Det pirrende falsum

I flere tidligere indlæg - især “Angst og seksualitet” og “det modsatte ønske” - har jeg nævnt den besynderlighed, at en usandhed undertiden kan optræde som pirringselement. Dette må nødvendigvis ske gennem en sprogliggørelse. En handling kan ikke være usand. Enten foretager man denne handling, eller også gør man ikke. Derimod kan man sagtens hævde noget usandt om den pågældende handling. F. eks. at man ikke har prøvet det før, selvom man har, eller at noget, som indgår deri, er af en karakter, som det reelt ikke er. 

Det er naturligvis indlysende, at dette er muligt. Men spørgsmålet er, hvorfor det kan fungere som et pirringselement? Hvad er det for en mekanisme, der er på spil? Hvordan fungerer den?

Så meget er i hvert fald sikkert, at noget ukorrekt kan udvirke en række forskellige sjælsrørelser. Fornylig oplevede jeg i en Facebook-gruppe et medlem, der var helt oppe i det røde felt fordi, en avisartikel havde begået en fejl omkring hendes yndlingssangers alder. De var kommet til at gøre ham et år yngre, end han er. Det anså hun for værende ligefrem en hån og en krænkelse. Det kunne have handlet om alle mulige andre ting. Det afgørende er, at hvis noget har en betydning for en eller spiller en vigtig rolle i ens liv, vil man almindeligvis reagere voldsomt på en ukorrekthed. Det giver indtryk af dårlig researche i forhold til et emne, hvor man anser sjuskeri for utilladeligt. Her vil man kunne iagttage en række tilfælde, hvor folk bliver ophidsede i den ganske ligefremme betydning, at de bliver gale i hovedet. Men så er der måske i virkeligheden ikke særlig langt over til andre former for ophidselse (?).

Modsat kan man også opleve ukorrektheden udløse behagelige reaktioner, når f. eks. et barn prøver at snyde voksne og godter sig over, hvis det lykkes. Denne frydefulde kildren ved at få nogen bundet noget på ærmet ligger vel i grunden ikke så fjernt endda fra vellystige tilstande. Dog med den forskel at den når sin tilfredstillelse i selve snyderiet og ikke igennem en følge deraf.

Men hvad nu hvis den mødes med noget andet?

Det sammenstød mellem modsatrettede tilstande, som jeg adskillige gange har været omkring i en række af mine tidligere indlæg, må altså kunne opstå og gøres gældende, når den generende ukorrekthed og den frydefulde bluff mødes, og vil da kunne foranstalte særlige sindstilstande.

Dette kunne altså meget vel være i det mindste en del af mekanismen.

Forklaringen føles imidlertid ikke dækkende og udtømmende. Der må være noget mere deri, indgå andre elementer.

Modsatrettede tilstande har jeg tidligere især omtalt i forbindelse med uforenelige ønsker. At ville to ting, der gensidigt udelukker hinanden. Her kan ukorrektheden måske være en gangbar vej til at både blæse og have mel i munden. Netop ved at bruge sproget som medspiller og -skaber af et univers. Hvis man peger på et billede af en hund og hævder, at det er en kat, har man på en vis måde både en hund og en kat. Ganske vist ikke i samme sfære. Den ene befinder sig på et billede, den anden i sproget. Men på sin vis er de der begge to. Når de to sfærer så skurrer imod hinanden, må der nødvendigvis opstå en spænding.

Jeg mener ikke, at jeg dermed har afdækket mekanismen. Måske har jeg haft held til at afdække et par tandhjul i maskineriet. Men det er da trods alt et skridt på vejen.

Som jeg nyligt gjorde opmærksom på, befinder jeg mig for tiden midt i en række tvivl og genovervejelser. Her er det falske udsagn en af de ting, jeg er standset op ved med en følelse af, at det kræver en uddybende forklaring. Indtil videre kan jeg ikke komme det ret meget nærmere end ovenfor. Med det sagte har jeg allerede vist, at også det falske udsagn falder ind under fænomenet dobbeltheder. Man taler jo også om dobbeltspil.

