Dengang det gik hurtigt

Et gearskifte

Efter at popmusikken havde fået et nyt livgivende pust med den britiske invasion, begyndte tingene at accellerere, og fra omkring midten af 60´erne fulgte der en række forandringer utrolig hurtigt efter hinanden.

Invasionslyden fra 63-64 var umiddelbar og letfattelig. Nu begyndte musikken imidlertid at blive mere kompliceret og stille nye forståelseskrav til publikum.

Mine betragtninger om dette

Om de store år i midt-60´erne er der skrevet adskillige fremragende bøger. Så hvis det bare havde handlet om at nævne de vigtigste navne og pladeudgivelser, ville jeg ikke have noget at bidrage med. 

Som altid var mit ærinde et andet.

Frem for bare at fastslå, at forandringerne i denne periode fulgte hurtigere på hinanden end før og siden, forsøgte jeg at forstå en smule af denne utrolige kreativitet, og hvad der lå bag. 

Metodisk tilgang

For at kunne betragte forandring fra det ene til det andet på en systematisk måde valgte jeg at undersøge en række af periodens vigtigste plader i strengt kronologisk rækkefølge. 

Denne metode er ikke altid og nødvendigvis helt sikker og korrekt. For hvor længe havde en idé været i omløb, før den blev indspillet på plade? Hvad skete der ved diverse koncerter?

Men det er altsammen ting, man må have været der for at kunne forholde sig til. Når man idag vil følge forandringerne skridt for skridt, må man bruge pladerne, og her må det gælde, at jo mere nøjagtig en kronologi, man er i stand til at få dem anbragt i, desto bedre kan man følge bevægelsen.

Videre gælder så, at jo bedre man kan følge bevægelsen, desto mere greb kan man også få om dens art og beskaffenhed, og dermed også det bedst mulige udgangspunkt for en mere dybdegående analyse.

Inddeling

Jeg inddelte Progressionen i 14 under-perioder. Disse var imidlertid ret vilkårlige. Hver periode svarede ganske enkelt til den mængde musik, der kunne være på otte kassettebånd. 

Det var således tilfældighedernes spil, der fik lov at råde.

Ikke desto mindre har de 14 perioder hver sit tydelige grundpræg, der klart understreger præget af hastige forandringer. 

Den store progression

Fire forrygende år

De fire år, der dækker perioden 1965-68, er formodentlig den periode i hele pladeindustriens historie overhovedet, hvor udvikligen var mest markant. Hverken før eller siden er så mange og så store forandringer fulgt så hurtigt efter hinanden. Man kan naturligvis have forskellige meninger om den udvikling, som fandt sted. Men at der skete forpustende meget i et forrygende tempo, må siges at være et faktum. Hvor man på de fleste andre tidspunkter kan følge med ved at se fra år til år, eller i det mindste fra halvår til halvår, må man over for perioden 65-68 følge udviklingen måned for måned, hvis man skal have fat i bevægelsen. I lange perioder syntes nærmest hver ny pladeudgivelse, at markere et nyt skridt i udviklingen.

The Beatles og Bob Dylan, der frem for nogen var de to kraftcentre, som havde sat bevægelsen i gang et par år tidligere, var stadig blandt folkene i fronten. Men tiden var så fuld af nyskabelse og alting gik så hurtigt i denne periode, at det stort set er umuligt at endeligt fastslå hvem, der var først ude med hvad. Pladernes udgivelsestidspunkt er en usikker målestok. I mange tilfælde spillede grupperne nemlig deres indspilninger for hinanden inden de blev udgivet, ligesom de gik til hinandens koncerter. Visse forfattere fylder hele bøger med forsøg på at afklare hvem, der havde luret hvad af fra hverm, og skyndte sig at få det først ud. Men i sidste ende er det umuligt at klarlægge nøjagtigt. Det er heller ikke det vigtige og afgørende. Hvad der har langt større betydning er den inspiration og idé-rigdom, der lå i tiden som sådan. Den må betragtes som en kollektiv faktor, hvor alle mere eller mindre skylder hinanden noget. Derfor kan man lige så godt vælge at holde sig til udgivelsestidspunkterne. Dette var jo dog i det mindste tidspunktet for, hvornår almindelige pladekøbere tidligst kunne stifte bekendtskab med en nyskabelse. Det er derfor dette, der er lagt til grund for det efterfølgende.

Plade industriens højdepunkt

Årene 65-68 udgør pladeindustriens højdepunkt. Kreativiteten og opfindsomheden blomstrede så stort set alle periodens produkter var båret af en særlig friskhed og innovativ skaberkraft. I alle andre perioder - før såvel som siden - har mesterværket været det særlige, den store undtagelse. Men i denne periode var mesterværket reglen. Musikken har altid været den fineste og mest nøjagtige måleenhed for tiden, men i denne periode er musikken tidsåndens talerør i en pointeret grad. Den ikke bare afspejler og kommenterer tiden - den synes i nogen grad at skabe tiden. Endvidere betyder de gennemgribende radikaliseringer og mangfoldige fornyelser af musikken i denne periode, at den har været en vigtig inspirationskilde for stort set alt, der er sket siden, ja - for så vidt udgør det egentlige grundlag. Set fra den modsatte side udgør perioden en kulmination af det, der var gået forud. I pladeindustriens historie er det helt indiskutabelt under den store progression, at solen står på sin middagshøjde.

Uanset hvad der rent smagsmæssigt måtte være ens yndlingsperiode, kommer man ganske enkelt ikke uden om årene 65-68. Det handler nemlig slet ikke om smag og hvad, man kan lide. Netop ikke. Der er utvivlsomt masser af mennesker, der har en anden yndlingsperiode, ville udpege fire år, der befandt sig enten tidligere eller senere i pladeindustriens historie, som den periode, der taler mest direkte til dem. Men det særlige ved pladerne fra årene 65-68 er deres vægt og gyldighed. Selvom man ikke bryder sig om et givent produkt, er man alligevel ikke i tvivl om dets værdi og berettigelse. Selvom man evt. direkte hader visse udgivelser fra disse år, så aftvinger de alligevel respekt. På en eller anden måde kan man altid være tryg ved periodens plader. Man kan stort set købe en plade fra disse år i blinde, uden at ane hvad det er for noget. For det er en uhyre sjælden undtagelse, at en udgivelse ikke besidder vægt og gyldighed. Selvom man får fat på en, man ikke kan lide, er man alligevel ikke blevet snydt. For tværs gennem ubehaget fornemmer man, at det er et kvalitetsprodukt, der har en berettigelse og noget at byde på. Kortest sagt: det handler ikke om smag, det handler om vægt.

Navne, der repræsenterer det bedste i en tid, hvor flertallet af plader er uinteressante, viser blot en evne til at hæve sig over et rærligt gennemsnit. Men de førende navne i en stærk periode må i en helt anden grad regnes for særlige formater. Inden for den store progression gælder det navne som f.eks. The Who, The Kinks, The Yardbirds og The Byrds. Men über alles troner The Beatles som de bedste af de bedste.

At Beatles' musik har kunne ramme så bredt, er der mange årsager til. Alene værkets enorme alsidighed betyder, at der er lidt for enhver smag. Men samtidig er der også en integritet, noget typisk Beatles-agtigt. Under dette må medregnes en evne til at skrive sange, som er melodisk helstøbte og umiddelbart fængende, samtidig med at besidde en indlysende originalitet, der løfter dem op over det banale.

Men hvordan Beatles midt under pladeindustriens højdepunkt kunne være bedre end de bedste, er et helt andet spørgsmål. En væsentlig del af svaret er givetvis, at John Lennon og Paul McCartney begge havde formatet til at have hver sit rigtig gode band, men var i samme band, hvor de gennem venskabelig konkurence fik det bedste frem i hinanden. Tænk f.eks. på Kinks og Who. Hvad ville der være sket, hvis Ray Davies og Pete Townshend havde været i det samme band? The Kwhoinks med sangskriverparret Davies/Townshend er naturligvis ren fantasi. Endvidere vil mange sikkert straks hævde, at de to havde alt for store egoer til, at et samarbejde ville have været muligt. Hvad, der ville være sket? - De ville have slået hinanden ihjel! Men beskedenhed og samarbejdsevne er heller ikke de dyder, hverken Lennon eller McCartney er mest kendte for. Så lad os prøve at lege med tanken. Havde Townshend og Davies mødt hinanden som halvstore drenge, blevet venner og lavet band sammen, fundet frem til arbejdsmetoder hvor de skruede lidt ned for deres respektive selvoptagenhed for at opnå det bedst mulige musikalske resultat, så ville The Kwhoinks formodentlig have været en langt alvorligere konkurent til The Beatles, end Rolling Stones nogenside blev. Men The Kwhoinks har aldrig eksisteret. Beatles var en realitet, og her var Lennon og McCartney samlet i ét band!

Oversigt

1965:

Store hits og skelsættende milepæle i årets løb:

Wayne Fontana and the Mindbenders: "Game Of Love", The McCoys: "Hang On Sloopy", Tom Jones: "It's Not Unusual", The Shangri-la's: "Leader Of The Pack", Georgie Fame and The Blue Flames: "Yeah Yeah", Billy Fury: "In Thoughts Of You", The Fortunes: "You've Got Your Troubles", Brian Poole And The Tremeloes: "I Want Candy", Roy Head: "Treat Her Right", Sam The Sham and The Pharaohs: "Wooly Bully".

Første kvartal:

Singler:

Manfred Mann: "Come Tomorrow" (a-side) (8. Januar )

The Rolling Stones: "What A Shame" b/w "Heart of Stone" (januar)

The Kinks: "Tired Of Waiting For You" (a-side) (15. januar)

The Who: "I Can't Explain" b/w "Bald Headed Woman" (15. januar)

The Supremes: "Stop In The Name Of Love" (a-side) (8. februar)

The Beach Boys: "Help Me Ronda" (a-side) (24. februar)

The Rolling Stones: "The Last Time" b/w "Play With Fire" (26. februar)

Donovan: "Catch The Wind" (a-side) (12. marts)

The Kinks: "Everybody's Gonna Be Happy" (a-side) (19. marts)

Peter & Gordon: "True Love Ways" (a-side) (23. Marts)

Albums:

Rolling Stones: "No. 2" (15. Januar)

The Kinks: "Kinda Kinks" (5. Marts)

The Beach Boys: "Today!" (8. Marts)

Buck Owens: "I've Got A Tiger By The Tail" (10. Marts)

Bob Dylan: "Bringing It All Back Home" (22. Marts)

B. B. King: "Live At The Regal" (??)

Duke Ellington: "Ellington '65" (??)

Miles Davis: "E.S.P." (indspillet i januar - udgivet ??)

Andet kvartal:

Singler:

The Beatles: "Ticket To Ride" b/w "Yes It Is" (9. April)

The Seekers: "A World Of Our Own" b/w "Sinner Man" (April)

The Byrds: "Tambourine Man" b/w "I Knew I Want To" (12. April)

Bob Dylan: "Subterranean Homesick Blues" b/w "She Belongs To Me" (April)

Them: "Here Comes The Night" (a-side) (3. Maj)

The Hollies: "I'm Alive"" (a-side) (Maj)

The Kinks: "Set Me Free" (a-side) (21. Maj)

The Who: "Anyway, Anyhow, Anywhere" b/w "Daddy Rolling Stone" (21. Maj)

Donovan: "Colours" b/w "Josie" (28.Maj)

The Byrds: "All I Really Wanna Do" b/w "I Feel A Whole Lot Better" (14. Juni)

The Yardbirds: "Heart Full Of Soul" b/w "Steeled Blues" (Juni)

James Brown: "Pappa's Got A Brand New Back" (a-side) (Juni)

Albums:

Herp Albert: "Whipped Cream & Other Delights" (April)

Chet Atkins: "More Of That Guitar Country" (??)

Bert Jansch: "Bert Jansch" (16. April)

Paul Revere & the Raiders: "Here They Come" (??)

Donovan: "What's Bin Did And What's Bin Hid" (14. Maj)

Chris Barber: "Folk In Barber Style" (??)

Herbie Hancock: "Maiden Voyage" (17. Maj)

Animals: "Animal Track" (Maj)

The Byrds: "Tambourine Man" (21. Juni)

The Sonics: "Here Are The Sonics" (??)

The Beach Boys: "Summer Days & Summer Nights!!" (28. Juni)

The Fugs: "The Village Fugs" (??)

Tredie kvartal:

Singler:

The Beach Boys: "California Girls" (a-side) (12. Juli)

The Animals: "We Gotta Get Out Of This Place" (a-side) (Juli)

The Righthouse Brothers: "Unchained Melody" (b-side) (17. Juli)

Wilson Pickett: "In The Midnight Hour" (a-side) (??)

The Beatles: "Help" b/w "I'm Down" (23. Juli)

The Hollies: "Look Through Any Window" (a-side) (1. August)

The Small Faces: "Whatcha Gonna Do About It" (a-side) (6. August)

Rolling Stones: "Satisfaction" b/w "The Spider And The Fly" (20. August)

Barry McGuire: "Eve Of Destruction" (a-side) (??)

Manfred Mann: "If You Gotta Go, Go Now" (a-side) (10 September)

Simon & Garfunkel: "The Sounds Of Silence" (a-side) (September)

Albums:

Roy Orbison: "There Is Only One" (1. juli)

Moody Blues: "The Magnificent Moodies" (22. juli)

The Beatles: "Help" (6. August)

The Yardbirds: "For Your Love" (August)

Bob Dylan: "Highway 61 Revisited" (30. august)

The Hollies: "Hollies" (1. Spetember)

Otis Redding: "Otis Blue" (15. September)

Rolling Stones: "Out Of Our Heads" (24. September)

Paul Butterfield: "The Butterfield Blues Band" (??)

