Besættelser

Omkring min roman "Hændelsen". 

Paul er periodisk - både som barn og sidenhen - som en besat, der raser i en manisk feber.

Det er det, man hører om, lige på den anden side af åbningspartiets kredsen om Hændelsen og de linjer, der fører frem til denne.

Hvordan hænger disse ting sammen? På hvilken måde afspejler besættelserne de ting, der præger Hændelsen og dens forudsætninger?

 

 

Kan også findes: https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl33P6W5rhnc-KY02C1bRDrKG

Overordnede perspektiver

Der skrælles nye lag af løget, alt imens man hører om, hvordan Paul senere i livet stadig er forfulgt af de smertefulde minder fra dengang, som der herefter atter hoppes tilbage til i form af historien om Filips indflytning. Derved begynder man at ane, at sagen er mere kompliceret end først antaget.

 

I kapitel 3 møder man den 10 år ældre Paul, der sidder i en hybelbolig, en udslusningsordning, hvor han står med et ben inde i systemet, og et ben ude i samfundet. Hændelsen dukker op af hukommelsens dyb og overvælder ham med besættende kraft. Men hvorfor? - Paul forstår det ikke selv.  

Det er ulejligheden værd at gøre sig nogle tanker om selvafstraffelse, og at dette måske er et mislykket forsøg på noget helt andet, en bagvendt søgen efter omsorg. Hvad, der kunne have været et skridt i den rigtige retning, bliver afsporet og forvrænget og gør dermed ondt værre!

Det besættende ved at genkalde og omdigte Hændelsen udgør en klar parallel til Pauls fornemmelser som barn af et indre mørke, og af at visse handlinger er som noget, en anden gør. I begge tilfælde handler det naturligvis om, at Paul overfaldes af kræfter fra det ubevidste. Alle disse symptomer er kun på overfladen forskellige. Det handler om mislykkede forsøg på at integrere skyggen, og er således det ene og samme, der blot i det konkrete udtryk giver sig forskellige udslag.

Eftersom man i kapitel 3 får et kig ind i Pauls sind, som det ser ud senere i livet, vil det blive helt afgørende for ens bud på gådens løsning, hvordan man opfatter og udlægger de skildrede sjælstilstande. Så meget er sikkert, at Paul befinder sig i en eller anden konflikt med sig selv, en spaltning. I forlængelse af dette forekommer det oplagt at tale om anderledeshed. Videre om, at det ville blive uhyre vanskeligt at beskrive en PDD uden at komme ind på ting som spekulationer over penisstørrelser. Det svarer nærmest til at skulle skrive om forkølelser uden at nævne nys og tilstoppede næser. Det, der fremlægges, må betragtes som klinisk materiale til overvejelse og analyse.

 

"Næsten enhver ved, at der er et enormt opbud af billeder, som symboliserer kønsakten. Disse billeder kan via en associationsproces føre tankerne hen på et samleje og til de komplekser, det enkelte individ har omkring sin seksualitet. Men da man lige så vel kan komme til seksuelle emner gennem dagdrømme eller med udgangspunkt i uforståelige russiske bogstaver, måtte jeg antage, at en drøm indeholdt andre meddelelser end den seksuelle allegori, og at dette havde sin særlige hensigt. Lad mig give et eksempel: En mand drømmer, at han stikker en nøgle i en lås, at han svinger en stok eller gennembryder en dør med en rambuk.

Ethvert af disse billeder kan opfattes som en seksuel allegori. Men det faktum, at hans ubevidste har udvalgt et bestemt af disse billeder til hans drøm, må vi tillægge en særlig betydning. Den virkelige opgave er at finde ud af, hvorfor drømmen foretrækker f. eks. nøglen fremfor stokken eller stokken fremfor rambukken. Og undertiden fører dette til den opdagelse, at det slet ikke drejer sig om en seksuel akt, men om et ganske andet psykologisk emne."

- C. G. Jung

 

"Åbent udtrykt seksualitet i drømme betyder faktisk sjældent seksualitet i helt bogstavelig forstand, selv om det naturligvis ledsages af seksuelle følelser. Seksualitet i drømme henviser langt oftere til intens kontakt mellem indre personlighedsdele."

