Faktuelle oplysninger

 

 

(i stikordsform)

* De fleste mænd spekulerer og bekymrer sig om størrelsen på deres penis. Graden kan imidlertid variere stærkt. I tilfælde hvor det tager overhånd og bliver en veritabel besættelse, der i alvorlig grad hæmmer den pågældende mands livskvalitet, taler man om "penile dysmorphic disorder" (PDD).

Denne lidelse har ingen relation til den faktiske størrelse på penis. I modsætning til de tilfælde, hvor der er tale om en fysisk skavank (mikropenis syndrom), er mænd med PDD udrustet gennemsnitligt eller derover. Nogle endog væsentligt mere.

 

* Dysmorfofobi, også kaldet BDD (Body dysmorphic disorder), er en psykisk lidelse, der indebærer en ekstrem optagethed af eget udseende og et forvrænget billede af, hvordan man ser ud. Mennesker med lidelsen vil ofte se dele af deres krop som grim, unormal eller deform, selvom andre mennesker ikke vil lægge mærke til dette.

Lidelsen kan indgå som led i andre lidelser som OCD (tvangstanker og - handlinger), spiseforstyrrelser mv. og være så invaliderende for den ramte, at lysten til at deltage i sociale sammenhænge helt forsvinder, og man kan derfor udvikle socialangst og depression. 

 

*En vrangforestilling er en indre overbevisning, der mangler forankring i virkeligheden.


 

*OCD hed tidligere tvangsneurose, men begrebet neurose anvendes ikke længere. I dag hedder det obsessiv-kompulsiv tilstand, forkortet OCD efter den engelske betegnelse, Obesessive-compulsive disorder.

Obsessioner betyder tvangstanker, mens kompulsioner er tvangshandlinger. Mellem to og tre procent får sygdommen, og der er lige mange kvinder og mænd med OCD.

Tyve procent af alle danskere har lette tvangstanker og tvangshandlinger, men uden at det er så generende, at det betragtes som en sygdom.

Når man har OCD, lider man af tvangstanker og tvangshandlinger. Man kan f.eks. igen og igen tænke på, om man nu har husket at slukke komfuret eller låse døren. Og blive ved med at kontrollere, om komfuret er slukket og døren er låst.

Det er karakteristisk, at man selv synes tvangstankerne og -handlingerne er meningsløse eller overdrevne. Alligevel kan man ikke slippe dem, fordi man bliver angst eller får ubehag, hvis man lader være.

Anmærkning

Hvad her er nævnt er blot det helt overordnede i overskriftsform. Jeg henviser til diverse øvrige sider/rubrikker for mere uddybende indlæg om disse ting.

Se f. eks. "Videnskabeligt set", "PDD og Senfølger", "Lidt af hvert" og "Symbol/Centimeter".

Lidt om "Hændelsen"

Striben af stikords-oplysninger ovenfor kan også læses på første side af min roman "Hændelsen".

Det er ikke tilfældigt!

Det er lige præcis disse ting, romanen handler om.

Desværre lader det til, at flertallet af læsere gik lige lovlig let henover disse faktualia, og således ikke i tilstrækkelig grad satte sig ind i den problematik, jeg havde sat mig for at afdække.

Ekstra info

Noget, der også kunne have stået på den liste, og måske burde have gjort det, er

 

Peter Pan kompleks: Modstand overfor at blive voksen, ønske om at forblive i en barneverden.

Opsummering af faktualia vedrørende hændelsen og dens forskellige betydningslag

 

Erindringen går gennem anden akt til første.

Anden akt forekommer pudsig og kuriøs, men foranstalter ikke nogen voldsom reaktion i sindet.

Den "kuriøse oplevelse" leder tanken videre til dét, der skete et par uger tidligere.

Erindringsbevægelsen er således modsat kronologien: anden akt kommer først.

Da erindringsbevægelsen når til første akt, går Paul let henover bilturen. Uanset hvilke sjælstilstande Paul gennemlevede i bilen og disses voldsomhed, er det ikke dette, der primært reageres på.

Spændingen ligger helt udpræget i kommodescenen. Det er denne, Paul reagerer voldsomt på, da disse erindringer dukker op.

Kommodescenen er samtidig den del af første akt, der har mest lighed med anden akt.

Opstillingen "overfor hinanden" gælder både kommodescenen og anden akt, mens scenen i bilen i stedet benytter opstillingen "på række".

Imidlertid er der en modsætning/omvending mellem oppe og nede i de to "overfor hinanden"- scener.

