Et liv med PDD

Jeg har valgt at stå åbent frem med noget, der ikke er let at indrømme:

 

Jeg lider af PDD!

Jeg har valgt at stå frem for

 

- at bryde den skam og de tabuer, der er omkring PDD.

- at kunne imødegå de fordomme og misforståelser, der er omkring emnet.

- at ikke længere skulle tie og føle, det er pinligt.

- at dele seriøs information om PDD

- at andre skal vide, de ikke er alene og ene om at have det sådan.

Fra Wikipedia

Dysmorfofobi, også kaldet BDD (Body dysmorphic disorder), er en psykisk lidelse, der indebærer en ekstrem optagethed af eget udseende og et forvrænget billede af, hvordan man ser ud. Mennesker med lidelsen vil ofte se dele af deres krop som grim, unormal eller deform, selvom andre mennesker ikke vil lægge mærke til dette.

Lidelsen kan indgå som led i andre lidelser som OCD (tvangstanker og -handlinger), spiseforstyrrelser mv. og kan være så invaliderende for den ramte, at lysten til at deltage i sociale sammenhænge helt kan forsvinde og man derfor kan udvikle socialangst og depression.

Mennesker med BDD har ofte et stort ønske om at ændre deres udseende ved brug af f.eks. plastikkirurgi eller forskellige former for medicin for på den måde at fjerne derformiteterne fra deres krop.

Som med andre ikke-psykotiske, psykiske lidelser, har kognitiv adfærdsterapi vist sig som en gavnlig behandling, evt. suppleret med SSRI-medicin.

BDD og PDD

PDD (Penile Dysmorphic Disorder) er en særlig undertype af BDD (Body Dysmorphic Disorder).

PDD er en dysmorfofobisk lidelse, der helt eller delvist er fikseret omkring penis - dens størrelse, form og udseende i øvrigt.

Betegnelsen PDD er ikke særlig brugt herhjemme, hvor man som oftest kalder det “penisskam”.

Udtrykket “penisskam” bruges imidlertid også om mere almene maskuline bekymringer om penis, og skelner således ikke strengt mellem de tanker, de fleste mænd har fra tid til anden, og så de tilfælde, hvor der er tale om en alvorligere lidelse, der indvirker stærkt på en mands livskvalitet.

PDD er den mest udbredte dysmorfofobiske lidelse blandt mænd. Men som just påpeget trækkes der ikke altid en tilstrækkelig skarp grænse mellem den almindelige størrelsesangst 80-90% af alle mænd enten periodisk kan opleve eller kronisk lever med på den ene side, og på den anden de tilfælde, hvor der er tale om en alvorligere lidelse.

Forskningen indenfor BDD-området er generelt sparsom og mangelfuld. Nogle af de førende eksperter på området indrømmer rent ud, at vi ved alt for lidt derom.

Så meget desto mere sparsom er den reelle viden om særlige underområder.

Særlige forhindringer for viden

For mange mænd med PDD er dette forbundet med voldsom skam, og de fleste ramte forsøger derfor at skjule og hemmeligholde deres lidelse.

Det er ikke let at skulle stå åbent frem og fortælle om den slags! - På mange måder er det et tabuemne.

Det bliver ikke lettere af, at der reelt eksisterer en række fordomme. Der er en tendens til at betragte sagen som noget lidt fjollet, man ikke kan tage helt alvorligt.

Et billede af noget småpinligt og pubertær fnisen knytter sig til lidelsen. Bl.a. fordi der ikke er en tilstrækkelig forståelse af, at der er tale om et alvorligt problem.

Det forveksles ofte med andre ting: Ungdomsårenes usikkerhed, fejlagtige forestillinger om seksuel formåen med mere.

Alene at stå overfor hele dette spektrum af forudfattede meninger gør det svært for mænd med PDD at træde åbent frem.