Det lader til, at kradse kontraster er det, der får gnisten til at fænge, og at dette fænomen kan iagttages på en række forskellige planer indenfor samme fantasi. Det interessante ved udsagn af enhver art, sande som falske, er, at det ofte synes at være netop dem, mere end diverse handlinger, der især har en pirrende karakter.

Nu kunne man naturligvis sige, at når der er tale om fantasier, så er for så vidt alt udsagn. Der er ikke tale om at udføre en given handling, men at så at sige fortælle sig selv, at man gør. Hvad enten man så ser en billedserie for sig eller fortæller sig selv en historie med ord, så er der principielt tale om udsagn. At indlægge en replik eller des lige er således blot en særligt tilspidset form af det, der også gør sig gældende for alt det øvrige. Eller man kan sige, at det er her, udsagnet viser sig som udsagn. At der er dette selvafslørende element indbygget deri må formodes at have en betydning. Ikke mindst hvis der er tale om vildledende/misvisende oplysninger.

Ganske vist kan noget lignende forekomme i forbindelse med faktiske handlinger, altså konkret praktiseret seksualitet. Et typisk eksempel er, at den ene af de involverede parter siger noget i retning af “Åh, hvor er det godt,” i et forsøg på at overbevise sig selv, en selvopgejlen, der er nødvendiggjort af, at det netop ikke er særlig fantastisk. Så må der hjælpes lidt til med behændig selvsuggestion. I en sådan situation vil det også let kunne ende med, at det er selve ordene “Åh, hvor er det godt,” som ender med at blive “det gode” (læs: det ophidsende).

I dette eksempel ser man tydeligt, at sproget optræder som en nødvendig tilføjelse til noget, der ikke er optimalt. Havde det virkelig været åh, så godt, ville det ikke være nødvendigt at sige det, og da slet ikke at gentage det igen og igen. Det er en mangel, som kommer til syne, hvorefter man lyver situationen bedre, end den er som et nødvendigt middel til at få udbytte af den.

Men er det det samme, der sker i en fantasi? Her har man jo rent faktisk muligheden for at opdigte en optimal situation. Hvorfor da opdigte en mangelfuld, der kræver at blive peppet op med tilføjede ord?

Hvis det er rigtigt, at der i enhver fantasi ligger skjulte lag, som prøver at komme til syne, kunne man evt. forestille sig, at en sådan fantasi peger hen på helt andre ting, hvor man ikke er helt ærlig overfor sig selv, har et indre dobbeltspil kørende. Måske render man rundt og prøver på en tilsvarende måde at overbevise sig selv om et eller andet helt andet, evt. fordi man ønsker sig noget anderledes, end det er. Der kunne således oplagt være tale om noget bagvedliggende, der presser sig på.

Særligt bemærkelsesværdige er naturligvis de tilfælde, hvor der udelukkende indgår en række udsagn i en fantasi og ingen handlinger. Her er der i hvert fald ikke tale om, at de skal fungere som krydderi og forstærker. De er selve det egentlige og centrale, og spændingen udgår således suverænt fra denne kilde.

Imidlertid må der findes et skjult andet et eller andet sted. I hvert fald hvis det er af betydning om rækken af udsagn er sande eller falske. Det kan de kun være, hvis der er et eller andet, som kan be- eller afkræfte dem. Tager vi eksemplet fra før, så er det ikke forkert at tale om et billede af en kat, før der er et billede, hvor man kan se, om det er en hund eller en kat. Rent forestillingsmæssigt burde det være nogenlunde lige let at forestille sig et billede af henholdsvis en hund og en kat. Hvis jeg vil have et billede af en kat, kan jeg altså bare forestille mig et sådan. Der kan ikke blive tale om noget ukorrekt uden en falsificerende instans. Udsagnet “billede af en kat” bliver først til løgn, snyd og dobbeltspil, når der foreligger et billede af en hund. Det gælder altså nødvendigvis, at hvor der tilsyneladende kun optræder en række påstande, må der findes et skjult andet, der kan bedømme disse påstandes gyldighed.