I anden akt er Paul placeret oppe, Birger nede, og Pauls fremvisning kommenteres med et "lige så stor som Arnes" af Birger. I kommodescenen er alt dette omvendt: Birger er placeret oppe, Paul nede, og i Birgers udtalelse, sætter han sig selv i forhold til Arne.

Til fuldendelse af omvendingen skulle Birger have været Paul overlegen i kommodescenen.

En anden kontrast består i, at Paul kvitterer i anden akt, mens han kryber udenom i kommodescenen. Derved bryder han en uskreven noget-for-noget-regel. Da Birger imidlertid har ladet Arne være sin udtalelses store clou/scoop, har Paul tilsyneladende overholdt reglen, idet han svarer på dette og på den måde får drejet sagen til at handle om at have set Arnes. De to, der er tilstedeværende, træder derved i baggrunden, og Paul behøver ikke at kvittere for Birgers oplysninger om sig selv.

Det synes at være noget, der skjuler sig i kommodescenen, der foranstalter de mange spændinger i sindet. Bilturen kan ses som udtryk for, at det allerede havde en voldsom virkning dengang, altså at det var mere en efterreaktion end direkte reaktioner på det, der skete i bilen.

Når bilturen ikke siden (i erindringen) er noget, Paul hæfter sig synderligt ved, kan det således skyldes, at den - akkurat som erindringen - er lutter reaktion på kommoden.

Der synes således ikke at være tvivl om, hvor energien primært søger hen.

For en fuld afdækning/opklaring må det således være kommodescenen, som nærmere skal undersøges og analyseres.

 

Grundliggende:

Ramme: et lukket rum.

I rummet: en kommode (eneste indbo vi oplyses om)

Tilstedeværende: Paul og Birger (som erindringsbillede betragtet nok snarere to sider af Paul)

 

Hvad vi ved derudover:

Anledningen til Pauls ophold i rummet er, at han skal vente derinde. Umiddelbart før har han haft et kontrovers med Frida.

---

Vi får ikke noget at vide om, hvorfor Birger sidder derinde. Men det er oplagt at formode, at også han er blevet skældt ud for en gal streg.

Derved opnår rummet en funktion af kombineret venteværelse og skammekrog. Næsten en fængselscelle.

 

Ydre rammer:

Sommer og ophold i et sommerhus. Kun tre børn, heraf to drenge.

 

Om dette:

Siden synes Paul i sin måde at opleve verden at tænke i to- og tre-personers-scenarier.

 

Hvad der sker:

Birger kommer med oplysninger om sin egen og Arnes størrelse. Paul svarer undvigende.

 

Bemærkning:

Paul og Birger har ikke tidligere talt særlig meget med hinanden. Faktisk synes dette at være det nærmeste, de hidtil er kommet på en egentlig samtale.

 

Om forholdet til begrebet "forestilling":

I lyset af anden akt burde kommodescenen strengt taget ikke kunne binde energi. Afsløringen i anden akt rummer imidlertid noget helt uventet og overraskende, som måske kan være årsagen til, at der alligevel kan bindes energi i kommodescenen.

Enten det, eller man kan i lyset af vejen, erindringsbevægelsen går, sige, at Paul kravler bagom afsløringen, tilbage til forestillingen og genetablerer dens spænding. Han går så at sige frem til et før, hvor der ikke er en afsløring.

Det kunne se ud som om, Paul ikke accepterer afgørelsen, hans gåen frem til et før ligner et forsøg på at ophæve anden akt, man kunne næsten sige: kræver omkamp.

 

Det, der er gået forud:

En bred vifte af begivenheder gennem det foregående år har på forskellig måde ledt frem til dette øjeblik. Man kan derfor i nogen grad se kommodescenen som et kulminationspunkt.

Mange af de ting, som leder frem til kommodescenen har en indirekte karakter, som knytter dem til kommoden mere via associationer end direkte forbindelseslinier.

Tre linier kan imidlertid udpeges som mere direkte: Fridas barsel, Arne og Laila.

Disse synes alle tre at have fyldt en del i Pauls sind i den umiddelbart forudgående tid.

 

Udover ordvekslingen:

Muligvis findes der andre genstande i rummet end kommoden. Men det er det eneste stykke indbo, der nævnes. Endvidere får man at vide, at Paul på et tidspunkt begynder at gå omkring i rummet, hvilket giver indtryk af bevægelsesplads, altså at rummet er relativt tomt/nøgent.

