Vildfarne tanker

Jeg tror, at der hersker en dyb åndelig krise i vores del af verden, at den vestlige sjæl er alvorligt syg, ja - måske forlængst død. Det er påskønnelsesværdigt, når nogen gør noget for en god sag. Men jeg tror ikke, at de skuer dybt nok. De tror problemerne er blot politiske. At det handler om, at få nogle firmaer til at ændre holdning til f.eks. forurening og forsøg med dyr, eller at få lovgivere til at lave mere retfærdige og almennyttige love. Fint nok. Men det er at kradse i overfladen.

Det handler ikke om social uretfærdighed, miljøet og alle den slags ting. Det handler om meningsfylde, om at noget betyder noget. Hvis man ikke kan se nogen grund til at leve, så ligger det lige for at være hamrende ligeglad, om grundvandet er forgiftet. At se på alle mulige globale problemer med et skulderttræk og tænke: er det verden, så lad den ramle. Kun en oplevelse af mening kan forbedre verden.

Dette er også baggrunden for hele min beskæftigen mig med pladeindustriens historie. Det er jo sådan set ret utroligt, at man kan høre, hvordan en eller anden forlængst afdød sangers stemme lød. Eller jeg hører den trompetsolo, der blev spillet engang for længe siden. Det er ret svært at forstå, at man kan sidde og opleve et stykke fortid, hvad nogen gjorde engang. Her mener jeg så, at man kan lytte sig under lyden, komme på sporet af, hvordan de mennesker havde det, hvad de tænkte og følte. Derfor kan man også følge de åndelige forandringer, der er sket igennem tiderne.

Jeg så på et tidspunkt et program om komikere, hvor Rovan Atkinson fortalte om virkemidler, figurer og forandringer gennem årene. På et tidspunkt omtalte han Chaplin. Han stillede et tankevækkende spørgsmål: hvorfor morer vi os ikke så meget over ham i dag, som folk gjorde dengang? Manden er notorisk morsom. Alt ved ham er morsomt: hans måde at gå på, hans bevægelser, hans mimik osv. osv. Han er den legemliggjorte komik. Men hvorfor skriger et nutidigt publikum så ikke af grin? Atkinsons bud på svaret var, at han er for selvsikker. Derfor er han svær for nutidsmennesker at identificere sig med. Den værdighed og naturlige hvilen i en tro på eget værd har kun de færreste i dag. Vi er usikre, forvirrede og mangler en naturlig funktion i verden, såvel som givne tilhørselsforhold. Dette rodløse og frustrerede nutidsmenneske kan ikke identificere sig med en figur, der hviler i sit eget værd, også selvom han er en vagabond, der sover i en vejgrøft eller han bliver jagtet og evt. arresteret af politiet. Han har hele tiden denne naturlige værdighed. Den er fremmed og forvirrende for de fleste nutidsmennesker.

Ligesom man på gamle film kan se, at folk engang så anderledes ud, bevægede sig anderledes, talte anderledes og i handlingsgangen spore, at de var optaget af andre ting, tænkte anderledes, følte anderledes, havde en anden opfattelse af, hvad, der er vigtigt. Således også på gamle plader. De forskellige epokers mentalitet optager mig. De kan i bedste fald sige noget dybere end bare bekræfte at forholdene var sådan og sådan på det og det tidspunkt. De kan måske vise noget om netop det, der ligger nedenunder. Så om man vil: jeg samler dokumentation vedrørende den vestlige sjæls undergangshistorie, som for mig at se er en lang, fortsat proces. Det er ikke sådan, at man kan sige, at på det og det tidspunkt gik det galt. Det er gået galt lidt efter lidt i en lang, fortløbende bevægelse. 

Om ånden skal genfindes ved at lytte os ned under lyden på gamle plader, ved at danse i solopgangen eller noget helt tredie ... jeg ved det ikke. Måske er der mange måder. Måske er det vigtige selve det at være opmærksom på problemet, og så gøre hvad man nu måtte føle er det rette, hvad man har evner til og mulighed for. 

Naturligvis spørger jeg ofte mig selv, om de ting, jeg prøver at gøre, overhovedet har nogen betydning, på nogen måde virker eller gavner. Naturligvis kommer jeg tit i tvivl, spørger, om jeg narrer mig selv, om jeg i virkeligheden snyder mig selv gennem et snedigt selvbedrag. Alligevel kan jeg ikke opgive min overbevisning.

Jeg er overbevist om, at verden har brug for en helt gundliggende forandring. Ikke bare en lovændring eller en fabrik, der lægger produktionen om. Den slags er småting - barnestreger. Nej, det handler om noget helt grundlæggende. Helt nede i roden af tingene. Hvad der skal til, er jeg derimod ikke sikker på. Som jeg lige indrømmede, tvivler jeg ofte på, om det er det rigtige jeg gør. Men jeg gør i hvert fald det, jeg tror mest på. 

Mens jeg føler stigende ligegyldighed over for snart sagt alt andet, er der én ting, der bliver vigtigere og vigtigere for mig: mit musikarkiv. Min forlængede hukommelse, det der er samlet, som trøst for alt det, der er spredt. Tidsperioder, epoker. De slutter før eller siden. Men ikke i Arkivet. Her er epokerne evige. Her er 1956 forevigt fastholdt i Gene Vincents "Be-bop-alula" og 1979 forevigt fastholdt i Raceys "Boy Oh Boy". Her kan forskes. Her kan der gås i dialog. Her kan der erklæres krig mod overfladiskhed, uvidenhed, forgængelighed og dårlig hukommelse. Her har jeg min verden, min evighed.