Man kan så naturligvis spørge, om det afgørende nu også er påstandenes gyldighed. Det kunne jo også være en anden egenskab ved dem, der var det afgørende. Muligvis lader man sig her forvirre af et spørgsmål om fantasi og virkelighed. I hvert fald hvis det er virkeligheden, der optræder som den instans, der kan afgøre påstandenes gyldighed. En fantasi handler jo netop som oftest om noget, der er anderledes end tingene er i virkeligheden. Derfor ville en række påstande, der er i strid med alverdens ting i virkelighedens verden, sagtens kunne have gyldighed inde i en fantasi. Det er jo ikke anderledes, end en dagdrøm om at være rig. I fantasien har man så en masse penge, som man ikke har i virkeligheden. Verificeringsspørgsmålet kan således kun komme på tale, hvis der inde i fantasien findes en instans, der kan dømme om udsagnenes gyldighed. Er dette ikke tilfældet, må den pirrende egenskab tilskrives noget andet end spørgsmålet om sandt eller falskt. De er hentet ind i fantasien for noget andets skyld. At de ikke stemmer overens med virkeligheden er som just nævnt en generel ting for fantasier. Men man drømmer jo ikke om at være rig bare fordi man ikke er det. Man drømmer om de muligheder, man ville have med en ubegrænset pengebeholdning. Man kan naturligvis sige, at hvis man var rig, så havde man disse muligheder og behøvede ikke bare at drømme om dem. Alligevel forekommer det ikke helt rigtigt at sige, at man drømmer om at være rig, bare fordi man ikke er det, i hvert fald ikke i den betydning, at det væsentlige skulle ligge i modsætningsforholdet mellem fantasi og virkelighed. Man kan altså således sige, at det nok i en forstand gælder, at man må fantasere om noget, fordi det ikke er sådan i virkeligheden, men samtidig gælder, at dette ikke er den primære kvalitet og egenskab ved det, man fantaserer om. Således må det vel også kunne tænkes, at det afgørende er noget helt andet end påstandenes gyldighed. Hvis det er tilfældet, må vi på jagt efter en anden egenskab, der forklarer påstandenes virkning.

Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at få øje på en måde, hvor man kan omfortolke f. eks. Historien om Viktor og Lasse (se “Angst og seksualitet”) uden at operere med verificering og falsificering. Her vil man imidlertid kunne iagttage, at selvom det er det såkaldte skriftemål, der fungerer som pirringsfaktor, så er dette netop omgivet af en række ting, der vil kunne dømme om dets sandhedsværdi. I det tilfælde kan der altså næppe være tvivl om, at det er her, tyngdepunktet ligger.

Men gælder det i alle tilfælde?

Her kan man vel sige, at hvis det skjulte, der trængte sig på for at blive bevidstgjort, havde været noget helt andet, så ville det være dette formål fantasien tjente, og et stykke dialog ville således også have indrettet sig herefter. Viktors fantasi viser først og fremmest, hvordan alt er tilpasset og underordnet dens egentlige betydning og hensigt. Dette kan der vel ikke for alvor være tvivl om. I enhver drøm eller fantasi må vel nødvendigvis alt være indrettet efter dens dybere betydning eller formål.

Vi er altså lige vidt.

Forestiller vi os en række udsagn helt naturel, d.v.s. uden at på nogen måde være omgivet af en situation eller en række forhold, så må det altså også være disse udsagn i sig selv, der er det altafgørende. Altafgørende på en anden måde end Viktors skriftemål, der henter sin betydning fra de omkringliggende omstændigheder. Vi forestiller os nu en række udsagn uden omkringliggende omstændigheder. Som påpeget ovenfor kan de i denne tilstand ikke være enten sande eller falske, og vi må derfor søge efter andre egenskaber ved dem.

Det ville være en mangelfuld forklaring at sige, at dette eller hint er noget pirrende. Det er helt indlysende et cirkelargument. Man mangler stadig at forklare hvorfor. Når f. eks. en teenagedreng bliver ophidset over udsagnet “Tove har store bryster”, så nytter det ikke at tale om pubertetens uterlige hormoner, at der ikke skal så meget til osv. osv. Dermed har man aldeles ikke forklaret, hvorfor udsagnet “Tove har store bryster” er mere pirrende end udsagnet “Brugsen har tilbud på kaffe”.

