Om legemer i vand blandt andet

Alle har hørt om Archimedes` lov: “Når et legeme nedsynkes i vand, taber det lige så meget i vægt, som den fortrængte væskemængde vejer.”

Ligeledes kender også alle Storm P.`s variant: “Når et legeme nedsynkes i vand, ringer telefonen.”

Trioen Plat (Peter Kær, Mads Kaiser & Michael Karø) kom i sin tid op med en tredie variant: “Når et legeme nedsynkes i vand, bliver det vådt.”

Det morsomme ved denne sidste variant er vel især dens uimodsigelige selvfølgelighed. Formuleret som en indviklet læresætning, noget klogt og dyrt, siges der noget, enhver kan sige sig selv.

Det kan man så grine af. Mindre morsomt er det at erfare, at en stor del af det, man rundt omkring hører folk sige, befinder sig i samme kategori.

I mange tilfælde hænger det formodentlig sammen med, at et sagsforhold eller spørgsmål er blevet misforstået. 

Hvor den komplette misforståelse bliver tydelig i et svar eller et forklaringsforsøg, bliver det samtidig ufrivilligt komisk (men irriterende for den, der fremsatte spørgsmålet), lige meget hvor klogt og rigtigt det i øvrigt måtte være.

Lad os forestille os en person, der taber sin yndlingskop på gulvet, og i ærgrelse udbryder: "Hvorfor skulle det nu ske?", hvorefter en anden tilstedeværende begynder at forklare om tyngdeloven. Jordens magnetsme osv. osv. - hvilket altså skulle gøre det ud for et derfor. 

Det kan enhver indse, at det ikke gør, eftersom der lå noget helt andet i spørgsmålet. 

At forklare om tyngdeloven kunne umiddelbart synes at rangere mere på linie med Archimedes end Plat. Men det afhænger selvsagt af, hvad det forsøger at give et svar på.

Når der spørges som ovenfor om, hvorfor yndlingskoppen faldt på gulvet, kan et foredrag om tyngdeloven sidestilles med, at når et legeme nedsynkes i vand, bliver det vådt. 

Ikke fordi der er noget galt med tyngdeloven i sig selv. Det er bare fuldstændig malplaceret at inddrage tyndgeloven i den skildrede situation.

I den banale hverdagsforståelse af tyngdeloven ved enhver, at hvis man giver slip på en given genstand, falder den til jorden. Det rangerer på helt samme niveau som at et legeme bliver vådt, når det nedsynkes i vand. 

Kort sagt: hvad, der siges, er sådan set rigtigt nok. Men det besvarer ikke spørgsmålet. 

Seneste kommentarer

04.09 | 07:12

Tak skal du have!

04.09 | 05:19

Tror jeg må læse Den lille Prins igen!
Ville lige lure, men måtte læse den alle! Rigtig fin samling Carl!

Del siden