Den ægte vare

Rock and roll er ikke én ting, der opstod ét bestemt sted, på ét bestemt tidspunkt. Det var i langt højere grad en række forskellige strømninger, der inden for en periode opstod forskellige steder. Afgrænset af en periode er der en vis samtidighed, ligesom disse strømninger rummer en række beslægtede træk. Men at der på kort tid skete en masse en række forskellige steder, og i de fleste tilfælde uafhængigt af hinanden, betyder, at rock frem for en stil, snarere er en symptomatisk åndsfaktor, der kom til udtryk via en svunden tids særlige forudsætninger.

At en række forskellige musikere med udspring i forskellige traditioner nogenlunde samtidig kom ind på en række tydeligt beslægtede ideer, vidner om noget langt mere dybtliggende end et stilbegreb i udvendig forstand. At tale om "stil" er ganske enkelt for overfladisk. Rocken er ikke en 50'er-stil, men tidsåndens stemme i 50'erne.

Ikke desto mindre er der dem, der mener, at rock and roll netop i stilistisk forstand, er det mest bestemte og eksakte af alt.

Det ved man, hvad er

Udtalelser af typen: "Den rene vare og ikke så meget pjat" eller "Rock and roll og sort kaffe - det ved man, hvad er. Alt andet er fup og svindel!" Du kan være ganske sikker: du har mødt en rock and roll purist. En sådan vil til enhver tid lægge vægt på, at rock and roll lige præcis er dét, man ved hvad er.

Men ved man da ikke, hvad Mozart er? Ved man ikke hvad Louis Armstrong er? Hvis det alene er dette, der skal godtgøre, at rock and roll er den ægte vare, synes det at være et noget uholdbart postulat. At tale om dens fortsatte fascinationskraft, virker lige så usikkert. Der er jo masser af andre ting, der fortsat vinder nye tilhængere. Hvis der er noget at hente her, må der være tale om en særlig form for fascinationskraft, der tydeligt adskiller sig fra andre uforgængelige fænomeners appel. Det må naturligvis være sådan, at alt, der bliver stående, bliver det, fordi det kan tilbyde noget helt særligt, man forgæves søger andre steder. Kunne man få Armstrong-suset alle vegne, havde man ingen synderlig brug for Louis Armstrong. Det samme må gælde rock 'n' roll, da det er en historisk kendsgerning, at den stadig har mange svorne tilhængere.

Så sent som i 1980, lavede Billy Joel sangen "It's Still Rock 'n' Roll To Me", hvor der indgår ordene:

"There's a new band in town

but they can't get the sound

og a story in a magazine."

(Der er et nyt orkester i byen

men de kan ikke ramme lyden

af en historie i et gammelt blad.)

For den, der elsker lyden af gamle blade, må alt andet forekomme mere eller mindre ligegyldigt, ganske enkelt fordi intet andet har den lyd. Det ligger lige for at spørge om de ikke har andre behov? Om de ikke ønsker andet af livet? Er det en fuldblods rock and roll purist, giver svaret sig selv. Han vil nippe til sin kulsorte kaffe, mens han betragter et fotografi af Lolo Brigida iført badedragt, der smiler og vinker til kameraet fra en åben sportsvogn, og med blanke øjne vil han begejstret udbryde: "Min sjæl! - Hvad vil du mer'?". For ham forholder spørgsmålet om ægte vare sig modsat. Han vil hævde, at hvis man kan høre "Rock Around The Clock" uden at indse, at det er den ægte vare, har man intet forstået af den. For ham at se, er der intet at diskutere, for sådan er det bare, og dermed basta.

Hvor rørende det end er, at se en så helhjertet entusiasme, stemmer den ikke desto mindre overens med definitionen på en kværulant. Lad os derfor prøve at betragte rock and roll fra et mindre fanatisk synspunkt.