Nina Simone: "I Put A Spell On You" (??)

Fjerde kvartal:

Singler:

Jimmy McGriff: "Discotheque USA" (a-side) (??)

The Byrds: "Turn! Turn! Turn!" b/w "She Don't Care About Time" (1. oktober)

The Seekers: "The Carnival Is Over" b/w "We Shall Not Be Moved" (oktober)

The Yardbirds: "Evil Hearted You" b/w "Still I'm Sad" (oktober)

The Toys: "A Lovers Concerto" (a-side) (Oktober)

James Brown: "I Feel Good" (a-side) (oktober)

The Rolling Stones: "Get Of My Cloud" b/w "The Singer Not The Song" (22. oktober)

Donovan: "Turquise" b/w "Hey Gip" (30. oktober)

The Who: "My Generation" b/w "Shout And Shimmy" (5. november)

Them: "Mystic Eyes" b/w "If You And I Could Be As One" (12. november)

Spencer Davis Group: "Keep On Runing" (a-side) (november)

Mamas And Papas: "California Dreamin'" (november)

The Beatles: "We Can Work It Out"b/w "Day Tripper" (3. december)

Bobby Fuller Four: "I Fought The Law" (a-side) (december)

The Beach Boys: "Babara Ann" (a-side) (december)

Rolling Stones: "As Tears Go By" b/w "Gotta Get Away" (18. December)

Albums:

The Turtles: "It Ain't Me Babe" (Oktober)

Donovan: "Fairytale" (22. Oktober)

The Yardbirds: "Having A Rave Up" (Part 1)* (20. November)

The Kinks: "The Kink Kontroversy" (26. November)

The Who: "My Generation" (3. December)

The Beatles: "Rubber Soul" (3. December)

'The Byrds: "Turn! Turn! Turn!" (6. December)

Bert Jansch: "It Don't Bother Me" (December)

Wes Montgomery & Wynton Kelly: "Smokin' At The Halfnote" (??)

---

*Anden del af "Having A Rave Up" var genbrug af en række optagelser fra '64, tidligere udsendt som "Five Live Yardbrds".

---

1966:

Store hits og skelsættende milepæle i årets løb:

Bob Lind: "Mr. Zero", Johnny Rivers: "Secret Agent Man", Chrispian St. Peters: "You Were On my Mind"/"The Pied Piper", The Who: "Anytime You Want Me"/"Leaving Here", The Trogs: "Wild Thing", The Small Faces: "All Or Nothing", The Byrds: "8 Miles High", The Lovin' Spoonfull: "Summer In The City", Tommy James And The Shondels: "Hanky Panky", Roy Orbison: "Lana", The Mamas And Papas: "Monday, Monday", Nancy Sinatra & Lee Hazlewood: "Summer Wine", The Supremes: "You Can't Hurry Love", The Chiffons: "Sweet Talking Guy", Bobby Hebb: "Sunny", Cilla Black: "Alfie", Sgt. Barry Sadler: "Ballad Of The Green Berets", Johnny Kidd & The Pirates: "The Fool", Martha Reeves & The Vandellas: "I'm Ready For Love", Percy Sledge: "When A Man Loves A Woman", The Seekers: "Georgia Girl".

Første kvartal:

Singler:

Evie Sands: "I Can't Let Go" (a-side) (Januar)

The Swinging Blue Jeans: "Don't Make Me Over" (a-side) (Januar)

Small Faces: "Sha-la-la-la-lee" (a-side) (28. Januar)

Rolling Stones: "19th Nervous Breakdown" b/w "As Tears Go By" (4. Februar)

Them: "Call My Name" b/w "Bring 'em All In" (??)

The Yardbirds: "Shapes Of Things" b/w "Mr. You're A better Man Than I" (Februar)

The Beatles: "Nowhere Man" b/w "What Goes On" (15. Februar)

Nancy Sinatra: "These Boots Are made For Walking" (a-side) (Februar)

Sgt. Barry Sadler: "The Ballad Of The Green Berets" (a-side) (Februar)

Bobby Fuller Four: "Love's Made A Fool Of You" (a-side) (??)

The Hollies: "I Can't Let Go" (a-side) (Februar)

The Kinks: "Dedicated Follower of Fashion" (a-side) (25. Februar)

Pretty Things: "Come See Me" (a-side) (??)

The Who: "Substitute" (a-side) (4. Marts)

The Byrds: "Eight Miles High" (a-side) (14. Marts)

The Seekers: "Walk With Me" b/w "We're Moving On" (18. Marts)

The Kinks: "A Well Respected Man" (a-side) (Marts)

The Beach Boys: "Sloop John B." (a-side) (21. Marts)

Sonny & Cher: "Little Man" (a-side) (??)

Albums:

Simon & Garfunkel: "Sounds Of Silence" (17. Januar)

Them: "Them Again" (21. Januar)

John Coltrane: "Ascension" (Februar)

Duke Ellington: "Ellington '66" (??)

Jose Feliciano: "A Back Full Of Soul" (??)

The Elgins: "Darling Baby" (??)

The Mamas and Papas: "If You Can Believe Your Eyes and Ears" (Marts)

The Pick-Ups: "Beat For Dancing" (??)

Bob Lind: "Don't Be Concerned" (??)

Chet Atkins: "Picks On The Beatles" (Marts)

Freddie Hubbard: "Blue Spirits" (??)

Andet Kvartal:

Singler:

Stevie Wonder: "Uptight (Everything Is Alright)" (a-side) (??)

James Brown: "It's A Man's Man's Man's Man's World" (a-side) (April)

Manfred Mann: "Pretty Flamingo" (a-side) (15. April)

Them: "Richard Cory" (a-side) (??)

The Artwoods: "I Take What I Want" b/w "I'm Looking For A Saxophonist" (April)

Freddie & The Dreamers: "Playboy" b/w "Someday" (??)

Rolling Stones: "Paint It, Black" b/w "Stupid Girl" (13. Maj)

The Yardbirds: "Over, Under, Sideways, Down" b/w "Jeff's Boogie" (Maj)

The Monks: "Complication" b/w "Oh How To Do Now" (Maj)

The Animals: "Don't Bring Me Down" (a-side) (21. Maj)

Twice As Much: "Sitting On A Fence" (a-side) (Maj)

The Loving Spoonful: "Daydream" (a-side) (??)

The Kinks: "Sunny Afternoon" b/w "I'm Not Like Everybody Else" (3. Juni)

The Beatles: "Paperback Writer" b/w "Rain" (10. Juni)

The Creation: "Making Time" b/w "Try And Stop Me" (Juni)

The Zombies: "How We Were Before" (b-side) (Juni)

The Hollies: "Bus Stop" (a-side) (Juni)

Georgie Fame: "Get Away" (a-side) (Juni)

The Chiffons: "Sweet Talkin' Guy" (a-side) (Juni)

Crispian St. Peters: "Pied Piper" (a-side) (??)

Rolling Stones: "Mother's Little Helper" b/w "Lady Jane" (20. Juni)

Albums:

The Seeds: "The Seeds" (April)

Rolling Stones: "Aftermath" (15. April)

Paul Revere & the Raiders: "Midnight Ride" (6. Maj)

Beach Boys: "Pet Sounds" (16. Maj)

Bob Dylan: "Blonde On Blonde" (16. Maj)

The Monks: "Black Monk Time" (Maj)

Count Basie: "Beatle Book"(Indspillet i maj - udgivet ??)

Judy Collins: "In My Life" (Juni)

The Hollies: "Would You Believe" (Juni)

The Mothers Of Invention: "Freak Out" (27. Juni)

The Sonics: "Boom" (??)

Tredie Kvartal:

Singler:

The Trogs: "Wild Thing" (a-side) (??)

Lee Dorsey: "Working In A Coalmine" (a-side) (??)

The loving Spoonful: "Did You Ever Had To Make Up Your Mind" (a-side) (??)

The Beach Boys: "Wouldn't It Be Nice" b/w "God Only Knows" (11. Juli)

The Velvet Underground And Nico: "All Tomorrows Parties" b/w "I'll Be Your Mirror" (Juli)

The Supremes: "You Can't Hurry Love" (a-side) (25. Juli)

Manfred Mann: "Just Like a Woman" (a-side) (29. Juli)

The Beatles: "Yellow Submarine" b/w "Eleanor Rigby" (5. August)

Small Faces: "All Or Nothing" (a-side) (5. August)

The Trogs: "With A Girl Like You" (a-side) (??)

The Artwoods: "I Feel Good" b/w "Molly Andersons Cookery Book" (August)

The Who: "I'm A Boy" b/w "In The City" (26. August)

The Loving Spoonful: "Summer In The City" (a-side) (??)

The Monks: "I Can't Get Over You" b/w "Cuckoo" (??)

Ike & Tina Turner: "River Deep, Mountain High" (a-side) (September)

Georgie Fame: "Sunny" (a-side) (September)

The Loving Spoonful: "Rain On The Roof" (a-side) (??) Bee Gees: "Spicks And Specks" (a-side) (September)

Rolling Stones: "Have You Seen Your Mother, Baby?" b/w "Who's Driving Your Plane?" (24. September)

The Spiders (a.k.a Alice Cooper): "Don't Blow Your Mind" (a-side) (September)

Albums:

The Yardbirds: "Roger The Engineer" (15. Juli)

Robert Parker: "Barefootin" (??)

Roy Orbison: "The Classic" (Juli)

Red Squares: "Red Squares" (??)

The Donkeys: "Serenader" (??)

Sir Henry: "A Portrait" (??)

Matadorerne: "The Way We Do It" (??)

The Byrds: "5th. Dimension" (18. Juli)

John Mayal: "Bluesbreackers w/ Eric Clapton" (22. Juli)

The Trogs: "From Nowhere" (25. Juli)

The Beatles: "Revolver" (5. August)

James Brown: "It's a Man's Man's Man's World" (August)

The Butterfield Blues Band: "East West" (August)

Donovan: "Sunshine Superman" (September)

The Mamas & The Papas: "The Mamas & The Papas" (September)

The Immigrants: "We're On Our Way" (??)

The Fugs: "Second Album" (??)

Fjerde Kvartal:

Singler:

The Beach Boys: "Good Vibrations" (a-side) (10. Oktober)

Herman's Hermits: "No Milk Today" (a-side) (Oktober)

The Donkeys: "En tusindfryd i min Hånd" (a-side) (??)

Matadorerne: "Så'n var det ikke i Halvfemserne" b/w "Outrage" (??)

Cream: "Wrapping Paper" (a-side) (Oktober)

The Hollies: "Stop Stop Stop!" (a-side) (Oktober)

The Loving Spoonful: "Nashville Cats" (a-side) (??)

The Easybeats: "Sorry" (a-side) (13. Oktober)

The Artwoods: "Jazz In Jeans" (E.P.) (??)

The Yardbirds: "Happenings Ten Years Time Ago" b/w "Psycho Daisies" (Oktober)

The Creation: "Painter Man" b/w "Biff Bang Pow" (Oktober)

The Kinks: "Dandy" b/w "Party Line" (Oktober)

Manfred Mann: "Semi-Detached Suburban Mr James" (a-side) (21. Oktober)

Donovan: "Mellow Yellow" (a-side) (24. Oktober)

The Who: "Ready Steady Who" (E.P.) (11. November)

Small Faces: "My Mind's Eye" (a-side) (11. November)

The Zombies: "Going Out Of My Head" (a-side) (November)

The Easy Beats: "Friday On My Mind" (a-side) (17. November)

The Kinks: "Dead End Street" b/w "Big Black Smoke" (18. November)

The New Vaudeville Band: "Winchester Cathedral" (a-side) (??)

The Who: "Happy Jack" b/w "I've Been Away" (3. December)

Jimi Hendrix: "Hey Joe" b/w "Stone Free"(16. December)

Cream: "I Feel Free" (a-side) (December)

Georgie Fame: "Sitting In The Park" (a-side) (December)

Cher: "Sunny" (a-side) (??)

Sandy Posey: "Single Girl" (a-side) (??)

Velvet Underground & Nico: "Femme Fatale" b/w "Sunday Morning" (December)

Albums:

Simon and Garfunkel: "Parsley, Sage, Rosemary and Thyme" (10. Oktober)

The Hollies: "For Certain Because" (Oktober)

The Kinks: "Face To Face" (28. Oktober)

Wes Montgomery: "California Dreaming" (??)

Cecil Taylor: "Conquistador" (Indspillet 6. oktober - udgivet ??)

13th. Floor Elevators: "Psychedelic Sounds" (November)

The Loving Spoonful: "Hums" (November)

Cream: "Fresh Cream" (9. December)

The Who: "A Quick One" (9. December)

Tim Buckley: "Tim Buckley" (December) The Seekers: "Come The Day" (??)