- Ole Vedfeldt

 

Man kan med andre ord tale om, at en udviklingsmulighed kan åbenbare sig i forklædning, og hvorledes noget sådan altid er bærer af en dobbelt mulighed, og således både kan være en vej mod et højere stadie og imod undergang.

Det er netop her, der er grund til foruroligelse i forhold til kink-tænkningen og en misforstået tolerance, der ikke tåler et negativt ord om noget som helst. Men dette er en fuldstændig misforståelse. Der er ikke tale om en moraliseren, der siger, at man ikke må sådan og sådan, men derimod om de komplikationer, der opstår, når indre tilstande projiceres ud i omverden og derfor ikke bliver korrekt psykologisk bearbejdet. De mange forspildte udviklingsmuligheder vil i yderste instans føre til et samfund befolket af lutter barnagtigt-pubertære mennesker, der aldrig kommer til at opleve noget som helst af sand værdi, men blot jagter efter tomme fornøjelser.

 

"Man skal ikke uden videre regne med, at nogen holder hånden over os. Men for at sige det mere positivt: nogle gange arbejder gode kræfter for os, andre gange gør de ikke. Den mystiske hånd kan endog lede os i fordærv. Drømmene kan vildlede os på samme måde som oraklet i Delfi, da det meddelte Kong Krøsus, at hvis han overskred floden Halys, så ville et stort kongerige gå under. Da han havde overskredet floden med sin hær og lidt et fatalt nederlag, gik det op for ham, hvilket kongerige, der var tale om. Man kan ikke tillade sig at være naiv, når man omgås drømme. De stammer fra en ånd, som ikke er ganske menneskelig, men snarere et naturens åndepust. Det kan være en smuk og generøs ånd, men også en ond gudinde."

- C. G. Jung

 

"Hvis folk iagttager deres egne ubevidste tendenser hos andre folk, kaldes det en "projektion". Politisk agitation i alle lande er fuld af sådanne projektioner. De forvrænger vores syn på medmennesker, ødelægger vores objektivitet og mulighed for ægte menneskelige relationer."

- Marie-Louise von Franz

 

"En tidlig græsk Hermes er en stensøjle med gudens billede. På den ene side er de to slanger og på den anden en erigeret fallos. Slangerne er midt i en kønsakt, og dette sammenholdt med den erigerede fallos må føre os til den slutning, at Hermes optræder som frugtbarhedssymbol. Men vi tager fejl ved at tro, at det kun drejer sig om biologisk frugtbarhed. Hermes er trickster i rollen som sendebud, som gud for skilleveje og endelig som den, der fører sjælene frem og tilbage til underverdenen. Hans fallos trænger derfor igennem fra den kendte verden og til den ukendte, mens den søger et åndeligt budskab af befrielse og helbredelse."

- Joseph L. Henderson

 

Paul er ikke bare en forkvaklet undtagelse. Eller for den sags skyld udelukkende fiktion. Der er tale om et kollektivt problem i vor tid, der ytrer sig med foruroligende symptomer hos for mange personer til, at man kan tale om isolerede undtagelser. I de fleste tilfælde står det endog værre til med disse virkelige mennesker end romanpersonen Paul, der i det mindste er klar over, at der er et eller andet galt.

At nå frem til svaret på, hvad det så egentlig dybest set er, der er galt, er så naturligvis en ganske anden sag. Om "Hændelsen" overhovedet når til dette eller blot lukker spørgsmålet op til en bredere fundering, kan diskuteres.

Med lidt søgen på nettet er det ikke svært at finde konkrete eksempler fra virkeligheden, der tydeligt viser, at der rent faktisk er en hel del af den slags derude. Der er tale om et reelt foreliggende problem!

Men tilbage til Paul.

