Ikke et ord om H ...

 

- Men ganske vist om en række nært beslægtede emner!

 

 

 

1. del: Lidt om Jung

2. del: Transplantationen

 

“En afrikansk jungleboer ser et natdyr om dagen og ved, at det er en medicinmand, som midlertidig har antaget dyrets form. Eller han opfatter det som en bush-sjæl eller en af sine forfædres ånder. Et træ kan spille en vital rolle i den primitives tilværelse, det kan have sin egen sjæl og stemme, og den pågældende mand kan føle, at han deler dets skæbne. I Sydamerika er der nogle indianere, som er overbevist om, at de er røde arapapegøjer, selv om de ved, at de mangler fjer, vinger og næb. I de primitives verden har tingene ikke så skarpe afgrænsninger som i vores ”fornuftbetonede” samfund. Det, som psykologer kalder psykisk identitet eller ”participation mystique” er forsvundet i vores objektive verden. Men det er netop disse ubevidste associationer, som gør de primitives verden så farverig og fantasifuld. Vi har mistet denne side af tilværelsen i en sådan grad, at vi ikke genkender den, når vi møder den. Hos os er den slags holdt nede under tærsklen, og når det lejlighedsvis kommer op til overfladen, hævder vi, at der er noget galt.

Jeg er mere end en gang blevet konsulteret af veluddannede og intelligente folk, som har haft mærkelige drømme, fantasier eller visioner, som har chokeret dem dybt. De har antaget, at ingen, som var ved deres fulde fem, kunne komme ud for noget sådant; de måtte være blevet sygeligt forstyrrede i deres hoved."

- C. G. Jung

 

 

 

Her følger nogle vilde fantasier om penistransplantationer, og hvad den oprindelige ejer kunne have efterladt i et givent eksemplar.

I forlængelse heraf nogle overvejelser om, hvorvidt der er narrative/dramatiske muligheder i dette emne.

Rent hjernespind og tankeeksperiment, der ikke skal tages for andet. Jeg forfulgte simpelthen et indfald. Det viste sig så at være en blind vej - førte ikke rigtig nogen steder hen.

3. del: Tre, der stak af

 

Apropos vende ting på hovedet ...

Her følger en lille anekdote fra min tid som institutionsanbragt, og en samtale herom mange år senere, der fik mig til at se på den med helt andre øjne.

Den pointe, jeg ønsker at nå frem til med dette, er i al sin enkelhed, at enhver livsytring er meningsfuld. Også hvor den kan forekomme absurd. Den kan være uhensigtsmæssig. Men den er aldrig meningsløs.

4. del: Perspektiver

 

I forlængelse af beretningen om trioens udflugt, og hvordan jeg mange år senere fik et helt andet syn på den episode, fik jeg lyst til at forfølge begge disse motiver - flugt og forskellige opfattelser af en sag - yderligere.

Det blev til ...

En lille historie

 

1)

Rasmus havde svært ved at finde ro den aften. Selvom døren stod åben ud til gangen, hvor lyset var tændt, følte han alligevel en utryghed. Eller var det bare uro? Det kunne være rart, hvis der var en af de andre, han kunne sludre lidt med. Ikke om noget bestemt. Bare en godnatsnak at blive søvnig på.

Det var jo egentlig også noget pjat. Det vidste han godt. Der skete jo ikke noget, og det var Svend-Bertil, der havde nattevagten. Det var en af Rasmus' yndlingspædagoger. Tillige en stor, kraftig mand. Så han skulle nok passe godt på dem allesammen.

Netop som Rasmus begyndte at føle en behagelig døsighed, hørte han en svag puslen ude fra gangen. Hvad var nu det? Var det bare en af de andre, der skulle på toilettet? En skygge passerede forbi. Rasmus så et glimt af en vindjakke og anede lyden af listende sko. Det kunne ikke bare være en en, der skulle på tolittet. Var Svend-Bertil ved at tage hjem? Efterlade dem allesammen? Hvad nu, hvis nogen blev syge og havde brug for hjælp? Han kunne da ikke bare gå fra dem!

Panikken bredte sig i Rasmus. Efterladt! - Var det virkelig rigtigt? 

