Socialdemokrater

Mange er for tiden fortørnede over socialdemokraternes flygtninge- og udlændingepolitik, som kan være svær at skelne fra Dansk Folkeparti eller ligefrem regulær racisme. For mig er det blot endnu et led i en lang kæde af skuffende begivenheder.

Jeg synes, det er kørt galt med rigtig, rigtig mange ting. Engang for længe siden var jeg socialdemokrat, endog en ret så lidenskabelig en af slagsen. Det er jeg ikke mere. I hvad der efterhånden er blevet til en længere årrække, har jeg stemt på enhedslisten.

Faktisk har jeg fået det på en måde med socialdemokratiet og socialdemokrater svarende til, at de mest fanatiske ikke-rygere er tidligere rygere. Dog med en enkelt undtagelse. Jeg vil formodentlig være Ankerfan lige så længe, jeg lever.

Det, der oprindelig gjorde mig sur på partiet, havde at gøre med en fornemmelse af en lidt kedelig snusfornuft.

Der er bevaret et dagbogsnotat fra Krags unge dage, da han havde forfatterdrømme. Han kan ikke forstå, at det ikke rigtig vil lykkes for ham. Han er ikke dum, han kan godt formulere sig, og han har også noget på hjerte. Så hvad er der galt? Så slår det ham: han mangler glimtet af galskab. Det synes jeg simpelthen er så betegnende. Det er det jeg ser genspejlet i både samarbejdspolitikken under besættelsen og meget andet. Altid er det snusfornuft, altid mangler glimtet af galskab.

Jeg ved, at mange var fortørnede over det såkaldte “brodermord” i forbindelse med formandsskiftet Auken/Nyrup. Det synes jeg nu også på en måde griber ind i det andet. For Svend havde glimtet, og det var nok derfor, mange var betænkelige ved ham som formand. Fra en række partifællers synspunkt var han ikke kedelig nok.

Men alligevel skete der noget dengang med formandsskiftet, som skiller sig ud. Der er jo ellers netop tradition for absolut loyalitet overfor formanden. I sine sidste år var Hedtoft ved at miste tarvet. Men man ventede pænt til han døde. Det er almindelig kendt at H. C. Hansen og Krag ikke ligefrem var hjertevenner. Men der var alligevel et eller andet sted en gensidig respekt, eller i det mindste noget, der gjorde, at de kunne arbejde sammen. Siden var der noget i mentaliteten, der ændrede sig.

Der er mange vurderinger af, hvornår det egentlig begyndte. Mange vil hævde, at det var, da Anker trak sig tilbage som formand. Jeg tror, at vi skal længere tilbage. Helt tilbage til det store ryk ind af nye ansigter i '71, hvor iblandt Svend og Ritt er de mest kendte. Det sammenstød, der fandt sted mellem den gamle partiorden og 68'ernes frisind var rystelsen, der lagde grunden til al senere splid. Der var "fejl" på begge sider. Eller misforståelser skulle jeg måske sige. En Per Hækkerup, der var gnavent afvisende overfor de unge, og blandt de unge en alt for geschæftig Ritt Bjerregaard. Man kunne nævne så mange ting. Der er mange anekdoter i omløb, om de ting, der skete. Men det korte af det lange er, at de gamle ikke modtog de unge med en åben favn, og at de unge ikke var lydhøre overfor de gamles erfaringer. Det ender så i hønen og ægget. Var der blevet lyttet mere, hvis modtagelsen havde været varmere? Havde modtagelsen været varmere, hvis der var blevet lyttet mere?

Med den forestående EF-afstemning blev dét gjort til stridsspørgsmålet. Det tror jeg kun, at det handlede om på overfladen. I virkeligheden var det et sammenstød mellem to generationer. Den yngre blev ikke indlejret i tilstrækkelig grad, og derfor kørte den af sporet, ikke blot i angreb på den ældre, men også med indbyrdes stridigheder. Det er ikke særlig socialdemokratisk, og netop derfor er det så sørgeligt. Naturligvis også på grund af dem, der blev ofrene i hele dette spil af intriger, magtkampe og spin. Men de to ting hænger sammen. At et sådan spil kunne udfolde sig og kræve sine ofre er netop det ikke socialdemokratiske.

