Forestil dig ...

Forestil dig, at være i slagsmål med en tanke. En tanke, der dukker op, og som du ikke kan få væk. Du siger: “Gå din vej” og “lad mig være i fred”, men tanken bliver ved at mase sig på og gøre krav på din opmærksomhed.

Forestil dig, at du var blevet besat af den tanke, at der sad noget imellem dine fortænder. At du undersøgte dine tænder i spejlet flere gange dagligt, og selvom du gentagne gange havde overbevist dig om, at der ikke var noget, ikke kunne slippe tanken. At hver eneste gang du hilste på et andet menneske var bange for at smile, og hele tiden tænkte: “Bare der nu ikke sidder noget.”

Forestil dig, at du var fuldstændig overbevist om, at der var noget i vejen med dig. Ikke noget, der kunne ordnes eller rettes. Ikke noget du kunne ændre på. En fundamental fejl i konstruktionen, der betød, at du i virkeligheden slet ikke var et rigtigt menneske, men bare noget, der lignede.

Forestil dig, at være bange. Virkelig bange.

Forestil dig, at bedst som du er igang med at ordne et eller andet, slår der pludselig noget ned i dig, som begynder at piske rundt i systemet. Netop piske. Svinger svøben og uddeler slag efter slag. Forstyrrer din koncentration, forhindrer dig i at fortsætte og fuldende det, du var igang med.

Forestil dig, at være fuldstændig fastlåst i kroppen, næsten som en krampe, der er alle steder på én gang. I arme, ben, overkrop, underkrop.

Forestil dig at vide, at den tanke, som maser sig på, vil overtage magten fuldstændig, hvis du ikke opretholder modstanden. Letter du på modstanden, vil du et øjeblik efter følge den som et villigt offer, og dér, hvor den vil trække dig hen, er ikke noget godt sted.

Forestil dig, at livet gjorde ondt. Rigtig, rigtig ondt.

forestil dig, at det er uendelig pinefuldt at være til. Simpelthen selve det at være til!

Forestil dig, at du havde det rigtig skidt, men ikke kunne give nogen forklaring på, hvorfor. Det nærmeste, du kunne sige, var: “Jeg synes, det er svært at være mig.”

Forestil dig, at det var så svært at være dig, at du slet ikke kunne holde ud at være nogen steder.

Forestil dig, at være så fanget i noget inde i dig selv, at du ikke var i stand til at forholde dig til andre mennesker.

Forestil dig, at du troede, andre mennesker kunne se alle mulige ting på dig. At enhver med et enkelt blik kunne udpege og afsløre dine inderste tanker.