Sorority Girl

Handlingen

Den ensomme, men beregnende Sabra føler sig udenfor fællesskabet. Til gengæld formår hun at spinde intriger og få klemmer på folk. Imidlertid bliver hun i stigende grad fanget i sit eget garn, føler at der er noget i vejen med hende og at hun skader folk uden at ville det. Spillet driver videre og kan ikke standses. Da intrigerne er ved at få vidtgående og drastiske konsekvenser, bliver Sabra afsløret og lagt for had. Hun efterlades knust og tilintetgjort.

Handlingens forhold til Arkoffs grundfortælling

Sabra får undervejs skabt mange problemer for sig selv og sine omgivelser. Der er ingen kærlighed til at redde hende og følgelig går hun til grunde.

Sabras undergang er tæt forbundet med, at hun er en outsider. I denne film er kærlighed ikke at forstå i hverken romantisk/erotisk eller religiøs forstand. Det handler mere om accept, relationer og tilhørsforhold. Alle de øvrige er en del af det sociale netværk, og har derfor en chance for at klare sig igennem, uanset hvilke problemer de har fået rodet sig ud i. Som det med en noget håndfast symbolik illustreres i slutningen af filmen, er der nogen til at gribe dem. Det er det, Sabra ikke har. Hun falder og falder og falder - opsuges af afgrunden. For ingen bryder sig om hende, ikke en gang hendes mor.

Principielt har vi med "Sorority Girl" forladt gysergenren og har at gøre med en mere eller mindre realistisk skildring af ungdommen og dens problemer. Helt så enkelt forholder det sig imidlertid ikke, eftersom filmen antyder et mere udover de konkrete begivenheder. Historien udspiller sig på et underlag af skæbnesvanger uafvendelighed, hvor Sabras vilje synes at være i fremmede magters vold.

For den overfladiske tilskuer vil det i nogen grad være muligt at ryste "The She Creature" og "The Undead" af sig, og nedskrive dem til at bare være underholdning. Den går ikke med "Sorority Girl". Den er alt for alvorlig og påtrængende i sin problematik, og ender derved med at blive den mest ubehagelige og skræmmende af de tre.

Vi har forladt den egentlige gyser for så vidt, at filmen ikke kan betegnes som uhyggelig i gængs forstand. Men det er en mørk og dyster historie, der virker dybt foruroligende. Den lettere mystiske undertone, der konsekvent opretholder en tolkningsusikkerhed, knytter samtidig en nær forbindelse til de to foregående film.

Både "The Undead" og "Sorority Girl" er instrueret af Roger Corman, der siden specialiserede sig i Poe-filmatiseringer og især huskes for "Den røde døds Maske". Dick Miller, der har en lille, bitte rolle i "The Undead", ses i "Sorority Girl" som bartenderen Mort.

Under indledningsmusikken ses en række tegnede/malede billeder, der sætter en gådefuld ramme omkring fortællingen. Der arbejdes helt tydeligt med gyserens genrekoder, og dette kommer dermed til at stå som et fortegn foran historien. For så vidt har denne række billeder allerede gennemført handlingsforløbet, men i en anderledes, mytisk form, som noget, der udspiller sig i en anden dimension, der imidlertid har en styrende og predestinerende indflydelse på det, vi kender som realiteternes verden. Spillet er sat igang af noget eller nogen udenfor virkeligheden, hvorfra det bryder igennem til den empirisk-rationelle sfære.

På det sidste billede ses en person, der styrter i en afgrund. Herfra klippes der over til Sabra siddende på en strand i vandkanten iført badedragt. Hun siger i en voice over, at hun er ked af at tingene er gået, som de er, og at hun ville ønske, at hun kunne gøre det hele om. Herefter klippes der over til at hun med et skrig vågner op af et mareridt på sit kollegieværelse. Herfra udfolder historien sig som en uafvendelig deroute, der ender på stranden, hvor Sabra er blevet efterladt i vandkanten. Man ser hende til sidst gå ud i vandet og må formode, at hun drukner sig. Det "The End", der herefter toner frem, synes at sige mere, end at filmen er forbi. Det er slut for Sabra, der er ingen vej tilbage, hendes skæbnebane er nået til endestationen.

Bogstaverne med "The End" bevæger sig fremad i billedet og bliver større på nøjagtig samme måde som spørgsmålstegnet i "The She Creature". At begge film begynder og ender på en strand, er et påfaldende lighedstræk. Også Sabra er en slags hun-skabning, der har hærget og ødelagt, og ligesom uhyret fra den første film, vender hun tilbage til havet. Den indledende tegneserie til "Sorority Girl" svarer nøje til Lombardis manøvre. Noget er blevet kaldt frem eller sat ind i verden, og herfra må tingene gå deres gang.

Endvidere giver drømmerammen og en film, der for så vidt er ét langt flash-back, en dobbelthed i fortællingen meget lig Dianas rapporter om livet som Helene i middelalderen. Sabra Tanner fortæller sin historie. Eller gør hun nu også det? Eller har hun bare en ond drøm? Her gælder endvidere for begge film, at der skabes yderligere tolkningsusikkerhed via scener, hvor fortælleren ikke er til stede. Hvis Diana kun oplever, hvad Helene har oplevet, hvorfra ved hun så, hvad der sker der, hvor Helene ikke er? Ligeledes med Sabra, der strengt taget ikke ville kunne fortælle om alle de begivenheder, filmen rummer. De drilske skift i fortællerperspektiv bidrager til at styrke fornemmelsen af den mekanisme, vi allerede iagttog i "The She Creature" fra Lombardis prolog og frem gennem de videre begivenheder: noget bringes ind i verden, "aktiveres", og herefter må forløbet gå sin gang, hvorved bevægelsen bliver den egentlige fortæller.

Et andet beslægtet træk er den rige familie i "The She Creature" og deres sjælløse materialisme. Sabras mor tegner et lignende portræt af et overklasseliv uden dybere mening. Det eneste, der knytter mor og datter sammen, er stridighederne om arven efter faderen.

Endelig rummer "Sorority Girl" ligesom de to foregående film en rivalinde-figur. Rita, der er inde i varmen og kandidat til formandsskabet i den lokale elevforening. I denne film er det imidlertid rivalinden, der vinder magtkampen, et resultat, der må tilstrives kærlighedens fravær. Samtidig svarer det nøje til moralen i de to første film: den, der sætter tingene igang, er også den, der ender med at blive knust under dem. Dette forløb fungerer som en urokkelig lovmæssighed.

Således genkender man en lang række af de samme ingredienser og problematikker, der så blot er brugt i en mere virkelighedsnær skildring. Det ændrer ikke noget ved hovedsagen. Hvis man vælger at opfatte "The She Creature" som en indre historie, et mytisk-psykologisk drama, der udspiller sig i sjælens dyb, kan "Sorority Girl" betragtes som samme historie på det ydre plan. De er at regne for hinandens spejlbillede. Som fremtrædelsesform i den ydre verden er Sabra på én og samme tid Andrea og hendes urmanifestation, hvorved vi står over for et "stakkels" monster.

Ser man bort fra alle antydninger om overnaturlige kræfter og tolker problematikken rent psykologisk, har vi i tilfældet "Sorority Girl" at gøre med en så fremskreden fremmedgørelse, at Sabra ikke står til at redde. Hendes unge liv er allerede så ødelagt og forgiftet, at der ikke gives nogle udveje. Ifølge de arkoff'ske grundlove ville der ganske vist være en mulighed, dersom kærligheden forelå. Men da dette netop ikke er tilfældet, er der intet at stille op. Psykologisk hænger det udmærket sammen, at en person ingen bryder sig om, som en følge af omgivelsernes uvilje begynder at betragte sig selv som et dårligt menneske, og ligefrem kan blive så meget et offer for denne selvopfattelse, at det begynder at opføre sig værre, end det ønsker at gøre. Billedet af en slet karakter har taget magten fra dem og er begyndt at få sit eget, selvstændige liv. Jung ville have sagt, at hun var blevet besat af en arketype. I "The She Creature" kommer det til udtryk i spaltningen Andrea versus monsteret - en sød pige, der rummer frygtelige urkrafter i sjælens dyb. I "The Undead" viser det sig som en dybt begravet ædelhed hos den faldne, der kan rejse, da den bryder igennem, altså en positiv afvikling, der dog ikke desto mindre viser spaltningen i form af den subtile Diana-Helene forbindelse. Sådan set kunne man jo sige, at den faldne Diana har gjort sig værre end hun er. Hendes selvopfattelse ændres, da hun opdager, at hun ikke kun er den faldne, men også den ædle. Men hvis dette er et rent psykologisk fænomen, hvorfor gives der så ikke denne udvej for Sabra? Atter er svaret den fraværende kærlighed, der i dette tilfælde er sådan at forstå, at der ikke er noget eller nogen til at vise Sabra den mulige udvej. Hun dømmes af kammeratflokken, der har presset hende ud i vandet. Skønt de derefter forlader hende, er den mur, de har dannet, psykologisk set stadig tilstedeværende. Vejen er spærret. Der er intet ind til kysten. Kun det store hav står åbent, parat til at opsluge hende. Med streng konsekvens gennemføres således den tematik, at kærligheden kan klare det hele, når den ellers foreligger. Men foreligger den ikke, er der absolut intet håb overhovedet.

I mennesket findes noget, der i en udsat situation kan finde på at sige: "Når de nu alligevel allesammen tror, at jeg stjæler og drikker, så kan jeg jo lige så godt gøre det". Man begynder at identificere sig med omgivelsernes fordomme, bliver det de tror, man er. Johannes evangeliets beretning om den samaritanske kvinde antyder en sådan identifikation med omgivelsernes fordomme. Som den legemliggjorte kærlighed er Jesus således den, der kan bryde dette og give hende en ny selvopfattelse. Der kunne nævnes mange andre eksempler blandt evangeliske personer, f. eks. Zakæus og skøgen, der skulle stenes. Tragedien i "Sorority Girl" består i fraværet af en Jesus-figur.

Andre elementer

Mens vi i "The Undead" kunne konstatere fald og genoprejsning, har vi her en historie i rendyrket lavine-form. Det er derfor værd at se lidt nærmere på 50'ernes tolkninger af faldets begreb.

Camus' fortælling "Faldet" handler kort fortalt om en mand, der har været en velgører og hædersmand i den by, hvor han har boet. Men da han en aften hører en druknende råbe om hjælp, bliver han handlingslammet. Denne hændelse virker som en afmaskering. Han indser, at han ikke var noget værd, da det virkelig gjaldt. Alle hans gode gerninger var lutter forfængelighed, et langt forsøg på at overbevise sig selv og andre om hans godhed. Men i et skæbnesvangert øjeblik indser han, at han ikke er noget godt menneske alligevel. Selvbedraget er blevet punkteret, og han ender som en sludrevorn drukkenboldt på et billigt værtshus.

Som man ser, er faldet her noget, der indtræffer på et bestemt tidspunkt, imodsætning til det nærmest mytiske fald i "Sorority Girl", der synes at indtræffe uden for tiden. Som nævnt var Villy Sørensen ret negativt indstillet over for Camus' fortælling. Ærlig talt er jeg ikke helt sikker på, at jeg har forstået, hvad kritikken egentlig går ud på. Men det er vist nok noget med, at Sørensen ikke oplever den faldnes indsigt som tilstrækkelig fyldestgørende, men mener, at han fortsat opretholder et selvbedrag.

Villy Sørensen er ikke altid lige let at blive klog på, og især hans vurderinger af litteratur kan for en umiddelbar betragtning ofte forekomme himmelråbende uretfærdige. Men det skyldes formodentlig misforståelser og manglende evne til at begribe hans pointer. Det følgende fremsættes derfor med store forbehold. Det var næppe, hvad Sørensen mente, men bare det jeg fejlagtigt har fået ud af det.

For nu at gøre sagen helt klar og tydelig: Jeg føler mig ikke kompetent til at gå i rette med et format af Sørensens kaliber. Formodentlig har jeg slet ikke forstået ham rigtigt. Men der er nogle ting i hovedværket "Digtere og Dæmoner", jeg ikke helt kan forlige mig med.

F. eks. skriver han om bud på forklaringer af tilværelsen og verdenssituationen, hvor Jung nævnes sammen med Freud og Marx, som bare endnu en måde man kan opfatte tingene på.

Det forekommer mig urimeligt, at fremstille Jung som bare endnu en vare på hylderne i forklaringernes supermarked. Jung forholdt sig spørgende, åben og nysgerrig på en måde, der lagde op til, at andre kunne byde ind med deres opfattelse. Den ensidige insisteren på en bestemt forklaringsmodel, der tydeligt præger både en Freud og en Marx, gør sig overhovedet ikke gældende i tilfældet Jung. Overfor de allerfleste forklaringsmodeller var Jung parat til at indrømme dem en vis grad af relativ rigtighed, men indså samtidig, at de var mangelfulde. Få eller ingen har som Jung gennemskuet, at de allerfleste forklaringsmodeller er enkelte brikker i et langt større puslespil. Brikken har sin berettigede plads, men er netop kun en brik. Fejlen består således i den sekteriske lukken sig om én brik og at hævde, at denne er det hele. Det var lige præcis dét, Jung aldrig gjorde. Tværtom blev han ved at insistere på, at puslespillet måtte være uendelig meget større. Han skriver således et sted, at han aldrig har haft til hensigt at forkynde en evig sandhed, men blot være "den spørgende stemme fra en enkelt, som håber eller venter at blive imødekommet af sin læsers eftertænksomhed." Derfor virker det dybt uretfærdigt imod Jung at lade ham stå som et hip som hap mellem Freud og Marx. Mens Freud og Marx var sekteriske vogtere af deres respektive puslespilsbrik, hvorved de netop bliver varer i forklaringernes supermarked, hævdede Jung, at

Livet er ikke et problem, der skal løses,

men et mysterie, der skal erfares.  

Netop derved er Jung højt hævet over supermarkedets forskellige mærker filosofisk vaskepulver!

Jeg skal gerne medgive Sørensen, at der var opstået en situation, der lignede en ideologisk strid, hvor enhver efter lyst og temperament frit kunne vælge front. Det er en præcis iagttagelse. For Jung handlede det imidlertid ikke om at vinde en ideologisk strid, men at hele de sår, striden var udtryk for og symptom på. Netop derfor er det mig magtpåliggende at få ham reddet ud af det dårlige selskab.