Det forekommer stadig lidt sært, at tingene udarter sig på den måde, og der er således ikke tale om et rent lærebogseksempel, der lige i en håndevending lader sig aflæse. Det mest åbenlyse synes at være, at Paul tilsyneladende gerne ville have ændret noget ved det, der skete dengang. Skal det så forstås helt bogstaveligt? - Eller er det måske i højere grad en billedliggørelse af hans aktuelle situation, hvor han muligvis har andre handlemuligheder end dem, han kan få øje på? Handler hele denne gen- og omdigtningssituation om afsøgning af muligheder? Eller ser han sin situation som en konsekvens af det, der skete, og således, at muligheden eller mulighederne befinder sig dengang, mens der nu ikke længere er noget at gøre? At han i tanken drager tilbage for at afprøve andre muligheder kunne tyde på, at han har svært ved at få øje på aktuelle muligheder. Men at det hændte overhovedet dukker op i hukommelsen og gør et så stærkt indtryk, kunne tyde på, at nogle mere skjulte lag i sindet, prøver at fortælle ham noget helt andet, der må formodes at handle om hans aktuelle muligheder. Det afgørende spørgsmål bliver naturligvis, hvad dette erindringsglimt afspejler i hans reelle situation?

Samtidig må vi imidlertid ikke udelukke, at vi måske skal tolke det hele på en ganske anden måde. På dette tidlige tidspunkt i romanen ved vi endnu for lidt til at kunne bestemme os for en endegyldig tolkning, og det ville være særdeles uheldigt at låse os fast på noget, før vi har flere kendsgerninger at gøre godt med.

Når man skrider videre til at læse intermezzo 3, er det afgørende naturligvis hvordan, dette lægger sig i forlængelse af det, vi tidligere har hørt, hvordan dette tematisk/motivisk knytter sig til det øvrige.

Der rejser sig stadig flere spørgsmål, som kræver en nærmere overvejelse. Ikke mindst den på éngang passive og surt-afvisende adfærd, Paul udviser. På den ene side vil han udmanøvrere Birger, hvad han rent faktisk er i stand til. På den anden side gør han det ikke, men vrænger bare på en måde, der mest virker som om, det er ham, der er trængt op i en krog. Skønt ældre og stærkere end Birger, virker Paul nærmest som et skræmt mindre barn, der forsøger at dække sin krop, mens han siger: "Du må ikke slå!" Der er mange ting i denne sære adfærd, som kræver en nærmere forklaring.

Man kan i den forbindelse tale om, at kapitler og intermezzoer spiller sammen og gensidigt belyser hinanden i en nærmest slags "samtale", eller man kunne tale om gensidige spejlbilleder.

 

"Arketypen er tendensen til at danne sådanne repræsentationer for et motiv. Fremtrædelsesformerne kan variere meget i detaljen uden at miste deres grundmønster. Der er f. eks. mange fremtrædelsesformer for motivet: de fjendtlige brødre, men selve motivet er det samme."

- C. G. Jung

 

Yderligere perspektiver

Det er en overvejelse værd, hvorfor Paul mon er så vred på Birger. Hvad ligger der i denne voldsomme afstandstagen? Og hvis det virkelig er det, der er tale om, hvorfor bruger Paul så ikke de våben, han har til rådighed fremfor at glide afværgende udenom? Hvorfor forsøger han senere i livet (i fantasien) at vende det hele på hovedet? Kort sagt: hvad er det i det her, der er så forfærdeligt og ubærligt, at Paul konstant forsøger at omgås det?

Der synes ganske vist at være en krads modsætning mellem det afvisende i den oprindelige situation og det indladende i omdigtningen. Men i selve det at omdigte situationen, altså lave den om, er der noget parallelt til det afvisende i det oprindelige forløb. Det er blot to måder at forsøge at undvige et eller andet. Først ved at sige: "jeg vil slet ikke have med det at gøre," og siden med et "det var ikke sådan". Begge dele er måder at slippe for at blive konfronteret direkte med tingene, at se dem åbent i øjnene nøjagtig som de var.

Hvad er det, Pal forsøger at undslippe? Hvad er det dybest set, han er nød til enten at skubbe fra sig eller lave om? Svaret får man naturligvis ikke så tidligt i romanen. Der er endnu meget, vi overhovedet ikke har hørt om, og derfor ikke ved endnu. Vi har kun løftet en lille flig af sløret. Man kan derfor på en måde sige, at det er omsonst at spørge, da vi simpelthen ved for lidt.

