør bemærkning ovenfor.

Karakter: Sammenflækket toparts-nummer af parafraseringer over henholdsvis “Sensation” og “There’s A Doctor”.

Status: På vej, men vil endnu kræve en del arbejde.

I forhold til projektet i øvrigt: I forhold til det musiske forløb er her brugt et trick, det givetvis vil blive nødvendigt at tage i brug til flere andre - endnu uskrevne - numre. “Hændelsen” bygger på “Go To The Mirror”, og senere følger “God guitarist”, som foregår på et senere tidspunkt end den periode, der dækkes af femte akt. Ca. 10 år senere, engang i midten af 90’erne. Således forholder disse to numre sig til to begivenheder, der udspiller sig med 15-20 års mellemrum. Dette er ensbetydende med en vanskelighed i forhold til “Tommy”-materialet. Mellem “Go To The Mirror” og “Sally Simpson” er der kun fire numre: “Tommy Can You Hear Me”, “Smash The Mirror”, “Sensation” og "Miracle Cure". Det er derfor en oplagt løsning, at lave numre, der har en begyndelse, der minder om ét nummer, og en slutning, der minder om et andet. Med en “Sensation”-agtig åbning, og en slutning, der tydeligt refererer til “There’s A Doctor”, hoppes der baglæns, således at der lægges op til et andet “Go To The Mirror”-nummer. Tekstmæssigt møder vi her den ca. 20 årige Paul i det helt konkrete: sidst på måneden, pengene brændt af og slunken mave.

 

Ny musik

Tid: Som ovenstående.

Karakter: Mix af “Go To The Mirror” og 50’er-sjæler á la “Teenager In Love”. Har endvidere træk fælles med især “Why Did I Fall For That”, men tildels også “Daily Records” og “Did You Steel My Money”, samt “Brand New Life” fra “Iron Man”.

Status: foreligger som komposition naturel med enkelte antydede/vejledende/ retningsgivende tip om arrangement.

I forhold til projektet i øvrigt: Jeg synes selv, det er lykkedes at lave en “Go To The Mirror” nummer to, der er helt anderledes end nummer et. Der er for mig at se ikke nogen påfaldende lighed med “Hændelsen”. Det indledende riff, der udgør den primære reference til “Go To The Mirror” forekommer i overturen, hvilket styrker projektets indre sammenhæng. Teksten fortsætter i direkte forlængelse af det forrige nummer: det er blevet den første, så nu er der penge igen. Den fælles sum af “Endagsmillionær” og “Ny musik” er, at Paul størstedelen af tiden render rundt og sulter, fordi han bruger alle sine penge på grammofonplader. Han hævder selv, at det er en sutteklud og et forsøg på selvforkælelse. Men bag denne argumentation aner man de selvpineriske tilbøjeligheder, som kommer mere eksplicit tilsyne et par sange senere (se “Opvask og buler”).

 

Universel orden

Tid: Som ovenstående.

Karakter: á la “Kari Waits For Me”

Status: skitseret.

I forhold til projektet i øvrigt: Stadigvæk, immervæk, igen og igen-igen: Paul prøver at regne den ud.

Decimaler

Tid: Generelt vilkår for Pauls ungdomsår.

Karakter: smerteblændet ballade med melodisk kønne træk. Ikke uden en vis lighed med “See Me, Feel Me” omend denne er ret vag.

Status: Langt fremme, men ikke færdig. Vil dog næppe kunne udvikles ret meget længere uden kompetent assistance.

I forhold til projektet i øvrigt: Et af projektets gennemgående motiver. Noget af det helt centrale: Pauls vedvarende forsøg på at regne den ud, hans fikse idé om, at han kan finde løsningen. Efter at sangens hovedmotiv med sporadisk skitserende enkelttoner er blevet brugt flere gange i det foregående (hvergang der viser sig spørgsmål om tilværelsens indretning, livets mening m.v.) træder melodien her fuldtonende frem i sin egen sang (den vil ligeledes dukke op igen i det efterfølgende). Man er tidligere stødt på Pauls kongstanke. Men ikke i så ren form, som den viser sig her. I andre tilfælde ville tolkningen i nogen grad kunne forsvare at knytte den til en bestemt situation eller specifikke kundskaber. Her kan der derimod ikke være tvivl om dens generelle karakter, at forsøget på at finde svaret simpelthen er Pauls centrale livsprojekt. Allerede i den foregående sang er temaet blevet anslået. Den nære forbindelse mellem “Universel orden” og “decimaler” turde være indlysende. De, der har læst bogen, vil vide, hvad disse beregninger har en uheldig tendens til at glide over i. Det skal ikke omtales her! (Men i lyset af det foregående - især konfrontationerne med Hubert og Birger - giver det rent faktisk god mening, hvor meget tolkningen end er vedblevet med stupidt og dumstædigt at benægte det).

