Hvad er der sket?

Punk & new wave bølgen i sen-70'erne var på mange måder den sidste bevægelse, der direkte greb ind i tiden og dens mentalitet. Siden er musikken blevet en mere passiv medklang til tiden, der snarere fungerer som kommentator end aktiv medspiller.

Samtidig kan man hævde, at pladen er ved at forsvinde. Især med internettet og dets muligheder for at finde uanede mængder af musik, begynder pladesamlinger at blive et aftagende fænomen. Men allerede fremkomsten af MTV i 80'erne introducerede en anden måde at opleve musik på.

Pladen forstået som noget, man kan stå og holde i hånden, synes at være på retræte. Cd'ens fremkomst i 80'erne er for så vidt symbolsk, i og med at den er mindre end en lp: der blev mindre at holde i hånden. Herfra synes udviklingen at gå fra mindre mod slet intet.

I dette sporer man en stigende abstraktion. Ikke blot i forhold til at man ikke holder sin musik i hånden, men i forhold til en musik, der i virkeligheden slet ikke er noget sted. Sammenlignet med radioens ønskeprogrammer kan man også der tale om "ikke håndgribelig musik". Men man skriver eller ringer til et bestemt geografisk sted, hvor der befinder sig en håndgribelig pladesamling. Men hvor ligger Youtube? Det kan findes på internettet, men ikke på et landkort.

Dertil kommer en række faktorer omkring afspilningen af cd'er, der også må siges at udgøre en abstraktion, f. eks. at man ikke kan pege på et sted på en cd og sige, at det og det nummer ligger der, ligesom man på de fleste afspilningsapparater ikke kan se cd'en under afspilningen. Dette har et sidestykke inden for udbredelsen af computere. Hvor man i bogstavelig forstand kan siges at have skrevet noget på en bestemt skrivemaskine, bliver sagen straks mere kompliceret, når det dels lader sig gøre at begynde skrivningen på et tastatur og fortsætte på et andet, samt at det stykke papir, man ender med at printe, kommer ud et helt andet sted end der, hvor man har siddet og skrevet, og at dette meget vel kan ske længe efter, at skrivningen er afsluttet.

Sideløbende har samfundsudviklingen betydet, at unge ganske enkelt har flere muligheder, flere ting, de kan interesserer sig for. Så længe valget i alt væsentligt stod mellem musik og sport, var musikkens betydning selvsagt kolossal. Men når musikken bliver blot en blandt mange valgmuligheder, må dens rolle nødvendigvis blive mindre markant.

 

Musikkens udbredelse er absolut ikke blevet mindre. Der laves og omsættes mere musik end nogensinde før. Men netop dette betyder en "selvkvælende" proces. En ny udgivelse med et af tidens centrale navne kan ikke for nutidens børn være en verdensbegivenhed og sensation på samme måde, som det var for 60'ernes og 70'ernes børn. Det kommer der ganske enkelt for mange nye udgivelser til. Det er som forskellen på at sidde i en stue med en hel æske tændstikker, og så at stå i blæsevejr med én tændstik tilbage.

Dertil kommer almindelig overmætning. Som forskellen på at gå og drikke kaffe hele dagen, og så at have været ude i flere timer, komme hjem og sige, at nu skal det gøre godt med en kop kaffe. Kort sagt: musikken ekspanderer stadig, men dens eksistentielle betydning er aftagende. Den vinder ikke længere terrain ved at blive mere og mere, men er begyndt at overbefolke sig selv.

Samtidig har udviklingen betydet, at enhver kan komme til at lave musik. Da computere er blevet hver mands eje, er hjemmestudier det i princippet også. Det har kulkastet tidligere perioders restriktive og elitære dørmandsmentalitet, der kun gav nogle få udvalgte adgang til pladestudiet. Således kan mange flere komme ud med deres ideer. Bogstavelig talt alle har muligheden for at lave og offentliggøre et produkt.

Denne for så vidt positive udvikling har imidlertid en katastrofal bagside. Når der ikke er nogen form for kvalitetskontrol længere, føres musikkens demokratisering ud i det absurde. Der er budt op til amatørernes aften og alle er indbudt. Krav og kriterier er sænket til absolut intet. Derfor bliver mængden af musik nok større og større, men det virkelig gode og betydningsfulde bliver mindre. For det er ikke længere en nødvendighed, at man strammer sig an og yder noget særligt. Dette sker kun hos nogle få særligt samvittighedsfulde og disciplinerede, der motiveres af en indre kvalitetskontrol. For alle andre er det ligegyldigt, da ingen skal godkende deres produkt.

Man bør vogte sig for at sige, at alle af betydning vel har en sådan indre kontrolfunktion. Talent og dovenskab udelukker ikke hinanden. Selvom så var, ville der stadig være en enorm mængde dilletanterier fra folk helt uden musikalsk propertionssans, som ville udgøre hin berømte høstark, hvori nålen skjuler sig.