Ramsey Lewis: "Going South" (Indspillet i december '66 - formodentlig (?) udgivet i begyndelsen af '67)

1967:

Store hits og skelsættende milepæle i årets løb:

Astrud Gilberto: "Goodbye Sadness"/"Call Me"/"Here's That Rainy Day"/"Tu Meu Delirio"/"It's Lovely Day Today", Donovan: "Mellow Yellow", The Flowerpot Men: "Let's Go To San Francisco", Traffic: "Hole In My Shoe", The Maxwells: "What Did She Do"/"Flower Powder", The Peanut Butter Conspiracy: "Why Did I Get So High?", Simon Dupree And The Big Sound: "Kites", Herman's Hermits: "There's A Kind Of Hush", The Smoke: "My Friend Jack Eats Sugarlumps", Lulu: "The Boat That I Row", The Turtles: "Happy Together", Bobbie Gentry: "Ode To Billie Joe", Box Tops: "The Letter", Joe Tex: "Skinny Legs And All", Cannonball Adderley: "One For Newk"/"Yvette"/"Mercy! Mercy! Mercy", Chris Farlove: "Handbags And Gladrags", David McWilliams: "Days Of Pearly Spencer", Dave Dee, Dozy, Beaky, Mick & Tich: "Zabadak", Sandy Shaw: "Puppet On A String", Paul Jones: "I've Been A Bad Bad Boy", Jeff Beck: "Love Is Blue", Procol Harum: "A Whiter Shade Of Pale", The Herd: "From The Underworld", Whistling Jack Smith: "I Was Kaiser Bill's Batman", The Dubliners: "Seven Drunken Nights", The Scaffold: "Thank U Very Much", Engelbert Humperdinck: "Release Me", Nancy & Frank Sinatra: "Something Stupid", Shirley Bassey: "Big Spender", Smokey Robinson And The Miracles: "I Second That Emotion", Stevie Wonder: "I Was Made To Love Her".

Første kvartal:

Singler:

Rolling Stones: "Ruby Tuesday" b/w "Let's Spend the Night Together" (13. Januar)

The Move: "The Night Of Fear" (a-side) (Januar)

Martha And The Vandellas: "Jimmy Mack" (a-side) (3. Februar)

The Seekers: "Georgy Girl" b/w "The Last Thing On My Mind" (11. Februar)

The Beatles: "Penny Lane" b/w "Strawberry Fields Forever" (13. Februar)

The Turtles: "Happy Together" (a-side) (14. Februar)

Small Faces: "I Can't Make It" (a-side) (3. Marts)

Pink Floyd: "Arnold Lane" b/w "Candy And A Curent Bun" (11. Marts)

Jeff Beck: "Hi Ho Silver Lining" b/w "Beck's Bolero" (17. Marts)

Big Brother & Holding Company: "Coo Coo" b/w "The Last Time" (??)

The Electric Prunes: "Are You Loving Me More" b/w "Get Me To The World On Time" (Marts)

The Yardbirds: "Little Games" b/w "Puzzles" (Marts)

Manfred Mann: "Ha! Ha! Said the Clown" (a-side) (23. Marts)

Albums:

The Doors: "Doors" (4. januar)

The Monkees: "More Of The Monkees" (9. Januar)

Rolling Stones: "Between The Buttons" (20. januar)

Love: "Da Capo" (Januar)

Little Richard: "The Explosive" (Januar)

Loretta Lynn: "Don't Come Home A Drinkin'" (??)

The Byrds: "Younger Than Yesterday" (6. Februar)

John Mayal's Bluesbreakers: "A Hard Road" (17. Februar)

Jefferson Airplane: "Surrealistic Pillow"" (Februar)

Merle Haggard: "I'm A Lonesome Fugitive" (4. Marts)

Astrud Gilberto: "Beach Samba" (??)

Aretha Franklin: "I Never Loved A Man (The Way I Love You)" (10. Marts)

The Peanut Butter Conspiracy: "Conspiracy Is Spreading" (??)

The Velvet Underground: "V U & Nico" (12. Marts)

Duke Ellington: "The Far East Suite" (??)

The Grateful Dead: "Grateful Dead" (17. Marts)

Van Morrison: "Blowing Your Mind" (29. Marts)

Andet kvartal:

Singler:

Jefferson Airplane: "Somebody To Love" (a-side) (1. April)

Eric Burden & The Animals: "When I Was Young" (a-side) (8. april)

The Nazz (= The Spiders, Alice Cooper): "Lay Down And Die, Goodbye" (b-side) (??)

The Easy Beats: "Who'll Be The One" b/w "Do You Have A Soul" (13. April)

David Bowie: "The Laughing Gnome" b/w "The Gospel According To Tony Day" (14. April)

The Trogs: "Love Is All Around" (a-side) (15. April)

The Move: "I Can Hear The Grass Grow" (a-side) (April)

Jimi Hendrix: "The Wind Cries Mary" b/w "Highway Chile" (5. Maj)

The Kinks: "Waterloo Sunset" (a-side) (5. Maj)

Manfred Mann: "Sweet Pea" (a-side) (5. Maj)

Procol Harum: "A Whiter Shade Of Pale" b/w "Lime Street Blues" (12. Maj)

The Electric Prunes: "Dr. Do-Good" b/w Hideaway (Maj)

Scott McKenzie: "San Francisco" (a-side) (13. Maj)

Beach Boys: "Then I Kissed Her" (a-side) (Maj)

P. P. Arnold: "First Cut Is The Deepest" (a-side) (Maj)

Cream: "Strange Brew" b/w "Tales Of Brave Ulysses" (Juni)

Van Morrison: "Brown Eyed Girl" (a-side) (1. Juni)

Pink Floyd: "See Emily Play" b/w "The Scarecrow" (16. juni)

The Easy Beats: "Heaven And Hell" b/w "Pretty Girl" (22. Juni)

Jefferson Airplane: "White Rabbit" (a-side) (24. Juni)

Albums:

The Electric Prunes: "I Had Too Much To Dream Last Night" (April)

Country Joe and the Fish: "Electric Music For The Mind And Body" (April)

John Coltrane: "Interstellar Space" (??)

Jackie McLean: "New And Old Gospel" (??)

McCoy Tyner: "The Real McCoy" (??)

Jimi Hendrix: "Are You Experienced" (12 maj)

The Monkees: "Head Quarters" (22. Maj)

The Mothers Of Invention: "Absolutely Free" (26. maj)

The Red Krayola: "The Parable Of Arable Land" (?)

Miles Davis: "Sorceror" (indspillet 16.-24. maj - udgivet?)

Steppeulvene: "Hip" (1. Juni)

The Beatles: "Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band" (1. Juni)

David Bowie: "David Bowie" (1. Juni)

The Hollies: "Evolution" (Juni)

Moby Grape: "Moby Grape (Juni)

Pearls Before Swine: "One Nation Underground" (??)

The Immigrants: "Love Me Now" (??)

Pearls Before Swine: "One Nation Underground" (??)

Tredie kvartal:

Singler:

The Kinks: "Death Of A Clown" (a-side) (7. juli)

The Beatles: "All You Need Is Love" b/w "Baby You're A Rich Man" (7. juli)

David Bowie: "Love You Till Tuesday"b/w "Did You Ever have A Dream" (14. Juli)

The Yardbirds: "Ha Ha Said The Clown" b/w "Tinker Tailor" (Juli)

James Brown: "Cold Sweat" (a-side) (Juli)

Diana Ross And The Supremes: "Reflections" (a-side) (24. Juli)

Beach Boys: "Heroes and Villains" (a-side) (24. juli)

The Electric Prunes: "Wind Up Toys" (b-side) (Juli)

Keith West: "Excerpt From A Teenage Opera" (a-side) (28. Juli)

Small Faces: "Itchycoo Park" (a-side) (4. august)

Pink Floyd: "Flaming" b/w "The Gnome" (5. august)

The Herd: "From The Underworld" (a-side) (August)

Donovan: "There Is A Mountain" (a-side) (August)

Rolling Stones: "We Love You" b/w "Dandelon" (18. august)

The Move: "Flowers In The Rain" (a-side) (September)

The Bee Gees: "Massachusetts" (a-side) (September)

Nancy & Frank Sinatra: "Something Stupid" (??)

The Seekers: "When Will The Good Apples Fall" (a-side) (16. September)

Albums:

The Seekers: "Seen In Green" (??)

Merle Haggard: "Branded Man" (??)

The Incredible String band: "The 5000 Spirits Of Layers" (Juli)

Arlo Guthrie: "Alice's Restaurent" (??)

The Beau Brummels: "Triangle" (Juli)

Canned Heat: "Canned Heat" (Juli)

The Yardbirds: "Little Games" (24. juli)

The Young Rascals: "Groovin'" (31. juli)

Gary Burton: "Lofty Fake Anagram" (??)

Vanilla Fudge: "Vanilla Fudge" (??)

Pink Floyd: "Piper At The Gates Of Dawn" (5. august)

Them Belfast Gypsies: "Them Belfast Gypsies" (August)

The Electric Prunes: "Underground" (August)

Big Brother And The Holding Company: "B. B. A. T. H. C." (12. August)

Glen Campbel: "Gentle On My Mind" (August)

Cy, Maia & Robert: "Out Of Our Time" (August)

Tim Buckley: "Goodbye And Hello" (August)

Cliff Richard: "Don't Stop Me Now" (??)

John Mayal: "Crusade" (1. September)

Beefeaters: "Beefeaters" (4. September)

Matadorerne: "Mark Two" (??)

The Kinks: "Something Else" (15. September)

The Beach Boys: "Smiley Smile" (18. September)

Procol Harum: "Procol Harum" (September)

Eric Burdon And The Animals: "Winds Of Change" (September)

13th. Floor Elevators: "Easter Everywhere" (September)

Captain Beefheart: "Safe As Milk" (September)

The American Breed: "American Breed" (??)

The Doors: "Strange Days" (25. September)

Fjerde kvartal:

Singler:

Procol Harum: "Humburg" b/w "Good Captain Clack" (Oktober)

The Yardbirds: "Ten Little Indians" b/w "Drinkin' Muddy Water" (Oktober)

The Kinks: "Autumn Almanac" (a-side) (13. Oktober)

The Who: "I Can See For Miles" b/w "Someones A Coming" (14. oktober)

Classics IV: "Spooky" (a-side) (Oktober)

The Electric Prunes: "Everybody Knows" b/w "You Never Had It better" (November)

Pink Floyd: "Apples And Oranges" b/w "Paintbox" (18. november)

The Beatles: "Hello Goodbye" b/w "I Am The Walrus" (24. november)

Rolling Stones: "In Another Land" b/w "The Lantern" (2. december)

Beach Boys: "Darlin'" (a-side) (11. december)

The Easy Beats: "The Music Goes Round My Head" b/w "Come In You'll Get Pneumonia" (14. December)

The Electric Prunes: "Long Days Flight" (a-side) (December)

The Herd: "Paradise Lost" (a-side) (December)

Donovan: "Wear Your Love Like Heaven" (a-side) (December)

The 1910 Fruitgum Company: "Simon Says" (a-side) (??)

Georgie Fame: "The Ballad Of Bonnie And Clyde" (a-side) (??)

Albums:

Bonzo Dog Band: "Gorilla" (Oktober)

Nico: "Chelsea Girl" (Oktober)

Buffalo Springfield: "Again" (30. oktober)

Hank Mobley: "Hi Voltage" (Indspillet 8. oktober - udgivet ??)

Cream: "Disraeli Gears" (2. november)

The Monkees: "Pisces, Aquarius Capricorn And Jones" (6. November)

Moody Blues: "Days Of Future Passed" (10. november)

Love: "Forever Changes" (November)

Country Joe And The Fish: "I Feel Like I'm Fixin' To Die" (November)

The Zodiac: "Cosmic Sounds" (November)

The Hollies: "Butterfly" (November)

The Beatles: "Magical Mystery Tour" (27. November)

Jefferson Airplane: "After Bathing At Baxters" (30. November)

Golden Dawn: "Power Plant" (??)

Strawberry Alarm Clock: "Incense And Peppermints" (??)

Jimi Hendrix: "Axis Bold As Love" (1. december)

Rolling Stones: "Their Satanic Majesties Request" (8. December)

The Who: "Sell Out" (15. december)

The Beach Boys: "Wild Honey" (18. december)

Traffic: "Mr. Fantasy" (December)

Bob Dylan: "John Westley Harding" (27. december)

Leonard Cohen: "Songs Of L. C." (27. December)

1968

Store hits og skelsættende milepæle i årets løb:

Dusty Springfield: "Son Of A Preacher Man", Cilla Black: "Step Inside Love", The Crazy World Of Arthur Brown: "Fire", Sly & The Family Stone: "Dance To The Music", Classics IV: "Spooky", The Nazz (a.k.a Alice Cooper): "Nobody Likes Me"/"Levity Ball", Canned Heat: "On The Road Again", Fleetwood Mac: "Albatross", Donovan: "Hurdy Gurdy Man", Dave, Dee, Dozy, Beaky, Mick & Tich: "The Legend Of Xanadu", The Scaffold: "Lily The Pink", The Kinks: "Village Green".

Første kvartal:

Singler:

Otis Redding: "The Dock Of The Bay" (a-side) (8. januar)

Manfred Mann: "Mighty Quinn" (a-side) (12. januar)

Status Quo: "Pictures Of Matchstick Men" (a-side) (januar)

Velvet Underground: "White Light/White Heat" b/w "Here She Comes Now" (30. januar)

The Move: "Fire Brigade" (a-side) (Februar)

Donovan: "Jennifer Jupiter" (a-side) (Februar)

Tom Jones: "Delilah" (a-side) (Februar)

Esther & Abi Ofarim: "Cinderella Rockefella" b/w "Lonesome Road" (28. Februar)

Sam & Dave: "Hold On, I'm Coming" (a-side) (Marts)

The Beatles: "Lady Madonna" b/w "The Inner Light" (15. Marts)

The Easy Beats: "Hello How Are You" b/w "Falling Off The Edge Of The World" (21. Marts)

The Yardbirds: "Goodnight Sweet Josephine" b/w "Think About It" (Marts)

Albums:

Ultimate Spinach: "Ultimate Spinach" (??)