Det er bemærkelsesværdigt, at når man læser om den socialdemokratiske gruppe på Christiansborg er det igen og igen de samme 10-15 navne, der dukker op. Der synes at have været en ret stor mængde personer, der aldrig har gjort sig bemærket og er mere eller mindre ukendte hos den brede befolkning. I deres vælgerkreds må de jo have gjort indtryk, de må have holdt taler, have siddet i debatter osv. Men åbenbart er de gledet ud i et med tapetet, så snart de kom indenfor på Borgen. Det er mærkeligt. Noget må de jo have kunnet, siden de var blevet valgt ind. Hvorfor sad der denne store, tavse flok?

Sådan har det tilsyneladende altid været. Så det har næppe haft noget at gøre med den på den tid aktuelt foreliggende situation. Men det udelukker jo ikke, at nogen af de tavse kan have mærket og sanset det, der lå i situationen. Måske følt sig trykkede og ubehageligt tilpas. Det er ikke en forklaring på tavsheden, for de tavse har som sagt altid været der. Men det er noget, som kan have foreligget blandt de tavse i netop den situation. Tænk hvis bare én af dem havde sagt det åbent og ærligt. Bare én. En af disse mange tavse, der for en enkelt gangs skyld tog ordet, og rent ud sagde, at situationen var ubehagelig. Ubehagelig for alle. Uanset om de så hed Per Hækkerup eller Ritt Bjerregaard, Erhard Jacobsen eller Helle Degn.

Jeg har i tankerne leget meget med den tale. En eller anden markerer. Han eller hun rejser sig roligt, kigger rundt i forsamlingen et øjeblik. Øjnene er blanke. Gråden lurer lige under huden. Men der er også en ro og værdighed. Et menneske, der har taget en beslutning. Nu skal det altså siges. Kigger sig endnu engang omkring, sikrer sig at have alles opmærksomhed, og så kommer det:

