toner, ord og tanker
Fællesbade
På hovedsiden har jeg skrevet en smule om fællesbade og om at være nød til at benytte den slags. Den beskrevne situation med håndværkere i ejendommen stod på i længere tid, så det blev til en del ture i offentlige bade. Jeg har i den forbindelse oplevet to fænomener, der står i et vist modsætningsforhold.
En dag var jeg i humør til at udfordre mig selv en smule. Det, jeg her har at berette, lyder vist ikke af meget. Men man må forstå, at det er helt uvant og fremmed for mig at tale med andre under disse omstændigheder. Det havde regnet, da jeg ankom. Da jeg var færdig med at bade og klæde mig på, og sad nede i den del, hvor man tager sko af og på, kom der en mand ind og satte sig i nærheden, og begyndte at tage sine sko af. Man kan altså sige, at det var udenfor nøgenområdet. Men almindeligvis er hele situationen så ubehagelig for mig, at jeg bare vil hurtigt ud og væk. Men nu ville jeg som sagt gøre et forsigtigt forsøg på at udfordre mig selv.
Jeg spurgte manden, om det stadig regnede udenfor. Egentlig ikke fordi, jeg var særlig optaget af det spørgsmål, men simpelthen i et forsøg på at skubbe mine egne grænser bare en lille smule.
Som sagt ved jeg godt, at det ikke lyder af noget. Men når det plejer at være sådan, at man med dybt ubehag skynder sig igennem maskineriet og så bare hurtigst muligt hjem igen, så er det noget. Det var en lille sejr!
Efterfølgende forsøgte jeg nogle gange at udfordre mig selv på lignende måder. Men det var ikke noget, jeg var i stand til hvergang. Nogle dage var overskuddet mindre end andre.
Naturligvis gik jeg med et håb om at kunne få løst op for tingene. Ganske langsomt nærme mig at kunne være mere afslappet i slige situationer, ligne de normale lidt mere. At kunne stå under bruseren og pladre løs med sidemanden om alt muligt, stod (og står stadig) for mig som noget meget fjernt og utopisk. Men at kunne komme bare et lille skridt eller to i den retning var jeg begyndt at anse for muligt.
At ikke kunne bade under mere private former hæmmer min kreativitet. Ofte har det nemlig været under bruseren, at jeg har fået mange af mine bedste ideer. Uanset om det har handlet om en stykke musik, en redegørelse for et eller andet emne, jeg var optaget af, en novelle eller noget helt fjerde, så har det ofte været i badet, at de bedste indfald er kommet. Det er som om, at når vandet løber, begynder også tankerne at bevæge sig på en friere måde.
Det er desværre ikke tilfældet i et offentligt bad. Jeg er alt for bevidst om situationen og omgivelserne. Så den letløbende tanke og den store inspiration kommer almindeligvis ikke. Det er blot noget plagsomt, der skal overstås, og det meste af tankevirksomheden handler om, hvordan jeg bedst kan skjule mig, så ingen kigger på mig, og hvordan jeg bedst kan ignorere mine omgivelser, så jeg ikke kommer til at kigge på dem.
En dag skete det imidlertid, at det gik op for mig, at jeg ubevidst og pr. automatik havde stået og tørret mig og klædt mig på, mens mine tanker havde været optaget af noget helt andet.
Jeg fik da den tanke, at det inspirerende ved badning måske oprindelig faktisk var knyttet til fællesbade og havde været en flugtstrategi fra disse situationer - at trække mig ud af dem ved at forsvinde helt ind i mig selv (?). Det forekommer mig ikke usandsynligt, at der kan have fundet en bevægelse sted, hvor det så efterhånden blev en privat tænketank at gå i bad, og inspirationsflowet kørte, men uden at jeg af den grund havde behov for at beskytte mig overfor omgivelserne, da jeg jo netop var alene, og at det derfor virkede uvant, da jeg oplevede noget, der var sammenligneligt med den oprindelige situation, lige til en gammel automatik satte ind.
At benytte dette kunstgreb er naturligvis det modsatte af at udfordre mig selv. Derfor er det bestemt ikke optimalt. Men jeg føler, at det vigtigste er, at komme så smertefrit igennem disse situationer som muligt. Opdagelsen af, at jeg rent faktisk kan lukke helt af, anser jeg derfor for vigtig. Det er en måde at undgå at rende forpint rundt med en masse forurenende uro i sindet. Det er ikke en egentlig løsning, tvært imod. Det snarere optrapper end løser problemet.
Men jeg er også nød til at forholde mig til, hvad jeg magter. At der derfor overhovedet er en måde at komme helskindet igennem er faktisk en tryghedsgivende ting at vide.
Jeg må så blot tage udgangspunkt i dagsformen. Bruge tricket, når jeg har brug for det, mens jeg så ind imellem kan opleve at have lidt mere overskud og derfor kunne give mig selv nogle små udfordringer. Naturligvis ved jeg godt, at hver brug af tricket er en fjernen mig fra de normale. Men hvis alternativet er at rende rundt flere dage efter med støj i sindet og have det elendigt … Ja - så foretrækker jeg ærlig talt at “snyde” mig igennem ved at benytte nedlukningsstrategien.