The Electric Prunes: "Mass In F Minor" (Januar)

The Byrds: "Notorious Byrd Brothers" (15. Januar)

Mothers Of Invention: "We're Only In It For The Money" (Januar)

Canned Heat: "Boogie With The C.H." (januar)

Steppenwolf: "Steppenwolf" (Januar)

Blue Cher: "Vincebus Eruptus" (Januar)

Jackie McLean: "New And Old Gospel" (??)

Aretha Franklin: "Lady Soul" (22. Januar)

Dr. John: "Gris Gris" (22. Januar)

Spirit: "Spirit" (22. Januar)

Velvet Underground: "White Light/White Heat" (30. januar)

Kaleidoscope: "A Beacon From Mars" (??)

Blood, Sweat And Tears: "Child Is The Father To The Man" (21. Februar)

B. B. King: "Lucille" (??)

Fleetwood Mac: "Fleetwood Mac" (24. februar)

Laura Nyro: "Eli and the Thirteenth Confession" (3. marts)

The Electric Flag: "A Long Time Coming" (Marts)

George Benson: "Summertime" (??)

Miles Davis: "Nefertiti" (Marts)

Gary Burton: "A Genuine Tong Funeral" (??)

The Incredible String Band: "The Hangman's Beautiful Daughter" (Marts)

United States Of America: "The U. S. of A." (6. marts)

The Peanut Butter Conspiracy: "The Great Conspiracy" (??)

International Submarine Band: "Safe At Home" (Marts)

The Seekers: "Live At The Talk Of The Town" (??)

Andet kvartal:

Singler:

Engelbert Humperdinck: "A Man Without Love" (a-side) (??)

Small Faces: "Lazy Sunday" (a-side) (5. april)

James Brown: "I Got The Feeling" (a-side) (April)

Aretha Franklin: "Think" (a-side) (2. Maj)

Rolling Stones: "Jumpin' Jack Flash" b/w "Child Of The Moon" (24. maj)

Donovan: "Hurdy Gurdy Man" (a-side) (Maj)

Manfred Mann: "My Name Is Jack" (a-side) (7. juni)

The Who: "Dogs" b/w "Call Me Lightning" (Juni)

Dave Dee, Dozy, Beaky, Mick & Tich: "Last Night In Soho" (a-side) (Juni)

The Nice: "America" (a-side) (21. Juni)

Judy Collins: "Both Sides Now" (a-side) (??)

Albums:

Simon & Garfunkel: "Bookends" (3. april)

Eric Burdon And The Animals: "The Twain Shall Meet" (April)

The Zombies: "Odessey & The Oracle" (19. april)

Beacon Street Union: "The Eyes" (??)

The Monkees: "The Birds, The Bees And The Monkees" (22. April)

Sly And The Family Stone: "Dance To The Music" (27. April)

Johnny Cash: "At Folsom Prison" (Maj)

Thelonious Monk: "Underground" (??)

Frank Zappa: "Lumpy Gravy" (13. Maj)

The Mamas & Papas: "The Papas And Mamas" (Maj)

Small Faces: "Ogdens Nut Gone Flake" (24. Maj)

Quicksilver Messenger Service: "Quicksilver messenger Service" (??)

Young Flowers: "Blomsterpistolen" (??)

The Red Krayola: "God Bless" (??)

The Silver Apples: "Silver Apples" (Juni)

Os Mutanes: "Os Mutanes" (Juni)

Spooky Tooth: "It's All About" (Juni)

Pink Floyd: "A Saucer Full Of Secrets" (29. juni)

Caetano Veloso: "Caetano Veloso" (??)

Sergio Mendes: "Fool On The Hill" (??)

Wendy Carlos: "Switched On Bach" (??)

Tredie kvartal:

Singler:

Aphrodite's Child: "Rain And Tears" (a-side) (??)

The Easy Beats: "Good Times" b/w "Land Of Make Believe" (18. Juli)

Herman Hermits: "Sunshine Girl" (a-side) (Juli)

The Who: "Magic Bus" b/w "Dr. Jakel And Mr. Hyde" (27. juli)

Dusty Springfield: "I Close My Eyes And Count To Ten" (a-side) (August)

Ohio Express: "Down At Lulu's" (a-side) (August)

The Beatles: "Hey Jude" b/w "Revolution" (26. august)

Mary Hopkin: "Those Were The Days" (a-side) (30. August)

Rolling Stones: "Street Fighting Man" b/w "No Expectations" (31. august)

Steppenwolf: "Magic Carpet Ride" (a-side) (September)

The Hollies: "Listen To Me" (a-side) (27. September)

Albums:

The Immigrants: "Girl Like Mine" (??)

Nancy Sinatra & Lee Hazlewood: "Nancy & Lee" (??)

Miles Davis: "Miles In The Sky" (??)

The Band: "Music From The Big Pink" (1. juli)

Creedence Clearwater Revival: "Creedence Clearwater Revival" (5. juli)

The Doors: "Waiting For The Sun" (11. juli)

Deep Purple: "Shades" (Juli)

Family: "Music In A Doll's House" (Juli)

The Savage Rose: "Savage Rose" (juli)

Grateful Dead: "Anthem Of The Sun" (18. Juli)

Bloomfield/Kooper/Stills: "Super Session" (22. juli)

Iron Butterfly: "In-A- Gadda-Da-Vida" (25. Juli)

Moody Blues: "In Search Of The Lost Chord" (26. juli)

Big Brother Holding Company: "Cheap Thrills" (12. August)

James Brown: "Live At The Apollo, Volume 2" (August)

Jeff Beck: "Truth" (August)

Cream: "Wheels Of Fire" (August)

Fleetwood Mac: "Mr. Wonderful" (23. August)

The Beacon Street Union: "The Clown Died In Marvin Gardens (August)

Marvin Gaye: "I Heard It Through The Grapewine" (26. August)

The Byrds: "Sweethearts Of The Rodeo" (30. August)

The Equals: "Baby, Come Back" (??)

Jefferson Airplane: "Crown Of The Creation" (September)

The Crazy World Of Arthur Brown: "The Crazy World Of Arthur Brown" (September)

Steve Miller Band: "Children Of The Future" (September)

Booker T. And The MG's': "Soul Limbo" (September)

Jimmy McGriff: "The Worm" (??)

Herbie Hancock: 

Fjerde kvartal:

Singler:

The Bonzo Dog Band: "I'm The Urban Spaceman" b/w "In The Canyons Of Your Mind" (11. oktober)

Moody Blues: "Ride My See-Saw" (a-side) (12. oktober)

Donovan: "Lalena" (a-side) (Oktober)                                                                                                 "Atlantis" (a-side) (November)

Manfred Mann: "Fox On The Run" (a-side) (29. november)

Deep Purple: "Kentucky Woman" b/w "Wring That Neck" (december)

Albums:

Jimi Hendrix: "Electric Ladyland" (16. Oktober)

Traffic: "Traffic" (Oktober)

Steve Miller Band: "Sailor" (Oktober)

Steppenwolf: "The Second" (Oktober)

Deep Purple: "The Book Of Taliesyn" (Oktober)

Jethro Tull: "This Was" (25. Oktober)

George Harrison: "Wonderwal Music" (1. November)

The Nice: "Ars Longa Brevis" (November)

Bonzo Dog Band: "The Doughnut In Granny's Greenhouse" (November)

The Incredible String Band: "Wee Tam And The Big Huge" (November)

Van Morrison: "Astral Weeks" (November)

The Mothers Of Invention: "Cruising With Ruben And The Jets" (November)

The Kinks: "The Kinks Are the Village Green Preservation Society" (22.November)

The Beatles: "White Album" (22. November")

John Lennon & Yoko Ono: "Unfinished Music 1 - Two Virgins" (29.November)

The Rolling Stones: "Beggars Banquet" (6. December)

The Pretty Things: "S. F. Sorrow" (December)

The Savage Rose: "In The Plain" (December)

Blood, Sweat And Tears: "Blood, Sweat And tears" (11. December)

The Soft Machine: "The Soft Machine (Volume One)" (December)

Spirit: "The Family That Plays Together" (December)

Miles Davis: "Filles De Kilimanjaro" (indspillet juni-september '68, udgivet januar '69)

Nogle bemærkninger:

De tidlige 60'ere var præget af friske, glade sange. Omkring midten af 60'erne begyndte musikken derimod at blive langt mere eksperimenterende. Det var uundgåeligt, at dette i nogen grad skete på bekostning af mere umiddelbart iørefaldende egenskaber. Imidlertid holdt der på intet tidspunkt op med at komme sange, der simpelthen var fængende og havde et omkvæd man kunne nynne med på. Derimod kom der en mængde ting, der var noget udover dette, viste helt nye veje og forandrede musikken i fuldstændig gennemgribende grad. Der står en række milepæle fra denne tid, som ganske enkelt ikke er til at bortforklare betydningen af, uanset hvor man så rent smagsmæssigt måtte befinde sig. Akkurat som det faktum at Napoleon er en central skikkelse i verdenshistorien, ikke er noget, der står og falder med, om man kan lide Napoleon eller ej.

Det er værd at mærke sig, hvor tæt strømmen af helt centrale udgivelser er i slutningen af '65 og begyndelsen af '66. I denne periode syntes mesterværket at være mere reglen end undtagelsen.

Efter at der tidligere på året (1965) var kommet Bob Dylans "Bringing It All Back Home" og "Highway 61 Revisited", The Byrds "Tambourine Man", The Beatles' "Help" og Rolling Stones' "Out Of Our Heads" som nogle af de mest markante og indflydelsesrige med den mest uanfægtede klassikerstatus, sluttede året af med et rent bombardement. The Beatles' "Rubber Soul" og The Whos "My Generation" udkommer selv samme dag, og blot tre dage senere The Byrds' "Turn Turn Turn". Lyden af fremtid, helt nye muligheder, spændende veje og løftet om uanede overraskelser afsluttede 1965.

Det var ikke tomme løfter! Efter nogle lidt mere stille vintermåneder eksploderede musikscenen i forårssolen. Det er en direkte svimlende tanke at "Pet Sound", "Blonde On Blonde" og "Freak Out", tre af de allervigtigste hovedværker i pladeindustriens historie, er udsendt inden for de samme tre måneder, og at f.eks. Rolling Stones' "Aftermath" udkom i samme periode.

Med Yardbirds' "Roger The Engeneer", Byrds' "5th Dimension" og Beatles' "Revolver" blev sommeren ikke mindre bemærkelsesværdig. Det formålstalt regnede med udgivelser, der siden skulle blive omtalt med æresfrygt i utallige rockhistoriske bøger.

Nok tænker man i 60'erne som en periode hvor nogle utrolig centrale plader blev lavet. Men når man tænker på den måde, forestiller man sig, at de er jævnt spredt ud over 10 år. Udgivelsesdatoerne viser imidlertid at nogle af de mest ukrænkelige high-lights, dem, der simpelthen er obligatorisk pensum i pladeindustriens historie, er kommet næsten samtidig.

De to Beatles-plader "Help" og "Revolver", der udkom henholds vis 6. august 1965 og 5. august 1966 sætter en ramme, og samler inden for et eneste år nogle af de vigtigste plader overhovedet!

Indtrykket bliver ikke mindre overvældende når man betragter single-udgivelser i samme periode. En utrolig stor del af de hits, der er blevet stående og den dag i dag er på utallige bands repertoire , stammer fra denne klart afgrænsede periode (65-66 fra august til august). Man mærker sig, at så eviggrønne high-lights som "Satisfaction", "Sounds Of Silende", "The Carnival Is Over", "I Feel Good", "Keep On Running", "California Dreaming", "We Can Work It Out", "I Fought The Laugh", "Shapes Of Things", "Nowhere Man", "Substitute", "Sunny Afternoon", "Paperback Writer" og "All Tomorrows Parties" alle hører til inden for dette tidsrum. Det er en koncentration af frodig kreativitet, der er stort set enestående!

Men også gennem resten af '66 holdt det svimlende niveau sig med en mere eller mindre konstant strøm af langidsholdbare hits og historieskrivende albums. Således a-sider som "Yellow Submarine", "I'm A Boy", "Good Vibrations", "No Milk Today", "Friday On My Mind", "Happy Jack" og "Hey Joe", over for langplader som "Sunshine Superman", "For Certain Because", "Psykedelic Sounds" , "Fresh Cream" og "A Quick One".

Følger vi herefter linien frem til august '67, således at vi får et indtryk af den årsperiode, der fulgte efter det helt store brag, så vrimler det stadig med ting, der simpelthen ikke er til at komme uden om. Således a-sider som "Georgia Girl", "Penny Lane", "Strawberry Fields Forever" (de to Beatles-sange blev udgivet som en dobbelt a-side. Man ville da heller ikke kunne betegne hverken den ene eller anden som en b-side), "Arnold Laine", "Waterloo Sunset", "See Emily Play", "All You Need Is Love", "Heroes And Villians" og "Itchycoo Park". Denne stribe gyldne hits er samtidig ganske gode eksempler på hvor markant musikken forandrer sig i denne periode. De første singler med Pink Floyd såvel som den retning Beatles og Beach Boys begynder at bevæge sig i, havde simpelthen været utænkelig, ja - havde næppe overhovedet kunne lade sig gøre blot et par år tidligere. Man behøver sådan set bare se på hvordan Small Faces lød på "All Or Nothing" og blot et år senere på "Itchycoo Park". Fra en relativt straight poprocker i et lidt råt lydbillede uden dikkedarer til et psykedelisk manifest indsvøbt i flanger-effekter.