Når den håndgribelige plade forsvinder, og musikken befinder sig på et abstrakt ikke-sted, hvor der er mere af den end nogensinde, men hvor dens eksistentielle betydning er mindre og dens generelle kvalitetsniveau dalende, må der siges at være belæg for at tale om en eftertid. Pladeindustrien er ganske enkelt ikke længere den kulturelle mammut, den engang var.

Men hvad var det egentlig, der skete? Fremkomsten af cd'er, MTV og senere internettet forklarer næppe alt. Gennem et nærstudie af det foregående vil man atter og atter kunne konstatere, at et givent tidspunkts mentalitet og tanker, åndelige habitus, hverdagens forhold, politiske mærkesager m.v. har stået i et intimt forhold til den samtidige musik i en fortløbende dialog. Det er derfor oplagt at antage, at en række socio-kulturelle forhold også spiller en rolle i disse afsluttende kapitler.

Også 80'erne og 90'erne havde deres store, populære navne, som man med nogen ret kan hævde satte ansigt på tiden. Vist kan man ikke tale om en samlende faktor, der inkarnerer tiden, sådan som Elvis i 50'erne og Beatles i 60'erne. Men i det mindste til og med 80'erne er der i nogen grad belæg for at hævde, at tiden havde en lyd. I 90'erne spalter tingene sig imidlertid så meget, at det ikke længere giver mening at tale om tidens lyd.

Udviklingen inden for studieteknik er stadigt accelererende. Diverse udstyr er på det nærmeste forældet lige så hurtigt, som det indkøbes. Nogle vælger at bevidst gå imod denne udvikling og bruge primitivt udstyr. Men det korte af det lange er, at man ikke længere kan tidsbestemme udgivelser ud fra deres lyd. Mens man uden videre kan placere en 50'er eller 60'er plade med højst to-tre års usikkerhed (+/-), så bliver det fra slutningen af 80'erne og fremefter stadig mere umuligt at sige andet end det noget svævende, at "det er af nyere dato".

Samtidig forsvinder musikkens funktion som samfundsrevser og Rasmus Modsat. Den tidlige jazz og rocken frem til og med 70'erne havde altid rummet et oprørsk element eller en form for alternativ. Fra 80'erne og frem kan man derimod iagttage det etablerede og det alternative indgå et fornuftægteskab. Genvinsten har snarere været økonomisk end kunstnerisk.

Dertil kommer det ovenfor skitserede nål-i-høstark-problem. Udvalget af musik er blevet fuldstændig uoverskueligt. Der laves stadig gode plader, men det store spørgsmål er, hvordan man finder frem til dem? Den stadigt tiltagende demokratisering betyder, at stort set hele pladeindustrien med alle de stilarter og udtryk, der har præget forskellige epoker dyrkes aktivt. Intet er så særinteresse, passé, corny og nørdet at der ikke et eller andet sted sidder nogen, og laver cd'er med lige præcis dét. Man måtte altså forvente, at der var noget for enhver smag. Men når man som lytter søger efter det, der lige rammer helt præcist ind i ens smag, hvordan finder man så frem til det imellem de tusindvis af udgivelser, der ikke gør?

Også dette bidrager til en devaluering af pladers betydning. Ingen kan med sikkerhed udråbe noget til at være særligt inden for sit område. For hvad med alle dem inden for samme område man ikke har hørt? Når man mener at have fundet mesterværket, er det altid med en tvivl, om det nu i virkeligheden kun er det næst- eller trediebedste.

Alt i alt tegner der sig et temmelig nedslående billede. Ved indgangen til det nye årtusinde er situationen konfus og uklar. Tiden har ingen lyd. Musikken sætter ikke en dagsorden. Der er masser af musik af enhver tænkelig slags. Alligevel gør det meste ringe eller intet indtryk. I en træt tåge famler mennesker sig frem, sløvet af en stadig strøm af musik, de ikke forholder sig til, men som bare er der. Musik er blevet til tonalt vaskepulver, og der er flere mærker på hylderne i det musikalske supermarked, end nogen er i stand til at opremse. Det betyder i virkeligheden ikke noget som helst. Det er bare lyd.

Om ikke andet så har de senere års udvikling ført nogle pudsige ting med sig. Afviklingen af den håndgribelige musik har betydet, at blandt dem, der netop ønsker musik, de kan holde i hånden, har der været en stigende interesse for vinyl-formatet. Efter nogle år i 90'erne, hvor lp'en var næsten forsvundet, er den vendt tilbage. Nu er det cd'en, der oplever en krise. Den bragede frem i 80'erne som noget let og hurtigt. Siden er der opstået en overhalingsbane af lettere og hurtigere, hvor cd'en forlængst er agtersejlet. I valget mellem den ikke-geografiske, "abstrakte" musiksamling og den håndgribelige synes stadig flere af dem, der hælder til det håndgribelige, at ville have så meget som muligt at holde om og røre ved. Cd'en rammer ned i et mellemområde, ikke helt let og hurtig nok - ikke helt håndgribelig nok.

