Cornwell 1

Patricia Cornwell har brugt millioner af dollars på at forsøge at bevise, at maleren Walter Sickert var Jack the Ripper, alt imens hun har haft gang i en fortløbende retfærdiggørelse af projektet, og til stadighed hævdet, at det var for ofrenes skyld.

Men hvor mange nulevende ofre for overfald og voldtægt ville ikke kunne være hjulpet for de penge? Hvad gavn har alle disse ofre af, at Cornwell driver klapjagt på en forlængst afdød maler, der formodentlig ikke er skyldig i andet, end at male de samme ting, som hun skriver om?

Nogle tanker om Patricia Cornwell's Ripper-bog

Patricia Cornwell's bog om Jack The Ripper, hvor hun hævder, at det var maleren Walter Sickert, har vakt opsigt. Tilsyneladende er bevisbyrden overvældende. Imidlertid har en lang række andre skribenter siden stort set pillet alle hendes "beviser" fra hinanden. Hendes vandtætte sag er tilsyneladende fuld af huller, usikkerheder og direkte fejl.

Jeg er ikke tilstrækkeligt inde i de sager til at kunne tage stilling dertil. Derimod vil jeg fremføre, hvad enhver læser af bogen vil kunne iagttage under læsningen, og som betyder, at den allerede i sin form og måde at fremlægge materialet er kritisabel.

Hun hævder at "vide". Det ville nok have været mere passende, hvis hun havde erklæret sig overbevist om sin opfattelse. At tale om viden i en sådan sammenhæng er i virkeligheden umuligt. Man kan kun være overbevist.

Der ligger et stykke af en manipulation i dette "ved". For hvis hun ligefrem ved det, så må det jo være rigtigt. At på denne vis tage læseren som gidsel for sin opfattelse, slipper Cornwell imidlertid ikke særlig heldigt fra. Hun bliver rent ud sagt irriterende, idet at hun fremstår som højrøvet og bedrevidende.

Flere steder i bogen argumenterer hun via hvad henholdsvis anklager og forsvarer ville have sagt i en moderne retssal. Det afholder hende imidlertid ikke fra at bruge navnene Ripper og Sickert synonymt. Altså at Sickert gjorde sådan og sådan i sammenhænge, hvor hun burde have skrevet at Ripper gjorde sådan og sådan. Hvis en anklager begyndte at i flæng at bruge "gerningsmanden" og "tiltalte" synonymt, kan man være sikker på, at selv den mest inkompetente forsvarsadvokat ville protestere.

På en lignende måde blander hun fakta og spekulation gennem hele bogen. Det havde nok været mere sobert at først fremlægge de ubestridelige kendsgerninger og derefter argumentere for sin opfattelse af sagen.

Et af hendes indicier imod Sickert er, at han i sine billeder viste interesse for usædvanlige og makabre emner, herunder opsigtsvækkende kriminalsager. Det kunne man jo også sige om Cornwell selv. Bogen giver os tilstrækkeligt af hendes CV til at læseren finder ud af, at hun som helt ung har været kriminalrapporter ved en avis, og ifølge eget udsagn ikke tøvede med at rykke ud til et gerningssted, siden i flere år arbejdede på et retsteknisk institut inden hun blev en populær kriminalforfatter. Patricia Cornwell har med andre ord hele sit voksne liv beskæftiget sig med vold, mord, blod, død og lemlæstelse. I det lys kan man undre sig over den måde, hun kaster sig anklagende over en interessefælle overbevist om, at den interesse - som hun entusiastisk deler - er syg og pervers.

Mange af de anekdoter om Sickert, som hun bruger til at beskrive hans karakter er højst usikre som psykologisk bevisførelse. F. eks. har hun fundet frem til en barndomserindring hos Sickerts søster, hvor han hensynsløst instruerede en scene fra "Machbeth" og hun som en af heksene blev tvunget til at løbe rundt med bare fødder på spidse sten. Børn kan være hensynsløse og grusomme, ligesom det ikke er ualmindeligt at kravet til autencitet kan få dem til at presse deres legekammerater til at skulle stå model til lidt af hvert. Jeg ved tilfældigvis, at min far engang som dreng under en indianerleg affyrede en pil imod min fasters ansigt. Alt efter om man støtter sig til hans egen eller min fasters version af historien, ramte han hende enten i munden eller tæt ved det ene øje. Jeg mener at have kendt min far godt nok til at vide, at hvis man ville lade denne hændelse stå som noget, der skulle belyse et centralt træk i hans karakter, ville man komme til at tegne en fuldstændig misvisende billede af ham.

