Ida

Ang. min roman "Hændelsen" med særlig hensyn til kapitel 20, der omhandler Pauls forhold med Ida.

Kan også findes: https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl33vhJWlX3RgD1IQorK2tjZ8

I kapitel 20 hører man om Pauls forhold med Ida. Der er både gode og dårlige ting deri. Paul og Ida vil gensidigt hinanden kun det bedste. Men de kommer til at forstærke hinandens traumer/komplekser. Særligt undergravende for forholdet er Pauls PDD, som han ikke kan styre. Det udarter sig efterhånden til en smertefuld og opslidende affære.

Når Pauls PDD i den grad "blomster", er det måske (?), fordi han omkring sine kønsdele oplever den afgørende indikation på et forhold mellem to voksne mennesker. Formodentlig pusler Beatrice og dermed børnekæresterier et sted i baggrunden. Det smukke, Paul havde håbet på, kan ikke blive rigtig smukt på den måde, som Paul opfatter dette.

Der opstår en kobling til de væmmelige ting, der skete på institutionen. Derved bliver det en slags Beatrice plus Pilehushjemmet, og hvad i al verden er dette lig med?

Yderst forvirrende for Paul!

Han synes ikke at gennemskue, at han i et fast, forpligtende forhold, der (måske?) kunne føre til ægteskab og børn, står stillet overfor et markant skel mellem en barne- og en voksenverden. Han bliver blot usikker, bange og forvirret.

"To år før analysen begyndte, var Henry blevet forlovet med en katolsk pige fra den franske del af Schweiz. Han beskrev hende som charmerende, effektiv og initiativrig. Alligevel var han usikker på, om han turde tage ansvaret for et ægteskab. Da han havde meget ringe kendskab til piger, mente han, at det var bedre at vente ellerendog forblive ungkarl og vie sit liv til studier. Hans tvivl var stærk nok til at afholde ham fra at beslutte sig. Han havde brug for større modenhed for at kunne føle sig sikker på sig selv.

Selv om begge forældres kvaliteter var forenet i Henry, var han udpræget moderbundet. I sit bevidste liv identificerede han sig med sin virkelige (eller "lyse") mor, som repræsenterede høje idealer og intellektuelle ambitioner. Men i it ubevidste var han dybt fanget af de mørke sider af sin moderbinding. Hans ubevidste holdt hans jeg i et kvælende greb. Al hans klare tænkning og anstrengelser for at finde et fast ståsted på ren rationel vis blev ikke til andet end intellektuelle øvelser.

Behovet for at slippe fra dette "morfængsel" blev udtrykt i fjendtlige reaktioner mod hans virkelige mor og en forkastelse af den "indre mor" som et symbol på hans ubevidstes kvindelige side. Men en indre kraft søgte at holde ham tilbage på et barndomstadie og få ham til at modstå alle tiltrækninger fra den ydre verden. Selv tiltrækningen fra hans forlovede var ikke nok til at befri ham fra båndene til moderen og dermed hjælpe ham til at finde sig selv. Han var ike klar over, at det indre behov for vækst (som han følte stærkt) indbefattede nødvendigheden af, at han frigjorde sig fra moderen."

- Jolande Jacobi

Kunne man videre forestille sig, at også Laila spiller en rolle i denne opstilling? Føler Paul en form for skyld over at have en mandlig kønsidentitet? Er han bange for at skade Ida, når han giver efter for hendes seksuelle lyster?

Paul forstår ikke selv, hvad det er, der sker. Han kan ikke forklare det, hverken over for Ida eller sig selv.

Pauls PDD undergraver forholdet med Ida, hvilket fører frem til bruddet. Paul gennemlever en alvorlig krise i tiden efter bruddet.

Ida er en rigtig dejlig pige, men hun har en stor personlig usikkerhed. Det er netop usikkerheden, den gensidige følelse af at ikke være gode nok til hinanden, der kommer til at styre forholdet. Formodentlig har Paul ikke haft særlig mange kærester, måske er dette hans første længere forhold, hvor der reelt er tale om noget, der kan føre til ægteskab og børn. Det må i hvert fald antages, at det er noget uvant for Paul. Der har ikke bare været en endeløs stribe af kærester.

Pauls forventninger til dette nye og anderledes svarer ikke ganske til virkeligheden, især er den kropslige side af forholdet svær for ham at manøvrere i.

Hvordan forholder dette sig til Hændelsen?

Pauls opretholden facaden under Hændelsen modsvarer, at han i forholdet tydeligvis er bange for, at Ida skal komme til at betyde for meget for ham. Et generelt ønske om at bevare kontrollen går som en rød tråd gennem Pauls livskriser. Men en krise er netop udtryk for et tab af kontrol. Det har Paul det uhyre svært med, og derfor reagerer han ikke altid hensigtsmæssigt i en given situation.

Det er åbenlyst, at Pauls PDD er en voldsomt forstyrrende omstændighed i hans liv. Da det endelig lykkes ham at finde det, han søger, går PDD'en ind og undergraver det hele.

Paul ved godt selv, at han er ude på et skråplan, og at de ting, der kører rundt i hovedet på ham, ikke har særlig meget med forholdet til Ida at gøre. Alligevel står han her over for noget, der er stærkere end hans fornuft og gode vilje.

En hel central del af Pauls problematik synes at være frygten for kontroltab. Kunne han dog bare lære at give slip.

Det er også værd at opholde sig en smule ved Pauls momentane handlingslammelser, som han selv er forundret over. Fra Hændelsen over Anne Marie til Ida. I sidstnævnte tilfælde måske især i form af at have et sexliv samen med Ida, beskære sig selv, periodisk blive forfalden til at være passiv aggressiv o.s.v.

Set udefra får man indtryk af, at der er en vigtig betragtning, hverken Paul eller Ida har været omkring. Det er de ikke ene om. Så selvfølgeligt det er, kan det ikke desto mindre være svært at få øje på. Især når man står midt i tingene.

Spørgsmål om rimeligt eller urimeligt har givetvis nedslidt og ødelagt utallige parforhold. Ofte sker der det, at der er et eller andet, som går en på, men hvor man tænker, at det er for småligt, og så bider det i sig. Man forsøger at skabe en slags objektiv liste over rimelige og urimelige kritikpunkter. Men den går bare ikke. For hvis noget går en på, så GÅR det en på. Når man bider irritationen i sig, ligger det og gnaver.