De store plader er ikke mindre bemærkelsesværdige. Det var faktisk lige præcis i den periode, at en række af de plader som i højest grad er blevet dyrket som noget nær religiøse ikoner af svorne tilhængere udkom. Således "Doors", "Younger Than Yesterday","Velvet Underground & Nico", "Sgt. Pepper" og "Piper At The Gates Of Dawn". Hvem ville overhovedet have kunnet forestille sig en "Piper At The Gates Of Dawn" blot to år tidligere? Da Yardbirds i august '65 udsendte "For Your Love" var det så afgjort at regne for en spændende, søgende og nybrydende plade. Men blot to år senere set i forhold til især "Piper", men også "Pepper" eller for den sags skyld "V U & Nico" ville det have været håbløst gammeldags at lave en plade som "For Your Love".

Således kan det uden videre fastslås, at der var en konstant rivende udvikling med en tæthed og et tempo, der næppe er set hverken før eller siden. Men eksperimenter og det nyskabende er nu en gang noget, der løber en risiko for snarlig forældelse. En given bestræbelse er kun radikal og yderliggående indtil nogen andre går endnu videre. Dertil er eksperimentet altid i fare for at kamme over i overfladisk effektjageri. At så stor en del af denne musik er blevet stående og påskønnet af senere generationer vidner om, at den må rumme noget andet og mere. Man kan med rette hævde, at den som ren nyskabelse betragtet er forældet. Men netop hørt med senere ører, for hvem det radikale islæt er en mere relativ størrelse, end det var, dengang pladerne udkom, bliver det desto tydeligere, at de rummer en anden dimension, at der var bund under tingene og ånd bag effekterne. Hvis det dengang banebrydende i dag kan virke temmelig gammeldags, så har disse plader til gengæld noget ægte, levende og besjælet over sig, som senere tider halter langt bagefter.

Dertil kommer, at nok er musikken blevet ved med at forandre sig. Men slet ikke i et så højt tempo. Der har været tale om løbende reguleringer, der hen over en årrække forandrede musikkens ansigt. Den kreative radikalitet, der gør det muligt, at der i løbet af et halvt år kan blive vendt fuldstændig op og ned på musikken fem gange, er noget, der hører 60'erne til.

Med rockens fremkomst i 50'erne var grunden blevet lagt. Med undtagelse af en kort, lidt mindre begivenhedsrig periode lige omkring indgangen til 60'erne kan man i det store hele sige, at fra rockens gennembrud omkring 54-55 og frem til begyndelsen af 70'erne var der en accelererende tendens, at udviklingen altså gik hurtigere og hurtigere. Dog var tempoet gået en anelse ned i slutningen af 60'erne. Det tidspunkt hvor det gik hurtigst var indiskutabelt fra midten af '66 frem til begyndelsen af '68. Her kunne man ikke tale om årets lyd eller blot månedens revolution. Det var nødvendigt at måle udviklingen fra uge til uge!

Første periode

1965:

Store hits og skelsættende milepæle i årets løb: Wayne Fontana and the Mindbenders: "Game Of Love", The McCoys: "Hang On Sloopy", Tom Jones: "It's Not Unusual", The Shangri-la's: "Leader Of The Pack", Georgie Fame and The Blue Flames: "Yeah Yeah", Billy Fury: "In Thoughts Of You", The Fortunes: "You've Got Your Troubles", Brian Poole And The Tremeloes: "I Want Candy", Roy Head: "Treat Her Right", Sam The Sham and The Pharaohs: "Wooly Bully".

Første kvartal:

Singler: Manfred Mann: "Come Tomorrow" (a-side) (8. Januar ) The Rolling Stones: "What A Shame" b/w "Heart of Stone" (januar) The Kinks: "Tired Of Waiting For You" (a-side) (15. januar) The Who: "I Can't Explain" b/w "Bald Headed Woman" (15. januar) The Supremes: "Stop In The Name Of Love" (a-side) (8. februar) The Beach Boys: "Help Me Ronda" (a-side) (24. februar) The Rolling Stones: "The Last Time" b/w "Play With Fire" (26. februar) Donovan: "Catch The Wind" (a-side) (12. marts) The Kinks: "Everybody's Gonna Be Happy" (a-side) (19. marts) Peter & Gordon: "True Love Ways" (a-side) (23. Marts)

Albums: Rolling Stones: "No. 2" (15. Januar) The Kinks: "Kinda Kinks" (5. Marts) The Beach Boys: "Today!" (8. Marts) Buck Owens: "I've Got A Tiger By The Tail" (10. Marts) Bob Dylan: "Bringing It All Back Home" (22. Marts) B. B. King: "Live At The Regal" (??) Duke Ellington: "Ellington '65" (??) Miles Davis: "E.S.P." (indspillet i januar - udgivet ??)

Andet kvartal:

Singler: The Beatles: "Ticket To Ride" b/w "Yes It Is" (9. April) The Seekers: "A World Of Our Own" b/w "Sinner Man" (April) The Byrds: "Tambourine Man" b/w "I Knew I Want To" (12. April) Bob Dylan: "Subterranean Homesick Blues" b/w "She Belongs To Me" (April) Them: "Here Comes The Night" (a-side) (3. Maj) The Hollies: "I'm Alive"" (a-side) (Maj) The Kinks: "Set Me Free" (a-side) (21. Maj) The Who: "Anyway, Anyhow, Anywhere" b/w "Daddy Rolling Stone" (21. Maj) Donovan: "Colours" b/w "Josie" (28.Maj) The Byrds: "All I Really Wanna Do" b/w "I Feel A Whole Lot Better" (14. Juni) The Yardbirds: "Heart Full Of Soul" b/w "Steeled Blues" (Juni) James Brown: "Pappa's Got A Brand New Back" (a-side) (Juni)

Albums: Herp Albert: "Whipped Cream & Other Delights" (April) Chet Atkins: "More Of That Guitar Country" (??) Bert Jansch: "Bert Jansch" (16. April) Paul Revere & the Raiders: "Here They Come" (??) Donovan: "What's Bin Did And What's Bin Hid" (14. Maj) Chris Barber: "Folk In Barber Style" (??) Herbie Hancock: "Maiden Voyage" (17. Maj) Animals: "Animal Track" (Maj) The Byrds: "Tambourine Man" (21. Juni) The Sonics: "Here Are The Sonics" (??) The Beach Boys: "Summer Days & Summer Nights!!" (28. Juni) 

(Se oversigt for en mere overskuelig liste)

Skete alt det virkelig på bare seks måneder?

Stillet over for en stak plader fra de seneste år er det stort set umuligt at gætte sig til det præcise udgivelsestidspunkt. Vist er musikken i stadig forandring, men denne forandring har de sidste mange år foregået i et roligt tempo, der betyder, at det ikke er nogen skam at gætte flere år forkert. Faktisk kan der være brug for at sammenligne udgivelser lavet med 10-15 års mellemrum, for at man for alvor kan få en fornemmelse af, at der er sket noget og musikken har flyttet sig et andet sted hen.

Sådan var det ikke i 60'erne. Der foregik forandringerne i et afsindig hurtigt tempo. Den fornemmelse man nu om dage kan få af at ikke rigtig være opdateret, hvis man slet ikke har fulgt med i tre-fire år, ville man dengang kunne få efter blot et par måneder.

Der er dem, der vil benægte dette og hævde, at der sker meget mere idag. Dette skyldes imidlertid en misforståelse, der forveksler kvantitet og kvalitet. Antallet af udgivelser er mangedoblet siden 60'erne. Målt i hvor meget, der spyttes ud på markedet, sker der således langt mere idag. Men de mange nye udgivelser besidder ikke tilnærmelsesvis den innovative kraft, der præger 60'ernes plader.

Da der imidlertid trods alt er sket meget siden 60'erne, kan det for et nutidigt øre måske være svært at helt sætte sig ind i, hvor radikalt nyt og dybt originalt alt det, der skete dengang, var på udgivelsestidspunktet. Meget af det, der dengang var dybt revolutionerende, er i dag selvfølgeligheder eller ligefrem passé. Men friskheden og kreativiteten kan ingen være i tvivl om. Inspirationsniveauet er svimlende højt. Der er en dristig fantasifuldhed i disse udgivelser, der stadig er ganske tydelig, selvom deres nyskabelser er forældede.

En indspilning som "The Game Of Love" med Wayne Fontana And The Mindbenders kan idag synes banal og primitiv, men den har ikke desto mindre bevaret en friskhed, et nærvær, en liflig charme og en levende nerve, der får de fleste nutidige indspilninger til at virke døde og kedelige i sammenligning.

Eller tag "I Can't Explain" med The Who. Gruppens navn var et spørgsmål (hvem?) og sangen handlede om, at ikke kunne forklare sig. Men der var ingen usikkerhed på musiksiden. Med trommer som pistolskud sat op imod stramme staccato-anslag på guitaren lyder sangen endnu i dag som et frontalangreb uden nåde, som kun få andre indspilninger kan matche. Man har siden fundet ud af, hvordan man kan lave en langt mere tyk og forvrænget guitarlyd. Men hårdere distortion fører ikke nødvendigvis til øget vitalitet. Udtrykskraft ligger hos musikeren - ikke i hans udstyr!

Musikken havde generelt noget levende og virkningsfuldt over sig. Dette gælder over en stor genremæssig bredde. Det var ikke bare et enkelt stilområde, der var inde i en blomstringsperiode. Det var musikscenen som sådan!

Dertil kan man ved det detaljerede studie af de indspilninger, der blev udgivet hen over foråret '65 registrere, at der er en bevægelse i gang. Naturligvis har de forskellige genrer/stilarter deres egne særpræg, der gør det svært at sammenligne dem direkte. Alligvel fornemmer man tydeligt denne gæring alle vegne. Der er ved at ske noget, og det går hurtigt. Slag i slag følger ideerne hinanden. Faktisk sker der så meget, at det er svært at helt forstå, hvordan det var muligt på så kort tid.

Længere ind - dybere ned

Hvad der er sagt i det foregående, forholder sig primært til det, der er relevant i forhold til de første par gennemlytninger af det præsenterede materiale. Enhver kan uden videre registrere, at "The Game Of Love" og "I'm Henry The 8. I Am" er medrivende popsange, der besidder en friskhed, kun få nutidige popsange kan bryste sig af, især i kraft af en vital energi, der er helt væsensforskellig fra den bedrøvelige kedsommelighed, der siden er blevet gældende standard. Ligeledes er det uden videre klart, at "Bringing It All Back Home" og "Animal Tracks" er spændende albums, der endnu i dag har bevaret et skær af noget progressivt-udfordrende, der pirrer øret og vækker undren, uanset om man så bryder sig om dem eller ej. Men i det følgende vil vi forsøge at trænge en smule dybere ind i stoffet og tale om det, der langsomt og gradvist begynder at åbenbare sig, når man gennem længere tid hører og genhører denne musik. Det forudsættes således, at man har været igennem materialet nogle gange, er ude over der, hvor det bare er nyt, begynder at kunne genkende i hvert fald noget af det, og hvad vigtigere er: begynder at opleve en forståelse af og indlevelse i det særlige ved denne periode. Tidligere beskrev vi det med et spørgsmål, nemlig om det virkelig kunne passe, at alt det skete på så kort tid. Det gjorde det. Men hvad var det nærmere bestemt, der skete? Hvad er det enestående ved denne periode? Hvorved er den anderledes end det, der er før og efter? Hvad gemmer der sig i dens dyb? Man hører én ting første og anden gang, man går materialet igennem, men det kan meget vel være noget helt, helt andet man hører femte eller sjette gang. Om dette "andet" handler det følgende...

Det er bemærkelsesværdigt, at stort set hvert eneste nummer i denne samling mere og mere åbner sig lytning for lytning. Hver gang opdager man nye detaljer. Jo mere man opdager, desto mere fascineret bliver man. I et nummer man hidtil har anset for "ikke noget særligt", hører man pludselig et fint samspil mellem to instrumenter, bemærker en særlig timing, brug af en sjov lyd eller andet, og udbryder: "Det er jo fuldstændig fantastisk!". Det er det også. Ganske enkelt fordi musikken er så levende og detaljerig. Der er så overdådigt med små, fine ting deri. Disse er mangeartede. Men lad os indledningsvis indkredse nogle generelle træk.

Vi er særdeles tydeligt i en overgangsperiode. Enhver, der kender blot en smule til den naive friskhed, som prægede 63-64, vil kunne høre, at denne stadig spiller en fremtrædende rolle. Men dog i en lidt neddæmpet form, hvor andre ting i stigende grad får indpas. Der er en tydelig interesse for, hvordan man kan bruge instrumenterne på andre måder end de velkendte, og selvom de store studieeksperimenter endnu ligger et par år ude i fremtiden, fornemmes også en leg med lyd. Mange af numrene er bygget op omkring riffs. Det kan være et altdominerende riff, der bærer hele nummeret eller flere kontrasterende, der mødes på overraskende måder.

Ligeledes befinder teksterne sig i en overgangsperiode. Den traditionelle kærlighedssang er stadig dominerende, men er ved at blive forvandlet indefra. Det, der tales om, er ikke så meget de store følelser som den situation, de befinder sig i. Sangenes personer står et eller andet sted. Om de elsker højere end bjergene helt op til himlen, om de vil tåle og udholde alt, om deres følelser vil fortsætte til evig tid, er spørgsmål, der ganske langsomt begynder at træde i baggrunden til fordel for den helt aktuelle og nærværende situation. Denne stillen skarpt på øjeblikket modsvares af et nærvær og en nu-fornemmelse i musikken, der hele tiden er tændt, animeret, tilstedeværende og fyldt med overraskelser. Der sker noget i det indeværende øjeblik. Der kaldes på lytterens nærvær. At have tankerne andre steder er at ikke kende sin besøgelsestid. Det er her det sker - lige her og lige nu.