Lige så urimelige forekommer nogle bemærkninger om Dostojevski. Sørensen synes at mene, at han bare var en samfundsbevarende religionsfanatiker. Hvad Sørensen ser bort fra er, at Dostojevski er en af verdenslitteraturens største psykologer, med en indsigt i menneskesindet og en evne til at trænge ind i sjælens mest utilgængelige afkroge, som vel i grunden kun en Shakespeare og en Kierkegaard kan sidestilles med. I sammenligning med disse tre forekommer favoriseringen af andre forfatterskaber ganske urimelig, simpelthen fordi, at psykologien her ikke når tilnærmelsesvis de samme dybder.

En generel kilde til forundring er i det hele taget den måde Sørensen negligerer psykologiske og religiøse indfaldsvinkler. Han siger på den ene side, at faldet er en holdningsændring, et forandret syn på verden. "Den syndige verden lader sig ikke mere forstå i de gamle uskyldige begreber om den: det er netop 'syndefaldet' for den der ikke selv føler sig som synder", hedder det i en kommentar til Shakespeares "Hamlet". Men dette faldets verdenssyn må vel være noget, der sker i menneskesindet, da det jo netop er mennesker, der ændrer opfattelse. Derved er faldet enten et psykologisk eller religiøst fænomen. Alligevel viger Sørensen tilbage fra at betragte det som sådan. Der skal med vold og magt lægges et samfundsperspektiv ind i sagen. Man kunne få det indtryk, at han mener, at verden er faldet, og at menneskets fald blot består i at opdage dette. Men det er vel hverken huse, fodgængerovergange eller parker, der bliver ofre for arvesynden. Faldet er et indre menneskeligt anliggende, man kunne sige: de øjne husene, fodgængerovergangene og parkerne betragtes med. At derefter ville gøre disse medansvarlige for betragterens syn derpå forekommer urimeligt.Naturligvis lader det sig tænke, at det vitterligt er verden selv, der er faldet, rystet, gået af led, hvorefter faldet ganske enkelt bliver et livsvilkår, uanset hvordan man er og gebærder sig som menneske. Men mennesket lever jo trods alt i vid udstrækning - eller i hvert fald i højere grad end andre dyrearter - i en verden, det selv har skabt. Så let kommer man naturligvis ikke om ved det. Spørgsmålet om hvor faldet egentlig befinder sig henne, udenfor eller indenfor mennesket, er, som vi i det følgende skal se, et afgørende tolkningsproblem i forbindelse med "Sorority Girl". Derudover er det for så vidt et af hovedpunkterne i striden mellem Sløk og Løgstrup. Forenklet og banaliseret til det yderste lader striden sig sådan set koge ned til, hvorvidt fordgængerovergangen er værdineutral eller i sig selv værdiladet. Atter kan man se, at Jung optræder som lægen frem for ideologen. Som berørt i det foregående undlod han at tage stilling til tingenes værdiladning i sig selv. Når der overhovedet kunne forekomme uenighed, måtte det i hvert fald være muligt opfatte tingene forskelligt, og det afgørende blev så herefter at nå til en større forståelse af hinandens opfattelse:

Men det slemme ved det er, at det ene altid vil undertrykke det andet voldeligt for at igangsætte en såkaldt harmonisk og fælles løsning på konflikten. Desværre tror endnu alt for mange på denne politisk almægtige metode, og det er kun et fåtal, som her og der forbander den som barbarisk og i stedet ønsker at finde frem til et retfærdigt forlig, hvor der høres på begge dele. 

Sørensen har endvidere nogle bemærkninger om form og indhold, hvor han ganske affejer, at et teknisk set ufuldkomment værk kan rumme væsentlige tanker. Han går så vidt som at hævde, at hvis man ikke kan skabe et formfuldendt værk om et givent indhold, er man ukvalificeret til at overhovedet beskæftige sig med dette indhold, og det er i så fald ren forfængelighed at gøre det.

Jeg skal være den første til at medgive, at der er udgivet alt, alt for mange bøger, der ikke synes at have andet formål, end at en eller anden har ønsket at se sit navn på tryk og at kunne smykke sig med titlen "forfatter". Men som Sørensen sætter det op, flyttes problematikken fra tilfælde til regel. Det er ifølge Sørensen altid af forfængelighed, hvis en skribent giver sig i kast med et stof han ikke er voksen. Det forekommer mig, at der kunne være en anden grund, nemlig den, at ingen andre giver sig i kast med det pågældende stof.

Kierkegaard skriver et sted, at hvis man vil skrive noget om et emne, bør man først gennemtænke hvad, man vil skrive, dernæst undersøge hvad andre har skrevet, og kun hvis det så viser sig, at ingen allerede har sagt det, man havde tænkt sig, skal man så skrive det. Som udtryk for samme tankegang har Kierkegaard nogle smukke bemærkninger om brudgommens ven, et udtryk hentet fra Johannes døbers svar til sine disciple om, hvorvidt Jesus var en konkurrent. Sørensen kan sin Kierkegaard bedre end de fleste, men vælger at se helt bort fra denne opstilling. Men den antyder ikke desto mindre et alternativ til den forfængelige, der søger en illegitim genvej til at kalde sig forfatter.

Det kunne ske halvt modvilligt, et "hvis ingen andre vil, så må jeg jo". Her er det ikke den personlige forfængelighed, det handler om, men emnet/sagen. Noget er vigtigt at få sagt, men ingen gør det. Af ærlig tro på sagens vigtighed giver den, der er blevet opmærksom derpå, sig til at skrive derom. Måske ville han meget hellere stå som brudgommens ven. Men hvad så, når ingen brudgom er at finde? Det ville være en temmelig grotesk situation at forestille sig, at han skulle gå ud og lede efter en mere kompetent skribent og så forsøge at overtale denne til at påtage sig opgaven. Med andre ord: et klodset, men velment forsøg kan ske ud fra en følelse af dyb nødvendighed.

Lad mig endvidere minde om, at nærværende skrift er én lang påstand om, at en række alt andet end fuldkomne værker kan lede den eftertænksomme betragter på sporet af væsentlige indsigter. Derved har de - det er netop min påstand! - en værdi. Om ikke rent kunstnerisk, så som katalysatorer for en dybere forståelse.

I forhold til Sørensens projekt gør det naturligvis en afgørende forskel, at dette sker inden for rammerne af en kulturhistorisk undersøgelse. Når man går på National Museet for at se stenøkser, er det fordi, at de engang var en vigtig del af menneskers hverdag. Ingen ville finde på at spørge, om disse stenøkser er "indsigtsfulde" nok, og enhver ved, at stenaldermanden ikke havde en doktorgrad, eftersom doktorgrader endnu ikke var opfundet. Det var redskaber. Man ville næppe kalde dem kunstgenstande. Ikke desto mindre har visse mennesker fundet stenøkser, der pryder deres hjem som pyntegenstande. Er det et udtryk for god eller dårlig smag? Jeg aner det ikke. Men jeg ved, at folk i bred almindelighed oftere gik i biografen i 50'erne end idag, hvor stort set ethvert hjem har et stort udbud af fjernsynskanaler at vælge imellem. Derfor kan man - akkurat som med stenaldermandens økse - her tale om noget, der spillede en rolle i datidige menneskers hverdag.

Omvendt kunne man spørge, om ikke netop det pletfri værk kan være et udtryk for udpræget forfængelighed? - Et pralende bravournummer, der siger: "Se hvor jeg kan", og således vil sig selv og ikke sagen. For skulle en tilsyneladende vigtig sag ikke kunne være et rent påskud for en opvisning af virtuoserier? Hvor sagen derimod er alt, vil man også kunne forivre sig, endog begå helt banale fejl i kampens hede. Nej! Det ufravigelige krav om det fejlfri værk er for mig at se den største fejl i hele Sørensens opstilling, ligesom det synes mig, at han derved må have udelukket sig selv fra at påskønne temmelig mange ting. Endelig kan man diskutere, om der overhovedet findes fuldstændig lydefri værker, om ikke man overalt vil kunne finde en skønhedsplet eller to, hvis man leder længe nok? Der findes en berømt anekdote om, at Napoleon fandt en kompositionsfejl i "Den unge Werthers Lidelser"!

Sørensen afslutter "Digtere og Dæmoner" med at anbefale, at man vender blikket mod ungdommen.

Det virker her en smule selvmodsigende, at han selv, frem for at forfølge dette spor, bruger det meste af bogen på at fortælle om forlængst afdøde forfattere. Hans grundtanke om at kunstværket er et udtryk for sin tid, må nødvendigvis medføre, at fordums forfattere skrev i forhold til deres samtid, og altså afspejler den, men netop ikke den aktuelle situation. For at tage temperaturen på denne, måtte man nødvendigvis betragte samtidige kulturprodukter.

Med disse betragtninger har vi bevæget os temmelig vidt omkring. Mange vil nok kalde det sidespring, eller mere diplomatisk benytte glosen "diskurser". Men det vedrører imidlertid altsammen måder at gøre ting på, måder at opfatte ting på og hele forståelsen deraf, kort sagt: livssyn.

I den sørenske opstilling er livssyn og fald uadskilleligt forbundne .Også selvom han - som vi har set - synes at mene, at skiftet i livssyn er en følge af omgivelsernes indretning. Endvidere er faldet noget, der indtræffer (så langt er han enig med Camus!), ikke bare noget, der foreligger. Netop derfor er det tvivlsomt om det fænomen, man støder på i "Sorority Girl", er et egentligt fald. Det synes at være noget, man kunne kalde et "forud-fald", da det netop foreligger, er der på forhånd. Som sådan må det snarere kaldes skæbne end fald. Med denne skærpelse af definitionerne har vi opnået et brugbart udgangspunkt for betragtningen af "Sorority Girl": Sabra er så at sige faldet på forhånd.

En anden ting, der er værd at holde sig for øje, er det tidligere nævnte fænomen, at blive offer for omgivelsernes fordomme. Her må faldet som noget rent personligt naturligvis modificeres, da man helt tydeligt kan se omgivelserne skubbe individet mod faldet.

Villy Sørensen debuterede i 1953 med "Sære Historier". En af disse handler om hvordan mordet på et postbud, får folk til at tro, at en stor mængde breve er forsvundet, hvilket de herefter reagerer på. De antageligt forsvundne breve findes overhovedet ikke, og historien illustrerer således, hvordan rent opspind og tomme postulater kan få særdeles konkrete følger. Hvad man tror og formoder har afgjort en betydning for, hvordan man handler, hvilket så atter kommer til at påvirke andres liv og deres antagelser. Netop derfor er det værd at hæfte sig ved den indledende tegneserie til "Sorority Girl". Det er her, at faldet befinder sig, og dette kan man så enten opfatte som et mystisk fænomen uden for verden eller som et udtryk for Sabras situation, de fordomme og den selvopfattelse, som er hendes vilkår. Selv i den mest prosaiske tolkning bevares et skær af noget gådefuldt. I hvert fald i det omfang, der trækkes forbindelseslinier mellem denne forud-gennemspilning af forløbet og Sabras mareridt. Det virker jo unægtelig som om, at det er disse ting, Sabra har haft onde drømme om, og at drømmen dermed stikker hende et manuskript i hånden, som hun derefter ikke kan afvige fra. Ligesom forudfaldet har vi således også et forudforløb, Sabras sti er trådt, før hun træder den. Det er værd at gøre sig klart, at den ikke nødvendigvis er trådt af noget uden for verden. Måske er den trådt af de omgivende fordomme.

Hvis faldet er en reaktion på tingenes indretning, således som det er antydet hos Villy Sørensen, så er der vel her netop tale om et "ægte" fald. At indsigten kommer til Sabra i en drøm, siger jo bare, at det ubevidste har været et skridt forud for bevidstheden med at gennemskue verden, og at det således er af denne vej, forståelsen når hende. Det kan endvidere nævnes, at Sørensen har en lignende betragtning om det at digte/skrive, gående ud på, at man frem for at skabe fra grunden, graver noget frem, der allerede findes i det skjulte. Havde Sørensen ikke insisteret så stædigt på, at værker skal være teknisk fejlfri, ville han formodentlig have sat stor pris på "Sorority Girl".

Efter at Sabra vågner af sit mareridt, kommer en anden pige hen til hende. Det er den mindre smarte, lidt enfoldige Ellie, som Sabra straks efter sin opvågning begynder at tyrannisere systematisk. Ellie er lavere statueret på kollegiet, "en af de nye", og således underlagt de ældre pigers herredømme.

Her kan det være af nogen betydning at kende lidt til amerikanske undervisningsinstitutioner og det fra et dansk synspunkt lettere besynderlige kollegiesystem. Lidt forenklet og delvis oversat til danske begreber er det sådan mange steder, at man bor på et kollegium og i den forstand tilhører det med navn, logo osv. men at der til dette kollegium - ofte i samordning med andre - knytter sig en elev/fritids-forening. Netop derfor kan man tilhøre et kollegium uden at være med i foreningen, og grundet samarbejdet med andre kollegier være med i foreningen uden at tilhøre kollegiet. Det maskuline sidestykke til Sororities er Fraternities. Betegnelserne er afledt af de latinske ord for henholdsvis søstre og brødre. Derimod er disse foreningers navne og logo almindeligvis et eller flere græske bogstaver, i det foreliggende tilfælde X (chi) og M (san). Ofte er foreningen ikke bare noget, man kan melde sig ind i, men noget man bliver optaget i, hvilket er en form for anerkendelse/blåstempling. Som enhver kan se, kan der på grund af dette indviklede system opstå en del komplikationer i forhold til at høre til eller ikke høre til. Sabras situation er således den, at hun er indskrevet på sit kollegium og i den forstand hører til der, ligesom hun som højere årgang har en vis anciennitet. Derimod er hun ikke med i foreningen, og står altså her udenfor som en fremmed. Hun befinder sig i et sært spændingsfelt, hvor hun både er noget (en af de store på kollegiet) og ikke er noget (ikke optaget i foreningen). Følgelig opfører hun sig som tyran det ene sted, som kompensation for den udefrysning hun oplever det andet. Den usikre og ikke alt for fikse Ellie er et oplagt offer, der må lide under alle Sabras luner.