Ærlig talt! Jeg er ked af det. Ked af det, vi oplever lige nu. Ikke så meget at nogen er for og andre imod EF. Det er kun naturligt. At indtræde i fællesmarkedet er en ny situation. Det nye har altid den dobbelte virkning at på én gang være skræmmende og fascinerende. Nej. Det er noget helt andet, der gør mig ked af det. Jeg er ked af at opleve strid og splid i partiet. Jeg er ked af at opleve intriger, som ikke burde være mulige i netop denne kreds. For hvad vil det sige at være socialdemokrat? Hvad er den socialdemokratiske grundtanke? Det er vel det, at vi er allesammen mennesker, og derfor skal vi passe godt på hinanden. Det er den store tanke, visionen, dét, der gør os anderledes end andre politiske partier. Ude til venstre vil de bare skyde de rige, og ude til højre vil de bare lade de frie markedskræfter råde uhæmmet og blæse på spillets tabere. I grunden er de alle uhyggeligt enige om, at der er nogen, som der skal trampes ned, inden resten kan lave paradis på jord. Her er socialdemokratiet så netop anderledes. Her har vi den store vision om det fællesmenneskelige projekt. Det er en længere og sværere vej, et tungt, sejt træk, når man vil frem uden at træde nogen ned på vejen. Det er meget lettere at udpege en fjende, end at give sig i kast med det store og omfattende arbejde at gøre tingene bedst mulige for alle. Derfor er det tit også en tung og træg proces at være socialdemokrat. At hele tiden skulle tilgodese alle og passe på, at ingen bliver trampet på, kræver velovervejede beslutninger i en helt anden grad end når man gennemfører ting på den enes eller andens bekostning. Men det er ulejligheden værd. Ganske enkelt fordi, at det er det rigtige. Men hvor er den store vision henne i det, der sker iblandt os lige nu? Der er i årenes løb ofte nok blevet fremsat beskyldninger om kammerateri indenfor partiet. Det ville da også være en fad udvanding og uhørt forvanskning, hvis den store tanke blev nedskrevet til, at socialdemokrater passer på hinanden. Men så passede de da i det mindste på nogen. Jeg synes, vi er på vej ud i en situation, hvor end ikke det er tilfældet. I forhold til det, der er ved at ske her, er EF en ligegyldig bagatel. I et stort parti må der nødvendigvis være forskellige opfattelser af ting. Det er utænkeligt, at alle skulle kunne være absolut enige om alt. Men holder vi os grundtanken for øje, så kan vi i virkeligheden slet ikke være uenige. Vi vil jo det samme. Målet er vi enige om. Derfor kan der bare være forskellige opfattelser af, hvordan vi bedst når det. Derfor bør der til enhver tid være plads til diskussioner og overvejelser, til saglige meningsudvekslinger. Så længe vi husker på den store vision, kan disse ikke blive fjendtlige. Blot venskabelige overvejelser hvor vi prøver at finde frem til, om det er den ene eller anden vej, der bedst og mest sikkert kan føre os til målet. Men er vi ved at glemme målet? Er vi begyndt at se os blinde på midler og veje? Jeg ser optræk til splittelser, optræk til rænkesmederiet. Ting, der burde være umulige i socialdemokratiet, da det er ganske uforeneligt, direkte i strid med, den store vision. Det kan simpelthen ikke passe. Hvis vi stræber imod den store vision, må vi selv gå forud med et godt eksempel. Det har vi i årenes løb også ofte gjort. Vi havde de første folketingsmedlemmer fra arbejderklassen. Vi havde den første kvindelige minister. Altid har vi været et foregangsparti, der kunne rumme og favne de svage, de diskriminerede, de mindre priviligerede. Det skal vi fortsat være. For det er, hvad den socialdemokratiske tanke går ud på. Vi er allesammen mennesker, og derfor skal vi passe godt på hinanden. Derfor må vi også kunne tale åbent og ærligt om tingene. Vi må prøve at møde hinanden, rette op på misforståelser. Sådan bør det være. Men lige nu er der ved at ske forfærdelige ting. Men det er der absolut ingen grund til. Tvært imod. De nye indvalgte iblandt os vil gerne være med. De er ivrige og idealistiske. Det er ikke af mangel på respekt overfor de rutinerede veteraner. Men optændt af den store vision er de kommet glade og frejdige i forventning om at møde en åben favn. I stedet møder de surhed og afvisning. Tror hr. Hækkerup da ikke, at de unge gerne vil lære, høste af hans mangeårige erfaringer? Men hvordan skal de kunne det, hvis han ikke vil tale med dem? Men der er fejl på begge sider. Hvad laver fru Bjerregaard med sine klikkedannelser? Et gammelt ord siger, at det ikke er den, der slår, man den, der slår igen, som begynder et slagsmål. Hvorfor angriber hun hr. Jacobsen? Vi ved jo alle, at han har udrettet fantastiske ting i Gladsaxe. Han har jo netop vist, at det vi drømmer om, kan lade sig gøre. Han har jo ret, når han forsvarer husejerne, det er jo et af vore mål. Er det ikke netop hvad arbejderbevægelsen har kæmpet for? At folk ikke skulle dø af tuberkulose i usle barakker? For os betyder solidaritet jo ikke, at vi allesammen skal have det elendigt. Det er det, de bekender sig til ovre hos kommunisterne. Sådan ser vi ikke på det her. Vi stræber efter, at alle kan sidde i deres stue, uden at regnen drypper ned igennem loftet, og vågne op en vintermorgen uden at der er rimfrost på dynen. Det er vigtigt, at vi husker, at der er en bagtrop. Folk, der endnu ikke har del i privilegierne. Befolkningsgrupper, som har brug for en ekstra håndsrækning. Det må vi endelig ikke glemme. Men derfor er der ingen grund til at vrænge af fortroppen. Den skal der også passes godt på. Fru Bjerregaard har dog også en pointe. For hun repræsenterer de unge. De unge er ikke blot også en del af menneskeheden, men en særlig vigtig del, fordi det er menneskehedens fremtid. Jeg sagde før, at det er en tung og svær proces, at tilgodese alle. Derfor er det også en styrke at have repræsentanter for forskellige befolkningsgrupper. Så er der altid en til at advare, hvis nogen er lige ved at blive trampet på. Det er ikke splittelse. Bør i hvert fald ikke være det eller føre til det. Det er bare årvågenhed, og årvågenhed er der altid brug for. Den store vision om det fællesmenneskelige handler dels om sammenhold, men så sandelig også om plads til forskellighed i et sammenhold. Men vi er gået fejl af hinanden. Vi er begyndt at tale forbi hinanden. Der er optræk til magtkampe, gniderier, ævl, kævl og fjendskaber. Det er en en frygtelig situation. Derfor er jeg ked af det. Jeg er en del af denne forsamling fordi, vælgerne har vist mig deres tillid. De har bedt mig kæmpe for det store fællesmenneskelige projekt. De har ikke bedt mig blive hvirvlet ind i intriger og klikkedannelser. Som tingene ser ud lige nu, føler jeg ærlig talt, at jeg ville forvalte vælgernes tillid bedre ved at gå uden for Christiansborg og følge gamle damer over gaden. Så gjorde jeg da i det mindste noget nyttigt og fornuftigt for den store sag. For den giftige atmosfære, der er i færd med at opstå iblandt os, er hverken nyttig eller fornuftig. Ikke for nogen eller noget som helst. Den kan kun føre væk fra det store mål. Den er udsprunget af en syg tanke om, at der ikke er plads til alle, at vi ikke alle er lige meget mennesker, at vi ikke alle er lige forpligtede til at passe lige meget på hinanden. Det er kort sagt ikke at være socialdemokrater. Det er lige det modsatte.