Ligeledes er der næsten ingen grænser for, hvad der er sygeligt, hvis det er noget Sickert har foretaget sig. F. eks. nævner hun et sted hans "sygelige vandringer", i forbindelse med at Sickert havde for vane, når han havde været i teatret eller til koncert at gå hjem, antageligt for at fordøje indtrykkene. Hvis det er pervers og psykopatisk adfærd, må der godt nok gå mange potentielle seriemordere omkring. At drive rundt i byen om natten er endvidere en vane, der findes hos et stort antal af det nittende århundredes berømtheder, bl.a. Søren Kierkegaard og Dostojevski.

Det er almindelig kendt, at Dostojevski havde indgående kendskab til de miljøer, han skildrede, og således havde færdedes i snuskede beværtninger og ligeledes været i berøring med prostituerede. Men mig bekendt har endnu ingen hævdet, at han skulle have stået med en økse og hakket løs i en gammel pantelånerske.

Hvad Kierkegaard angår, så brugte han størstedelen af den tid, han ikke brugte på at skrive til at gå ture. Da han led af søvnløshed skete det undertiden også sent om aftenen og ud på natten. Andre træk han havde fælles med Sickert - i det mindste som denne fremstår i Cornwells beskrivelse - er at være særdeles bevidst om sin begavelse, og en heraf følgende arrogant tilbøjelighed til at anse mange af sine samtidige som dumme, leg med mystifikation og pseudonymer, momentvise udslag af hensynsløshed og en forkærlighed for at færdes i møljøer, der ikke ganske stemte overens med hans sociale status. Jeg kan altså hermed komme med en sensationel og chokerende afsløring: samtlige uopklarede forbrydelser i 1830'ernes og 40'ernes København blev begået af Søren Kierkegaard. Ville nogen som helst tage en sådan påstand seriøst, bare fordi jeg udbredte den på 350 sider?

Det gælder stort set samtlige af Cornwells såkaldte "beviser" (ret beset snarere indicier), at de har paralleller blandt andre Ripper-mistænkte. F. eks. at sammenlignelige forbrydelser har fundet sted siden på lokaliter, hvor Sickert opholdt sig. Det gælder mindst tre andre Ripper- mistænkte, at de med nogenlunde sikkerhed kan placeres i London i efteråret 1888, og at de herfra synes at trække et blodspor efter sig til andre steder de følgende år. Selv det spektakulære DNA-bevis har en parallel hos en anden mistænkt.

Det er svært at frigøre sig fra det indtryk, at Cornwell simpelthen vil have at det skal være Sickert, og er så besat af denne idé, at hun vil gøre stort set hvad som helst for at overbevise andre om sin opfattelse.

Cornwell hævder at tjene retfærdighedens sag. Gerningsmanden skal afsløres, og det mener hun så at have gjort, således at hun triumferende kan slutte bogen af med et "det lykkedes". Ja - bortset fra at Sickert - hvis han overhovedet er den skyldige (hvad der må betragtes som tvivlsomt og aldeles ikke en sikker sag) - havde været død i 60 år, da Cornwell skrev sin bog. Uanset hvem Jack The Ripper var, er det med garanti ikke en nulevende person. Han skulle i så fald være mindst 150 år gammel.

Der er ingen levende forbryder at anbringe på anklagebænken. Havde der været det, ville der naturligvis være al mulig grund til at prøve at afsløre og fange ham. Derimod er det svært at se, hvad man skal med en forlængst afdød forbryder. Flere af de myrdede kvinder havde børn. Jeg har imidlertid ikke kendskab til, at nogen efterkommere af ofrene har givet udtryk for et behov for at vide hvem, der myrdede deres olde- eller tipoldemor. Havde efterkommere ytret, at det havde betydning for deres sjælefred, selvforståelse eller andet, kunne man tale om en retfærdig sag. Men jeg har svært ved at se, at den bog har været en forløsning for andre end en berømt kriminalforfatter, der er besat af den moderne retsvidenskabs fortræffeligheder.