Men for mange gælder endvidere, at de selv har svært ved at tage det alvorligt. De ved, hvor forpinte de er, men synes ikke selv, de burde være det. Hvorfor kan de ikke komme ud over de tåbelige teenage-bekymringer, som for andre blot syntes at have været en overgangsfase, mens de selv hænger uhjælpeligt fast?

Svaret på det sidste spørgsmål er naturligvis: fordi det er noget andet.

Det første, der må gøres, er således at skelne mellem PDD og alle de andre ting, det hyppigt forveksles med.

En større undersøgelse

 

Som nævnt er forskningen på området begrænset. Imidlertid blev der i 2014 offentliggjort resultatet af en større undersøgelse.

Det følgende er citeret fra Medscape:

 

 

Risk Factors Identified for 'Penile Dysmorphic Disorder'

Deborah Brauser July 01, 2014 

LONDON — Specific factors may predict increased risk for the development of "penile dysmorphic disorder" (PDD), new research suggests. PDD is a form of body dysmorphic disorder (BDD) in which men are so preoccupied with the appearance and/or size of their penis that it leads to shame or other problems in their daily lives.

A cohort study of 90 men showed that those with PDD had experienced significantly more teasing about their genitalia and more emotional and physical abuse compared with the participants who had small penis anxiety (SPA) or those who had no penile concerns at all.

The men with PDD also had smaller flaccid penile length than the other 2 subgroups, but there was no significant difference in erect length between the PDD and SPA groups.

"Our main interest is in people with BDD, and we wanted to look at men [with BDD] with a preoccupation with the size of their penis," lead author David Veale, MD, FRCPsych, consultant psychiatrist at the Institute of Psychiatry at King's College London and at the South London and Maudsley NHS Foundation Trust, told Medscape Medical News.

"It's a very underresearched area. And we found a whole list of risk factors, such as things that led to poor attachment, like emotional and physical neglect," added Dr. Veale.

The investigators note that although their findings could be important in understanding the development of BDD in general, such as regarding being teased about specific features, further research is needed to develop interventions specifically for PDD or SPA in men — especially because "there are no effective solutions to increase penile size."

The results were presented here at the International Congress of the Royal College of Psychiatrists (RCPsych) 2014.

 

Dearth of Research

The researchers write that men with PDD commonly search online for solutions or enhancers to help them deal with their anxiety, or they visit urologists.

"Little is known about the psychosocial risk factors in the development of PDD and whether this is different for men who are worried about their size...but do not meet criteria for PDD," they write. "Risk factors...may be similar to those in BDD in general or there may be specific risk factors for a preoccupation with genital size."

For this study, 26 men with PDD who fulfilled criteria for BDD were enrolled, as were 31 men with SPA and 33 men with no penile concerns (healthy control group). Although the men in the SPA group did not fulfill BDD diagnostic criteria, they reported being dissatisfied and worried about penis size.

Measurements used included the Childhood Trauma Questionnaire, Perception of Appearance and Competency Related Teasing Scale, body mass index (BMI), and penis length and girth.

In addition, all participants were asked about past medical conditions or surgeries and any past experiences of genitalia teasing. The Cosmetic Procedure Screening Questionnaire was used as a BDD screening measure.

Results showed that the group with PDD had significantly higher frequency of past emotional abuse than the other 2 groups (P < .001="" for="" both),="" as="" shown="" childhood="" trauma="" questionnaire="" scores,="" as="" well="" as="" more="" physical="" abuse="" (p="">< .05="" for="" both),="" physical="" neglect="" (p="">< .01="" for="" both),="" and="" emotional="" neglect="" (p="">< .05="" compared="" with="" the="" spa="" group,="" p="">< .01="" compared="" with="" the="" healthy="" control="">

Scores on the Perception of Teasing Scale showed that the PDD group also had significantly more appearance teasing than the other groups (P < .001="" against="" both),="" more="" competency="" teasing="" (p="">< .01="" against="" both),="" and="" more="" perceived="" distress="" (p="">< .01="" compared="" with="" the="" spa="" group,="" p="">< .001="" compared="" with="" the="" healthy="" control="">