At man godt kan lide gamle blade, udelukker jo ikke, at også kunne lide andre ting. Man kan således overfor rock and roll puristen stille en anden type, der passende kunne kaldes den rock and roll-baserede. At han er baseret, betyder at han udmærket kender sit udgangspunkt og ved hvor "hjemme" er, men ikke er bange for at begive sig ud på kortere og længere udflugter for at se, hvad der findes udenfor hjemmet. Han er fri af puristens berøringsangst.

Men den lader sig også strække en tak til. Der er nemlig intet til hindring for, at et menneske kan have sin base andetsteds, og at det er rock and roll, der udgør en af udflugterne.

Endelig er der naturligvis dem, der slet ikke er til det. Men de er ikke relevante i denne sammenhæng. Det afgørende for alle positive er nemlig, at selv hvor interessen er mest sporadisk, vil der være en oplevelse af noget med det helt rigtige og et uundværligt kosttilskud. I virkeligheden findes der nemlig ikke andre indfaldsvinkler. Resten er et spørgsmål om, hvor meget eller hvor lidt, det siger en.

På en måde har puristen altså ret. Nemlig sådan at forstå, at enten anerkender man rock and roll som værende den ægte vare, eller også anerkender man den slet ikke.

Således kan det med ægte vare, også forstås således, at rocken er et ultimatum, der kræver et klart svar. Derimod er det ikke en helt holdbar påstand, at intet andet så kompromisløst sætter lytteren stolen for døren og afkræver denne regnskab. Men det er rigtigt så langt, at man ikke støder på fænomenet så forfærdelig mange steder. Om ikke enestående, er det altså i det mindste sjældent.

Men hvor galt det så ellers står til med vores purist, er det upassende at diskutere. Vi er nogle, der godt kan lide 50'erne, og det har vi lov til. Derimod hører det sig ikke til, at vi begynder at diskutere hvem, der er fanatiker eller ikke fanatiker. Vi kan sikkert alle gribe i egen barm og huske episoder, eller måske ligefrem hele perioder i vores liv, hvor vores begejstring er kammet lidt over. Lad os huske på det, og ikke begynde at diagnosticere hinanden. Vi er sikkert allesammen en lille smule sindsyge. De normale sidder og høre Britney Spears og Back Street Boys. Og når det er, hvad normale gør, vil jeg hellere være skingrende skør.

Derimod kan man på en anden vis nærme sig spørgsmålet om at være purist eller baseret, og af denne vej nå frem til nogle væsentlige pointer.

I det omfang purismen udarter sig til en berøringsangst , der er tillukket og mangler åbenhed i et sådan omfang, at man udelukker sig selv fra at få glæde af ting, man ellers kunne have fået glæde af, er der et eller andet, der er gået galt. Det bliver som dem, der på et museum skal hen og se kunstnerens signatur, før de kan udtale sig om, hvad de mener om et billede. Frem for ægte sympatier og antipatier, bliver det et spørgsmål om hvem, man holder med, et tilhørsforhold. Dette er en pervertering. Det har intet med ægte vare at gøre, for ægte vare er uadskilleligt forbundet med et oprigtigt grebent hjerte, og ikke en påklistret pseudo-identitet. Når purismen antager denne skikkelse, er den akkurat lige så meget at være faldet i forfængeligheds-fælden, som hvis man sidder og hører smartpisser-musik.

Lad mig forsøge at anskueliggøre dette med en undersøgelse af to sproglige fænomener.

Retro og Roots

Der er to begreber, som har været hyppigt anvendt i de senere år, nemlig retro og roots. Alt og alle har slået om sig med dem, og de er ofte blevet brugt i flæng. I visse tilfælde som synonymer. Men i det mindste så vidt jeg har forstået, er den ortodokse udlægning som følger: retro er den stilrene efterligning, hvor nogle forsøger at lyde fuldstændig som nogen andre lød engang for mange år siden. Dette passer også fint sammen med, at ordet retro er afledt af retrospektivt, som betyder tilbageskuende.