Den samme ting kan for den ene være ulideligt og for den andet noget, de dårlig nok bemærker. Derfor findes der i grunden ikke noget rimeligt og urimeligt. Der er kun spørgsmålet om, hvad man kan leve med, og hvad man ikke kan leve med. Dette er forskelligt fra menneske til menneske. Derimod gælder det os alle, at vi på nogle punkter kan strække os vidt uden at føle, vi giver køb på noget vigtigt, mens vi på andre reelt ikke er forhandlingsåbne. Men da det netop er forskelligt fra menneske til menneske, hvad der er hvad, kan man ikke opstille objektive rimeligheder .

Den eneste virkelige og gyldige urimelighed, som vitterlig ER urimelighed, er at gå ind på noget, man ikke kan leve med, sige ja til ting, man i virkeligheden ikke kan sige ja til. For derved ødelægger man både sit eget og partnerens liv. Og ja: det ER urimeligt. Men så vidt det lader sig gøre at skønne fra læserens position, tyder en hel del på, at både Paul og Ida om en mængde ting har gået og tænkt: "Nej - det kan jeg ikke være bekendt at sige. Det er for småligt". I mangel på åben og direkte kommunikation kommer tingene så ud igennem sidebenene.

Paul synes endvidere at gemme sig bag giverens rolle. Undertiden på godt i og med at gøre søde ting. Men også på ondt idet han forsøger at påtvinge Ida forskellige ting. Men i begge tilfælde er der tale om en selvbeskyttelse, fordi man ofte er mere udleveret i modtagerens rolle.

Paul er tydeligvis bange for at stå som udleveret, og prøver at beskytte sig imod dette. På samme vis er han bange for, at Ida skal komme til at betyde alt for meget for ham, således at for stor en del af hans liv afhænger af hende. Men hans distanceringer gør ham blot til en mindre engageret partner, alt imens han alligevel bliver stadig mere afhængig af Ida.

Psykologien har generelt haft svært ved at forklare forelskelsens gåde. Men der er dog gjort en række hæderlige forsøg, med Francesco Alberoni og Jytte Vikkelsøe som de mest markante bidragsydere.

Meget af det, de skriver, passer fint på Pauls tilfælde. F.eks. skriver Alberoni en del om den brusende oplevelse af frigørelse, der ligger i udbrudsstadiet, ligesom Vikkelsøe analogt taler om et frigørende element (men dog ved siden af dette et krænkende).

I "Hændelsen" (romanen) hedder det, at det havde føltes som et eventyr, da Paul og Ida fandt sammen. Det, man så desværre kan iagttage gennem deres forholds forløb, er, at det forløsende går til grunde, mens det krænkende i stigende grad kommer til at styre forholdet.

Vi får imidlertid også brug for nogle andre teorier. Det er oplysende at kigge over i den jungianske afdeling, især som Jung læses og forstås af Franz Alt.

"Den tilsyneladende frimodige diskussion om seksualitet i vores massemedier skjuler ofte det egentlige tema: Ægteskabet er først og fremmest et sjæleligt forhold mellem mand og kvinde. Monogami er udtryk for vores krav om en-hed. Alt andet er temmelig almindelige - ofte maskuline - illusioner og projektioner, som ikke fører til vedvarende lykke.

Hvis jeg virkelig elsker, kan jeg selvfølgelig ikke sige: "Jeg elsker dig i tre år." Jeg kan kun sige: "Jeg elsker dig" - og leve derefter. C. G. Jung sværmer ikke for kærlighed, ægteskab og seksualitet. Hans egne ægteskabelige vanskeligheder og hans forældres ægteskabsproblemer spiller en rolle, når mesteren i selverkendelse nærmest pessimistisk udtaler sig om vort emne."

- Franz Alt

For Jung er mennesker (inklusiv ham selv) altid fejlbarlige, ikke fuldkomne. Alt mener, at netop dér, hvor folk går fra hinanden, er der et potentiale. Dette må siges at ligge på linje på Vikkelsøes tanker om det forløsende og det krænkende.

Som et eksempel på undergravningen kan man f. eks. Betragte scenen i skoven, hvor Paul og Ida har lidt småsex. Man kan herefter iagttage, hvad der sker videre, og hvordan det fører tingene ud på et sidespor. Det må fastslås, at Idas genkaldelser af erindringsbilleder er ærlige, men formodentlig upålidelige. De er oprigtigt mente, men reelt er der tale om en umulighed!

For Paul bliver dette en genspejling af Arne og Birger, og i kraft af hele miseren med Hændelsen og at blive truet nedefra, samler interessen sig om Birger-parallellen. Heraf ser vi, at Paul absolut ikke er kommet udover Hændelsen. Han er fortsat fuldstændig fanget deri.

Spørger man, om det er godt for Paul at have en kæreste, må man derfor svare nej. I forhold til, om det virker helbredende eller stadfæster det sygelige, kan det konstateres, at Pauls sygdom "blomster" mere end nogensinde (måske med undtagelse af den psykotiske periode i teenageårene).

Det er naturligvis ikke, fordi Ida ønsker at skade Paul. Ser vi på den vikkelsøeske model med det forløsende og det krænkende, er der god vilje til det forløsende på begge sider. Men forholdets fejludvikling består netop deri, at det krænkende element kommer til at styre og dominere forholdet i en sådan grad, at det forløsende helt forsvinder.

Det gælder naturligvis begge veje. Mod sin vilje bliver Ida krænkende, men med al sin udspørgen om "rivalerne" kommer Paul også til at krænke Ida.

En omstændighed, der måske (?) kan være indirekte belysende, er, at Pauls ungdom i 80'erne uværgeligt har været præget af den tids AIDS-kompagner og dermed også de udtalelser i debatten, som på den ene eller anden måde satte tingene på spidsen.

Et markant eksempel var en forsker, der udtalte, at når man går i seng med et andet menneske, er man i seng med alle, denne har været samme med de sidste fem år.

Det var naturligvis ment i forhold til kønssygdomme og smitte. Men en sådan udtalelse kan hurtigt blive tolket bredere end som så. To fyre, der har været sammen med den samme pige, kunne konfronteret med den udtalelse halvt spøgefuldt tale om, at de på en måde havde været i seng med hinanden.

Rent menneskeligt og psykologisk skulle der nødig være andre personer i sengen end de to, der konkret er sammen. Men det kan der imidlertid ofte være. Også uden at der er tale om en så speciel problematik som Pauls!

Men forholder vi os til Pauls særlige tilfælde, er det i hvert fald indlysende, at der altid er for mange andre med i sengen, når Paul og Ida er sammen. Noget lignende gælder mere generelt i forholdet, hvor gamle svigt konstant skaber en frygt for at blive forladt.

Dertil kommer den stribe af selvmodsigelser, der kan opstå i et sådan forhold.