Nu kunne man så naturligvis også forestille sig, at der muligvis findes personer, for hvem “Brugsen har tilbud på kaffe” ville være et pirrende udsagn. Hvis vi leger med tanken, bliver spørgsmålene endnu mere åbenbare, for hvorfor er det pirrende ikke noget entydigt? Kunne man indsætte et udsagn på en skala som værende så og så pirrende, havde man ganske vist ikke forklaret hvorfor, men havde da i det mindste systematiseret alle udsagn i forhold til pirringsværdi og kunne så benytte dette til at undersøge diverse egenskaber for de mere kontra de mindre pirrende udsagn.

Nu er der vel næppe tvivl om, at langt flere teenagedrenge vil tænde på “Tove har store bryster” end “Brugsen har tilbud på kaffe”. Man kan så sige, at bryster ofte forbindes med noget seksuelt. Ja - men den pågældende dreng fantaserer jo netop ikke om at foretage sig et eller andet sammen med Tove, gøre noget ved de bryster, han køres op på det blotte udsagn “Tove har store bryster”.

Det er atter fristende at søge efter ting i den ydre verden, der kan have indvirket på fantasien. Mest oplagt naturligvis den mulighed at Tove rent faktisk har store bryster. Men også ude i virkelighedens verden ville det jo sådan set bare være et faktum og konstateringen heraf. Man kunne også forestille sig, at Tove går i så løsthængende tøj, at det er umådelig svært at danne sig et indtryk af hendes barm. I så fald er der naturligvis grundlag for diverse gisninger. Eller man har ikke tænkt over det grundet hendes løsthængende tøj, men ser hende så en dag i en noget strammere bluse og der følger en overraskelseseffekt. Men det gælder stadig, at både gætterier og chok forbliver i en konstaterende kategori, der ikke på nogen måde antyder en given handling.

Ligeledes er det vel næppe nogen dækkende forklaring på en pirring, hverken at man gætter eller bliver overrasket. Som jeg har redegjort for andetsteds kan netop disse ting ganske vist være væsentlige pirringsfaktorer og spille en næsten altoverskyggende rolle. Men det kræver endnu en gang, at de tjener et særligt formål og står i noget andets tjeneste. Gæt og chok kan strengt taget ikke siges at være pirrende i sig selv, og hvis de alligevel er, mangler vi i hvert fald en forklaring på, hvorfor de er det.

Alt i alt har vi altså ikke på en tilfredstillende måde fået forklaret, hvorfor teenagedrengen ikke akkurat lige så godt kunne gentage: “Brugsen har tilbud på kaffe, Brugsen har tilbud på kaffe, Brugsen har tilbud på kaffe” mens han masturberede.

Som sagt kunne man vel forestille sig den mulighed, at dette rent faktisk fandt sted. Det turde være indlysende, at der i så fald må være en afgørende forskel på den personlige psykologi og de ubevidste spændinger, der er i spil, hos ham, der tænker “Tove har store bryster”, og ham, der tænker “Brugsen har tilbud på kaffe”.

De to udsagn må respektivt afspejle noget afgørende og centralt i den masturberende drengs psykologi. Ellers ville han jo uden videre kunne udskifte det ene udsagn med det andet. Når dette bestemte udsagn “virker”, må der altså nødvendigvis foreligge en dynamik og skjult symbolik imellem udsagnet og hans sind.

Derved står vi atter ved det spørgsmål, jeg gentagne gange har været omkring: hvordan afdækker man den skjulte underside af udsagnet?

Man vil kunne bebrejde mig, at jeg i sin tid med Viktor og Lasse gjorde det let for mig selv ved hjælp af en opdigtet, fiktiv case, hvor jeg frit kunne konstruere denne skjulte underside. Det kunne jeg naturligvis også give mig til at gøre her. Finde på et eller andet som henholdsvis bryster og kaffe symboliserer for den ene og den anden.

Det ville blot blive en gentagelse.

Mere interessant er det, hvis man stiller et generelt metodisk spørgsmål om, hvordan man afkoder budskabet. Findes der en metode, som er alment anvendelig, uanset om stikordet er bryster eller kaffe?