They also had significantly smaller flaccid penile length than the SPA group (P < .05)="" and="" the="" healthy="" control="" group="" (p="">< .001)="" and="" smaller="" flaccid="" girth="" (p="">< .05="" against="" both="">

Although erect length was also significantly smaller for the men with PDD than for the men in the other groups, erect length to the pubic bone was only significantly different between the PDD and the healthy control groups (P < .05).="" there="" were="" no="" between-group="" differences="" in="" erect="">

 

Significant PDD Predictors

Finally, when examining specific predictors of group, significant differences were found between the PDD and SPA groups for perceived appearance-related teasing (odds ratio [OR], 0.76; 95% confidence interval [CI], .60 - .95; P < .01)="" and="" for="" bmi="" (or,="" 0.73;="" 95%="" ci,="" .54="" -="" 1.0;="" p="">< .05);="" and="" between="" the="" pdd="" and="" control="" group="" for="" specific="" genitalia="" teasing="" (or,="" 35.65;="" 95%="" ci,="" 4.02="" -="" 316.41;="" p="">< .01)="" and="" bmi="" (or,="" 0.70;="" 95%="" ci,="" .49="" -="" .97;="" p=""><>

Specific genitalia teasing was also a significant predictor between the SPA and healthy control groups (OR, 0.74; 95% CI, .02 - .37; P <>

No significant differences were found between any of the groups for past medical or surgical treatment of the genitalia or past experiences of sexual abuse.

"Men with PDD appear to have some specific vulnerability in comparison to others who are anxious about their penile size," the investigators write.

"These are things that men don't tend to seek help for but instead look for solutions on the Internet, things like potions and extenders and other rubbish," added Dr. Veale.

Overall, he said that poor attachment as a child, general teasing, and specific teasing about penis size can combine to make "a perfect storm" of risk factors for PDD.

"It's important for clinicians to ask leading questions because these are sensitive subjects. Often, these patients will present in urology and sexual medicines, and physicians in these areas need to be aware of these problems," he said.

However, "there's really been nothing published on how to treat these individuals, especially for psychiatrists and psychologists."

 

"Confusing Term"

Katharine Phillips, MD, director of the BDD Program at Rhode Island Hospital in Providence and professor of psychiatry and human behavior at the Warren Alpert Medical School of Brown University, told Medscape Medical News that PDD is a confusing term.

"There is no disorder called penile dysmorphic disorder," she said, adding that it is not currently included in the Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM) or in the International Classification of Diseases (ICD).

"It would be better to say something like, 'BDD with concerns about the appearance of the penis.' BDD can focus on any body area; the penis is just one of many," said Dr. Phillips, who was not involved with this research.

"It would be better to say something like, 'BDD with concerns about the appearance of the penis.' BDD can focus on any body area; the penis is just one of many," said Dr. Phillips, who was not involved with this research. In addition, she noted that the poster did not thoroughly explain the criteria for PDD or SPA or explain how the participants were initially selected.

Overall, Dr. Phillips said that "it is difficult to draw any conclusions about the study, even though it is interesting."

The study authors and Dr. Phillips have reported no relevant financial relationships.

International Congress of the Royal College of Psychiatrists (RCPsych) 2014. Poster 20. Presented June 24, 2014.

 

----

(citat slut)

 

Rent personligt finder jeg ikke det anførte videre bemærkelsesværdigt. Jeg studser over bemærkningen om "a perfect storm". Resten synes jeg ærlig talt er en sludder for en sladder.

Min opfattelse

Jeg har ikke en medicinsk uddannelse og er ikke forsker. Hvad jeg mener at kunne sige om emnet er stort set udelukkende baseret på personlige erfaringer.

Dog har jeg læst mange psykologibøger og gjort mig en del tanker derom.

Jeg er efterhånden nået frem til en opfattelse af sagen, som bygger på følgende hovedantagelser:

 

1) PDD er ikke et seksuelt problem.