 

Sådan en

Tid: Engang i 80’erne, da Paul er i begyndelsen af 20’erne.

Karakter: Måske en kontant rocker - måske noget lidt blidere. Pt. Lettere uafklaret.

Status: Foreligger i naturel tilstand. En lille bid med et forslag til en intro antyder et muligt arrangement. Men det er ikke sikkert, at jeg vil arbejde den vej med nummeret. Måske (?) går jeg i en anden retning.

I forhold til projektet i øvrigt: UPS! - Fik jeg lige sagt, at “det” ikke skal omtales her. Det bliver det så alligevel, for her er den første af de tre klamme. Som jeg har grebet det an her, synes jeg nu, at jeg har gjort en del for at komme lytteren/fortolkningen i møde. De, der rent faktisk ønsker at forstå, burde også være i stand til det. Med dem, der absolut vil misforstå for enhver pris, forholder det sig naturligvis anderledes. Mod stædige fornægtere kæmper selv “Tommy” forgæves! Bortset fra det, får man her et indblik i Pauls ængstelser. Han er bange for det, han rummer. Hvad er det for kræfter, der findes indeni ham? Hvad ville han kunne drives til at gøre? Der er tale om en række relativt typiske bekymringer i forbindelse med senfølger. Det er udbredt og almindeligt at føle sig ødelagt. Det kan ofte føre videre til ikke blot en oplevelse af at være noget beskadiget eller ligefrem ubrugeligt, affalds-agtigt, men tillige ængstelser for at man er et frygteligt menneske, der ville kunne gøre forfærdelige ting, en tiggende bombe, der bare venter på en passende lejlighed.

 

De lytter til P1

Tid: Som ovenstående.

Karakter: Montage. Strengt taget mere “Quardrophenia” end “Tommy”.

Status: Bruger den nok som den er. Tror ikke, der kan gøres så meget mere ved den. Er især ret godt tilfreds med de passager, hvor radioen falder ud fra stationen. Der kan evt. blive tale om at genindtale brudstykkerne af udsendelsen med vægt på at få talerytme m.v. til at lyde mere, som et program af den art ville have været foredraget i virkeligheden. Det kan så til gengæld godt ende med at kræve en del arbejde.

I forhold til projektet i øvrigt: Den anden af de tre. Der står klamhed på menuen, men fremsat i en så klinisk form som vel muligt. Der ligger naturligvis en underfundighed i, at udsendelsen er tørt oplysende og som sit mest poppede træk blot angiver en række eksempler på personer, der ikke var, som deres naboer troede. Men i lyset af den foregående sang er det let at se, hvordan en sådan udsendelse kan piske paranoiaen op hos en bekymret lytter, der er bange for, hvad han rummer. De lakoniske redegørelser og eksemplificeringer ender med at fremstå som et anklageskrift, der efterlader den foruroligede yderligere foruroliget.

 

Opvask og buler

Tid: Samme igen.

Karakter: Noget uvist på indeværende tidspunkt. Kommer sandsynligvis til at rumme flere skift for til slut at munde ud i en rå hardrock passage.Inden da vil visse passager sandsynligvis bære lighed med Enyas "Sail Away" eller des lige.

Status: Ganske løst skitseret, særdeles ufærdig.

I forhold til projektet i øvrigt: Den tredie af de klamme! Føjer sig umiddelbart til de to foregående. Paul spekulerer bekymret over sit sinds skjulte sider. Han føler en voldsom vrede af noget diffus karakter. Som en kontinuerlig boomerang svinger den frem og tilbage og er således snart rettet imod omgivelserne og snart imod ham selv. Tendenserne til selvafstraffelse og masochisme træder her tydeligere frem end i “Ny musik”, hvor de blot blev dulgt antydet. Paul kunne sammen med personerne i Dostojevskis store romaner have sagt, at han “længes efter at lide”, og han er i denne sang ikke langt fra at rent faktisk sige det. Når boomerangen vender sig den anden vej, er hans hadefulde raseri i den retning fuldtud lige så lidenskabeligt. Dullen og hendes vanskabte kæreste er blevet udskiftet med en foruroligende veludrustet genbo. Ellers svarer de skildrede forhold på hybelafsnittet nøje til dem, man kan læse om i bogen.