Hvad bogen i bund og grund er, er nemlig en hyldest til moderne retsvidenskab. Man får indtryk af, at Cornwell onanerer til tv-serier om CSI. Hendes grundpåstand er således, at med de metoder, man har til rådighed idag, ville Jack The Ripper være blevet fanget, således som f. eks. Bundy blev det.

Det har hun højst sandsynligt ret i. Men de mere end hundrede år gamle breve med videre, hun underøger med moderne metoder, ville overhovedet ikke blive godkendt som bevis i en moderne retssal. I forbindelse med friske forbrydelser afvises jævnligt bevismateriale med den begrundelse, at det er forurenet. At tage DNA fra en genstand som en mængde mennesker har rørt ved, åndet på og måske ved et host eller nys uforvarende kommet til at spytte på, ville ingen dommer godkende i sin retssal. Et brev fra 1888 ville allerede mellem afsender og modtager have været igennem mange hænder. Og 100 år senere .... ???

Men Cornwells begejstring for moderne retsvidenskab er af en sådan art, at hun med vold og magt vil godtgøre, at den kan alt, endog afsløre Jack The Rippers identitet, altså opklare verdens mest berømte/berygtede uopklarede forbrydelse.

Som nævnt er formålet lidt svært at se. For uanset hvem Jack The Ripper var, er det mildt sagt tvivlsomt, at han endnu skulle være i live. Forløsning på den konto tilfalder kun retsvidenskabs-fanatikere.

For alle andre er Jack The Ripper mere interessant som en ukendt gerningsmand. Han er en myte og et begreb, der er langt større og mere end det menneske, der udførte den uhyggelige række af kvindemord, på samme måde som en tryllekunst mister sin fascination, hvis man får tricket afsløret.

Dette er netop ripperologiens paradoks: alle der er optaget af sagen og spekulerer over, hvem han mon var, ønsker i virkeligheden slet ikke at kende svaret. For så ville der jo ikke være mere at spekulere over.

Dette ikke sagt som en forherligelse af Rippers meritter. Men fordi de som begreb og myte belyser en række skyggesider af Victoriatiden, som er historisk og psykologisk vigtige, netop ved at fremvise noget grusomt og ondt. Heri ligger Ripper-fænomenets egentlige værdi. Hvem han så egentlig var, er jo netop ikke længere relevant, da ingen kan stilles til ansvar.

Men Cornwell er kriminalforfatter. Tilsyneladende lettere erhvervsskadet, og således fanget i den typiske krimiforestilling, at folk går og klipper roser i deres haver, indtil der kommer en slange ind i paradiset, hvorefter denne må elimineres, så folk atter kan vende tilbage til deres haver og klippe roser. "Who Done It" (hvem gjorde det) er et almindeligt brugt synonym for krimi på engelsk. Til dette knytter der sig også en forestilling om, at alt bliver godt, så snart dette spørgsmål er besvaret. Sådan er verden imidlertid ikke. Det var den heller ikke i 1888. Ironisk nok giver Cornwell selv striber af eksempler på de mindre heldige sider af det viktorianske samfund.

Cornwell har et udmærket blik for mange af den tids uheldigheder. Men hun affejer enhver kobling mellem dette og Jack The Ripper med en enkelt sætning, hvorefter hun fortsætter sin færd. Hun mener, at psykopaten er en absolut individuel skikkelse, som intet har at gøre med sin tid eller det omgivende samfund.

Jeg kan på ingen måde være enig. På et plan/niveau har hun ret. Whitechapel-morderne var personlige handlinger foretaget af et særligt gemyt, der havde sine egne motiver. Men så enkel er sagen bare ikke. For uanset hvem denne person var og af hvilken art motiverne var, så var det et menneske, der levede på den tid under den daværende samfundsordning, og på en eller anden måde var et barn af sin tid, sådan som vi jo alle er det. Også afvigeren. Om visse mildere afvigelser gælder endog, at det er normerne i en bestemt tidsperiode eller samfundsindretning, der gør dem til afvigelser. Det gælder naturligvis ikke for en så volsom afvigelse som Jack The Ripper, der i langt de fleste samfund og historiske perioder, ville have fremstået som stærkt afvigende. Men i det omfang man kan tale om typiske afvigelser, afvigeren, der er barn af sin tid, gælder det, at bestemte former for grovere afvigelser kan påvises i ret anseelige antal indenfor en given periode.