Men i spørgsmålene ligger der den undren og nysgerrighed, som er lige præcis dét, der skal virke som en drivkraft til videre afdækning af de mange gåder og mysterier. Hvis ikke, man synes, der er noget her, som virker besynderligt og forundringsvækkende, er der næppe megen grund til at læse videre. Hele formålet med videre læsning er naturligvis at finde at ud, hvad i al verden det er, der foregår. Nøjagtig som hvis man tilmeldte sig et kursus om et givent emne. Det er vel rimeligt at antage, at man i så fald nærede et ønske om at blive klogere på det pågældende emne.

Imidlertid må det allerede nu stå klart for alle, at der nødvendigvis må gemme sig nogle særlige ting i Hændelsen, at den med andre ord er meget mere end det tilsyneladende. Under overfladendens pålydende må der være noget helt andet. Den måde Hændelsen senere figurerer i Pauls sind, denne særlige type erindring, har helt tydeligt præg af symbol og mytisk billede, og man kan derfor sige, at Paul i vågen tilstand (men i særlige situationer med sænket bevidsthedstærskel) oplever ting, der er sammenlignelige med dét, der sker i drømme.

 

"Drømmen er et normalt psykisk fænomen, som overfører ubevidste reaktioner eller spontane impulser til bevidstheden."

- C. G. Jung

 

Man må ind på at overveje bagvedliggende mekanismer, mønstre, der gentager sig, og således kommer til udtryk i forskellige situationer, der på overfladen kan udbyde mange varianter, men dybere betragtet er det ene og samme. Det gælder f. eks. hvis man taler om tvang. Man kan blive tvunget til mange vidt forskellige ting, ligesom dette kan ske under vidt forskellige forhold. Men det grundlæggende vilkår at andres vilje trumfes igennem og undertvinger et individs mulighed for at vælge, vil altid gøre sig gældende med tvang, uanset hvor, hvornår og til hvad, man tvinges. 

Ved siden af mekanismerne er der symbolerne, som også er vigtige at være opmærksom på. Skønt Hændelsen er et forløb i den ydre virkelighed, er det i høj grad også et symbolsk billede, og det er i egenskab af dette, at den har så stor og afgørende betydning.

 

"Tegnet udtrykker altid mindre end det begreb, det repræsenterer, mens symbolet står for noget mere end man umiddelbart opfatter.Symboler er desuden naturlige og spontane. ( ...) Hvor fantasifuldt man end kan udsmykke en idé, så vil den stadig forblive et tegn, bundet til den bevidste tanke, og ikke et symbol, der peger mod noget endnu ukendt. I drømme optræder symbolerne spontant, for drømme sker, de opfindes ikke. ( ... ) Men jeg må understrege, at symboler ikke blot opstår i drømme. De optræder i alle slags psykiske manifestationer. Der er symbolske tanker og følelser, symbolske handlinger og situationer. Ofte ser man, at selv døde ting samarbejder med det ubevidste på at arrangere symbolske mønstre. Der er talrige dokumenterede historier om ure, der går i stå, når ejeren dør. ( ...) Andre almindelige eksempler handler om spejle, der revner, eller billeder, der falder ned."

C. G. Jung

 

Blandt de mange betydningsforbindelser, der ligger i Hændelsen, er der noget, der minder om en profeti, et varsel om, at noget frygteligt er under opsejling. Katastrofen er på vej. Den rykker nærmere og bliver stadig farligere. Der har allerede på nuværende tidspunkt forekommet talløse indikationer af trussel og overhængende fare.

Derfor må man ikke undervurdere det proftiske aspekt ved Birger. Det turde være indlysende, at dette spiller en central rolle. På den anden side bør man vogte sig for at tro, at det så er det hele. Man må i stedet tale om ét blandt en række særligt energifyldte punkter i mosaikken.

Men som det siden skal vise sig, har også nogle af de svagere ladede punkter en vital betydning. For nogle af dem gælder endog, at de yder en booster-effekt, der indebærer, at de stærkere ladede overhovedet ikke ville være det uden de svagere.