En kommode er en indretning med skuffer. Således et sted ting kan gemmes og opbevares. At Pauls erindringsbillede har særlig fokus på dette møbel har måske en betydning. Hvad gemmer der sig i kommoden?

Kommodens primære funktion i scenen er som noget, Birger sidder oppe på. Det giver ham i Pauls øjne en ophøjet stilling. Paul trækker sammenligninger til tronstole og dommersæder.

Kommoden synes at stå op af en væg. Man må i forlængelse af dette formode, at et eller flere vinduer befinder sig modsat. Paul står således (formodentlig?) foran et vindue - eller omvendt udtrykt: bag hans ryg findes et vindue. Da vi taler om en solrig sommerdag, må der således falde lys ind på Birger.

Altså kort sagt: Birger sidder oplyst og ophøjet.

Helt på linie med dette udtaler han sig sikkert og autoritativt. Modsat senere i bilen hvor der falder en mere forbeholden udtalelse. I sin ophøjede stilling udtaler han sig afgørende og uden tvivl. Dommen afsiges og kongens bud lyder.

Hvordan skal vi forstå den omstændighed, at Birgers tronstol/dommersæde er et møbel, hvori der kan gemmes og opbevares ting?

Vi ved, at Paul lægger stor vægt på bevarende aktiviteter (at huske, samle historier, modarbejde forandringer m.v.). Mon så ikke også det har en betydning, at det billede, der toner frem i hans erindring, involverer en genstand, der kan benyttes i bevarende øjemed?

Birgers placering som dommer/konge/vismand på bjerget ovenpå kommoden synes at give ham en status af vogter over de bevarede ting.

Men Paul ser ham tydeligvis i et dobbeltperspektiv. Birger er trods alt bare en almindelig dreng, der tillige er yngre end Paul.

Denne anden side knytter sig til Birgers placering derved, at det strengt taget ikke er helt korrekt og udadlelig adfærd at kravle op på en kommode og tage plads der.

Der er omkring et par måneder tidligere sket det, at Paul under en samtale med Frida uden at tænke over det har sat sig på armlænet af en stol, hvilket Frida bruger som eksempel på ikke- artig opførsel. Selvom det kun er kort tiden siden, kan man vel trods alt sige, at Paul dengang var yngre.

At tematikker som yngre, ældre, før, nu osv. spiller en central rolle, synes der ikke at kunne være tvivl om.

I nær tilknytning til disse føjer sig begreberne større, mindre, gevinst og tab. Dette finder tydeligvis sit symbol i penismål, som imidlertidhelt tydeligt gør sig gældende i en stærkt udvidet betydning.

De første spirer til den PDD, der siden næsten totalt kommer til at styre og dominere Pauls liv, har vist sig gennem de foregående halvanden år. Anden akt afslører et skred i Pauls selvopfattelse, hvor hans indre billede af sin penis er blevet mindre end det ydre. Halvanden år tidligere forholdt det sig snarere modsat.

Impulsen i retning af at ophøje Birger kunne muligvis være en regulerende modbevægelse til Pauls primære opfattelse af denne person. Lailahistorien har medført en fjendtlig holdning til Birger. Endvidere har Birger de foregående dage drillet og provokeret. Opført sig irriterende. For Paul fremstår han således umiddelbart som en dum, lille møgunge. Men også som en farlig fjende. Når alt kommer til alt, er det jo Birgers projekt, der har sejret over Pauls i forhold til Laila. Kort forinden er der imidlertid indført en slags våbenhvile.

Er Paul nød til at se Birger som sejrherre og underkaste sig for ikke at bryde våbenhvilen?

Det er i det mindste påfaldende, at da Paul og Birger anbringes på lige linie med Valborg imellem sig (som stødpude?), bliver Paul mere vas og uvenlig overfor Birger, der på sin side begynder at udtrykke sig mere forbeholdent ("jeg tror").

Samtidig gælder dog, at Paul fortsat er påfaldende passiv. Birger er fortsat den, der har teten og kommer med en række udspil.

I sin senere tænken tilbage tillægger Paul som nævnt ikke det i bilen synderlig betydning. Det negligeres til en ligegyldig mellemakt, der er uden egentlig vigtighed. Havde bilturen ikke fundet sted dengang, og dermed indtrådt i fortællingen som en del af denne, kunne Paul sådan set være hoppet direkte fra kommoden ud i den (om-) digtede del, hvor han skulle beundre Birger. Bilturen er således snarere en afbrydelse end en fortsættelse af betydningssammenhænget.