Her burde allerede det enorme antal af Ripper-mistænkte vække til eftertanke. Selv efter at have sorteret en stor mængde helt usandsynlige fra, bliver der en del tilbage. Efter at have sorteret yderligere i bunken, står man tilbage med en række mænd, der ikke ligefrem var en flok hyggeonkler, og hvoraf flere blev dømt for andre forbrydelser, som der er tungtvejende grunde til at tro, at de havde begået, mens andre, der aldrig blev dømt for nogen forbrydelse, blev indespærret på galeanstalter med fantasier, som de muligvis aldrig har levet ud, men som ikke desto mindre er temmelig uhyggelige i sig selv.

Hos en hel række personer kan man påvise handlinger og/eller fantasier, der har forbindelse med at skære i kvinder. Kan man så stadig hævde, at psykopaten er et særtilfælde, der ikke har noget med tidsperiode og samfundsindretning at gøre?

"Mord begået af en psykopat er ikke en social sygdom" hævder Cornwell (bemærk den kategoriske formulering). Med den ene sætning sætter hun alt, hvad hun i det umiddelbart foregående har redegjort for af sociale problemer ud af kraft. Samtidig giver hun udtryk for en grundtanke, hvor i hvertfald jeg er fundamentalt uenig. Jeg ved ikke, om Sickert var Ripper, og undlader helst at tage stilling til dette spørgsmål. Men som modpåstand til noget fundamentalt i opfattelsen, uanset om Ripper og Sickert er identiske eller ej, vil jeg hævde, at også afvigeren er et barn af sin tid.

Cornwell nævner selv Stevensons fortælling "Dr. Jakel og Mr. Hyde", som også andre har benyttet til at sætte Whitechapel-mordene i relief. Men hun undlader at drage den fulde konsekvens heraf. Stevenson skrev denne historie, og kort efter melder Jack The Ripper sin ankomst. Knap 10 år senere skrev Bram Stoker sin berømte roman "Dracula". I samme periode praktiserede Freud i Wien og fandt en række fortrængninger hos sine patienter, der i så høj grad også var samfundets almene fortrængninger, at det nær have kostet ham hans karriere at offentliggøre dem. Der er intet direkte sammenhæng mellem alle disse ting. Men der er en symptomatisk sammenhæng. Vi får indblik i en verden hvor det farlige lurer ude i mørket, hvor det grimme er undertrykt og gemt af vejen, men ikke desto mindre er der, og som et lynnedslag kan gøre sig gældende.

Alene det at der opstod et sådan røre omkring Whitechapel mordene er intimt knyttet til tidsperioden. F. eks. at den trykte presse gennemløb en stor udvikling i disse år. Ganske vist var aviser ikke noget nyt. Men i denne periode får de langt større udbredelse og indflydelse end tidligere. Udover aviser havde tidsskrifter stor udbredelse. I det hele taget er der tale om en blomstrende periode for alt, hvad der i bredeste forstand kan regnes under artikel-betonet skrivning. Whitechapel mordene gav aviserne noget at skrive om.

Den tidsperiode, der ellers er stærkt præget af, at det grimme blev gemt af vejen, begyndte pludselig at slå det grimme op med store overskifter. Whitechapel-mordene kunne ganske enkelt sælge flere aviser, end at en af borgerskøbets førende damer havde fået en ny hat. Et klart eksempel på moderne journalistik med det sensationelle, voldsomme og rystende i centrum.

Det er omdiskuteret, om knivstikkeren og brevskriveren er identiske. Men selvom de ikke skulle være, så har også knivstikkeren været iscenesættende og selveksponerende. Et diskret mord, som ingen nogensinde ville være blevet opmærksom på, havde let kunnet gennemføres. Men at efterlade sit offer på åben gade, hvor der snart efter ville komme nogen forbi og opdage det, er ikke særlig diskret. Var liget blevet skaffet af vejen, ville der måske ikke engang være fremkommet en efterlysning af en savnet/forsvundet person. Dertil skete der i det fattige og usle East End så mange ulykkelige hændelser, at det havde været let at kamuflere et mord som en ulykke eller et selvmord, uden at nogen for alvor havde betvivlet det.

Jack The Ripper var ikke den første seriemorder. Når han almindeligvis betegnes som den første moderne seriemorder hænger det netop bl.a. sammen med eksponeringen. Det er også lige præcis det, der taler imod et mere traditionelt mordmotiv (hævn, berigelse etc.).

