Fridas barsel

Ang. min roman "Hændelsen" med særlig hensyn til kapitel 6.

Efter at der i løbet af de første fem kapitler har vist sig en lang række gådefulde spørgsmål, viser det sig her, at en del af svarene ligger gemt i Fridas graviditet og Rosalindes fødsel. Det skal siden vise sig, at der endog ligger mere gemt deri, end kapitel 6 afslører.

 

 

Kan også findes: https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl30OJLode3ubrWdMswrG470c

Perspektiver

 

Historien om Fridas barsel. En helt afgørende brik i mosaikken!

 

Kapitel 6 er at regne for en udvidelse og uddybelse af kapitel 2. Således har vi her et kapitel, der benytter samme "flere-detaljer-på"-teknik som præger intermezzoerne.

I kapitel 6 får vi en udførlig fortælling om Fridas barsel og hvilken rolle, den kommer til at spille i Pauls liv. Dermed er der mange ting, som bliver langt mere forståelige. Vist er der endnu mange gåder og ubesvarede spørgsmål tilbage. Men i det mindste en del af tågen synes at være ved at lette.

Det skulle være umiddelbart muligt at se og forstå det svære ved den situation, Paul står i, og dermed skulle det også gerne blive klarere, at den efterfølgende sommerferie er præget af en særlig sårbarhed - for ikke at sige pirrelighed - hvor ligegyldige episoder let vil kunne blive overfortolket og tillagt en mening langt udover deres pålydende. I det mindste en del af Hændelsens vægt og betydning må kunne tilskrives dette. Uden hele det sjælsdrama, der udløses inde i Paul i forbindelse med Fridas barsel og umiddelbart efter skiften arbejde, ville han næppe have bundet så meget energi i disse på overfladen ret så begivenhedsløse dage i et sommerhus.

Det er endvidere værd at mærke sig de ting undervejs, hvor vi bliver en smule klogere på Paul og hans sind. Hans fantasiverden, hans barnefilosofiske forundringer, hans beskyttertrang og hans hang til hygge, såvel som de små indblik i forældrehjemmet og forældrenes karakter, der skjuler sig i teksten.

Således finder man hele dét, der siden (i "Paul"-projektet) skulle blive til "Alt det besvær" sammenpakket i en enkel, henkastet bemærkning:

"Paul vidste, at hans mor havde været skuffet dengang, han blev født, fordi, hun helst ville have haft en pige."

Det er en tung viden for et barn at vokse op med. Lise Nørgaards selvbiografiske "Kun en pige" er vel sagtens den bedst kendte skildring af hin byrde i den danske litteratur. For Nørgaard blev det en ansporing til at søge ind i karriere-områder, der i hendes ungdom blev regnet for mande-domæner. Noget kunne tyde på, at det i Pauls tilfælde (sammen med andre medvirkende faktorer) har bidraget til en usikker kønsidentitet. Man har ikke svært ved at forestille sig den livligt fantaserende Paul dyrke stærke mandetyper, som f. eks. tegneseriers superhelte (selvom man ganske vist ikke hører noget direkte derom i bogen). Det er i så fald naturligvis blot den anden side af den tøven, tvivl og usikkerhed, der mere åbenbart kommer til udtryk i andre sammenhænge. Man kan her også hæfte sig ved den beskytterrolle, Paul påtager sig under Fridas graviditet.

Vi står her overfor noget alment. Mange institutionsbørn oplever en hel serie af svigt i forbindelse med, at personalemedlemmer, de har knyttet sig til, skifter arbejde.

Det kan ofte medføre, at de bliver mere forbeholdne og har sværere ved igen at knytte sig til en medarbejder. Men gør de det så omsider, og denne så også skifter arbejde, er dette ekstra smertefuldt.