2) PDD har en nær tilknytning til angst.

3) PDD rummer et omfattende symbolsk element.

 

Særligt det første punkt er vigtigt at få slået helt fast. Det er her, at rigtig mange misforståelser kan opstå.

Udfra den fejlagtige forestilling at bekymringer over størrelsen har at gøre med en mands forestillinger om sine chancer på partnermarkedet, er der en udbredt tendens til at tro, problemet kan løses, hvis bare en mand indser, at han udmærket er i stand til at finde en partner, uagtet omfanget af hans lem.

Det har overhovedet intet med sagen at gøre.

PDD er lige så lidt et seksuelt problem, som anoreksi er et fordøjelsesproblem. Begge dele handler dybest set om at stå i et fundamentalt misforhold til livet.

Men hvad er det så?

Ja - jeg hævder, som det ses af punkt 2, at det har langt mere med angst end seksualitet at gøre. Man kunne måske sige: angst, der har forplantet sig i skridtregionen.

Dette fører så til punkt 3: når der er indtrådt en så alvorlig problematisering af penis, skyldes det, at den er blevet bærer af en symbolsk betydning, der i virkeligheden intet har at gøre med dens praktiske funktioner.

Hvad jeg på undersiderne skriver om, er dels personlige erfaringer fra et liv med PDD, og dels forskellige overvejelser om, hvad PDD overhovedet er.

OBS!

For mere information om hvad PDD er for noget, se kategorierne/rubrikkerne "Fakta", "Videnskabeligt set", "PDD og Senfølger", "Det modsatte ønske" og "Lidt af hvert".

Mine tanker og personlige teorier om emnet kan du læse om i kategorierne/rubrikkerne "Symbol/Centimeter", "Angst og Seksualitet", "Aseksualitet og PDD", "PDD og non-binær" og "PDD og Sanselighed".

Et eksempel

Spørgsmålet “Hvordan er det?” Kan ikke besvares entydigt. For det kan være på mange måder alt afhængig af situationen.

Men jeg har lyst til at nævne et enkelt eksempel, som illustrerer, hvordan jeg i en konkret situation måtte forsøge at håndtere min PDD.

Grundet håndværkere i ejendommen var det fornyelig ikke til at få et bad hjemme. Jeg måtte derfor hen i en offentlig svømmehal.

Det gør jeg kun nødigt. Jeg føler mig genert og udleveret i den slags omgivelser. Hader det virkelig. Faktisk havde jeg udskudt det flere dage, men var jo godt klar over, at jeg ikke blev renere, efterhånden som dagene gik. Altså tog jeg til sidst et tag i mig selv og gik derhen.

Da jeg var yngre, stod jeg som regel og sammenlignede mig selv med andre. En af de ting, jeg har indset med årene, er, at hvis jeg bliver fanget i den mekanisme, kan det forstyrre min sjælefred længe efter.

Derfor har jeg lært mig at i størst muligt omfang ignorere omgivelserne og koncentrere mig om, hvad jeg skal: vaskes.

Den dag stod der to mænd i brusekabinen midt i en ivrig samtale. Jeg gav mig ikke til at studere deres udstyr nærmere. Så blot et flygtigt glimt. Jeg gjorde alt for at holde fokus på min afvaskning.

Jeg opfangede stumper af deres samtale. Bl.a. fortalte den ene noget om en sløjdtime i sin skoletid. Men ret meget opfangede jeg ikke, eftersom jeg jo netop gjorde alt for at abstrahere fra det.

Som sagt så jeg kun et flygtigt glimt. Hvis jeg følte en misundelse, var det ikke over dét, men derimod at de kunne samtale så afslappet og naturligt under de omstændigheder.

Det virkede ikke anderledes end to fuldt påklædte, der sludrer på en bænk eller over en havehæk.