"Konflikten mellem moralen og seksualiteten i dag er ikke kun en kollision mellem drift og moral, men en kamp om en drifts eksistensberettigelse eller om en accept af den magt, der giver sig udtryk i denne drift. En magt, der tilsyneladende ikke kan spøges med, og som derfor heller ikke retter sig efter vores velmenende moralkodeks."

- C. G. Jung

Man kunne videre spørge til det psykologisk plausible. Hvad kan lade sig gøre? Sker der overhovedet den slags ting ude i virkeligheden?

Det gør der!

Paul har sine autentiske paralleller!

Det fører naturligt videre til spørgsmålet om kink eller lidelse. Dette behøver ikke at være en moralsk vurdering. Det kan helt enkelt gøres op i, om folk har det godt med den pågældende ting eller ej.

For så vidt er det oplagt at synes, at nogle - virkelige personer - er længere ude end Paul. Her bliver det oplagt at tale om fornægtelse. Det første skridt på vejen mod at løse et problem er at erkende det. Så længe man benægter, bortforklarer m.v. er der ikke noget at stille op.

Paul har en erkendelse af problemet. Netop derfor kan han ikke bruge kink-udflugten. Han ved således også, at det ville være en dårlig idé at invitere Ida til (såkaldt) "cock humiliation". Det ville blive en fastholdelse af det sygelige, ligesom det ville holde Paul fast i sammenligningen.

"Ved perversioner er den tvangsmæssige trang til at gentage et traume stærkere end jagten på lystfølelse og undgåelse af smerte. De, der tilbyder træt deltagelse eller forståelse, må uden at kunne gøre noget være vidne til, at et helt liv lidt efter lidt forspildes i bestræbelsen på at opretholde disse cykler af kastration og reparation, svigt og genforening, død og genopstandelse, indtil den frygtelige afstraffelse er tildelt."

- Louise Kaplan

"Den latterlige og næsten sygelige overdrivelse af det seksuelle synspunkt er i sig selv et symptom på en nutidig åndelig forvirring, som hovedsagelig skyldes den kendsgerning, at vores tid ikke har en rigtig forståelse af seksualiteten. Men hver gang et instinkt bliver undervurderet, følger en abnorm overvurdering efter. Og jo mere uretfærdig undervurderingen er, jo mere usund bliver den efterfølgende overvurdering. Obskøniteten og den forblændede smagløshed i overvurderingen af seksualiteten ville i virkeligheden være mere forulempende end moralsk fordømmelse. Den intellektuelle forgrovelse af den seksualistiske tydning umuliggør endog en rigtig værdsættelse af seksualitet."

- C. G. Jung

Gensynet med Anne Marie kan defineres som dårlig timing, mens Ida historien sådan set er et eksempel på god timing, men at det alligevel går galt.

Trods den gode timing går det så galt, som det overhovedet kan: Paul mister sin tro!

Hvordan kan det gå til?

Det enkle svar er vel det, at Paul har set Ida som svaret på sine bønner, og dermed forholdet som noget, der er sanktioneret af en højere instans. Derfor burde det ikke kunne gå i stykker.

Men psykologisk set er der en mængde andet på spil. Vi kan her atter trække på Alberoni og Vikkelsøe, og få indkredset nogle af de mekanismer, som gør sig gældende.

En af Vikkelsøes pointer er, at man ikke når til forløsning uden at komme ind og kigge på dét, der gør allermest ondt. Netop dét, man beskytter sig allermest imod, er vejen frem til det, man ønsker og drømmer om. Når man fastholder sin selvbeskyttelse, afholder man også sig selv fra at få opfyldt sine længsler og drømme!

Pauls flugtvej synes at være intellektualisering. Ligesom han undgår modtagerens sårbarhed ved hjælp af giverrollen, viger han udenom at blive bedømt ved selv at bedømme. Han tager kort sagt hele tiden rollen som den mindre udsatte, den, der står i en overlegen position. Derved undgår han sårbarheden, men forhindrer også sig selv i at blive forløst.

Det er tydeligt, at dette linker tilbage til Hændelsen. Måske (?) er det værd at hæfte sig ved navneligheden mellem Frida og Ida. Vi har tidligere konstateret, at forladtheden og svigtet spiller en central rolle i Hændelsen. Også her lader det til, at Paul forsvarede/beskyttede sig ved at sætte sig i rollen som den, der vurderer.

I de senere omdigtninger synes det også at være kampen imellem vurdere/blive vurderet, give/modtage (o.s.v.), der er i spil!

Man bør dog ikke overse, at der også er en åbenhed og forståelse imellem Paul og Ida. De kan være åbne og udleverede overfor hinanden. Men deres forsøg på at hjælpe hinanden er ikke hensigtsmæssige.

Jytte Vikkelsøe skriver et sted, at "vi behøver ikke at forblive ofre for vores egen fortid".

Det må vist kaldes en nøglebemærkning i forhold til Pauls tilfælde, da han jo helt udpræget er et offer for sin fortid. Hvordan kan han komme videre? Hvad skal han gøre?

I “T.H.” benyttes jalousi og forskellige skribenters syn herpå som anskueliggørende eksempel.

Når det giver mening at inddrage jalousibegrebet i denne sammenhæng, er det fordi, at måden, Pauls PDD ytrer sig i forholdet med Ida, har mange ligheder med dette. Hans tanker er f.eks. helt åbenlyst stærkt optaget af hendes tidligere partnere, ligesom han er tilbøjelig til at tillægge Ida sin egen utilfredshed med sig selv. En utilfredshed hun netop ikke deler. Helt parallelt til den skinsyge person, kan han ikke få øje på Idas kærlighed, kun sin egen usikkerhed. Faktisk er ligheden med jalousiproblemet slående!

"Vi kan nu let forestille os, hvordan psyken influeres, når komplekset øger sin intensitet. De tydeligste eksempler leveres altid af seksualkomplekserne. Lad os som eksempel tage den klassiske tilstand: forelskelse.

Den forelskede er besat af sit kompleks. Hele hans interesse hænger ved dette kompleks og de ting, der passer til det. Ethvert ord og enhver genstand minder ham om den elskede. (Ved forsøg: Også helt indifferente slagord berører komplekset.) De mest ligegyldige ting bliver passet som klenodier, så længe de har kompleksbetydning. I det hele taget betragtes omgivelserne kun sub specie amoris (i kærlighedens aspekt). Det, der ikke passer til komplekset, glider af. Alle andre interesser synker til nulpunktet, og der indtræder en stilstand og en temporær fortabelse af personligheden. Kun det, der passer til komplekset, udøver effekt og bearbejdes åndeligt. Alle tanker og handlinger går i kompleksets retning. Det, der ikke kan presses ind i denne retning, afskrives eller udføres overfladisk, affektløs og uden nogen form for omhu. Ved ligegyldige forretninger sker de mest forunderlige sammenblandinger - i forretningsbrevee lister sig forskrivelser fra kærlighedskomplekset - ved samtaler sker mistænkelige fortalelser. Rækken af objektive tanker afbrydes bestandigt ved frembrud af komplekset, og der opstår lange tænkepauser, som er fyldt med kompleksepisoder.