Sagen er her forklaret stærkt forenklet, da systemet er stort set uforståeligt for en dansk tankegang. Det centrale at få fat i er de dobbeltheder, der kan opstå i forhold til at høre til og ikke høre til, at være noget og at ikke være noget. Filmen kan for så vidt også forstås som en harmfuld kritik af det amerikanske undervisningssytem, der udsætter ungdommen for disse nærmest skizofrene forhold, der skaber grobund for såvel chikane som sleskeri. Blandt nyere film kan "Nørderne Kommer" ses som en ironiseren over disse forhold. Som dansker må man erindre sine matematiktimers cirkler med delmængder, hvor nogle områder griber ind i hinanden, mens andre områder er suveræne. Da der ligger en hel tolkningsmulighed i dette, dersom man har fokus på systemet frem for individet, er det nødvendigt at gøre sig disse ting klart. Det må herefter blive op til den enkelte at vurdere, hvor meget vægt man vil lægge derpå. Men selv når man i størst muligt omfang vælger at se bort fra det, er det en forudsætning for overhovedet at forstå, hvad der foregår. For hvordan kan Sabra tilhøre XM-kollegiet og så alligevel ikke gøre det? Hvordan er det muligt på én og samme tid at være og ikke være XM-pige? Om ikke andet må man gøre sig nogle basale ting om systemets indretning klart, for ikke at blive forvirret. Om man så vil tillægge det rent tolkningsmæssig betydning er et andet spørgsmål. Som psykologisk mekanisme betragtet er det jo egentlig ikke anderledes end klassekammeraten, der ikke blev inviteret med til festen, og derefter bankede nogle af børnehaveklasseeleverne. Det er bare lidt ældre elever, og mekanismen ytrer sig i lidt andre rammer. Nødvendigheden af denne omstændige forklaring vil man imidlertid forstå, når vi betragter det videre forløb.

For helt at fange forløbet bliver vi nød til at kaste et blik mere på den indledende tegneserie og den måde, den glider over i de levende billeder. Billederne er fulde af menneskelig smerte, fremmedgørelse, angst, bedrag, facadespil, masker, trusler, forfølgelse m.v. Ikke rationelt set et handlingsforløb, men en emotionel associationsrække. Det er oplagt at komme til at tænke på Edward Mucks billeder. Stregen er anderledes, men de eksistentielle signaler de samme. Som nævnt viser de sidste billeder et menneske, der styrter i en afgrund. En række neutralt iagttagende ansigter kigger ned i noget, der minder om en brønd, mens den faldende styrter ned, ned, ned. Overlapningen er udført så man får en tydelig fornemmelse af, at den, der styrter ned, lander på stranden, og er denne pige, der sidder i vandkanten. Hun siger så, at hun ville ønske, hun kunne gøre det hele om, at det ikke var sådan hun ville det, at det er frygteligt, at alle hader hende, og - dette skal man bide mærke i - det er ligesom det tilbagevende mareridt, den frygtelige drøm hun altid har. Dermed er det stærkt antydet, at hun er fanget i noget, som hun ikke kan bryde. Den tilbagevendende drøm. Skæbne, lukket cirkel - ingen udvej. Hvad er drøm, hvad er virkelighed? Hun vågner op med et skrig. Ellie kommer farende og siger, at det lød som om hun var ved at blive myrdet. Sabra er ude af fatning. "Det er hvergang, jeg lukker øjnene. Den samme drøm," stønner hun i en halvvågen tilstand, hvor hun ikke er sig fuldt bevidst, at hun blotter sig på denne måde, og viser Ellie denne fortrolighed. Da Ellie vil række hende en cigaret, viger hun endog forskræmt tilbage. Gradvis bliver hun dog klar over hvor og sammen med hvem, hun befinder sig, og jager irriteret Ellie fra sig, fejer brysk hendes små kærtegn væk. "Lad være at rage på mig.Hvad er du ude på? Bild mig ikke ind, at der ikke er noget, du vil opnå?" hvæser Sabra.

Er Ellie ude på noget? Kan der læses lesbiske undertoner ind i denne scene? Naturligvis kan man læse hvad som helst ind i hvad som helst. Men er der berettiget grundlag for at gøre det? I hvert fald er det betegnende, at Sabra retter sin kritik mod Ellies udseende. Hiver hende hen til et spejl og siger, at hun skal se på sig selv.

 - Se dit hår!

 - Hvad er der i vejen med det?

 - Det er beskidt!

 - Det kan godt være, at jeg ikke er lige så køn som dig. Men jeg prøver da at holde mig selv.

 - Lad være at have ondt af dig selv.

Sabra er tydeligvis irriteret over Ellies servile tjenstvillighed, men siger så, at hvis hun endelig er så ivrig efter at gøre noget, kan hun vaske hendes strømper. Ellie går ud for at vaske Sabras strømper. Sabra kommenterer i en voice over, og nævner sin foragt for Ellie. Udover at synes Ellie er overvægtig, ubegavet og noget af en spytslikker, så synes der også at ligge det i situationen, at Sabra ikke har det godt med sin blottelse: at hun mens hun ikke helt var vågen kom ud i denne betroelse til en person, hun anser for mindreværdig. Hun føler, hun har tabt ansigt, og prøver at redde sin værdighed. Sabras kommentar går udelukkende på kritikken af Ellie, men det skal man naturligvis ikke lade sig narre af. Scenen foran spejlet er betegnende. Ikke blot betragter begge piger sig selv. De betragter også hinanden. De er begge mørkhårede, og har næsten samme frisure. Den noget buttede og kluntede Ellie fremstår som en mislykket udgave af den mere elegante og veldrejede pige ved siden af hende. At Sabra beskylder Ellie for at være ynkelig og have ondt af sig selv er afslørende. Sabra har lige været i en forskræmt tilstand. Hun føler sig ydmyget. Derfor er hun nød til at ydmyge den anden. Ligeledes kæmper hun mod det svage i sig selv, den lille bange pige, som hun naturligvis ikke kan udholde. Projektionen forekommer ret let gennemskuelig.

Men hvad med Ellie? Prøver hun bare at være sød og venlig? Har hun slet ingen skjult dagsorden? Mest af alt minder hun om en hund, der med bedende øjne kigger på sin hersker i håb om bare en lille venlighed. Er der noget Ellie vil opnå? Eller har Sabra oplevet så mange svigt og tilsidesættelser, at hun er ude af stand til at tro på, at nogen kunne være ganske almindeligt venlige og interesseret i hendes liv? I det sidste tilfælde ville der opstå et problem i forhold til den arkoffske kærlighedslov. Det skal vi siden vende tilbage til. Foreløbig vil det være gavnligt at primært være opmærksomme på hele det net af projektioner, overføringer og skyggedannelse, der ligger i optrinet.

Der kunne vel i grunden være lavet en hel film udelukkende om det psykologiske spil mellem de to kvinder. Men som det foreligger her, er det blot en del af en mere omfattende mosaik. Således kompliceres modellen da også straks efter, i og med at en ny spiller kommer på banen.

Rita, som Sabra deler værelse med, kommer ind. Sabra står stadig foran spejlet, men kigger ned i en bog. De to piger hilser afmålt på hinanden. Der er tydeligvis ikke noget nært forhold mellem de to. Værelsesfordelingen synes at være bestemt andet steds fra. Intet tyder på, at de har valgt hinanden. Tvært imod! Rita siger, at hun troede Sabra skulle ind til byen denne eftermiddag. Det bekræfter Sabra, mens Rita finder en aflåset kasse frem og lægger et brev ned til en stak andre.

Ritas spørgsmål lader ikke til at være stillet af egentlig interesse. Hun havde tydeligvis regnet med at have værelset og dermed sine små hemmeligheder i fred. Endvidere er der lange pauser mellem spørgsmål og svar. De to piger fører ingenlunde en ubesværet samtale. Enhver henvendelse til hinanden synes at koste dem anstrengelser, ligesom de tydeligvis er på vagt overfor hinanden. Med henvisning til Ritas kasse ytrer Sabra, at hun er hemmelighedsfuld, aldrig har kassen åben mere end nogle sekunder ad gangen. "Bare lidt personlige ting, det kommer sådan set ikke dig ved" hævder Rita, "har du noget imod det?" Det har Sabra, og siger det rent ud. Alt fremsættes imidlertid roligt og civiliseret, endog smilende. Alligevel kan ingen være i tvivl om den spændte atmosfære. Der er skarpe kløer under de bløde kattepoter, og der skal formodentlig ikke særlig meget til, for at de kommer frem. Den kolde krig i lommeformat udspiller sig på dette værelse. Den gensidige uvilje er åbenlys. Samtidig synes de to unge kvinder på symbolplanet også at repræsenterer modsatrettede principper.

Daryl Sharp fortæller:

Da jeg var blevet alene den aften, tænkte jeg tilbage på min tid sammen med Arnold i Zürich. Jeg lærte næsten lige så meget om typologien ved at bo sammen med ham som ved at læse Jung.

Arnold var vanvittig intuitiv. Jeg modtog ham på stationen, da han ankom. Det var det tredje tog, jeg var mødt op til. Sin type tro havde han ikke formuleret sig præcist i sit brev. Tro mod min var jeg punktlig.

"Jeg har lejet et hus ude på landet," sagde jeg, mens jeg løftede op i hans kufferttaske. Låsen var i stykker og stropperne manglede. Det ene af kørehjulene var der ikke. "Tolv et halvt minut med toget, og det kører altid præcis. Huset har grønne skodder og polkaprikket tapet. Værtinden er mægtig sød, vi kan købe de møbler, vi vil."

"Fint," sagde Arnold, mens han holdt en avis over hovedet. Det øsede ned. Han havde ingen hat, og han havde glemt sin regnfrakke. Han var gudhjælpemig også i hjemmesko! Vi kunne ikke finde hans store kuffert, fordi han havde indskrevet den til Luzern.

"Luzern, Zürich, det er jo Schweiz altsammen," sagde han filosofisk.

Det var ganske morsomt i begyndelsen.Dengang kendte vi ikke hinanden særlig godt. Jeg vidste ikke, hvad der ventede mig. Jeg havde aldrig haft et nært forhold til nogen, der var så ... ja, anderledes.

Tiden betød ingenting for Arnold. Han kom for sent til togene, han kom for sent til sine aftaler. Han kom altid for sent til undervisningen, og når han endelig fandt det rigtige lokale, havde han ikke noget at skrive med. Han havde enten massevis af penge eller ikke en klink - han lavede ikke budgetter. Han kendte ikke forskel på øst og vest, og han for vild, så snart han gik uden for huset. Sommetider også inde i det.

"Du har s'gu brug for en førerhund," spøgte jeg.

"Ikke så længe du er her," grinede han.

Han lod komfuret brænde natten over. Han slukkede aldrig lyset. Gryderne kogte over, kødet brændte på, mens han sad ude på verandaen og betragtede himlen. Køkkenet lugtede konstant af forkullet franskbrød. Han smed sine nøgler væk, sin tegnebog, sine forelæsningsnotater, sit pas. Han havde aldrig en ren skjorte. I sin gamle læderjakke, sine posede jeans og to forskellige sokker lignede han en bums.

Hans værelse var altid ét rod, som havde en orkan raseret det.

"Jeg bliver vanvittig af at se på dig,"brummede jeg, mens jeg rettede på slipseknuden i spejlet.

Jeg kunne godt lide at være pænt påklædt - det fik mig til at føle mig veltilpas. Jeg vidste præcis, hvor alting var. Mit skrivebord var ordentligt, mit værelse altid rydeligt. Jeg slukkede lyset, når jeg forlod huset, og jeg havde en glimrende retningsfornemmelse. Jeg mistede ikke noget, og jeg kom altid til tiden. Jeg vidste præcis, hvor mange penge jeg havde i lommen. Der var ikke noget, jeg ikke havde styr på, og jeg huskede alle detaljer.

"Du lever ikke i virkelighedens verden," bemærkede jeg, mens Arnold var ved at spejle et æg. En heltefærd. Han kunne ikke finde stegepanden, og da han fandt den, anbragte han den på den forkerte kogeplade.

Virkeligheden, som den tager sig ud for dig," sagde han helt såret.

(...)

En morgen stod jeg op og fandt endnu en gryde, der var brændt tør på en rødglødende kogeplade. Arnold kastede sig ud af sengen og ledte efter sine briller.

"Har du set min barbermaskine?" spurgte han.

"For helvede!" råbte jeg rasende, mens jeg greb en ovnhandske, "en dag brænder du s'gu huset ned, så vi begge to ender om trækul. 'Ak!' siger de så, når de skovler vores jordiske rester op i små krukker, som de kan sende hjem til de sørgende efterladte, "ak, de havde ellers så gode evner. Ærgerligt, at en af dem var sådan et fæhoved.'"

Arnold kom sjoskende ud i køkkenet, netop som jeg smed gryden ud gennem bagdøren.

"Hov, hov," sagde han. "Du lavede da vist middag til Cynthia i går aftes, ikke? Jeg var her overhovedet ikke."

Det var sandt. Jeg blev rød i hovedet. Han havde prikket hul i min ballon. Virkeligheden som den tog sig ud for mig, blev større.

"Det må du undskylde," sagde jeg ydmygt. "Det havde jeg glemt."

Arnold klappede i hænderne og dansede rundt i køkkenet. "Velkommen blandt de almindelige dødelige," sang han. Og som sædvanlig havde han ikke en tone i livet.

Det var først på dette tidspunkt, jeg indså at Arnold var min skygge. Det var en åbenbaring for mig. Det burde det ikke have været - vi havde allerede konstateret, at vore komplekser var milevidt forskellige - men det gjorde det, det ramte mig som lynet. Det fortalte jeg Arnold.

"Skidt med det," sagde han. "Du er også min skygge. Det er derfor du hele tiden trænger mig op i en krog."

Vi omfavnede hinanden. Jeg tror, at den begivenhed redede vores forhold.  

Det er en oplagt tydning, at Sabra og Rita er hinandens skygge. Få minutter inde i handlingsgangen er der således allerede ophobet et væld af spejlinger og modfigurer i komplicerede relationer og sammenstød.

Endnu en pige kommer ind på værelset. Hun erklærer, at hun er blevet lovet en tennislektion, har Rita lyst til at komme med? Det ville hun gerne, men hun skal mødes med Mort og diskutere sin valgkampagne til elevforeningen. "Jeg glæder mig til, at du bliver formand," smiler den ukendte pige, og farer ud af døren igen. "Hvis," retter Rita. Det er der nu vist ikke så meget tvivl om, forbeholdet er rent koketteri. Det mener i hvert fald Sabra, der sarkastisk bemærker, at elevforeningen da umuligt kan klare sig uden Rita. Reaktionen kunne dog også sammenkædes med, at det overhovedet ikke faldt tennispigen ind at spørge, om Sabra havde lyst til at være med. I hvert fald tyder den efterfølgende scene på dette.

En stor flok unge mennesker klumper sig sammen i en bil. "Det var evig og altid det samme. Alle de andre holdt sammen, og overlod mig til mig selv," fortæller Sabras voice over, mens hun går alene hen til en bil. Billedet er sat klart op. Den ene alene i en bil med alle passagersæder tomme, de andre i en stoppet, overfyldt bil. Således lyder da også den videre kommentar: "selvom jeg havde en skinnende ny bil. Jeg ville glædeligt have byttet plads med hvem som helst af dem."