For mig ville dette være utænkeligt. Hele situationen er for mig så fyldt med ubehag, skam, kunstighed og krampagtighed, at det er en plage at overhovedet skulle stå der.

At jeg ikke begyndte at kigge på de andre, fjernede sådan set ikke fokus derfra. Det blev bare til “ikke kigge! Ikke kigge!”. Hvor meget jeg end søgte at koncentrere mig om indsæbning og afskylning, var det ikke et sekund ude af min bevidsthed, at jeg stod med blottet penis omgivet af andre blottede penisser. Jeg lod bare som om, jeg ikke var mig dette bevidst.

Selvom det er en laden som om, ser jeg ikke desto mindre denne strategi som bedre end at begynde at kigge. For som allerede sagt: det vil give stof til en mængde hjernespind længe efter.

At tackle situationen på den beskrevne måde betyder, at det kun er svært i situationen, og at jeg så nogenlunde kan lægge det fra mig bagefter, eller i værste fald har det ude af systemet efter højst et par dage.

Overvejelse

Er det en “lidelse”? Sådan i klinisk forstand?

Det kan naturligvis diskuteres.

Men i hvert fald ville det være rarere, hvis jeg i mangel på bad hjemme bare kunne gå hen et offentligt badested uden en masse bekymringer og uro, ganske afslappet få mit bad og ikke have nogen form for efterveer, når jeg gik derfra.

Ikke behøve særlige strategier, ikke være nød til at tage en masse forholdsregler. Kort sagt: hvis det basalt set ikke var anderledes end at gå ned i supermarkedet og købe en liter mælk og en pakke rugbrød.

Nu skal jeg så passe på, hvad jeg siger. For visse mennesker, der lider voldsomt af angst, er det bestemt ikke en enkel og ligetil sag at gå ned og købe mælk og rugbrød. Det kan rent faktisk være helt umuligt for dem.

Men måske netop derfor, er eksemplet på anden vis rammende. Noget, der for mange, måske de fleste, er ingenting, som for bestemte personer er noget meget, meget svært.

Som jeg netop har nævnt ovenfor, mener jeg, at PDD i bund og grund er en form for angstlidelse.

Alligevel ikke så anderledes

Jeg har i det foregående lagt vægt på at tydeliggøre, at PDD er noget andet end den almindelige størrelsesangst, som langt de fleste mænd oplever eller på et tidspunkt i deres liv har oplevet.

Imidlertid er forskellen ikke helt så absolut, som man måske kan få indtryk af, når det sættes op på den måde.

Langt henad vejen er der tale om det samme. PDD er blot en ekstremt forstærket form, hvor det så at sige er kammet over og kommet helt ud af proportion.

På nøjagtig samme måde som man om dysmorfofobiske lidelser generelt kan sige, at næsten alle mennesker har oplevet bekymringer omkring deres udseende, og at BDD så bare er noget, der har givet den adskillige takker udover det sædvanlige, således også med særlige undervarianter.

Man kunne jo også sige, at mit eksempel fra svømmehallen ikke er anderledes end for en, der bare er ganske almindeligt genert.

Som de fleste kvinder har spekuleret over, om de var smukke, men at nogle bliver sygeligt fikseret på deres udseende, og indbilder sig at alle mulige ting er galt, således også med almindelig størrelsesangst og PDD.

Derfor gælder det mange af de ting, der kan siges om emnet, at de i mildere form også gælder den almindelige størrelsesangst.

Som sagt: PDD er i bund og grund blot en voldsomt forstærket udgave af det ene og samme.

I nogle af mine overvejelser om emnet, har jeg inddraget materiale fundet forskellige steder, f. eks. I seksualbrevkasser.

Da jeg ikke er læge, har jeg ikke kompetence til at stille en diagnose, og selv for den dygtigste læge ville det være stort set umuligt at vurdere, om en ung mand, der skriver ind til en seksualbrevkasse og spørger om gennemsnit, eller oplyser sine egne mål og spørger om det er normalt, bare er en usikker teenagedreng som så mange andre, eller om der er tale om en sværere lidelse.