Sengen var trods alt varm, og lyset ude fra gangen var begyndt at virke truende. Som et ondt øje, der kiggede ind til ham. Rasmus havde ikke lyst til at skulle op og træde derud. Men han blev nød til at vide, om Svend-Bertil var der og passede på dem, eller om de var blevet overladt til sig selv.

 

2) 

Svend-Bertil var netop blevet færdig med at notere i dagsjournalen. Der havde intet særligt været at bemærke. En fredelig aften. Der virkede også roligt nu, og der var vist intet i vejen for, at han snart kunne få lidt tiltrængt søvn.

Han lænede sig sig tilbage i stolen, strakte sig, tændte en cigaret og inhalerede dybt.

 "Du er her?" lød pludselig Rasmus' forskræmte stemme henne fra kontordøren.

Rasmus var en lidt neurotisk, men ikke videre problematisk dreng. Som regel let at tøjle, men blev let nervøs og havde det med at overdramatisere ting. Hvad havde nu skræmt ham?

 "Selvfølgelig er jeg her. Jeg skal jo være her hele natten."

 "Jeg var bange for, at du var taget hjem."

 "Hvorfor troede du det?"

 "Der var nogen, der gik forbi ude på gangn med sko og jakke på."

 "Tror du ikke, det er noget, du har drømt."

 "Nej. Der var nogen."

 "Lad os se på det."

Svend-Bertils første tanke, hvis det ikke var det rene fantasi, gjaldt Ove. Der havde på det seneste været en hel stribe tilfælde af at stikke af. De havde talt med ham om det. Ove havde også lovet, at han ikke ville gøre det mere. Men var han nu alligevel taget på en springtur igen?

Ganske rigtigt!

Oves seng var tom, og badeværelsesvinduet stod pivåbent. Åh, den skøre dreng. Rende rundt derude midt om natten. Det var med åbenlys irritation, at Svend-Bertil fik vinduet lukket. 

Svend-Bertil forsøgte med tilkæmpet ro at lyde trøstende og venlig overfor Rasmus, mens han snakkede med ham. Men Ove kunne vente sig, når han fik fat i ham.

Da Rasmus var faldet til ro, overvejede Svend-Bertil, hvad han skulle gøre. Ringe til Oves forældre på denne tid? Kontakte en kollega og drøfte sagen? Hvorfor blev den kulrede knægt dog ved med de dumme nykker? Hvad regnede han med at opnå? Troede han virkelig, at han kunne slippe væk fra det hele? 

 

3)

Ove havde stået oppe ved vejen. Lige i nærheden af gadelygten, men skjult af buskene, så forbikørende bilister ikke kunne se ham. Han havde røget sin cigaret langsomt. Nydt hvert sug. Frydet sig over dette lille oprørske flirt med friheden. 

Men nu var det tid at komme tilbage. 

Ove begav sig ned over græsplænen og hen til afdelingen. 

Hvad??!!

Vinduet var lukket!

Hvordan i al verden, var det blevet opdaget? - Han havde listet så forsigtigt. Han var også sikker på, at Svend-Bertil havde været nede på kontoret og ikke kunne have hørt ham.

Han måtte have gået en runde.

Men hvorfor fanden havde han lukket vinduet? Hvad forestillede den store idiot sig? At han ville komme hen og banke på døren, og sige: "Jeg var lige ude og få en smøg. Men nu vil jeg gerne ind i seng."

Selvfølgelig var det lige på det kvabodders nattevagt, at hans lille aftenritual skulle blive opdaget. Svend-Bertil! - Af alle tykpandede fæhoveder ...

Men det nyttede ikke at ærgre sig. Hans indgang var lukket. Den eneste mulige vej var i modsat retning. Væk fra det hele. Det havde ikke været planen at stikke af. Det var han færdig med. Det havde han også fortalt dem. Men nu var der ganske enkelt ikke andre muligheder.

Væk!

Det var også ham Svend-Bertil. Det var sgu da ikke særlig kvikt. Hvis han ville have snuppet ham i den lille forseelse, kunne han have stillet sig på lur på badeværelset. Nu tvang han ham jo simpelthen til at stikke af.  

Ove begav sig på vej. Uden egentlig idé om, hvor han skulle tage hen. Han måtte se at finde på noget.

Se også:

Nota bene