Det er urimeligt, at forlange af et barn, at det skal se sig selv som et stykke arbejde, der ikke er berettiget til ægte menneskelige relationer. Hvis det oplever, at der er en, de snakker godt med og har tillid til, er det naturlige, at de så ser dette som en ægte relation. Den opfattelse, at de bare er et stykke arbejde, sniger sig imidlertid gradvist og uhyre smertefuldt ind af bagvejen, og ender med at blive en selvopfattelse, der kan gøre det meget svært at senere i livet tro på, at nogen rent faktisk holder af dem, gerne vil være sammen med dem. De føler hele tiden, at de bare bliver tålt eller er kommet med på et afbud.

Det må ses i lyset af dette, når man konstaterer Pauls tænken i helt særlige relationer, hvor han har forstillinger om at være alene i verden med et enkelt eller blot to andre mennesker. Den onde verden skal forsvinde, og sammen med nogle ganske få særligt udvalgte skal alting så blive godt. Det er en for så vidt logisk reaktion på en verden, der behandler ham som noget, der skal forsvinde, noget, der bliver kasseret og smidt væk. Som modsvar vil Paul smide det hele væk, lige på nær af den eller de få helt særlige, som skal have det hele for sig selv, så de kan have det rigtig godt sammen.

Det skal senere i romanen vise sig, hvor dybt dette ligger i Pauls sind, og hvor tidlige svigt, det kan føres tilbage til. Men herom senere.

I det foreliggende tilfælde handler det om, at Frida og Dan næsten samtidig holder op. Pauls kvindelige kontaktperson og den mandlige afdelingsleder. Det er lidt at både miste mor og far, når man husker på, at det professionelle personale fungerer som omsorgspersoner i forældres sted.

Meget tyder på, at Pauls konservatisme, kan spores væsentligt længere tilbage i tiden. Men hvis han ikke allerede var forandrings-skeptisk, ville han da oplagt kunne blive det af denne situation. Det er i hvert fald svært at se, at det skulle give ham mere tiltro til fremtiden. Det er da også helt tydeligt, at det virker forstærkende på hans reaktionære tilbøjeligheder, og - således som vi har hørt om i Filip-kapitlet - får ham til at digte sig ind i rollen som "den gamle", der passer på alle de gode historier, men føler sig efterladt i den nye tid.

Kapitlet fortæller også om seksualiseringen i miljøet, som delvis også er noget, der kommer ned ovenfra. Som ofre for 70'ernes såkaldte "frigjorthed" og påståede "naturlighed" påtvinges børnene en viden, hvor det ikke handler om at give saglige svar på barnets naturlige nysgerrighed, men overfodre dem med langt mere, end de har bedt om. At herefter forvente, at de skal være i stand til at skelne mellem forskellige ting, er at forlange for meget.

Paul synes at stå relativt fremmed overfor institutionens seksualiserende påvirkning. Det kan sammenlignes med at få en underlig jakke på, og så stå forundret overfor dette.

Han har kendskab til forplantning. Men det er en anden side af dette, der for ham er det afgørende.

Det må spille en væsentlig rolle i Pauls liv, at han ved, at hans mor helst ville have haft en pige. Det er formodentlig en medvirkende årsag til hans peniskompleks. Det håndgribelige bevis på, hvilken slags han er, og hvis han så oven i købet har lidt mere af det end de fleste, bliver han i en vis forstand endnu mere forkert.

Men det gælder jo også i forhold til selve anbringelsen. Han har altid vidst, at han var en forkert slags, noget fejlbehæftet. Nu er han så blevet sendt et sted hen, hvor fejlene skal rettes. Bilen er sendt på værksted!

Derefter bliver han svigtet af sin yndlingspædagog, da denne har opnået at få en af den rigtige slags!

I det lys får det en særlig betydning, når Paul spørger, om man mon kan få noget andet end et barn? - Måske (?) har han et eller andet sted hørt om skiftinger.