Dette velkendte paradigme viser klart et stærkt kompleks' indflydelse på en normal psyke. Vi kan se af dette, hvordan hele den psykiske energi vender sig mod komplekset på bekostning af det øvrige psykiske materiale, som derfor ligger ubenyttet tilbage.

- C. G. Jung

“T.H.” får optrukket parallellerne mellem PDD og jalousi, og går derefter over til at sammenligne PDD og anoreksi. Dette er netop den anden oplagte parallel. Jeg benytter her min novelle "Det angår ikke mig" som en slags patienthistorie.

Se denne: https://grubler-ved-tasterne.dk/443151314/443373736

Derefter kigges der lidt på en artikel af Bani Shorter.

Det er to MEGET forskellige billeder, vi får af lidelsen. Ogdog er de ikke uforenelige! Det er snarere to sider af samme sag - to halve sandheder, der må lægges sammen til en hel!

Når vi skal trække parallellen til PDD, er det ikke svært at overføre træk fra såvel min novelle som Shorters artikel på Pauls tilfælde. Der er meget af den samme selvbeskyttelse, undgåelsesadfærd og forsøg på kontrol, såvel som en række forsskruede renhedsidealer. Ligeledes er der beslægtede tendenser til vægring mod voksenverdenens krav.

Fremfor at udtære kroppen har Paul så bare i stedet "valgt" (naturligvis er der ikke i den forstand tale om et valg) at se sig blind på en bestemt kropsdel, der på en og samme tid ophøjes og lægges for had, dyrkes og fornægtes. Denne dobbelthed ligger ved nærmere eftersyn ikke så langt endda fra anoreksipatienten, der gerne vil indrette og styre verden, men ikke tage del i den.

Særlig påfaldende forekommer det tvetydige forhold til voksentilværelsen. Som anoreksipigen afskriver moderrollen, således synes Paul at bruge sin penisfiksering til at afskrive faderrollen. Men samtidig er der hos begge en høj grad af kontrol og selvstyring, hvor der - omend på en noget forkvaklet vis - gøres ihærdige forsøg på at indrette en egen tilværelse.

"Kampen blev hverken vundet ved rå styrke eller ved udspekuleret logik, men ved den indsigt, der gav hende mulighed for at handle umiddelbart, inspireret og ædelt. I klassiske jungianske termer kan vi sige, at Athene fremmer den refleksion, som fører til effektiv selvrealisering.

Vi kan se en forvrængning af dette billeder anorexia nervosa-syndromet. Her synes patienten at have påtaget sig et selvbevidst opera contra natura, virkeliggørelse af ånden ved ødets destruktion. Og Athenes heroisme, med alle de tilhørende muligheder for at finde og udmønte en mening med tingene, underlægges et eneste formål, nemlig sejren over den kvindelige krop. Den anorexiske kvinde ser på sine afmagrede former, men ser noget andet, en anden virkelighed. Og uden refleksion kan hun ikke træffe en klog eller oplyst beslutning. Desuden forekommer alt, hvad der har med fællesskab, varme, engagement og omsorg, hende afskyeligt og urent. Hun udsætter sig selv for en ritualiseret afholdenhed og/eller renselse, og følgelig bliver hun mere og mere isoleret. Hun frigør sig fra meningsfulde forhold, hvad enten det er forhold til sig selv, til andre, til studierne eller arbejdet. På den måde vender hun sig bort fra de civiliserede muligheder, som Athene byder. Klogskab råder ikke længere. Kroppen giver ordrerne.

Der er sikkert ikke noget arketypisk billede, der nogensinde hverken skaber eller helbreder en sygdom. Psykopatologier arbejder sammen, kombineres, kombineres om igen i uendelige variationsmønstre, ligesom guder. Men det er fra Ahtenes perspektiv, at jeg vil betragte anorexia nervosa. For denne sygdom befinder sig også på en tærskel. Bens begyndelse falder for det meste sammen med puberteten. Ligesom Athenes opdukken manifesterer den sig ved sammenstødet mellem to epoker i det kvindelige liv, to verdener, den ene karakteriseret ved kvindens indflydelse, den anden ved mandens.

Før hun når puberteten, udtrykker en pige sig ved konformitet eller det modsatte i forhold til et udifferentieret moder/fader-ideal. Men med pubertetens komme sker der en forandring. Når hun begynder at menstruere, bliver hun, som før var datter, pludselig moder, i stand til at modtage, føde, amme. På samme tid står hun overfor sit livs skæbne på en ny måde, for hun kan også blive elskerinde og kone."

- Bani Shorter

Hvis man omfortolker dette blot en smule, er det ikke svært at overføre på Pauls tilfælde. Det er en anden fiksering, men den udtrykker sig på en beslægtet måde.

En afskåret forbindelse til det umiddelbare og intuitive bevirker en manglende evne eller vilje til at honorere den ydre verdens krav og i forlængelse heraf en tilbagetrækning præget af en ensidig og monoman kredsen.

Paul har nok en længsel efter nærhed og varme. Men han er ikke indstillet på at gå ind på betingelserne. Han forestiller sig den fysiske forening som et møde mellem ikke-legenlige kroppe, luftige uden fast form. Når hans drømme støder sammen med en virkelighed, hvor der findes kroppe, organer og sved, vender han sig med væmmelse fra dette.

På samme måde som den anorektiske kvinde udvisker sine kvindelige former og får et androgynt eller lillepiget præg, er Paul på kollisonskurs med det faktum, at han besidder en voksen mands kønsdele.

På det tidspunkt, hvor han er kæreste med Ida, har han en alder, hvor det ville være naturligt at blive far. Men han vil hellere "lege kærester", som var Ida blot en forvokset Beatrice.