Dette altså vel at mærke i Pauls erindring. Som det efterhånden viser sig og bliver stadig tydeligere, har bilturen skrevet kladden til den 21 årige Pauls fantasier. Hele rækken af selvmodsigelser, paradokser og ambivalenser blev gennemlevet allerede da.

Men derved står den 11 årige Pauls biltur også lige overfor den 21 åriges fantasi. De er det ene og samme - pendanter, paralleller. Derfor er de også så at sige sidestillede. Der kan des årsag ikke hentes noget fra den ene til den anden. De refererer begge tilbage til kommoden, der forbliver det egentlige centrum for den opsamlede, centraliserede energi.

I lyset af Pauls senere hakken sig gennem sin fantasi med diverse stopklodser er det påfaldende, at der sådan set indtrådte en afbrydelse/standsning i det autentiske forløb. Man kunne ligefrem få lyst til at spørge, hvad der ville være sket, hvis de to drenge havde opholdt sig længere tid inde i rummet. Ville det have ført frem til en sammenligning/målekonkurrence? Spørgsmålet lader sig ikke besvare. Men i hvert fald kan man med en vis ret hævde, at der er tale om en afbrudt situation. Dermed er der også en vis sandsynlighed for, at der ligger en pointe i netop det afbrudte. I en forlænget, ubrudt bevægelse kunne situationen have udarter sig videre på den ene eller anden måde. Det er umuligt at sige hvilken. Men enhver kan indse, at det er komplet usandsynligt, at de to drenge i timevis bare skulle kigge tavst på hinanden. Derimod er det usikkert, om der for Paul ligger nogen betydeligere pointe i afbrydelsen. Tilsyneladende er den smule, der nåede at finde sted, bærer af noget særligt betydningsladet, og vægten ligger således snarere på det, der skete, end det, der ikke skete, og bare måske kunne være sket,, skønt man naturligvis ikke bør overse, at Pauls fantasier i høj grad appelerer til dette måske. Det rokker ikke ved, at det afstedfundne havde en betydning for Paul.

En mere indtrængende og dybdegående analyse bør således koncentrere sig om kommodescenen. Alt tyder på, at det er her, det afgørende ligger gemt. Som nævnt er selve kommoden et billede på noget gemt/opbevaret.

Så igen: hvad er der i kommoden?

Da vi ikke har fået nogle egentlige ledetråde i forhold til, hvad kommoden almindeligvis bruges til (når Birger ikke bruger den til at sidde på), kan vi kun nærme os dette spørgsmål indirekte.

Det er da også at opfatte som metaforisk. Kommoden er blot et billede på det skjulte, der ligger i situationen. Om der på konkretplanet er duge, stearinlys eller noget helt tredie deri, er selv sagt ganske ligegyldigt for historien.

Ganske vist kunne det muligvis bringe nye afsløringer vedrørende Pauls sjæleliv for dagen, hvis man spurgte ham, hvad han forestiller sig og tror, at kommoden indeholder. Men fortællingen har ikke givet os mulighed for at benytte dette terapeutiske trick, og vi må derfor en anden vej rundt.

I lyset af begrebet forestilling forekommer det endog plausibelt at antage, at kommoden er tom.

Opsummering (fortsat)

Hvis man vil tænke videre i mulige formodninger og rene måske'er, som ikke har direkte støtte i teksten, kunne man spekulere i, at man vel med rimelighed kan antage, at der i soveværelset i Pauls barndomshjem har været skabe og skuffer til opbevaring af tøj, sengelinned med videre. Kunne man forestille sig, at billedet af aftenlandskabet har hængt over en kommode? Kunne man eventuelt give den en tak til og forstille sig, at billedet har hængt forskudt, og at det, der befandt sig direkte over den formodede (ikke i teksten nævnte) kommode var et spejl? I så fald ville udsigten fra Pauls barneseng samle første og anden akt i ét billede. Det er imidlertid vigtigt at huske på, at dette er ren spekulation. Vi har ikke støtte i teksten for noget af dette.

Derimod er vi på sikker grund og forholder os til, hvad der direkte står, når vi opsummerer forløbet som at Paul efter en skarnstreg bliver skældt ud af Frida, forvises til rummet, hvor Birger sidder på kommoden og efter en lille stunds tavshed forsøger at indlede en samtale med sine oplysninger om egen og Arnes udrustning, samt at Paul snarere afparerer og viger udenom end egentlig og direkte svarer Birger, hvorefter en ny tavshed indtræder, og inden et nyt udspil kommer fra den ene eller anden side brydes situationen i og med, at en pædagog kommer ind og siger, at de skal afsted.