Nota bene - I betragtning af at “Paul”, hvis jeg gør alle ideer til færdige numre, vil komme til at vare flere timer, synes jeg ikke, det kan være rigtigt, at jeg skal være underlagt så streng censur, at jeg ikke blot en enkelt gang må kalde en skovl for en skovl. Derfor den veludrustede genbo. Om han så overhovedet er det, er uvist. Paul er jo netop visuelt svag og har et elendigt øjemål. Paul har bare brug for, at han er det. Som sagt er han som en Dostojevski-karakter, der bekender sin længsel efter lidelse.

Den nævnte censur er naturligvis selvpålagt. Men hænger sammen med et ønske om at undgå yderligere misforståelser.

Jeg er endnu temmelig såret og krænket over den modtagelse bogen fik. Så svært kan det simpelthen ikke være at forstå. Det er jo ganske enkelt og ligetil: Paul er præget af en opvækst, hvor han konstant fik at vide, at han ikke var god nok, at han ikke slog til, at han stod tilbage for andre osv. Hvordan skulle han så kunne være i besiddelse af et reelt fortrin? Når man - som Paul - kræver kosmisk orden og at alt skal hænge upåklageligt sammen, er dette simpelthen uacceptabelt. For det hænger ikke sammen at på én gang være agtersejlet og forud. For at få regnskabet til at gå op må enhver antydning om et fortrin omhyggeligt dementeres.

Se i øvrigt: “Det modsatte ønske”, "Tvivl" og "Det pirrende falsum".

Nå - det var et sidespring. Det er ikke sådan når man sidder med et endnu åbent sår. Men jeg skal nok prøve at holde mig til sagen, nemlig et foreløbigt overblik over det nærværende projekt.

 

Der skal så lidt til

Tid: Samme.

Karakter: ??????

Status: Har kun en tekst. Ingen musik.

I forhold til projektet i øvrigt: Efter at have oplæst anklageskriftet er det blevet tid til domsfældelse. Pauls føren proces imod sig selv er naturligvis ikke noget, der sker blot en enkelt gang og én gang for alle, men noget stadigt tilbagevendende, der sker igen og igen. Det kan være foranlediget af lidt forskellige ydre omstændigheder, og detaljerne i procesforløbet kan være lidt forskellige fra gang til gang. Men hovedsagen er den samme og mekanismen ganske åbenlys. Enklest sagt skal det fastslås, at Paul er et modbydeligt svin og ikke har fortjent noget godt. Om det er den ene eller anden begrundelse og argumentation, der tages i brug, er blot overfladekrusninger. Det handler til enhver tid om, at Paul er et svin, akkurat som han er en undermåler, der ikke besidder nogen former for fortrin eller særlige evner, og hvis han alligevel gør, at disse er noget, han er kommet uretmæssigt til, ikke har lov at have, og følgelig skal straffes endnu strengere for, end hvis han havde været en pæn og ærlig nullitet, der kendte sin plads. Varianterne over dette forekommer i et nærmest endeløst antal, men er altid det ene og samme. Samme mekanisme - mange forklædninger.

Mellem femte akt og finale (underinddeling endnu ikke fastlagt)

“Tommy”-sange, som endnu ikke er blevet parafraseret: “Cousin Kevin”, “The Acid Queen”, “Underture”, “Do You Think It’s Allrigt”, “Fiddle About”, “Pinball Wizard”, “Tommy Can You Hear Me”, “Smash The Mirror”, “Miracle Cure”. - N.B. Skal naturligvis laves!

 

God guitarist

Tid: Ca. omkring begyndelsen/midten af 90’erne.

Karakter: “Sally Simpson” tilsat et stænk Bo Diddley, eller bare støttende sig mere til filmversionen af “Sally Simpson” end den rigtige.

Status: Godt på vej, men mangler stadig en masse og kommer til at kræve et større stykke arbejde.