Det er vist as James Dean as it gets. Outsider situationen er trukket op med skarpe streger. Dermed bliver også en del af de komplikationer, man i det foregående har fornemmet, mere tydelige. Outsideren bor på værelse med den, der udgør et centrum i kammeratflokken, mens hun selv står udenfor. Også selvom hun er fuldgyldig beboer på kollegiet og videregående årgang på skolen. Men som man allerede har fornemmet er hun ikke optaget i den tilhørende forening. At en nytilkommen, en aspirant, tager kontakt til hende er således på en vis måde en fornærmelse. Man kan synes, hun er noget hoven. Når hun selv har oplevet al den udefrysning, burde hun vel i grunden være den første til at tage de nye under sine vinger. I en perfekt verden, måske. Virkeligheden giver os eksempler nok på, hvordan man giver det onde videre, hævner krænkelser på nogle, der er svagere.

Dertil må man føje, at sande relationer opstår mellem mennesker, der føler en overensstemmelse eller et fællesskab, bliver naturligt tiltrukket af hinandens selskab. At forsøge at etablere en relation med et menneske, fordi ingen andre gider at tale med en, kan aldrig blive andet end en erstatningsrelation. Derved har Sabra to muligheder. Hun kan enten blive beskytter eller tyran over for Ellie. At hun praktiserer den sidstnævnte mulighed er ikke i egentlig forstand et valg, som havde hun stået frit overfor at gøre det ene eller det andet. Det ville kræve, at hun kendte, forstod og beherskede begge roller. Dette er netop ikke tilfældet. Allerede her ser vi således tydeligt noget tvingende, at stien er trådt for hende. Hun er tvunget til at vælge tyrannens rolle. Ikke fordi hun anser dette for rigtigt, men fordi hun ikke har lært andet. Dertil vil vel kun de mest skindhellige hævde, at de slet ikke kan sætte sig ind i den situation, at man lader noget gå ud over de forkerte.

Sagen lader sig også betragte på en lidt anden vis. Er denne Ellie ikke en smule klæbende? Kunne det ikke være på sin plads med en tilrettevisning/lærestreg. Sabra sagde jo sådan set ikke til Ellie, at hun skulle vaske hendes strømper. Hun sagde, at hvis hun endelig ville gøre noget, kunne hun jo gøre det. Hun udfordrer hendes tjenstvillighed. Det står Ellie frit for at nægte. Det forekommer derimod en smule uretfærdigt, at Sabra beskylder Ellie for at være sjusket og forsømmelig med sig selv. Ellie synes at komme sandheden nærmere, når hun siger, at hun ikke kan gøre for, at hun ikke er lige så køn som Sabra. Men Stadigvæk: Sabras reaktion er ikke uforståelig. At føle sig ensom og udenfor, tænke, at bare man dog havde en ven, hvorefter der som en slags svar kommer et kikset og lidt tungtbegavet menneskevæsen dumpende. Det må føles som en hån. Ikke som en mulighed for at ophæve ensomheden, men at der hældes salt i såret.

At der er en reel udefrysning ind over, bliver tydeligt lige efter at hele den store flok af unge mennesker er kørt afsted. Som den sidste kommer Rita ned af trappen og stiller sig ved siden af lærerinden, der tager afsked. De vinker farvel til flokken, der skal ud og more sig. Vi ved at Rita skal til møde vedrørende sin valgkampagne. Sabra tilbyder Rita et lift, som hun afslår. "Jeg vil hellere gå," siger hun og knejser med nakken. "O.k. - som du vil," svarer Sabra med slet dulgt skuffelse. Et sidste, afgørende forsoningsforsøg er dermed slået fejl. Rita viser tydeligt, at hun ikke vil have noget med Sabra at gøre. Det har hun sådan set allerede vist med sin hemmelige kasse. Skønt de bor på værelse sammen, udveksler de ingen fortrolighed, ved uendelig lidt om hinandens liv og baggrund. Ingen venindesladder her.

Man ser Rita ankomme til Morts bar og sine mest trofaste støtter. Som hjælper i baren ser man den kønne, blonde Tina, der er åbenlyst nedtrykt. Tina er en af de nye, aspiranterne. Men hun er tillige en af Ritas faste støtter. Rita spørger, hvad der er i vejen, om hun kan hjælpe hende. Tina er undvigende. Er et øjeblik lige ved at betro Rita noget, men fortryder det så. Noget tynger tydeligvis Tina, også selvom hun er indenfor i varmen.

Mort og Rita diskuterer hendes tale. Mort mener, at den er alt for alvorlig. "De interesserer sig for øl og latter," mener han. Rita har skrevet en tale om en masse fornuftige og alvorlige ting, som Mort ikke rigtig tror på, vil fange særlig manges opmærksomhed. Unge mennesker i bred almindelighed interesserer sig ikke for den slags. Men Rita gør. Hun er optaget af alt det, de rigtige voksne mener, at en ung kvinde bør være optaget af. Hvilke tiltag bør der gøres? Hvordan bør de studerende behandle hinanden? Etik, demokrati, nye initiativer og en masse andet af samme skuffe. Meget, meget fornuftigt - meget, meget rigtigt - og meget, meget kedeligt. Ikke megen øl og grin dér.

At man følger Rita frem for Sabra er et brud på synsvinklen, eftersom Sabra er historiens fortæller. Men netop dette brud understreger en central pointe. Sabra har allerede selv defineret sin position: udenfor. Således er det i en vis forstand rigtigt, at hun her forsvinder ud af verden. Hun er der netop ikke. Det er just pointen. Rita farer derimod aktivt og engageret frem. Rent bortset fra at man kan synes, der er et lille stænk af hykleri i hendes tale om kammeratskab og sammenhold, i lyset af den afvisning hun lige har budt Sabra, er det bemærkelsesværdigt, at også Rita skiller sig ud. Hun er nok forsamlingens tiljublede midtpunkt, men hun kan ikke finde ind i den øl-og-latter-tone, der præger atmosfæren. Derimod ved vi, at hun holder en del af sit liv under låg og lås i en kasse. Det ville være uretfærdigt at regne Sabra for en, der kun er optaget af øl og grin. Hun tumler med alvorlige ting i sit sind. Sabra kæmper med den indre verden, mens Rita kæmper med den ydre. Der er således en klar analogi mellem Sabras forsvinden og Ritas kasse, hvorved såvel ligheden som forskellen de to piger imellem bliver fastslået. Ville man derimod fastholde fortællervinklen på trods af det tilsyneladende brud, er der den mulighed, at det man ser, ikke er det, der reelt finder sted, men det Sabra forestiller sig.

Men hvad laver Sabra? Vi har overhovedet ikke fået at vide, hvor hun skulle hen. Blot set hende køre afsted. Senere tilbage på kollegiet står en pige i dagligstuen og viser sin nye kjole frem. Sabra kommer ind med en æske i hånden, smiler over situationen, hendes første glade og ægte smil, og vil også vise sin kjole frem. Hun bliver imidlertid mødt af kold luft. I sit forsøg på at imponere de andre piger bærer hun sig en smule klodset ad, ved at fortælle, hvor dyr kjolen har været. Men uviljen synes at bunde dybere end forargelse over dette smagløse, men dog uskyldige praleri. Allerede da Sabra træder ind melder der sig en kølig tavshed i rummet, og den muntre småpludren forstummer. Ellie bemærker, at Sabras kjole er meget mere sofistikeret. Sabra prøver at undgå at fremstå som en, der bare vil overtrumfe, forsøger at komme ind i gruppen, ved at svare, at det må blive en smagssag. Sabra ville bare gerne være en del af den hyggelige dagligstuestemning, ikke hovere. Ellie hjælper hende faktisk ikke. Det er klodset og dumt at fremhæve Sabras kjole som bedre end den anden. Derved bidrager hun - muligvis uden at ville det - til at skubbe Sabra ud af fællesskabet. Da Ellie holder kjolen op og spørger, hvordan den ville se ud på hende, svarer Sabra at kjolen ser fin nok ud, det er bare Ellie, der er noget galt med, hvortil voice overen kommenterer, at nogen jo måtte fortælle hende sandheden. Det er naturligvis en ulykkelig pige, der afreagerer. Der er en yderligere årsag til Sabras giftighed. Der er blevet kaldt til middag. Den vagthavende lærerinde hiver imidlertid Sabra til side, og fortæller at hendes mor er i byen, og ønsker at Sabra skal komme til middag på hendes hotel. Sabra optræder høfligt og korrekt overfor lærerinden, men det står tydeligt at læse i hendes ansigt, at hun ikke er spor glad for moderens besøg.

Det forstår man godt, da man i den efterfølgende scene oplever den trykkede stemning mellem mor og datter. Sabra er instinktivt klar over, at der stikker noget bag. Hendes mor er ikke af den slags, der kommer på besøg, bare fordi hun savner og gerne vil se sin datter. Moderens ytringer om sin kærlighed til datteren siges med et sarkastisk smil om læben, der forvandler dem til en hån. Da Sabra opfordrer til, at de i det mindste er ærlige over for hinanden, resulterer det i, at moderen river checken, Sabra skulle have haft, i stykker. Sabra kan få lov at klare sig selv. En stor arv venter hende. Men indtil hun bliver myndig forvalter mor formuen, og det gør hun helt som det passer hende. Hvis nogen skulle mene, at Sabra er paranoid og fejltolker moderen, kan de betragte det overlegne, hoverende smil om moderens mund, da Sabra går. En mor, der elsker sin datter, sidder ikke og smiler veltilfreds lige efter at datteren har sagt, at hun hader hende. Havde moderen brudt sammen i gråd, ville en anden tolkning være mulig. Men det må være tydeligt for enhver, at moderen blot har ønsket at fremprovokere et påskud for at smække pengekassen i, og prøver ikke en gang at skjule sin fornøjelse over, at det er lykkedes. Kan nogen tvivle på ironien i en udtalelse som "det har altid ligget mig stærkt på sinde at tage mig af dig. Især efter at din far døde, har jeg følt et stort ansvar", når den er opfølgningen til Sabras ærlige ståen ved sit had, der besvares med et smilende: "ih, hvor tragisk, når jeg nu elsker dig så højt"? Et øjeblik efter indrømmer hun da også, at hun følte afsky ved Sabra allerede da hun så hende som nyfødt. Moderen har tydeligvis aldrig vist Sabra virkelig omsorg og varme. Hvis Sabra forekommer en smule afstumpet, så har det sine grunde.

Således er Sabra da også godt gal i skralden, da hun kommer tilbage til kollegiet. Det er forudsigeligt at det kommer til at gå ud over Ellie. Et ubehageligt møde med moderen, der har lukket for pengene, og så oveni at hun er blevet yderligere marginaliseret i fællesskabet, i og med at hun ikke har spist sammen med de andre piger. Sabra har oplevet følelsen af at være den forhadte, uønskede datter. Derfor må hun nu ramme det nærmeste hun har på en forhadt, uønsket datter. Man kunne forvente at Ellie på det nærmeste er i livsfare. I alt dette må man forstå, at Sabra projicerer alt det, hun ikke kan lide ved sig selv over på Ellie. Eller i hvert fald alt, der har tilknytning til svaghed, underlegenhed, ufuldkommenhed osv. Men samtidig kæmper Sabra med nogle andre problemstillinger, som umuligt ville kunne projiceres over på Ellie. Da hun heller ikke kan finde nogen andre, der ville udgøre et passende emne, presser de sig mere og mere ind på hende selv.

Det, der er svært at vurdere i alt dette, er, i hvilket omfang Sabras situation er selvforskyldt, kontra hvor meget hun er et offer. Det er elementær begynderpsykologi, at et menneske, der er meget ulykkeligt, vil kunne forledes til ret vidtgående ondskabsfuldheder, uden at dette i virkeligheden bunder i ægte ondskab, men blot som et udtryk for desperation og afmagt. Så vidt man kan vurdere, fremstår Sabra i sin daglige færden ikke ligefrem som verdens sødeste pige, men det kommunikationsproblem, som foreligger i forhold til hendes husfæller og medstuderende, må nødvendigvis omfatte to parter. Det synes at have vokset sig stort i løbet af hendes studietid. Noget lidt forsigtigt-tilbageholdende og skeptisk-vurderende hos Sabra er stødt sammen med et almindeligt behov for en syndebuk. Også Sabra er blevet gjort til offer for projektioner. En indledende, måske blot antydningsvis usikkerhed overfor hende, er med tiden blevet til et billede af noget ondt og dæmonisk.

Netop fordi vi dumper ind så sent i forløbet, dér hvor det hele kører op i en spids, er det svært at vurdere, hvad der har ført frem til dette. Der synes at have været fastholdt en form for væbnet neutralitet. Sabra er blevet ignoreret og har så passet sig selv. Indimellem har hun forsøgt at komme ind i flokken i forbindelse med episoder som den, vi tidligere så med kjolen. Formodentlig har hun i sin iver efter accept begået sig en smule klodset og gentagne gang lavet den brøler at prale for meget med hvor dyre hendes kjoler, smykker m.v. var. Det er let at se de komplikationer, der kan opstå, når en pige har spinket og sparet for at få en kjole, og en anden så går lige ud og køber en, der er dobbelt så dyr. Smålig misundelse, men måske også en mere berettiget kritik af blærerøvs-mentalitet.

Men skal man se helt strengt på det, ved vi ikke hvad, der er gået forud. Den foreliggende situation er, at Sabra er marginaliseret, at omgivelserne i almindelighed reagerer negativt på hende, og den eneste, der indtil videre ikke gør, er en nyankommen - der må formodes at være uvidende om gamle konflikter - som Sabra så til gengæld lader sine frustrationer gå ud over. Det lader sig ikke gøre at trænge dybere ind i denne situation. Der er for mange usikkerhedsfaktorer.

Vi må forholde os til situationen, som den foreligger, og forekommer det utilfredstillende og usandsynligt, at en spænding skulle have kunnet befinde sig i det skjulte gennem flere år, for så på dette sene tidspunkt at bryde ud, så er der ikke noget at gøre ved det. Man må acceptere disse spilleregler. Endvidere må man støtte sig til rammen med de indledende billeder. Derved bliver det en mytisk fortælling om kræfter, der er i spil, om ting, der går galt, og om lavinen, som ruller. Man må ikke af det tilsyneladende realistiske miljø forledes til at tro, at historien nødvendigvis skal være pålideligt troværdig. Derimod skal den illustrere en række mekanismer og et sammenstød mellem modstridende principper, og det er netop, hvad den gør.

Vi har just set Sabra komme knotten hjem efter det uheldige møde med moderen. Kunne noget være mere almenmenneskeligt? Hvem har ikke oplevet, at noget er gået dem helt imod, og at de derefter er kommet hjem rystende af raseri?