Alt dette ved vi med absolut sikkerhed!

Derudover er man stadig delvis på sikker grund ved at antage, at der er en klar kontrast til præget af fangekælder og des lige. Alt taler for, at det er et lyst rum oplyst af sommersolen. Derved kommer præget af at blive forvist til at stå i et mere tvetydigt lys. Paul er - i det mindste i ydre forstand - ikke blevet kylet ned i et mørkt hul.

Dette er imidlertid kun overfladen. Som det efterhånden bliver stadig tydeligere, er situationen udover sit manifeste indhold for Paul bærer af en omfattende, mangfoldig symbolik, der ligefrem ligger i lag, hvorved det bliver oplagt at tyde situationen ved at skrabe lag efter lag af den.

Det er helt præcist hvad de mellemliggende kapitler gør!

Men lad os prøve at betragte situationen (kommodescenen) i sig selv. Hvad kan man sige om den, hvis man ikke ved alt det andet?

En lang række ting er allerede blevet fastslået. Altsammen ting, der udelukkende vedrører hvor, hvornår, hvad skete der osv.

Hvordan lader dette sig tolke og forstå i sig selv? Altså uden det perspektiverende lys, kapitlerne giver os.

Vi har allerede fastslået at Birgers placering i rummet tildeler ham en art ophøjet stilling, og at han ganske svarende til dette fremkommer med autoritative udtalelser. Dette har helt tydeligt en betydning for Paul.

Selvom vi strengt taget behøver bilturen for at fastslå dette, tillader vi os at påpege, at det for Paul tillige har en afgørende betydning, hvordan Birger viser de mål, han oplyser, nemlig med to hænder, hvilket fører Paul til den fejlslutning, at hvis man viser noget med to hænder, er det fordi, at det er for stort til at blive vist med én hånd.

Visningsmåden passer således sammen med Birgers placering og sikkert konstaterende udtryksform. Alt bidrager til et billede af storhed!

At træde op foran en autoritet, være i audiens hos kongen, spørge oraklet til råds, stå foran en dommer osv. er varianter af samme arketypiske billede. Derved er selve opstillingen ladet med betydning. Billedet er arketypisk. Derved berører det også ting i det kollektive ubevidste.

Alene dette er en væsentlig grund til, at billedet står i Pauls erinding som betydningsladet og energimættet. Det rummer i sig selv en voldsom kraft!

Det kan Paul godt se. Derimod synes han at have vanskeligt ved at afkode symbolet. Som dunkle orakelsvar, der kræver en udlægning, synes også Birgers ellers så klare og entydige statement, at rejse en række forståelsesspørgsmål.

I hvert fald får det sagte siden en betydning for Paul langt udover udsagnets pålydende, hvor han så at sige lægger en mængde andet ind i det. Denne manøvre bidrager selv sagt til at gøre udtalelserne væsentligt mere betydningstunge, end de kan siges at være i sig selv. For Paul betyder det langt andet og mere, end at Birgers er sådan og Arnes sådan.

Kapitlerne svarer gradvis og langsomt afslørende på, hvad det da er, Paul lægger ind i disse ord. Men igen: lad os se på selve situationen, og hvad der mere direkte kan findes deri.

For Paul synes der at ligge noget i selve det oplysende. Næsten uanset hvad det er, der oplyses. Som hans senere fantasier kredser om, kan man for så vidt oplyse hvad som helst. Oplysningen er ikke nødvendigvis korrekt. Således kan man også hævde at have en kæmpe en. Så længe påstanden hverken er bevist eller modbevist, svæver den frit i luften, som noget usikkert.

I forhold til begrebet forestilling og sammeligningen med en tryllekunst er det helt klart her, at Birger så at sige udfører tryllekunsten. Faktisk er der en hel række oplagte ligheder. Det minder om den børne-tryllekunst, hvor man har to bægre, lægger en genstand under den ene og så siger: "Nu tryller jeg den over i det andet bæger. Hokus pokus. Nu kommer det svære. Jeg vil trylle den tilbage igen. Stor koncentration. Hokus pokus. Tilbage. Se selv!" Pointen er naturligvis, at man aldrig har set den ligge under det andet bæger. Forevisningen med to hænder har endvidere klar lighed med de små vildledningsmanøvrer, tryllekunstnere benytter sig af.