I modsætning til dette beskriver begrebet roots noget mere fremadrettet. Det handler om det opdaterede. At man i stedet for at vandre tilbage til tingene, lader tingene vandre op til sig. Det handler om, at få den passive nostalgi forvandlet til aktiv energi.

At have rødder er at have et grundlag, en platform at arbejde ud fra. Det ville være et særdeles besynderligt træ, der voksede nedaf, og jo mere næring og kraft det sugede op i sit rodnet, desto mindre blev det. Nej - når træet udvider sit rodnet og suger næring op fra dybet, vokser det i vejret. Der ligger derfor et helt andet forhold til fortid, forudsætninger og tradition indbygget i ordet rødder, end det, der antydes når man taler om at være tilbageskuende. Roots er det fremadskuende. Men det har noget med sig på sin færd: en konstruktiv og praktisk anvendelig bagage.

Udvikling handler ikke om at fornægte sine forudsætninger. Det handler om at bruge sine forudsætninger rigtigt. Det afgørende er, hvad man bruger dem til. Lader man sine forudsætinger være noget, der griber fat om buksebagen og trækker en nedefter, eller lader man dem være en motor, der skubber på og driver fremad?

Et af de temaer, der gradvist udvikles i J.K. Rowlings bøger om Harry Potter, er, at han har endog umådelig meget til fælles med sin dødsfjende Lord Voldemort, og gennem en række opdagelser, får chok efter chok. Men som den kloge Dumbledore hele tiden minder ham om, er det afgørende ikke hans egenskaber, men derimod hvad han bruger dem til.

Hvis jeg har forstået ret, hvad der er den korrekte betydning af begreberne retro og roots, er det således stærkt misvisende at bruge dem som synonymer. De står tværtom i et skærende modsætningsforhold.

Man kan også udtrykke det på den måde, at roots betegner det rigtige forhold mellem fortid, nutid og fremtid. For man skal naturligvis heller ikke tro, at fortiden er ligegyldig. Når vi mennesker ser på os selv, ser vi på et stykke historie. Vi kan selvsagt ikke fortælle historien om det, der ikke er sket endnu. Vi kan kun fortælle historien om det, der er sket. Men den skal fortælles rigtigt.

Personligt er jeg ud af gammel fiskerslægt. Men den eneste gang jeg har været ude med en fiskekutter, blev jeg søsyg og kastede op ud over skibssiden. Det er altså nok ikke lige fisker, jeg skal være. Men jeg skal derimod vide, hvad jeg kommer af og fra.

Det er vigtigt!

Og hvorfor er det så det?

Ser vi igen på vores træ fra før, har vi sådan set fået svaret. Uden et rodnet, har træet ikke noget, at suge næring op af.

Lad mig fortælle en lille historie. Der var engang en edderkop, der gav sig til at bygge et spind. Dag for dag forbedrede den sit spind. Det blev stadig større og flottere, og edderkoppen glædede sig over at gå rundt og beundre sit værk. En dag på en af sine inspektionsrunder fik den øje på en tråd, den ikke kunne huske. "Hvornår har jeg lavet den?" tænkte edderkoppen. "Og hvorfor? Den gør jo slet ikke godt for noget som helst!" Resolut bed edderkoppen tråden over. Da styrtede hele spindet sammen, og edderkoppen fandt sig selv rodende rundt nede på jorden. Det var nemlig den allerførste tråd, den havde lavet, dén, der bar hele spindet.

Moralen af denne historie, er det næppe nødvendigt at forklare. Men for at vise forskellen på retro og roots, kan det måske være værd at nævne, at hvis edderkoppen i sin tid var blevet stående ved den første tråd, og kun beundret den, ville der aldrig være kommet noget spind. Det gælder altså om at huske den første tråd, alt imens man arbejder videre på spindet. Dette er roots, den sande position i forholdet til før, nu og siden.

Retro, roots og så den model, hvor man har forsøgt at bide den første tråd over, er fænomener, man vil kunne finde overalt i musikkens verden. De to yderpositioner er et falsum. Den mellemste er sand.