I forhold til projektet i øvrigt: Udover at være projektets “Sally Simpson”-nummer en central indkredsning af Pauls mindreværdskompleks og selvopfattelse, der får ham til at tolke en bemærkning ved en audition langt udover situationen og udsagnets pålydende, således at han ser det som en generel dom over sit liv.

 

?

Tid: ????

Karakter: Lettere særpræget synkoperet sag.

Status: Løseligt skitseudkast foreligger.

I forhold til projektet i øvrigt: Aner det ikke. Det er bare en idë, som måske kan finde anvendelse et eller andet sted i projektet.

 

“I’m Free”-parafrase

Tid: ???

Karakter: Ja!

Status: Indgår i overturen.

I forhold til projektet i øvrigt: Aner det ikke.

 

Langt over bjerge

Tid: ???

Karakter: á la "Kari Waits For Me"

Status: Kun absolut rudimentært skitseret.

I forhold til porjektet i øvrigt: Paul dagdrømmer. 

 

Ida

Tid: Omkring slutningen af 90’erne.

Karakter: Romantisk tema.

Status: Indgår i overturen.

I forhold til projektet i øvrigt: Paul får en kæreste, blot for siden at miste hende. Beatrice og Ejner om igen!

 

Les Paul

Tid: ???

Karakter: Vals baseret på “Welcome (Come To This House)”

Status: Nogle skitser foreligger.

I forhold til projektet i øvrigt: Ikke helt afklaret.

 

Garage Jam

Tid: ???

Karakter: mol-rocker på skellet mellem 50’erne og 60’erne.

Status: Råt skitseret demo foreligger.

I forhold til projektet i øvrigt: Aner det ærlig talt ikke. Dwt er bare en løs idé, der måske kan bruges til et eller andet. Da det trods pulserende uptempo er en temmelig dyster sag, kan den oplagt bruges til noget, der vedrører alle Pauls genvordigheder. Jeg er dog ret usikker på om jeg overhovedet vil bruge den. Den står helt klart forrest i køen til at ryge i brokkassen. Da ideen er ret tynd, og derfor næppe kan bære til et helt nummer, kan den evt. Indgå som en passage i et eller andet. Lad mig sige det sådan: den er der, hvis jeg får brug for den. Gør jeg ikke, bliver den skrottet.

 

Anmærkning: Der er stadig en del ubrugte motiver tilbage i overturen, som naturligvis skal bruges på en eller anden måde.

Finale

Frede Frejdigs forårssang

Tid: Nærmest mytisk. Men kan delvis knyttes til Pauls psykologiske udvikling som noget, der hører hjemme i det første årti efter årtusindskiftet, og varsler forløsningen.

Karakter: Showtune beslægtet med “Tommy’s Holliday Camp”, men med et mere marcherende præg.

Status: En ret fremskreden instrumental demo foreligger. Derimod er der kun nogle enkelte brokker til teksten.

I forhold til projektet i øvrigt: Som allerede nævnt et forvarsel om den afsluttende forløsning. Som “Frøken Hasselbach” er også Frede Frejdig en repræsenterende person, et princip. Op imod Puls sortsyn stikker et lysere livssyn her næsen frem. Måske er der alligevel noget ved noget, og måske kan man alligevel vente sig noget godt af fremtiden uden at dette er utopisk og lalleglad optimisme.

 

Hvornår går mon toget

Tid: Lettere uvis, men formodentlig engang på den anden side af 2010, måske omkring 15.

Karakter: á la “We’re Not Gonna Take It”.

Staus: Nogle få råskitser foreligger. Meget arbejde venter!

I forhold til projektet i øvrigt: Mens Frede Frejdig lægger vægt på, at foråret kommer igen, har Paul fokus på kulden og vintermørket, da han tilbringer en nat i en banegårdshal, mens han venter på det første morgentog. Via en reprise på decimaler, skal nummeret gå direkte over i ...

 

Liv, liv, liv

Tid: Omkring 17 eller 18

Karakter: á la “You are forgiven” og “Listening To You”.

Status: Mere eller mindre skitseret.

I forhold til projektet i øvrigt: Den store forløsning!

 

“Men de havde været der, og i en fjern sindets provins anede han tilstedeværelsen af en mulighed. Ikke en, han havde opdigtet og drømt. En, der helt af sig selv havde vist sig for ham.” 

- slutning af “Hændelsen”

Vil du være med?