Det er jo netop det: hvis man myrder fem personer efter hinanden, så er man teknisk set seriemorder. Men man er ikke nødvendigvis seriemorder i den almindeligt brugte betydning af ordet, som måske kunne kaldes rituel seriemorder. Det kunne jo være, at man havde rationelle grunde til absolut ikke at kunne lide disse fem personer, at de på en eller anden måde havde generet en, eller sad inde med en farlig viden om en eller des lige. Uden altså at føle nogen rituel fornøjelse ved mord, kunne der være en række personer, man ville skaffe ud af verden. Men som blot teknisk seriemorder ville man tjene sin sag bedst ved at gøre det så ubemærket som muligt. At udstille sine ofre virker unægteligt rituelt motiveret.

Her kan man atter sige: især i forhold til tidsperioden. Idag kunne en teknisk seriemorder som et røgslør forsøge at kamuflere sine mord som rituelle for at vildlede politiet. I forhold til Whitechapel-mordene forekommer dette ikke relevant, da det som nævnt rett let havde ladet sig gøre at begå en række mord blandt East Ends prostituerede, uden at det nogensinde var blevet offentligheden bekendt. En teknisk seriemorder, der forklæder sig som rituel seriemorder er derfor højst usandsynligt.

Selvom man vel ikke som sådan kan argumentere for en direkte forbindelse, er det om ikke andet interessant, at en rituel seriemorder viser sig på banen netop på et tidspunkt, hvor aviser og blade oplever en guldalder. Om ikke sammenhæng er der i hvert fald et samspil: han gav dem noget at skrive om, og de gav ham eksponering. Uden den trykte presse ville Jack The Ripper næppe have indskrevet sig i historien.

Tanker af den slags, som de fleste af os, har svært ved bare at indrømme overfor os selv, gjorde Jack The Ripper til virkelighed og lod ligge fremme midt på gaden. "En dag vil man sige, at jeg skabte det 20. århundrede" lyder det i et af brevene. Uanset om knivstikkeren og brevskriveren er identiske eller ej rummer udsagnet en rystende sandhed, der må erkendes i hele sin altomfattende gru, fremfor at blive affejet som en forsskuet tanke og fiks idé hos en enkeltperson i det viktorianske samfund.

I løbet af det 20. århundrede blev selviscenesættelse og en til tider nærmest ekshibitionistisk offentliggørelse af sig selv til velkendte fænomener. I Viktoriatiden var der modsat en langt større læggen vægt på det private, såvel som skarpe skel mellem dette og det offentlige. At moderne medier spiller en rolle i dette stykke historie, lader sig vanskeligt nægte.

Alt hvad der ovenfor er sagt om diskrete mord kunne også gøres gældende i forhold til diskret godgørenhed. For et medlem af den viktorianske overklasse var fem pund et greb i lommen, men for mange af de ulykkelige kvinder, der med en kombination af vask, syning og prostitution prøvede at skrabe sammen til dagen og vejen var det flere penge, end de nogensinde havde haft på én gang. Men i det stille, ubemærkede kunne en velhaver have givet en af disse en fempunds note, og sagt: "Denne vil jeg give dig kvit og frit uden nogen ydelse. Kun én betingelse: sørg for at få noget at spise, lad være at bruge det hele på sprut."

Idag er tendenserne imidlertid af en sådan art, at det ville forekomme nærmest obligatorisk at arrangere et tv-show, hvor pengene blev overrakt. Mennesker kan læse om hinandens mest intime privatliv på sociale medier, men har kun lidt og sporadisk med hinanden at gøre i det virkelige liv. Spørgeskemaer om, hvordan man møder sine venner, går almindeligvis på hvilke typer cafeer, man foretrækker, og har ofte slet ikke den mulighed med, at man kunne besøge hinandens hjem. De respektive hjem kan man så til gengæld gå ind og se billeder af på Facebook. Men mødtes man der, var der jo ingen, som kunne se, at man gjorde det. På cafeen kan man derimod præsentere sig.

Apropos iscenesættelse omend i en lidt anden betydning: den satte scene, gerningsstedet. Et London svøbt i en tyk tåge af smog, de mange små, smalle gyder og mørke baggårde. Enhver, der arbejder med kulisser til gyserfilm, må jo misunde Londons byplanlæggere!