Det som 50'erne og de tidlige 60'ere havde fastslået var, at pladen var et medie i sin egen ret, ikke noget direkte sammenligneligt med en koncert. En plade skulle derfor heller ikke være en slags optaget koncert uden publikum. Den skulle være noget andet. Noget i sig selv. Akkurat som man ikke direkte kan sammenligne film og teater. En plade var ikke bare den specifikke sang, ligesom hvis man havde siddet med nodebladet. En plade var et samlet udtryk af lyd, den plades bestemte lyd, hvor sangen, dens arrangement og fremførsel, såvel som dens produktion og lydbillede indgik i et samlet hele. En given sang kan spilles på mange måder. Det havde jazzen bevist gennem mange år. Men den nye pladetænkning gik videre end til en bestemt variation. Pladen blev et særligt lydbillede, en "sound". Det var denne indsigt fra de foregående 10 år, som man fra midten af 60'erne og fremefter for alvor begyndte at tage konsekvensen af.

Ser vi på den indledende række af numre, der indkredser lyden fra '65 (altså den "jukebox- stribe", der i oversigten kaldes "Store hits og skelsættende Milepæle"), er dette helt tydeligt. Da Beatles tilbage i '63 lavede deres berømte tolkning af Isley Brothers sangen "Twist And Shout", blev det af mange opfattet som en ny tids fødselsskrig. Det bærende riff, blev derfor brugt igen og igen. Netop i '65 syntes det i den grad at titte frem alle vegne. Det bruges således på de to første numre "Game Of Love" og "Hang On Sloopy".

Om den indledende stribe generelt kan man sige, at sangene er fængende og medrivende. Det, de fleste vil bemærke ved den første række af gennemlytninger er melodien, riffet eller hvad der nu tjener som primært hook. Men efterhånden vil man opdage, at der gemmer sig mere end som så deri. De er også som arrangementer og indspilninger betragtet spændende.

"Game Of Love" indledes med lyden af trommer. Rytmen er dynamisk og fremadrettet, men samtidig tung og bastand. Netop denne balancegang mellem det fjedrende og det bombastiske giver den sit karakteristiske præg. Dertil kommer lyden. Der er benyttet noget rumklang, der betyder, at lyden ikke er helt tør og at trommerne heller ikke er helt tæt på. Men heller ikke helt ude i det fjerne. De ligger lige et lille stykke ude, men dog relativt nærværende. Den spændstige rytme får selskab af bassen, der skitserer riffet. Derefter følger rytmeguitaren med trioliserede anslag i forlængelse af bassens toner. Baslyden er relativt neutral. Det lyder som en el-bas, færdig arbejde. Rytmeguitaren har en lidt moset lyd. Den trænger egentlig ikke igennem på den distinkte og sprøde måde. Den er blød og diskret, kan virke en smule forkølet. Men den er der. Er der lige præcis nok til at tilføre noget. Denne tre-trinsopbygning: først trommer, bassen på og endelig guitaren, giver en dramatisk dynamisk effekt, der er helt anderledes, end når et helt orkester begynder samtidig. Denne byggen op lover noget. Lover noget fordi, den ikke straks har fyret alt af, men synes at holde noget tilbage. Derved er der skabt et spændingsfyldt rum. Men alt dette sker i en nøje overenstemmelse med lydbilledet. Den plade har en særlig lyd, som man straks genkender, allerede fra de første trommeslag. Denne særlige rumklang, disse særlige resonans forhold. Vi er helt klart blevet lukket ind i noget, kaldes til, hen til noget.

Lige før guitarens indsats forekommer lige et par ekstra trommeslag. Disse er de første af en lang række varianter. Et sejt beat vil ofte - især i nyere tid - blive holdt fast og køre med stædig bestandighed gennem hele nummeret. Det er absolut ikke tilfældet her. En mængde varianter, breaks, fills m.v. høres gennem nummeret. Dette er med til at give "Game Of Love" sit præg af noget levende og dynamisk. Der sker hele tiden noget. Der føjes et fjerde trin til i form af en leadguitar, der spiller små figurer. Sammen med den tilføjes også en tamburin, der giver rytmen ekstra fremdrift. Endelig føjer sangstemmen sig til som et sjette instrument. At meningen med en mand er at elske en kvinde og meningen med en kvinde at elske en mand, er ikke noget videre dybsindigt bud på livets mening. Men ordene er langt mere end deres betydning. Deres lyd/klang er her det afgørende. "The purpose of a man is to love a woman and the purpose of a woman is to love a man" er i sig selv et hook. Ordet "purpose" ligger perfekt i rytmen. Det stemmer fuldt overens med trommens markeringer. Mange af de trommevarianter, der forekommer gennem nummeret følger sangliniens bevægelser, f.eks. brugen af "start today" lige inden titellinien, hvor ordet "love" gentages flere gange i en call-response form.

Alle disse ting betyder, at sangen har ikke et, men mange hooks. Riffet, åbningslinien, titellinien. Samtidig sker det på en så levende, dynamisk og spændingsfyldt måde, at nummeret får en særlig atmosfære af pulserende tilstedeværelse. "Come on baby, let's start today" ( = kom her skat - lad os begynde idag) er et feltråb, der fuldt ud stemmer overens med nummerets intense nærvær. Vi befinder os i et spændingsfyldt nu, hvor der ganske vist trækkes referencer helt tilbage til Adam og Eva. Men at henvise til tidernes morgen er i princippet en bekæftelse af noget evigt og tidsløst. Kærlighedens spil er det altid nærværende, kønnenes gensidige tiltrækning som en konstans gennem hele verdenshistorien, det altid nærværende og påtrængende, et nu, der står fast på tværs af tidens bevægelser og verdens forandringer.

Trods tekstens relative banalitet er den i fin overenstemmelse med sangens overordnede stemning som velklingende udråb inde fra musikken, der mere end at tale om forholdet mellem kønnene, siger: "Nu! Nu! Nu!"

Som yderligere krydderier kommer korstemmernes ugletuden og "oh yeah"-udråb, der er med til at forme atmosfæren. Netop som man tror, man har hold på nummerets form og struktur slår den dramatisk over i en Bo Diddley-lignende passage, for så at vende tilbage til den oprindelige form. Endelig afsluttes den med at sætte op i dobbelt tempo. For en lille, kort sang, der kun varer en ubetydelighed mere end to minutter sker der utrolig meget - mere end mange andre numre når at gøre gennem en udstrækkelse på både fire og fem minutter.

Dette nummer fortæller os en hel del om den tid. Det fortæller om et nærvær i musikken og et ønske om, at musikken skal være levende, dynamisk og spændende. Det fortæller om en tendens til at sætte alle sejl til, hvor det intense nu står over alt. Det fortæller tillige om en rastløshed og utålmodighed, der ikke kan vente på imorgen. Vi er på godt og ondt i en tid hvor det fyldte øjeblik er alt.

Sangens struktur giver os tidens yndlings-riff. Men arrangement og fremførsel fortæller os om betydelig mere end forkærlighed for en bestemt form. Den dramatiske opbygning, den intense og ladede atmosfære bringer os betydeligt nærmere tidens ånd end den blotte genkendelse af riffet. Dertil kommer den særlige sound, denne umiskendelige 60'er-lyd. Sådan som plader lød dengang. Wayne Fontana genindspillede senere nummeret i et stort set identisk arrangement. Men lyden var en anden. En senere, nyere lyd. Dertil var det nu engang en gentagelse, og kunne derfor i sagens natur ikke i samme grad være et udtryk for et særligt øjeblik, et nu. Det er således sigende, at den senere version overhovedet ikke har originalens magi og intensitet, selvom det på det nærmeste er tone for tone og slag for slag det samme, der spilles. Musikken er der, men magien er borte.

"Hang On Sloopy" bruger nøjagtig det samme riff, og er vel nok den bedst kendte udnyttelse deraf ved siden af "Twist And Shout". Den regnes af mange for klassikeren blandt varianterne af det karakteristiske riff. En optagelse af en gammel radioudsendelse har foreviget et ubetaleligt øjeblik, hvor Wolfman Jack skråler med på omkvædet. De færreste har sådan en stemme. Men mon ikke de fleste på et eller andet tidspunkt har skrålet med på "Hang On Sloopy"? Omkvædet er så uimodståeligt medrivende, at man næsten ikke kan lade være.

På mange måder ligger "Hang On Sloopy" nærmere "Sweets For My Sweet" end "Twist And Shout". Især i forhold til korstemmerne. Men i grunden også sanglinien. Man kan næsten forestille sig en glidende bevægelse, hvor "honey" bliver til "hang on", alt imens melodilinien gradvist ændres for altså at ende med at blive til dette eviggrønne mega-hit. Det kan ligne at have aftvunget en allerede udpint formel endnu en variant, men der er samtidig noget så uimodståeligt begejstret over denne banen sig ny vej igennem det gammelkendte, at begejstringen uværgeligt smitter. Faktisk antyder sangen sociale problemer, diskrimination og et ikke alt for sjovt liv. Men denne alvorlige klangbund overvindes af ren livsvilje. Lyset bryder gennem mørket som koncentreret overlevelse. Hold ud! Hold ud! Livet trænger sig på, lyset finder ind i de mørke kroge, og netop derfor er dette rent formmæssigt set klicheagtige nummer så ukueligt. Den stædige overlevelse sangen udtrykker, er kommet til at gælde sangen selv i forhold til dens senere evergreen-status. Mens "Game Of Love" levendegør et intenst nu, viser "Hang On Sloopy" dets påtrængende uafrystelighed. Livet lader sig ikke fornægte. Lige meget hvor og hvordan man prøver at gemme sig, skal livet nok finde en og blive ved at kalde, til man svarer. I overenstemmelse med dette åbner også "Hang On Sloopy" med trommerne, men ikke en spændstig rytme. De temmelig usmidige og kantede slag, der indleder sangen minder om banken på en dør. Derved er sangens ærinde fra første færd slået an. Der bankes på. Livet banker på! Dette udfoldes så videre ved tre minutters stædig gentagelse af riffet.

Nummerets relative ensformighed er ikke en svaghed. Det svarer netop til det bestandige og vedholdende i livets påtrængenhed. Riffet kører stort set konstant gennem hele nummeret, med både vers og omkvæd baseret derpå. Mens det var i et samspil mellem bas og guitar på "Game Of Love" bruges her nogle blæserstød sat op imod en guitar. Du-du, ba-ba. De ligger så fint sammen, at det i sig selv er en musikoplevelse. Dertil må man sige, at godt nok er riffet bestandigt indtil monotoni, men der er til gengæld nogle kolossale dynamiske udsving.

Der opnås en spændende kontrastvirkning ved versets solosang og omkvædets kor. Forsangerens stemme og den melodilinie, han præsenterer, har lige det her stænk af vemodighed, der lægger en dæmper på den tidstypiske begejstring, hvilket stemmer perfekt overens med teksten. For Sloopy bor i den forkerte del af byen og alle er på nakken af hende. Men sangens jeg har fattet kærlighed til hende, og bringer hende nu bud om at holde ud trods modgangen. Da stemmer omkvædets kor så i. Fra den ensomme ungervend, der har forelsket sig i hende, ingen andre kan se noget i, lyder det nu fra alverden, at hun skal holde ud. Det er fællessang, det kunne være skrålen fra et fodboldstadion. Syng nu alle med: hold ud, hold ud, hold ud. Det er livet, der kalder. Kalder på alle de tilsidesatte, opgivede og uagtede. Kalder på dig og mig, når vi føler os alene og misforståede. Kalder på os allesammen og hinanden. Netop derfor får man lyst til at synge med. Det eksakte budskab og sangens karakter stemmer så nøje overens, at også ikke-engelskkyndige rent instinktivt fanger pointen. Enhver kan høre, at der er noget lidt ensomt over den spinkle stemme i verset, ligesom man mærker det brus, der udgår fra omkvædets fællessang.

Dertil kommer så atter ordernes klang. "Sloopy lives in the very bad part of town/and everybody, yeah, try to put my Sloopy down". Det lyder jo godt - ganske enkelt!

Længere fremme bliver sangen mere tvetydig. Sloopy skal gøre sig fri af de snerrende bånd, af den sociale arv, bryde lænkerne og komme ud i livet og lyset, hvis det da ellers er det, der menes med, at hun skal slå håret ud. Gradvist kommer det mere og mere til at ligne noget seksuelt. Med stadig mere ekstatiske suk og støn bevæger sangen sig imod en orgiastisk klimaks. Men dette kan vel også ses som en manifestation af livet. En yderste, fysisk demonstration af livet og det, at man lever. Men der spares afgjort ikke på de erotiske effekter. Den sidste bid af "Hang On Sloopy" er stærkt insinuerende, og får dobbelt-tempo udfadet på "The Game Of Love" til at virke såre uskyldigt i sammenligning. Det er den rene, skære liderlighed. Men på en så ligefremt ærlig måde, at det virker mere karskt end griset. Det bliver ikke slimet eller trukket ned i en ubærlig grad af plathed. For i bund og grund er det livet, der kræver sin ret. Derfor må selv den mest snerpede puritaner også synge med på sidste omkvæd.

Efterhånden som man får nærlyttet sig mere ind på "Hang On Sloopy" opdager man også en mængde små, fine detaljer. Hvordan der lige er et trommefill her og et lille guitar-lick der. Hvordan riffet går på omgang mellem forskellige instrumenter. Hvor uimodståelig lækkert det u-hu kor ligger. Alt dette er med til at gøre "Hang On Sloopy" til en spændende og gribende musikoplevelse.