"Jeg fandt, at billedet på en kvinde, der lider af anorexia nervosa er et, hvori hendes sjæl på grund af kødet er blevet offer for den patriarkalske ånd, og på et andet niveau holdes fantasien fangen af en kysk forening mellem billede og symptom. Hun er ude af stand til at forestille sig, t hun kan være noget andet, end hun er, og dervor er un fanget på en psykologisk overgang, som hun ikke kan passere. Som kvinde finder hun detumuligt at gennembryde pubertetens barriere af mystik og frygt indtil en ny verden, hvor erfaringer kan virkeliggøres. Og på grund af frygten søger hun tilflugt i en identifikation med sin aggressor. Dette betyder, at hun sidder fast ved en indgang, at hun altid forbliver på grænsen, på en måde svævende og i en rolle, som hun ikke har noget naturligt talent for. Det er et hæmmet billede, som mangler individuel betydning.

Hvad jeg iagttog, kan opsummeres i kliniske termer som en fikseret vrangforestilling. I personlige termer er det en mislykket indvielse, der resulterer i en lammende tilstand af ineffektivitet.

- Bani Shorter

Også Paul synes fanget i et overgangsstadium, hvor en fikseret vrangforestilling bliver det, der kredses om. Ligesom anoreksipigen kan Paul heller ikke forestille sig, at han kan blive andet eller mere, at livet rummer muligheder. For andre måske, men ikke for ham. Sådan er tankegangen. Han er fanget i noget, som han identificerer sig så stærkt med, at det opleves som selve dét, han er. Derved bliver han fanget i et vakuum, som han ikke kan finde nogen vej ud af.

Der er således mange ligheder mellem anoreksi og PDD. Men ser man nærmere på Shorters bærende metafor for en typisk anoreksipige, hvor Athene-skikkelsen vendes på hovedet, så alt godt og stærkt ved denne skikkelse bliver til dårligdomme og svaghed, ville det formodentlig blive nødvendigt at se sig om efter en anden mytologisk figur, for at finde noget, der i en omvending udgør et rammende billede på en PDD-dreng. Eller man måtte tage sin tilflugt til en anden metaforik og f.eks. tale om en antitese til en kamæleon. Mens kamelæonen falder i et med sine omgiver, er det evigt utilpassede en central del af PDDs sygdomsbillede. Netop derfor kan man lige så godt blive stående ved patientens eget valg af symbol: sin penis. Netop her står vi overfor en afgørende forskel: Mens den udtærede krop hos anoreksi-patienten må betragtes som en følgevirkning af en omvending/antitese, er PDD-patientens kønsdele selve symbolet for omvendingen/antitesen.

Patientens penis går forud for sygdommen, da han jo er født med sådan en, og det ikke er noget, han har fået ved at mishandle sin krop. Mishandlingsprocessen har snarere karakter af, at penis belastes med tiltagende symbolsk betydning, bliver en syndebuk, der må bære mere og mere skyld.

Her spiller det antikamæleoniske element en fremtrædende rolle. Netop som den mest omskiftelige og ustabile del af menneskekroppen er den et udtryk for dette. En penis er ofte indbegrebet af utilpasset. Snart ufrivillige rejsninger, der foranstalter pinlige situationer, snart svigtende potens, når det gælder. Er det påtrængende vigtigt, at den viser sig fra sin mest fordelagtige side, gør den det ikke, og opstår der en situation, hvor man var bedst tjent med, at den skrumpede ind til igenting, gør den heller ikke det. Mens kamelæonen falder ind i omgivelserne, falder penis ud af dem.

Da penis endvidere er nært knyttet sammen med kønsdriften, kan den let antage karakter af et billede på alt, der er lavt og dyrisk, alt, der forhindrer højere stræben og opnåelse af ønskede mål. Når en dreng, der ikke passer ind i det gængse skolesystem, får at vide, at han er forkert for så at blive anbragt på en institution, hvor drengene er ivrigt optaget af at lege med deres tissemænd og forgribe sig på hinanden, behøver han ikke at lede længe efter en overordnet metafor for sin situation. Symbolet så at sige vælger sig selv for ham.

Dette er så Pauls situation, som naturligvis ikke passer på ethvert PDD-tilfælde. Men det er forventeligt, at der vil kunne påpeges noget tilsvarende, selvom sygdomshistorien og de ydre begivenheder er af en helt anden karakter. En diffus, uvis fornemmelse af, at der er et eller andet galt, som falder sammen med, at hans opmærksomhed på en eller anden måde er blevet henledt på de nedre regioner.

"I Begyndelsen standses en anoexisk kvinde i en direkte konfrontation med et fikseret billede, og hun mangler et refleksionsinstrument, hvormed hendes blik kan afledes og hendes sansninger forhindres i (som Perseus') at forstene. I denne tilstand er hun afskåret fra refleksionens civiliserende indflydelse, som ville tvinge hende til at tilegne sig det nye billede. I analysen er den normale reflektor drømmen, som kan afspejle psyken for virkeligheden og virkeligheden for psyken uden indblanding af moralske domme.Ved den indirekte karakter af sin kommentar, sin fascination og sin påtrængenhed har drømmen mulighed for at tiltrække sig patientens mere bevidste opmærksomhed. For en person, der lider af anorexia nervosa , betyder dette, at hvis blikket kan afledes fra kropsbillederne tilde gådefulde drømmebilleder, så kan en psykisk bevægelse måske igen blive mulig. Hvis dette sker, vil psyken paradoksalt nok blive kropslig (som modsætning til åndelig) og samtidig få en mening løsrevet fra kødet."

- Bani Shorter

Der er mange fine pointer at finde hos Shorter: Forskellige billeder giver valgmuligheder. Betydning og mening. Frigørelse fra vrangforestilling præget af rituelle overgange til en ny tilstand. Spontane ceremonier. Det individuelle selv. Proces. Syntese. Spontan amplifikation. Den levende myte og den psykologiske overlevelse. Arketypiske figurer. Athene som overgangens, forandringens og handlingens myte.

Indirekte perspektivering med Vikkelsøe: Fortidens spøgelser og et indre drama, der udspiller sig i et parforhold. Forældrene som forelskelsens skyggeside. Kontrol og kaos. Indfølingsevne og sensitivitet. Mønstre. Følelsen af at blive svigtet.