Det Basale

Den første dansker, der skrev om punk og new wave, var Anders Rou Jensen, som med "Da græsrødderne gik Grassat" (1978) skabte et mesterværk, der endnu er at regne for en af de bedste bøger, der er skrevet om emnet. - Bedre end mange udenlandske.

Hvis man ikke er interesseret i sen-70'ernes store nybrud, så bliver man det, når man læser "Da græsrødderne gik Gassat". Det kan slet ikke undgås!

Når man slår op på første side, står der som overskrift for første kapitel:

“Tilbage - eller frem - til det basale”

Dette er således de første ord, man læser. De er helt centrale for bogens emne. I bund og grund er det dette udsagn, der vendes og drejes fra første til sidste side.

Men ydermere havde Anders Rou Jensen med dette udtryk skabt en genial formulering, der siger noget afgørende om musikken og dens udvikling generelt, langt ud over begivenhederne i slutningen af 70'erne.

Alle har vel som børn siddet og leget med deres farvelade, og så fået den idé, at man ville kunne skabe en særlig spændende farver ved at blande alle farverne sammen. Man gjorde så den erfaring, at det bare blev en kedelig grå-grumset farve. Dette er hverken et tilbage eller frem til det basale. Det er et væk fra det basale. Men hvordan kommer man hen til det basale? Kan man forestille sig en "ur-farve" eller "over-farve", et koncentrat, der udkrystaliserer alle farvers inderste idé?

I musikkens verden er det altid muligt at komme tilbage til det basale. Det er blot at gentage, hvad andre har gjort, og stiller således yderst beskedne krav til de udøvende. Langt større udfordring ligger der i, at komme frem til det basale. Det kræver ikke blot, at man formår at være nyskabende og visionær, som den, der søger væk fra det basale, det kræver tillige, at man er funderet i det basale og kan skue i dybden, se urfarven og dens inderste idé. Det er således måske den mest krævende af alle discipliner, idet man er underlagt et dobbelt sæt udfordringer. Man skal både håndtere de krav, der stilles til traditionens vogtere, og dem, der stilles til innovative traditionsbrydere, og ydermere skal man have de to opgaver til at gå op i en højere enhed.

Det er et tilbagevendende træk i musikkens historie, at når en retning/stil begynder at blive svær at forstå for det almene publikum, opstår der en ny, der på en original og anderledes måde genindfører enkelheden. Derved har den netop gennemført bevægelsen frem til det basale.

Da moderne komponister som Shöenberg og Stravinski efterhånden var kommet temmelig langt væk fra wiener klassicismen, opstod jazzen som en ny, enkel og umiddelbar musikform. Da jazzen begyndte at blive moderne og svær at forstå, kom rocken.

Netop rock and roll udbruddet i 50'erne står som et skelsættende eksempel. Efter Anden Verdenskrig spaltede jazzen sig i to lejre: de traditionelle og de moderne. De traditionelle var et klart eksempel på et tilbage til det basale. Blandt de indvendinger de moderne gjorde gældende var, at dette var ren og skær nostalgi. Verden var forandret og i rivende udvikling. Denne gamle musik kunne ikke sige noget ind i tiden om tiden. Det var ren dyrkelse af gamle dage.

Med rock and roll opstod en musik, der var lige så let og ligetil som den gamle jazz, men som tillige var et barn af sin tid, der kunne kommunikere med denne. Den var således et frem til det basale.

Mange af vor tids traditionelle rockabilly-bands er en smule kedelige at høre på. Årsagen er indlysende. Det er en rent repetitiv musik. Der er intet nyt og overraskende deri. Det hele er noget, man har hørt før, og som oftest hørt gjort bedre. Det får sådanne udgivelser til at virke overflødige. Det er svært at se, at de har en reel rolle at spille. De er et tilbage til det basale.