For english speaking people

My “Tommy”-pastiche, “Paul”, is about a boy who gets traumatized and then … Well, all you fans of The Who know the rest.

- Sort of. I’ll explain a little more in a moment!

With “Paul” I’m not trying to make anything as great as “Tommy” - just paying my respect, “Paul” is a tribute to “Tommy”! I could never compete with such a masterpiece. And I’m not trying to. Just trying to show how much it can influence a life.

I’m not anything just close to being such an outstanding songwriter as Pete Townshend. But further more: even Townshend with all his genius had co-workers. He had a great band, he had Kit Lambert and Mike McKinnerney, and he was a part of the whole environment with all the things that were going on back then. I’m just sitting here with a cat. Don’t get me wrong. I really love my cat. But she is not the one to develop and discuss ideas with. Especially I missed to have a Daltrey since I cannot sing. So here’s a poor man’s “Tommy” with some awful vocals, just to say how much “Tommy” has meant to me and how big an influence it has been in my life.

 

The overture is very similar to the overture of “Tommy”, because I was trying to create an atmosphere, that I found there. Fans of The Who will surely recognize the basic idea. But even for people that never listened to The Who it should be possible to sort of get into the mood.

The lyrics are on danish, so here’s a bit of what it’s all about.

The overture is very similar to the overture of “Tommy”, because I was trying to create an atmosphere, that I found there. Fans of The Who will surely recognize the basic idea. But even for people that never listened to The Who it should be possible to sort of get into the mood

Længe om det hele means taking a long time to do things

It’s a song about Paul’s parents, an elderly couple, who have more or less giving up having children. So Paul is a confusing surprise, turning their life upside down.

 

Al det besvær means all that trouble.

Paul’s Mother tells about his birth. She is disappointed that he is not a girl. But everyone tells her it is such a beautiful and big (way over average weight) boy, so she ends up being quite proud.

If you just look at the titles, there isn’t much difference between “I’m A Boy” and “It’s A Boy”, and as every Who-fan knows, before “It’s A Boy” became “It’s A Boy”, it was the finale of “Glow Girl”, and the lyrics were “It’s a girl”.

Musically this is the parallel to "1921". But Paul is just born. The traumatization is taking place in the following songs.

 

At the age of four Paul got a kindergarten sweetheart, Beatrice, but unfortunately loose her. This is when things starts to go wrong. Soon very wrong!

Musically it is one of the few songs from the project without a direct “Tommy”-connection. To get a sense of childhood and naivety I made this 1950’s like pop tune. But still there may be a tiny touch of Townshend-approach somewhere. The lyrics are very naive too. A little kid’s love song (he compares her with soda and candy). But at least Paul is about four years old, just like Tommy, when …

 

After loosing Beatrice, Paul can’t find a new friend or for that matter connect with other children at all. He finds his joy in his inner world and games he plays with himself.

“Sjove ord” means funny words. Paul like those very much. He is trilled by the sound more than the meaning, and are also making up his own nonsense-expressions. Most of all he realizes that if no one wants to talk with him, he must talk with himself.

Beatrice was a perfect match. For a bit different child there are not many of those!

Musically there are some parallels to “Amazing Journey” combined with other ideas. Especially there’s a passage in the song Fantasiland/Sjove Ord ( = Land of imagination/Funny Words) paraphrasing the “his eyes are the eyes …” passage in “Amazing Journey”, with lyrics going “Inde I min fantasi/er der al det jeg kan li’” . That means: inside my mind, there is all the things I like.

Previously we met Paul parents. We know that Paul is their only child, and that they are not exactly young. Paul have heard a lot of things from a past before he was born. Back in those glory days (according to his parents). It’s a part of his baggage! So after loosing Beatrice he gets very hostile to changes. Things can’t get better. Changes means that things get worse.

So here we got a troubled situation: this dreamy child that doesn’t want to grow older!

As long as he is a kindergarten kid it can pass under the radar. But the school days are moving closer. Paul is not particularly excited about that, and he doesn’t fit into the education system.

Another issue is the parents ambivalence about their son. He is the wish child that came late. So late that he was not a wish child anymore. So he is in fact an answer to a prayer and an unwanted disturbance at the same time. Further more his mother is forced to a proudness of this “beautiful boy” by the surroundings while she actually rather would have had a daughter. But both parents are also convinced that Paul is something special. After all he was a giant baby that everyone admired, and they had waited so many years for him, so he must be something quite unique.