---

 

Den tale kunne måske have ændret historien. Måske kunne den have dæmmet op, skabt åbenhed og ærlig snak. Så var Erhard måske ikke gået sin vej, og Centrumdemokraterne aldrig blevet stiftet. Socialdemokratiet ville have holdt sammen og på en anden måde have været i stand til at give Glistrup modstand i en stærk valgkamp. Så var der måske ikke kommet noget jordskredsvalg. Så ville det måske have været muligt trods oliekrise og andre vanskeligheder at virkelig arbejde for den store vision. Så ville vi måske have fået gennemført ØD, og var det lykkedes, havde Thomas Nielsen ikke haft grund til at være så sur og vred. Der ville i det hele taget have været bedre stemning. Der ville derfor ikke have været så mange mukkerier. Var der opstået en samling og en gensidig forståelse, ville der heller ikke have været alle de klikkedannelser, men en åben udveksling af tanker med plads til forskellige opfattelser. Med et stærkt og samlet socialdemokrati ville måske ikke blot ØD, men også andre store drømme og kongstanker have ladet sig realisere. Krisen var naturligvis ikke til at komme udenom. Men den kunne måske være blevet løst på andre måder. Så ville der i rækken af statsministre måske slet ikke have været en Poul Schlüter og en Anders Fogh. Men måske ville der have været en Svend Auken.

Mange vil nok sige, at dette er naive drømmerier. Men hvem kan vide, om ikke en sådan tale kunne have ændret historien? I forbindelse med gruppedynamik tales der en del om forskellige personers funktion i en gruppe. Det kan være vigtigt nok, at der er initiativrige folk, og ja - til en vis grad også "slavepiskere". Der skal være nogen til at sige, at nu må vi lige tage os sammen og ikke drive den af. Men en uhyre vigtig funktion, fuldt ud lige så vigtig som de andre, er gruppens omsorgsperson. Den, der siger: "Nej, nu synes jeg ikke, at det er rart. Nu er vi ikke søde ved hinanden." Den, der når stemningen er lidt træt og træg farer ned til købmanden efter en pakke småkager. Denne person kan blive altafgørende for, om der er en god gruppedynamik. Derfor kan tilstedeværelsen eller fraværet af en, der opfylder denne funktion blive det, der i sidste ende afgør, om tingene lykkes. Det er måske ikke den mest synlige person. Det er måske også derfor, at en sådan er sjælden i en folketingsgruppe, hvor de fleste har ministerambitioner.