Men der er i årenes løb også lavet traditionsbevidste rock and roll plader, der med små justeringer af udtrykket og en anelse skånsom modernisering formår at blive spændende.

Hvad er det, der gør Robert Gordon & Link Wray's "Fresh Fish Special" fra 1978 så tændt, levende og betagende, at den stadig i dag 30 år senere, virker som et friskt pust?

Ingen vil kunne betvivle dens ret til at kaldes rock and roll og inspirationen fra 50'erne kan høres i hver eneste tone. Men udtrykket er blevet opdateret og spilles med en ny aktualitet, således at pladen ramte lige ned midt i sin tid og var tydeligt åndsbeslægtet med en række samtidige punk og new wave plader. Derved nåede den frem til det basale. At den var tidssvarende, da den udkom, har gjort den tidsløs. Den har samme præg af "lige nu i dette øjeblik" som de gamle rock and roll plader fra 50'erne. Ved at undgå den direkte kopi af lyden anno 1955 og i stedet opdatere denne til 1978, ender det med at blive langt mere ægte og autentisk rock and roll, end flertallet af rent repetitivt orienterede udgivelser.

"Fresh Fish Special" står som et mesterværk inden for en retning, der indtil nybruddet i sen-70'erne var i opposition til de dominerende strømninger, der i perioden 1965-75 overvejende søgte væk fra det basale.

60'ernes vidtgående eksperimenter og 70'ernes udstyrsstykker udgør en parallel til den nyere kompositionsmusik og den moderne jazz. Således opstod der endnu en gang et behov for en ny enkelhed, og som svar på dette behov opstod en ny musikform.

Punk er således åndsbeslægtet med New Orleans jazz og rockabilly. Den er det tredje store frem til det basale.

Det betyder ikke, at den lyder lige sådan. I så fald ville den være et tilbage til det basale. Rockabilly lyder heller ikke ligesom New Orleans jazz. Det er netop ved at være noget andet, at punk bliver et frem til det basale.

Prædikatet new wave er blevet brugt i så mange forskellige og indbyrdes uforenelige sammenhænge, at det ikke giver megen mening som genrebetegnelse. Derimod kan man vælge at se det som et bestemt historisk tidspunkt og en da herskende tidsånd, der dannede inspiration og grundlag for en lang række vidtforgrenede senere strømninger, der ikke umiddelbart synes synderligt beslægtede med hinanden. Som vidt forskellige måder at bruge inspirationen fra en yderst begivenhedsrig periode, hvor der skete en masse - og en masse forskelligt! - lige på én gang, er dette ganske naturligt.

Man kan altså således tale om the new wave movement d.v.s. sen-70'erne og så om diverse børn af denne. Målt ud fra de oprindelige intensioner, kan man så i nogen grad skelne imellem de sande, "racerene" børn, og så de mere eller mindre vandskabte og muterede bastarder. Men inden man gennemfører en sådan sondren alt for konsekvent, bør man huske på, hvor mangesidigt og vidtfavnende det oprindelige udbrud var.

Dog kan man med nogen ret hævde, at det hele var bundet sammen af bestræbelsen på enkelhed. Dette kunne således gøres til det gældende kriterium, og bruges som kritik imod de mere komplekse børn af the new wave movement. Men man vil snart opdage, at det slet ikke er så let endda at gennemføre dette projekt.

The Golden Days Of Rock And Roll og The New Wave Movement er to forskellige historiske tidspunkter, adskilt af 20 år. Da de begge var et frem til det basale, lyder de temmelig forskelligt. Slægtskabet er i højere grad åndeligt end stilistisk. Ikke desto mindre er der lighedspunkter. Både rockabilly og punk er musikformer baseret på enkelhed og energi. Endvidere kan de betragtes som dele af og led i den samme udviklingsbevægelse.