Dette berører et andet element i sagen. Der kan næppe være tvivl om, at en del af den uhygge, der omgiver Whitechapel mordene har at gøre med omgivelserne, de fandt sted i. Helt uagtet selve handlingernes brutalitet og makaberhed er lokaliteten allerede i sig selv og uden et lig fyldt med en basal uhygge. Dertil viser det en verden, der er på vej til at blive morderne. Voksende bymiljø, industrialisering osv. Men med hestedrosker og høje hatte er det også en gammeldags verden. Netop dette er vigtigt. Det er på den ene side gamle dage, men alligevel en nær fortid og ikke sådan rigtig gamle dage, som hvis det f. eks. havde været middelalderen. Vi befinder os på skellet til moderne tider med en række hændelser, der på symbolplanet er udtryk for en radikal modernitet.

De moderne medier, telefonkommunikation, handelsaftaler og en mængde andre ting satte deres præg på det 20. århundrede, hvor man ofte brugte vendingen "verden er blevet mindre". Krige har der altid været. Men i forrige tider var det primært lokale uroligheder. Første halvdel af det 20. århundrede blev præget af to verdensomspændende storkrige. End ikke Alexander og Napoleon skabte uro på en lige så stor del af vor klode. "Mord begået af en psykopat er ikke en social sydom". Hvad så hvis psykopaten hedder Hitler?

Det var en enkeltperson, der førte kniven i 1888. Men Jack The Ripper som begreb er ingen enkeltperson. Det er dig, mig og os allesammen - alle os, der kom til at leve i og præge det larmende, voldelige og selvhævdende århundrede, som Whitechapel-morderne spillede overturen til.

- - - - - 

En tanke

Patricia Cornwell har - bl.a. i interviews - gentagne gange hævdet, at hendes hovedvægt ligger på ofrene. Det der dem, der har rettigheder, dem, der har krav på retfærdiggørelse, mens en psykopatisk morder ikke bør forherliges. Det sidste har hun atter og atter betegnet som sygt.

Det ligner en fin og human indfaldsvinkel. Men hvorfor er hun ensidigt optaget af de ofre, der med større eller mindre rimelighed kan tilskrives Jack The Ripper? Hun nævner kun Emma Smith - der da også er lidt af en apokryf i Ripper-historien - i forbifarten for at overveje sandsynligheden for, at hun kunne være et af Ripper-ofrene. At hun formodentlig blev offer for et bande-overfald fratager hende åbenbart de rettigheder, som Cornwell mener at Ripper-ofrene har.

Det er svært at helt tro på Patricia-på-ofrenes-side-motivet. Det virker ærlig talt mere som om, at hun har set sig ond på Walter Sickert og derfor for enhver pris vil have ham til at være Jack The Ripper.

Et bud på grunden til dette had mod Sickert kunne være hans kvindesyn, der da også indtager en central plads i Cornwells bevisførelse.

Som mand kan man jo prøve at vende sagen på hovedet: lad os antage, at man fandt nogle skriftruller fra en tabt og forsvundet civilisation, som var udpræget matriarkalsk, og at skrifterne rummede grove nedvurderinger af alt maskulint. Ja - så ville vel de fleste mænd være parat til at tro hvad som helst af uhyrligheder om denne civilisation.

For ofrenes skyld

Der må være andre suspekte malere!

I hvert fald bør vi gå dem efter i sømmene.

Hvilke mørke hemmeligheder og grusomme gerninger er blevet begået af Renbrandt, Picasso, Kadinsky, Michelangelo, Da Vinci og alle de andre?

For ofrenes skyld kan vi ikke forsvare at ignorere det. Det må undersøges til bunds.

 

Vi tager hele kunsthistorien - for ofrenes skyld!

Vi bruger 30-40 millioner på hvert eneste navn i denne skumle forsamling - for ofrenes skyld!

Vi opklarer et utal af forbrydelser - for ofrenes skyld!

 

Ingen udgift må spares, vi pøser millioner og atter millioner, ja - milliarder i foretaget. Det skylder vi ofrene!

Derefter skriver vi en masse (bestseller) bøger derom!

Alt imens bliver kvinder voldtaget over hele verden. Gamle mennesker overfaldet og bestjålet. Børn udsat for voldelige, seksuelle og andre overgreb. Men det kommer naturligvis ikke sagen ved.