Med disse - ganske vist lidt anderledes - tilfælde forsøges i “T.H.” at opnå en række indfaldsvinkler, som også kan bruges til at spejle Pauls tilfælde og sygdomsbillede. Hvor mange fortidsspøgelser er f. eks. aktiveret i samspillet mellem Paul og Ida? Det forekommer oplagt at hævde, at det forhold ikke blot er mellem to mennesker, men mellem en temmelig stor forsamling. Paul har tydeligvis både sine forældre, institutionspersonalet, der skulle være i forældres sted, såvel som en række af hans tidigere bofæller - især Ejner, Birger, Laila og Vibeke - med ind i forholdet. Dertil spøger hans evige Beatrice naturligvis også i kulissen. Hvem og hvad, Ida bringer med sig, får man man ikke at vide, og kan kun gisne om. Men hvis hun svarer til den psykologiske model, således at hendes problematik passer sammen med Pauls, kunne der fremsættes en række oplagte gæt. Lige så vel som gamle spøgelser, er det tydeligt, at Paul også passer på den jungianske betragtning om at være fanget i arketyper og mytiske billeder, der bremser hans livsstrøm og udfoldelsesmuligheder. Den tabte Beatrice-drøm er f. eks. helt indlysende et billede på en barnlig uskyld, der på én og samme tid afspejler renhed og uansvarlighed.

Som vi tidligere har været omkring, er Pauls evindelige intellektualiseringer, således som de kommer til udtryk gennem foredrag om musik og litteratur, et panser og selvforsvar, hvor han prøver at gardere sig imod, at Ida skal komme til at betyde alt for meget for ham, så hele hans liv afhænger af hende. Det kan han imidlertid ikke beskytte sig imod. Ida får en større og større betydning. Det er indlysende, at hans peniskompleks her optræder som bærende symbol for hans utilstrækkelighedsfølelse, ligesom det netop er hans frygt for at miste Ida, der ender med at fremprovokere bruddet. Det er altsammen relativ banal godtkøbspsykologi. Men via Shorter og Vikkelsø tilstræbes en dybere og mere perspektivrig indsigt i dette problemfelt, der ligger udover de blotte selvfølgeligheder.

Vikkelsøes pointe er, at forelskelsen/pardannelsen både kan være en befriende og en hæmmende kraft.

Det kan vi også iagttage hos Paul og Ida!

Et stykke henad vejen har de rent faktisk en forløsende virkning på hinanden. Men undervejs går der et eller andet galt, den mytiske hårknude sætter ind, således at de ender med at virke gensidigt krænkende/hæmmende. Naturligvis fordi at det, de hver især har med i bagagen aktiveres og bringes ind i forholdet. Deres indre krænkere blander sig i snakken, og - som Vikkelsøe formulerer det - er der derfor ikke kun tale om et forhold og en række konflikter mellem to mennesker, men mellem mange. Alle fortidens spøgelser har rejst sig af deres grave, og skeletterne vælter ud af skabene.

Det ender med, at Ida ikke længere kan holde det ud, hvorefter Paul - endnu engang! - føler sig efterladt. Men også at dette er selvforskyldt. Det, han hele sit liv har længtes efter, var lige ved at lykkes, hvorefter han fik ødelagt det hele. Derfor er der et væsentligt element af skyld indover. Men han oplever samtidig en tilværelsens uretfærdighed i dette. En universel forladthed. Derfor mister han sin tro.

For at nå til en dybere forståelse af dette er vi nød til at gå nogle skridt baglæns og se lidt på nogle af de ting, vi ved om Pauls livshistorie. Det lader ikke til, at Paul har haft en hel stribe af kærester. Den eneste, vi direkte har hørt om, synes at have været en stor skuffelse. Dette kunne være en forklaring på "idol-forelskelsen" i Christina. Det var muligvis en måde at redde sine illusioner. Det, der måske mere end noget andet har været Pauls håb og drøm, nemlig at det ville ændre alt at finde en dejlig pige, har muligvis været lige ved at ryge på gulvet med et brag. Derefter har den eneste mulige redning og udvej været at tilbede det uopnåelige.

Det står der ikke direkte i "Hændelsen". Men det er en plausibel forklaring på det forløb, vi hører om. Hverken Pauls første kæreste eller Christina får vi særlig meget at vide om. Men det fremgår af sammenhænget, at kæresten var en skuffelse, ligesom Paul selv betegner forelskelsen i Christina som en forgudelse. Når dette ses i forbindelse med de øvrige ting, vi ved, er det nærliggende at antage, at Christina så at sige har været en anvendt medicin mod skuffelsen, et forsøg på et redde de kuldslåede illusioner.

Paul har kunne lægge skylden på kæresten, hævde, at det slet ikke var dét, han havde ønsket sig, den forkerte vare. Ved at forelske sig i en, han ikke kan få, er han sikret mod yderligere skuffelser, og det bliver derved "ufarligt" at indbilde sig, at dette ville kunne blive helt fantastisk. Men sagen forholder sig straks mere problematisk, da han står i noget, hvorom han selv hævder og bekræfter, at dette VAR det, han havde ønsket sig. Også selvom det på en vis måde også viser sig at være en skuffelse. Det er netop derfor, at der ikke er noget værn imod desillusionen. Den sætter ind for fuld kraft, og når ud i den konsekvens, at Paul mister troen på alt.

Ifølge Jytte Vikkelsøe er der altid en god grund til at forelske sig i lige præcis den person, man forelsker sig i. Hvorfor forelsker Paul sig oftest i nogen, han ikke kan få? Er det måske, fordi det er den eneste måde han kan undgå de skuffelser og illusionstab, der følger af at være i et forhold?

Vi har kunne konstatere, at Paul stort set hele sit liv har foretrukket en fantasiverden for virkeligheden. Han har altid - eller i det mindste siden tabet af Beatrice - levet i sin indre verden.

Årene på Pilehushjemmet udgjorde en ydre verden, der var så påtrængende, at han ikke kunne undvige den. Men det var vel i grunden dét, han forsøgte at gøre.

Her indtager Ida-historien en særlig placering. Det er her, drøm og virkelighed er lige ved at mødes. Men også kun lige ved. Med Beatrice som noget bagvedliggende har hele scenariet et anstrøg af (pseudo-)religiøs symbolik. Netop derfor forårsager bruddet en religiøs krise.

At blive forladt af Ida bliver for Paul mere end bare det at blive forladt af hende. Det antager form af en altomfattende, universel forladthed.

Mere ubevidst end bevidst har Paul anet noget, der ikke lykkedes. Nogle uudfoldede muligheder.

"Kvinden ved i stigende grad, at kun kærligheden giver hende større fylde, ligesom manden begynder at ane, at kun ånden kan give hans liv den højeste mening, og begge søger i grunden det sjælelige forhold hos hinanden, fordi både kærligheden fra ånden og ånden i kærligheden har brug for fuldendelse."

- C. G. Jung

At danne par er en stræben imod et ideelt mål. Men det hører til de særlige, sjældne tilfælde, at man rent faktisk NÅR målet.

Paul må have anet mulighederne. Men de er løbet af sporet, og tingene er gået galt. Med Vikkelsøes udtryk: den mytiske hårknude er sat ind. Det hele er røget på gulvet med et brag.

