Dumhed eller ondskab?

Fornylig nævnte jeg Sir Walter Raleigh i en kommentar på Facebook. Det var rent i forbifarten, og havde sådan set ikke noget at gøre med, hvem han var. Men en anden kommentator hagede sig fast i eksemplet, og spurgte, om ikke det var ham sørøveren, der siden blev helgenkåret for sin indsats i slaget mod den spanske armada.

Jeg ved jo ikke, hvad der er blevet tænkt i den anden ende. Om det var et forsøg på at afspore diskussionen eller ærlig uvidenhed.

For mig lignede det et bevidst forsøg på at provokere, misforstå mig med vilje og fordreje tingene.

At spørge sådan!

Man kunne lige så godt spørge: er jazz ikke den lyd, der fremkommer, når man stopper en trompet ned i halsen på en indbygger i New Orleans?

Jeg var i hvert fald kommet i en kattepine i forhold til den kommentar. For enten måtte jeg påpege, at sagen sådan set ikke havde noget som helst med Raleigh at gøre og dermed gå stiltiende henover ukorrekthederne, eller jeg måtte bidrage til afsporingen af diskussionen ved at gå ind på at tale Raleigh.

At holde sig til emnet frem for at fare vild i ligegyldige detaljer havde sådan set en hel del mere med emnet at gøre.

Det lignede kort sagt et forsøg på at lokke mig i en fælde.

Men i det tilfælde at vedkommende ikke vidste bedre, og at der var tale om en ærlig misforståelse i forhold til at forveksle eksemplet og dét, det skulle eksemplificere, Kunne det tyde på, at der er folk, der render rundt med en helt fejlagtig opfattelse af tingene.

Derfor synes jeg, det er værd at kort nævne nogle rent faktuelle ting. Det kunne jeg som just nævnt ikke gøre i bemeldte opslag, men jeg kan da gøre det her.

For det første, var det Sir Francis Drake, der var den centrale person i slaget mod den spanske armada, mens Raleigh spillede en relativ beskeden rolle deri, er ganske vist havde en betydning, men ikke var mere betydningsfuld end så mange andres.

For det andet, kan det for så vidt være ligegyldigt, om det var Drake eller Raleigh, eftersom paven var rasende på det protestantiske England, mens Spanien var primus motor i modreformationen. Det turde være indlysende, at ingen protestantisk søofficer (uanset hvem) ville være blevet kåret til helgen for at vinde et slag mod en katolsk modstander.

Hvad sørøveriet angår, må dette betragtes i anførselstegn. Der var ikke tale om at være fudtidspirat med dødningeflag, klap for øjet og træben, sådan som man ser det i diverse film. Det var derimod en måde at føre krig uden at være i krig. På samme vis som paven fuldt ud ville have bifaldet og velsignet et mord på Englands dronning, var det helt almindeligt, at engelske søofficerer kaprede spanske skibe og stjal deres last. Det skete med Elizabeths uofficielle godkendelse, og en del af rovet gik til kongehuset.

Raleighs egentlige berømmelse har at gøre med helt andre ting. Ikke det, der bare var almindelig kutyme på den tid. Ingen opnår en plads i historiebøgerne ved at gøre det samme, som utallige andre gør nøjagtig samtidig.

Det var kun en yderst begrænset del af sin tid, han brugte på at sejle rundt på verdenshavene. Elizabeth ville nemlig nødig undvære ham ved hoffet. Når han sejlede, var det primært som opdagelsesrejsende og for at grundlægge kolonier. Hans vigtigste militære indsats var i forhold til Irland.

Blandt det, han hyldes og æres for, er dels, at han var yderst nysgerrig og videbegærlig, og derfor kom til at spille en vis rolle i forbindelse med en række vigtige opdagelser. Men frem for alt er han berømt for at have skænket os kartofler og tobak.

Nuvel! - Som sagt handlede opslaget om noget helt andet, som bl.a. havde at gøre med at ikke komme ud på sidespor. Jeg holder et vindue på klem for den mulighed, at der var tale om ærlige misforståelser og uskyldig uvidenhed. Men umiddelbart ligner det et forsøg på at få mig vildledt. Det er i så fald en ret ubehagelig tanke, at der må være personer, som oplever en pervers fryd ved at lokke andre på glat is, fordreje ting og misforstå med vilje. Folk, der ikke ønsker at tale sagligt om en sag, men bare vil såre og provokere.