Herefter kan man tage fat på læsningen og tydningen af kapitel 4, hvor man hører om Pauls tristhed og bekymringer, og en dertil knyttet oplevelse af at blive tabt på vejen i forbindelse med de mange fortløbende forandringer. Hele denne stribe af nyt og omvæltende synes så at kulminere med Filips indflytning.

Paul føler sig lidt efterladt i kraft af at være den elev, der har været længst på afdelingen. Alle de andre er nyere. Det afstedkommer en dobbelthed. På den ene side er han "den gamle" med dertilhørende anciennitet. Men samtidig er han også den, der er tilbage, da alle dem fra den svundne tid er blevet store og fornuftige nok til at kunne sendes videre, mens Paul åbenbart er uforbederlig, ikke modtagelig for behandling.

Så hvordan står Pauls sag? - Er han den gamle, erfarne med høj anciennitet, der har krav på en særlig respekt og agtelse, eller er han et håbløst, uhelbredeligt tilfælde, der mest af alt er et eksempel til skræk og advarsel for alle dem, der er så relativt nyankomne, at der endnu er håb for dem?

Det viser samtidig en ny, bevidsthed hos Paul om den foreliggende situation. Det er ikke bare, at dagene går. Dagene ER gået, ting har forandret sig, og dér står så han i et sært, selvmodsigende vakuum.

Det er her vigtigt at være opmærksom på, at vi befinder os i tiden umiddelbart efter Hændelsen, der jo i høj grad har relation til tab, savn og efterladthed, ligesom den rummer et aspekt af tillige at tabe terræn, miste status.

At tiden, der herefter følger, præges stærkt af disse følelser er ikke overraskende, men psykologisk forventeligt. Efter oplevelsen af at blive efterladt, er det ganske naturligt, at der følger en overvejelse af, hvad det vil sige og indebærer at være dén, der sidder tilbage.

Som det senere i kapitler skal vise sig, kan Filip opfattes som personificeringen af de dobbelte følelser omkring situationen, omend det kan forekomme lettere paradoksalt, at gamlinge-konflikten får sit manifeste udtryk fra den nyest ankomne.

Det er ikke tilfældigt, at Paul på et tidspunkt udlægger sin situation som værende "dobbelt-dobbelt, og så lige en gang til dobbelt". Det er rent faktisk særdeles præcist!

For yderligere betragtning af kapitel 4, kan man tage udgangspunkt i en betragtning om forskellen på at være noget værd simpelthen ved at være til, og så at værdi er noget, der skal opnås via præstationer, og at man altså som udgangspunkt er ingenting og intet værd.

Dette knytter indlysende nært an til Pauls spørgsmål om, hvor vidt han er bedre eller dårligere end de andre ved at have boet længere på institutionen. Er dette et velanskrevet "gammel i gårde" eller et udtryk for, at han er et sværere tilfælde, der har brug for mere behandling end de fleste?

Derudover har være eller opnå spørgsmålet også nær forbindelse til alle de tidligere skildrede mekanismer med udpegning, rivalisering o.s.v.

Her bør man kigge på Pauls totalt manglende tiltro til fremtiden, hans urokkelige overbevisning om, at alting bliver værre og værre.

Dermed er banen kridtet op til Filips ankomst ...

Dette er særdeles vigtigt og centralt. Ikke mindst i dets funktion som det, der følger i kølvandet på Hændelsen.

Tilsyneladende går profetien i opfyldelse, og Paul mister sit førerskab. Men hans feberagtige jagt efter at få nederlaget bekræftet kunne tyde på, at dette så alligevel ikke er helt rigtigt. I forhold af spørgsmålet om fiksering på Birger eller Filip, kunne man også sige, at det næppe giver mening at tillægge profetien større betydning end dens opfyldelse. Først i opfyldelsen bliver profetien sand. Uden opfyldelse nedskrives den til en uvederhæftig vejrudsigt. At det så ikke lykkes at opnå en endegyldig bekræftelse af opfyldelsen, kunne netop give grundlag for en fiksering her. Men man kunne naturligvis også hævde, at netop grundet manglen på en endegyldig bekræftelse, bliver tingene slået tilbage i profetien, hvor der spørges til dens gyldighed, ja - måske endog til, hvad den overhovedet går ud på og siger. Er profetien blevet opfattet og forstået ret?