En særlig opmærksomhed må ofres på Pauls religiøse krise. I “T.H.” tages der udgangspunkt i bogen "Dostojevskij - Fra dobbeltgænger til enhed" af René Girard, der har nogle fine perspektiver at byde på.

Der krydslæses med Johannes Møllehaves "Kærlighed og dæmoni", der har en anden indfaldsvinkel til det samme stof.

"Kærligheden afslører sine højeste hemmeligheder og vidundere kun for den, der er i stand til at yde ubetinget hengivelse og troskab over for følelsen."

- C. G. Jung

"Der er ikke i Trusotskij noget begær efter ydmygelse i ordets normale betydning. Ydmygelsen består derimod i en så forfærdelig erfaring, den den knytter masochismen til den mand, der har tilføjet ham ydmygelsen, eller til dem, der ligner ham. Masochisten kan kun genvinde en sand selvagtelse gennem en indiskutabel sejr over den, der har såret ham; men denne person antager i hans øjne så fabelagtige dimensioner, at det ligeledes er denne person alene, der er i stand til at frembringe sejren. Der er en slags eksistentiel nærsynethed i masochismen, som indsnævrer den sårede persons synsfelt, så det alene omfatter ham, der har såret ham. Denne kommer til at bestemme ikke alene den såredes mål, men også hans midler. Det betyder, at selvmodsigelser, sønderslidninger og fordoblinger er uundgåelige. Den sårede er fordømt til et evig kredsløb omkring den, der har såret ham, og til at gentage de omstændigheder, hvorunder ydmygelsen fandt sted, og atter at lade sig såre."

- Rene Girard

Udover at det kan være uhyre interessant at sammenligne denne passus med, hvad Philip P. Hallie har at meddele om grusomhedens tredje ben, "fascinosum". Da det jo netop også er udtryk for, at bødlen antager "fabelagtige dimensioner", giver René Girard her måske (?) en nøgle til Pauls psykologi.

Det ser jo netop ud til, at Paul selv frembringer situationer, der fører til gentagelser af tidligere krænkelser, ikke mindst i hans ambivalente tilgang til Birger. Den besættelse af nederlaget, vi har kunnet iagttage, kunne ud fra denne model være en omvending af et ønske om at besejre en uendeligt overlegen modstander. Det kunne også være årsagen til, at Paul i sine fantasier gør (reelle eller indbildte) rivaler så storslåede og overmenneskelige. Det samme kan iagttages i forholdet til Ida og Pauls angstfyldte og noget tvangsprægede tanker om hendes tidligere elskere.

Man kunne videre inddrage Jytte Vikkelsøes tale om grundsåret og længslen efter dettes heling, der kommer til udtryk i forhold til partnernes dobbelte potentiale som forløser og krænker.

Men hvor der foreligger en tvangsbinding til grundsåret/krænkelsen, vil den negative pol uværgeligt komme til at dominere:

"Masochisten fremkalder altid henrykt sin egen ulykke.

Hvorfor styrter han sig på denne måde ud i ydmygelsen? Fordi han er uendelig forfængelig og hovmodig. Svaret er kun tilsyneladende paradoksalt. Da Trusotskij opdagede, at hans kone fortrak en anden, var hans chok så lammende, fordi han havde betragtet det som sin pligt at være universets centrum og navle ... (sic) ... det mindste nederlag fordømmer ham derfor til slaveri. Som bedraget ægtemand vier han sig til seksuel intethed. Før kunne han ikke tro andet, end at han udstrålede styrke og succes. Nu betragter han sig selv som en dynge affald, hvorfra evneløshed og latterlighed uhjælpeligt siver ud."

- René Girard

Dette er ganske identisk med den penissymbolik, Paul dyrker. Han ser altid sig selv som enten uendeligt overlegen eller uendeligt underlegen. Ligeledes er det fristende at trække paralleller til Louise Kaplans magiske fallos.

Derved nærmer vi os også en forståelse for, at Paul mod sin vilje kommer til at undergrave forholdet, forbereder sin egen smerte og sorg ved at presse Ida indtil hun løber skrigende bort, for derefter at opleve en religiøs krise, hvor han mister sin tro.

I yderste instans er såvel den uendeligt overlegne rival som det, der kan helbrede og forløse religiøse/guddommelige begreber. Her kan man passende også huske på, at Hallies model med rædslens tre ben er en fri omformulering af en model, der havde til formål at beskrive troen.

"Han imiterer ikke Kristus, han parodierer ham; hans agt er ikke at fremme forløsningsværket, men at korrigere det. Tvetydigheden i kælderdybets univers er her bragt til den højeste grad af intensitet og åndelig betydning; den på én gang tilbedte og hadede rival er frelseren selv. Den ydmyge efterfølgelse af Jesus Kristus stilles her over for de Besattes hovmodige og sataniske imitation."

- René Girard

Når man sammentænker Philip P. Hallie, Louise Kaplan og Jytte Vikkelsøe med René Girard, begynde noget at dæmre.

Kaplans magiske fallos svarer til det uendelige hovmods storhedsfølelse hos Girard. Det hovmod, der netop ved selv den mindste forhindring slår over i et pseudo-ydmygt vrangbillede. Noget uendeligt overlegent og magtfuldt kan pr. definition ikke møde modstand. Hvis dette sker er dets suverænitet brudt, og det forvandles til ingenting.

Ene- og gammelmandsbarnet Paul må have set sig selv i et almægtigt lys, det aldrende pars enbårne søn, en Isak-skikkelse (såkaldt golden child syndrom). Via Pilehushjemmets atmosfære fik dette en fallistisk drejning. At Paul vandt en indledende stribe af målekonkurrencer fik ham til at tro på den magiske fallos. Vel at mærke at han selv besad denne. Da lige- og overmænd begyndte at vise sig på banen (hvad end de så var reelle eller indbildte), blev denne forestilling punkteret.

"Jo højere han hæver sig selv til skyerne i drømmen, jo dybere falder han i den virkelige verden."

- René Girard

Derved stod Paul pludselig overfor den anden, rivalen, hin overmægtige og uendelige!

- Men uendeligt overmægtig kan intet menneske være. Det kan kun Gud. Den egentlige sjælskamp er derfor imellem troen og hovmodet.