Derfor undlader jeg at skelne i den slags tilfælde.

Når jeg overhovedet bruger eksempler af den art, er det kun for at understrege en eller anden pointe, som indlæggets særlige art og formulering peger hen på. Der kan være ting i det sagte, som gør et eller andet tydeligt. Om ophavsmanden har behov for særlig hjælp/behandling, ved jeg derimod ikke noget om.

Tænk på kvindelige spekulationer om skønhed. En kvinde kan føle mindreværd overfor en smukkere veninde, føle at hun bliver overstrålet i venindens selskab eller des lige, uden at dette på nogen måde behøver at være i en ekstrem og sygelig grad, ja - måske slet ikke er noget hun spekulerer videre over, men blot oplever i nogle bestemte situationer. Alligevel gælder, at det hun oplever ligner det, andre oplever i sværere og alvorligere grad. Derfor kan hun - med forbehold - også bruges som perspektiverende eksempel. I det mindste i forhold til visse enkeltspørgsmål.

Eller tag sådan en ting som jalousi. Alle kan opleve det i bestemte situationer. Men der findes tillige mennesker, som lider af sygelig jalousi. For dem er jalousi ikke noget, der opstår i bestemte situationer, men simpelthen hele deres liv.

Eller klaustrofobi. Det er vel de færreste, der ligefrem ville synes, at det ville være rart at blive spærret inde i et lille bitte rum.

Der er også mennesker, der har en særlig fobi omkring skidt og bakterier. Men ærlig talt … hvis man kom ind på en restaurant, hvor der så beskidt og snusket ud, ville de fleste så ikke gå igen uden at have set på menukortet?

Man kunne nævne mange eksempler. Langt de fleste ting, som regnes for særlige lidelser, er blot voldsomt forstærkede udtryk for noget almenmenneskeligt.

Sådan er det også med PDD!

Derfor er det sådan set ikke forkert - omend temmelig upræcist - når man herhjemme taler om penisskam. Man burde så blot skelne mellem i lettere og sværere grad, selvom det naturligvis kan være svært at trække en præcis grænse.

Det afgørende spørgsmål er vel heller ikke diagnostisk, men hvor hårdt plaget man er. Er det en bagatel, noget man bare tænker en smule over en gang imellem, eller er det en stadig plage, der fylder hele ens tilværelse?

Her kan kun den enkelte selv vurdere: forringer det min livskvalitet? Har jeg det rigtig skidt p.g.a. det her? osv. osv.

Det andet er jo, når alt kommer til alt, bare ord.

 

"Hos den sindslidende finder vi faktisk intet nyt eller ukendt, men møder her vores eget væsens undergund." 

- C. G. Jung

 

 

 

Hvad man kan finde rundt omkring på nettet ...

... normalen (slutter Signe af med at skrive)

Kommentar

Jeg synes disse to indlæg er sigende. De viser med al ønskelig tydelighed, at mænds forestillinger om deres penis overhovedet ingen relation har til partnerens ønsker og forventninger. 

Det er ikke for at glæde partneren, at en mand ønsker sin penis anderledes. Det er så at sige for at glæde sig selv.

Det minder lidt om, at man hos stærkt jaloux anlagte personer ofte vil kunne iagttage, at dem, der vækker jalousien ikke er dem, deres partner mener er interessante, men derimod dem, de selv synes har noget særligt. Det er således fordi, at disse personer har noget, de selv savner og eftertragter, at de bliver bange for, at deres partner skal synes lidt for godt om dem.

 

Hændelsen, et romanprojekt

For nogen tid siden forsøgte jeg at skrive en roman om PDD. 

Da jeg lod en lille skare prøvelæsere se den, kan jeg desværre ikke sige, at den mødte synderlig forståelse.

Faktisk troede de fleste, at den var ment som en slags pornoroman.

Det betød samtidig, at jeg oplevede en kritik, som jeg havde svært ved at kapere og som sårede mig dybt.