Som en direkte forlængelse af den mere rå og upolerede ende af 50'ernes rock and roll fulgte i 60'erne og de tidlige 70'ere en række såkaldte garage bands, der udgjorde alternativet og modstrømningen til de stadig mere komplekse, storladne og eksperimenterende retninger, der dominerede udviklingen, og førte den længere og længere væk fra den oprindelige rock and roll.

Navnene Dale Hawkins, Link Wray, The Trashmen, The Sonics, Creedence Clearwater Revival, Flamin' Groovies, The Stooges og The Ramones danner et stykke sammenhængende historie, der trækker en direkte linje fra rockabilly til punk.

Som et lidt blidere udtryk for denne strømning fandt garage veteranen Link Wray midt i punktiden sammen med den unge sanger Robert Gordon, og skabte det ubetingede mesterværk "Fresh Fish Special". Men hvad der er vigtigt at forstå er, at trods større stilistisk afvigelse fra 50'ernes orientering, var også punken at regne blandt rock and rolls sande børn og værdige arvtagere.

Det tilbage eller frem, Anders Rou Jensen skriver om i "Da grøsrødderne gik Grassat”, kan kun delvis siges at være af en lige så generel og almen karakter som når talen er om jazzens og rockens respektive opståen. Det er i vid udstrækning det basale i rocken, Jensen skriver om. Dét, der var gået tabt i komplekse eksperimenter og stadion-koncerter, hvor der anvendtes tonsvis af udstyr. Hvad var der blevet af den rå energi? Hvad var der blevet af den nære publikumskontakt?

The King Of Rock And Roll selv betegner bevægelsen. I starten var det bare Elvis, Scotty og Bill - to guitarer og en bas. Men det endte i stort orkester, designede kostumer og lysshow. Det, der havde været en enkel og ligetil musik, fremført med skrabet udstyr, og uden dikkedarer kontant smidt lige i hovedet på publikum, lignede mere og mere en Wagner-opera. Også i henhold til numrenes længde. Plader med numre der varede en hel lp-side og koncerter med timelange improvisationer. Hvor var den korte, præcise og fængende sang blevet af?

Kunne rock and roll igen blive det den engang var? - Og kunne dette ske uden at blot være gentagen, repetition og nostalgi? Tilbage til det basale. Kunne det blive et frem til det basale?

I hvert fald kom der i sidste halvdel af 70'erne en enorm mængde friske, unge grupper, der spillede korte, kontante sange med kolossal energi, og ikke brugte mere udstyr end der kunne være på en lille ladvogn. Det var så afgjort et udtryk for det basale.

Men var denne overdådige eksplosion af nye navne et frem eller et tilbage? Det var først og fremmest dette spørgsmål, Anders Rou Jensen causerede over. Dette gjorde han morsomt, underholdende, klogt og tankevækkende, ligesom han udviste en bemærkelsesværdig og original sprogkunst, der ved sin letflydende karakter hiver læseren med i sin begejstring på en spændende musikalsk opdagelsesrejse. Helt i overenstemmelse med emnet udtrykte han sig kort og præcist og afstod fra fristelsen til at skrive et mustensværk. "Da græsrødderne gik Grassat" er en lille, tynd og hurtigt læst bog. men tag ikke fejl. Hvor ubetydelig den end kan se ud på reolen, er det dog en indiskutabel sværvægter. Den rager op i rocklitteraturen som en kolos og bjergtinde, og hvor hurtigt og let en gennemlæsning end finder sted, bliver man aldrig færdig med den. Har man først en gang åbnet den, vil man uværgeligt vende tilbage til den igen og igen.

Bogen har mange rosværdige træk. Den viser stor viden og indsigt, og sproget gør den fornøjelig og ubesværet at læse. Men dens største force er dens begejstring. Den er sprudlende og altovervældende. En læser, der aldrig havde hørt en tone punk/new wave ville blot ved at læse bogen blive glødende fan og elske musikken, før de overhovedet havde lært den at kende. "Da græsrødderne gik Grassat" forfører læseren ind i en verden man uundgåeligt vil blive fascineret og betaget af.