Det seje riff, de fængende hooks i melodilinierne og den allestedsnærværende fornemmelse af noget livsbekræftende betyder, at man rent umiddelbart har en oplevelse af noget mesterligt ved "Game Of Love" og "Hang On Sloopy", længe før man har lyttet sig ind på alle de fine, små detaljer, der for alvor får en til at måbe. Derimod kan "It's Not Unusual" på visse lyttere for en første betragtning virke laset og letvægtsagtig. Rent genremæssigt læner den sig mindre i retning af et ungdommeligt rocket udtryk end de to foregående, men modsat mere i retning af det underholdningsagtige, den etablerede showbiz, Las Vegas, pop for modne mennesker. Det i sig selv vil få mange til at finde det stempel frem, der står "vammel" på. Vammel er den dog ingenlunde. Måske skal man lige omstille ørene til en anden stilistisk dialekt, men ret hurtigt vil man opdage, at der er masser af friskhed og liv i dette nummer. Frem for at tale om noget klægt, må man snarere sige, at vi fra den tungt gyngende rock løfter os op i en let, flagrende brise. Vist er vi rent genremæssigt i en boldgade, der kan få en til at tænke på et cocktailparty med Dean Martin som festens midtpunkt. Men det er vel ikke i sig selv noget ringe. Det er måske bare knap så ungdommeligt frækt, men til gengæld desto mere professionelt. Vi står over for habilt sangskriverhåndværk og et bestemt ikke uspændende-arrangement.

Også "It's Not Unusual" har et riff. Ganske vist et andet, men rent rytmisk følger det næsten samme mønster. En - og tre. Identisk med første halvdel af Sloopy-riffet. Mens sidstnævnte så fortsætter: og en - og tre - fire, holder "It's Not Unusual" fast ved en - og tre. Bab, babab, bab, babab. Først i en akkord, derefter flyttet til en anden. Arrangementet og hele strukturen er typisk Burt Bacharach, der i 60'erne havde en særposition, som en, der stod midt imellem den ungdommelige og den "voksne", etablerede musik med et ben i hver lejr. Noget lignende gælder Tom Jones, der ofte fortolkede hans sange. Da mr. Jones falder ind, indleder han med at oplyse os om, at der intet usædvanligt er i at være forelsket. Som Wayne Fontana And The Mindbenders trak en linie tilbage til Paradisets have, møder vi således også her en slags generellisering. Mens de gamle kærlighedssange ofte postulerede en særlig kærlighed, der var større end anden kærlighed, ser vi altså her en art almengørelse af fænomenet. Sangen er en ren vers-struktur uden omkvæd. Åbningslinien er samtidig også både titellinie og hook. Selvom man ikke kan huske andet af sangen, så hænger den her "It's not unusual to be loved by anyone" uafrysteligt fast. Anden frase er en ubetydelig variant, der bider den yderligere fast inden vi bevæger os videre til en knap så iørefaldende passage. Dette er imidlertid kun det øverste lag i musikken, som man ret hurtigt fanger. Ved senere lytning opdager man mangt og meget andet, der for alvor får respekten for denne sang til at stige!

Helt ude i den ene højtalerkanal ligger en semi-funket rytmeguitar med en eller anden flanger- eller wah-wah ligende lyd. Den er diskret, men alligevel mærkbar og opfylder ideelt sin funktion i et tæt og organisk samspil med bas og trommer. Blæsernes forskellige fills, der kontrasterer med Jones sang er fulde af finurligheder. Bemærk f.eks. at de det meste af tiden er åbne, men nogle få særlige steder bruger dæmper. Eller den måde de fra unisone figurer lander i en flerstemmig klang, i og med at en dybere tone sætter ind. Der er nok at gå på opdagelse i. Rigeligt til mange, mange lytninger, der vil gøre lytteren stadig mere fascineret. Endog en lille stump guitarsolo blander sig på et tidspunkt i snakken. Det er dog ret åbenlyst konstaterbart. Mindre påfaldende er det hvordan en mængde andet bevæger sig ud og ind ad lydbilledet. Et par pauke-agtige trommeslag her, en ekstra blæser der.

Selvom vi er ovre i en lidt anden dialekt, er der akkurat lige så meget ungdommelig friskhed og gå-på-mod i "It's Not Unusual", som de to første sange. Som indspilning/plade betragtet er den lige så levende, spændende og måske endnu mere detaljerig. Ligesom det er tilfældet med de to første sange, vil sammenligninger med senere genindspilninger falde ud til originalens fordel. Netop fordi dette er en plade og ikke bare en sang i et givent arrangement, er der noget på spil med sound, den bestemte lyd på den bestemte plade, den overordnede atmosfære. At høre de indtil flere senere tilfælde hvor Tom Jones og et ledsagende orkester principielt gjorde nøjagtig det samme en gang til, er alligevel ikke det samme.

På "Leader of The Pack" bliver dette endnu mere udtalt. Melodilinien er køn, men i sig selv en smule intetsigende. Den har imidlertid lige det her naive præg af ungpigeværelser, som passer perfekt ind i dette musikalske drama, og dermed bliver en vigtig brik i det samlede udtryk. Vi balancerer et sted mellem sang og hørespil med indlagte lyde af motorcykler og en call-response sang, der ligger tæt op ad samtalen. Alt dette stærkt understreget i selve lydbilledet og ved brug af en lang række virkemidler. Dette ikke mindst i forhold til, hvor henholdsvis forsanger og kor placeres i lydbilledet. De indledende spørgsmål fra koret besvares af "hhhmmm" helt oppe i pappet, men så snart hun begynder på sangen, trækkes hun tilbage til en fjern position. Hun synes at stå et sted langt borte og fortælle sin historie derfra. Alene og forladt ude i kulissen udfolder hun sin dramatiske fortælling om sin kærlighed til ham motorcykel-gutten, der ligesom Sloopy kom fra den forkerte del af byen, men under læderjakken var blød og følsom. Koret står fremme i forreste række, hvor de besvarer og kommenterer. Dette ændrer sig imidlertid hen mod slutningen, hvor sangerinden trækker frem og koret tilbage. Fokus skifter. Forhistorien er fortalt, og med det dramatiske højdepunkt har vi begivenheden, der er forudsætningen for den aktuelle situation. Alene denne placeren forsanger og kor forskellige steder i forhold til hinanden, trukket frem eller tilbage, er et stykke produktion i sig selv, der er med til at give pladen sit voldsomt dramatiske præg.

Bag pigestemmerne ligger så orkestret med en ledsagelse, der er mere kompleks end første gennemhøring afslører. Over den grundliggende bom-bombom rytmik udfolder der sig en luftigt spindende fornemmelse næsten á la rhumba, der giver nummeret en egenartet fornemmelse. Dertil kommer diverse klingende guitaranslag, skiftende trommemarkeringer og meget andet. Der er også her rigeligt at gå på opdagelse i. Men det ligger mere tilbagetrukkent og diskret end på de foregående numre. Stemmerne er klart i fokus, men bag dem udfolder der sig en hel verden, der synes at køre på sit eget spor, som livet udenfor, der bare går videre, skønt en ung pige har oplevet en sønderknusende tragedie, og så alligevel forholder sig til dette, understreger og fremhæver pointer. Mester arkitekten bag var George "Shadow" Morton. Mange tror fejlagtigt, at det var Phil Spector. Det er ikke tilfældet. Men selvom det ikke er den store mester Spectors værk, er "Leader Of The Pack" alligevel værd at ofre nogle ekstra gennemspilninger på.

Akkurat som "It's Not Unusual" kan "Leader Of The Pack" ved de første par lytninger virke som lidt af en letvægter, og dramatikken noget overspændt. Men for hver gang man hører den, åbner den sig mere og mere, afslører flere og flere af de ting, den skjuler i sit dyb. Derfor kan man heller ikke andet end blive stadig mere fascineret og betaget. Der er vitterlig ofret meget på at gøre disse tre minutter til noget særligt. Hvor meget opdager man først efterhånden. Det her er i sin fulde konsekvens en plade. En i sig selv middelmådig sang, der er blevet til en fantastisk plade, på samme måde som man undertiden kan støde på gode film bygget over halvdårlige romaner. Der er en konkret og sangbar melodi. Men hvis man klimprer den på et klaver eller en guitar lyder den ikke af meget. Men det gør pladen - og jo flere gange man hører den, desto mere lyder den af!

Fra de farverige omgivelser vil den lille, spinkle melodi kunne finde tilbage til naturel. Mange vil utvivlsomt tage sig selv i at gå og nynne den. Svagere er den nemlig ikke. Den kan godt gå hen og bide sig fast. Ironisk nok er det egentlige hook faktisk ikke den melodiske bevægelse, men det udråb af sangens titel, der sætter punktum på den. Det der med "leader Of The Pack" kan alle huske allerede efter at have hørt sangen én gang. Dertil er motorcyklen umulig at hverken overhøre eller glemme, omend mange nok snarere finder den irriterende end fascinerende.

Går vi fra melodien til becifringen er "It's Not Unusual" og "leader Of The Pack" helt åbenlyst mere kunstfærdige end de to første numre, der blot mandhaftigt hakker de evige tre af på rad og række. Over for dette har vi så to sange med langt flere harmoniske fiffigheder og overraskelser.

Ved at tematisere død på et tidspunkt hvor der i den grad blev insisteret på livet, er "leader Of The Pack" en smule atypisk. Den synes beslægtet med den endeløse række af dødssange, der havde domineret æteren fire-fem år tidligere, med "Tell Laura I Love Her" som prototypen. Men mens Tommy døde for kærligheden, fordi han ville vinde prisen i motorløbet, så han kunne forkæle Laura med dyre gaver, svigter pigen i "Leader Of The Pack" kærligheden, hvilket er årsagen til tragedien.

I "It's Not Unusual" løfter Tom Jones en advarende pegefinger. Det kunne gå galt det her. Hvis du svigter mig, så græder jeg og vil ikke længere leve. At gribe livet såvel som at løbe an på kærligheden er at løbe en risiko. Det kan gå galt. Skønt 60'erne ofte er blevet beskyldt for at være naive, var de ikke blindt "det skal nok gå"-fortrøstningsfulde. Ting kan gå galt. Men de går ikke galt uden grund. De går galt på grund af svig, svigt, undvigelse og halvhjertethed. Det er præcist hvad, der sker i "Leader Of The Pack". Hendes forældre forbyder hende at se ham. Hun følger konventionens krav og de borgerlige normer i stedet for sit hjerte. Dette er årsagen til tragedien. Hun vælger døden frem for livet. Hun hører ikke kaldet. Hun er en Sloopy, der ikke kender sin besøgelsestid. Derfor går det galt, og sammen med Tom Jones kan lederen af slænget så sige: "it's not unusual to see me cry - I wanna die". Således er "Leader Of The pack" snarere en bekræftelse end en dementi af "The Game Of Love" og "Hang On Sloopy". "The purpose of a man is to love a woman, and the purpose of a woman is to love a man". Gud nåde og trøste den, der ikke forstår det!

Blandt de seende var Geogie Fame, og med sine blå flammer fyrede han godt op på "Yeh Yeh". Det trefoldige Beatles-feltråb skåret ned til to. Men ikke af den grund mindre helhjertet. Han har fundet sig en rigtig, rigtig sød kæreste, der gør en hel masse for at glæde ham. Så når hun spørger om han kan lide det og befinder sig godt, kan han naturligvis kun svare bekræftende. "Ja, ja", hvilket i dette tilfælde ikke er et halvgnavent "ja, ja", men snarere betyder: "Det kan du lige tro, skat". Samtidig er alt det gode hun vil gøre for ham helt klart en beskrivelse af en situation. Som i "Game Of Love" hvor kærligheden blev genereliseret til livsmål og det bare gjaldt om at komme igang, og som i "Leader Of The Pack" hvor vi om pigens følelser kun får at vide at "de sagde han var slem, men jeg vidste, at han bare var trist, så derfor faldt jeg for ham", mens sangen som helhed handler langt mere om de omgivende omstændigheder, ja - således befinder berømte Geo sig også i en situation, og det er mere den end sine følelser for pigen, han fortæller noget om.

Men "Yeh Yeh" er ikke et digt. Det er en sang, og ydermere en særlig indspilning af en sang, altså en plade. Derfor handler det langt mere om lyd, klang, musik og produktion, end om tekst og direkte budskaber.

Musikken er fra første sekund så medrivende som vel muligt. Du-dab-da-duuu-dak-bab synkoperer det lystigt deruda' så ingen kan sidde stille. Allerede dette forspil er et hook og flere følger. De fanfarelignende fraser, der indleder melodilinien, behøver man kun høre én gang for ikke at kunne få ud af hovedet igen. De forstærkes og understreges yderligere af sangstemmens sammenstød med saxofonen. Alt dette sker i en så tændt og animeret atmosfære, at det bliver fuldstændig uimodståeligt. Hvis man kan høre denne plade uden at blive i godt humør, må man være professionel sortseer. Glæden og begejstringen formålstalt vælter ud af højtaleren. Men samtidig har sangen noget delikat og underspillet over sig. Noget holdes tilbage indtil den ret enkle struktur brydes af en temmelig aparte break "we play a melody" osv. Hvor den lige får lov at hænge og simre et øjeblik og så brager det ellers løs med fuldstændig uhæmmede "Yeh Yeh" udråb. Men så tilbage i kontrol og et nyt vers. Fabelagtigt. I tilgift en saxofon-solo, der er som skåret ud af en 50'er-plade. Netop dette viser periodens tendens til at finde nye veje i det gamle, nye anvendelsesmåder for brugte formler. For det, der ligger under saxen er afgjort anderledes. Hverken den drabeligt synkoperede rytme med de distinkte kantslag eller Fames sydende orgellyd ville kunne findes på en gammel plade med The Coasters, Little Richard eller Fats Domino. Hvert taktslag siger nye tider og nye toner, men vil da ikke af den grund fornægte det gamle, især ikke når det lyder skide godt. Alt ved denne indspilning er virilt, vitalt, animeret og intenst. De blå flammer brænder i den grad. Det hele står i lyse luer. Som lytter må man overgive sig. "I say yeah yeah". Det må vi uværgeligt alle gøre.