Når man står frem med noget, der er så belagt med skyld, skam og pinlighed, har man brug for at møde forståelse.

Ind i perversionerne

Der kan i visse tilfælde ske det helt paradoksale, at man begynder at ønske dét, man frygter mest af alt. Det skyldes, at angsten er dobbeltsidig og rummer såvel noget tiltrækende, som noget afskrækkende.

Angst kan undertiden udtrykke sig som en veritabel besættelse af nederlaget, en vælten og rullen sig i nederlaget, der ikke er ganske fri for nydelse ved ydmygelse, og således rummer et udpræget masochistisk element.

Angst, der har forplantet sig på en særlig måde, udtrykker sig i en symbolsk form, og endvidere fører til masochistiske selvbedrag, hvor man begynder at ønske det, man frygter og finde nydelse ved ydmygelse, er den ydre spids, hvor en PDD når og overskrider sin grænse for at fortsætte ind i perversionernes verden.

Jeg har ovenfor tilstrækkeligt skitseret mine egne teorier vedrørende sagen til, at man må kunne sætte sig ind i min studsen over sammenfald og ligheder, da jeg i et leksikalt opslag om perversioner stødte på afsnittet:

 

Ifølge nutidig opfattelse kan perversioner opfattes som seksualiserede konfliktløsningsforsøg — ofte på baggrund af komplekse ritualer — der tjener til at modvirke psykiske sammenbrud og muliggør seksuel ophidselse og udløsning. De perverse fantasier og handlinger betragtes som individets redningsforsøg, hvorigennem det, på en fordrejet måde, bevarer en rest af sin evne til kærlighed og kontakt. Men da der er tale om en symbolsk konfliktløsning, ikke om en egentlig forarbejdning af konflikten, må ritualet atter og atter gentages. Perversionens primære mål er angstreduktion, at være et værn mod en følelse af fortvivlelse og nedvurdering, triumf over ikke længere at opleve sig ydmyget.

 

“Seksualiserede konfliktløsningsforsøg” hvis “mål er angstreduktion”, og ytrer sig på en “fordrejet måde”, der kun er en rent “symbolsk konfliktløsning”. Jamen det er jo som at læse mine egne tanker! [1]

Faktisk havde en række omstændigheder og oplevelser givet mig grund til at tro, at jeg havde udviklet en kontroversiel teori, som var på kollisionskurs med den ortodokse psykologi. Det var derfor i høj grad overraskende at opdage, at der er tale om en almindeligt anerkendt og udbredt opfattelse.

Noget kunne tyde på, at de bøger, jeg har læst, har tilhørt en anden gren af psykologien end den, jeg havde brug for. De besynderlige sammenfald med ting, jeg har tænkt i citatet ovenfor, gav mig i hvert fald lyst til at udforske emnet mere indgående. 

Som et af de seneste/nyeste tiltag på undersiderne til PDD-emnet er jeg derfor gået igang med en fortløbende serie om perversionslæren, hvor jeg gennemgår den for mig selv og dem, der har lyst til at kigge med.

Mit hovedspørgsmål gælder de ting, citatet ovenfor nævner, kortest sagt den seksualiserede angst. Denne kan selv sagt ytre sig på mange måder og i mange skikkelser. Således er denne serie noget løsere tilknyttet PDD end flertallet af de øvrige rubrikker. PDD er blot én blandt mange mulige fremtrædelsesformer.

Men hvad er seksualiseret angst overhovedet for noget? Hvad er kernen i dette fænomen, og hvordan kan det være, at mennesker kan finde på at bruge dette som et forsøg på konfliktløsning, og selvom de erfarer, at det ikke hjælper, vedblivende benytte sig af det, stædigt stå og ruske i en låst dør?

Det er dette, jeg søger efter svar på!

- - -

[1] For en direkte sammenligning i detaljen med mine overvejelser, se opslaget "Angst og seksualitet".