In psychological terms its a poisonous blend of Peter Pan complex and golden child syndrome.

So yes - there are some not quite healthy things in the family situation. But Paul doesn’t realize that. He like his parents very much, and what is of great importance: there are no problems of a bigger scale in the home. The parents are responsible people, and the home is not violent or inflicted by things such as alcohol or drugs. In many ways its a safe and secure home. Quietly and not very dramatic. The main issues is more than under the surface - they are mostly on a subconscious level. That might explain why, when Paul digs deeper into his inner world, some quite scaring things appears.

Miss/Fraulein (frøken in danish) Hasselbach is not a real person in the story, but a boogeyman and a metaphor - a caricature of all the things that frightens Paul. Maybe (?) also a symbol for the less friendly shadow side of the mother. Anyway - Paul senses that not everything is good, even though there is nothing concrete to mention. That might be a part of the explanation that he is such an anxious and timid child and have such difficulties coping with other children.

 

At the age of eight Paul is institutionalized in a childrens home where he is bullied and abused by the other kids.

“Hvorfor” means why. Paul doesn't understand, why he has to be at the institution.

 

Skolesang means school song.

In the classroom they are just three boys and their teacher, Lone. It’s a safe and secure environment so Paul kind of like it. One of the two other boys is not a resident but just a day-pupil. Paul doesn’t understand why he is allowed to live with his parents while Paul are forced to the life on the institution.

 

Larm means noise.

Down at the place, where Paul actually eat and sleep - the department - it is nothing like the little cozy classroom. It is very chaotic and scarring. Paul hate to be there!

Being this daydreaming child and probably a bit spoiled theres a lot of new things he have to learn. He doesn’t know how to ride a bike, and there’s a lot of other practical stuff he can’t manage. Rather than being glad and proud of learning new things he is frightened by all the things he have to find out. So he is to some degree under double pressure. The staff are constantly saying “now you have do to this, and now you have to manage that” while the other kids are not very nice to Paul.

Everybody seems to think that he is a strange boy. He doesn’t fit in, so even here among the outcast he is different, and both the grown ups and his inmates let him know about that several times everyday, which make him feel like some sort of the freak of the freaks.

 

As a partner to the song asking why he has to be at the institution (“Hvorfor”), there is one a bit later one asking “Hvornår”, which means when. The song is about Paul working hard to finish a math book, but then is just handed a new one by Lone (his teacher). So he asks when he is clever enough. But on a deeper level - off course! - he asks when he can return to his parents. There are obviously a lot of things he have to learn. But when has he learned enough, so he can return home? At this point Paul expect the placement to be for a shorter period. He is not in anyway prepared that it will last for several years. 

In the following songs it is of great importance that year after year passes by without any hope of leaving the institution in a near future.

If you want to, you could read a critical social comment into this. The system claims to be helping Paul. But from his point of view he is rather punished. Is that less correct than the official interpretation?

If you think in the punishment perception, even the worst criminals are convicted to a specific number of years. Paul haven’t got a clue how long its gonna last. And what is his actual crime? - Daydreaming!

Well, he has a problem dealing with realities and practical skills. But is he actually helped?

One thing is sure: being violently bullied and sexual abused by the other children is not doing anything good for him.

It might be foolish to graduate/divide (what’s the right word?), because every kind of molesting and abuse is wrong and damaging. But it make some sense to say, that what happens during this period is in the milder end of the scale. He is simply the new kid, and so “let’s give him the business”. Later on there will be other - much worse - episodes!

But as indicated above, maybe - just maybe (?) - he is abused/mistreated by the system in the first place by being placed at the institution. A rough environment doesn’t seem to be the right place for a sensitive and frightened little boy lost in his dreams.

 

After some years at the institution a little girl called Laila comes along. Paul is trying to protect her against all the things that goes on. But he doesn’t succeed. Laila tells him about a boy down at her department (she doesn't live in the same house as Paul) and what he does to her.

Hændelsen means the incident.

This is the story about the brillant Birger which parallels “Go To The Mirror”. As you can see, not all the "Tommy"-songs before “Go To The Mirror” have had a counterpart yet. But there is a second parallel to Go To The Mirror later on, and during the next many songs, the Paul-project jumps a lot forth and back in its paraphrasing of Tommy.