...Og så den stemme. Uforlignelig. Men også pladens samlede sound. Ligesom med flertallet af de foregående numre, findes der senere genindspilninger. Han har stadig den her karakteristiske Georgie Fame stemme, men ingen senere indspilning er så ladet, så magisk, så levende og så liderlig. Det her er et ungdommeligt brus af liv, livsvilje og livsappetit, der går langt videre end teksten, for den nøjes ikke med at sige "ja, ja", den tager for sig af retterne, guffer grådigt i sig, men deler samtidig gavmildt ud til lytteren, der smittes af dens lyse optimisme og livsbekræftende begejstring. Sådan lyder en solskinsdag af de helt rigtige med blå himmel og grønt græs. Det er en kåed, ja - nærmest overkåed plade, men den er samtidig sikkert og habilt håndværk med gruppens tætte samspil, hvor hvert medlem med autoritativ vægt bidrager med sin del, så det samlede udtryk bliver pulserende og swingende i enestående grad. Måske ikke en plade hvor der er så mange små, finere detaljer skjult, som man kan gå på opdagelse i. "Yeh Yeh" er en åbenbaring, en lys og åben sag, der lægger alt blot. Dens fortsatte fascinationskraft ligger dels i, at det er en så forbandet god sang, og så at man gradvis forstår mere og mere af det, den lægger frem. Den glæde man rent umiddelbart fyldes af, bliver ikke mindre når man begynder at nærstudere nummeret. Tvært imod - det åbner op til endnu mere glæde. Dertil kan man blive yderligere indfanget af de iøvrigt åbenlyse ting. F.eks. hvor snurrig og raffineret den rytme er. Vi er helt klart ovre i noget andet end den jævnt ligefremme rytmiske opfattelse, der prægede mange af tidens andre popsange. Det her er ikke bare 1,2,3,4 med ekstra markering af to og fire. Det er en popplade, der er lige på grænsen til at begynde at spille jazz.

"Yeh Yeh" var oprindelig en instrumental latin-soul komposition af Rodgers Grant, der blev indspillet i 1963 af Mongo Santa Maria. Siden fulgte andre tolkninger - både instrumentale og vokale. Men det var Georgie Fames version der i begyndelsen af 1965 strøg til tops på hitlisterne og fravristede The Beatles førstepladsen. Siden er en lang række yderligere versioner fulgt. They Might Be Giants lavede en udgave så sent som i 2001. Trods denne mangfoldighed af indspilninger er sangen uadskilleligt knyttet til Georgie Fame, som formåede at skabe en plade, der af de fleste regnes for den autoritative.

Med en indledning, der kan lede tankerne hen på en klassisk klaverkoncert, varsler "In Thoughts Of You" fra første færd, at vi nu kommer over i noget ganske andet. Det store orkester kommer i brug i denne dramatiske ballade med sin jævnt stigende melodilinie, der når en art klimaks ved omkvædet. Det er en køn og vemodig sang, og den er flot arrangeret. Den demonstrerer en melodisk og harmonisk træfsikkerhed, der ikke kan andet end betage. Men den er ikke at regne for synderlig original. Den er et eksempel på, at der også var ting, der blev hits, som de unges forældre kunne nynne med på. Billy Fury havde da efterhånden også været på banen nogle år. Han havde været rockabilly-idol i slutningen af 50'erne, og havde så efterfølgende slået sig på storladne, dramatiske ballader af den type "In Thoughts Of You" er et karakteristisk eksempel på.

Derved får vi indblik i en anden side af den tid, der for en umiddelbar betragtning synes at ligge milevidt fra f.eks. "Hang On Sloopy". Men når man benytter ting som "It's Not Unusual" og "Leader Of The Pack" som mellemstationer, vil man måske alligevel kunne knytte en forbindelse. Endvidere ligger Furys stemme i samklang med blæsere på en måde, der ikke er ganske ulig Fame i "Yeh Yeh". Men mens det i "Yeh Yeh" er de stødvise udbrud, der sparker afsted, er det i "In Thoughts Of You" de lange, hvilende toner, der melankolsk-eftertænksomt indrammer sangens vemod. At det storladent orkestrale med sit pseudo-symfoniske præg fører til et resultat, der må betegnes som flot musik, vil de fleste kunne blive enige om. Samtidig er det sorgfulde indtrængende. Netop fordi det ikke overdrives og vræles ud, men lettere underspillet bare ligger der som en stille smerte, der selv i omkvædets voldsomme udbrud holder noget tilbage, bliver det utrolig effektfuldt. Vi har her en sorg, der er lige så direkte mærkbar, som glæden er det i "Yeh Yeh". På den måde er de to sange hinandens modpol. Men de er begge levende, intense og tilstedeværende, akkurat som de er præcist og vågent afleverede. Endelig er "In Thoughts Of You" klangligt fyldig og rig, hvilket i høj grad bidrager til den overordnede atmosfære. Dette betyder samtidig, at der er rig mulighed for at gå på opdagelse i arrangementet og lytte sig ind på fine detaljer.

Arpeggio figurerne på "Til Another Day" er beslægtet med "In Thoughts Of You". Men tempoet er sat i vejret og blæserne er gået hjem. I det hele taget er vi ovre i et mere beat-lignende udtryk. Men det er bemærkelsesværdigt, at det er akustiske guitarer, der fylder lydbilledet. Derved får vi noget et sted mellem Beatles og Seekers, der er ret så karakteristisk for de ting, der var ved at ske på det tidspunkt. Melodiliniens første halvdel er køn og kan minde en smule om "Where Have All The Flowers Gone", hvilket understreger det lettere folkemusiske præg. I et efterfølgende stykke ("So I give my heart to you...) slås der over i det mere Beatles-lignende.

I den umiddelbare betragtning kan "Til Another Day" ligne en anakronisme, noget, der genbruger de foregående år, men ved sin udstrakte brug af akustiske guitarer, og ved at skabe et cross-over mellem den beatgruppe-orienterede side af poppen og folkemusikken, er den ganske godt fremme i skoene, ligesom den kønne melodi er et elegant stykke sangskriverhåndværk. Som i "In Thoughts Of You" er det drømmene og længslerne, der er på spil. På tekstsiden ligger vi nær 50'ernes popsange. Ligeledes er der - omend knap så udtalt som i "In Thoughts Of You" - et mærkbart stænk af vemod indover. Men der er samtidig noget, der løfter op, en håbefuldhed, hvor den nye tids optimisme kan anes. Fra det gammeldags skæbnetunge savn efter det for evigt tabte i "In Thoughts Of You", er vi på vej mod håbet, lyset og mulighederne. Dertil har "Til Another Day" en tidstypisk naivitet, der hørt idag ikke kan undgå at virke rørende uskyldig.

Det er renheden i en anden tids popsange, man her kan glædes over og gribes af. Lige på skellet til en periode hvor musikken begyndte at blive stærkt eksperimenterende og subtil, har vi her en sang, alle kan sige du til og nynne med på. Den kønne melodi fejrede triumfer i en fjern fortid før pophits degenererede til trommemaskine-programmeringer. Dette er musik spillet af mennesker, og ikke af maskiner. Den er stundom naiv og sjælden helt fejlfri. Men den er levende og vågen, ligesom den tilstræber en kommunikation mennesker imellem, der kræver, at der er sjæl til stede.

Men i dette menneskelige anliggende er der mange varianter og mange farver på paletten. Fra det hårdeste hårde til det blødeste bløde, fra det beske til det sukkersøde. Alligevel er den bærende fornemmelse, den underliggende strøm, der knytter disse sange sammen, besjælet af glæden og troen på livet og dets muligheder.

Havde "Til Another Day" blot været en kalkuleret og sjælløs slåen på det sentimentale og det melodisk kønne, ville den have været ulidelig. Men fordi den er ægte, fordi den lever, fordi den folder sig direkte ud af sin tid - derfor er den ikke til at stå for, og kan gang efter gang få enhver til at nynne drømmende med.

En lang række af de træk, vi har kunne iagttage i det foregående, kan genfindes på "You've Got Your Troubles". Ligesom i de to foregående har vi arpeggierede akkorder. Det er i lydbilledet overvejende en beatgruppe. Blødere end f.eks. Wayne Fontana And The Mindbenders, men tydeligt nok i samme boldgade. Som tilføjelse kommer blæsere, der er tydeligt beslægtet med kollegerne på "It's Not Unusual". Fra en jævn opbygning og overskuelig struktur kommer vi over i et dramatisk afbræk, sådan som vi tidligere har mødt det i bl.a. "Yeh Yeh". Der er ikke som sådan et egentligt gennemgående riff, men den grundliggende rytmes bom-bombom fornemmelse har en tilsvarende virkning, og danner basis for en række skiftende riffs undervejs, ikke mindst i blæserindsatserne. Som et særligt krydderi kommer der hen mod slutningen en ny melodilinie oven på den tidligere præsenterede, et bemærkelsesværdigt indslag af polyfoni. Et andet interessant træk er stereobilledet, hvor der spredes flot ud i en vifte med det meste af beatgruppen langt ude til den ene side, sangen i midten og blæserne ude i den anden side. En spændende produktion. Dertil er der noget dramatisk i sangens opbygning, der kan minde om "In Thoughts Of You", som "You've Got Your Troubles" tillige har det vemodige anslag fælles med. Trods præget af noget trist og nedtrykt, er der ikke desto mindre noget livsbekræftende i klangen, en sol, der trænger gennem skylaget. Tekstens noget selvoptagede "jeg har mine egne problemer og kan ikke tage mig af dine", får ikke lov at stå som eneste udsagn. Gennem musikken bliver det netop et fælles anliggende, det, at vi begge har sorger og problemer. Det spredte stereobillede giver ganske vist et indtryk af splittelse og isolation, men hele tiden klinger der disse små solstråler, som dementerer og synes at sige "måske alligevel". Det ender i et uafklaret spørgsmål, om man kan mødes i sorgen, om man kan støtte hinanden gensidigt, om der kan opstå overskud ud af et gensidigt underskud. Der gives ikke megen håb - alligevel er muligheden ikke absolut udelukket. Samtidig er "You've Got Your Troubles" nået en smule ud over "In Thougts Of You", hvor indadvendtheden og drømmene om det tabte fylder alt. Her er i det mindste en bevidsthed om, at også andre har det svært. Et perspektiv, der ligger helt uden for "In Thoughts Of You"s univers.

Herefter sætter vi tempoet i vejret og kommer over i et typisk eksempel på den ivrigt rastløse energi, der de foregående par år havde været hovedtendensen. Det er beatgruppe med stort B, på linie med Wayne Fontana And The Mindbenders, men uden deres raffinementer. Her skæres ind til benet: energi, energi, energi. Som sang betragtet er "I Want Candy" ikke særlig god. Det er i alt væsentligt en lidt plat Bo Diddley pastiche. Men man må lade Brian Pool And The Tremeloes, at det er en imponerende kraftudladning de får braget af. Der er noget stædigt insisterende over denne ekspressive energiudfoldelse. Gang i den. Også i den grad. Det er netop en væsentlig del af styrken ved denne periode, at man både kunne skabe kønne melodier og flotte arrangementer, såvel som slippe al kontrol og gå fuldstændig amok. Der var plads til det hele. Det kunne have efterladt blot en rodebunke, men forbavsende meget af det, der blev lavet dengang, har vist sig langtidsholdbart. "I Want Candy" hører ikke til periodens mest mindeværdige indspilninger. Men den er et illustrativt eksempel på, hvad man også gjorde dengang. Dertil er der noget appellerende og medrivende over denne energiudfoldelse. At det reelle musikalske materiale er pauvert er, hvad det er, det bruges dog fuldt ud og med en ubetinget gåen ind for sagen. Dette er livet i sin helt frie, ubundne form, en Sloopy, der har hørt kaldet. Ideen om det bærende riff er her ført ud i en drabelig konsekvens. Hele nummeret er stort set ikke andet, men det er det til gengæld fuldt ud. Endelig er orgelet helt ubetaleligt. Den lyd er simpelthen siden gået ud af produktion. De spinkle guitarer er der ikke meget at bemærke om. Det skulle da lige være det bevis de fører for, at energi ikke er noget, der sidder i en forvrængerpedal. Siden har man oplevet masser af eksempler på tykke mure af opguffet guitarlyd, der ikke kom tilnærmelsesvis i nærheden af denne ægte energi, der simpelthen slår sig løs. Stjernerollen spilles så afgjort af trommerne, der med voldsom kraft og vitalitet banker afsted, men også med et par overraskende mellemslag afleveret hist og her. Nådesløse tæsk, der svarer ganske godt til tekstens barnligt krævende "jeg vil ha'".

Seneste kommentarer

04.09 | 07:12

Tak skal du have!

04.09 | 05:19

Tror jeg må læse Den lille Prins igen!
Ville lige lure, men måtte læse den alle! Rigtig fin samling Carl!

Del siden