Herefter begynder begivenhederne at udarte sig. Sabra har netop besluttet, at hun nok skal finde en eller anden måde at skaffe penge, da det banker på døren. Det er Ellie, der kommer med hendes tøj. Faktisk siger Sabra tak. I øvrigt uden at tage synderlig notits af Ellie. Ellie snakker løs. Sabra beder hende om bare at få fred. Der foreligger et åbenlyst interessesammenstød. Ellie vil gerne snakke, Sabra vil gerne tænke. Netop som Ellie er på vej ud af døren, ombestemmer Sabra sig imidlertid og kalder Ellie tilbage. Smiler endog til hende.

Ellie fortæller, at hun ikke kan holde ud at være på sit værelse, fordi Tina hele tiden sukker, klager og græder. Sabra spørger, hvad der er i vejen med hende. Det ved Ellie ikke. Hun foreslår, at hun muligvis er forelsket, f. eks. i Mort. I et kort øjeblik er det som om Sabra fortryder den måde, hun har behandlet Ellie på. Det lader jo til, at de kunne have siddet og fået en ganske hyggelig venindesnak.Men så farer der en djævel i Sabra. Hun spørger Ellie, om hun har lavet sine øvelser. Det har Ellie ikke. Derefter sender Sabra hende ud og vaske sine strømper. Da Ellie kommer med en vag protest over at skulle ud og vaske strømper igen, påpeger Sabra, at det står i hendes magt at få Ellie smidt ud. Vil hun være en rigtig, fuldgyldig XM'er, har hun bare at lystre. Dermed er situationen fuldstændig sammenbrudt. Hvad der kunne være blevet en rar og hyggelig snak er endt i trusler og afpresning.

Hvad gik der galt i denne situation? Hvad gik der af Sabra? En blidere side af hendes natur var lige ved at bryde igennem, hvorefter i stedet det værste i hende fik magten. Sabra havde naturligvis noget, hun skulle have afløb for. Hun er så vant til at befinde sig i en kampsituation, at det ligger hende fjernt at betro sig til en anden, hente støtte af den vej, opleve samhørighed. Samhørigheden er det, hun længes efter, men den er hende samtidig væsensfremmed. Hun er tilbøjelig til at betragte betroelser som blottelse af svaghed. Det er såre menneskeligt, at ikke turde tro på muligheder, der viser sig, men for at undgå skuffelser smadre dem før andre gør det, og dermed bevare en illusion om kontrol. Sabra formår ikke at gribe efter det gode. Derimod har hun netop oplevet at komme til kort. For ikke at føle sig totalt magtesløs, har hun brug for at stimulere sig selv ved at tryne Ellie og dermed bevise, at der da er noget, hun kan styre og kontrollere. Det ironiske er naturligvis, at det netop er afmagt, der kommer til syne i denne magtdemonstration, ligesom hun i den grad er kastebold for skiftende sindsstemninger, at hun kan slå helt om fra det ene sekund til det andet.

Den iturevne check er den umiddelbare anledning. Men det er tydeligt, at den blot har trykket på en knap, været en udløsende faktor, ligesom vi jo har erfaret, at Sabra havde onde drømme før mødet med moderen, og vel at mærke også før, hun vidste at dette møde ville finde sted. Der er noget, der presser sig på indeni. Det har det gjort med stadig større påtrængenhed på det seneste, og det samme mareridt er vendt tilbage, hvergang Sabra bare lukker øjnene. Med et så voldsomt pres indefra, står det klart, at der kun behøves et ubetydeligt prik udefra. Prikket er imidlertid mere end bare ubetydeligt. Sabras eneste trøst i sin ensomhed har været hendes midler, at hun kunne gå ud og f.eks. købe nyt tøj, når hun ville. Vi har strejfet, at dette kan være en del af årsagen til hendes marginalisering, men at det samtidig har været en dulmende smertepille, kan ingen være i tvivl om. Netop da et indre pres vokser, bliver hendes sutteklud taget fra hende. Vi aner, at det her snart vil blive langt mere alvorligt end strømpevask og spørgsmålet om nye kjoler eller ej.

Dertil har vi nu fundet ud af, at Ellie bor på værelse med Tina. Vi har tidligere mødt Tina som Ritas proselyt. Det synes at være indbygget i ordningen, at de ældre elever skal være mentor for de yngre, vurdere aspiranterne. Hvor forskelligt dette kan falde ud ses af måden Sabra behandler Ellie og måden Rita behandler Tina.

Som checken er mere katalysator end egentlig årsag, således også med Ellie. Sabra er en flot pige, der elegant fører sig frem i dyrt tøj, men alligevel ikke kan komme ind i kammeratskabet og fremstår noget kejtet i forhold til dette. Det er let gennemskueligt at hun i Ellie har fundet en lille, klumpedumpet tyksak, der fungerer som legemliggørelse af hendes egen ubehjælpelighed. Men også Sabras utilpassethed og sociale vanskeligheder må nødvendigvis have dybereliggende årsager. At ensidigt fokusere på projektionen, leder bort fra en nærmere afdækning af Sabras problem. Det dybereliggende problem er naturligvis ikke, at hun står udenfor fællesskabet, eftersom der selvsagt må være en række årsager til dette. Atter må man vogte sig for at forveksle sygdommen og symptomet. Det er således heller ikke et dækkende svar, at Sabra ikke er særlig sød. Det kan tildels forklare omgivelsernes reaktion, men i forhold til Sabra har man blot skudt spørgsmålet ud i næste led, for hvorfor er hun ikke særlig sød?

Det er netop dette spørgsmål, der er begyndt at nage Sabra selv, og i sit indre aner hun et endeløst mørke og en række dæmoniske kræfter, der gør hende til deres marionet. Det er ren oplevelse eller om man vil: beskrivelse af tilstanden. Hvad tilstanden skyldes, forstår hun ikke. Hun er netop så ubevidst, som man kunne forvente det af et menneske, der er faret vild i sin indre labyrint, akkurat som dette stemmer ganske godt overens med, at hun i den ydre verden kun med yderste besvær formår at udvise en nogenlunde normal adfærd, eller måske rettere: undgå at det abnorme bliver alt for påfaldende.

Ude på badeværelset er en anden pige ved at tage bad, mens Ellie bruger håndvasken til at vaske Sabras strømper.

 - Hej Ellie

 - Hej Terrie

 - Sikke nogle fine strømper

 - Det er ikke mine. Det er Sabras

 - Sabras?

 - Ja

 - Og du vasker dem?

 - Ja, øh, men ..

 - Du kender da reglerne. Det er ikke meningen, at aspiranter skal gøre personlige tjenester for de indviede

 - Jeg tilbød det selv. Det var ikke Sabras fejl

 - Jeg ville ønske jeg kunne tro dig. Men jeg kender Sabra, hun har lavet den slags numre før

Den synligt forargede Terrie går hen for at tale med Sabra. Sabra bekæmper imidlertid Terrie med overlegen ro og ved at latterliggøre hende. Terrie forlader rasende værelset og smækker døren efter sig. At episoden dog ikke er Sabra ganske ligegyldig, fremgår af det efterfølgende optrin, hvor Ellie får en lussing og besked på ikke at snakke så meget. Mens Ellie sidder og er ked af det på sit værelse, hører hun Tina tale i søvne om et barn. Det er altså dét, der er i vejen. Men for Ellie er Tinas problem en løsning: endelig har hun noget virkelig spændende, hun kan fortælle Sabra. Anderledes kan man ikke opfatte det, eftersom hun næste dag farer hen til Sabra og fortæller hende hemmeligheden. Hun kunne jo have forsøgt at tale med Tina selv. Hun kunne være gået til en anden af de indviede, f. eks. Rita eller Terrie. Sabra pålægger hende absolut tavshed. Ellie må ikke fortælle det til nogen andre. Videre spørger hun Ellie, om hun har lavet sine øvelser. Ellie svarer, at hun stadig er øm i maven efter sidst. De aftaler at mødes samme aften.

Der klippes over til Rita, der går sammen med Mort. Han mener tydeligvis, at de ser for lidt til hinanden. Rita lover, at der nok skal blive mere tid efter valget. Rita løber ind til sin time. Mort mødes med en ung mand, der åbenbart fungerer som kampagnearbejder. De snakker lidt om piger, herunder Rita og Morts forhold. Mort kan ikke rigtig se sig selv, som ægtemand til en politiker. I det samme kommer Sabra og Ellie forbi. Der hilses. Morts kammerat bemærker, at han godt kunne tænke sig at gå ud en aften med Sabra. Men da Mort spørger hvorfor, ved han det ikke. Der klippes over til Sabra og Ellie på deres videre gang. Ellie bemærker at Rita og Mort har har gået fast sammen længe, hun synes, de klæder hinanden. Voice overen kommenterer: "Ellie gav mig en idé. Det ville være sjovt at snuppe Mort fra Rita."

Samme aften kommer Ellie indtil Sabra, og man får omsider at vide, hvad de nu flere gange nævnte øvelser går ud på. Der er tale om ganske almindelige mavebøjninger, som Ellie imidlertid har stort besvær med at udføre. Sabra forlanger 25. Ellie klarer tre. Sabra siger hun skal fortsætte. Ellie forsøger. Sabra ser ud ad vinduet, og ser Mort komme. Hun siger til Ellie, at hun lige går et øjeblik, men at hun endelig skal fortsætte. Sabra forsøger at lægge an på Mort, men har ikke meget held med sig. Denne afvisning bryder Sabra sig ikke om, og hun sværger hævn. Hun er følgelig i et ondt lune, da hun vender tilbage til værelset, hvad Ellie snart får at føle. Hun er standset op med sine øvelser og vil ikke fortsætte. Sabra hævder, at hvis hun hele tiden giver op og har ondt af sig selv, når hun ingen vegne. Det kan imidlertid ikke bevæge Ellie til at lave flere øvelser. Følgelig mener Sabra, at Ellie må afstraffes. Sabra tager et bræt med XM-logoet på, og giver Ellie en endefuld. Dermed når det sadomasochistiske islæt, der hele tiden har ligget der som en antydning til en direkte manifestation.

"Så er du måske færdig med at sige 'vil ikke' og 'kan ikke'?", spørger Sabra bagefter den snøftende Ellie, der sidder og ømmer sig. Da kommer Rita ind ad døren. Da hun ser den grædende Ellie og den skulende Sabra, der endnu har brættet i hånden, gætter hun straks sammenhænget. "Det var dog en grusom ting at finde på," siger hun indigneret. Hun spørger derefter Ellie om hun er o.k., hvorefter hun siger, at det nok er bedst, at hun går ind til sig selv. Nu skal de store piger snakke med store bogstaver!

Apropos bogstaver er det værd at mærke sig de græske navne på X og M, nemlig chi og san, altså noget, der kan minde vagt om navnene Rita og Sabra. Samtidig har de to navne en vis indbyrdes lighed. To stavelser og i begge tilfælde et a til sidst. Rita er egentlig en forkortelse af Margarita, som kommer fra det græske margarites, der betyder perle. Navnet Sabra har derimod jødisk oprindelse, og betyder patienten. Mens Ritas navn altså har græsk oprindelse og derved falder sammen med kollegiets logo og i sin betydning sigter til noget prægtigt og værdifuldt, er Sabras jødiske navn udtryk for en anden kultur og et andet sprog, og så siger navnet endvidere direkte at hun lider af en sygdom. Endvidere har vi med noget græsk og noget jødisk de to grundpiller i den vestlige kultur. Man kunne synes, at der ligger et antisemitisk budskab skjult i dette, "den jødiske syge". Men det har formodentlig ikke været tilsigtet (Arkoff var selv jøde). Snarere bør man bide mærke i, at Rita taler om fornuftige ting, er optaget af elevpolitikken osv. mens Sabra i det mindste over for Ellie kan have visse lighedspunkter med Det gamle Testamentes vrede, straffende Gud. Det sygelige består da i, at hun vil gøre krav på en guddommelig myndighed, som ikke tilkommer hende. Dertil kan man føje noget vedrørende sociale forhold. Sabra er jo rigmandspige, og rent faktisk er en relativt stor del af den amerikanske overklasse af jødisk oprindelse. En modsatrettet udlægning, der i højere grad tager Sabras parti, kunne være, at jøderne har været et forfulgt og misforstået folk i århundreder. Andre folk/racer har anset sig for at være bedre, og har således i deres egen selvopfattelse været perler.

Det kan tilføjes at Ellie er et engelsk navn og betyder "Guds skinnende lys", hvilket altså i det nærværende tilfælde er blevet til Sabras ydmyge tjener, eller i forhold til det med patienten: sygeplejersken. Eller helt enkelt: Sabra misbruger Guds lys.

Tina er en kortform af det græske kristine, som betyder kristen. Den græske perles protegé har altså tilknytning til kristendommen - og hun har syndet. Omend den kristne kultur er et jævnt godt mix af græsk og jødisk, hævder den kristne tro selv at være noget tredie, således som det hedder hos Paulus:

For jøder kræver tegn,

og grækere søger visdom.

Men vi prædiker evangeliet,

en forargelse for jøder - en dårskab for grækere.

Ud fra 50'ernes moralkodeks er der ingen tvivl om, at det blev anset for såvel en forargelse som en dårskab, at en ugift pige gik hen og blev gravid. Tillige gælder, at kristendommen begyndte med en graviditet uden for ægteskab. Det er her en tanke værd, at man aldrig får at vide, hvem der er barnets far.

Det lader sig dog vanskeligt gøre at gennemføre en komplet navnesymbolik. Mort (af Morton) betyder død eller det døde hav, mens Terrie betyder den stærke. Har Rita slået følgeskab med døden? Hvis Terrie er den stærke, hvorfor har hun så ingen gennemslagskraft over for Sabra? Mort er bartenderen, der taler om øl og grin. På den måde kan han siges at repræsentere en form for død. Men han arbejder også ihærdigt med Ritas kampagne, ligesom han er trofast, i hvert fald indtil videre. Som vi har erfaret, har han sine tvivl om en fremtid med Rita på længere sigt. Dertil klæber der sig faktisk en slags dødens skygge til Rita, som vi om et øjeblik skal høre nærmere om. Men i så fald skulle det med den kraftfulde Terrie være en rent ironisk spøgefuldhed. Mægtig i sit raseri kommer hun til Sabra, der så let som ingenting punkterer denne oppustede fremtoning. Man kan endvidere bide mærke i, hvor mange af disse begreber, der har tilknytning til det religiøse. Dette klinger på en sær måde sammen med, at hele ordningen omkring kollegiet har udtalt lighed med et nonnekloster, med novicer og fuldbefarne søstre, der har aflagt løftet. Faktisk er systemet inspireret af dette. Dermed føjer det en drilsk symbolsk dimension til det med et søsterskab (sorority), når der indsættes begreber, der har direkte tilknytning til Gud, liv, død, lys, mørke m.v. Det sker imidlertid på en temmelig kryptisk måde, og det lader sig således ikke uden videre gøre at afkode, hvad det egentlig skal betyde. Men om ikke andet understreger det præget af en afgørende og skæbnesvanger situation. Alle de store begreber er bragt på banen, og må vel skulle pointere, at dette er andet og mere end bare nogle pubertære pigeintriger.