Det er således forventeligt, at nogen vil sige, at hvis der virkelig var en, som havde holdt den tale, ville det have været slutningen på deres politiske karriere. Det er jeg imidlertid ikke sikker på er rigtigt. Det kan godt være, at vedkommende aldrig ville få en ministerpost. Men det kunne meget vel være blevet den, der var nøgleperson i forhold til at sikre, at de, der fik en ministerpost, kunne udøve deres hverv i en mindre giftig atmosfære, og dermed reelt bidrage til at de fungerede bedre. Hvis der havde været flere omsorgspersoner, ville ministrene ganske enkelt have været bedre.

Nuvel. Der har vel været nogen. Det var vel ud fra en sådan tanke, at Krag gjorde Anker til sin efterfølger. Jeg holder så usigeligt meget af Anker. Han er måske ikke den dygtigste statsminister, dette land har haft. Men han er uden tilnærmelsesvis sammenligning den mest sympatiske. En virkelig og vaskeægte socialdemokrat, der både i det store og det små levede efter, at vi allesammen er mennesker og derfor skal passe godt på hinanden. Selv på sine gamle dage som en gangbesværet og svagtseende mand. Der er anekdoter om hans venlighed, varme og hjælpsomhed. Også i de sidste år.

Man kunne også nævne en Jens Risgaard Knudsen. Hos ham synes jeg også, at der var en række sande socialdemokratiske træk. Men det er sørgeligt at måtte erkende, at der er langt mellem den slags folk. De fleste er ærgerrige og stræber efter magt, og udfra de forkerte motiver. Mere for magten og den personlige vinding end for sagen.

Partiet har tabt den store vision af syne. Ikke blot med sine splittelser og magtkampe. Også i sin politiske linie. Nu mener også partiet - ligesom alle de andre - at man er nød til at træde på nogen. Det udvisker partiets identitet. Også fordi, at det er så fremmed for en socialdemokratisk tankegang, at man ikke rigtig kan finde ud af hvem, man skal træde på. Derfor bliver det lidt i flæng med at på må og få træde lidt på snart den ene, snart den anden. I forsøg på at vinde vælgerne ender det i populistiske udskejelser, hvor man giver sig til at træde på dem, der lige pt. er nogen, der ikke kan lide.

Det er gået så skrækkelig galt. Der er sket så onde og uhørlige ting. Hvorfor læser jeg alle de bøger om det? Hvorfor borer jeg i min egen sorg? Søger jeg i virkeligheden efter moralsk rygdækning for min faneflugt? Prøver jeg at finde en gyldig undskyldning for at have svigtet partiet og i de senere år stemt på Enhedslisten? Men jeg synes jo ikke, at jeg kan gøre andet. Jeg synes, det er det, jeg er nød til at gøre. Mange af dem er vegetarer, så der spises ikke så mange spegepølsemader dér. Men bortset fra det, så synes jeg, at den store vision har forladt partiet, og er vandret over til Enhedslisten. De taler jo ikke om revolution og henrettelser af velhavere. Ikke mere. De taler faktisk om det fællesmenneskelige projekt.

George Harrison var en stor fan af Monty Phyton og hævdede engang, at da magien forlod The Beatles, gik den over til Monty Phyton. Jeg synes, at noget lignende gør sig gældende her. Men måske prøver jeg bare at bortforklare mit forræderi. Måske er jeg lige så langt ude, som Camre var, da han gik over til DF og talte om Pio og Pia. Måske, måske, måske - ??? - jeg ved det ikke. Det gør jeg virkelig ikke. Det eneste, jeg ved, er, at man ikke svigter med glæde. Det er der ingen, der gør.

Men i sidste ende bliver spørgsmålet hvem, der har svigtet hvem. Vurderet udfra tanken om den store vision, at vi allesammen er mennesker og derfor skal passe godt på hinanden, er der ikke meget socialdemokrati tilbage i socialdemokratiet. En tom skal, der gør det nødvendigt at skelne imellem, hvad tingene er af henholdsvis navn og gavn. Derfor går jeg efter gavn, fremfor navn!