The incident is also the tittle of the novel, “Paul” is based on. My original idea was to show how a trifle episode can become something essential, so in the book I tried to demonstrate how the so called incident reflects everything else in the main characters life.

Paul’s favorite member of the staff is changing job. Paul is very sad about that. It makes him think about others who have left - staff members and other children - and he begin to feel like a part of a past, a time that is running out.

Then there is a coincident of strong symbolic value (the actual incident!): a younger, newer boy is bragging about how great he is. In Pauls eyes he represents the future, the time that Paul is not a part of.

Further more, that smart talking boy - Birger - is not just anybody. He is actually the one, that molested Laila. Paul have not talked with him before. Just seen him from a distance and heard Laila tell about him. So to Paul Birger is also representing something dangerous - abuse, stealing of innocence, destruction of values. He is not just the future, he is the future destroying everything from the past.

As Laila’s abuser Birger is also a pictorial statement of Pauls fall, shame and disgrace, the lost of Beatrice, the elder boys, that molested Paul. Birger is the destroyer!

But there is a question of past, presence and future in another way. To Paul the incident seems like a concentrated moment, his whole life gathered in a flash. It mirrors all his lost, sorrow, pain and fall in the past, and it opens a view into a future of further lost, sorrow, pain and fall.

That is actually why the incident IS the incident, and the most important thing since the lost of Beatrice. But it is just silly talk and a bit of bragging????? - What about all the other things that happened between Beatrice and the so called incident? - Yes, that’s the point, the exact point! While the lost a Beatrice is a real incident with a content in it self, the so called incident is a parasite, that steals content from a lot of other things. It reflects everything in Pauls life on a metaphorical level.

That’s what making it so important. The no good Paul and the brillant Birger is an exact symbolic picture of his whole life from birth to grave.

What is of big importance is, that nothing really happens. It’s all inside Pauls mind. On the outside there are just some kids saying silly things. That’s why the music is drifting between the main theme and some more obscure passages. The main theme is representing the outside, and here are just kids, silly talk and nonsense. In the other parts we are inside Paul, in his world, and here are a lot of things going on. No matter how meaningless the things said are, Paul managed to put some sense and depth into them, and his interpretation REALLY puts a lot of things into it all.

Notice that the name Birger begins with a B, just like Beatrice. You could say that he is a transformation from good to bad. While Beatrice represents an early childhood of innocence and happiness, Birger represents everything perverted and twisted - damaged childhood. In this context it is very important to remember, that Birger actually abused Laila, which is exactly what Paul was trying to prevent.

Well, the bottomline is this thing about past and future. What’s over and what to expect. It is very painfull for Paul, but he find some kind of peace by making order and system to it: everything is collapsing for him, because his time is through, while things go well for other people who are representing now and things to come. That make sense. It hurts - but at the same time it makes things understandable.

But then ….

While Paul feel worthless, Birger has bragged about how brillant he is. But a few weeks later, while Paul is still very caught up and upset about the things that happened that day, it is revealed, that Birger is not that brillant at all. That make things even worse: Pauls system is collapsing and nothing seems to make any sense at all! For many years after Paul is obsessed with the idea, that he made a calculation error during the incident, and therefore have to figure out the true system, that can explain and make sense of everything.

That is the mainthing explained as short as possible. Actually I’ve made spoken words recordings of many hours in an attempt to explain it in danish. So bare with me. This is not that easy to make clear.

Following directly after comes the teeth of the deamon (dæmonens tænder in danish), which is actually a part of the incident and the deepest dive into Pauls mind, but is given its own track because its quite long - too long to just be an intermezzo in the incident-song.

During this period there is also Hubert, the Kevin/Ernie character of the story. Previously there have been some not very nice persons. But Hubert is a REALLY nasty fellow. Forcing Paul into a master and slave relation. Not just abusing him, but also playing all kinds of manipulative and scaring games with him.

Hubert might be the main reason for Pauls issues later in life. But alongside being haunted by the memory of the things Hubert did, it is blended with the symbolics of the incident, and for Paul it is not always quite clear what is what.

 

In his teenage years he have a psychotic break down.

“Forvrænget linse” means distorted lens. It’s a description of Pauls fantasies in a state of madness.

It is not similar til “Pinball Wizard”, but as far as can tell (it is almost impossible to judge your own music) its the one with most obvious hit-potential.