Jeg har tidligere antydet noget sådan. Man kan i hvert fald helt oplagt se lidt nærmere på drengens liv, og hvad der ellers foregår og er på spil. Det burde i det mindste give et fingerpeg. Måske vil forklaringen så endda være ret let at finde. Men måske er dette ikke tilfældet. Måske skjuler den sig bedre end som så.

I tilfældet med brysterne, kunne det være et elementært spørgsmål om tiltrækning. Hvis drengen er voldsomt tiltrukket af Tove, kunne dette sådan set være grund nok til, at han fandt hendes brystmål æggende. Men hvad nu, hvis dette ikke er tilfældet? I hvert fald synes der jo at være noget andet på spil i tilfældet med kaffen. Det forekommer ikke særlig sandsynligt, at nogen skulle have et voldsomt lidenskabeligt forhold til Brugsen. I så fald må dette i hvert fald på en eller anden måde kunne sættes i forbindelse med noget andet eller spores tilbage til nogle bestemte omstændigheder eller oplevelser, og således altså i sidste ende netop dække over noget andet.

Det korte af det lange: det forekommer nødvendigt at nærmere betragte de to drenges liv, og hvad der er på spil deri, for at få svar på vores spørgsmål.

Er der bestemte ting, vi skal kigge efter?

I første omgang er det formodentlig en god ide at bare kigge. At kigge efter noget bestemt vil let være ensbetydende med forudfattede meninger og risiko for at blive vildledt af formodninger. Men på et eller andet tidspunkt bliver det vel nødvendigt at spørge, om der er et eller andet betændt på spil. Det gælder så bare om at ikke have svaret ja på forhånd, inden man undersøger dette. Det kunne måske vise sig at hænge anderledes sammen, selvom det umiddelbart kan forekomme svært at forestille sig hvordan.

Men man bør huske, at et ubevidst forhold ikke nødvendigvis er noget negativt endsige traumatisk. Det er måske bare slet og ret ubevidst på vej mod bevidstgørelse, del af en udviklingsproces. At der er noget nyt på vej, betyder aldeles ikke, at der er noget galt med drengen. Tvært imod! - Det betyder lige modsat, at han er levende og i bevægelse. Det spørgsmål, jeg så især har været optaget af, er, hvad der sker, hvis det ikke lykkes at bevidstgøre dette, og der som følge heraf indtræder en stagnation. Sker dette, begynder man at kunne tale om, at der er noget galt. Jeg er stadig overbevist om, at jo længere stagnationen står på, desto mere fastlåst bliver den, og dermed sværere at bryde.

Ligeledes - mener jeg - gælder, at stagnationens væsen ikke er en absolut stilstand. Den har sine egne indre bevægelser. Stagnationen kan nærmest sammenlignes med en glemt madvare i et fjernt hjørne af køleskabet, der langsomt fordærves. Fordærvelsen er jo netop også en slags proces, altså bevægelse/forandring. Dette vil så kunne ses deraf, at noget, der grundliggende er samme og for så vidt uforandrede fantasi alligevel gennemløber en række forandringer henover tid. F. eks. at det på et tidspunkt begynder at handle om Nettos kaffe frem for Brugsens. Man kunne så hefte sig ved, at han fra et supermarked med gennemsnitligt prisniveau har bevæget sig over til et udpræget lavpris-supermarked. Det behøver ikke at betyde, at trykket ligger særligt på pris. Det kan også være et udtryk for, at det ikke bevidstgjorte presser sig mere aggressivt på, hvilket principielt er et sundhedstegn: sindet prøver at reparere sig selv og skærper derfor nødvendigheden af at få det gemte frem. I forhold til køleskabsbilledet begynder den fordærvede vare efterhånden at udsende en ram lugt. Derved bliver man også opmærksom på den, og foranlediges til at ryde op i køleskabet.*

Hvor man om Netto versus Brugsen kan konstatere en forskel i prislag, er det derimod mindre gennemskueligt, hvilken forskel det indebærer, hvis det henad vejen bliver Veras frem for Toves bryster, det handler om. Man kan eventuelt overveje forskelle på de to pigers bryster. Hvis f. eks. Vera har betydelig større bryster end Tove, har vi atter et eksempel på, hvad man kunne kalde en “eskalerende stagnation”. Men det kan meget vel være, at sagen hænger sammen på en helt anden måde.