En anden ting er, at det fænomen at hele pladeindustriens historie dyrkes aktivt, betyder, at den ihærdige med lidt held kan opspore pudsige og sjove udgivelser, der ganske vist ikke kan kaldes betydningsfulde i centraltidens forstand, men dog på sin vis er interessante og høreværdige. At opleve unge mennesker, der med lidenskabelig entusiasme kaster sig over at genoplive charleston og foxtrot, er selvsagt absolut ingen fornyelse, men det kan alligevel forekomme i det mindste underholdende og sympatisk, ligesom det vidner om, at der rundt omkring er en reel interesse for pladeindustriens historie.

Der kunne nævnes flere og andre uventede konsekvenser af udviklingen. Men ligesom vinylets genkomst og folk med interesse for "uddøde" stilarter synes flertallet af disse tendenser at rumme en nostalgisk kerne. Alt i alt er der en masse af det, der sker inden for musikken, som peger bagud, taler om en glorværdig fortid. Således udgår der fra musikken selv en påstand om, at det hele er forbi, at det egentlige har været.

Hvad end det var den unge Armstrong, swingorkestrene, be-bop musikerne, rock and roll generationen eller Beatles og deres samtidige, så har musikken altid rummet et postulat om, at lige netop nu var det store øjeblik.

I 80'erne førte gruppen The Smiths sig som de første frem på et postulat om, at det bedste havde været, at nu'et var passeret. Det har stadig flere hævdet siden. Faktisk er det ved at blive lidt af et særsyn at opleve nogen hævde, at nu'et er indeværende, og at de står midt i en stor tid.

Helt i overensstemmelse med dette, er noget af det, der sælger bedst, genudgivelser. I sommeren 2010 lå en opsamling med Glen Miller i flere uger øverst på best seller listen. Med al respekt for Glen Miller kan han umuligt have været det mest præcise udtryk for verden anno 2010 og dens mennesker. Miller afspejler verden, som den så ud i 1939.

Hvis man kan læse noget som helst om tiden (2010) udfra den opsamling, så må det være, at uoverskueligheden omkring nye udgivelser er så omfattende, at folk med kyshånd tager imod noget, hvorom de kan sige: "Ham kender vi." Hvad der i øvrigt sker i tiden, om dens tendenser og åndelige understrømme kan en opsamling med Glen Miller i sagens natur ikke sige noget om.

Derimod fortæller det os noget om pladebranchen. Den skriver sin egen nekrolog og erkender indirekte, at det konsekvente og legitime ville have været, hvis den havde drejet nøglen om i begyndelsen af 80'erne. At den ikke gjorde er udelukkende et spørgsmål om kroner og ører. Der var ganske enkelt for mange penge involveret til, at man bare kunne lukke butikken.

Siden da er musikproduktionen - som tidligere beskrevet - mere eller mindre overgået til allemands hjemmestrik, og genudgivelser på stort reklamebudget kan således ses som pladebranchens ophørsudsalg.

Men det er endvidere bemærkelsesværdigt, at det er en relativ lille del af den helt uafhængige produktion, der udgår fra de små hjem og lægges ud forskellige steder på internettet, som har en reel vilje eller lyst til at være nyskabende. En overraskende stor del af det, man kan finde rundt omkring, har tydeligt nostalgiske tendenser. I mange tilfælde hyldes ikke blot en svunden tids musik, men også dens påklædning m.v.

Den, der sidder udenfor pladeselskabernes formynderi og laver sin egen musik, har friheden til at tænke lige så vildt og alternativt, det måtte passe ham/hende. Når de ikke gør det, har det alså intet med udefra kommende krav at gøre.

Det tyder på, at der er dybereliggende årsager end en "magtovertagelse" til, at situationen ser ud, som den gør. Skulle det regnestykke gå op, kunne det fint nok passe, at de skrantende pladeselskaber holdt den gående med de bedste aktiver fra bagkataloget. Men så skulle den primære del af det alternative musikmarked, der er opstået, bestå af ting, der var så vilde, langt ude og avantgardistiske, at intet pladeselskab ville turde udgive det.

Når situationen snarere er den, at man kan få genudgivelser med den ægte vare og så i øvrigt finde utallige efterligninger rundt omkring på internettet, så synes noget at tale om en endestation. Det er ikke bare en forældet produktionsform, som er forbi. Det hele er forbi!

De første udtryk for en udpræget nostalgisk dyrkelse kunne iagttages i 70'erne, hvor tv-serien "Happy Days" og filmen "Grease" forherligede 50'erne og fremstillede perioden i et sorgløst og uproblematisk lys uden atomangst, maccarthyisme og kold krigs paranoia. En endeløs dans i måneskin. Siden har nostalgien grebet om sig. Den før omtalte dyrkelse af gamle stile, hvor intet er absolut passé, synes at afspejle den holdning, at alt er godt, bare det er gammelt.

En så konsekvent og massiv afvisning af samtid og fremtid kan umuligt have udelukkende musikalske årsager. Der må nødvendigvis stikke noget under. Kunne dette noget være en åndelig fallit, hvor en psykisk åndenød foranlediger, at de gamle plader bruges som mentale iltapparater? Søger vor tids menneske efter sin tabte sjæl?