Birger er den store magiker, der udfører sit nummer. Det påfaldende er det yderst mådeholdende bifald. Kan man overhovedet tale om, at Paul applauderer? Det gør han måske ikke. Men han kommer heller ikke med indsigelser. Senere i livet går en del af omdigtningen netop på dette. For at blive i billedet at nede fra salen råbe "Den hænger i en snor!" "Han har den i ærmet!" eller des lige.

Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at dette ikke gøres for at afsløre magikeren som fup og fidus, men netop for at give ham lejlighed til at brilliere og derved opnå yderligere suverænitet. Det egentlige trick går på en midlertid (pro forma-) fornedrelse, der har til formål at i sidste ende ophøje desto mere.

Tyngdepunktet i forskellen mellem det autentiske forløb og omdigtningen er vel netop det, at Paul i det autentiske forløb afviste Birger via en tilslutning, brugte det at give ham medhold som en måde at lukke af, mens han i den senere omdigtning lige modsat afviser for at kunne komme ham imøde. En temmelig drilsk opstilling!

Dobbeltmanøvrer. Begge dobbeltmanøvrer. Men omvendte i forhold til hinanden!

Det minder lidt om noget Paul tænker på et tidspunkt: "Dobbelt-dobbelt og så lige en gang til dobbelt."

Også en række andre dobbeltheder anes. F.eks. modsætningen mellem fangecelle/skammekrog og lyst rum med sommersol kiggende ind ad vinduet. Men naturligvis frem for alt at den yngre, svagere dreng indtager den stærkere position. Paul, der har alle fortrin på sin side indtager en næsten underdanig position, hvor han endvidere forekommer næsten handlingslammet. Som vi har set undervejs er dette netop en af de store gåder, som er forbundet med situationen. For det er ikke Pauls typiske og vanlige adfærd i situationer af den type. Snarere tvært imod.

Måske kan hans senere omdigtninger endog forstås sådan, at han spørger sig selv, hvad der skete, og hvorfor han blev ramt af denne delvise paralysering. Ved at vende alt på hovedet, bytte om på alle forhold og sætte sig selv ind som aktiv og handlende afprøver han alternative muligheder. Overfor spørgsmålet om, hvorfor han reagerede, som han gjorde, opstiller han modspørgsmålet, hvad der ville være sket, hvis han havde båret sig anderledes ad. Men da han ikke overholder situationens præmisser opnår dette ingen gyldighed. Når alt vendes på hovedet ophæver alternativet sig selv og ender i samme intethed som det autentiske forløb.

Omdigtningerne siger naturligvis en mængde om, hvad Paul senere lægger i situationen. Men det er netop senere. Hvordan kan man i mere egentlig forstand nærme sig det autentiske forløb?

Mens de senere begivenheder, der tilføjer betydning med tilbagevirkende kraft, netop er noget senere, kan alt det, der i sin tid ledte frem til hændelsen, udmærket have klinget med deri, bidraget til dens betydningsfarve og dermed Pauls oplevelse. Om nogle af tingene må man endog sige, at de næsten nødvendigvis må have klinget med deri. Det er nærmest utænkeligt, at de ikke skulle have gjort det. Derimod er det langt fra sikkert, at Paul har været sig dette bevidst. Flertallet af betydningsklange må formodes at befinde sig på et ubevidst/underbevist plan. Paul har blot mærket den voldsomme energi i situationen uden at forstå, hvad den skyldtes.

Der findes en kendt tryllekunst, hvor ringe, som tilsyneladende er hele og ubrudte hele vejen rundt, føjes sammen til en kæde. For så vidt er det netop denne, Birger opfører. Med et raskt snuptag får han Frida, Arne og Laila til at hænge sammen. Måske ikke i en kæde. Snarere som en mosaik.

Fastholder man billedet af en mosaik og betragter dette lidt nærmere, viser der sig at indgå en række yderligere komponenter/ingredienser deri. Således også Hubert.

Men igen: dette er medklange. Hvad med situationen i sig selv - så at sige naturel?

Den arketypiske karakter gør det oplagt at kigge på, hvordan dette symbol optræder andre steder, og hvilken betydning det da almindeligvis har.

Alternativ tydning af at kommoden (stedet, hvor der kan gemmes ting) bruges som tronstol/dommersæde (autoritativ udtalelse):

Læg dig dette på sinde og glem det aldrig!