Hvilken betydning man nu end vil tillægge disse ting, så synes de under alle omstændigheder værd at have i baghovedet. Hvor meget vægt de derefter skal have i tolkningen, må det være op til den enkelte at vurdere.

Tilbage til kollegieværelset hvor det er blevet tid til et pigeslagsmål. Som optakt forekommer der imidlertid en overraskende stilfærdig samtale. Rita hævder, at Sabra overhovedet ikke hører til på stedet, at hun hele tiden har været sikker på, at hun før siden ville rode sig ud i et eller andet, men dog ikke noget som dette. Sabra spørger, om det da virkelig er så slemt, det hun har gjort, hun har jo bare givet hende lidt smæk, hun er aspirant, hun skal disciplineres. Rita agter at indberette Sabra. Sabra forsøger at tale hende fra det. Hun hævder, at hun ikke ønskede at skade Ellie. Det er svært at vurdere, om hun virkelig er brødbetynget, eller om det er et spil, for at redde sig ud af klemmen. Rita tror hende ikke. Da Rita ikke lader sig formilde, går Sabra til angreb. Efter et kort, heftigt slagsmål får Sabra slået Rita ud. Mens Rita er bevidstløs, benytter Sabra chancen til at tage Ritas nøgle og kigge i hendes kasse. Indholdet er afslørende. Ritas far er straffefange. På grund af byggesjusk har han indirekte været skyld i en masse menneskers død. De indgår en aftale. Rita går ikke til dekanen. Sabra fortæller ikke nogen om fatter byggesjusk.

Sabra er dog ikke helt samvittighedsløs. "Noget blev ved at få mig til at såre andre. Jeg vidste, at jeg var syg," fortæller hendes voice over, mens man ser hende ankomme til moderens residens, "Jeg måtte have nogen til at hjælpe mig, om det så var mor."

Her har vi fat i noget vigtigt. I alt det foregående har Sabras ensomhed stået som eneste tilnærmelsesvise undskyldning, og en del kunne tyde på, at eksklusionen har været delvis selvforskyldt. Inden man betegner Sabra som fuldstændig hensynsløs, koldt beregnende og noget, der så småt begynder at nærme sig det delvis halv-psykopatiske, bør man studere denne scene nøje. Sabra ved hun er kommet ud på et sidespor, og det piner hende. Hun ønsker ikke at skade og såre andre mennesker. Det sker bare. Som hun siger, er der noget i hende, der får hende til det, en form for sygdom, og følgelig behøver hun hjælp. Men den eneste hun har at gå til er moderen. Den skrækkelige mor, sygdommens betændte ophav. Sabra burde vide, at det er håbløst. Men desperationen driver hende. Hun har ikke andre. Havde faderen levet, ville hun sikkert have foretrukket at gå til ham. Men det gør han ikke længere. Tvunget af en umulig situation vil hun fortælle om sine indre djævle til en, der får hende til at ligne en engel, tale om sin ondskabsfuldhed til ondskaben selv. Hvilken håbløs mission!

 - Sabra! Hvad i alverden laver du her?

 - Jeg kørte herop fra skolen.

 - Ja, det kan jeg godt regne ud. Men hvorfor?

 - Bede om et øjeblik af din tid.

 - Er du blevet bortvist?

 - Nej

 - Jamen hvad laver du så her?

 - Jeg blev nød til ... jeg ville ...

 - Jamen for pokker da. Så spyt da ud med det. Sid ikke der og væv i det som din far.

 - Mor! Jeg har brug for dig.

 - Kørte du 150 kilometer for at fortælle mig det?

Sabra går lidt rundt på terassen. Prøver at standse sin gråd og smile tappert. Standser tilsidst op og gentager: "Jeg har brug for dig!"

 - Ja, ja, da - du har brug for mig. Fandens til unge!

 - De ting på restauranten. Jeg mente ikke de ting, jeg sagde.

 - Såå

 - Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Pludselig ville jeg såre dig.

 - Tydeligvis.

 - Hvorfor gør jeg den slags ting? Der må være et eller andet galt med mig.

 - Vrøvl!

 - Det er som om, jeg hele tiden vil såre alt og alle! Hvad er det, der er galt med mig?

 - Der er ikke noget galt med dig. Hvordan skulle der kunne være det? Du har altid fået det bedste, der kan købes for penge, og det er på tide, at du begynder at vise det, for det er blot en viljessag.

Sabra kaster sig grædende i sin mors arme. "Hold op med det pjat," siger moderen irriteret.

 - Det er jo bare din kærlighed. Det er alt, hvad jeg ønsker.

 - Du har min kærlighed. Hold så op med at opføre dig som et pattebarn.

 - Hvis du ikke hjælper mig, så ved jeg ikke ...

 - Hvad er det for en hjælp, du beder om? Er det penge? Vil du have din lommepenge check igen? Er det det?

 - Nej.

 - Jeg er endnu ikke indstillet på at genoprette ordningen.

 - SÅ HØR DOG PÅ MIG!!!

 - Nej hør nu, Sabra. Du er alt for gammel til at skabe dig på den måde. I jævne, dagligdags vendinger: hvad er det, du er ude efter? Hvad er det, du vil have?

 - Det er ligemeget.

 - Hvis du tager afsted nu, kan du nå tilbage inden det bliver mørkt. Hvis da ikke du vil blive til middag.

 - Øh, nej. Jeg har nogle ting at klare. Jeg tager tilbage.

 - Jeg må også smutte. Jeg lovede naboen at komme over til en cocktail.

Med denne slutreplik spankulerer moderen ganske upåvirket afsted. Hendes datter er lige dukket uventet op i stortudende tilstand. Men det har absolut intet indtryk gjort. Voice overen kommenterer: "Hvor tåbeligt af mig at tro, at mor ville kunne forstå. Hun havde aldrig haft tilstrækkelig hjerterum til at forstå noget som helst." En yderst præcis analyse!

Med denne ekstremt onde og hjerteskærende scene er alt åbenbaret. Sabra er forpint af noget, hun oplever som en sygdom. En frygtelig tvang får hende til at skade andre mennesker. Ingen kan fortælle hende, hvad denne sygdom er, hvad der kan gøres ved den, om der findes en kur. Slet ikke moderen. Det giver sig selv: moderen lider ikke af sygdommen, hun er sygdommen. Frem for at få udpeget en mulig vej til helbredelse, er Sabra derfor blot blevet endnu alvorligere smittet efter besøget. Dermed har Sabra fået det sidste, afgørende skub. Hvad der herefter følger er blot de uundgåelige konsekvenser. Der er ingen læge til patienten!

På køreturen tilbage ser Sabra Tina, og tilbyder hende et lift. Sabra standser op ude ved stranden. Tina spørger hvorfor. Sabra vil snakke med hende. Tina benægter først, men ender med at indrømme. Faderen? Han har forladt byen. Hvad så med Mort? Hvad Ham? Sabra påtvinger Tina en plan om at give Mort skylden og presse penge af ham. Tina er ikke meget for ideen, og Sabra må have gang i tommelskruerne: et brev til Mort eller Tinas tilstand vil blive kendt over hele skolen.

Udover Sabras pengebekneb, der fungerer som en slags ydre begrundelse for denne plan, ligger der noget andet skjult i dette. Vi har set hvordan Rita er den, der tager sig af det ydre, mens Sabra står for det indre. En oplagt tolkning af Sabras tilbagevendende mareridt er naturligvis, at hun er blevet påtvunget den overmenneskelige opgave, at skulle bære en hel skoles mørke undergrund. Vægten af dette åg bliver stadig tungere. Som bærer af alle mørke hemmeligheder, alle dunkle drifter og alle fortrængte instinkter giver det god mening, at Sabra føler, at hun bliver styret af fremmede kræfter. Spændingen er under optrapning, konflikterne tilspidses, og jo mere situationen fyldes af dette, desto mindre er Sabra herre over sig selv. Som forvalteren af det ydre mener Rita naturligvis ikke, at Sabra hører til. Hendes kasse er et tydeligt billede på fortrængning. Hun fornægter det indre og farer rundt i det ydre. Det passer fint sammen med, at Sabra får adgang til Ritas kasse. Alle mørke hemmeligheder når til Sabra. Derfor måtte hun nødvendigvis blive medvider i Tinas tilstand, som Ellie (hendes gudelys) har skuet og rapporteret. At herefter få Tina med i en lyssky affære er en logisk konsekvens. Sabras klemmer og afpresninger, hvor hun tier med det ene og det andet - altså bærer hemmelighederne - mod at få det, som hun vil have det, kan dermed forstås således, at hun fortsat bærer undergrunden videre. Men hun kræver noget til gengæld, og det er betegnende, at disse tjenester har relation til den ydre verden. Altså skal Tina optræde som aktivt handlende, for at de begge kan få fat i nogle penge.

I teorien er planen naturligvis ideel. Mort er den oplagte lokale pengekilde, der har et renomé at værne om. At Tina arbejder i baren giver beskyldningen et skær af sandsynlighed. Dernæst kan Sabra få hævn for Morts afvisning. Ikke at hun er interesseret. Hun ville jo bare score ham for at ramme Rita. Men hendes forfængelighed er såret. En køn pige, der selv ved, at hun er køn, forventer ikke at blive afvist. Den, der har mærket de sultne blikke på sin ryg, regner med som en selvfølge, at den hun viser velvilje, føler sig beæret. Gud nåde og trøste ham, hvis han ikke gør!

Den på tegnebrættet perfekte plan viser sig imidlertid at fungere mindre godt i praksis. Tina sender brevet. Mort beder hende komme til en snak. Tina kigger efter, at der ikke er nogen vidner, men hvad hun ikke har tænkt på at undersøge: Mort har en båndoptager og optager samtalen, hvor Tina indrømmer, at han ikke er faren, og i øvrigt altid har behandlet hende respektfuldt og anstændigt. Sabra har instrueret og prepareret Tina grundigt. Hun virker kølig, krævende og nådesløs til samtalen med Mort.

 - Jeg vil ha' pengene i morgen. Er det klart?

 - Fuldstændig klart. Faktisk er alt, hvad du har sagt de sidste fem minutter gået klokkeklart igennem, og er på dette bånd.

Det var det, Tina ikke havde forudset. Hun har jo ellers - som nævnt - kigget grundigt efter, at der ikke gemmer sig vidner noget sted i baren. Mort siger, at han vil undlade at indberette hende, men at hun godt kan tage at holde sig på afstand. "Du er pilrådden!" Det er der vist ikke tidligere nogen, der har sagt til Tina. Der har givetvis heller ikke været nogen grund til det. Det er derimod den slags, Sabra ofte må høre, og ja: det er naturligvis i mange tilfælde med en vis ret, når de andre piger, omend med lidt pænere formuleringer lader Sabra vide, hvad de mener om hende. Men netop derfor er denne scene bemærkelsesværdig. Den viser hvor let man kan komme ud i noget skidt, hvor let man kan få et stærkt negativt ladet stempel. Den, som ikke vidste bedre og blot så Tina i denne ene situation, måtte uværgeligt tro, at hun var den mest lede og beregnende giftslange. Det er hun ikke. Men enhver kan se, at det ikke ville kræve så forfærdelig mange situationer af denne art, før hun ville blive påtvunget en maske og modvilligt nød til til at spille rollen. Måske (?) skete der engang noget lignende for Sabra. Hun har jo også været aspirant engang. Hvordan behandlede hendes mentorer hende?

Mon ikke de fleste mennesker har oplevet den grundliggende uretfærdighed i omgivelsernes vurdering, at der skal meget godt til for at skabe et positivt image, men overraskende lidt dårligt for at skabe et negativt? Den vellidte lever som oftest i et korthus. Træd blot en smule ved siden af, og det bliver dét, der står til troende. Alt andet er glemt!

Tina er faktisk en sød pige. At hun kom galt afsted var pokkers uheldigt, men ændrede sådan set ikke noget ved den sag. I den misere kunne hun gå gennem skidtet og forblive ren. Men i løbet af det seneste døgnstid eller så er hun blevet tvunget ud i afpresning, løgn og bedrag. Hun besmitter sig og det slår tilbage. Hendes blik og attitude er allerede nu ved at forandre sig. Forråelsen er begyndt!

Åndeligt set er det Tinas redning at afpresningsnummeret mislykkes. Havde Mort uden videre betalt, ville hun have fået det indtryk, at det er let nok at lave fiduser og slippe godt fra det. Morts betaling ville tillige have været en slags samtykke. Indirekte ville det signalere, at det er i orden at gøre den slags.

Omsider når vi frem til badestranden hvorfra fortællingen begyndte. Formodentlig er det allerede næste dag. Alligevel har umådelig meget forandret sig. Man ser Ellie smide en vildfaren bold over til nogle af de andre. Idet hun går forbi den opsynshavende lærer, Mrs. Benson, kalder denne på hende. Om hun ved hvad der er i vejen med Tina? Det hævder Ellie at ikke vide noget om. I det fjerne kan man se Tina sidde helt for sig selv med en bog. Et godt stykke fra alle andre. Læreren nævner, at hun har forsøgt at tale med Tina, uden at kunne få noget ud af hende. Ellie fastholder, at hun ikke ved noget. At situationen er hende ubehagelig er imidlertid tydeligt nok. Hun undgår lærerens blik og sidder og leger med sandet. Omsider lader Mrs. Benson hende slippe. Ellie sætter sig hen ved siden af Sabra, der spørger hvad læreren ville.

 - Hun ville vide med Tina.

 - Hvad med Tina?

 - Hvad der tynger hende.

 - Hvad svarede du?

 - At jeg ikke vidste det.

Ellie begynder at lave sine øvelser.

 - Se det går helt godt nu. Inden længe får jeg en pænere skikkelse.

 - Ja, du klarer det fint.

 - Jeg er ved at blive stærkere. Det går fremad.

 - Hhmm.

 - Du Sabra?

 - Ja.

 - Jeg har tænkt på, om vi nu også hjælper Tina, ved at tie stille med det.

 - Der er ingen, der har bedt dig om at tænke. Fortsæt du bare med dine øvelser.