Derfor er det vigtigste af alt at vogte sig for forhastede konklusioner, holde alle muligheder åbne og undersøge sagen grundigt. I langt de fleste tilfælde vil der heldigvis ske det, at brysterne/kaffen fortoner sig alt imens nye livsindhold kommer tilsyne. I så fald er der intet problem og ingen grund til at gå ind i langvarige overvejelser. Sindet har på egen hånd klaret, hvad der skulle klares. Indtræder der derimod en eskalerende stagnation, er der behov for at give sindet en hjælpende håndsrækning. Denne må være i besiddelse af tålmodighed og eje tvivlens nådegave. Ellers bliver det bedrevidende forulempelse frem for en hjælp.

I forhold til det metodiske spørgsmål er en række nøglebegreber altså grundighed, dybdegående undersøgelser, forsigtighed, overvejelse og genovervejelse. Hvis man ikke blot jager frem efter en eller anden konklusion, der hurtigt og fikst kan få sagen lukket, men oprigtigt ønsker at afdække det sande sammenhæng, og er indstillet på at ofre den tid og anstrengelse, det måtte kræve, tror jeg på, at det også kan lykkes.

Med disse overvejelser er jeg imidlertid kommet et stykke væk fra det spørgsmål, jeg havde sat mig til at overveje, nemlig det pirrende falsum. Her må man altså forestille sig, at Tove aldeles ikke har store bryster og Brugsen ikke tilbud på kaffe. Tove har ganske små bryster og Brugsens kaffe er lige steget. Det pirrende synes i så fald at bestå i, at utallige gange gentage en urigtig påstand, eller om man vil: en konsekvent omdigtning af virkeligheden. Som allerede nævnt er dette en del af en fantasis karakter. At fantasere er i langt de fleste tilfælde at forestille sig noget andet end den foreliggende virkelighed. Men det vil som regel komme til udtryk på anden måde end blot et gentaget udsagn. Begrænset til rent udsagn ligner det nærmest et fornægtende mantra, eller ligefrem en besværgelse, der forsøger at virke tilbage på virkeligheden. Måske bliver Brugsens kaffe virkelig billigere, hvis man hævder det tusind gange. Man kan da altid prøve.

Det er oplagt at mene, at der må være tale om et eller andet, man finder ganske ubærligt. Hvorfor ellers i ét væk blive ved at hævde det modsatte? Nu sagde jeg så lige, at man skal vogte sig for forhastede konklusioner. Derfor begrænser jeg mig da også til at påpege, at dette er en oplagt formodning. Det bliver den ikke nødvendigvis rigtig af. Tingene kan vise sig at hænge anderledes sammen.

Hvilke andre forklaringer kunne der være på, at man har et påtrængende behov for atter og atter at hævde, at tingene er sådan, som de netop ikke er? Nå - måske vover jeg mig allerede for vidt ved at tale om et påtrængende behov. Men i hvert fald forårsager det et spændingsfelt. Den pirrede tilstand er jo netop et direkte udtryk for, at man ikke lades uberørt af udsagnet. Det gør helt tydelig og mærkbart noget ved en. Spørgsmålet er så, hvad dette “noget” i virkeligheden er. Noget må der jo være i det. Som sagt: i det omfang man ikke uden videre kan udskifte det ene udsagn med det andet og sige hvad som helst, må det bestemte udsagn, som foretrækkes, have en særlig betydning.

Hvis det mest påfaldende ved dette udsagn så er, at det er i direkte strid med virkeligheden, ligger det lige for at spørge, om det da er denne egenskab ved udsagnet, der er udslagsgivende og bevirker dets effekt? Atter må man så skelne mellem den oplagte formodning og det sikre svar. Vi formulerer det altså som et spørgsmål. Men det er vigtigt at overveje andre muligheder.

Jeg må dog indrømme, at jeg har svært ved at se bort fra dette forhold. At det, man hævder, er en konsekvent omvending af virkelige forhold, er jeg stærkt tilbøjelig til at tro må have en betydning. Spørgsmålet er så bare: hvilken?