Imidlertid er det usikkert, om denne opstilling med profetien og dens “måske/måske ikke”-opfyldelse overhovedet er den måde, puslespillet hænger sammen på.

Der er en mængde tegn i samme kapitel på, at Paul føler sig marginaliseret i fællesskabet, stående lidt udenfor. Den ekstremt kiksede Filip ligner i det lys en karikatur af Paul. Men hvis Paul var mere som de andre (og mindre som Filip), ville han glide ind i flokken, være “one of the boys”.

Kunne man forestille sig, at det “deroppe af”, som foruroligede Paul ved Birger, i virkeligheden skal forstås omvendt, som: “den er større end de fleste af de andre, men stadig noget mindre end min”, hvor dette tolkes som et normalitetspunkt, man helst skal holde sig under for at være som de andre. Birger bliver grænsen for det godkendte område, og Paul befinder sig udenfor dette. Ligesom den med en lille en tænker: “Jeg kan ikke engang slå dén,” tænker Paul fra den modsatte ende af spektret: “Jeg kan ikke engang blive slået af dén!” Vel at mærke uden triumf, men med nøjagtig samme sorg og beklemmelse, som den anden siger: “Jeg kan ikke engang slå dén.” Det betyder for Paul, at han er uacceptabel og ikke kan opnå godkendelsesstemplet.

Hvem siger egentlig, at disse to forklaringer udelukker hinanden? Vist kan man ikke både blæse og have mel i munden. Men måske kan man godt ønske både at blæse og have mel i munden. Så hvad nu hvis begge forklaringer på en eller anden paradoksal måde er rigtige? Hvis nu Paul står i et spændingsfelt, hvor der ikke er nogen vej ud, fordi det er en uløselig knude. Jo mere det er på den ene måde, desto mindre er det på den anden, og vise versa. Følgelig er Paul klemt inde mellem de to modsatrettede forklaringer. Men netop fanget i dette punkt, får begge muligheder en slags relativ gyldighed, i en hvis forstand bliver der blæst med mel i munden, og Paul bliver således både vanskabning over acceptgrænsen og en nedstyrtet, detroniseret konge. Dog tilføjet den ekstra fordobling, at han så alligevel ikke bliver nogen af delene. På én og samme tid er han intet og det hele.

Det lod sig naturligvis ikke gøre i den faktiske virkelighed, men på et emotionelt plan, som en sønderslidende følelse, der trækker i alle retninger, lader tilstanden sig tænke. Det giver sig selv, at den i givet fald må være yderst pinefuld.

"Jeg husker en professor, som rådspurgte mig om sin cancerfobi. Han havde den tvangstanke, at han led af en kræftsvulst, skønt der ikke var fundet tegn på det i et utal af røntgenbilleder. ”Jeg ved, at der ikke er noget,” sagde han, ”men der kunne være noget”. Hvad var det, der havde fremkaldt denne forestilling? Den opstod tydeligvis af en frygt, der ikke havde nogen objektiv årsag. Den sygelige tanke overfaldt ham spontant og med en kraft han ikke kunne kontrollere.

For en oplyst person var det langt vanskeligere at forlige sig med, at han var besat af en ond ånd, end det ville have været for en primitiv mand. Onde ånders skadelige indflydelse er en legitim forklaring i en primitiv kultur, men for et civiliseret menneske er det en nedbrydende oplevelse at skulle indrømme, at man ikke har styr på sin egen indbildningskraft. Det primitive fænomen ”besættelse” er ikke forsvundet. I dag tydes det blot anderledes."

- C. G. Jung

 

I slutningen af kapitel 4 hører vi første gang om overgrebsadfærd. Men ikke imod Paul. Det er chokerende nok Paul selv, der er lige ved at forgribe sig. Dette kobles imidlertid direkte sammen med konflikten omkring fortid og fremtid, og udgør derved den logiske kulmination af det, man har hørt om tidligere i kapitlet. Om forladtheden, gamlinge-dobbeltheden o.s.v.