Sabra rejser sig for at gå ud og bade. Ellie tager flere mavebøjninger. "Bliv nu ikke for kæphøj," er Sabras hånlige kommentar til Ellies flid. Lidt efter rejser Ellie sig og går hen til Tina. De udveksler et hej.  

- Du hænger med næbbet.

 - Ja.

 - Måske du skulle prøve at tale med nogen om, hvad der trykker. Så slemt kan det da ikke være. Måske kan Mrs. Benson hjælpe. Eller dine forældre. Det er da det, du har dem til.

 - Ellie! Vil du ikke nok lade mig være i fred.

Tinas sidste ord er næsten identiske med, hvad Ellie tidligere har hørt fra Sabra. Alligevel er der en forskel. Der er ingen hån i dem. Kun desperation og fortvivlelse. Som Altid bærer Ellie sig klodset ad. Tal med en lærer, tal med dine forældre. Det er jo ligetil at få Tina til at spekulere endnu mere over, hvad de i så fald vil sige. Ligeledes gælder, at hver eneste gang Tina har talt om det, er der kommet noget skidt ud af det. Sabra har tvunget hende til at være med i et lurvet nummer, og Mort har kaldt hende pilrådden. Det giver jo virkelig lyst til at indvie nogle flere i hemmeligheden (!).

Ellie går. En smule fortørnet. Hun ville jo bare være venlig. En muntert pjankende par med en stor badebold løber forbi. Derefter kommer Sabra hen til Tina.

 - Du bliver nød til snart at finde på en eller anden forklaring at give. Fok begynder at undre sig.

 - Det er håbløst. Hele mit liv er ødelagt.

 - Velkommen i klubben. Tiden er vitterlig ved at løbe ud.

Sabra rejser sig og løber mod vandet. Inden hun går ud vender hun sig imidlertid og kigger tilbage på Tina. Der fornemmes en bekymring og omsorg i hendes blik. Noget kunne tyde på, at hun i dette øjeblik oprigtigt ønsker, at hun kunne hjælpe Tina. Netop derfor er det en vigtig detalje. Naturligvis hænger det sammen med, at hun oplever et åndsfællesskab med Tina. Følelsen af et ødelagt liv, det er for sent at rette op. Åh, jo - den kender hun. Men derfor kan omsorgen godt være oprigtig alligevel. Sabra vender sig og løber ud i vandet. Den ægte følelse, der et øjeblik besjælede hende, har hun rystet af sig. Hun tager fat på sin svømmetur. Tina kigger efter hende. Betragter alle de andre i deres muntre boldspil. Deres ubekymrede glæde. Det liv, der ikke længere er hendes. Så kigger hun op. Et højt klippefremspring. Deroppe. Ellie ser bekymret til. Aner at noget er helt galt. Tina rejser sig og begynder at kravle op. Mort kommer kørende i sin bil. Tina er ved at være nået op, klar til at springe. Ellie råber op. Rita kommer op fra vandet. Mort løber afsted hen mod afsatsen. Boldspillet hører op. Alle løber hen foran klippefremspringet. Kigger op. Også Sabra kommer op af vandet. Usikkerhed og bekymring anes i hendes ansigt. Med deres våde hår og forskrækkede ansigtsudtryk er Sabra og Rita faktisk svære at skelne fra hinanden. Sabra bliver imidlertid stående på strandbredden, mens alle andre forsøger at nå at løbe op og hen til Tina. Det bliver Mort, der når derhen og griber hende i sidste øjeblik.

"Rolig, rolig," siger han. "Det skal nok gå altsammen." "Hun fik mig til det," græder Tina. "Jeg ville ikke. Hun tvang mig." "Det ordner sig, det ordner sig," siger Mort trøstende. "Hun tvang mig," lyder det atter fra Tina. De andre er i mellemtiden kommet derhen. "Hvad mener hun?" spørger Rita. "Hun er gravid," svarer Mort. "Jeg har lige ringet til hendes forældre, så de kan komme og hente hende. Hun prøvede på at afpresse mig. Der må være en eller anden anden, der har fået hende til det." "Sabra," lyder det grådkvalt fra Tina. "Det var hendes idé. Det var Sabra."

Rita rejser sig. Betegnende nok er hendes ansigtsudtryk fuldstændig neutralt. Forråder ikke hendes tanker. Men det gør hendes krop, i og med at hun rejser sig op og går ned mod stranden. Der er pludselig noget andet, som er vigtigere end at trøste Tina. Hun kan græde ud hos Mort. Nu skal Rita have ram på sin ærkefjende. Alle de andre følger efter, som havde Rita trukket dem i en snor. Nærmest bag Rita går Ellie. De kommer ned til stranden. Rita stiller sig foran Sabra. Ritas ansigt er stadig lige udtryksløst. Sabra ser ulykkelig ud.

 - Du er ikke menneskelig. Du er noget havet har spyttet op.

Rita har indledt sit angreb. Sabra alene mod alle. Rita med hele sin bande i ryggen. Et væld af giftigheder og beskyldninger rettes mod den forsvarsløse. Endelig er hun afvæbnet og svag, så nu skal hun have alt, hvad den kan trække. Sabra er ulykkelig, grædende, prøver forgæves at forsvare sig.

Er det sandt, som Rita hævder, at Sabra er noget helt igennem ondt, blottet for menneskelige træk, værre end hajerne ude i havet, der blot søger deres føde? Sabra har forvoldt meget ondt. Lad det blive slået fast. Men hun har også lidt meget ondt, og Ritas dom er ikke en konklusion på den aktuelle situation. Den dom fældede hun allerede for længe, længe siden. Måske for så længe siden, at Sabra dengang overhovedet ikke havde gjort noget som helst galt endnu. Rita kunne bare ikke lide hende. Siden var der episoder, hvor Sabra trådte lidt ved siden af. Noget har der været. Noget er der sket. Småting sammenlignet med den aktuelle situation. Men jo, noget.

Vi har flere gange set, at nogle af de andre piger, især Rita og Terrie, har konkluderet på baggrund af tidligere hændelser. Fortidens synder hænger ved. Erfaringer er naturligvis en glimrende ting, en måde at blive klogere på livet og sine medmennesker. Men hvis man hele tiden fortæller et menneske, hvordan det er og hvad det altid gør, kan man let komme til at fastholde dem i en rolle, det ikke er ønskeligt for nogen af parterne, at de forbliver i. Dertil er der et gammelt ord, der siger, at "man skal ikke gøre skarn uret". Det sker faktisk, at der kan opstå en situation, hvor en person er helt uskyldigt havnet i noget, der til forveksling ligner et af deres sædvanlige numre.

Personligt husker jeg en ungdomsoplevelse, hvor jeg var afsted på en tur med nogle andre unge mennesker. Jeg var blandt de værste natteravne, så indrømmet: visse dage var jeg temmelig slap i koderne og sov på nogle sære tidspunkter. En dag vi var ude hver for sig i en by, kom jeg næsten en time for sent til det aftalte mødested. Ingen troede på, at jeg var faret vild, og ikke havde kunnet finde stedet. Alle uden undtagelse var overbeviste om, at jeg havde ligget og sovet et eller andet sted. Den rene, skære sandhed var imidlertid, at jeg havde rendt rundt i byen uden at kunne finde mødestedet. De voksne, der havde opsyn med os, henviste til et højt tårn, der kunne ses over hele byen. Kunne jeg måske ikke se det? Jo, men jeg havde ikke været opmærksom på det, at det var lige ved mødestedet, og følgelig havde jeg heller ikke pejlet efter det. Alle indicier var imod mig. Dersom nogen fra dengang endnu husker episoden, er de formodentlig den dag i dag parat til at sværge på, at jeg lå og snuede et eller andet sted. Jeg ville i grunden ikke blive særlig forbavset, hvis nogen ligefrem mente at huske at have set mig ligge et eller andet sted. Skønt jeg naturligvis godt kunne se, at sandsynligheden talte for denne forklaring, følte jeg mig ikke desto mindre dybt såret og forurettet. Det jeg oplevede som krænkende var at ikke blive troet, at alle troede, det var løgn. Sovet? - Ha! - Jeg havde okset rundt, og vist gået langt flere skridt end nogen af de andre. Jeg havde virkelig gjort meget for at finde tilbage og nå det til tiden. Nok var jeg kommet for sent. Men et eller andet sted følte jeg, at min ihærdige indsats fortjente påskønnelse. Som en uundgåelig følge af denne episode sov jeg resten af turen nøjagtig hvornår og hvor det passede mig. For de andre var dette et bevis. For mig var det en slags halvt bevidst hævn.

På en lignende måde giver de øvrige senior-piger ikke Sabra megen spillerum til at forandre sig. De holder hende fast i alle gamle forseelser, dynger en god portion beskyldninger oven i, og da de så endelig påviseligt kan gribe hende i noget rigtig slemt, triumferer de og har svært ved at skjule deres begejstring under en passende maske af forargelse og indignation.

Her er Sabra helt og holdent gjort til syndebuk. Vist har hun lavet en del gale streger. Men hun er trods alt ikke skyldig i alt. Det er imidlertid den fulde skyld for absolut alt, der her lægges på hende. Mort er ikke far til Tinas barn. Men det er Sabra selvsagt heller ikke. Det var en lumpen en, den afpresningshistorie. Men det er ikke Sabras skyld, at Tina er blevet gravid, ligesom hun ikke har båret Tina op på klippefremspringet og forsøgt at smide hende ned. Men på sin vis bliver hun også gjort ansvarlig for det. Hvis noget som helst er galt og ikke som det burde være, så er det Sabras skyld. I sammenligning med den altomfattende skyld hun dermed pålægges, virker de fleste af hendes meritter som relativt uskyldige uartigheder.

På hylstret til dvd'en står der, at det er en række chok på chok bekendelser. Dette er naturligvis en slags reklameslogan, en salgstale for filmen, og man kan diskutere om det nu også er det, der udspilles. Alligvel er der noget rammende over beskrivelsen.

Ser vi bort fra den fortolkningsusikkerhed, der udspringer af, at det synes at være en del af drømmen, giver den indledende voice over os Sabras stemme, der begynder sin fortælling. Vi har her kun fået at vide, at det hele er gået galt. Men hvad er der egentlig sket? Begivenhedsrækken må siges at bevæge sig fra det små-slemme til det virkelig alvorlige. Tingene eskalerer ud i det stadig værre. På den vis kan man med god ret tale om chok-på-chok. Blot er der noget populistisk-sensationelt over formuleringen, der i grunden passer dårligt til den roligt fremadskridende måde historien forløber. Filmen handler jo ikke om, at hun render rundt og smider kanonslag ind ad folks vinduer.

Dertil hævdes, at hun er udspekuleret, køn og helt igennem slem. Lad gå med de to første udsagn. Det sidste yder ikke filmens psykologiske niveau retfærdighed, men giver indtryk af en tegneseriefigur. Hvad skuespillerinden Susan Cabbot levendegør i denne rolle er mere subtilt end som så. Ihukommende det indledende mareridt er det imidlertid betegnende, at Diana Love i sit indre nok fandt en dunkel og farlig verden, men dog også lys og håb, mens Sabra Tanner udelukkende finder mørke derinde. Herefter kan man så begynde at diskutere, om det skyldes, at der ikke er andet, eller at hun ikke formår at få øje på andet?

En lille billedstribe med Barboura Morris ( ≈ "Rita")

På omslagsbilledet ses endvidere tre små portrætter af henholdsvis Tina, Rita og Ellie, der hver er forsynet med en undertekst. Om Rita hedder det, at hun er for smart til at blive afsløret. Det er i den forbindelse betegnende, at da alle har stået samlet omkring Tina, der afslører Sabra, siger Rita efterfølgende nede ved stranden, at det er sådan Sabra er, og at hun endog har forsøgt at afpresse hende. Den personlige krænkelse mærkes tydeligt i tonefaldet. Det er åbenbart noget særlig slemt at ville afpresse Rita, åbenbart fordi hun antageligt er så pletfri, at tanken er absurd. Det falder da heller ikke en eneste af kammeraterne ind at spørge, hvad denne afpresning skulle have gået ud på. Den urørlige Rita gennemfører angrebet mod Sabra, men er uangribeligt korrekt til det sidste, og standser således Ellie, da hun går korporligt til angreb på Sabra. Rita formår således til fulde at gennemspille sin rolle. Ingen andre end Sabra synes at finde Ritas overdrevne korrekthed anstrengt og irriterende, og derfor kan heller ingen andre gennemskue dens påtagede falskhed. Det lykkes dog Sabra at gennemføre et sidste stød mod Rita, omend det ikke synes at have synderlig virkning. Stående ude i vandet alene mod alle, siger Sabra til Rita: "Al din snak om hvordan man skal være og opføre sig, hvad der er rigtigt at gøre. Men du har aldrig kunne lide mig og altid holdt mig udenfor.Lige fra den første dag regnede du mig for en fremmed, som der ikke var plads til. Jeg var bare hende rigmandsdatteren. Du var misundelig over, at jeg havde flere penge end dig. Det har aldrig interesseret dig at vide, hvem jeg er eller at høre min historie." "Lad hende være", siger Rita bare og fører an i rask march væk fra stranden. Hun indser tydeligvis, at det ikke ville være gavnligt for hende at gå ind i den diskussion. Den eneste måde hun kan redde sig selv og sin værdighed er hurtigst muligt at komme væk derfra. De andre følger hende som en viljeløs fåreflok, en enig trop knyttet sammen af interne bånd og indforståethed. De hører sammen og udgør i den forstand en parallel til Ericson og Andrea. Men der skjuler sig grumme ting under den pæne overflade, og således kunne et spørgsmålstegn også have været på sin plads i denne film, da det er tvivlsomt om kammeratflokkens syndebukke-projektion er en holdbar løsning. Nu da de ikke længere har deres prügeknabe, vil der næppe gå lang tid, før de begynder at kaste sig over hinanden. Det er en ond vittighed, når Rita hævder, at Sabra ikke hører til, fuldstændig blind for, hvor voldsomt hun behøver netop denne modspiller. Som Jung siger:

Det væsentlige indhold i drømmens handling er en slags fint afstemt kompensation for en vis ensidighed, fejlagtighed, afvigelse eller anden form for defekt i det bevidste standpunkt. En af mine patienter, en aristokratisk dame, der helt overflødigt anså sig selv for at være uendelig distingveret, stødte i sine drømme på en række beskidte fiskerkoner og fordrukne prostituerede.

(...)