Vist er det et generelt træk ved fantasiens væsen, at den skaber noget, der er anderledes end virkeligheden. Men igen: ikke bare ved et gentaget slogan. Fantasien vil almindeligvis skabe scenarier, handlingsforløb m.v. En påstand i sig selv, den være sig nok så fantasifuld, kan vel dårligt overhovedet kaldes en fantasi i egentligste og strengeste forstand. Den er netop bare en (fantasifuld) påstand. Som allerede nævnt kan der være tilfælde, hvor påstanden kun tilsyneladende står alene, men har en eller anden form for skjult referenceramme. Men dette synes ikke altid at være tilfældet. Eller man skulle måske snarere sige, at referencerammen undertiden er umådelig godt skjult.

Ret meget videre tør jeg ikke vove mig. Jeg har luftet spørgsmålet. Jeg får brug for at overveje det længe endnu, inden jeg drister mig til et svar.

Derimod vil jeg lige ganske kort påpege en række forskelle på det her rejste spørgsmål og Viktors skriftemål. Som allerede nævnt optræder Viktors skriftemål ikke udenfor kontekst. Der er tydeligt skitserede personer og handlinger, og uden dette ville skriftemålet ikke kunne fungere og virke. For det andet er det usikkert, om der er tale om en usand påstand. En vigtig pointe ligger netop i, at det hævdede måske kunne være rigtigt. Spændingstilstanden udgår fra usikkerheden, og man må således sige, at skriftemålet balancerer imellem det sande og det falske udsagn.

Derimod kan vi notere os de ligheder, at skriftemålet tydeligvis handler om at overbevise, få nogen til at tro noget, ligesom der er en slags dobbeltspil indover. Men som vi i sin tid så, er Lasse kun et støttehjul. Det i sidste ende afgørende for Viktor er at overbevise sig selv. Skønt han undgår mantra-modellen, er der altså også noget i Viktors fantasi, der smager lidt af besværgelse. Ligeledes er skriftemålet, når man betragter det nærmere, en række varianter over det samme grundudsagn.

Eftersom jeg dengang valgte et gennemkonstruere min fiktive case, er det også uden videre indlysende, hvad der ville være såvel den skjulte referenceramme som den underliggende betydning, hvis Viktor i stedet havde benyttet mantra-modellen, og altså blot i et væk gentaget “Lasses er større end min.” Men som vi i sin tid så, er det støttehjulsproblematikken, der nødvendiggør en udbygning, hvor skriftemålet sættes ind i en overordnet struktur.

Hvis man kan slutte noget udfra dette, må det være, at i de tilfælde, hvor mantra-modellen lader sig anvende, er der ganske enkelt ikke brug for andet end udsagnet. Hvis udsagnet sættes ind i et større sammenhæng, så synes det at skyldes, at der er påtrængende brug for dette.

Dette tyder videre på, at en fantasi (eller noget, der ligner) altid rummer alt nødvendigt materiale. Hvis der manglede noget, ville det blive tilføjet. Var noget overflødigt, ville det blive fjernet. Når der således kun er tale om et enkelt udsagn, bør dette betragtes som en fuldstændig helhed, der kan bære og rumme hele det materiale, som trænger sig på, fremfor et brudstykke.

Dette er dog en smule på kant med tanken om den skjulte referenceramme, der jo antyder, at der er noget mere alligevel. Men man må huske på, at det komplette udtryk også er et komprimeret udtryk. Det har altså nok det hele med. Men i en sammentrængt form.

Og dog! - Ja, måske vakler jeg i virkeligheden mellem to modeller. Den ene med skjult vedhæng, den anden uden. Som sagt har vi her fat i en række spørgsmål, som jeg kommer til at overveje længe endnu.

* Ligeledes kan man hæfte sig ved, at Netto ejes af en industrikoncern, mens Brugsen er en slags "andelsbevægelse" (kapitalisme versus socialisme). Det kunne f. eks. udlægges som at fantasien ligeson siger: "Hvis dette ikke snart bevidstgøres, tager det helt magten fra dig."