Paul fanges i en ekko-verden af relative ønsker, hvor han i virkeligheden ikke for alvor ønsker noget. Hvis et givet ønske optrappes, vil det stikmodsatte optrappes tilsvarene, således at der hele tiden opretholdes en spændt og betændt balance, der vejer lige tungt til begge sider.

“Dobbelt-dobbelt, og så lige engang til dobbelt” hedder det undervejs i Pauls overvejelser.

Et centralt tema gennem hele romanen er tab, afsavn, ekskludering og anderledeshed. Men når dette opleves som et grundvilkår, der ikke synes at kunne gøres noget ved, bliver det også et åbent spørgsmål, hvad det overhovedet vil sige at være god nok, at høre til, være en del af. Hvornår er man det? Hvordan bliver man det? Hvilken måleenhed viser, om man er?

Paul synes altid at falde lidt ved siden af det hele, og de oplevelser, som opnår en særlig intens følelsestone, er vel netop dem, hvor dette på den ene eller anden måde bliver intensiveret og særlig tydeligt. En sådan tydeliggørelse består ikke nødvendigvis af at blive sat op imod normalen (Birger). Det kan lige såvel være at genkende sin deformitet i et forstørret perspektiv (Filip).

Det ville være en misforståelse at tro, Filip kan fungere som en normalisering af Paul ved at være et trin længere ude. For Paul kan udmærket genkende sit eget billede i denne groteske overdrivelse. En kendt talemåde siger, at “hvis det ligner en and, vralter som en and og rapper som en and, er det formodentlig en and”. Så hvis man ligner et håbløst tilfælde …

Filip spiller endvidere en overmåde vigtig rolle derved, at det godtgøres, at Pauls fantasier senere i livet ikke bare handler om at finde sin overmand, blive slået. I så fald ville han kunne bruge Filip og ikke behøve den besværlige omvej med omdigtningerne. Når Paul er nød til at gribe til disse omstændeligheder, må det skyldes noget andet.

Tilsyneladende går profetien i opfyldelse, og Paul mister sit førerskab. Men hans feberagtige jagt efter at få nederlaget bekræftet kunne tyde på, at dette så alligevel ikke er helt rigtigt. I forlængelse af spørgsmålet ovenfor om fiksering på Birger eller Filip, kunne man også sige, at det næppe giver mening at tillægge profetien større betydning end dens opfyldelse. Først i opfyldelsen bliver profetien sand. Uden opfyldelse nedskrives den til en uvederhæftig vejrudsigt. At det så ikke lykkes at opnå en endegyldig bekræftelse af opfyldelsen, kunne netop give grundlag for en fiksering her. Men man kunne naturligvis også hævde, at netop grundet manglen på en endegyldig bekræftelse, bliver tingene slået tilbage i profetien, hvor der spørges til dens gyldighed, ja - måske endog til, hvad den overhovedet går ud på og siger. Er profetien blevet opfattet og forstået ret?

Kunne man forestille sig, at det “deroppe af”, som foruroligede Paul ved Birger, i virkeligheden skal forstås omvendt, som: “den er større end de fleste af de andre, men stadig noget mindre end min”, hvor dette tolkes som et normalitetspunkt, man helst skal holde sig under for at være som de andre. Birger bliver grænsen for det godkendte område, og Paul befinder sig udenfor dette. Ligesom den med en lille en tænker: “Jeg kan ikke engang slå dén,” tænker Paul fra den modsatte ende af spektret: “Jeg kan ikke engang blive slået af dén!” Vel at mærke uden triumf, men med nøjagtig samme sorg og beklemmelse, som den anden siger: “Jeg kan ikke engang slå dén.” Det betyder for Paul, at han er uacceptabel og ikke kan opnå godkendelsesstemplet.

At Paul i erindringen fikserer på Birger fremfor Filip kunne således være et forsøg på at blive godkendt og indlemmet i flokken.

Men er dette så den rigtige læsning og opfattelse? Eller er vi helt på vildspor? Er det slet ikke sådan, det er?

Et af de centrale begreber, der introduceres i dette kapitel, er "true nedefra", som af Paul opleves som langt værre end regulære overmænd. Men sideløbende er der også en tydelig svælgen i nederlaget.

Hvordan hænger alt dette sammen?