Et mere vagt antydet tema er, når en sygelig vrangforestilling bliver de briller, man ser tilværelsen igennem, selve ens perspektiv. Når det syge og det sunde kæmper inde i mennesket, kommer det ikke altid til udtryk som to hårdt optrukne fronter. I visse tilfælde kan de løbe mere ud i et. Naturligvis til stor forvirring for den person, der oplever dette.

Ligeledes kan det ene vise sig i det andets dragt. Det må regnes for grundliggende sundt og godt at ønske sig forbedring og fremgang. Men dette kan undertiden forvrænges til en fjendtlig og overdreven kritisk holdning til alting.

I forhold til "pille-lag-af-løget"-sagen må vi konstatere, at der fortløbende gives forklaringer/svar, mens der kommer nye spørgsmål til. At finde ud af noget er en stadig gåen frem gennem tvivl og forundring.

Som kapitel 6 er en udvidelse og uddybning af kapitel 2, udgør intermezzo 6 på en lignende måde en mere detaljeret version af intermezzo 2. Vi hører således atter om Pauls uvilje overfor sommerhusopholdet og de protesthandlinger, han finder på.

I sin tid med kapitel- og intermezzo 2, havde vi imidlertid ikke hørt noget om Fridas barsel. At forløbet tilføjes en Rosalinde er et nyt betydningslag. I lyset af det umiddelbart foregående kapitel giver dette intermezzo således Hændelsen et helt nyt perspektiv. Med en lille tilsnigelse kan man tale om noget, der er sammenligneligt med søskendejalousi. Paul har på sin vis god grund til at føle sig forskudt og kasseret. Dette blander sig så med alle de andre ting.

Efterhånden har vi en ret omfattende liste af ting, som er på spil i Hændelsen. Derfor begynder det også at virke mindre forbavsende, at den kommer til at udgøre et så stærkt energifelt i Pauls erindringer, da han senere i livet tænker tilbage på den.

Intermezzoet slutter dér, hvor Paul får besked på at gå ind i rummet med kommoden. Altså lige før det essentielle i Hændelsens forløb.

Et af de store spørgsmål, vi til stadighed er vendt tilbage til, er Pauls afvisende attitude overfor Birger. Men med den optakt til kommodescenen, kan det vel strengt taget ikke undre, hvis Paul bare er sur og ikke har lyst til at snakke. Heller ikke selvom Birger introducerer et emne, der burde være en sikker vinder. Godt emnevalg - dårlig timing!

Men det handler naturligvis om meget andet og mere end det. Det spiller sammen med alt det, vi har talt om i det foregående. Frida, der ammer Rosalinde er et billede på en ubetinget kærlighed, som der ikke skal præsteres noget for at opnå. Modsat føler Paul, at han overhovedet ikke er noget værd, hvis han ikke præsterer en hel masse, langt udover, hvad han reelt er i stand til.

Han er ikke god nok!

Således er det også lidt af et slag i ansigtet at komme ind i et rum, hvor der sidder en anden dreng, og hævder: "Jeg er god nok!"

I det lys bliver den supplerende oplysning om Arne nærmest til et: "Uanset hvad og alt mulig andet. Jeg er stadig god nok." Det er så lige præcis dét, Paul aldrig kan blive "uanset hvad og alt mulig andet". Ikke sært at han reagerer gnavent og afvisende!

Endvidere finder der en kamp om at få opmærksomhed sted. Birger prøver at få opmærksomhed ved at komme med sensationelle nyheder. Paul, der er blevet nægtet opmærksomhed, nægter at give Birger den opmærksomhed, han beder om. Det er "den lille, vrælende kødklump", der reelt får opmærksomheden og pr. definition er god nok (uanset hvad og alt mulig andet). I den forstand er der en delvis analogi mellem Rosalinde og Birger. Alt bliver værre og værre, mener Paul. Bl.a. fordi kravene bliver større og flere, og man derved vokser sig forholdsmæssigt mindre, når man ikke kan følge med kravene. Følgen er, at han som det større barn står bagerst i kærlighedskøen!