 

Later on things is a bit better. Paul is on his way to cure. But its a slow process over many years, and theres a lot of retraumatisation. Especially in a period in his early twenties.

“Endagsmillionær” means millionaire for a day. Paul in his twenties haven’t got much money, and when he got some he spent them foolish. He is still very hunted by the things, that happened during his childhood and teenage years. So you could say it is some kind of comfort buying things he can’t afford. But it ends up being a problem when he is starving.

Musically the song begins as a parallel to “Sensation” but changes midway to something similar to “There’s a doctor”.

Especially he is spending too much money on music records, while he is trying to figure out the big questions of life.

 

As mentioned he have had this idea, that something has to be mathematical calculated to find the way to a good life since he was 11 years old. But it takes a leading role in this period.

“Decimaler” means decimals, and the chorus of the song is “I have thought and wondered/I have considered everything/calculated in decimals/so what is wrong?”

Paul is able to find some fine explanations to things. But not able to live a functional life.

 

After hearing about Pauls spending his money on albums, and therefore starving most of the month, and his idea of counting out the solution to the mystery of life, we dig a bit deeper under the surface and see the things Paul suffering from as a consequent of his childhood experiences.

Paul is afraid of what forces there is inside him. When he hear about serial killers and sexual offenders in TV and radio, he think it describe the type of person he is (a loner with issues related to his childhood).

“Sådan en” means “that kind”. Is Paul that? - Barely. But he is worried that he could be.

Those interested in psychology could use all those letters: PTSD, OCD, BDD and further more. Call it what you want. The fact remains, that Paul is struggling with some painfull issues. 

Maybe this is actually more down the alley of “Quardrophenia” than “Tommy”. We got this troubled young man worrying about who and what he is, afraid there is something wrong - a defect in his mind. But following the previous story it is typical late successions of a childhood with violence and sexual abuse. As said above: a lot of retraumatisation.

And be sure of one thing: “Tommy” is among Pauls many albums, and one of the most played. When he listen to “I’m Free” and “Sensation” it echoes a deep longing after relief and solvating break-through-experiences in him.

As mentioned above the idea of counting it all out is taking a leading role during this part of his life. What he doesn’t realize at this point, is that that is exactly what “Tommy” claims is NOT possible. It takes some further years before he can “see” and “hear” (metaphorically speaking).

 

Paul is struggling with that kind of things many years more. Different things happen during that time. One of the more significant is an audition for a band, where Paul is told that he is not a good enough guitarist. As you probably guessed “God guitarist” means good guitarist. That is sort of the incident part two. Because Paul interprets that way beyond the actual situation, and hear a judgement over his life: not good enough!

Musically it is the projects counterpart to "Sally Simpson".

 

During those years he have a girlfriend - Ida - for awhile. But all Pauls problems gets in the way, so it never really functions. Never the less Paul is very sad and unhappy, when Ida is leaving him.

 

“Hvornår går mon toget” means when is the train leaving, but the way it is pronounced can have some similarity with we’re not gonna take it. Paul is standing on a trainstation in the middle of the night. Stranded! Well - maybe, maybe not. Its a kind of symbolic and metaphorical song. That leads to the ending passage “Liv, liv, liv” (life, life, life).

At last Paul comes to term with his life.

Liv, liv, liv simply means life, life, life.

Beside an equality with “Listen to you” you might find some similarities with the forgiven-part of “A Quick One”. That’s by purpose!

The main lyrics are just repeating that life is life. Because that is all there is to say. For decades Paul has tried to figure life out instead of living it. So this is the conclusion: live and don’t think so much. You will never understand anything anyway, so why not just try to make the best out of it? Do a lovely summers day or a beautiful sunset need an explanation? Why not just enjoy it? When you see the Beaty in things, that’s when they actually starts to make sense. Calculations just ends up making you even more confused than you were in the first place.

- And the obvious example: we all love “Tommy”. But anybody really understand it? Still it is very enjoyable and when we are listening and emotionally touched it sort of make sense, or to quote Chaplin (in “Limelight”): “Poetry doesn’t have to make sense. It has it’s own right”. Well, music, poetry, paintings - all sorts of great art … I don’t know if I understand anything at all about any of it. But theres sure a lot among it I love and that has enriched my life!

Let’s leave the big riddle for the gods!