Dette bliver måske endnu tydeligere, hvis vi vælger en anden metaforisk parallel. Der findes som bekendt et andet bibelsk ægtepar, som først fik et barn i en sen alder, nemlig Zacharias og Elisabeth, Johannes Døberens forældre. Johannes Døberen kendte sin rolle og funktion, viste hen til ham, der skulle komme efter. Han vidste, at han ikke var brudgommen, men brudgommens ven. Beredte vejen. Derfor så han Jesu komme som noget glædeligt, en triumf. Men hvad nu, hvis han ikke havde forstået sin rolle? Så ville han vel frem for at se det store ske og glæde sig, have opfattet jesus som en rival og konkurrent. Isaks og døberens barselshistorier har så mange påfaldende ligheder, at man vel dårligt kunne have fortænkt Johannes i, hvis han havde fået storhedsvanvid derover. Det ville have udelukket al fryd og triumf over frelserens ankomst, og i stedet foranstaltet en nederlagsfølelse. Måske endog ført ham ud i sindsyge!

"Det [er] i sidste instans fra hovmodet, Goljádkins hallucination stammer. Den hovmodige tror i sine ensomme drømme at han er en; men i sit nederlag spaltes han i et foragteligt væsen og en foragtende iagttager. Han bliver sin egen anden. Nederlaget tvinger ham til at tage parti for den anden imod sig selv - den anden, som afslører ham hans egen intethed. Forholdene til ham selv og til andre er derfor bestemt af en dobbelt ambivalens."

- René Girard

Senere i "Fra dobbeltgænger til enhed" lyder det:

"På bunden af alt ligger det menneskelige hovmod eller Gud, d.v.s. frihedens to former. Det er hovmodet, der lader de ubehagelige minder ligge dybt begravet. Det er hovmodet, der holder os på afstand af os selv og den anden. De individuelle neuroser og de undertrykkende sociale strukturer er i grunden forhærdet, forstenet hovmod."

For at komme videre herfra må vi over til Johannes Møllehave, der i bogen "Kærlighed og dæmoni", også støtter sig til Dostojevskij, men får sat en lidt anderledes vinkel på emnet, ligesom også hans ærinde er et andet. Han skriver bl.a. om Dostojevskijs far og den senere fadererstatning Bjelinskij. Men også om karikaturer og vrangfigurer - den falske tros profeter.

Det giver os i høj grad nogle vigtige perspektiver. Det kan stort set direkte overføres på "Hændelsen". Derved bliver den egentlige og dybere forbindelse mellem bruddet med Ida og Pauls efterfølgende religiøse krise stadig tydeligere.

Med udgangspunkt i Dostojevskij og Kierkegaard indkredser Møllehave kærlighedens fejludviklinger.

Det handler især om, hvordan ydmyghed og hovmod kan leve side om side i det samme menneskesind, ja - endog være to sider af samme sag.

Kan dette fortælle os noget om Pauls tilfælde?

Vi har kunnet iagttage Pauls tendens til at trække sig tilbage til en passiv rolle. Men samtidig er det tydeligt, at han ønsker en mere fremtrædende position.

Ligeledes fortæller Møllehave om, hvordan romanen "Spilleren" viser, når "drømmen om at vinde ikke er så tillokkende som sødmen ved at tabe."

Her synes vi at stå overfor noget centralt. Paul synes jo netop at jagte efter nederlaget.

"Skæbnen leder den villige,

men slæber den uvillige."

- Cleanthes

Paul, der vist egentlig gerne ville have en mere fremstående position, tvinges atter og atter ind i situationer, hvor han nødtvungent må påtage sig rollen som "brudgommens ven". Han tildeles således en ydmyg rolle, men det bagvedliggende hovmod skinner igennem.

“De er udvalgt blandt en skare,

li’som Abraham og Sara”

Lyder det i “Længe om det hele”. Der findes som bekendt et andet bibelsk ægtepar, som først fik et barn i en sen alder, nemlig Zacharias og Elisabeth, Johannes Døberens forældre. Johannes Døberen kendte sin rolle og funktion, viste hen til ham, der skulle komme efter. Han vidste, at han ikke var brudgommen, men brudgommens ven. Beredte vejen. Derfor så han Jesu komme som noget glædeligt, en triumf. Men hvad nu, hvis han ikke havde forstået sin rolle? Så ville han vel frem for at se det store ske og glæde sig, have opfattet Jesus som en rival og konkurrent. Isaks og døberens barselshistorier har så mange påfaldende ligheder, at man vel dårligt kunne have fortænkt Johannes i, hvis han havde fået storhedsvanvid derover. Det ville have udelukket al fryd og triumf over frelserens ankomst, og i stedet foranstaltet en nederlagsfølelse. Måske endog ført ham ud i sindsyge!

Det ville i værste fald betyde skizofreni og hallucinationer. Eller i mildere tilfælde ekstreme projektioner af indre tilstande ud på omgivelserne.

At berede vejen og at varsle er her to sider af samme sag. Det er således påfaldende, at Paul synes at se noget tilsvarende til beretningen fra Lukasevangeliet i Birger og Filip.

Her synes altså den ekstreme projektion at gøre sig gældende.

For Jesus og Johannes var forholdet/rollefordelingen imidlertid klarlagt allerede i fostertilstanden:

"Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt."

- Lukas, 1, 39-43

Anderledes med Paul:

"Men den yngre svigerinde,

der just har stået brud,

kommer først med

at bringe glædesbud.

Mor hun føler et stænk af bitterhed,

det er da en uretfærdighed."

Man kan konstatere den samme dobbeltbundne blanding af hovmod og ydmyghed hos Pauls mor, som hendes afkom. Hun holder sig tilbage, men ærgrer sig skrækkeligt derover.

Dermed er kladen skrevet til Pauls liv. Selv i forhold til Ida synes dette at gøre sig gældende. I det mindste på den måde, at Ida ret hurtigt efter bruddet finder en ny kæreste. Dermed har Paul vel strengt taget ikke beredt vejen. Men fakta er dog, at han får en efterfølger, som i det mindste i Pauls forestilling har en eller anden form for fortrin eller har besejret ham.

Det afgørende er imidlertid, at hvis man lever på rivaliseringens vilkår, er det i grunden ligegyldigt, om man vinder eller taber. Selve rivaliseringen vil under alle omstændigheder undergrave ens selvværd - også hvis man vinder. I rivaliseringen kan man aldrig blive et enestående individ. Man er altid kun noget i forhold til andre. Derved nedskrives ens værdi gennem de endeløse magtkampe og konkurrencer.

Resultaterne er således underordnede. Selve situationen er nedbrydende!

"Kierkegaard og Dostojevskij er enige om, at vi ikke er skabt deforme, men at deformiteten og misforholdet kommer fra os selv. Fra Guds hånd er livet oprindelig en god og fuldkommen gave, som vi uafbrudt forfusker og ødelægger."

- Johannes Møllehave