Det ubevidste er ikke noget dæmonisk uhyre, men et naturvæsen, der er moralsk, æstetisk og intellektuelt indifferent, og som kun bliver farligt, når vor bevidste indstilling til det er håbløst forkert. Det ubevidstes farlighed vokser i takt med, at vi fortrænger det, og i samme øjeblik patienten begynder at assimilere sit ubevidste indhold, bliver det tilsvarende mindre farligt. Personlighedsspaltningen - den ængstende adskillelse af dag- og natside - forsvinder med den fremadskridende assimilation. Det, min kritiker frygter skal ske, nemlig at bevidstheden overvældes eller betvinges af det ubevidste, bliver først aktuelt, når det ubevidste forhindres i sin medleven gennem fortrængning, misfortolkning eller nedvurdering.

(...)

En ren undertrykkelse af skyggen er et ligeså dårligt lægemiddel som halshugning mod hovedpine.

June Kenney ( ≈ "Tina") i en lidt anden rolle!

Netop problematikken med de undersøiske skær er anskueliggjort i Tina-figuren. Under hendes portræt hedder det, at hun er for køn til at være god. Det bør vel nærmest forstås som for sød til at være sand, for nydelig til at være ægte. Hun ligner den legemliggjorte dyd og uskyld, hvad hun jo påviseligt ikke er, eftersom det er hende, der er kommet i omstændigheder. Det er en besk ironi, at det netop er den søde, pæne pige, der er kommet i ulykke. Det ville have passet bedre til den slemme Sabra. Den usikre Ellie kunne være dumpet i af lutter glæde over, at en fyr viste interesse for hende. Selv Rita ville man have lettere ved at tro det om. Men Tina ... Man fornemmer et ekko af djævlelatteren fra "The Undead".

Om Ellie hedder det, at hun er for frygtsom til at være slem. Spørgsmålet er, om man skal tage denne kommentar helt bogstaveligt, eller om der skjuler sig en subtil ironi deri. For 50'er publikummet har det muligvis været lettere at tro på Ellies uskyld. Hun må på datidens biografgænger have virket som en stakkels klumpedumpe, der kommer i klemme mellem to stærkere personligheders magtkamp. Med nutidige øjne virker hun mere som en fej lille slimklat, som det er betydelig sværere at holde af end Sabra. Hos enkelte mennesker kan hun muligvis vække beskyttertrangen, men de fleste vil nok snarere finde hende en smule irriterende. Her skal man dog vogte sig for, at tro blindt på historiens fortæller. Vi får alt serveret set fra Sabras perspektiv, og hvad hun mener om Ellie, er der i hvert fald ikke synderlig tvivl om. Nogen vil nok spørge, hvorfor Sabra og Ellie ikke kunne være blevet veninder. Indtil et vist punkt kan man hævde, at Ellie er virkelig sød over for Sabra og tjenstvilligt føjer hende langt ud over rimelighedens grænser. Kikser Sabra sin chance? Kan hun ikke se sin redningsplanke, fordi hun anser denne for dum og mindreværdig? Denne udlægning er for så vidt mulig, men der er en hel del, som taler imod den, og peger hen mod en ganske anden tolkning.

Ellies position må ikke forveksles med kærlighed. Der er højst tale om beundring. Det er det typiske fænomen inden for undervisningssystemet, hvor der ses op til dem, der går på et højere klassetrin. Hele det fænomen Scherfig eminent skildrede i "Det forsømte Forår" omkring de såkaldte sutter. Den svage vil ofte prøve at klare sig igennem ved at alliere sig med den stærkere. Det er her betegnende, at Ellies loyalitet ophører i sammen øjeblik, Sabra står som den svage, hvorefter hun bliver Ritas skødehund. Havde Ellie virkelig holdt af Sabra, ville hun have taget hende i forsvar. Den anklagede står dømt, og alle er ivrige efter at kaste den første sten. Her er ingen frelserskikkelse til at dementere fordømmelsen.

Ellie er slet ikke så dum endda. I hvert fald forstår hun at sno sig og overleve. På sin vis er hun akkurat lige så snu, beregnende og intrigant som alle de andre. Hendes korporlige angreb på Sabra må i det lys betragtes som iver efter at indynde sig hos sin nye herskerinde, hvorfor det da også straks ophører ved Ritas formaning. Havde hun virkelig følt sig dybt personligt krænket, skulle der formodentlig mere til at standse hende.

Vil man imidlertid holde fast i den opfattelse, at Sabra ikke kan se, at der er en, som holder af hende, så ville man blive nød til at tilføje, at Ellie svigter, da det virkelig gælder. Kærligheden kan ikke bære. Måske har Ellie på et tidligere tidspunkt oprigtigt holdt af Sabra. Men hun gør det ikke længere. Tvært imod er hun særlig fjendtlig. Uanset hvilken mærkat man vil sætte på Ellies følelser, så er de i hvert fald ikke af den bæredygtige, frelsende art, der tæller som gyldig i Arkoff-land. I begyndelsen af filmen, spørger Sabra Ellie hvad det er, hun vil opnå. Åbenbart havde Sabra ret i, at Ellie ønskede at opnå et eller andet. Ellie kan nok give den i rollen som spytslikker, men som begivenhedernes kulmination tydeligt viser, er hun ikke en altopofrende uegennyttighed.

Man kan diskutere korrektheden af kommentarerne, som de tre portrætter er udstyret med. Derimod er det helt igennem rigtigt, at der er disse tre portrætter. Det er ikke blot de tre centrale personer omkring Sabra, det er også de faktorer, der gør historien så ond, at det bliver næsten ubærligt. Det er ikke en slange-i-paradiset-historie, sådan som f. eks. mange engelske krimier, hvor folk kan vende tilbage til deres uskyldige sysler, så snart morderen er uskadeliggjort. Man kan beskylde den ene eller anden for at være slangen i paradiset, men i virkeligheden er vi slet ikke i et paradis. Vi befinder os i slangens bug.

I lyset af 50'erne

Trangen til at ville have en skyld sikkert placeret på tværs af al rimelighed synes til enhver tid at give mange mennesker en vis tryghed. Når bare vi ved, hvem der er de gode og hvem, der er de onde, bliver de fleste spørgsmål behageligt enkle og overskuelige.

Trods det tidløse præg over tendensen kan man med nogen ret synes, at den i bestemte perioder har været mere alment fremherskende. Som regel kan der også anføres grunde til dette. Verdenssituationen, politiske forhold m.v. er typiske årsager til at ville tale om onde og gode. Det er således betegnende, at den historiske forskning indtil et ret sent tidspunkt gjorde sig liden ulejlighed med at søge efter dybere årsager til Den kolde Krig, men primært var optaget af at få en skyld sikkert placeret i enten den ene eller anden lejr.

Denne tendens til at gøre historieforskningen til en rettergang var bl.a. præget af, at man kun sjældent søgte efter de linier der førte tilbage før Anden Verdenskrig. Det blev anført, at der i de første år efter krigen stadig fandt forhandlinger sted mellem USA og Sovjet. Følgelig begyndte Den kolde Krig først for alvor i 1947. I virkeligheden havde den spirer tilbage fra før Første Verdenskrig!

Vi var tidligere omkring, at vi i "Sorority Girl" dumper ind midt i noget, som ligner kulminationen af et forløb, der længe har været under optrapning. Man får fornemmelsen af en bevægelse ud over den tynde is, der kan bære så og så langt, hvorefter vi indføres i historien netop på det sted, hvor den ikke kan bære længere og isen knækker.

Et andet element, vi har berørt, er gensidige fordomme. Hvor langt man end mener at kunne trække ophavet til Den kolde Krig tilbage i tiden, er dog så meget sikkert, at i løbet af de 15 år 1947-62 skete der en voldsom tilspidsning, ikke mindst i ideologisk henseende, hvor modsætningerne blev trukket stadig skarpere op, og det derfor blev stadig sværere at forstå hinanden. Til en vis grad kan man måske ligefrem tro, at der har været en række relativt uskyldige misforståelser i spil. Nu skal man som bekendt ikke beskæftige sig med politisk historie, hvis man ønsker at bevare nogle illusioner her i livet. Men at man inden for politik aldrig må forvente at finde ligefrem smukke motiver og sand idealisme bag tingene, betyder vel ikke nødvendigvis, at det altid uden undtagelse er de allermest lave og lumpne motiver, der gør sig gældende. Nogle gange er der måske tale om en relativ nedrighed og blot delvis ondskab. Det ville man i 50'erne have haft meget svært ved at indrømme, når det galt den politiske modpart, mens man modsat var tilbøjelig til at pynte på sig selv. Netop derfor er det interessant at betragte en film fra midt i den værste ideologiske tilspidsning, der i nogen grad kan opfattes som en fortælling om gensidige fordomme, om ubetydelige misforståelser i grotesk forstørrelse, såvel som en ensidig placering af en skyld. Filmen siger også noget om, hvor belejlige og nyttige syndebukke er. Der er næsten ingen grænser for hvor tæt man kan holde sammen, hvis bare man har nogen at holde sammen imod.

Når vi fra storpolitikken går ned på hverdagsplanet vil den fælles fjende som oftest være en enkeltperson, i hvert fald hvis mekanismen finder sted inden for en etableret gruppe. Denne kan meget vel stå i et mere eller mindre udtalt modsætningsforhold til en anden gruppe. Her ser man allerede, hvordan man kan bygge videre op, indtil man ender med den herskende verdenssituation. Men helt nede i de enkelte små sammenslutninger/fællesskaber findes der spændinger. Disse vil i de fleste tilfælde blive synliggjort via en personificeret syndebuk.

At tage dette konfliktstof op var for så vidt oplagt netop på dette tidspunkt, altså i sidste halvdel af 50'erne. Et nyt ungdomsbegreb havde vundet frem, og forskellige subkulturer var ved at etablere sig. I modsætning til det kollektivt orienterede ungdomsoprør i 60'erne, var 50'ernes brud med normer og konventioner almindeligvis et individuelt foretagende. Vist blev der i medierne ytret en del om beatniks, anderumper, motorcykelbander og andre ukonventionelle grupperinger. De var dog slet ikke etablerede kollektiver og eksakte subkulturer på den måde, mange er tilbøjelige til at forestille sig idag. Billedet er forvansket dels af netop syndebukke-stereotyper og dels af, at man lægger en senere opfattelse ind i en historisk epoke, hvor den ikke hører til.

I det mindste i den vestlige verden fik ungdommen større købekraft end tidligere, og kunne således defineres som en reel forbrugergruppe. Dette er for så vidt det eneste overordnede træk. En egentlig formulering af idealer og mål og et sammenhold omkring disse er helt og holdent noget, der hører det efterfølgende årti til. Enhver form for ideologi eller program er væsensfremmed for 50'ernes ungdomsopfattelse. Dels er der tale om langt mere irrationelle og rent følelsesbetonede ting, der slet ikke ville kunne defineres inden for rammerne af et manifest eller en doktrin. Dernæst er der frem for kollektive bevægelser i langt højere grad tale om den enkeltes opdagelse og definition af sig selv.

I forbindelse med omtalen af "The Undead" var vi omkring hvor massiv og restriktiv den normative konvention var. Før en samlet modbevægelse kunne komme på tale, måtte den enkelte som individ træde ud af den vedtagne ramme. Først derefter kunne et etableret alternativ komme på tale. Forskellen er allerede tydelig, når man ser på periodens største popidoler: solisten Elvis i 50'erne og gruppen Beatles i 60'erne. Det siger sådan set det hele! Således burde det også fremgå, hvor umuligt det er at tale generelt om 50'ernes ungdom. Når talen er om enkeltpersoner, bliver "det anderledes" nødvendigvis i allerbredeste forstand. Det kan med andre ord være alt fra den markante personlighed til den asociale afviger.

Det individuelle tilsnit kan meget vel blive ensbetydende med at stå alene. Gør man det, skal der ikke så meget til for at omgivelserne opleves som truende. Med Sartres berømte formulering, at man bliver spiddet på de andres blikke. Dette gælder ikke mindst autoritetspersoner, der frem for hjælpere, støtter og vejledere kan fremstå som direkte truende undertrykkere. I natlige mareridt kan de antage skikkelse af frygtelige uhyrer, der holder en fanget i udspekulerede fælder.

Den ultimative rock and roll sang om dette scenarium er naturligvis Eddie Cochrans "Summertime Blues". Desperat vrede, brusende frihedstrang og unge længsler mærkes i den hårdtpumpende rytme. Det store ekkorum, den pulserende bas, og de stakerede akkordanslag. Alt higer efter at komme fremad. Men hvergang det er lige ved, standser den op, og en dyb gravrøst slår bremsen i. Det er da også netop, hvad teksten handler om:

I'm gonna raise a fuss, I'm gonna raise a holler


About a workin' all summer just to try to earn a dollar


Every time I call my baby, and try to get a date


My boss says, "No dice son, you gotta work late"

Sometimes I wonder what I'm a gonna do


But there ain't no cure for the summertime blues

Well my mom and pop told me, "Son you gotta make some money,


If you want to use the car to go ridin' next Sunday

"
Well I didn't go to work, told the boss I was sick


"Well you can't use the car 'cause you didn't work a lick"


Sometimes I wonder what I'm a gonna do


But there ain't no cure for the summertime blues

I'm gonna take two weeks, gonna have a fine vacation


I'm gonna take my problem to the United Nations


Well I called my congressman and he said - quote:


"I'd like to help you son but you're too young to vote"


Sometimes I wonder what I'm a gonna do


But there ain't no cure for the summertime blues

(Jeg vil lave ramaskrig, jeg vil protestere

over at måtte arbejde hårdt hele sommeren for en ussel løn

Hver gang jeg ringer til min kæreste for at lave en aftale

siger chefen: "Glem det, sønnike, du kommer til at arbejde over!"

Nogengange spekulerer jeg over hvad jeg skal gøre,

men der er ingen kur mod sommermismodet.

Mor og far sagde, at jeg blev nød til at tjene nogle penge,

hvis jeg ville have lov at låne bilen og køre en tur på søndag

Men jeg gik ikke på arbejde, bildte chefen ind, at jeg var syg

"Nu kan du ikke få lov at låne bilen, for du har ikke passet dit job"

Nogengange spekulerer jeg over hvad jeg skal gøre,

men der er ingen kur mod sommermismodet.

Jeg vil kræve to uger, jeg vil have en ferie,

jeg indberetter min sag for menneskerettighedsdomstolen.

Jeg ringede til min lokale politiker, og han sagde - citat:

"Ville gerne have hjulpet dig, knægt, men du er for ung til at stemme"

Nogengange spekulerer jeg over hvad jeg skal gøre,

men der er ingen kur mod sommermismodet. )

Seneste kommentarer

04.09 | 07:12

Tak skal du have!

04.09 | 05:19

Tror jeg må læse Den lille Prins igen!
Ville lige lure, men måtte læse den alle! Rigtig fin samling Carl!

Del siden